Graaspurvene paa Rejse

Transkript

1 Graaspurvene paa Rejse Tysk Eventyr Det var en varm Foraarsdag, at et Par gamle Spurve gik ud at spadsere med deres Unger uden for Porten til den Bondegaard, under hvis Tag de boede. Den dejlige, varme Sol gjorde dem godt. De strakte snart den ene, snart den anden Vinge og blæste Fjerene op, at de varme Straaler kunde trænge ind over alt.»ja, Børn,«sagde Spurvefaderen,»nu begynder et nyt Liv for os; nu er her Oldenborrer, Myg og Fluer i Massevis, og vi kan faa lige saa mange Bær, Kirsebær og andre Frugter, vi vil have, saa I kan spise jer godt mætte. Ja - det skal blive en Fryd!«De smaa Spurve hørte andægtigt paa Faderens Tale og hvæssede allerede Næbbet ved Udsigten til alle de Herligheder. Mens de saaledes tænkte paa den lykkelige Fremtid, sluttede en Svale med sine Unger sig til dem, som lige var vendt tilbage fra den lange Rejse.»Naa - hvordan gaar det, Hr. Nabo?«sagde de til Spurvene,»har I overvintret godt trods den strenge Kulde, og - lever den lille Dununge endnu?«ved disse Ord flagrede den gamle Svale hen til en lille Spurv og besaa den fra alle Sider. Saa fortsatte den sin Tale:»Det er dog forunderligt, at det lille, usle Barn, som jeg med mine egne Øjne har set krybe ud af Ægget, har holdt sig saa godt. Ja, det er sandt, Legemet, forstaar I Spurve fortræffeligt at pleje, men Aanden - Aanden! Der skorter det! - Nej, man mag ud at rejse med sine Børn og se fremmede Lande, Have og Byer; saa kan de da ogsaa fortælle noget hjemme - og forstaar at opføre sig ordentligt!ja - ja - en Rejse lidt uden for Landsbyen kunde i hvert Fald ikke skade jer,«sludrede den gamle Svale videre.»mine Børn har hørt saa mange fremmede Sprog, at de somme Tider ikke engang kan forstaa deres eget!«idet hun sagde dette, opløftede de unge Svaler et forvirret Skrig, hvad den gamle Spurv ikke saa ud til at synes om.»det manglede bare,«sagde den ærgerlig.»jeg er glad over at min Familie og jeg kan blive Vinteren over i den varme Rede. Mine Børn skriger mig saa ofte Ørerne fulde. Hvordan skulde det saa gaa, hvis jeg ikke kunde forstaa dem? Forøvrigt - hvad Dannelsen angaar, saa er de virkelig meget velopdragne, ellers vilde den gode Hr. Pastor her ved Siden af ikke tillade, at de samler Korn i Præstegaarden under Tærskningen!«Her trak Spurvefaderen Vejret tungt - ganske udmattet af den lange Tale.»Det er altsammen meget godt,«svarede Svalen,»men at rejse er nu vidunderligt!kom, Børn, vi vil bade i Dammen og vaske Rejsestøvet af os,«sagde den saa til sine smaa og fløj bort med dem. Da de var væk, begyndte de unge Spurve at kvidre muntert.»ja, Fader, vi vil rejse, vi vil ogsaa rejse: Saaledes skreg de rundt om den gamle, saa han slet ikke kunde komme til Orde.»Kun Taalmodighed - Talmodighed!«raabte den endelig,»i gør mig helt hed i Hovedet; det er ingen Bagatel, saa det maa overvejes grundigt først. Lad mig derfor være alene!«børnene fløj med Spurvemoderen op i Reden, men den gamle lagde Vingerne saa langt som muligt op paa Ryggen, sænkede Hovedet og gik langsomt og eftertænksomt op og ned under Blommetræerne foran Materiale ID: TXT da Side 1 af 7

