Dimissionstale lørdag den 28. juni 2014

Transkript

1 Dato: 30. juni 2014 Udarbejdet af: MV Bilag nr.: Dimissionstale lørdag den 28. juni 2014 [KUN DET TALTE ORD GÆLDER] Hver sommer har jeg altid været glad for at gå igennem reolen for at finde de nye bøger, der er kommet til det sidste års tid, og som der har været alt for lidt tid til at læse i. Romaner, digte og faglitteratur kommer i en pose, og så handler det om at finde et godt sted gerne med lidt skygge, vand og vin og føle den vidunderlige frihed til igen og igen at tænke på tilværelsens store spørgsmål: Hvem er vi? Hvor kommer vi fra, hvor går vi hen, hvad koster det og kan man blive syg af det? Og hvis man dør, kommer man så op eller ned? Og hvis man kommer op, kan man så omsider fatte til bunds, hvad Grundtvig, Kierkegaard og alle de andre mente? Og hvis man kommer ned, får man så barskab og aircondition? (Skyum-Nielsen) Men på et tidspunkt er sommeren gået og jeg rykker igen tilbage til skolen og tager atter fat på samarbejdet med kollegerne. Det er en helt anden verden. Samarbejde ikke om min, men om vores verden, ikke om sikkerhed, men med ønsket om at blive brugt. Et samarbejde fuld af opmærksomhed og nærvær. Men når det kræver en rum tid at komme på afstand af et skoleår, handler det naturligvis ikke om, at man skal flygte fra noget, fortrænge en række oplevelser og få visket tavlen ren for ubehageligheder. For alting har en tid. Og enhver tid har sit ophør. Det gør ondt og er tårer værd, når man mister. Men, det er også et stort og lykkeligt smil værd. For det, der er tabt 1

2 er først vundet. Og det der én gang er vundet går aldrig helt tabt, selv ikke når det mistes. Man skal tværtimod bruge tabet til at ville mere. Stræbe efter de grønne enge, efter fællesskabet, efter betydningsskabelsen og ultimativt efter samhørigheden. Det er her i samhørigheden mellem mennesker og i det fælles samliv, at friheden fællesskabet, lykken, kærligheden, venskabet, håbet og modet findes. Det ved vi nu. Vi ved, at virkeligheden langt overgår vore forestillinger om den. Virkeligheden overhalede alle dine og mine drømme om, hvad der skulle ske med dig og mig. Vi blev sat i et helt nyt virkeligt forhold til hinanden, til dette sted, til naturen, til himlen over os og til jorden under os. Her på Hørby har vi tit talt om bevægelse. Bevægelse både, hvad angår det rent fysiske, som det ofte har udfoldet sig her i hallen, men også bevægelse, der handler om den mentale bevægelse. I fik det jo næsten med allerede i begyndelsen af skoleåret, hvor oveskriften dengang for de første fire uger på efterskole lød: Se mig som jeg er og vis mig, hvem jeg kan blive. Der blev allerede dengang lagt op til det livgivende møde i fællesskabets tegn mødet med det mangfoldige fællesskab, hvor forskelle mødes virkelig mødes om oplevelse og indlevelse. Efterskoleformen er den perfekte ramme om det mangfoldige møde, der, som intet andet på denne jord, kan kaste nye betydninger ind i den enkeltes liv. Det kræver blot at man er modtagelig for den inspiration, der ligger i at møde noget og nogen, der ikke ligner en selv at man med andre ord er bevægelig. 2

3 Derfor skal man vogte sig mod stivnakkethed og her er kuren kort og godt motion. Man skal huske at motionere sit verdensbillede. Det er blandt andet det jeres efterskoleår på Hørby har handlet om. Det er ligesom med en gammel cykel: hvis man glemmer at dreje på styret, så ruster det fast i en bestemt position, og til sidst kan man slet ikke bevæge det, og så er man tvunget til altid at køre i den samme retning. Sådan er det også med stivnakkethed: man kigger ikke til nogen af siderne, men holder altid fokus lige frem eller på sin egen navle man får med tiden endda tunnelsyn og lader ikke sit liv berige af alle de fantastiske verdener, der findes lige uden for ens synsfelt. Kunne man da bare dreje hovedet, men det gør man ikke, for man får alt for ondt i nakken. Nogle ville måske sige dum i nakken. Ikke mig naturligvis, men Grundtvig sagde noget i den stil. Han sagde: liv uden bevægelse, det kan være godt nok, for gulerødder og kålhoveder. Grundtvig var som jeg tror I i skoleåret her har fået en vis indsigt i noget af en provokatør i sin tid - spørgsmålet er, om det bare er snak, eller om der faktisk er noget om snakken? Både gulerødder og kålhoveder har den egenskab, at de aldrig bevæger sig. De står begge urokkelig fast på roden, indtil den dag de bliver revet op eller står og bliver visne i toppen. Måske nogle af jer har en bekendt, der er blevet lidt vissen i toppen altså har glemt at forholde sig til sin omverden. Det er der ikke meget bevægelse i! Nej, man skal huske at bevæge sig, så man ikke bliver et kålhoved, men hvorfor egentlig? Er det fordi kålhoveder får en umiskendelig fims af hengemt luft omkring sig? Måske - selvom kål jo i mange sammenhænge jo faktisk kan smage ganske godt, så er det næppe nogen fordel, når man opsøger fællesskabet med andre, hvis man lugter for meget af kål

