De andre og Espen FINN GERDES.

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "De andre og Espen FINN GERDES."

Transkript

1 FINN GERDES. De andre og Espen De andre så ikke på Esben med samme fine rcm han selv. For Eçen var jo centum i sin egen verden, og Espens verden fulgte ham, hvo han gk og stod. Det var ham, det hele drejede sig om. Han va et tårn med vinduer lverst oppe, som han kunne dreje mod alle verdenshjlrner for at indfange hele sin horisont. Som for alle andre mennesker var Eqrens verden en cirkel med han selv som centrum. Ham selv og hans sanseapparat. Men fo de andre var Espen ikke et centrum, men ba e Eqrcn, en dreng i periferien og en dreng, de ikke ku ne lide. At Espen havde sin egen verden og så pâ sagerne under sin egen synsvinkel, va der ingen, der tænkte på. I aüe tilfælde ikke de andre. Men Eryen gjorde. For det va þem, det drejede sig om. Alting. Alt det, der skete ham, va han midt i, og han måtte opfatte det med sine egne sanser, se det med sine egne þjne, hpre det med sine lrer, lugte det med sin næse, fþle pâ, det med sine hænder, tænke det med sin hjerne og sige det med sin mund- Man kan ikke bebrejde de andre noget. De var op. taget af deres egen cirkel og deres eget centnrm og havde ikke tid til at beskæftige sig med noget i periferien. Men de andre va Espens periferi, og den rykkede ham alt for nært ind på livet. Den snærede sig om ham tæt og ublnhlrligt og lukkede ha s centrum inde, faldt s mmen med det og kvalte det. Man kan ikke bebrejde nogen noget. Det onde, der sker, sker kun, fordi man ikke ved bedre, og det onde sker oftest i en god sags tjeneste. Hvad der var godt og morsomt for de andre, var ikke godt og morsomt for Eçen. For det var hrm, det gode og morsorrlme gk ud over. Og hvad der va]te de aodres harme og raseri, vakte ingen harme og raseri hos Espen, for det var ham, der gjorde de andre harmfulde og rasende. Fordi de glemte, at Espen havde sit centrum ligesom de selv. De glemte, at Espen var Eqlen og v t tvunget til at være Espen og var forbandet nødt til at se på tingene med de 61rie, der nu engang var skabt til at være Espens. Og herregud, de andre var jo også de andre og var lige så forbandet tvunget til at være det som Espen. De var bare det ved det, at Espen var alene, mens de and e va i flok. De andre var enige om Espen. Eqren havde ikke nogen at være enig med. Espen gik med solen i ryggen. Hans sþgge gled hen over vejen foran ham uden at glatte stlvet ud. Den va kort og klumpet med smalle skuldre og tynde arme, for solen brændte ham ovenfra og ned i nekken. Han var nyklippet, så skyggen fra hans øreî tog alt for meget plads ud til siderne som hankene på en gryde. Han kunne ikke holde ud at se pà de þrer, og mens han blev ved at gå" tog han hænderne op og prlvede på at klemme øtetue tættere ind til hovedet. Men hænderne og ørernes slsygge flød sammen, og det blev helt umuligt. I stedet drejede han hovedet lidt, og så forsvandt lrerne pludseligt og på én gang, og han kunne kun se skyggen af 192 lor c d.."tc aovcllo :l 193