2 Bondegaarden - akkurat som den gode Hr. Pastor plejede at gøre. Men de unge Spurve kiggede en for en ud over Reden for at se, om Faderen stadig tænkte. Endelig var den færdig dermed og fløj hurtigt op til Reden.»Børn,«, sagde den,»nu har jeg overvejet det. En Rejse var ikke ilde, og derfor vil vi ogsaa af Sted allerede i Morgen. Skønt jeg hidtil har levet ganske tilfreds og lykkelig her i vor Landsby og aldrig har ønsket at komme ud i Verden, kunde jeg dog godt lide at se den, inden jeg dør - o; navnlig vor gode Konge, der lader plante saa mange Kirsebærtræer ved Vejene. Derfor vil vi ubetinget rejse til Hovedstaden!«Nu opløftede de smaa Spurve et Jubelskrig,»Til Hovedstaden - til Hovedstaden!«raabte de,»i Morgen gear det til Hovedstaden!«Men snart forvandledes deres Glæde til den største Jammer. Dunungen hørte nemlig, at den - som den mindste og svageste af alke Børnene - skulde blive hjemme hos Nabospurvene; derfor begyndte den at skrige ynkeligt.»aa -«raabte den,»jeg er da ogsaa stor, jeg har lige saa mange Fjer i min lille Hale og i Vingerne som de andre og flyver lige saa godt. Nej, jeg bliver ikke alene hjemme!«og saa stillede det uartige Barn sig op med Benene langt fra hinanden, baskede med Vingerne og spærrede med de hæsligste Skrig det lille Næb; op saa langt som muligt. Der blev heller ikke stille igen trods Forældrenes Trusler, førend den lille fik Lov til at komme med paa Rejsen;»Men du maa flyve dygtigt,«sagde Faderen,»ellers bliver du liggende undervejs; og saa æder Kragerne dig. Men træk nu Hovederne til jer og sov, Børn, at l kan være friske til i Morgen tidlig!«endnu før Solen var staaet op den næste Morgen, sad de rejsefærdige Spurve paa Bondegaardens Tagryg for endnu engang at se Nabohusenes bekendte Gavle og Tinder.»Se jer endnu engang godt om, Børn,«sagde de gamle,»for hvem ved, hvornaar vi kommer tilbage! Se - her er Præstegaarden, der Skolen - ved Siden af det høje Kirketaarn, hvor vi holder vore Møder, som I ogsaa skal tage Del i, naar I bliver store. Giv Agt, Børn, nu flyver vi stadig mod Solen, saa naar vi sikkert Hovedstaden. For den gode Konge, der har ladet plante saa mange Kirsebærtræer ved Landevejene, har nok bosat sig nær ved den varme Sot!«Endnu mens den gamle talte saaledes, lettede den sig; saa raabte den:»nu, Børn, fremad - efter mig!«og af Sted fløj de - imod Solen. De rejsende befandt sig udmærket oppe i Luften - henne over Bjergene og Skovene, Byerne og Landsbyerne. Var de sultne, lod de. sig dale ned paa en Mark og mættede sig; var de tørstige, hvilede de sig ved en klar Sø; og mange Gange slog de sig ned i et fuldt Kirebærtræ og vederkvægede sig af de søde Frugter. Naar Natten kom, kravledede ind i en hul Pil eller ind under en Bro - og sov, til Solen stod op, og de igen kunde tiltræde Rejsen. Hidtil havde de ingen Forhindringer mødt. Ogsaa den lille Dununge fulgte godt med. Lystigt, flagrede den ved Siden af sine Søskende, og ingen tænkte paa Sygdom og Elendighed. Da kom den tredje Rejsedag. Spurvene havde tilbragt Natten i en Pil. Bogfinken, som boede ved Siden af, fortalte dem, at de kun havde en Dag endnu at rejse i, til de naaede Hovedstaden. De saa sig selv i Aanden drage højtideligt ind i den. Da opløftede Dunungen et ynkeligt Skrig. Den var lige vaagnet op og vilde strække sine smaa Vinger lidt - men - hvilken Rædsel - den var som lammet. Den kunde ikke bevæge sig og pintes af de frygteligste Smerter. Hele Familien var ude af sig selv og skreg og peb paa det ynkeligste. Materiale ID: TXT da Side 2 af 7