4 Men hvad er det egentlig der er så fantastisk ved bevægelse? Udover, at det er besværligt og man bliver rigtig træt af det? Og hvorfor er det, at det er så svært for vi mennesker ikke at ende som kålhoveder? Svaret er måske netop: det er og skal være besværligt, og går vi lidt dybere end det, så er det ikke bare besværligt at bevæge sig, og dermed meget nemmere bare at lade være, det er også direkte farligt. Sandheden er, at det er frygtindgydende at bevæge sig, og det er netop frygten for det farlige, frygten for det ukendte, det anderledes fremmede kunne man sige, der holder os tilbage. Vi kender det alle denne frygt for eller ugidelighed imod at gøre noget anderledes end vi plejer. Det er så besværligt. Og hvorfor udsætte sig selv for det besværlige? Piet Hein den danske digter fortæller lidt om besværlighederne ved at bevæge sig, og samtidig om hvad den besværlige løsning kunne være: OM AT VANDRE. Den eneste fejl ved at vandre en tur er, at vejene altid forgrenes, og alle de skæbner som ligger på lur, umuligt vil kunnes forenes. Så går man en tur, bør man splittes i to, så ofte Ens vejbane kløftes,- og senere mødes et sted, hvor i ro Ens splittede skæbner kan drøftes. (Piet Hein) 4

5 I må indrømme, at det er et helt utroligt besværligt koncept det her med bevægelse! Bevægelsen splitter os jo hver eneste gang vi står over for noget nyt, hver eneste gang vores livsvej forgrener sig, og det vil sige hver gang vi står over for et andet menneske, der tænker anderledes end vi selv. Jo større mangfoldighed jo mere splittelse, og splittelse kan være godt og er helt nødvendig for, at noget nyt kan kile sig ind i vores verdensopfattelse, men bevægelsen må ikke splitte os ad, og det er netop frygten for at blive splittet ad, så vi pludselig ikke længere kan kende os selv, der holder os tilbage fra at bevæge os. Men, I har jo netop gennem jeres år her på Hørby taget et skridt hen imod evnen til at kunne bevæge sig! Efterskolens opgave er, at lære dens elever at leve i denne virkelighed ved at hjælpe dem både med at blive til noget og at blive til nogen altså at blive sig selv. Efterskolen må ud over nyttige kundskaber opdrage til et myndigt medborgerskab, hvor det er et krav, at man kan være refleksiv, kritisk og beslutte sig og at man i øvrigt bliver i biografen efter filmen indtil rulleteksterne er kørt hen over lærredet! Et citat fra en klog mand, som I stiftede bekendtskab med i begyndelsen af skoleåret og som måske også har kastet en enkelt inspirerende tanke eller to fra sig lyder sådan her: Vi er ikke frie til at vælge, hvad der sker med os, men vi er frie at vælge, hvordan vi vil reagere over for det, der sker os (Fernando Savater). 5

6 Kort sagt, blandt de mange mulige kundskaber, man kan tilegne sig, er der i hvert fald en viden, man ikke kan komme udenom: Der er visse ting, der gavner os, og visse, der ikke gavner os. Der er visse fødevarer, der ikke gavner os, ligesom der er visse typer opførsel, og visse holdninger, der ikke gavner os. Når jeg taler om, at noget ikke er gavnligt, er det ud fra en betragtning om gerne at ville leve. For livet har en mening en enestående mening det går fremad uden, at nogen skubber på, ingen træk kan gentages, og som regel kan de heller ikke laves om. Derfor må man tænke over, hvad man vil, men i høj grad også lægge mærke til, hvad man gør (Fernando Savater). Det handler med andre ord om at tage sit liv alvorligt, og som en lille illustration på det, skal vi en tur tilbage til 1973, hvor I skal have en lille strofe fra et musiknummer, der hedder Time, og som er at finde på Pink Floyd albummet Dark side of the Moon. I har jo til morgensang stiftet bekendtskab med Pink Floyd gennem albummet The Wall, men nu altså til en af de andre af bandets succeser. Strofen handler netop om, at personlig udvikling og udnyttelse af tiden og mulighederne i livet hænger sammen med, at man er åben og konstruktivt forholder sig til, hvad der sker der, hvor man helt præcist befinder sig i sit liv. Stofen lyder sådan her, i min oversættelse til dansk: Øjeblikkene i din kedelige dag tikker af sted, ubekymret spilder du timerne, fordriver tiden, bevæger dig rundt et sted i din hjemby, mens du venter på nogen eller noget, der vil vise dig vejen. (Pink Floyd) Det ubekymrede ender i tidsspilde og dage, som går uden, at man bruger dem til noget. Livet går i ring, og man kan ikke andet end at vente på, at andre gør noget, som man kan hægte sig på. For det letteste ved et menneskes liv er at flygte fra 6

