Aarhus byråds journalsager (J. Nr )

Transkript

1 Aarhus byråds journalsager (J. Nr ) Originalt emne Hospitalslæger Sygehuse Indholdsfortegnelse 1) Byrådsmødet den 17. december ) Byrådsmødet den 5. januar ) Byrådsmødet den 2. marts ) Byrådsmødet den 16. marts 1922 Uddrag fra byrådsmødet den 17. december side 11 Klik her for at åbne den oprindelige kilde Til første side (J. Nr ) Indstilling fra Udvalget for Sygehusene i Anledning af en Uoverensstemmelse med Lederen af Røntgenafdelingen. K. Mousten forelagde Sagen under Henvisning til de foreliggende Skrivelser fra Læge Nordentoft. Det drejede sig særlig om 3 Ting, idet Nordentoft mente, han skulde være ledende Læge ved den Afdeling, hvor han var ansat, og derfor ogsaa skulde være Medlem af Lægeraadet, og endelig klagede han over Udvalget og Overlægen. Angaaende Spørgsmaalet "ledende Læge", saa var der i Opslaget ikke Tale om en saadan, men om en Læge ved Røntgenafdelingen. Selv om der i den Skrivelse, hvorved han blev ansat, stod, at han skulde være Leder af Røntgenafdelingen, var Forholdet det, at der til denne Afdeling kun kom Patienter, som de andre Læger henviste dertil, medens paa den anden Dette dokument er fra Side 1 af 12

2 Side Nordentofts Mening jo maatte være den afgørende, naar det gjaldt Behandlingen paa Lysafdeliugen, hvor han var Specialist. Men hvis der skulde opstaa Meningsforskel mellem Lægerne om Behandlingen paa Røntgenafdelingen, maatte Udvalget holde paa, at Overlægen, som havde Patienterne, skulde have den afgørende Stemme, og Udvalget henstillede derfor til Byraadet at tilkendegive dette overfor Læge Nordentoft. Med Hensyn til at være Medlem af Lægeraadet stod der i Regulativet, at dette bestod af de ledende Læger, og forsaavidt han anerkendtes som saadan, skulde han altsaa være Medlem heraf. Men Nordentoft havde jo ingen Patienter paa sin Afdeling, der kun var en Hjælpeafdeling, og det havde hidtil ikke været Kotume, at Lederen af en saadan var Medlem af Lægeraadet. At Udvalget og Overlægen forfulgte Dr. Nordentoft, havde selvfølgelig ingen Steder hjemme, og enhver, som kendte Dr. Strandgaard, vilde sikkert give Taleren Ret heri. Udvalget henstillede altsaa nu til Byraadet at tilkendegive Læge Nordentoft, at han skulde rette sig efter Overlægen, og at han ikke var berettiget til at være Medlem af Lægeraadet. Formanden havde ofte modtaget Klager fra Dr. Nordentoft, men havde henvist ham andre Steder. Taleren spurgte Udvalget, om han havde fremført sine Besværinger andre Steder end hos Byraadet og med hvilket Resultat. K. Mousten svarede hertil, at Nordentoft havde henvendt sig baade til Sundhedsstyrelsen, Ministeriet og Lægernes Organisation; men han var vist alle Steder blevet afvist. M. Bram mer syntes ikke, det var nogen morsom Sag at beskæftige sig med. Der skulde i sin Tid ansættes en Leder af Røntgenafdelingen og Radiumstationen, og selv om Udvalget havde lavet Opslaget lidt anderledes, blev Dr. Nordentofts Ansættelsesbrev alligevel formet saaledes, at han skulde være Leder heraf. Angaaende Fordelingen af Ansvaret havde der aldrig været nogen Meningsforskel mellem Nordentoft og Overlægerne, og Arbejdet var gaaet, som det skulde; derfor var det uforstaaeligt, at Sygehusudvalget nu kom og bad Byraadet give Norden toft en saadan Tilkendegivelse, og Taleren vilde meget fraraade Byraadet at beskæftige sig dermed. Derimod havde der været nogen Divergens om, hvorvidt Lederen af denne Afdeling skulde være Medlem af Lægeraadet. Taleren fandt det dog uheldigt at holde ham udenfor dette, idet det var af stor Betydning ved Anskaffelse af Apparater til Røntgenafdelingen og lignende, at han var med til at forhandle herom. Ogsaa Sagen om Ansættelse af en Assistent ved Røntgenafdelingen var behandlet, uden at Nordentoft havde været til Stede. Dr. Nordentoft maatte være fuldt saa kompetent til at være Medlem af Lægeraadet som Prosektor og Amtslægen, og naar man ikke vilde anerkende Dette dokument er fra Side 2 af 12

