Af Gunvor Simonsen, ph.d., Københavns Universitet, SAXO-Instituttet, Afdeling for Historie

Transkript

1 Kærlighed og konflikt i Dansk Vestindien Af Gunvor Simonsen, ph.d., Københavns Universitet, SAXO-Instituttet, Afdeling for Historie Den kønshistoriske forskning om de caribiske slavesamfund har overvejende beskæftiget sig med emner som reproduktion og dannelsen af familier og slægter blandt afrikanere og deres efterkommere i Caribien. Spørgsmålet om, hvordan afrikanere og afrocaribere forstod deres ægteskabelige forhold, har derimod fået mindre opmærksomhed. Den store vægt, historikere og antropologer har tillagt familien og slægten som analytiske enheder, har betydet, at kvinder i caribisk historie er blevet beskrevet via deres roller som mødre, tanter og søstre snarere end som koner og hustruer, og at mænd primært figurerer i historieskrivningen som fædre, onkler og brødre. Hvor familien bandt slaver sammen og skabte fællesskab og normer, bliver ægteskabet tit beskrevet som en mere flygtig institution. Fx har den britiske historiker Barbara Bush understreget the ease of divorce in slave society og hævdet at de lette skilsmisser havde deres rødder i vestafrikanske traditioner. På samme måde har den amerikanske kønshistoriker Jennifer Morgan fremhævet, at der eksisterede, hvad hun kalder, marital flexibility blandt slaver i Amerika. Det er ikke overraskende, at samliv blandt afrikanske og afrikansk-caribiske mænd og kvinder var præget af ustabilitet, men det er vigtig at forstå, at denne ustabilitet ikke nødvendigvis var et udslag af den betydning slaver selv tillagde ægteskabet. Slaver i Dansk Vestindien kom fra udskibningssteder langs hele den vestafrikanske kyst fra Senegambia i nord til Angola i syd, og derfor var mange forskellige etniciteter repræsenteret i Vestindien. Det giver kildemateriale fra Brødremenigheden et godt indtryk af. Da missionærer fra denne pietistiske bevægelse i 1700-tallet døbte afrikanere i Dansk Vestindien, spurgte missionærerne afrikanerne om, hvor de var født og modtog mere end 50 forskellige svar. Udover den etniske mangfoldighed, som betød, at afrikanere fra et område i Afrika måtte forholde sig til, hvad afrikanere fra andre områder mente om ægteskab og samliv, blev usikkerheden om, hvad et ægteskab var, også øget af de vilkår, som den caribiske sukker- og bomuldsproduktion skabte. Ligesom i de andre caribiske slavesamfund kunne slavebefolkningen i Dansk Vestindien ikke reproducere sig selv. The Broomstick Wedding - fra Mary Ashton Rice Livermore, The Story of My Life (Hartford, 1897), p. 257 Hvis plantageejerne og koloniadministrationen skulle opretholde arbejdsstyrken, var de derfor afhængige af at importere nye slaver gennem den transatlantiske slavehandel. Der kom med andre ord hele tiden nye folk til, som havde deres egne holdninger til, hvad ægteskabet indebar. Det er muligt at komme lidt tættere på, hvordan slaver talte om deres samliv ved hjælp af de vidneudsagn nogle slaver afgav i politi- og byretterne på St. Croix, den største af de tre øer, som 1

