Kærlighedens åbenbaring

Transkript

1 JULIAN AF NORWICH Kærlighedens åbenbaring Oversat af Louise Øhrstrøm

2 2010 Forlaget Boedal Oversat efter manuskripterne Amherst og Sloane 2499 fra Showing of love: Extant texts and translation. Edited by Sister Anna Maria Reynolds and Julia Bolton Holloway. Sismel. Firenze, ISBN udgave, 1. oplag Oversættelse: Louise Øhrstrøm Omslag og forsideillustration: Thomas Løj Christensen Tryk: Tarm Bogtryk Forlaget Boedal Postboks 90, 3300 Frederiksværk Tlf

3 Indhold FORORD v/ Brian Patrick McGuire 7 Julian og hendes åndsfæller: De hellige kvinder INTRODUKTION v/ Louise Øhrstrøm 15 Julian og hendes samtid KÆRLIGHEDENS ÅBENBARING 43 Den korte tekst KÆRLIGHEDENS ÅBENBARING 85 Den lange tekst EFTERSKRIFT v/ Sr. Anna-Marie Kjellegaard 231 Med Julian som åndelig vejleder

4 1. Der er en vision som ved Guds godhed blev vist til en from kvinde, og hendes navn er Julian, og hun lever stadig som rekluse 1 i Norwich i det Herrens år Denne vision rummer mange trøstende og bevægende ord til alle dem som længes efter at elske Kristus. Jeg ønskede at Gud ville give mig tre nådegaver. Den første var indsigt i Kristi lidelse. Den anden var en kropslig sygdom. Og den tredje var at Gud måtte give mig tre sår. Den første gave fyldte mit sind med hengivenhed. Jeg syntes jeg kunne leve mig ind i Kristi lidelse, men jeg længtes ved Guds nåde efter mere. Jeg ønskede at jeg havde været der sammen med Maria Magdalena og med de andre som elskede Kristus, så jeg selv kunne have set vor Herres lidelse. Jeg ønskede at have set hvordan Han led for mig, så jeg kunne have lidt sammen med Ham og med de andre som elskede Ham. Jeg troede fuldt ud på alt det den Hellige Kirke lærer og åbenbarer om Kristi lidelser og også på de malerier som ved Guds nåde fremstiller korsfæstelsen i overensstemmelse med kirkens lære. De afbilder Kristi lidelse så godt som menneskets færdigheder rækker til. Uden at ville forkaste denne sande lære længtes jeg efter et kropsligt syn så jeg kunne få dybere indsigt i vor Herre og Frelsers lidelser. Jeg ønskede også at få indsigt i medfølelsen hos vor frue og hos alle dem som elskede Ham, og som var i live dengang og var vidner til hans lidelse. Jeg ønskede at kunne være en af dem som led med Ham. Jeg ønskede aldrig noget andet syn eller nogen anden åbenbaring fra Gud før min sjæl skulle forlade min krop, for jeg var overbevist om at jeg ville blive frelst. Jeg ønskede blot at jeg efter dette syn kunne få en dybere forståelse af Kristi lidelse. Den anden nådegave kom til mig med en følelse af anger. Jeg stræbte ikke efter at føle sådan, men jeg mærkede alligevel en længsel efter at modtage kropslig sygdom som en gave fra Gud. Og jeg ønskede at sygdommen måtte være dødelig, så jeg kunne modtage den Hellige Kirkes sidste olie og sammen med alle omkring mig tro at jeg skulle dø. For jeg ønskede ikke at have noget 44

5 håb om et liv her på jorden. I sygdommen ønskede jeg at mærke alle former for smerte, kropslige såvel som åndelige, som jeg skulle gå igennem for at dø: Frygt og djævles angreb 2 samt alle tænkelige kvaler på nær opgivelsen af ånden. For jeg håbede at det ville være mig til hjælp når jeg skulle dø. For jeg længtes efter snart at være sammen med min Gud. Jeg havde et forbehold når det gjaldt disse to længsler efter lidelse og sygdom, for jeg vidste at de rakte ud over hvad man normalt beder om. Derfor sagde jeg: Herre, Du ved hvad jeg ønsker. Hvis det er din vilje, så skænk mig det, og hvis det ikke er din vilje, gode Herre, så lad Dig ikke forstyrre, for jeg vil kun hvad Du vil. 3 I mit stille sind håbede jeg, at sygdommen ville komme, når jeg var tredive år gammel. Hvad angår den tredje nådegave, havde jeg hørt en mand fra den Hellige Kirke fortælle historien om Sankt Cecilia 44. Jeg vidste derfor at den hellige Cecilia var blevet ramt med et sværd tre gange i nakken. De tre sår i nakken havde pint hende til døde. Historien bevægede mig sådan at også jeg bad Gud om at Han ville skænke mig tre sår i min livstid: Angerens sår, medfølelsens sår og gudslængslens sår. Mens jeg havde haft forbehold hvad angik de to første gaver, havde jeg ingen forbehold med hensyn til den sidste. De to førstnævnte ønsker forsvandt fra mit sind, mens det tredje var der hele tiden. 2. Og da jeg var tredive og et halvt år gammel, sendte Gud mig en kropslig sygdom. Jeg lå i sengen i tre dage og tre nætter. På den fjerde nat modtog jeg den Hellige Kirkes sidste olie, og jeg troede aldrig jeg skulle se dagslys igen. Derefter sygnede jeg hen og lå i to dage og to nætter mere, og på den tredje nat troede jeg flere gange at jeg var sovet ind. De der var omkring mig, troede også jeg havde forladt dem. Da blev jeg bedrøvet over at skulle dø. Der var ikke noget i verden jeg ville leve for, og jeg frygtede heller ikke noget, for jeg sto- 45

