Kapitalismekritikkens grundlag

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Kapitalismekritikkens grundlag Skrevet af: Jan Helbak Offentliggjort: 15. august 2015 En artikel på Modkraft den 15. maj 2015 med titlen Enhedslistens kapitalismekritik er overfladisk [1] afstedkom en meget omfangsrig debat. Først i artiklen stod der: Og det var ligeledes i samme periode, at også opgøret med Marx s politiske økonomi fuldendtes, dvs. et opgør med udbytningsbegrebet, med begrebet om profitratens tendens til fald... Det var især denne sætning, der kaldte på modstand. Anders Lundkvist (AL) var den af alle opponenterne, der mest sammenhængende og mest radikalt lagde afstand til Marx s kritik af den politiske økonomi. Marx s teoretiske grundpiller blev kaldt inkonsistente, og AL argumenterede for nødvendigheden af en ny socialistisk økonomisk teori til afløsning for Marx.[2] Jeg har af samme grund valgt specifikt at replicere på AL s kritik, fordi den som sagt først og fremmest retter sig mod de teoretiske grundpiller i Marx s kapitalismekritik. Desværre levner pladsen ikke mulighed for at folde diskussionen ud, så en tangering af problemstillingerne må række. De teoretiske præmisser Men inden jeg går videre til en egentlig replik til AL s kritik, kan det være hensigtsmæssigt først lige at trække Marx s historiesyn og metodegrundlag frem. Først og fremmest for at demonstrere det futile i at bygge større argumentationskæder på enkeltformuleringer, men også for at undgå tilbøjeligheden til at mikse de forskellige abstraktionsniveauer og blande forskellige metoder. Marx s og Engels historiske grundsyn, som også udgør deres syn på mennesket som artsvæsen formuleres med forbilledlig klarhed i Den tyske ideologi: Historien er ikke andet end rækken af de enkelte generationer, som følger efter hinanden og hvoraf enhver udnytter de materialer, kapitaler, produktionskræfter, som alle de forudgående generationer har givet den i arv, derfor fortsætter den altså på den ene side den overleverede virksomhed under helt andre omstændigheder, og på den anden side modificerer den de gamle omstændigheder i kraft af en helt ændret virksomhed.[3] Kort sagt mennesket er i verden og bruger sine væsenskræfter til at holde sig i live, avle nye generationer og videreudvikle sine behov, hver gang de aktuelle er opfyldt. Mennesket er historisk, og ud fra den opfattelse afskrev Marx og Engels sig enhver anden mulighed for at forklare de historiske drivkræfter andet end ud fra historien og menneskets egen aktivitet. Tids- og modsætningselementet sammenfattet i historiens dynamik blev det grundelement, der kunne forklare historiens udvikling og således også mennesket og dets bevidsthed indefra. Men for at identificere disse elementer krævedes der kategorier, som tillod at gøre de historiske undersøgelser specifikke, og som kunne trænge gennem både virvaret af det positivt givne og de overordnede og almene begreber, som i sig selv ikke indeholdt historisk forklaringsværdi. Som f.eks. arbejde, produktion, handel og merarbejde. Begreber som disse skulle undersøges historisk specifikt, fordi de funktioner, de var begreber/kategorier for, ikke var identiske i de forskellige historiske perioder. Først flere år efter udgivelsen af den Tyske ideologi præciserede Marx sin metode til at trænge ind i historien for at bestemme kapitalismens indre væsen og drivkræfter. I Kritikken af den politiske økonomis, Almindelig indledning redegør han kort for sin metode i underafsnittet Den politiske 1 / 6