3 dette, kunde det nok kaldes en Slags Forfølgelse mod ham. Ganske vist havde hans Afdeling ingen Patienter, men han maatte dog som den specielt sagkyndige paa dette Omraade være den, som traf Afgørelsen. Angaaende Radiumstationens Forhold henvistes der til, at Nordentoft havde underskrevet en Overenskomst sammen med Radiumfondets Bestyrelse, hvorved han skulde have bundet sig til at indtage den Stilling, som var anvist ved Overenskomsten af I denne Overenskomst stod, at Radiumstationen ledes af Overlægen ved Kommunehospitalets kirurgiske Afdeling, og at Røntgenisten Dr. Riis er hans Assistent. Men efter, at Nordentoft havde faaet Ansættelsesbrev som Leder af Radiumstationen, kunde han absolut ikke kaldes Medhjælper for Overlægen, selv om denne stadig førte Tilsyn med Stationen. Derfor gjorde man ogsaa her Dr. Nordentoft Uret ved ikke at ville anerkende ham som den virkelige Leder af Radiumstationen. Taleren vilde til Slut fraraade at vedtage Sygehusudvalgets Indstilling, da det let vilde kunne faa ret vidtrækkende Følger. K. Mousten hævdede, at Dr. Brammers Udtalelser var ganske ved Siden af. Da Byraadet vedtog at indrette Røntgenafdelingen, var Dr. Nordentoft slet ikke ansat, og længe før han tiltraadte Pladsen, forhandlede Udvalget med ham om Indretningen heraf, og han fik alt indrettet efter Ønske. Paa en Rejse i Tyskland skulde han se paa Instrumenter, men ikke købe nogen; alligevel købte han dem, og Byraadet gik velvilligt ind derpaa. Angaaende den omtalte Overenskomst underskrev Nordentoft denne midt i November Maaned, og 14 Dage efter klagede han til Byraadet herom. En saadan Mand var umulig at have med at gøre. Andr. Christensen gjorde opmærksom paa, at denne Sag ikke alene vedkom Lægerne, men ogsaa Byraadet. Forholdet var i Virkeligheden det, at Overlægerne ikke vilde respektere den Stilling, som Byraadet havde givet Dr. Nordentoft. Det afgørende var her Ansættelsesbrevet, hvori han udtrykkelig betegnes som Leder af Røntgenafdelingen og Radiumstationen for Jylland, og saa burde hans Stilling som Leder ikke kunne afkræftes af de øvrige Læger. Ifølge Ansættelsesbrevet brevet maatte han ogsaa være Medlem af Lægeraadet, og hvis man vilde holde ham udenfor, maatte det opfattes som Trakasserier. M. H. t. Radiumstationen kunde den gamle Overenskomst ikke mere gælde paa dette Punkt, efter at man havde ansat en anden Mand som Leder. Nordentoft havde Ansvaret for Behandlingen paa Afdelingen, men saa maatte han ogsaaa have det i Virkeligheden som Leder og som Medlem af Lægeraadet. Formanden spurgte, hvad der vilde ske, hvis Nordentoft blev opsagt fra sin Stilling. Dette dokument er fra Side 3 af 12