6 lede på Gud. Men jeg ønskede alligevel at leve så jeg kunne elske Gud bedre og i længere tid. Jeg tænkte at hvis jeg kunne få nåden at leve længere, kunne jeg lære Gud at kende og elske Ham bedre før himlens lyksalighed. For det gik op for mig at den tid jeg havde levet var så kort og uanselig sammenholdt med den uendelige lyksalighed. Jeg tænkte: Gode Herre, kan mit liv ikke længere give dig ære? Min forstand og de kropslige smerter gav mig det svar at jeg skulle dø, og jeg overgav mig af hele mit hjerte til Guds vilje. Sådan holdt jeg ud til det blev dag, og da var jeg følelsesløs fra livet og ned. Jeg fik hjælp til at sidde oprejst, mens jeg lænede mig tilbage med et klæde bag hovedet, så jeg kunne føle mig mere fri og fokusere på at gøre mig til ét med Guds vilje og kun tænke på Ham den sidste tid jeg levede. De som var sammen med mig, sendte bud efter min sognepræst, som skulle være der før jeg sov ind. Han kom sammen med et barn og bragte et kors med sig. På det tidspunkt var mine øjne svage, og jeg kunne ikke tale. Præsten satte korset foran mit ansigt og sagde: Datter, jeg har bragt dig billedet af din Frelser. Se på det og find trøst. Hav ærefrygt for Ham som døde for dig og mig. Jeg troede at alt var vel fordi jeg havde set opad, op mod himlen, hvor jeg håbede jeg var på vej hen. Men nu sænkede jeg øjnene og så på korset i håb om at det ville give mig styrke. For jeg tænkte at jeg måske kunne spare på mine kræfter, hvis jeg så lige frem i stedet for lige op. Derefter begyndte mit syn at svigte, og der blev helt mørkt omkring mig i rummet, så mørkt som havde det været nat. Kun korset var lige så oplyst som rummet havde været tidligere. Jeg ved ikke hvordan det skete, men alt andet end korset virkede pludselig rædselsfuldt, som var der djævle overalt i mørket. Den øverste del af min krop blev følelsesløs. Mine hænder faldt ned langs kroppen, og mit hoved føltes så svagt at det sank ned til den ene side. Det der gjorde mest ondt, var min åndenød og følelsen af at livskraften forsvandt. Jeg var overbevist om at jeg var ved at dø. Netop da forsvandt al min smerte pludselig, og jeg var så frisk som nogensinde, især i den øverste del af min krop. Jeg var for- 46

7 bløffet over denne forandring, for jeg tænkte at det måtte være Guds mystiske indgriben; det kunne ikke forklares naturligt. Trods denne bedring jeg mærkede, kunne jeg ikke tro at jeg skulle overleve, og trods følelsen af bedring følte jeg mig ikke lindret. For jeg ville hellere udfries fra denne verden, og mit hjerte havde indstillet sig på det. 3. Og da slog det mig pludselig at det var nu jeg skulle bede om at Gud måtte give mig det andet sår, som jeg havde bedt om tidligere, så Han ville fylde min krop, mit sind og min ånd med sin velsignede lidelse. For jeg ønskede at Hans smerter måtte blive mine smerter, så jeg kunne føle med Ham og dermed længes mere efter Gud. Sådan tænkte jeg at jeg ved Hans nåde kunne få Hans sår, som jeg tidligere havde længtes efter. Men i dette ønskede jeg aldrig at Gud skulle give mig et kropsligt syn eller nogen form for åbenbaring. Jeg ønskede blot den medfølelse som jeg tænkte at det var naturligt for enhver from sjæl at ønske for vor Herre Jesus, som i sin kærlighed var villig til at blive menneske af kød og blod. Jeg ville lide med Ham mens jeg var i denne dødelige krop, hvis Gud i sin nåde ønskede det for mig. Da så jeg pludselig rødt blod pible frem under tornekronen, en overvældende strøm, helt varm, frisk og livagtig, som jeg forestillede mig det måtte have set ud på det tidspunkt hvor tornekronen blev presset ned over Hans velsignede hoved. Sådan led Han som både var Gud og menneske, for mig. Jeg blev på en mægtig og sand måde overbevist om at det var Ham selv der viste dette til mig, uden nogen mellemmand, og jeg sagde: Benedicte Dominus. 5 Dette sagde jeg højt fordi jeg ville udtrykke min ærefrygt. Jeg var fuldstændig forbløffet over det under at Han havde valgt at være så fortrolig med en syndig skabning som mig, der levede i dette elendige skrog. På det tidspunkt troede jeg at Herren Jesus i sin ædle kærlighed ville trøste mig før fristelsens time var inde. Jeg troede det var sandsynligt at Gud ville tillade at jeg ville blive 47

8 fristet af djævle før jeg døde, for jeg var stadig under Hans beskyttelse. Og jeg forstod, at dette syn af Hans velsignede lidelse og af Hans Guddom, ville have givet styrke nok, ja, for alle levende skabninger som skal blive frelst, til at stå imod alle helvedes djævle og alle åndelige fjender. 4. Og på samme tid som jeg fik dette kropslige syn, fik jeg en åndelig vision af Hans fortrolige kærlighed. Jeg så at Han er alt der er godt, trøstende og hjælpende for os. Han er vor klædning, Han svøber os og pakker os ind, favner os og omslutter os. Han kredser om os i øm kærlighed, så Han kan aldrig forlade os. Og i dette syn så jeg og forstod jeg at Han i sandhed er alt som er godt. Da viste Han mig en lille ting på størrelse med en hasselnød, liggende i min håndflade, og som jeg så den, var den rund som en bold. Jeg kiggede på den og tænkte: Hvad kan det være? Og jeg fik svaret: Det er alt som er skabt. Jeg undrede mig over hvordan denne lille ting ville kunne bevares, for jeg syntes at sådan en lille ting så let som ingenting kunne blive væk. Og jeg blev svaret i mit sind: Den bevares og vil altid blive bevaret fordi Gud elsker den, og sådan har alt sin eksistens på grund af Guds kærlighed. I denne lille ting så jeg tre ting. Den første var at Gud har skabt den, den anden at Han elsker den og den tredje at Gud tager sig af den. Men hvad betyder det for mig? I sandhed at Gud er Skaberen, Ham der elsker, og Ham der tager sig af os. For jeg kan ikke finde kærlighed, hvile eller sand lykke før jeg bliver fuldstændigt forenet med Ham. Det vil sige at jeg skal blive så knyttet til Ham at der ikke længere er noget mellem Ham og mig. Og hvem skal gøre dette værk? I sandhed Ham selv, ved sin nåde og barmhjertighed, for Han har skabt mig til dette og herligt genoprettet mig. Da fik Gud mig til at tænke på vor frue. Jeg så hende åndeligt, i kropslig form, en ung, ydmyg og simpel jomfru, som hun så ud da hun blev gravid. Gud viste mig den visdom og sandhed der var i hendes sjæl, hvorved jeg forstod den ærefrygt hun havde over 48

