Irish Glen of Imaal Terrier. Racekompendium Udarbejdet til Dansk Terrier Klubs dommerkonference den 21. november 2010.

Transkript

1 Irish Glen of Imaal Terrier Racekompendium Udarbejdet til Dansk Terrier Klubs dommerkonference den 21. november 2010.

2 Hanhvalp på 7 måneder, herligt udtryk med korrekte rosenører. 1

3 Indholdsfortegnelse: Introduktion og historie... side 4 Mere om racens anvendelse... side 6 Ensartethed... side 10 Gennemgang af FCI standarden... side 1 1 Helhedsindtryk, proportioner og temperament... side 13 Hoved... side 15 Øjne og ører... side 18 Hals, krop og hale... side 19 Lemmer, forpart... side 21 Bagpart... side 23 Størrelse... side 25 Bevægelse, pels og farver... side 28 Fejl... side 30 Copyright mv.... side 31 2

4 3 Wicklow mountains.

5 Glen of Imaal Introduktion og historie Historien bag Irish Glen of Imaal Terrieren kaldet glennen er noget uvis. Irerne er meget stolte af deres racer, og de fortæller gerne om dem, men samtidig elsker de også myter og fortællinger, så det kan være lidt svært at afgøre hvad der er en god historie, og hvad der er faktuelle oplysninger om hundene. Dét, vi med sikkerhed ved, er, at glennen var en fattigmandshund. Det er en meget lokal hund forstået på den måde, at den kan lokaliseres til en bestemt dal (glen betyder dal) i Irland, hvor den nærmest udelukkende levede i mange år. Dalen hedder Imaal. Det var småbønderne fra Imaal, der fremelskede og brugte terrieren fortrinsvis til at holde gårdene fri for mus og rotter samt til at beskytte deres landbrugsdyr mod grævlinge og ræve. Glennen har også været brugt som familiehund af disse bønder. De tre andre terriere med oprindelse i Irland: Irish Softcoated Wheaten Terrier, Irsk Terrier og Kerry Blue Terrier, er alle mere højbenede end glennen. Nogle mener, at man har lavet den kortbenede glen ved målrettet at avle på mindre langbenede Irish Softcoated Wheaten Terriere. Andre mener, at den Irske Ulvehund kan være blandet ind, og derfra kommer farvevariationen i glennen måske. 4

6 Mest sandsynligt er nok, at man havde blandingshunde, som man på et tidspunkt begyndte at avle på udvalgte eksemplarer af. Desuden er der tale om en meget lokal race, som således på grund af dens isolerede geografi, er vedblevet at være meget tro til typen. En af årsagerne til, at der ikke findes så mange nedskrevne oplysninger om glennen, er sikkert, at racen ikke har haft megen interesse fra de mere velstillede. Den har været småbøndernes hund fra begyndelsen, og sådan er det stort set vedblevet at være. I 1934 blev Irish Glen of Imaal Terrieren anerkendt som race i Irland, og de første eksemplarer blev udstillet. At glennen nu begyndte at blive udstillet i det små ændrede ikke noget ved racen; der blev stadig primært fokuseret på dens brugsegenskaber. For at blive udstillingschampion skulle den bestå en brugsprøve, hvor den blandt andet skulle i grav efter en grævling. De fleste andre hunde, der går i grave, skal gø for at vise jægeren, hvor dyret er, men glennen blev diskvalificeret, hvis den gav hals. Den skulle selv fange grævlingen og slæbe den op af graven, selvom hunden ofte var flere gange mindre end dens bytte. Der er helt givet gået mange hunde til på den konto, men at nogle hunde overhovedet var i stand til at arbejde sådan, vidner om, at vi har at gøre med en frygtløs og hårdhudet race, som har mod på at fuldføre det, den bliver sat i gang med. Først i 1968 blev brugsprøven afskaffet. Tidligere var glennen halekuperet, og man siger, at halen skulle have længde på en mandshånds bredde. Så kunne halestumpen nemlig bruges som håndtag, hvis hunden skulle trækkes op af en grav. Historien afspejler således, at racen har skullet tjene sit værd for at få lov til at eksistere. Glennen er den mindste af de irske terrierracer hvad angår højde, men altså også hvad antal angår. Omkring 2. verdenskrig gik det alvorligt ned ad bakke for racen, hvilket har resulteret i, at man den dag i dag må nøjes med at opdrætte på baggrund af en ganske snæver genpulje. I 1975 blev Irish Glen of Imaal Terrieren anerkendt som race af FCI. Glennen er stadig ikke en særlig udbredt race. Først i løbet af 1980 erne spredte racen sig ud over Europa. I dag findes der forsat kun nogle få tusinde eksemplarer på verdensplan. I Danmark findes der cirka 175 Irish Glen of Imaal Terriere. De første kom hertil i 1985, men til at begynde med skete der ikke den store udvikling. Mange skævede lidt sært til racen, som ikke er nær så elegant som mange af de andre terrierracer. I 1991 kom det første boom med over 20 registreringer, og siden har fremgangen været støt stigende. 5

