N YT LIV Å RG. 4 7 DØDEN OG DET KRISTNE OPSTANDELSESHÅB TRÆNGSLERNE FØRER TIL MÅLET DEN UMULIGE KIRKEKAMP

Transkript

1 N YT LIV Å RG. 4 7 DØDEN OG DET KRISTNE OPSTANDELSESHÅB TRÆNGSLERNE FØRER TIL MÅLET DEN UMULIGE KIRKEKAMP

2 Nyt Livs kontor: Postboks 57, 9330 Dronninglund Tlf.: Nyt Livs kasserer: Peder Hovgaard Thyrasvej 15, 8600 Silkeborg Tlf.: Kontonr.: Nyt Livs formand: Bent Christensen Irisvej 21A, 9330 Dronninglund Tlf.: Nyt Livs forlag: Inge Christensen Postboks 57, 9330 Dronninglund Tlf.: Nyt Livs hjemmeside: NOVEMBER 2014 Indhold: VIDNESBYRD: EN EVIG BYGNING ER NÅDEN... 2 LEDER: DANSK OASE OG DEN KATOLSKE KIRKE... 3 GUDSTJENESTE MED ELLER UDEN NADVER...15 HVAD ANFÆGTELSE ER...22 EFTER TABET AF VORES DATTER...29 VI MØDES PÅ OPSTANDELSENS MORGEN DØDEN OG DET KRISTNE OPSTANDELSESHÅB DIT LIV ER I GUDS HÆNDER GUDS ALMAGT OG DET ONDE...45 BOGANMELDELSER TRÆNGSLERNE FØRER TIL MÅLET...54 EN LOVPRISNING AF DEN TREENIGE GUD DEN UMULIGE KIRKEKAMP...67 Formand for Kristent Skole- og Kursuscenter: Jørgen Christensen Storskovvej 10, 9330 Dronninglund Tlf.: l.j.smedegaard@post.tele.dk Djurslands Efterskole: Kanneshøjvej 43, Fjellerup 8585 Glesborg Skoleleder: Anders Christensen Viceskoleleder: Tom Skuldbøl Tlf.: de@djurslands.dk Hjemmeside: ISSN: Tryk: Øko Tryk ANNONCER Ansvarshavende redaktør Mikkel Vigilius Ved Stengærdet 12, 3400 Hillerød Tlf.: , vigilius@ready.dk Redaktionssekretær Henrik Gren Hansen Grådybet 27, 2.2, 6700 Esbjerg Tlf.: , henrikgren@live.dk Nyt Livs formand Bent Christensen Irisvej 21A, 9330 Dronninglund Tlf.: , @interflora.dk Nyt Livs næstformand Svend Aage Paulsen Æblehaven 5, 3600 Frederikssund Tlf.: , svendaa@paulsen.mail.dk REDAKTION Tilmelding, afmelding eller adresseændring kan ske via Nyt Livs hjemmeside: Nyt Liv er en bevægelse, der arbejder på tværs af lutherske missionsforeninger og kirkesamfund. Nyt Liv tager sigte på at være et supplement og ikke et alternativ til allerede bestående forsamlinger. Grundlaget for Nyt Livs arbejde er Bibelen som Guds ufejlbarlige ord, og den evangelisk-lutherske kirkes bekendelse som sand og forpligtende tolkning af Bibelen.

3 2 VIDNESBYRD INDLEDNING EN EVIG BYGNING ER NÅDEN En evig bygning er nåden! I Himlen har du grundfæstet din trofasthed (Sl 89,3, gl. oversættelse). Gud kan give sine børn bibelvers, som kan ligge på lager i hukommelsen i lang tid, uden at det skiller sig ud fra andre gode bibelvers. Og så lige præcis i de livssituationer, hvor han ser, at hans barn har brug for at se Guds almagt og hellighed, folder Gud det ud i sind og tanke, så det bliver til stor glæde og velsignelse. Sådan et vers er Salme 89,3 for mig: En evig bygning er nåden! I Himlen har du grundfæstet din trofasthed. Ethvert bygningsværk her på jorden skal grundfæstes og have et fundament, som er stabilt og sikkert. Hvor mange maskinkræfter og mængder af stål og beton har ikke været i brug for at grundfæste et bygningsværk som Storebæltsbroen, så tog og biler kan køre over i tillid til, at det bærer? Men når jeg er bange for at gå fortabt, fordi Gud med al ret kan lade det ske, når jeg mister modet over mig selv, og når fornægtelsen af Guds vilje tager til omkring mig, så har jeg ikke brug for at blive mindet om storslåede bygningsværker, som mennesker har bygget. Det er der ikke megen trøst i, når verden ramler. Så har jeg brug for at høre om en evig nådebygning i himlen. Så har jeg brug for at høre om Jesus. For nådebygningen er Jesus. I Himlen står Jesus grundfæstet for Guds trone med naglemærkede hænder. Og Gud glæder sig over det, han ser. For når Gud frelser mig, leder han ikke efter noget hos mig, som kan kvalificere mig til at blive frelst. Han leder ikke efter potentiale, som han kan opgradere. Nej, Gud er optaget af Jesus. For sin egen skyld er Gud tilfreds med Jesu død og opstandelse i mit sted. Nådebygningen står fast uanset mine kolde eller varme følelser og helt uafhængig af menneskers formåen og historiens gang. Om så verden ramler sammen omkring mig, så står nådebygningen grundfæstet i Himlen. For når Jesus står der, bliver Gud mindet om, hvad han har lovet: Min troskab mod ham bryder jeg ikke, jeg svigter ikke min trofasthed. Jeg bryder ikke min pagt, jeg ændrer ikke, hvad jeg har lovet (Sl 89,34). Så er der virkelig grund til at synge takkesange og lovprise Gud! I nådebygningen er jeg helt groet sammen med Jesus. I Guds øjne er Jesus og jeg et. Jeg får lov til at være i livsfællesskab med Jesus og leve i nådebygningen. Dag for dag. Det står fast. Ellen Bjerg Madsen, Videbæk, hjemmegående

4 LEDER NYT LIV DANSK OASE OG DEN KATOLSKE KIRKE Af Thorkil Ambrosen Dansk Oase præsenterer sig som en luthersk bevægelse. Samtidig erklærer den, at den uden problemer kan have broderligt og forkyndelsesmæssigt fællesskab med romerske katolikker. Hvordan kan det gå til? Reformationen satte et skel ned mellem protestanter og katolikker, fordi man havde forskellige forståelser af evangeliet. Broderligt og forkyndelsesmæssigt fællesskab var umuligt, fordi man havde hver sin lære om Jesu frelse og om vejen til Himlen. Men nu er denne situation ifølge Dansk Oase forandret. Ifølge Dansk Oase kan der nu være broderligt og forkyndelsesmæssigt fællesskab mellem lutheranere og katolikker, fordi de i alt det væsentlige har samme lære om frelsen. Den lutherske lære om retfærdiggørelsen I det følgende vil jeg gennemgå de offentlige dokumenter og udtalelser, hvori ledere for Dansk Oase udfolder dette syn. Men inden jeg går over til de enkelte kilder, finder jeg det nyttigt at referere, hvad vore lutherske fædre har sagt om retfærdiggørelsen af tro i Konkordieformlen: Om troens retfærdighed for Gud tror, lærer og bekender vi enstemmigt i overensstemmelse med den tidligere fremsatte sammenfatning af vor kristne tro og bekendelse, at et fattigt, syndigt menneske bliver retfærdiggjort for Gud, frikendt, erklæret for løst og befriet fra alle sine synder og fra fordømmelsens dom, som det med rette har fortjent, og antaget som Guds barn og arving til det evige liv, uden at det på nogen måde har fortjent det eller er det værd, ja, også uden nogen forudgående, samtidige eller efterfølgende gerninger, alene af nåde og ene og alene for vor Herre Kristi hele fortjenestes skyld og for hans fuldkomne lydigheds, bitre lidelses, døds og opstandelses skyld. Hans (Jesus Kristi) lydighed regnes os til retfærdighed 1. I Bibelen behandles synd på to måder, nemlig ved henholdsvis lov og evangelium. Ved loven afsløres synden, og ved evangeliet fjernes synden.

5 4 DANSK OASE OG DEN KATOLSKE KIRKE LEDER Reformationens ubetingede centrum er retfærdiggørelseslæren (frelseslæren). Hvis vi afviser eller reducerer lovens krav og dom, da bliver vi under loven. Lovens krav vil fortsat gælde for os, vi vil blive dømt efter loven, og for at blive frelst skal vi opfylde hele loven. Det er der kun én, der har gjort, nemlig Jesus. Hvis evangeliet om, at Jesus har sonet synden og på denne måde skaffet os forsoning med Gud, ikke modtages i tro som fuldgyldig og endelig betaling for alle vore synder, da afviser vi Jesus, og da er vores kristendom uden mening og forgæves. Men modtager vi i tro Jesu soning for vore synder som gældende forsoning i forhold til Gud, så har vi evigt liv sammen med Jesus. Hvis vi tror og mener, at Jesus først og fremmest er et godt forbillede for os i forhold til retfærdigheden for Gud, og at vi med dette forbillede skal arbejde os frem til frelsen, da er konsekvensen evig fortabelse uden Jesus. Hvis vi tror og mener, at Jesus kun har begyndt frelsen, og at vi selv skal fuldende den, at Jesus kun har gjort det nemmere for os selv at blive retfærdige, men at vi skal blive retfærdige i os selv for at gå ind i Himlen, da har vi forkastet den eneste retfærdighed, som kan frelse os over for Gud: Jesu retfærdighed, der tilregnes os. Ifølge Dansk Oase kan der nu være broderligt og forkyndelsesmæssigt fællesskab mellem lutheranere og katolikker, fordi de i alt det væsentlige har samme lære om frelsen. I sidste nummer af Nyt Livs blad tydeliggjorde den tidligere katolske præst Richard Bennett, at den katolske kirke ikke har ændret sin frelseslære siden reformationen. Den katolske kirke afviser fortsat lovens dom over al vor egen retfærdighed. Den katolske kirke benægter fortsat, at Jesus har fuldbragt frelsen for os. Jesus har kun lagt grunden for vor frelse. Ifølge den katolske kirke skal vi med Jesus som forbillede og med helgenerne som vore hjælpere arbejde os frem til selv at blive retfærdige. Først når vi er helt retfærdige og syndfri i os selv, kan vi gå ind i Himlen. Vi frelses ved vor egen retfærdighed. Det er selve definitionen på selvretfærdighed! Når vi ikke den fuldkomne retfærdighed her i livet, må vi renses i skærsilden, indtil vi er helt rene. Det er fortsat den katolske lære. Den katolske kirke fordømmer fortsat alle os, som tror, at vi kan frelses ved tro på Jesus og hans fuldbragte frelse, og at vi ved denne tro bliver tilregnet Jesu egen retfærdighed. De, som tror det, er ifølge den katolske kirke fordømte og fortabte. Det er den katolske kirkes lære i dag. Ikke desto mindre siger Dansk Oase, at lutherske og katolikker nu i alt væsentligt har samme frelseslære, og at lutherske og katolikker derfor kan have broderligt og forkyndelsesmæssigt fællesskab. Hvordan dette er kommet til udtryk i papirer og udtalelser fra lederne i Dansk Oase, skal vi se på nu. Jeg vil også inddrage enkelte dokumenter, som er skrevet af personer uden for Dansk Oase. Dansk Oases landsleder 2006 I foråret 2006 blev landslederen for Dansk Oase, Anne Mie Skak Johansen, interviewet om Oasebevægelsen og herunder om pro-

6 NYT LIV grammet for SommerOase På SommerOase 2006 var den katolske munk, Raniero Cantalamessa, hovedtaler. Han havde været hofprædikant for to paver og var på Dansk Oases lejr blevet bedt om at undervise ud fra Romerbrevet. Han havde på ingen måde tilkendegivet, at han havde forladt den katolske kirkes lære. Det har han heller ikke efter Landslederen finder det genialt, at Dansk Oase får en katolik til at tale om retfærdiggørelse af tro ud fra Luthers hovedbrev. Hun understreger, at Cantalamessa er knalddygtig, og at vi ikke skal opretholde skræmmebilleder af katolikkerne fra reformationens tid. Den katolske kirke har ifølge landslederen gennemlevet sig egen reformation og ligner ikke den kirke, som den var på Luthers tid. Ifølge den katolske kirke skal vi med Jesus som forbillede og med helgenerne som vore hjælpere arbejde os frem til selv at blive retfærdige. Landslederen får så følgende spørgsmål: Bibelen formaner os til ikke at tage imod vranglærere og til ikke at lade dem tale hos os. Hvem handler denne formaning om? Hertil svarer hun: Den handler om dem, som lærer fejl. Det vil sige dem, som forkynder et andet evangelium end Jesus Kristus og ham som korsfæstet. Jeg ser ikke noget problem i, at der kommer en katolik. Min opsummering og vurdering Dansk Oases landsleder anser ikke den katolske kirkes frelseslære for at være falsk og dermed vranglære. Landslederen forsøger ikke at argumentere for, at den katolske kirkes lære er et og Cantalamessas lære noget andet. Det ville også have været et håbløst projekt, da Cantalamessa på intet tidspunkt har tilkendegivet, at han har forladt den katolske kirkes lære. Cantalamessa er katolsk munk og har haft opgaver i den katolske kirke, som betyder, at han er godkendt af og står på linje med selve det katolske hovedkvarter. Derfor kan han ikke betragtes som andet end en repræsentant for den katolske lære. At dette er tilfældet fremgår også af hans bog om Romerbrevet, Livet i Kristus. Officielt dokument fra Dansk Oase 2006 I efteråret 2006 udsendte ledelsen i Dansk Oase et officielt dokument med titlen: Derfor arbejder Dansk Oase økumenisk. Papiret var skrevet af Morten Munch 3. Under overskriften Den ene hellige almindelige kirke og de kirkelige konfessioner kan man læse følgende: Vi må skelne mellem den globale kirkes fællesfundament og de konfessionelle tolkninger heraf, som ikke deles af hele kirken. Kirkens egentlige fundament er Guds inkarnerede ord Jesus Kristus og med Ham som tolkende centrum tillige Guds skrevne ord, Bibelen. Som udtryk for kirkens enhed har vi i praksis brug for et af det egentlige fundament afledt fælles fundament, som siger mere end de to ord Jesus Kristus og mindre end Bibelens samlede antal ord, som er mere end ½ million. Som fælles afledt fundament indtager de økumeniske oldkirkelige bekendelser (Apostolicum, Nicænum) en særstilling som globalt

7 6 DANSK OASE OG DEN KATOLSKE KIRKE LEDER kristent fælleseje og udtrykker som sådan den uopgivelige kristne troskerne, de kristne absolutter. Hertil føjer sig en lang række nærmere tolkninger af denne troskerne og af den bibelske åbenbaring; tolkninger som er varierende fra konfession til konfession og som ikke er globalt fælleseje i den ene hellige almindelige kirke (...) Kategorien tolkninger, dvs. konfessionsafgrænsende tolkninger, er ikke uvæsentlige, men de er heller ikke det hvormed kirken står og falder og det som skiller sand og falsk kirke ( ) Lægger vi vort eget kirkesamfunds tolkninger ned som selve basis for troen i den ene hellige almindelige kirke, sker der to ting med fundamentet: Det bliver usikkert og tillige kirkesplittende. Ophøjelse af konfessionelt afgrænsende tolkninger til absolutte sandheder udtrykker et erkendelsesmæssigt hovmod (...) Det syn på kirkens enhed, som er beskrevet ovenfor, udmøntes i Dansk Oases praksis, ved at følgende retningslinier lægges til grund for bevægelsens fælleskirkelige engagement, brug af gæstetalere ved stævner etc.: - Respekt for Bibelen som grundlag for kirkens lære og liv. - Bekendelse af de grundlæggende kristne dogmer i de oldkirkelige symboler. - Tjenesten bør værne om evangeliets frihed gennem forkyndelsen af Guds nåde og gennem en ikke-manipulerende form. - Den personlige etik bør opleves sund og afspejle bibelske værdier i relationelle, økonomiske og andre forhold. - Samarbejdet bør præges af gensidig respekt. Konklusion: Dansk Oase arbejder økumenisk ud fra den overbevisning, at kristen enhed baserer sig på bekendelsen til Jesus som herre og frelser og på fællesskab om kristendommens kerne, som den er formuleret i de oldkirkelige bekendelser. Min opsummering og vurdering Her er der tale om en lang og knudret fremstilling af, at konfessioner, dvs. kirkesamfund, er noget, man skal være meget forsigtige med. Selv om man i Dansk Oase bekender sig til evangelisk luthersk kristendom, så er det tydeligt, at denne kristendom reelt er i vejen her. Budskabet er, at man blot skal holde sig til troskernen, som ikke omfatter evangeliet om retfærdiggørelse af tro alene. Den trosartikel om retfærdiggørelse af tro, som ifølge Luther var afgørende for, om kirken stod eller faldt, den er ifølge Dansk Oase ikke længere afgørende. Vi kan godt mødes som kristne brødre og havde forkyndelsesfællesskab, selvom vi ikke er enige om, at vi kommer til Himlen ved Jesu frelsergerning og hans tilregnede retfærdighed alene. Evangeliet er ikke længere grundlag for kristen enhed og kristent fællesskab. At hævde dette fremstilles så af Dansk Oase som et udtryk for ydmyghed! Det forekommer mig ikke særligt ydmygt, når Dansk Oase reelt afskriver de lutherske bekendelsesskrifter. Men det er klart, at de lutherske bekendelsesskrifter i denne sammenhæng står i vejen for, at Dansk Oase kan samarbejde med og have broderligt og forkyndelsesmæssigt fællesskab med den katolske kirke. Dansk Oase definerer reelt det frelsende evangelium som uvæsentligt for at forsvare

8 NYT LIV deres økumeniske samarbejde med den katolske kirke. Jeg kan kun se det, som Dansk Oase her kommer med, som forførende vranglære. Det lyder måske tilforladeligt, men det fører væk fra nåden i Kristus. Herudover er det blindhed i forhold til det bibelske evangelium om retfærdiggørelse af tro alene og hovmod i forhold til de lutherske bekendelsesskrifter. Dansk Oase tilsidesætter med stor frimodighed alt det i bekendelsesskrifterne, som går deres ønskede praksis imod. Dette hovmod fremstiller de som ydmyghed, mens troskaben mod det frie evangelium om Jesu fuldbragte frelse, fremstilles som hovmod. Dette udtrykker Dansk Oase ved bl.a. at sige: Ophøjelse af konfessionelt afgrænsende tolkninger til absolutte sandheder udtrykker et erkendelsesmæssigt hovmod. Med andre ord: De sandheder, som vi ikke kan blive enige med katolikkerne om, dem må vi ikke fremstille og forkynde som sandheder! Gør vi det, så er vi hovmodige. Dermed bliver størstedelen af de lutherske bekendelsesskrifter udtryk for hovmod. Men dermed bliver det også en hul og fiflet dobbeltmoral, når Dansk Oase i andre sammenhænge bekender sig som lutherske og roser de lutherske bekendelsesskrifter. DBI-lærere om Dansk Oase 2006 I forbindelse med, at Raniero Cantalamessa i 2006 var hovedtaler på SommerOase, skrev to lærere på Dansk Bibel-Institut (DBI) en vurdering af Cantalamessas teologi. De to lærere var Nicolai Techow og Jens Bruun Kofoed. De kaldte deres dokument En Vurdering af Raniero Cantalamessas Teologi (VRCT) 4. Dokumentet er på 28 sider. Med stor teologisk grundighed og med udgangspunkt i en evangelisk-luthersk lære evaluerer de Cantalamessas teologi på baggrund af hans bog Livet i Kristus, hans prædikener og foredrag, og interviews publiceret på den engelske version af hans hjemmeside www. cantalamessa.org. De to DBI-lærere skiver indledningsvis, at Cantalamessa erhvervede doktorgraden i teologi og senere blev professor i Milano. I 1979 forlod han universitetet og blev personlig prædikant for to af paverne. Herudover har han været en af den katolske kirkes mest fremtrædende fortalere for den økumeniske samtale og en central figur indenfor den karismatiske fornyelse i den katolske kirke. Dansk Oase definerer reelt det frelsende evangelium som uvæsentligt for at forsvare deres økumeniske samarbejde med den katolske kirke. Jeg vil ikke gennemgå dokumentet. Det bør læses i sammenhæng. Men fra forfatternes afsluttende sammenfatning vil jeg citere nogle linjer: Det står således klart, især i de prædikener og foredrag, som er tilgængelige på hans officielle hjemmeside, men også i hans romerbrevskommentar, at Cantalamessa dels fastholder en række af de klassiske teologiske dogmer om helgener, jomfru Maria osv., dels at han står i den nyere katolske tradition, som fulgte efter 2. Vatikanerkoncil, og som er kendetegnet af blandt andet en historisk-kritisk tilgang til Bibelen, en åbenhed for økumenisk samarbejde og nok så væsentligt en

9 8 DANSK OASE OG DEN KATOLSKE KIRKE LEDER fastholdelse af den katolske lære om retfærdiggørelse (...) Vi skal derfor beklage, at en sådan bog [Livet i Kristus] bliver udgivet og lanceret som et bidrag til at hele de sår, som kirken blev påført ved bruddet mellem den katolske kirke og de protestantiske kristne. Den bidrager efter vores bedste overbevisning kun til uklarhed om den sag, hvormed kirken forstået både som institution og som Kristi legeme står og falder. For hvis ikke kirken tydeligt og klart kan pege på den eneste gyldige frelsesgrund, Gud har givet, hvem kan så blive frelst? De to DBI-lærere kommenterer undervejs det økumeniske dokument fra 1999 Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren, som er udarbejdet af nogle lutherske og nogle katolske teologer, og hvor de forsøger at formulere sig om retfærdiggørelsen på en sådan måde, at begge parter kan finde deres teologi i formuleringerne. DBI-lærerne hævder, at dokumentet ikke udtrykker nogen reel enighed om retfærdiggørelsen, det tildækker blot de uenigheder, som fortsat består. Det fremgik i øvrigt også af Richard Bennets artikler i sidste nummer af Nyt Livs blad. De to DBI-lærere påpeger, at den danske folkekirke ikke har underskrevet dokumentet. Min opsummering og vurdering Når man læser denne teologiske udredning, fremgår det med stor tydelighed, at Cantalamessa ikke på nogen måde har bevæget sig væk fra den katolske kirkes frelseslære. Han lærer ikke, at vi frelses ved en tilregnet retfærdighed, som gives os ved tro på Jesus. Han lærer derimod det samme som hele den katolske kirke: at vi frelses ved vor egen retfærdighed. Derved fornægter han, at Jesus som vores stedfortræder har fuldbragt frelsen for os, og at vi kan frelses blot ved tro på ham. Og Dansk Oase finder det på ingen måde problematisk at bruge ham som forkynder. Hvis ikke kirken tydeligt og klart kan pege på den eneste gyldige frelsesgrund, Gud har givet, hvem kan så blive frelst? Reaktion fra Dansk Oase 2006 Ikke længe efter at de to DBI-lærere havde offentliggjort deres dokument, udsendte Dansk Oases ledelse i 2006 et responsum til VRCT 5. Det var skrevet af Jesper Oehlenschläger, Anders Michael Hansen og Morten Munch. I dette responsum til VRCT gør forfatterne indsigelse imod de to DBI-læreres udsagn om det økumeniske dokument Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren (FE). Lederne fra Dansk Oase mener, at DBI-lærerne burde have nævnt, at der kun var 8 af Det Lutherske Verdensforbunds 80 medlemskirker, som ikke var villige til at underskrive dokumentet. Den danske folkekirke tilhørte dermed et lille mindretal af lutherske kirker, som ikke ville anerkende, at katolikker og lutherske nu var grundlæggende enige om frelsen. Lederne for Dansk Oase understreger også, at den danske folkekirkes nej blev fulgt af en positiv erklæring som lød: Vi anerkender imidlertid, at FE har hjulpet de evangelisk lutherske kirker og den romerske katolske kirke til at nå frem til en gensidig forståelse af hinanden som sande kristne kirker.

10 NYT LIV Dansk Oase-lederne fortsætter: Folkekirken bekræfter her klart, at den katolske kirke betragtes som en sand kristen kirke, og danske biskopper og folkekirkeledere deltager jævnligt i et forkyndelsesfællesskab med katolikker, ligesom vi også agter at gøre det på SommerOase 06 og også tidligere har gjort det. Lederne beklager, at DBI-lærerne har formidlet et helt andet indtryk af det, som er sket på SommerOase 2006: Vi sidder tilbage med et billede af, at vi i Dansk Oase har inviteret en taler fra en vranglærende sekt. Dokumentet slutter med disse ord: Vi siger ikke i Dansk Oase, at FE har udjævnet de læremæssige forskelle, men vi mener ikke, at der efter FE er basis for at fastholde reformationstidens fordømmelser af den katolske kirke. Også i det spørgsmål savner vi i VRCT en klar tilkendegivelse. Min opsummering og vurdering I dette dokument prøver Dansk Oase at undskylde sig med, at når rigtig mange lutherske kirker har anerkendt og sluttet fred med den katolske kirkes frelseslære, og når folkekirken betragter den katolske kirke som en kristen kirke, så er alt på plads, og så vil man både nu og fremadrettet have broderligt og forkyndelsesmæssigt samarbejde med den katolske kirke. Man lukker øjne og øre for alt det, som taler imod den økumeniske praksis, som man gerne vil have, og så vælger man i stedet at lytte til og lade sig vejlede af, hvad en lang række bibelkritiske og liberale lutherske kirker siger, og hvad den læreopløste danske folkekirke siger. På denne baggrund fastslår man, at der ikke længere er basis for reformationstidens fordømmelser af den katolske kirke. Åbent brev fra en DBI-lærer I forlængelse af responsum-dokumentet fra Dansk Oase-lederne skrev DBI-lærer Nicolai Techow i 2007 et åbent brev med titlen: Kære Dansk Oase Hvor står I? 6 Det er tydeligt, at Nicolai Techow har haft hjertekvaler med at skrive dette åbne brev. Dokumentet er på 25 sider og jeg kan kun anbefale, at man læser det i sin sammenhæng og helhed. Techows anliggende er dog klart. Han kan ikke se, at det er muligt at forene den bibelske frelseslære og den katolske frelseslære, og han ønsker, at Dansk Oase skal tilkendegive, hvor Dansk Oase står i dette spørgsmål: Hvilken frelseslære har Dansk Oase? I sin sammenfatning sætter Techow ord på, hvad det handler om: Det handler først og fremmest om 1) retfærdiggørelseslærens status som den doktrin, kirken står og falder med; og 2) om retfærdiggørelseslærens indhold, at Gud på dommens dag dømmer os retfærdige af nåde (favor Dei) alene, ved troen (tillid til Kristus) alene, og for Kristi skyld alene, således at vores retfærdighed er restløst fremmed og består udelukkende i Kristus og hans én gang for alle fuldbragte værk uden for os. Techow fastslår, at dette er den bibelske lære, men at den katolske kirke har en helt anden lære om frelsen. Hvordan kan Dansk Oase tro, at de to kan forenes? Hvor står Dansk Oase? Min opsummering og vurdering Techow peger på det, der er helt centralt i den bibelske og lutherske teologi vedrørende retfærdiggørelsen. Han konkluderer, at man ikke kan fastholde den bibelske og lutherske lære og samtidig sige, at den katolske frelseslære er sand. De to syn på frelsen er lige

11 10 DANSK OASE OG DEN KATOLSKE KIRKE LEDER så uforenelige som vand og olie. Hvordan mener Dansk Oase, at de kan forene disse to? Og hvis Dansk Oase ikke vil forene disse to syn, hvilket syn må da ifølge Dansk Oase betegnes som sandt, og hvilket syn må betegnes som falsk og forførende? Techows åbne brev med de relevante og klare spørgsmål til Dansk Oase i 2007 står stadig ubesvaret i Det kan kun tolkes derhen, at Dansk Oase fastholder, at den katolske kirke i alt væsentligt har en sand frelseslære, og at Dansk Oase derfor kan have broderligt og forkyndelsesmæssigt samarbejde med den katolske kirke. Intet af det, som Dansk Oase offentligt har sagt og skrevet om dette spørgsmål er kaldt tilbage. Alt det, som er gennemgået ovenfor, er derfor udtryk for Dansk Oases officielle syn, også i dag. Dansk Oase-papir om retfærdiggørelsen Efter Nicolai Techows åbne brev udsendte Dansk Oase i 2007 et officielt papir med titlen Retfærdiggørelse ved tro. Som forfattere var anført Dansk Oases Lederskab ved Keld Dahlmann og Morten Munch 7. Det virkede umiddelbart naturligt at opfatte dokumentet som et svar på Nicolai Techows åbne brev og spørgsmål. Men det gav ingen svar. Det var fuldt af gode ord om retfærdiggørelse ved tro, og meget af det var i god samklang med Bibelen og de lutherske bekendelser. Men det gjorde bare spørgsmålet endnu mere påtrængende: Hvis I virkelig mener dette, hvordan kan I så anerkende den katolske kirkes lære, som siger præcis det modsatte? Det gav dokumentet intet svar på. Om det spørgsmål skrev forfatterne følgende: Vi er uenige med en række katolske standpunkter, men mener, at der i spørgsmålet om retfærdiggørelsen er tilstrækkelig enhed til gensidig anerkendelse af hinandens kirker. Det grundsyn har vi tilfælles med over 80 lutherske kirker. Min opsummering og vurdering Forfatterne fra Dansk Oase vælger helt åbenlyst ikke at forholde sig til den katolske kirkes officielle lære, som ellers fremgår med utvetydig klarhed bl.a. af den katolske kirkes katekismus. Hvad den lærer om frelsen, fremgik med stor tydelighed af Richard Bennetts artikler i sidste nummer af Nyt Livs blad. Den katolske kirke lærer præcis det samme i dag om retfærdiggørelsen som på reformationens tid. Men det vil lederne fra Dansk Oase ikke erkende og forholde sig til. De hævder: Der er tilstrækkelig (altså i alt væsentligt) enhed i spørgsmålet om retfærdiggørelsen (altså frelseslæren) til gensidig anerkendelse (Dansk Oase og den katolske kirke). Det kan vel næsten ikke siges klarere, end Dansk Oase gør det her: Vi og katolikkerne har i alt væsentligt samme lære om frelsen. Dansk Oase er dobbelte. De kalder sig lutherske, men de tilsidesætter de lutherske bekendelsesskrifter som udtryk for sandhed. De vil holde den lutherske frelseslære i den ene hånd og den katolske i den anden. Dansk Oase ønsker at ride på to heste samtidig eller, om man vil, at blæse og have mel i munden samtidig. Hvorfor gør de det? Der kan være mere end en grund til det. Men det lader i hvert fald til at være populært. De samler mange mennesker. Antalsmæssig fremgang har imidlertid aldrig været et bevis på, at man er under Guds velsignelse og tjener hans nåderiges udbredelse.