9 for sin Gud som var hendes Skaber. Hun undrede sig med stor ærefrygt over at Han som var hendes Skaber, ville lade sig føde af hende som var Hans simple skabning. Og det var denne visdom og sandhed, denne erkendelse af sin Skabers storhed over for sin egen intethed, der fik hende til ydmygt at sige til englen Gabriel: Se, jeg er Herrens tjenerinde! 6 I dette syn så jeg at hun virkelig er mere værdig og mere fyldt af nåden end alt som Gud har sat under hende. Der er intet skabt som er højere end hende, bortset fra Kristi velsignede inkarnation. Den lille ting som er skabt, og som står under den hellige jomfru Maria, viste Gud mig som på størrelse med en hasselnød, og det forekom mig at der intet skulle til før den kunne forsvinde. I denne velsignede vision viste Gud mig også tre intetheder. 7 Af disse tre var dette den første som blev vist mig. Enhver mand eller kvinde som længes efter at leve mere kontemplativt, må regne alt skabt for intet for at få Guds kærlighed som er uskabt. For dette er grunden til at de som vælger at lade sig optage af jordisk travlhed og konstant søger efter verdslig velfærd, ikke finder Guds fred i hjerte og sjæl. For de elsker og søger hvile i ting der er så små at der ingen hvile findes. Og de kender ikke Gud som er Almagt, Al-visdom og Al-godhed, for Han er den sande hvile. Gud ønsker at blive kendt, og det behager Ham når vi hviler i Ham. For det som er under Ham, rækker ikke til for os, og det er derfor ingen sjæl kan finde hvile før alt som er skabt regnes for intet i forhold til Ham. Når en sjæl for kærlighedens skyld regner alt for intet for at have Ham som er alt der er godt, kan den modtage åndelig hvile. 5. Og mens Gud viste mig det åndelige syn jeg nu har beskrevet, blev jeg ved med at se det kropslige syn af Kristi blødende hoved. Så længe jeg så det sagde jeg igen og igen: Benedicte! Dominus! I denne første vision af vor Herre fik jeg indsigt i seks ting. Den første er de tegn der karakteriserer Hans velsignede lidelse og den 49

10 overvældende udgydelse af Hans dyrebare blod. Den anden er at jomfruen er Hans elskede moder. Den tredje er den velsignede Guddom som var, som er og som altid vil være der: Al-magt, Alvisdom og Al-kærlighed. Den fjerde er at alt som Han har skabt, er suverænt og smukt og stort og godt. Men det så småt ud da jeg så det fordi jeg betragtede det i Skaberens nærvær. For når en sjæl ser Skaberen af alle ting, virker alt det skabte småt. Den femte er at Han har skabt alt der er skabt af kærlighed, og gennem den samme kærlighed bevares det skabte og vil altid blive bevaret, som det allerede er sagt. Den sjette er at Gud er alt der er godt, og den godhed som er i alle disse ting, er Gud. Alle disse ting viste Gud mig i den første vision og gav mig tid og rum til at meditere over dem. Mens det kropslige syn forsvandt, forblev det åndelige syn i mit sind, og jeg afventede med ærbødighed hvad der siden skulle ske. Jeg glædede mig over hvad jeg så, og længtes så meget jeg turde, efter at se mere, hvis det var Hans vilje, eller at se den samme vision i længere tid. 6. Alt som jeg så, modtog jeg på vegne af mine medkristne, for jeg blev i mine visioner overbevist om at vor Herre ville have det sådan. Og derfor beder jeg for Guds skyld og for jeres egen skyld om at I ser bort fra denne usle, verdslige og syndige skabning som den blev vist til, og at I i stedet retter jeres blik ivrigt, opmærksomt, kærligt og ydmygt mod Gud, som i sin ædle kærlighed og i sin uendelige godhed ønskede at denne åbenbaring skulle trøste os alle. Og du som hører og ser denne åbenbaring og denne lære som Jesus Kristus har valgt at oplyse vore sjæle med; det er Guds vilje og mit ønske at du modtager åbenbaringen med lige så stor glæde og fryd som havde Jesus vist den til dig på samme måde som Han viste den til mig. Åbenbaringen i sig selv gør mig ikke god. Hvad der gør mig god, er at elske Gud bedre, og enhver som velvilligt og oprigtigt 50

11 hører og ser åbenbaringen, kan og bør stile efter det samme. Og det er mit ønske at den skal gavne enhver lige så meget som den har gavnet mig. I den retning bevægede Gud mig første gang jeg så den. For når vi alle er ét, må åbenbaringen være universel. Og jeg er overbevist om at jeg så den for mange andres skyld, for det blev ikke vist mig at Gud elsker mig mere end den laveste sjæl som Hans nåde rummer. Jeg er sikker på der findes mange mennesker som hverken har modtaget åbenbaringer eller syner, men har holdt sig til den Hellige Kirkes lære, og som elsker Gud bedre end jeg gør. For når jeg ser på mig selv som enkeltperson, er jeg intet. Men i et større perspektiv er jeg ved næstekærligheden ét med alle mine medkristne, for næstekærlighedens enhed rummer alle menneskers liv, som skal frelses. For Gud er alt som er godt, og Gud har skabt alt som er skabt, og Gud elsker alt som Han har skabt. Og hvis nogen mand eller kvinde afstår fra at elske en eneste af sine medkristne, elsker han i virkeligheden ingen, for han elsker ikke alle, og så er han ikke frelst, for han har ikke fundet fred. Elsker man alle sine medkristne, elsker man alt der eksisterer. For menneskeheden, som skal frelses, rummer alt der eksisterer, alt der er skabt og Skaberen af alt. For Gud er i mennesket, og derfor er alt i mennesket. Og elsker man således alle sine medkristne, elsker man alle, og elsker man sådan, bliver man frelst. Derfor vil jeg elske, og derfor elsker jeg, og derfor er jeg frelst, og det siger jeg på vegne af alle mine medkristne. Og des mere jeg elsker på denne måde, mens jeg er her og ind i himlens lyksalighed, des mere ligner jeg Gud, som i sin uendelige kærlighed blev vor egen bror og led for os. Og jeg er sikker på at enhver som ser dette perspektiv, vil få del i den sande lære og få stor trøst, hvis det er det han behøver. Men Gud forbyde at nogen siger eller tror, at jeg er en lærer, for det mener jeg ikke jeg er, og det har jeg aldrig ment at jeg var. For jeg er en kvinde, udannet, svag og skrøbelig. Men jeg ved at jeg har modtaget det jeg siger, fra Ham som er den højeste lærer. Og sand næstekærlighed tvang mig til at fortælle det videre til jer, for jeg ønskede at Gud skulle gøres kendt, og mine medkristne skulle hjælpes ligesom jeg så vi kan hade synden mere og elske 51

