Sikkerhedsforholdsregler i skadesforsikringer i dansk og norsk ret

Transkript

1 Sikkerhedsforholdsregler i skadesforsikringer i dansk og norsk ret Juridisk kandidatspeciale, 10. semester 11. august 2016 Nicolai Haven Carlsen Studienummer: Vejleder: Carsten Munk-Hansen Antal tegn:

2 Indholdsfortegnelse Indledning 3 Sikkerhedsforholdsregler og forbrugerbeskyttelse 3 Afgrænsning 4 Problemformulering 4 Metode 4 Fremstillingens opbygning 6 Sikkerhedsforholdsregler i dansk ret 7 Formkrav til sikkerhedsforholdsregler 7 Afgrænsningen mellem sikkerhedsforholdsregler og objektive ansvarsfraskrivelser i dansk ret 9 Indledning 9 Faktorer i afgrænsningen mellem sikkerhedsforholdsregler og objektive ansvarsfraskrivelser 10 Vedligeholdelsesklausuler 11 Tyveriklausuler 12 Konstruktionsfejlsklausuler 17 Frostskadeklausuler 20 Virkninger af overtrædelse af sikkerhedsforholdsregel 22 Indledning 22 Objektiv overtrædelse af sikkerhedsforholdsregel 22 Forsætlig eller uagtsom overtrædelse 23 Kausalitet 25 Bevisregler 26 Reklamationspligt 27 Identifikation 28 Sikkerhedsforholdsregler i norsk ret 30 Formkrav til sikkerhedsforholdsregler 30 Afgrænsningen mellem sikkerhedsforholdsregler og objektive ansvarsfraskrivelser i norsk ret 33 Indledning 33 Vedligeholdelsesklausuler 34 Tyveriklausuler 35 Konstruktionsfejlsklausuler 35 Frostskadeklausuler 39 Virkninger af overtrædelse af sikkerhedsforholdsregel 41 Indledning 41 Objektiv overtrædelse af sikkerhedsforholdsregel 41 Kravet til skyld 42 Kausalitet 44 Bevisregler 45 Reklamationspligt 46 Identifikation 48 Komparativ analyse 50 Komparativ analyse af formkravene til sikkerhedsforholdsregler 50 Komparativ analyse af afgrænsningen mellem sikkerhedsforholdsregler og objektive ansvarsfraskrivelser 51 Komparativ analyse af virkningen af overtrædelse af sikkerhedsforholdsregler 53 Konklusion 56 Abstract 59 Litteraturliste 60 Doms- og ankenævnsregister 60 Side 2 af 64

3 Indledning Sikkerhedsforholdsregler og forbrugerbeskyttelse Alle mennesker er udsat for risici af forskellig art. De fleste ønsker at undgå eller minimere disse risici ved at overføre risikoen til et forsikringsselskab mod betaling af en præmie. Teknisk set er præmien et resultat af, at risikoen fordeles mellem personer, der er udsat for den samme slags risiko. 1 Da FAL som udgangspunkt er deklaratorisk, er der aftalefrihed. Risikoen og dermed præmien kan derfor reguleres ved aftale. Skader, der ikke dækkes af forsikringen, kaldes objektive ansvarsfraskrivelser, og disse vil naturligvis medføre, at sikrede skal betale en lavere præmie. Herudover kan præmien reguleres ved aftaler om sikkerhedsforholdsregler, der pålægger den sikrede en pligt til at foretage eller undlade en handling med det formål at forebygge forsikringsbegivenheden eller formindske skadens omfang. Forsikringstageren har interesse i en lav præmie og derfor også, at der er fastsat visse rimelige sikkerhedsforholdsregler, fx at det forsikrede skal være forsvarligt aflåst. Selskabet har interesse i at give sikrede incitament til at behandle det forsikrede forsvarligt. Umiddelbart fremtræder forsikringsaftalen derfor som en interessekonflikt mellem selskab og forsikringstager. Den kan imidlertid også anskues som en interesseafvejning over for øvrige forsikringstagere eller et spørgsmål om prisen på produktet, idet selskabet konciperer vilkårene uden forsikringstagerens indflydelse. Denne magtposition udlignes bl.a. af reglerne om sikkerhedsforholdsregler, der er præceptive. Hvis der foreligger en sikkerhedsforholdsregel, har selskabet bevisbyrden for, at sikrede har overtrådt reglen, og at dette er sket ved forsømmelse. Hvis der foreligger en objektiv dækningsbetingelse, skal sikrede bevise, at der er tale om en forsikringsdækket begivenhed, og der er ikke krav om, at denne er indtruffet ved forsømmelse. Er der tale om en objektiv dækningsundtagelse, ligger bevisbyrden hos selskabet. 2 Selskabet kan derfor have interesse i at formulere vilkåret, så det fremtræder som en objektiv ansvarsfraskrivelse. Disse omtales steder i litteraturen som skjulte handlingsklausuler, der er defineret som tilsyneladende objektive ansvarsfraskrivelser, hvor begrænsningen hovedsageligt er knyttet til sikredes handling eller undladelse. 3 Idet selskaberne i øvrigt ikke har pligt til at oplyse, hvilket regelsæt vilkåret skal subsumeres under, bliver problemet i den anledning at sondre mellem de bestemmelser, der accepteres 1 Henning Jønsson og Lisbeth Kjærgaard, Dansk forsikringsret, s Ivan Sørensen, Forsikringsret, s Claus Brynildsen, Forsikringsavtaleloven med kommentarer, s. 25 Side 3 af 64

4 som objektive ansvarsfraskrivelser og de bestemmelser, der er omfattet af de præceptive regler om sikkerhedsforholdsregler i FAL 51. I Norge har man søgt at imødegå problematikken ved at udvide definitionen af sikkerhedsforholdsregler til også at omfatte skjulte handlingsklausuler. Endvidere åbner reglerne om sikkerhedsforholdsregler i norsk ret op for en skønsmæssig reduktion af selskabets ansvar. Derfor forekommer det interessant at sammenligne udviklingen. Afgrænsning Fremstillingen vil alene belyse reguleringen af sikkerhedsforholdsregler i skadesforsikringer. Der vil så vidt muligt afgrænses over for erhvervsforsikringer, om end inddragelse vil ske i begrænset omfang som led i argumentationen eller på områder, hvor der er fælles normer. Sikkerhedsforholdsregler i ulykkes- og sygeforsikring eller livsforsikring vil ikke blive belyst. Reglerne om fareforøgelse, fremkaldelse af forsikringsbegivenheden og redningsforanstaltninger vil ikke være genstand for behandling, om end der i visse tilfælde kan forekomme sammenfald mellem disse og reglerne om sikkerhedsforholdsregler. Problemformulering På denne baggrund fastsættes følgende problemformulering: En komparativ analyse af reguleringen af sikkerhedsforholdsregler i skadesforsikringer i dansk og norsk ret. Herunder vil fremstillingen belyse, om der er forskel på formkravene til sikkerhedsforholdsregler, afgræsningen mellem sikkerhedsforholdsregler og objektive ansvarsfraskrivelser og retsvirkningen af overtrædelse af sikkerhedsforholdsregler i Norge og Danmark. Metode Projektets formål er at sammenligne landenes regulering af sikkerhedsforholdsregler. I sagens natur er der tale om komparativ ret med udgangspunkt i den analytiske metode, således at der foretages en dybere belysning af reguleringen af sikkerhedsforholdsregler ved skadesforsikring i dansk og norsk ret. 4 Ved denne sammenligning er det nødvendigt at tage 4 Carsten Munk-Hansen, Rettens grund, s. 108 Side 4 af 64