12 NYT LIV Ofte er det modsatte tilfældet. Påvirkningen fra den katolske kirke ind i Dansk Oase afsluttedes ikke med Cantalamessas besøg i Den foregår til stadighed og kommer blandt andet til udtryk i de bøger, som anbefales og udbredes gennem Dansk Oases virksomhed. Lad mig blot nævne nogle få eksempler fra de sidste par år: Helgenleksikon af Donald Attwater, Undervejs med Gud meditationer over 7 pilgrimsord af Jette Dahl, At finde lykkens vej, klostervisdom til et meningsfyldt liv af Christopher Jamison og At finde et helligt rum, klostervisdom for moderne mennesker af Christopher Jamison. Flere og mere kunne have været nævnt, men blot dette for at illustrere, at Dansk Oase i den grad i den praktiske dagligdag til stadighed modtager påvirkning fra katolsk frelseslære og spiritualitet. Hvad bliver frugten af det? Den langsomme og gradvise udvikling er den, som man mærker og ænser mindst. Det, vi må forvente, er en bevægelse væk fra forkyndelsen af Guds dom over al vor godhed og fromhed, en stadigt svagere forkyndelse af Guds vrede over vor synd og nødvendigheden af Jesu stedfortrædende soning af vor synd, en bevægelse væk fra at fremstille Jesus som sonofferlammet, der har købt os til Gud med sit blod, og i stedet en stadigt stærkere betoning af Jesus som forbillede for os i vores liv. Kristendommen vil stadigt mindre handle om det, som Jesus én gang for alle har gjort for os til vor frelse, og den vil stadigt mere handle om det, vi skal gøre, være, føle, udrette og forandre i verden. Et af de mest kendte eksempler på en, som tog Jesus som forbillede til efterlevelse, er Frans af Assisi. Hans erklærede mål var at vinde det evige liv ved at leve som Kristus, fattig, selvhengivende, omsorgsfuld, god, tilgivende og hjælpende. Meget godt blev udrettet af Frans i hans liv, og meget godt er blevet udrettet af dem, som har ønsket at efterligne og efterfølge Frans. Men ingen kommer til Himlen ad fromhedens, godhedens og vor egen retfærdigheds vej. Vi frelses ved at slippe al vor egen fromhed, godhed og retfærdighed og gribe Jesus alene (Fil 3,2-11). Han er vores retfærdighed, og vores frelse er fuldbragt af ham. Når man læser programmer for aktiviteter i Dansk Oase og blot holder sig til 2013 og 2014, støder man jævnligt på Frans af Assisi, hvor efterfølgelse af hans liv og gerning gøres til genstand for behandling, anbefaling og aktiviteter. Kristendommen vil stadigt mindre handle om det, som Jesus én gang for alle har gjort for os til vor frelse, og den vil stadigt mere handle om det, vi skal gøre, være, føle, udrette og forandre i verden. Men Frans vej er og bliver selvretfærdighedens vej. Intet menneske når Himlen ad den vej. Jesus er vejen i kraft af den frelse, han én gang for alle har fuldbragt for os. Har man andre og højere tanker om sig selv og sin formåen, er man på et vildspor, som fører i evig fortabelse uden Jesus. DBI-lærer om kampen for evangeliet I 2007 skrev DBI-lærer Jens Bruun Kofoed en artikel med titlen Er tiden løbet fra DBI? 8

13 12 DANSK OASE OG DEN KATOLSKE KIRKE LEDER Det er en afhandling på 27 sider, som omhandler ideologier eller virkelighedsforståelser, som præger vores samfund, og som den troende menighed til enhver tid har en dobbelt opgave over for. Den ene opgave er den negative opgave, som består i at afsløre det, der er i modstrid med en bibelsk virkelighedsforståelse, og det på en sådan måde, at de troende bliver klar over faren og kæmper imod den. Den anden opgave er positiv og består i at tage det til sig, som er i overensstemmelse med og understøtter en bibelsk virkelighedsforståelse. Det ene skal gøres, og det andet ikke forsømmes. Bruun Kofoed understreger, at DBI fra starten af sit virke har fremholdt Bibelens syn på sig selv som udgangspunkt for læsning og forkyndelse af bibelteksterne. På den måde har DBI medvirket til, at mange (præster, missionærer, forkyndere og lægfolk) har bevaret eller fået frimodig tillid til Guds ord. Fra starten af har DBI også været forankret i det reformatoriske princip om troen alene. Det var DBI, fordi der i dette princip var hjælp at hente i kampen mod de forskellige anslag mod den bibelske lære om retfærdiggørelse og helliggørelse. Disse angreb er særligt kommet fra to sider: fra den økumeniske bevægelse og fra den karismatiske bevægelse. Det er tankevækkende at læse dette og at se, hvordan den økumeniske bevægelse og den karismatiske bevægelse i de senere år er flydt sammen i Dansk Oase. Og så er det herfra, vi mærker, at den evangeliske lære om retfærdiggørelse og helliggørelse nu undergraves og angribes. Også dette dokument af Jens Bruun Kofoed kan anbefales til læsning i sin helhed. Jeg skal her kun gengive lidt af det, som står om Dansk Oase. Bruun Kofoed rejser spørgsmålet: Hvordan er det muligt at forene den lutherske og den katolske forståelse af retfærdiggørelsen? Bruun Kofoed påpeger, at Den Augsburgske Bekendelse, som formulerer den lutherske forståelse af retfærdiggørelsen, af lutherske kristne verden over regnes for lige så vigtigt og lige så vægtigt et bekendelsesskrift som de oldkirkelige bekendelsesskrifter. Men denne opfattelse deles ikke af Dansk Oase, hvis man skal tage deres nedskrevne udsagn for pålydende. De anerkender den katolske frelseslære, selvom den er 100% uforenelig med den evangeliske frelseslære. Bruun Kofoed påpeger, at det her handler om evig frelse eller evig fortabelse. Så alvorligt er spørgsmålet. Han bringer i den forbindelse et citat af DBIlærer Nicolai Techow: Den katolske lære fører til, at vi satser på Kristus og vore forbedringer og gode gerninger som det, der skal klare ærterne på dommedag. Frelsesvished kan man ikke have. Hvad værre er: Sådan en tro frelser ikke. Frelsende tro er kendetegnet ved, at den giver Gud ret i hele hans totale dom over os, inklusive over den syndighed, der besmitter selv vores bedste kristne forbedring. Og kendetegnet ved, at den klamrer sig til retfærdigheden i Jesus alene (Rom 3,28; 4,5; Fil 3,7-9; Gal 2,16). Den katolske kirke gør ingen af delene. I stedet kalder den indirekte dele af Guds dom for løgn og får os til at stole på noget andet end Guds frelse, sådan som den er åbenbaret i Kristus og hans værk alene. Det sidste er Bibelens begreb om afgudsdyrkelse i en nøddeskal. Disse små forskelle kan være svære at få øje på. Men de er altafgørende. De hand-

14 NYT LIV ler om menneskers frelse. Intet mindre. Bruun Kofoeds artikel slutter med et rungende ja til, at der fortsat er brug for DBI. Min opsummering og vurdering Bruun Kofoeds artikel behandler meget andet end Dansk Oase og deres ståsted i relation til den katolske kirke. Men det, som siges om denne sag, er med til at understrege alvoren af, at Dansk Oase åbner sig for og forsvarer radikal vranglære om vejen til frelse. Dansk Oase leder vild i det mest alvorlige og afgørende spørgsmål af alle: Hvordan bliver vi frelst på dommens dag? I artiklen slås det fast, at der er behov for DBI. Til det kan der kun gensvares med et ja, men det er også som om, at der med tiden er blevet større afstand mellem DBI og den menige kristne på gulvet (fårene). Det betyder at en hel del af det teologiske udredningsarbejde, som laves, måske ikke i tilstrækkelig grad bliver omsat og formidlet til den troende menighed. Der er en risiko for, at teologiske diskussioner af afgørende betydning for vores åndelige og evige liv, udfolder sig i sit eget rum og ikke i tilstrækkelig grad når ud til den enkelte kristne, som har brug for hjælp og vejledning. Jeg vil på ingen måde sige, at der ikke når noget ud til menighederne, men jeg kunne ønske, at der nåede langt mere ud, end der gør. Det forudsætter ikke kun en indsats fra DBI, for den er ifølge min bedste vurdering betydelig, men jeg savner en større og mere målrettet indsats fra de lokale hyrder ude i menighederne. Der mangler klare røster ikke mindst fra de lokale ledere og prædikanter om spørgsmål som det, der behandles i denne artikel. Som troende er vi sendt ud som får mellem ulve (Matt 10,16). Det er virkeligheden. Og vi er blevet forberedt på, at der vil komme falske profeter til os i fåreklæder for at føre os væk fra evangeliet (Matt 7,15ff.) Vi er endda blevet forberedt på, at der kan fremstå falske profeter fra vore egne menigheder, og at de vil arbejde på at få andre med sig (ApG 20,30). Det afgørende værn mod disse forførelser er Guds nådes ord (ApG 20,32). Men Gud har også givet os nogle hyrder og lærere, for at de skal nære os med nådens ord og hjælpe os til at vurdere alt, hvad vi møder, ud fra dette ord. Det er hyrdernes og lærernes opgave. Herved værner de fårene mod ulvene (ApG 20,28; Ef 4,11-15). Dansk Oase leder vild i det mest alvorlige og afgørende spørgsmål af alle: Hvordan bliver vi frelst på dommens dag? Definitionen på den svigtende hyrde i Bibelen er ham, som ser ulven komme, men i stedet for at værne fårene mod ulven, flygter fra fårene og lader dem i stikken: Den, der er daglejer og ikke hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden (Joh 10,12). Er dette ved at ske iblandt os? Vi har brug for åndelige ledere og forkyndere, som selv er forankrede i nådens ord, som deler ud af nådens ord, og som ud fra dette ord er duelige og villige til at afdække den forførende vranglære for at værne fårene mod den. Er der noget større bedeemne for os i dag?

15 14 DANSK OASE OG DEN KATOLSKE KIRKE LEDER Min samlede opsummering på baggrund af de læste dokumenter mv. 1) Ved Skriften selv skal, kan og må alle udsagn prøves, og ved Skriften selv skal, kan og må de bekræftes eller i modsat fald gendrives og afkræftes. 2) Dansk Oase anerkender den katolske kirke som en sand kristen kirke og den katolske frelseslære som i alt væsentligt sand. 3) Dansk Oase har broderligt og forkyndelsesmæssigt fællesskab med den katolske kirke og vil fortsætte med det. 4) Dansk Oase definerer i praksis de lutherske bekendelsesskrifter som usande, fordi de står i vejen for økumenisk samarbejde med den katolske kirke. 5) Mellem kristne brødre og søstre skal der herske ydmyghed, men ydmygheden må ikke fejltolkes. Den står ikke i modsætning til at værne evangeliet og afsløre vranglæren. 6) Vores afgørende hjælp og værn mod vranglæren er Guds nådes ord, som åbenbarer Jesus og frelsens rigdom for vore hjerter til tro og åndeligt liv. 7) Vi har behov for åndelige ledere og lærere, som er forankrede i Guds nådes ord, formidler dette ord og ud fra dette ord er duelige og villige til at værne os og advare os mod vranglæren. 8) Når man ser et medmenneske ligge kvæstet i trafikken, er man forpligtet til at hjælpe. Hvis vi som kristne ser åndelige brødre og søstre, som bliver ført væk af Satans snedige list, har vi også pligt at hjælpe. Det er det hjertelag, vi må have over for dem, som ifølge vores vurdering bliver forført i og gennem Dansk Oase i disse år. De er ikke vore modstandere. Modstanderne er de åndsmagter, som forfører dem. 9) Vi vinder alene sejr i den åndelige kamp ved at være og leve i Kristus. Vi ifører os Kristus ved selv at leve i modtagelse af evangeliet. Det er kilden til åndeligt liv, til åndelig dømmekraft og til bevarelse også i vor tid: I øvrigt vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb (Ef 6,10-11). 1 Jeg citerer fra Konkordieboken i ny norsk oversættelse af Jens Olav Mæland, 1985, side 455. Min egen oversættelse til dansk. 2 Budskabet 3/ Organisation/Stabsdokumenter/Derfor_arbejder_ Dansk_Oase_okumenisk.pdf 4 download/46/ Ressourcer/Artikler/Cantalamessa_responsum. pdf 6 Kaere_Dansk_Oase_-_Hvor_staar_I.pdf 7 DanskOase/Ressourcer/Artikler/ Retfaerdiggoerelse_ved_tro_-_et_Oase_ dokument_2007.pdf 8 Nordisk Teologi, 2/2007 Thorkil Ambrosen, Gørløse, cand. agro.

16 NYT LIV NYT LIV GUDSTJENESTE MED ELLER UDEN NADVER Af Mikkel Vigilius Nyt Liv udgør en lille del af Guds riges arbejde i Danmark. Vi påkalder os ikke megen opmærksomhed, og det er heller ikke vores mål. Vi ønsker at tjene med Guds ord og evangelium, så der skabes åndeligt liv i hjerterne ved troen på Jesus Kristus. Vi skal være en finger, der peger mod Jesus som Guds lam, der bærer og borttager verdens synd. Hvis mennesker bliver optaget af os, så har vi fejlet. Målet er, at Jesus må blive herliggjort, troet, takket og tjent. Alligevel kommer denne artikel til at handle om Nyt Liv. Det skyldes, at der er nogle spørgsmål, som vi ofte møder fra mennesker, som deltager i vores arbejde. Vi glæder os over, at der kommer mange på vore lejre, som ikke kender til Nyt Liv på forhånd. Det er naturligt, at det afføder spørgsmål om vores praksis. Denne artikel skal handle om et forhold, som vi har fået en del spørgsmål til: Hvorfor har vi ikke nadver i forbindelse med vore lejrgudstjenester? På Nyt Livs bibellejr om sommeren indgår en lejrgudstjeneste i programmet. Det er en gudstjeneste, som i de senere år har været ledet af en ordineret præst. Gudstjenesten har i alt væsentligt fulgt folkekirkens liturgi, men der har ikke været nadver. Hvorfor ikke? Svaret skal gives i det følgende, og det afklares, når vi ser på sagen i kirkehistorisk og bibelsk lys. Nadverpraksis i Danmark I dansk sammenhæng har vi igennem de seneste generationer vænnet os til, at der er nadver ved hver søndagsgudstjeneste. Det er blevet en selvfølge i den danske folkekirke, og det er en praksis, som de fleste lutherske frimenigheder har videreført. Men det har ikke altid været sådan. Går vi halvandet hundrede år tilbage, var det almindeligt i Danmark, at der kun var nadver i sognekirkerne et par gange om året. Det havde en speciel årsag. Dengang tog man den lutherske bekendelse alvorligt på en anden måde end i dag. I Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 understreges det, at nadveren kun bør gives til

17 16 GUDSTJENESTE MED ELLER UDEN NADVER NYT LIV dem, som bekender den kristne tro, og som lever i overensstemmelse med denne tro. Derfor bør ingen gives adgang til nadveren, medmindre præsten på forhånd har mødt dem, har talt med dem og kender dem som kristne. Det lyder i bekendelsens artikel 24: Ingen får adgang, uden at de i forvejen er prøvede og overhørte. I forlængelse heraf fastslog Danske Lov fra 1683: Præsten skal ikke modtage nogen til nadver, uden at de forud har henvendt sig til præsten, har aflagt skriftemål og har modtaget syndsforladelse. Denne bestemmelse blev fortsat taget alvorligt i 1800-tallet. Men det viste sig at være svært grænsende til umuligt for præsten at nå at tage alle de nadversøgende sognebørn til individuelt skriftemål hver uge. Løsningen blev i første omgang at skære ned på antallet af nadverfejringer, så man kun fejrede nadver et par gange om året. I anden omgang indførte man en praksis, hvor sognebørnene forud for nadveren blot skulle melde sig og skrives op til nadver. Så kunne præsten indkalde dem, som han ønskede en sjælesørgerisk samtale med. Frem til slutningen af 1800-tallet blev det indskærpet i den officielle vejledning for præsternes nadverforvaltning, at de måtte kende og kunne stå inde for alle dem, som de modtog ved nadverbordet. Fra begyndelsen af 1900-tallet skete der imidlertid et stort teologisk skred i Danmark. Liberalteologien vandt frem med sine tanker om at sortere alt det forældede i Bibelen fra, formulere en kristendom på det moderne menneskes præmisser og være åben for forskellige måder at tro på. I forhold til nadveren blev konsekvensen, at man gradvist opgav tanken om at udelukke mennesker, der levede i åbenlys strid med Guds ord. Med hvilken ret skulle man kunne formane dem og kalde dem til omvendelse? Man måtte jo være åben for, at vi kunne tolke Bibelen forskelligt. Denne tankegang trængte i det 20. århundrede gradvist igennem i folkekirken. Med tiden er det blevet umuligt for folkekirkens præster at udelukke nogen fra nadverbordet. I dag har alle folkekirkens medlemmer ret til at modtage nadveren, og præsterne har pligt til at give dem den 1. Når nadverbordet er åbent for alle, er der ingen praktiske problemer med at fejre nadver hver søndag. Igennem det 20. århundrede er dette da også blevet den almindelige praksis i folkekirken: Ved højmessen søndag formiddag er der nadver, og nadverbordet er åbent for alle. Det er den praksis, de fleste lutherske kristne i Danmark er vokset op med og derfor oplever som naturlig i en luthersk menighed. Men det åbne nadverbord kan på ingen måde kaldes luthersk. Det er i direkte strid med Luthers egen vejledning for nadverens forvaltning. Martin Luther Da reformationen kom, stod Luther i en situation, hvor han måtte kassere den katolske kirkes falske lære om nadveren og vende tilbage til Bibelens ord. I Bibelen fik Luther syn for nadveren som en tilsigelse af evangeliet. I nadveren får vi rakt Jesus selv og med ham hele hans frelse. Nadveren er for syndere, som angrer deres synd og bekender, at de har behov for Jesus som deres frelser. I nadveren får vi fællesskab med Jesus, men vi markerer også fællesskabet med de andre

18 NYT LIV troende. Derfor er nadveren ikke for dem, som fornægter den kristne tro. Mennesker, der åbenlyst lever i synd, må formanes til at omvende sig. Først når de har omvendt sig, kan de få adgang til nadveren. I dag har alle folkekirkens medlemmer ret til at modtage nadveren, og præsterne har pligt til at give dem den. I sin første vejledning om tilrettelæggelsen af en kristen gudstjeneste skriver Martin Luther i 1523 om nadveren, at den både er fællesskab mellem Kristus og den troende og fællesskab mellem de kristne indbyrdes. Den er tiltænkt og forbeholdt kristne. I Romerkirkens tid er nadveren blevet uddelt til alle mennesker uden forskel. Men sådan bør det ikke være. Her må man skelne mellem hensigten med forkyndelsen og med nadverens sakramente: Når jeg forkynder evangeliet, ved jeg ikke, hvem det træffer. Men her må jeg være opmærksom på, om evangeliet har truffet den, som kommer til nadveren. Jeg må ikke slå det hen i uvished, men derimod være vis på, at den person, som jeg giver nadveren, har grebet evangeliet og tror oprigtigt 2. Luther ved godt, at han ikke kan se ind i hjerterne, og at der vil være hyklere iblandt dem, som bekender troen. Men han vil minde præsterne om, at de ikke må lukke øjnene for tegn på, at nogen lever i synd. Når en præst bliver opmærksom på noget sådant, må han reagere og kalde den pågældende til omvendelse og frelse. Luther anbefaler, at der forud for nadverfejringen finder en individuel samtale sted, for at ingen skal gå til nadveren med en falsk tro og med uopgjort synd. En sådan praksis vil ifølge Luther tjene til at vække den vantro og ubodfærdige og vise ham, at han må omvende sig. Luther er helt bevidst om, at en konsekvent gennemførelse af denne praksis vil medføre en kraftig reduktion af nadvermenigheden. Men det er for Luther kun naturligt. For nadveren er for de kristne, og de er få. Da vil man se, hvor få som er kristne, og som vil komme til nadveren 3. I sit første forslag til en evangelisk gudstjenesteordning anbefaler Luther, at de, som ønsker at modtage nadveren, på forhånd henvender sig til præsten, som så kan spørge dem om deres tro, om deres hensigt med at modtage nadveren og om deres liv. Kun de, som bekender troen, og som lever efter den, bør gives adgang til nadveren. Luther understreger i denne sammenhæng, at man må skelne mellem at falde og at leve i synd. Kristne falder alle og ofte i synd. Netop derfor har de brug for nadverens sakramente. Ingen skal forhindres i at komme til nadveren, fordi de synder, hvis blot de angrer og bekender synden. Men de, som åbenbart lever i, fastholder og forsvarer synden, skal holdes borte, for at de ikke skal misbruge evangeliet, men blive klar over, at de er fortabte, og omvende sig. Kun ved en sådan forvaltning af nadveren kan menigheden bevare et klart syn for, at fastholdt synd udelukker et menneske fra Guds rige og den evige frelse 4. Hvad Luther her anbefaler, bygger på de nytestamentlige tekster om menighedstugt. I

19 18 GUDSTJENESTE MED ELLER UDEN NADVER NYT LIV disse tekster gøres det klart, at de personer, som åbenlyst lever i og forsvarer deres synd, må formanes til omvendelse. Hvis de ikke vil omvende sig, må de udelukkes af menighedens kristne fællesskab og herunder fra nadveren. Disse bibeltekster må også være vejledende for os i dag. Bibelen I denne sammenhæng er navnlig to bibeltekster centrale. 1) I Matt 18,15-20 tydeliggør Jesus, at menighedens første skridt i forhold til en person, som lever i synd, ikke er at udelukke ham af menigheden, men at formane ham. Først må han formanes på tomandshånd, dernæst af to-tre kristne sammen, derefter i hele menighedens påhør, og først når dette er sket, må han, hvis han fremturer i sin synd, udelukkes af menighedens fællesskab. Denne udelukkelse er ikke udtryk for, at menigheden opgiver ham. Udelukkelsen er derimod udtryk for menighedens sidste, alvorlige og smertelige kald til omvendelse. 2) I 1 Kor 5 taler Paulus om, at udelukkelsen af den, som lever i synd, er ensbetydende med, at personen overgives til Satan (v.5). Den pågældende stilles på en tydelig måde uden for menighedens fællesskab, for at han må se og forstå, at han ikke længere regnes med i nådens fællesskab, men betragtes som en, der hører hjemme hos Satan. Så alvorlig er situationen, og så alvorlig må den fremtræde for det menneske, som lever i synd og forsvarer det. Målet er, at den udelukkede må erkende sin forfærdelige situation, må vågne og vende om. Paulus understreger, at de kristne ikke må praktisere nogen form for broderligt og kristent fællesskab med den, som er udelukket. Gør de det, vil de give indtryk af, at man godt kan leve i synd og samtidig være kristen. Denne tankegang må ikke få nogen støtte hverken hos den, som er udelukket, eller hos andre i menigheden. Hvis man møder og modtager alle som kristne, uanset om de lever i synd eller ej, så vil man uundgåeligt give indtryk af, at der er mange måder at være kristen på, og at det går an at være kristen og samtidig leve i synd. Så vil frafaldet gradvist brede sig i menigheden, som en surdej gradvist gennemsyrer en hel dej (v.6-8). Derfor må de troende afbryde enhver form for broderligt og kristent fællesskab med den, som åbenlyst og fastholdt lever i synd: I må heller ikke spise sammen med sådan en (v.11). Man kan diskutere, hvilke former for måltidsfællesskab Paulus taler om her. Taler han både om nadveren og om kærlighedsmåltidet, som var en del af menighedslivet i mange af de ældste menigheder? Taler han eventuelt også om det almindelige måltidsfællesskab i hverdagen? Det er tydeligt, at Paulus taler om et måltidsfællesskab, som udtrykker og signalerer åndeligt fællesskab. Det kan ikke siges om vores almindelige måltidsfællesskab i dag. Kærlighedsmåltider praktiserer vi ikke længere, og vi har heller ingen bibelsk forpligtelse til at gøre det. Men vi holder nadver, og nadveren signalerer åndeligt fællesskab. Det gjorde den på nytestamentlig tid, og det gør den i dag. Derfor må vi efterleve Paulus formaning i forhold til nadveren. Vi må afholde os fra at gå til nadver med nogen, som åbenlyst og fastholdt lever i synd.

