Fordeling og levevilkår

Transkript

1 Fordeling og levevilkår AErådet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd AErådet 1

2 2 Fordeling og levevilkår

3 Indholdsfortegnelse: Rapportens hovedresultater Udviklingen i indkomsterne... 5 Udviklingen i formuerne... 5 Indkomstmobilitet... 6 Boligens betydning for de økonomiske levevilkår... 6 Pensionisters indkomster og formuer... 8 Kapitel 1: Indkomst- og formuefordeling i 1990 erne 1. Indledning og sammenfatning Vækst i disponibel indkomst Udvikling i indkomstfordelingen Karakteristik af indkomstgrupper Formueudviklingen Indkomstmobilitet Kapitel 2: Den boligmæssige situation 1. Indledning og sammenfatning Indkomstudviklingen i de enkelte boligtyper Selvforsørgelsesgrader Indkomstfordelingen Formueudviklingen Beboersammensætning og betydningen for de disponible indkomster Kapitel 3: Pensionisters indkomster og formuer før og nu 1. Indledning og sammenfatning Pensionisternes økonomiske situation De fattigste folkepensionister De rigeste folkepensionister Formuefordelingen blandt pensionisterne Udviklingen i de økonomiske forhold AErådet 3

4 4 Fordeling og levevilkår

5 Rapportens hovedresultater AErådet ønsker med rapporten, Fordeling og levevilkår, at tage temperaturen på, hvordan danskernes indkomster, formuer og andre økonomisk relaterede levevilkår udvikler sig og ikke mindst, hvordan de er fordelt på forskellige befolkningsgrupper. Denne første udgave af Fordeling og levevilkår sætter fokus på fordelingen af og udviklingen i dels de disponible indkomster dvs. indkomsterne efter skat og dels i formuerne. Herudover sættes der fokus på, hvorledes den boligmæssige situation påvirker familiernes økonomiske vilkår. Endelig sættes der fokus på pensionisternes økonomiske situation. Udviklingen i indkomsterne På trods af lave lønstigninger i 1990 erne ja, faktisk de laveste lønstigninger siden 1950 erne så er de danske familiers købekraft steget pænt. I tiåret fra 1991 til 2001 er de disponible indkomster i gennemsnit steget med knap 2 procent om året, når der korrigeres for inflation. Det svarer til, at hver dansker ung som gammel havde knap kr. mere til forbrug i 2001 end i Hovedårsagen til stigningen i købekraften er, at produktiviteten er steget samtidig med, at inflationen har været lav. Dette har muliggjort de opnåede reallønsstigninger. Hertil kommer, at faldende rente og stigende boligformue har bidraget til stigende indkomster via stigninger i nettokapitalindkomsten (afkast af formue). Alle har dog ikke fået den samme stigning i forbrugsmulighederne. De fattigste 20 procent af befolkningen i det følgende benævnt lavindkomstgruppen - har oplevet en realvækst på i gennemsnit 1¼ procent om året fra 1991 til 2001, mens de rigeste 20 procent - i det følgende benævnt højindkomstgruppen - har oplevet en realvækst på 2¾ procent om året. I forhold til en situation med samme indkomstfremgang for alle svarer den faktiske indkomstudvikling til, at lavindkomstgruppen har mistet knap kr., mens højindkomstgruppen har fået yderligere kr. til forbrug i Indkomstfordelingen er således blevet mere ulige i tiårsperioden fra 1991 til I de erhvervsaktive aldersgrupper er der to hovedforklaringer på stigningen i uligheden. Kapitalindkomsten er blevet mere ulige fordelt. Og samtidig har afkastet af ejerbolig bidraget væsentligt til stigningen i uligheden. Det er således udviklingen i de formuerelaterede indkomster (som f.eks. renteindtægter, aktieafkast og afkast af ejerbolig), der er hovedforklaringen på den stigende uligheden igennem 1990 erne. Der er derimod intet, der peger på, at skattereformerne i 1993 og 1998 har medvirket til stigningen i uligheden tværtimod. Udviklingen i formuerne I perioden siden 1995 er familiernes nettoformue vokset væsentligt hurtigere end de disponible indkomster. Frem til 2001 er nettoformuen således steget med knap 70 procent, når der korrigeres for inflation. Til sammenligning steg de dispo- AErådet 5

6 nible indkomster med 13 procent, korrigeret for inflation. Det er stort set kun højindkomstgruppen, der har oplevet en vækst i formuen. I 2001 havde højindkomstgruppen således i gennemsnit oplevet en formuevækst på mere end ¼ mio. kr. sammenlignet med 1995, når der korrigeres for inflation, mens lavindkomstgruppen oplevede et lille fald i den reale nettoformue i perioden. Den ulige fordeling af formuevæksten er en af hovedforklaringerne på, at de disponible indkomster er blevet mere ulige fordelt i perioden. Den store betydning, formueudviklingen og udviklingen i kapitalindkomsten har haft for den stigende ulighed, sætter et kritisk lys på det forhold, at beskatningen af netop formue er blevet lempet. Hertil kommer det forhold, at beskatningen af boligformuen gradvist er blevet lempet de sidste par år og vil blive lempet yderligere i fremtiden som følge af regeringens skattestop, hvor ejendomsværdiskatten ligger fast målt i kroner og ører, selvom ejendomsværdierne stiger. De ulige forbrugsmuligheder, som de store formueforskelle skaber, sætter også et kritisk lys på, at det alene er indkomsten, der bruges som grundlag for udmålingen af de forskellige sociale ydelser. Indkomstmobilitet Det er ikke samme personer, der år efter år befinder sig i lav- og højindkomstgruppen. Af de årige, der tilhørte lavindkomstgruppen i 1996, er det således lidt under halvdelen, der har forladt lavindkomstgruppen i 2001, mens 55 procent fortsat tilhører lavindkomstgruppen i Chancen for at rykke ud af lavindkomstgruppen afhænger meget af personens herkomst. F.eks. er det kun godt 20 procent af indvandrerne fra mindre udviklede lande, der forlader lavindkomstgruppen i løbet af de fem år, mens det er omtrent halvdelen af danskerne. Blandt danskere har uddannelse en stor betydning for chancen for at forlade lavindkomstgruppen. Af danskere med en videregående uddannelse er det således 65 procent, der forlader lavindkomstgruppen i løbet af femårs perioden, mens det kun er knap 40 procent af de ufaglærte. Blandt indvandrere fra mindre udviklede lande spiller uddannelse imidlertid en væsentlig mindre rolle. For denne befolkningsgruppe er chancen for at forlade lavindkomstgruppen 22 procent for personer med en videregående uddannelse, mens den er 17 procent for ufaglærte. Det er positivt, at så mange af dem, der befinder sig i lavindkomstgruppen, er i stand til at arbejde sig ud af gruppen igen. Den vigtigste medicin i forhold til at mindske lavindkomstproblemet såvel i størrelse som i forhold til, at personer forbliver i lavindkomstgruppen synes at være investeringer i uddannelse. Dette gælder dog desværre ikke i forhold til indvandrere. Her optræder tilsyneladende et integrationsproblem, som ikke blot kan løses gennem øget uddannelse. Boligens betydning for de økonomiske levevilkår Den boligmæssige situation har haft afgørende betydning for familiernes økonomiske levevilkår op gennem 1990 erne. I tiåret fra 1991 til 2001 har de disponible indkomster således udviklet sig meget forskelligt blandt ejere og lejere. Boligejere har i gennemsnit oplevet en realvækst i de disponible indkomster på 2,2 6 Fordeling og levevilkår