5 udgangspunkt i gældende ret, hvorfor den retsdogmatiske metode anvendes, idet denne har til opgave at beskrive, fortolke, analysere og systematisere gældende ret. 5 Sikkerhedsforholdsregler i dansk og norsk ret er reguleret i forsikringsaftaleloven nr. 999 af 5. oktober 2006 og forsikringsavtaleloven nr. 69 af 16. juni Selvom der som udgangspunkt er aftalefrihed, er forsikringsaftalen speciel derved, at det er selskabet, der formulerer den. Forsikringsaftalen er ofte af et sådant omfang, at forsikringstageren næppe vil kunne sætte sig ind i den. For at beskytte forsikringstageren har forsikringsaftalelovene derfor karakter af sociale beskyttelseslove, der på visse områder regulerer indholdet af forsikringsaftalen. Dette er tilfældet ved sikkerhedsforholdsregler (og skjulte handlingsklausuler), da reglerne herom er præceptive i forsikringsaftalelovene. Objektive ansvarsfraskrivelser kan aftales på ulovbestemt grundlag, men det har i praksis vist sig vanskeligt at afgrænse det deklaratoriske område for de objektive ansvarsfraskrivelser over for de præceptive regler om sikkerhedsforholdsregler, idet selskaberne (bevidst eller ubevidst) omgår forsikringsaftalelovenes forbrugerbeskyttende hensyn ved at formulere sikkerhedsforholdsregler som objektive ansvarsfraskrivelser. I norsk ret har man i vidt omfang overladt denne afgrænsning til lovgivningen, hvorefter skjulte handlingsklausuler skal omformuleres til sikkerhedsforholdsregler, jf. FAL 1-2 (e). I dansk ret er afgrænsningen overladt til praksis. Den norske FAL udgør derfor (i forlængelse af kommisionsbetænkning NOU 1987: 24) et centralt fortolkningsmoment i afgræsningen. Herudover reguleres formkravene til sikkerhedsforholdsregler og retsvirkningen ved overtrædelse heraf i landenes forsikringsaftalelove. I fremstillingen er lovgivers hensigt inddraget til fortolkningen af afgrænsningen mellem sikkerhedsforholdsregler og objektive ansvarsfraskrivelser, selvom disse er subjektive fortolkninger, der ikke er udtrykt i forsikringsaftalelovene og således ikke er rettet til borgerne. Dette er sket gennem Norges Offentlige Utredninger (tilsvarende kommisionsbetænkning) 1987: 24 og betænkning 2002 nr Den danske kommisionsbetænkning kommer ikke nærmere ind på afgrænsningen, men begrunder hvorfor begrebet sikkerhedsforholdsregler ikke er overladt til lovgivningen, som det er tilfældet i Norge. Den norske kommisionsbetænkning udgør derimod et væsentligt fortolkningsmoment ved afgræsningen af hvilke vilkår, der henføres til reglerne om objektive ansvarsfraskrivelser hhv. reglerne om sikkerhedsforholdsregler. 5 Carsten Munk-Hansen, Rettens grund, s. 95 Side 5 af 64

6 Retspraksis udgør en vigtig retskilde og et vigtigt fortolkningsbidrag til reglerne om sikkerhedsforholdsregler. Dette gælder både i forhold til formkravene, afgrænsningen mellem sikkerhedsforholdsregler og objektive ansvarsfraskrivelser og retsvirkningerne af overtrædelse af sikkerhedsforholdsregler. Norsk (og til dels også dansk) retspraksis er imidlertid ganske fattig på området. Selvom ankenævnspraksis ikke har samme retskildeværdi som retspraksis, udgør den en væsentlig del af forsikringsretten. Ankenævnet for forsikring (AKF), Forsikringsskadenemnda (FSN), Avkortningsnemnda (AKN) og Forsikringsklagenemnda (FKN) er private klagenævn, hvorfor retspraksis ikke har pligt til at følge disse. Ankenævnets praksis kan og bør imidlertid have afgørende betydning for en retssags udfald, da det specialiserer sig i forsikringsklager men det bør naturligvis ikke træffe afgørelser, der er i strid med retspraksis. Ankenævnspraksis indgår i fremstillingen som en væsentlig retskilde. Juridisk litteratur udgør ikke en retskilde 6, men den hensynsafvejning, der er gennemført i litteraturen, vil inddrages i fremstillingen som belæg eller gendrivelse. Fremstillingens opbygning I første del behandles sikkerhedsforholdsregler i dansk ret. Her vil formkravene undersøges med udgangspunkt i praksis og retslitteraturen. Dernæst analyseres traditionelle klausuler med henblik på at rubricere disse som sikkerhedsforholdsregler eller objektive ansvarsfraskrivelser. Endelig undersøges retsvirkningen af overtrædelse af sikkerhedsforholdsregler. I anden del behandles sikkerhedsforholdsregler i norsk ret med udgangspunkt i samme opbygning, som foretages i afsnittet om sikkerhedsforholdsregler i dansk ret. I fremstillingens tredje del foretages en komparativ analyse af dansk og norsk ret på baggrund af de foregående afsnit. 6 Carsten Munk-Hansen, Rettens grund, s. 190 Side 6 af 64

7 Sikkerhedsforholdsregler i dansk ret Formkrav til sikkerhedsforholdsregler Selvom selskabet hellere ser et vilkår subsumeret under reglerne om objektive ansvarsfraskrivelser, hvor der ikke er krav om forsømmelse, forstærker reglerne om sikkerhedsforholdsregler selskabets position i forhold til reglerne om fremkaldelse af forsikringsbegivenheden. Efter reglerne om sikkerhedsforholdsregler bortfalder dækning ved simpel uagtsomhed, mens der kræves grov uagtsomhed ved fremkaldelse af forsikringsbegivenheden. I forlængelse af denne fordel har lovgiver fastsat regler om, at sikkerhedsforholdsregler forudsætningsvis skal opfylde en række formkrav. Der skal for det første være tale om et pålæg, som fremgår af aftalen. Pålægget skal således være aftalt, og det følger af de aftaleretlige principper, at efterfølgende ensidige pålæg ikke er gyldige. 7 For det andet skal pålægget indeholde en bestemt forskrift, hvilket betyder, at det klart og tydeligt skal fremgå, hvad det er, den sikrede skal foretage eller undlade. Det vil nedenfor blive diskuteret, hvornår en forskrift er tilstrækkelig bestemt. I U H indeholdt en bygningsforsikring følgende vilkår om halmfyringsanlæg: det er en betingelse, at halmfyringsanlægget er placeret, opstillet og indrettet i overensstemmelse med reglerne i Brandteknisk Vejledning nr. 22, og at det forudsættes, at vejledningens regler om drift og vedligeholdelse af anlægget overholdes. Højesteret fandt, at vilkåret var en sikkerhedsforholdsregel. Dette betyder med andre ord, at hvor forskriften ved henvisning kan udfyldes med et offentligretligt tilladelseskrav, er der tale om en bestemt forskrift. Dette kan tolkes som en undtagelse til udgangspunktet om, at forskriften skal indeholde en præciserende angivelse af, hvad det er, den sikrede skal foretage eller undlade. Undtagelser til at vilkåret skal indeholde en præciserende angivelse, kan ifølge Jønsson også forekomme, hvor der henvises til gældende byggeforskrifter: En klausul i en ejendomsforsikring, hvorefter forsikringen ikke omfatter skader ved, hvis indtræden eller omfang det har været medvirkende, at bygninger ikke opfylder de gældende byggeforskrifter, må betragtes som en sikkerhedsforholdsregel, der omfattes af FAL Der synes ikke at foreligge praksis herom. For egen regning forekommer det betænkeligt at anse en henvisning til gældende byggeforskrifter som en sikkerhedsforholdsregel i 7 Henning Jønsson og Lisbeth Kjærgaard, Dansk forsikringsret, s Henning Jønsson og Lisbeth Kjærgaard, Dansk Forsikringsret, s. 393 Side 7 af 64

