DIIS-redegørelsen om de danske EU-undtagelser er mangelfuld

Transkript

1 Notat fra Folkebevægelsen mod EUs sekretariater i København og Bruxelles (juli 2008) DIIS-redegørelsen om de danske EU-undtagelser er mangelfuld Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har udarbejdet en redegørelse om de danske undtagelser i EU. Det positive, der kan siges om redegørelsen, er, at den indeholder faktuelle informationer, som kan højne debatten om undtagelserne. Valg af interviewpersoner I forbindelse med redegørelsen er over 150 personer blevet interviewet. Af disse personer arbejder over 30 personer for EU. De øvrige er primært statsansatte i europæiske lande og forskere. Interviewpersonerne er overvejende EU-positive. Det havde været mere alsidigt, hvis halvdelen af de interviewede var tilhængere af de danske undtagelser. Men det er der ikke taget højde for. Det er desuden bemærkelsesværdigt, at Holger K. Nielsen er interviewet, men ikke andre centrale personer fra nej-siden i 1992, f.eks. professor Drude Dahlerup, professor Ole Krarup og tidl. medlem af EUparlamentet Jens-Peter Bonde. Dertil kommer, at repræsentanter fra andre internationale organisationer, f.eks. FN, OSCE og Europarådet, ikke er blevet hørt, selv om det kunne have betydning især angående forsvars- og retsundtagelserne. Det ville desuden have været naturligt, om repræsentanter fra danske NGO er som Advokatrådet, Retspolitisk Forening, Folkekirkens Nødhjælp og Danmarks Fredsråd var blevet interviewet. Men DIIS har altså valgt ikke at interviewe repræsentanter fra det danske civilsamfund. At ingen fra FN er blevet interviewet, forekommer især uvidenskabeligt, da redegørelsen flere steder kommer ind på forholdet mellem FN og EU inden for forsvarsområdet. Kilderne for FNs opfattelser er derfor sekundære og formentlig personer, der ønsker de danske undtagelser afskaffet. I forhold til euro-undtagelsen kunne det desuden have været relevant at interviewe repræsentanter fra euro-kritiske banker som f.eks. Jyske Bank og Saxo Bank. Men det har DIIS heller ikke anset for relevant. De personer, der overvejende er interviewet, er modstandere af undtagelserne, og det er derfor ikke overraskende, når redegørelsen primært når frem til negative konsekvenser af de danske undtagelser. Man kan derfor konkludere, at valget af interviewpersoner er ensidigt, og som man råber i skoven, får man svar. Det videnskabelige snit Redegørelsen forholder sig heller ikke kritisk til den danske regerings tolkning af undtagelserne, ligesom DIIS også har valgt at se bort fra flere sider af undtagelserne, der har positive konsekvenser og når der endelig ses på nogle af de positive sider af undtagelserne, får det en meget overfladisk behandling. Omvendt er redegørelsen kreativ med hensyn til at finde negative konsekvenser ved undtagelserne. Det er f.eks. iøjnefaldende, at DIIS ser på undtagelsernes konsekvenser for danskeres mulighed for ansættelse i EU, mens DIIS ikke bruger ressourcer på at undersøge, om f.eks. forsvarsundtagelsen har ført til, at Danmark prioriterer civilt fredsarbejde mere, end hvis Danmark ikke havde haft forsvarsundtagelsen.

2 Undersøgelsen køber også ukritisk påstanden om, at undtagelserne begrænser regeringens mulighed for at være aktiv ved traktatforhandlingerne i EU. En sådan påstand burde forholdes til andre faktorer. F.eks. om det er et frivilligt valg fra regeringens side, om andre lande uden for euroen, f.eks. Storbritannien og Sverige, forholdt sig ligeså passivt, eller om det skyldes regeringens nedskæringer i Udenrigsministeriet. En anden side af samme sag er påstanden om, at det var embedsmænd og diplomater, der sikrede Danmarks særanmodninger om undtagelserne (s ). Her ville det have været naturligt at se på de hårde kendsgerninger, nemlig at ingen traktat kan ratificeres, hvis ikke alle lande siger ja, og uden undtagelserne var Danmark nødt til at afholde folkeafstemning (ifølge Justitsministeriets egen tolkning af Grundloven). Da dette kunne føre til et dansk nej, har de andre regeringer formentlig været interesseret i at lade Danmark fastholde undtagelserne. DIIS vælger at se på undtagelserne normativt og ud fra en EU-positiv vinkel. F.eks. forholder DIIS sig til spørgsmålet om hvorvidt forsvarsundtagelsen betyder, at...danmark reelt er forhindret i at føre den politik, som Folketinget og regeringen ønsker at føre (side 65). DIIS ser ikke problemstillingen fra et folkeligt niveau. Undtagelserne er jo netop blevet vedtaget, fordi befolkning og Folketing ikke var enige om Maastricht-traktaten. Det kunne derfor have været mere passende at slå fast, at Danmark er bundet af at føre den politik, folket ønsker, og at DIIS så på undtagelserne som en bro mellem en mere EU-kritisk befolkning og et mere EU-positivt Folketing. Euro-afstemningen bekræftede, at der var denne forskel, og det kan derfor ses som et positivt resultat af undtagelserne, at Danmarks officielle politik er mere i tråd med befolkningens i kraft af undtagelserne. Undtagelserne kan i øvrigt ses som en forlængelse af Grundloven, da det jo var i kraft af 20, at Danmark tilsluttede sig EU-traktaterne. Grundloven forhindrer i sagens natur Folketinget og regeringen i uden videre at afgive dansk suverænitet. Grundloven begrænser også regeringens mulighed for at behandle borgernes retssikkerhed, som den har lyst til, og derfor kan det ses som en positiv konsekvens, at der er en ramme for Folketingets og regeringens aktiviteter. Det burde DIIS også have overvejet. Redegørelsen nævner, at en væsentlig årsag til undtagelserne var dansk modstand mod Europas Forenede Stater (Europa-hær, underminering af NATO, fælles økonomisk politik, som man kender det fra føderale stater, et europæisk statsborgerskab, der erstatter det danske og et fælles EU-politi), men derefter konkluderer redegørelsen, at Ingen af disse scenarier er i dag blevet realiseret (s.215). Men DIIS analyserer hverken, hvad der kendetegner et Europas Forenede Stater, eller om udviklingen går i den retning. Desuden nævnes ikke, at en stor del af centrum-venstres EU-kritik også bygger på modstand mod en underminering af FN. Redegørelsen forholder sig til, at Danmark i kraft af forsvarsundtagelsen ikke kan hindre de andre lande i at oprette en EU-hær (side 40-41). På dette område glemmer DIIS dog at forholde sig til, hvor realistisk det er, at en dansk ophævelse af forsvarsundtagelsen vil forhindre, at de andre opretter en EU-hær.

