LS INTERTANK LEO SØRENSEN Trueholmvej 2 DK-8381 Tilst Tel år i transportens tjeneste Leo Sørensen

Transkript

1 LS INTERTANK LEO SØRENSEN Trueholmvej 2 DK-8381 Tilst Tel ÅR I TRANSPORTENS TJENESTE SÅDAN KAN DET GÅ 50 år i transportens tjeneste Leo Sørensen

2 INDHOLD Tanke/Tidsfordriv...3 Lysten er punkt et...7 Fru Sørensen...20 Fornemmelse for detaljer...28 Leifs landeveje...33 Et fag med udfordringer...39 Bents værksted...45 Det daglige puslespil...48 Chauffør til tiden...51 Bramfri tone mellem kunde og vognmand...53 Konkurrencedygtige priser...54 God kontakt med chauffører...56 Fremtiden forude...57 Hverdagsbilleder fra LS Intertank

3 Sådan kan det gå om firmaet LS Intertank Forsidefoto Chauffør Leo Pedersen på vej til en kunde Fotografer Lars Aarø, Anna Sørensen, Lennart Sørensen, Ib Hansen og Hanne Bjerg Andersen Grafiker Charlotte Munch Korrektur Solvejg Cramer Tryk Handy Print, Skive 4 Tekst Journalist Hanne Bjerg Andersen hanne@bjerg.info

4 TANKE/TIDSFORDRIV Ja, men hvorfor så nu det? Jo, for 50 år er lang tid Vi skal ikke, men vi kunne jo... tælle, hvor mange lastbiler vi har haft, med hvor mange dæk, der har kørt hvor mange kilometer, med hvor mange tons, med hvor mange chauffører i hvor mange timer, hvor mange buler vi har fået, hvor mange gange telefonen har ringet, hvor mange checks vi har skrevet ud, hvor mange penge vi har lånt i banken og så videre. Men det gør vi ikke. Vi ser i store træk tilbage på 50 år i vognmandsbranchen og takker alle vore kunder, medarbejdere og leverandører for tillid, velvilje og samarbejde i den tid, der nu er gået. Venlig hilsen Anna og Leo Sørensen Trueholm 5

5

6 LYSTEN ER PUNKT ET - Jeg har fire heste, jeg ikke kan få solgt. Nu skal jeg også til at have gjort noget ved det, siger 67-årige Leo Sørensen, der i år kan fejre 50 års jubilæum som vognmand. Et af hans værktøjer har været at kunne gøre gode handler, men han er også glad for at samle, så det kniber med at få solgt de der fire heste. Det har det i øvrigt gjort i nogle år. Det er som om, de heste ikke rigtig vil sælges. Eller er det sælgeren, der ikke vil af med dem? Det spørgsmål stiller nogle af medlemmerne i familien Sørensen - og så griner de. For når først Leo Sørensen virkelig vil af med de heste, så skal de nok blive solgt. Leo Sørensens far, Hugo Sørensen, var fiskehandler i Brabrand. Det svarede til hans ambitioner, og var i øvrigt det, han orkede med et dårligt hjerte. Moderen, Johanne Sørensen, ville have gulvtæpper på gulvene, hun var en stræber, og Leo tror måske nok, han slægter sin mor på. Som 9-årig var Leo avisbud for den borgerlige Stiftstidende. Det passede ikke faderen, der som socialdemokrat læste Demokraten, så Leo måtte hænge avistasken i garagen, for Hugo "Fiskemand" ønskede ikke den slags borgerlige elementer indenfor hjemmets fire vægge. Bilejer som 17 1 /2-årig Leo nåede også at være cykelsmed, både for en af byens cykelsmede og for sig selv, da han som årig købte voksencykler og sammen med en kammerat byggede dem om til børnecykler. Det var der god afsætning og fortjeneste ved. Leo gik ud af skolen efter 7. klasse. - Jeg vidste det godt, da jeg gik ud - at det var dumt. Jeg kunne bare ikke holde det ud, fortæller Leo, der kastede sig ud i forskelligt arbejde, blandt andet på en kedelog beholderfabrik, og på en gård i True, hvor han tjente et år og tre dage. Indimellem kørte 17-årige Leo brunkul fra Fasterholt til Århus i lastbil. Leo Sørensen begyndte som lokal vognmand i Århus. I dag arbejder familien Sørensen og deres medarbejdere rundt i hele Europa. 7