7 procent om året, mens fremgangen i de disponible indkomster kun er 0,8 procent om året for lejere i almene boliger. Det skyldes primært, at lønindkomsten ikke er vokset så hurtigt for beboerne i den almene sektor. Herudover har rentefaldet i perioden bidraget til, at ejere har oplevet en større vækst i de disponible indkomster, idet renteudgifterne til boliglånene derved er faldet. Den langsommere vækst i indkomsterne i den almene sektor sammenlignet med øvrige boligtyper har betydet, at beboerne i den almene sektor i stigende grad koncentreres i den nederste del af indkomstfordelingen. Defineres lavindkomstgruppen som de 20 procent fattigste målt ved den disponible indkomst er andelen af de almene beboere, der tilhører lavindkomstgruppen, øget fra 25 procent til 35 procent i løbet af de sidste ti år. De fattigste 20 procent af beboerne i den almene sektor har ikke oplevet nogen realvækst i de disponible indkomster siden Den disponible indkomst, korrigeret for inflation, er kun steget med 0,1 procent om året i gennemsnit. Beboerne i den almene sektor har således stort set ikke fået forøget deres købekraft igennem tiåret fra , mens mange andre grupper har oplevet en mærkbar fremgang i deres købekraft. Overordnet set går udviklingen i de disponible indkomster i retning af, at forskellen mellem boligejere og lejere øges, men også indenfor de enkelte boligtyper øges uligheden, idet indkomstfremgangen har været størst blandt højindkomstgrupperne. I 2001 er den disponible indkomst blandt årige, der bor i ejerbolig, kr., mens den disponible indkomst blandt beboere i den almene sektor i gennemsnit er kr. Den disponible indkomst blandt boligejere er således 28 procent større end blandt beboere i almene boliger. Forskellene i de disponible indkomster mellem boligtyperne skyldes bl.a., at beboersammensætningen med hensyn til køn, alder, herkomst og uddannelse varierer meget mellem boligtyperne. F.eks. er indvandrere og ufaglærte overrepræsenteret i de almene boliger. Korrigeres de opgjorte disponible indkomster for disse beboermæssige variationer, reduceres forskellen i de disponible indkomster med omtrent 40 procent. I perioden 1991 til 2001 er overrepræsentationen af indvandrere og ufaglærte tiltaget i den almene sektor. Disse forskydninger er medvirkende til den relativt beskedne vækst i de disponible indkomster blandt beboerne i den almene sektor. Standardberegninger viser, at i størrelsesordenen en tredjedel af forskellen i væksten i de disponible indkomster mellem boligejere og lejerne i den almene sektor kan forklares med forskydninger i beboersammensætningen primært med hensyn til herkomst og uddannelse. Stigningen i nettoformuen i perioden 1995 til 2001 er tilfaldet boligejerne. Nettoformuen for boligejere er således steget med kr. i løbet af de seks år, når der korrigeres for inflation, mens beboere i den almene sektor ikke har oplevet en stigning i formuen i perioden. Baggrunden for den store forskel i formuevæksten mellem boligtyperne er først og fremmest, at det er stigningerne i boligpriserne, der har bidraget til den kraftige formuevækst i de senere år. AErådet 7

8 Samlet set tegner analyserne et billede af, at de økonomiske forskelle mellem ejere og lejere er øget op gennem 90 erne. Den almene sektor er i større og større udstrækning blevet hjemsted for de svageste befolkningsgrupper. Sektorens boligsociale betydning er med andre ord tiltaget op gennem 1990 erne. Denne udfordring for sektoren løser man ikke ved at sælge ud af de almene boliger. Det svarer til at give termometeret skylden for, at patienten er syg. Boligejerne har på sin side udsigt til fortsatte stigninger i formuen. Regeringens skattestop, som i realiteten indebærer stadig lavere boligbeskatning, vil således blive nedvæltet i boligpriserne og dermed indebære stigende boligformue. Pensionisters indkomster og formuer I medierne bliver pensionisterne ofte fremstillet som værende en stor og homogen befolkningsgruppe, hvor alle har de samme levevilkår og behov. Sandheden er imidlertid, at der blandt pensionisterne er lige så store forskelle, som der er blandt alle andre aldersgrupper i Danmark. Analysen af pensionisternes disponible indkomster viser godt nok, at der gennemsnitligt set ikke er store forskelle mellem de årige, de årige og dem over 75 år. En analyse af fordelingen af indkomsterne indenfor de tre grupper af pensionister viser imidlertid, at indkomsterne i de yngste grupper af pensionister er mere ulige fordelt end blandt de ældste pensionister. Hvor de 20 procent fattigste pensionister over 75 år har en disponibel indkomst, der udgør knap en tredjedel af den disponible indkomst for de 20 rigeste pensionister, har de 20 procent fattigste pensionister, der er mellem 67 og 75 år kun en disponibel indkomst, der er godt en fjerdedel af den disponible indkomst for de 20 procent rigeste pensionister i samme aldersgruppe. Knap en tredjedel af de årige pensionister har formuer på under kr. og en eventuel udbetaling fra ATP som eneste supplerende pensionsindkomst. Denne gruppe af pensionister betegnes som de fattigste pensionister, da de hverken har betydende supplerende pensionsindkomster eller en formue at nyde godt af. Modsat har knap 22 procent af de årige pensionister en privat pensionsudbetaling inklusiv ATP, der er større end folkepensionen. Denne gruppe af pensionister, hvis hovedindtægtskilde altså ikke er folkepension, betegnes som de rigeste af pensionisterne. Den fattigste gruppe adskiller sig markant sig fra de øvrige årige pensionister, når man ser på uddannelses- og boligsammensætning. Hvor det blandt de øvrige årige er under halvdelen, der er ufaglærte, er det i den fattigste gruppe over tre fjerdedele. Tilsvarende er andelen af de fattige årige pensionister, der bor i almene boliger, godt fire gange så høj som blandt de øvrige pensionister i aldersgruppen. Den rigeste gruppe af årige pensionister har i gennemsnit en privat pensionsudbetaling på kr. Det er mere end ti gange så meget som de øvrige 78 procent pensionister i aldersgruppen. Blandt de rigeste årige pensionister er der ca. 15 procent, der har formuer over 2 mio.kr. Den gennemsnitlige formue for disse pensionister er ca. 4 mio.kr. De 22 procent rigeste pensionister adskiller sig også fra de øvrige pensionister, når man ser på deres uddannelses- og boligsammensætning. Over ti procent af de rigeste pensionister har en lang videre- 8 Fordeling og levevilkår