3 »Jeg ulykkelige Familiefader! Hvad skal der nu ske?«udbrød den gamle Spurv.»Aa - var jer dog blevet hjemme med jer alle sammen!«-»eller -«tilføjede Spurvemoderen -»vi skulde være blevet ved vor første Bestemmelse og ladet Dunungen blive hjemme; Skolespurvene havde sikkert beholdt den!ak ja - Skolespurvene havde sikkert gerne beholdt mig!«klynkede Dunungen.»Børn!«sagde den gamle Spurv efter en Stunds Forløb,»vor Klage farer ikke til noget. Jeg vil engang gaa ud paa Engen og i Stilhed overveje hvad der er at gøre!«den krøb da straks ud paa Pilestammen og gik efter sin Sædvane tankefuld op og ned paa Engen med sænket Hoved. Pludselig stod den lige foran et Par høje Ben. Forfærdet saa den i Vejret - og fik Øje paa en gammel Stork, der var paa Vej til den nærliggende Dam for at fiske.»hej - hej - er du blind!«sagde Storken,»siden du næsten træder mig paa Benene?Ak nej, jeg er ikke blind,«sagde Spurven,»jeg kan bare ikke rigtig se i Dag for Taarer. Jeg er en ulykkelig Familiefader, som med Kone og Børn er paa Rejse til Hovedstaden for at se den gode Konge, der har ladet plante saa mange Kirsebærtræer ved Landevejene, og saa er min lille Dununge blevet dødssyg, og jeg ved hverken ud eller ind fer Angest!«Da sagde den lærde Stork:»Vis mig dog engang den lille Patient; maaske kan jeg se, hvad der er i Vejer, med den!ak ja,«udbrød den gamle Spurv og førte Storken hen til den hule Pil. Der inde laa Dunungen og jamrede sig frygteligt. Og da den saa den store Stork med det lange Næb, begyndte den at skrige endnu høj ere. Men Storken bøjede sig ned over den, vendte den med sit Næb fra den ene Side ti! den anden, løftede snart Vingerne, snart Halen, snart Benene og snart Hovedet i Vejret uden at lade sig forstyrre af den syges Skrig - og erklærede endelig med en kløgtig Mine:»Barnet har ikke brækket hverken Ben, Vinger eller noget andet; men den har overanstrengt sig ved Flyvningen, og baade Hale og Vinger er hævede meget. Derfor kan den ikke straks fortsætte, men maa blive her en Dag endnu.nej, nej,«raabte Dunungen,»saa kommer Kragerne og æder mig!«men den gamle Spurv takkede den gode Stork for Undersøgelsen - og beklagede meget, at den ikke havde noget at belønne den med.»tag noget med fra Hovedstaden,«sagde Storken - og ønsk til. Afsked god Bedring og en lykkelig Rejse. Næppe var den lærde Stork borte, førend de smaa opløftede et højt Skrig, og Dunungen jamrede uafbrudt:»ak - nu æder Kragerne mig! Nu æder Kragerne mig! Aa - var jeg blot blevet hos Skole?, spurvene!«da paabød den gamle Spurv Ro og sagde:»jeg overvejer just, om det ikke var muligt at finde et eller andet, som vi kunde bære Dunungen i; derfor vil jeg engang til gaa ud paa Engen!«Den gik atter rundt paa Engen og saa sig om til alle Sider med undersøgende Blikke. Pludselig straalede dens Ansigt af Glæde, og den udbrød:»ja - det er udmærket!«den fløj saa hurtigt hen mod en Edderkops Væv, at dette rystede i alle Strenge, og Edderkoppen fo'r forskrækket op fra sin Stol.»Min Gud, hvad er dog det?«raabte den.»det er da vel ikke Stormen?«Materiale ID: TXT da Side 3 af 7

4 »Ak nej,«sagde den stakkels Spurv, der selv ogsaa var forskrækket,»det er bare en ulykkelig rejsende Familiefader!Aa -«raabte Edderkoppen ærgerlig og satte sig igen til Rette paa sin Stol,»Familiefædre skulde slet ikke rejse, men smukt blive hjemme hos deres Børn!«-»Aa Gud ja!«raabte Spurven ganske ængstelig,»men jeg har jo mine Børn med mig!naa ja, ja,«sagde Edderkoppen og drejede Øjnene,»det lyder altid lidt bedre. Det maa jo være meget morsomt at have sine Børn med paa Rejse. Jeg har allerede haft mange Bern, men det er dog aldrig faldet mig ind at tage dem med mig ud. Saa snart de er kravlet ud, lærer jeg dem at spinde, for at de kan hjælpe mig, og saa bliver vi, hvor vi hører til, og forstyrrer ikke hæderlige Folks Ro!Aa - jeg beder om Forladelse,«sagde Spurven i en rørende Tone,»men jeg vidste vikelig ikke, hvad jeg gjorde, da jeg løb paa dit Væv. Angsten for mit syge Barn faar mig til at fare ud og ind og glemme, hvor jeg gaar!dit Barn er sygt?