Skærtorsdag - Hurup og Gettrup

Transkript

1 Skærtorsdag - Hurup og Gettrup Det er skærtorsdag og vi er på den anden tekstrække i år, så fodvask er fremhævet, men nadveren er selvfølgelig med. Vi fejrer hver søndag nadver i sidste halvdel af vores gudstjeneste, men bevæger nadveren sig ikke hen imod centrum i vores fællesskab? Det er en løs påstand der får lov at stå til overvejelse. Men understreget af al den mad der konstant serveres mellem os, vi kan lide at spise sammen, når vi skal tale sammen, mad bringer fred og tillid, fællesskab og nærvær! Men i dag er det evangelisten Johannes der har ordet og finder vi den helt særlige fortælling om fodvasken! Det er så enkelt at det kan være svært at få øje på dybden i fortællingen. Den teologiske dybde, at Gud blev menneske og bøjede sig helt ned for fødderne af sine nærmeste, som en af de sidste handlinger, inden han lod sig fange og slå ihjel. Den Almægtige Gud, himlens og jordens skaber, verdens frelser og forløser. Kongers og 1

2 hærføreres Gud vasker sine venners fødder, ikke som en underkastelse, men som en tjeneste. Det er en meget konkrete oplevelse, den at sidde til middag med rene fødder, der ikke lugter og klør! Vi kender det ikke, vi er altid nyvaskede, det er så let som ingenting. Mange af os kender slet ikke til at blive beskidte inden vi går i bad, det er en særlig glæde at få lov at gå i haven og få jord under neglene, ingen af os lugter af arbejdssved, af fisk eller dyremøg hver dag! Andre steder er det at få vasket kløende støv af fødderne en sand lise, en velsignelse, fordi der ikke findes sko, fordi der ikke findes vand, fordi varme og støv og sved kløer. At blive vasket ren er dejligt, for enhver, men endnu mere for den der kender til besværet med at skaffe vand. At det er en velgerning mod gæster der kommer vandrende ad støvede veje, begriber vi, at det må være den laveste tjeners opgave, er helt begribeligt når vi tænker på hvilken oplevelse varme fødder kan være. At Guds søn Jesus Kristus i dag bøjer sig ned på gulvet og vasker sine venners fødder, skal gribe os om 2

3 hjertet og overvælde os, kan det virkelig være den Almægtige Guds vej til mennesker? Ingen vil tro det, men det er fortalt os, oveni købet fulgt af formaningen om at gøre ligeså! I kulturen som bibelen hører til i, kunne man med fuld ret, sige om andre, at de var urene og mange vidste om sig selv at de var urene. De fattige som ikke havde råd til at holde reglerne, de som var født af de forkerte, samaritanerne, indvandrere, prostituerede, mange var dømt borte fra de renes fællesskab. I Danmark kunne man også blive dømt uren, hvis man var fattig og havde lus eller fnat, hvis man fik et barn i utide, hvis man var homoseksuel. I dag bliver der lavet om på de gamle jødiske renhedsforskrifter, i dag bliver verden renset og ny på en fuldkommen fantastisk måde, når Guds søn, Jesus Kristus bøjer sig ned og vasker de fattige fiskeres fødder, Maria Magdalenes, den helbredte spedalske, hvem de nu var disse mennesker som havde sat deres liv ind på at følges med Jesus og nu skulle fejre påske med ham. Alle dem hvis fødder de rene ikke ville røre ved. 3

4 Vi har levet med det i 2000 år, næsten! Hele vort lighedssamfund bygger på dette at hver eneste opgave er en god timeløn værd og selvom det ikke er samme løn, så er der god løn også for at tage dem i bad som ikke kan selv. Vi har levet os så meget ind i ligheden at vi ikke rigtigt kan mærke hvor fantastisk omvæltende denne gestus er. Paulus formulerer det så mange gange, her er ikke længere træl eller fri, jøde eller græker, mand eller kvinde, alle er frie og har lige adgang til fællesskabet med Gud i Jesus Kristus. Jesus formulerer det med ordene: I kalder mig Herre og Mester, når nu jeg jeres Herre og Mester har vasket jeres fødder, skylder I også at vaske hinandens fødder. På denne dag, peger Jesus med sine handlinger på de helt centrale elementer der bringer mennesker tæt på hinanden og han har allerede gjort det så mange gange, trådt lige ind over grænsen for hvor de rene kan risikere at komme i kontakt med de urene. Med fodvasken stadfæster han det som en vej vi skal gå, han går selv først. Det spisefællesskab Jesus har haft med så mange, løfter han op til et ritual, lukker det op for mange flere, 4

5 end de som er indbudt til at huske på den strenge tid med slaveri i Ægypten og den befriende udgang. Befrielsen ligger stadig nedenunder, men denne aften skabes et nyt inkluderende, ligeværdigt og omsorgsfuldt fællesskab, der kræver respekt for selv den mindste og gensidigt tjenerskab. Det er en festdag, om end alle omkring Jesus var nervøse for hvad der skulle komme og vi dårligt ved om vi skal glæde os eller hvad vi skal. Nadverfælleskab i Jesu navn, det er vores fælles åndedræt, her møder Gud os, altid, alle sammen. 5