OK2010: Opgaven er ikke løst

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT OK2010: Opgaven er ikke løst Skrevet af: Finn Sørensen Offentliggjort: 14. april 2010 Overenskomstforhandlingerne 2010 er slut. Forligsmanden fremsatte d. 26. marts et mæglingsforslag. Samme dag begyndte afstemningen blandt de LOmedlemmer, der er berørt af overenskomstfornyelsen. Resultatet offentliggøres d. 20. april. Mæglingsforslaget indeholder de forlig, som parterne selv har indgået - hvilket omfatter ca. 85 % af overenskomstområderne. Herudover afgør det løsningen på de sidste ca. 15 %, der ikke har kunnet forhandle sig til enighed. Alle områderne er derfor kædet sammen i en samlet afstemning, efter forligsmandslovens regler. Det betyder, at forliget kun kan forkastes med simpelt flertal af de afgivne stemmer, hvis stemmedeltagelsen er mindst 40 %. I modsat fald skal mindst 25 % af samtlige stemmeberettigede have stemt nej. Opgaven ikke løst I det følgende kommenteres det samlede overenskomstresultat, set i forhold til de krav der blev lagt vægt på fra arbejdspladser og fagforeninger, og set i forhold til de udfordringer, som arbejderne på det private område står over for i disse år. Det skal anerkendes, at der er opnået forbedringer, men det er lige så klart, at væsentlige krav ikke er blevet fastholdt: Det er ikke sikret, at underleverandører er forpligtiget til at følge hovedentreprenørens overenskomst. Der er ikke indført det "kædeansvar", som sikrer, at en hovedentreprenør kan gøres økonomisk ansvarlig for, at overenskomsten bliver overholdt i alle led. Reallønnen er ikke sikret. De lavtlønnede er igen blevet ladt i stikken. Tillidsfolkene har ikke fået redskaber til at sikre ligeløn. 50 %-reglen på HK's område er ikke fjernet. Folk på skiftehold og nat får ikke bedre arbejdsvilkår. Gennemgående forbedringer I det følgende beskrives de forbedringer, der er opnået generelt set. Der kan dog være forskelle på de enkelte områder i form af, at man har forhandlet sig til bedre løsninger eller har valgt at se bort fra én forbedring til fordel for en anden. - Løn: Der er - beskedne - reguleringer af mindsteløn, normallønssatser, lærlingelønninger og genetillæg (se nedenfor under "Ingen sikring af reallønnen"). - Opsparing af pension: Det bliver nemmere at få ret til pension. Anciennitetskravet er typisk nedsat med 7 måneder - som f.eks. på industriens område, hvor man får 1 / 8

2 ret til pension efter 2 måneders beskæftigelse. - Forældreorlov: Alle områder har opnået ret til 1 uge mere betalt forældreorlov til hver af forældrene. Der er ikke ændret i betalingen - som er sygelønsbetalingen, dog max kr. 135,- pr. time - hvilket er gældende i de dominerende hovedoverenskomster. - Forsikringsydelser til lærlinge: Lærlinge, der ikke er omfattet af pension- eller forsikringsordning, får ret til invalidepension, invalidesum, forsikring ved kritisk sygdom og dødsfaldssum. - Feriefridage: Ved afskedigelse kan arbejdsgiveren ikke længere kræve, at feriefridagene afholdes i opsigelsesperioden. - Skiftehold og natarbejde: Der indføres hyppigere helbredskontrol (nu mindst hvert andet år mod hver tredje i gældende lovgivning) og mulighed for at veksle 40 % af skifteholdstillægget til frihed, dog under forudsætning af at arbejdsgiveren accepterer det. - Fratrædelsesgodtgørelse: Der er indført beskedne fratrædelsesgodtgørelser. Den mest udbredte ordning er, at der udbetales kr ved 3 års anciennitet, kr ved 6 år, og kr ved 8 års beskæftigelse på virksomheden. Der er dog en række betingelser, først og fremmest at man ikke går af frivilligt, og at man rent faktisk modtager arbejdsløshedsunderstøttelse efter opsigelsen. På det store industriområde har man aftalt en ordning, hvor beløbet udgøres af forskellen mellem dagpengesatsen og 85 % af lønnen, hvilket stort set ikke giver noget til de lavtlønnede. Ingen af ordningerne gælder funktionærer eller ansatte, der lokalt eller i kontrakten har bedre opsigelsesregler end overenskomstens. - Social