12 Gud bedre. Skulle jeg, bare fordi jeg er en kvinde, undlade at fortælle om Guds godhed når jeg samtidig ved at det er Hans vilje at den bliver kendt? Og dette vil I tydeligt se i de kommende kapitler hvis de bliver rigtigt forstået. Så vil I snart glemme mig som bare er et usselt skrog. I må ikke lade jer hindre af mig, men se direkte på Jesus som er alles sande lærer. Jeg taler her om dem der skal frelses, for Gud viste mig ingen andre. Men jeg tror på alt det som den Hellige Kirke underviser om. For jeg opfatter denne velsignede åbenbaring som værende ét med den Hellige Kirkes lære i Guds øjne, og jeg har aldrig følt at noget i denne åbenbaring skadede mig eller drog mig bort fra den Hellige Kirkes sande lære. 7. Hele denne velsignede lære fra vor Herre Gud blev vist til mig på tre måder: gennem kropslige syner, gennem ord som blev formet i mit sind, og gennem åndelige indsigter. Når det gælder de åndelige indsigter, hverken kan jeg eller må jeg forklare jer dem så detaljeret som jeg har lyst til. Men jeg stoler på at vor almægtige Herre Gud i sin godhed og for jeres kærligheds skyld vil lade jer modtage dem åndeligere og smukkere end jeg kan eller må give dem videre til jer. Og må det være sådan fordi vi alle er ét i kærlighed. Og i alt dette blev jeg dybt bevæget af næstekærlighed til mine medkristne og ønskede at de måtte se og kende det samme som jeg havde set og kendt. Jeg ønskede at det måtte være til trøst for dem, som det havde været for mig. For disse visioner var almene og ikke rettet mod én bestemt. Af alt jeg så, var det mest utrolige for mig at vor Herre er så fortrolig med os og så ædel, og dette fyldte mig med dyb glæde og en stærk fornemmelse af åndelig tryghed. Da sagde jeg til de folk som var omkring mig: Det er dommedag for mig. Og dette sagde jeg, fordi jeg troede jeg var døende. For den dag en mand eller kvinde dør får han eller hun sin ende- 52

13 lige dom. Jeg sagde dette fordi jeg ønskede at de skulle elske Gud bedre og sætte mindre pris på verdens forfængelighed. Jeg ville ud fra mit eget eksempel minde dem om at livet er kort, for i al den tid troede jeg at jeg var døende. 8. Og derefter så jeg et kropsligt syn af Kristi ansigt på korset, som var foran mig. Jeg så hele tiden på korset og fik indblik i Hans lidelse: Foragten og spyttet som tilsmudsede Hans krop, slagene i Hans velsignede ansigt, de mange langvarige, ubeskrivelige smerter og de skiftende farver på Hans ansigt. Og på et tidspunkt var hele Hans velsignede ansigt dækket med størknet blod. Alt dette så jeg kropsligt, men det var svagt og dunkelt, og jeg ønskede sådan jeg kunne se det i bedre lys så alt havde været mere tydeligt. Men jeg blev svaret i min fornuft at hvis Gud ønskede at vise mig mere ville Han gøre det, men at jeg ikke behøvede andet lys end Ham. Og derefter så jeg Gud i et punkt, hvilket jeg opfatter som en indsigt i at Gud er i alle ting. Jeg fastholdt opmærksomt blikket mens jeg modtog erkendelsen af at Han gør alt, som bliver gjort. Jeg forundredes over denne indsigt med stille ærefrygt, og jeg tænkte: Hvad er synd? For jeg så, at Gud virkelig gør alt, selv det mindste, og at intet bliver gjort tilfældigt, men at alt bliver gjort i Guds visdoms uendelige fremsynethed. Derfor måtte jeg antage at alt der bliver gjort, bliver gjort godt. Og da jeg var sikker på at Gud ikke kunne handle syndigt, gik det op for mig at synd måtte være intethed. For i alt dette blev synd ikke vist mig. Og jeg kunne ikke længere forundres over dette, men kun bevare mit blik mod vor Herre og mod det Han ville vise mig. Siden åbenbarede Gud for mig hvad synd er i sin nøgne form, og det vil jeg fortælle om senere. Nu så jeg Kristi krop som blødte voldsomt, varmt, friskt og livagtigt, på samme måde som jeg tidligere havde set Kristi hoved. Og jeg så at blodet kom fra de furer piskeslagene havde forårsa- 53

14 get, og at det strømmede så rigeligt ud at jeg tænkte at hvis det havde været rigtigt blod, ville blodet have dækket sengen og alt omkring den. Gud har forsynet jorden med vand i rigelige mængder som vi kan bruge, og som vi kan rense vor krop med, fordi Han elsker os inderligt. Dog glæder det Ham endnu mere hvis vi bruger Hans velsignede blod til at vaske vore synder bort med. For der findes ingen drik Han hellere vil stille vor tørst med, for den strømmer over og er ét med vor natur. Før vor Gud åbenbarede flere af sine sår, gav Han mig mulighed for at meditere over hvad jeg havde set, og hvad disse indsigter rummede. Og da formede der sig nogle ord i min sjæl, uden at nogen bevægede sine læber eller brugte sin stemme: Herved er djævlen overvundet. Når vor Herre sagde sådan, mente Han at Hans lidelse havde overvundet djævlen, som Han tidligere havde vist mig. Da viste Herren mig en del af djævlens ondskab og hele djævlens afmagt. Selvom Herrens lidelse overvinder djævlen, viste Gud mig at djævlen stadig er lige så ond som han var før inkarnationen. Han arbejder også lige så hårdt, men må konstant erkende at alle de udvalgte sjæle undslipper ham, og heri består hans sorg. For alt som Gud tillader ham at gøre, bliver forvandlet til glæde for os og til skam og smerte for ham. Han er lige så bedrøvet når Gud tillader ham at arbejde, som når han ikke arbejder. For han får aldrig lov at gøre så meget ondt som han ønsker. Hans magt er låst i Guds hånd. Jeg så også hvordan Gud håner djævlens ondskab og regner den for intet og ønsker at vi gør det samme. Denne indsigt fik mig til at le højt, og det fik også dem som var omkring mig, til at le. Og deres latter gjorde mig glad. Jeg tænkte: Jeg ville ønske at alle mine medkristne kunne se det samme som jeg har set. For så ville de have leet med mig. Men jeg så ikke Kristus le, selvom det behagede Ham at vi lo for at opmuntre os selv og glæde os over at Gud har overvundet djævlen. Da blev jeg pludselig alvorlig igen og sagde: Jeg ser! Jeg ser tre ting: Fryd, hån og alvor. Jeg ser fryd fordi djævlen er overvundet. Jeg ser hån fordi Gud håner ham, og han skal hånes. Jeg ser 54