2 økonomis metode [4]: skulle jeg altså begynde med befolkningen, så ville det være en kaotisk forestilling om det hele, og gennem nærmere bestemmelser ville jeg analytisk mere og mere komme til enkle begreber: Fra det forestillede konkrete til stadigt tyndere abstrakta, til jeg var nået til de mest enkle bestemmelser. Derefter skulle rejsen tilbage igen tiltrædes, til jeg endelig kom til befolkningen, men denne gang ikke til befolkningen som en kaotisk forestilling om det hele, men som en rig totalitet af mange bestemmelser og relationer. Givet en meget fortættet redegørelse for den dialektiske metode, men samtidig også en anerkendelse af de empirisk og positivt givne fakta. Marx opfattede således den formelle logik og empirien som det nødvendige udgangspunkt, men som utilstrækkelig til at forklare relationerne, de indbyrdes sammenhænge og de dynamiske kræfter bag det positivt givne. Den formelle logik bliver således til grænseværdi til den dialektiske logik. Metoden anvendes gennem hele det store teoretiske korpus, som udgør kritikken af den politiske økonomi, hvilket får betydning for historiseringen af alle de anvendte kategorier og afvisning af enhver form for statisk samtidighedsanalyse, som er den borgerlig økonomis kendetegn. Tværtimod stiller han som udgangspunkt for sin kritik en modsætningernes enhed og temporaliteten som de gennemgående kræfter, og hvis konkrete form og virksomhed under den kapitalistiske samfundsformation, det gælder om at afdække. Dvs. kritikken havde de økonomiske og sociale hovedtendenser under kapitalismen og de borgerlige økonomers fetishering af disse som sin genstand. Selve udgangspunktet og fremgangsmåden får således også som konsekvens, at Marx s teoretiske grundkategorier, deres substans og virkningskraft kun kan verificeres eller falsificeres gennem en tilnærmet mediering af de positivt givne data. Det er på de præmisser, at Marx s teori om værdi, merværdi og profitratens tendens til fald kritisk skal vurderes også for mulige inkonsistenser. Replik til Anders Lundkvist kritiske punkter 1. Marx har aldrig som AL angiver udviklet en politisk økonomi. Han har gennemført en omfattende og systematisk kritik af den politiske økonomi for her igennem at fremstille kapitalismens grundlæggende relationer og drivkræfter. Utrætteligt slår han fast, at både varen og kapitalen er sociale relationer, der antager form af relationer mellem ting.[5] Det er den tilgang der ligger bag analysen af varens dobbeltkarakter som både brugsværdi og værdi, hvor vareværdien er det abstrakte mål for den mængde historisk-social bestemte arbejde, der indgår i fremstillingen af en given vare. Her fremstiller han kapitalismens grundlæggende modsætning, som indgår i den videre kapitalismeanalyse. Det er således skudt ved siden af, når AL sidestiller arbejdsværdien for varen arbejdskraft altså den potentielle kapacitet til at gennemføre arbejde overhovedet med subsistensmidlernes arbejdsværdi. Ind imellem anvender Marx selv udtrykket, men i Theorien über den Mehrwert bruger han et betydeligt mere præcist begreb, som også indgår i hans historieteori, nemlig begrebet metabolisering/stofskifte. Den anvendte energi, der socialt bestemt medgår til frembringelsen af en vare også varen arbejdskraft. Hermed er han langt ud over det indsnævrede og i øvrigt også vildledende begreb subsistensmidler. Det andet interessante aspekt i brugen af begrebet metabolisering, som både István Mészáros og Guglielmo Carchedi heldigvis har hevet frem fra glemslen men med stærke bånd til Paul Matticks argumentation er, at deres henvisning til begrebet indgår i deres afvisning af værdibegrebet som en blot og bart abstrakt ordningsgreb. Netop med henvisning til begrebet 2 / 6