4 M. C. Falk holdt paa, at Byraadet maatte kunne kræve et godt Samarbejde mellem Byens Funktionærer, og et saadant var umuligt her, idet det allerede var kommet dertil, at hvis Overlægerne paabød en bestemt Behandling af en Patient, gjorde Nordentoft lige modsat, og et saadant Forhold var i Længden uholdbart. Taleren nævnede flere Eksempler paa Dr. Nordentofts mærkelige Behandling af Patienterne. I Byraadsberetningen stod Nordentoft anført som Læge ved Røntgenafdelingen og ikke som Overlæge, hvorfor han heller ikke kunde være Medlem af Lægeraadet. Taleren henstillede til Byraadet at tiltræde Sygehusudvalgets Indstilling eller ogsaa sende Nordentoft en Opsigelse; der skete næppe noget som helst derved. H. P. Christensen betonede, at det væsentligste maatte være et godt Samarbejde mellem Lægerne, og hvis de ikke kunde enes, maatte Byraadet skaffe andre Forhold paa Hospitalet, saa det blev betryggende for de Folk, der skulde behandles. Overlægerne maatte være mest kompetente til at bestemme Behandlingen af deres Patienter. Taleren vilde fraraade Udvalgets Forslag, saa hellere sige, at hvis Udvalget ikke kan skaffe ordnede Arbejdsforhold paa Hospitalet paa anden Maade, maa det afskedige Dr. Nordentoft. Formanden kunde ogsaa tænke sig, at Byraadet henstillede til Nordentoft at tage sin Afsked. K. Mousten fraraadede bestemt et anerkende Nordentoft som Leder, idet han var ganske umulig som saadan, og man saa slet ikke vidste, hvad der kunde ske. Andr. Christensen vidste ikke, om Dr. Nordentoft egnede sig til Leder, men saa længe han var ansat i Stillingen, maatte Byraadet for sin egen Værdigheds Skyld forlange denne Stilling respekteret af de øvrige Læger. Hvis det viste sig, at Samarbejde var umuligt, og at Nordentoft var Skyld deri, maatte han selvfølgelig fjernes. M. Brammer var nok bekendt med, at Dr. Nordentoft havde været taget med paa Raad angaaende Indretning af Afdelingen og Køb af Instrumenter, men naar der blev gjort Indstillinger til Byraadet om Anskaffelser eller Ansættelse af Medhjælpere ved hans Afdeling, behandledes det i Lægeraadet, uden at han var til Stede. Det var en ganske umulig Ordning, og Byraadet havde baade moralsk og juridisk Forpligtelse til at skaffe ham respekteret i den Stilling, hvor han var ansat. Den fremsatte Kritik af Nordentofts Behandling af Patienterne var ganske uholdbar og var blot et Led i Bestræbelserne for at samle Materiale mod ham. Der var absolut ikke nogen Grund for Dr. Nordentoft til at søge Dette dokument er fra Side 4 af 12

5 sin Afsked, selv om Byraadet henstillede dette til ham, men man kunde selvfølgelig afskedige ham, hvis man vilde tage Konsekvenserne heraf. M. Simonsen: Hvilke Konsekvenser? M. Brammer svarede, at der i denne Sag var Stof til et Sagsanlæg mod Byraadet og dernæst til Behandling for en kollegial Domstol. Endelig maatte man regne med Lægeforeningens Stilling til Sagen angaaende den fremtidige Besættelse af Pladsen. H. P. Salling hævdede, at Nordentofts Ansættelse fra først af var et Magtspørgsmaal fra hans Side, og han stillede straks saa store Krav, at Udvalget maatte nægte dem. Forholdet havde nu udviklet sig saaledes, at Samarbejde var umuligt mellem ham og Overlægerne, og det var meget uheldigt, eftersom denne Afdeling nødvendigvis krævede Samarbejde. Kom man ikke af med Nordentoft, betød det vist inden ret længe en Katastrofe for Hospitalet, og Taleren kunde godt slutte sig til Formandens Tanke, at rette en Henstilling til Nordentoft om at tage sin Afsked. K. Mousten indsaa ikke, hvad Nordentoft kunde sagsøge Byraadet for. Muligvis kunde Stillingen blive blokeret, hvilket' Taleren dog næppe troede. Marius Geertsen var klar over, at Nordentoft var vanskelig at arbejde sammen med. Selv om han var Leder, stod han under Byraadsudvalget; men naar han ikke vilde følge Udvalgets Forskrifter, og der ikke fandtes nogen Instruks, var det vist det bedste, om man kunde faa ham til at gaa sin Vej. Kjeld Sørensen mente, det havde været klogest, hvis man fra først af havde betragtet