8 forbrugerforsikring. Det kan næppe forlanges, at den private forsikringstager har overblik over Bygningsreglementet der er tale om et ganske omfattende og uoverskueligt regelsæt. Synspunktet understøttes af AKF , hvor sikredes Playstation gik i stykker. Her afviste selskabet dækning med henvisning til følgende bestemmelse: Den forsikrede skal sørge for, at producentens anvisninger for montering følges. Nævnet fandt ikke, at der i bestemmelsen var givet et pålæg, som på klar og tydelig måde angiver, hvad sikrede skal foretage sig. Når en henvisning til producentens anvisninger/forskrifter ikke opfylder bestemthedskravet, taler det så meget desto mere for, at en henvisning til gældende (og mere komplicerede) byggeforskrifter bør føre til samme resultat. Jønsson anfører dernæst at vilkår om, at sikrede skal iagttage de af offentlige myndigheder meddelte forskrifter eller forskrifter, der er fastsat i lovgivningen, ikke opfylder kravene til sikkerhedsforholdsregler. 9 Særligt i erhvervsforsikringer synes der ikke nødvendigvis at være krav om en præciserende angivelse af forskriften dette kan tale for, at en henvisning til gældende byggeforskrifter også kun bør være gældende i erhvervsforsikringer. Sørensen anfører: Når der eksisterer en bestemt norm eller branchekutyme på det pågældende område, kan der udfyldes med denne. 10 I U var der i forsikringsbetingelserne indsat en sikkerhedsforholdsregel: Arbejdet skal udføres i overensstemmelse med det godkendte projekt og sædvanlig fagmæssig praksis. Da der imidlertid ikke fandtes faste normer for afstivning af byggeri, kunne vilkåret ikke anses som en sikkerhedsforholdsregel. Modsætningsvis følger, at hvis der konkret findes faste normer på området, vil der ikke være krav om en præciserende angivelse. Det samme synes at følge af U /2Ø. I dommen havde et forsikringsselskab forsikret laksebestanden hos en lakseopdrætter (erhvervsforsikring) på betingelse af, at bestanden passes omhyggeligt til enhver tid. Opdrætteren led et tab på 1,4 mio. kr. ved et luseangreb: Da der ikke var givet nærmere anvisninger, og da der heller ikke kunne påvises en norm for omhyggelig pasning af laksebestanden, var der ikke tale om en sikkerhedsforholdsregel, hvis tilsidesættelse medførte bortfald af erstatning efter FAL 51. Dommen fastslår dels, at forskriften er upræcis, da der ikke var givet nærmere anvisninger, dels at en upræcis forskrift alligevel kan opfylde kravet om at være bestemt, hvis der kunne påvises en norm for omhyggelig pasning. 9 Henning Jønsson og Lisbeth Kjærgaard, Dansk Forsikringsret, s Ivan Sørensen, Forsikringsret, s. 326 Side 8 af 64

9 Forsikringsselskabet havde efter luseangrebet pålagt opdrætteren bekæmpelsesforanstaltninger, der havde til formål at afværge angrebet. Opdrætteren undlod uagtsomt at følge disse foranstaltninger, hvilket medførte væsentlig skadeforøgelse, og erstatningen nedsattes som følge heraf til 1 mio. kr. Disse efterfølgende bestemte forskrifter får ikke virkning som en sikkerhedsforholdsregel, men er derimod omfattet af FAL 52 om redningsforanstaltninger. Heraf kan udledes endnu et formkrav til sikkerhedsforholdsregler; forskriften skal omfatte forhold, der skal iagttages før forsikringsbegivenhedens indtræden. 11 For det tredje skal formålet med sikkerhedsforholdsreglen være at forebygge eller mindske skadens omfang. Sikkerhedsforholdsreglen kan dermed pålægge sikrede at handle eller undlade at handle på en bestemt måde. 12 Afgrænsningen mellem sikkerhedsforholdsregler og objektive ansvarsfraskrivelser i dansk ret Indledning FAL 51 giver ikke meget vejledning om, hvornår der er tale om en sikkerhedsforholdsregel: pålæg om forholdsregler, der før forsikringsbegivenhedens indtræden skal iagttages for at forebygge denne eller formindske skadens omfang. Forsikringsaftalelovsudvalget mener ikke, at der i praksis har vist sig et behov for at præcisere, hvad der forstås ved en sikkerhedsforholdsregel. Dette begrundes: tidligere norsk retspraksis mv. i videre omfang end praksis i Danmark har anset ansvarsbegrænsende vilkår for at indeholde en objektiv afgrænsning af forsikringens dækningsområde frem for en sikkerhedsforholdsregel. 13 Dermed overlades den nærmere afgrænsning som hidtil til domstolene og ankenævnet. I nærværende afsnit undersøges med udgangspunkt i traditionelle vilkår, hvordan ankenævnsog retspraksis og den juridiske litteratur afgrænser sikkerhedsforholdsregler over for objektive ansvarsfraskrivelser. Dette vil være efterfulgt af en vurdering heraf. De faktorer, der indgår i afgrænsningen, udledes indledningsvis. 11 Ivan Sørensen, Forsikringsret, s Henning Jønsson og Lisbeth Kjærgaard, Dansk Forsikringsret, s Betænkning nr om forsikringsaftaleloven, s. 43 Side 9 af 64