20 NYT LIV Den praktiske konsekvens Hvad bliver den praktiske konsekvens af dette? Betyder det, at vi kun kan gå til nadver med folk, som vi personligt kender som oprigtige kristne? Det er ikke det, Paulus skriver. Paulus forpligter os ikke til at kende alle, som vi går til nadver med. Men han forpligter os til ikke at gå til nadver med dem, som vi kender, og som vi ved om, at de lever i åbenlys og fastholdt synd. Sådanne personer svigter vi, hvis vi lader som om og signalerer, at vi har åndeligt fællesskab med dem i en fælles tro på Jesus. Vores kald er at tydeliggøre, at dette ikke er tilfældet. Vi må vise dem, at vi betragter dem som nogen, der er uden for fællesskabet i Jesus. Det må vi tydeliggøre for dem med vore ord, når og hvis vi får anledning til at formane dem, og det må vi tydeliggøre for dem med vore handlinger, når og hvis vi er sammen med dem ved en nadverhandling. For mange kristne i Danmark i dag er dette en ganske fremmed tankegang. Det hænger uden tvivl sammen med, at vi har vænnet os til den folkekirkelige nadverpraksis og betragter den som naturlig og god. Men det hænger også sammen med, at vi, som er forkyndere og ledere i det kristne menighedsarbejde, i lang tid har forsømt at løfte de bibelske tekster om menighedstugt frem. Når de bibelske tekster er blevet fortiet tilstrækkeligt længe, kan det efterlade et indtryk af, at de ikke har gyldighed for os længere. Det er altid faren, når vi forsømmer visse dele af Guds ord. Der er kun én kur mod denne fare: at vi vender tilbage til teksterne, læser dem igen og tager deres budskab til os. Hvis man møder og modtager alle som kristne, uanset om de lever i synd eller ej, så vil man uundgåeligt give indtryk af, at der er mange måder at være kristen på, og at det går an at være kristen og samtidig leve i synd. I 2001 udgav Dansk Bibel-Institut bogen Når menigheden sætter grænser. Den er skrevet af lektor i Ny Testamente Torben Kjær, tidligere præst i folkekirken og prædikant i Luthersk Missionsforening. Bogen gennemgår grundigt og godt de nytestamentlige tekster om menighedstugt. Torben Kjær tydeliggør, at disse formaninger ikke er tidsbestemte, men har fuld gyldighed for os som kristne i dag: De forskellige befalinger vedrørende menighedstugt kommer fra Jesus eller fra hans apostel. De er altså givet med guddommelig autoritet og er almengyldige formaninger, medmindre den nære eller større kontekst bestemmer dem som tidsbestemte eller giver dem en historisk-specifik adresse. Det er mit hovedprincip, at Bibelen selv skal afgøre, hvad der er almengyldigt, og hvad der er tidsbestemt (...) Analyserer vi de nære kontekster, er der intet i dem, der gør formaningerne til menighedstugt tidsbestemte. Formaningerne bliver heller ikke ophævet af senere tekster. Formaningerne til menighedstugt i ord og handling er derfor almengyldige. Deres almengyldige karakter forstærkes af, at Jesus fremsætter sin formaning til menighedstugt i eksemplets form (Matt 18,15-17), og at Paulus behandler et konkret tilfælde ud

21 20 GUDSTJENESTE MED ELLER UDEN NADVER NYT LIV fra en generel regel om ikke at omgås åbenlyse syndere, der bærer brodernavn (1 Kor 5,9-11) ( ) Når formaningerne til at udøve menighedstugt er forpligtende også i dag, da skal de praktiseres, når vi har analoge situationer, dvs. når der i menigheden findes åbenlyse og bevidste syndere og vranglærere, der fremturer i synd og vranglære. I den situation er det menighedens gudgivne ret og pligt at praktisere den 5. Inden for de seneste 20 år er der opstået mange lutherske valg- og frimenigheder, som ønsker at være bibeltro. En stor del af disse menigheder har taget de bibelske formaninger om menighedstugt til sig og har tilrettelagt en nadverpraksis i overensstemmelse hermed. Det samme gør sig gældende i en del missionshuse, hvor man har indført nadver. Nogle af disse lutherske forsamlinger har valgt at lægge nadverfejringen på et andet tidspunkt end menighedens hovedsamling. Det kan der være forskellige begrundelser for. Men én god begrundelse er, at menighedens medlemmer da uden problemer kan invitere ikke-kristne med til menighedens hovedsamling. Når der ikke er nadver, bliver det ikke nødvendigt at forklare de ikke-kristne, at nadveren er for dem, som lever i troen på Jesus og i et opgjort forhold til ham. Langt vanskelige bliver det, hvis man inviterer ikkekristne med til en gudstjeneste eller et møde, hvor der er nadver. Hvordan skal man få det sagt på en nænsom og samtidig umisforståelig måde, at nadveren ikke er for ikke-kristne? Vi ved fra Guds ord, at den, som går til nadver med et uopgjort forhold til Gud, spiser og drikker sig selv en dom til (1 Kor 11,27-29). Det må vi advare mennesker mod at gøre, men det er ikke enkelt. At udskille nadveren, så den finder sted ved en samling for sig selv, er ikke nogen ny praksis. Det var den praksis, man havde i oldkirken. Her var gudstjenesten delt i to halvdele. I den første halvdel var alle velkomne: kristne, ikke-kristne og alle, som var sat i menighedstugt. I denne første halvdel lød prædikenen, som alle derfor kunne høre. Efter den første halvdel blev alle ikke-kristne og alle, som var sat i menighedstugt, sendt bort. Herefter samlede menigheden sig om nadverbordet. På den måde blev det tydeligt for alle, at der var et skel mellem dem, der var inden for nådens fællesskab, og dem, der var uden for. Det var ikke et skel mellem de gode og de dårlige, men et skel mellem de syndere, som ville bekende deres synd og søge frelse hos Jesus, og de syndere, som ville forsvare og fastholde deres synd. Dette skel virkede som et kald til omvendelse og frelse. Hvordan skal man få det sagt på en nænsom og samtidig umisforståelig måde, at nadveren ikke er for ikke-kristne? I folkekirken i Danmark er det som nævnt præsternes pligt at give nadveren til alle medlemmer af folkekirken. De har derfor ikke lov til at praktisere en bibelsk menighedstugt. De har derimod mulighed for i ord at tydeliggøre, hvem nadveren er for. Mange bibeltro præster benytter sig af denne mulighed. Der er også præster i den danske

22 NYT LIV folkekirke, som afviser mennesker ved nadverbordet, fordi de ved, at de pågældende trods gentagne formaninger lever i og forsvarer åbenlys synd. Jeg har selv været til stede ved et nadverbord i folkekirken, hvor dette skete. Præsten valgte ikke at give nadveren til en person, som trods gentagne formaninger levede i åbenlys synd. Præsten gjorde det med risiko for at miste sit embede, men han satte den pågældende persons åndelige og evige liv over sit eget embede. Det endte med, at den person, som blev forbigået, vendte om og senere blev modtaget af den samme præst ved det samme nadverbord. Nyt Liv Nyt Liv er ifølge sine vedtægter et Forbund for evangelisation i Danmark. Denne betegnelse er med til at understrege, at vi ønsker at række Guds ord til mennesker, som ikke er kristne. Det ønsker vi også at gøre på vore lejre. Vi glæder os over at modtage søgende og ikke-kristne mennesker på vore lejre. Ligeledes glæder vi os over at tage imod mennesker, der har en kristen bekendelse, men som lever i uopgjort synd. Vi glæder os over, at vi får mulighed for at række dem Guds ords kald til omvendelse og frelse. Men netop fordi det er så broget en flok, som kommer på vore lejre, netop derfor finder vi det uforsvarligt at lade en nadverfejring indgå i vores lejrgudstjeneste. Vi har ikke mulighed for på en sjælesørgerisk forsvarlig måde at samtale personligt med og formane alle dem, som lever i et uopgjort forhold til Gud. På den anden side ønsker vi heller ikke at indbyde åbent til nadver ved vores lejrgudstjeneste for så uden forudgående samtale ved nadverbordet at måtte afvise nogle, som vi ved, lever i åbenlys og uopgjort synd. En sådan praksis vil ifølge vores vurdering ikke være udtryk for sund sjælesørgerisk omsorg. At modtage alle lejrdeltagere ved nadverbordet vil også være udtryk for et svigt, fordi vi da vil medvirke til, at nogle spiser og drikker sig selv en dom til. På denne baggrund er vi nået frem til i Nyt Liv at holde lejrgudstjenester uden nadver. Dermed tilkendegiver vi også, at nadveren har sin naturlige plads i den lokale menighed, hvor de åndelige ledere kender medlemmerne og på den baggrund kan udøve en sund sjælesørgerisk omsorg for dem. 1 Iversen, Hans Raun 2002, Folkekirkens nadverpraksis historisk belyst, artikel i Nadver og folkekirke, red. Kirsten Busch Nielsen, ANIS, København, Luthers samlede værker, Weimar Ausgabe (WA) 12, 485b, WA 12, 485b, WA 12, ; Ingemar Öberg 1970, Himmelrikets Nycklar och kyrklig bot i Luthers teologi , Citeret fra Budskabet nr. 6/2007.

23 22 ARTIKEL ARTIKEL HVAD ANFÆGTELSE ER Af Egil Sjaastad Ikke alle dage er lige, alle ej på glæde er rige, ikke hver en dag nyder sjælen samme ro Solisten synger med varme i stemmen. De enkle ord er udtryk for hans egen erfaring. Gamle og unge på stolerækkerne kender sig igen. De har i deres trosliv oplevet klagetonen. Sangforfatterens ord er ikke indholdsløse. Ikke alle dage er klare, stundom jeg i tåge må fare Et par ansigter løfter sig, præget af spænding. Venter ligesom på næste sætning. Tåge det er deres situation. Ofte kan den troende ikke selv analysere den anfægtelse, han er i. Uro, tåge det hele er uklart og tungt. Alligevel skal vi prøve at tage nogle træk ved anfægtelsen frem. Kilderne er Bibelen, luthersk opbyggelseslitteratur og kristnes erfaring. Kampen i den forfærdede samvittighed Fra én side set er sand kristendom erfaringskristendom. Men ikke alle erfaringer er vidnesbyrd om sand kristendom. Sværmeriet har altid lagt vægt på åndelige erfaringer. Og alligevel er disse langt fra nogen garanti. Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 (CA) berører selve hjertepunktet, hvad erfaringer angår. Den taler om, at evangeliet ikke ret kan erkendes uden kampen i den forfærdede samvittighed (CA 20). Med anfægtelse ( tentatio på latin) sigtede reformatorerne til denne kamp i samvittigheden. Deres teologi er derfor også kaldt anfægtelsesteologi. De havde mødt Guds ord på en sådan måde, at de var blevet berørt. De forstod, at de havde med en hellig Gud at gøre. Denne samvittighedskamp er ikke et enkeltstående fænomen i en kristens liv. Den følger en hele livet. Ikke på den måde, at man bliver sygeligt optaget af sin syndighed, men ved, at livet hele tiden står i vækkelsens tegn. Vækkelse i egentlig forstand er samvittighedsvækkelse.

24 NYT LIV Man får så meget af sit hjertes ondskab at se, at evangeliet ikke bliver et tilbagelagt stadium. Det bliver et bestandigt livsbehov. Mødet med Guds vrede Al virkelig bibelsk vækkelseskristendom må være bevidst om at forkynde Guds vrede og dom over synden. Hvis vi er blevet en generation af kristne, som er mere eller mindre fremmede for anfægtelsen, skyldes det nok i sidste instans, at Guds vrede ikke længere bliver forkyndt med bibelsk tyngde og kraft. Samvittighederne bliver ikke vækket. Gud er nok som han var det på Luthers tid et problem for mange også i dag. Men ikke, fordi han er vred. Nej, spørgsmålet er, om han har noget virkelig godt at tilbyde det moderne menneske. I Guds ord er problemstillingen en helt anden. Vil Gud i det hele taget have med mig at gøre? Hvordan skal jeg undgå hans vrede over mine synder? Hvordan finder jeg en nådig Gud? (Luk 18,13; Es 60,5; Ef 2,3). Jeg står for Gud, som alting ved, og slår mit øje skamfuldt ned. Jeg ser min synd, at den er stor i tanker, gerninger og ord. Det mig igennem hjertet skær o Gud, mig synder nådig vær! Sådan taler den, som har mødt Guds vrede. Gud kræver ikke ydre lovgerninger af menneskene. Nej, han kræver det fuldkomne hjerte. Hans lov sigter på hjertet. Mødet med loven bliver for synderen et møde med Guds vrede. Man bliver nemlig vejet på vægten og fundet for let (Dan 5,27). Gud kræver mennesket til regnskab. Og mennesket kan ikke gendrive én ud af tusind anklager (Job 9,2-3). Man møder den nøgne Gud, sagde de gamle. Det vil sige: Man møder Gud i hans hellighed som han er, når han ikke er iklædt Kristus. Ikke underligt, at Luther kan tale om anfægtelsen som anfald af angst for død og helvede. Anfægtelsens inderste årsag er netop mødet med Guds vrede. Denne erfaring hører ikke bare til startfasen af kristenlivet. Nej, man må til stadighed afsløres som synder og være vågen for syndens forfærdelige alvor. Den synd, som førte vor uskyldige Frelser ind under dom og fordømmelse fra Gud. At leve i vækkelsen bliver derfor at opleve noget af Giverholts dybe erfaring: Dengang i fald, i synd og skam jeg var, en fattig sjæl, som ondt kun i sig bar Når Gud med sin hellige lov kommer os ind på livet, bliver vi 100 procent syndere i os selv (læs om lovens gerninger i Rom 7). Reformatorerne talte om den kristne som samtidig retfærdig og synder. Retfærdig i Kristus, men synder i sig selv. Skal vi kunne fastholde vor retfærdighedsdragt i Kristus, må vi afsløres og være det, vi egentlig er: syndere, der er fortabelsen værd. Anfægtelsen kan derfor blive forfærdelig. Luther skildrer den sådan: Den sorg og den angst for Guds vrede, de bærer på i deres hjerte, frygten for den evige død og for at få Djævelen til selskab i Helvede, trænger gennem sjæl og sind og tynger dag og nat på deres hjerte. Også Scriver maler denne erfaring med stærke farver. I værste fald kan man tro sig forkastet af Gud, evig, evig, evig fortabt. Når nemlig vort iboende syndefordærv og vor trælbundne vilje afsløres, bliver Guds vrede

25 24 HVAD ANFÆGTELSE ER ARTIKEL en barsk realitet, som vi ikke kan flygte fra noget sted hen undtagen til Kristus. For i Kristus er vreden sket fyldest, og der har den nået sit mål. Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus (Rom 8,1). Den skjulte Gud Anfægtede mennesker har altid kendt sig igen i Det Gamle Testamentes klage- og bodssalmer. Vil du have den hellige, kristelige kirke malet for øje med levende farver og skikkelse, så tag Salmerne for dig, sagde Luther. Et centralt tema i dem er, at Gud synes at have glemt den troende, han synes at skjule sig. Man føler sig skilt fra Gud og ser ligesom kun hans vrede. Du har stillet vore synder for dine øjne, vore skjulte overtrædelser i dit ansigts lys (Sl 90,8). Fra hjertet stiger da råbet til Gud: Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig? Men han hører ikke. Han er den skjulte Gud. Jeg kan ham ikke finde, som hedder sjælens ven, synger Brorson. Det er som at opleve den åndelige døds pine og smerte (Scriver). Det er dette, Rosenius kaldte for Guds underlige legen skjul med sine børn. Han berøver os den følbare nåde, sender os noget bittert, tager noget kært fra os, synes ikke at høre vore bønner. Da er det vintermørke dage for sjælen. Gud lader en gå et stykke tid i åndeligt mørke, uden glæde og uden lys. Himlen er lukket sådan føler man det. Man må i sin fortvivlelse spørge: Hvorfor, Herre? Det sværeste er, at når Gud således er blevet borte for en, synes man at have mistet al modstandskraft over for synden. Man møder både Gud og mennesker med et forvredet sind. Man mærker en stigende ulyst til bøn og bibellæsning. Fra hjertedybet stiger kun et eneste råb: Herre, fri mig ud! Hvor sælsomt, Herre! Ofte får vi intet svar på anfægtelsens hvorfor. Guds tanker er højere end vore, hans vej er visere. Når han unddrager os sin nådes nærvær, står det ikke til at forklare hvorfor. Han er den, der handler underligt og sælsomt (Es 29,14). Troen skal prøves. Derfor fører Herren sine ad de underligste veje, til tider så underlige, at det ser ud, som tager han det, han har sagt og lovet, tilbage (Rosenius). I sådanne perioder ser man kun det, som en har kaldt de skærende modsigelser mod vort barnekår hos Gud. Med det mente han: Man ser af Guds ord, hvilken høj stilling man har som Guds barn. Men man oplever det modsatte! Det ser ud, som om Gud har taget sine løfter tilbage. De, som er født af Gud og delagtige i Guds natur, går ofte med våde øjne og beklemte hjerter, siger Rosenius. Og han fortsætter: De er i det mindste også så sukkende og jamrende, som om de var de elendigste trælle under synden og Djævelen. At Gud, som har lovet glæde i Helligånden, fører sine på denne måde, er vanskeligt at fatte. Det er uransageligt (Rom 11,33). Når Gud er blevet borte for en, synes man at have mistet al modstandskraft over for synden. Man mærker en stigende ulyst til bøn og bibellæsning. Fra hjertedybet stiger kun et eneste råb: Herre, fri mig ud!

26 NYT LIV Måske er det, for at vi ikke skal have vor glæde i os selv, men netop i Gud. Eftersom Gud er den underlige, bliver de kristnes kår i verden også underlige. Paulus udtrykker det sådan: som bedrøvede, dog altid glade (2 Kor 6,10). I en af sine sange har Rosenius skildret de kristnes kår i verden på følgende måde: Underligt er det kristne at være, salige er vi og sukker dog tit, tror os i våde, skønt vi fik nåde, skærmes i borgen, men hviler så lidt. Op da af dvalen, ængstede hjerte! Du må ej glemme så rent, hvad du har! Er du i mørke, storm eller tørke, Herren dog bliver den samme, han var. Kristenliv er et liv i tro, ikke i skuen. Derfor er det så sjældent, vi ser det, vi i virkeligheden ejer i Kristus. At være kristen vil sige at være et Guds barn, som Gud leger denne alvorlige leg med: en liden stund, en liden stund, og I ser mig ikke (Rosenius). I en prædiken over Joh 16,16-22 bruger også Luther dette udtryk: en kort tid, så ser I mig ikke længere som udgangspunktet for at tale om anfægtelse. Han taler om at miste Kristus af hjertet og trøster med, at denne anfægtelse ifølge Jesu ord kun skal vare en kort tid. Kristus går fra en, siger han, og efterlader hjertet i syndens, døden og Helvedes magt. Gud, den underlige, skjuler sig. Hans nåde er ikke følbar som før. Denne leg (se citat af Rosenius ovenfor), som Gud leger med sine troende, er uforståelig, mens den står på. Ofte også bagefter: Det er aldeles uforklarligt for fornuften og vort syndige kød, at Gud, som bliver kaldt barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud, kan tillade Satan at skyde sine pile af mod troendes hjerter (Scriver). Den, som har prøvet at være inde i anfægtelsens mørke, må sige med Luther: Der ruger mørke over denne afgrund. Det gælder derfor om ikke at fortvivle i troens tykke, sorte tåge. Kristi rige er et troens rige. Den, som absolut og til stadighed vil føle og se, kan lige så godt sige dette rige farvel. Regn ikke i anfægtelsen med at kunne se tegn på din nye fødsel! - I mørke ser man intet. Sådan talte Rosenius som sjælesørger. Når Gud skjuler sig, gælder det om at have en højere og fastere grund under fødderne end det, som føles og ses. Er troende levende? Guds ord siger, at en by, der ligger på et bjerg, ikke kan skjules. Det siger også, at den gren på vintræet, som ikke bærer frugt, tages bort og kastes i ilden. Hvilken gribende alvor! En side ved anfægtelsen er netop, at man synes at mangle ethvert kendetegn på at være et Guds barn. Der er så lidt af Åndens frugt i mit kristenliv. Gud vil vel snart ikke have noget mere med mig at gøre! Dette skal vi ikke gå for let hen over. At pege på nødvendigheden af en levende tro har altid været et bibelsk anliggende. En død kundskabstro frelser ingen. Nej, det er, som Jakob siger om troen: I sig selv, uden gerninger, er den død (Jak 2,17). Det gælder om at være en sand kristen, som lever omvendelsens nye liv med Gud. Det gælder om at have en personlig tro, som er virksom.

27 26 HVAD ANFÆGTELSE ER ARTIKEL Begynder man ud fra disse kriterier at ransage sig selv, vil mange blive et bytte for tanker og spørgsmål, der anfægter: Mon jeg skal nå det skønne land, som snubler gang på gang? Men Jesus, er jeg en af dem, vil du mig kalde din? Står jeg for dig som hine fem med blus i lampen min? Lever jeg på billig nåde uden omvendelsens kamp? Porten er snæver, og vejen er trang. Det er derfor ret at gå ind i Guds ransagende lys, som de gamle pietister har lært os det. Pietismens lære om den levende tros kendetegn kunne ganske vist let få lovisk præg. For når man ved ransagelsen af sig selv afsløres som en ussel og uværdig kristen, er det ikke i første omgang det at tage sig sammen, der skal til. Nej, her gælder det om at finde frem til den livskilde, som gør troen stærk og levende, og som gør, at den bærer frugt. Og denne livskilde er selve evangeliet. Det gælder om at blive optaget af ham, som kendetegnene skal vidne om. I sit opgør med den katolske kirke havde Luther også et og andet at sige om dette med kendetegn. Ifølge den katolske tradition ses anfægtelsen som et angreb på kærligheden til Gud. Den kristne kærlighed til Gud er det primære kendetegn på barnekåret, og derfor bliver visheden om frelse let knyttet til svaret på dette selvransagende spørgsmål: Elsker jeg virkelig Gud? Med tanke på dette siger Luther: Når Satan diskuterer med mig, om Gud er mig nådig, nytter det ikke at sige: Den, som elsker Gud, skal arve Guds rige. For da indskyder han straks: Du elsker ikke Gud! Og på det kan jeg heller ikke svare, at jeg er en forkynder, som elsker. Men at Jesus Kristus er død for mig og artiklen om syndernes forladelse det er det, som gør det. Svaret på denne form for anfægtelse bliver altså hos Luther altid troen på hovedartiklen om syndernes forladelse og barnekår for Jesu skyld. Ved dette budskab bliver den anfægtedes tro en levende, virksom ting, som gør gode gerninger. Den virkelig alvorlige anfægtelse i denne sammenhæng bliver altså spørgsmålet: Tror jeg virkelig på Jesus? Er Jesus mit livsbehov? Har jeg selve det afgørende kendetegn på en levende tro: afhængigheden af Jesus? Legemlige anfægtelser Fattigdom, sygdom, hån og spot, problemer osv. - også den slags falder ifølge luthersk forkyndertradition ind under begrebet anfægtelser. Luther selv kunne kalde det for legemlige anfægtelser. Bibelen fortæller om syge, som ikke blev helbredt, om modstand fra fjender, om lidelser, om svære legemlige prøvelser af forskellig art. den slags står i sammenhæng med syndefaldet og Guds dom over menneskeheden (1 Mos 3,17-19 m.fl.). Al lidelse og sorg i verden er udslag af Guds dødende gerning. Selvsagt er der ikke nødvendigvis sammenhæng mellem det enkelte menneskes synd og dets plager. Men alle legemlige anfægtelser er følger af syndefaldets forbandelse over menneskeheden. I Salme 90 udfoldes det perspektiv, som den slags legemlige nød må ses i. Salmisten fremdrager det mørke og triste ved menneskelivet. Han skildrer, hvordan livet hastigt svinder bort i møje og slid. Hvordan vi henlever vore år under suk. Vi er som græsset,

28 NYT LIV der gror om morgenen og blomstrer, men ved aften er vissent og tørt. Og alt dette ser salmisten som Guds gerning. Ja, han siger det så stærkt: Alle vore dage svinder hen i din vrede. I denne situation er alle mennesker troende som ikke-troende fordi de tilhører Adams slægt. Men den visdom i hjertet, som gør, at vi forstår dette, må Gud selv give os (v. 12). Gud selv må virke gudsfrygt i os frygt for ham som den hellige herre og dommer, sådan som han møder os i livets konkrete virkelighed: i det flygtige liv, vi lever, i vor smertefyldte møje, i trældommen under forgængeligheden, i dødens jernhårde greb. På denne måde bliver legemlige anfægtelser mere end blot legemlige. I Guds ords lys bliver de et møde med Guds dom over menneskeheden. Nu er dette ikke alt, hvad Guds ord har at sige i en sådan nød. Trøsten hører også med. Mere derom senere 1. Som vi vil forstå, bliver det vanskeligt at trække grænsen mellem legemlige og åndelige anfægtelser. For i begge tilfælde har man med Gud at gøre. De legemlige anfægtelser får deres dybde fra den åndelige tolkning. De rent åndelige anfægtelser kan virke ind på legemet. I Det Gamle Testamentes klagesalmer oplevede de klagende, at nøden kunne føre til en tilstand, hvor de også rent fysisk mistede al kraft. På samme måde kan for os de anfægtelser, vi oplever, føre fysiske og psykiske komplikationer med sig. I den troendes erfaring vil åndelige og legemlige anfægtelser ofte høre nøje sammen. Man står for Gud, tiggende og bedende og det med hele sin nød legemligt som åndeligt. Døden Af det, som er sagt ovenfor, forstår vi, at anfægtelsen på en måde er i slægt med døden. Anfægtelsen i mødet med Guds vrede er en slags foregreben dommedagserfaring, siger Luther. I vreden er der død og helvede - så stærkt kunne han sige det. Man bliver nemlig klar over Guds retfærdige dom over al synd og må medgive, at egentlig burde man selv gå fortabt. Den dybeste anfægtelse er som en dødskamp. Døden kan på den anden side være som den dybeste anfægtelse den sidste. For døden er efter syndefaldet en Guds straffedom over menneskene. Den dag, du spiser af det (træet til kundskab om godt og ondt), skal du dø, sagde Gud til Adam (1 Mos 2,17). Døden er ikke afgrænset til selve dødsøjeblikket. Dens kræfter er virksomme og giver udslag også tidligere i menneskelivet. Men skal vi fuldt ud lære dødens tragedie at kende, må vi først lære Guds dom over vor synd at kende. Den kamp i samvittigheden, mennesket oplever i forbindelse med Guds dom over synden, giver bedre end noget andet indtryk af, hvor forfærdelig døden i virkeligheden er. Den trøst, man har mod døden og mod den høje åndelige anfægtelse (Luther), er derfor dybest set den samme. Dødens brod er synden (1 Kor 15,56). Derfor bliver trøsten mod døden og trøsten i samvittighedskvaler evangeliet om syndernes forladelse i Jesu blod. I den troendes erfaring vil åndelige og legemlige anfægtelser ofte høre nøje sammen.