dumping: På en del områder - byggeri, transport, service m.fl. - er der indført nye regler om tillidsrepræsentanters og/eller forbundets ret til at forlange fremlagt lønoplysninger m.m. ved mistanke om løndumping og nogle hensigtserklæringer om parternes vilje til at samarbejde om at begrænse dette (se nedenfor). - Frihed grundlovsdag til funktionærer: De fleste funktionæroverenskomster har opnået, at grundlovsdag bliver 1 hel fridag, mod nu ½ fridag. Ingen sikring af reallønnen Fagbevægelsens forhandlere har gjort meget ud af at understrege, at arbejdsgiverne denne gang stort set ikke har fået nogen indrømmelser - modsat tidligere overenskomstfornyelser, hvor forbedringer er blevet betalt med forringelser. Det er rigtigt, at der denne gang er meget få eksempler på egentlige forringelser af overenskomsterne. Men arbejdsgiverne har fået den for dem helt afgørende indrømmelse, nemlig en yderst billig overenskomst. 2 / 8

3 Fagbevægelsens forhandlere mener ikke desto mindre, at "reallønnen er sikret". Hvis det skal opfyldes, så skal udviklingen af priser og forbrugsafgifter nærmest gå i stå i de næste 2 år, og det er der ingen, der forventer, især da vi ved, at en række forhøjelser af de såkaldte "grønne afgifter" slår i gennem i overenskomstperioden. Vores beregninger viser, at reallønnen - med den kendte inflation på 1,9 % - vil blive udhulet i overenskomstperioden, typisk på omkring 0,5 % eller mere (Se "Reallønnen er ikke sikret"). CO-Industris forhandlere bærer et stort ansvar for det. De meget små stigninger på mindstelønnen dannede også denne gang rammen for de videre forhandlinger på normallønsområderne, som ikke kan forhandle løn i perioden. CO-Industris forhandlere forsvarer sig med, at de beskedne stigninger er aftalt for at "skabe luft" til de lokale lønforhandlinger på industriens område. Men for det første har normallønsområderne ikke adgang til lokal lønforhandling i overenskomstperioden. For det andet vil industriens tillidsrepræsentanter naturligvis blive mødt med et krav om at udvise samme løntilbageholdenhed lokalt, som CO- Industris forhandlere har udvist centralt - hvis de da ikke bliver stillet over krav om direkte lønnedgang. De lavtlønnede blev glemt Med de aftalte lønstigninger er de lavtlønnede blevet glemt endnu engang - herunder lærlinge og ungarbejdere. Tusindvis af chauffører, butiksansatte og rengøringsassistenter må knokle videre for en løn, der ikke engang giver ret til højeste dagpengesats. Det er et stort problem, som fagbevægelsen må tage langt mere alvorligt. Rent bortset fra at det er med til at øge uligheden i samfundet - stik imod fagbevægelsens erklærede målsætning - så er det især blandt disse grupper, LO-fagbevægelsen taber terræn i disse år. Den mest anvendte begrundelse for at melde sig ud/lade sig overflytte til "de gule" er, at "det er for dyrt". Hvis fagbevægelsen vil bevare fodfæstet blandt disse grupper, så må den vise, at den tager deres største problem - nemlig en ordentlig løn til at leve af - alvorligt. Ligeløn Når man opgiver at kæmpe for de lavtlønnede, opgiver man også kampen for ligeløn. Det er nemlig først og fremmest et lavtlønsproblem på et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked, hvor der er flest kvinder i de lavtlønnede jobs i rengøringservicesektoren og på butiksområdet. Rent moralsk er ligelønsspørgsmålet blevet løftet med de nye bestemmelser om 3 / 8