10 Faktorer i afgrænsningen mellem sikkerhedsforholdsregler og objektive ansvarsfraskrivelser Retspraksis synes alene i U V at udstikke retningslinjer for afgrænsningen mellem sikkerhedsforholdsregler og objektive ansvarsfraskrivelser. Her udtaler Landsretten, at vilkår om, at startspærren skal være aktiveret på gerningstidspunktet, er et vilkår for at opnå erstatning for tyveri. Vilkåret er derfor reelt et vilkår, der med henblik på at imødegå den typiske tyveririsiko tager sigte på at regulere førerens adfærd, når køretøjet forlades. Der skal således lægges vægt på, hvorvidt vilkåret er adfærdsregulerende. Dette må kunne omskrives til, at der er tale om en sikkerhedsforholdsregel, hvis vilkåret henvender sig til sikredes subjektive forhold. I litteraturen opstiller Ivan Sørensen en række sondringer på baggrund af praksis i forsøget på at afgrænse sikkerhedsforholdsregler over for objektive ansvarsfraskrivelser. Først og fremmest sondrer han mellem farearter og fareomstændigheder, hvor farearter omfatter selskabets løfte om at dække en nærmere bestemt risiko, og fareomstændigheder omfatter forudsætningerne for selskabets løfte. 14 Farearter kan frit begrænses, da de anses for en objektiv begrænsning, mens begrænsningen af dækningen af fareomstændigheder er omfattet af de præceptive regler om sikkerhedsforholdsregler i FAL 51. Dette kan endvidere omformuleres til en sondring mellem selskabets løfte og selskabets forudsætninger for dette løfte. 15 Disse begreber synes anvendelige på konkrete forsikringsvilkår, fx en bestemmelse om installation og aktivering af startspærre. Spørgsmålet er dog, om det er klart for forsikringstageren, at vilkåret subsumeres forskelligt. I lyset af parternes styrkeforhold og lovens karakter som forbrugerbeskyttelseslov, synes det indlysende at fortolke uklare bestemmelser til sikredes fordel: Generelt bør der stilles større krav til klarheden af vilkår, hvor koncipisten, dvs. selskabet, formulerer sig ud af forsikringsaftalelovens præceptive regler, end hvor det samme sker ved de fravigelige regler. 16 Styrkeforholdet bør derfor inddrages som en faktor i afgrænsningen. Endelig argumenterer Hans Jacob Bull for, at hvis sikredes forhold udgør den overejende risikofaktor i bestemmelsen, vil det tale for, at vilkåret skal opfattes som en sikkerhedsforholdsregel. 17 Vil forsikringsbegivenheden derimod mest sandsynligt være 14 Ivan Sørensen, Forsikringsret, s Ivan Sørensen, Forsikringsret, s Ivan Sørensen, Forsikringsret, s Hans Jacob Bull, Forsikringsrett, s. 406 Side 10 af 64

11 forårsaget af forhold, som ikke kan henføres til sikrede, bør klausulen anses som en objektiv ansvarsfraskrivelse. 18 Vedligeholdelsesklausuler Vilkår om vedligeholdelse er typisk forekommende i bygge- og ejerskifte- og autoforsikringer. Der er i rets- og ankenævnspraksis enighed om, at vilkår om, at forsikringen ikke dækker skade som følge af mangelfuld vedligeholdelse eller lignende, udgør en sikkerhedsforholdsregel, jf. bl.a. U Det fremgår direkte af nævnets udtalelse i AKF : Denne bestemmelse (red. om manglende vedligeholdelse) er efter nævnets opfattelse at anse for en sikkerhedsforskrift, jf. FAL 51. Litteraturen er enig i denne betragtning. 19 Jønsson eksemplificerer, hvordan kravet om uagtsomhed kommer til sikredes fordel: hvis en svampeskade anmeldes lige efter et ejerskifte, vil den ikke kunne skyldes en manglende vedligeholdelse fra køberens side. Den manglende vedligeholdelse kan i dette tilfælde ikke bebrejdes forsikringstageren. 20 Dette kan næppe bestrides og stemmer overens med, at vilkår, der tager sigte på at adfærdsregulere, må fortolkes som en sikkerhedsforholdsregel, jf. U V. I autoforsikringer eksisterer der en række klausuler, hvor sikrede pålægges en vedligeholdelsespligt. Problematikken synes at centrere sig om vilkåret om, at forsikringen ikke omfatter skade som følge af kørsel uden olie og vand. Sker dette i forbindelse med et forudgående uheld, anses forholdet i praksis at være omfattet af reglen i FAL 52 om sikredes afværge- og tabsbegrænsningspligt, jf. AKF : Bestemmelsen om, at forsikringen ikke dækker kørsel uden olie og vand, skal efter nævnets praksis når motorskaden som her sker i forbindelse med et sammenstød - fortolkes i overensstemmelse med 52. Hvor der ikke er tale om et forudgående uheld, eller hvor der ikke er kausalitet mellem det forudgående uheld og skaden, der opstår som følge af kørsel uden vand eller olie, synes retspraksis at fortolke vilkåret som en sikkerhedsforholdsregel, jf. AKF : 18 Hans Jacob Bull, Forsikringsrett, s Henning Jønsson og Lisbeth Kjærgaard, Dansk Forsikringsret, s. 393 og Ivan Sørensen, Forsikringsret, s Henning Jønsson, Husejerforsikring og ejerskifteforsikring en kommentar, s. 59 Side 11 af 64

12 skade som følge af kørsel uden vand og olie ikke er dækket, skal fortolkes i overensstemmelse med FAL 51. Dette følger ligeledes af AKF Jønsson fastslår, at bestemmelsen i en autokaskopolice om, at forsikringen ikke omfatter skade som følge af kørsel uden olie og vand, skal fortolkes objektivt (min kursivering), hvis sikrede undlader at sørge for, disse væsker findes i den foreskrevne form og mængde i køretøjet. Men dette er ikke tilfældet, hvis den manglende olie eller vand skyldes et umiddelbart foregående uheld. 21 Dette er modstridende med gældende ankenævnspraksis, der fortolker bestemmelsen som en sikkerhedsforholdsregel. For så vidt angår tilfælde, hvor der ikke har været et forudgående uheld, må spørgsmålet være, om der i vilkåret kan indfortolkes et adfærdsregulerende element, jf. U V. Hensigten er at imødegå den skade, der sker, hvis føreren ikke sørger for, at der er tilstrækkelig vand og olie på bilen. Derved forekommer sikredes forhold at være den overvejende risikofaktor for skaden. Jønsson synes i lyset af dette at føre en forsikringsselskabsvenlig fortolkning af vilkåret, hvilket er bekymrende henset til, at der er tale om en forbrugerbeskyttelseslov. Fokus synes i højere grad at lægges på formuleringen af vilkåret end formålet hermed, som er det Landsretten i U V lægger vægt på. På baggrund af rets- og ankenævnspraksis findes det således mest rigtigt at anse vilkåret som en sikkerhedsforholdsregel. Rubriceringen forekommer imidlertid af ringe betydning i praksis. Bevisbyrden for at vilkåret objektivt er overtrådt, må bæres af forsikringsselskabet, uagtet om det anses for at være objektiv dækningsundtagelse eller en sikkerhedsforholdsregel. 22 Er det overtrådt, må der være en klar formodning for, at det er sket ved sikredes forsømmelse. Besvarelsen af, om bestemmelsen også skal anses for en sikkerhedsforholdsregel, når vand og olie mangler som følge af et forudgående uheld, eller om det snarere skal subsumeres under FAL 52 om redningsforanstaltninger, falder uden for rammerne af denne fremstilling. Tyveriklausuler Tyveriklausuler dækker over et ganske bredt område. I denne kategori findes det relevant at omtale vilkår om indbrudstyveri, installation og aktivering af startspærre og aflåsning med godkendt cykellås. 21 Henning Jønsson og Lisbeth Kjærgaard, Dansk Forsikringsret, s Ivan Sørensen, Forsikringsret, s. 308 Side 12 af 64