2 udgjorde Dansk Vestindien fra 1733 og frem til 1917, hvor øerne blev solgt til USA. Det billede, som fremkommer via forhørsprotokollerne, viser, at de barske vilkår, som mødte afrikanere i Vestindien, ikke betød, at de accepterede et fleksibelt ægteskabeligt liv. Ja, der er faktisk ikke nogen tegn på, at slaver accepterede udenomsægteskabeligt samkvem eller anså skilsmisser for at være ukomplicerede. I de historier, som slaverne fortalte dansk-vestindiske dommere, ser det snarere ud til, at de mobiliserede fortællinger, som indeholdt normative ideer om utroskab, skilsmisse og korrekt ægteskabelig opførsel, og at de brugte disse fortællinger til at finde sig tilrette i den omskiftelige og barske caribiske virkelighed. Via slavernes vidnesbyrd kan det altså lade sig gøre at tegne omridset af de fortællinger, slaver skabte, når de talte om deres samliv. Først og fremmest handlede disse fortællinger om huslighed og husførelse. Ifølge C.G.A. Oldendorp, en visitator fra Brødremenigheden som besøgte Dansk Vestindien i årene , skulle den mandlige part i et ægteskab mellem slaver sørge for tøj til sin hustru, mens hun skulle lave mad, vasketøj, samle brænde, tænde hans pibe, hente vand, vaske hans fødder og servere mad for ham. I retten understregede mænd, at de forventede, at deres koner lavede mad til dem, og de gjorde det klart, at de havde ret til at irettesætte deres koner, hvis de ikke opfyldte denne forpligtigelse. Det var imidlertid ikke kun mænd, som talte om husførelse og huslige pligter. Det gjorde kvinder også. Når slavekvinder besluttede ikke at lave mad for at udtrykke utilfredshed eller udfordre deres mands autoritet, knyttede de også huslige pligter og ægteskabeligt samliv sammen. Da slaven Joe i 1818 blev anklaget og dømt for mord på slaven Coffy og mordforsøg på sin kone Sophie, handlede Joes vidnesbyrd om, at hans kone havde forsømt sin pligt til at lave mad til ham. I retten fortalte Joe, hvordan han havde været i byen for at købe noget til aftensmad, og da han kom hjem fandt potten, hvori aftensmaden skulle koges, stående på ilden, med nogle cucumbers deri, uden at hans kone var hjemme.... I stedet fandt han Sophie sammen med Coffy. Joe fortalte i retten, at han var overbevist om, at Coffy havde et forhold til Sophie. Det mente et vidne i sagen også og forklarede, at Joes kone tjente begge [mænd] som kone og passede på begge deres huse. Huse og madlavning var således vigtige performative markører af slavernes ægteskabelige status. Huslige pligter var ikke den eneste ingrediens i de fortællinger, slaver fortalte om deres samliv. Slaver understregede også, at deres forhold havde et følelsesmæssigt element. De henviste til kærlighed, omsorg, vrede og jalousi, når de talte om deres ægtefæller. Således beskrev slaven Accra i 1783, at han holdt meget af sin kone, selvom hun nogle gange besøgte en hvid mand på plantagen, hvorfor han med godhed havde kritiseret hende. Konflikten mellem Accra og hans kone blussede, ifølge Accra, op, fordi hun en dag nægtede at lave mad til ham. Det satte øjensynligt deres forhold på spidsen, og fik Accra til at stikke hende med en kniv. En enkelt sag fra Christiansted Byting skal her fremhæves for at give et mere detaljeret indtryk af de historier om ægteskab, som slaver konstruerede, når de aflagde vidnesbyrd for de danskvestindiske dommere. Eksemplet understreger, at slaver fremførte forestillinger om, at ægteskab var en bindende institution, der indebar forpligtelser og følelser. Samtidig viser eksemplet, at det er meget svært at sige noget bestemt om, hvad der inspirerede slaver til at konstruere deres retlige fortællinger. Sagen handler om slavekvinden Sally, som i 1799 blev anklaget for at have sat ild på et sukkerstykke. Sallys måske tidligere mand Leander fortalte i retten, at Sally også havde 2

3 sat ild på hans hytte, mens han lå og sov indeni. Derudover havde Sally, ifølge Leander, tilsat kalk til hans drikkevand og indrømmet over for ham, at det var et forsøg på at forgifte ham. Den udlægning var Sally ikke enig i. I sit vidnesbyrd beskrev Sally, både hvad hun havde gjort mod Leander, og hvorfor hun havde gjort det. Sådan som retsskriveren forstod Sally, lød hendes historie sådan her: negermanden Leander på hendes herres plantage var hendes første og eneste mand, men efter nogen tid at have levet med ham erfarede hun, at han havde taget sig en anden kone [ ] hvilket opvakte hendes jalousi og satte hendes sind i den tilstand, at hun en aften sildig, for rum tid siden [ ] satte ild på hendes mand Leanders hus efter at denne havde lagt sig til at sove [ ] Videre forklarede deponentinden, at hun elskede Leander og endnu elsker ham og ønskede at kunne leve med ham, så længe hun var til, at det var af harme over hans utroskab, at hun ville have indebrændt ham. Deponentinden har aldrig ville forgive hendes mand Leander, men hun havde engang for at indjage ham skræk og afdrage ham fra den anden kone taget mergel og blandet det med vand, men det havde så langt fra virkning at gøre skade Slave med barn (Brasilien) Fra Harper's Weekly (Oct. 21, 1865), p.664. Efter flere spørgsmål fra dommerens side forklarede Sally: at hun selv i vrede havde sagt Leander, at hun havde brændt hans hus [ ] at hun havde gjort det for ham, at hun havde sloges med hans optagne kone, der var meget større og stærkere end hun [ ] at hun kunne gå sin vej [ ] men med alt dette havde hun dog ikke kunnet forlade ham Efter Sally havde brændt Leanders hus ned, levede de i nogle år lykkelig med hinanden indtil Sally igen erfarede at hendes mand Leander gik på afveje og blev hende utro. Det fik Sallys hjerte i kog og hun tilstod i retten, at hun var hævngerrig. En aften gik hun ud for at ryge sin pibe og forrette sin nødtørft. En glød faldt ned og antændte ild i et sukkerstykke, og det var på grund af den ild, som gløden antændte, at Sally nu stod på anklagebænken i Christiansted Byting i Sallys historie handlede altså om kærlighed, utroskab, jalousi og fortvivlelse og kun sekundært om ild og sukkermarker. Sally ville ikke acceptere, at hendes mand havde mere end en kone. For hende var polygami ikke en legitim familieform, men derimod et tegn på, at Leander var hende utro. Ifølge Sally handlede et ægteskab om at elske hinanden og leve sammen indtil døden. Hun fortalte i retten, hvordan hun med vold og måske med magi (den mergel hun kom i Leanders drikkevand) forsøgte at overbevise Leander om, at han var på afveje. Der er ingen tvivl om, at Sally mente, at Leander brød grænserne for, hvordan han burde opføre sig som hendes ægtefælle. Hun indrømmede, at hun var jaloux, men hun understregede også, at 3

