Jo Nesbø fortæller om sig selv

Transkript

1 Jo Nesbø fortæller om sig selv Jeg ved, hvad der venter Harry Jeg kommer fra en læsende og fortællende familie. Min mor var bibliotekar, og min far plejede at sidde i stuen og læse hver eftermiddag. Og han fortalte. Lange historier, som vi havde hørt før, men på en sådan måde, at vi gerne ville høre dem igen. Da jeg var syv år, trak jeg Fluernes Herre af Nobelprisvinderen William Golding ud fra bogreolen og bad min far læse den højt for mig. Det var nu ikke, fordi jeg havde god smag. Det skyldtes snarere, at der på bogens omslag var en tegning af et blodigt grisehoved, der var spiddet på en pæl. Men jeg spillede først og fremmest fodbold og debuterede 17 år gammel på tippeligaholdet Molde og var overbevist om, at jeg ville blive professionel i Tottenham. Så jeg pjækkede fra skolen, og karaktererne blev ad helvede til, men hvad så? Jeg skulle jo være professionel i Tottenham... Så røg korsbåndene i begge knæ. Det var sikkert ikke noget tab for Tottenham, men for mig ramlede verden sammen. Jeg var lige blevet færdig med gymnasiet, og da jeg fik eksamensresultaterne, gik det op for mig, at jeg ikke havde karakterer til at gøre det, jeg havde lyst til, og at en del veje bogstaveligt talt var lukkede. Jeg tog derfor en dyb indånding og søgte militærtjeneste i den yderste udkant nordpå. Der murede jeg mig inde og pløjede mig hver aften og weekend gennem tre års gymnasiepensum. Og faktisk også en hel del Hamsun og Hemingway. 1

2 Under militærtjenesten opdagede Jo Nesbø, at han havde en vis selvdisciplin. Og da han det forår fik eksamensbeviset med topkarakterer i hånden, gav det ham en dyb og inderlig selvtilfredsstillelse. Nu kunne han studere, hvad han ville og begyndte på Norges Handelshøyskole i Bergen, et traditionsrigt og prestigefyldt studium, som han tænkte måtte være godt. En dag i kantinen kom en fyr hen til mig og sagde, at nogen havde sagt, at jeg spillede guitar. Det var ikke helt sandt, jeg kunne tre greb, men jeg sagde ham ikke imod. Så blev jeg guitarist i bandet De Tusen Hjem, som spillede industriel støjrock af den type, der opstår, når man er overordentlig dårlig til at spille, har strøm nok, store forstærkere og øver i en kælder. Det lød så rædsomt, at sangerne stoppede en efter en. Til sidst blev jeg skubbet frem til mikrofonen. Men Nesbø syntes, teksterne til de covernumre, de sang, var rædselsfulde og begyndte at skrive selv. De Tusen Hjem opnåede aldrig verdensherredømmet, men udgav da en single, som tit blev spillet i lokalradioen, mindst én gang på landsdækkende radio og solgte 25 eksemplarer. Og da studierne var overstået, var jeg civiløkonom med et spirende talent for at skrive poptekster. Jo Nesbø flyttede til Oslo og begyndte at arbejde med finanser og kedede sig bravt. En aften lyttede en ung jazzbassist, som jeg kendte, til nogle af sangene. Dagen efter havde vi startet et band. Et år senere begyndte 2

