Jeg er verdens lys, den, som følger mig, skal ikke vandre i mørket, men have livets lys.

Transkript

1 Før og efter gudstjenesten er der mulighed for at tænde et lys i kirken. Lyset sættes på døbefonten. Præludium v. kvartet:»det er hvidt herude«ord til indledning: Tidligere på dagen kom sneflokkene vrimlende, endnu er det en smule hvidt derude. Kyndelmisse/kjørmes slår sin knude: Midvinterens knude af hård frost. Vi holder gudstjeneste i håbet om, at vinterens knude eller midte er i dag. Det er bidende koldt og buldrende mørkt. Vi har sådan brug for lys og for varme. For at tø op. For at holde ud indtil foråret kommer. Vi må vente/ - bie - lidt endnu. Salme: 557, Her vil ties, her vil bies«jeg er verdens lys, den, som følger mig, skal ikke vandre i mørket, men have livets lys. Evangelisten Johannes skriver: I Ordet var liv Og livet var menneskenes lys Og lyset skinner i mørket og mørket fik ikke bugt med det. Lyset har altid været et stærkt kristent symbol - der fortæller noget om, hvem Gud er. Gud er lysets og livets Gud. Han vil at der skal være lys og liv. Både i os og omkring os. Til Ham kan vi vende os midt i mørket og kulden med en bøn om, at Han vil tø os op: Bibelske læsninger om lyset Kyndelmisse betyder lys-messe /lys-gudstjeneste. Lyset er et fællesmenneskeligt symbol, der fortæller om liv og varme, - og om glæde, håb og kærlighed. I kristendommen er lyset et meget centralt og vigtigt symbol: I Skabelsesberetningen siger Gud som det første, da han skaber verden: Der skal være lys" - og Jesus siger om sig selv: Refleksions-bøn Kristus. Du er himlens glød i vinterens kuldegys, du er den lave februarsol i frostklare nætter. Og vi beder: Tø os langsomt op. For kulden er gået os til marv og ben, og trækker ilten ud af vores lunger. Vores hjerter er istapper.

2 Vores fingre er stive, og vi er følelsesløse fra yderst til inderst. Som frost, der løsnes, som is, der smelter. Tø os langsomt op. Kom ikke som en pludselig brand, men lad varmen vende gradvist tilbage. Kom ikke som et lyn, men lad vores øjne vænnes til lyset. Tø os langsomt op, lidt efter lidt, så vi mærker varmen komme listende og smyge sin ind på vores sind og krop. Tø os langsomt op, så vi bliver bøjelige Løs frosten i vores istaphjerter, og lad blodet rulle, som forårets smeltevand. Tø os langsomt op. lad varmen slå ind. Lidt efter lidt Tø os langsomt op. Zane Christensen og Jørgen Heick synger: Shine your light on me Jesus Selma Lagerlöf Flammen Den handler om at tø op - blive et andet menneske takket være Lyset Engang i Firenze levede en mand ved navn Rainiero. Han var den stærkeste mand i byen, og en slagsbroder, selv om de færreste turde slås med ham på grund af hans enorme styrke. En smuk og statelig mand var han, hvis det ikke havde været fordi hans ansigt skæmmedes af mange ar, og fordi hans blik var mærkeligt flakkende. Han var da også en mærkelig flakkende natur, der havde et umætteligt behov for hele tiden at blive beundret og lagt mærke til. Alligevel sværmede kvinderne om ham, og han giftede sig med den skønneste, bedste og kærligste af dem - Franseska - der trods talrige advarsler, ikke ville have nogen anden end Rainiero. Ægteskabet var lykkeligt den første måned, men derefter begyndte det at smuldre, for selv om Rainiero elskede Franseska, behandlede han hende dårligt. Gang på gang sårede