4 oprettelsen af et ligelønsnævn og indskrivning af lovgivningen i overenskomsten, så ligelønssager nu kan behandles fagretsligt, uden man er enige herom. Men tillidsrepræsentanterne og de lokale fagforeninger har ikke fået flere og bedre redskaber til at sikre ligelønnen i dagligdagen ude på arbejdspladserne. Hertil kræves, at de får ret til, at alle lønoplysninger på de ansatte bliver fremlagt, så man kan konstatere, om der finder forskelsbehandling sted. Det giver den gældende lovgivning nemlig ikke adgang til. Skiftehold Mange skifteholdsarbejdere havde utvivlsomt sat næsen op efter konkrete forbedringer af deres arbejdsvilkår. Forud for forhandlingerne var det lykkedes 'Skifteholdsinitiativet' - blandt andet gennem iøjnefaldende aktioner som postkort til forhandlerne og en demonstration i pyjamas - at få forhandlerne i tale, og få spørgsmålet sat højt op på dagsordenen. Der er da heller ingen tvivl om, at forhandlerne har rejst krav om konkrete forbedringer som f.eks. 1 times arbejdstidsforkortelse pr. uge til natarbejdere. Men de holdt ikke fast. I stedet bliver skifteholdsarbejderne spist af med mere udvalgsarbejde (som i foregående overenskomstperiode), der skal beskæftige sig med natarbejdets uheldige indvirkning på helbredet, ligesom et udvalg skal forberede en kampagne over for natarbejderne om "sund livsstil"! Den eneste konkrete forbedring er, at folk med natarbejde nu får ret til en helbredsundersøgelse hvert andet år, mod nu hvert tredje år. På industriens område er det ingen forbedring, at der nu kan indgås lokalaftaler om at veksle op til 40 % af skifteholdstillægget til frihed. Det er også muligt i dag, og der er ikke ændret i arbejdsgiverens ret til at sige nej. 50 % regel? HK Privat har op til og under overenskomstforhandlingerne ført en stærk kampagne for kravet om afskaffelse af 50 % reglen. Det har medført, at alle - der interesserer sig for faglige spørgsmål - nu ved, at denne regel findes, og hvad den går ud på. Men kravet blev blankt afvist af arbejdsgiverne, hvilket ikke er så underligt, da HK Handel ved formanden Jørgen Hoppe offentligt undsagde kravet. HK Privat fik heller ikke opbakning fra de øvrige forbund. Her blev splittelsen i HK brugt som undskyldning. Men det er en dårlig undskyldning. Sagen er, at HK Privat ikke kan kæmpe dette krav igennem alene, det kræver opbakning fra de andre forbund, der er part i denne regel. Det gælder først og fremmest CO-Industri, der forhandler Industriens Funktionæroverenskomst, som også indeholder denne regel. Sidste chance for at få gjort noget ved reglen - f.eks. i form af en begyndende afvikling af den - var ved LO's 4 / 8

5 forhandlinger om mæglingsforslaget, men heller ikke LO holdt fast. HK Privat må nøjes med Harald Børstings udsagn om, at han da har forståelse for, at de stemmer nej på den baggrund. Intet værn mod løndumping Spørgsmålet om at få et værn mod løndumping blev det helt dominerende krav i forhandlingerne. Topforhandlerne for 3F's bygge- og transportfolk og for TiB's bygningsarbejdere satte kravene om "tredjepartsforpligtelse" og det såkaldte "kædeansvar" allerøverst. Forståeligt nok. Hovedproblemet på disse - og efterhånden også på mange andre områder - er at en virksomhed, der er medlem af en arbejdsgiverforening, udliciterer opgaverne til underentreprenører, som ikke er dækket af overenskomsten. Der er ofte tale om østeuropæiske virksomheder, der er berygtet for at udnytte billig arbejdskraft, ligesom de ofte også forsøger at unddrage sig skattebetaling, arbejdsmiljøregler og andre ordnede forhold. "Tredjepartsforpligtelsen" og "kædeansvar" vil være et uvurderligt redskab i kampen mod denne form for løndumping. Tilsammen sikrer de, at underentreprenører er forpligtet af hovedentreprenørens overenskomst, og at sidstnævnte kan gøres økonomisk ansvarlig, hvis underleverandøren ikke overholder overenskomsten. Disse foranstaltninger vil ikke i sig selv betyde, at man kan fjerne problemet. Hertil kræves mange andre tiltag i form af lovgivning, ændring af EU's regler m.m. Men det ville betyde en alvorlig bremse på de organiserede arbejdsgiveres lyst til at benytte sig af den slags firmaer. Af samme grund blev kravet afvist af arbejdsgiverne. I stedet lod forhandlerne på bygge- og transportområdet sig nøje med en ret til, at tillidsrepræsentanter og forbundet kan få de "fornødne oplysninger" fremlagt, hvis der er mistanke om løndumping hos en virksomhed under Dansk Arbejdsgiverforening. Det er helt sikkert et fremskridt - men ikke nær så effektivt som "kædeansvaret". Fagbevægelsens forhandlere henviser til, at man også har fået nogle hensigtserklæringer om arbejdsgivernes vilje til at samarbejde i kampen mod social dumping. Det er selvfølgelig en slags moralsk sejr. Men hvis viljen til samarbejde virkelig var til stede, så havde de nok skrevet under på "kædeansvaret". Et andet vigtigt krav, specielt for bygningsarbejderne, var kravet om et "akkordafsavn", der i praksis ville betyde en væsentlig forhøjelse af mindstelønnen (et krav som murerne faktisk kom igennem med i 2007). Kravet er rejst på baggrund af EF-Domstolens afgørelse i Laval-sagen, og den deraf følgende danske Lavallov. 5 / 8