7 Mere om racens anvendelse For at kunne opnå den rette forståelse for racen er det vitalt at kende dens baggrund. Derfor vil dette afsnit udelukkende beskæftige sig med en uddybning af racens brugsegenskaber, som er det FCI standarden afspejler. Op til 1968 skulle glennen have et Teastas Misneac Certificate (den lille test) for at opnå nationalt championat. Dette handlede om at jage rotter og kaniner. Glennen blev også brugt til at jagte oddere, dette kan også forklare deres frygtløshed og deres kærlighed til vand. Den store test Teastas More (Major) indebar at glennen skulle gå i jorden efter grævlinge glennens specialitet! Racestandarden beskriver glennens vægt til 16 kg, hvilket er samme vægt som en udvokset grævling. Denne brugsegenskab illustrerer, hvor hård og sej en hund denne imponerende race er. I 1976 blev jagt på grævlinge forbudt i Irland. Glennens toplinje har altid været svagt stigende bagtil for at give ekstra styrke til bagparten. Dette hjælper hunden når byttet trækkes op af graven. 6

8 Racen er kendt for dens forkærlighed for vand 87

9 Når glennen arbejdede ved grævlingehulen var det særdeles vigtigt, at den var god til at grave. Derfor er glennens forben let udaddrejede fra mellemhånden. Med denne forbensstilling skubbes jorden ud til siderne i stedet for ind under hunden. Alt sammen gør gravearbejdet mere effektivt. En anden praktisk detalje ved glennen vedrører dens ører. Rosen eller halvt rejste ører er foretrukket på grund af deres evne til at blive trukket tilbage og holdt fladt ind til hovedet. Denne egenskab beskyttede ørene fra at blive ødelagt i en eventuel kamp med byttet. Desuden siges glennen at være en stille arbejder. Grunden til dette skulle blandt andet være, at Irerne gik på jagt på englændernes jord og at de derfor behøvede en stille hund. Derfor har glenner, til sammenligning med andre terriere, en stille facade. For en hård hund som en glen, med en historie med hårdt arbejde, er racestandarden derfor primært en beskrivelse af egenskaber, der var nødvendige for overlevelse og for at komme gennem hver enkelt dag så godt så muligt. I dag er glennen en tilpasningsvillig hund. Den er glad for sporarbejde, agility eller bare lange gåture. I det hele taget er den glad, bare den kommer med. Den har det typiske terriertemperament, hvor den er frygtløs og selvstændig når den arbejder, men rolig og kærlig hjemme. Der lægges fortsat stor vægt på racens oprindelige brugsegenskaber. I Irland eksisterer der en raceklub, der arrangerer træningsdage for racen, hvor der laves vægttrækningskonkurrencer, jagt efter et stykke pelsskind, jagt gennem tunneler etc. Desuden er sporten Earth dogs en meget populær og udbredt sport blandt amerikanske glenner og deres ejere. 8

10 9

11 3 glenner af herlig type. Ensartethed Som nævnt ovenfor er glennen er antalsmæssig meget lille race. Af den grund er det umuligt for opdrættere, at selektere i avlen på samme måde som det kan gøres i antalsmæssigt større racer. Dette giver naturligvis udfordringer i forhold til racens eksteriørmæssige ensartethed. En anden grund, der kan forklare variationen i racen er, at der eksisterer 3 forskellige standarder for glennen. Den irske standard og dermed FCI standarden, en britisk standard under The Kennel Club og en amerikansk standard under American Kennel Club. Standarderne er naturligvis ikke meget forskellige, men da FCI standarden er rimeligt kortfattet, så efterlader også den rum for fortolkning. Den amerikanske standard er den mest detaljerede, hvilket var et krav fra AKC, da racen skulle anerkendes i USA. I dette kompendium vil fokus naturligvis blive lagt på FCI standarden for racen. Men for nysgerrige kan det anbefales også at læse den amerikanske standard. 10