2 sin nalkes runding. Det var en lettelse at slippe fri for de Ører. FlanØrer kaldtes de, og han havde engang læst en bog, hvor helten havde Ører, der lå s nukt tæt ind til hovedet<. Derimod havde han ikke læst nogen bog, hvor helten havde Ører, det rstak smr kt ftit ud i luften.. Og Espen ville godt være en helt. Han ville godt have at de andre skulle qnes, han va en helt. Og de andre vidste mâske også det med Ørerne. De andre vidste, at Espen var den dreng i klassen, der åd mest slik, ja i hele skolen. Og han gav også r æk af det med rund hånd, når der va nogen, der ville ha'. Men de and e vægrede sig ved det, fordi det va Espen, der gav. Det var, som om det ikke rigtig smagte, når Espen havde haft det i hænderne. De tog kun, når ha bød af posen, og nâr posen ikke flrst havde ligget i hans lomme. De andre slikkede også, men det va kun engeng imellem, når de havde penge. Og selvfllgelig på fldselsdagene' hvor det var skik, at ma.n gav bolsjer. På fødselsdag ne' fik hele klassen. Også Espen. Til daglig slikkede de mere i fortroligbed. To og to sammen eller tre og tre. En enkelt gang fire. Så foregik det med hemmelige tegn, som hele skolen opfattedê: Penge på lo,mmen, over og ha' slik! Og lidt efter stak de udvalgte over til I-a sen og købte strømpebånd, gunnimænd, spejderhagl og salmiakker. Når de kom tilbage, lod de, som om de ingenting havde i munden, nen det va alligevel tydeligf nok at se. Bqren hørte aldrig til de udvalgte, der kom med over til La sen. Og dog slikkede Espen næsten altid. Han havde slik med i skolen, når han kom om morgenen' slik og wienerbtød, og hvis der ikke var nogen, der ville have af hoqs gaver, spiste han dem selv-dels i frikvartererne, dels i 194 timerne. Om eftermiddagen, når han gk hjem, havde han ingeuting. Hvor han frk pengene fra vü der ingen, der vidste. De andre sagle, at han stial dem hjemme i butikken. Espen gik videre ud ad vejen. Solen brændte h m i nakken, og vejen var meget støvet. Han svedte af varme og af ubehag ved livet oc grk med hovedet drejet lidt til hfire for ikke at se sine Øre i støvet. Ude til højre lå også fjorden. Der lå en lille sejljolle derude' Den r/rte sig ikke af stedet. Seilene hang slappe ned. Espen forestillede sig, at vinden kom og fyldte sejlene, så de bugnede som balloner og drev den lille båd som en raket hen over vandfladen og ud af fiorden. Han forestillede sig, at han selv sad i den og kom langt urj på havet, hvor der hverken var mennesker eller dyr. tlvor der va helt roli4 og tom! så man ikke mærkede, at man levede' I stedet måtte han gå helt ud til sloven for at blive alene for at få fred. Derude kunne han være, derude kunne han slippe for at tænke. Espen gik, og st/vet rejste sig for hans skosnuder og lagde sig på hans sko og et styt&e op ad str/mperne' De andre var ikke helt klare over, hvorfor de ilçke kunne lide Espen. Han havde io ikke gjort dem noget' Ikke direkte. Alligevel følte de, at han var eo skamplet for klassen.. Der var ingen, der ville sidde ved siden af ham, så Espen sad altid alene ved sin pult. I regelen på f/rste række. Der fik lærerne han dirigeret op' Espen ville endda så gerne sidde ubemærket nede bagyed' Hvert år efter sommerferien gentog det samme sig' De sloges om pladserne, og Espen var temmelig stærk' sâ han fik i regleu erobret sig en god pult' Måske var det slet ikke, fordi han r a stterk, men fordi de andre veg pladsen 195

