Ønskeprogram eller handlingsprogram

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Ønskeprogram eller handlingsprogram Skrevet af: Jan Helbak Offentliggjort: 15. oktober 2004 Det er i sig selv noget af en begivenhed, at LO Storbyerne og Fagligt Ansvar i 2004 kan samle ca. 700 tillidsfolk til en større konference i Odense, sådan som man gjorde sidst i august. Midt i Svanesangen om det manglende engagement i fagbevægelsen og det almindelige højreskred i befolkningen satte så mange tillidsfolk en hel lørdag af til at diskutere en alternativ politik til regeringens nyliberalisme. På samme niveau må det siges at være, at forsamlingen i det store og hele kunne enes om en om politisk udtalelse; "Faglige krav til en anden politik". Stemningen var mere til enhed end tidligere tiders ulidelige taktiske manøvre om, hvis signatur der skulle præge udtalelsen. Helt tydeligt fremgik det også, at ingen af de forskellige fløje i fagbevægelsen længere har den samme iver med at tage patent på fortolkning af virkeligheden. Tværtimod var konferencen præget af en udpræget vilje til dels at lytte til hinanden og til at komme til en fælles forståelse af, hvad der skal gøres for at fravriste regeringen det politiske initiativ. Om det så lykkedes denne gang, er en ganske anden sag. Hvis udtalelsen skal stå tilbage som repræsentant for, hvad konferencen kunne nå frem til, er der givetvis et stykke vej endnu. Den bærer nemlig et umiskendeligt præg af fortidens let volumiøse ønskeprogrammer, hvilket faktisk ikke er dækkende for de fremmødtes udbredte ønske om en udtalelse med karakter af et handlingsprogram; kort, enkelt og præcist til at indfange den voksende modstand mod konsekvenserne af regeringens nyliberalistiske politik. Så hvorfor ikke her i Kritisk Debats spalter indlede debatten frem til næste konference med kritisk men loyalt at tage fat på de mest centrale problemer, som udtalelsen - "Faglige krav til en anden politik" - rejser. For sandt at sige efterlader udtalelsen en del flere spørgsmål, end den besvarer. I min optik når vi alle længst ved åbent og kritisk at kunne diskutere sådanne dokumenter, som det her nævnte. Det er vel også hensigten. Hvad jeg så i det efterfølgende vil gøre ved at sætte kritisk spot på nogle af udtalelsens mest fremstående punkter eller krav. Man kan så håbe, at det vil afstedkomme en større og fortløbende politisk diskussion i Kritisk Debat. Forsvaret af velfærdssamfundet Alene overskriften; "Faglige krav til en anden politik" afstedkommer mild undren. Hvad er det for en anden politik? Selv om det søges besvaret i teksten, smager det af, at man ikke helt har haft modet til at formulere sig positivt og præcist. Men med bare lidt mere mod, kunne der som mindste mål godt have stået; "Faglige krav til en solidarisk politik". At overskriften er et problem, understreges faktisk allerede i udtalelsens andet afsnit, hvor hovedessensen er, at regeringens opgør med den "solidariske, skattefinansierede velfærdsmodel" indtil nu har ramt de svageste samfunds-grupper. Det er også den officielle Socialdemokratiske version i kritikken af VK regeringens politik. Men det gør ikke kritikken mere rigtig. Regeringens politiske strategi er i hele sin bagved liggende tænkning et opgør med den universalistiske velfærdsstatsmodel, og dette opgør rammer hele den brede gruppe af lønmodtagere, fordi den allerede nu anfægter borgernes fundamentale tryghed, hvilket ellers har været velfærdsstatens særkende og arbejderbevægelsens mål gennem årtier. Det 1 / 7