4 Leander var hende utro, og dermed pegede hun på, at han havde forbrudt sig mod ægteskabets normer. Hendes angreb på hans hus lå fint i tråd med, at slavehytterne og huslige pligter var centrale for, hvordan andre slaver forhandlede og udlevede deres ægteskabelige konflikter. Der er således klart, at Sally mente, at hendes reaktion var velbegrundet og legitim i forhold til et overordnet regelsæt for, hvordan et ægteskab skulle se ud. Og selvom der tydeligvis var kaos og ustabilitet i Sallys eget ægteskab, var det ikke med hendes gode vilje. Det er langt mindre klart, hvor Sally havde sine ideer fra. En mulighed er, at hun reformulerede kristne ideer om ægteskab i sit retlige vidnesbyrd. Brødremenigheden etablerede i 1700-tallet en utrolig effektiv og omfattende mission i Dansk Vestindien. Sally var ikke selv medlem af menigheden, men det var hendes mand Leander. I menigheden udviklede brødrene en række ceremonier, der sanktionerede forhold mellem kristne og ikke-kristne slaver. Således kunne et par, hvor kun den ene part var døbt, deltage i en ceremoni, hvor de blev spurgt om sie einander heiraten und hernach miteinander gehörig leben wollen, bis der Tod sie scheidet og det var jo en frasering, som lignede Sallys udsagn om, at hun ønskede leve sammen med Leander, så længe hun var til. Men der er tre grunde til, at man ikke uden videre kan godtage, at Sally tilegnede sig en kristen fortælling om kærlighed og ægteskab. For at forstå den første grund bliver vi nødt til at træde et skridt tilbage se på, hvad vi ved om Sallys forhistorie. Før Sally blev anklaget, havde hun nemlig selv været klager. Hun var sammen med en anden slavekvinde gået fra deres plantage Bonne Esperance til politimesteren i Christiansted for at klage over, at mesterknægten havde tilbageholdt slavernes madrationer i to uger. Ejeren til Bonne Esperance blev senere dømt i Christiansted Byting, men det er en anden historie. Bryllup fra Harper's Weekly (June 30, 1866), p.412. Da politimesteren nedskrev de to kvinders klage, noterede han, at de var født på kysten. Efter politimesterens overbevisning var de altså afrikanere. Derudover noterede politimesteren sig, at det var Sally, som fremlagde deres klage, da den anden kvinde intet engelsk kunne tale eller gøre sig forståelig. Politimesteren var blandt de koloniembedsmænd i Dansk Vestindien, der havde den mest direkte kontakt til slavebefolkningen, og hvis hans vurdering af de to kvinders sproglige kompetencer holder stik, er der god til at tro, at Sally kommunikerede med sin afrikanske veninde på et afrikansk sprog. Der er altså noget, der tyder på, at Sally gav indtryk af at være afrikaner, selvom hun senere i retten oplyste, at hun var født på den hollandske ø St. Eustatius. Dette indtryk 4

