Tidsskrift for arbejdsliv nr. 2, 1999, s Indledning

Transkript

1 Tidsskrift for arbejdsliv nr. 2, 1999, s Indledning Virksomheders rolle i samfundet har udviklet sig meget i de cirka 100 år, hvor Danmark har været industrialiseret. Fra den tidlige industrialisering, hvor arbejdsgivere i nogle tilfælde nærmest havde ene-ansvaret for arbejdskraftens reproduktion til den gradvise udbygning af velfærdsstaten, som efterhånden overtog større og større dele af reproduktionsopgaverne, inklusiv arbejdskraftens uddannelse. Således kom det offentlige på vore breddegrader efterhånden til at være hovedgaranten for, at virksomhederne har en arbejdskraft, der er mobil, tilgængelig og har høje kvalifikationer, at den del af arbejdskraften, der ikke kan leve op til arbejdets krav - uanset om det skyldes sygdom, sociale problemer, helbred eller alderdom - forsørges af det offentlige, samt at virksomheder i vidt omfang kan hyre og fyre medarbejdere uden at skulle tænke på de sociale konsekvenser. Man kan således sige, at danske virksomheder via deres skatteindbetalinger i vidt omfang har betalt sig fra et socialt medansvar. Først inden for de seneste knap ti år er diskussionen om virksomhedernes rolle for alvor blusset op her i landet. Formålet med dette temanummer af Tidsskrift for ARBEJDSliv er at belyse fænomenet Avirksomheders sociale ansvar@, som over en årrække har udviklet sig til et centralt begreb i de politiske forskningsmæssige diskussioner om fremtidens velfærdssamfund i almindelighed og virksomhedernes samfundsmæssige rolle i særdeleshed. Hvorfor denne accelererende debat om virksomhedernes sociale ansvar? Der er antageligt mange grunde til den accelererende debat om virksomhedernes samfundsmæssige rolle. For det første har vi i Danmark en stor gruppe af borgere på midlertidig eller varig offentlig forsørgelse, og denne gruppes omfang har længe været konstant eller ligefrem stigende. Dette er en stor belastning af de offentlige budgetter og er dermed også en belastning af den danske økonomi, der på grund af EU-medlemsskabet får stadig mindre råderum. Den store mængde borgere på offentlig forsørgelse viser, at socialpolitikken i dens nuværende udformning ikke kan løse problemerne. Der må nye aktører på banen, og der må tænkes kvalitativt anderledes. Dette bringer virksomhederne i fokus, bl.a. under inspiration af den socialpolitiske struktur i mange af de andre EU-lande, hvor det private islæt er mere markant end i Danmark. Asnvarliggørelsen af virksomhederne er særligt oplagt på de områder, hvor virksomhederne selv er en del af problemet, som det kendes fra nedslidning og udstødning af arbejdskraft, arbejdsulykker, eller hvor virksomhederne har særlig gode forudsætninger for at afhjælpe vanskeligheder. Fx i forbindelse med integration af ledige eller særligt udsatte grupper på arbejdsmarkedet. For det andet er det væsentligt, at man på mange virksomheder verden over i stigende grad søger efter legitimitet (Alicence to operate@) og identitet. Forbrugere, medarbejdere, lokalsamfund har op gennem 90'erne i stigende grad efterspurgt ikke bare varer eller arbejde, men også holdninger, etik og ansvarlighed. På de virksomheder, hvor man har erkendt dette, 1

2 har man været moden til og åbne overfor at diskutere og vedstå sig et socialt medansvar. Det stigende antal virksomheder, der her i landet er med i forskellige nationale eller regionale virksomhedsnetværk om social ansvarlighed, vidner tydeligt om dette. Dertil kommer, at den demografiske udvikling tyder på, at der i de kommende år bliver mangel på arbejdskraft, og at der på mange virksomheder investeres flere og flere ressourcer i at oplære og uddanne sine medarbejdere. Virksomheder kan derfor have stor interesse i at fremstå som en attraktiv arbejdsplads for derved at fastholde og rekruttere god arbejdskraft. En væsentlig ingrediens i dette er at fremstå som en arbejdsplads, der tager sig af de ansattes velfærd og eventuelle problemer. Det gør man ved at have en god personalepolitik og sikre gode udviklingsmuligheder for sine medarbejdere. Medarbejdere, der trives, giver et godt omdømme, samtidig med, at