3 godvifligt for at undgå, at Espen rlrte ved dem. Der fik han så lov til at blive siddende alene, indtil lærerne fik kostet ham op til den forreste pult og anbragte de to, de sad der, på Espens plads. For de ville da altid så forfærdelig gerne have lov til at blive siddende saûtmed. Og så sad Espen der og lod, som om l ing var i sin sk6nneste orden og prlvede på at henvende et par skæmtsontme bemærkninger til dem, der sad bag ved ham. Men de sva ede ham kun med enstavelsesord, og så holdt Espen sin kæft og sad alene og isoleret ved den forreste pult. Engang imellem skete det, at han fik en sidekammerat. Det var, når der kom en ny ikke va plads andre stede end det varede ikke ret længe. Så ledig plads, flyttede den ny dreng. Selv om han va ked af at sige farvel til Espens slik og wienerbrld, opdagede han hu tigt, at det va en skam at sidde ved siden af Espen. Den nye dreng havde altid dårlige ljne og kunne ikke tåje at se så nær på. Espen kunne se skoven foran sig. Den lå som en stor, 8røn tudge med ryggen op mod himls, smalnsds til indad mod landet og blev gk og høj udad mod þsten ved den hlje skrænt, der rejste sig stejlt f a strandbredden og fiorden. Den lå uden nuancer i farven, tæt og ensartet gøn pã den lznge afstand. Han gik helt ude i vejkanten. I stlvet var der spor af cykledæk. Det så ud til at have været nye dæk. Man kunne tydeligt se rillerne i gummien. Engang imellem havde cyklen tegnet ligesom en flitsbue, når forhjulet havde slået et slag til en af sider e. Eçen kiggede meget t96 omhyggeligt på sporene i vejens st/v. Af og til vendte han sig om og så på sine egne fodspor. Han havde trådt oven i sporene fra cyklen. Han ville helst ikke tænke. Det hjalp jo ikke noget. Det gjorde il*.e sagerne anderledes. Kredsen var sluttet om ham. Hvor han end så hen, havde de front imod ham og ville sta-ûge. De andre syntes, at Espen lugtede. Det var en underlig ubestemmelig lugt af sød nælk og brune kager og noget surt og lidt råddent. Tilsammen var den ubehagelig. De andre brld sig ikke om at låoe Espens viskelæde eller hans blyant. De syntes, at Eqrens lugt klæbede yç{ þans ting og kunne smitte af. Så når en eller anden bad om at låne en blyant, og Espen beredvilligt rakte ham sin, fint spidset, blev den altid negligeret, indtil e anden tilb/d sig. Tak, jeg har Svends. Og så måtte Espen putte sin pæne blyant ned i penalhuset igen. Og Svends blya-nt var der måske endda tygget pã, og den havde dårlig qpids, så man kun kunne shive med den ene side af den, fordi træet gik ned over grafitten. Til gymnastik stod Espen for sig selv og klædte sig om, og hans tfi fik lov at hænge alene på en knage med tre eller fire tomme knager på hver side af sþ. Og når de gior{e gymnastik og var fordelt i troppe, holdt de andre altid en tilpas afstand mellem sig selv og Espen. Espen var endda dygtig til gymnastik. Gymnastiklæreren va den eneste, der ikke var på n kken f þ m, og Espen gjorde sig nmage i gymnastiktimerne. Engang imellem skete det, at gymnastiklæreren kaldte ham frem, for at han skulle vise de aodre, hvordan man skulle slå et flik-flak med den rigtige strækning og elasticitet. Espen nådte frem, glorld i hovedel og ûog tilllb hen imod rullemadrassen, så str/mperne gled ned