3 For det første, fordi der ikke er enighed om definitionen på en EU-hær. EUs kampgrupper kan jo allerede ses som en slags EU-hær. Har man dette standpunkt, er det jo kun muligt at stoppe i forbindelse med en traktatforhandling. For det andet er der jo mulighed for, at EU-lande (i eller uden for selve EUs rammer) vil indgå et såkaldt forstærket samarbejde om en EU-hær, uden at Danmark ville kunne stoppe det. For det tredje er der den indenrigspolitiske situation. Det er næppe realistisk, at den danske regering eller et flertal i Folketinget vil nedlægge veto mod en EU-hær. Flere af regeringens støtter er f.eks. fortalere for, at Irland ikke må stoppe EU i at gå videre, selv om det irske folk har stemt nej til Lissabon-traktaten, og på trods af EUs regler om, at traktatændringer kun vedtages med enstemmighed. I spørgsmålet om en EU-hær vil de samme argumenter kunne fremføres, da Danmark er et lille land. Desuden vil regeringen ifølge sine egne jurister ikke være nødt til at spørge folket. Lissabontraktaten slår desuden fast, at udformningen af en fælles forsvarspolitik vil føre til et fælles forsvar (artikel 42). Målet er derfor klart, og enstemmigheden er ikke meget værd, når den overlades til en EU-pro dansk regering. En afskaffelse af den danske undtagelse for at undgå en EU-hær ser derfor ud som en meget dårlig strategi. Redegørelsen analyserer heller ikke, i hvilken grad de danske undtagelser har haft politisk indflydelse i EU. Det er jo nærliggende at se på, om den danske euro-undtagelse blev nævnt i forbindelse med den svenske folkeafstemning om euroen eller i forbindelse med Storbritanniens afgørelse i sagen, samt om forsvarsundtagelsen har inspireret grupper i Irland til at stemme nej til Lissabontraktaten. F.eks. kan vi fra Folkebevægelsen mod EU oplyse, at den irske organisation Peace and Neutrality Alliance (Comhaontas Na Siochana Is Neodrachta) længe har støttet, at Irland fik en forsvarsundtagelse på linje med den danske. Opinionen Redegørelsen nævner kort nogle af de meningsmålinger, der har været om undtagelserne (s. 15). Men i de målinger, som DIIS har valgt at henvise til, er opinionen mere kritisk over for de danske undtagelser end i andre målinger. F.eks. nævner redegørelsen, at tilslutningen til en ophævelse af forsvarsundtagelsen er steget fra 45 % i december 1998 til 59 % i april 2008 (Greens Analyse Institut). Men den mest aktuelle måling viser faktisk, at kun 43 % ønsker at afskaffe forsvarsundtagelsen (Capacent Epinion for DR, offentliggjort den 20. juni i år). DIIS har af gode grunde ikke nået at få disse nye tal med, men andre målinger har vist lignende tal. Rambøll Managements måling (for JP) fra januar i år viste f.eks., at 44,3 % ønskede at afskaffe forsvarsundtagelsen, mens 42 % ønskede at bevare den. Capacent Epionions undersøgelse (DR 20. juni) viser i øvrigt, at der er flertal for at bevare de tre andre undtagelser. Helt markant er støtten til euroundtagelsen: 48 % støtter den, mens kun 40 % ønsker den afskaffet. I øvrigt viser tidligere kampagner, at målingerne ofte er mere EU-positive i starten, og at vælgerne ender med at stemme mere EU-kritisk, når det kommer til folkeafstemningsdagen. Det er måske også derfor, at redegørelsen slår fast: at meningsmålinger ikke er en pålidelig indikator på, hvordan folk vil stemme ved en folkeafstemning. Og med den nye måling fra Capacent Epionion står det klart, at de tal, som redegørelsen nævner, allerede er forældede.