12 Gennemgang af FCI standarden Originalstandard FCI standard DKKs standardkomite Oprindelsesland: 27. januar april 2001 (GB) januar 2002 Irland Standardtekst Kommentarer: Anvendelse: Som alle andre terriers har denne lille, robuste race måttet jage ræv og grævling og holde rottebestanden nede på et minimum. Nu er den en venlig og lærenem familiehund. Når man skal bedømme en glen, både eksteriørmæssigt og mentalt, er det vitalt at have øje for racens oprindelige egenskaber. I jagt sammenhæng blev den først og fremmest brugt til arbejde i grav/hule, med grævlinger som specialitet. Racen blev også anvendt til jagt på oddere, hvilket udviklede en forkærlighed for vand. Klassifikation: FCI Gruppe 3 (Terriers), Sektion 1 (Store og mellemstore terriers). Uden brugsprøve. Ligesom alle de andre irske terrierracer er glennen klassificeret i FCIs sektion 1 (store og mellem store terriere). Racen er altså ikke klassificeret mellem de små terriere. Selvom den kan virke som en lavbenet hund, så er det nærmere hundens dybe bryst end de korte ben, der giver den dens lavbenede udseende. Historie: Som så mange andre hunde i terrier-gruppen blev den ikke rigtig værdsat i den finere jagtsport førend midt i 1800-tallet. Irish Glen of Imaal er snarere en gammel race, som simpelthen blev overset i lang tid, end den er et resultat af senere avlseksperimenter. Den er i høj grad en lokal race, begrænset til Glen of Imaal s afblegede vidder. Bønderne i dette område var efterkommere af soldater, der i det 16. og 17. århundrede fik tildelt jorden som betaling for deres tjeneste under den Britiske Krone, og de måtte bruge alle deres medfødte evner og håndelag for at overleve i dette barske landskab. En hund, som ikke var sit foder værd i den daglige kamp for eksistensen, blev simpelthen ikke tolereret. Derfor måtte den tilbringe lange timer i trædemøller, og den blev ofte brugt mod andre hunde i hundekampenes tvivlsomme sport - skikke, som nu er ophørt. Før Irish Glen of Imaal Terrieren blev kendt på hundeudstillinger, havde den udviklet sig gennem hårdt arbejdende generationer til den stærke og robuste hund, vi kender i dag. Den Irske Kennel Klub anerkendte racen officielt i 1934, og der blev snart efter dannet en klub for at pleje dens interesser. 11

13 Egne notater: 12

14 Standardtekst Kommentarer: Helhedsindtryk: Middelstor, med pels af middel længde. Den er præget af stor styrke og giver indtryk af mest mulig substans for sin størrelse. Proportioner: Kroppen er længere end høj og er lavtstillet. Helhedsindtrykket af en glen skal være en hund af god størrelse, rimelig lavt sat med stor styrke og substans. I forhold til sin størrelse er racen karakteriseret af sit kraftfulde hoved med den brede skalle, stærke kæber og en kraftfuld nakke og et kraftigt bagparti, alt sammen i naturlig balance. På trods af tyngden er hunden imponerende adræt. Kroppen skal være af medium længde. Hundens længde målt fra skulderen til haleroden skal være noget længere end højden over skulderen. Temperament: Energisk og adræt, tavs, mens den arbejder. Når der er behov for det, optræder den modigt og temperamentsfuldt med stor tapperhed, men ellers er den venlig og lærvillig, med masser af personlighed. Dens loyale og hengivne væsen gør den til en meget behagelig hund i hjemmet og som ledsager. Irish Glen of Imaal siges at være mindre let at ophidse end andre terriers, men den er altid klar til aktion, når det kræves af den. Udtryk, attitude og temperament må tillægges vægt når glennen bedømmes. Hunden må vise ægte terriertemperament kontrolleret mod og selvtillid og ingen tegn på nervøsitet eller frygtsomhed. Racen er generelt meget imødekommende overfor fremmede mennesker. Egne notater: 13