9 gående uddannelse, mens det er under én procent af de øvrige årige pensionister, der har en lang videregående uddannelse. Blandt de rigeste pensionister er der endvidere langt flere, der bor i ejerbolig, end for de øvrige pensionister. Over tre fjerdedele af de rigeste pensionister bor således i ejerboliger, hvor det tilsvarende tal for de øvrige årige pensionister er under to tredjedele. Formueanalysen viser, at pensionisterne i ejerboliger har de største formuer, mens pensionisterne i almene boliger har de mindste formuer. Formuerne for pensionisterne i ejerboliger ligger således i gennemsnittet på knap kr., mens formuerne for pensionister i almene boliger i gennemsnit ligger på knap kr. altså omkring en sjettedel lavere. Udviklingen på arbejdsmarkedet med stigende grad af pensionsdækning har haft stor betydning for udviklingen i pensionisternes økonomiske forhold fra 1991 til Hvor det i 1991 var ca. 34 procent af de årige, der havde private pensionsudbetalinger, var dette tal steget til ca. 46 procent i Samtidig er forskellen mellem de fattigste og de rigeste pensionister blevet øget fra 1991 til En af forklaringerne på dette er, at stadig flere forlader arbejdsmarkedet med en god pensionsordning som supplerende indtægtsgrundlag. Dette gælder først og fremmest de højere uddannede. I løbet af 1990 erne er de supplerende pensionsordninger også blevet udbredt til LO-området. Der vil dog gå en årrække, før disse pensionsordninger vil udgøre et betydeligt supplement til folkepensionen. AErådet 9

10 Kapitel 1: Indkomst- og formuefordeling i 1990 erne 1. Indledning og sammenfatning I perioden 1991 til 2001 er de disponible indkomster i gennemsnit steget med 1,9 procent om året for hele befolkningen, når der er korrigeret for inflationsudviklingen. Det svarer til, at hver dansker ung som gammel har knap kr. mere til forbrug i 2001 i forhold til Den vigtigste drivkraft i indkomstudviklingen er, at produktiviteten er steget i perioden, hvilket har muliggjort reallønsstigninger. Hertil kommer, at nettokapitalindkomsten (afkast af formue) har bidraget til stigende indkomster i perioden bl.a. på grund af faldende rente og stigende boligformue. Indkomstfremgangen har imidlertid ikke været lige fordelt på alle befolkningsgrupper. De fattigste 20 procent af befolkningen (lavindkomstgruppen) har oplevet en realvækst på i gennemsnit 1¼ procent om året fra 1991 til 2001, mens de rigeste 20 procent (højindkomstgruppen) har oplevet en realvækst på 2¾ procent om året. I forhold til en situation med ensartet indkomstfremgang for alle svarer den faktiske indkomstudvikling til, at lavindkomstgruppen har mistet knap kr., mens højindkomstgruppen har fået yderligere kr. til forbrug i Indkomstfordelingen er således blevet mere ulige over tiårsperioden. Blandt de erhvervsaktive aldersgrupper er der to hovedforklaringer på stigningen i uligheden. Kapitalindkomsten er blevet mere ulige fordelt, ligesom afkastet af ejerbolig har bidraget væsentligt til stigningen i uligheden. Det er således udviklingen i de formuerelaterede indkomster (som f.eks. renteindtægter, aktieafkast og afkast af ejerbolig), der er hovedforklaringen på stigningen i uligheden. Der er således intet, der peger på, at skattereformerne i 1993 og 1998 har medvirket til stigningen i uligheden tværtimod. I perioden siden 1995 er familiernes nettoformue vokset væsentligt mere end de disponible indkomster. Frem til 2001 er nettoformuen således steget med knap 70 procent realt mod en stigning på 13 procent i de disponible indkomster. Det er stort set kun højindkomstgruppen, der har oplevet en vækst i formuen. I 2001 havde højindkomstgruppen således i gennemsnit oplevet en formuevækst på mere end ¼ mio. kr. siden 1995, mens lavindkomstgruppen oplevede et lille fald i nettoformuen i perioden. Den ulige fordeling af formuevæksten er en af hovedforklaringerne på, at de disponible indkomster er blevet mere ulige fordelt i perioden. Det er ikke samme personer, der år efter år befinder sig i lav- og højindkomstgruppen. Af de årige, der tilhørte lavindkomstgruppen i 1996, er det således lidt under halvdelen, der har forladt lavindkomstgruppen i 2001, mens 55 procent fortsat tilhører lavindkomstgruppen i Chancen for at rykke ud af lavindkomstgruppen afhænger meget af person- 10 Fordeling og levevilkår

11 ens herkomst. F.eks. er det kun godt 20 procent af indvandrerne fra mindre udviklede lande, der forlader lavindkomstgruppen i løbet af de fem år, mens det er omtrent halvdelen af danskerne. Blandt danskere har uddannelse en stor betydning for chancen for at forlade lavindkomstgruppen. Af danskere med en videregående uddannelse er det således 65 procent, der forlader lavindkomstgruppen i løbet af femårs perioden, mens det kun er knap 40 procent af de ufaglærte. Blandt indvandrere fra mindre udviklede lande spiller uddannelse imidlertid en væsentlig mindre rolle. For denne befolkningsgruppe er chancen for at forlade lavindkomstgruppen henholdsvis 22 procent for personer med en videregående uddannelse, mens den er 17 procent for ufaglærte. 2. Vækst i disponibel indkomst For befolkningen som helhed er de disponible indkomster dvs. indkomsterne efter skat i gennemsnit steget med 1,9 procent om året (realt) i perioden 1991 til 2001, jf. tabel 1. Det betyder, at alle danskere i gennemsnit i løbet af de ti år har knap kr. mere til forbrug i forhold til 1991 målt i 2001-priser. I perioden fra 1991 til 1993 var der stort set nulvækst i indkomsterne på grund af lavkonjunkturen, mens indkomstfremgangen har været relativ stor fra 1993 til Stigningen i de disponible indkomster er aftaget noget herefter. Analyserne af indkomstfordelingen tager i denne rapport udgangspunkt i de disponible indkomster, jf. boks 1. Som det fremgår af figur 1, har aldersgruppen år ikke oplevet nogen realvækst i de disponible indkomster tværtimod. Det skyldes langt overvejende, at andelen af unge, der er under uddannelse, er steget i perioden. Og da studerende normalt har relativt små indkomster, er det medvirkende til, at den gennemsnitlige indkomst for de unge ikke er steget så meget som for andre aldersgrupper. Gennemførelsen af unge-indsatsen i 1996 medførte en betydelig reduktion i understøttelsen til ledige under 25 år, hvilket kan have bidraget til den lave indkomstvækst blandt de unge både direkte i kraft af en lavere ydelser, men også indirekte ved at flere unge har valgt uddannelsesvejen. De årige er den aldersgruppe der har oplevet den største vækst i de disponible indkomster med en realvækst på mere end 2½ procent om året. Som det Tabel 1. Gennemsnitlig årlig realvækst i disponibel indkomst Gennemsnitlig årlig realvækst Disponibel indkomst Procent kr. Under 25 år -0,1 4,2 1,9 1,2 1,5 111, år 0,8 4,9 2,2 1,4 2,0 148, år 0,1 5,6 2,7 2,6 2,4 149,3 Over 66 år 1,3 1,4 1,8 1,5 1,6 119,6 Hele befolkningen 0,6 4,4 2,2 1,5 1,9 133,6 AErådet 11