4 ad benene og he g og daskede ham om anklerne. Så kunne Espen aldrig lade være med flnt at slâ et drabeligt fl]a'espring og stå bomstille i nedspringet Så kom flik-flak'eç og for 1 dsf ikks skulle være lfgn, sluttede Espen af med en stående salto. Og gymnasdklær ren sagde:-jaja, det er godt, Espen! -og spurgte de andre, om de havde lagt mærke til, hvor lydllst og seakt, det hele va foregåeç og Espen stod ret med nedslag:ne 6jne og ûog imod sin ros og mim s{e med munden, som o rt han va lige ved at græde. De andre sagde ja og s5mûes, det va godt gjort. Men når Espen flfi ind på nrllemadrassen, og luftningen f a hans hvirvlende krop ramte dem som et koldt pust med lugten af sédmælk og brune kager og noget surt og lidt råddenl drejede de hovederne og holdt vejret og fandt Espens f,ft-flak ubehageligt. Espen vidste il&e noget om det. De and e sagde, at han ikke kunne ligge tøt oû. natten. Espen var nået ud til skoven. Han gk ad en græsbevokset skowej, som ba e bestod af de dybe hjnlçor fra brændevognene. Hjdene havde ædt sþ dybt ned i leret, og i de dybeste af hullerne stod noget gult, leret vand, som solen endnu il*e havde fået til at fordampe. Espen bljede sig ned for at se, om der var nyggè la ver. Det var der ikke. Derimod var der en brun fr1, som sad med /jnene og halvdelen af hovedet stulùet o,p af va det. Den fandt sig roligt i, at Espen stod og kiggede på den. Espen tænkte sig lige så lille som fréen, og så blev vandhullet til en flod i Afrika, og der var ingen, der kunne se, at frøen ilike va en flodhest. Espen havde bøjet slg dybt ned over hjulsporet og stirrede pâ frlen og på dens mærkelige Øjne. Det gav et helt sæt i ham, da fréen pludselig sprang op i luften og ind i græsset 198 ved siden af veien. Dens drivende våde krop skinnede bla kt i solen, og den lyste gulligt under bugen. Den landede på græsset med benene tn kket op under sig og sad et fieblik helt stille. Kun dens sider pumpede ud og ind. Så kravlede den ind mellem græsstråene for at finde tugt og køliehed til sin tynde hud. Bspen gik videre. Han undgik fonigtigt vandhullerne og de bllde steder og gk pâ lerskorpen, som solen havde brændt hård og tfi. Pà de steder, hvor der va fuger og revnet, kunne han mærke den bløde jordbund nedenunder skorpen som en gliden under fldderne. Græsset var allerede ved at skyde tuer ind over hjulsporene, men det var jo også tidliet på forâ et, at de havde kørt brænde ind. Espen gk bort fra vejen og ind mellem stanmerne, ned mod standen. De andre og lærerne stod på sâññe parti.'læ,rerne var blot en del af de andre og hgrte med til Espens periferi. De klemte ham hårdt. Espen skrev straffestile og repede ekstraopgaver i massevis. Han blev så overbebyrdet med elstraarbeide, at han slet ikke kunne nå at læse på sine lektier. Det affédte nye straffestile. Espen var ved at drukne hjælpel/st i súraf. Så opgav han det. Han begyndte at >glemme< at slsrive straffestil. De andre mâme og godæde sig" Hvordan kunne man glemme at skrive straffestil? Og tak for lille Es ren! Men det va ikke det eneste, Espen glemte. Efterhånden glemte han alting. Han glemte sine b/ger, han glemte sine stilehefter, sine regnehefter, sine blyanter, og han glemte sit viskelæder. Så fik Espen en 'glemmebog., hvor alt hvad Espen glemte blev noteret op. Den skulle han stille med hver dag efter skoletid pâ rektors kontor. r99 i