det antageligt giver højere effektivitet, lavere fravær og så videre. Ud fra dette perspektiv kan der være mange gode grunde til, at man på en virksomhed påtager sig et socialt ansvar over for de ansatte. Et forsøg på afgrænsning Samfundsforskningen byder i hvert fald på tre forskellige indfaldsvinkler til at forstå virksomheders sociale ansvar. I den traditionelle økonomiske teori har virksomhederne kun et ansvar for at tjene flest mulige penge til gavn for virksomheden, medarbejderne såvel som samfundet i almindelighed. At tale om et virksomhedsansvar, som rækker ud over dette grundlæggende økonomiske ansvar, giver ikke megen mening. Indenfor organisationsteorierne ser man derimod en langsigtet interesse for virksomhederne i at tage et socialt ansvar i forhold til virksomhedernes egne medarbejdere. Ved at investere i medarbejdernes kvalifikationer og velbefindende antages virksomhederne at kunne optimere brugen af ressourcer og minimere spild og fejl i produktionen. Endvidere ser organisationsteorier også på de markedsføringsmæssige aspekter af virksomhedernes handlemåde, og påpeger i den sammenhæng PR-værdien af at fremstå overfor offentligheden som en virksomhed med et socialt ansigt. Endelig tillægger velfærdsteorierne virksomhederne et socialt ansvar på linie med såvel stat (det offentlige) som civilsamfundet. Virksomhederne tillægges med andre ord et medansvar for både deres egne medarbejderes trivsel og for den samfundsmæssige udvikling i bred forstand. Hvor de to førstnævnte positioner ser virksomhedernes sociale ansvar som snævert knyttet til deres kort- eller langsigtede egeninteresser, ser velfærdsteorierne dette ansvar ud fra et samfundsmæssigt rationale. Det kan alene af den grund være vanskeligt for repræsentanter for hvert af disse to synspunkter at nå til en fælles forståelse af, hvori virksomhedernes ansvar består, og i hvilken udstrækning der er behov for at øge det. Disse forskellige teoretiske positioner afspejles i nogen grad i den måde, hvorpå man i Danmark har diskuteret virksomheders sociale ansvar. Bortset fra miljø-debatten, diskuterede man helt frem til slutningen af 80'erne stort set ikke virksomhedernes sociale ansvar. I overensstemmelse med den økonomiske teoris verdensbillede anså man samfundsudviklingen som det offentliges ansvar. I slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne dukkede diskussionen af "det etiske regnskab" op. Tankegangen var - i overensstemmelse med dele af organisationsteorierne - at en effektiv produktion i et stærkt pluralistisk og hurtigt ændrende samfund kræver en vis grad af fælles værdigrundlag blandt virksomhedens medarbejdere og dens øvrige interessenter. Derfor begyndte man at diskutere, hvordan virksomheder kunne 2

3 kortlægge sådanne værdier og opstille dem, så de kunne bruges som et fælles styringsinstrument. Endelig er Socialministeriets kampagne "Det angår os alle" udtryk for en velfærdsteoretisk tankegang: Velfærdssamfundet står overfor nogle problemer, som det vil være svært eller måske ligefrem umuligt at løse med den nuværende ansvars- og opgave fordeling mellem stat, marked og civilsamfund. Staten (det offentlige) kan ikke løse de forestående problemer alene. I den forstand kan man tale om, at virksomhederne har et socialt ansvar. Diskussionen om virksomhedernes sociale ansvar er i høj grad udsprunget af sidstnævnte tankegang. Især på grund af Socialministeriet, der med stor dygtighed og mange ressourcer har formået at sætte og fastholde virksomhedernes sociale ansvar som et centralt emne i samfundsdebatten - ikke mindst gennem kampagnen ADet angår os alle@. Således har stort set alle større initiativer fra eksempelsamlinger, kortlægningsundersøgelser og store konferencer til virksomhedspuljer og virksomhedsnetværk gennem de sidste næsten ti år været initieret af Socialministeriet. Dette har blandt andet haft betydning for, hvilken viden der i dag foreligger på området. Der findes en del projekter af mere beskrivende karakter. Her er der taget udgangspunkt i, hvad danske virksomheder faktisk gør i dag, som man kan putte ind under den mere pragmatiske definition af