Jeg kontaktede straks lederen, ligesom jeg efterfølgende sendte en mail, hvor jeg konkret gjorde rede for de mest bekymrende observationer.

Transkript

1

2 Hvorfor går ingen op i kvaliteten af det pædagogiske arbejde? Der er alt for mange børn, der mistrives i Danmark. Så når politikerne forsøger at spare på institutionsområdet, sparer de det forkerte sted. Debatindlæg 12. jan kl Nanna Kruuse Forælder, børnepsykolog og specialist i børneneuropsykologi Gennem mit arbejde som børnepsykolog har jeg besøgt et betydeligt antal institutioner, hvorfor jeg mener mig i stand til på faglig forsvarlig vis at kunne bedømme kvaliteten af det pædagogiske arbejde. Vores søn startede 1. december 2016 i en børnehave i Viby. For at sikre en god opstart deltog jeg sammen med ham de første tre dage. I tre dage observerede jeg, hvordan uhensigtsmæssig pædagogisk praksis resulterede i uhensigtsmæssig adfærd hos nogle børn og eksklusion og marginalisering hos andre. Jeg kontaktede straks lederen, ligesom jeg efterfølgende sendte en mail, hvor jeg konkret gjorde rede for de mest bekymrende observationer. På et møde med lederen samt områdelederen skinnede det tydeligt igennem, at deres opfattelse var, at de sagtens kunne stå inde for fagligheden. Der var ikke nogen respekt for, at jeg sad dér som børnepsykolog, og at jeg havde tilbragt 15 timer på en stue, hvilket er mere, end de tilsammen har tilbragt på en stue gennem de seneste år. Da der ikke var udsigt til, at der ville blive rettet nævneværdigt op på den pædagogiske praksis, tog vi vores søn ud af institutionen med øjeblikkelig virkning. At ingen for alvor går op i kvaliteten af det pædagogiske arbejde samt pædagogernes forudsætninger for at udføre deres arbejde tilfredsstillende, er mildest talt stærkt bekymrende

3 Nanna Kruuse Under en telefonsamtale med områdechefen gik det op for mig, at det er lederen og dagtilbudslederen, der sammen vurderer kvaliteten af den enkelte institution. Det var ikke muligt at få konkrete svar på, hvilke specifikke parametre der måles på, ligesom hun ikke kunne redegøre for de enkelte ledere eller dagtilbudslederes fagspecifikke kompetencer i forhold til at vurdere kvaliteten. At ingen for alvor går op i kvaliteten af det pædagogiske arbejde samt pædagogernes forudsætninger for at udføre deres arbejde tilfredsstillende, er mildest talt stærkt bekymrende. Forskning viser, at op mod 50 pct. af de danske børn er usikkert tilknyttede til en primær omsorgsperson, hvilket menes at hænge sammen med, at vi institutionaliserer vores børn så tidligt og så meget. En del af de danske børn tilbringer op imod 50 timer om ugen i institution. Når en undersøgelse indikerer, at børn i de danske institutioner i gennemsnit får 10 minutter voksenkontakt om dagen, er det ud fra et børnepsykologisk perspektiv nærmest en selvfølge, at en del af disse børns følelsesmæssige, sociale samt kognitive udvikling vil blive påvirket i negativ retning, såfremt der ikke er kvalitet i den pædagogiske praksis (herunder pædagoger nok til at sikre muligheden for, at der kan ydes kvalitet i arbejdet). Politisk er retorikken på daginstitutionsområdet trættende. Alting handler om besparelser, og senest har børne- og socialminister Mai Mercado (K) udtalt, at der ikke er råd til mindstenormeringer. Som børnepsykolog forstår jeg ikke, hvordan vi som samfund har råd til ikke at følge anbefalingerne for mindstenormeringer. Forskningen viser, at når normeringen forringes, daler kvaliteten af det pædagogiske arbejde selvfølgelig, hvilket først og fremmest rammer de svage børn. Dette står i skarp kontrast til den politiske prioritering i Danmark, hvor børn tilsyneladende betragtes som objekter,

4 der blot skal opbevares, så deres forældre kan komme på arbejde Nanna Kruuse Dette bidrager til social skævvridning. Nobelpristager James J. Heckman har ifølge Mandag Morgen bevist, at»det er en langt bedre forretning at investere i de helt små børns udvikling«, samt at»sociale investeringer i 3-årige børn giver et bedre økonomisk afkast end det gennemsnitlige afkast på det amerikanske aktiemarked«. Jo før der interveneres, jo større er effekten. Dette står i skarp kontrast til den politiske prioritering i Danmark, hvor børn tilsyneladende betragtes som objekter, der blot skal opbevares, så deres forældre kan komme på arbejde. Samtidig er der tilsyneladende kun en form for pseudovurdering af kvaliteten af de enkelte institutioner. Da der ikke findes dagtilbudspladser nok, bliver børn og forældre taget som gidsler. Man skal være glad, hvis bare man får en institutionsplads, og den forventes man at tage imod uden at stille krav til kvaliteten. Hvis man er utilfreds, er man på herrens mark. Danmark er ikke velsignet med guld i undergrunden. Det, vi har, er vores børn, og dem skal vi altså passe på. Alt tyder på, at det, vi byder dem i vores lille smørhul af et land, ikke er godt nok dertil er der ganske enkelt for mange, der mistrives. Se bare, hvordan antallet af børn, der diagnosticeres og medicineres i psykiatrien, eksploderer i disse år.

5 Når politikerne forsøger at spare på institutionsområdet, sparer de det forkerte sted, hvilket på sigt ender med at blive langt dyrere samfundsøkonomisk. Hvor ville det være forfriskende, om politikerne begyndte at træffe beslutninger, der rakte ud i fremtiden og med det menes længere end de fire år, en valgperiode varer.