5 Espen grinede follet flrste gang han gk ud af klassen med sin glemmebog under a men. En glemmebog! Det var der aldrig h/rt om ffr! Espen lod, som om han va ligeglad og grinede fjollet. - Griner du? spurgte læreren. Er du da fuldstændig vanvittig. Dreng! Der kom en lyd fra Espen. Det lød som en mellemting mellem en fnisen og en hulken. - Kom herop! Espen kom derop og fik en på kassen, så det sang. Espen stod helt stiv med fem fingre flammende hen over kinden. Hans ansigt udtrykte den mest fortvivlede håbløshed og afrn $. Pludselig bøjede han hovedet og sagde så sagte, at man næsten ikke kunne hþre det: -Jeg klager til rektor! Der gik et sus mellem de a dre. Espen klage til rektor! Det va vel noget, han havde h/rt, man kunne. Han havde vel hørt, at man kunne klage over lærerne til rektor. Han havde hørt om et våben. Nu brugte han del Bang! Espen fik en på den anden kind. En klage fra Espen kunne ikke tages hfitideligt- Der var vel snarere en anbefaling og i hvert fald ikke nogeç man kunne komme i fedtefadet for. Og FÐen selv vidste kun alt for godt, at han itke kuuoe klage. Han kom þ med sin glemmebog og var handicappet på forhånd. Espen stod oppe pâ den stejle skrænt og kiggede ud ove vandet. Vandet va fuldstændig stille og klart, men for foden af slcrænten lå strandbredden som en brænding af snehvidt sand. I det flimrende skarpe sollys så det ud, som om sandet var levende og fossede op om de store kampesten og de mprke dynger af tørret blæretang. Nogle småtræer var rutsjet ned ad sk ænten på et par store 2W vissentgrpnne græstørv og stod midt nede på brinken i en underlig skrå stilling, som gjorde én svimmel. Helt nede va et stort træ stj rtet ud i va det. Stammen og grenene stod under vand, men inde ved bredden stak træet sine krogede rødder op i luften. De var blege og t6rre cf sol og salt og pisket glatte af sandet. De så stive og dpde ud. Enkelte steder hang endnu nogle rodtevler og noget vissent græs, der va fuldt af sand. Sâdan sâ Espens hår ud, nâr han havde været i vandet og stået pâ hovedet i sandet bagefter. Han spreng ud over sk æntens kant og skiftevis løb og kurede ned mod stranden. Fa ten var lige ved at tage magted fra ham. Det var en underlig lang og kold fornemmelse i benene. Somme tider f/ltes det, som om han havde vinger pâ hælene, og somme tider var det, som om han løb en fem-seks mægtige lange skridt nede på knæene. Han landede med et bump på den faste strandbred, så det snu{rede i benene. Fa ten havde taçt pusten fra han og fâet weden frem på hans pande. Han stod et fieblik og gispede efter vejret, så begyndte han at smide tfiet. Lidt efter gik han ud i vandet. Han gk forsigtigt, for der va både sten og muslingeskaller; og han havde ikke hârd hud under fødderne. Vandet lukkede sig om hans ben som en vâd, kold elastik, der gled hpjere og hfiere op. Da den kom op til midt på lårene, kastede Espen sig forover, tog en dukkert og beryndte at svlmme udad. De andre va ikke helt så gamls se6 Espen. Han havde været oversidder en gang eller to og var kommet et sk idt foran dem i udvikling. Pigerne un s 'ikke lide ham. Espen havde fået filipenser og så usund ud, og Haone og Else syntes, han 201