ham som Leder og givet ham Sæde i Lægeraadet, saa havde han faaet mere Ansvar. Nu var der maaske næppe andet at gøre end at afskedige ham; i hvert Fald maatte Forholdet forandres for Patienternes Skyld. Taleren anbefalede at lade Sagen gaa tilbage til Sygehusudvalget og lade dette forsøge paa at skaffe Ro enten paa den ene eller den anden Maade. A. Sneum sluttede sig til Kjeld Sørensens Forslag om at lade Udvalget forsøge at finde en Ordning. Der fandtes vel nok Fejl paa begge Sider, og det vilde sikkert være heldigst, hvis man kunde undgaa et saa agressivt Skridt som at give Manden hans Afsked. Formanden kunde godt slutte sig hertil. Sagen gik tilbage til Sygehusudvalget. Dette dokument er fra Side 5 af 12

6 Uddrag fra byrådsmødet den 5. januar side 6 Klik her for at åbne den oprindelige kilde Til første side (J. Nr ) Meddelelse fra Formanden angaaende Overlæge Nordentofts Sag. Formanden erindrede om denne Sags Behandling i sidste Møde, hvor den gik tilbage til Sygehusudvalget, og efter Henstilling fra dette var der fra Byraadskontoret sendt en Skrivelse til Dr. Nordentoft, hvori han anmodedes om at tilbagelevere sit Ansættelsesbrev for at det kunde blive rettet. Som Svar herpaa var der indløbet en længere Skrivelse fra Nordentoft. Taleren henstillede, at Sygehusudvalget behandler Sagen videre for at naa til et Resultat. Sagen gik til Sygehusudvalget. Uddrag fra byrådsmødet den 2. marts side 2 Klik her for at åbne den oprindelige kilde Til første side (J. Nr ) Indstilling fra Sygehusudvalget om Afskedigelse af Overlæge S. Nordentoft. Formanden meddelte, at Lægeforeningen havde nedsat et Udvalg, som havde forhandlet med Sygehusudvalget om Sagen, og fra nævnte Udvalg var kommet en Skrivelse, hvori Byraadet anmodes om at tage Sagen tilbage og forlænge Dr. Nordentofts Permission, idet Spørgsmaalet saa muligvis kunde løses saaledes, at Dr. Nordentoft søger sin Afsked. Taleren vilde i Henhold hertil foreslaa, at Sagen udgaar af Dagsordenen, og at Byraadet bemyndiger Sygehusudvalget til at forlænge Dr Nordentofts Permission paa ubestemt Tid. Tiltraadtes. Uddrag fra byrådsmødet den 16. marts side 2 Klik her for at åbne den oprindelige kilde Til første side (J. Nr ) Dette dokument er fra Side 6 af 12

7 Indstilling fra Sygehusudvalget om Afskedigelse af Dr. S. Nordentoft. Fra Lægeforeningens Mæglingsudvalg forelaa Forslag til Omordning af Forholdene ved Røntgenafdelingen. Fra Sygehusudvalget forelaa derefter følgende Indstilling: "Udvalget har ikke noget at indvende mod det fremsendte Forslag, men maa fastholde, at Dr. Nordentoft afskediges, og at det sker med 3 Maaneders Varsel inden Udgangen af indeværende Maaned til Fratrædelse den 30. Juni d. A. og med Permission til nævnte Dato." K. Mousten refererede Sagen. For en Tid siden fremkom en Skrivelse fra Dr. Nordentoft, hvori han forlangte, at Byraadet skulde foranledige, at han blev Eneleder af Røntgenstationen og Medlem af Lægeraadet. Udvalget mente ikke, han var berettiget dertil, selv om han i Opslaget blev kaldt Leder, men rent bortset derfra fandt man ham ganske uegnet dertil, hvorfor der maatte findes en anden Udvej. Det blev saa forlangt, at Nordentoft skulde sende sit Ansættelsesbrev tilbage og derefter ansættes paa ny i Henhold til Opslaget, men det nægtede han at gøre. Fra Lægeforeningens Side var der nedsat et Mæglingsudvalg til Forhandling om Spørgsmaalet, men samtidig fremkom Meddelelse fra Hospitalsinspektøren om, at Dr. Nordentoft i høj Grad blandede sin private Virksomhed sammen med den kommunale, skønt det tidligere