13 Typisk vil en bestemmelse om indbrudstyveri have følgende ordlyd: tyveri dækkes ved indbrud i forsvarligt aflåst bygning. I U H (og U H), havde selskabet en tilsvarende bestemmelse i forsikringsvilkårene. Selskabet afviste dækning med henvisning til, at der ikke var tegn på indbrud. Af Højesterets udtalelse fremgår imidlertid, at sikrede pålægges bevisbyrden for, at den ansvarsbærende bestemmelse om indbrudstyveri er indtruffet, mens selskabet har bevisbyrden for, at overtrædelsen af vilkåret er sket ved forsømmelse. Det følger således af bevisbyrdefordelingen, at bestemmelsen opfattes som en sikkerhedsforholdsregel. Ankenævnspraksis tilslutter sig denne fortolkning, jf. bl.a. AKF og AKF I litteraturen er der også enighed om, at dette vilkår udgør en sikkerhedsforholdsregel. Ivan Sørensen beskriver bestemmelsen som en skjult handlingsklausul, idet den er bestående af en ansvarsbærende bestemmelse og et pålæg til den sikrede om forsvarlig aflåsning. 23 Jønsson fastslår ligeledes med henvisning til bl.a. U H at betingelsen om forsvarlig aflåsning er en sikkerhedsforholdsregel, som indtil 1986 ansås for en objektiv dækningsbetingelse. 24 På baggrund af retspraksis og litteraturen fremgår det ganske klart, at bestemmelsen må opfattes som en sikkerhedsforholdsregel. Dette må følge af, at bestemmelsen tager sigte på at regulere sikredes adfærd. Hvis bestemmelsen opdeles i en objektiv dækningsbetingelse om indbrud og en sikkerhedsforholdsregel om forsvarlig aflåsning, vil det betyde, at dækning konsekvent bortfalder, hvis der ikke er aflåst, idet der så ikke vil være tale om indbrud uanset om sikrede kan bebrejdes. Således vil selskabet kunne være uden ansvar, hvor forsikringsbegivenheden ikke skyldes sikredes forsømmelse, fordi den objektive dækningsbetingelse om indbrudstyveri ikke er opfyldt, mens reglerne om sikkerhedsforholdsregler finder anvendelse, hvor sikrede har udvist forsømmelse i forbindelse med den forsvarlige aflåsning. Hele bestemmelsen bør derfor fortolkes som en sikkerhedsforholdsregel for at undgå situationer, hvor hensigten næppe har været at afskære sikrede fra dækning. Vilkår om installation og aktivering af startspærre synes at være genstand for et kontroversielt område i retspraksis i forhold til afgrænsningen mellem objektive ansvarsfraskrivelser og 23 Ivan Sørensen, Forsikringsret, s Henning Jønsson og Jørgen Gawinetski, Familieforsikring, s. 136 Side 13 af 64

14 sikkerhedsforholdsregler. I AKF (1998) tolkes et vilkår om, at det er en betingelse for dækning af tyveri og skade som følge af tyveri, at bilen enten har en fabriksmonteret startspærre eller en startspærre, der sikrer mindst 3 systemer i motoren som en objektiv dækningsbetingelse, og vilkåret om at startspærren var tilsluttet, da tyveriet skete, og at nøglen ikke var opbevaret i bilen som en sikkerhedsforholdsregel. I FED behandlede retten bestemmelsen efter reglerne om sikkerhedsforholdsregler formentlig fordi det ubestridt blev gjort gældende af selskabet. Efterfølgende er begge led i bestemmelsen blevet anset som objektive dækningsbetingelser i AKF (2001), hvor kravet om aktiveret startspærre ikke reelt kan anses for opfyldt. Generelt er der i ankenævnspraksis dog enighed om, at vilkåret skal fortolkes i overensstemmelse med opdelingen i AKF , jf. bl.a. AKF , som henviser til U V, hvor 2. del af bestemmelsen ligeledes anses for at være en sikkerhedsforholdsregel. I retslitteraturen opfattes 1. del af bestemmelsen vedrørende installation af startspærre som en objektiv dækningsbetingelse. Sørensen argumenterer for, at dette giver mening ud fra en bevisbyrdebetragtning, da det synes vanskeligt for selskaberne at bevise, at startspærre ikke er monteret, mens den ikke er urimelig tung for de forsikrede, som blot kan gemme dokumentation. 25 Jønsson er af samme opfattelse og mener kun, at bestemmelsen i tidligere sager er behandlet udelukkende efter reglerne om sikkerhedsforholdsregler, hvis enten selskabet eller sikrede har gjort det gældende, bl.a. med henvisning til U V. 26 Der er efter min opfattelse vel snarere tale om, at Landsretten i U V alene omtaler den del af vilkåret, der påkræver, at startspærren skal være aktiveret på gerningstidspunktet, som en sikkerhedsforholdsregel: findes denne bestemmelses 2. led angående aktivering af startspærren, der har til formål at modvirke tyveri af bilen, at måtte fortolkes som en sikkerhedsforskrift, jf. FAL 51. U V kan derfor næppe med sikkerhed som Jønsson fremfører den betragtes som en tilsidesættelse af ankenævnspraksis, hvor bestemmelsens 1. led generelt karakteriseres som en objektiv dækningsbetingelse, da Landsretten konkret undlader at kommentere den del af bestemmelsen. For så vidt angår rubriceringen af bestemmelsens 1. led, er der således ganske bred enighed i litteraturen og praksis om, at denne må fortolkes som en objektiv dækningsbetingelse. Vilkåret retter sig i sagens natur mod tredjemand, når der er krav om fabriksmonteret 25 Ivan Sørensen, Forsikringsret, s Henning Jønsson og Lisbeth Kjærgaard, Dansk Forsikringsret, s Side 14 af 64