2 er også hensigten! For et gennemført solidarisk og universalistisk velfærdssamfund, som vi har kendt i år, kan ikke i samme grad kommercialiseres - i og med borgerne ikke i samme grad oplever et behov for private ydelser - som i et samfund, hvor der dagligt sættes spørgsmål ved snart sagt alle ydelsesformer, eller hvor disse fra det ene budgetforlig til det andet forringes. Og hvor snart den ene samfundsgruppe, snart den anden gøres til skydeskive for offentligt overforbrug. Udtalelsen forsømmer således at udtrykke det solidariske forsvar de brede lønmodtagergruppers interesser, selv om det vel er disse grupper, den er adresseret til. Ingen tror vel på, at de politiske styrkeforhold ændres radikalt i Danmark, før det for alvor går op for disse brede lønmodtagergrupper, at den besnærende men kvælende individualisme reelt er en trojansk hest mod det materielle og sociale grundlag for det enkelte individs virkelige muligheder for frisættelse af sine egne kapaciteter. Af den grund er det ikke tilstrækkeligt kun at interessere sig for, hvorledes nedskæringerne rammer de mest udsatte grupper. Pointen er nemlig, at de rammer alle. I det hele taget har den nyliberale virus tag i flere af formuleringerne i det første indledende afsnit. Selvfølgelig er meningen god nok, men vi skal passe på ordene, fordi de frembringer ganske bestemte tankeformer, som er afgørende for, hvor budskaberne går hen, og for hvem der fatter interesse for dem. Det gælder f.eks., når man skriver; "troen på fællesskab og omsorg er afløst af "noget for noget"". Hvad er det for en "omsorg", der tænkes på? Er det ikke netop et begreb, der beskriver forholdet mellem dem, der kan, og dem der ikke kan? Og det er netop ikke problemet! Det er derimod angrebet på det solidaritetsbegreb (som betyder: viljen til fællesskab), der hidtil har været lønmodtagernes stærkeste modtræk mod det egoistiske "noget for noget". En parole som altid har haft som formål at splitte deres sammenhold og styrkeposition i samfundets magtstrukturer og legitimere de velstilledes privilegier. Omsorgsbegrebet udvisker denne klare og afgørende modstilling - og således også den tilsvarende bevidsthedsdannelse. "Frit valg" versus demokratisk indflydelse Der kan næppe herske tvivl om, at regeringens hensigt med parolen om frit valg af serviceydelser indenfor næsten alle velfærdssektorer har til formål at åbne for privat kapitalisering af fremtidens velfærdsydelser. Men repræsenterer denne udvikling en trussel mod de "fundamentale værdier" i vores samfund, sådan som der står i udtalelsen? På ingen måde! For hvad er vores fundamentale værdier? Det er vel ikke forfatternes opfattelse, at vores samfund er et homogent værdifællesskab og uden grundlæggende sociale og politiske modsætninger? Næppe; ligesom jeg er ganske overbevist om, at de fleste, der deltog i konferencen, er vidende om, at velfærdsstaten og dennes solidariske grundsten, er blevet til som et historisk kompromis, som blev påtvunget den herskende klasse - alene på grund af de ændrede magtforhold efter 2. verdenskrig. Endvidere forekommer det mig betænkeligt at anvende et så ahistorisk begreb som "fundamentale" om værdier. Herved har man nemlig indsat et fikspunkt i historien, og så vil den politisk, ideologiske og teoretiske kamp med nyliberalisterne blive reduceret til et spørgsmål om, hvis fikspunkter der er bedst. Nej problemet med frit valg og parolens genklang i store dele af befolkningen - også blandt de brede lønmodtagergrupper - ligger efter min opfattelse et helt andet sted. Når regeringen overhovedet kan "sælge" budskabet, hænger det først og fremmest sammen med, at flere og flere borgere på den ene 2 / 7