6 havde grimme øjæ. Hanne og Else va de største af pigerne og dem, der fnisede mest. Når de om sorlmeren ingen strlmper havde på og glk med ba e ben i skoene, syntes de, at Eqren kiggede så underligt efter dem- Det var noget så uhyggeligt, som han kiggede, slm.tes l{anne og Else. Og så syntes alle de andre det også- Til skoleballet vill ingen af dem dânse med Espen. De va altid optagel Men sidste â havde Espen haft af sin kusine fra.a,lborg, og så havde han danset med hende hele aftenen. Espens kusine var en lille, blåfrossen én og var ikke nær så gammel som Espen. Det havde egentlig set så underligt ud, at de slet ikke havde danset med nogen på deres egen alder. Dagen efter sagde Hanne, at hun havde hlrt noget værre noget om Espen og hans kuine. Det va io ikke sik&ert' men det ville slet ikke være mærkeligt. Han havde jo altid været en skidt knægt, og sâdan som han kiggede! Det kunne selvfélgelig ikke kontrolleres. Men efte hânden blev det en kendsgerning i skolen, og i lang tid blev der gloet nysgerrigt efter Eqrcn. Og alligevel hmne de ikke rigtig forstå, at Eryens Ûusine il&e havde sladrel De andre sagde, at Eqren havde givet hende penge for at tie gtille. Espen havde filet (4et pâ igen og var kommet op på vejen. Han Sk med ansígtet mod sole - Hans lienlåg var rlde indvendig, fordi solen skinnede igennem dem, og han vidste, at de også var rpde udvendig, fordi han havde exædt. Vejen var tøl og støvet' og der lâ stdv på græsstrâene langs vejkanten. Man havde lyst til at tage en haveslange og spule dem rene, så de blev friske og grénne igen og fik vandperler pâ sig i stedet for stlv. Espen sâ sig om. Der var ingen andre på veien' Han gik hen til et træ og knappede bukserne op. Det var ikke meget han kunne overkonune. Der blev kun en lille g Øn plet med lidt mørk jord under. Espen kiggede op mod himlen' Den va stærkt blå og uden slsyer, og det var meget va ml Espen snfftede, og det begyndte igen at wide inde bag finene. Han måtte se at komme, lige når halvtofrikva teret var forbi, og han håbede, at han il<ke ville nogen af lærerne, fordi han havde pjækket fra skole i dag. Hag nåede byen og gk op til skolen' Pâ urmaçrens ur, så han, at klokken var tyve minutter i to' Han kiggede forsigtigt ind i skolegården. Den va tom og uddfld' Oppefra gennem de åbentstående vinduer kunne han hø e' at undervisningen var beg mdt. IIan så over mod pedellens vinduer. Så vidt han kunne se' var der ingeo bag ruderne. Han gik forsigtigt over den solbeskinnede gårds' plads og nåede velbeholden ind på toilettet' Han lâsede dpren efter sig. De andre fandt ham en time efter. Va det stod og løb i kummen. Finn Ge des: 24/12/1914. 'De blå gardíner' (novelle ), rsorte engle' (noveller),'skoven'.' (roman). ÑoveUán,Dr. Rauber tíl frokost' er lra 'De blå gudiner., 1943.,De anlre og Espen' er lta,sorte engle.,

HEJ SØSTER. og grædt det samme snot uden dig var det aldrig gået godt

HEJ SØSTER. og grædt det samme snot uden dig var det aldrig gået godt HEJ SØSTER 1. HEJ SØSTER Hej, søster, kan du ikke se komikken, så står vi her igen med fletningerne langt nede i postkassen hej, søster, det er ligesom bukseelastikken har fået et knæk og sikkerhedsnålen

Læs mere

Klimaet har ændret sig gennem flere tusinde år. Fra istid til tempereret klima med stor betydning for mennesker, dyr og planters betingelser.

Klimaet har ændret sig gennem flere tusinde år. Fra istid til tempereret klima med stor betydning for mennesker, dyr og planters betingelser. Klimaet har ændret sig gennem flere tusinde år. Fra istid til tempereret klima med stor betydning for mennesker, dyr og planters betingelser. Undervisningshæftet Klima og historie giver et indblik i seks

Læs mere

De er døde, begge to

De er døde, begge to De er døde, begge to De er døde, begge to. 2012 Ved Vivi Petersen. Alle rettigheder forbeholdes. Tryk: Eurographic, Denmark Design af omslag: Frede Uhrskov Forlagsredaktør: Vibeke Uhrskov Larsen Forsidefoto:

Læs mere

yngre engle, som godt kunne lide at komme ind i det lidt lumre men også dragende

yngre engle, som godt kunne lide at komme ind i det lidt lumre men også dragende For mange tusinde år siden var der en ærkeengel ved navn Mikael, som gjorde sig ret så bemærket blandt øvrige engle. Han var den sejeste af alle englene, kunne han slet ikke lade være med at styre dem

Læs mere

han løftede den op. Den ene arm faldt slapt ned til siden og dinglede mod hans hofte, da han begyndte at gå i regnen. Vandet løb ned ad hendes kinder

han løftede den op. Den ene arm faldt slapt ned til siden og dinglede mod hans hofte, da han begyndte at gå i regnen. Vandet løb ned ad hendes kinder * Da han rettede sig op, sank de nye, blanke Lloyd sko, han ellers kun brugte til pænt brug, ned i mulden, og han var ved at falde bagover. Fornemmelsen af noget skrøbeligt, der bliver knust mellem fingrene,

Læs mere

Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld

Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld Klaus Rifbjerg Den kroniske uskyld Det Schønbergske Forlag København 1958 Copyright 1958 by Det Schønbergske Forlag. Omslag: Thomas Winding. 2. oplag november 1958.