5 peger på, at Sally formentlig havde flere referencerammer end den kristne at trække på, da hun stod i retten i Christiansted. Den anden grund til, at vi ikke uden videre kan godtage, at Sally forholdt sig til en kristen forståelse af ægteskabet i sit retlige vidnesbyrd, er hendes egen oplysning om, at hun ikke var kristen. I det dansk-vestindiske retsvæsen tillagde dommerne kristne slaver en højere grad af troværdighed end de ikke-kristne, og nogle slaver forsøgte derfor at vise, at de havde en kristen inklination selvom de ikke var døbt. Således forklarede slaven Inikel i 1804, at han besøgte Brødremenighedens gudstjeneste selvom han ikke var døbt, og det samme forsøgte slavinden Eva i 1784, da hun oplyste at hun nu og da havde været i de Mæhriske Brødres kirke. Slaver beskrev altså deres kristne sindelag på mange måder, men Sally valgte kort og godt at fastholde, at hun ikke var kristen. Den tredje og vigtigste grund til, at vi ikke kan forstå Sallys følelsesladede sprog som kristent, er de henvisninger til vand iblandet mergel, som Sallys og Leanders vidnesbyrd indeholdt. Leander mente, at der var tale om gift, men Sally hævdede, at hun selv havde drukket af blandingen, og at dens formål var at hindre Leander i at se sin anden kone. Det er ikke muligt præcist at bestemme, hvad mergel-vandet betød for Sally og Leander. Formentlig knyttede de en række associationer til blandingen, som ikke kan læses ud af retsprotokollerne. Men det er værd at bide mærke i, at Sally forklarede, at blandingen skulle få Leander til at forlade sin anden kone. Sally forsøgte altså med blandingen at påvirke Leanders handlinger. Og hvis det var det, hun gjorde, var hun hverken den første eller den sidste slave, der blandede unavngivne ingredienser i andres mad og drikke. Det var nemlig en praksis, der var tæt knyttet til brugen af magi blandt afrikanere og afrocaribere i Dansk Vestindien. De brugte magi, når de ønskede at mobilisere åndelige kræfter til deres egen fordel og havde brug for hjælp til at overkomme deres daglige trængsler. Måske har Sally forsøgt at forhekse Leander, måske har hun lavet en kærlighedsdrik, det er ikke til at vide, men der var sandsynligvis meget mere på spil for hende og Leander end blot en blanding af vand og jord. Til sammen viser de tre forbehold, som ovenfor er skitseret, at det ikke er til at sige, hvorfor Sally tænkte, som hun gjorde. Derfor skal man være varsom med at komme med skråsikre konklusioner, om den betydning afrikanske og europæiske traditioner havde i slavers ægteskabelige liv. Der var klare fællestræk mellem europæiske og afrikanske traditioner vedrørende køn, og patriarkalismen dominerede da også på begge kontinenter. Disse fællestræk gjorde det muligt for slaver at sammentænke de mange traditioner og praksisser, som de bragte med til og mødte i Dansk Vestindien; men den præcise vægt som de forskellige traditioner fik, er der endnu ikke nogen, der har givet et udtømmende svar på, og det er nok heller ikke muligt. Det er derimod muligt at imødegå historikeres argumenter om, at slavers ægteskaber ikke var særlige vigtige for dem. Det er klart fra Sallys historie, at hun mente, ægteskab indebar kærlighed, troskab og gensidige forpligtigelser, og at brud herpå legitimerede hårde sanktioner. Og det var hun ikke alene om at mene. De mænd, som blev anklaget for overfald eller mord på deres koner eller tidligere hustruer i Christiansted Byting i slutningen af 1700-tallet og begyndelse af tallet, mente ligesom Sally, at utroskab var en alvorlig overtrædelse af ægteskabets uskrevne regler. 5

6 Afslutningsvis må det altså siges, at slavers vidnesbyrd i de dansk-vestindiske retssale giver et billede af slaveægteskaber, der ikke kan beskrives dækkende med termer så som uforpligtende og fleksibelt. I de dansk-vestindiske retssale ser vi snarere, hvordan slaver på trods af de hårde vilkår, de blev budt, kæmpede for at etablere et ægteskabeligt liv, som var reguleret og formelt. Når slaver fortalte om deres hytter, deres mad og deres tøj, refererede de ikke kun til konkrete hændelser og genstande. De tillagde disse forhold en betydninger, som rakte udover det rent praktiske, og brugte dem til at understrege deres samlivs formelle status. Det lykkedes langt fra altid for slaver at opnå et reguleret ægteskabeligt liv. Det vidner retssagerne i Christiansted Byting ganske klart om. Men retssagerne fortæller også, at når konflikter opstod, så var det ofte, fordi parterne ikke var enige om, hvad et ægteskab indebar, hvilke normer der skulle regulere det og det følelsesmæssige engagement, som hver part skulle lægge i det. De fortællinger, som slaver skabte, når de blev forhørt af dommere i Dansk Vestindien, viser, at det er vigtigt at skelne mellem den ustabilitet og usikkerhed, som det transatlantiske slaveri skabte for mænd og kvinder i Dansk Vestindien, og de ønsker og idealer, som slaver forsøgte at opretholde i deres samliv. Hvis man ikke opretholder denne skelnen ender man nemlig med at tro, at slaveriets ustabilitet også faldt i slavernes smag, og det er der ikke meget, der tyder på, når man lytter til slaverens fortællinger fra Dansk Vestindien. 6