3 side oplever sig selv som ofre for en mere og mere nedslidt offentlig sektor set i forhold til, hvad der rent faktisk er muligt. Og for det andet oplever en svindende indflydelse på de politiske prioriteringer, hvorfor de umiddelbart føler sig tiltrukket af rollen som velfærdskonsumenter, idet denne dog en fornemmelse af en slags indflydelse. Således repræsenterer frit valgs tanken først og fremmest et demokratisk problem for den afmægtige borger og dermed hele lønmodtagergruppen. Borgeren må for at klare sig gøre sig selv privat i det offentlige rum og alene tænke på egne interesser, hvilket danner og aflejrer helt andre tænkningsformer end dem, der hidtil har givet lønmodtagerne deres samfundsmæssige styrke. Selvfølgelig er det korrekt, som der står, at den demokratiske styring af den offentlige sektor undergraves med frit valgs ordningerne, og at brugernes og medarbejdernes indflydelse reelt begrænses. Men hvem er det lige, der skal sikre den demokratiske styring af det offentlige? Det kan i hvert fald ikke alene overlades til de offentligt ansatte, der selv om de har et legitimt krav på indflydelse på eget arbejde aldrig i sig selv kan optræde som garant for en demokratisk styring - frit valg eller ej. Og hvordan kan begrebet "brugere" snige sig ind i udtalelsen? Ordet er en typisk nyliberal sprogfornyelse, der aktuelt fungerer som et overgangsbegreb mellem borger og forbruger, hvor tanketendensen hælder mod sidstnævnte. Som brugere har vi ganske bestemte og meget snævre og private interesser i forhold til et ganske bestemt område af velfærdsstaten, og som sådan er vi per definition mindre interesserede i, hvad forfølgelsen af disse interesser har af konsekvenser for alle de andre sektorer - dvs. for den universelle velfærdsstat. Den linje og tænkningsform - servicedemokratiet - ligger til grund for hele Strukturkommissionens anbefaling af en strukturreform - og udgør også hele reformens rationale. Som det fremgår af udtalelsen i sin helhed, er det bestemt ikke den linje, man finder charmerende - tværtimod. Så meget desto vigtigere er det, at være præcis og pege på, at den demokratiske styring af det offentlige alene kan udgå fra de organiserede borgere på grundlag af et universalistisk princip. En hvilken som helst statsmagt og politisk system har sine indbyggede tendenser til selvstændiggørelse og statsmagtens ansatte en tendens til at ophøje egne interesser til almeninteresser. En tendens som alene holdes i ave af de organiserede borgeres proportionale samfundsmæssige styrke. Hvorledes disse organiseringer skal udformes og om hvad, er vel det vi skal bruge flere kræfter på at diskutere. Det er i hvert fald det, der i den ene eller den anden form, diskuteres mest intenst rundt omkring. For selv om kritikken af den offentlige sektor stikker dybt, fornemmer ganske mange, at den fremskredne privatisering af borgeren og det offentlige rum heller ikke er løsning. Men hvad er alternativet og kan deltagelsesdemokratiet genindføres? Det er vel det, der skal sandsynliggøres! En anden dagsorden? At det er så magtpåliggende med disse trælse præciseringer, mener jeg at finde begrundelse for i afsnittet om; "en helt anden dagsorden for udvikling af velfærden og den offentlige sektor". Uden at gå i detaljer vil jeg især opholde mig ved den socialteknokratiske sprogbrug, der anvendes, når alternativerne til regeringens politik skal beskrives. En sprogbrug, som ikke lader de professionelle samfundsingeniører noget efter. Eksempelvis står der; "velfærden skal styres med udgangspunkt i værdier og klare mål". Bortset fra, at selve udsagnet er tømt for indhold, også selv om det står i modsætning til privatisering og kontraktliggørelse, henviser det reelt til bureaukratiske styringsteknologier, der selv mener sig retfærdiggjort ved den blotte henvisning til bestemte værdier og klare mål. At ligne med den nye 3 / 7