3 metabolisering/stofskifte/forbrug af energi påviser de, at værdi som indbegrebet af abstrakt arbejde/arbejde i almindelighed under kapitalismen - dvs. som den grundvariabel, der i det moderne varesamfund og under kapitalismen gør vareudvekslingen af vidt forskellige specifikke brugsværdier mulig også har materialitet.[6] Derved står kapitalisten og arbejderen også i et dobbeltforhold til hinanden. Arbejderen sælger sin arbejdskraft for et ganske bestemt tidsrum. Ideelt sælges arbejdskraften til sin værdi. Reelt svinger prisen op og ned alt afhængig af de konkrete klassestyrkeforhold, og udbud og efterspørgsel. Kapitalisten har på den måde købt en vare og må selvfølgelig bruge den, som det passer ham. Her er det igen klassekampen, der sætter grænserne. Hvad der interesserer ham er brugsværdien, dvs. arbejderens evne til at anvende sin energi/arbejdsevne på en rationel måde, der kan frembringe brugsværdier. Det interessante her er, at kapitalisten ikke interesserer sig stort for produktionsprocessen og for, hvilke varer der produceres. Hans interesse er alene om kapitalværdien øges. Der er det samme som kapitalens valoriseringsproces og akkumulation. Udbytningen i det forhold ligger ganske simpelt i tidsfaktoren og ikke andet. Arbejderen har frivilligt og til en dækkende (markeds)pris solgt sin arbejdskraft i 8 timer. Men det tager kun arbejderen 3 timers arbejde at frembringe en værdi lig arbejdskraftens værdi. I de øvrige 5 timer produceres de samme varer med den samme produktivitet, men de er kapitalistens ejendom som varer, der skal realiseres på markedet. Som generaliseret begreb hedder det merarbejde under kapitalismen er det merværdi, fordi brugsværdien primært tjener som bærer af værdi i værdiøgningsprocessen. Det er også kapitalismens grundlæggende historisk irrationelle og samfundsnedbrydende element. 2. AL har således ikke ret, når han skriver, at man kun kan sælge sin arbejdskraft ved at sælge sig selv, dvs. ved at blive slave. Her forbiser han fuldstændig kernen i Marx s udbytningslære. Arbejderen sælger sin vare sin arbejdskraft fuldstændig frit. Han er fri og principielt lige med alle andre. Når dagskontrakten er ophørt, kan han gøre, hvad han vil. Slaven eller den livegne er ejet, og af dem kan der kun fravristes brugsværdier. Hele kapitalismens set up forudsætter frisættelse eller tvangsfrisættelse af alle borgerne fra de personlige og standsmæssige bånd. Så det er noget af en kobling, AL foretager og helt i strid med alt, hvad Marx har skrevet om lige netop det forhold. AL blander som så mange andre kategorierne udbytning og undertrykkelse/magtudøvelse. Selvfølgelig vokser kapitalejernes magt og evne til at undertrykke arbejderklassen og de andre lønmodtagergrupper i takt med kapitalismens udvikling, men undertrykkelsen udspringer netop af den indre kapitalrelation udbytningen.[7] Profitratens tendentielle fald er logisk uholdbar På sin egen helt konsistente måde når AL frem til efter at have forkastet arbejdsværdilæren og teorien om merværdien en afvisning af Marx s teori om profitratens tendens til fald. Hovedproblemet i hans argumentation er, at han angriber problemet i absolutte størrelser og ikke som Marx gør det i Kapitalen bind III, hvor han allerede på de første sider i sin fremstilling i afsnittet Loven som sådan [8] skriver: Forholdet ændrer sig, ikke fordi massen af levende arbejde falder, men fordi massen af allerede materialiseret arbejde, som sættes i bevægelse af dette levende arbejde, stiger. Nedgangen er relativ og ikke absolut, og har faktisk ikke noget at gøre med den absolutte størrelse af det arbejde og merarbejde, der sættes i bevægelse. Faldet i profitraten opstår ikke absolut, men af en rent relativ nedgang i den variable bestanddel af den samlede kapital, af dens nedgang i forhold til den konstante bestanddel. Med andre ord forholder det sig ifølge Marx ikke, som AL skriver, at både tæller og nævner øges. Udbytningen merværdiraten og den samlede profitmasse kan øges og øges men tendensen er, at den øges i et omfang og i en hastighed, der er lavere end udviklingen af den almindelige 3 / 6