4 Forsvarsundtagelsen Især i forhold til forsvarsundtagelsen har redegørelsen vist, at den ikke får alle perspektiver med angående konsekvenserne for undtagelserne. På tre områder nævnes der dog emner, som kan ses som positive argumenter for tilhængerne af forsvarsundtagelsen. Det ene er spørgsmålet om FN-mandater og EU (side 53). Det andet er de økonomiske omkostninger ved at deltage i EUs militær (s og s ), og det tredje er spørgsmålet, om deltagelse i EUs militær vil føre til mindre dansk deltagelse i de direkte FN-operationer (side 60). Spørgsmålet om FN-mandater berøres dog kun på nogle få linjer og ikke seriøst. Redegørelsen får dog slået fast, at EU [har] været tilbageholdende med at acceptere FN som mandatgivende organisation og dermed at underlægge EU-beslutninger et eventuelt veto i Sikkerhedsrådet. Da spørgsmålet må siges at have stor betydning, burde DIIS have brugt mere plads på dette spørgsmål. En opinionsundersøgelse udarbejdet på foranledning af tænketanken NyAgenda viser, at 79 % af danskerne svarer nej på spørgsmålet "Mener du, at vestlige lande og sammenslutninger fx USA og EU skal kunne udføre militære operationer i andre dele af verden uden et FN-mandat?" (Synovate Vilstrup, oktober 2007). Da et flertal i Folketinget ikke deler dette syn, er der således fra et folkeligt niveau et regulært argument for at fastholde forsvarsundtagelsen, hvis man er modstander af dansk deltagelse i militære EU-operationer uden FN-mandat. Med hensyn til de økonomiske omkostninger ved at deltage i EU-militæret har DIIS heller ikke foretaget et seriøst arbejde. Det nævnes f.eks. ikke klart, hvad Danmark har sparet på ikke at være en del af EUs militære projekt. Men med ordene der er tale om forholdsvis beskedne beløb (side 43) henvises til en tabel, hvor man kan se, at EU i 2003 brugte 50 millioner euro på udenrigs- og sikkerhedspolitik, og at det er steget til 282,25 millioner euro i 2008 (side 44). Altså over 2 milliarder danske kroner. Her kunne det have været passende, om DIIS havde analyseret, om denne stigning vil fortsætte. Desuden kan beskedne beløb også vise sig brugt bedre i andre sammenhænge. Danmarks bidrag til den hurtigtudrykkende FN-styrke SHIRBRIG er f.eks. under 7 mio. kr./år. Regeringen overvejer at trække Danmark ud af denne fredsstyrke for at spare disse 7 mio. kr., og derfor er beskedne beløb ikke irrelevante i denne sammenhæng. I øvrigt forholder redegørelsen sig slet ikke til, at der i EU diskuteres, om forsvarsbudgetterne skal vokse. Redegørelsen slår nærmest dogmatisk fast, at der ikke er en reel besparelse, eftersom der ikke er tale om udgifter ud over den finansielle ramme (side 60). Denne opfattelse kan der stilles spørgsmålstegn ved, ikke mindst da det franske formandskab arbejder på at øge forsvarsudgifterne (se f.eks. denne artikel fra BBC: { HYPERLINK " } ). Redegørelsen er i øvrigt lidt selvmodsigende, da den på side 43 taler om forholdsvis beskedne beløb til såkaldte ESFP-operationer og på side 60 taler om en betydelig merudgift. Desuden er DIIS overbevist om, at EU-militæret vil blive finansieret inden for Folketingets forsvarspolitiske ramme. Men der ses ikke på, om en deltagelse i EU-militæret vil kræve en udvidelse af rammen. Redegørelsen får dog nævnt, at en ophævelse af forsvarsforbeholdet ville bringe endnu en aktør på banen, som ville lægge billet ind på de samme styrker (side 60). Dette er også et regulært argument for dem, der f.eks. ønsker, at Danmarks deltagelse i fredsoperationer primært bør ske direkte

5 gennem FN (eller NATO). Men redegørelsen forholder sig ikke nærmere til problemstillingen, om der er en forskel på, om fredsoperationer udføres direkte af FN eller via EU. Det gør til gengæld PhD-forsker Joachim Koops, uddannet ved Universitet i Kiel. I et notat, som findes på hjemmesiden { HYPERLINK " }, skriver han bl.a.: "The main EU position paper by Germany, Britain, and France emphasizes that although the Battlegroups are specifically designed for UN support, they are not exclusively formed for such a purpose. The EU reserves the right to decide on a case by case basis whether to reinforce UN undertakings or launch an autonomous operation irrespective of prior UN Security Council authorization. This confronts the UN with the same kind of dilemma it is already facing in its relations with NATO: a high level of uncertainty as to when the UN can rely on another organisation's support and as to whether the principles, authority, and legitimacy of the UN system and international law will be respected." (UN SHIRBRIG and EU Battle Groups, Juni 2007, side 3) Koops slår således fast, at det ikke er ligegyldigt, om det er EU eller FN, der har en fredstyrke. Den danske regering, som ellers fremhæver, hvor svært det er at bidrage til fredsarbejdet, arbejder i skrivende stund aktivt