virksomhedernes sociale ansvar, nemlig virksomheders deltagelse i forebyggelse, fastholdelse og integration. Disse undersøgelser går fra eksempelsamlinger, der primært henvender sig til virksomheder, til egentlige kortlægninger, der via spørgeskemaer til et repræsentativt udsnit af danske virksomheder, kan vise, hvad virksomheder faktisk gør, men også påpege, hvilke virksomheder der gør hvad. Diskussionen om virksomheders sociale ansvar har, som ovenstående antyder, i Danmark været koncentreret meget om ansvaret for at tilvejebringe de bedst mulige betingelser for at bringe og/eller bevare flest mulige arbejdsdygtige borgere i arbejde. Man har således diskuteret forebyggelse, der primært handler om, hvordan man undgår, at der i eller på virksomhederne opstår problemer, der kan true folks beskæftigelse. Man har diskuteret arbejdsfastholdelse, som handler om at hjælpe folk, der har fået problemer, med at bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Endelig har man diskuteret integration, som handler om, hvordan man på arbejdsmarkedet kan integrere personer, der ikke har et arbejde. Denne stærke fokusering på de arbejdsmarkedsmæssige aspekter af virksomheders sociale ansvar afspejles også i dette nummer af Tidsskrift for ARBEJDSliv, der således ikke befatter sig med socialt ansvar i bredere forstand. Andre aspekter af socialt ansvar - fx vedrørende miljøforurening, kriminalitet, korruption, velfærdssamfundets sammenhængskraft eller udviklingen i den tredie verdens lande - berøres ikke i dette nummer, selvom disse aspekter i et internationalt perspektiv kan være nok så betydningsfulde. Derimod findes der på nuværende tidspunkt meget lidt egentlig forskning på området. Slet ikke, hvis man leder efter mere teoretisk velfunderede projekter. Generelt må man sige, at forskningen har haltet slemt bagefter den politiske og samfundsmæssige debat, hvilket vi også har måttet konstatere i forbindelse med tilrettelæggelsen af dette temanummer. Det skulle der blive rådet bod på i fremtiden, idet blandt andet Socialforskningsinstituttet har taget emnet op i et fireårigt forskningsprogram, og har fået det finansieret af Socialministeriet. 3

4 Det er tankevækkende, at den overvejende del af det, der er skrevet om virksomheders sociale ansvar, enten handler om, hvor godt det vil være for alle parter, hvis bare der var noget mere af det, eller om, hvordan man på forskellige måder kan fremme, at virksomheder fremover påtager sig et større medansvar for den samfundsmæssige udvikling. Et af de helt centrale spørgsmål, der trænger til en forskningsmæssig belysning, er, hvilke konsekvenser et øget virksomhedsansvar kan få for velfærdssamfundet. Vil det komme fællesskabet til gode, eller vil det snarere øge polariseringen i samfundet? Vil det øge opdelingen af medarbejdere i kernemedarbejdere, der kan nyde godt af alle virksomhedens velfærdsydelser, og mere marginale medarbejdere, der ikke kan? Vil det komme til at hæmme mobiliteten på arbejdsmarkedet og i værste fæld stavnsbinde folk til den virksomhed, de arbejder på? I forlængelse af dette vil det selvsagt også være meget væsentligt at undersøge under, hvilke betingelser et øget virksomhedsansvar synes at få bestemte positive eller negative konsekvenser. Er der nogle måder, der er bedre end andre? Og hvordan fremmer man bedst muligt de gode måder fremfor de dårlige? Temanummerets indhold Til dette nummer af Tidsskrift for ARBEJDSliv er det lykkedes at få fem forfattere til at diskutere virksomheders sociale ansvar ud fra hver deres særlige synsvinkel. Etnologen Lykke Lafarque Pedersen lægger en historisk synsvinkel på diskussionerne om virksomheders sociale ansvar ved at tage udgangspunkt i de såkaldte fabrikssamfund fra omkring århundredskiftet. Konkret er artiklen en analyse af Brede Klædefabrik baseret på samtidige kilder, samt erindringer af tidligere "Bredere". Den historiske tilgang kan være med til at sætte nutidens diskussion i perspektiv - hvad var de positive, og hvad var de negative erfaringer fra datidens fabrikssamfund, hvor virksomheden påtog sig hele det sociale ansvar for arbejdskraften lige fra vugge og