4 public management linje, der i vid udstrækning betjener sig af samme kaloriemættede terminologi, og hvor rationalet er, at styringen fungerer bedst, hvis folket reelt er koblet af. Blot det får velfærd, og velfærdsproduktionen styres efter klare mål og værdier, forventes folket at være tilfreds. Velfærden anskues ikke længere som et fortløbende forhandlingsanliggende mellem det politiske system og de organiserede borgere, men alene som et spørgsmål om professionel styring. Aller højest kan værdidebatten lægges ud i det offentlige rum, idet den alligevel er for abstrakt til at engagere og befordre folkets myndige deltagelse i udformningen af velfærdsmålene og vejene dertil. Hvilket fører over til en anden påstand om, at "den offentlige sektor skal tilføres ressourcer, der sikrer en høj kvalitet i velfærdsydelserne...". Man tvinges til lidt retorisk at stille spørgsmålet, om kvalitetsudvikling er lig med ressourcetilførsel? Med en spidsformulering må svaret være nej. Blot fordi vi får flere offentligt ansatte, er det langt fra sikkert, at det udmønter sig i høj kvalitet. Helt bortset fra at vi lige skal være enige om, hvad der kendetegner høj kvalitet. Er det de ansatte eller brugerne eller nogle helt andre, som skal levere definitionerne og ud fra hvilken målestok? Udtalelsen forbigår det helt centrale problem, at lige meget hvor mange penge, vi poster i den offentlige sektor - er og forbliver den grundlæggende ineffektiv - fordi den i det velfærdssamfund, vi kender, er hensat til altid at operere i anden orden, hvor det kapitalistiske marked opererer i første. Grænserne for det offentliges proaktive ageren er så snævre, at virksomheden i det store og hele munder ud i partikulære og reaktive foranstaltninger. Kort sagt overskrider udtalelsens afsnit om en anden velfærdspolitik ikke den i dag så fremherskende udbudsside tænkning. Af samme grund får den heller ikke fanget de samfundsfaktorer ind, der undergraver den offentlige sektor ved at overbebyrde den med opgaver, den umuligt kan løse, så længe der ikke er politisk vilje og magt til at gribe ind i de grundstrukturer, der producerer problemerne. Intet samfund kan i længden holde til at have 20% af sine arbejdsføre borgere på overførselsindkomst på grund af et marginaliserende arbejdsmarked. Eller holde til, at der forbruges så mange ressourcer for at holde en irrationel privatbilisme i gang, rydde op efter miljøødelæggelser, behandle nedslidte borgere osv. Eller sagt ligefremt, så er vores mål vel et mere rationelt indrettet samfund, der eksempelvis producerer færre graverende sociale og sundhedsmæssige problemer, som forudsætning for at udvikle en både billigere og mere effektiv offentlig sektor, fordi problemerne søges løst ved kilden. Hermed lægger jeg absolut ikke afstand til kravet om flere ressourcer til den offentlige sektor og i særdeleshed til de udførende funktioner - tværtimod. Det er en indlysende nødvendighed, hvis de ansatte skal udføre deres arbejde ordentligt. Pointen er imidlertid, at kravet ikke kan stå alene. En anden politik må også forholde sig kritisk til den måde, den offentlige sektor har udviklet sig på og til de forhold i samfundet, der indsnævrer grundlaget for en progressiv fordelingspolitik. Ellers bliver Velfærdskommissionens anbefalinger af mere privatisering og mere brugerbetaling alternativet, i og med dens præmisser sætter dagsordenen for indretningen af fremtidens velfærdssamfund. En dynamisk uddannelsespolitik? Kravet om en bredere uddannelsesindsats kan ingen vel være uenig i. Uden af den grund at acceptere forestillingerne om, at mere uddannelse og efteruddannelse til alle er midlet til af dæmme op for tabet af arbejdspladser. 4 / 7