15 alvor fordi han er besejret ved vor Herre Jesu Kristi lidelse og død, som var et alvorligt offer, der kostede vor Herre dyrt. Og efter dette sagde vor Herre til mig: Jeg takker dig for din tjeneste og for det du har ofret, særligt i din ungdom Gud viste mig nu tre former for fryd som enhver sjæl der af egen fri vilje har tjent Herren på den ene eller den anden måde på jorden, skal opleve i himlen. Den første form for fryd er den ærværdige tak som sjælen skal modtage fra vor Herre Gud når den er blevet forløst fra sin smerte. Denne tak er så stor og så ærværdig at sjælen ville føle sig fyldt op, selv hvis der ikke fandtes nogen større fryd. For det gik op for mig at end ikke den samlede menneskeheds smerte og lidelse kunne gøre det op for den tak, som ét enkelt menneske der af egen fri vilje har tjent Herren, vil modtage i himlen. Den anden form for fryd består i at Guds taknemlighed over sjælens tjeneste skal gøres kendt for alle de velsignede skabninger som findes i himlen. Og den tredje form for fryd består i at denne tak for altid vil føles lige så frisk og dejlig som den føltes første gang. Dette blev åbenbaret for mig på en varm og venlig måde: Ethvert menneskes alder 9 skal bekendtgøres i himlen, og sjælen skal belønnes for sin frivillige tjeneste og for den tid der er ofret; og især skal de der frivilligt har ofret deres ungdom til Gud, blive herligt belønnet og ærværdigt takket. Da fyldte Herren min sjæl med en fuldkommen åndelig lykke. Jeg fornemmede en evig sikkerhed, en stærk forankret tryghed uden nogen form for frygt. Denne følelse var så dejlig og så fuld af godhed at jeg faldt til ro og følte mig så fredfuld og let at jeg tænkte at intet på jorden nu ville kunne såre mig. Følelsen varede ikke længe. Snart havde jeg det modsat. Jeg følte mig overladt til mig selv, tung og træt væmmedes jeg så meget ved mig selv at jeg ikke havde lyst til at leve mere. Der var ingen lindring og in- 55

16 gen trøst bortset fra håb, tro og næstekærlighed. Dem havde jeg virkelig, men jeg kunne næsten ikke føle at de var der. Kort efter fyldte Gud mig igen med så megen åndelig lykke, fryd, trøst og evig sikkerhed at jeg følte, at ingen frygt, sorg, kropslig eller åndelig smerte ville kunne gøre mig urolig igen. Da mærkede jeg straks smerte igen, så lykke, så smerte, så den ene, så den anden, om og om igen jeg tror næsten tyve gange. Og i de øjeblikke jeg følte lykke, kunne jeg sammen med Paulus have sagt: Intet kan skille mig fra Guds kærlighed. Og de øjeblikke jeg følte smerte, kunne jeg sammen med Peter have sagt: Frels mig, Herre. Jeg går under. 10 Jeg tror Gud viste mig denne vision for at lære mig at det er nødvendigt for enhver sjæl somme tider at føle sig styrket og trøstet og somme tider at føle sig udmattet og ensom. Gud ønsker at vi skal vide at Han passer lige så godt på os i glæde som i sorg, og at Han elsker os lige så meget i sorg som i glæde. Og somme tider bliver en sjæl ladt alene for sin egen skyld selvom den ikke har begået nogen synd. For på samme måde var jeg hverken skyld i min sorg eller min glæde. Men Gud giver os gavmildt af sin glæde når Han ønsker det, og somme tider tillader Han sorg, men begge dele kommer af kærlighed. Det er Guds vilje at vi med al magt skal holde fast på glæden, for fryd varer evigt, mens smerte kommer og går og engang skal forsvinde helt. Derfor ønsker Gud ikke at vi skal lade os diktere af vore smertelige følelser og sørge over dem, men at vi med det samme skal give slip på dem og forblive i vor evige lykke, som er vor Gud den almægtige som elsker os og passer på os. 10. Efter dette viste Kristus mig den sidste del af sin lidelse nær dødsøjeblikket. Jeg så Hans kære ansigt mens det var udtørret, livløst og havde dødens bleghed. Og da blev det stadig blegere og skiftede farve til en blålig tone der blev mørkere og mørkere til dødens farve, som forstærkedes med kroppens afmatning. For så vidt 56

17 jeg kunne se, åbenbaredes alle Kristi smerter i Hans ansigt og særligt på Hans læber hvorpå jeg så fire farver, skønt læberne tidligere havde virket rødlige, livlige og dejlige. Det var sørgeligt at se denne forandring, denne dødens tydelige afmatning, og det så også ud som om næseborene forandredes og udtørredes. Lidelsen forekom mig så stor som havde Han været døende med mange smerter i syv dage. Og jeg tænkte at Kristi krops udtørring måtte være Hans lidelses største og sidste smerte. Denne udtørring mindede mig om de ord Kristus sagde: Jeg tørster. 11 For jeg så i Kristus en dobbelt tørst, en kropslig tørst og en åndelig tørst. Her åbenbaredes den kropslige tørst for mig. Den åndelige tørst vil jeg vende tilbage til senere. 12 Jeg forstod at den kropslige tørst skyldtes kroppens manglende væske, for både kød og ben var fuldstændig drænet for blod og væske. Den velsignede krop blev over lang tid stadig mere drænet for blod på grund af naglerne, som flåede i kødet og gjorde hovedet og kroppen tung. Vindens blæsen udtørrede Ham også, og kulden torturerede Ham mere end noget andet og langt mere end mit hjerte kan forstå. Det er umuligt for mig at beskrive de smerter jeg så, for de er ubeskrivelige. Men enhver sjæl bør, som Paulus siger, i sig selv føle hvad Jesus Kristus følte. 13 Denne indsigt i Kristi lidelse fyldte mig med smerte, for selvom jeg godt vidste at Han kun led én gang, følte jeg mig overbevist om at Han ønskede jeg fik indsigt i lidelsen, som jeg tidligere havde længtes efter. Min moder, som stod hos mig sammen med de andre der vågede over mig, løftede sin hånd mod mit ansigt for at lukke mine øjne. For hun troede jeg var døende eller lige var død, og dette gjorde mig bedrøvet, for trods mine smerter ville jeg ikke hindres i at se på Ham som jeg elskede. Desuden følte jeg i al den tid jeg var i Kristi nærvær, ikke andre smerter end Hans. Da tænkte jeg ved mig selv: Jeg vidste ikke hvad jeg bad om da jeg bad om Hans smerter, for jeg syntes disse smerter langt overgik enhver anden dødelig smerte. Jeg tænkte: Findes nogen smerte i helvede så stor som denne? Og jeg blev svaret i min fornuft at fortviv- 57