7 virkeligheden, at vige uden om sig selv, de andre, slå blikket ned, gemme sig og ikke ville se sig selv, de andre og virkeligheden i øjnene. Efterskoleåret derimod har været en insisteren på at ville se virkeligheden i øjnene og ikke føre hinanden bag lyset, men konfronterer dig og mig med virkelighedens afgørende spørgsmål. For virkeligheden er så fyldt med afgørende spørgsmål. Ikke bare inden i mig, men også rundt omkring mig. Hvem er jeg egentlig? Hvorfor er jeg på en gang så ufattelig vidunderlig og så ufattelig grusom. Livet er en balancekunst mellem frihed og relationer. Mellem det at tænke selv og erkende sit forhold til andres visioner. For friheden er ikke et: fri mig for, men et frieri til den anden At være helt fri er i virkeligheden som et ekstra seende øje i panden. Et øje, som ser det du ikke selv så, før du fik øje for den, der står ved siden af dig. Et øje der ser efter hjertebehov og ikke bekymrer sig om resten. For frihed til er en frihed fra at svæve frit rundt i luften. Den ejes af den der har fællesskaber, som ikke forstyrres af fornuften. Den ejes af den der ved modets magt træder med ud i selve dansen Af den, der ikke - trods fuld af frygt - gemmer sig bag skærmen og skansen. Og det er i grunden en pudsig sag, at ægte frihed det måles i bånd. At liv det måles i hjerteblod og mod det måles i trodsig ånd. I skaber selv jeres værdier men I skaber intet, så længe i står i kulissen og bare råber øv! 7

8 I skal kæmpe for at få nye perspektiver på verden og på jer selv især. Det kræver et standpunkt for udsyn kræver indsigt det gælder for alle og enhver Kig indad og udad på en og samme tid til øjnene skeler og synet slører. Og skab så noget nyt og betydningsfuldt af det du finder lige midt mellem tåge og pløre. Uden hinanden er vi ingenting - stor i slaget eller lille i skjulet. Uden et ståsted og uden nye perspektiver går livet blot rundt som møllehjulet. Stræber vi derimod efter at komme helt tæt og ind under huden på andre, så er der ingen grænser for, hvad vi sammen kan flytte, skabe og forandre. Gå ud fra Hørby Efterskole med trodsigt mod, gå med alt det, der glæder og varmer - og husk, at fremtiden tegner smukkest hvis vi lytter mere end vi larmer! Betydning handler om investering, og ikke om, hvor meget man har gavnet. For du har næppe mærket livets værdi før du selv har elsket og savnet. Det er mit håb, at efterskoleåret for jer har været en øjenåbner for jer i forhold til, hvordan I nu kan gå videre ud i livet og møde verden. Når nogen siger, at verden ikke er så god, som man kunne håbe på, og når livet kommer til at handle om at rage til sig på andres bekostning et liv, som nogen hævder sagtens kan leves uden mod, venskab, gæstfrihed, tro, håb og kærlighed så ved vi nu efter 10 måneder sammen på efterskole, at et sådan liv ikke vil være værd at leve. Vi er lysets børn, som ikke er skabt til at føre hinanden bag lyset, men tværtimod skabt til at bekæmpe det livsnedbrydende med tro, håb og kærlighed. Det er dit ansvar, at livet er en fælles sag. Kampen er begyndt og du kender vilkårene! 8

9 Skoleåret 2013/14 på Hørby Efterskole er nu slut og dermed den tid, som I som elevhold gjorde helt specielt i fællesskabet her på skolen. I skal sige farvel til os og goddag til nye muligheder, og dermed også goddag til en uendelig mængde af valg og muligheder for bevægelse, som jeres fremtid vil byde jer. I vil skulle stå til ansvar for egne handlinger, I vil skulle være i stand til at sige ja eller nej, hvilket i høj grad kræver, at man kan se klart og vælge sit svar med omhu. I må ikke lade jer blænde af de fællesskaber og sammenhænge, som I fremover vil færdes i, men vælge med åbne øjne, for kun på den måde, kan hvert valg I skal tage for jer hver især tænde et håb for fremtiden. I er nu dimitterede fra Hørby Efterskole og jeres tid her er nu blevet en fælles fortid. En fortid som det skal være mit ønske, at I ikke vil overse i jeres fremtid. Så tilbage er der for mig nu kun at sige: God vind fremover, vær tro mod jer selv og jeres valg i livet og pas godt på hinanden og sørg for at holde jer i bevægelse! Stor, stor tak for i år og rigtig god sommer til alle! 9