5 Flere og flere internationale undersøgelser dokumenterer allerede nu, at også videnstunge funktioner og jobs flyttes til lavtlønslande, hvis det kan betale sig for virksomhedernes i den internationale konkurrence om det maximale afkast. Uden at ville det, havner man med udtalelsens formuleringer og vinkel meget nemt i et forsvar af nationalstatslige løsninger på et internationalt problem. Når det kan betale sig at flytte jobs - og ikke kun ufaglærte jobs - til lavtlønslande, er det jo netop, fordi arbejderbefolkningen der er tvunget til at arbejde under elendige overenskomster. Og det er nok fagbevægelsens allerstørste problem i dag, hvor kapitalen har opnået en hypermobilitet på grund af et meget fleksibelt produktionsapparat. Heroverfor virker uddannelsesvåbnet ikke særlig potent. Det er nok snarere en omfattende og målrettet indsats for at styrke arbejderbevægelsen i de lavtlønslande og en mere omfattende politisk kamp mod den globale strukturelle ulighed. - hvilket er det modsatte af antiglobalisme. Men selv om man berettiget kan rejse tvivl om, hvorvidt mere uddannelse i sig selv bidrager til at bevare jobs i Danmark, kan der til gengæld ikke herske tvivl om, at regeringens nedskæringer på uddannelsesområdet udgør et demokratisk problem. I den forstand at de nye generationer ikke får en tilstrækkelig uddannelse til at kunne øve demokratisk indflydelse på det politiske liv og på organiseringen af samfundet i almindelighed. Når så mange af en ungdomsårgang ikke får en kompetencegivende uddannelse, når så mange i beskæftigelse ikke får tilstrækkelig efteruddannelse, og når snart sagt alle uddannelser skal køre på taxameterprincippet, som systematisk presser de almene og demokratiske dannelsesaspekter ud af uddannelserne, bidrager det i ekstrem grad til den sociale og klassemæssige polarisering af samfundet. Af den grund er det i min optik ikke tilstrækkeligt, at fagbevægelsen hovedsageligt fokuserer på uddannelsesgraden. Den må også kaste sit kritiske blik på uddannelsernes indhold. For her har nyliberalisterne virkelig sat sig på dagsordenen - og det gælder for samtlige uddannelsesinstitutioner. Den skade, der er forvoldt mod det danske uddannelsessystem, ved at uddannelse er blevet gjort til en vare, kan næsten ikke overvurderes, idet de uddannelsessøgende fra ganske små socialiseres til at være konsumenter på alle niveauer - også på det samfundspolitiske niveau. Al uddannelse er nemlig i den nuværende uddannelsesdebat blevet så instrumentaliseret, at det progressive demokratiske opdragelsesperspektiv - ønsket om at opdrage de nye generationer til vidende og myndige borgere - næsten er fraværende. Derfor bør det faktisk være fagbevægelsens opgave ikke blot at kræve mere uddannelse til alle, men også at blande sig i uddannelsernes indhold helt ned på folkeskoleniveau. Uddannelse er nu en gang den systematiserede og organiserede måde, hvorpå vi sikrer samfundets videre beståen og udvikling - og i den forstand er udviklingsretningen ikke ligegyldig. At overlade uddannelsessystemet, dets organisering og indhold til professionelle eller til brugerne, er at gøre et samfundsanliggende til en privat affære. For mig kan der ikke herske tvivl om, at fordums krav om Betalt Frihed til Uddannelse var et uhyre centralt krav. Men som store sociale organisationer, der må artikulere lønmodtagernes interesser, har fagbevægelsen også en forpligtelse til kritisk af formulere sig om, hvilken viden der er brug for, så den dagsorden ikke overlades til erhvervslivets snævre interesser. Erhvervslivet har det helt fint med den igangværende specialisering af uddannelserne, med indførelse af målinger på snart sagt alt i undervisningen