3 vi at turnere. To år senere havde vi en pladekontrakt. Vores andet album blev det bedst sælgende album i Norge i mange år. Koncerterne var udsolgt i løbet af få timer. Og vi var pludselig popstjerner. Men efter at have set, hvad der skete med andre bands, som havde gjort hobbyen til arbejde, havde Nesbø erfaret, at det krævede for mange kompromiser, både hvad angik musik og livsindhold. Så han bibeholdt jobbet som aktiemægler, mens han spillede. Ved siden af læste han til finansanalytiker, og da han og en market-maker blev købt af DnB Markets, Norges største aktiemægler, for at opbygge deres options-afdeling, måtte han binde sig i to år. Jeg havde med andre ord nok at lave. Efter et år var jeg så udslidt, at jeg hadede alt og alle, jeg arbejdede sammen med, inklusive mig selv, og jeg fortalte bandet og mæglerchefen, at jeg måtte have et halvt år fri. Derefter satte jeg mig på et fly, som skulle flyve mig længst muligt væk, til Australien. Men jeg tog også en computer med. Turen fra Oslo til Sydney tager cirka tredive timer. På de tredive timer udtænkte Jo Nesbø et plot til en fortælling, som han begyndte at skrive på, så snart han var fremme ved hotellet. Det skulle være en fortælling med det, som Aksel Sandemose hævdede var det eneste, der var værd at skrive om: mord og kærlighed. Det var midt om natten, jeg havde jetlag, og jeg skrev om en fyr ved navn Harry Hole, som landede i Sydneys lufthavn, kørte ind på det samme hotel og havde jetlag... 3

4 Da jeg kom hjem fra Australien havde jeg næsten skrevet en hel bog. Så jeg fortsatte lige efter, at jeg havde stillet kufferten fra mig i stuen. Jeg skrev og skrev og blev irriteret over afbrydelser som sult og søvnbehov. Det var de bedste uger i mit liv. Han sendte manuskriptet til et forlag under pseudonym for at sikre sig, at de ikke ville blive fristet til at udgive en lortebog, der var skrevet af en popstjerne. Da manuskriptet var blevet sendt, var orloven fra arbejdet slut. Jeg mødte op den første morgen, tændte computeren, og indså, at jeg havde næsten alt. En lejlighed, en næsten færdigbetalt gæld, et overbetalt arbejde og et godt band. Det eneste, jeg manglede, var tid. Min far var død to år tidligere, samme år, som han var blevet pensioneret og ville have skrevet den bog, som han havde samlet notater til, om sine oplevelser under Anden Verdenskrig. Men tiden var løbet ud for ham, og jeg kunne ikke lade det samme ske for mig. Så før skærmen helt var blevet tændt, stod jeg på chefens kontor og forklarede ham, at jeg ikke længere havde tid til at arbejde for ham. De næste tre uger gik han og overvejede, hvad han skulle finde på, indtil han en formiddag fik en opringning med spørgsmålet om, hvorvidt det var Kim Erik Lokker, man talte med. Derpå fulgte en kortfattet besked om, at man ønskede at bearbejde det indsendte manuskript til bog. De spurgte, hvorfor jeg havde brugt pseudonym, og jeg forklarede, at jeg havde et kendt navn. Men da jeg sagde mit navn, gav ingen udtryk for genkendelse. Jeg rømmede mig og forklarede, at jeg var 4

5 sanger i et kendt band. Stadig ingen reaktion. Jeg sagde navnet på bandet. To af dem nikkede genkendende, og en af dem gav sig til at nynne en sang. Af et andet band. I efteråret 1997 udkom Flagermusmanden, og Nesbø ventede med en blanding af fryd og angst på, at anmelderne skulle slagte ham popfyren, som vovede at skrive krimier! Men anmeldelserne var saglige og seriøse og fokuserede på bogen og ikke personen. Og bedst af alt: De kunne lide den. I vinterens 1998 rejste Jo Nesbø til Bangkok med en synopsis til det, der skulle blive til Kakerlakkerne. Han vidste fra pladebranchen, at publikums hukommelse er kort, og hvis Kakerlakkerne floppede, ville han være tilbage på Start. Da jeg kom hjem fra Bangkok, fik jeg besked fra forlaget om, at Flagermusmanden var blevet tildelt Riverton-prisen for bedste norske kriminalroman i Jeg blev naturligvis glad, men også lidt skeptisk. Det havde jo været så let! Jeg udregnede derfor, hvor mange norske kriminalromaner, der var blevet udgivet det år, trak de forfattere fra, som havde fået prisen før, idet jeg havde hørt, det var kutyme, at man kun fik den én gang. Derefter trak jeg dem, som anmelderne ikke havde brudt sig om, fra, og kom frem til, at jeg måtte have fået prisen ud fra en slags udelukkelsesmetode. En måned senere blev Flagermusmanden også tildelt Glasnøglen som bedste skandinaviske kriminalroman. Også Kakerlakkerne blev en kæmpe succes i Norge, og da Jo Nesbø satte sig ned for at skrive Rødhals, var det den historie, hans far ville have skrevet om nordmænd på begge sider af nazismen under Anden Verdenskrig, om det mytiske, norske selvbillede af et folk og en nation i 5