12 Boks 1. Opgørelse af den disponible indkomst Igennem hele rapporten er det udviklingen i og fordelingen af den disponible indkomst, der er i fokus dvs. indkomsten efter skat. Konkret er den disponible indkomst beregnet som: Markedsindkomsten, dvs. lønindkomst, virksomhedsindkomst samt nettoudbetalinger fra pensionsordninger. + Overførselsindkomster, herunder dagpenge, efterløn, sociale pensioner mv. + Positiv nettokapitalindkomst som f.eks. renteindtægter - Negativ nettokapitalindkomst, som f.eks. renteudgifter + Beregnet afkast af ejerbolig, (4 pct. af ejendomsvurderingen) - Skatter, herunder indkomstskatter og arbejdsmarkedsbidrag. Bemærk at indirekte skatter som f.eks. moms og punktafgifter ikke er medregnet i den disponible indkomst. Baggrunden for, at der indgår et beregnet afkast af ejerbolig i den disponible indkomst, er, at boligejere besidder et formueaktiv i kraft af ejerboligen, som giver et afkast, der bestå i, at ejeren frit kan bo i ejendommen uden at betale husleje. I modsætning hertil skal lejere betale husleje ud af den disponible indkomst. For at gøre indkomsterne mellem ejere og lejere sammenlignelige beregnes derfor et såkaldt imputeret afkast af ejerboligen, som tillægges ejerens øvrige indkomster. Afkastet beregnes som 4 procent af den aktuelle ejendomsvurdering i hele perioden. Samme fremgangsmåde anvendes af Finansministeriet, jf. Fordeling og Incitamenter, juni For at kunne sammenligne de disponible indkomster mellem individer er det hensigtsmæssigt at korrigere indkomsterne for forskelle i familiernes størrelse og sammensætning. Det skyldes, at det er økonomisk fordelagtigt at bo i familier med mere end én voksen, fordi en række udgifter som f.eks. boligudgifter kan deles. De disponible indkomster er derfor korriget med den såkaldte ækvivalensfaktor der grundlæggende er et mål for hvor mange enlige voksne, en familie indkomstmæssigt svarer til. Ækvivalensfaktoren beregnes som (antal voksne) 0,8 +0,5*(antal børn) 0,8. En familie med to voksne uden børn har f.eks. en ækvivalensfaktor på 1,74. Den disponible indkomst for et familiemedlem beregnes som den samlede familieindkomst divideret med ækvivalensfaktoren. Alle familiemedlemmer herunder eventuelle børn får således tildelt samme disponible indkomst. I en familie med to voksne, der hver har en disponibel indkomst på henholdsvis og kr., vil de begge i fordelingsanalysen optræde med en disponibel indkomst på ( )/ 1,74 = kr. Den familiemæssige ækvivalering af indkomsterne medfører således en omfordeling indenfor familien. 12 Fordeling og levevilkår

13 Figur 1. Årlig realvækst i disponibel indkomst fordelt på alder, procent fremgår af tabel 2, er hovedforklaringen, at markedsindkomsten dvs. primært lønindkomsten er steget mere for denne aldersgruppe end blandt øvrige aldersgrupper. Derudover har det beregnede afkast af ejerboliger og positiv kapitalindkomst for de årige ligeledes bidraget til, at de disponible indkomster er vokset mere end for andre aldersgrupper. Baggrunden for, at markedsindkomsten i særlig grad er steget blandt de årige, er bl.a., at uddannelsesniveauet for denne aldersgruppe er steget betydeligt i Tabel 2. Bidrag til realvækst i disponibel indkomst Realvækst i indkomst-komponenter Bidrag til realvækst i disponibel indkomst år år Alle år år Alle Realvækst i procent Procent enhed Disponibel indkomst 1,6 2,7 1,9 1,6 2,7 1,9 - Markedsindkomst 0,9 2,5 1,4 1,4 3,0 1,8 - Positiv kapitalindkomst 2,1 4,5 2,5 0,1 0,5 0,2 - Negativ kapitalindkomst -3,7-1,2-2,7 0,9 0,2 0,5 - Afkast af ejerbolig 3,2 5,6 4,9 0,3 0,7 0,4 - Overførsler 0,5 0,3 1,0 0,1 0,1 0,3 - Skatter 1,4 2,6 2,0-0,9-1,7-1,2 Anm.: De første tre kolonner angiver realvæksten i de enkelte indkomstkomponenter og summer derfor ikke til væksten i den disponible indkomst. I de sidste tre kolonner dekomponeres væksten i den disponible indkomst i bidrag fra de enkelte indkomstkomponenter. De enkelte delbidrag fra indkomstkomponenterne er beregnet som væksten i indkomstkomponenten gange den andel, indkomstkomponenten udgjorde af den disponible indkomst i AErådet 13

14 Figur 2. Årlig realvækst i disponibel indkomst opdelt på indkomstgrupper, hele befolkningen, procent Fattigste 10 pct Rigeste 10 pct løbet af tiårs perioden. F.eks. er andelen af ufaglærte i aldersgruppen faldet fra 55 procent i 1991 til 40 procent i Hertil kommer, at beskæftigelsesfremgangen i anden halvdel af 90 erne specielt har gavnet personer i 50-års alderen. 3. Udvikling i indkomstfordelingen I løbet af de sidste ti år har væksten i de disponible indkomster været størst blandt de grupper, der har de højeste indkomster. Det fremgår af figur 2, der viser realvæksten i de disponible indkomster fra 1991 til 2001 opdelt på såkaldte indkomstdeciler. Længst til højre i figuren optræder de ti procent af befolkningen, der har de højester indkomster, mens de 10 procent fattigste optræder i søjlerne længst til venstre. Som det fremgår, er de disponible indkomster vokset med over 3 procent om året blandt de rigeste i perioden, mens realvæksten for de fattigste er under 1½ procent i gennemsnit om året. I det følgende inddeles befolkningen i en lavindkomstgruppe, der består af de 20 procent fattigste (søjle 1 og 2 i figur 2) og en højindkomstgruppe bestående af de 20 procent rigeste (søjle 9 og 10 i figur 2). De øvrige 60 procent af befolkningen benævnes i det følgende mellemindkomstgruppen. Tabel 3. Hypotetisk ændring i disponibel indkomst hvis realvæksten for alle indkomstgrupper var den samme, år Over 66 år Hele befolkningen kr. Lavindkomst 6,1 3,8 4,7 Mellemindkomst 4,5 2,1 4,1 Højindkomst -19,7-10,2-17,0 14 Fordeling og levevilkår

