UNDERVISNINGSMATERIALE

Transkript

1 UNDERVISNINGSMATERIALE en monolog om det groteske liv bag jerntæppet Dramatisering PIA ROSENBAUM OG SONJA VESTERHOLT Instruktørkonsulent KAMILLA WARGO BREKLING Scenografkonsulent HELLE DAMGÅRD Medvirkende PIA ROSENBAUM HUNDEN ER RASK ER BASERET PÅ HUNDEN ER RASK FORTÆLLINGER FRA MIT LIV I SOVJET AF SONJA VESTERHOLT I SAMARBEJDE MED BRITTA SØRENSEN

2 INDHOLDSFORTEGNELSE Den store revolution og Zarfamiliens fald / 4 Karl Marx / 6 Vlademir Lenin / 7 Joseph Stalin / 9 2. verdenskrig og Sovjet / 10 Den kolde krig / 11 Den første mand i rummet / 12 Sovjet efter Stalin / 13 Ruslands kamp mod fortiden/leif Davidsen / 14 Krim juvelen i zarens krone/jon Kaldan / 15 Ordforklaringer / 17 Emner / 18

3 INDLEDNING Hunden er rask handler om en ung kvinde, Sonja, der kommer til Danmark under den kolde krig. Hun kommer fra Leningrad med morsomme, melankolske og til tider absurde historier i bagagen. Historien om livet bag jerntæppet, KGBs evindelige luren i kulissen, sult, fattigdom og overlevelse fortælles med stor galgenhumor og livsklogskab. Monologen trækker tråde tilbage til store nedslag i verdenshistorien; 2. verdenskrig, Leningrads belejring, den første mand i rummet og den kolde krigs lange skygger gennem Europa. Monologens aktualitet fornægter sig ikke; datidens historier kaster foruroligende lys på nutidens Rusland og situationen i Ukraine, hvor fortidens arv synes tungere end længe. Mens andre postkommunistiske lande som Polen og De Baltiske Lande har trukket sig selv fri af den totalitære fortid, er der fortsat i Rusland en værdikamp mellem drømmen om frihed og åbenhed og ønsket om kontrol og ensretning. Den har stået på i hundredvis af år, og det er desværre ikke givet, at det er demokratiet, der i sidste ende vinder kampen, spørgsmålet er om de nye generationer værdsætter det så meget, at de vil slås for det. Monologen fremføres af Pia Rosenbaum, som har flere succesrige monologer på sit repertoire, senest Århundredets Rose og Oscar og den lyserøde dame. Forestillingen kan opleves på turne i hele Danmark fra den 28. oktober 26. november samt på Hippodromen fra 8. januar 22. januar. Hunden er rask er Baseret på Hunden er rask Fortællinger fra mit liv i Sovjet af Sonja Vesterholt skrevet i samarbejde med Britta Sørensen. Dramatisering: Pia Rosenbaum og Sonja Vesterholt Medvirkende: Pia Rosenbaum Instruktør konsulent: Kamilla Wargo Brekling Scenograf Konsulent: Helle Damgård Lys: Sonja Lea Lyddesign: Steen Larsen Dette skolemateriale retter sig primært til 9. og 10. klasser i folkeskolen samt de gymnasiale uddannelser. / 3

4 DEN STORE REVOLUTION OG ZARFAMILIENS FALD Den 28. juni 1914 blev Østrigs Ærkehertug Franz Ferdinand skudt i Sarajevo. Den brutale nedskydning på åben gade blev starten på et blodigt århundrede præget af store ideologiske såvel som territoriale kampe. Det 20. århundrede stod om noget i oprørets tegn og gamle systemer måtte bukke under for nye moderne strømninger og tanker. I slipstrømmen på 1. Verdenskrig og den tyngende desillusion over krigens rædsler, voksede revolutionære bevægelser frem over hele Europa. Man plæderede for en ny og bedre verden og krævede et alternativ til den kapitalistiske verdensorden, hvor få sad på magten og rigdommen og mange intet havde. Socialismen tilbød et sådant alternativ og vidnesbyrdet fra 1. verdenskrig var ikke til at tage fejl af den gamle verden lå i ruiner og ny måtte fødes. Fødselshjælpen var allestedsnærværende: Socialismens tankesæt var på fremmarch i hele Europa, og blev støttet af den ekspanderende arbejderklasse, som i følge Karl Marx samfundsteorier var historiens uundgåelige sejrherrer. Den russiske revolution i 1917, også kaldet oktober revolutionen, blev det ultimative vidnesbyrd om folkets krav om et brud med gamle politiske og økonomiske systemer. Da revolutionen brød ud i Rusland, var det store land under zar Nikolajs 2. s styre. Romanov slægten havde siden 1613 siddet tungt på magten i Rusland. Da Nikolaj 2. overtog styringen i 1894 efter faderen Alexander 3.s død, var han blot 26 år gammel, og stod overfor en stor og kompleks opgave. Rusland bestod i 1897 af 125 millioner indbyggere, hvoraf de 80 procent var bønder og 79 procent analfabeter. Landet strakte sig fra Østersøen i vest til Stillehavet i øst. Lige så langt, der var mellem landets ydergrænser, lige så langt var der mellem rig og fattig. Arbejderne havde en arbejdsdag på timer, en løn på et eksistensminimum samt horrible boligforhold. Også bønderne levede under strenge kår på sultegrænsen og uden mulighed for oprør. En måned efter kroningen af Nikolaj 2. giftede han sig med den tyske prinsesse Alexandra af Hessen. Alexandra var egenrådig og en torn i øjet på Nikolajs 2.s mor den magtfulde og dominerende enkezarina Maria Fjodorovna (danskfødte prinsesse Dagmar). De to kvinder havde fra starten et anspændt forhold; enkezarinaens privilegier som hoffets førstedame fastholdtes efter Alexander den 3.s død, og hun kæmpede indædt for at forblive Nikolajs primære fortrolige. Alexandra havde, trods enkezarinaens dominerende væsen, stor indflydelse på sin mand og sammenholdt med det tætte forhold til mystikeren og munken Rasputin gav det på ingen måde enkezarina Maria Fjordorovna ro i sindet. Tværtimod bekymrede det hende meget ikke blot havde Rasputin stor indflydelse på Zarfamilien, men også på hvordan landet blev styret. Rygtet om Rasputins store indflydelse på Tsar Nikolaj 2.s beslutninger nåede også statsdumaen, som også begyndte at tvivle på Zarens evner. Zar Nikolaj 2. fremstilles flere steder som en svag leder og mand, dikteret af en dominerende mor og en viljestærk hustru. Zarstyret blev svækket allerede i under den japansk-russiske krig, hvor Rusland led store tab. Søndag den 22. januar 1905 vandrede flere hundrede strejkende arbejdere til Vinterpaladset, hvor Zarens tropper på brutal vis nedkæmpede opstanden, og Zar Nikolaj 2. blev tvunget til at indføre dumaen den folkevalgte lovgivende forsamling. 1. Verdenskrig blev skæbnesvanger for Zarfamilien, idet Nikolaj 2. valgte at lade Rusland deltage. Krigen fik store konsekvenser for den russiske økonomi. Hele produktionsapparatet omstilledes til krigsproduktion, der var hungersnød, og den store land led. I februar 1917 var situationen så alvorlig, at tusinder af arbejdere forlod fabrikker i Petrograd for at gå på gaderne i protest over manglen på brød. Slagord som brød, ned med autokratiet og slut krigen fyldte gaderne. Soldater deserterede i hobetal, og snart havde de revolutionære fået soldaterne over på deres side og sammen nedkæmpede de politiet. I marts 1917 besluttede Nikolaj 2. sig for at abdicere og overlade magten til sin broder Mikhail Alexandrovitj. Men da var det for sent; Zardømmet stod ikke til at redde. Revolutionen var i fuld gang, og i august 1917 blev Zarfamilien sat i husarrest i byen Tobolsk i Sibirien. Senere blev de overflyttet til Jekaterinburg i Uralbjergene, som var under den røde hær og bolsjevikkernes kontrol. I oktober 1917 lykkedes det bolsjevikkerne, under Lenins ledelse, at styrte den Russiske regering. Natten mellem d. 16. og 17. juli 1918 blev den sidste zar og hans familie henrettet. De lokale bolsjevikker havde fået ordre til at likvidere familien, da antibolsjevikkerne nærmede sig byen og man frygtede zarfamiliens befrielse. Enkezarina Maria Fjodor- / 4

