BILAG 6: INTERVIEW MED I3 (UDFØRERDEL)

Transkript

1 BILAG 6: INTERVIEW MED I3 (UDFØRERDEL) Interviewer K: for Karen N: for Nikita Interviewperson I3: K: Vil du fortælle lidt om hvad din erhvervserfaring og uddannelsesbaggrund er? I3: Jamen jeg er faktisk rimelig ny i pædagogfaget, dvs. jeg blev uddannet for i 12 blev jeg færdig og før det lavede jeg alt mulig andet, været selvstændig og arbejdet på kontor og været mellemleder mange steder. Så har jeg faktisk været på Frederiksholm siden. Jeg startede i erhvervspraktik her, så jeg har været praktikant og vikar og blevet ansat her. Så det er min baggrund. K: Så hvad laver du her, hvad er din rolle? I3: Ja, jeg er socialpædagog og dvs at jeg har almindelige døgnvagter som alle andre og så har jeg så en masse koordinatorting, bla. TPF, CSC og sådan nogle ting. Så er jeg med i sådan nogle ledemæssige processer, rundt omkring både på centeret, men også på Frederiksholm. Så jeg har sådan en vekslen, meget administrativt men er stadig også på gulvet. N: Når du siger centeret, hvad mener du så? I3: det er centeret for Akutte Institutioner. K: Hvordan ser en helt almindelig arbejdsdag ud for dig? I3: Ja altså. Man kan tage i dag, det er en meget typisk dag. Jeg møder ind om morgenen og lige får tjekket mails og hvad der ellers sker i de forskellige projekter jeg nu ellers er med i og så har jeg typisk 2-3 møder jeg lige skal følge op på. Bla. interview om TPF har der været rigtigt meget af her på det sidste. Ja selvfølgelig selve driften af den pædagogiske praksis, med tæt kontakt med dem der er på vagt og få det til at hænge sammen og sørge for at få fulgt op på om vi har gang i alle sager, med Janni som er vores socialrådgiver. Så det er sådan en typisk dag for mig. Være rundt, både være her men også rundt i byen, inde i Bernstoffsgade eller inde på Kapelvej. K: Hvad laver du ude i byen? I3: Jamen det er fordi jeg er med i mange projekter Jeg er CSC ansvarlig og TPF og hvad der ellers rører sig af projekter. K: CSC hvad er det? I3: CSC er vores datadokumentation, det kom her for en 3-4 år siden men er stadig under en stor udvikling så det bruger jeg rimelig meget tid på. Der er det at når man er blandet ind i projekter i Københavns Kommune om det så er CSC eller tæt på familien, så kommer der små grene ud til alt muligt andet også. K: Hvad er din oplevelse af at være ansat her på stedet?

2 I3: Jamen, det er superfint. Jeg synes jo Københavns Kommune er den største kommune og der er mange muligheder. Man har meget stort råderum for ligesom at finde ud af hvad man gerne vil være med i og hvad man gerne vil lave og det er Frederiksholm og rigtig gode til. De vil gerne holde på deres medarbejdere, så derfor er der også et stort råderum for hvad man gerne må være med til og der er også en risikovillighed, så man kan prøve lidt af. Så jeg er glad for at arbejde her, både på Frederiksholm, men også Københavns Kommune. K: Oplever du at ikke kun du, men også dine kollegaer har den her udvikling? I3: Ja, man kan sige på Frederiksholm, der har vi et højt årsværk og de fleste der har været her jeg har vel været her 8 år, hvis man tæller min vikartid med, men jeg er stadig en af dem, der har været her mindst tid. Så man kan ligesom se at vi er en gammel gruppe herude og de nye, der kommer ind, de bliver her også. Der er mulighed for at man hele tiden kan blive fagligt udviklet og det tror jeg er rigtigt vigtigt. K: Når jeg siger TPF, hvad tænker du så? I3: Puha, jeg tænker mange ting, men jeg tænker altså sådan buzzwordsene for mig det er samarbejde og det er risikovillighed og ja at arbejde tæt på familien. Der er blevet meget mere fokus på at man arbejder med flere indsatser for at hjælpe familien bedst og at de føler sig inddraget, så vi ikke som professionelle laver en masse omkring familien, men at familien er med til at planlægge hvad der skal ske. K: Vil du ikke prøve at sige noget om hvad du ligger i de to ting samarbejde og risikovillighed? I3: Jo. For os i hvert fald, vi har jo i lang tid arbejdet med familier og vi har også kørt for nogle år siden startede vi noget projekt der hed Hjælp til familien nu, der ligger meget tæt op af TPF, hele tankegangen er det. Så det har ikke været en stor omvæltning for os, men det der er nyt i det for os, er at der er tæt samarbejde med sagsbehandler og tæt samarbejde med familien og så også med alt deres netværk omkring dem. Med TPF er det blevet mere ok at sige, det er vigtigt at vi skal mødes hver uge, eller vi skal mødes hver anden uge, det er ok vi sender mails til hinanden lige så snart vi har brug for at informere om et eller andet. Det er også blevet ligesom en dør, man ligesom går ud ad og siger, nå men nu er TPF jo kommet og der skal vi jo gøre sådan, sådan og sådan nå ja det er rigtigt! Hehe. Så det er ligesom blevet lidt mere lovligt, også for os som udførere at stille nogle krav til myndighed og til dem omkring os. Med risikovillighed, jamen det er fordi der ligger så meget i at man kan sige at vores direktør i lang tid snakkede om at vi skulle turde tage nogle chancer, men der har alligevel været folk, der har været bange for at gøre det, for hvad sker der så hvis det lige pludselig ikke fungerer eller hvis der er noget der går galt, men her er der ligesom kommet lidt mere altså støtte på og sige: det er i orden, tag nu den der chance, vi skal nok have jeres ryg, så kan vi snakke om bagefter hvad vi kunne have gjort anderledes og sådan noget. Fx har vi med TPF lige pludselig åbnet op for at have flere frivillige organisationer, der har deres daglige gang på Frederiksholm, vi har åbnet op for at man kan bruge matriklen til at familier udefra kan komme at lave noget med vores børn og sådan noget. Det er helt nyt, for ellers har døgninstitutionsmiljøet været meget lukket omkring at vi skal beskytte de børn, vi har osv. Men med TPF er der ligesom kommet lidt mere fokus på, at det er jo