3 han hende, med sin brovtende adfærd. Efter et år forlod hun ham, for at hendes kærlighed, der dag for dag formindskedes, ikke skulle ende med at blive til had. Rainiero drog da såret og vred og vel også uden helt at forstå, hvorfor han var blevet forladt, bort fra Firenze, og der gik ikke lang tid, før han lod sig indrulle i ét af de mange korstog til det hellige land. Han vandt stort ry for sine kampe, for han sloges bedre end nogen anden og da man efter måneders belejring af Jerusalem til sidst indtog den hellige by, da var det ikke mindst på grund af Raineros heltemodige indsats. Efter erobringen, efter plyndringerne og myrderierne var der fest i korsriddernes lejr, og her blev Rainiero hædret for sin tapperhed i hele hærens påsyn, han soledes sig i gunsten og rosen og opmærksomheden og kongen valgte ham til at tænde det mægtige lys i Kristi hellige gravs kirke den næste dag, når de skulle fejre gudstjeneste og takke Gud for sejren. Men først skulle der drikkes og det blev der. Der blev ædt og drukket og råbt og sunget, der blev sagt grovheder og trukket sværd og Vorherre havde ligeså lidt glæde af korsriddernes ræben og drikken, som han havde haft ved af deres skåndseløse mytterier. Han ville have grædt i sin himmel over al den ondskab, han så, om han ikke havde haft så travlt med hele tiden at hviske mennesker kærlighedens ord i ørerne og skubbe, lokke og puffe dem for at få dem til at gøre hans vilje. For sådan handler Gud i verden, men når vi mennesker ikke vil høre, men kun vil lytte til vores egen griskhed og selvtilstrækkelighed, da er det der sker ting, som det der skete den dag i Jerusalem, da blodet flød fra korsriddernes sværd. - Da processionen den næste dag dannede sig, på vej mod den hellige gravs kirke, da græd Gud over, at mennesker kunne finde mening i at takke ham fordi, de havde myrdet og lemlæstet tusinde, og han talte af alt magt - hviskende og stille som Gud nu taler til mennesker - til hver eneste korstogsfarer og hver eneste ridder og hver eneste præst i processionen: "husk kærligheden, husk lyset, husk min søn" og når han havde hvisket det tilstrækkelig mange gange, så fandt han andre ord og hviskede i stedet den smukke linie, som han havde fået sin tjener Johannes til at skrive i et af sine breve brev "Gud er lys og der intet mørke i ham". Men der var ikke lydhørhed, man var optaget af sig selv og sin egen fortræffelighed, ikke mindst Rainiero, der var én af de forreste, fordi han skulle tænde det store lys i kirken. Men Gud holdt nu ikke op med at tale af den grund, han blev ved, for sådan er Gud. Efter gudstjenesten fik Rainiero det store lys med hjem som tak for sine tapre dåd under erobringen af Jerusalem, og han bare det stolt gennem byen, og tænkte, mens han bar det, at nu

4 kunne alle se ham, nu kunne enhver se det ry, han havde vundet derved, at han bare lyset. Rainiero lod lyset brænde, han havde det stående ved siden af sig ved aftenens drikkelag og vågede nidkært over dets flamme, og han tog det med og satte det udenfor sit telt i den vindstille nat, da han lagde sig til at sove. Rainiero havde været hård ved sig selv, han havde ikke hvilet ordentligt i mange dag, alligevel kunne han ikke sove efter aftens drikkelag. Urolig og hvileløs lå han, indtil han til sidst gik ud af teltet og satte sig og så ind i sit lys. Han så bare ind i flammen, der var ingen til at beundre ham, så han havde ikke travlt med at gøre sig til eller blive set. Han sad bare helt stille og så ind i flammen, og da han sådan sad stille uden at have travlt med alt muligt, kunne han pludselig høre de ord, som Vorherre havde hvisket til ham igen og igen "husk kærligheden, husk lyset, husk min søn" og "Gud er lys og der er intet mørke i ham". Rainiero var med det samme klar over, at det var Gud der talte til ham og han fattede da en beslutning, som passede til den mand han var: Han ville vise Gud at han havde forstået Ham og taget Ham alvorligt ved at bringe lysets flamme til Firenze og stille det i kirken. Han syntes, at det var dåd, der var en mand som ham værdig. Han gik da atter ind og lagde sig i sit telt og sov straks, men ved daggry stod han op, pakkede sit grej, skaffede et bundt kerter og red af sted til den hellige gravs kirke med det brændende lys i hånden. Her svor han på Guds alter i flere menneskers nærvær, at han ville bringe denne flamme til sin hjemby Firenze, fordi Gud selv havde talt til ham. Han var imidlertid ikke kommet ret langt, førend han indså, at det var et meget, meget vanskeligt hverv han havde begivet sig ud på. Han måtte sidde baglæns på hesten for at lyset ikke skulle gå ud og hele tiden skulle han passe på. Vanskelighederne fik nu ikke Rainiero til at give op, han havde jo svoret, og en mand så ærekær som Rainiero ville aldrig drømme om at løbe fra en ed. At rejse med et tændt lys, krævede en enorm opmærksomhed og påpasselighed, det krævede også en nogenlunde roligt rejsetempo og at han holdt hvil de dage, det regnende og stormede. Ja, så meget opmærksomhed krævede flammen, at der efter få dage for Rainiero kun var lyset i verden, og det eneste der betød noget var at bringe flammen hjem. Undervejs blev Rainero angrebet af røvere, han løb tør for lys og nåede kun i sidste øjeblik at tigge sig til nogle nye, han blev generet af gadedrenge i de byer, han red gennem, alle folk råbte