«spurgte Edderkoppen, der ikke var saa vred, som det saa. ud til,»den er vel syg af at rejse?ja - desværre,«svarede den bedrøvede Fader,»og jeg er meget bekymret, da vi i Dag vilde til Hovedstaden - og vi nu ikke ved, paa hvad Maade vi skal faa den lille Patient med os. Da fløj jeg med tungt Hjerte frem og tilbage her paa Engen, til jeg saa dit store, smukke Net. Aa - det vilde være en Hjælp i Nøden, hvis du vilde være højmodig at give os detl Saa vilde vi lægge Dunungen paa det, tage fat ved Hjørnerne og saaledes faa den syge med os og faa en Ende paa al Elendigheden!«Her tav Spurven og saa paa Spindet med bønfaldende Blikke.»Jeg er en god Moder og Hustru,«svarede den,»og sørger troligt for mine Børn, at de ikke tager nogen Skade. Jeg har ogsaa haft en Del Børn - og ved, hvor man hænger ved dem med sit Hjerte; derfor kan jeg ogsaa godt forestille mig din Angest. Da jeg nu har ondt af baade dig og dit Barn, vil jeg være god og give jer Nettet!«Med disse Ord ilede den rundt til alle Hjørner og løsnede Vævet.»Her -, tag det med!«fortsatte den,»men vær forsigtig, at det ikke gaar itu! Jeg vil nu straks væve et nyt! Det maa være færdigt, inden Natten bryder frem.«spurven tog henrykt Nettet og udbrød dybt rørt:»hvordan skal jeg takke dig?véd du hvad,«svarede Ederkoppen,»tag en Bagatel med fra Hovedstaden - og lev saa vel! Og lykkelig Rejse!«Da den gamle Spurv igen kom hen til sin Familie, blev der straks truffet Anstalter til at rejse videre. Under mange Lovprisninger af Edderkoppens Højmodighed og Godhed blev Dunungen løftet op af det bløde Net; saa tog de alle fat med deres Næb og fløj op i Luften med det. - Den sidste Rejsedag blev den besværligste for dem alle; derfor blev de ogsaa inderlig glade, da de efter mage Hvil og Pauser endelig naaede Hovedstaden. Med forbavsede Blikke saa de ud over den.»se, Børn,«sagde Spurvefaderen,»se de mange høje Taarne og Tinder - hvor der maa være prægtigt at sidde! Og de store, smukke Tagrender, som vi aldrig har set Mage til! Det er i Sandhed en Hovedstad!Og hør al den Larm, der er derinde!«tilføjede Spurvemoderen,»der er sikkert en Mængde Loer, som der bliver tærsket i! Og jeg synes ogsaa, jeg hører Raslen i Kirsebærtræer. Hvor, mange mon der kan være?«materiale ID: TXT da Side 4 af 7

5 Og da de havde set sig mæt derpaa, sagde den gamle Hanspurv:»Kom nu, Børn, og lad os flyve helt derind!efter kort Tids Forløb sad hele Familien paa et af de højeste Taarne, og da Dunungen var kommet sig godt efter den forløbne Dags Ro og al den friske Luft, saa trak de nu Vejret lettet.»se, Børn,«sagde Spurvefaderen,»dette er nu Hovedstaden med dens Paladser og Taarne. Der ovre ligger Kongens Slot; der skal vi heri i Morgen tidlig; og de Loer og Kirsebærtræer, som formodentlig staar ved Siden af, vil vi besøge med det samme. Men i Dag vil vi hvile ud og sove!«og snart faldt Øjnene til paa de trætte rejsende. Den næste Morgen, da de vaagnede, styrkede og friske, vilde de straks se paa Byen.»Frem for alt maa jeg se den gode Konge,«forklarede den gamle Spurv med en vigtig Mine,»derfor - først til Kongens Slot!