6 aktiv modstand mod Hitler. Om, hvorfor mennesker vælger, som de gør, og sejrherrens ret til at skrive historien. Hvis det at skrive de to første bøger kunne sammenlignes med at have spillet alene på akustisk guitar, blev arbejdet med Rødhals ligesom at dirigere et symfoniorkester. Da jeg var færdig, vidste jeg, at jeg, hvis jeg blev slagtet eller ikke nåede igennem med denne bog, ville blive nødt til at stoppe og foretage nogle nye valg. For Rødhals var kort og godt det bedste, jeg havde at byde på. Men Nesbø blev ikke slagtet, og Rødhals blev tildelt Boghandlerprisen for bedste skønlitterære roman. I Sorgenfri lagde jeg næsten udelukkende handlingen i Oslo, nærmere bestemt til den gade, hvor jeg havde min adresse. Sorgenfri er indholdsmæssigt en klar opfølger til Rødhals, og ligger som jeg ser det strukturelt og fortællerteknisk tættere på den end de to første Harry Hole-bøger. Marekors fortsætter der, hvor Sorgenfri slap, sat i et Oslo-miljø under en hedebølge i juli med Tom Waaler som en fortsat central karakter. Men han forbliver en gåde. Den lange historielinje med Waaler en person, som i mange henseender ligner Harry en del og spejler hans egen psyke og moralske dilemmaer gør, at det ikke er unaturligt at se Rødhals, Sorgenfri og Marekors som en Oslo-trilogi. Marekors blev udgivet i efteråret Bogen banede vej for forfatterskabet i udlandet, hvor han indtil da var blevet oversat til seks sprog og var en såkaldt spændende, eksotisk skandinavisk krimiforfatter, men trods alt lille på alle andre markeder end det norske, 6

7 blev rettighederne til bøgerne om Hole nu solgt til udgivelse i et massivt antal lande i hele verden. I sommeren 2005 afsluttede jeg Frelseren, som jeg havde brugt to år på at skrive. Dens handling er delvis hentet fra miljøet omkring Frelsens Hær, og delvis fra belejringen af Vukovar på grænsen mellem Kroatien og Serbien i 1992, og delvis fra Oslos nattemiljø omkring handelsstedet for narkotika, Plata, som nu er lukket. Jeg kender lidt til Frelsens Hær efter at have arbejdet sammen med dem i plade- og koncertsammenhænge til fordel for arbejdet i Frelsens Hær, mens baggrundshistorien om den unge, kroatiske lejemorder delvis stammer fra en kroatisk kaptajn, som jeg mødte, da jeg skrev Stemmer fra Balkan i Den hjemlige krigszone, Oslo-natten på Plata, kunne jeg bare liste mig ud, når jeg havde lyst. Jeg var meget entusiastisk, da jeg havde skrevet Frelseren færdig, og blev overrasket, da jeg mødte mere modstand fra forlaget, end jeg havde gjort med nogen af mine tidligere bøger. Jeg havde allerede skåret næsten hundrede sider fra romanen, og var ved at skære endnu mere fra. Den nye version føltes så barberet, at jeg var bange for at have taget livet af den. På et tidspunkt spurgte jeg min redaktør, om han ikke hellere syntes, vi skulle droppe hele bogen og begynde på en ny. Jeg var nok præget af, at vi i kølvandet af succesen med Marekors fra alle kanter kunne mærke forventningerne til opfølgeren. Der var pludselig meget dybt at falde. Men Frelseren blev den hurtigst sælgende bog i Jo Nesbøs norske forlags historie. Der var gået fem dage, og den var allerede i mangel af et mere præcist eller dybere udtryk en fantastisk succes. Jeg husker, at jeg 7