5 "gal. Manden er gal " efter ham, når han red gennem en byport, fordi han sad omvendt på hesten. Han blev syg og lå flere dage i en klippehule ude af stand til at rejse sig af feber, men lyset holdt han i live. Engang blev han stoppet af en ung kvinde, der så mindelig bad ham om ild, for hendes eget var gået ud og hun kunne hverken skaffe mad eller varme til sine børn. Rainero var ikke meget for at dele ud af sin hellige flamme, men da hun bad ham så mindelig og sagde at hendes børns liv var den flamme hun havde pålagt sig selv at holde brændende, så gav han hende af sin flamme for de ords skyld. Kort efter begyndte det at regne, der var ikke ly at finde noget sted og skønt Rainiero prøvede at beskytte sin flamme med kappen, så slukkedes lyset. Rainero begravede da ansigtet i hænderne og græd, ude af sig selv af fortvivlelse, men da kom han i tanke om kvinden, der havde fået af hans ild, han red tilbage og fandt hendes hus, hvor ilden fra hans hellige flamme brændte lystigt på ildstedet. Hun gav ham villigt af den, men ville vide, hvor den flamme, som han så nidkært vogtede over, var tændt. Ved Kritsti grav svarede Rainiero, "da kan den ikke have andet navn end lys og kærlighed "svarede kvinden. Rainiero lo, for han syntes, han var et underligt sendebud for noget så stort og smukt. Rainero rejste i to år, men flammen, hvis navn var lys og kærlighed og som han havde bragt med fra Kristi grav forandrede ham eller også var det Guds idelige hvisken i han hjerte der forandrede ham "husk kærligheden, husk lyset, husk min søn" og "Gud er lys og der intet mørke i ham". Da han mager og udmattet en tidligt sommersøndag red ind i Firenze, kunne ingen kende ham, i stedet troede man at en gal mand som så mange andre før ham var redet ind i Firenze. Men Rainiero red op til domkirken, hvor præsten var det gøre klar til messe, han gik ind med sit lys, og bar det ind i sakristiet, hvor præsten sad. Han blev ikke genkendt, men Rainero fortalte sin historie, mens han holdt om sit lys og præsten nikkede med tårer i øjnene. De der kom til messen denne tidlige søndag morgen - og i blandt dem var Franseska - glemte det aldrig siden. For de så til deres undren ikke blot Rainiero som de troede var en fremmed - tænde alle kirkens lys med flammen fra Kristi grav, de hørte også ord, der gjorde deres hjerte lette, og deres mod og glæde stor. For lige før messen var forbi fik Rainiero lov at tale, og skønt ordene var få, så var de store og skønne: "husk kærligheden, husk lyset, husk

6 Guds søn" sagde Rainiero" og derefter: "Gud er lys og der intet mørket i ham". Salme: Februar kulde og korte dage 1. Februar, kulde og korte dage, skyerne tunge af regn. Langsomt er lyset på vej tilbage, lover os forårets tegn. 2. Mørket har været her alt for længe, livsmodets flamme er lav. Gud må vi bede om det, vi trænge, levende håb du os gav. 3. Vinteren vender ved Kyndelmisse, se, hvor erantis tør gro. Vintergæk skyder med grønne spidse, præd'ker for os om at tro. 4. Vi tror, at mørke og mismod taber, vi tror på dig, Livets Gud. Også i os er du lysets skaber, løfter af mørket os ud. 5. Vi tror, at Kristus har tændt os livet tværs gennem mørke og død. Vi tror, at håbet, som du har givet, opstår af vinterens skød. 6. Vi tror, din Ånd ånder liv i glæden, vi tror på gnisten fra Gud. Troen og Håbet og Kærligheden skyder de grønneste skud. 7. Alle, som lever, må elske livet, det er det enkleste bud. Alt det, som Gud har os gratis givet, gror, når vi deler det ud.

7 8. Lyset skal tændes i mørke dage midt gennem mismod og regn. Klart skal det skinne på håbets stage, det er Guds kærligheds tegn. Hansen 1988 Bibelske læsninger om lyset Ingrid Schrøder- Giv tid! og livets træ bli'r grønt, må frosten det end kue, giv tid! og hvad du drømte skønt, du skal i sandhed skue. Giv tid! og åndens vinterblund skal fly for herlig sommer, giv tid, og bi på herrens stund, - hans skønhedsrige kommer. B. S. Ingemann, 1831 Jesus siger: Som lys er jeg kommet til verden, For at enhver som tror på mig ikke skal blive i mørket Fadervor: Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn. Velsignelse Sang: I sne står urt og busk i skjul I sne står urt og busk i skjul, det er så koldt derude, dog synger der en lille fugl på kvist ved frosne rude. Giv tid! giv tid! - den nynner glad og ryster de små vinger, - giv tid! og hver en kvist får blad, giv tid! - hver blomst udspringer. Salme: 787, Du, som har tændt millioner af stjerner Digt: Helle S. Søtrup: Taksigelse NO Tak fordi man kan stole på lyset. // Tak for åndens styrke Og for sjælens sejhed.

8 Tak fordi der findes Et hjerte bag mit hjerte. Tak for nådens tunge og tøvende lys, der falder så stille og ømt. Postludium v. kvartet:»sneflokke kommer vrimlende«