5 DEN STORE REVOLUTION OG ZARFAMILIENS FALD Fortsat ovna undslap familiens tragiske skæbne. Allerede i 1916, træt af Alexandras dårlige indflydelse på Tsar Nikolaj 2, rejste hun til det kejserlige palads i Kiev. Da den røde hær i 1919 nærmede sig, steg hun ombord på et britisk krigsskib og flygtede fra Krim. Enkezarina Maria/Dagmar vendte tilbage til Danmark, hvor hun tilbragte sine sidste år på Hvidøre slot i Klampenborg. Dagmar døde den 13. oktober 1928, og blev bisat i Roskilde domkirke. Den 20. september 2006 indledte Kejserinde Dagmar sin rejse tilbage til Sankt Petersborg, hvor hun blev genbegravet, 28. september 2006, ved sin mands side, zar Alexander III Den russiske revolution fik globale konsekvenser. Kommunismen vandt frem over hele Europa, og hvor den revolutionære før var anarkist, førte han nu sin kamp udefra kommunistiske ideer og tanker. Efter oktoberrevolutionen i 1917 stod Lenin i spidsen for dannelse af den sovjetiske stat i Rusland. I 1918 udråbtes Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik. / 5

6 KARL MARX Ordet kommunisme kommer af det latinske: communis og betyder: Fælles. Det har som begreb og ideologi lagt grund for samfundsformer, hvor man tilstræbte afskaffelse af den private ejendomsret, og i stedet opbyggede et klasseløst samfund baseret på lighed og med delvist fælles ejendom, samfundsejede produktionsmidler og samfundsmæssig fordeling af produktionsudbyttet. Det var Karl Marx, der kom til at præge kommunismen. I 1847 kom han i kontakt med De Tyske Kommunisternes Forbund, og i 1848 skrev han sammen med Friedrich Engels forbundets program: Det Kommunistiske Manifest, som i dag er at regne for kommunismens ideologiske skrift. I det Kommunistiske manifest fremlagde han kommunismen som en endnu ikke realiseret historisk mulighed og et iboende historisk resultat af proletariatets stadigt voksende magt - magt politisk såvel som over produktionsmidlerne. Marx syn på historien var i manifestet fremstillet således, at historiens fremdrift var betinget af samfundsklassernes indbyrdes kamp om herredømmet. I denne historiske model ville det øverste udviklingstrin ifølge Marx være det kommunistiske samfund. Den beskrevne spiral af proletariatets øgede indflydelse og magt i samfundet havde ifølge Marx forskelige stadier: Socialismen ville indtræffe, når arbejderklassen havde erobret den politiske magt via fuld erobring af produktionsmidlerne OG stillet dem til rådighed for hele befolkningen. Således ville det, han kaldte proletariatets diktatur automatisk afskaffe klassesamfundet og gøre alle mennesker lige. Manifestet fra 1848 forgreb således på sin vis de historiske begivenheder, der i 1917 resulterede i Zarfamiliens fald. Karl Marx og Friedrich Engels kommunistiske manifest var epokegørende indenfor historietænkningen. Som teori baserede den sig på Hegels dialektiske tænkning. Men hvor historiens stadie og materielle ændringer til følge ifølge Hegel var betinget af mængden af ånd, var det hos Marx omvendt. Her var den åndelige evolution betinget af de materielle forudsætninger. Efter den russiske revolution dannede de russiske bolsjevikker, som var revolutionens sejrherrer, deres egen kommunistiske internationale og med stiftelsen af den kommunistiske internationale var også etpartiregimet, som dannede grunden for det samfund, der kom til at dominere i Sovjet, etableret. Den reelle udvikling og materialisering af Marx teorier var dog ikke i tråd med Marx egne tanker om det ideelle samfund, idet han jo netop plæderede for et samfund, hvor alle var lige og ingen på den vis besad magten. / 6