15 Boks 2. Årlig udvikling i disponible indkomster 1991 til 2001 opdelt på indkomstgrupper Blandt de årige har realvæksten fra 1991 til 1993 for alle indkomstgruppe været meget moderat. Det skal bl.a. ses i lyset af lavkonjunkturen i starten af 90 erne. I 1994 øges de disponible indkomster derimod forholdsvis kraftigt primært blandt lavindkomstgruppen, jf. figur B1. Det skal bl.a. ses i lyset af skattereformen fra 1994, der delvist var underfinansieret og samtidig indebar en omlægning fra indkomstbeskatning til grønne afgifter (medgår ikke i beregningen af den disponible indkomst). Hertil kommer, at omlægninger af kontanthjælpssystemet samt indførelsen af orlovsordninger kan spille en rolle. Efter 1994 har der kun været en meget begrænset realvækst blandt årige i lavindkomstgruppen og fra 1998 er de disponible indkomster kun lige fulgt med inflationen for denne gruppe. For personer over 66 år har udviklingen i de disponible indkomster samlet set været mere jævn i de seneste ti år, og forskellene mellem udviklingen for høj- og lavindkomstgruppen er knap så stor som blandt de erhvervsaktive aldersgrupper. Figur B1. Realvækst i disponibel indkomst, år, indeks (1991=100) Figur B2. Realvækst i disponibel indkomst, over 66 år, indeks(1991=100) Lavindkomst Mellemindkomst Højindkomst Lavindkomst Mellemindkomst Højindkomst For at illustrere hvor meget, forskellene i indkomstudviklingen har betydet for de enkelte indkomstgrupper, er i tabel 3 beregnet hvor meget, den disponible indkomst i 2001 ville være steget/faldet med i en situation hvor indkomstfremgangen var fordelt ligeligt på alle indkomstgrupper rig som fattig. En ligeligt fordelt indkomstfremgang siden 1991 ville have givet personer i lavindkomstgruppen knap kr. mere om året, mens personer med de højeste indkomster ville have haft kr. mindre til forbrug om året. Blandt de erhvervsaktive aldersgrupper er de beløbsmæssige forskelle endnu større. Personer i lavindkomstgruppen i alderen år ville f.eks. have haft mere end kr. til forbrug pr. person ved en ensartet indkomstudvikling blandt de årige. I boks 2 er den reale udvikling i de disponible indkomster for de enkelte indkomstgrupper belyst. AErådet 15

16 Figur 3. Udviklingen uligheden i de disponible indkomster, procent over 66 Hele befolkningen Anm.: Ginikoefficienten er benyttet som mål for uligheden i fordelingen af de disponible indkomster. Udviklingen i indkomstfordelingen kan beregningsmæssigt sammenfattes i et overordnet ulighedsmål. I figur 3 er genikoefficienten benyttet som mål for uligheden. Genikoefficienten er grundlæggende et indeks mellem 0 og 100 hvis indekset er 0 svarer det til, at alle personer har samme indkomstsniveau, mens en genikoefficient på 100 svarer til, at hele indkomstmassen er koncentreret hos en enkelt person. En stigning i ginikoefficienten svarer således til, at indkomstfordelingen er blevet mere ulige. I figur 3 ses, at gini-koefficienten er steget i perioden 1995 til De disponible indkomster er således mere ulige fordelt i 2001 end i Den stigende indkomstmæssige ulighed har både fundet sted indenfor de erhvervsaktive aldersgrupper og blandt pensionisterne. Tabel 4. Bidrag til ændringer i ulighed, år Over 66 år Hele befolkningen Procent Ulighedsindeks ,4 20,3 23,0 Ulighedsindeks ,1 17,8 20,0 Ændring 3,3 2,5 3,0 - Markedsindkomst 0,1 0,7 0,2 - Overførsler 1,0-1,6 0,2 - Beregnet afkast af ejerbolig 1,2 2,2 1,4 - Positiv kapitalindkomst 2,5-0,8 2,2 - Negativ kapitalindkomst 0,2 0,5 0,4 - Direkte skatter -1,8 1,4-1,4 Anm.: Se boks 3 for en beskrivelse af beregningsmetoden. 16 Fordeling og levevilkår

17 Boks 3. Beregning af bidrag til ændring i indkomstulighed For at belyse hvorledes de enkelte indkomstkomponenter har bidraget til at øge eller reducere indkomstuligheden, er i tabel 4 foretaget en dekomponering af ændringer i gini-koefficienten på de overordnede indkomstkomponenter. Beregningen af de enkelte bidrag til gini-koefficienten i et givet år kan illustreres ud fra følgende: G d = a p (P/D) + a o (O/D) + a s (-S/D) hvor G er gini-koefficienten for den disponible indkomst, P er private indkomster, O er overførsler og S er skatter. Koefficienterne a p, a o, a s er de såkaldte koncentrationsindeks for de enkelte indkomstkomponenter og er grundlæggende et mål for den marginale fordelingsprofil for indkomstkomponenterne. Bidraget til ginikoefficienten fra en specifik indkomstkomponent beregnes således som koncentrationsindekset gange den andel, den pågældende indkomstkomponent udgør af den disponible indkomst. Indkomster, der kun vægter meget lidt (f.eks. SU for pensionister), påvirker således ikke ginikoefficienten. Ændringer i en indkomstkomponents bidrag til uligheden (som de er angivet i tabel 4) kan således enten skyldes, at indkomstprofilen for den pågældende indkomstkomponent er ændret og/eller at indkomstkomponentens andel af den disponible indkomst er faldet eller steget i perioden. Der er overordnet set to hovedforklaringer på den stigende ulighed blandt de erhvervsaktive. For det første er det beregnede afkast af ejerboliger fortrinsvis kommet de højtlønnede til gode. Det skyldes bl.a., at andelen af boligejere er markant højere blandt højindkomstgruppen end i lavindkomstgruppen, hvorved stigningen i boligpriserne (og dermed det beregnede afkast af ejerboligen) er størst blandt højindkomstgruppen, jf. tabel 4 og boks 3. For det andet er kapitalindkomsten i perioden 1995 til 2001 blevet mere ulige fordelt. Som det fremgår af tabel 4 i søjlen for de årige er det primært positiv nettokapitalindkomst, der er blevet mere ulige fordelt. Det skyldes formentlig bl.a., at det langt overvejende er højindkomstgruppen, der har haft gavn af de markante kursstigninger på aktiemarkederne i anden halvdel af 90 erne. Derimod har udviklingen i markedsindkomsterne ikke bidraget til større ulighed blandt de erhvervsaktive, og skatterne har isoleret set bidraget til at mindske uligheden i perioden. Der er således intet, der tyder på, at det er de gennemførte skattereformer i 1993 og 1998, der har skabt den stigende indkomstmæssige ulighed. Beregninger fra Finansministeriet peger da også på, at skattereformerne tværtimod har haft en indkomstprofil, der mindskede den indkomstmæssige ulighed i samfundet i perioden, jf. Finansredegørelse 98/ 99. Baggrunden for, at overførselsindkomsterne isoleret set har bidraget til en stigning i uligheden, er, at overførselsindkomsterne udgør en mindre del af den disponible indkomst i 2001 end i 1995 primært pga. faldet i ledigheden. Det er således et resultat af, at overførselsindkomsterne vægter mindre i det samlede indkomstregnskab i AErådet 17