Læs mere

Historien om. Hvem har flyttet min ost?

Historien om. Hvem har flyttet min ost? Historien om Hvem har flyttet min ost? DER VAR ENGANG, for længe siden i et land langt væk, fire små størrelser, der løb igennem en labyrint for at finde ost, som skulle gøre dem mætte og lykkelige. To

Læs mere

er en dokumentarisk roman om opvækst og revolution.

er en dokumentarisk roman om opvækst og revolution. Sam Nik og Michael Svennevig: er en dokumentarisk roman om opvækst og revolution. Det er en fortælling, der giver indblik i livet i skyggen af den religiøse revolution i Iran i 1979, og er begyndelsen

Læs mere

MIT BARN hvor er du? Første bog i Danmark om adoption fortalt af den biologiske mor. Aniella Bonnichsen

MIT BARN hvor er du? Første bog i Danmark om adoption fortalt af den biologiske mor. Aniella Bonnichsen MIT BARN hvor er du? Første bog i Danmark om adoption fortalt af den biologiske mor. Aniella Bonnichsen MIT BARN HVOR ER DU? BAGSIDETEKST Adoption bringer mange tanker og følelser i spil. I bøger, aviser,

Læs mere

Du skal adlyde din mor

Du skal adlyde din mor Du skal adlyde din mor af Sørine Steenholdt fra novellesamlingen: Ung i Grønland, ung i Verden Oversat til dansk af Aminnguaq Dahl Petrussen Kommentarer af psykolog Jonna Ketwa Novelle 2 En ung kvinde

Læs mere

Tilfældet vil os det bedste

Tilfældet vil os det bedste 9 Tilfældet vil os det bedste 1 Tilfældet vil os det bedste Novelleantologi 2 tilfældet vil os det bedste 20 noveller udvalgt ved DM i novelleskrivning for unge 2013 Tilfældet vil os det bedste Redaktion:

Læs mere

Jeg har bare lyst til at sove, til smerten er væk

Jeg har bare lyst til at sove, til smerten er væk 1 Jeg har bare lyst til at sove, til smerten er væk 21-årig mand, mor død af blodprop for tre uger siden Denne pjece er skrevet til dig, der er teenager eller i 20 erne, og som har mistet din far eller

Læs mere

Den anden Jeppe. En vandring med Jeppe Aakjær 2014. Sally Altschuler

Den anden Jeppe. En vandring med Jeppe Aakjær 2014. Sally Altschuler Den anden Jeppe En vandring med Jeppe Aakjær 2014 Sally Altschuler 1. BAGHAVEN/BUSTEN (Knasen af grus og kviste ) Åh jeg må have blundet. Lige her, midt i roserne. Hvor ejendommeligt Ja, undskyld, men

Læs mere

Konfirmations gudstjeneste søndag den 12. april 2015. Kære konfirmander! Livet er som en rejse! og vi gør det selv til en opdagelsesrejse!

Konfirmations gudstjeneste søndag den 12. april 2015. Kære konfirmander! Livet er som en rejse! og vi gør det selv til en opdagelsesrejse! Konfirmations gudstjeneste søndag den 12. april 2015. Kære konfirmander! Livet er som en rejse! og vi gør det selv til en opdagelsesrejse! Vi har hver i sær vores bagage med. Både den helt konkrete bagage

Læs mere

Her finder I de sange, som vi synger mest her i børnehaven. Tre små ællinger.