29 28 HVAD ANFÆGTELSE ER ARTIKEL Dødsangsten og fortvivlelsen og angsten er den egentlige død ( ) Når Moses driver på med sin gerning, dvs. når Guds ord afslører synd og Guds vrede, da er han (Moses) en tjener for døden, vreden og synden. For da bliver det åbenbart, at den guddommelige vrede har bragt døden med sig. En høne eller en gås kender hverken til anfægtelse eller angst for døden, for de har ingen synd (Luther). Disse tanker af Luther pløjer dybt. Og dette dødsperspektiv over anfægtelsen er det heller ikke alle, der oplever. Det er kun ganske få, der føler, at døden hænger os over hovedet, og at den guddommelige vrede truer os, siger han. En dyb erkendelse af Guds hellighed og syndens alvor vil alligevel give kristne en vis føling med denne dødsskyggens dal. Da gælder det om at eje den rette trøst. Det er nok ikke tilfældigt, at den gamle kirkebøn nævnte den, som er i dødens nød i tilslutning til kom nådig de anfægtede til hjælp. Kors og trængsler Livet i Kristi efterfølgelse er et liv i kors og trængsel. Ja, du opdrager os for dit rige med kors og trængsel, siger vi. Kors og anfægtelse er begreber, som ligger tæt på hinanden. Korset er først og fremmest trængsler fra verdens side, fordi man er kristen. Men også uforståelige ting, som Gud lægger på en, kan kaldes kors. Jesus talte alvorligt om, at hans disciple må tage korset op og følge ham efter. Den kristne og korset hører sammen. Korset ydmyger. Mange tager det op uvilligt og med suk og gråd. De siger: Jeg må lide. Det er nu engang min lod. Andre tager korset op og bærer det tålmodigt, men ser det som en byrde, de gerne vil blive kvit. De siger: Jeg kan lide. Gud giver mig kraft. Andre igen tager ikke bare villigt korset op, men de elsker det og ved, at det er et kendemærke på Jesu efterfølgere. Disse siger: Jeg vil lide. Jeg elsker korset. Det kommer fra min fader. Min Frelser har båret det foran mig (Scriver). Vi har taget dette glimt med her for at vise, hvordan man før i tiden kunne tale om det at bære korset. Kristendom er korsets teologi - også på den måde, at anfægtelse, kors og trængsel hører med til livet her i verden. Nogle får et tungt kors at bære, andre et lettere. Nogle bærer kors i lange perioder, andre blot i korte. Nogle har et skjult kors, andre har et, som er synligt for alle. I Jesu følge kommer vi ikke uden om Jesu kors hans soningsdød for vore synder. Men vi kommer heller ikke uden om vort eget kors. Det store er at følge i hans spor. Koste, hvad det vil! 1 Dette senere afsnit er ikke med i uddraget her i bladet, hvor vi i stedet har andre artikler med denne vinkel. Artiklen er et uddrag fra bogen Når troen prøves, Dansk Luthersk Forlag 1995 (udsolgt) Egil Sjaastad, Oslo, underviser på Fjellhaug internasjonale Høgskole

30 ARTIKEL NYT LIV EFTER TABET AF VORES DATTER Af Fred Zaspel Fred Zaspel er præst i Franconia, Pennsylvania. D. 31. oktober 2013 døde hans 29-årige datter efter 12 år med svære lidelser. 14 dage efter datterens død skrev Fred Zaspel et vidnesbyrd på Credo Magazines blog. Ordene står som et stærkt udtryk for betydningen af det kristne håb - midt i smerten over tabet. Vidnesbyrdet følger her i dansk oversættelse. Vores datter I omkring 12 år led vores datter Gina usigeligt af flere forskellige sygdomme. Hun led på så mange planer, fysisk og psykisk, at jeg ikke her skal prøve på at give nogen udtømmende beskrivelse. Infektionen, der hærgede hendes centralnervesystem, årene med søvnløshed, den konstante kvalme, besvimelserne og de deraf følgende mange fald og hjernerystelser, den alvorlige og ubønhørlige hovedpine, de tilbagevendende hallucinationer, kampene med forvirring, blodpropperne, de systemiske infektioner, og så endnu meget mere, alt i ekstremerne, gjorde hendes liv til det mest forpinte, jeg nogensinde har være vidne til. Forunderligt nok fandt hun næsten dagligt anledning til at le. Og vi nød hendes selskab, selv om vi led med hende. Men lidelsen blev mere og mere alvorlig på så mange fronter. Og som vi så hende lide, kunne vi ikke andet end at bede, ofte i desperation, om at Gud ville udfri hende fra det hele. Det gjorde Gud for omkring tre år siden. På et dramatisk og mirakuløst øjeblik forsvandt sygdommen, og i et kort stykke tid så det ud til, at Gud havde givet hende livet igen. Men der skulle følge flere tilbageslag. Lidelsen blev igen intens og ubeskrivelig. Indtil d. 31. oktober 2013, hvor det var endeligt forbi. Gina er nu sammen med Herren for altid. Over årene så det flere gange ud til, at hun ville dø, men så kom hun sig. Af og til ønskede hun, at hun måtte få lov til at dø, og selv vi ønskede det nogle gange for hendes skyld. Hendes lidelse var så forfærdelig, at døden ville være en nådig ting. Sådan kan vi stadig føle og tænke, men in-

31 30 EFTER TABET AF VORES DATTER ARTIKEL genting kunne have forberedt os på den smerte, vi nu føler, over tabet af vores datter. Hun var fars pige, hun havde sin mors sind, og hun var sin brors bedste ven. Vi har altid holdt meget tæt sammen i vores familie, og vi elskede Gina mere, end man nogensinde ville kunne udtrykke med ord og det fortalte vi hende mange, mange gange i løbet af en dag, med ord og med talrige knus og kys. Der vil helt sikkert ikke gå en dag her i livet, uden at vi føler dette gabende dybe hul i vores hjerter. Vi kan bare ikke forestille os et liv uden Gina. Hvor vi elskede hende! Døden for den kristne Jeg har ofte gennem årene haft en mistanke om, at de kristne, der romantiserer døden, formentlig aldrig har erfaret tabet af en, der virkelig stod dem nær. Døden forbliver en grufuld og knusende fjende, og det er bare ikke muligt at gøre den smuk. Den sårer stadig, og såret går dybt. Og når den kommer tæt på, som her, efterlader den os med en følelse af at være nærmest tilintetgjorte. Alligevel: For kristne er der virkelig en forskel. I den uge, der nu er gået, siden Gina gik bort, har vi, så pinefuldt det end har været, fået en førstehåndserfaring af, at det virkelig er sandt, at vi ikke sørger som dem, der ikke har noget håb. De vægtige løfter og bundsolide sandheder, som Gud har åbenbaret os i sit ord, er virkelig af en karakter, så de kan blive livsformende og give et anker for sjælen, og de giver et sikkert tilflugtssted for selv det mest sårede hjerte. Hvilen i Guds forsyn Som forenet med Kristus i troen tilhørte og tilhører Gina Gud. Og gennem hendes år med lidelse mindede vi ofte os selv om, at den Gud, som i sin nåde for Jesu skyld har frelst hende fra synd, elsker hende endnu mere, end vi gør. Derfor har vi tillid til hans forsyn. Gud er for vis til, at han nogensinde skulle lave en fejl, og han er for god til nogensinde at skulle handle forkert med os. Og vi erkender, at ligesom Gud var fri og suveræn til at give os Gina for 29 år siden, sådan er han nu fri og suveræn og god og retfærdig til at tage hende igen. Han har ikke gjort os nogen uret. Ja, vi ikke bare erkender og bekræfter denne store sandhed vi hviler i den. Denne Gud er selv vores Far en Far, som ved, hvad der er bedst for sine børn, og som trofast leder vores liv efter sin gode vilje. Ja, han er tilmed den Far, som en dag Langfredag i kærlighed gav sin egen søn hen til at bære vores forbandelse for at løskøbe os til et liv med ham. Døden forbliver en grufuld og knusende fjende, og det er bare ikke muligt at gøre den smuk. Alligevel: For kristne er der virkelig en forskel. Selvfølgelig er der stadig mange hvorforspørgsmål, som vi ikke kan give svar på. Men vi mangler ikke noget bevis for Guds kærlighed og godhed. Og vi lovpriser ham i dag med en dybere glæde end nogensinde før. Vi er så taknemmelige for, at Gud gav os vores datter i 29 år, men ikke blot dette: Han frelste hende og gjorde hende til sit barn i sin nåde! Dette er virkelig, hvad alting alting dre-

32 NYT LIV jer sig om, og vi oplever det som en velsignelse at vide, at Gina fryder sig og jubler i dag i vores store Frelsers nærhed. Hvor hun elskede ham! Hvor hun elskede evangeliet! Gina var passioneret i alt, hvad hun gjorde, men ingenting betød så meget for hende som evangeliet om Kristus. Hun elskede at høre det, hun elskede at komme dybere ind i det, hun elskede at synge det ud, og hun elskede at dele det med andre. Hendes hele håb var i Kristus. Næsten hver eneste dag, selv de mest smertefulde, satte hun sig ved klaveret for at spille og synge og forny sin værkende sjæl med nogle af hendes yndlingssange om Kristus, Guds kærlighed i Kristus, frelsen i Kristus, Guds trofasthed og forsyn og den kommende herlighed, der venter os. Og dette samme evangelium er, hvad vi stadig lever på. Og vi jubler over, at hverken død eller liv eller noget andet i Guds skaberværk, nogensinde kan skille Gina eller os fra den kærlighed fra Gud, som er i Kristus Jesus, vores Herre. Gud har givet i overflod Gennem det, der er sket, har vi lært at sætte større pris på, at vores håb i Kristus ikke bare er for dette liv. Vi venter med iver efter den dag, hvor Jesus kommer igen, og vi skal få lov til at juble sammen i hans herlige nærhed. Den dag, hvor vi selv skal erfare, at lidelserne i den nuværende tid er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. Indtil da må vi stadig på ny lære om den velsignelse, der er i glæden i Jesus en glæde, som et dødsfald i familien på en eller anden måde blot tjener til at uddybe. Gina Zaspel Hvilket herligt håb, og hvilken herlig glæde, der er vores i ham! De vægtige løfter og bundsolide sandheder, som Gud har åbenbaret os i sit ord, er af en karakter, så de kan blive livsformende og give et anker for sjælen, og de giver et sikkert tilflugtssted for selv det mest sårede hjerte. Vi lærer også dybere at værdsætte den gerning, Jesus gør for os nu. I sin prædiken sidste søndag mindede vores præst os så vidunderligt om vores medlidende ypperstepræst, Herren selv, som fornedrede sig selv og blev som en af os, og som den, der selv har lært at lide, nu kan give os netop den nåde, som vi har brug for ved hvert skridt,

33 32 EFTER TABET AF VORES DATTER ARTIKEL vi tager på vores rejse. Vi har også lært at sætte større pris på den opmuntring, Gud giver gennem sit folk. Kristne venner undskylder så ofte for deres snublende ord, og at de ikke er i stand til at finde passende ord for sådan en situation. Men deres mange udtryk for kærlighed og medleven har virkelig været en velsignelse. Vi lider ved vores tab. Smerten er massiv, og jeg er sikker på, at den på ét plan aldrig vil forlade os. Men selvom det gør ondt, er vi ikke ladt alene. Vores hjerte og sind er blevet formet af evangeliets sandhed. Guds forunderlige kærlighed er blevet udgydt i vores hjerter ved Helligånden. Vi har fået tillid til hans ufejlbarlige forsyn. Og vi har fået en uafrystelig glæde og et levende håb i Kristus. Dermed har Gud givet os i overflod af alt, vi har brug for. Himlens glædessang Skriften forsikrer os om, at Gud en dag vil tørre hver tåre af vores øjne. Jeg tror ( ) at denne trøst vil komme ved en uddybet åbenbaring at Gud vil gøre os i stand til at se ting fra hans perspektiv, så vi ser hans vise formål med alt det, han med sin ufejlbarlighed har gjort til det bedste for sit folk, til sin egen herliggørelse. Dér, med denne fulde forståelse, vil al vores klage endelig blive vendt til glædessang. Derfor tvivler vi ikke på selv midt i vores tab at en linje i den sang, vi skal synge, når vi ser tilbage på vores liv på jorden, vil være: Vores Gud har gjort alle ting vel. Fred Zaspel, præst og professor, Pennsylvania, USA Oversættelse ved Henrik Gren Hansen med tilladelse fra Fred Zaspel.

34 ARTIKEL NYT LIV VI MØDES PÅ OPSTANDELSENS MORGEN Af Johnn Hardang Gravstedets vidnesbyrd Min bedstemor og bedstefar boede på en gård i Åmotsdal, en lille by i Telemark. Her levede de hele deres liv under meget enkle forhold. Selv mødte jeg aldrig mine bedsteforældre. De døde begge, før jeg blev født. Men når jeg i dag besøger Åmotsdal, tager jeg ofte en tur forbi kirkegården, ved siden af den hvidmalede korskirke i centrum af byen, og går hen til bedstemors og bedstefars grav. Den mørke sten på gravstedet bærer tydeligt præg af at være gammel. Alligevel er det ikke vanskeligt at læse, hvad der står skrevet på stenen: To navne. Datoer og årstal. Og så en enkel sætning nederst på stenen: VI MØDES PÅ OPSTANDELSENS MORGEN. Dette gør indtryk på mig, hver gang jeg står der ved graven. En enkel sætning, med store bogstaver og i guldskrift. Min bedstemor og bedstefar troede på Jesus. De levede deres liv i troen på ham, og de døde i troen på ham. Det var den tro, der gav dem del i et håb, som strækker sig ud over død og grav. Og dette taler de om, også efter deres død: VI MØDES PÅ OPSTANDELSENS MORGEN. Jeg er blevet utroligt glad for denne sætning. Den taler til mig om noget, som var, men også om noget, som kommer. Det, som var Ordene fortæller om noget, som var: En opstandelsens morgen, som var, og som vi siden har lært at kalde påskedag! En strålende morgen, som bar budskabet med sig om en tom grav og en levende frelser. Selve frelsesværket var fuldbragt og nu godkendt af den himmelske far. Synden var sonet, dødens magt brudt, og vejen til Himlen genåbnet. Nu kan alle mennesker, hvem som helst, blive frelst! Havde det ikke været for en sådan opstandelsens morgen, så havde verden fremdeles ligget i mørke, og ingen frelsesjubel havde været at høre. Det, som kommer Men ordene fortæller også om noget, som

35 34 VI MØDES PÅ OPSTANDELSENS MORGEN ARTIKEL skal komme: en ny, strålende morgen med det samme opstandelseslys og den samme Jesus i centrum: Dagen da Jesus skal komme igen og tage alle sine med sig hjem til Himlen. De kristnes levende og salige håb! Min bedstemor og bedstefar troede på Jesus. De levede deres liv i troen på ham, og de døde i troen på ham. Det var den tro, der gav dem del i et håb, som strækker sig ud over død og grav. Digterpræsten Magnus Brostrup Landstad var i mange år præst i Seljord og havde ofte gudstjenester også i Åmotsdal kirke. Jeg synes, det er utroligt fint at tænke på, at det netop er ham, som har givet os en af de stærkeste opstandelsessalmer, som i hvert fald jeg kender til. Hør på disse ord: Dette er dødens uundgåelige virkelighed. Men Landstad synger også om noget mere: Jeg ved mig en morgen, lys og skøn, der synges i livsens lunde, da kommer han, Guds velsigned søn med lystige ord i munde. Da vækker han os af søvne op alt udi så salig stunder. Dette er opstandelsens vidunderlige virkelighed! VI MØDES PÅ OPSTANDELSENS MOR- GEN. Sådan står der altså at læse på mine bedsteforældres gravsted. Nu forstår du nok, hvorfor disse ord betyder noget helt særligt for mig, gør du ikke? Jeg ved mig en søvn i Jesu navn, den kvæger de trætte lemmer. Der redes en seng i jordens favn, så moderligt hun mig gemmer. Min sjæl er hos Gud i himmerig, og sorgerne sine glemmer. Johnn Hardang, Bergen, radiopræst Artiklen er oversat af Henrik Gren Hansen fra

36 ARTIKEL NYT LIV DØDEN OG DET KRISTNE OPSTANDELSESHÅB, Af Aksel Valen-Sendstad Vi skal ikke være særlig godt kendt i Bibelen for at opdage, at døden er et gennemgående tema. Grunden til dette er netop det forhold, at forgængeligheden og døden er menneskets største sorg og gru. Den er vor sidste fjende, siger Bibelen (1 Kor 15,26). I denne vor sorg over og kamp imod fjenden, døden, kommer Guds ord til os for at trøste og opmuntre os. I vor yderste nød kommer Gud selv for at frelse os fra døden. Og kun han kan det, fordi han er den eneste, som har magt til at overvinde den og gøre den til liv i stedet. Derfor siger Jesus: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø (Joh 11,25-26). En evig alvor Men når Bibelen har døden som gennemgående tema og forkynder Guds frelse fra dens mørke og magt, så er det vigtigt at lægge mærke til, at den samtidig bekræfter de erfaringer, vi gør angående døden som mennesker. Bibelen fortegner aldrig vor virkelighed eller gør den mindre realistisk, end den forekommer os. Tværtimod. Den skildrer døden akkurat sådan, som vi erfarer den, men understreger alvoren i den så meget, meget stærkere, end vi oplever den. Guds ord forkynder os sandheden om døden helt utilsløret, sådan at den kommer på nært hold og får en evig alvor over sig. Intet trækkes fra af den gru og sorg, vi kender fra dødens virkelighed i verden. Derimod bliver alvoren større og anderledes, fordi døden sættes i forhold til Gud og hans vrede og dom over synden. Med Bibelens tale om døden stilles mennesket, vi, frem for den levende Guds ansigt og kræves til regnskab. Det viser Jesus klart for eksempel i lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19ff.). Der fortælles det, at da den rige mand døde, slog han øjnene op i dødsriget, hvor han var i pine (v.23). Døden var for ham ensbetydende med at erfare den vældige alvor i mødet med Guds dom over hans liv. Sådan rykker døden os ind for Guds ansigt

37 36 DØDEN OG DET KRISTNE OPSTANDELSESHÅB ARTIKEL ifølge Bibelen. Da skal det i ét nu afsløres, hvilken slags mennesker, vi er. Det samme fortæller Jesus os i lignelsen om den rige bonde (Luk 12,13ff.). Bonden havde trøstet sig med alt det gode, han havde samlet og havde liggende til mange år fremover. Da kom Guds ord til ham, og det lød: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? (v.20). Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud (v.21). Det betyder: Døden rykker os ind for Guds ansigt til opgør og dom. Derfor bekræfter Bibelen ikke bare vore erfaringer om døden, men den siger også noget grundlæggende andet og mere. Og det er det livsvigtigt for os at høre og forstå. Lad os først se, hvordan Bibelen bekræfter vore erfaringer angående døden. Døden en del af vor natur Først og fremmest fremhæver Bibelen stærkt det, vi også forstår ud fra vor egen erfaring, nemlig at døden hører med til vor natur i den forstand, at enhver af os, fra vi blev til i moders liv, er under en lovmæssig forgængelighed, som ingen kan komme uden om. Denne forgængelighed er så meget ét med os selv og vor natur, at apostlen Paulus taler om vort dødelige legeme (Rom 6,12), om dødens legeme (Rom 7,24) og om dødens lov (Rom 8,2). David siger: Lær mig, Herre, at kende mit endeligt, det mål af dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort! (Sl 39,5, gl. oversættelse). Sådan har det været, siden dengang de første mennesker gjorde oprør mod Gud: Synden kom ind i verden ved ét menneske [Adam], og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede (Rom 5,12, sml. 1 Mos 2,17). Det er Gud selv, som har lagt alt under forgængelighed som straf for synd, og det har han gjort, fra det øjeblik mennesket trodsede ham og sagde nej til ham: Skabningen blev jo underlagt forgængeligheden ikke frivilligt, men efter hans vilje, som lagde den derunder, siger apostlen (Rom 8,20, gl. oversættelse, sml. 1 Mos 3,14-19). Det, videnskaben og vor erfaring siger os om døden som en indbygget lovmæssighed i mennesket, stemmer altså med det, Bibelen siger. Men vore erfaringer savner helt den indsigt, som Guds ord giver i, hvad der er grunden til, at det er sådan. Guds ord siger altså noget andet og mere, end det, vi ved af os selv om døden. Guds ord forkynder os sandheden om døden helt utilsløret, sådan at den kommer på nært hold og får en evig alvor over sig. I denne sammenhæng bekræfter Bibelen også det, vi ved, om vor begrænsede levetid og om, hvor hurtigt livet glider os forbi. Også dette har Gud bestemt, og det er et klart udtryk for hans brændende vrede over al synd og ugudelighed: Vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til, men al deres stolthed er elendighed og ulykke; hastigt går det, så flyver vi bort. Hvem kender styrken i din vrede og i din harme, så han kan frygte dig? (Sl 90,10-11). Livets ophør Til denne forgængelighed hører, at mennesket skal ophøre med at leve. Bibelen siger

38 NYT LIV det samme, som vi ser med vore øjne: Du lader mennesket vende tilbage til støvet, du siger: Vend tilbage, I mennesker! (Sl 90,3). Efter at Adam havde gjort oprør mod Gud, sagde Gud til ham: I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive (1 Mos 3,19). Det betyder uden omsvøb det, at livsprocessen ubarmhjertigt ophører, og legemet går i forrådnelse. Denne krasse virkelighed understreger Bibelen ofte og gennemgående. Et af de klareste eksempler har vi i fortællingen om Jesu opvækkelse af Lazarus fra de døde: Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven ( ) Jesus sagde: Tag stenen væk! Martha, den dødes søster, sagde til ham: Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag (Joh 11,17.39). I denne sammenhæng fortælles det også, at Jesus græd (v.35). Denne sandhed er ifølge Bibelen ingen skinvirkelighed, som man kan bortforklare. Dødens virkelighed er lige så grusom og hård, som den ser ud til set med vore øjne, ja, hårdere endda. Derfor er gråd, sorg og fortvivlelse knyttet til døden, både for den, som selv skal dø, og for dem, som mister én af deres kære. I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere (Matt 2,18). Det er Bibelens billede af dødens gru og smerte her i denne verden i en nøddeskal. Og vi kender den akkurat sådan, som vi møder den i beretningen om barnemordene i Betlehem efter Jesu fødsel. Citatet er hentet derfra. Dødsangsten Bibelen genspejler også den erfaring, vi har om døden, som noget dystert og frygteligt, som fremkalder angst hos mennesket. David kalder døden for dødsskyggens dal (Sl 23,4). Det er et billede på det sted, hvor vilddyrene lå skjult i ly af skyggen for at kaste sig over deres offer, når det kom ind fra det blændende sollys. Det er et billede på fare, usikkerhed, mørke og angst. Og der tales videre om dødens reb, ødelæggelsens strømme, dødens snarer og dødsrigets reb. Alt dette fremkalder angst hos et menneske: Dødens reb omsluttede mig, ødelæggelsens strømme forfærdede mig (Sl 18,5.6, gl. oversættelse). Hjertet skælver i mig, dødsangsten kommer over mig, skræk og rædsel fylder mig, frygt indhyller mig (Sl 55,5-6). Sådan kender vi også dødsangsten. Ja, selv Guds egen søn har som menneske følt denne gruopvækkende og uundgåelige virkelighed på sit eget legeme: Og han har i sit jordelivs dage med høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt og friet fra sin angst (Hebr 5,7, gl. oversættelse). Matthæus fortæller fra Jesu dødskamp i Getsemane følgende: Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst. Da sagde han til dem: Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig! (Matt 26,37-38). Lukas fortæller det samme sådan: Og han fjernede sig et stenkast fra dem, faldt på knæ og bad: Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din. Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.

39 38 DØDEN OG DET KRISTNE OPSTANDELSESHÅB ARTIKEL I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden (Luk 21,41-44). Sådan bekræfter Guds ord det, vi erfarer om døden den dag i dag. Den er forfærdelig, fordi Guds vrede og dom over synden er forfærdelig. Men Bibelen siger også noget andet og mere end det, vore erfaringer angående døden kan lære os. Guds ord fører os ud over det, vi kan forstå af os selv. Det trækker forhænget til side, så vi ser, at døden er noget mere, end den ser ud til at være, og at den også er noget andet end det, mennesket uden Gud vil gøre den til. Døden kom med Syndefaldet For det første må det understreges, at Bibelen ikke forkynder, at døden er noget oprindeligt. Tværtimod. Døden har ikke altid været. Der var en tid, da døden ikke var. Det fortælles, at de første mennesker, det vil sige mennesket, som det var efter Guds egentlige vilje og forsæt, var skabt i Guds billede til evigt liv og samfund med ham (1 Mos 1,27). Jesus, som selv er Guds billede (2 Kor 4,4) og selv er den usynlige Guds billede (Kol 1,15), har vist os, at gudbilledligheden indebærer dette. Selv om vi har vanskeligheder med at fatte det, er det en grundlæggende bibelsk sandhed. Døden kom ind med synden og som en straf for denne. Det fremgår klart af beretningen om skabelsen og om de første mennesker (1 Mos 2,15-17; 3,19). Det er fortællingen om dette, Paulus udlægger, når han siger: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede (Rom 5,12). Allerede på dette afgørende punkt lærer Bibelen os altså en sandhed, som kommer i konflikt med det, det naturlige menneske af sig selv tænker om døden. Gud styrer liv og død I forbindelse med det forhold, at Gud er Herre over døden, slår Bibelen også udtrykkelig fast, at døden ikke er noget tilfældigt, som rammer os. Mens det naturlige menneske og vore erfaringer tolker for eksempel sygdom, lidelse og død som noget, der rammer os uden beregning og mening, siger Bibelen noget helt andet. Fordi døden er en straf for synden, noget, som Gud selv lægger på et menneske, er det, som sker i sygdom, lidelse og død altid i Guds hånd. Gud er ikke årsag til det onde i vort liv og i verden. Årsagen er synden og mennesket selv, Djævelen og forbandelsen over synden. Alligevel har Gud altid magt og kontrol over det, som sker med os: Gud er tilflugt i nødens stund, han hjælper og frier, fra de gudløse frier og frelser han [de retfærdige] (Sl 37,39-40, gl. oversættelse). Herren gør folkenes råd til intet, han hindrer folkeslagenes planer (Sl 33,10). Sådan er Gud, forkynder Bibelen, selv om vi ikke fatter det, og selv om vi synes, det er urimeligt, og bitterhed let kan gribe os. Men intet, overhovedet intet, sker tilfældigt, hvad os angår. Guds råd og gode vilje er i alt, selvom det kan se anderledes ud. Herrens råd står fast til evig tid, hans planer varer i slægt efter slægt (Sl 33,11). Dette gælder, selv om mørket er aldrig så mørkt, selv om smerten er aldrig så intens, selv om døden er aldrig så urimelig, uretfærdig og meningsløs for os.

40 NYT LIV Derfor siger Jesus: Han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige (Matt 5,45). Og han siger: Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve (Matt 10,29-31). Og derfor kan David sige: Stiger jeg op til Himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér (Sl 139,8). Derfor tror og bekender vi, at Gud har magt over alt og har en mening med alt. Det gælder også vor lidelse, ligesom det gælder døden. Intet, overhovedet intet, sker tilfældigt, hvad os angår. Guds råd og gode vilje er i alt, selvom det kan se anderledes ud. Om ham, som var født blind, sagde Jesus: Det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham (Joh 9,3). Gud styrede den onde skæbne, så den blev til velsignelse for den ulykkelige, blinde mand. Og et modsat eksempel: Om Herodes fortælles det, at han blev straffet med døden af Gud selv, fordi han ikke gav Gud den ære, der tilkom ham: Da råbte folket: Det er en gud, der taler, ikke et menneske! I det samme slog Herrens engel ham, fordi han ikke gav Gud æren. Og han blev ædt op af maddiker og døde (ApG 12,22-23). Dette åbenbarer for os på utvetydig måde, at Guds straf over synden er i døden, og at Gud bruger døden sådan, når han vil. Denne sandhed forkyndes os gennemgående i hele Bibelen. Klarest kommer Guds magt og herredømme over døden til udtryk i Jesus Kristus. Det gælder hans undergerninger i opvækkelse af døde. Men frem for alt gælder det hans egen død og opstandelse. Gennem Jesu Kristi død og opstandelse vender Gud det forfærdelige, døden og menneskets synd, til noget godt på trods af alt: Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer (Rom 8,11). Gud rejser Jesus op fra døden. Jesus selv sejrer over den. Derfor bliver det også til sejr over døden for den, som sætter sin lid til ham. Alt dette er efter Guds råd og besluttet, før det sker. Derfor profeterer Esajas: Fra trængsel og dom blev han taget, men hvem i hans samtid tænkte, da han reves fra de levendes land, at han ramtes for mit folks overtrædelse? ( ) Det var Herrens vilje at slå ham med sygdom; når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han se afkom, leve længe og Herrens vilje lykkes ved hans hånd (Es 53,8.10, gl. oversættelse). På dette grundlag kan vi sige: Lige så lidt som Jesu Kristi, Guds søns død var tilfældig og uden mening, men tværtimod var fuld af mening og efter Guds råd, lige så lidt er vor lidelse og død uden mening uanset, hvornår den kommer og hvordan. Den er fuld af mening. For det er Gud, som er Herre. Dette kan vi ikke fatte af os selv. Men Guds ord åbenbarer det for os. Og denne sandhed er givet os, for at vi skal tro og have tillid.