18 Sammenfattende er stigningen i den indkomstmæssige ulighed blandt de årige således langt overvejende et resultat af, at det fortrinsvis er de højestlønnede, der har oplevet en stigning i formuen og dermed i afkast af formuen. Det er gældende både for boligformue og likvid formue, herunder værdipapirer, jf. afsnit 5. Hertil kommer, at afskaffelsen af formueskatten med udgangen af 1996 ligeledes har bidraget til stigningen i uligheden. Blandt pensionisterne har udviklingen i det beregnede afkast af ejerbolig ligeledes bidraget til større ulighed ligesom for de erhvervsaktive. Hertil kommer, at udviklingen i markedsindkomsterne har bidraget til at øge uligheden. Det skyldes formentlig bl.a., at pensionisternes indkomster fra private og arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger er blevet mere skævt fordelt i perioden. I boks 4 er bidragene til ændringerne i indkomstuligheden fra overførsler og skatter analyseret nærmere. Den indkomstmæssige ulighed blandt de erhvervsaktive er lidt større end blandt pensionisterne i Det dækker over en række modsatrettede forhold, når man ser på de enkelte indkomstkomponenter. Markedsindkomsten bidrager isoleret set til en større ulighed blandt de erhvervsaktive end blandt pensionisterne. Selve markedsindkomsterne (herunder f.eks. lønindkomst og private pensionsudbetalinger) er imidlertid mere ulige fordelt blandt pensionisterne, men da markedsindkomsten for pensionister i gennemsnit udgør en væsentlig mindre andel af den disponible indkomst sammenlignet med de erhvervsaktive, er det samlede ulighedsbidrag fra markedsindkomsten mindre for pensionisterne, jf. tabel 5. Overførselsindkomsterne er væsentligt mere omfordelende blandt de erhvervsaktive end blandt pensionister. Det skyldes primært, at stort set alle folkepensionister er berettiget til folkepensionens grundbeløb og derfor bliver udbetalt til både rige og fattige pensionister. På trods af, at overførselsindkomsterne for de erhvervsaktive udgør en væsentlig mindre andel af den disponible indkomst end blandt pensionisterne bidrager overførselsindkomsterne for de erhvervsaktive sam- Tabel 5. Bidrag til uligheden i de disponible indkomster år Over 66 år Koncentrations- Bidrag til gini- Koncentrations- Bidrag til giniindeks koefficient indeks koefficient Procent Disponibel indkomst - 21,4-20,3 - Markedsindkomst 30,4 45,1 63,3 28,4 - Overførsler -33,5-5,9-4,7-3,7 - Afkast af ejerboliger 31,4 2,9 33,9 4,0 - Positiv kapitalindkomst 75,1 3,9 63,2 8,1 - Negativ kap. indkomst 17,6-2,5 17,0-0,7 - Pensionsindbetalinger 40,5-1,2 47,6-0,5 - Skatter 32,8-20,9 35,4-15,2 Anm. Se boks 3 for en beskrivelse af metoden til dekomponering af ginikoefficienten. 18 Fordeling og levevilkår

19 Boks 4. Bidrag til ændring i indkomstulighed for pensionister fra overførselsindkomster og skatter Som det fremgår af tabel 4, bidrager udviklingen i overførselsindkomsterne til, at uligheden er blevet reduceret i perioden for pensionister. Det viser sig, at det primært er udviklingen i folkepension og boligydelse, der har bidraget hertil. Af det samlede fald i gini-koefficienten på 1,6 pct. enhed fra overførsler kan folkepensionen forklarer minus 1,0 pct. enhed, mens boligydelsen kan forklare minus 0,8 pct. enhed. Som det fremgår af tabel B1, dækker bidraget fra folkepension over to modsatrettede forhold. For der første er koncentrationsindekset blevet mere negativt i perioden svarende til, at folkepension (på marginalen) har en mere omfordelende fordelingsprofil i 2001 sammenholdt med Det skyldes bl.a., at andelen af pensionister, der er berettiget til (fuldt) pensionstillæg, er reduceres i takt med, at udbetalinger fra private pensionsordninger øges. I modsat retning trækker, at folkepensionens andel af den disponible indkomst er reduceret med 10 pct. enhed i perioden. Den førstnævnte effekt er imidlertid dominerende. Boligydelsen bidrager isoleret set til, at uligheden (målt ved ginikoefficienten) reduceres med 0,8 pct. enhed. Som det fremgår af tabel B1, er det udviklingen i koncentrationsindekset, der har bidraget til faldet, idet indekset er reduceret fra 13 pct. enhed til 0 pct. enhed i perioden svarende til, at boligydelsen på marginalen er mere lighedsskabende i 2001 sammenholdt med Det er bemærkelsesværdigt, at koncentrationsindekset for boligydelsen har været positiv i det meste af perioden 1995 til 2001, idet det i princippet svarer til, at boligydelsen på marginalen har bidraget til at øge uligheden i de disponible indkomster. Der er dog ingen tvivl om, at boligydelsen samlet set bidrager til en væsentlig mere lige indkomstfordeling. Det understreger, at det er vigtigt at skelne mellem de samlede og den marginale fordelingsvirkninger af de enkelte indkomstkomponenter specielt når den pågældende indkomstkomponent udgør en stor del af den disponible indkomst. Tabel B1. Dekomponering af bidrag til ginikoefficient fra folkepension og boligydelse Ændring Folkepension Procent Pct. enhed Koncentrationsindeks -4,1-4,3-5,0-5,6-5,9-6,0-6,2-2,1 Andel af disp. indkomst 79,2 78,1 74,3 72,4 71,3 68,8 69,2-10,0 Bidrag til ginikoefficient -3,3-3,3-3,7-4,1-4,2-4,1-4,3-1,0 Boligydelse Koncentrationsindeks 13,1 10,2 8,0 5,7 4,6-0,1 0,0-13,1 Andel af disp. indkomst 5,9 5,9 5,8 5,9 5,6 5,4 5,3-0,6 Bidrag til ginikoefficient 0,8 0,6 0,5 0,3 0,3 0,0 0,0-0,8 AErådet 19