15 Han af god type og med godt kønspræg Tæve af god type og med godt kønspræg 14

16 Standardtekst Kommentarer: Hoved Skalle: Af god bredde og passende længde. Stop: Udtalt Næse: Sort Glennens hoved er dens umiddelbare kendetegn. Det er kraftfuldt og markeres med en bred skalle, et kraftigt næseparti og muskuløse kæber. Hovedet skal have tydeligt kønspræg i balance med resten af hunden. Dog skal begge køn have en god bredde i skallen. Det er vigtigt at hovederne ikke bliver for smalle, da der skal være god plads til tænderne. De er så vigtige for racens oprindelige brugsegenskaber. Stoppet skal være vel markeret og let at føle med fingrene. Sort. Farven kan aftage med alderen. Næseparti: Kraftfuldt, bliver smallere mod næsen. Næsepartiet skal være stærkt og godt udfyldt. Længden af næsepartiet skal være lidt kortere end skallen. Det velmarkerede stop er indrammet af udtalte øjenbryn, der buer over øjnene. Næsepartiet må dog ikke være for kort standarden kræver kraftige kæber med store stærke tænder. Kæber: Stærke Tænder, bid: Tænderne er sunde og regelmæssige, stærke og af god størrelse. Saksebid. Standarden foreskriver et saksebid. Tænderne skal være stærke og store i forhold til hovedets størrelse. 1/4 1/4 1/4 1/4 1/4 1/4 1/4 1/4 1/4 1/4 1/4 1/4 1/4 1/4 Hoved med korrekt længdeforhold mellem næseparti og skalle samt korrekt markeret stop. Eksempel på hoved med for kort næseparti. 15

17 Udmærket tævehoved, kraftigt og med godt kønspræg. I øvrigt også et godt eksempel på korrekte rosenører. 16

18 Korrekt saksebid Korrekt hanhundehoved i profil. Korrekt hanhundehoved med halvt rejste ører. Udmærket hanhundehoved med godt kønspræg. Øjnene er en anelse lyse i forhold til farven. Egne notater: 17

19 Standardtekst Kommentarer: Øjne: Brune, middelstore, runde og ansat med god bredde. Lyse øjne bør reducere bedømmelsen. Øjnene skal være runde, ikke udstående og ret dybt ansatte og med god afstand. Øjenfarven kan variere fra mørk brun til lidt lysere brun, i sammenhæng med pelsfarven. Hunden skal have god mørk pigment. Ører: Små, båret som rosenører eller halvt rejste når hunden er opmærksom, men tilbagelagte, når hunden er i ro. Totalt hængende eller rejste ører er uønskede. Ørerne er endnu et karakteristisk træk hos glennen. Ørerne kan enten være rosen- eller halvt rejste ører. Dette var af stor betydning for den arbejdende hund, der skulle kunne beskytte sine ører ved eventuel kamp med byttet. Da totalt hængende eller helt rejste ører ikke kan lægges tilbage, kan disse derfor ikke accepteres. Når hunden bedømmes kan man derfor med fordel tjekke om ørerne kan lægges tilbage. Det tilstræbes at begge ører bæres ens. Når hunden er i ro er ørerne tilbagelagte. Egne notater: Korrrekte halvt rejste ører Uens ørebæring. Begge ører er dog korrekte. Det venstre er en anelse lavt båret. 18

20 Standardtekst Kommentarer: Hals: Meget muskuløs og af moderat længde. Den muskuløse hals skal være udtalt når man ser på eller håndterer nakken. Krop: Dyb og lang, længere end hundens højde. Overlinie: Vandret Lænd: Stærk Overlinien skal være level, det vil sige at den skal være plan. I den danske oversættelse er det oversat til vandret. Vigtigst af alt må der ikke være karperyg. Men glennen skal være velmusklet over lænden og krydset og derfor kan det se ud som om overlinien rejser sig let mod haleroden. Denne muskelmasse er af stor betydning fordi den giver så meget af styrken til bagparten og dermed bevægelsen og arbejdsdueligheden. At overlinien rejser sig bag til må dog aldrig resultere i, at den dykker bag skuldrene. Bryst: Bredt og kraftigt, med godt hvælvede ribben. Hale: Kuperet. Kraftig ved roden, velansat og båret muntert. Hvalpenes hale kuperes til halv længde. En naturlig, ukuperet hale er tilladt i de lande, hvor kupering er forbudt ved lov. (NB! Kupering er forbudt i Danmark) Hunden skal være præget af stor styrke og det giver sig selv, at et smalt bryst er en fejl. Der må meget gerne være noget forbryst. Oprindeligt blev halen kuperet til en mandshåndsbredde. Så var det nemt at få et godt tag i halen, når hunden arbejdede i grævlingens hule. Halen skal bæres relativt højt når hunden er opmærksom, men den skal helst ikke bæres ind over ryggen. I hvile sænkes halen. Vær opmærksom på at halen skal være velansat. Der må godt være noget rumpe bag halen. Eksempel på acceptabel overlinie der rejser sig svagt mod bagparten. Eksempel på karperyg med lavt ansat hale. Korrekt overlinie 19