41 40 DØDEN OG DET KRISTNE OPSTANDELSESHÅB ARTIKEL Liv efter døden Også på et andet afgørende punkt bryder Bibelen med vore forestillinger om døden. Bibelen siger ikke, at døden er tilintetgørelse, som videnskaben siger, og den menneskelige tanke tænker om døden. Mens vi tænker os døden som en overgang til det modsatte af liv, identitet og bevidsthed, forkynder Bibelen os, at døden er en tilstand med liv, identitet og bevidsthed. Det er derfor, Jesus kan sige: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør (Joh 11,25). Denne form for liv, identitet og bevidsthed kan ingen af os forstå eller forestille os uden Guds ord og de billeder og skildringer, det giver af dette. Det er hinsides vore muligheder for at forstå og må åbenbares for os af Gud selv. Men Guds ord forkynder os dette. Derfor fortælles der om den rige mand og Lazarus: De døde begge, men deres liv, identitet og bevidsthed var også til stede i den nye tilstand. De så, hørte og talte (Luk 16,19-31). Og om Jesus selv fortælles det, at han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem (1 Pet 3,18-19). Altså: Både Jesus og de døde mennesker (ånderne) havde liv, identitet og bevidsthed i dødstilstanden. Af det, vi hidtil har trukket frem af Bibelens tale om døden i modsætning til det naturlige menneskes forståelse af den følger også en række andre afgørende sandheder: Døden betyder ikke nødvendigvis ensomhed For den, som sætter sin lid til Gud og hans magt i dødens stund, gælder: Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt, thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst (Sl 23,4, gl. oversættelse). Man kan vanskeligt finde et stærkere udtryk for fællesskab, altså det modsatte af ensomhed. Og om den fattige Lazarus hedder det, at han blev af englene båret hen i Abrahams skød, og at den rige så Abraham langt borte og Lazarus i hans skød (Luk 16,22.23). I samme fortælling hedder det om den rige mand, at da han slog øjnene op i dødsriget, var han i pine (v.23). Han havde åbenbart ingen ved sin side til trøst. Det understreger alvoren i døden, når Gud ikke er der. Ensomheden i døden erfarer kun den, som ikke sætter sin lid til Jesus, og som derfor er under Guds vredesdom. Han får at mærke, at når Gud trækker sin hånd tilbage, da er det den største lidelse, ensomhedens fortabthed uden omsorg. Det er denne lidelse, Jesus taler om i forbindelse med den endelige fortabelsesdom over et menneske. Her bruger han netop udtryk, som understreger, at fortabelsen er adskillelse fra Gud og hans omsorg. Det er ensbetydende med at blive kastet ud i mørket udenfor (Matt 22,13) og at gå bort fra den levende Gud (Matt 25,41). Det var dette mørke, denne fortabelse, Jesus tog på sig for vor skyld, for at vi skulle slippe fri for den. Derfor oplever han ensomhedens fortabelse borte fra Gud i dødens stund. Om dette er det, at Matthæus fortæller: Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: Elí, Elí! lemá sabaktáni? det betyder: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? (Matt 27,45-46). Jesus er Guds evige søn og ét med Faderen.

42 NYT LIV Derfor ved vi: Fordi han led dette og måtte føle fortabelsens ensomhed borte fra Gud for vor skyld og i vort sted, skal vi slippe fri for dette, dersom vi sætter vor lid til ham. Det gjorde Jesus i sin nød. Derfor siger profeten David om Jesus: Han skjulte ikke sit ansigt for ham, men hørte, da han råbte om hjælp (Sl 22,25). Fordi Jesus led og måtte føle ensomheden i døden for vor skyld, skal vi erfare det modsatte, hvis vi sætter vor lid til ham. Om dette siger Paulus: For jeg er vis på, at hverken død eller liv ( ) kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre (Rom 8,38-39). Det betyder: I tillid og fortrøstning til Jesus kan enhver af os gå døden i møde i forvisning om, at vi aldrig skal være alene hverken i dødsstunden eller på den anden side. Kærligheden ophører aldrig På grundlag af det, Jesus har gjort i sin død og opstandelse, taler Bibelen også imod det, vi erfarer om døden som en endelig adskillelse fra dem, vi havde kær, og som gik foran os i tro, og dermed også imod en tilintetgørelse af kærligheden og dens bånd. I Bibelen betyder døden en midlertidig ikke endelig adskillelse. Lige så sikkert som Jesu død og grav kun betød en midlertidig adskillelse mellem ham og hans disciple, lige så sikkert betyder også vor eller vore kæres død og grav, dersom vi tror, kun en midlertidig adskillelse. Hvor længe denne adskillelse skal vare, ved kun Gud. Men at den skal ophøre, har Jesus talt klart om: Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen (Joh 14,3-4). I skal græde og klage (...) men jeres sorg skal blive til glæde ( ) I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer (Joh 16,20.22). På samme måde som Jesus så sine kære igen, og disciplene så Jesus, skal vi på grund af ham se vore kære igen og de os. Jesus har sønderbrudt døden. Den har nu ikke længere magt til at skille os fra Gud og fra hinanden. For Kristi kærlighed har overvundet alt dette mørke. Derfor har vi som kristne et levende håb (1 Pet 1,3), og den kærlighed, som Jesus har til os, og som er grundlagt og består mellem os i troen på ham, ophører aldrig (1 Kor 13,8). Det ved vi, så sandt som Jesus lever i dag. Lige så sikkert som Jesu død og grav kun betød en midlertidig adskillelse mellem ham og hans disciple, lige så sikkert betyder også vor eller vore kæres død og grav, dersom vi tror, kun en midlertidig adskillelse. Så er døden altså ikke den endelige afslutning, sådan som mennesket uden Gud synes at erfare den. Tværtimod siger Bibelen, at døden er en overgang til evigheden, til et nyt liv, der aldrig mere skal forgå, men vare ved for enhver, som tror og bekender Kristi frelsernavn. Det forgængelige skal iføre sig uforgængelighed, som det hedder, og det dødelige skal iføre sig udødelighed (1 Kor 15,54).

43 42 DØDEN OG DET KRISTNE OPSTANDELSESHÅB ARTIKEL Derfor giver Bibelen os også et virkeligt håb i døden ved Jesu Kristi opstandelse, et håb, som driver angsten ud og må fylde os med glæde i stedet. Døden er der fremdeles, men Gud har brudt brodden af den. Den er ikke længere en farlig fjende. Derfor siger apostlen: Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? (...) Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus! (1 Kor 15,54-57). Fra død til liv Som vi ser, siger Bibelen noget andet og mere om døden end det, den menneskelige fornuft og videnskaben siger. Og vi forstår også, at det, som Guds ord siger om døden, bevirker, at vi så at sige ikke kan genkende døden i forhold til, hvad den var for os, før vi kendte Guds ord. Det er bogstaveligt talt som at komme fra mørke til lys, fra død til liv. Når vi ikke kan se, hvad døden egentlig er og betyder uden Guds åbenbaringsord, har det sin grund i døden selv. Det, vi ser rundt om os i naturen og mennesket, er det skabte og naturen under forgængeligheden og dødens forbandelse. Og denne forbandelse er så alvorlig, dødens og forgængelighedens magt så stor, at den fuldt og helt behersker os og naturen. Sådan har Gud gjort det på grund af synden. Når vi derfor ser på os selv og på naturen, ja, da kan vi ikke se andet end forgængelighed og død. Hvad andet kan man vente at få øje på, når man ikke kender den virkelighed, Guds ord åbenbarer? Skal vi lære at se mennesket og naturen sådan, som alt var efter Guds vilje fra begyndelsen, da han skabte, ja, da må Guds ord så at sige løfte os ud af denne dødens virkelighed og sætte os over i den virkelighed, Ordet selv åbenbarer for os. Når dette sker, og Guds ord åbner denne nye verden for os og sætter os over i den, da oplever vi det største under: Det meningsløse bliver virkelig meningsfuldt, sorgen bliver til virkelig glæde. For døden blev til liv. Vi møder ham, som engang sagde og fremdeles siger: Der skal være lys! Og der blev lys (1 Mos 1,3). Vi møder ham, som er så mægtig, at han gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til (Rom 4,17). Aksel Valen-Sendstad, ( ), Norge, var professor i etik og religionsfilosofi Artiklen er et uddrag af bogen Den tomme grav (kapitel 2), Dansk Luthersk Forlag 1989 (udsolgt).

44 ARTIKEL NYT LIV DIT LIV ER I GUDS HÆNDER Af Peder Mikkelsen Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dage var skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet (Sl 139,16). Dette vers maler en sandhed for vore øjne, som har utroligt svært ved at få fodfæste i vore sind. De fleste af os kristne må leve vores liv sådan, at langt den overvejende del af vores tid bliver brugt i den verdslige og ugudelige verden. Vi er ikke et med denne verden, for vores liv med Jesus sætter os i et modsætningsforhold til det verdslige vi er anderledes. Men det fritager os ikke fra at skulle leve vores daglige liv midt i verdslighed og ugudelighed. Og her møder vi en kolossal påvirkning. Det gælder også i spørgsmålet om liv og død. I den verdslige verden tænkes der ofte på liv og død som noget vilkårligt og lunefuldt. Og meget nemt baner det sig vej ind i mange kristnes sind og tanker. Med denne tankegang sniger der sig en underlig utryghed og angst ind, som kommer til at ligge som noget udefinerbart dybt i sindet. Vi bliver urolige for livet for hvad der kan møde os, og hvad vi kan risikere at komme igennem. Vi bliver bange, fordi vejen fremover tilsyneladende kan se så tilfældig ud. Denne angst kender jeg helt indefra i mit sind, men jeg har fundet hjælp i bl.a. dette vers. Det er som om, denne sandhed løfter mit liv ud af vilkårlighed og lunefuldhed. Den Gud, som er alt livs ophav, har også skabt det liv, som jeg lever. Han har pustet ånde i det. Og han har ikke bare givet mig livet, og derefter ladet mig flagre af sted i tilfældighedernes vold for at se, hvor lang tid det liv mon kunne holde. Nej, sandheden er en anden. Mit liv kunne kun blive til, ved at han blæste ånde i det. Og dermed sluttede det ikke fra hans side, for det liv han gav mig, kan kun bestå, så længe som han opretholder det. Og så længe som han opretholder det, kan intet tage det fra mig. Når vi ser, hvordan mennesker pludselig bliver udsat for et eller andet, som koster dem

45 44 DIT LIV ER I GUDS HÆNDER ARTIKEL livet, så er vi hurtigt med i snakken om, at dette menneske var offer for de eller de uheldige omstændigheder. Men sådan er virkeligheden ikke. Også denne dag var skrevet i Guds bog, før en eneste af dem var kommet. Jeg så engang en sportsudsendelse i fjernsynet, hvor der var et interview med en racerkører, som havde været udsat for en meget alvorlig ulykke i sin racerbil. Efter al sund fornuft skulle han være omkommet ved uheldet, men overlevede alligevel. Journalisten spurgte ham om, hvad der var grunden til, at han overlevede, og det var tydeligt, at han ventede en eller anden teoretisk forklaring på det. Og så kom svaret, som jeg aldrig glemmer. Han sagde: Der er kun en grund til, at jeg lever: Jeg havde ikke billet til denne afgang. Han var nok tættere på sandheden, end han selv var klar over. Han var i pagt med ord fra den Gud, som er alt livs ophav og opretholder. Det er godt, hvis denne sandhed kan få lov til at slå rod i dit sind. Når angsten og uroen for, hvad der kan møde dig, lægger sin klamme hånd på dit sind, så må du få lov til at krybe i ly under disse kendsgerninger: Dit liv er i Guds hånd, og han er en Gud, som ikke er lunefuld og vilkårlig. Det er befriende, når du ser, at du ikke behøver at ængste dig for både dit og dat. Det sker nok, at du gør det alligevel, men så må du igen krybe i ly under den sandhed, at Gud er dit livs ophav. Det er blevet til ved ham, og du har livet præcis så længe, som han opretholder det. Så længe som Gud opretholder mit liv, kan intet tage det fra mig. Peder Mikkelsen, Lystrup, prædikant i Luthersk Mission

46 ARTIKEL NYT LIV GUDS ALMAGT OG DET ONDE Af Peter Olsen Et stort spørgsmål Hvis Gud er god og almægtig, hvorfor er der så så meget ondt i verden? Det spørgsmål er et af de mest almindelige at blive stillet over for fra ikke-kristne mennesker. Ofte bliver spørgsmålet stillet simpelthen for at afvise troen på Gud altså ikke, fordi man reelt er interesseret i at høre et svar. Det er en så almindelig indvending mod troen på Gud, at vi nogle gange kan vrænge på næsen af det. Åh nej, ikke nu igen!, siger vi. Kan du ikke finde på noget mere begavet at spørge om? Men nej, det kan vedkommende ikke, for spørgsmålet om Guds godhed i mødet med det onde er faktisk særdeles relevant. Lidelsen og særligt den uretfærdige lidelse er et af tilværelsens helt store spørgsmål. Og hvis Gud ikke har et svar på menneskers lidelser, er Han så i virkeligheden Gud? Den græske filosof, Epikur ( f.kr.), formulerede problemet sådan: Enten vil Gud afskaffe det onde og kan ikke; eller han kan, men vil ikke; eller han hverken vil eller kan; eller han både vil og kan. Hvis han vil, men ikke kan, er han svag, - og det kan man ikke regne med hos Gud. Hvis han kan, men ikke vil, er han ond, - hvilket er lige så fremmed for Gud. Hvis han hverken kan eller vil, er han både svag og ond og derfor ikke Gud. Hvis han både vil og kan, hvilket er det eneste, der sømmer sig for Gud, hvor kommer det onde da fra, og hvorfor afskaffer han det ikke? Gud den Almægtige I den kristne kirke har vi altid troet på en almægtig Gud. Vi synger: Almagts Gud, velsignet vær! Love vil vi lydt din ære. Gud er almagts Gud. Den salme er fra 300- tallet og vidner om oldkirkens tro på en almægtig Gud. Den tyske præst Paul Gerhardt skrev noget lignende omkring 1650: Vej har du alle steder, dig midler fattes ej (...) Gud monne sceptret bære, og alting vel han gør. Gud bærer sceptret, fordi Han er konge over

47 46 GUDS ALMAGT OG DET ONDE ARTIKEL hele skaberværket. Han er almagtens Gud. Derfor har Han vej alle steder og savner aldrig midler til at gennemføre sine planer. Denne beskrivelse af Gud stemmer helt med Bibelen. Til Moses sagde Gud: Jeg er Herren! Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige (2 Mos 6,3). På hebraisk står der El Shadaj. Det udtryk bruges så ofte i Det Gamle Testamente, at det nærmest fungerer som et navn. Han hedder Gud til fornavn og den Almægtige til efternavn. Det siger noget grundlæggende om Guds væsen, at Han er almægtig. Da Ruth havde mistet både sin mand og sine to sønner, sagde hun: Den Almægtige har forbitret mit liv (Ruth 1,20). Hvis Gud har al magt, så må Han også bære ansvaret for det vanskelige i vore liv. Han kunne jo have gjort det anderledes. Det er meget betegnende, at Jobs Bog er det skrift i Det Gamle Testamente, som oftest kalder Gud for El Shadaj, den Almægtige. Job er eksemplet frem for nogen på lidelse. Alligevel er han den person i Det Gamle Testamente, der flittigst kalder Gud den Almægtige. Job blev ramt af både sygdom, fattigdom og dødsfald i familien. Alligevel regner han med, at Gud har al magt. Derfor klager han sin nød til Gud. Ja, han går uden videre ud fra, at det er Gud, der står bag hans lidelser. Han siger: Alle menneskers liv har Han i sin hånd og tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde (12,10; 2,10). Dermed bliver Gud meget vanskelig at forstå. Men Jobs billede af Gud svarer ganske godt til det, som vi i øvrigt hører om Gud i Bibelen. Gud siger selv til Esajas: Jeg er Herren, der er ingen anden! Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg Herren, frembringer alt dette (45,6-7). Og Amos siger: Mon der stødes i horn i byen, uden at folk bliver forfærdede? Mon der sker en ulykke i byen, uden at Herren har gjort det? (3,6). Det underforståede svar er Nej! Der sker ikke en ulykke i byen, uden at Herren har gjort det. Da Daniel blev ført ind til kong Belshassar for at tyde skriften på væggen, sagde han til kongen: Den Gud, som holder dit liv og alle dine veje i sin hånd, har du ikke æret (...) Gud har talt dit kongeriges dage og gjort ende på det (Dan 5,23.26). Gud bestemmer ikke bare over fødsel og død, men også over de veje, som vore liv kommer til at bevæge sig ad mellem fødsel og død. Det er Ham, der skaber både lykke og ulykke i vore liv, for Han er El Shadaj, Gud den Almægtige. De onde kræfters rolle Djævelen og andre mennesker har også en rolle at spille, men der er netop tale om en rolle: Gud har givet dem en plads i dit liv. Men de får ikke lov til at gøre andet og mere end det, som Gud bestemmer. Job er et godt eksempel på dette. Gud tillod Djævelen og onde mennesker at gøre nogle bestemte ting ved Job og ved hans familie: Sabæiske og kaldæiske røvere kom på strejftog. De stjal Jobs dyr, og de myrdede Jobs hyrder (Job 1, ). Kun fårene lod de være. Men så faldt en Guds ild ned fra himlen og fortærede både fårene og de resterende hyrder (1,16). Og en ørkenstorm blæste huset omkuld, så Jobs børn blev dræbt (1,18-19). Til sidst blev Job ramt med ondartede bylder fra isse til fod (2,7).

48 NYT LIV Vi forstår, at alt dette var noget, som Gud lod Satan udføre. Gud bestemmer ikke bare over fødsel og død, men også over de veje, som vore liv kommer til at bevæge sig ad mellem fødsel og død. Det er Ham, der skaber både lykke og ulykke i vore liv. Det var en prøvelse for Jobs tro. Satan mente nemlig, at Job kun tilbad Gud, fordi det gik ham godt i livet. Men ræk din hånd ud og rør ved alt det, han ejer. Så skal han nok forbande dig op i dit åbne ansigt (1,11). Sådan sagde Satan til Gud, og Gud lod derfor Satan tage alle disse velsignelser fra Job. Da Job havde mistet sin ejendom, sine hyrder og sine børn, sagde han: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet (1,21). Og da han selv var blevet ramt af bylder, tilføjede han: Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde (2,10). Sammenhængen med 1,21 og adskillige andre steder i bogen gør det klart, at også det onde kommer fra Gud; altså Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde fra Gud! Dette skal vi ikke omtolke, som om det var en slags from poesi, der i virkeligheden betyder noget helt andet. Nej, det er virkelig Gud, der står bag både liv og død, både lykke og ulykke! Dette gælder også, når Gud virker disse ting ved hjælp af sekundære aktører. Altså: Gud virker ulykken ved hjælp af Satan, ved hjælp af kaldæiske røvere, ved hjælp af en ørkenstorm og ved hjælp af byldepest. Vi skal ikke forstå det sådan, at det enten er kaldæiske røvere eller Satan eller Gud, der slår hyrderne ihjel. Nej, det er Gud, der slår hyrderne ihjel ved hjælp af Satan, der slår hyrderne ihjel ved hjælp af kaldæiske røvere. Men på dommedag vil Gud dømme både Satan og de kaldæiske røvere for det onde, som de gjorde af egen fri vilje. De blev nemlig ikke tvunget til det mod deres vilje. Så kompliceret er det ondes problem i Bibelen. Og alt dette har at gøre med, at Gud er El Shadaj. Han har ikke bare den største magt, men al magt. Han er Gud den Almægtige. Derfor er det altid Ham og egentlig bare Ham, vi har med at gøre i liv og i død. Guds godhed Men Han er også god! Jesus lærer os at bede: Vor Fader, du som er i himlene (Matt 6,9). At Gud er i himlene, vil sige, at Gud er almægtig. At Han er Fader, vil sige, at Han er god. Lige efter Fadervor siger Jesus: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen (...) Jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette (6,25.32). David siger: Han er faderløses fader og enkers forsvarer (Sl 68,6). Det er et stadigt omkvæd i Salmernes Bog: Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid (Sl 106,1). Derfor kan David stille os over for denne udfordring: Smag og se, at Herren er god (Sl 34,9). Du kan selv prøve Ham af, så vil du også opleve, at Han virkelig er god mod dig. Og som David sang for år siden, sådan synger den troende menighed fortsat med Grundtvigs ord:

49 48 GUDS ALMAGT OG DET ONDE ARTIKEL Alt, hvad som fuglevinger fik, alt, hvad som efter fugleskik med sanglyd drager ånde, lovsynge Gud, for han er god, han i sin nåde råder bod på støvets ve og vånde. Gud er god!! Det er Bibelens stadige vidnesbyrd. Han velsigner os dagligt med mad og tøj, ja, med luft, så vi kan trække vejret. Jakob skriver: Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader (Jak 1,17). Fordi Gud er vores kære Far, ønsker Han at velsigne os på alle tænkelige måder. Den apostolske trosbekendelse begynder sådan: Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber. Det citerer Martin Luther i sin lille katekismus, og så spørger han: Hvad vil det sige? Og Luther svarer selv: Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle andre skabninger; at han har givet mig legeme og sjæl, øjne, øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser og endnu opretholder alt dette; at han giver klæder og sko, mad og drikke, hus og hjem, marker, kvæg og al ejendom; at han rigeligt og dagligt sørger for alt, hvad jeg behøver til næring for dette legeme og liv, skærmer mig mod al fare og vogter og bevarer mig for alt ondt; og alt dette gør han af lutter faderlig og guddommelig godhed og barmhjertighed uden nogen fortjeneste og værdighed hos mig. For alt dette skylder jeg at takke og prise ham og tjene ham og være ham lydig. Det er vist og sandt. Når du har sko på fødderne og kaffe i din kaffekande, så har du fået det af Gud. Han sørger for dig i allermindste detalje. Fordi Gud er vores kære Far, ønsker Han at velsigne os på alle tænkelige måder. Det er stærke ord! Og når både Bibelen og katekismen siger sådan, skulle man vel forvente, at sygdom, ulykke og død hørte fortiden til. Men virkeligheden er jo den, at vi alle sammen rammes af sygdom, ulykke og død. Nogle af os bliver meget gamle. Men det betyder i så fald, at vi mister vores familie og venner. Vi ser dem dø. Vi mister også syn og hørelse. Vi rammes af den ene skavank efter den anden. Og til sidst dør vi. Den eneste mulighed vi har for at undgå dette, er hvis vi dør i en ung alder. Det sker jo også for mange. Vi ser også unge mennesker, der rammes af ulykke og sygdom, og som må lide under følgerne i årevis. Nogle rammes endda af andre menneskers ondskab. Hvordan mon det har været for en from jøde at sidde i koncentrationslejren Auschwitz og synge fra Israels salmebog: Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid (Sl 106,1)? Nu sidder vi ganske vist ikke i en koncentrationslejr. Men i forskellig grad kommer vi også til at lide, og engang skal vi dø. Og så melder spørgsmålet sig: Hvorfor? Gud, hvorfor er der så meget ondt og så megen lidelse i verden? Tre træk og tre veje Inden vi kan forsøge et svar på dette spørgsmål, må vi skelne mellem tre træk ved Guds væsen, som vi møder i Bibelen:

50 NYT LIV ) Guds almagt 2) Guds godhed 3) Guds forståelighed I lys af lidelsen og det onde må vi sige om disse tre træk ved Guds væsen, at vi kan bevare to af dem, men ikke dem alle tre. 1) Hvis vi fastholder Guds almagt og Guds godhed, så mister vi Guds forståelighed. Det bliver nemlig ikke til at forstå, hvordan den gode og almægtige Gud kan lade det onde florere og lade det ramme uskyldige mennesker. 2) Hvis vi fastholder, at Gud er god og forståelig, må vi opgive talen om Guds almagt. For når en god og forståelig Gud ikke fjerner det onde, må forklaringen være, at Han ikke kan. Han er altså ikke almægtig. 3) Hvis vi fastholder Guds almagt og Guds forståelighed, må vi slippe Guds godhed. For når Han har al magt i himlen og på jorden, men ikke fjerner det onde, så må Han jo selv være ond. Disse filosofiske overvejelser ligner dem, vi indledte med fra Epikur. Men når vi så tilføjer det, som vi har set i Bibelen, må vi konkludere, at nr. 1 er den korrekte vej at gå. Gud er både almægtig og god! Det læser vi mange steder i Bibelen. Hvad angår Guds forståelighed, må vi sige, at den er ret begrænset. Vi kan forstå noget af det, som Gud har sagt og gjort, men vi kan bestemt ikke forstå det hele. Det skal vi gøre os klart, så vi ikke bilder os ind, at vi kan forklare alt det, der sker i denne verden. Bibelens svar på det ondes problem Men noget kan vi altså forstå. Da Gud havde skabt verden, så Han, hvor godt det var (1 Mos 1,31). Men det blev jo ikke ved med at være så godt, og så meget har Gud dog forklaret os. Syndefaldet kastede en skygge ind over alt det skabte. Og vi lever fortsat med denne skygge over vore liv. Vi og vore forældre og vore bedsteforældre osv. har bragt ondskaben og alle dens konsekvenser ind over os selv. Paulus siger, at syndens løn er død (Rom 6,23). Han kunne sige det samme om ulykker, om sygdomme og om alderdommens mange skavanker. Alt dette er døden. Den virker i hele skaberværket. Den nedbryder alt det smukke og dejlige. Og vi er selv skyld i det. Men allerede på syndefaldets dag lover Gud, at Han engang vil genskabe Paradis (1 Mos 3,15). Han lover, at Han vil sende Messias, som skal fjerne alt det onde. Dette løfte gentager Gud igen og igen i Det Gamle Testamente. Når vi læser disse løfter, får vi det indtryk, at alt ondt vil forsvinde, straks når Messias kommer. Men sådan gik det jo ikke. Det Nye Testamente forklarer os, at Messias skulle komme to gange. Første gang skulle Han bringe Guds rige usynligt eller stort set usynligt. Dette rige lever vi i nu ved troen på Jesus. I dette rige er synden borte, og Guds milde ansigt smiler os i møde. Men syndens konsekvenser er endnu ikke borte. Vi lever fortsat med synd, med ulykke, med sygdom og med død. Til gengæld har vi også løfter i Det Nye Testamente, der gør det klart for os, at Messias skal komme tilbage til jorden. Så vil Han oprette Guds rige synligt. Når Jesus kommer igen, skal vi se og opleve det genskabte Paradis.