3 meningen at de her børn og familier, vi har tæt på os, de skal fungere i civilsamfundet og derfor er de jo også nødt til at få lavet de overgange der. Det hjælper ikke at vi lukker af så de ikke kan komme ud, så bliver det endnu svære for børnene at komme over i civilsamfundet. K: Hvad tror du har været at der har været sådan lidt modstand mod at åbne op tidligere? I3: Jamen det har jo været at man ikke har ville udstille dem, som har det dårligt. Jeg tror det har været meget sådan og den tanke, jeg kan jo godt forstå at den har været der, problemet er bare at samfundet er i dag at vi skal spare og alle skal bidrage til det samfund vi har, så hjælper det ikke at vi lukker dem inde i en boks og siger: nå men nu er I her og så lukker vi jer ud om to år og så skal I bare fungere! Det kan ikke lade sig gøre, vi er nødt til at hjælpe med at skabe de overgange. Så det tror jeg har været den største årsag til at der ligesom har været lukket omkring det har faktisk været for at beskytte dem, som har haft det svært, men jeg tror bare det tit har haft den modsatte virkning. K: Hvordan har din rolle været i TPF? I3: Ja, der har været 2 projektrunder og jeg har været koordinator på dem begge to. Jeg har også været hovedskribent på de projekter vi har lavet på Frederiksholm og ja så har jeg haft alt med koordineringen. Jeg har haft mange partnere inde i begge projektrunder, så jeg har ligesom været den, der har skulle få det til at hænge sammen og holde møder om hvordan det fungerer, og lave en evaluering på hvad er det der fungerer, hvad er det der ikke fungerer, hvad er det vi skal lave om. Motiverer også meget omkring medarbejderne, der er her på institutionen, for fx lige pludselig at sige: nå men nu hiver vi nogen ind på Frederiksholm og de skal bare fungere. Så er der jo mange af dem, der arbejder her, de har jo også været vant til at det har været et lukket miljø og så lige pludselig at sige, nu hiver vi nogle mennesker ind, og vi snakker jo meget om i institutionsmiljøet at de børn, som er her, de allerede nu bliver mødt af mange forskellige folk, fordi vi kører døgnskifte og alle sådan nogle ting ikke, og så hiver vi lige pludselig endnu flere folk ikke, og hvordan det lige skulle fungere. Så jeg har brugt rigtigt meget tid på at motivere og støtte op omkring hvordan vi kan gøre det på den bedst mulige måde. Men altså jeg har været koordinator på begge projekter. K: er det to forskellige projekter? I3: Ja, det er to forskellige projekter. Det ene har vi kørt med det gode samarbejde med BHV blandt andet. Og det andet der har vi kørt et aktivt fritidsliv for anbragte børn og unge, hvor vi har samarbejdet med Idrætsprojektet og fritidsguiderne og BHV indover. Vi har haft fat i mange partnere. K: Det her med det gode samarbejde, hvad har det gået ud på? I3: Det gode samarbejde har gået på meget det her med at vi skulle komme væk fra den der forestilling om at vi sidder som professionelle omkring familien og så laver vi en masse løsninger og så skal det nok blive bedre. Men det handler meget om at vi skal have familien inddraget. Det er dem, som kender dem selv bedst, så vi har kørt meget vi har lavet en drejebog, som vi bruger meget aktivt i dag med alle vores samarbejdspartnere. Men det vi kiggede på meget fra starten, var at vi lavede sådan en model, hvor der ligesom skal ske en forandring. Normalt har familien i mange år stået herinde (Peger på modellen), hvor vi ligesom bare har tænkt at de skal herud at

4 være omkring. Og så er det gået meget på, hvad er det for slags møder vi skal holde, hvordan skal de holdes, hvad er det der skal til, for at vi kan skabe den forandring, der skal ske. Det kørte det rigtigt meget det projekt. K: Hvordan har I så samarbejdet med BHV? I3: Altså i selve projektet tænker du? Ja, det har fungeret på den måde at vi har holdt en masse møder omkring, hvor også vi har fået defineret hvad de forskellige møder skal indeholde og hvad skal de bestå af. Hvordan kan vi få inddraget familien bedst muligt. Så vi ikke kommer til at sidde og tage beslutninger for dem. Så det har faktisk været rigtigt meget en definition af, hvad er det der skal ske, når et barn bliver anbragt. Det har det faktisk handlet rigtigt meget om i projektet. Så har vi brugt rigtigt meget tid på at føre det videre ud. BHV deler det også rundt, når de laver samarbejde med andre institutioner end os. Vi sender da også, hver gang vi får en henvendelse omkring et barn, der skal anbringes, så sender vi også den ud til den sagsbehandler der er. For ligesom at sige: når du anbringer et barn, så er det her også noget du skal leve op til sam sagsbehandler. K: Så I har lige pludselig fået mulighed for at stille nogle krav, kan du sige noget mere om det indebærer? I3: Ja! Jeg synes bare at sådan før i tiden, har det måske været sådan lidt de vi er jo sådan en akut institution, så har vi en opgave fra Københavns Kommune at vi skal tage vare på de børn, hvor forældrene ikke kan. Det kan vi også, og det vil vi også meget gerne, men vi er kun en akut institution, dvs. man er her i 3 måneder. Normalt vil man sige højest 3 måneder. Vi er jo ikke behandlende eller noget som helst, men det der med at sige til sagsbehandleren at vi er en akut institution og vi skal nok tage os af barnet bedst muligt, men vi vil have lov til at samarbejde med forældrene, de kender deres barn bedst, næsten ligegyldigt hvad de har gjort. Vi forventer at du, som sagsbehandler også arbejder videre på, hvad er det der skal ske videre, at du møder op herude og vi får talt om at du kommer og holder samtale med et barn, og at vi får en handleplan og sådan nogle ting. Det vil de fleste sagsbehandlere jo godt, men jeg synes TPF alligevel har gjort lidt for socialt arbejde vi har sgu også noget vi skal leve op til. K: Så det har ikke været vanskeligt at få dem herud? I3: Nej det synes jeg faktisk ikke, overhovedet ikke. Jeg tror måske at det for mange har været ligesom en øjenåbner til at vi kan godt gøre det her bedre. K: Hvad er det TPF kan gøre bedre på overordnet plan? I3: Ja, nu skal vi passe på ikke! hehe. Jamen jeg tror bare det her med, at den her skrøne med at systemet altid kører langsomt eller at myndighed ikke vil det bedste for familien og alle sådan nogle ting, det synes jeg på den måde som vi arbejder på nu, at vi prøver på hele tiden at udvikle. At det har gjort både for familierne, så de også kan se ok vi hører faktisk tit i dag, at nu går det jo op for dem at deres sagsbehandler er, altså de ser dem jo som en ven, eller for at hjælpe dem. Hvor førhen der var der kæmpe meget modstand, tit ikke. Jeg synes bare det at vi kan sige til familiek: jamen din sagsbehandler gør sådan og sådan, fordi vi ved at sagsbehandleren melder tilbage til os, vi arbejder på det og det og det og vi kan melde det ud til familien, det har gjort en kæmpe forskel. Det er blevet meget nemmere at samarbejde både med sagsbehandler, familie og netværk og sådan nogle ting.