7 Leo Sørensen i sin første lastbil, en Ford AA fra 1929, på havnen i Århus i Kørekort havde han ikke, da han som 17 1 /2-årig var holdt som karl på landet og var et smut inde i Århus for at se sig omkring. Nede ved Autojyden på Åboulevarden stod bilen, en Ford AA fra 1929 til 2900 kroner, der blev Leo Sørensens første lastbil. Han byttede sig til den for sin motorcykel og nogle af de opsparede penge. Siden da har Leo Sørensen været en faktor i dansk transport. Hellere handel end transport - I begyndelsen havde jeg en kammerat til at køre for mig, når han havde tid, ellers kørte jeg selv, siger Leo med et grin. Til familiens store forargelse, for hvad lignede

8 Leo Sørensen med sin vognpark foran sine forældres garage i Brabrand i det, at knægten kørte rundt i lastbil - uden kørekort!. Leo fragtede gammelt jern, olietønder, brændetræ, byggematerialer og kørte for gartnere og mejerier. - Det var ikke meningen, jeg ville transportere. Jeg ville handle, konstaterer Leo Sørensen. Men han blev i branchen, for der var nok at lave, og så var der interessen for de store køretøjer. Efter et lille års tid, hvor han i mellemtiden fik kørekort, havde Leo taget livet af den første bil. En anden brugt bil blev købt, og vokseværket tog fat. En ældre vognmand i byen blev syg, og først hjalp Leo manden for senere at købe forretningen. Til torskegilde Leo blev tidligt i karrieren kaldt til torskegilde, for han havde kun opgivet 2375 kroner og 29 ører som årets indtægt på selvangivelsen. Fire alvorlige herrer fra Brabrand sogneråd ville gerne høre, hvordan den unge Leo var nået frem til det resultat. Leo forklarede, hvordan han havde trukket nyanskaffelsernes sum, udgifter til brændstof og reparationer fra sin samlede indtægt. Repræsentanterne for sognerådet kunne ikke forstå, hvordan Leo kunne leve af det opgivne beløb. Så vi må hellere se på din fars selvangivelse for at se, om han har råd til at have dig boende derhjemme. Hvortil Leo svarede, at han kun spiste de fisk, som var tilbage fra faderens fisketur, og det brød, der var blevet givet til 9

9 I 1959 kørte Leo Sørensen blandt andet med sten, som han fra tipvognene skulle læsse ned i lastbilen under broen. Da Anna havde taget dette billede, løb vognene løbsk og væltede for Leo til stor morskab for flere. 10 hesten undervejs, men som den ikke havde ædt. Selvangivelsen fik lov at ryge igennem. - Formanden i ligningsrådet betingede sig, at jeg fik fat i en revisor, for der er blandt andet noget, der hedder afskrivning. Jeg fik kontakt med min første revisor, men han blev skiftet ud efter nogle år. - Nu har jeg haft den samme i 40 år. Han snakker mig ikke efter munden. Jeg har det bedst med folk, der siger mig imod. I begyndelsen var det hårdt økonomisk. Leo Sørensen gik til sin morfar for at få underskrevet veksler de første år af firmaets levetid. For Leo kørte hårdt på. Konstante investeringer, hvilket den lokale bank ikke altid støttede ham i. Banken syntes, det gik for hurtigt og for vildt, og indimellem kneb det med at få alle kunder til at betale. Senere blev Leo Sørensen kunde hos Jyske Bank, som til gengæld altid har turdet at bakke op om nye ideer. Firma hos forældre Forretningen holdt til hjemme hos Leos forældre de første år, hvor Leo også boede, og hvor Anna flyttede ind, da parret blev gift i Da en dårligt betalende kunde tilbød at afdrage en gæld mod at