osv. Men er det også i samfundsborgernes interesse? Og styrker det lønmodtagerne, at konkurrencen og frygten for at komme bagerst i køen indføres som bærende princip i al uddannelse, inklusiv efteruddannelse? Det mener vi næppe. Så meget desto vigtigere er det, at vi fastholder focus på uddannelsesspørgsmålets sociale og demokratiske perspektiv og ikke sælger dette i håbet om, at den uddannelse, vi kan få i dag, blot skal øges, for at vi kan bevare arbejdspladser. Lavtlønslande med en veluddannet arbejdskraft er jo stadig lavtlønslande ( eks. de østeuropæiske lande, Indien, Pakistan, Kina etc). 5 / 7

6 En offensiv beskæftigelsespolitik Hvorvidt regeringens politik i sig selv har betydet færre jobs, anser jeg ikke for nogen entydig kendsgerning. Det er uhyre farligt at se bort fra den lavkonjunktur, der har ramt og stadig rammer store dele af den vestlige verden. Selv i USA, som ellers udgør VK regeringens forbillede, vokser langtidsarbejdsløsheden, og usikkerheden om det økonomiske opsving har et solidt tag i den overvejdende del af de seriøse økonomer. Faktisk mener jeg, at man først og fremmest kan kritisere regeringen for skære ned i den offentlige sektors udførende led og ikke gennemføre en anticyklisk politik midt i en lavkonjunktur. Men uanset hvor vi vender blikket hen, har det meget skrøbelige opsving i de vestlige industrilande et meget stort efterslæb af nye arbejdspladser. Og hverken her eller i USA har skattelempelser ført til de forventede nyinvesteringer og flere jobs. Reelt har Bushregeringens skattelettelser kun skabt 1/5 af de forventede arbejdspladser, og den eneste grund til at vi ikke ser højere arbejdsløshedstal skal findes i opgørelsesmetoderne. Hvis vi tager denne vinkel som udgangspunkt, bliver det tydeligt, at arbejderbevægelsen står overfor store udfordringer, idet vi kan se tilbage på to årtier med relativ høj faktisk arbejdsløshed. Selv om man ikke kan være uenig i et eneste af de krav, som udtalelsen stiller til arbejdsmarkedspolitikken, sidder i hvert fald jeg tilbage med en fornemmelse af, at vi hele tiden taler uden om det virkelige problem - hvordan vi når fuld beskæftigelse, når der på verdensmarkedet er overproduktion indenfor næsten alle områder, og hvor de store kapitalforetagender konkurrerer hinanden til døde og cirkulerer arbejdspladserne rundt til den aktuelt billigste destination. Hvad er det for nye jobs, der skal oprettes? Hvad er det for opgaver, der skal løses, som ikke bliver det i dag? Og hvorledes kan vi understøtte en global udvikling, der ophæver den strukturelle ulighed og skaber fremgang i de fattige lande? Det er vel disse spørgsmål, som vi er nødt til at besvare, hvis vi skal lægge sporene for en "offensiv beskæftigelsespolitik", idet man ikke kan rejse dette krav uden tillige pege på, hvilke politiske kræfter, der skal gennemføre denne politik og hvilke magtforhold, der skal ændres. Hvis vi eksempelvis mener, at der er brug for større anlægsarbejder, for bedre og billigere almene boligerne, så de unge også får råd til en ordentlig bolig, og hvis vi mener, der skal opbygges nye og bæredygtige markeder i de fattige lande, at energisektoren skal udvides, forbedres og moderniseres osv., er vi også forpligtet til at tage hul på diskussionen om, hvordan vi kommer så langt, idet beskæftigelsesudviklingen ikke kan adskilles fra den almindelige samfunds-udvikling og de herskende magtforhold. Hermed antyder jeg også nødvendigheden af en diskussion af indenfor hvilke politisk institutionelle rammer kampen for den offensive beskæftigelsespolitik skal føres eller sagt ligeud, om det er muligt at tænke sig en offensiv beskæftigelsespolitik gennemført, uden det sker indenfor