5 K: I forhold til andre omstillinger, hvordan har du oplevet den her omstilling ifht dem? I3: Det er jo lidt der kommer jo altid i sådan en stor kommune som København, så kommer der jo altid nogle ting. Så hører vi lige pludselig hvad der sker ovre i Sverige eller Herning eller hvad det nu kan være og nu skal vi alle sammen prøve at gøre det ikke. Og det kan bare ikke lade sig gøre! Det kan godt være at det kan lade sig gøre i en lille by i Sverige eller det kan lade sig gøre ovre i Herning, men det er bare nogle gange svært at gøre i en stor by som København. Jeg synes altid man prøver at tage de der omstillinger og prøver at få det til at passe ind og så lige pludselig finder man ud af på en eller anden måde, at det kan ikke lade sig gøre og så falder det til jorden og så arbejder vi videre som vi altid har gjort. Jeg synes faktisk at med TPF, så har vi faktisk virkelig prøvet at inddrage alle omkring det, både i frivillig organisationer, men også os, der går rundt på gulvet, politikere, borgmester og alt muligt og der er blevet en større hvordan er det vi får det til at passe ind i Københavns kommune. Der er indkaldt til en masse work shops og sådan noget, og så kan man sige, ah bliver det ikke for meget, skal vi igennem sådan noget? Men jeg tror faktisk at det hjælper på at vi får at vi ikke bare får et eller andet ned over oi3: at nu skal vi gøre sådan! men med TPF der har vi kommet med vi har det her, det er det her vi skal gøre, der er de her 4-5 punkter vi skal leve op til, men hvordan vi skal gøre det, det kan I være med til at hjælpe at bestemme. Det tror jeg har været en rigtig god idé og at det hele tiden er en proces. Vores programchef, Hallur, han har været rigtigt dygtig til at få folk motiveret og hele programgruppen derinde har faktisk været rigtig gode til at gerne ville høre på, hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer og så prøve at lave nogle omstillinger også der, i den måde de arbejder på. Det tror jeg har været noget af det bedste. K: Så hvad er det, der særligt adskiller den her fra nogle andre omstillinger? I3: Det er bare at det er et fleksibelt program. Vi har fået at vide at vi godt må være risikovillige, at vi må godt prøve at tage nogle chancer, vi skal bare leve op til at vi inddrager familien. At sagsbehandleren skal også være tættere på familien, men hvordan vi gør det, det kan vi selv være med til at bestemme og det tror jeg er den store forskel i forhold til de andre omstillinger der er sket. Det er også derfor at jeg tror på at det her det kan lykkes. At det bare bliver om nogle år så bliver det bare sådan at det er vi arbejder i Københavns Kommune. N: Hvad skal er til for at det bliver en fast ting i gør? I3: Jeg tror der skal nogle erfaringer og der skal tid til og vi skal have sådan noget med erfaringsudveksle, som vi har begyndt at bruge noget tid på. Vi synes jo selv at vi har haft to skide gode projekter, som er lykkes for os, og det har da også krævet blod, sved og tårer men det er lykkes for os og det der med at man får snakket med andre, som er omkring oi3: hvad er det der er lykkedes for os, som vi kan putte over i de andre steder og de andre institutioner og hvad er det de andre myndighedscentre de kan lave, udover BHV. Det tror jeg er så man ikke sidder hver gang, man skal starte noget nyt op, at man føler at man skal opfinde den dybe tallerken, men der er faktisk nogle erfaringer man kan trække på. Så kan man gøre det til sit eget. N: Så man ikke skal bruge ekstra tid på det? I3: Ja og det er det jo der bliver jo brugt ressourcer på det hele tiden, og man kan ikke blive ved med at tage ressourcer ud, men hvis der allerede er noget man kan tage fra andre steder og folk ikke er bange for at dele, så kan man tage det op og sige: ok sådan fungerer det ude hos dem, vi