15 startspærre. Stiller bestemmelsen som i AKF alternativt krav om en startspærre, der sikrer mindst 3 systemer i motoren, er det stadig min opfattelse, at der er tale om en begivenhed, som normalt udføres af fagfolk. Montering sker således på sikredes opfordring, men en fejl ved startspærren vil kunne tilskrives tredjemand. Det er svært at fastslå, om tredjemands eller sikredes forhold udgør den overvejende risikofaktor for tyveriet vil der oftest være tale om manglende startspærre eller mangelfuld startspærre? Uanset hvordan dette må besvares, er der tale om, at selskabet fralægger sig ansvaret for noget, som sikrede er nærmest til at kontrollere. Ivan Sørensens bevisbyrdeargument bør næppe i sig selv medføre, at der er tale om en objektiv dækningsbetingelse. I praksis vil bevisbyrden herfor ganske naturligt pålægges sikrede under alle omstændigheder, jf. FED : Efter bevisbyrden finder retten ikke grundlag for at tilsidesætte sagsøgers og Jack von Mehrens forklaring om, at der i bilen var installeret alarm med startspærre, der sikrede mindst 3 systemer. Sikrede vil føle stor uretfærdighed, hvor bestemmelsen fortolkes som indeholdende både en objektiv dækningsbetingelse og en sikkerhedsforholdsregel, idet selskabet ikke har pligt til at oplyse sikrede, at 1. led udgør en objektiv dækningsbetingelse, og hvad konsekvensen af dette vil være. Bestod der en sådan oplysnings- eller fremhævelsespligt, og tog sikrede i forlængelse heraf ikke initiativ til at opfylde et vilkår om installation af startspærre, synes der imidlertid ikke længere at være grundlag for at tage hensyn til sikrede ved at anse vilkåret for en sikkerhedsforholdsregel. Problemet er imidlertid, at selskaberne i høj grad selv er i tvivl om fortolkningen af vilkåret. I AKF anfører selskabet: Vort krav er at betragte som en sikkerhedsforholdsregel, jf. FAL 51. På trods af dette kommer nævnet frem til, at der er tale om en objektiv dækningsbetingelse: dette gælder, uanset at selskabet upræcist indleder beskrivelsen af såvel... som og må anses for sikkerhedsforskrifter. Det er selskabet, der konciperer vilkåret, og denne magtposition må nødvendigvis medføre, at der stilles krav til klarheden af vilkåret. Er afgrænsningen i forhold til objektive ansvarsfraskrivelser tvivlsom, må det fortolkes i forsikringstagerens favør. Dette følger af de almindelige aftaleretlige regler og FAL 3, hvorefter der er krav om udtrykkelig fravigelse. I lyset af dette bør vilkåret fortolkes som en sikkerhedsforholdsregel. Der er i litteraturen enighed om, at bestemmelsens 2. led bør fortolkes som en sikkerhedsforholdsregel. 27 Dette stemmer overens med ankenævns- og retspraksis. Det 27 Henning Jønsson og Lisbeth Kjærgaard, Dansk Forsikringsret, s. 395 og Ivan Sørensen, Forsikringsret, s Side 15 af 64

16 fremgår således af Landsrettens begrundelse i U V, at en startspærre har til formål at hindre, at bilen startes uden brug af rette nøgle. Forsikringsbetingelsernes vilkår om, at startspærren skal være aktiveret på gerningstidspunktet, er et vilkår for at opnå erstatning for tyveri. Vilkåret er derfor reelt et vilkår, der med henblik på at imødegå den typiske tyveririsiko, tager sigte på at regulere førerens adfærd, når køretøjet forlades. Et sådant adfærdsregulerende vilkår må som udgangspunkt antages at være en sikkerhedsforskrift, jf. FAL 51. Der hersker således ingen tvivl om, at denne del af bestemmelsen skal opfattes som en sikkerhedsforholdsregel. Typisk vil en bestemmelse vedrørende tyveri af cykler være formuleret således, at cykler, der ikke er aflåst med en lås, der er godkendt af Dansk Varefakta Nævn, erstattes ikke. (AKF ) Der er i nyere ankenævnspraksis enighed om at fortolke denne bestemmelse som en objektiv dækningsbetingelse, jf. AKF , AKF og AKF Dette fremgår klart af nævnets udtalelse i AKF : Efter nævnets praksis (min kursivering) skal kravet om, at cyklen er aflåst med godkendt lås, anses som et objektivt dækningskriterium. I AKF sår nævnet imidlertid en anelse tvivl herom: selv om bestemmelsen ( cykler skal være forsvarligt aflåst, min tilføjelse) anses for at være en sikkerhedsforskrift, ville tyveriet efter nævnets opfattelse heller ikke være dækningsberettigede. Om dette skal tolkes i retning af, at nævnet vil lade bestemmelsen få virkning som en sikkerhedsforholdsregel, hvis bestemmelsen som objektiv dækningsbetingelse medfører et urimeligt resultat for sikrede, forekommer spekulativt. I litteraturen hersker der uenighed om, hvordan bestemmelsen skal fortolkes. Jønsson mener, at dette skal anses for en objektiv dækningsbetingelse. Dette begrunder han med, at vilkår om tyveri af cykler er opbygget anderledes, idet forsikringen som udgangspunkt ikke omfatter cykler, men at disse kan være omfattet af forsikringen, hvis han sørger for forsvarlig aflåsning med godkendt lås. 28 Ivan Sørensen taler på baggrund af (tidligere) ankenævnspraksis for en opdeling af bestemmelsen, således at vilkåret om at cyklen er forsynet med en lås, der er godkendt af Dansk Varefakta Nævn, skal opfattes som en objektiv dækningsbetingelse, mens vilkåret om at cyklen skal være aflåst, fortolkes som en sikkerhedsforholdsregel Henning Jønsson og Lisbeth Kjærgaard, Dansk Forsikringsret, s Ivan Sørensen, Forsikringsret, s. 315 Side 16 af 64

17 Der er i hvert fald i ankenævnspraksis enighed om, at bestemmelsen skal opfattes som en objektiv dækningsbetingelse. Spørgsmålet er, om dette reelt medfører, at de præceptive regler om sikkerhedsforholdsregler omgås. Bestemmelsen kan principielt opdeles i to vilkår, som Ivan Sørensen gør, idet der dels stilles krav om aflåsning, dels om anvendelse af godkendt lås. Bestemmelsens 1. led vedrørende aflåsning deler efter min opfattelse klare lighedspunkter med vilkåret om aktivering af startspærre, idet begge tager sigte på at regulere sikredes adfærd, når cyklen/bilen forlades, således at risikoen for tyveri mindskes. Landsrettens begrundelse i U V taler således klart for, at et vilkår om aflåsning af cykel også skal fortolkes som en sikkerhedsforholdsregel. I øvrigt kan fremhæves U H, hvor retten fortolkede et vilkår, der bestemte, at et pengeskab skulle være aflåst, som en sikkerhedsforholdsregel. At der er tale om aflåsning af en cykel giver ikke anledning til at fravige den meget klare praksis, der foreligger om aflåsning. Det er yderst kritisabelt at nå til modsatte resultat. Bestemmelsens 2. led fordrer, ligesom et vilkår om fabriksmonteret startspærre, større eftertænksomhed. Ganske vist synes det praktisk, at bevisbyrden for at der er anvendt en godkendt lås, påhviler sikrede. Sikrede kan jo blot gemme kvitteringen herfor. Henset til selskabets magtposition bør vilkåret imidlertid ikke få virkning som objektiv dækningsbetingelse alene af denne årsag. Selskabet fraskriver sig ansvaret for et forhold, som sikrede er den nærmeste til at kontrollere. Det synes at savne forbrugerbeskyttelsesmæssig mening, at dækning skal bortfalde, hvor sikrede benytter sig af en bedre lås end en af dem, der fremgår som godkendt i vilkårene, eller at sikrede får stjålet sin (ulåste) cykel fra sin låste lejlighed. Bestemmelsen bør derfor efter min opfattelse som helhed opfattes som en sikkerhedsforholdsregel. Konstruktionsfejlsklausuler En typisk bestemmelse i selskabernes betingelser lyder: den opståede skade må ikke kunne henføres helt eller delvis til det forsikredes: mangelfulde vedligeholdelse fejlkonstruktion, fejlmontering (min kursivering) 30 Betyder det, at fejlkonstruktion og fejlmontering, ligesom manglende vedligeholdelse, er sikkerhedsforholdsregler, eller skal de snarere fortolkes som objektive dækningsundtagelser? Antages det, at vilkårene udgør 30 Topdanmarks Vilkår for Ejendomsforsikring, Juni 2011 Side 17 af 64