20 Som det fremgår af tabel 4, har udviklingen i skatterne isoleret set bidraget til, at uligheden er tiltaget i perioden 1995 til 2001 for pensionister. Det er umiddelbart en overraskende tendens, bl.a. set i lyset af, at skatterne for de erhvervsaktive har bidraget til større lighed i perioden. Finansministeriet har i rapporten Fordeling og incitamenter, juni 2002, observeret samme tendens for pensionisterne. En nærmere analyse af de enkelte skatters bidrag til ginikoefficienten viser, at det hovedsageligt er udviklingen i bundskatten, der (isoleret set) har bidraget til større ulighed i Det skyldes, at reduktionen i bundskattesatsen fra 13 pct. i 1995 til 6¼ pct. har betydet, at denne skattekomponent er mindre omfordelende i 2001 (sammenholdt med 1995), idet bundskatten udgør en lavere andel af den disponible indkomst i For de øvrige skatter er der ikke nogen markante udviklingstendenser, der kan bidrage til at forklare ændringen. let set til en større grad af omfordeling end blandt pensionister. Afkastet af ejerboliger og positiv kapitalindkomst bidrager isoleret set til en større ulighed blandt pensionisterne end blandt de erhvervsaktive. Det skyldes primært, at disse indkomstkomponenter udgør en større andel af den disponible indkomst blandt pensionisterne. 4. Karakteristik af indkomstgrupper En række forhold som f.eks. etnisk herkomst og uddannelse har betydning for størrelsen af den disponible indkomst. I det følgende vil disse sammenhænge blive belyst. Etnisk herkomst Den etniske baggrund viser sig at have stor betydning for placeringen i indkomstfordelingen. Blandt indvandrere fra mindre udviklede lande tilhører over 60 procent lavindkomstgruppen, mens det kun er 17 procent af danskerne, der tilhører denne gruppe, jf. tabel 6. Hovedforklaringen på den markante overrepræsentation af indvandrere i lavindkomstgruppen er den ringe integration af indvandrere på arbejdsmarkedet. Hertil kommer, at de indvandrere, der er i beskæftigelse, har lavere lønninger sammenlignet med danskere. Indvandrere fra mere udviklede lande er ligeledes overrepræsenteret i lavindkomstgruppen, men langt fra så markant som blandt indvandrere fra mindre udviklede lande. Denne forskel mellem de to indvandrergrupper afspejler først og fremmest forskellige grader af integration på arbejdsmarkedet. I løbet af 90 erne har overrepræsentationen af indvandrere fra mindre udviklede lande i lavindkomstgruppen været svagt stigende, når alle aldersgrupper ses under ét. I den erhvervsaktive aldersgruppe er overrepræsentationen imidlertid aftaget svagt siden 1996, jf. figur 4. Det skyldes bl.a., at ledigheden er faldet forholdsvist kraftigt for indvandrere. Derimod har der igennem de seneste ti år været en tendens til, at overrepræsentationen af ældre indvandrere i lavindkomstgruppen er tiltaget. En af forklaringerne på det er uden tvivl, at blandt de nye pensionister (67 årige) har indvandrere ikke i samme grad som danskere supplerende indtægter fra pensionsudbetalinger. Desuden er ikke alle indvan- 20 Fordeling og levevilkår

21 Tabel 6. Fordeling på indkomstgrupper opdelt på herkomst, 2001, hele befolkningen Disponible indkomst Lavindkomst Middelindk. Højindkomst I alt Gennemsnit Årlig vækst Procent kr. Procent Danskere ,2 2,0 Indvandrere fra mere udv. lande ,2 1,1 Indvandrere fra mindre udv. lande ,9 1,3 Efterkommere ,6 0,9 I alt ,6 1,9 Anm.: Hovedparten af efterkommere er under 18 år og er hjemmeboende børn. Med familieækvivaleringen af indkomsterne afspejler fordelingen for efterkommere hovedsageligt indkomstforholdene for forældrene. drere berettiget til fuld folkepension, idet pensionen afhænger af hvor mange år, man har boet i Danmark. Baggrunden for den relativt lave udbetaling fra pensionsordninger blandt indvandrere er for det første den lave erhvervsdeltagelse blandt indvandrere. For det andet har der på de typiske ansættelsesområder for indvandrere kun i begrænset omfang været aftaler om indbetalinger til arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger. For det tredje spiller det en rolle, at mange indvandrere ikke har haft et helt arbejdsliv i Danmark. Figur 4. Overrepræsentation af indvandrere i lavindkomstgruppen, alle aldersgrupper, procent år over 66 år Alle aldersgrupper AErådet 21

22 Tabel 7. Indkomstgrupper opdelt på uddannelse i 2001, år Disponible indkomst Lav-indkomst Middelindk. Højindkomst I alt Gennemsnit Årlig vækst Procent kr. Procent Ufaglært ,6 Faglært ,8 Kort videreg. udd ,0 Mellem videreg. udd ,8 Lang videreg. udd ,2 I alt ,0 Uddannelse Uddannelse spiller - ikke uventet ligeledes en stor rolle for indkomstfordelingen. Som det fremgår af tabel 7, er personer med en lang videregående uddannelse kraftigt overrepræsenteret i højindkomstgruppen. Mens det samlet set er 20 procent af de erhvervsaktive, der er i højindkomstgruppen, er det 43 procent af personer med en lang videregående uddannelse, der tilhører denne gruppe. I den modsatte ende af uddannelsesspektret er det knap en tredjedel af de ufaglærte, der tilhører lavindkomstgruppen. Den store overrepræsentation af ufaglærte i lavindkomstgruppen skyldes for det første, at en relativ stor del af de ufaglærte ikke er i beskæftigelse. Hertil kommer, at lønniveauet for beskæftigede ufaglærte er lavere end blandt beskæftigede med en kompetencegivende uddannelse. Figur 5. Overrepræsentation af ufaglærte i lavindkomstgruppen, år, procent Fordeling og levevilkår