for at nedlægge eller trække Danmark ud af SHIRBRIG. SHIRBRIG kan i denne sammenhæng ses som et alternativ til EUs kampstyrker dog med den forskel, at SHIRBRIG flager med FN-flag og derfor ikke vil kunne bruges imod FNs vilje og i strid med folkeretten. Forholdet mellem FN og EU er derfor ikke så enkelt, som redegørelsen giver udtryk for, og derfor bliver spørgsmålet om FN-mandater også relevant for lande der støtter en global retsorden. DIIS får dog nævnt, at Irland har en ordning ved navn Tripple Lock. Denne ordning sikrer, at Irland kun kan deltage i militære aktioner, der er godkendt af regeringen, Parlamentet og FN. DIIS begår dog en fejl, da man i en tabel (side 63) ikke nævner, at Norges regeringsgrundlag også forudsætter FN-mandat for norsk deltagelse i militære aktioner. I øvrigt bruger DIIS et citat fra den tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan, hvor han taler pænt om EU (side 53). Dette citat bør dog ses i lyset af, at det er en diplomat der taler. Kofi Annan ville også rose enhver anden partner, herunder lande som Pakistan, der bidrager med FN-soldater. Det ændrer derfor ikke på, at der fra en FN-vinkel kan ses problemer i forhold til udviklingen i EU. DIIS-redegørelsen får dog nævnt efter citatet fra Kofi Annan, at Alligevel er der en grad af ambivalens i forholdet, og der henvises til bitre erfaringer fra det tidligere Jugoslavien og Rwanda samt til spørgsmålet om FN-mandater som nævnt foroven. Konklusion angående forsvarsundtagelsen DIIS-redegørelsen har gennemgående sat fokus på negative konsekvenser ved forsvarsundtagelsen og har enten helt eller delvist overset de positive konsekvenser. Dette skyldes bl.a. den tilgang, som DIIS har til problemstillingen. Nogle af de spørgsmål, som det ville have været relevant for DIIS at se nærmere på i forbindelse med forsvarsundtagelsen, er f.eks.:

6 - Har forsvarsundtagelsen ført til øget fokus på FN, eller vil en afskaffelse af forsvarsundtagelsen føre til fravalg af FN-missioner, fordi regeringen i stedet ville vælge dansk deltagelse i EU-missioner? - Kan forsvarsundtagelsen begrænse regeringens mulighed for at sende Danmark i krig uden et klart FN-mandat? - Har forsvarsundtagelsen sikret, at Danmark ikke forpligtes af kravet om, at medlemsstaterne gradvist skal forbedre deres militære kapacitet?, og hvad vil dette betyde, hvis Lissabontraktaten vedtages? - Vil forsvarsundtagelsen kunne forhindre, at Danmark bliver medejer af atomvåben, da dette spørgsmål er uafklaret? - Har den danske regering arbejdet for, at EU skulle lede FN-missioner og dermed indirekte undergravet Danmarks mulighed at deltage i missionen? - Hvor realistisk er det, at flertallet i Folketinget ville forhindre opbygningen af en EU-hær, hvis Danmark afskaffede forsvarsundtagelsen? - Hvad betyder muligheden for veto inden for Forsvarsområdet i forhold til solidaritetsforpligtelsen i EU? - Hvor meget har vi konkret sparet på ikke at være med i EUs militære projekt? De øvrige undtagelser I forhold til de øvrige undtagelser er der også kritikpunkter. Dette gælder ikke mindst, i hvilken grad undtagelserne har positive sider. Euro-undtagelsen Med hensyn til undtagelsen fra ØMU ens tredje fase (euro) er påstanden om, at der under økonomiske stabile perioder er begrænsede, men uundgåelige økonomiske omkostninger mens omkostninger under ustabile perioder er svære at vurdere og kan være store (side 71), ikke særlig videnskabelig. Der tages slet ikke hensyn til, at der under økonomiske stabile perioder er mulighed for at udvikle en sund dansk økonomi, der faktisk kan give mulighed for lavere renter i Danmark end i euroland, og der ses ikke på, at Danmark i ustabile perioder faktisk kan gennemføre budgetoverskridelser uden risiko for bøder fra EU (selvom spørgsmålet om bøder er omtalt f.eks. på side 87 i boks 3.6). Desuden ses der ikke på, hvad de negative konsekvenser vil kunne være for Danmark, hvis EU ender med at få en rente, der ikke passer til den danske økonomi, og der ses helt bort fra, at der i en ustabil periode kan være situationer, hvor der er risiko for at euroland får større problemer end Danmark. I forhold til analysen om indflydelse mangler der desuden en analyse af, hvilke rammer der er for demokratisk indflydelse, hvis kronen afskaffes til fordel for euro. Det gælder f.eks. muligheden for at ændre grundlaget for ØMU en. I en dansk sammenhæng kan vi ændre på Nationalbanken og valutapolitikken med love. Hvis Danmark bliver en del af euroland, kræver det traktatændringer for at ændre ved fundamentale dele af ØMU ens rammer. I forhold til spørgsmålet om prisstigninger i eurolandene undgår DIIS behændigt at undersøge, i hvilken grad billigere, importerede varer (ikke mindst fra Asien) bidrog til at holde inflationen nede, og om prisstigningerne har ramt skævt i befolkningen.