«Da de naaede dette, gik netop Kongen og Dronningen med hele Hofetaten - klædt i Fjøjel og Silke - og spadserede deres Morgentur foran Slottet.»Se, Børn, det er ham, den gode, rare Konge!«udbrød den gamle Spurv henrykt og hoppede ganske urolig fra Gren til Gren,»se bare rigtig paa ham, det tager han jer ikke ilde op. Hvor han ser smuk udi Sikken en Næse han har - næsten lige saa smuk som et Næb!Og ogsaa Dronningen,«udbrød Spurvemoderen,»hvor smukt hun svinger sit Slæb - næsten ligesom, en Hale!«Og Spurvemoderen slog med Nakken og saa efter sin lille Hale. Da blev hun forstyrret i sine Betragtninger ved et muntert Udbrud fra den gamle.»aa, Børn!«raabte Spurvefaderen,»kan i se den store Flue, som sidder paa Kongens Næse? Bare jeg kunde fange den! Det vilde være en Gave til den ædle Edderkop, for den ved jeg da, hun vilde holde af!«mens hun talte saadan, slog Kongen efter Fluen med sin Haand; den faldt ned paa Jorden, og i næste Øjeblik kom Spurven flyvende med den i Næbbet og viste den til sin Familie, som betragtede den beundrende fra alle Sider.»Saa -«sagde derpaa den gamle Spurv,»nu har vi fundet noget ganske ejendommeligt til Edderkoppen. Havde vi nu bare ogsaa en passende Gave til Storken! Det er vel bedst, vi gaar ind i Slottet en gang, maaske kan vi finde noget der.«kort Tid efter hoppede Spurvene stille og uset gennem et aabent Vindue ind i Dronningens Værelse.»Aa, Børn, hvor her er smukt!«udbrød de gamle.»luk Øjnene godt op, at I kan se alt og fortælle om et, naar I kommer hjem!«de smaa adlød - og hoppede med vidt aabne Øjne rundt i Værelset. Der var saa meget at se. Der var prægtige Borde, saa glatte og glinsende som det tilfrosne Gadekær om Vinteren; Stole saa bløde og varme som en Spurverede; og i Loftet hang en Lysekrone, der straalede som Spidsen af Kirketaarnet derhjemme. Da de havde betragtet alt, sagde den gamle Spurv:»Men en Ting bedrøver mig meget. Hvorhen jeg end ser, finder jeg dog ikke noget til den brave Stork, og jeg vilde dog saa gerne give den en kongelig Gave ligesom den gode Edderkop. Derfor, Børn, luk endnu engang Øjnene godt op og se jer dygtigt om!«idet de lydigt gjorde dette, fik de Øje paa en lille Guldfisk, der var sprunget op af en Glasskaal, den svømmede muntert rundt i, og nu laa paa Gulvet.»Men - Død og Pine, Børn, hvad er dog det?«udbrød Spurvefaderen ganske forbavset,»en Guldfisk! Den ser jo prægtig ud - og blænder næsten Øjnene! Hvilken pragtfuld Gave til den gamle Stork!«Materiale ID: TXT da Side 5 af 7

6 »Men kom - nu maa vi se at komme herfra,«fortsatte Spurven, idet den løftede Guldfisken op, og alle hoppede stille ud af Vinduet igen.»og saa af Sted til Loerne og Kirsebærtræerne, Børn,«sagde derpaa den gamle Spurv,»for jeg er baade sulten og tørstrig.vi ogsaa! Vi ogsaa!«raabte de smaa. Men - ak! De mange Loer, de havde drømt om at finde i Hovedstaden, var ikke til at se noget Sted - og heller ikke de mange Kirsebærtræer med de søde Frugter! Forgæves fløj de fra den ene Gade til den anden, forgæves saa de sig om til alle Sider! Men Solen brændte frygteligt, og de blev trætte og matte.»aa - Heden - Heden!«klagede Dunungen.»Min Hale er saa varm, saa jeg tror, der gaar Ild i den!ja. Det er -«sagde spurvefaderen,»fordi Hovedstaden er bygget saa nær ved Solen. Husene her er alle brændende hede; jeg befinder mig heller ikke godt. Havde vi dog bare et Par smaa Korn i vore tomme Maver!«Men de smaa klagede:»aa - var vi kun hjemme igen, saa kunde vi da faa noget Mad!