til grav. Kort viser artiklen, at fabrikken opbyggede sociale institutioner, der ikke var kendt andre steder, såsom vuggestue, børnehave, skoler, badeanstalt osv. Endvidere fik man ikke lov at dø af sult, hvis man var ansat på Brede. Til gengæld for disse goder fik virksomheden en arbejdskraft, der var taknemmelig og dybt afhængig af fabrikken. Ønskede man at frigøre sig selv og sin familie fra fabrikken, mistede man ikke kun arbejdet og lønnen, men også boligen og alle dertilhørende goder. Flemming Ibsen og Niels Westergaard Nielsen anlægger begge en økonomisk synsvinkel på diskussionen. Flemming Ibsen tager et teoretisk udgangspunkt og diskuterer under hvilke betingelser, man kan tale om, at virksomheders sociale ansvar er en rationel handling. Han konkluderer, at det såkaldte interne ansvar, dvs ansvaret overfor egne medarbejdere, er rationelt, når man medtager virksomhedernes behov for at fastholde den humane kapital. Dette betyder dog samtidig, at det forudsættes, at virksomheden har dette behov, hvilket man kan betvivle, hvis der er tale om virksomheder, der primært beskæftiger ufaglært arbejdskraft. Det eksterne ansvar, dvs ansvaret overfor at integrere mennesker, der er uden for arbejdsmarkedet, er det derimod vanskeligt at se som rationelt i de økonomiske modeller. Alligevel kan det for nogle virksomheder ses som rationalt, hvis det er et led i en markedsføringsstrategi, hvis løntilskudspersoner er ideal-arbejdskraften, eller hvis virksomheden handler ud fra moralsketiske grunde. 4

5 Niels Westergård-Nielsen sætter ud fra nye empiriske analyser på samme vis spørgsmålstegn ved det rationelle i, at virksomheder påtager et internt ansvar. Undersøgelser viser nemlig, at den danske arbejdskraft er meget mobil, dvs at folk sjældent bliver særligt længe på den samme arbejdsplads. Når det er tilfældet, falder argumentet for det interne ansvar faktisk væk, idet begrundelsen netop var at fastholde den humane kapital. Men hvis den humane kapital slet ikke vil fastholdes, eller den slet ikke når at blive opbygget, fordi den flytter sig hurtigt, er det dyrt for virksomheden at forsøge. Med hensyn til det eksterne ansvar konkluderes det i artiklen, at det danske arbejdsmarked simpelthen ikke er rummeligt. Udviklingen i antallet af personer på overførselsindkomster har været og er fortsat stigende. En af forklaringerne herfor finder Westergård-Nielsen i de manglende incitamenter. Både arbejdsgivere og fagforeninger har en interesse i, at det er det offentlige, der tager sig af integrationen. Hvis dette skal vendes, må der finde nogle nye incitamentsstrukturer, og artiklen afsluttes med et konkret forslag. Tine Rostgaards artikel AKan vi ikke gøre det lidt bedre?@ fokuserer specielt på arbejdsmarkedssituationen for personer, der har omsorgsforpligtelser overfor børn eller voksne med særlige plejebehov. Baggrunden herfor er, at det i mange lande kan være vanskeligt for sådanne personer at opretholde eller skaffe sig beskæftigelse, og at gruppen derfor må betragtes som marginaliseringstruet. Artiklen belyser, hvilke incitamenter, virksomheder - især under gunstige konjunturer - kan have for at fastholde eller rekruttere personer med omsorgsforpligtelser. Endvidere gives der er række eksempler fra Europa, USA og Japan på forskellige ordninger, der alle har til formål at lette beskæftigelsen for personer med omsorgsforpligtelser. Villy Dyhr beskriver i nye regnskaber@ en af de måder, hvorpå man kan forsøge at styrke virksomhedernes sociale ansvar. Ved at få virksomheder til at opstille såkaldte sociale regnskaber kan man dels styrke bevidstheden om virksomhedens rolle og ansvar, dels kan man få virksomheden til frivilligt at forpligte sig til at udvise en vis social ansvarlighed. Artiklen gennemgår forskellige typer af nye regnskaber og argumenterer for, at det er i virksomhedernes egen interesse at aflægge nye former for ikke-finansielle regnskaber. Selvom disse stadig er i deres vorden, og man endnu ikke ved, hvordan de præcist vil udvikle sig på længere sigt, tyder meget på, at de nye regnskaber vil brede sig betragteligt i de kommende år. Temaredaktionen 5