bestemt var betydet ham, at man ikke vilde finde sig i noget saadant. Nordentoft blev saa tilsagt til et Møde og indrømmede her en Del af Ankerne, medens han i Begyndelsen nægtede andre og først indrømmede dem, efter at der var forelagt ham Beviser. Udvalget fandt Sagen saa alvorlig, at man stillede ham i Udsigt, at han maatte tage sin Afsked eller blive afskediget, og han fik saa foreløbig Permission. Udvalget var nu enigt om, at Byraadet maatte benytte sin Ret og afskedige ham med 3 Maaneders Varsel. Efter Forhandlingen med det omtalte Mæglingsudvalg, som blev gjort bekendt med Forholdene, maatte Udvalget antage, at Nordentoft vilde søge sin Afsked, men mærkeligt nok var man i den sidste Skrivelse gaaet bort derfra, antagelig fordi Nordentoft ikke vilde gaa sin Vej, og man foreslog nu at lave et helt nyt Regulativ med særlige Bestemmelser om Lægernes Kompetence. Udvalget havde intet imod at forhandle herom, men maatte fastholde sin Indstilling om Nordentofts Afskedigelse. Andr. Christensen kunde ikke følge Hr. Moustens Henstilling. Det var et Fejltrin fra Byraadets Side, hvis man nu afskedigede Dr. Nordentoft, og skulde det alligevel ske, Dette dokument er fra Side 7 af 12

8 maatte det kaldes en sørgelig Foreteelse, for saa vilde det sige, at Byraadet i denne Sag var blevet spillet paa Næsen af Hospitalets Overlæger. Sagen var nemlig, at fra det Øjeblik, Nordentoft blev ansat som Leder af Røntgenafdelingen og Radiumstationen, havde Overlægerne ikke villet respektere Byraadets Afgørelse, men havde sammen med Sygehusudvalget dennet et Tribunal og sammenrottet sig mod Nordentoft. At han udtrykkelig var ansat som Leder, kom man ikke udenom; det fremgik baade af hans Ansættelsesbrev, af de Forhandlinger, der gik forud, og tillige af Lægeraadets egne Publikationer. Naar man saa alligevel ikke vilde anerkende Manden som Leder, og han blev traadt paa Tæerne ved enhver Lejlighed, var det ikke underligt, om han kunde blive lidt ond; men alt det, der var hvirvlet op i Sagen, var alligevel kun Støv, som man ikke vilde tage Hensyn til, hvis der ikke var Strid i Forvejen. Taleren gennemgik de forskellige Klagepunkter og hævdede, at det hele kun drejede sig om Bagateller. Naar der nu fra Lægernes Mæglingsudvalg forelaa Forslag om et nyt Regulativ med bestemte Grænser for enhvers Ansvar, og baade Dr. Nordentoft og Dr. Strandgaard erklærede sig villige til at samarbejde under et saadant, burde Sagen i Virkeligheden være afgjort, og det tilmed paa en Maade, saa det kunde siges, at Lykken havde været bedre end Forstanden fra Udvalgets Side. Grundlaget for en Afskedigelse var saa spinkelt, at man maatte regne med ubehagelige Følger for Byen, hvis man fremtvang Afskedigelsen. Taleren vilde derfor foreslaa, at man foreløbig stiller Sagen i Bero, indtil det ny Regulativ foreligger. Formanden: Udtrykkene "Tribunal" og "Sammenrotning" kan ikke passere. K Mousten bemærkede, at Overretssagføreren udmærket forstod at gøre sort til hvidt, men det var jo hans Fag. Det var absolut ikke rigtigt, at Overlægerne fra første Færd havde traadt Nordentoft paa Tæerne; han var tværtimod blevet mødt med al mulig Forekommenhed, og hvorfor skulde der saa ikke tidligere have været noget i Vejen, da der jo havde været andre ansat i ganske samme Stilling. Men naar det var saaledes, faldt hele Overretssagførerens stolte Bygning i Grus, for den var bygget paa et falsk Grundlag. Formanden: Udtrykket "at gøre sort til hvidt" kan ikke passere. H. P. Christensen fandt det kedeligt at skulle foretage Afskedigelsen, men naar det viste sig, at et Samarbejde var blevet umuligt, maatte den, der havde Ansvaret, resolut hugge Knuden over og afskedige den, som bedst kunde undværes. Byraadet maatte ogsaa her have Ret til at afskedige en Mand, som ikke kunde samarbejde med andre, navnlig paa et Sted som Kommunehospitalet, hvor det var givet, at manglende Samarbejde mellem Dette dokument er fra Side 8 af 12