6 kan lave det lidt om eller nu prøver vi det sådan og så kan vi ændre det lidt på vores måde. Derfor tror jeg på at det vil lykkes. ØVELSE OM BEGEJSTRING ELLER BELASTNING FOR HAM IFHT TPF. I3: Må det godt være bare her på institutionen? K: Hvad du oplever der kan begejstre eller belaste dig ifbm. TPF og det er jo så som du ser det. PAUSE HVOR INFORMANT SKRIVER PÅ POST IT I3: N: Hvad vil du helst snakke om først? I3: Begejstring! Hehe. Jamen, jeg har nævnt det før, men det der med risikovilligheden altså det der med at turde at gøre ting, også at føle at der er opbakning fra alle vegne. Det synes jeg har været sindssygt fedt. Ja man har bare kunne mærke den, og det kan godt være den altid har været der, men med TPF så det er virkelig kommet og mærket (uklart) Når også Hallur står og siger det på scenen, altså han er jo en showman uden lige. Har I mødt ham? Haha. Så det synes jeg har været rigtigt fedt! Og så det her med samarbejde på tværs af forvaltninger og med frivillige, med myndigheder og møde dem på en anden måde. Altså med BHV som vi har kørt to store projekter med, bare den der tæthed, der ligesom er kommet, når de kommer i huset, det er jo næsten lige som om de er en familie ik. Vi kender hinanden og de ved hvad vi kan og vi ved hvad de kan og vi tør at sige, kan vi prøve det her af og så stadigvæk Også med frivillige, altså vi har jo fået kontakt til sindssygt mange frivillige organisationer, som vi simpelthen kan bruge på en god måde for de børn og unge, som vi har her. Få dem ud og få prøvet en masse ting af. Få lavet noget med forældre. Få samarbejde med BUF, som det har altid været sådan at de er svære at samarbejde med SOF og BUF har altid været svære, men lige pludselig har vi fået en fod ind der ikke. Vi har fået et samarbejde med Rubinen hernede. Kultur og fritidsforvaltningen, som jo også rigtigt gerne vil hjælpe med hele det område med udsatte børn og familier, men som ikke rigtig har kunne finde deres vej ind. Hvordan skal de kunne gøre det. Det har de jo også lige pludselig kunne se en måde de kunne gøre det på. Idrætsprojektet, som er et kæmpestort i SOF lige nu, og som alle kender og sådan noget. Vi har lavet samarbejde med fritidsguiderne, som ligger i Kultur og Fritidsforvaltningen på baggrund af et projekt vi har lavet, hvor vi inviterede begge to ind. At se det, det har været fedt og mærke at alle har været begejstrede og alle har kunne se ideen med det vi gør. Og så kulturen. For os er TPF blevet en kultur allerede. At se vores projekt med at få hele vejen rundt, som ligger i Idrætsprojektet og fritidsguiderne til at komme ind. De kommer og snakker med forældre og børn omkring: nå jeg kan høre at du går til basket, skal vi ikke finde en basketklub til dig så går vi med dig de første par gange og ser om det er noget for dig? De ringer til børnene om det går godt og om de stadig vil gå til basket? Så det er meget hurtigt at der er kommet en kultur allerede, der hedder TPF og hvad der er i de buzzword der ligger i, hvad TPF er. K: Må jeg spørge, hvorfor tror du det er blevet en kultur?

7 I3: Jeg tror det er fordi at alle de har godt kunne genkende sig selv i TPF. Alle har lavet et eller andet, der svarer til eller har gået med drømmen om at, jamen vi skal også hvorfor er det vi går og arbejder, vi har ikke haft forældrene inde til og snakke med dem om, hvordan de, hvad de tænker der vil være bedst for deres barn eller Nej, det kunne også være fedt, jeg ville gerne at vores samarbejde med en eller anden frivillig organisation, må vi det eller tør vi det. Og lige pludselig så har fået lov til det. Nå det må vi gerne, ok lad os prøve det af og så se hvordan det går. For det meste når folk er begejstrede, så lykkes rigtig mange ting, så skal man nok finde en måde at gøre det på. Så derfor tror jeg meget hurtigt, det sådan er blevet en kultur rundt omkring i Københavns kommune, at det her, det er noget der fungerer for os, det tror jeg. Ja belastet? Ja, jeg er sindssygt dårlig til at finde belastende ting, fordi at altså det der har været belastende for mig det er fx, det med brokkeri, sådan noget med, at folk har været afholdende: Åh nej, skal vi nu igen? Nu kommer der en ny omstilling og sådan noget, og det synes jeg godt kan være pisse irriterende at høre på! Når man selv synes at det er totalt fedt og det åbner en masse døre ikke. Så det er det der kan være irriterende for mig personligt. K: Hvor er den brokkeri typisk kommet fra? I3: Jamen det har været på både myndighedsside og på institutionssiden synes jeg. Det har været når vi har været til nogle af de der store arrangementer, hvor man sådan lige har hørt: åh nej, hvad skal vi nu? nu skal vi igen til at finde på et eller andet projekt. Det har været meget lidt, men stadigvæk, så kan jeg godt synes det er pisse irriterende! Men det er også fordi, jeg elsker sådan nogle projekter, så jeg synes jo bare at vi skal kaste os ud i hvad som helst vi kan komme i nærheden af. Det har heldigvis været lidt. Jeg synes efterhånden at nogle af dem, som jeg synes jeg hørte, der brokkede sig i starten, de ligesom fået set..ok, der er faktisk noget der fungerer her. Så det er faktisk blevet mindre langt hen ad vejen. N: Jeg tænker at hvis man som person, ikke synes at nye ting er fedt og projekter ikke er fede, så kan det måske godt have været noget af en omvæltning? I3: Præcis! Det kom jo meget stærkt, at nu skal vi arbejde sådan her og det skal alle bare gøre ikk, og så står folk bare, OK! skal de bare bestemme det, når det vi gør nu, det fungerer fint for os? Så er det måske også lidt det har jo heller ikke været det. Hvis det fungerer fint så er det jo ikke nødvendigvis fordi vi har skulle lave alt om, vi har bare skulle sikre os at vi levede op til de ting, som der lå i TPF fx. Det gør de fleste, de fleste de vil jo det aller bedste for de børn og familier, som de er i nærheden af. N: Hvad tror du det har skyldtes at der for nogen har en hvis modstand? I3: Det har været fordi, der kommer jo tit omstillinger. Alle mulige oppefra. Bare for et par år siden, der kom CSC og det kan godt være at det er noget helt andet, det er et nyt datasystem vi skulle bruge, men det kan godt være en stor omvæltning for folk. Nu har vi lige vænnet os til CSC, nu skal vi fandme også igang med et andet projekt også! Det kan være mange ting på en gang. Så jeg tror bare at det er sådan nogle ting. Men så har jeg det også sådan, som jeg plejer at sige: jamen det er sgu en del af at man arbejder i en stor kommune. Så må man tage de ting som en udfordring og få det bedste ud af det. K: Har du en opfattelse af at alle har kunne forstå hvad TPF gik ud på?