«Endelig fandt de noget Havre ved en Hestestald; de delte det ærligt imellem sig, og saa krøb de allesammen ind under en stor Tagrende for at hvile ud efter Dagens Anstrengelser.»Aa - min varme Hale,«klynkede Dunungen,»og mine Vinger - de gør saa ondt! Var vi dog bare hjemme igen!«men Spurvefaderen sagde:»jeg indser nok, at det er beds, vi rejser hjem i Morgen. Vi har nu de to Gaver til Storken og Eddekoppen, og det mærkeligste her i Hovedstaden har vi set. Kongens smukke Næse og Halen paa Dronningens guldbroderede Kjole; de mange store Tagrender og de høje Taarne og Tinder, alt det har vi set, og det kan vi fortælle om i de lange Vinteraftener. Men nu vil vi sove.«den næste Morgen ved Solopgang fløj de rejsende igen ud af Hovedstaden. De var glade over at kunne indaande den rene, friske Luft, og om Aftenen naaede de i godt Humør den gamle Stork.»Hvad!«udbrød den,»ser jeg rigtigt? Er l her igen? Jeg tænkte, I vilde blive rigtig længe i Hovedstaden!Vi kunde ikke taale al den varme derinde,«sagde den gamle Spurv.»Byen er bygget alt for nær ved Solen. Den er ogsaa alt for stor for os; for vi kunde slet ikke finde de mange Lader og Kirsebærtræer derinde.men her bringer jeg dig af Taknemmelighed, fordi du undersøgte vort Barn, en kongelig Gave,«tilføjede Spurvemor og overrakte med vigtig Mine Storken Guldfisken.»Nej - hvor smuk!«udbrød den.»en gylden Fisk! Saadan en har jeg aldrig set før! Den straaler jo som Solen, naar den spejler sig i Dammen, og der vil jeg ogsaa straks bære den hen.«da Storken løftede Fisken i Vejret, klaprede den højt af Glæde.»Hør, Børn, hvor, smukt det lyder!«sagde Spurvefar.»Det lyder virkelig herligt. Det er som naar der bliver tærsket; spær Ørene godt op!«de smaa adlød; kun Dunungen sagde:»nej, jeg vil ikke lukke Ørene op, for saa gør det vel lige saa ondt som i mine Øjne; naar jeg ser paa den!«storken gik derpaa hen til Dammen med sin Guldfisk, men Spurvene fløj bort og opsøgte Edderkoppen, som sad og vævede flittigt.»naa - det er paa Tide, at I endelig kommer tilbage!«raabte den til Spurvene,»den megen Rejsen rundt med Børn er til ingen Nytte. Jeg er en flittig Husmoder, som ikke sætter Pris paa den store Verden!«Materiale ID: TXT da Side 6 af 7

7 »Ja den er stor, alt for stor,«sukkede den gamle Spurv,»derfor kommer jeg ogsaa allerede nu tilbage med min Familie - og bringer dig her, til Tak for Nettet, en uvurderlig Gave, en Flue, som har siddet paa den gode Konges Næse!Hvor vidunderlig,«udbrød Edderkoppen,»saadan en har jeg aldrig faaet før!og vil vel heller aldrig mere i dit Liv faa det, for det er i Sandhed en kongelig Gave,«sagde Spurvefar. Mens nu Edderkoppen krøb hen i et Hjørne for i Stilhed at glæde over Fluen, tog Spurvene igen Ophold i den hule Pil, hvor de havde overnattet en Gang før, og de tænkte nu med Gru paa Dunungens Sygdom. Da de havde rejst to lange Dage endnu, naaede de endelig ganske udmattede deres Landsby. Gud være lovet! Alt stod, som de havde forladt det: Kirketaarnet, Præstegaarden, Skolen og den gode, gamle Bondegaard, under hvis Tag de boede.»børn,«sagde den gamle Spurvefar, da de omsider alle sad blødt og varmt i Reden,»Børn - der er dog altid bedst hjemme. Aldrig i mit Liv vil jeg rejse mere!vi heller ikke - vi heller ikke!«raabte hele Familien. Og saaledes skete det ogsaa. Aldrig siden har man set dem paa Rejse. Stille tilfredse levede de i deres Landsby og længtes aldrig ud; for Verden var meget for stor til dem. Materiale ID: TXT da Side 7 af 7