10 låne dem en lejlighed, flyttede de til Årslev, hvorfra forretningen blev drevet i to år. I 1958 kunne familien flytte til Langdalsvej i Brabrand, til en stor villa med stor grund, hvor der var god plads til lastbilerne. Forretningen voksede støt. Sidst i 50 erne havde firmaet seks køretøjer, hvoraf det ene kørte tankvognskørsel, tre-fire af de andre var med tip og forsynet med aftagelig tank. Firmaets første nye lastbil, en Bedford med Leyland-motor og påhængsvogn blev købt i Vognparken voksede støt til 15 lastbiler, som kørte med byggeelementer, byggesand, byggeaffald og byggematerialer. Der blev også kørt med brændselsolie og flydende asfalt i løse tanke. Efterhånden holdt Leo selv op med at køre, for bilerne skulle disponeres. Indtil da havde Anna Sørensen stået for det alene, men i længden var det ikke nok med en på hjemmefronten. Først med det nye Leo Sørensen købte nyt udstyr, når han kunne se ideen med det. Små kranbiler og specialfremstillede trailere til transport af byggeelementer. Der blev også købt vogne til transport af maskiner. - For man kan jo ikke sælge noget, man ikke har. Man er nødt til at have noget at tilbyde kunderne, understreger vognmanden. I 1970 begyndte Leo Sørensen for alvor at køre med tankbiler. Firmaet havde kørt med flydende materialer i mange år, bl.a. ammoniakvand, men nu blev det målrettet. Firmaets første nye lastbil fra 1959 var en Bedford. Lastbilen havde 7 tons lasteevne, var 2 akslet og kostede kr. 11

11 I et kort periode i 1972 var Leo Sørensen medejer af firmaet Kolding Tanktransport, hvis biler kørte til Tyskland for kødvarefabrikker. Ejerskabet varede kun kort og i stedet blev firmaet LS Intertank etableret. Leo Sørensen er sammen med sønnerne taget på udstilling i Herning i sommeren Her står vognmanden ved en af firmaets egne biler. 12 For der var forretning i kørsel med tankbiler. Altid efter mottoet: En rengjort tankbil til aftalt tid. Den første rustfri tankvogn i 1972 kostede kr. For at få eksportkøretilladelser gik Leo Sørensen i kompagniskab med en anden vognmand, dannede selskabet Kolding Tanktransport og kørte til Tyskland med fedt for kødvarefabrikker. Dette samarbejde varede kun kort, og i efteråret 1973 blev firmaet LS Intertank skabt. Opkøbte vognmandsfirmaer Det gjaldt om at skaffe eksportkøretilladelser, hvilket var muligt ved at opkøbe andre forretninger, der havde tilladelserne. Leo Sørensen købte i 1974 Marius Pedersens vognmandsforretning med tre kølebiler. Samtidig havde firmaet en snes køretøjer, der blandt andet kørte med slagger for Midtkraft i Århus. I 1978 overtog firmaet Anker Nielsens Tanktransport i Århus. Den handel betød yderligere 13 biler. I 1980 købte Leo Sørensen vognmandsforretningen Egon Christensen i Kolding, hvilket fik firmaet til at vokse med fem sættevognstrækkere og fem tilladelser. Endelig blev Mette Kruse International Tanktransport i Egtved

12 Vognmandsfirmaet Leo Sørensen er begyndt at køre på de europæiske landeveje. Her læsses sulfitlud på tankvognen i Alfeld i Tyskland først i 70 erne. opkøbt med følgende fire Scaniatankbiler og tilladelser. I 1987 blev seks vekselladsbiler med tilhørende eksportkøretilladelser fra Skandinavisk Fjerntransport i Hvidovre indlemmet i forretningen. Kundeskaren voksede proportionalt med indkøb af vogne. - Det har udviklet sig efter mund til øre metoden. Firmaer har set os komme på forskellige destinationer i ind- og udland og derefter kontaktet os. Det bedste opsøgende arbejde er en rengjort bil til aftalt tid - der er det igen. Det er nemlig sådan, at kravler man rundt på knæene, når man opsøger kunder, så er der i de fleste tilfælde kun prisen at tale om. Jeg tror, størstedelen af vores kunder lægger vægt på vores service og kvalitet. Møde med Europa Indtoget på de udenlandske landeveje betød flere daglige sprog i firmaet. - Jeg kan klare mig på engelsk, men jeg må erkende, at mine udenlandske talegaver kunne være bedre, tilstår Leo Sørensen. Derfor blev børnene kraftigt opmuntret til at høre godt efter i skolen, når der var tysk, engelsk og regning på skoleskemaet. De andre fag var mindre vigtige, syntes Leo Sørensen. Hvad angår udlændinge oplever Leo Sørensen for alvor kulturforskellene mellem europæiske nationaliteter, når han til daglig går på pladsen iført arbejdstøj og med en gammel hat på hovedet. - Tyskerne er de værste. De siger ikke goddag, når jeg går rundt i 13