8 I3: Nej, fordi jeg tror tit, så folk de hører bare lige altså folk har allesammen travlt, så man får ikke sådan læst sig ned i, hvad er TPF. Så hører man bare lige så snakker man måske med en anden, som også er negativt ladet, så kan man godt bare få sådak: åh nej, skal vi nu det. Jeg tror, det der med at man hele tiden har kørt nyhedsbreve fx ud til folk, eller man har indkaldt dem til samtaler og også at man har forlangt af lederne at de skal fandme tage det her alvorligt og de skal få meldt ud til deres medarbejdere, hvad det egentlig vil sige at arbejde TPF. Så tror jeg folk har fået en bedre forståelse for hvad det egentlig handler om og TPF, der er jo ikke nogle der kan sige: nej det er dårligt! Det kan vi simpelthen ikke! Altså det kan man ikke, hvis man laver socialt arbejde, så ligger TPF lige præcis som det skal. Så jeg tror folk efterhånden har fundet ud af, jeg kan ikke tillade mig at sige noget dårligt om TPF fordi, vi skal sgu leve op til de ting ellers har vi ikke gjort vores arbejde godt nok. K: Så din opfattelse er at ledelsen har været på ifht TPF? I3: Ja det synes jeg faktisk de har. Ja og så for vores eget vedkommende, afprøvning det der med at prøve ting af, kan selvfølgelig være en belastning i et hus, og få alle med. Altså vi har lavet et samarbejde med Rubinen, som er en lokal fritidsklub og inviteret dem med til at være med i de fritidsaktiviteter vi har heroppe og det var en gruppe unge drenge med anden etnisk baggrund, som vi selv arbejder med. Men de var fandme også hårde og de var hårde ved vores børn og det der med lige at få sådan en flok ind, som snakker grimt og skubber lidt til hinanden, så vi kan føle at vores egne børn, de bliver lidt klemt, som vi ikke er vant til at se på den måde. Så sige ok, er det det rigtige vi gør det her eller skal vi finde på noget helt andet. Så det der med at få snakket omkring, gør vi det rigtigt. Vi er nødt til at prøve det af og så se om det kan blive bedre og hvis det ikke bliver så skal vi nok tage konsekvensen af det. Det er jo i virkeligheden det der motiveringsarbejde, hver gang man prøver noget nyt. Ja jeg har skrevet det som en belastning men N: Men det lyder også som om det er noget godt? I3: ja men det er det jo nemlig. Det der med at prøve sig selv af og få prøvet nogle ting af ikke. K: Har det ændret noget for dig i forhold til hvordan du ser dig selv som fagproffessionel at være en del af TPF? I3: Tja, jeg ved ikke om det har ændret noget. Altså vi er jo Frederiksholm har arbejdet i lang tid på den her måde, og vi har været meget indover hele processen omkring TPF og jeg ved at der er mange af de ting i vores faglighed her på stedet, som også er taget med ind i TPF, så det har ikke været en stor omvæltning for os på den måde. Men jo så alligevel, det har det. Jeg tror sgu at, jeg er blevet meget mere bevidst som fagperson omkring hvor meget jeg skal samarbejde med familien, hvor vigtig det er at de personer, som det handler om at de er med i hele processen. De skal ikke kun være med i halvdelen, men de skal være med hver gang vi laver noget. Det kan jeg også godt mærke på vores møder at vi er begyndt at snakke om, når vi sidder og planlægger noget for et barn, så har vi måske ikke altid været så gode til at sige til barnet: vi snakker om det og det og det vi tænker der skal ske det er sådan, hvad siger du til det? Det er vi blevet meget mere bevidste omkring med TPF, så der er nogle små ting, selvom vi synes vi er pisse dygtige, så er der alligevel kommet nogle små ting, som der gjort at vi arbejder endnu mere professionelt og endnu mere sammen med familien og de børn som vi har.

9 N: Hvor gamle er de børn? I3: jamen det er fordi her, der har vi primært fra 5-14 år gamle børn og så har vi familier, som også er anbragt. Nogle gange har vi også ældre, hvis de to andre akut institutioner er fyldt op, men primært børn. K: I forhold til arbejdsmiljøet har TPF så ændret noget her? I3: Ja! Det er, som jeg snakkede om før, vi er blevet endnu mere bevidste om, hvad der er vores opgave og vi er blevet bedre til at huske hinanden på, at når vi lige pludselig laver en beslutning så er der altid en der er begyndt at standse op og sige: hov har vi snakket med forældrene om det? Nej, det kan godt være vi lige glemte det i farten ik. Der er blevet større bevidsthed omkring at alle skal med, at hele processen. Så jo, jeg synes det har været meget positivt for os at vi ikke bare kommer til at køre ud af en tangent, men at der altid er en der siger: TPF var det ikke noget med at vi skulle det? Så jo det har været meget positive for os og jeg synes vi faktisk er blevet dygtigere til at køre sagerne bedre. Bedre sagsbehandling. K: Hvad med samarbejdet internt, hr det påvirket arbejdsmiljøet? I3: Tja, jeg ved ikke om det har påvirket vi har altid haft et meget godt arbejdsmiljø, jeg synes ikke at det. Det har ikke gjort det dårligere i hvert fald. Hvis det har gjort noget ved det, så har det gjort det bedre. Men jeg kan ikke sådan lige sætte på, hvad det har gjort for os. Jeg vil sige at det har gjort vores samarbejde med mange af vores samarbejdspartnere, altså med myndighedscentrene og sådan noget, meget bedre. Det har jo også åbnet en dør for, hvis der er noget vi ikke helt føler sker, så kan vi altid sige: jamen i TPF, der skal vi jo nå ja det skal vi jo, siger de så! haha. Så det er blevet sådan et ord vi kan bruge. K: Vi har stødt på det her med et nyt MINDSET - hvad menes med det? I3: Jamen jeg tror det er hele det der med, det tættere samarbejde. Jeg tror det der med hele tiden altså det har jo kørt meget på myndighed og os, for jeg synes at der i lang tid har været sådan at myndighed er for langt væk og sagsbehandlerne er for langt væk fra familierne. Så det har været meget på at myndighed skal tænke på hele tiden over at de har jo en andel i at være tæt på familien. De har også at de skal have deres daglige, de skal have deres gang ude hvis nu barnet er anbragt, så skal de komme ud og besøge barnet og have børnesamtaler. Et mindset omkring, der går på at vi hele tiden skal samarbejde med familien. vi kan ikke bare tillade os at tage et barn og så skabe en retning for barnet uden at tage dens familie og netværk tæt på. Jeg tror det er det han mener, når han snakker om et mindset. Og at det bare skal komme helt naturligt altså. Det er ikke noget vi skal sidde og tænke over: nå hvem er det nu vi skal samarbejde med, det skal bare komme. Så selvfølgelig skal familierne være med i alle beslutninger. Hvis de har et netværk, der fungerer for dem, så skal vi jo ikke bare lukke det af, så skal vi få draget det ind og bruge det aktivt. Børn skal ikke sidde på en døgninstitution, hvis de kan undgå det. Vi arbejder altid udfra at barnet skal hjem til deres forældre igen og så må vi finde en løsning på det. Og så er det at deres netværk bliver vigtigt, om det så er den lokale fodboldtræner, eller om det bliver moderen, der bor i gården eller det bliver andre. Eller at det bliver at vi skal komme hjem i familien og være hos dem et par gange om ugen og snakke om, nå nu sker det, så kan I måske prøve at gøre sådan, så vi så langsomt kan trække os ud. For os har det i hvert fald skabt endnu mere fokus på at vi altid skal arbejde ud fra at familien skal være sammen og så må vi bruge al den kraft vi kan. TPF har virkelig vist os at hvis man sætter hvis