18 lelse er en større smerte fordi det er en åndelig smerte. Men blandt kropslige smerter findes ingen større end Hans. Og hvad kunne smerte mig mere end at se Ham lide, som er mit liv, min lykke og min glæde? Da følte jeg virkelig at jeg elskede Kristus så meget mere end mig selv at det ville have været nemt at lade min krop dø. Dette gav mig indsigt i vor frue den hellige Marias medfølelse, for hun var forenet med Kristus i kærlighed, og hendes store kærlighed var årsagen til hendes store smerte. For lige såvel som hun elskede Ham mere end nogen anden, led hun også mere end nogen anden. Og på samme måde led alle Hans disciple og dem som i sandhed elskede Ham, mere for Hans skyld end for deres egen skyld. For jeg føler mig personligt overbevist om at selv de mindste af dem elskede Ham mere end de elskede sig selv. Heri så jeg en dyb enhed mellem Kristus og os, for da Han led, led vi. Og alle skabninger som var i stand til at lide, led med Ham. Og de som ikke kendte Ham, led alligevel med hele skabningen fordi solen og månen trak sig tilbage i mørket så alle i det tidsrum var i sorg. Og sådan led alle dem der elskede Ham, af kærlighed, og dem der ikke elskede Ham, led alligevel fordi de ikke følte sig trygge. På det tidspunkt ville jeg se væk fra korset, men jeg turde ikke. For jeg vidste at jeg var tryg og sikker så længe jeg så på korset. Jeg ville ikke udsætte min sjæl for fare, for uden for korset var der ingen sikkerhed, kun djævles grusomhed. Da kom nogle ord til min bevidsthed, som blev de sagt med en venlig stemme: Se op mod himlen, til Hans Far. Jeg forstod straks at intet mellem korset og himlen ville kunne forurolige mig. Enten måtte jeg se op eller svare. Og jeg svarede: Nej, det kan jeg ikke, for Du er min himmel. Sådan sagde jeg fordi jeg ikke ønskede at se op. For jeg ville hellere have lidt indtil dommedag end at komme til himlen på nogen anden måde end gennem Ham. Jeg var overbevist om at Han som havde købt mig så dyrt, ville forløse mig når det var Hans vilje. 58

19 Efterskrift Med Julian som åndelig vejleder Af søster Anna-Maria Kjellegaard ALLE VED at det, man beskæftiger sig med om aftenen inden man lægger sig til at sove, lejrer sig i underbevidstheden. Derfor er det vigtigt at det er gode ting, som bliver fyldt på. Selv læser jeg hver aften som godnatlæsning en side i bogen: ALL SHALL BE WELL Revelations of Divine Love, abriged and arranged for daily reading oversat til moderne engelsk og forkortet til 365 sider en side til hver dag i året af Sheila Upjohn. På den måde er Julian ligesom kommet ind under huden på mig. Efter at have beskæftiget mig med Julian i så mange år føler jeg det næsten som om hun er min storesøster, der giver mig gode råd. Det er vidunderligt at Julian af Norwichs Kærlighedens åbenbaring i sin helhed nu er oversat til dansk, og i dette efterskrift vil jeg skrive lidt om mit møde med Julian som åndelig vejleder og teolog. * I mine tidlige klosterår stødte jeg på forskellige åndelige bøger med navnet Julian af Norwich og enkelte citater fra hende uden at vide, hvem hun egentlig var. Blot blev hun som oftest omtalt som en stor engelsk middelaldermystiker, og Thomas Merton omtalte hende som en af Englands største teologer. En dag i 1992 kom en god bekendt så med en bog på svensk: Uppenbarelser av Den 231

20 guddomliga Kärleken af Julian af Norwich. Min bekendte omtalte bogen med begejstring og lidt modstræbende begyndte jeg at læse den. Jeg læste bogen til ende og mit første indtryk var at det hele var lidt uoverskueligt. Men jeg var blevet grebet af enkelte sætninger hist og pist. Da jeg fik bogen på moderne engelsk med god indledning og noter forstod jeg lidt mere og opdagede at ikke blot min bekendte og nu også mig selv men mange i hele verden, var grebet af Julian og indholdet i hendes bog. I 1992 var internettet så småt ved at komme frem, og da jeg selv fik adgang til nettet i 1999, søgte jeg selvfølgelig på søgemaskinerne under Julian of Norwich. Og det var ikke småting, jeg fandt der. Hele min baggrundsviden om hende har jeg fået via nettet og de mange gode artikler m.m. som er lagt ud der. I den forbindelse havde jeg en speciel oplevelse. Jeg mediterede på et tidspunkt særligt over den passage hos Julian hvor Jesus siger til hende: Jeg er nok for dig. Glæd dig over din Frelser og din frelse (LT, kap. 36). En dag, da jeg sad og studerede Julian på nettet, faldt jeg over en meditation af en engelsk benediktinerinde fra 1600 tallet. Hun var i eksil i Belgien og havde skrevet forskellige meditationer blandt andet også over denne tekst. Denne benediktinerinde følte disse ord som talt til hende personligt ligesom jeg gjorde det. Det svimlede helt for mig: Dér sad jeg også som benediktinerinde i et lille kloster i Danmark i det 20. århundrede og kunne læse en meditation, skrevet for 300 år siden af en engelsk nonne i eksil over en passage hos Julian, skrevet for 600 år siden, som jeg netop på det tidspunkt mediterede over! Det virkede meget stærkt både de tidsmæssige afstande, og at det var en nonne tilhørende samme orden som mig selv. * Og hvad er det så der griber en ved at læse Julian? For det første er det den optimisme som lyser ud af næsten hver eneste side i bogen, og som vi i vores kriseramte tid har brug for. Desuden er der de mange temaer i bogen der fletter sig ind i hinanden som tråde i det skønneste vævede tæppe. Et af de temaer, der virkelig 232