13 14 det gamle tøj. Jeg synes, det er skægt, når medarbejderne bliver spurgt om, hvor chefen er, og der så bliver peget på mig. Indtil da har tyskerne kun regnet mig for et gammelt fjog, men det får dem til at hilse. Hollænderne er mere afslappede og bedre til at hilse, fortæller Leo Sørensen. Selv hilser han på de folk, han møder på pladsen, andet ville da være uhøfligt, mener Leo Sørensen, der hedder Leo til daglig og er dus med medarbejderne. - Men det er der flere måder at være på. Jeg kan ikke fordrage folk, der klæber sig til mig, hvis ikke vi kender hinanden godt. Sådan er jeg. Jeg siger i øvrigt også Leo Sørensen i telefonen. Jeg kan jo ikke regne med, at den, der tager røret, ved, hvem Leo er. Det er der så mange, der hedder. Pålidelige medarbejdere Leo Sørensen forventer en vis portion pli af firmaets ansatte. - En chauffør skal opføre sig pænt og ordentligt overfor kunderne. Være høflig og beleven. Dengang jeg ansatte chauffører, fortalte jeg, at første betingelse var, at de kom til tiden, dernæst at de behandlede kunderne og bilen godt, for dermed behandlede de også mig godt. - Jeg føler, at den faste stab vil gå igennem ild og vand for firmaet. Når de kommer hjem til fyraften, kan de risikere at få at vide, at de skal læsse kl. 2 om morgenen. Det er der ikke mange andre, der vil. Men vi kan ringe til vores medarbejdere søndag aften kl. 24, fordi der er forurenet drikkevand et sted, og vi skal levere frisk vand, og vi kan som regel få fat i nogen. Desværre er det blevet svært at få nye danske eksportchauffører, for danskerne vil være hjemme i weekenderne. Vi har dog stadig en del danskere, som er gode og kan deres fag. De får bestilt noget og overholder aftalte tider. For der, hvor tankbilen skal hen, er den sidste del af lageret ved at blive brugt. Lageret er på vejen - det er i vores bil. For år siden begyndte vi at flage ud, hvilket vil sige, at vi har virksomhed i andre lande, hvor bilerne også er indregistrerede. Vi har afdelinger i Norge, Luxembourg, Tyskland og Slovakiet, hvor det dengang var lettere at få eksportkøretilladelser. I dag er den ordning ophævet, men vi bliver i landene for at opretholde konkurrenceevnen og holde omkostningerne nede, hvilket alt sammen betyder, at vi i dag har chauffører fra en række lande. Leos lager Leo Sørensen er bevidst om hver en krone, han giver ud. Gennem firmaets 50 år har han købt mange hundrede lastbiler, og mener, at køber og sælgere har været tilfredse med handlerne. Han har forsøgt at holde en nyere vognpark. For tiden udskifter fir-

14 maet hvert andet år de motorvogne, som kører meget. Det er noget andet med fornyelse i Leo Sørensens samlelagre. - Jeg smider aldrig noget væk, for måske kan det sælges, siger Leo Sørensen. Derfor byggede han og alt-mulig-manden Per Nielsen og andre hjælpere en hal på 1300 kvadratmeter på Trueholmvej i sommer. Hallen er beregnet til noget af Leos lager, men Leos gamle, bulede Dronningborg mejetærsker, der er skrottet, men har en god motor, står alligevel udenfor på pladsen. Derude står også gamle træspær fra radiobilhallen i Tivoli Friheden, lastbil nr. 25, hvor rusten har kronede dage, og andre udtjente elementer. Hvem ved - måske er der penge i det? De 1300 kvadratmeter i True har følgeskab af 800 kvadratmeter lade på sønnen Lennarts gård i Herskind. Her står gamle urestaurerede biler, ligesom der også er opbevaringsplads på godset Allinggaard i Gjern Kommune. Godsejer Undervejs har Leo Sørensen handlet, købt gårde og tit med jord, der senere er blevet solgt til udstykning. Han har ejet flere mindre ejendomme i det østjyske område samt Sorring Østergaard mellem Silkeborg og Århus. Den blev sene- Leo Sørensen kan kalde sig godsejer efter købet af Allinggaard, hvis historie går tilbage til 1200-tallet. 15