7 Redegørelsen springer også meget let over spørgsmålet om engangsomkostningerne ved at skifte valuta fra kroner til euro (side 79), og det siges, at alene besparelserne på vekselomkostningerne er større end engangsudgifterne til omstilling. Her mangler redegørelsen at blive konkret. Meget peger på, at en omstilling kan koste samfundet et tocifret milliardbeløb, og der skal veksles mange gange, før et så stort beløb er tjent ind. Et mere politisk spørgsmål, som redegørelsen i øvrigt ikke analyserer, er, om euroen på længere sigt kan føre til et politisk pres for mere ensartede skatter i euroland, og hvad det vil kunne betyde for velfærdssamfundet. Unionsborgerskabsundtagelsen Kapitlet om unionsborgerskabet er ikke overraskende. Selve formuleringen af undtagelsen har været med til at gøre undtagelsen indholdsløs. Undtagelsen har i realiteten kun haft betydning, fordi den i 1993 blev fremført som en reel undtagelse. Det ville derfor have været interessant, hvis DIIS havde set på debatten fra Desuden viser den klare støtte til undtagelsen, at befolkningen stadigvæk er modstandere af en EU-stat. Det havde f.eks. været interessant, om DIIS havde analyseret, hvad der kendetegner et statsborgerskab, og hvordan danskerne forholder sig til den symbol-politik, EU fører, bl.a. karakteriseret af et EU-pas, EU-flag, EU-hymne og nationaldag. Afsnittet forholder sig heller ikke til, hvad det vil betyde, at EUs charter om grundlæggende rettigheder bliver retligt bindende, og om der er risiko for, at der kan komme en konflikt mellem EFdomstolen og danske domstole eller den europæiske menneskerettighedsdomstol. I øvrigt har EF-domstolens aktivisme ført til domme, som har stor faglig betydning bl.a. for reguleringen af arbejdsmarkedet og dermed også for den enkelte arbejdstager. Denne del af EUs udvikling er heller ikke analyseret, da der ses snævert på undtagelsens ordlyd. Retsundtagelsen Generelt bærer afsnittet præg af, at man opfatter EU som eneste mulighed for at et retligt samarbejde. Der stilles ikke spørgsmålstegn ved dette, og der nævnes ikke alternativer. Man kan også se, at afsnittet har haft to forfattere; en har skrevet udlændinge- og grænsedelen, en anden har skrevet politi- og strafferetsdelen. Forfatteren af udlændinge- og grænsedelen forholder sig langt mere kritisk til området, end forfatteren af politi- og strafferetsdelen gør. Redegørelsen forholder sig heller ikke til, om Interpol var en bedre ramme for politisamarbejde end en snæver EU-kreds. Der nævnes stort set ingen kritik af f.eks. SIS. Dog er man enig i, at jo større systemet bliver, jo større er risikoen for fejl (indberetninger). At formålet med systemet og adgangen til det gradvist er blevet udvidet, nævnes, men ikke som værende problematisk tværtimod (side 146). DIIS nævner, at Europol samarbejder med en række andre lande, og nogle af disse lande (Canada, Kroatien, Island, Norge, Schweiz og USA) har et egentligt operationelt samarbejde med Europol (side 147). Redegørelsen er en ren lovprisning af alle Europols (kommende) fortræffeligheder uden at nævne velkendte problemer som databeskyttelse og immunitet for de ansatte (side 148).

8 Ifølge DIIS-redegørelsen fordrer Den europæiske arrestordre (side 149) en høj grad af gensidig tillid mellem medlemslandene, og der er af samme grund indført en række garantier. Dette er kun delvis rigtigt. Hovedgrunden til, at medlemslandene kviede sig ved at udlevere egne borgere til et andet medlemsland, var dels, at man ville være sikker på, at det, man udleverede til strafforfølgelse for, også blev opfattet som strafbart i hjemlandet. Dels, at andre medlemslande ikke nødvendigvis havde de samme processuelle garantier som hjemlandet. Første bekymring er man delvis kommet om ved ved at indføre krav om "dobbelt strafbarhed" (skal udgøre en forbrydelse i begge lande). Men kravet om dobbelt strafbarhed gælder ikke, hvis pågældende forbrydelse har en strafferamme på mindst 3 år. Dette nævnes - men ikke som en reel kritik. Men anden del - processuelle garantier - ligger i en syltekrukke i Rådet. Og der er ikke udsigt til fælles regler i nær fremtid. Denne kritik burde også have været fremført. Desuden nævnes, at Norge har undertegnet en samarbejdsaftale med EU om at deltage i arrestordren - man kan altså godt stå udenfor og alligevel deltage i dele af samarbejdet. Bevissikringskendelsen (side 149ff.). Der bruges 2 linjer på at kritisere, at anmodninger (om bevis) fra andre lande har begrænset prøvelse ved dansk ret. Og der modargumenteres straks med, at gerningsmænd ikke bør være bedre stillet, fordi deres forbrydelse har grænseoverskridende karakter, og afgørende beviser derfor ikke kan fremskaffes. Det er et decideret pinligt modargument. Dertil skal lægges en række andre problemer, f.eks. i forhold til, hvordan et bevis er opnået (forskellige regler på tværs af grænserne) m.m. Sagen var adskillige år om at komme igennem Rådet. I forbindelse med politi- og strafferetssamarbejdet (side 153) taler man om, når EU-parlamentet får indflydelse, ikke hvis - man går altså ud fra, at Lissabon-traktaten træder i kraft snart. Samtidig nævnes, at DK bliver udelukket fra samarbejdet, uden overhovedet at nævne mulighederne for (1) at deltage mellemstatsligt, (2) at den danske