10 man er risikovillig og man sætter sindssygt mange ressourcer på fra starten, så sparer man faktisk penge i den anden ende. For så ender det ikke med at familien bliver belastet for evigt eller bliver en udgift for kommunen eller noget, men faktisk hvis man sætter sindssygt meget ind på at man kan skabe en forandring for familien, så kan det også ske. Så kan de faktisk måske efter et halvt år sige: nå, nu er vi trukket ud, familien har faktisk lært noget af den her proces og de klarer sig selv nu. Så skal sagsbehandleren følge op engang hver tredje måned ik. Det er det vi ser, især med det ene projekt om det gode samarbejde. Vi havde to store familier, hvor vi tænkte, det kommer aldrig til at gå, men med godt samarbejde med myndighed og hele netværket. Vi fik også et par børn anbragt, der var autister, men familierne de fungerer i dag. De har det sindssygt godt og de har fem børn i alt, to er anbragt godt nok, men de havde også brug for det, for familien kunne ikke tage sig af dem. I dag så klarer de sig uden hjælp fra kommunen overhovedet. Det har TPF været med til at gøre. Det er jeg ikke i tvivl om. N: Det virker også som om at I som institutioner har haft nemmere ved det der med at komme tættere på familien ifht myndighed, så måske har det været en større omstilling for dem end for jer at tænke det her mindset? I3: Helt sikkert! Meget større omstilling. Det har det. Det kan jeg godt forstå, fordi jeg ved at sagsbehandlerne de har pisse travlt. De sidder jo ikke bare med en sag, der er svær. De sidder med sager der er svære, og så har de lige 70 ved siden af også, som måske kører nogenlunde. Så jeg kan sagtens forstå deres dilemma. Men der er ledelsen også blevet bedre ude i myndighedscentrene til at sige: Ok, der er faktisk brug for at den her sagsbehandler bruger at komme ud på Frederiksholm hver uge, og komme til møder for at snakke med familien og få snakket med Frederiksholm hvad er det der skal ske og sådan nogle ting. K: Hvad betyder det at de kommer herud tror du? I3: Det betyder bare at de kommer til at de kan selv se og høre fra familien, hvad er det egentlig familien altså tid så har familien jo faktisk løsningen selv. Man har faktisk tid til at høre på hvad er det familien siger og turde at sige: ok, det prøver vi med ungerne. Hvis det ikke fungerer, så er vi nødt til som myndighed at sige at så gør vi noget andet. Men nu gør vi sådan og sådan men nu får I muligheden for at bevise det. Tit så lykkes det faktisk for familierne at være med til selv at skabe den løsning der skal til. K: Det har ikke været muligt før? I3: nej ikke på samme måde, nej. Det har ikke været af ond vilje fra sagsbehandlerne eller ledelsen inde i myndighedscenteret, men jeg tror det der med det Hallur siger om et mindset, det er det der skal til. Det har gjort at ressource tænkningen er blevet anderledes. K: de har så også fået færre sager. I3: Ja nogle af dem har. K: Hvad er det første der falder dig ind når du hører begrebet Fair proces? I3: haha. Ja det handler jo i hvert fald rigtigt meget om for os har det handlet meget om at alle er inddraget i hele det her med TPF. Det kan godt være at vi har siddet en projektgruppe her på

11 Frederiksholm, men hver gang for os, så har vi taget det op efter fair proces, på alle møder vi har haft, hvor alle er blevet hørt. Hvad har I gang i, hvad tænker I. Har I input til hvad vi kan gøre. Det har fair proces i hvert fald handlet meget om for os. Også det her med at skabe, det hedder Vi har også tænkt meget omkring hvad er vilkårsrummet for os. Det er den her ramme vi har fået, det er den vi skal arbejde i, men hvad er det så der er rådighedsrummet det har vi faktisk brugt meget i bogstaveligt og sige: der er de her rammer og det har tit været mig der har sagt. Der er den og den ramme, vi har bestemt det skal være sådan og sådan, men hvordan skal vi gøre det - hvordan tænker I? Og så få snakket ud om det. Det har vi brugt fair proces til. K: men alligevel griner du lidt når vi nævner fair proces? I3: Jamen det er bare at vi har været til nogle af de møder, hvor ledelsen også har været med og når de så kommer tilbage så ser de sådan lidt trætte ud. Det er det der med, at når en proces skal være så stringent, som Fair proces er på en eller anden måde, så kommer vi altid til at grine lidt ikke. Det er bare sådan et ord der er blevet sådan lidt og det er ikke noget negativt på den måde, men det er bare blevet sådan et ord at man ikke kan lade være med at grine, når det bliver nævnt hehe. K: er det fordi du tænker at det er umuligt at det kan være så stringent? I3: Nej jeg tror bare, at der er vel i alle institutioner, ja på alle arbejdspladser idag så har man fundet ud af at der ikke er nogen chef der siger: nu gør vi sådan og sådan. I dag er vi gået meget fra topstyring til at alle er med i processen omkring, hvordan der skal ske. Så jeg tror at det er sådan helt symptomatisk for alle arbejdspladser i dag, i hvert fald også på flere arbejdspladser. Så pludselig kommer det her med Fair proces, som om det er det helt store nu, at nu skal alle gøre sådan. Vi gør det sgu allerede! Altså ok, vi kan da godt lige køre det her. Hehe. K: Så det er ikke så nyt egentlig? I3: Nej, nej. K: Det næste ord, som du også lige får lov at forklare, er ordet samskabelse. Er det et ord du har stødt på? I3: Ja, det har jeg, rigtigt mange gange ja. Det er også et ord vi ligesom har taget til os, jeg tror også det står i det her det gode samarbejde. Jeg synes faktisk at det er et udemærket ord til ligesom at beskrive den omstilling, der ligesom er sket og i at tænke at man skal lave noget sammen. Jeg synes også at i samskabelse, der ligger der også den her med at turde at tage en chance og indkalde alle ind til og sige at nu skal vi lave noget, eller samskabe noget omkring en familie eller omkring en institution eller en kommune eller hvad det er. Så selve ordet det er, altså for mig er det meget positivt ladet. K: Hvad ligger du i ordet? I3: For mig så er det samarbejde og det er risikovillighed og det er, det her med at udfordre grænser og gøre noget godt sammen. Det er ligesom det, det for mig har betydet.