7 VLADEMIR LENIN Det var i høj grad den russiske revolutionære og Sovjetstatens grundlægger Vlademir Lenin, der kom til at præge Sovjetstatens videre udformning. I 1890erne var Lenin involveret i revolutionært arbejde og undergrundsvirksomhed i Sankt Petersborg. I 1895 blev han arresteret med fængselsstraf og eksil i Sibirien til følge. I årene opholdt han sig i Vesteuropa. Det var her han første gang stiftede bekendtskab med Stalin. Årene i Vesteuropa og kontakten med revolutionære tanker nærede Lenins kamp mod Zarismen, og han udarbejdede i disse år værket: Hvad bør der gøres? Heri redegjorde han for sine teorier for opbygningen af et marxistisk parti. Partiet skulle styres af en intellektuel elite af revolutionære, der under striks disciplin skulle danne front for arbejderklassens kamp for en ny samfundsorden. Lenins relativt elitære tanker stred således mod den bevægelse, man i samme periode kunne opleve i Vesteuropa, hvor en bredt funderet og folkelig arbejderbevægelse var på vej frem. Lenins holdning skabte splittelse blandt de delegerede på det russiske socialdemokratis anden kongres i 1903, men endte med et flertal for Lenins linje. Hans tilhængere fik efter kongressen tilnavnet bolsjevikker (flertalsfolk), og i april måned 1917 satte Lenin kurs mod Sankt Petersborg, hvor han skulle fortsætte kampen mod den regering, der var indsat efter zarismens fald i marts. Under parolerne: fred, brød, jord og al magt til sovjetterne lykkedes det den 25. oktober 1917 Lenin at vælte den siddende regering, og med sig selv som chef blev der dannet en ny regering samt en ny æra for det sovjetiske folk. Lenin var under indflydelse af blandt andet toner fra den franske revolution. Han mente, at revolutionen skulle styres fra toppen af et elitært partistyre. Således indledtes der med Lenin som den ubestridte leder et totalitært regime, som kostede mange ofre. Lenin var en dreven taktiker, som indførte nye politikker, når situationen krævede det og terror blev allerede under Lenin introduceret som et redskab mod dem, der måtte stemme i mod. Hans strategi overfor modstandere var nådesløs og det, der for mange fremstod som virkeliggørelsen af drømmen om det socialistiske samfund, var blot begyndelsen på et brutalt diktatur. De første år efter revolutionen var præget af store vanskeligheder: Borgerkrig og økonomisk krise. Bolsjevikkerne havde ophævet den private ejendomsret, beslaglagt godsejernes store jordbesiddelser og gjort dem til statslig ejendom, som herefter skulle dyrkes af bønderne. Dette var dog ikke ensbetydende med, at bønderne fik mere jord. Manglen på fødevarer i byerne fik nemlig mange til at udvandre til landområderne med det resultat, at der ikke var jord nok at dyrke på og dermed heller ikke grobund for nok mad i byerne. Både land- og bybefolkningen var stærkt utilfredse med tilstandene, og flere steder herskede kaotiske tilstande med en voksende skepsis overfor den politiske ledelse til følge. I 1918 bragte krisen Rusland ud i en ødelæggende borgerkrig mellem bolsjevikkerne, de hvide (zartidens tilhængere) og de grønne (oprørske bondestyrker). Krigen krævede et meget stort antal ofre; ca. 10 millioner mennesker omkom, og bolsjevikkernes brutale metoder fornægtede sig ikke. Den røde terror var betegnelsen for bolsjevikkernes metoder. Massehenrettelser, fængslinger og deportationer blev almindelige metoder i kampen mod alle, der kunne mistænkes for kontrarevolutionære eller på anden måde modstandere af systemet. Et centralt våben i bekæmpelsen af modstandere var det hemmelige politi, som blev oprettet i december Det hemmelige politi havde ubegrænset magt til at arrestere, henrette og deportere ved mistanke om fjendtlighed overfor bolsjevikkerne. Lenin lagde således en linje, som blev gennemgående for udøvelse af kommunismen i Sovjet mange år frem. I 1922 blev Lenin ramt af et slagtilfælde, som stæk- / 7

8 VLADEMIR LENIN Fortsat kede hans evne til at deltage i regeringsarbejdet. Han skrev inden han døde i 1924 et skrift til den politiske eftertid i hvilket han advarede mod Stalin, som han anså for at være for rabiat og brutal. Lenins balsamerede lig blev placeret i et mausoleum på Den Røde Plads i Moskva. I tiden efter Lenins død steg hans popularitet, og med udgangspunkt i hans mange skrifter udvikledes der en ny politisk retning kaldet: Leninismen, som blev ledetråden i de kommende lederes udlægning af den kommunistiske ideologi. / 8