23 Figur 6. Arbejdsmarkedstilknytning for lavindkomstgruppen i 2001, år, procent Beskæftiget Ledig, aktivering Uddannelse Kontanthjælp Førtidspension og revalidering Øvrige Anm.: Arbejdsmarkedstilknytningen er baseret på registreringer i den Registerbaserede ArbejdsstyrkeStatistik (RAS). Dog er alle personer, der er indskrevet på et officielt studie, kategoriseret som uddannelsessøgende. I første halvdel af 90 erne er overrepræsentationen af ufaglærte i lavindkomstgruppen tiltaget, mens overrepræsentationen i anden halvdel af 90 erne stort set har været konstant, jf. figur 5. Socioøkonomisk fordeling af lavindkomstgruppen Lidt under halvdelen af lavindkomstgruppen består af beskæftigede personer, mens 15 procent af lavindkomstgruppen er under uddannelse, jf. figur 6. De resterende 38 procent i lavindkomstgruppen består fortrinsvis af personer, der modtager overførselsindkomster, herunder dagpenge, kontanthjælp, revalidering og førtidspension. At knap 50 procent af lavindkomstgruppen består af beskæftigede personer, kan umiddelbart forekomme som en overraskende stor andel. Det skal dog bemærkes, at der kun skal mindst 80 timers beskæftigelse til i løbet af ét år for, at en person karakteriseres som beskæftiget. Det må derfor forventes, at en del af de beskæftigede kun har et begrænset beskæftigelsesomfang. Hertil kommer, at omfordelingen af den disponible indkomst indenfor familien betyder, at en person med beskæftigelse kan blive trukket ned i indkomstfordelingen, hvis den samboende f.eks. er hjemmegående eller modtager overførselsindkomst. Se evt. boks 1 for en beskrivelse af, hvordan de disponible indkomster er fordelt indenfor familien. Medlemskab af A-kasser Indkomstsammensætningen indenfor de enkelte hovedforbund (opdelt efter A- kasser) afspejler også de uddannelsesmæssige forskelle, der er belyst ovenfor. Med en meget stor andel ufaglærte og faglærte i LO er det derfor ikke overraskende, at andelen af LO ere, der tilhører lavindkomstgruppen, er markant højere end blandt de andre hovedorganisationer (AC og FTF). Som det fremgår af tabel 8, AErådet 23

24 Tabel 8. Indkomstgrupper opdelt på A-kasser i 2001, år Disponible indkomst Lavindkomst Middelindk. Højindkomst I alt Gennemsnit Årlig vækst Procent kr. Procent LO ,6 FTF ,8 AC ,4 Lederne ,3 Selvstændige ,7 Ej forsikrede i arb. styrken ,6 Udenfor arb.styrken ,1 Alle årige ,0 Anm.: I lovmodellen foreligger der ikke oplysninger om hvilket forbund, personerne evt. er organiseret i. Derimod er der oplysninger om A-kassemedlemsskab, og det er denne oplysning, der ligger til grund for opdelingen. er det 13 procent af LO erne, der tilhører lavindkomstgruppen, mens kun 6 procent af AC erne tilhører gruppen med de laveste disponible indkomster. Som det fremgår af tabellen, adskiller indkomstfordelingen for de selvstændige og ikke-forsikrede i arbejdsstyrken sig markant fra hovedparten af de øvrige grupper. For de øvrige grupper (f.eks. Lederne og AC) er indkomstfordelingen enten venstre- eller højreskæv svarende til, at indkomsterne er koncentreret enten i den lave eller den høje ende af indkomstfordelingen. For såvel de selvstændige som for ikke-forsikrede personer er indkomstfordelingen mere flad i den forstand, at disse grupper både er overrepræsenteret i lavindkomstgruppen og i højindkomstgruppen. For de selvstændige er forklaringen, at det er en meget sammensat gruppe, der både består af virksomhedsejere med mange ansatte og små selvstændigt erhvervsdrivende. Tilsvarende er de ikke-forsikrede ligeledes en sammensat gruppe, der groft kan karakteriseres ved to persongrupper. Den første gruppe består af personer med en meget svag tilknytning til arbejdsmarkedet, herunder personer der er faldet ud af dagpengesystemet. Den anden gruppe består af meget ressourcestærke personer, der anser deres ledighedsrisiko for meget beskeden og derfor vælger ikke at forsikre sig i en A-kasse. Siden 1996 har væksten i den disponible indkomst været størst for gruppen af ikke-forsikrede i arbejdsstyrken. Sammenlignet med LO erne har den årlige realvækst for denne gruppe i gennemsnit været 1 procent enhed større. En af forklaringerne på den relativt høje realvækst for de ikke-forsikrede er formentlig, at en del ressourcestærke personer i højkonjunkturperioden har valgt ikke at forsikre sig, fordi ledighedsrisikoen har været betragtet som meget lille. Da disse personer typisk har en høj indkomst, bidrager det til, at væksten øges for gruppen af ikke-forsikrede. I perioden er andelen af de ikke-forsikrede, der har en videregående uddannelse, øget fra 9 procent 24 Fordeling og levevilkår

25 Tabel 9. Indkomstgrupper opdelt på forbund under LO i 2001, år Disponible indkomst Lav-indkomst Middelindk. Højindkomst I alt Gennemsnit Årlig vækst Procent kr. Procent HK ,8 SID ,6 FOA ,7 Metal ,4 KAD ,0 TIB ,5 Stats- og tele ,6 NNF ,8 Teknikerne ,2 Pædagogmedhjælpere ,9 Socialpædagoger ,7 Funktionærer ,8 Elfaget ,9 Restauration ,7 Malerfaget ,0 Blik og Rør ,9 LO ,6 Alle årige ,0 til 13 procent, hvilket understøtter denne forklaring. Andelen af LO ere, der tilhører lavindkomstgruppen på 13 procent, dækker over en betydelig variation mellem de enkelte forbund under LO. F.eks. tilhører henholdsvis 16 og 18 procent af medlemmerne i SID og KAD lavindkomstgruppen, mens det indenfor Elfaget og blandt Teknikerne kun er henholdsvis 6 og 8 procent, der tilhører gruppen med de laveste indkomster. jf. tabel 9. Blandt pædagogmedhjælpere og indenfor restauration tilhører omtrent 25 procent gruppen med de laveste indkomster. Den meget høje andel for disse forbud skyldes formentlig, at omfanget af deltidsarbejde er forholdsvist stort i disse forbund. 5. Formueudviklingen I perioden fra 1995 til 2001 er den gennemsnitlige nettoformue dvs. formue fratrukket gæld - steget fra kr. til kr. pr. person i 2001-priser. Det svarer til en gennemsnitlig årlig realvækst på godt 9 procent. Til sammenligning er den disponible indkomst kun steget med godt 2 procent om året i gennemsnit i samme periode, jf. tabel 10. Over hele perioden er nettoformuen således steget med 70 procent, mens de disponible indkomster er steget med 13 procent realt dvs. formuestigningen har næsten været fem gange så stor som indkomststigningen. AErådet 25