15 Leo Sørensen har en forkærlighed for heste. Via en god ven blev han hyret som vogntjener, da Dronning Margrethe og Prins Henrik besøgte Hinnerup Kommune i anledning af byens 125 års jubilæum den 4. september Hinnerups daværende borgmester Vilhelm Lytken og hans hustru Karen Lytken er med i hestevognen. 16 re solgt, da godset Allinggaard ved Ans var til salg for 18 år siden. Allinggaards historie går tilbage til 1200-tallet. Leo Sørensen er glad for godset, hvor han har boet de sidste mange år, og hvor han råder over 543 t. land jord. Heraf 140 t. land agerjord, som Leo dyrker sammen med en ansat, en søn og med hjælp fra en maskinstation. Der hører flere boliger samt lade og maskinhus til Allinggaard. Så der er god plads til en halv snes hestevogne, 4-5 lastbiler, en Ford T personvogn og en søster til den første lastbil, Leo Sørensen købte i Man skal jo købe tingene, når de er til salg. Familien Ingen af børnene slægter deres far på med hensyn til samlermani. Når det drejer sig om firmaet, er der større interesse. - Drengene har altid interesseret sig for transport, og pigerne har vel fundet sig i det. De var ikke så interesserede. Anna har også interessen, hun har været med fra starten. Hun var også god til at holde sammen på ungerne og opdrage dem, og det er jo stadig hende, der står for det med børnene. Samtidig passede hun telefonen og regnskaberne til det blev for meget, så hun har haft nok at gøre fra tidlig morgen til sen aften. Hun har været centrum her.

16 En rengjort bil til aftalt tid er Leo Sørensens motto. Her står han udenfor vaskehallen, hvor en af firmaets nyeste biler er ved at blive vasket. Leo var ikke altid hjemme. Han kunne være ude at besøge kunder, forretningsforbindelser eller ude at køre med eksempelvis firmaets entreprenørmaskiner, dengang det var en del af firmaet. - Nogle gange trængte jeg også til at komme væk og få ro til at tænke, så stod Anna herhjemme med planlægningen og manglede min hjælp til blandt andet at finde flere undervognmænd, når vi havde meget at lave. Med tiden kom sønnerne med i virksomheden og kunne hjælpe til. - Der er mange forskellige meninger mellem mine sønner og mig, og mellem de tre brødre er der ikke mange ting, de er enige om. Derfor har vi delt virksomheden i tre, for Leif ville have sit eget. Vi var nødt til at skille det ad, for de brugte for megen tid på at diskutere, fortæller Leo Sørensen. Han har fortalt sønnerne, at han er glad, hvis de befinder sig godt med at arbejde i firmaet. - Men jeg har også sagt, at de ikke skal køre den butik, hvis de ikke vil. Lysten er punkt et. Det er ligegyldigt med hvad. Hvis lysten ikke er der, så bliver man ikke god til det, man skal lave. Samfundet går i stå Leo Sørensen efterlyser et større initiativ og lyst til at skabe nyt i den danske befolkning. 17

17 For børnene i familien Sørensen var lastbilerne en selvfølgelig del af hverdagen. Fra venstre står Lene, Lisbeth og Lars Sørensen sammen med en nabodreng Vi bærer os forkert ad, vi går i stå, fordi der ikke er noget, der er nødvendigt for os længere. Jeg har besøgt danskere i Canada, der for mange år siden emigrerede dertil, de bad bordbøn før hvert måltid, og det kunne vi lære noget af. At vi ikke regner alt for givet. Hvis mennesker får i pose og sæk, så ødelægger det alting. Det er ikke til at holde ud med al den offentlige indblanding, siger Leo Sørensen. Han mener, at syge, svage, handicappede og ældre skal have al den hjælp, de har brug for. Leo fremhæver Annas mor på 92 år, som stiller meget få krav og i øvrigt klarer sig selv. - Der er noget at lære, siger vognmanden. Han beklager det høje skattetryk i Danmark og mener, at indførelsen af topskat har gjort, at der ikke er gevinst ved at gøre en ekstra indsats. - Mine chauffører synes ikke længere, der er noget ved at køre en lørdags-kørsel, for det er begrænset, hvad de får ud af det. Det er jo helt forkert. Jeg mener, at en ekstra indsats bør belønnes, siger Leo Sørensen, der betragter sig selv som medarbejder i det danske velfærdssamfund. - I dag er det vigtigt for mig, at min familie og jeg selv har et godt helbred. Hvis man har det, kan man let klare sig i vores land - også en 67-årig som mig. Om ikke andet så kan man gå i gang med at køre aviser i depot.