9 JOSEPH STALIN Ikke uden kamp mellem flere af kommunistpartiets ledende skikkelser var det dog, trods Lenins advarsler, netop Stalin, der i 1928 overtog ledelsen. Han havde siden 1922 være partiets generalsekretær. Posten som generalsekretær havde allerede givet Stalin et forspring. Stillingen indebar blandt andet, at han forestod alle ansættelser, og dermed kunne sikre sig loyale medarbejdere, som kunne bane vejen for hans magtovertagelse. Stalin erklærede mål var, at Sovjetunionen på ganske kort tid skulle overgå fra at være et overvejende landbrugssamfund til at få status af industrimagt. I sin stræben efter dette ambitiøse projekt skyede Stalin ingen midler. Stalins styreform udviklede sig til et rædselsregime, og Lenins advarsel blev langt overgået af virkeligheden. Stalin skabte et diktatur, hvor hans propagandaapparat garanterede ham en popularitet i befolkningen, som slet ikke tog højde for den terror, han udøvede overfor sit folk; et regime, hvor deportationer til fangelejre i Gulag 1, henrettelser og arrestationer blev en del af hverdagen. I 1930 befandt der sig fanger i Gulag, og i 1935 var antallet steget til Stalins regime kostede millioner af menneskers liv. I 1919 blev Stalin medlem af Politbureauet det førende ledelsesorgan indenfor kommunistpartiet. Da han udnævntes til partiets generalsekretær tog han langsomt, men sikkert styrring over alle ansættelser indenfor partiet og staten. På den måde sikrede han sig at være omringet af tro medarbejdere og loyale støtter. I løbet af 1930erne cementerede Stalin sig som den ubestridte hersker i Sovjetunionen. Han var frygtet og hadet men også beundret for den økonomiske fremgang og militære succes, som sejren over Hitlers nazityskland mod afslutningen af 2. verdenskrig blev et lysende symbol på. Joseph Stalin døde i 1953, og havde på det tidspunkt opnået at gøre Sovjetunionen til en verdensmagt. Stort set ingen i historien overgår ham i brutalitet og terrorledelse. At han alligevel den dag i dag i nogles bevidsthed står som en stor leder, kan i høj grad tilskrives det yderst velsmurte propagandaapparat, han i høj grad var iscenesat gennem. Det sovjetiske folk blev mere end opfordret til at dyrke Stalin som den ultimative landsfader. Han krævede ubegrænset loyalitet af sit folk, og modstandere blev nådesløst elimineret. Terrorregimets brutalitet blev efter Stalins død reduceret, men Sovjetunionen blev frem til 1991 ledet af kommunistpartiet. 1 Arbejds- og straffelejre i og udenfor Sovjetunionen / 9

10 2. VERDENSKRIG OG SOVJET I 1941 blev Sovjetunionen angrebet af nazityskland. Angrebet var fatalt og over 20 millioner sovjetborgere mistede livet i tyskernes udryddelseskrig. Den 22. juni 1941 indledte Tyskland med støtte fra Finland, Rumænien, Italien og Ungarn den store invasion af Sovjetunionen. 3,5 millioner soldater, fly og kampvogne gik over grænsen med det formål: at knuse den jødiske bolsjevisme, erobre landområder samt råstofressourcer. Sovjets forsvar var stækket på grund af Stalins massive udrensninger, og brød derfor hurtigt sammen. Det var derfor let for tyskerne at tage millioner af sovjetsoldater til fange, som sultede ihjel i krigsfangelejre. I september 1941 blev Leningrad omringet og belejret. Sovjetunionen måtte på baggrund af de store tab undergå en større omstrukturering, som blandt andet betød at arresterede officerer blev sendt til fronten. Tvangsudskrivning af civile og fanger sikrede den røde armé et stort antal rekrutter. Herudover indgik Sovjetunionen en alliance med Storbritannien og Frankrig, som forsynede Den røde armé med militært udstyr, lastbiler og uniformer. De tyske soldater led under store kommunikationsvanskeligheder i de store sovjetiske områder med ringe infrastruktur, og på denne baggrund lykkedes det Stalinregimet i 1943, at presse tyskerne tilbage og stabilisere situationen. Det var i denne fremrykning, at Sovjetunionen tog kontrol over store østeuropæiske områder. som tidligere hovedstad i Rusland og som arnested for Oktoberrevolutionen samt dens militære betydning som hovedbase for den sovjetiske flåde i Østersøen og dens industrielle styrke som hjemsted for mange våbenfabrikker. Belejringen blev gennemført af tropper fra den tyske Wehrmachts Heeresgruppe Nord med støtte fra den finske hær som led i Operation Barbarossa, der blev indledt den 22. juni Belejringen fulgte efter den finske offensiv på det Karelske næs og den tyske offensiv frem til Leningrads sydlige forstæder. I august 1942 planlagde tyskerne en ny operation, som skulle føre til byens erobring, men Sinyavin Offensiven fra den Røde Hær kom dem i forkøbet, og offensiven blev aflyst. Wehrmachts belejringsring blev gennembrudt af sovjetiske styrker den 17. januar 1943 under Operation Iskra, da der blev skabt en smal korridor langs bredden af Ladogasøen. Belejringen blev endeligt hævet af marskal Georgij Zjukov den 27. januar 1944 som led i Leningrad-Novgorod offensiven. Den 872 dage lange belejring forårsagede en sultkatastrofe i Leningrad området ved afbrydelse af vand-, energi- og fødevareforsyningen. Det førte til, at op imod soldater og civile døde og evakuering af , fortrinsvis kvinder og børn, hvor mange dog døde under evakueringen på grund af sult og bombardementer. Belejringen af Leningrad, også kendt som Blokaden af Leningrad, var et mislykket forsøg fra Aksemagternes side på at byen efter Hitlers ordre skulle fjernes fra jordens overflade, sammen med hele sin befolkning. Byen blev derfor ikke stormet. Den tyske hær omringede i stedet byen, for at sulte den ihjel, samtidig med at bombefly og artilleri sendte en regn af bomber og granater over byen Leningrad, (i dag Sankt Petersborg) under 2. verdenskrig. Belejringen varede fra den 9. september 1941 til den 18. januar 1943, hvor en smal landkorridor blev etableret af de sovjetiske styrker. Belejringen blev helt afsluttet den 27. januar Belejringen af Leningrad var en af de længste, blodigste og mest ødelæggende belejringer af en større by i nyere tid. Erobringen af Leningrad var et af de tre strategiske mål i den oprindelige tyske plan for krigen mod Sovjetunionen. Den tyske strategi var baseret på Leningrads politiske status / 10