9 Lægerne vilde gaa ud over Patienterne, og deres Interesser maatte gaa foran Lægernes. Naar tillige Sygehusudvalget var fuldstændig enigt om Forslaget, burde Byraadet handle i Overensstemmelse hermed, og vilde saa Lægerne blokere Stillingen ved Hospitalet, maatte det blive paa deres eget Ansvar. M. Brammer fastslog, at Sygehusudvalgets Stilling i Sagen var den, at da det var lettere at afskedige Dr. Nordentoft end Overlægerne, skulde man gøre dette. Men det var en ganske forkert Betragtning, og det var i det hele taget sørgeligt, at et saadant Materiale kunde blive forelagt i Byraadet. Beskyldningen mod Dr. Nordentoft for at have brugt af Hospitalets Sager var nærmest latterlig; det maatte dog høre med til hans Stilling at udnytte denne rent videnskabeligt, og man kunde snarere have bebrejdet ham det modsatte. De øvrige Anklager var lige saa daarligt funderede. Angaaende de tidligere Forhold paa Hospitalet vilde Taleren dog minde om, at Læge Riis tog sin Afsked, og Læge Biering blev sindssyg efter 3 Maaneders Forløb. Det var ikke rigtigt, at Hospitalslægerne havde stillet sig imødekommende overfor Dr. Nordentoft. Først diskvalificerede Lægeraadet ham som Ansøger, men dette blev omstødt af Sundhedsstyrelsen, hvorefter Nordentoft blev ansat af Byraadet uden Afstemning; men fra første Færd mødte han Modstand fra en bestemt Side paa Hospitalet, og det fremgik ogsaa tydeligt nok af det foreliggende Materiale, hvem der dirigerede Aarhus Kommunehospital. Dr. Strandgaard erklærede, at der havde været et udmærket Samarbejde mellem ham og Nordentoft, saa han havde næppe nogen Skyld; nu foreslog man at løse Spørgsmaalet ved at afskedige Dr. Nordentoft, men den egentlige Anstifter lod man roligt blive siddende. Selvfølgelig var det ganske givet, at Nordentoft var ansat som Leder, men det var lige saa rigtigt, at man paa Hospitalet ikke havde villet respektere Byraadets Beslutning. Naar Lægeforeningen havde nedsat et Udvalg til at forhandle om Sagen, vilde det være klogt at følge dette Udvalgs Forslag i Stedet for at gaa til en Afskedigelse, for det var tvivlsomt, at Lægeforeningen vilde se roligt herpaa. I det hele taget havde man behandlet Dr Nordentoft meget daarligt, afholdt Forhør baade over ham og hans Personale, fjernet hans private Sager o. s. v, men Taleren havde undersøgt Forholdene og bl. a. talt med en af Klinikens Folk, og vedkommendes Forklaring var absolut i Nordentofts Favør. Skulde der endelig ryddes op, burde man opsige alle Lægerne, saa var man frit stillet og kunde faa en fast Ordning; med den nuværende Ordning blev der aldrig Ro paa Aarhus Kommunehospital. Formanden fandt det mærkeligt, at Dr. Brammer paatalte, at der var afholdt Forhør, naar han saa i samme Aandedræt meddelte, at han selv havde holdt Forhør deroppe. Hvad Dette dokument er fra Side 9 af 12