EU's rammer. Hvilket jo helt indlysende rejser spørgsmålet om de politiske magtforhold i Unionen, og om arbejderbevægelsen har et klart perspektiv for ændringen af de eksisterende magtforhold og EU's nyliberale markedspolitik og traktatgrundlag. For uanset om vi med udtalelsen mener, at Danmark skal støtte de lande, der vil beskytte miljøet, eller arbejde for indførelse af TOBIN skat for dels at bremse kapitalspekulation i almindelighed og udvide det samlede og solidariske beskat-ningsgrundlag i særdeleshed etc., forudsætter det en politisk-økonomisk magtfaktor af tilstrækkelig størrelse til at gennemtrumfe de nødvendige ændringer og inddæmme de frie kapitalkræfter på internationalt niveau. Og hvis ikke denne magtfaktor bl.a. skal udgå fra et reformeret EU, hvorfra skal den så udgå? Det spørgsmål kan vi ikke længere gå udenom, hvis de faglige krav til en anden politik skal repræsentere et reelt alternativ, der rækker ud over en modificering af den nyliberale dagsorden. 6 / 7

7 Det er ikke tilstrækkeligt at kræve, at en dansk regering skal stille krav om udbredelse af faglige rettigheder, øget U-landsbistand, en human flygtningepolitik og en håndhævelse af folkeretten overfor bl.a. USA's aggressive militære aktioner, hvis man ikke i samme moment åbner for en udogmatisk diskussion af, hvad det er for politiske bevægelser, der skal til, for at et en given regering f.eks. i Danmark ikke alene tager sådanne skridt, men også tager dem i et forum, hvor de får betydning. Den diskussion er absolut også nødvendig for at åbne perspektivet for alle de andre krav, som udtalelsen stiller. Al den stund at flertallet af kravene i dag ganske enkelt aldrig får ben at gå på, hvis kampen alene begrænses til den nationalstatslige scene. For tiden profiterer VK regeringen og alle andre nyliberale kræfter af, at arbejderbevægelsen har så forbandet svært ved at nå til enighed om f.eks. et progressivt EU perspektiv, idet deres forbundsfælde - Globaliseringen - så konstant og uantastet kan fremstå som uovervindelig naturkraft, som de demokratisk valgte regeringer må underkaste sig og rette deres politik ind efter. Afsluttende bemærkninger Man kan mene, at min kritik er det rene pedanteri overfor en udtalelse, hvis fornemste opgave har været at udtrykke grundlaget for en faglig-politisk enhed, som den videre kamp for et alternativ til VK regeringen skal føres på. En udtalelse som nødvendigvis er resultatet af et kompromis mellem mange forskellige holdninger blandt initiativtagerne og de mange fremmødte tillidsfolk. Men rent faktisk er jeg af den opfattelse, at man ikke yder hverken konferencen eller udtalelsen den nødvendige respekt, hvis man ikke forholder sig kritisk og praktisk til den. Det er netop et fremskridt, at så mange mennesker har vedtaget en udtalelse, som man er nødt til kritisk at gennemlæse for at komme videre. Dvs. komme fra et ønskeprogram til et grundlag med nogle mere konkrete perspektiver, som kan samle endnu bredere dele i fagbevægelsen. Og det er her den kritiske debat af udtalelsen kommer ind, så vi ikke blot mødes om et halvt år igen og bekræfter det, der blev vedtaget i august måned For det bedste, der kan ske, er vel, at disse konferencer og mange flere mindre konferencer og møder bliver rammen om en levende diskussion af, hvad et alternativ til nyliberalismen skal indeholde. For hvorledes ellers omdanne og udvikle fagbevægelsen til centrum for en omfattende social bevægelse, der vil udvikle den solidariske velfærdstat og genrejse både det politiske og det sociale demokrati som alternativ til nyliberalismens umyndiggørelse af borgeren til markedsagent og underlægge demokratierne den kapitalistiske globalisering. 7 / 7