11 DEN KOLDE KRIG Den kolde krig er betegnelsen for den konflikt, der opstod mellem de kapitalistiske og kommunistiske lande i perioden efter 2. verdenskrig mellem landene i NATO og Warszawapagten. Den kolde krig regnes at have varet fra 1945 frem til 1989 hvor Berlinmurens fald markerede et endeligt punktum for opdelingen mellem de socialistiske/kommunistiske og kapitalistiske dele af Europa. Især går betegnelsen: Den kolde krig på det konfliktfyldte forhold, der opstod mellem de to supermagter efter 2. verdens krig: USA og Sovjetunionen. Med Tysklands nederlag i 1945 opstod et vakuum i den globale verdensorden. Det var i denne situation op til sejrherrerne USA, Sovjetunionen og Storbritannien at indrette den ny verdensorden, og det viste sig hurtigt, at der var store interessekonflikter mellem parterne. Supermagterne delte Europa op i interessesfærer, og således blev de fleste vesteuropæiske lande allierede med supermagten USA. Sovjetunionen fik magt over Østeuropa, hvor det kommunistiske samfunds system dominerede. Det centrale Tyskland blev i 1949 delt i to stater, og i 1961 påbegyndte man etableringen af Berlinmuren, som blev et dystert symbol på det jerntæppe, der havde sænket sig over Europa. Jerntæppet adskilte ikke blot landområder men også familier, naboer og venner, som for manges vedkommende ikke så hinanden igen før efter murens fald Primært drejede konflikten sig om opdelingen af kontrollen over Europa. Konflikten bundede ikke blot i en territorial kamp, men i høj grad også i en ideologisk kamp mellem to ideologier: Socialisme og kapitalisme. Disse to systemer bekæmpede hinanden både militært, politisk, kulturelt og økonomisk. Den kolde krig udmøntede sig aldrig i en regulær krig, men førte en række storpolitiske kriser med sig. Kriser, som på grund af oprustningspolitiken og atomkapløbet kunne have resulteret i en ødelæggende atomkrig. I 1945 var USA det eneste land, der rådede over atombomben, men allerede i 1949 havde Sovjetunionen den også. De nye kernevåben og den gensidige oprustning spillede en stor rolle i den spændte situation mellem supermagterne. Den kolde krigs 40-årige historie nåede et klimaks da koreakrigen brød ud i Denne krig fik afgørende betydning for konsolideringen af de to blokke. Vestblokken, repræsenteret af USA, hvilede på organisationer som OECD og NATO, hvor østblokken med Sovjetunionen som den absolutte supermagt mere baserede sig på kontrol med de enkelte blokmedlemmer (lande). I 1955 indgik Sovjetunionen, Albanien, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, DDR, Ungarn, Polen og Rumænien militæralliancen Warszawapagten, som øgede og cementerede Sovjetunionens kontrol med de østeuropæiske kommunistiske stater. Warszawapagten og alliancen med østlandene var vigtig for den militære strategi på grund af deres geografiske beliggenhed. Det ledende organ var den Politiske Konsultative Komité, samt den militære Fælleskommando begge instanser var reelt underordnet det sovjetiske magtapparat. Warszawapagten blev opløst i 1991 som følge af kommunismens sammenbrud. I 1962 da den amerikanske efterretning modtog oplysninger om Sovjetunionens militære oprustning på Cuba indtraf den kolde krigs alvorligste situation, som blev yderst kritisk, da USA afslørede en rampe til affyring af sovjetiske offensive raketter. USA tog konfrontation og John F. Kennedy endte med at iværksætte en blokade af Cuba, hvorefter Sovjetunionens præsident Khrusjtjov replicerede, at sovjetiske skibe på vej mod Cuba ville trodse blokaden. I de seks dage konfrontation varede, holdt hele verden vejret for aldrig før havde man været så tæt på en atomkrig. / 11

12 DEN FØRSTE MAND I RUMMET: JURI ALEKSEJEVITJ GAGARIN Jublen var stor blandt sovjetborgerne, da det den 12. april i 1961 var en realitet, at Sovjetunionen havde vundet over USA i rumkapløbet. Juri Gagarin var den første mand i rummet, og han blev et af den kolde krigs store ikoner og en sand helt i Sovjet, der nu placerede sig på verdenskortet. Gagarin blev efter sin bedrift hyldet på den røde plads i Moskva i en sekstimer lang parade. Han var på det tidspunkt kun 27 år gammel, og blev med samme medlem af Den øverste Sovjet 2 og af centralkomiteen for Komsomol 3. Berømmelsen strakte vidt ud over Sovjets grænser, og hvor end Gagarin rejste hen blev han modtaget som en stjerne. Han kom til verden den 9. marts 1934 som det 3. ud af 4 børn. Hans forældre arbejdede som bønder på et kollektivt landbrug. Da han som 16-årig blev færdig med skolen, startede han som lærling på et stålværk i Moskva. Et år senere blev han af sin formand indstillet til en ny teknisk skole i Saratov, hvor han skulle lære om traktorer. Han fattede dog hurtigt interesse for flyvning, og meldte sig ind i byens flyveklub. Da han i 1955 afsluttede sin uddannelse, stod det ham klart, at det ikke var traktorer, der var hans primære interesse. Kort efter søgte han ind på hærens flyverskole, og startede sin militære pilotuddannelse. I 1957 var han uddannet militærpilot og blev kort efter udstationeret på en luftbase i Murmansk. I 1960 blev han med 20 andre udvalgt til at følge træningen som kosmonaut, og året efter blev han den første mand i rummet. At valget faldt på ham kan hænge sammen med mange ting men især hans beskedne statur (han var kun 1,57 høj) har uden tvivl spillet en rolle, da der var meget lidt plads i rumskibet. 108 minutter tog den første tur rundt om jorden og syv kilometer fra jorden katapulterede Gagarin og landede med sin faldskærm ved Volgas bred. Trods de dårlige prognoser for overlevelse ved en sådan bedrift, overlevede Gagarin og sikrede Sovjet en uvurderlig propagandagevinst. Gagarin var fra den ene dag til den anden en verdensstjerne, og et symbol på østblokkens menneskelige ansigt. I september 1962 besøgte han med sin kone Danmark, hvor han blandt andre mødte Kong Frederik 9. og Jens Otto Kragh. I 1968 omkom Juri Gagarin i en flyulykke, og i 1971 fik han en mindeplade hos den amerikanske rumfartsorganisation NASA. Han ligger begravet på den røde plads i Moskva. 2 Det øverst folkevalgte lovgivende organ 3 Sovjetunionens kommunistiske partis officielle ungdomsorganisation / 12