51 50 GUDS ALMAGT OG DET ONDE ARTIKEL Løfterne om dette Paradis er meget konkrete og stærke: Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, og en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund (Es 11,6-9). Det meste af denne beskrivelse handler om dyreverdenen. Men der er kun tale om eksempler, som skal give os et indtryk af de generelle forhold i Paradis. Konklusionen er: Der vil ikke være nogen form for ondt eller ødelæggelse noget sted i hele Guds genskabte Paradis. Fordi synden er borte, vil også dens løn være borte: Døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere (Åb 20,4). Og vi kan fortsætte listen: Sygdom skal aldrig mere plage os. Ulykker, jordskælv og hungersnød skal aldrig mere skille os fra hinanden. Misforståelse, bagtalelse og ensomhed vil være fortid. Og hverken jøder eller nogen andre skal opleve Auschwitz igen. Når Jesus kommer igen, skal vi se og opleve det genskabte Paradis. Så meget har Gud forklaret, og det er dog noget. Derfor er Gud ikke helt uforståelig, selv om der er meget, vi ikke forstår. Gud har grebet ind mod det onde, og Gud vil gribe ind mod det onde. Men det lovede indgreb kommer af to omgange. Første gang skulle Messias, dvs. Jesus, tage sig af synden. Anden gang skal Han tage sig af alle syndens konsekvenser. Ondskab og lidelse er altså på vej ud. Snart skal vi se det med vore øjne. Men allerede nu kan vi skimte det i horisonten. Derfor siger Jesus til os, at vi skal rette os op og løfte vore hoveder, for vores forløsning nærmer sig (Luk 21,28). I alt væsentligt er dette Bibelens svar på det ondes problem: Gud er god og almægtig. Derfor har Han grebet ind mod det onde, og Han vil gribe ind imod det. Vores tro retter sig mod det, som Gud har gjort, og vores håb retter sig med det, som Han vil gøre. Guds formål Men hvorfor fjerner Han ikke alt det onde nu med det samme? Tjener det noget formål? Til det må vi sige to meget forskellige ting: For det første tillader Gud det onde endnu en tid, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse (2 Pet 3,9). Når Gud griber ind for anden gang, vil Han fjerne alt det onde og alle de onde. Men Han ønsker, at så mange som muligt skal vende om fra deres ondskab inden da, så de må blive frelst. Det er Guds godhed og frelsesvilje, der gør, at Han endnu tøver med at holde dom. Til gengæld er der også her grænser for, hvor meget vi forstår, for det virker som om, at der hele tiden er flere mennesker, der går fortabt end dem, der bliver frelst. Derfor synes vi, at Gud skulle stoppe verden og holde dommedag hurtigst muligt. Det er en af mange ting, vi må overlade til Gud, og så må vi nøjes med at forstå så me-

52 NYT LIV get, som Gud har åbenbaret for os. For det andet bruger Gud det onde som kald, som tugt og som prøvelse af os. a) Gud advarede egypterne og kaldte på dem med ni plager; myg og græshopper, pest og bylder, hagl og mørke. Hvis de havde lyttet til Gud, hvis de havde ladet israelitterne vandre fredeligt ud af landet, så havde egypterne undgået den sidste og endelige dom; drabet på alle de førstefødte i hele Egypten (2 Mos 12). Gud sender sygdom og ulykke som kald til mennesker, der ikke kender Ham. Hensigten er, at de skal vende om, før det er for sent. Hvis de ikke vil omvende sig, kommer den sidste og endelige dom over dem. Men det er en forfærdelig dom! Derfor er Gud tålmodig. Han tøver. Han sender mange små domme ind over mennesker, fordi Han vil, at de skal nå til omvendelse. b) Gud sender også sygdom og ulykke over dem, der tror på Ham. Det er også en slags kald, men ikke til omvendelse. Vi skal se på vore sygdomme og vore ulykker som tugt og prøvelse. Hebræerbrevets forfatter siger: Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af (...) Hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far? (Hebr 12,6-7). Peter bruger et billede til at sige det samme: I må lide en kort tid, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares (1 Pet 1,7). Hvis man finder en klump guld, lutrer man den i ild for at skille slagger fra. Det er, hvad Gud gør med os, der tror på Ham (jf. 4,19). Han udsætter os for en ildprøve. Men det gør Han ikke for at ødelægge os. Han gør det for at bevare os og for at gøre os mere egnede til den tjeneste, som vi endnu har her i verden. Derfor skal vi egentlig glæde os over vore lidelser (Jak 1,2f) selv om det bestemt ikke er let, mens vi lider! Jesus bruger endnu et billede om det, som vi oplever, når vi bliver syge eller rammes af ulykke: Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt (Joh 15,2). Ingen kristen undgår gartnerens kniv. Og det gør ondt, når Han skærer. Men Guds hensigt med lidelsen er god. Han ved, hvad Han vil. Det er bare os, der har så svært ved at se nogen mening med lidelsen. Her har vi så endnu en af de ting, vi ikke helt forstår ved Guds måde at handle på. Vi ved fra Jobs Bog og fra Bibelen i øvrigt, at det er Guds hånd, vi mærker, når vi lider. Men hvorfor vi skal lide sådan eller præcis hvorfor vi skal lide sådan, det ved vi sjældent. Vi må bare stole på, at Han har al magt, og at Han er god! Derfor ved Han, hvilken hensigt vore lidelser har. I herligheden hjemme hos Ham engang skal vi også forstå, hvad hensigten var med det, der var så svært her på jorden. Peter Olsen, Hillerød, bibelunderviser i Luthersk Mission, ekstern lektor på Dansk Bibel-Institut

53 52 BOGANMELDELSER BOGANMELDELSER Poul Hoffmann: Juleevangeliet - digt eller åbenbaring? Lohse sider 49,95 kroner Juleevangeliet digt eller åbenbaring er en lille bog med 80 små sider. Men lad dig ikke narre af størrelsen. Indholdet er stort og vægtigt. Poul Hoffmann tager med denne glimrende lille bog fat om roden på nogle af de mest gængse indvendinger mod sandheden i Bibelens beretninger om Jesu fødsel. Og han gør det godt! Bogen er inddelt i tre kapitler. I det første kapitel imødegås på klassisk hoffmannsk vis den såkaldte objektive videnskabs monopol på sandheden. Dette gøres bl.a. ved at minde om det faktum, at den menneskelige erkendelse er lige så fordærvet efter syndefaldet som resten af mennesket. Kun i troen findes en sand forskning, som bygger på og udfolder den fundamentale sandhed, der er åbenbaret i Bibelen (s. 12). Ja, Hoffmann slår fast, at bag alle de angreb på Bibelen, der pakkes ind i videnskabelighed, står Dødens Fyrste (1 Tim 6,20; Ef 6,12). Det andet og midterste kapitel er det mest fyldige. Her gennemgår Hoffmann fødselsberetningerne hos Matthæus og Lukas med fokus på deres historiske troværdighed og sandhed. Han understreger, at de, der stiller spørgsmålstegn ved de bibelske beretningers sandhedsværdi, ofte er skyldige i simpelthen ikke at have undersøgt tingene ordentligt: Som altid, når det gælder at erkende bibelteksters virkelighedskarakter, er det væsentligt at undersøge tingene ordentligt; fornægtelsen nærer sig af fejltagelser og misforståelser som en grib af ådsler (s. 46). Konklusionen på det andet kapitel kunne sammenfattes i det, der siges om vismændenes oprindelse, men som er betegnende for hele synet på juleevangeliet: Der er omstændigheder og muligheder nok, som fantasien kan arbejde med, og som kalder på videre studium. Men der er én ting, som alle omstændigheder og alle muligheder og alle studier viser og kun kan vise med stadig større klarhed: Det drejer sig om historie, om virkelighed. Det er en særegen forhekselse, der gør sig gældende, når det læses som noget andet (s. 62). Det tredje og sidste kapitel er en sammenskrivning af fødselsberetningerne, som vi finder dem hos Matthæus og Lukas. Man kan med fordel starte læsningen af bogen her for lige at få genopfrisket evangelisternes beretninger. Læs bogen, bliv styrket i din tillid til de Bibelske skrifter, og giv efter endt læsning evt. bogen videre til den nabo, ven eller kollega, som du i juletiden får en anledning til at snakke om julens budskab med. - Brian Bjørn Nielsen

54 NYT LIV Max Lucado: Skabt til at gøre en forskel Lohse sider 199,95 kroner Bogens hovedpointe, som bogens titel også angiver, er, at vi er skabt til at gøre en forskel. Max Lucado udlægger så i bogen, hvordan vi kan gøre en forskel. Han skriver, at vi hver især har vores særlige og enestående muligheder for at gøre en forskel (s. 24). Han tager udgangspunkt i apostlene, og hvordan Gud revolutionerede det første århundrede gennem dem, her tænkes der især på medmenneskelig hjælp (s. 35). Et gennemgående træk i bogen er, at hvis vi har viljen til at gøre en forskel, så vil der også ske forandring, både i vores liv og i verden. Vil vi, så vil Gud bruge os til at gøre verden til et bedre sted. Men alt afhænger af, at vi er villige til at tage det skridt, og hvis vi tager det skridt, så vil Gud også udruste os til det. Der er i bogen flere gode råd og opfordringer til, hvordan vi kan være med til at gøre verden et bedre sted. Der er flere gode ting at hente i flere af disse formaninger til at gøre godt. Bogen har også en udmærket diagnosticering af vores synd: at vi lukker os inde i vores egen verden og ikke vil se dem, som har problemer at vi ofte har nok i os selv. Men den grundlæggende kur, som gives på sygdommen, er, at vi må tage os sammen. Det er ikke daglig omvendelse til Jesus, og at vi ved ham får et nyt liv. Eksempler på dette: Det er utroligt, hvad der kan ske, når vi vover os ud af vores skaller (s. 49). Kunne du godt bruge lidt af disciplenes frimodighed? Det kan du få, hvis du vælger at leve det liv, du blev skabt til (s.110). Sådanne formuleringer er der mange af i bogen. Max Lucado har et vist syn for, at det er ved at være sammen med Jesus, at vi får mod og kraft til at leve som kristne. Men vægtlægningen er klart på, at vi må tage os sammen, og at læseren selvfølgelig har denne vilje, for ellers ville han ikke læse denne bog (s. 22). Evangeliet bliver blot et udgangspunkt, hvorfra vi så må tage det afgørende skridt, for at Gud kan virke store ting her i verden. Frelsen kommer til at hvile på Jesus, men helliggørelsen og det kristne liv kommer til at blive menneskets ansvar. Dermed bliver læren om det kristne liv lovisk. Guds gerning både i denne verden og i vores liv bliver hos Max Lucado fuldstændig afhængig af os, af at vi må gøre noget først, for at Gud virker. Der er en stor tiltro til, at hvis vi bare vil, så kan det blive godt. Hvis vi bare holder ordentlig fast i den kristne enhed, beder godt nok, tager skridtet til at forbedre verden, så vil Gud også arbejde igennem det. Samlet vil jeg sige, at bogen er en blanding af både godt og skidt. Der er mange gode formaninger og noget god evangelieforkyndelse, men bogens fremstilling af det kristne liv er alt for lovisk, med alt for stor tiltro til, at det er menneskets evne og vilje, der er ophavet til dette. Derfor kan jeg, til trods for bogens gode sider, ikke anbefale den. - Mads Hansen

55 54 SERIE SÅDAN KOM JEG TIL TRO XI SERIE TRÆNGSLERNE FØRER TIL MÅLET Af Mikkel Vigilius Fars vej væk fra Gud Poul Tylsgaard Larsen voksede op i et hjem i København, hvor han aldrig hørte om Gud. Ingen sang eller bad med ham, når han skulle sove. Han kom aldrig i søndagsskole. Men han havde en far, som hver lørdag aften, når han kom sent hjem fra arbejde, satte sig ind i stuen for sig selv og læste søndagens epistelog prædikentekster. Pouls far kom fra et kristent hjem i Vestjylland. Men i sin studietid mødte han en pige, som ikke var kristen. Hun var meget smuk, levende og havde et godt hoved. De blev forelskede og giftede sig kort efter 2. Verdenskrig. Konsekvensen af deres ægteskab blev, at Pouls far gradvist fjernede sig fra Gud og den kristne menighed. Han ville gerne gå i kirke om søndagen, men Pouls mor trak den anden vej: Du overdriver det!, sagde hun. Med tiden holdt Pouls far op med at gå i kirke. Det åndelige fundament for hans liv gik i opløsning. Bibellæsningen lørdag aften var det eneste, der blev tilbage. I sin ungdom havde Pouls far tjent tre år på landet. Men efter denne tjenestetid vendte han tilbage til skolen og arbejdede sig frem til en kandidateksamen i historie, tysk og fransk. Herefter blev han ansat i en høj stilling i Landbrugsrådet. Min far var både meget afholdt og meget begavet. Han kunne tage rundt og holde indsigtsfulde foredrag om politik og historie. Han var dygtig til sit arbejde og avancerede hurtigt. Han havde et ønske om at bygge et bedre samfund op og et bedre Europa. Han og min mor var unge efter krigen, og de troede begge på den idé. Den blev deres livsindhold. Skyggesiden Pouls far havde imidlertid en skyggeside: Jeg har kun kendt ham som alkoholiker. I de dårlige perioder var der ingen, der vidste, Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst - også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

56 NYT LIV hvor han var. Jeg husker som barn, hvordan de ringede fra hans arbejde, fordi de ikke kunne forstå, hvor han var. Den almindelige forklaring lød, at han var ude og forhandle. Jeg så utroligt lidt til min far som barn. Han var hele tiden væk. Når han vendte tilbage fra en periode med druk, skulle der ske en hel masse. Så ville han samle op på alt det, han havde forsømt arbejdsmæssigt. Han var dygtig og effektiv, så han magtede det. Men det var os i familien, som betalte prisen. I forhold til os tror jeg, at min far led under konstant skam og dårlig samvittighed på grund af fravær, svigt og druk. Jeg følte selv, at min far svigtede. Da jeg var teenager kunne mor spørge mig, om jeg ikke ville gå ud i byen og hente far. Så måtte jeg derned, hvor far sad og drak, og så sad jeg og ventede på, at han havde fået de 16 genstande, som skulle til, før han faldt til ro. Og så hjalp jeg denne store mand hjem. Bløderbarn Poul blev født i januar Han havde en bror, som var to år ældre. Begge drenge var blødere. Siden fulgte en lillebror, som ikke var bløder. Man kan være let, moderat og svær bløder. De to ældste drenge var begge svære blødere. Når de blødte, blev det ved. På det tidspunkt var der ingen effektiv medicin, og gennemsnitsalderen for blødere var år. Det værste var de indre blødninger: Når vi forstuvede et eller andet, kom der ledblødninger, som bare blev ved. Det var meget smertefuldt, og det medførte, at både min bror og jeg fik varige ledskader. Vi led og sled os igennem. Jeg blødte på kryds og tværs, og ind imellem havde det karakter af indre digebrud. Det fik invaliderende virkninger. Far flygtede fra vores sygdom ind i alkoholen. Han var der ikke som den, der bar igennem. Det er jo det, en far skal. Som barn fik jeg et brudt forhold til min far. Forholdet mellem os blev først godt mange år senere. Jeg var indlagt et utal af gange på Rigshospitalet. Jeg husker, hvordan jeg allerede som 12-årig havde en kolossal protokol. Jeg fik meget fravær i skolen og gled ud af fællesskabet. Det endte med, at jeg blev isoleret og mobbet i skolen. Jeg havde en oplevelse af dyb ensomhed i min barndom. Når jeg var indlagt på Rigshospitalet, blev jeg utroligt glad, når far kom. Men det var sjældent, og når han kom, var det kort. Efter en halv time kom sygeplejersken: Besøgstiden er slut! Jeg husker den lyd af gråd, som så bredte sig på hele børneafdelingen. I faderens fravær blev Poul stærkere knyttet til sin mor: Hun kunne i nogen grad hjælpe mig i forhold til min følelse af ensomhed og fremmedgørelse. Hun kunne også hjælpe mig i forhold til alt det, jeg kom bagud med i skolen. Hun var cand. mag. i græsk, latin og engelsk, så hun var godt udrustet til at hjælpe, og så havde hun valgt at være hjemmegående. Farmor og farfar Allerede som barn registrerede Poul, at der var et hjem, hvor der var en anden ånd end i hans eget på gården hos farmor og farfar: Det var nogle dejlige bedsteforældre, og der var en stor tryghed ved at være hos dem. Farfar var stille og stovt, og farmor var hjertelig, varm og gæstfri. Hun var den lysende person i min barndom. De havde en enkel og ligefrem tro på Jesus, og jeg mærkede hos dem et stærkt ønske om, at vi skulle lære Jesus at kende. Men de pressede ikke på med det.

57 56 SÅDAN KOM JEG TIL TRO XI SERIE De stod op før alle andre, og så sad de sammen og læste i Bibelen og bad. Nogle gange sad jeg med. Jeg ved, at de bad både for mine forældre og for mig. Og det blev de ved med det. Farmor blev utroligt glad, da jeg blev omvendt. Jeg spurgte hende, om hun havde bedt for mig, da jeg var allerlængst ude og allerlængst nede: Bad du i de år?, spurgte jeg. Ja, det kan du tro!, svarede hun. Min kære farmor har bedt for mig altid. Beatles-generationen Da Poul var år, flyttede familien til Bonn, hvor hans far fik ansættelse på den danske ambassade. Efter et halvt år blev Poul sendt hjem til sin faster i Holstebro for at tage realeksamen. Her blev oplevelsen af ensomhed kun forstærket. I begyndelsen sluttede han sig til en gruppe unge, som holdt til på en café. Men efter nogen tid fik han at vide af de andre, at han havde sit væsen imod sig, og at de hellere var fri for ham: Så var jeg udstødt. Jeg ville gerne være som de andre. Men det blev kejtet, og jeg var hele tiden bagefter. Så det lykkedes ikke, og det endte med en forstærket isolation. Efter sin realeksamen vendte Poul tilbage til Bonn. Hans far ønskede, at han skulle i gang med en uddannelse, men det blev ikke til noget: Far ville gerne sørge for, at jeg kom godt videre, men han magtede det ikke. Det blev afbrudt af hans alkoholproblem. Og så gled jeg ind i Beatles-generationen. Det var midt i 1960 erne. Ungdomskulturen var i opbrud og ungdomsoprøret på vej. Det var mærkbart i den vesttyske hovedstad, og Poul blev en del af det: Efter at jeg kom tilbage til Bonn, fulgte to år, som jeg aldrig har kunnet gøre rede for. Der var intet mål, ingen mening, ingen plan. Jeg hang ud med de andre unge i byens centrum og begyndte at eksperimentere med hash og stoffer. Når jeg havde taget speed, følte jeg mig frygtelig betydningsfuld og talte løs. Men det var trøstesløst, og min krop blev nedbrudt. Jeg kunne ikke tåle nær så meget som de andre. Midt i trøstesløsheden var der nogle, som vidnede for de unge om Jesus: Der var en KFUM-sekretær, som havde omsorg for de unge i byens centrum, og som drev et arbejde for at nå os med evangeliet. Han inviterede os ind i en te-stue, hvor der blev holdt andagt for os, og hvor der én gang om ugen blev holdt bibeltime. Det var en KFUM-mand på den gamle åndelige linje. Han havde selv lyttet til og var blevet præget af Wilhelm Busch og hans centrale forkyndelse til omvendelse og tro på Jesu fuldbragte frelse. I hans te-stue kom jeg ind under Guds ords forkyndelse. Jeg gjorde modstand mod det. Men jeg mødte en stor kærlighed og omsorg, som ikke var til at tage fejl af, og som jeg huskede. London Mange af de unge i Beatles-generationen brød op fra deres familie og hjemland for at rejse til Californien, Indien, Afghanistan eller et fjerde sted, hvor de kunne udleve drømmen om et frit og vildt liv med stoffer: For mig som bløder var det vanvittigt. Men der var prestige i at rejse, og jeg endte i London. Her gik det rigtig galt. Jeg endte på gaden som hjemløs og subsistensløs. Der var et helt folkefærd i London af unge, som var brudt ud hjemmefra og siden var gået ned.

58 NYT LIV Vi sov under åben himmel på gaden og i ruiner, og det var utrolig hårdt for min krop. Jeg fik meget lidt at spise og var konstant sulten. Det var et barsk miljø. To gange oplevede jeg at blive truet med en kniv mod min strube som bløder! Det er et under, at jeg overlevede den tid. Det frie og vilde liv blev fremstillet som lykken, men for mange var det et helvede. Mange af de hjemløse unge i London samlede sig i det centrale London omkring Piccadilly Circus og Trafalgar Square. Det var Pouls foretrukne sted. En søndag aften oplevede han noget specielt: Der kom nogle folk og inviterede os til nogle møder i Orange Street. De inviterede alle disse hjemløse og rodløse unge, præcis som i de bibelske lignelser. Det var almindelige arbejdsmænd og kontorfolk, som inviterede os. Den slags folk, som jeg som ungdomsoprører foragtede og følte mig hævet over. Men de havde en omsorg, som gjorde indtryk. De inviterede os ned i kælderen under noget, der lignede et missionshus, hvor de gav os gratis sandwich og vidnede for os om Jesus. De sang nogle enkle vækkelsessange for os, som jeg oplevede som dybt foragtelige. Musikstilen havde jeg ikke noget til overs for. Alligevel gik sangene ind hos mig. Jeg mærkede, at der var noget i de sange, som jeg ikke havde mødt andre steder. Og så vidnede de for os om, at vi ikke selv var herrer over, hvad vi brugte vores legemer og liv til. Vi stod til ansvar over for Gud. Det reagerede jeg imod. Jeg mente, at vi var frie. Men de sagde, at det var Guds kærlighed, som lå bag Guds bud. Og så fortalte de frimodigt om, at Jesus var død på korset for vores synd, og at han kunne give os evigt liv. Det med det evige liv talte meget stærkt til mig. Jeg havde tænkt meget over døden i forlængelse af min sygdom. Og døden stod for mig som truende, mørk og skræmmende. Døden var et uafklaret problem i mit liv, og den gjorde mig bange. Nu fortalte de om en mand, som kunne give evigt liv. Og de sagde: Give Jesus a chance! Kunne det være sandt? Når de talte om Jesus og det evige liv, havde det en enormt dragende magt på mig. Jeg begyndte at komme der fast, én gang om ugen. Der kom også nogle tidligere junkies, som var blevet frelst og var blevet løst fra deres misbrug in one night. De gjorde stærkt indtryk på mig. De rullede ærmerne op og viste arrene efter deres stik. Jeg vidste, at det var nærmest umuligt at blive løst fra. Det var mennesker, der havde været ude i stor nød. Nu stod de der og fortalte, at det var Jesus, der havde gjort det! Jeg var meget glad for dette sted i Orange Street. Der var den samme ånd her som hos de kristne i Bonn. De havde en varm, djærv og god måde at møde os unge på uden at give køb på noget. Far Poul fortalte på intet tidspunkt sine forældre, at han var i London. De anede ikke, hvor han var, og de var dybt bekymrede for ham. Men på et tidspunkt overnattede Poul på et herberg for hjemløse i London, hvor han skrev sig ind i en protokol. Herberget gav hans navn videre til den danske ambassade i London og herfra gik det videre til hans far: Han var dybt ulykkelig og tog til London for at finde mig. Men jeg gjorde intet for at lade mig finde. Jeg afviste hans opsøgende faderkærlighed. Det er det, man kalder synd. Far måtte tage hjem med uforrettet sag.

59 58 SÅDAN KOM JEG TIL TRO XI SERIE Paris I London mødte Poul nogle franskmænd, som foreslog ham at søge optagelse i et band. Han spillede guitar, og de tilbød ham en prøveoptagelse i Paris. Som mange andre unge i ungdomsoprøret havde Poul en drøm om at blive sanger og musiker, så han takkede ja. Ved det sidste møde i Orange Street, spurgte de kristne Poul, om de ikke skulle bede for ham: Det sagde jeg ja tak til. De bad for min frelse, om at jeg måtte komme til tro på Jesus og få evigt liv. De lovede, at de ville blive ved at bede for mig. Da jeg kom til Paris, gik alt galt. Jeg tror, de kristnes bønner i London blev opfyldt. I Paris endte Pouls prøveoptagelse med en blank afvisning fra managerne: Jeg tror, det var Gud, der spændte ben for mig. Jeg endte på gaden i Paris og søgte ly under Pont Neufbroen. Her samledes samfundets bund. De var hjemløse, sultne, fattige og uden moral, og de stjal som gribbe. Alt blev stjålet fra mig. Jeg blev ribbet for alt, og jeg havde ingenting at spise. Til sidst så Poul ingen anden udvej end at opsøge et hus i Paris, hvor han vidste, at en kollega til hans far boede: Huset lå i et villakvarter med en stor mur uden om. Jeg var meget udmagret, men jeg klarede at kravle over muren. Min fars kollega tog godt imod mig og gav mig mad at spise. Jeg tror, at jeg spiste spejlæg. Jeg var utroligt sulten. Efterfølgende fik jeg en togbillet til Bonn. Min far var lykkelig, da jeg kom hjem. Jeg kunne se, at han ville mig det godt, og jeg tog imod hans udstrakte hånd. Nu kunne vi tale sammen om mit liv. Mødet med Jesus Kort efter tilbagekomsten til Bonn rejste Poul til Holstebro og flyttede ind i et lejet kælderværelse. Meningen var, at han skulle følge noget undervisning. Men der var meget fritid, og i stilheden og ensomheden blev Poul mindet om døden, som venter enhver: Når jeg tænkte på døden, var det et fuldstændigt mørke. Jeg måtte erkende, at jeg ikke havde noget svar over for døden. Men der var klare toner i det, jeg havde hørt i England: Jesus kan give dig evigt liv, fordi han døde for dig! Jeg tænkte, at det med Jesus havde noget at gøre med Bibelen. Det var den, de kristne talte ud fra både i London og i Bonn. Det blev meget stærkt for mig: Jeg må have en Bibel! Så jeg gik til min vært, som jeg lejede værelse hos og spurgte ham, om han havde en Bibel eller et Ny Testamente. Han var kristen og lyste bare fuldstændig op. Det ville han meget gerne. Jeg fik et Ny Testamente med ned på mit værelse og lagde mig på gulvet, og så begyndte jeg at læse Matthæusevangeliet. Det var så levede en bibellæsning, som jeg nogensinde har oplevet, og som jeg tror, at jeg nogensinde kommer til at opleve. Det var, som om jeg vandrede med Jesus, og det var mig, han talte til: Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte (Matt 18,11). Alt, hvad han sagde, var sagt til mig. Pludselig var jeg klar over, at denne Jesus, han findes, han lever, han er hos mig nu, og han siger: Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange (Matt 20,28). Og jeg forstod: det gælder mig! Jeg læste om de fortabte mennesker, Jesus opsøgte, Mat-

60 NYT LIV thæus og Zakkæus. Han havde omsorg for dem, han greb dem, han tilgav dem, og de fik nok i ham. Det var, som om jeg vandrede med Jesus, og det var mig, han talte til: Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte Jeg blev fyldt af en mægtig glæde over, at denne Jesus ville tage sig af mig, og han ville tilgive mig al min synd. Syndernes forladelse overskyggede alt andet. Jeg havde så meget synd i mit liv, også fra de år, hvor jeg havde levet vildt. Men nu blev hele denne tunge syndebyrde løftet af. Syndernes forladelse blev et meget dyrebart ord for mig. Jeg så: Jesus er min, og jeg er hans, og jeg vil aldrig miste ham! Jesus havde skaffet evigt liv til mig. Det store problem med døden var løst af Jesus. Jeg læste ordene Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud (Matt 5,8). Og jeg vidste, at jeg havde meget synd på samvittigheden. Jeg havde intet rent hjerte, tværtimod, jeg var ond. Men jeg nåede frem til, at dette ord handlede om dem, som troede på Jesus. Deres hjerter var rene, og nu gjaldt det også mig. Det blev utrolig stort for mig, at min synd var forladt. Jeg kan huske, at jeg gik ud i haven og så op mod stjernehimlen og havde lyst til at omfavne hele verden. Jeg bad Fadervor, og det var en vældig oplevelse at få lov at sige disse ord og bede dem af hjertet. På mange måder var det en skrøbelig og svag begyndelse, og jeg var fortsat ødelagt af det liv, jeg havde levet. Jeg havde mange men og ar på sjælen. Men samtidig var mit liv fuldstændig forvandlet. Jeg havde syndernes forladelse og evigt liv i troen på Jesus! Og indefra havde jeg fået en gudgiven lyst til at læse Guds ord. Poul opsøgte sin farmor og fortalte hende om sin omvendelse: Hun blev utrolig glad. Det var en opfyldelse af hendes bønner. Hun fortalte mig om, hvordan hun selv var blevet omvendt, og fra da af delte vi Guds ord sammen. Tilbage i Bonn Men der var også nogle andre, som Poul nu ville opsøge: de kristne i Bonn, som først havde vidnet for ham om Jesus: Dem tog jeg nu ned til. Lederen for arbejdet dernede blev meget, meget lykkelig, da jeg fortalte ham, hvad der var sket. Han så det som en frugt af deres bønner og deres arbejde, og dem havde der ikke været mange af. Nu blev jeg selv engageret i arbejdet for at nå rodløse unge med evangeliet. Jeg kom til at stå i et tekøkken, hvor jeg solgte kaffe, sandwich og pølser. Der kom mange unge, som var ødelagt, og mange, som var på vej til at blive det. Dem kunne jeg nu få lov at vidne for i al skrøbelighed. Men jeg havde samtidig selv brug for megen hjælp og sjælesorg. Meget var stadig kaotisk i mit liv. Men Jesus havde fattet kærlighed til mig og havde grebet mig, og det var så uforskyldt som noget. Det varme og trygge kristne fællesskab i Bonn blev af uvurderlig betydning for Poul i hans første tid som kristen. Han mødte en åndelig hjælp og støtte, som gjorde det muligt for ham langsomt at vokse i troen. Men efter et par år blev harmonien brudt. Der kom et par unge til Bonn fra den sværmeriske sekt Guds børn. De var meget karismatiske, og de formåede at vinde lydhørhed bl.a. med deres beregninger for Jesu gen-

61 60 SÅDAN KOM JEG TIL TRO XI SERIE komst. Beregningerne var baseret på dyrets tal i Åb 13,18: 666. På det tidspunkt havde Poul læst meget i sin Bibel, og han oplevede, at han selv med stor klarhed kunne gennemskue det usunde og usande i det, som de to unge sagde. Han holdt sig ikke tilbage med at give udtryk for sin vurdering, men oplevede at få næsten alle imod sig. Den ulykkelige konsekvens blev, at Poul kom til at føle sig højt hævet over de andre: Det var sandt, hvad jeg så. Men det førte mig ind i et forfærdeligt farisæertrip, hvor jeg ringeagtede de andre, fordi de ikke havde det samme lys over Skriften som mig. Jeg så mig selv som en profet, der som den eneste havde ret, og jeg glædede mig næsten over at være den eneste klarsynede. På et tidspunkt trådte jeg op mod en af de andre medarbejdere for at konfrontere ham med hans vildfarelse, men netop da blev jeg ramt i min samvittighed af Guds Ånd: Jeg så i ét nu, at jeg var fyldt af hovmod, af syndigt farisæisk hovmod, af ond selvretfærdighed. Det førte mig ind i en dyb åndelig krise, et dybt og vældigt mørke, fortabelsens mørke. Jeg oplevede, at jeg var forkastet af Gud og kastet i Helvede. Jeg spiste ikke i et døgn og anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Så kom jeg til at tænke på en kristen mand, som jeg havde mødt i Bonn, en familiefar, som boede i udkanten af Bonn, og som jeg havde åndelig tillid til. Jeg gik de 7 kilometer ud til hans hus og bankede på. Evangelisk gennembrud Poul blev godt modtaget af familiefaren og budt indenfor. Da husets børn var lagt i seng, tog Poul og familiefaren plads i stuen: Og så begyndte han at læse for mig fra Romerbrevet kapitel 7 og 8 og udlagde det for mig ind i min situation. Det var en helt ny virkelighed, der åbnede sig for mig. Jeg var nok troende. Men jeg havde udviklet mig i lovisk retning, stolt af mit nye liv og stolt af min nye indsigt. Jeg glædede mig næsten over at være den eneste klarsynede. Men Gud havde grebet ind og stoppet mig. Han ville føre mig ned for at føre mig ind i evangeliet. Og evangeliet mødte jeg i disse bibeltekster. Jeg følte mig fordømt og fortabt på grund af mit hovmod. Men nu fik jeg at høre: Der er ingen fordømmelse for den, som, er i Kristus Jesus (Rom 8,1). Jeg fik lov at være frelst, præcis som jeg var, i Kristus Jesus. Jeg hørte om, at der var noget, som var umuligt for loven at gøre en ret og god kristen af mig. I virkeligheden var det det, jeg havde forsøgt: ved min egen indsigt og min egen indsats at blive en ret og god kristen. Men det var gået galt på grund af min syndige natur, kødet i mig. Nu hørte jeg, at Gud vidste om alt dette, og at han havde åbnet en anden vej frem: Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld, og det gjorde Gud, for at lovens krav skulle opfyldes i os (Rom 8,3-4). Jeg så, at loven ikke skulle opfyldes af mig, men i mig, ved at Jesus boede og levede i mig. Vejen frem var ganske enkelt at tro på Jesus og give ham plads i hjertet. Da dette gik op for mig, var det som et lys, der brød igennem i mørket. Jeg tænker om det som mit andet åndelige gennembrud: til evangelisk tro og erkendelse.