18 objektive dækningsundtagelser, betyder det, at der ikke er dækning, selvom den sikrede ikke er ansvarlig for fejlen. Antages omvendt at vilkårene fortolkes som sikkerhedsforholdsregler, vil der være tale om dækning for mangelsansvar overfor sælger eller håndværkere, hvilket heller ikke forekommer ideelt. Da afsnittets genstand er vilkårenes subsumption, vil en nærmere definition af fejlkonstruktion hhv. montering og disses afgrænsning over for hinanden ikke foretages. I ankenævnspraksis er der enighed om, at en bestemmelse om konstruktionsfejl skal opfattes som en objektiv dækningsundtagelse, jf. bl.a. AKF og AKF I AKF gjorde klageren gældende, at det stemmer bedst overens med den moderne forsikrings formål at anse denne betingelse som en sikkerhedsforskrift, da det er forbundet med stor utryghed, at skjulte mangler ikke skulle være dækket af forsikringen. Hertil udtalte nævnet: I overensstemmelse med nævnets praksis må dækningsforbeholdet for fejlkonstruktion anses som en del af den objektive dækningsbeskrivelse. Nævnet undgår således at begive sig ud i nærmere overvejelser om afgrænsningen over for sikkerhedsforholdsregler. Ivan Sørensen fortolker også vilkåret som en objektiv undtagelsesbestemmelse. Til støtte herfor nævner han, at vilkåret bør kunne anvendes, selv om konstruktionsfejlen ikke kan tilregnes den sikrede idet forsikringen ellers vil kunne komme til at omfatte erhvervsansvar og mangelsansvar. 31 Henning Jønsson argumenterer ligeledes for, at et vilkår om konstruktionsfejl er en objektiv dækningsundtagelse, da fejlkonstruktion oftest er ukendt for forsikringstageren, hvorfor vilkåret som sikkerhedsforholdsregel ikke vil være overtrådt ved forsømmelse. Derimod er det ved en objektiv dækningsundtagelse afgørende, om der er kausalitet mellem fejlkonstruktionen og skaden. 32 Preben Lyngsø anser som den eneste med udgangspunkt i AKF bestemmelsen for at være en sikkerhedsforholdsregel (ligesom øvrige pro-sikkerhedsforskriftskendelser er den fjernet fra ankenævnets hjemmeside). 33 Som fremført i litteraturen er det ikke hensigtsmæssigt, at forsikringen skal dække mangelsog erhvervsansvar, eller at sikrede i alle tilfælde skal opnå dækning for konstruktionsfejl, da han (stort set) aldrig vil overtræde vilkåret ved forsømmelse. En konstruktionsfejl vil 31 Ivan Sørensen, Forsikringsret, s Henning Jønsson, Husejerforsikring & Ejerskifteforsikring En kommentar, s Preben Lyngsø, Dansk forsikringsret, s. 296 Side 18 af 64

19 herudover være uafhængig af sikredes subjektive forhold, da den ikke udføres af sikrede selv, eller nogen, hvem det påhviler at påse forskriftens gennemførelse, jf. FAL 51. Hvis forsikringstageren imidlertid selv påtager sig konstruktionsopgaven, synes vilkåret derimod at kunne henvende sig til dennes subjektive forhold. Litteraturen tildeler ikke problemstillingen særlig opmærksomhed, og der findes ikke praksis herom. Ivan Sørensen fastslår blot: Når det er den sikrede, der selv har forårsaget fejlkonstruktionen, bør den samme fortolkning følges, således at der ikke foretages en subsumption af vilkåret og hermed adfærden under FAL Efter min opfattelse er der to variabler i så henseende; sikredes kvalifikationsniveau og opgavens kompleksitet. I visse erhvervsforsikringer vil det formentlig være normalt, at sikrede selv påtager sig en konstruktionsopgave, men det vil næppe være tilfældet i forbrugerforsikring. Dette vil betyde, at bestemmelsen får virkning som både en objektiv dækningsundtagelse og en sikkerhedsforholdsregel. Relevant for hvilke regler forholdet skal behandles efter, vil herefter være forsikringstypen og opgaven. Både litteraturen og praksis opfatter imidlertid konstruktionsfejl som en objektiv dækningsundtagelse, uanset om sikrede selv har forårsaget fejlkonstruktionen der gives ikke anledning til at tro, at dette vil ændre sig. Dette leder naturligt hen til spørgsmålet om, hvordan et vilkår om monteringsfejl skal fortolkes. Monteringsopgaver må i højere grad (end konstruktionsopgaver) antages at blive påtaget af forsikringstageren selv, hvorfor disse alt andet lige besidder potentialet til at volde større problemer i afgrænsningen over for sikkerhedsforholdsregler. Den juridiske litteratur giver intet svar på denne problematik. Ankenævnspraksis har i få kendelser uden nærmere overvejelse behandlet monteringsfejl efter reglerne om objektive dækningsundtagelser. Dette var tilfældet i AKF , hvor en jukeboks kortsluttede, kort efter den blev monteret, fordi forsikringstageren havde trukket strømmen via nogle sikringer. Nævnet mente, at denne skade skete i forbindelse med fejlmontering, hvorfor der kunne gives afslag på dækning. Fejlmontering blev ligeledes anset for en objektiv dækningsundtagelse i AKF , hvor sikrede monterede vaskemaskine og fax-telefon til stikkontakter, som var beregnet til elradiator: Bestemmelsen (red. forsikringen dækker ikke skade som følge af: fejlmontering) opfattes i forsikringsretlig henseende som en objektiv dækningsundtagelse. 34 Ivan Sørensen, Forsikringsret, s. 309 Side 19 af 64