13 SOVJET EFTER STALIN Efter Stalins død i 1953 stod Sovjetunionen uden sin allestedsnærværende leder, og der opstod en magtkamp mellem stalinisterne og dem, der ønskede et mere humant styre. Den nye leder blev Nikita Khrustjov, som også blev indvarslingen på en form for afstalinisering. Regeringsperioden under Khrustjov var præget af indenrigspolitiske reformer. Han stod bag løsladelsen af tusinder af fangerne i Gulaglejrene samt øget kontrol med det hemmelige politi og landbrugsreformer. Desuden gav han i en tale på den 20. partikongres lov til, at man offentligt kunne kritisere Stalin - dog ikke sovjetsystemet men Stalin som person. Trods progressive tanker om en mere decentral økonomisk styring af Sovjet samt intentioner om fredeligere sameksistens med vesten bevarede Sovjet den totale kontrol over Østeuropa. Kriser i kølvandet på den kolde krig kølnede forholdet yderligere mellem øst og vest. Cubakrisen og Khrustjovs håndtering af den fik afgørende konsekvenser. Hans bagland var uenige i Khrustjovs strategi, og han fik mange fjender i partiet dette ledte til hans afsættelse Leonid Brezjnev og Alexsej Kosygin overtog ledelsen af Sovjet, med Brezjnev som den dominerende part. Under deres styre blev flere af de reformer, der var indført af Khrustjov afskaffet og de søgte mod at stabilisere Sovjet på den udenrigspolitiske bane. Brezjnev blev Sovjetunionens nye stærke mand. Han genoptog tråden fra Stalin og satte fokus på Sovjetunionens tungindustri. Også han prøvede at bløde forholdet til USA op, men krigen i Afghanistan og Sovjetunionens oprustning kølnede forholdet igen. I start 1980erne gik Sovjetunionen i stagnation. Sovjetunionens økonomi kunne ikke holde trit med markedsøkonomierne i Nordamerika, Vesteuropa og Asien og efter Brezjnevs død i 1982 var Sovjetunionen i dyb økonomisk krise. Det var først da Mikhail Gorbatjov i 1985 blev generalsekretær for det kommunistiske parti, at en egentlig åbning af Sovjetunionen tog sin begyndelse. Det sovjetiske samfund undergik med Gorbatjov en demokratiseringsproces med diverse omstruktureringer til følge. Den åbenhed der viste sig under Gorbatjov, går under betegnelsen: Glasnost. Selve den strukturelle ombygning af sovjetsamfundet går under betegnelsen: Perestrojka Sideløbende med de indenrigspolitiske reformer, agerede han i høj grad også på den udenrigspolitiske bane, hvor han stilede mod en ende på den kolde krig og våbenkapløbet. Den reformvenlige Gorbatjov anerkendte Tysklands genforening samt Øst staternes løsrivelse fra Sovjetunionen. I blev Gorbatjov Ruslands præsident og samme år, han tiltrådte, blev han tildelt Nobels fredspris for den indsats og åbning af et ellers lukket Sovjet. / 13

14 RUSLAND KAMP MOD FORTIDEN Af Leif Davidsen Rusland står som så ofte før ved et vadested, splittet mellem nogle menneskers demokratiske håb om et civilt, normalt samfund og den trang mod centralisme, orden og den stærke mand, der er så dybt indvævet i den russiske historie. Rusland er stadig et langt friere og mere demokratisk sted end i Sovjettiden, men langt fra så frit og demokratisk som for bare 10 år siden. Til gengæld er de materielle livsvilkår langt bedre. Men det har vist sig ulige sværere at skabe et demokratisk og stabilt markedsøkonomisk samfund i Rusland end i andre postkommunistiske lande. Det hænger sammen med både Zar Rusland og Sovjetunionens tunge arv, som stadig præger dagens russiske samfund. Den russiske historie adskiller sig på en række væsentlige områder fra vor. Den danske og europæiske historie er et produkt af en historisk udvikling, der har ført os derhen, hvor vi er i dag. Vi er et produkt af renæssancen, reformationen, oplysningstiden, den amerikanske frihedskrig, stænderforsamlinger, højskoler, andelsbevægelsen, partidannelserne ved 1900-tallets begyndelse, fagforeninger, den demokratiske socialisme, udbredelsen tidligt af evnen til at læse og skrive. Ingen af disse vigtige historiske faktorer er en del af den russiske, historiske bagage. Den russiske befolkning blev af såvel Zar som det kommunistiske parti konstant forsøgt holdt isolerede fra og uvidende om den omgivende verden. Zartidens Rusland var et centraliseret diktatur med kun visse demokratiske træk til allersidst. Rusland gik ind i Første Verdenskrig i 1914 og forlod krigen som taber i Krigen blev efterfulgt af Lenins statskup, så kom tre års blodig og brutal borgerkrig efterfulgt af 73 års kommunistisk diktatur. Der var så uendelig lidt at bygge på, da kommunismen brød sammen, ikke i blod, som regimet byggede på, men nærmest med en klynken. Det skal bestemt ikke forstås som en undskyldning for demokratiets trange vilkår, men som en forklaring på, at der mangler viden, erfaring og demokratisk indsigt og instinkt hos de politiske kræfter i dagens Rusland. Der er for få, der instinktivt værdsætter og forsvarer demokratiet og dets institutioner. Rusland har reelle demokratiske institutioner på papiret, men få demokrater, der sætter dem højere end egoisme, grådighed og magtbegær. Russerne er selvfølgelig ikke en stor grå masse. Det er meget forskellige mennesker med meget forskellige holdninger til tilværelsen. Måske kan man tale om tre store grupper, der har forskellig baggrund foruden de rent materielle, om man har en uddannelse, kan sprog, har et job, bor i byen eller på landet. Den ældre generation med rod og verden i Sovjetunionen synes at se på den aktuelle situation med lede og en stor nostalgi efter den gamle, kedsommelige, men trygge sovjetiske fortid. Der er en mellemgeneration, der er vokset op under kommunismen, men har levet lige så mange år i det nye Ruslands større frihed. De er ofte splittede og forvirrede over, hvad livet kan tilbyde, og hvilken vej Rusland bør gå. Den udgør stadig den største del af befolkningen og kaldes i Rusland for overgangsgenerationen. Så er der ungdommen, som ofte ser kommunist tiden som en absurd historisk periode, hvor man stod i kø, ikke måtte høre rockmusik, og Partiets gamle mænd bestemte alt. De har et helt andet syn på livet end deres forældre og bedsteforældre. Det kan både være positivt og demokratisk, men det kan også være lige modsat, nemlig stærkt nationalistisk og racistisk, men det er de unge, som må forandre Rusland, hvis de vil. Mens andre postkommunistiske lande som Polen og De Baltiske Lande har trukket sig selv fri af den totalitære fortid, er der fortsat i Rusland en værdikamp mellem drømmen om frihed og åbenhed og ønsket om kontrol og ensretning. Den har stået på i hundredvis af år og det er desværre ikke givet, at det er demokratiet, der i sidste ende vinder kampen, selv om man må håbe, at de nye generationer værdsætter den så meget, at de vil slås for den. / 14