62 NYT LIV Siden har jeg erfaret, at Gud fører os igennem dette gang på gang. Han fører os længere ned for at føre os dybere ind i evangeliet. Der er et vers i Bibelen, som sætter ord på det: Dårskab er knyttet til ynglingens hjerte, tugtens ris skal fjerne den fra ham (Ordsp 22,15, D.O. 1931). Det er en proces, som ikke kun finder sted i ungdommen. Den varer hele livet. Sådan har jeg oplevet det. Bibelskole Det evangeliske gennembrud førte for Poul til en ny glæde over og evangelisk forståelse af Guds ord. Nu handlede det alt sammen om nåden i Jesus. Gennem nogle norske tidsskrifter blev Poul bekendt med en norsk bibelskole, som han fornemmede, var kendetegnet ved en dyb glæde over Guds ord og evangeliet. Det kristne fællesskab i Bonn samlede penge sammen, som gjorde det muligt, at Poul kunne få et ophold på denne bibelskole: Fjellhaug Bibelskole i Oslo. Det endte med to ophold, det sidste var på forkynderlinjen og varede to år Det satte dybe spor. Ikke mindst undervisningen ved Øivind Andersen blev til berigelse: Han forkyndte lov og evangelium på en måde, som i første omgang fik mange til at reagere mod det, han sagde. Men det var, fordi det gik til hjerte, og for mig endte det med en jublende glæde over evangeliet. Under tiden i Norge holdt Poul kontakt med en ung tysk pige, Angelika, som han var blevet kæreste med i De endte med at være kærester i fem år, før de blev gift: Det var nødvendigt, for at jeg kunne blive moden. Hun var en nådegave fra Herren til mig. Hun var en kostbar hustru. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret mit liv uden hende Året 1980 blev skelsættende for Poul på flere måder. Han blev gift med Angelika, og han begyndte som ansat medarbejder i det kristne fællesskab i Bonn. Samtidig mærkede han, at hans helbred fik et knæk. Han blev grebet af dyb træthed og af influenza-symptomer, som ikke ville gå væk. Ingen læge kunne forklare det. Siden viste det sig, at Poul var en af de blødere, som gennem blodtransfusioner var blevet smittet med HIV. I tillæg til HIV-smitten blev Poul angrebet af kronisk Hepatitis C. Tilsammen har det betydet, at han siden 1980 har lidt af kronisk træthed samt en lang række følgesygdomme. Det har også betydet, at døden har været en stadigt nærværende virkelighed. 91 danske blødere blev omkring 1980 smittet med HIV gennem inficeret blod. Under en tredjedel af dem er i live i dag. Ved et bibelkursus i 1980 fik Poul anledning til at søge forbøn for sit helbred hos Øivind Andersen: Han salvede mig, lagde hånden på min skulder, og så bad han: Broder Poul! Det var enormt trosstyrkende. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske. Jeg vidste bare, at det var lagt i Jesu hænder. Jeg fik verset Sl 57,3: Jeg råber til Gud den Højeste, til Gud, der fører min sag igennem. Det kunne jeg gå på. Da Poul fire år senere fik diagnosen, vidste han, at også dette var i Jesu hænder. Han havde erfaret, at Guds hånd er bag og virker igennem det, som gør ondt: Der er en, som har overblikket, og han har et mål, og han ved, hvordan han skal lade trængslerne samvirke til at nå målet. Trods sygdommen formåede Poul at stå som leder i arbejdet i Bonn frem til 1986: Jeg ved ikke selv, hvordan det kunne lade

63 62 SÅDAN KOM JEG TIL TRO XI SERIE sig gøre, men det gik. Da Poul stoppede i arbejdet, var det ikke på grund af helbredet, men fordi den karismatiske bevægelse havde banet vej for så alvorlig vranglære, at det blev umuligt for ham at blive i arbejdet. Da Poul og Angelika rejste hjem fra Bonn, var de blevet en familie på fire, med to sunde drenge, Jonathan og Simon. Familien Pouls arbejdsliv som lønnet arbejder i evangeliets tjeneste blev kort. Som 40-årig blev han førtidspensionist. Men i sit liv har han set en frugt af evangeliet, som er en kilde til stadig glæde: Hans far, hans mor og hans lillebror tog alle imod evangeliet om Jesus. Allerede i 1974 blev hans far indlagt med fremskreden kræft: Da kom han i stor nød for sin frelse. Han var bange for at dø. Og hvor var det godt, at han var bange! Men så gik han til en hospitalsgudstjeneste, og da jeg mødte ham bagefter, lyste han over hele ansigtet. Han havde hørt et ord, som havde givet ham tro: Ét er nødvendigt: at høre Jesus til! Det blev hans trøst i mødet med døden og evigheden. Jeg sad hos ham de sidste uger, og da var vi forenede på en måde, som vi aldrig havde været det før. Pouls lillebror døde kun 48 år gammel. Hans krop var overbelastet af mange års alkoholog pillemisbrug. Men i de sidste år af sit liv kom han ind under Guds ord hos Angelika og Poul. Han begyndte selv at opsøge kristne menigheder med en central forkyndelse og sugede til sig: Han gik fra menighed til menighed og hørte gerne Guds ord. Han var altid med, når vi skulle i kirke. Da han døde, fandt man ham med en opslået salmebog i sengen og omgivet af kristen litteratur. Der var navnlig ét vers, han hang fast ved: Syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre (Rom 6,23). Pouls mor tilbragte de sidste år af sit liv i Poul og Angelikas hjem. Her mødte hun til stadighed Guds ord. Til sidst åbnede hun op for det, hun hørte: Jeg sad hos hende og sang for hende og læste Guds ord for hende. Jeg tog også radioen ind, så hun kunne høre bibeltime med Hans Erik Nissen. De sidste uger var jeg hos hende dag og nat, sang for hende og delte Guds ord med hende, og jeg mærkede, at hun tog imod det. Selvom hun var afkræftet, løftede hun hænderne og foldede dem, så hun kunne være med i bønnen. Det havde hun aldrig gjort før. Jeg tror, at mor tog imod Jesus, før hun døde. Angelika Efter at Poul fik HIV-diagnosen, stod det klart for ham og Angelika, at deres liv sammen kunne blive kort. Men de havde ikke ventet, at Angelika var den, som først skulle hentes hjem. I år 2000 kom hun ud for en alvorlig færdselsulykke, som medførte, at hun var på sygehuset i et halvt år. Men hun blev aldrig rigtig rask igen. I forlængelse af ulykken fik hun konstateret kræft, og efter to og et halvt år døde Angelika. Det sidste år lå hun i hjemmet og blev plejet af Poul: Hun elskede, når jeg kom ind og læste for hende af Jesu afskedstaler i Johannesevangeliet, og når folk kom og gav hende gode bibelord. Hun samlede de gode ord og hentede frimodighed i dem. Hun blev svagere og svagere i det ydre, men i det indre foldede hun sig ud som en blomst.

64 NYT LIV En nat blev det med ét åndeligt mørkt for hende. Hun kaldte på mig med svag stemme: Poul, Poul. Så gik jeg ind til hende kl og så, at hun lå der badet i sved. Og så kom det igen med en svag og hviskende stemme: Poul, jeg er bange, jeg er bange! Hvad siger man til sin kone, som er i pine og er badet i sved af angst? Jeg tænkte: Nu er der nød! Da slog det ord ned i mig: Døden er opslugt til sejr! Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? - Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus! (1 Kor 15,54-55). Det gav jeg hende. Der blev helt stille nede i mørket hos Angelika. Så sagde hun lige så stille: Det var bare det, jeg gerne ville høre. Hun vidste, at hun havde brug for ordet. Så faldt hun til ro, og derefter vendte anfægtelserne ikke mere tilbage. Nu står de ord på hendes gravsten: Døden er opslugt til sejr! Anfægtelse Når Poul fortæller om sit liv, kommer ordet anfægtelse ofte ind i samtalen. Han kender i sjælden stærk grad til anfægtelse i form af ydre modgang og lidelse. Men han kender også til anfægtelse i det indre i form af frygt og uro for, om han er et Guds barn, om han er frelst. Netop derfor hænger han ved de ord i Bibelen, den forkyndelse og de sange, som taler trøst til den anfægtede. Han har fået megen hjælp gennem den svenske forkynder C.O. Rosenius skrifter og sange, og han kender sig uendelig godt hjemme i Rosenius sang Ængstede hjerte, op af din smerte, især med den svenske tekst: Mitt under syndens dagliga plåga Du dock en evig rätfärdighet har. Jesus allena tvagit oss rena. Pris vare Lammet, som synderna bar! Vandra i tro, men se honom icke, Dette är regeln, det bliver därvid. Korta minuter känslan åtnjuter, Vad vi i sanning dock äga alltid. I en sådan sang kender Poul sig selv igen og finder trøst. Da familien endnu var samlet, Angelika, Poul og drengene, var det en fast tradition, at Poul på sin fødselsdag blev vækket med en sang. Det var ikke en almindelig fødselsdagssang. Det var en sang, som familien vidste, på en særlig måde var hans hjertesang. Sådan er det fortsat: Den sang sammenfatter, hvad der har fyldt mit liv, og hvad der fylder i mit hjerte. Det gælder ikke mindst de første par vers : Aldrig er jeg uden våde, aldrig dog foruden nåde, altid har jeg suk og ve, altid kan jeg Jesus se. Altid trykker mine synder, altid Jesus hjælp tilskynder, altid er jeg udi tvang, altid er jeg fuld af sang.

65 64 SERIE SANGE MED HJERTET IX SERIE EN LOVPRISNING AF DEN TREENIGE GUD Af Martin V. H. Brix 1. Aleneste Gud i Himmerig ske lov og pris for sin nåde, som han har os skænket faderlig at fri os af syndens våde! På jorden er kommen stor fryd og fred, vi mennesker må vel glædes ved Guds yndest og gode vilje. 2. Vi love, vi prise og takke dig, al æren skal dig tilhøre, o Herre, Gud Fader i Himmerig, for kærlighed, du os mon gøre! Du alle ting har i vold og magt, det alt må frem, som er din agt, thi frygte vi ingen fare. 3. O Jesus Krist, Guds Søn, Guds Lam, som vil os Himmerig give, du tog vor skyld og bar vor skam, vor sjæl at holde i live; for os du døde og opstod, du købte os med dit dyre blod, vor salighed est du alene. 4. O Helligånd, vor trøstermand, som os vil sandheden lære, hjælp os at blive i nådens stand og leve vor Fader til ære! Beskærm os fra Djævelens falske list, og hjælp os at tro på Jesus Krist og blive salige, amen! Græsk 2. årh. Hilarius af Poitiers o Nicolaus Decius (str. 1-3) Joachim Slüter (str. 4) Arvid Pedersen C.J. Brandt Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem til trøst og opmuntring for os alle.

66 NYT LIV Salmens baggrund Til vores bryllupsfest i 2012 sang nogle af vore venner Aleneste Gud i Himmerig. Siden dengang har salmen haft en særlig plads hos mig, og jeg vender tit tilbage til den. Her er tale om en lovsang, hvor treenigheden æres og tilbedes, sådan som vor kristne bekendelse lærer i overensstemmelse med Bibelen. Kort fortalt har salmen sin oprindelse i det 2. århundrede, hvor den blev skrevet på græsk. Siden er den undergået en bearbejdning, som jeg desværre ikke kender det fulde omfang af. Salmen omtales her på baggrund af dens nuværende form, sådan som den blandt andet findes i Den Danske Salmebog (nr. 435). Salmen har en meget pædagogisk struktur, som i høj grad hænger sammen med dens læremæssige klarhed. Vers 1: Guds nåde Det første vers understreger og betoner, at det er Gud i Himmerig og aleneste (kun) ham, der skal have lov og pris for sin nåde. Denne nåde har han givet os for at sætte os fri fra syndens våde ; altså den ulykke eller skade, som synden har påført os. Guds nåde har medført, at der er kommen stor fryd og fred på jorden, sådan som englene forkyndte julenat. Dette bør vi glæde os over, for Guds yndest og gode vilje (at han sendte sin søn til jorden) er vort eneste håb med tanke på den forestående evighed, som netop varer evigt, dvs. er uden ophør. Vers 2: Gud Fader I salmens andet vers lovprises personen Gud Fader. Her siges det, at al æren skal dig tilhøre. Det andet vers fortæller også, at vi giver Gud ære som et svar på den kærlighed, du os mon gøre! altså Guds kærlighed til os. Verset afsluttes med budskabet om, at fordi det alt må frem, som er din agt, så frygte vi ingen fare. Guds almagt og kærlighed omtales her som grund til frimodighed og frygtløshed. Han holder sine løfter, sådan som vi kan se i sammenhængen mellem f.eks. Es 7,14, Matt 1,23 og Rom 8,31ff. Vers 3: Gud Søn Det tredje vers har Guds søn, Jesus Kristus, som omdrejningspunkt. Her omtales Kristus som (offer)lammet i overensstemmelse med løfterne i den gamle pagt. Den straf, som skulle have ramt os mennesker, ramte Jesus, sådan som Gud siger det i 1 Joh 2,2. Han tog vor skyld og bar vor skam. Dette blev synligt i og med Jesu dåb, hvor Gud selv bekendte menneskehedens samlede synderegister som sit eget. Jesu ord på korset ( Det er fuldbragt ) er kendte og hyppigt citerede, men som salmen her forkynder, skete også Jesu opstandelse for os, sådan som der står om i 1 Kor 15, Her fremgår det, at vor opstandelse fra de døde kom ved et menneske. Vores frelse knytter sig kun til Jesus (ApG 4,12) derfor synger vi vor salighed est du alene. Vers 4: Gud Helligånd I salmens fjerde og sidste vers er lovsangen henvendt til personen Gud Helligånd, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen (Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse). Salmens formulering som os vil sandheden lære beskriver Helligåndens tjeneste, som vi kan læse om i blandt andet Joh 16,13-15

67 66 SANGE MED HJERTET IX SERIE og Martin Luthers forklaring til den tredje trosartikel (Luthers Lille Katekismus). Her er der tale om Guds ord til os, som Helligånden drev mennesker til at skrive (2 Pet 1,21). Bønnen til vor trøstermand handler om hjælp til at blive i nådens stand altså at blive bevaret som Guds børn, og derved leve vor Fader til ære, jf. Joh 15,4-6. Ligesom de første mennesker mødte slangen i Paradiset, møder vi også Djævelens falske list i dag. Salmens forfatter har her formuleret en bøn om, at Helligånden må bevare os fra denne list og hjælpe os at tro på Jesus Krist. Kun ved denne tro kan vi blive salige, det vil sige: leve med Gud her på jorden og siden på den ny jord (Åb 21,1; 2 Pet 3,13). Grunden til lovsang Salmens budskab er, at Gud gjorde alt, for at vi intet skal gøre. Dette budskab handler om retfærdiggørelsen, hvor vi ikke kan bidrage med noget, sådan som Rom 11,6 også lærer os: Er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde. Guds store godhed resulterer naturligt i taknemlig lovsang hos hans børn her på jorden. Denne sammenhæng omtales hos salmisten i Sl 106,47: Frels os, Herre, vor Gud, saml os fra folkene, så vi kan takke dit hellige navn og være stolte over at lovprise dig. Vi møder det samme vidnesbyrd i Salme 40, hvor vers 2-4 lyder: Jeg satte alt mit håb til Herren, og han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp; han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte, og de skal stole på Herren. Guds gode gerninger mod os er altså selve årsagen til evangeliets udbredelse, for vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt (ApG 4,20). Guds gerninger er ligeledes årsag til, at han lovprises på den ny jord (Åb 7,9ff.; 15,2-3). Salmen forkynder i overensstemmelse med Bibelen og bekendelsen, at æren kun tilhører Gud Soli Deo Gloria. Både nu og i al evighed. Derfor: Pris Herren halleluja! Martin V.H. Brix, Aarhus, Logistikøkonom

68 SERIE NYT LIV LUTHERS BREV TIL LUTHERANERNE VI DEN UMULIGE KIRKEKAMP Af Henrik Gren Hansen Det sker ikke sjældent, at en gammel tysk munk trækkes ind i nutidens debat om folkekirken. Luthers kamp mod pavekirken bruges som et mønster og et forbillede for, hvordan vi i dag må forholde os til folkekirken. Nogle siger: Reformationen viser os, at kirken kan komme så langt ud i vranglære og forfald, at det kan blive nødvendigt at forlade den bestående kirke og danne et nyt kirkesamfund. Andre siger: Luther kunne ikke drømme om selv at gå ud af kirken. Han blev og kæmpede, til han blev smidt ud. Fælles for for/imod-argumenterne er, at de lettest bliver for forsimplede til, at de kan bruges til så meget. Men det skal ikke skygge for, at Luthers kirkekamp rummer et forbillede, som vi i den grad trænger til at blive mindet om i dag lægfolk, frimenighedsfolk, folkekirkefolk og kristne folk i det hele taget! De reformatoriske hovedskrifter Luther udarbejdede i 1520 tre skrifter, som senere er blevet kaldt de reformatoriske hovedskrifter. Vi har set på to af dem i tidligere numre af Nyt Livs blad: Om kirkens babyloniske fangenskab med fokus på sakramenterne og Om et kristent menneskes frihed, der handler om, hvordan vi som kristne må leve vores liv i det frie evangelium: frie i vores forhold til Gud trælle i vores forhold til næsten. Den side af reformationen, der handler om udstillingen af kirkens fordærv og bekæmpelsen af de mange ukristelige skikke, kommer næppe noget sted klarere til udtryk end i det tredje reformatoriske hovedskrift (som kronologisk er det første): Til den kristne Adel af den tyske nation om den kristne stands forbedring. Dette skrift forstås bedst som kulminationen på den udvikling i Luthers forhold til pavekirken, som blev sat i gang med de 95 teser. Vi er mange, der kalder os lutherske. Men vi er også mange, for hvem Luthers egne skrifter er lukket land. Denne serie er en fælles vandring ind i Luthers landskab ved en gennemgang af hans vigtigste skrifter. Formålet er ikke, at vi skal blive Luther-eksperter, men at vi skal lytte til det budskab, han fandt i Bibelen til udfordring, anfægtelse, vækkelse, fornyelse?

69 68 LUTHERS BREV TIL LUTHERANERNE VI SERIE 1517: Teseopslaget Udviklingen efter teserne kom bag på Luther selv. Han havde jo bare villet indkalde til en teologisk debat om afladen. Men teseopslaget, som var beregnet for den akademiske verden, blev af bogtrykkere uden Luthers medvirken oversat til tysk og spredt over hele Tyskland i løbet af 14 dage. Når de teologiske debatter dengang ellers foregik på latin, havde det blandt andet den funktion, at lægfolket ikke skulle blande sig i og blive forvirrede af de lærdes indbyrdes strid (lidt som når forældre i dag kan slå over i et fremmed sprog, hvis det ikke er for børnenes ører!). Nu blev en sådan akademisk indkaldelse til debat læst af (eller læst højt for) smeden Karl og bondekonen Grete. Det vakte naturlig opsigt i befolkningen, at afladshandel åbenbart var en så tvivlsom ting. Betød det, at pengene til afladsbrevene bare var smidt ud ad vinduet? Og når afladsbrevene blev solgt i pavens navn hvad betød det så for pavens og hele romerkirkens troværdighed og autoritet? Luther slår de 95 teser op på døren til Slotskirken i Wittenberg. 1518: Pavens reaktion på teserne Luthers forklaringer I 1518 udarbejdede Luther nogle fyldige forklaringer til teserne, som han gennem sin leder i augustineremitternes kloster lod sende til paven. I indledningen til forklaringerne gør han paven opmærksom på, at det er imod hans vilje, at teserne er blevet udbredt over næsten hele verden, når de dog skulle have været holdt inden for de lærdes rækker. Hvis Luther havde haft nogen anelse om, at teserne ville få så stor indflydelse, at de var blevet den tændstik, hvorved man påstår, at hele verden er sat i brand så ville han i det mindste have udtrykt sig noget tydeligere og lettere forståeligt! Med stor ydmyghed over for paven forklarer Luther videre, at teserne er blevet til i harme over den åbenlyst uretfærdige og ukristelige afladshandel, som har kastet skændsel over pavens navn. Med sine åbent fremlagte forklaringer til teserne, underkaster han sig nu det romerske sædes dom, som han forventer vil blive som Kristi dom. Ja, Luther siger direkte til paven: Din røst er Kristi røst. Jeg anerkender, at den bor og taler i dig. Det er tydeligt, at Luther på dette tidspunkt fortsat anerkender paven som kirkens leder og regner med, at paven vil gribe ind over

70 NYT LIV for de mange læremæssige og etiske misbrug i kirken, når han hører om dem. Kættersagen mod Luther åbnes Forhåbningen om retfærdighed fra paven skulle dog i de følgende år lide afgørende knæk. I Rom blev der ikke debatteret aflad, der blev i stedet åbnet en kættersag mod Luther. D. 7. august 1518 modtog Luther for første gang en stævning til at møde for retten i Rom. Stævningen gjorde et stærkt indtryk på Luther. Han var klar over, hvad det betød. Der var ikke tale om en bøde eller et par år på vand og brød. Stævningen ville efter al sandsynlighed medføre døden på kætterbålet! Værst af alt betød stævningen en tilsyneladende bekræftelse af den tanke, som Luther hidtil knapt havde turdet tænke: De skurke, som udnyttede folkets frygt for Guds dom til at skabe økonomiske resultater, handlede ikke mod pavens vidende, men på pavens udtrykkelige befaling! Afladshandlerne, som gav fattige bønder falsk sikkerhed til gengæld for penge, der skulle have været brugt til forsørgelsen af deres familie, var håndlangere for den mand, der skulle være Kristi stedfortræder på jorden! Stævningen løb dog først ud i sandet. Den ydre årsag var, at der gik politik i Luthers sag. Kurfyrst Frederik af Sachsen nægtede trods trusler at udlevere sin lærde professor Luther til paven. Der var blandt den tyske adel almindelig utilfredshed med det romerske formynderi, og tilbageholdelsen af Luther på tysk territorium var et effektivt signal om, at de tyske fyrster havde deres selvstændighed. Paven var dog den stærkeste, og det var en balancegang, hvor langt man turde gå i at udfordre det romerske overherredømme. Frederik gav derfor pavens udsendte kardinal Cajetan ret til at forhøre Luther i Tyskland, på betingelse af at han ville behandle ham rimeligt og ikke føre ham med tilbage til Rom. Den virkende årsag bag de politiske magtkampe kan man ikke læse om i historiebøgerne. Men der er ingen tvivl om, at reformationen var Guds eget værk. Og derfor er det rigtigt at sige, at det var Gud, der med kurfyrsten som sit redskab holdt hånden over den mand, som han havde betroet det dyrebare hverv at bringe det bibelske evangelium tilbage til kirken. Mødet med pavens udsending I begyndelsen var Luther ængstelig, da han rejste af sted til mødet med Cajetan. Men efterhånden som han på sin vej til Augsburg mødte flere og flere venner, der advarede ham mod at mødes med pavens udsending, fødtes der en trodsig frimodighed i hans sind: Lad Kristus leve, lad Martin dø, skrev han til sine venner i Wittenberg. Mødet blev endnu en øjenåbner for Luther på hans vej mod erkendelsen af pavekirkens manglende troskab mod Skriften. Den kætterske munk og professor var mødt frem for at debattere teologi med pavens repræsentant og forventede, at de havde et fælles udgangspunkt for samtalen i den hellige skrift. Men Cajetan var mødt frem med én eneste instruks: Få Luther til at tilbagekalde sine kætterier, og få ham til at love fremover ikke at skabe forstyrrelser for kirken! Mildt tilføjede Cajetan, at hvis Luther blot ville tilbagekalde sine ord og love lydighed mod romerkirken fremover, så kunne vi sove i fred.