8 lovede mig selv at nyde øjeblikket uden dårlig samvittighed eller den paranoia, jeg indbilder mig, at alt for smukke kvinder altid lider af: følelsen af, at folk kan lide en af grunde, man egentlig foragter. Jeg gjorde det modsatte og bestilte en T-shirt med ordet BESTSELLER. På den anden side fandt jeg aldrig den rigtige anledning til at bruge den. Tja, så kan man i hvert fald piske sig selv med, at man er fej... Samtidig med, at Nesbø startede på at skrive Snemanden, mærkede han, at der begyndte at ske ting i udlandet. Min agent ringede stadig oftere, og i dag er Harry Hole-romanerne oversat til over tyve sprog, men det giver stadig et stort kick at få en bog med posten, hvor det eneste ord, man kan genkende, er ens eget navn på omslaget. Efter udgivelsen af Snemanden, som blev den hurtigst sælgende roman i norsk boghistorie, fik Nesbø for første gang i lang tid tid til en slags sommerferie. I november 2007 udgav jeg en lang novelle, Det Hvide Hotel, hvoraf alle indtægter fra salget gik til Red Barnet. Og nu synes jeg, jeg kan høre dig stønne, når du venter på, at jeg skal fortælle, hvor godt også den blev modtaget. Den blev kun anmeldt ét sted. Anmelderen syntes om projektet, men hadede forfatterens bidrag. Jeg læste anmeldelsen to gange og indså desværre, at han havde nogle gode pointer. Men 2007 blev alligevel et fantastisk år for mig. Så hvad gør man, når alt går så godt? 8

9 Man begynder selvfølgelig at skrive noget, som er så anderledes, at man føler, man risikerer noget, og opfinde en helt ny verden, så frygten for at mislykkes kan højne glæden ved eventuelt at lykkes. Denne gang er projektet en historie om en headhunter i et rekrutteringsfirma. Han bruger FBI s ni-trins-afhøringsmodel på kandidater og er gift med en kvinde, som er alt for smuk, og som må finansieres ved hjælp af kunsttyverier. En dag dukker der en hollænder op til en jobsamtale. Det viser sig, at han har et forsvundet mesterværk af Rubens hængende derhjemme... Lige nu arbejder jeg på en ny Harry Hole-roman. Jeg vender altid tilbage til ham. Det er svært at sammenfatte romanseriens protagonist i få ord, men her er nogle træk i Harrys personlighed(er), som er vigtige for mig, når jeg skriver: Han er en fyr, som er drevet af både sine gode og mørkere sider. Han både tror og ikke tror på sin rolle som lovens håndhæver. Og af og til er han så meget i sine følelsers vold, at de sejrer over hans grundlæggende tro på retsstatens principper. At han jager med et så intenst had og har problemer med at afstå fra hævn, gør, at han til tider kan forveksles med de antagonister, som han kæmper imod. Men samtidig kan han pludselig føle empati for, og måske til og med slægtskab, med lovbryderen. Harry Hole er en helt med markante svagheder. Alle interessante helte har en akilleshæl, og i Harrys tilfælde er det alkoholen. Vi er måske, som kvinden [i Snemanden, red.], der kæmper i sneen, alle bedst tjent med ikke at vide, hvad der venter os. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg ikke ved det. Men jeg ved, hvad der venter Harry. Og det ville jeg gerne have fortalt dig... 9