12 N: Har der været nogle udfordringer i det her samskabelse? Det lyder som om at det er gået nemt - har der været nogle udfordringer? I3: Nej, det har mere været sådan lidt ligesom fair proces, hvor man ikke kan lade være med at grine, så har samskabelse også været sådan lidt; hvad menes der egentlig med det? Hvad er det samskabelse det er? Og gør vi ikke allerede det? Men alligevel så synes jeg stille og roligt folk har taget ordet til sig og det er også efterhånden blevet når man sidder til møder med folk og sige: Nå, men så skal vi da lave noget samskabelse! Og så griner folk da lidt. Men det er positivt på den måde, at folk tænker over ok, det er det vi skal. K: Vi har snakket med de to faglige konsulenter fra TPF og de snakkede meget om det her med at man som socialrådgiver eller socialpædagog aldrig skulle stå alene. Hvad tænker du om det? I3: Jamen det skal man da heller ikke! Og det synes jeg heller ikke at man gør men det er nok rigtigt nok at det ord og TPF har måske skabt mere fokus på jeg synes også de har sat mange.., grænser der ligesom er blevet nedbrudt. Før har det været meget omkring Ja det har samskabelse ordet nok gjort. For før var det sådan meget at sagsbehandlerne, de står for det, så hver gang der skulle tages en beslutning eller skulle købes et eller andet ind, så var det sagsbehandlerne, der skulle tage stilling til det og vi skulle bare sørge for at familierne havde det godt. Vi har haft en sagsbehandler efter TPF, der har været ude at købe en barnevogn i DBA og kom herud med den på Frederiksholm. Vi har fundet ud af at nogle skulle flytte og de kunne slet ikke koncentrere sig om det der var det vigtige, at lave noget omkring, hvordan deres familie skulle have det godt før der blev indkøbt et komfur. Men altså få taget den der opringning: vi kan ikke komme nogle vegne før der er købt det komfur, de kan simpelthen ikke koncentrere sig om noget, før det der komfur det bliver købt. Køb komfuret og så kommer vi videre med det, der faktisk er det essentielle og vigtige i denne her sag. Alle de der altså jeg synes der er nedbrudt nogle grænser omkring at vi samarbejder alle sammen sammen omkring det. Jeg synes der er kommet rigtig meget fokus på at familier, der har det lidt svært, det er de små ting vi skal have ryddet af vejen før vi kan arbejde med dem rigtigt. Så om det er NEM-ID før i tiden kunne man altid sige at det var sagsbehandlerne, der skulle finde ud af hvordan de fik NEM-ID. I dag tager vi mor i hånden og så går vi ind og så får vi lavet noget NEM-ID, så går vi tilbage og så kan vi arbejde! Når du ar sammen med dine børn, så skal du gøre sådan og sådan. Få udryddet de der små ting hele tiden. Det tror jeg er kommet med samskabelse. At vi går ikke så meget op i roller mere. N: Det var også noget af det de sagde, at man skulle aldrig være for fin til at træde til. I3: Nej, det tror jeg også er det nye. Det synes jeg virkelig, der er kommet der er ikke noget med: det er ikke min rolle at gøre. Nej, vi er flere parter omkring noget og hvem er det der har tid og mulighed for at gøre det og hvem kan gøre det hurtigst muligt, det er den der gør det. Det synes jeg der er kommet med det. K: Så det skel der har været, hvordan er det nu? I3: Ja, det er ligesom om det er blevet nedbrudt på en eller anden måde. Og helt automatisk vi tager hele koordinatordelen omkring når der kommer en indsats ind og i sær med familier som bliver anbragt, fordi der er jo alt muligt, samarbejdspartnere, der er myndighed, så er der lige noget familie længere ude og der er også lige en familiebehandler, der har været på. Nu skal der

13 også lige laves en sikkerhedsplan på dem. Der vil vi meget gerne være et samlingspunkt og så skal vi nok holde fast i alt det der med indkaldelse til møde og sådan nogle ting. Det er sagsbehandlerne med på, de synes det er fantastisk at vi påtager os den rolle. De synes heller ikke det er irriterende når vi ringer hver dag eller lige sender dem en orienteringsmail. Der er kommet en aftale om, at et er fint, det er ikke fordi du skal gøre noget, men du skal bare lige vide, at det er det her vi gør lige nu. Og det er ikke sådan at nu føler sagsbehandler, nå nu er de der kraftedme igen fra Frederiksholm. Hehe. Det er blevet ok. Så sætter de det ind i sagen og så er det videre. Vi er også blevet bedre med hele det her, til at sige: det her er bare en orientering, du skal ikke gøre noget. Skrive jeg har brug for et svar og det har jeg brug for inden i morgen, for der er et møde der og der. Ok det får du så, ikk. K: Så kommunikationen er også blevet bedre? I3: Ja den er blevet meget stærkere. K: Og er det ordet samskabelse der har gjort det? I3: Ja, det synes jeg faktisk på en eller anden måde at det er fordi, at det er noget vi gør sammen det her. Det skal ske hurtigst muligt, så derfor er man nødt til at samskabe. N: Vi har fået en lille hypotese eller en idé om at jer herude på institutionerne godt kunne være lidt imod det her TPF. Vi fik bare en opfattelse på nogle af de første møder at institutionerne godt kunne være sådan lidt imod, fordi det kunne skabe mindre arbejde til jer eller at I ikke kunne se pointen med det. Er det noget du har oplevet at I har følt jer truet af det her? I3: Nej, jeg har hørt flere gange. Jeg tror der er nogle institutioner der er bange for at der ikke bliver brug for dem i fremtiden. Jeg ved også at der bliver lukket institutioner, ca. en om året. Men jeg tror ikke folk er bange for at de ikke bliver brugt, jeg tror bare at vi i større grad bliver udegående. For os har det handlet meget om at vi tror ikke, at der ikke er brug for os mere, vi tror på at vi er mere ude hos familierne. N: så problemerne bliver løst derude i stedet for? I3: Ja altså vi skal derud. Og jo vi kommer til at miste, vi kommer stille og roligt til at miste døgninstitutioner rundt omkring og det kan også være vi en dag bliver lukket, men jeg tror stadigvæk at Frederiksholm vil eksistere på den måde at vi så bliver en udgående virksomhed. Vi skal ud til familierne at være og hjælpe dem derude og der vil jo altid være brug for at nogle skal anbringes. Det vil der altid være brug for på en eller anden måde. N: Så I skulle ligesom ud. Hvis vi siger at myndighedsdelen også skal ud og I også skal ud. Så skulle I ud ifht det socialpædagogiske hvor de mere skulle hjælpe med? I3: Jamen de skal jo køre sagen. De kører jo stadig sagerne. De skal jo finde ud af at takle os, de skal jo finde ud af hvad er det familien har brug for. Så kontakter de Frederiksholm og siger, at vi har brug for en socialpædagog og en psykolog der kan komme ud og hjælpe familien, de har den og den problemstilling, kan I gøre noget? N: Så det vil bare at flytte institutionspersonale fra institutionen udad.