undtagelse først aktiveres, når (hvis) søjle III-retsakter gøres overstatslige, og (3) at der gælder særlige regler for Schengen-samarbejdet, som må betragtes som kernen af politisamarbejdet (her har Danmark ret til/krav på at deltage i udbygning af samarbejdet). Om grænsekontrol (side 154) nævnes problemer med "Fort Europa", (de bådflygtninge, der hvert år forsøger at nå EU), men forfatterne gør læseren opmærksom på, at det er vigtigt at huske, at den fuldstændige og fejlfri grænsekontrol i en global verden er noget nær en umulighed. Rigtigt - men det hører næppe hjemme i denne kontekst. For at understrege dette argument henvises der i øvrigt til en artikel af forfatterne selv. DIIS burde også have forholdt sig til den kritik, som bl.a. er kommet fra FNs højkommissær for menneskerettigheder angående EUs nye hjemsendelsesdirektiv. Her kunne DIIS have set på alternative muligheder for Danmark som et resultat af retsundtagelsen. Men EU har jo valgt ikke at interviewe nogen, der repræsenterer FN, og det gælder også på dette område. Visum-politikken (side 157): EU har indført en "hvid" og en "sort" visumliste. I forhold til den hvide liste gælder, at borgere fra disse lande ikke skal have visum for at komme ind i EU. For personer fra lande på den sorte liste er der derimod krav om visum. Det nævnes, at der i forhold til den hvide liste er et krav om gensidighed, dvs. at EU borgere også kan rejse til pågældende lande uden visum. Man skriver godt nok, at "Kommissionen forsøger at sikre alle EU-lande visumfritagelse". Det er rigtigt, men det er ikke lykkedes, hvilket man burde nævne. F.eks. kræver USA fortsat visum for langt de fleste nye medlemslandes borgere ved indrejse i USA - noget, der senest har haft stor bevå-

9 genhed, da USA forsøgte at indgå bilaterale aftaler om visumfritagelse med forskellige østlande, mod at pågældende land (læs: Tjekkiet) skulle give USA adgang til forskellige EU-databaser. Problemet er i skrivende stund ikke løst - bl.a. fordi kompetencen på visumområdet fortsat er delt mellem medlemslandene og Kommissionen. DIIS nævner ganske vist, at EP har været kritisk i forhold til databeskyttelse og adgang til systemet (side 157). Men samtidig nævnes, at ideen til systemet blev begrundet med mere kontrol med indrejsende udlændinge umiddelbart efter 11. september 2001 (underforstået: terrorister og andre kriminelle). Her kunne man med fordel også have nævnt, at ingen af selvmordsbomberne rejste på falske pas eller visa, hvorfor EU-parlamentet (GUE/NGL-gruppen især) stillede sig meget kritisk overfor, om man med systemet overhovedet opnår det, man vil. F.eks. nævnes det, at det er svært at få nogen fjernet fra EUs terrorlister (side 151), og undersøgelsen erkender, at modstanderne af fælles regler på asylområdet kommer fra både dem, der frygter for liberale regler, og dem, der frygter, at EU-regler vil føre til, at de enkelte lande vil gå på kompromis med humanitære forpligtelser (side 169). Men her ville det måske også være relevant at se på, at støtten til fælles regler også kommer fra partier og meningsdannere med de samme synspunkter. På side 159 nævnes, at Norge har deltaget i FRONTEX-operationer. Dette viser, at det er muligt for et tredjeland at deltage. Desuden fremgår det, at når en flygtningerute lukkes, tyder erfaringen på, at nye ruter åbnes: Disse ruter er typisk længere og mere risikable, og flere og flere indvandrere og flygtninge risikerer derfor at måtte lade livet i forsøget på at nå det forjættede Europa. Redegørelsen får dog nævnt, at den manglende danske stemmeret i forhold til grænsekontrol i praksis er næsten uden betydning (side 160). Det nævnes, at Danmark fik en parallelaftale om Dublin II (side 173), men samtidig er forpligtet til at gennemføre alle fremtidige ændringer, hvis Danmark fortsat vil være med. Her ville det have været fint at nævne, at det samme vil gøre sig gældende under den foreslåede opt-in ordning, jf. nyere domme mod Storbritannien og Irland. Der er således en ulempe/begrænsning ved den model, regeringen taler for. På side 195 nævnes de umiddelbare (negative) konsekvenser - men ikke selve dommene mod Storbritannien og Irland. Det bliver for øvrigt nævnt i redegørelsen, at danske forbrugere er dårligere stillet end andre EUborgere pga. den danske retsundtagelse. Det drejer sig konkret om den såkaldte europæiske småkravsprocedure, der finder anvendelse ved konkurs (side 176 ff.). Det er en procedure, som bruges i grænseoverskridende sager, der er af så begrænset omfang, at en dyr og langsom sag ved en domstol ville være ude af proportioner. Det er korrekt, at danske borgere på grund af retsforbeholdet ikke kan gøre brug af den europæiske småkravsprocedure. Rapporten kommer med et eksempel, hvor en borger har købt sjældne cd er over internettet hos en nederlandsk forhandler, men aldrig modtager cd erne og aldrig får pengene tilbage. Rapporten fastslår, at i et sådant tilfælde vil det normalt være nødvendigt at opnå en dom over skyldneren ved en domstol i det land, hvor skyldneren har bopæl (i Danmark typisk en såkaldt udeblivelsesdom ), før gælden kan tvangsinddrives. Fremgangsmåden er både dyr og langsommelig. Ovenstående er naturligvis juridisk korrekt. Men praksis giver ofte et andet billede af situationen.