10 havde Læge Brammer at gøre der? Skulde man til at afholde Forhør i de andre Udvalgs Sager, blev det ikke rart at være Byraadsmedlem. Dr. Strandgaard havde ikke erklæret sig villig til at tiltræde den ny Ordning, men tværtimod forbeholdt sig sin Stilling. Taleren saa ikke anden Udvej til at faa Fred end den af Udvalget foreslaaede. Marius Geertsen antog ikke, at Borgmesteren havde taget fejl, da han udfærdigede Dr. Nordentofts Ansættelsesbrev, og Taleren vilde derfor nødig være med til at desavuere Borgmesteren. Derimod var der begaaet en Fejl ved, at man ikke havde givet Manden de Rettigheder, som fulgte med hans Stilling; det burde man gøre nu og saa se, hvorledes det vilde gaa. Gik det ikke alligevel, kunde Spørsmaalet jo tages op igen. M. C. Falk udtalte, at Sygehusudvalget havde handlet ud fra det Synspunkt, hvad der tjente Hospitalet bedst, og Overretssagførerens mange Ord og store Overlegenhed var noget ved Siden af; hans Indlæg var ikke særlig værdig for en saa klog Mand. Hvad Dr. Brammer angik, vidste Taleren ikke, om han havde et gammelt Mellemværende med Overlæge Rahlff; deres Mellemværender maatte de selv afgøre. Taleren gav derefter en Fremstilling af den før omtalte Forbrændingshistorie, som Dr. Brammer havde betegnet som en let Irritation; men det var intet mindre end en Ulykke, og naar Dr. Nordentoft her vilde givé Sygeplejérsken Skylden, vidnede det om en meget daarlig Karakter. Nordentofts Sammenblanding af Hospitalets og hans private Sager var gentagende blevet paatalt af Udvalget, men alligevel fortsatté han dermed, og det mest betegnende var, at han saa bagefter vilde lyve sig fra det. Der var paa Kommunehospitalet et udmærket Samarbejde mellem de to Overlæger og Udvalget, og det havde altid været Tilfseldet, indtil Dr. Nordentoft blev ansat; der var derfor ingen Tvivl om, hvor Skylden for de nuværende Forhold laa. Sygehusudvalget havde en Pligt til at skaffe Arbejdsro, og derfor var Udvalget ogsåa pligtigt til at forlange Uroén fjernet. Vald. Pedersen syntes ikke, det var smukt af Dr. Brammer saaledes at staa og sværte en af sine Kolleger; men Dr Brammer kendte jo vedkommende lige saa godt, da Nordentoft blev ansat, som nu, og maatte da vide, at et Samarbejde mellem dem var umuligt. Naar han saa alligevel dengang arbejdede saa kraftigt for Dr. Nordentofts Ansættelse, saa varetog han ikke Kommunens Interesser, men derimod Dr. Nordentofts og maaske Dr. Brammers egne. Hvis Dr. Brammer vilde være en ærlig Mand overfor Byraadet, saa maatte han indrømme, at dersom han og Lægeforeningen havde sat Hensynet til Patienterne og Forholdene paa Hospitalet over Hensynet til Lægerne, havde de ikke trumfet deres Vilje Dette dokument er fra Side 10 af 12

11 igennem derfor var Dr. Brammer speciel Anledning til hele Forholdet. Truslen om Blokade kunde man sikkert tage sig let; Der var næppe en By i Danmark, som ikke paa et eller andet Tidspunkt var truet af Lægeforeningen; denne Forening kendte absolut ikke sin egen Begrænsning. Andr. Christensen havde ofte beundret Hr. Falks Klogskab paa mange Omraader, men i den foreliggende Sag havde hans Klogskab svigtet ham Taleren syntes, at den af Hr. Mousten omtalte Imødekommenhed overfor Dr. Nordentoft var af en meget ejendommelig Art, naar man havde nægtet at anerkende hans ubestridelige Ret. Men det ene rigtige var nu at vente og se det ny Regulativ, og skulde Dr. Strandgaard saa vægre sig ved at fortsætte, skete der jo ingen Ulykke derved, idet saa Nordentoft blev Leder, som Byraadet netop fra først af havde bestemt. M. Brammer maatte hævde at være berettiget til at søge nærmere Oplysninger hos Personalet, idet adskillige af Anklagepunkterne var meget uklart fremstillede. Taleren beklagede, at Sagen ikke kunde drøftes rent sagligt, uden at man skulde beskyldes for at tage Stilling til den efter personlige Motiver. Der var saaledes sagt, at Taleren