20 Ankenævnspraksis opfatter altså bestemmelsen som en objektiv dækningsundtagelse, og der er intet, der antyder, at dette vil ændre sig, selvom der i høj grad kan være tvivl om, hvorvidt der i kendelserne er tale om opgaver, som normalt udføres af en tredjemand. Nok kan det være svært at forholde sig sondrende i denne henseende, fordi grænsen mellem den professionelle og enkle monteringsopgave kan være uklar, men selskabet har ikke efter dansk ret pligt til at omformulere bestemmelsen til en sikkerhedsforholdsregel. Selskabet vil således kun lide den skæbne, at bestemmelsen bliver ugyldig, hvis den anses for ubestemt, hvilket næppe vil være tilfældet, sml. vedligeholdelsesklausuler. Jeg ser derfor intet til hinder for, at en bestemmelse om monteringsfejl bør kunne anses for en sikkerhedsforholdsregel, når der er tale om monteringsopgaver, der normalt udføres af sikrede. Frostskadeklausuler I en frostskadebestemmelse vil være oplistet en række skader, som forsikringen dækker og skader, som ikke dækkes. Dette afsnit vil konkret tage udgangspunkt i afgrænsningen af en af de skader, som forsikringen ikke dækker: frostsprængning i utilstrækkeligt opvarmede lokaler, medmindre skaden skyldes en i forhold til sikrede tilfældigt svigtende varmeforsyning. (AKF ). Der er ikke i praksis tvivl om, at dette vilkår udgør en sikkerhedsforholdsregel, jf. bl.a. AKF og AKF På trods af vilkårets rubricering som sikkerhedsforholdsregel behandles det i ankenævnspraksis i en vis udstrækning som en objektiv dækningsundtagelse. I AKF (2001) eksisterede der en klar formodning for forsømmelse, hvor lokalet ikke havde været tilstrækkeligt opvarmet. I kendelsen var det således op til klageren at bevise, at der ikke forelå forsømmelse, selvom udgangspunktet er en ligefrem bevisbyrde. I AKF (2012) gik nævnet skridtet videre, idet forsikringstageren blev pålagt at bevise, at sikkerhedsforholdsreglen objektivt set ikke var overtrådt, dvs. at frostsprængningen var sket i et opvarmet hus. I andre kendelser foretages imidlertid en korrekt bevisbyrdefordeling, jf. AKF (2012). Den juridiske litteratur udtrykker heller ikke tvivl om, at bestemmelsen skal fortolkes som en sikkerhedsforholdsregel. Jønsson mener, at dette følger af, at hvis rørene er placeret et sted, der ikke ifølge forsikringsvilkårene kan betegnes som et lokale, og disse i øvrigt er i Side 20 af 64

21 overensstemmelse med forskrifterne i bygningsreglementet, er forskriften ikke overtrådt. 35 Sørensen anser også 1. del af bestemmelsen som en sikkerhedsforholdsregel, mens 2. del udgør en objektiv afgrænsning af selskabets ansvar, således at selskabet i alle tilfælde vil være ansvarlige for skader, der følger af tilfældigt svigtende varmeforsyning. 36 Det påhviler sikrede at sørge for, at lokaler er tilstrækkeligt opvarmede, hvorfor vilkåret tager sigte på at regulere sikredes adfærd en adfærd, der udgør den overvejende risikofaktor i vilkåret. Selvom vilkåret må anses for en sikkerhedsforholdsregel, synes forsikringstageren i retspraksis at måtte tåle en vis retsusikkerhed i forhold til at nyde den fulde forbrugerbeskyttelsesmæssige virkning deraf. Da det er en sikkerhedsforholdsregel, er det selskabet, der skal bevise, at sikkerhedsforholdsreglen er overtrådt, og at dette er sket ved forsømmelse. Det er oplagt, at der må være tale om utilstrækkelig opvarmning, hvis det kan udelukkes, at der er tale om en tilfældigt svigtende varmeforsyning, men det bør ikke være givet, at dette er sket ved sikredes forsømmelse. Selvom opvarmningen er utilstrækkelig, kan den stadig ligge inden for, hvad der accepteres som normalt, således at sikrede ikke har handlet uagtsomt. Vilkåret skal altså ikke blot rubriceres som en sikkerhedsforholdsregel, men også behandles derefter. I enkelte tilfælde er vilkåret tilknyttet en bestemmelse om undtagelse for Vandskade som følge af frostskade i ejendomme, der ikke er i normal brug (AKF ). Nævnet fandt, at ejendommen i en længere periode forud for vandskaden havde stået ubeboet, og at det rum, hvori frostsprængningen skete, var uopvarmet. Allerede derfor kan nævnet ikke kritisere, at selskabet har afvist at yde forsikringsdækning som sket. Vilkåret om dækningsundtagelse for frostskade i ubeboede ejendomme får dermed virkning som en objektiv dækningsundtagelse. Spørgsmålet er imidlertid, om sikredes forhold ikke stadig udgør den overvejende risikofaktor for frostskade, når ejendommen er ubeboet. Utilstrækkelig opvarmning som utvivlsomt påhviler sikrede vil vel være den mest sandsynlige årsag til frostskade, selvom ejendommen er ubeboet. 35 Henning Jønsson, Husejerforsikring og Ejerskifteforsikring en kommentar, s Ivan Sørensen, Forsikringsret, s. 318 Side 21 af 64

22 Virkninger af overtrædelse af sikkerhedsforholdsregel Indledning I naturlig forlængelse af ovenstående afsnit vedrørende grænsedragningen mellem sikkerhedsforholdsregler og objektive ansvarsfraskrivelser bliver næste skridt at undersøge de præceptive virkninger, som overtrædelse af sikkerhedsforholdsregler medfører. Er det slået fast, at en sikkerhedsforholdsregel objektivt set er overtrådt, følger det af FAL 51, at sikrede skal have gjort sig skyldig i forsømmelse, og at denne kun har krav mod selskabet, når og for så vidt det må anses godtgjort, at forsikringsbegivenhedens indtræden eller omfang ikke skyldes overtrædelse af disse forskrifter. Nedenfor fastlægges derfor, hvad der nærmere forstås ved kravene om forsømmelse og kausalitet, og hvem der bærer bevisbyrden for hvad. Udvalget mener ikke, at der i praksis har vist sig et behov for at ændre FAL 51, idet den er udtryk for en rimelig og passende balance mellem hensynet til, at forsikringsselskabet kan stille krav om overholdelse af bestemte forholdsregler for at mindske risikoen for, at der sker skader, og hensynet til, at sikrede ikke ved enhver tilsidesættelse af en sikkerhedsforholdsregel mister retten til erstatning. 37 Objektiv overtrædelse af sikkerhedsforholdsregel Kravet om at sikkerhedsforholdsreglen skal være overtrådt, giver ikke anledning til store problemer i praksis. Det vil i nogle tilfælde være nødvendigt at underkaste en sikkerhedsforholdsregel en nærmere fortolkning, hvis den er upræcis eller uklar, fx at der ikke sker dækning ved frostsprængning af rør eller installationer i utilstrækkeligt opvarmede lokaler, medmindre skaden skyldes tilfældigt svigtende varmeforsyning. Sikrede pålægges ganske vist at holde lokaler tilstrækkeligt opvarmede, men det giver ikke nogen nærmere vejledning om, hvornår et lokale er tilstrækkeligt opvarmet. Her har ankenævnspraksis i nogle tilfælde valgt at skubbe problemet til uagtsomhedsvurderingen (eller valgt helt at se bort herfra), idet nævnet tilsyneladende godtager, at der sluttes modsætningsvis, jf. AKF : allerede fordi der ikke har været tale om et tilfældigt svigt i varmeforsyningen skal vi fastholde, at der ikke er tale om en dækningsberettiget skade. Det kan blive et problem for sikrede, fordi en sikkerhedsforholdsregel der er objektivt overtrådt, i mange tilfælde også vil 37 Betænkning nr om forsikringsaftaleloven, s. 43 Side 22 af 64