15 KRIM JUVELEN I ZARENS KRONE Af Jon Kaldan Krim har altid været et ferieparadis med dejlige strande, solskin og varme. Her blomstrer mandeltræerne om foråret og solmodne vindruer gror som ukrudt på skråningerne. Men halvøen, der er på størrelse med Jylland, har også tit været et sted som krig og ulykker har hærget. I dag er indbyggerne på Krim igen bange for fremtiden. For halvøen er splittet mellem Ukraine og Rusland. Barbaren Conan fra Krim Allerede i oldtiden var halvøen Krim med sit gode klima ved Sortehavet et sted hvor det var godt at bo. Blandt dem der slog sig ned der var Skytherne. Et nomadefolk med store skæg og langt hår. De var fremragende ryttere og bueskytter, der var tatoverede over det meste af kroppen. Ligesom indianerne i Nordamerika skalperede de deres fjender. En af skytherkongerne hed Conan. Det er der lavet både en tegneserie og en film om, Barbaren Conan hvor Arnold Schwarzenegger spiller hovedrollen. Men Conan er en virkelig historisk person. Arkæologer har gennem de sidste 150 år fundet store mængder guld i gamle skythiske grave. Russerne kommer Fra 1400-tallet hørte Krim under det muslimske osmanniske rige, der havde sit magtcentrum i Istanbul. Halvøens største befolkning var Krim-tatarerne, der var efterkommere efter Djenghis Khan som også havde slået sig ned på den smukke halvø i en periode. Men russerne mod nord havde længe ønsket sig adgang til Sortehavet. Peter den Store, der byggede Sankt Petersborg og var Ruslands zar (kejser) i 1600-tallet, gjorde Rusland til en flådemagt. Men Rusland havde ikke nogen havne der var isfri om vinteren. Det var havnene på Krim. Først i 1783 lykkes det dog russerne at erobre Krim under kejserinde Katharina den Store. Den rige og frugtbare halvø bliver juvelen i kejserdømmets krone. Verdens første sygeplejerske Da det russiske imperium vokser sig stadigt større, bliver Frankrig og England bange for Ruslands indflydelse og det ender med krig i En krig der først og fremmest handler om regionen omkring Sortehavet og kommer til at foregå på Krim. Krigen er voldsom og blodig. Russerne taber men bider fra sig, og feltkirurgerne har travlt med skære arme og ben af de lemlæstede. Tusinder af sårede soldater lå i store telte. Mange døde af betændelse i sårene. I de lange nætter gik en engelsk kvinde rundt og plejede de syge og sårede. Hun blev kaldt Damen med Lampen. Hendes navn var Florence Nightingale, og hun er grundlæggeren af den moderne sygepleje. I kreaturvogne til helvede Efter den russiske revolution bliver Krim en del af Sovjetunionen. Russerne diskriminerer i stigende grad Krimtatarerne. Så da tyskerne i begyndelsen af Anden Verdenskrig erobrer Krim, byder tatarerne de tyske soldater velkommen som befriere fra sovjetisk undertrykkelse. Da Hitlers hære bliver senere bliver slået på flugt kommer hævnen fra den sovjetiske diktator Stalin. Den 18. Maj 1944 bliver omkring krimtatarer, oldinge, spædbørn, kvinder og mænd omringet og drevet op i kreaturvogne til en rejse tusinder af kilometer østpå til stepperne i Centralasien. Titusinder kommer aldrig frem, men dør af sult og tørst eller mishandlinger undervejs. Først efter sovjetkommunismens sammenbrud i 1991 får krimtatarerne lov til at vende tilbage til Krim. Putin og Krim Da Sovjetunionen brød sammen var det et af de sidste store imperier i verden der gik i opløsning. I stedet for opstod 16 nye selvstændige lande. Et af de største af dem var Ukraine. Krim hørte historisk til Ukraine mente man, fordi en tidligere sovjetisk leder, vist nok i en brandert, havde foræret ukrainerne halvøen ved et jubilæum. Ruslands præsident Putin har flere gange sagt, at den største katastrofe for Rusland i verdenshistorien er Sovjetunionens sammenbrud. Han har i sine regeringsperioder gjort alt for at genopbygge Ruslands militære styrke, deriblandt den russiske flådemagt. Så for præsident Putin er det lige så vigtigt i dag at have magten over Krim, som det var for hans forgænger Peter den Store for snart 500 år siden. Ukraine mellem øst og vest Flere gange i historien har vestlige krigsmagter forsøgt at erobre Rusland. Først den svenske krigerkonge Karl den 12. Siden Frankrigs kejser Napoleon og senest Hitlertyskland under Anden Verdenskrig. Derfor er russerne den dag i dag meget opsatte på, at have / 15