18 Selv har jeg brugt de muligheder, der har været for mig, siger Leo. Åbningstid døgnet rundt I firmaet på Trueholmvej har der været, og er der stadig nok at gøre. - Her er man i gang hele døgnet, så dagene er bare gået. Han mindes, hvordan forår og sommer lige pludselig blev til efterår i årene som yngre vognmand, fordi der ustandselig var opgaver at tage fat på. Da Leo Sørensen blev godsejer, blev hans opmærksomhed mere rettet mod Allinggaard, men han er altid til at få fat i. Vognmandsforretningen og Leo Sørensen er to sider af samme sag, og derfor er Leo heller ikke den, der trapper ned på noget. - Jeg kommer her i firmaet, lige så meget som jeg plejer, og holder øje med, hvad de laver, men jeg vil gerne have tid nu - tid til at lægge turen forbi de mange, mange værdifulde og dejlige mennesker, jeg har lært at kende i tidens løb. Så vil jeg dele et glas sild og 1 /2 Aalborg med dem. - Og så skal jeg også have solgt de fire heste på Allinggaard. 19

19 FRU SØRENSEN Anna Sørensen var 19 1 /2 år, da hun blev gift med Leo og kastede sig ud i livet som mor, kone, husmor og aktiv medspiller i vognmandsfirmaet Leo Sørensen. De første år var der ikke råd til udskejelser af nogen art. Da Leos forældre holdt sølvbryllup, var Leo ude at køre med sand - sandet blev læsset på og af med håndkraft. Sølvbryllup eller ej - der var ikke råd til at sige nej til en ordre i Opsparing i cigarkasse Parret boede først i svigerforældrenes hus, hvorfra vognmandsforretningen også blev drevet. Siden fulgte et par år i en lejlighed i Årslev, og i 1958 fik de eget hus. Leo var meget flittig med at køre slagger fra Midtkraft, og den kontante betaling for hvert andet læs blev lagt i en cigarkasse, og på den måde sparede Anna og Leo op til udbetalingen på huset på Langdalsvej i Brabrand, en sum på kr. - Dengang var der ikke det skarpe skel mellem den private økonomi og forretningens økonomi. Så vi kunne købe stedet, som passede til vores behov. - Nej, det kan da ikke passe, vi har kun været år!, siger Anna med tænksom mine. - Meeen, det første stykke tid var der heller ingen møbler i den inderste stue. Vi havde fået en divan, og brugte Leos bedsteforældres spisebord og stole. Andre syntes nok, det var et fattigt hjem, vi havde, siger Anna med et smil. Sådan så vognparken ud i 1963 med seks forskellige slags biler. 20

20 I 1969 købte Anna og Leo Sørensen gården Trueholm i True. Hertil fulgte firmaets 15 lastbiler. Dertil måtte Anna forklare, at det kunne ikke nytte noget, de købte møbler på afbetaling, hvad mange gjorde. Når det gjaldt lastbilerne, var afbetaling derimod ok, for de kunne tjene til møblerne. Telefonpasser fra barselssengen Der begyndte at komme flere biler til, og Anna stod for kosten til 4-5 chauffører, der var ansat med kost og logi. Der var gang i anlægsarbejdet, og starten til de glade 60 ere blev markeret med kørsel af jord og stenmateriale. Lars blev født i 1955, og flokken voksede med Lene i 1956, Leif i 1959, Lisbeth i 1960 og Lennart i At alle navne begynder med L skyldes, at Leo og Anna talte om, at det første barn enten skulle opkaldes efter lægen i Brabrand, der hed Laurentius, eller kaldes Laust. Det blev nu til Lars, og Lars og Lene lød godt sammen. Navnene Leif og Lisbeth passede til de to første navne, og navnet Lennart var de store børns ide. Leo sagde for sjov, at næste kuld skulle begynde med A. Det blev dog ved de fem L er. - Jeg var hjemme og tog telefonen. I dagene efter en fødsel lå jeg i sengen og tog telefonen. Det kunne jeg sagtens, fortæller Anna. I 1960/61 kom der køleskab i hjemmet, da et stort stykke arbejde var afregnet. Og efter næste store overståede ordre købte Anna et brugt fjernsyn med radio, et Renodyn. Der kom værksted til, og der blev for lidt plads på Langdalsvej. Leo Sørensen forsøgte at få lov til at drive firma fra en gård på Grimhøjvej i Brabrand, men da det ikke lykkedes, købte firmaet i 1969 gården Trueholm på Trueholmvej i True, hvortil 15 biler flyttede med. 21