21 overraskede mig, er Jesu moderskab. Her gik jeg og troede at det var noget, moderne feministteologer havde opfundet. Og så viser det sig at det var meget almindeligt i middelalderlig fromhedslitteratur. Hos Julian forekommer dette tema kun i den lange version, og hun fremkommer med dette i relation til Treenigheden, hvorefter hun eksplicit behandler moderskabet hos den anden person i Treenigheden. På grund af Hans vidunderlige dybe kærlighed og hele Treenighedens evige forsyn, vidste Han at Han ville gøre den anden person i Treenigheden til vor moder, broder og frelser (LT, kap. 59). Gud er treenig og at meditere over Hans kærlighed vil uvilkårligt blive til en betragtning over selve Guds trinitariske væsen. Julians tekster om Treenigheden er der hvor hun er allermest teologisk og måske derfor også er sværest tilgængelig. Nogle steder skriver hun direkte Fader, Søn og Helligånd f.eks: Lige så godt som Faderen kunne skabe noget, og som Sønnen kunne skabe noget, ønskede Helligånden at mennesket skulle skabes, og sådan blev det (LT, kap. 67). Andre steder bruger hun ordene magt/kraft eller sandhed som udtryk for Faderen, visdom for Sønnen og kærligheden for Helligånden. Vi er i Faderen, vi er i Sønnen, og vi er i Helligånden; og Faderen er i os, Sønnen er i os, og Helligånden er i os: Al magt, al visdom, al godhed i én Gud, én Herre (LT, kap. 54) For Julian er det en selvfølge at Gud har skabt verden i og af kærlighed. Og da Gud er treenig, ved vi, at den Hellige Treenighed skabte mennesket i Hans billede, så det ligner Ham (LT, kap. 10) og Treenigheden er vor Skaber (LT, kap. 4). Men skabelsen er ikke en handling Gud har gjort én gang for alle. Skabelsen fortsætter, der foregår en nyskabelse. Og grundtonen i det hele er kærligheden. Fortsættelsen af ovennævnte citat lyder: Ligeledes ved vi at menneskets dybe fald i synden kun kan genoprettes af Ham der skabte det. Han som skabte mennesket i sin store kærlighed, kan med den samme kærlighed genoprette det så det kommer tilbage til sin oprindelige tilstand, eller endda til en endnu bedre tilstand (LT, kap. 10). 233

22 * Julian er nok mest kendt for udsagnet: Alt vil blive godt. Men hvad dækker det egentlig over? Skabelsen er i sig selv god, men som nævnt foregår der en nyskabelse hele tiden. Hendes udsagn: Alt vil blive godt er flettet ind i skabelses- og Treenighedsteologien. For ligesom den Hellige Treenighed skabte alt af intet, vil den Hellige Treenighed gøre alt godt som ikke er det (LT, kap. 32). Desuden er hendes lære i dette at Gud kan bruge alt selv synden til at gøre godt igen. Det er ikke blot Julians lære men en dyb teologisk sandhed at Gud netop kan forvandle synden til noget bedre. Men at alt vil blive godt går over korset. Der er ingen påskemorgen med Jesu opstandelse uden en forudgående langfredag hvor han blev korsfæstet. Åh, gode Herre, hvordan kan alt blive godt når synden har ødelagt så meget for mennesket? spørger Julian frimodigt og fortsætter: Og jeg bad så inderligt som jeg turde, om at få en mere tydelig forklaring som kunne lette min frustration. Vor velsignede Herre svarede mig med stor medfølelse og på en utrolig venlig måde. Han viste mig at Adams synd var det mest ødelæggende der nogensinde var sket og som nogensinde ville ske til verdens ende. Han mindede mig om at det også var den Hellige Kirkes lære her på jorden. Derefter bad Han mig meditere over den ærværdige soning; for soningen behager Gud langt mere og gør langt mere for menneskets frelse end Adams synd forvoldte skade (LT, kap. 29). I hvert eneste kapitel i bogen nævner Julian også ordet glæde/ lykke. Blandt så mange temaer hos hende som jeg er blevet grebet af, er det foruden optimismen (alt vil blive godt) også glæden. Ligesom et glad menneske kan virke smittende således synes jeg også at glæden som Julian formidler, virker smittende. Som fællesnævner kan det siges at Gud glæder sig over sin skabning og glæder sig dobbelt, når skabningen glæder sig over Gud. Men der er ikke tale om en overfladisk glæde. Det er kun i Gud at vi finder den sande glæde, som Han har nedlagt en længsel i os efter: 234

23 af egen natur længes [vi] ved nåden efter at blive fyldt med evig glæde og fryd. Det er vi skabt til.. (LT, kap. 45) og Han [kan] aldrig glæde sig virkeligt før vi glæder os i Ham og i sandhed ser Hans smukke, velsignede ansigt (LT, kap. 72). * Julian har hele tiden været i bøn da hun skrev sin bog, hvorfor man kan sige at hele bogen handler om bøn. Derfor er det heller ikke en bog, man bare læser; den kan faktisk kun forstås i en sammenhæng af bøn. Julian har ikke nogen direkte lære om bøn som f.eks. Teresa af Avila og Johannes af Korset. Men der er alligevel meget at hente som inspiration. Kapitlerne i LT handler direkte om bøn. Men der er henvisninger til bøn i mange andre kapitler. Jeg er fundamentet for din bøn, siger Gud til Julian (LT, kap. 41). Det er Gud selv der har lagt længslen efter bøn i os. Han er dens fundament. Det bliver således ikke blot et spørgsmål om at opnå noget men om tilbedelse, at være der for Gud som han er der for os. Bønnen bliver på den måde til et levende og voksende forhold til Gud, den Treenige, i Jesus Kristus, og Julian nævner fuldkommen tillid til Gud som en vigtig kvalitet i bøn. For det er vor Herres vilje at både vor bøn og vor tillid skal være dyb; for hvis vi ikke viser lige så meget tillid som vi beder, ærer vore bønner ikke Gud på samme måde, og vi skader tilmed os selv. Og jeg tror at det sker fordi vi ikke virkelig har fattet at vor Herre er det fundament vore bønner opstår fra, og heller ikke at bønnen er noget vi får givet ved Hans kærligheds nåde. Hvis vi vidste dette, ville vi have fuld tillid til at vor Herre vil give os hvad end vi ønsker (LT, kap. 42) Nu skal man ikke tro at Julian altid var oppe på bønnens øverste tinde. Hun kendte også til tørke som vi alle gør det. Hun beskriver denne følelse af tørke i bønnen og Guds svar til dette: Bed oprigtigt selvom du ikke har lyst til at bede, for det hjælper dig. Bed selv når du ikke føler nogen forskel, og selv om du ikke kan se nogen forskel ja selv når du ikke tror du kan bede. For midt i 235