21 Egne notater: Eksempel på korrekt haleansætning med god rumpe bag ved halen. Halen er båret ind over ryggen samt krøllet, dette må accepteres, men det skal ikke tilstræbes. Eksempel på korrekt bredt bryst. 20

22 Standardtekst Kommentarer: Lemmer: Forpart: Skuldre: Brede, muskuløse og godt tilbagelagte. Skuldrene skal være vel tilbagelagte. Albuerne skal ligge tæt ind til kroppen, men med rum for bevægelse. Vær opmærksom på, at en bred front aldrig må forveksles med og retfærdiggøre løse skuldre og albuer. Forben: Korte, krummede og med god benstamme. Forbenene skal have kraftige knogler og krumme let rundt om brystkassen. Poterne drejer lidt, men symmetrisk, udad. Traditionelt tillod denne benstilling, at hunden kunne grave effektivt. Selvom forbenene er krumme må dette ikke resultere i løse albuer eller mellemhænder. Poter: Kompakte og stærke, med rundede trædepuder. Forpoterne er drejet en smule udefter fra mellemhånden. Forpoterne skal være kompakte, faste og med stærke rundede trædepuder. Forpoterne er større end bagpoterne. Poterne må aldrig dreje overdrevet udad. Korrekt bred front, med albuer der ligger godt ind til kroppen. Forpoterne kunne dreje en anelse mere udad, men er et eksempel på korrekte kompakte poter. Vær opmærksom på, at en bred front ikke må forveksles med løse skuldre og albuer. Eksempel på løse albuer Dårlig front! 21

23 Korrekt front, med let krummede forben og let udaddrejede poter. Brystkassen kunne være en anelse dybere, men hunden på billedet er ung og endnu ikke færdigudviklet. Egne notater: 22

24 Standardtekst Kommentarer: Bagpart: Kraftig og godt muskuløs. Lår: Godt muskuløse. Knæ: Velvinkede Haser: Hverken ind- eller udaddrejede. Poter: Kompakte og stærke, med rundede trædepuder. Bagparten skal være bred og med stærke muskler. Den fungerer som et vigtigt anker og en stærk bagpart giver glennen balance til dens kraftige front. Er bagparten svag vil hunden være en mindre effektiv arbejder. En kraftig bagpart er essentiel for racen og noget der skal lægges vægt på i bedømmelsen. Knæene skal være velvinklede, hverken for lidt eller for meget. Hvis der mangler vinkler bliver hundens skridt for korte og dermed mistes der drive. Vær opmærksom på for knapt vinklede bagparter, men forlang ikke ekstreme vinkler. Haserne skal være forholdsvise korte og lodrette fra hasen til jorden. Se kommentarer til forpoter, dog skal bagpoterne pege lige ud. Korrekt bagpart på arbejde 23

25 Eksempler på korrekt vinkling af bagpart Egne notater: Eksempel på for knappe vinkler. Eksempel på svag bagpart, hunden kan ikke udføre racens oprindelige arbejdsopgaver 24

26 Standardtekst Kommentarer: Størrelse: Skulderhøjde for hanner 35.5 cm (14 ins) som maksimum. Tæver forholdsmæssigt mindre. Racestandarden fastsætter en maksimum størrelse. Men det er lige så vigtigt, at højden og vægten på hunden passer proportionalt med hinanden og skaber en harmonisk hund i balance. Vægt: Hanner 16 kg, tæver forholdsmæssigt derunder. Det er vigtigt, at racen ikke bliver for tung, men det er også vigtigt at bevare substansen og ikke ofre denne for at opfylde størrelses- og vægtkrav. Vær opmærksom på, at racen færdigudvikles meget sent. Tæverne er først færdigudviklede omkring 3 år, mens hannerne kan være op til 4 1/2 år før de er færdigudviklede. Egne notater: 25

27 Hvalp på 4 1/2 måneder og tæve på 12 år. Ung han på 1 år, kraftfuldt hoved med halvt rejste ører. Det klassiske glen-sit. 26