4 produktivitet og den konstante kapital. Marx afviser således også enhver forestilling om en determineret lineær udvikling og indleder sit afsnit om de hæmmende årsager og modvirkende tendenser med en konstatering af, at loven ikke sætter sig direkte og konkret igennem, fordi der må være modvirkende tendenser på færde, som krydser og ophæver virkningen af den generelle lov og kun giver den karakter af en tendens..[9] Der er således ikke tale om nogen forfaldsteori eller semiautomatisk proces, men som allerede beskrevet i behandlingen af varens dobbeltkarakter et grundlæggende modsætningsforhold, der indskriver faldende profitrater og nedgang i forrentningen for den enkelte kapitalist og efterfølgende sammenbrud i kapitalakkumulationen som en organisk faktor i den kapitalistiske samfundsformations udviklingsmåde, som vil sætte sig igennem den ene gang efter den anden men altid historisk specifikt! Hvordan det vil ske, og hvordan kriseforløbene konkret vil folde sig ud, kan der ikke udsiges noget om alene på grundlag af Marx s teori, der udtrykkeligt kun teoretisk og abstrakt beskriver en tendens. De konkrete analyser må inddrage de positive videnskabers fakta og den formelle logik, som i sig selv først får forklaringsværdi, når de analyseres på baggrund af profitrateteorien og forståelsen af, at den politiske økonomi og de konkrete økonomiske bevægelser altid er indlejret i klassekampen og styrkeforholdet mellem de historisk givne politiske institutioner og kommer til udtryk her igennem. Dertil kommer, at den logiske konsistens i fremstillingen af profitratens tendens til fald, først træder frem, når det temporale aspekt indtænkes dvs. at den almindelige billiggørelse af varerne og dermed af kapitalapparatet som følge af den generelle stigning i samfundets produktivitet konsekvent sammenholdes med forholdet mellem det givne investeringsgrundlag og den til produktionen historisk og sociale nødvendige arbejdstid, som altid først viser sig på markedet i de enkelte kapitalers styrke overfor hinanden og evne til i konkurrencen at underbyde hinanden og hver i sær tilrane sig en større del af den samlede merværdi. I den almindelige akkumulationsudvikling forekommer det totale sammenbrud eller den permanente krise ikke. Massearbejdsløshed, enorme fald i værdier som ved dot.com krisen i 2000, svækkelse af arbejdskraftens stilling, forøgelse af cirkulations- og omslagshastigheden, vækst i fusioner og udpresning af de svageste kapitaler mv. bidrager til under krisen og som konsekvens af denne til at forbedre forholdet mellem variabel og konstant kapital. Ofte fordi både udbytningsraten er steget og den konstante kapital er billiggjort. Og som Marx siger i en lidt spydig bemærkning: Så kan hele lortet starte forfra. Problemet er blot i historisk perspektiv og det er det kardinale punkt i hele teorien at der skal større og større kriser og renselsesbestræbelser i gang for at genoprette den historiske profitrate. Dvs. de kapitalistiske samfund udsættes for større og mere indgribende sociale- og politiske ødelæggelser, der ryster deres indre sammenhængskraft og den historiske etablerede strukturering af det kapitalistiske verdensmarked. Således kan genopretningen af profitraten som forudsætning for en ny investeringsbølge/kapitalakkumulation (der i øvrigt er undersøgt empirisk)[10] ikke forstås eller beskrives uafhængigt de historisk konkrete recessions-stagnationsformer og den indre organisering af de interkapitalistiske styrkeforhold både på verdensmarkedet og regionalt. Som et kuriosum kan det i tillæg nævnes, at BIS[11] og IMF lige for tiden højlydt diskuterer evt. forklaringer på den lave globale investeringsrate. BIS ligger på line med Marx og Mitchell, som mener, at profitten er den bestemmende variabel, hvorimod IMF klynger sig til bl.a. Keynes forklaring af problemet som mangel på samlet efterspørgsel. Og når det så alligevel ikke er et kuriosum skyldes det netop vigtigheden af det teoretiske udgangspunkt ud fra hvilket, man analyserer, ordner og forstår den empiriske mangfoldighed, fordi det får afgørende betydning for 4 / 6