24 din følelse af tørhed og goldhed, midt i din sygdom og svaghed, behager dine bønner mig meget selvom du slet ikke føler nogen form for behag ved dem. Sådan har jeg det med alle de bønner der bliver bedt i tillid (LT, kap. 41). * Læser man i det hele taget de kapitler hvor Julian kommer med gode råd angående det åndelige liv undrer det ikke at hun var en meget søgt åndelig vejleder. Hun fremstår som en klog kvinde med varme og stor psykologisk forståelse. Hun bruger ofte 1. person plural (vi os) da hun taler af egen erfaring og ikke taler ned til den, hun giver vejledning. Hun føler sig ikke hævet over andre hun er en med-kristen (hun bruger udtrykket even-christians), på lige fod. Jeg finder det også særligt inspirerende i hendes vejledning at hun er midtsøgende. Hun forsøger at finde den sunde midte hvilket er tydeligt i følgende citater: Ved nåden skal vi prøve at holde os fra de synder som den Hellige Kirke siger bringer os til evig lidelse, og vi skal så vidt muligt også prøve at undvige mere ubetydelige synder. Og hvis vi i vor blindhed og ynkelighed alligevel falder, skal vi hurtigt rejse os igen, åbne os for nådens berøring, ivrigt overgive os til den Hellige Kirkes lære om forskellige synder og med det samme søge Gud i kærlighed. Vi bør hverken falde for dybt og bukke under af fortvivlelse eller opføre os taktløst som om vi var ligeglade (LT, kap. 52) og Hvis man tænker for meget på sin næstes synder, lægges der snart en tyk tåge for sjælens øjne så den i al den tid ikke kan se Guds skønhed. (LT, kap. 76). I fortsættelsen af dette citat ser vi virkelig Julian som vejleder: Det er dog ikke tilfældet hvis man ser på sin næstes synd med sorg i sjælen, føler med den der har begået den og har et helligt ønske til Gud om at synderen snart må få hjælp (LT, kap. 76). I et senere kapitel siger hun: Da blev jeg belært om at jeg kun skulle se på mine egne synder og ikke se på min næstes synder, med mindre det kunne støtte og gavne min næste (LT, kap. 79). 236

25 * Ligesom ordet glæde forekommer i næsten alle kapitler i bogen, således er det også med ordet kærlighed. Julians åbenbaringer det Gud viste for hende var jo netop hans kærlighed. Kærligheden er den absolut røde tråd i hele bogen. Og det er jo ikke kun i bogen men i selve den skabte verden. Gud har skabt verden i og af kærlighed, og denne kærlighed fortsætter i ny-skabelsen, den fortsatte skabelse, og varer ved under alle forhold. Et af de oftest citerede udsagn hos Julian er følgende: I denne vision viste Han mig også en lille ting på størrelse med en hasselnød i min håndflade, og den var rund som en bold. Jeg kiggede på den med min forstands øjne og tænkte: Hvad kan det være? Og da kom svaret til mig: Det er alt som er skabt. Jeg undrede mig over hvordan denne lille ting ville kunne bevares for jeg syntes at sådan en lille ting så let som ingenting kunne blive væk. Og jeg blev svaret i mit sind: Den bevares og vil altid blive bevaret fordi Gud elsker den, og sådan har alt sin eksistens på grund af Guds kærlighed (LT, kap. 5). Julian konkluderer senere: Vort liv er grundfæstet i kærligheden og gennemtrængt af kærligheden. Uden kærlighed kan vi ikke leve (LT, kap. 49). I Første Johannes brev hedder det: Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men at han har elsket os (4,10). Det samme siges til Julian. Gud siger: Det er mig der får dig til at elske (LT, kap. 59). Og ikke blot formår vi at elske fordi Gud selv har lagt sin kærlighed i vore hjerter, men han længes efter vores kærlighed. Han elsker os med en evig kærlighed og længes mest af alt efter selv at få vor kærlighed (KT, kap. 23). Og ikke blot skal kærligheden fra vores side være rettet mod Gud, men også mod vores næste: Han ønsker at vi skal være fuldkomne i kærlighed til os selv og vor næste, ligesom Han er fuldkommen i kærlighed til os og vor næste (LT, kap. 40). Igen og igen understreger Julian hvor stor Guds kærlighed er. Vor sjæl er så utrolig elsket af Ham der er højest, at det overgår enhver erkendelse. Med andre ord kan ingen skabning fuldt ud erkende hvor dybt, inderligt og ømt, vor Skaber elsker os, skriver Julian i kapitel 6 i den 237

26 lange tekst. Og det følgende citat fra længere inde i Julians tekst, får det næsten til at svimle for én hvis man virkelig lodder dybden i det. Sådan har jeg i det mindste selv oplevet det: Før Han skabte os elskede Han os, og da vi var blevet skabt elskede vi Ham; og denne kærlighed er skabt af Helligåndens naturlige godhed, gjort stærk af Faderens magt og gjort vis af Sønnens visdom. Således er menneskets sjæl skabt af Gud og bundet til Gud gennem de samme bånd (LT, kap. 53). Det er den treenige Gud, som før al tid uden for tiden elskede, for han ER kærlighed. I og af denne kærlighed skabte han os ind i tiden. Vi er skabte i den treenige Guds billede og lighed og ud fra dette formår vi at elske. Temaet: Alt vil blive godt klinger med i dette: Gud elskede os før Han skabte os, og Hans kærlighed er aldrig visnet og vil aldrig visne. Alle Hans gerninger er gjort i samme kærlighed, og i denne kærlighed har Han skabt alt til vor fordel, og i denne kærlighed er vort liv evigt (LT, kap. 86). Den bærende gyldne tråd i hele Julians åbenbaring er Guds kærlighed, og det gør Gud ekstra tydeligt for hende i slutningen af Kærlighedens åbenbaring: Vil du vide hvad din Herres mening var med åbenbaringen? Vid, at kærlighed var Hans mening. Hvem åbenbarede alt dette for dig? Kærligheden. Hvad åbenbarede Han for dig? Kærligheden. Hvorfor åbenbarede Han det for dig? For kærlighedens skyld. Hold fast i dette så vil du forstå alt bedre, men du vil aldrig få andet ud af åbenbaringen i al evighed (LT, kap. 86). 238 Kai Munk har i et digt sagt det på denne måde: Først når væven er standset og skytten holdt op med at slå tager Gud tæppet til side så vi kan forstå hvorfor de gyldne tråde såvel som de mørke bånd var lige nødvendige for mønsteret i Mesterens kærlige hånd.

27 Til sidst får Julian ordet igen med hendes bøn fra kapitel 5 i LT: Gud, i din godhed, giv mig Dig selv. Du er nok for mig, og intet mindre jeg kunne bede om ville gøre Dig ære. Og hvis jeg beder om noget mindre, vil jeg altid mangle noget for kun i Dig har jeg alt. 239