14 I3: Ja. jeg er sikker på at der kommer da sikkert meget mere alene arbejde, som man kalder det, men jeg tror sgu også N: Men så vil der være samarbejde med myndighed og netværk? I3: Præcis. Jeg tror vi skal være meget mere omskiftelige, meget mere omstillingsparate, meget mere fleksible. K: Hvad tænker du om det? Jeg tænker du sikkert synes det er fedt, fordi du er så I3: Tja, jeg ved ikke om det er så fedt. Jeg synes jo også det er dejligt at være herinde på institutionen og have alle mine kollegaer omkring mig og vi hele tiden er i sparring om hvad vi skal gøre og sådan nogle ting, men jeg kan jo godt se at undersøgelser viser, at det bedste er at børn ikke bliver anbragt. Så skal de jo ikke anbringes, hvis de kan undgå det. Så må vi jo ud, så må vi vise os som de større mennesker og ud at gøre det, hvor vi kan gøre en forskel. Det er vi dygtige nok til, de skal vi nok. K: Er det den gængse holdning tror du? I3: Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror pædagoger er vant til at de kan gå i sparring sammen, socialpædagoger især. Bruge hinanden og det der med, at måske pludselig at stå alene ude hos en familie, det tror jeg godt kan være lidt angstprovokerende for nogle. Men jeg tror bare, at det skal prøves af. For at være klar på det, og det tror jeg deres rolle bliver fremover. K: Så sloganet du skal aldrig stå alene, det kommer måske i virkeligheden til at blive sådan? I3: Hehe, jamen jeg tror ikke folk kommer til at stå alene. Jo vi kommer måske til at være ud ved familierne fysisk alene, men de har jo ikke ansvaret alene, der vil stadig være en sagsbehandler, der er på. Der vil stadig være en sikkerhedsplans gruppe, som vi skal samarbejde med. Men jo, jeg tror vi får meget mere udegående arbejde end der er i dag, og det tror jeg institutionerne er lidt bange for. Forståeligt nok altså. Det kan da godt være men jeg tror faktisk ikke på at der er pædagoger, der lige pludselig går rundt og er arbejdsløse, jeg tror bare at de bliver brugt i en anden funktion. K: Har du mere, som vi ikke lige har fået rundet? I3: Nej, jeg synes vi har været meget fint omkring, det har handlet meget om processen omkring TPF. K: Vi har snakket med nogle stykker efterhånden, som har været meget involveret i TPF og vi kan høre jo mere involveret man er, jo mere brænder man også for det. Det giver egentlig nok lidt sig selv. I3: Ja det er jo klart, for vi er jo fuldstændig inde i det. Men I kan sagtens finde pædagoger, som ikke har været med til at planlægge projekterne og sådan noget, men selvfølgelig har de været med til når der har været aktiviteterne.

15 K: Er det også din oplevelse af det, at det er dem, der har været involveret i det, som har været mest på? I3: Ja helt sikkert! Det er det. Jeg ved at der er nogle af mine kollegaer, der har synes det har været svært at vi har hevet folk udefra og synes det har været sådan lidt, at nu skal vi igen være endnu tættere på familien og hvad handler det om. Så der ville I høre noget mere nuanceret. Jeg tror de allesammen er positive overfor den omstilling der er sket, men I vil måske kunne høre lidt om, hvad de er startet ud med. Jeg håber jo sådan stille og roligt at det der skel mellem udfører og myndighed bliver nedbrudt. K: Men så er man ikke den eneste, der har ansvaret for det, man har været flere om at finde frem til den løsning. Og det er anerkendt fra ledelse at ok at man prøver? I3: Ja, at det er ok at man prøver det af ik. Vi har jo samarbejdet en del med C fra Idrætsprojektet. Han tager jo sindssygt mange chancer og sådan noget, men har også været bange for om han lige pludselig bliver slået oveni hovedet ik. Det der med at man får snakket om, hvad alle de store personer derinde, der sidder derinde, borgmesteren osv.: Mener i det her eller hvad? Må vi være risikovillige? Og så få at vide, jamen det skal I sgu være, det forlanger vi af jer! Så det har været fedt. K: Det har nok også en betydning at det kommer ovenfra? I3: Præcis. Ja fordi hvis man lige pludselig risikerer at blive dunket oveni hovedet fordi man tog en chance eller fordi det ikke lige fungerede, så tør man måske ikke satse, så vil man hellere satse på det sikre. N: Det er da også en kadeau til jeres faglighed at de stoler på det I gør er det rigtige og ikke bare fordi de har en lederuddannelse og tror de ved hvad der er det rigtige? I3: Helt sikkert. Ja, det har måske også været lidt i det, lige pludselig at få den der tillid at sige: Vi ved i gør et godt stykke arbejde, men I skal også bare lige turde gøre lidt mere.