10 Indledningsvis bør det fastslås, at der i de tilfælde, hvor der ikke er tale om konkurs, er mulighed for, at danske forbrugere kan kontakte deres bank og bede den tilbageføre pengene til ens konto. Dette vil være praksis, hvis man har betalt med sit betalingskort (Dankort, Visa/Dankort, Visa, Eurocard eller Mastercard), og i nogle tilfælde, hvis man har overført fra sin netbank (dette sidstnævnte afhænger dog af aftalen med banken). I de tilfælde, hvor internetbutikken går konkurs, så forbrugeren ikke får sin vare, men pengene er trukket på forbrugerens konto, kan man ikke få tilbageført pengene. I de situationer må man normalt stille krav i konkursboet. Her vil det således have betydning, at danske forbrugere pga. de danske forbehold ikke kan benytte sig af den europæiske småkravsprocedure. Her skal man dog huske på her, at der ikke er tale om, at danske forbrugere har mindre ret til at få deres penge tilbage, men at proceduren for at kræve pengene tilbage er mere besværlig. Danske forbrugere har stadig de samme rettigheder som andre EU-borgere mht. det materielle krav, altså selve kravet på det købte. Man kan dog spørge sig selv, hvor stor en effekt den europæiske småkravsprocedure egentlig har i praksis mht. det vigtigste, nemlig om EU-borgeren kan få sine penge tilbage. For det første er der som regel en særlig rækkefølge, når man skal have dækket sit krav i et konkursbo, idet visse kreditorer har krav på at få betaling forud for andre. Forbrugere er sjældent forrest i køen til at opnå dækning. F.eks. dækkes krav på løn og anden betaling for arbejde af konkursboet forud for de almindelige kreditorer. For det andet vil der i praksis sjældent være særlig mange penge i et konkursbo, og er der flere kreditorer, måske flere hundrede forbrugere, der stiller krav til konkursboet, vil de alligevel sjældent kunne få dækket deres krav allesammen. Så selvom den europæiske småkravsprocedure vil kunne gøre proceduren nemmere for EUborgerne, fordi de blot skal udfylde en standardformular, vil de alligevel sjældent kunne få dækket deres krav og få pengene tilbage alligevel. De udtalelser, der er fremkommet i medierne i forlængelse DIIS-rapporten, giver indtryk af, at danske forbrugere generelt er dårlige stillet forbrugerretligt ved internethandel. Dette er som ovenfor skitseret ikke korrekt; det eneste det som sagt drejer sig om, er procedure-spørgsmålet i forbindelse med konkurs. Men det har jo altid en vis effekt at komme med en generel udtalelse om, at de danske forbehold stiller danske forbrugere dårligere. Vurderingen må i øvrigt også være afslutningsvist, at selvom andre EU-borgere end danskerne har det nemmere, når de skal kræve deres penge tilbage, er alle forbrugere i praksis som oftest lige dårligt stillet mht. til få pengene tilbage i konkurssager nem procedure eller ej. Andre oplysninger om DIIS-redegørelsen Den 30. juni 2008 kunne man læse følgende artikel på Ekstra Bladets hjemmeside. Artiklen er efterfølgende trukket tilbage: Foghs rapport svines til Den længe ventede rapport om de danske EU-forbehold er overfladisk og ikke som lovet uafhængig, skrev rapportens forfatter 27. maj i en , som ekstrabladet.dk har set Mikael Rømer - 16: jun. 2008

11 Hverken de danske politikere, eksperter eller pressen ved nok om de fire EU-forbehold. Så hård er kritikken fra forskeren Ian Manners, der er hovedforfatteren bag den længe ventede DIIS-rapport, der skal svare på, hvad EU-forbeholdene betyder for Danmark. Rapporten fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har Fogh længe brugt som et figenblad i debatten om forbeholdene. Og mandag kom så den undersøgelse, der forhånd har været omgæret med respekt fra alle sider. Men for bare en måned siden skrev Ian Manners en rasende om arbejdet bag undersøgelsen, som ekstrabladet.dk er i besiddelse af. Ian Manners, der er ph.d. i statskundskab med speciale i EU, tordner over, at arbejdet med undersøgelsen var 'skamløst underfinansieret', at der derfor ikke var råd til kvalificeret arbejdskraft, hvorfor resultatet ville blive overfladisk. Forfatteren: DIIS-rapporten er ikke uafhængig Skarpest er Ian Manners' kritik af, at undersøgelsen ikke - som han oprindelig fik at vide - var uafhængig. - I min naivitet skrev jeg til EU-medarbejdere på ledelsesniveau, at vi var en 'uafhængig' institution, der foretog en 'uafhængig' undersøgelse. Det var vi tydeligvis ikke, hvorfor mit professionelle ry nu er ødelagt, skriver Ian Manners i en. Desuden kritiserer Ian Manners, at DIIS først efter arbejdets afslutning bad om, at der