Her finder I de sange, som vi synger mest her i børnehaven. Tre små ællinger. Her finder I de sange, som vi synger mest her i børnehaven. Tre små ællinger. Tre små ællinger jeg engang så, Tykke og tynde var ude at gå, Men den ene lille ælling med en fjer på sin bag drillede de andre

Læs mere

Masterclass i kreativ skrivning. - Århus Akademi 2014. Lasse Rude Nord. Nikolaj Loufbye Carstensen. Sissel Karstensen.

Masterclass i kreativ skrivning. - Århus Akademi 2014. Lasse Rude Nord. Nikolaj Loufbye Carstensen. Sissel Karstensen. VI SER 1 Masterclass i kreativ skrivning - Århus Akademi 2014 Lasse Rude Nord Nikolaj Loufbye Carstensen Sissel Karstensen Nikita Morel Laura Haslam Lassen Alle rettigheder tilhører forfatterne Forord

Læs mere

Alle unge har ret til et liv uden pres og trusler

Alle unge har ret til et liv uden pres og trusler Etnisk ung 1 Alle unge har ret til et liv uden pres og trusler Fortællinger om familiekonflikter fra unge med minoritetsbaggrund 2 Alle unge har ret til et liv uden pres og trusler Etnisk Ung Etnisk Ung

Læs mere

DE FRAFALDNE. 20 fortællinger af unge om frafald fra ungdomsuddannelser UNGDOMSBUREAUET

DE FRAFALDNE. 20 fortællinger af unge om frafald fra ungdomsuddannelser UNGDOMSBUREAUET DE FRAFALDNE 20 fortællinger af unge om frafald fra ungdomsuddannelser UNGDOMSBUREAUET DE FRAFALDNE 20 fortællinger af unge om frafald fra ungdomsuddannelser De Frafaldne En samling af fortællinger om

Læs mere

Hvordan høre Gud tale?

Hvordan høre Gud tale? Hvordan høre Gud tale? Forord til læreren For flere år siden sad jeg sammen med en gruppe børn i 10-11 års alderen. Vi havde lige hørt en bibeltime, der handlede om at have et personligt forhold til Jesus.

Læs mere

Indholdsfortegnelse. Del 2 side 38 Støtte i sorgen side 40. Landsforeningen Spædbarnsdød

Indholdsfortegnelse. Del 2 side 38 Støtte i sorgen side 40. Landsforeningen Spædbarnsdød Når I har mistet Når I har mistet Rymarksvej 1 2900 Hellerup Telefon: 3961 2451 Kontonr.: 9884 104990 www.spaedbarnsdoed.dk forening@spaedbarnsdoed.dk Landsforeningen Spædbarnsdød er på Facebook Tekst:

Læs mere

Sigbjørn Obstfelder: To novelletter

Sigbjørn Obstfelder: To novelletter bokselskap.no Sigbjørn Obstfelder: To novelletter Teksten er lastet ned fra bokselskap.no Sigbjørn Obstfelder To novelletter 1895 Liv Sletten Liv Der er i en stor by dunkle kroge, afsides gader med forunderlige

Læs mere

SÅ KOM EN HÆSLIG JÆGER

SÅ KOM EN HÆSLIG JÆGER 57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41 Side 3 SÅ KOM EN HÆSLIG JÆGER ESSAYS OG HISTORIER OM JAGT Af Klaus Rifbjerg Udvalg og redaktion Lærke Pade m tiderne skifter 57011-Rent_Jæger_trykkeri 04/09/56 3:41

Læs mere

Fiskeren, der sprang ud

Fiskeren, der sprang ud Fiskeren, der sprang ud 68-årige Poul Jensen sejler ud i al slags vejr for at fange ål i ruser. Hjemme venter hans tyve år yngre ægtemand fra Thailand. Men sådan har det ikke altid været. Engang var Poul

Læs mere