5 klasseindholdet i den praktiske politik. Afsluttende bemærkninger I lighed med Andrew Kliman og Michael Roberts[12] hævder jeg ikke, at Marx s teori om profitratens tendentielle fald er sand, men alene, at den vurderet på sine egne præmisser og indenfor rammen af hele det teoretiske korpus ikke logisk tvingende er blevet tilbagevist som logisk inkonsistent. Omvendt finder jeg heller ikke andre teoretiske analyser, der indtil nu har været i stand til på en logisk konsistent måde at påvise de endogene modsætningsforhold og sammenbrudstendenser, der konstant fører den kapitalistiske samfundsformation ud i dybe kriser, massearbejdsløshed, ulighed, omfattende social uro og samfundsnedbrud mv. uden at skulle hente forklaringskraft fra instanser udenfor historien eller i et essentialistisk menneskesyn, der altid ender med at fastslå mennesket som homo economicus og afskriver homo sapiens det tænkende historiske menneske, der konstant er i færd med at udvikle historien og sig selv og i denne udvikling ligeså konstant skaber strukturer og vilkår, der står i modsætning til dets egne intentioner og forestillinger. Marx s grundlæggende teoretiske kategorier, kan som nævnt i indledningen ikke adskilles fra hans historiesyn og dialektiske logik, hvilket som konsekvens har, at både begrebet om varen, varens dobbeltkarakter, værdilæren, merværdilæren og profitratens tendens til fald alene tjener som kategorier til at forstå kapitalismen og dens indre bevægelseslove og som sådan som udgangspunkt for praktisk socialistisk politik. Om disse kategorier, hvor konsistente de end måtte være, også er sande, besvares afslutningsvis bedst ved den 2. tese om Feuerbach: Spørgsmålet om der tilkommer den menneskelige tænkning objektiv sandhed, er ikke et spørgsmål om teori, men et praktisk spørgsmål. I praksis må mennesket bevise sin tæknings sandhed, dvs. dens virkelighed og magt, dens dennesidighed. Striden om virkeligheden eller ikke virkeligheden af en tænkning, der isolerer sig fra praksis, er et rent skolastisk spørgsmål [13] Litteratur: Karl Marx: Kapitalen, Karl Marx: Grundrisse og Kritik af den politiske økonomi, Karl Marx: Theories of Surplus-Value bind II, Karl Marx: Den Tyske Ideologi, Paul Mattick: Last refuge of the bourgeoisie? Paul Mattick: Kritik af neo-marxisterne, Guglielmo Carchedi: Crisis, Guglielmo Carchedi: Frontiers of political economy, Bertell Ollman: Dance of the dialectic, David Harvey: A companion to Marx s Capital I og II, István Mészáros: Beyond Capital, Andrew Kliman: Reclaiming Marx s Capital, Andrew Kliman: The failure of capitalist production. Michael Roberts: The Great recession, Jean Paul Sartre: Critique of dialectic reason. [1] 5 / 6

6 [2] [3] Karl Marx og Friedrich Engels: Den tyske ideologi s. 59, Feuerbachafsnittet, Rhodos 1974 [4] Karl Marx, Kritik af den politiske økonomi, Grundrids, udvalgt og oversat af Kjeld Schmidt, Rhodos 1970 side [5] Karl Marx, Kapitalen bind 1 bog 1 side 170 om varens fetichkarakter. Rhodos [6] István Mészádos, Beyond Capital kap. 19 side , Guglielmo Carchedi, Crises kap. 2 side og Paul Mattick, Marxism last refuge of the bourgeoisie? Theory and reality side 94. Karl Marx, Theories of surplus value side [7] Karl Marx, bind III, bog II side 321 og side 329. Rhodos 1970 [8] Karl Marx, bind III, bog II side 289 [9] Karl Marx, bind III, bog II side 307 [10] José A. Tapia Granados, Does Investment call the tune? Emperical evidence and endogenous theories of the business cycle, Political economy, Volume 28 side [11] Bank for International Settlements [12] Andrew Kliman, Reclaiming Marx s Capital, Preface 2007 og Michael Roberts, The great recession, 2009 [13] Karl Marx, Teser om Feuerbach tese 2. Rhodos / 6