i rapporten blev taget højde for de danske euroskeptikere. Ian Manners' en slutter med endnu en kritik af DIIS: - Jeg føler mig totalt svigtet af DIIS's bestyrelse for at opfordre mig til at skrive en uafhængig rapport i ikke-akademisk stil. For så, efter endt arbejde, at lufte bekymringer, der relaterer til tidligere fejlslagne undersøgelser. en blev sendt 27. maj. ekstrabladet.dk fik kendskab til den mandag (30. juni), og det lykkedes ikke at få en kommentar fra Ian Manners eller DIIS's direktør, Nanna Hvidt. Den 1. juli fulgte Ekstra Bladet op med denne artikel (link: { HYPERLINK " } ): Mikael Rømer - 13: Jul DIIS: Kun et akademisk skænderi 'Det var et akademisk svar på en akademisk kritik', siger hovedforfatteren bag rapporten om de danske forbehold, om sin vrede , der nu fejlagtig har sat spørgsmålstegn ved rapportens uafhængighed Hovedforfatteren bag DIIS-rapporten beklager, at en vred om arbejdet er blevet lækket. 'Det var udelukkende et akademisk slagsmål', understreger Ian Manners. (Arkivfoto: AP)

12 - De eneste, der får noget ud af denne ballade, er dem der ikke fokuserer på indholdet af rapporten, som vi har arbejdet så hårdt på. Det er det mest systematiske og grundige metodiske arbejde, der er lavet på det her enorme område. Den britiske forsker Ian Manners er hovedforfatter bag rapporten om de danske EU-forbehold. I går citerede ekstrabladet.dk fra hans vrede af 27. maj, men hele diskussionen om rapportens uafhængighed er fuldstændig misforstået, siger Ian Manners. Det ærgrer ham, at nogen har valgt at lække én ud af mere end 100 , der har kørt debatten om rapporten helt af sporet. - Et akademisk medlem af (DIIS, red.) bestyrelsen rejste spørgsmål om stilen i rapporten, og jeg overreagerede totalt og sendte den 'flame mail', som jeg aldrig skulle have gjort. Hele balladen handler i sin enkelthed om et akademisk slagsmål om arbejdet med rapporten om de danske forhold, siger forskeren, der var under et 'enormt tidspres' i arbejdet med rapporten. - Hvem som helst ville have mistet besindelsen. Særligt akademikere der er vant til at arbejde meget langsommere, siger Ian Manners, der er ph.d. i statskundskab. 'Jeg overreagerede' I din er der nogle meget grove beskyldninger mod DIIS... - 'Grove' er lidt voldsomt. Men det var en total overreaktion fra min side efter mit første møde med DIIS's bestyrelse, hvor DIIS-rapporten kun var en del af dagsordenen, siger Ian Manners. Ifølge den britiske akademiker misforstod han 'hvilken rolle bestyrelsen havde'. Særligt fandt det mærkeligt, at se ministerielle embedsmænd blandt universitetsfolk. - Jeg troede, at akademikere fra bestyrelsen blandede sig i mit arbejde, siger Ian Manners. udelukkende et akademisk slagsmål Men hvad der for alvor tændte den britiske forskers raseri, var en ren akademisk diskussion. Nemlig, da en forsker fra et andet område angreb Manners arbejde. - Jeg blev bedt om at skrive en uafhængig akademisk rapport i en ikke-akademisk stil. Det gjorde vi så. Og bagefter blev vi kritiseret for stilen og metoden og for ikke at have nok fodnoter, siger Ian Manners. - Det var et akademisk respons til en akademisk kritik, men jeg tog det personligt, siger Du beskyldte DIIS og undersøgelse for ikke at være uafhængig. 'Fejlagtigt skrev jeg et brev til ledende EU-ansatte, hvor jeg påstod, at vi var en 'uafhængig' institution, der skrev en 'uafhængig' undersøgelse. Det er vi tydeligvis ikke'. Hvad mente du med det? - Jeg talte udelukkende i akademiske termer, ikke politiske. Og det blev opklaret øjeblikket efter, en var sendt. Og denne skulle aldrig have været sendt, fordi den var så forkert, siger Ian Manners. Han understreger, at han står ved hvert et ord i rapporten og understreger, at arbejdet med rapporten var uafhængigt. - Jeg arbejder ikke for nogen regering. Jeg er en uafhængig forsker, siger Ian Manners. Det lykkedes ikke ekstrabladet.dk at få kontakt til Ian Manners i går, hvorfor artiklen blev bragt uden hans kommentar. Den blev efterfølgende trukket tilbage.

13 Filnavn: _FB Notat om DIIS redegørelsen (efter korrektur).doc Bibliotek: C:\WINDOWS\Temporary Internet Files\Content.IE5\KR9RIEZH Skabelon: C:\Documents and Settings\ib\Application Data\Microsoft\Skabeloner\Normal.dot Titel: DIIS redegørelsen om de danske EU-undtagelser er mangelfuld Emne: Forfatter: Lave Knud Broch Nøgleord: Kommentarer: Oprettelsesdato: :07:00 Versionsnummer: 2 Senest gemt: :07:00 Senest gemt af: mtonsberg Redigeringstid: 4 minutter Senest udskrevet: :43:00 Ved seneste fulde udskrift Sider: 12 Ord: (ca.) Tegn: (ca.)