6 Loven betyder, at fagbevægelsen ikke må stille samme krav til udenlandske som til danske virksomheder. Udenlandske virksomheder må kun konfliktes med henblik på at opnå en "mindstelønsoverenskomst", og derfor har bygningsarbejderne naturligvis en interesse i, at mindstelønnen er så høj som overhovedet muligt. Men også dette krav blev opgivet af forhandlerne. På søfartsområdet afviste redernes arbejdsgiverforeninger - i modsætning til alle andre - principielt at drøfte redskaber mod løndumping og adgang til lønoplysninger. De ville have frie hænder til at udnytte udenlandske søfolk på langfart. Det var stærkt medvirkende til, at flere forhandlinger på dette område brød sammen og blev omfattet af mæglingsforslaget. Her skete det uhørte og diskriminerende, at LO accepterede arbejdsgiversidens krav om, at søfart (herunder de kendte udenrigsfærger) blev undtaget fra mæglingsforslagets afsnit om løndumping af udenlandsk arbejdskraft til trods for, at mæglingsforslaget er svagere end bestemmelserne i transportforliget. AP Møller har igen fået sin vilje! Mulighederne i et nej Skal man gøre regnebrættet op, må man sige, at trods de forbedringer der er opnået, så er der ikke tale om en solidarisk overenskomst. Den rummer ganske enkelt ikke de rigtige svar på de udfordringer, som fagbevægelsens medlemmer står over for med store lavtlønsgrupper, voksende lønforskelle mellem mænd og kvinder og en tiltagende løndumping, der truer med at undergrave løn og arbejdsvilkår på hele det danske arbejdsmarked. Desværre er kritikken af overenskomstresultatet behersket, også på den faglige venstrefløj, som ikke er i stand til at mobilisere til en samlet nej-kampagne. Dele af venstrefløjen accepterede topforhandlernes logik om, at lønkravene ikke skulle spille nogen rolle, og at alt skulle satses på kravet om "tredjepartsforpligtelse" og "kædeansvar" - hvor man så alligevel lod sig nøje med den øgede adgang til lønoplysninger ud fra en formodning om, at redskaberne her er tilstrækkelige til at dæmme op for løndumping, og at arbejdsgiverne mener det alvorligt, når de skriver under på at ville samarbejde for at modvirke det. Denne uenighed rækker langt ind i OK-2010 initiativet, der af samme grund ikke er i stand til at mobilisere til en samlet nej-kampagne. Modstanden mod mæglingsforslaget er spredt ud på enkelte lokale fagforeninger og på en del arbejdspladser. På forbundsplan er HK Privat den eneste gruppe, der anbefaler et nej, og Byggefagenes Samvirke i København den eneste tværfaglige organisation, der anbefaler et nej. Disse uenigheder er uden tvivl et resultat af krisen og den herskende stemning på arbejdspladserne. Der er ikke den store kampånd. Antallet af overenskomststridige 6 / 8

7 konflikter har det seneste års tid været det laveste nogensinde. Frygten for at blive fyret har bredt sig, folk er mest optaget af, om de overhovedet har et arbejde. Det gør det selvfølgelig svært, at agitere for et nej. Men det er en nødvendig diskussion at tage. Kravet om et ordentligt værn mod løndumping er helt klart hovedtemaet, sådan som forhandlingerne har udviklet sig. Her må vi fortælle medlemmerne sandheden: På transportområdet og enkelte andre områder er der kommet nogle bedre redskaber til at sikre, at overenskomsten bliver overholdt, men noget værn mod løndumping er det ikke. Hvis det får lov at fortsætte, så vil fagbevægelsen højst sandsynligt stå