havde et gammelt Mellemværende med... Dr. Rahlff Formanden: Der blev ikke rettet en saadan Beskyldning. M. Brammer: Jo, jeg noterede det op med det samme. Formanden: Det blev ikke sagt paa den Maade. (Efter et yderligere Ordskifte fratog Formanden Taleren Ordet). H. P. Salling følte sig ilde berørt over den Maade, hvorpaa Overretssagfører Christensen havde omtalt Sygehusudvalget. Det var maaske god Tone mellem Jurister at bruge saa kraftige Udtryk, men det var pinligt at høre saadanne Udtalelser fremsat om Kolleger i Byraadet. Taleren mente i hvert Fald at have Forstand nok til at kunne danne sig et Billede af Dr. Nordentofts Færd fra første Begyndelse, og der var næppe Tvivl om, at hans Formaal med at søge Stillingen var at kunne bruge den som Reklame for sin egen private Forretning. Efter Ansættelsen stillede han straks saa store Krav til Udvidelser etc., at hvis man havde fulgt ham heri, var det blevet en Udgift paa mange Tusinde Kr. om Ugen. Historien fra Randers var ikke flatterende for Nordentoft, hvilket klart fremgik af Skrivelsen fra Overlægen der. Nordentoft kunde have sendt Patienten til København, hvis Hospitalet ikke havde tilstrækkeligt Materiale til Behandlingen, men i Stedet for henviste han ham til sin private Dette dokument er fra Side 11 af 12

12 Klinik paa St. Josephs Hospital. En lignende Historie havde man haft fra Horsens. Sagen angaaende Røntgenrøret var ogsaa lidet smigrende for ham, idet han faktisk her gjorde Forsøg paa at skaffe sig dette Apparat til privat Brug, men for Kommunens Regning, og det drejede sig dog om en Ting til 500 Kr. En saadan Forretningsførelse vilde Taleren ikke være med til at finde sig i, og det var særlig beklageligt, at Udvalget nu skulde høre ilde, fordi det krævede Ærlighed og Orden baade i stort og smaat. Af disse Grunde maatte Taleren stemme for Dr. Nordentofts Afskedigelse. H. P. Christensen syntes, der skulde en noget stærk Røst til at staa op her og forsvare saadanne Ting; de Medlemmer, som gjorde dette, maatte ikke have nogen særlig ømfindtlig Samvittighed. Andr. Christensen maatte i hvert Fald modsige den sidste Udtalelse. Taleren troede sikkert, at der for Overlægernes Vedkommende var Ijge saa megen Sammenblanding. Muligvis skete det med Udvalgets Billigelse, men saa var Udvalget heller ikke berettiget til at tage saa skarp Afstand herfra for andres Vedkommende. M. C. Falk havde ikke beskyldt Dr. Brammer for at have et gammelt Mellemværende med Dr. Rahlff, men blot udtalt en Formodning herom i Henhold til Dr. Brammers Udtalelser. Marius Geertsen bemærkede, at der efterhaanden var kommet flere Momenter frem i Sagen. Først drejede det sig om Umedgørlighed, saa om daarlig Behandling af Patienter, medens den sidste Beskyldning gik ud paa Uredelighed. Taleren vilde derfor spørge Udvalget, paa hvilket Grundlag Afskedigelsen skulde ske; det viide spille en Rolle for Talerens Stilling til Sagen. Formanden svarede hertil, at Sygehusudvalget havde stillet sig saa loyalt og hensynsfuldt overfor Dr. Nordentoft, at der slet ikke i Indstillingen var angivet Grunde for Afskedigelsen, idet man ikke dermed vilde skade ham i hans senere Stilling. Det øvrige var kun sagt i et lukket Møde og kunde ikke skade ham, hvis ikke Medlemmerne fortalte det. H. P. Christensen oplyste, at Hospitalskirurgerne havde særlige Rettigheder m. H. t. privat Praksis. Men Kærnepunktet i denne Sag var det, som Hr. Salling omtalte, og disse Handlinger talte for sig selv. Indstillingen vedtoges med 13 Stemmer mod 5. Dette dokument er fra Side 12 af 12