21 Børnene sammen med Anna en sommerdag i Fra venstre Anna, Lene, Lisbeth, Leif og Lennart. Lars sidder forrest på blokvognen. 22 Daglig drift af kontoret Anna og Leo har aldrig haft visioner for firmaet skrevet ned på et stykke papir. - At Leo planlægger, det skal han ikke have skyld for - og så måske alligevel, for han går jo og tænker og planlægger. Leo har været foregangsmand. Han har haft visioner på den måde, at han var en af de første til at købe tippelad og løftekran. Det gav os en lettere måde at løse tingene på. Senere købte vi biler, der kunne transportere byggeelementer til de store byggerier - blandt andet Vollsmose i Odense og Gellerup her i Århus. Nogle gange tog Leo på værtshus. Han sagde, at han tænkte så godt, når han var sammen med andre mennesker. Jeg var så alene om at være i front herhjemme. Hvis ikke vi havde været to med hver vores stærke sider, ved jeg ikke, hvordan det hele havde set ud. Jeg tog telefonen, talte med kunder og fordelte arbejdet mellem bilerne. Regnskabet lavede jeg om aftenen, indtil vi i 1967 fik en deltids bogholder. - Det endte altid med, at jeg faldt i søvn, når jeg sad ved regnskaberne. Familien og firmaet Familien Sørensen med to forældre og fem børn havde andre vaner og måder at være sammen på end de fleste af datidens børnefamilier. - Leo og jeg lærte efterhånden at holde ferie hver for sig. Vi kunne bedre slappe af på den måde, når vi vidste, at den anden var hjemme og passede forretningen. Hvad

22 angår det at afgive ansvar, har vi været dårlige, vi har været alt for enerådige. For os var det utænkeligt ikke at være hjemme på en arbejdsdag. Vores to døtre siger, at jeg ikke har haft andet end vognmandsforretning i hovedet, men det var det liv, jeg ville og skulle leve. Jeg følte ansvar for andre end mig selv. Der var både børnene, forretningen, kunderne og medarbejderne at tænke på. Telefonen skulle - og skal stadig - tages, uanset hvornår den ringer. Leo fandt først i 70 erne på, at vi skulle lave affaldscontainere, for så var der altid containerkørsel at gå i gang med, hvis ikke der var andre kørsler for en bil. - Det er ham, der kommer med alle de der ideer. Meeeen, det var mig der kom til at mærke, at vi havde fået en ny slags kunder. De private kunder ringede lørdag eftermiddag eller søndag formiddag for at høre, om vi havde en container, og hvad den kostede, for derefter at sige, at så ville de prøve at få pris et andet sted. Trods det tror Anna aldrig, at hun har været irriteret over at skulle tage telefonen. - Døtrene har opfattet opringningerne, kunderne og lastbilerne, som noget der tog deres forældre I 1995 var arealet for vognmandsforretningen blevet udvidet betydeligt. Værksted og vaskehal var bygget, og siden billedet er blevet taget, er der i sommeren 2002 bygget endnu en hal, som er til Leo Sørensens mange samleobjekter. 23

23 Der skal udfordringer til for Anna Sørensen, ellers forsvinder det spændende i arbejdet. Anna har betjent firmaets kunder i næsten 50 år. 24 fra dem. Deres interesse for firmaet er ikke stor, måske fordi de har fået kreative evner, siger Anna. Lene er uddannet i bevægelseslære fra en Steinerskole i Schweiz og er i dag bosat i Sverige med sin mand, Edwin og børnene Sigurd og Balder. Lene arbejder freelance sammen med en musiker og optræder med franske viser i forsamlingshuse, kirker og andre steder. Lisbeth er uddannet lægeeksamineret massør. Hun har en særlig evne til at få mennesker til at føle sig godt tilpas, og det har folk i en række sammenhænge nydt godt af. Lisbeth er bosat i Skjoldelev