28 Egne notater: 27

29 Standardtekst Kommentarer: Bevægelse: Fri, uden højt løftede poter (hackney). Jordvindende og ubesværet med godt drive fra bagparten. Bevægelserne skal være frie og glidende med god fremdrift. Det er muskelkraften i lænden og bagpartiet, der gør det muligt for glennen at producere et stærkt afskub fra bagparten. Dette gør at glennen kan dække meget mere jord end man ville forvente af en hund med sådan en benlængde. Det er specielt i bevægelse den stærke lænd bliver synlig, så i bevægelse kan det syne som om overlinien rejser sig let bagtil, uden at den dog dykker bag skuldrene. Forbenene runder let omkring brystkassen og dette ses i frontbevægelsen. Vær derfor opmærksom på ikke at forveksle dette med løse albuer/skuldre. Den kraftige bagpart skal afspejles i bagbensbevægelserne, der aldrig må være snævre. Bevægelserne skal være paralelle set bagfra. Pels: Hårlag: Middellang pels af grov struktur, med en blød underuld. Pelsen kan rettes til for at opnå en pænere kontur. Glennen er en arbejdende hund og præsentationen skal afspejle dette. Hunden skal rettes til, snarere end trimmes kunstfærdigt. Den skal præsenteres med et veltrimmet naturligt look. Overpelsen skal være grov med blød underpels. Pelsen på bugen og benene er lidt blødere i struktur og lysere i farven. Farve: Blå Brindle, som ikke må gå over i sort. Hvedefarvet, fra lys hvede til en gylden, rødlig nuance. Hvalpene kan fødes som blå, hvedefarvede eller rødlige. Hvalpe af lysere farve har normalt en blækagtigt blå maske, og der kan være et strejf af blåt ned langs ryggen, på hale og ører. Disse mørkere aftegninger forsvinder, efterhånden som hunden vokser til. Pelsens farve er blå brindle eller hvedefarvet. Irene udtrykker farverne således: Den blå brindlede skal se ud som om der er blå blæk dråber gennem pelsen. Den hvedefarvede kan variere fra lys moden hvede til varm gylden rød hvede. Eksempel på tæve med en hvedefarvet hvalp med maske. 28

30 Korrekt overlinie i bevægelse. Korrekt tilretning af pelsen. Eksempel på ukorrekt pels med sort maske. Eksempel på hvedefarvet hvalp med maske. Eksempel på ukorrekt tilretning af pelsen. 29

31 Standardtekst Kommentarer: Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang. Hound-ører Der er tale om hængeører som de ses hos Beagle eller Basset Hound. Det er ører som hunden ikke kan lægge tilbage eller folde på nogen måde. Ses sjældent. Underbid, overbid. Både underbid og overbid kan forekomme. Desuden vil tangbid ofte optræde, da det tidligere var tilladt i standarden. For kort i kroppen. Standarden angiver, at kroppen skal være længere end høj. Kroppen må således aldrig være kortere end hunden er høj. Fejlen optræder sjældent. Lige front. Forbenene skal være let krummede, dette er et af racens karakteristika. Det er en nødvendighed pga. den brede brystkasse. Fejlen kan forekomme. Diskvalificerende fejl: Pelsfarve black and tan. Glennens pelsfarver kan optræde i mange variationer, men her tænkes altså specifikt på black and tan som det ses hos f.eks. Airedale. Fejlen optræder sjældent. Smalt næseparti. Som nævnt ovenfor er et kraftigt næseparti af stor vigtighed for racens evne til at arbejde. Næsepartiet må aldrig blive for smalt. Fejlen optræder sjældent. Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen. Dansk Kennel Klubs bemærkning: Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl 30 Overbid, der er en fejl.

32 Copyright mv. Halekupering Det bemærkes at alle de halekuperede hunde, der er afbilledet i kompendiet, er kuperede lovligt i deres hjemlande. Copyright Copyright 2010 Dansk Terrier Klub, Ansvarshavende racerepræsentant for Irish Glen of Imaal Terrier Christina Rune Tekst, illustrationer, layout og foto Tekst og kommentarer til standarden: Christina Rune Illustrationer og layout: Lis Kragh, Wibroe, Duckert & Partners Statue anvendt som model for illustrationer: Joseph & William Gaynor Foto: Billederne er velvilligt stillet til rådighed af følgende fotografer: Ria van Middelaar (side 1, 3, 4, 6, 9 og 17) Henrik Rune (side 5, 7, 14, 16, 17, 19, 20, 21, 26, 31 samt for- og bagside) Monique Anthony (side 6, 8 og 9) Lis Kragh (side 7) Noreen O More (side 9) Kate Bentzen (side 10, 19 og 21) Christina Rune (side 14, 18, 19, 21, 22, 23, 24, 26, 28, 29 og 30) Jesper Lund (side 18, 20 og 29) Harold Gay (RBT Int) (side 29) 31

33