16 KRIM JUVELEN I ZARENS KRONE Fortsat solide grænser mod vest. Den grænse udgøres i dag af Ukraine. For siden Sovjetunionens opløsning er både de tre baltiske lande og Polen blevet medlemmer af både EU og NATO. Det opfatter i hvert fald de nuværende russiske magthavere som en trussel. Derfor gør de alt for, at Ukraine bliver ved med at være nærmere knyttet til Rusland end til Vesteuropa. Oprør i Kiev Ukrainerne har gennem de seneste 25 år oplevet, at deres land bliver regeret af uduelige og korrupte statschefer og regeringer. En stigende del af befolkningen ønsker nærmere tilknytning til EU og Vesten, da de har set hvordan naboerne er blevet rigere, mens de selv bliver fattigere. Derfor har de forsøgt at gøre oprør med krav om at frigøre sig fra russisk indflydelse og i stedet nærme sig resten af Europa. Senest i vinteren 2013 og 2014, hvor det lykkedes at fordrive den russiskvenlige præsident Janukovitj, gennem en voldsom og blodig opstand i Ukraines hovedstad Kiev og andre større byer. Rusland kaldte oprøret for et statskup, og ville derfor ikke anerkende den nye ukrainske regering. Krim bliver atter russisk I 1991 var det lykkedes russerne at lave en aftale med regeringen i det nye Ukraine, så man kunne beholde sine meget vigtige militære flådebaser på Krim i hvert fald frem til Den aftale blev forlænget med 25 år mere da Putin lovede Ukraines præsident Janukovitj billige gasforsyninger til gengæld. Med oprøret i Kiev og præsident Janukovitj jaget på porten er Rusland nu bange for at miste sine vigtige flådebaser på Krim. De grønne mænd Tidligt på foråret opildnede Rusland de russiske indbyggere på Krim til at lave deres eget oprør og tage magten. Pludselig dukkede der svært bevæbnede mænd klædt i grønne uniformer uden kendetegn og med masker op for at støtte de russiske oprørere. Med hjælp fra de grønne mænd, som alle vidste var russiske soldater i forklædning, opløste russerne det lokale parlament og udskrev en folkeafstemning om man ville høre til Ukraine eller til Rusland. Folkeafstemningen blev støttet af præsident Putin, selvom den var ulovlig ifølge internationale love, den såkaldte Folkeret. Da der bor flest russere på Krim var resultatet givet på forhånd. Alligevel mener de fleste, at der blev svindlet med stemmerne for at få et resultat hvor hele 97 % af indbyggerne skulle have stemt for at slutte sig til Rusland. 70 år efter Det er i år præcis 70 år siden, at Krim-tatarerne blev fordrevet fra deres hjemland. Derfor er det også kommet som et chok for netop tatarerne på Krim, at halvøen i foråret igen blev russisk. De er bange for igen at blive udsat for russisk diskrimination. Præsident Putin har lovet tatarerne frihed og lighed, men de glemmer ikke lige sådan de ufattelige lidelser, som russerne for bare 70 år siden påførte deres familier. Hvad nu? Både NATO, EU og FNs Generalforsamling siger, at det er i strid med Folkeretten og ulovligt, at Krim på den måde er blevet opslugt af Rusland. Men der er ikke rigtig nogen der ved, hvad man skal gøre for at ændre på det der er sket. Økonomiske sanktioner har foreløbig fået Rusland til at opgive at sætte militæret ind for at støtte russiske oprørere i den østlige del af Ukraine, der også håber på at blive genforenet med Rusland. Men der er ikke mange der tror på, at situationen på Krim kan ændres. Ingen har lyst til at ofre milliarder eller kaste sig ud i en ny krig for noget så småt og for Vesten ligegyldigt som Krim. Præsident Putin, der af sine kritikere i Rusland kaldes for Ruslands nye Zar, har fået imperiets juvel tilbage. / 16

17 ORDFORKLARINGER Kommunalka: en boform som opstod i kølvandet på den russiske revolution i Sovjet. Den stigende industrialisering og store urbanisering skabte et behov, hvor også tanken om fællesskabets kraft gav sig til direkte udtryk i en boform, hvor mange familier delte lejligheder mellem sig. Disse lejligheder var opdelt efter et nøje udregnet system, hvor hver familie fik et antal kvadratmeter svarende til familiens antal KGB: KGB er en forkortelse for Komitet gosudarstvennoj besopasnosti, dvs. Komiteen for den statslige sikkerhed. Efter Berijas fald i 1953 betegnelse for Sovjetunionens hemmelige statspoliti. KGB havde sin baggrund i Oktoberrevolutionen i 1917, hvor man oprettede det hemmelige politi Tjekaen, hvis officielle formål var bekæmpelse af kontrarevolution. Tjekaen blev afløst i 1921 af GPU med organisationer i hver enkelt sovjetrepublik, men var det hemmelige politi atter centralt ledet (under organisationen OGPU), hvorefter det kom ind under folkekommissariatet for indre anliggender, NKVD, som skiftede navn i 1946 til KGB og under Berijas ledelse kom til at spille en vigtig rolle. I 1954 blev det underlagt en komité direkte under ministerrådet. Formanden havde status som minister for indre sikkerhed. KGBs magtapparat omfattede derudover bl.a. spionage, kontraspionage og de såkaldte grænsetropper og ansås ved siden af de regulære væbnede styrker for det mægtigste apparat i det tidligere Sovjetunionen. KGB blev opløst i efteråret 1991 og opgaverne blev opsplittet i 2 organisationer Det Føderale Sikkerhedsbureau og SVR (Foreign Intelligence Service). Ansvaret lå hos ministeriet for Indre Sikkerhed, et råd, der senere i december 1993 blev opløst. Herefter kom FSB og SRV direkte under præsidenten. Styrken nedsattes samtidig fra til mand. Den nuværende russiske præsident Vladimir Putin afløste i juli 1998 Nikolaj Kovaljov som chef for FSB. I august 1999 forlod Putin posten og afløste Sergej Stepasjin som premierminister under Boris Jeltsin. Burgøjser: Kommer af det franske ord bourgeois som betyder bedsteborger. / 17

18 EMNER TIL DISKUSSION Hvorfor er det gået så galt over så mange år i Rusland? Diskuter fordele ved planøkonomi? Ulemper? Diskuter fordele ved markedsøkonomi? Ulemper? Hvad er forskellene på den ideologiske tanke bag kommunismen og den praktiserede kommunisme? Hvad tror DU/I, der skal til at gennemføre demokrati i Rusland og hvorfor er det svært? Hvordan trækker nutidens Rusland tråde til hele landets historie? / 18