24 sammen med børnene William og Anna Sofie. Også Lars og Leif har børn, men Anna tvivler på, at der bliver en 3. generation i firmaet. Ingen af børnebørnene har samme interesse, som de tre sønner udviste som børn og unge, hvor det var utænkeligt at tage på ferie uden at besøge en grusgrav, se på entreprenørmaskiner eller lastbiler. Kvalitetsarbejde koster Selv valgte Anna for 10 år siden, at hun ville begynde at trække sig tilbage. - Dengang begyndte vi at søge efter en afløser for mig til at stå for indenrigskørslen. Nu har Peter Nielsen været her i otte år. Han passer det, som var det hans eget. Når han har ferie, tiltror jeg ikke andre at passe hans arbejde, så da sidder jeg i hans stol. Jeg er ikke den bedste til det længere - men jeg prøver at gøre mit bedste. En af Annas stærke sider er, at hun er hurtigt tænkende i mulige løsninger. - Jeg vil ikke godtage, at vi ikke kan klare en opgave. Alt kan klares. Andet har jeg det ikke godt med. Hen ad vejen har jeg dog lært, at hvis ikke vi kan løse en opgave tilfredsstillende, så skal vi hellere lade være. Selvom det er svært at sige nej. Anna Sørensen har ikke længere faste arbejdstider i firmaet, men hun kan stadig regne et tilbud ud. 25

25 26 Anna sammenligner det med at købe en billig dyne. Efter et stykke tid kræver dynens ejer, at den billige skal være lige så god som den dyre. Kunder, der undrer sig over denne filosofi, får at vide, at Anna også ønsker at smile næste gang, hun taler i telefon med den pågældende kunde. Stilstand er tilbagegang Anna mener stilstand er tilbagegang. Der skal udfordringer til, ellers forsvinder det spændende i arbejdet. - Med hensyn til tidens udfordring mener jeg, at både Lennart, Leif og Lars har de øjne, der kan se, hvilke muligheder der gives i dag. Det vil jeg ikke bruge min tid på. Jeg vil høre om det, men de andre må tage stilling til sagerne. Men hvis nogen ringer og spørger, om jeg vil skyde på, hvad en kørsel koster, så kan jeg sagtens give et prisoverslag. Der har aldrig været forventninger til, at sønnerne skulle med i forretningen. Tværtimod har Anna været bange for, at forventningerne til 2. generation kunne blive tyngende. - Jeg ved ikke, om det er mere udpræget indenfor vognmandsfaget, men jeg kender mange her i området, hvor det er gået fra far til søn. Kan det virkelig være det, at de bliver ved med at være drenge så langt hen i alderen, siger hun spekulativt - at det er bilerne, der fascinerer? Jo, Anna ved godt, at bilerne trækker i mændene i hendes liv. At Leo som ung kunne lyse op over lyden af en bil med dobbelt udstødning, og sønnen Lars som 18-årig begejstret fortalte om friheden og muligheden for at være sin egen herre, når han kørte over grænsen på vej ud i Europa. Anna selv er ikke gået fri af begejstringen for store køretøjer. - Jeg lægger altid mærke til, om en vogn er renvasket, om stænklapperne er der, og om de er hele. Uudtalt tillid til medarbejderne At chaufførerne også passer deres arbejde med hensyn til at holde bilen ren, er ikke noget, de får ros for hver eller hver anden dag. - Vi er dårlige til at sige noget godt til vores medarbejdere. Alligevel kommer de hver morgen og affinder sig med vores særheder. Blandt andre Kurt Rohde, som vi ringede til en nytårsmorgen kl. 4.30, hvor vandværkerne havde brug for os her og nu. Hans svar var: Jeg kommer. Nu har Kurt heldigvis lært at holde ferie uden at have telefon med. Men det gør godt at have nogle mennesker, man kan regne med. Jeg mener ikke, det er let at være i et familiefirma. Det er for eksempel ikke muligt at have ambitioner