endnu svagere næste gang, og det er i sig selv en begrundelse for at sige nej - og tage kampen nu. Her burde topforhandlerne og dele af venstrefløjen have lyttet til stemningen på arbejdspladserne, som blandt andet afspejlede sig i en meningsmåling, som viste, at 7 ud af 10 3F'ere var parate til konflikt for kravet om værn mod løndumping. Men det handler også om LO-fagbevægelsens troværdighed. Med det resultat, der tegner sig nu, risikerer vi, at alle de udsatte grupper - alle de lavtlønnede grupper, transport- og bygningsarbejdere, folk på skiftehold- og natarbejde - i stigende grad vil spørge sig selv, hvorfor de skal betale kontingent til organisationer, der ikke giver nogle reelle svar på de problemer, de oplever i dagligdagen. Sagen er jo, at ingen af disse grupper kan kæmpe deres krav igennem ved egen kraft, det kræver fælles kamp på tværs af alle LO-forbund. En konflikt er selvfølgelig ikke nogen nem opgave, men de faglige ledere har også gjort, hvad de kunne for at nedtone og nærmest helt udelukke muligheden, selvom det - når det kommer til stykket - er deres eneste virkningsfulde trussel mod en stærk arbejdsgiverfront, anført af DI. Men hvis man holder fast i de solidariske krav, så er konfliktgrundlaget i orden. Det er ikke svært at forklare, at de lavtlønnede skal have et ordentligt løft - solidarisk lønpolitik, hed det i gamle dage! - at vi skal have ordentlige redskaber i kampen for ligeløn og i kampen mod løndumping, at natarbejdere skal have bedre vilkår, og at HK skal have samme ret til at tegne overenskomst som alle andre. Det må være den faglige venstrefløjs opgave, at fremføre det. Reallønnen er ikke sikret Overenskomsterne vil - med den kendte inflationstakt - betyde et fald i reallønnen på ca. 0,5 % for store grupper på det private arbejdsmarked. Fortalerne for mæglingsforslaget - og de deri indeholdte forlig - mener, at "reallønnen er sikret" ved årets overenskomstfornyelse. Men det bliver den kun, hvis udviklingen af priser og forbrugsafgifter bliver væsentligt mindre, end den er nu. Det 7 / 8

8 er der ingen økonomer, der forventer. Inflationen (forbrugerprisindekset) er steget støt siden midten af 2009 og var i februar 2010 på 1,9 % opgjort på årsbasis. For januar måned alene var stigningen på 2 %. (Erhvervsbladet 10. marts 2010.) Hvis denne inflation fortsætter, vil reallønnen blive udhulet for stort set alle LOarbejdere. Mindstelønnen på industriens område stiger med 1 % det første år, og 1,6 % i Det giver et minus på 1,2 % i hele perioden, hvis man kun tjener mindstelønnen. Det er der ikke mange industriarbejdere, der gør. Det er der til gengæld på HK's butiksområde. En ufaglært butiksansat tjener omtrent det samme som industriens mindsteløn, nemlig ,- kr. pr. måned (mindstelønnen er ,- kr. på månedsbasis). En faglært butiksarbejder tjener p.t ,- kr., så her dækker lønstigningerne på henholdsvis kr. 1,10 og 1,75 endnu dårligere. På rengøring-serviceområdet er den mest anvendte lønsats den såkaldte præstationsløn, som p.t. er kr. 122,01. Lønstigningerne på dette område er kr. 1,60 det første år og kr. 2,25 det andet år. Det giver en stigning på 1,3 % det første år og 1,8 % det andet år. Med den kendte inflation giver det et samlet minus i hele perioden på 0,6 %. På chaufførområdet er billedet kun en anelse bedre. Normaltimelønnen er p.t. kr. 105,85. Den stiger med kr. 1,60 det første år - en stigning på 1,5 % - og med kr. 2,25 det andet år - en stigning på 2,1 % - men altså stadigvæk et minus på 0,2 % over hele perioden. En del af de nævnte grupper får også anciennitetstillæg og andre genetillæg. Men da stigningerne på disse typisk er 1,5 % det første år og 2 % det andet år, bliver resultatet det samme - tillæggene kommer til at halte bagefter med 0,4 % i forhold til den kendte inflation. Grupper som rengøring-service, chauffører og slagtere (der har fået samme lønstigninger) har - i modsætning til minimallønsområderne - ikke ret til lokal lønforhandling i overenskomstperioden. 8 / 8