71 70 LUTHERS BREV TIL LUTHERANERNE VI SERIE Det lykkedes alligevel Luther at få en slags debat med Cajetan. Mod slutningen gik Cajetan dog væk fra at argumentere teologisk og bibelsk og gav i stedet en konkluderende fremstilling af de punkter i romerkirkens lære, som Luther havde forbrudt sig imod, heriblandt afladshandlen. Cajetan henviste i sine anklager primært til bestemmelser fra tidligere pavelige skrifter (buller) og kirkemøder. Det var svært for Luther at få et ord indført til sit forsvar, men da det efter ti forgæves forsøg lykkedes ham at afbryde enetalen, råbte han en eneste sætning: Hvis du kan vise mig, hvor bullen Unigenitus lærer, at kirken kan dele ud af Kristi fortjeneste gennem afladens skat, så vil jeg tilbagekalde alle mine ord! Det kan lyde underligt, at Luther sætter alt på ét bræt med henvisning til en pavelig bestemmelse i stedet for til Skriften. Men der er en særlig ironi i dette. Det er, som om Luther, der gennem sin klostertid havde studeret kirkehistorien grundigere end de fleste, vil sige: Nuvel, hvis du ikke vil høre på Skriftens ord, så læs dog i det mindste ordentligt på det, som du betragter som dit sikre fundament! Der blev tavshed efter denne sætning af Luther. Cajetan ledte febrilsk efter de linjer i den pavelige bulle, som han bestemte mente, måtte stå der. Men han ledte forgæves, for de stod der ikke. Reaktionen på det pinlige optrin blev, at Cajetan gled tilbage i sin ubevægelige rolle som pavens udsending: Gå, og kom ikke tilbage til mig, med mindre du ønsker at tilbagekalde dine ord!. Det ønskede Luther ikke! 1519: Debat om pavens og kirkemødernes autoritet Hvem har nøglemagten? Debat fik Luther til gengæld året efter. Den bestod i et opgør med den yderst belæste og erfarne debattør og pave-tro teolog Johan Eck. Debatten kom særligt til at dreje sig om pavedømmet. Luther havde fremsat den hidtil uhørte tanke, at paven i Rom ikke skulle være noget andet end en almindelig præst på linje med alle andre. Det var en tanke, som Luther stod stort set alene med. De fleste af Luthers venner og elever kunne ikke følge ham i denne radikale tanke. Som en menneskelig ordning kunne Luther stadig acceptere pavedømmet. Men Luther fandt intet som helst skriftbelæg for pavedømmet og slet ikke for forestillingen om pavens ufejlbarlighed og monopol på den rette skriftudlægning. Den nøglemagt, som blev givet til apostlen Peter (Matt 16,13-20), var ikke givet som en særlig magt til Peter og hans efterfølgere, så at paven skulle have et specielt monopol til at fordømme eller til at eftergive nogen deres synder. Nøglemagten handlede i det hele taget ikke om kirkelige strukturer og hierarkier, men om skriftemålet. Nøglemagten bruges altså ret, når et menneske i skriftemålet bekender sin synd og vender sig til Kristus: Så kan skriftefaderen med bibelsk myndighed tilsige syndernes forladelse for Jesu skyld, og så kan den skriftende have vished om frelse. Jesus rettede sine ord til Peter som repræsentant for alle troende. Og præsterne er indsat som tjenere for den nøglemagt, der er givet

72 NYT LIV til den troende menighed. Den klippe, som Jesus taler om, er ikke en bestemt kirke. Nej, den klippefaste kirke, som dødsrigets porte ikke skal få magt over, findes overalt, hvor Guds ord bliver hørt og troet. Det er altså den troende menighed, ikke paven, der er blevet betroet nøglemagten, såvel som sakramenterne og hele autoriteten i kirken. Kirken, Luther og Skriften Johan Eck måtte selvfølgelig irettesætte Luther, både for hans forståelse af pavedømmet og for hans tale om frelsesvished, der dengang som nu var et forkasteligt fremmedord i den katolske kirke. Men da Eck ikke kunne modbevise noget ved hjælp af Skriften, vendte han sig gang på gang til kirkefædrene. Som en dreven debattør lykkedes det Eck at få trængt Luther op i en krog: Det syn på paven, som Luther præsenterede, var jo identisk med den bøhmiske kætter Johan Hus lære, som var blevet fordømt ved kirkemødet Den lærde Johan Eck i Konstanz i Konsekvensen for Johan Hus blev, at han blev brændt på bålet som kætter. Nu sagde Luther det samme som Hus! Luther blev tvunget til at vedgå sin enighed med Hus og måtte derfor også påstå, at det havde været en fejl af kirken at dømme ham til kætterbålet. Hermed mente Eck at have fanget Luther, og han blev stædigt ved med at hive kirkemødets kætterdom frem, når Luther forsøgte at argumentere. Sagen var jo afgjort! Kirken havde én gang for alle talt i den sag. Ville Luther da ene mand stille sig op imod hele kirken? Det var en argumentation, der i Ecks (og mange af tilhørernes) øjne var uigennemskydelig og fik Luther til at fremstå som en åbenlys, hovmodig vranglærer. For Luther blev debatten en anledning til at tage afstand fra ikke bare pavens, men også kirkemødernes ufejlbarlighed. Nej, Luther stod ikke ene mand over for kirken. Luther stod med Guds eget ord i hånden det ord, som skulle være kirkens absolutte autoritet. Og ud fra det ord viste han, at flere af de punkter i Johan Hus lære, der var blevet fordømt ved kirkemødet i Konstanz, havde en solid basis hos Paulus: Altså kunne kirken tage fejl! Det var i parentes bemærket åbenlyst, også ud fra Ecks egne traditionalistiske præmisser, at dommen over Johan Hus var forkert. Både kirkefader Augustin og Gregor af Rimini havde lært det samme, som Hus var blevet kastet på bålet for. Når Luther nu sagde det samme, havde han ikke bare Skriften, men også kirkens ældste tradition på sin side. Men Eck ville ikke høre. Kirken havde talt.

73 72 LUTHERS BREV TIL LUTHERANERNE VI SERIE Luther stod ikke ene mand over for kirken. Luther stod med Guds eget ord i hånden det ord, som skulle være kirkens absolutte autoritet. 1520: Luther beder den tyske adel om hjælp Fra underkastelse til fordømmelse I er Luther stadig uden reservation i sin underkastelse under pavedømmet. Han anerkender, at Kristi røst bor og taler i paven. Netop derfor kan han heller ikke forestille sig andet, end at paven holdes i uvidenhed om meget af det, der foregår i kirken og blandt afladshandlerne. Men da Luther finder ud af, at paven, mod bedre vidende, nægter at gribe ind i kirkens misbrug, og da han gennem Cajetan præsenteres for pavens tomme magtsprog, opstår der en konflikt for den kirketro og bibeltro munk. Han tvinges til at vælge side! I begyndelsen vægrer Luther sig ved at tage skridtet fuldt ud, men han begynder i høj grad at nuancere spørgsmålet om pavens autoritet, nemlig ved at demonstrere det manglende skriftgrundlag for pavens overhøjhed. I debatten med Eck, siger han, at han kun vil acceptere pavens styre som en menneskelig ordning. Senere i livet erkender Luther imidlertid, at han på dette tidspunkt strakte sig for langt for at forsvare pavens lederposition: Så bjergtagen var jeg på den ene side af den hellige kirkes eksempel, på den anden side af traditionen, at jeg vedgik pavens førerstilling i kirken i henhold til menneskelig ret, hvad der dog er løgn og Djævelens værk, når den ikke støttes af guddommelig autoritet. Vi må ikke undervurdere, hvor svær en proces, det har været for Luther at bryde med paven og traditionen. Havde jeg fra først af, da jeg begyndte at skrive, vidst, hvad jeg nu har erfaret og set nemlig at folk er så fjendtlige mod Guds ord og sætter sig så heftigt op imod det så havde jeg bestemt tiet stille! Jeg havde aldrig været så dristig at angribe og forbitre paven og næsten alle mennesker. Jeg troede, de kun syndede af uvidenhed og menneskelig skrøbelighed, og at de ikke fordristede sig til med forsæt at undertrykke Guds ord. Men Gud har ført mig frem som en hest, hvis øjne er blændede, så den ikke ser dem, der løber mod den. Da Luther i 1520 skriver sine reformatoriske hovedskrifter, som tilsammen udfolder hele det lutherske reformprogram, har han til fulde taget konsekvenserne af det, han har læst i Skriften og erfaret i kirken: Paven er antikrist, og pavens kirke er rådnet op, fordi den dybest set regeres af denne verdens fyrste! Denne radikale mening giver Luther adskillige gange udtryk for i skriftet til den tyske adel, og på et tidspunkt bliver Luther så oprørt, at han henvender sig direkte til paven: Hører du det, pave, du som ikke er den allerhelligste, men den allersyndigste, at Gud med det allerførste fra Himlen vil ødelægge din stol og styrte den i Helvedes afgrund. Hvem har givet dig magt til at ophøje dig over din Gud, til at bryde og løse det, han har befalet ( ) Den onde Satan lyver gennem din hals og din pen, som han endnu aldrig har løjet; du forvansker og fordrejer Skriften efter dit eget hoved.

74 NYT LIV I samme åndedrag må Luther bede Jesus om snart at komme igen: Åh, Kristus, min Herre, se herned og lad din yderste dag bryde frem og forstyrre Djævelens rede i Rom! Her sidder jo det menneske, om hvem Paulus har sagt: Han, som skal ophøje sig over dig og sidde i din kirke og te sig som en gud, syndens menneske og fortabelsens søn (2 Thess 2,3.4). Den verdslige gejstlighed Når man tænker på den toregimentelære, som Luther formulerede, kan det måske umiddelbart virke underligt, at Luther i skriftet til den tyske adel opfordrer den verdslige øvrighed til at blande sig i kirkens affærer. Ifølge toregimentelæren styrer Gud verden ved hjælp af to regimenter: 1) det verdslige regimente, dvs. øvrighedens juridiske bestemmelser. 2) det åndelige regimente, dvs. Ordets forkyndelse. Øvrigheden, som benytter sig af lovgivning og tvang, burde ifølge denne lære ikke have noget at gøre på det åndelige regimentes område, hvor det drejer sig om troen, som aldrig kan tvinges frem. Men det er netop sagen, at den romerske kirke har kludret godt og grundigt rundt i de to regimenter. Den har tiltaget sig en verdslig magt, som ikke tilkommer den, og derfor må den verdslige magt bringe orden i forholdene. Det er nemlig ikke mindst denne uorden i de to regimenter, der hindrer kirken i at blive reformeret. Luther beskriver det som en mur, der hindrer reformationen, at romerkirken ser den gejstlige magt som hævet over den verdslige magt. Pavens overhøjhed - i skærende kontrast til Jesu tjenerskikkelse. Luther standser flere gange for den kontrast, der er mellem den romerske praksis og Jesu udsendelsestale til disciplene. Jesus sagde til de tolv disciple, han havde udvalgt: Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter, heller ikke en taske til rejsen eller to kjortler eller sko eller stav (Matt 10,9-10). Det sagde Jesus, fordi han kender til den magt, penge og fast ejendom kan få over mennesker, og fordi han ved, hvor særligt udsatte ledere af det kristne arbejde er for Djævelens snigløb. Af samme grund er det et af de karakteristika, der skal kendetegne en tilsynsmand i menigheden, at han ikke må være glad for penge (1 Tim 3,3).

75 74 LUTHERS BREV TIL LUTHERANERNE VI SERIE Nu er situationen imidlertid den, at paven holder hof for tusinder af hoffolk (kurien), han er indblandet i storpolitik på allerhøjeste magtniveau, og hans tanker kredser om at skrabe penge til Rom, ikke blot ved afladshandel, relikviehandel og sjælemesser, men også ved at udtænke talrige nye afgifter og handle med bispeembeder og kardinalstillinger, så det ikke sjældent sker, at én magtfuld og velhavende person bliver bestyrer af mange forskellige kirker og klostre og kan skumme fløden for det udbytte, de kaster af sig. Pavens tid og alle hans folks tid går kort sagt med at skrabe til sig af magt og penge. At situationen er sådan, undrer ikke Luther, for Luther har læst i Daniels Bog, at Antikristen skal tilegne sig alle jordens skatte (Dan 11,38.43). Og det er netop tegnene på, at det er Antikrist, der styrer kirken, som gør sagen så alvorlig for Luther. Det ville alt sammen endda være til at holde ud, hvis de på den måde bare stjal pengene fra os; men de ødelægger kirkerne ved det, de gør, de fratager Kristi får deres gode hyrder og lader gudstjenesten og Guds ord forfalde. Hvis paven derimod virkelig var Kristi stedfortræder på jorden, skulle han ikke eje mere end én kjortel, ét par sko og én stav! Hvis vi rent hypotetisk skulle operere med et pavedømme i den kristne menighed, skulle paveembedet ikke bestå i andet end daglig at græde og bede for kristenheden og at foregå andre med et eksempel på al ydmyghed. Nu er situationen helt modsat, og det er et tydeligt tegn på, at det er verdens fyrste, der står bag pavedømmet. Reformforslag Hvad skal nu den verdslige øvrighed gøre ved hele dette forfald i kirken? Jo, Luther foreslår, at den kristne adel af den tyske nation indkalder til et kirkemøde med henblik på at reformere kirken. Det er måske ikke efter tingenes naturlige orden. Men når nøden kræver det, og paven er til anstød for kristenheden, skal den første, der kan, som et tro lem på det hele legeme, sørge for, at et ordentligt, frit kirkemøde kan komme i stand. Men det er der ingen, der formår så godt som det verdslige sværd; især fordi de jo også er medkristne, medpræster, medgejstlige ( ), og de skal frit lade deres embede og gerning, som de har fra Gud over for enhver, brede sig overalt, hvor det er nødvendigt og nyttigt. Ville det ikke være en unaturlig adfærd, når der opstod ildebrand i en by, om enhver da stod stille og bare lod alt brænde, som kunne brænde, alene fordi de ikke havde borgmesterens myndighed, eller ilden måske begyndte i borgmesterens hus? Har ikke enhver borger pligt til at få de andre sat i sving og råbe dem op? Luther henvender sig altså til den kristne adel af den tyske nation, simpelthen fordi de kristne fyrster i den aktuelle situation er de lemmer på den kristne menigheds legeme, der står nærmest brandslukkeren! Og Luther agerer i billedet som den ansvarsbevidste borger, der råber øvrigheden og hele den kristne menighed op og sætter den i sving med slukningsarbejdet. I skriftet kommer Luther med en række forslag om, hvad der konkret kan gøres. Først og fremmest skal den kristne adel komme menigheden til hjælp ved at udstøde paven af kirken. Paven er ikke andet end en røver,

76 NYT LIV Gud har ført mig frem som en hest, hvis øjne er blændede, så den ikke ser dem, der løber mod den. der uretmæssigt narrer folks ejendomme fra dem, og han skal behandles som sådan. Dernæst skal der ryddes op i hele det kirkelige system, som Antikristen har sat i gang for at udbytte den kristne menighed: - Pilgrimsrejserne til Rom skal afskaffes. De fører kun til elendighed, for de er kun anledning til synd og til, at manden i huset svigter sit ansvar over for familien og lader dem i stikken for at sikre en indbildt sjælefred. - Cølibatet for præstestanden er Djævelens opfindelse. De fleste præster har brug for en kone som støtte og medhjælper, hvis de skal kunne varetage deres embede. Nu bliver det selvopfundne bud om, at præsterne ikke må gifte sig, anledning til synd, ved at de ugifte præster bliver nødt til at have en kvindelig hushjælper boende. Og det er jo det samme som at lægge strå og ild sammen og så påbyde, at det hverken må ryge eller brænde. - De mange kirkelige fester og sjælemesser er blevet til det rene overtro: Man betragter selve antallet af messer og intensiteten i bønnerne som gode gerninger, der skal sikre noget over for Gud. Men nu er det jo ikke muligt, at en gerning kan behage Gud eller opnå noget hos ham, når den ikke gøres af fri kærlighed ( ) Åh, kære kristne, det er ikke Gud om at gøre, at der bliver bedt meget, men at der bliver bedt godt, ja han fordømmer de lange og mange bønner (Matt 6,7) og siger, at de derved kun fortjener mere pine (Matt 23,14). - Dyrkelsen af helgener og hellige steder, valfartskirker osv., hvor der sker mirakler, og hvor gejstligheden påstår, at man kan købe sig til helgen-beskyttelse, er en alvorlig vildfarelse. Er der ikke synd nok på jorden? Skal man også friste Gud og opstille de kære helgener som pengeguder? Mit råd er ( ), at enhver from kristen åbner sine øjne og ikke lader sig føre vild af de romerske buller og segl og af hykleriet, men bliver hjemme i sin kirke og lader sin dåb, evangeliet, troen, Kristus og Gud, som overalt er de samme, gælde for det bedste, mens han lader paven vedblive at være en blind fører for de blinde. Hverken engel eller pave kan give dig så meget, som Gud giver dig i dit sogn. Ja, paven fører dig bort fra de guddommelige gaver, som du har for ingenting, til sine gaver, som du må købe, og han giver dig bly for guld, skind for kød ( ) ord for gods, bogstav for ånd ( ) Vil du til himlen ved hans pergament og voks og ikke i Guds navn, så vil vognen snart gå i stykker for dig, og du selv falde i Helvede. Lad det kun være en fast regel for dig: Hvad du må købe af paven, det er ikke godt, og det stammer ikke fra Gud. For det, som er fra Gud, bliver ikke alene givet for ingenting, men hele verden bliver straffet og fordømt, fordi den ikke har villet tage mod det som gave, som tilfældet er med evangeliet og Guds gerninger. Ved hvilken kraft? Når mange kalder Luthers reformatoriske hovedskrifter fra 1520 for et program, er det nok en tilsnigelse. For ordet program lugter af noget som en klart struktureret manual for, hvordan kirken skal reformeres. Men Luthers skrifter er langt fra vores tids

77 76 LUTHERS BREV TIL LUTHERANERNE VI SERIE strategiske dokumenter, der skal sikre menighedernes vækst og trivsel. Luther var ikke nogen stor strateg. Men han havde et hjerte, der var tændt i brand af evangeliet. Og derfor havde han også en samvittighed og et missionssind, der ikke kunne tåle at være vidne til, at den antikristelige ånd havde erobret og rådede i kirken. Evangeliets ild har altid to sider. Lige så underfuld en fred og glæde, den tænder i hjertet, lige så kraftfuld og fortærende er dens vrede og kamp mod alt, hvad der hindrer Guds frelsesværk blandt mennesker. Guds frelsesværk for det enkelte menneske udrettes på jorden gennem ét eneste middel: Guds ord. Derfor er det også blandt de positive reformforslag fra Luther, at der skal opføres skoler, hvor børn lærer Guds ord og evangelium at kende fra ungdommens tid: Skulle det ikke være et rimeligt krav, at enhver kristen i sit niende og tiende leveår kendte det evangelium, som hele hans liv grunder sig på? ( ) Åh hvor utilbørligt vi bærer os ad med den stakkels ungdomsskare, som det er os overdraget at lede og undervise! Og hvor tungt bliver regnskabet, vi må aflægge, fordi vi ikke lægger Guds ord frem for dem (jf. Klages 2,11). Også på de videregående uddannelser må der ske en reform. Al den megen menneskelige filosofi, og alle traditionens kirkelige love må stødes fra tronen og ind må sættes Kristus, som han er at finde i Skriftens ord. Dette ord er tilstrækkeligt og rummer alt, hvad vi har behov for at vide om alle ting i forhold til Gud og frelsen! Og så fremsætter Luther en sætning, som burde stå over indgangen til enhver teologisk uddannelse: Mange bøger gør ikke lærd og heller ikke megen læsning. Men at læse gode sager og at læse ofte, hvor lidt det så end er, det gør lærd i Skriften og samtidig from. Doktorer i teologien Vi møder i reformskrifterne fra 1520 på én gang Luthers fuldstændige magtesløshed over for kirkens håbløse situation og samtidig den stærkeste frimodighed. For Luther ved sig overgivet til Herrens ord, og det ord sætter menneskelig kraft og strategi helt ud af spillet. Lige så mange punkter Luther har med ting, der skal reformeres i kirken, lige så bevidst er reformatoren om, at intet kan løses ved menneskelig kløgt eller magt: Det første, som i denne sag først og fremmest skal gøres, er, at vi tager os i agt med stor alvor og ikke begynder på noget i tillid til vor store magt og fornuft, om så vi havde alverdens magt bag os; for Gud bryder sig ikke om og vil ikke finde sig i, at man begynder en god gerning i tillid til sin egen magt og fornuft. Han støder den, som gør det, til jorden, det slår ikke fejl; som der står i Sl 33,16: Ingen konge består ved sin store magt, og ingen herre ved størrelsen af sin styrke ( ) Vi har i denne sag ikke at gøre med mennesker, men med Helvedes fyrster, som nok kan fylde verden med krig og blodsudgydelse, men ikke lader sig overvinde dermed. Denne indsigt kan være ydmygende og pinefuld. Men at være overgivet til Herrens ord giver samtidig en kraft og en frimodighed, som er overmenneskelig og ikke lader sig standse af, hvad der i menneskers øjne ser umuligt ud. Kirkens håbløse situation tvinger Luther på knæ: Hvad skal vi nu gøre med dette? Jeg ved intet andet råd end ydmyg bøn til Gud, om at

78 NYT LIV han må give os doktorer i teologien. Doktorer i kunst, lægevidenskab og gejstlig ret og filosofi kan paven, kejserne og universiteterne gøre, men vær vis på, at til doktor i den hellige Skrift kan ingen anden end alene Ånden fra Himlen gøre en, ligesom Kristus siger i Joh 6,45: De må alle blive oplært af Gud selv. Altså: Teologisk uddannelse er vejen frem! Eller hvad mener Luther egentlig, når han taler om doktorer i teologien? Det fremgår af det umiddelbart følgende: Nu spørger Helligånden ikke efter doktorgrader eller anden stads, heller ikke om man er ung eller gammel, lægmand eller præst, munk eller verdslig, jomfru eller gift, ja, han talte fordum gennem et hunæsel mod profeten [Bileam], som red på det. Gud give, at vi måtte blive velsignet med sådan nogle doktorer, hvad enten de så er lægfolk eller præster! Jeg vil lade dette ønske og denne bøn være det, der står tilbage fra Luthers skrift til den kristne adel. Kraften til vækkelse Vi er mange, der beder om vækkelse i kirken i dag. Men vækkelsens Ånd kan synes så langt borte. Det er frafaldets ånd, der breder sig, og den breder sig længere og længere ind på livet af de formelt set bibeltro kredse. Det er ikke specielt svært at blive mismodig på kristenhedens vegne og dermed også på egne vegne. For hvordan skal det gå os selv, vores børn og vores menighed? Her må vi bede om nåde til at få del i Luthers trosfrimodighed: Ja, set med menneskelige øjne kan det føles som at slå i en dyne at fremholde Skriftens klare ord i vores tid. Vækkelsens røst er blevet en uønsket forstyrrelse langt ind i vores egne forsamlinger. Og vi mister frimodigheden og gnisten, når vi blot igen og igen møder ønsket om at få lov til at sove i fred, som Cajetan sagde. Men vi skal øve os i ikke at se så meget med vores menneskelige øjne! Måske vil Gud også føre os frem som blændede heste! I tålmodig bøn må vi blive knyttet til Skriften alene det ord, som vi er blevet overgivet til. Skriften alene kan rive os ud af den fredelige søvn på tidsåndens pude af hjemmelavet religiøsitet og tiltro til egne kræfter. For her har vi en uændret, uudtømmelig kraftkilde, som er og bliver det eneste middel, der formår at vække os selv og alle. Guds ord har ikke mistet sin kraft! Mange bøger gør ikke lærd og heller ikke megen læsning. Men at læse gode sager og at læse ofte, hvor lidt det så end er, det gør lærd i Skriften og samtidig from. Ban vej for Ordet Gud give os doktorer i teologien! Det er vejen frem. Ikke at alle skal slæbe rundt på en teologisk uddannelse (for som Luther siger: Den spørger Helligånden ikke efter!). Men hvor har vi brug for kvinder og mænd, der er oplært af Gud selv gennem fortrolighed med og tilegnelse af Skriftens ord! Hvor har vi brug for kvinder og mænd, der er bedøvende ligeglade med, om præsten er sympatisk og veltalende, om den kirkelige organisation har en god tradition, om der bruges PowerPoint og andre moderne virkemidler på en god måde, om kirken har mange

79 78 LUTHERS BREV TIL LUTHERANERNE VI SERIE arrangementer og tager sig levende ud i kalenderen, om forkynderen taler 30 eller 40 minutter og er bundet til eller fri af sit manuskript, og hvad der ellers tales om på vej hjem i bilen fra gudstjenester og møder For i stedet at spørge efter: Leder denne forkyndelse mig til Kristus, som han er i Skriften? Og vil menighedens ledere selv lade sig lede af Skriften? Det handler ikke om, at vi skal gå til præster og ledere med en negativ, mistroisk holdning. Erik Pontoppidan skrev i sin forklaring til Luthers lille katekismus fra 1737 (Sandhed til gudfrygtighed), at det var tilhørernes pligt over for deres lærere at elske, ære, adlyde, belønne dem og bede godt for dem. Men lydigheden havde en grænse, for en lærers ord skal kun følges såfremt han bliver ved Skriftens sandhed, hvilket må prøves efter de berøenseres eksempel. De berøenseres eksempel henviser til de kristne i Berøa, om hvem der står: De modtog ordet med megen velvilje og granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan (ApG 17,11). Det var denne bundethed til Skriftens ord, der drev vækkelserne frem i begyndelsen af 1800-tallet i en tid, der på mange måder minder meget om vores tid. Nogle få mennesker havde gennem flittig læsning af udvalgte gode sager dvs. Skriften og enkelte opbyggelige bøger (heriblandt skrifter af Luther) lært Ordets tone at kende i lov og evangelium. Dermed blev de doktorer i teologien, som naturligt måtte reagere imod, når der lød en anden tone fra prædikestolen. Vækkelsesfolkene var i udgangspunktet ydmygt og positivt indstillede over for præsterne. De ønskede sig mere end noget andet åndelige vejledere, der hver søndag kunne føre dem ind i Skriften. Men når vejlederne førte dem andre steder hen, måtte de reagere, for de var klar over, at en forkyndelse, der ikke hvilede på Skriftens ord i lov og evangelium, var dødbringende farlig. Derfor talte de frimodigt imod præsterne, selvom det dengang kunne koste både bøder og fængselsstraffe. Og deres børn holdt de væk fra tidens moraliserende kristendomsundervisning i skolerne, for de vidste, hvor stort et ansvar, de havde over for den opvoksende generation. De ville ganske enkelt have deres børn med til Himlen! Det var grundlaget for den kristne skolesag, og det var grundlaget for de store vækkelser: Bønder og håndværkere, der var blevet oplært af Gud i Skriften. Kunne vækkelsen komme dengang, kan den også komme i dag. Men det tilkommer ikke os at udtænke hvordan. Det tilkommer os at bane vej for Ordet så det når os selv, så det når vores børn, så det når vores lokale menighed, der hvor Gud har sat os. Og så må vi følge Luther eksempel, falde på knæ og have vores hele frimodighed i, hvad Guds hellige ord kan virke. Du gør det, at de døve høre, den blinde får sit syn igen, den halte friske trin kan gøre, spedalskhed viger for dig hen, de døde har du ånd og livet, og alle arme lindring givet. Har du nu før så vældig øvet dit herredømmes store magt, hvi går jeg da så højt bedrøvet? O Jesus, tag min sjæl i agt, vis, at du er endnu den samme, som Satans vælde gør til skamme!

80 ANNONCER NYT LIV Nye Bøger Omtrent samtidig med udgivelsen af dette blad udgiver Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening to bøger i samarbejde med Nyt Liv. Den ene er en ny, bearbejdet udgave af romanen Vore lamper slukkes. Den anden er en udbygget version af den lederartikel, Claus L. Munk skrev til Nyt Livs blad (nr ). Begge bøger kan bestilles online via Bethesdas Boghandel. Find de direkte links til køb på nytliv.dk. I frafaldets tid (J.F. Løvgren) I frafaldets tid er en roman, som skildrer livet i en menighed inden Jesu genkomst. Menighedens arbejde er velorganiseret, og præsten er veltalende og populær. Da spørgsmålet om frelse og fortabelse bliver afgørende for flere og flere i menigheden, krakelerer menighedens vellykkede facade. Når alle frem til en afklaring, inden det er for sent? Frafald - en aktuel trussel for os alle (Claus L. Munk) Forfatteren skriver ud fra dyrekøbte erfaringer om, hvordan frafaldet langsomt og umærkeligt kom snigende. Det skete, ved at fokus blev flyttet væk fra Jesus mod andre ting, som tog magten. Da Gud greb ind i hans liv, gjorde det ondt. Men Guds afsløring og tugt havde et kærligt sigte. Gud ville lede ham tilbage til trøsten, friheden og rigdommen i Jesus. Her begynder troens liv, og her kan det begynde igen. Til kalenderen D marts 2015 FORÅRSLEJR Talere er Jens Olsen, Ringkøbing, og Carl Richard Hansen, Aalborg. D. 31. maj 2015 FAMILIEDAG Djurslands Efterskole holder familiedag og generalforsamling - også for baglandet. D juli 2015 BIBELLEJR Taler ved aftenmøderne er Johnn Hardang, Norge. Tilmelding til forårslejr og bibellejr: nytliv@fiberpost.dk eller tlf.:

81 80 ANNONCER ANNONCER Alle er hjerteligt velkomne på Nytårslejr d. 30. dec januar 2015 Tilmelding inden 1. december til Jacob Bach Christensen, tlf.: Se, jeg gør alting nyt Svend Åge Jacobsen, Haderslev, tidligere lærer på Luthersk Missions Højskole, holder tre bibeltimer ud fra Kolossenserbrevet og Efeserbrevet 1-2. Mads Hansen, teologistuderende fra Aarhus, holder to bibeltimer over 2. Korintherbrev 4-5. Se hele programmet på nytliv.dk under Nytårslejr 2014 Snak om tro og liv på tværs af aldersgrupper Gå ind i det nye år med Guds ord, bøn og kristent fællesskab Dronningens nytårstale, festaften og diverse indslag God mad og plads til hygge, brætspil mv. Giv en gave til Nyt Livs arbejde Alt Nyt Livs arbejde drives af frivillige gaver, herunder Nyt Livs blad, som udsendes gratis til alle, som ønsker at modtage det. Vi er taknemmelige for de midler, vi bliver betroet. Du kan være med til at støtte arbejdet økonomisk ved at give en gave eller tegne et gavebrev. Kontonr.: IBAN DK Swiftadresse HANDDKKK. Nyt Liv er godkendt til at modtage gaver efter Ligningslovens 8a (alm. gaver) og Ligningslovens 12 (gavebreve). Evt. spørgsmål om gaver og gavebreve kan rettes til Nyt Livs kasserer Peder Hovgaard på tlf.: eller nyt.liv@fiberpost.dk.