Rettslige og etiske problemer ved advokaters deltagelse i «flerdisiplinære partnerskap» - seksjonsmøte

Transkript

1 Rettslige og etiske problemer ved advokaters deltagelse i «flerdisiplinære partnerskap» - seksjonsmøte Referenten, advokat Niels Fisch-Thomsen, Danmark: Da jeg - for godt ti år siden - første gang hørte om begrebet «Multidisciplinary Partnerships» og de problemer det rejser for advokatstanden - og i første omgang havde svært ved bare at udtale ordet - dengang var jeg advokatpolitiker, og skæbnen ville, at jeg kom til at arbejde ganske meget med netop MDP-problematikken - først i det europæiske advokatråd - Conseil des Barreaux de la Communauté Européenne (eller CCBE) - siden i det danske advokatråd. Mine officielle opgaver for advokatstanden udløb med afslutningen af mit sidste ombud med udgangen af men jeg har bevaret min interesse for og mit engagement i advokatstandens problemer - ikke mindst min interesse for problemet «Multidisciplinary Partnerships». «Advokatstandens problem,» sagde jeg - og jeg må straks korrigere mig selv, for Multidisciplinary Partnerships er ikke udelukkende et problem for advokatstanden. Det rækker langt videre. Det er i første række et problem for hele retssamfundet, eller mere specifikt for det retssøgende publikum, for de klienter - ikke mindst de erhvervsvirksomheder - som søger rådgivning og bistand hos advokater. Det er deres - klienternes - sikkerhed for kvalificeret, uhildet og uafhængig advokatrådgivning, som er MDP-problematikkens helt centrale problemkerne og omdrejningspunkt. Derfor bør MDP-problemstillingen ikke blot opfattes som en debat om erhvervsstrukturelle muligheder for advokaterne og af interesse navnlig for advokathvervets udøvere. Den bør - ret beset - finde lige så stor interesse hos alle andre jurister, der betragter retssikkerheden for det rets- og rådsøgende publikum - befolkning så vel som erhvervsliv - som et hjerte- og hjerneanliggende. Af denne grund har jeg været meget glad for og taknemmelig over, at der blev skabt plads ved dette Nordiske Juristmøde for en forelæggelse af, og en debat om, de retlige og etiske problemer ved advokaters deltagelse i Multidisciplinary Partnerships. Det er en problemstilling, som angår - som bør angå - os alle. Jeg er ikke længere advokatpolitiker. De sidste 4 l h år har jeg alene været privat praktiserende advokat. Det har givet mig en fuldstændig frihed til at udtrykke min helt personlige - meget dybtfølte - mening om MDP-problematikken - uden at skulle skele til politik, særlige grupper af advokater eller andre, uden at skulle tænke på muligheden af kompromisløsninger e.l. Hvad jeg har skrevet i mit indlæg, og hvad jeg siger i dag, står derfor helt for min egen regning. Men når det er sagt, kan jeg dog - med stor tilfredshed - konstatere, at mine synspunkter ikke ligger særlig langt fra, hvad de advokater, som nu har ansvaret for advokatproblematikken og som bl.a. står for at skulle finde løsninger på

2 910 Seksjonsmøte MDP-problemet, har givet udtryk for. Og nogle af de advokater, som i dag tegner advokatstandens profil og har MDP-opgaven på deres skuldre, er til stede i panelet her i dag; debatlederen, advokat Jon Stokholm, formand for det danske Advokatråd i de næste 4 år (i hvert fald), og den svenske referent, advokat Dag Versén, nuværende 1. vicepræsident og dermed næste års præsident for det europæiske advokatråd (CCBE). Både CCBEs arbejdspapir fra november 1998 (en revision af tidligere CCBEdeklarationer) og et udvalg under det danske Advokatråd (med Jon Stokholm som medlem) er nået frem til, at advokater ikke bør have adgang til at deltage i Multidisciplinary Partnerships med bl.a. revisorer, hvis andre end advokaterne skal have ejerandele i eller bestemmende ledelsesmæssige beføjelser i et sådant Multidisciplinary Partnership. Da de Multidisciplinary Partnerships, som har politisk interesse, i den internationale debat helt åbenbart er fusioner mellem, navnlig de største internationalt organiserede revisionsfirmaer, som vi alle kender, og formentlig nogle udvalgte store advokatfirmaer, og da det formentlig ligger helt uden for de store revisionsfirmaers forestillingsverden, at det ikke skulle være dem, som i et sådant MDP skulle have både den væsentligste ejerandel og de ultimative ledelsesbeføjelser - ja så vil for enhver praktisk betragtning både det danske udvalgs og CCBEs konklusion føre til samme resultat som det, jeg anbefaler: At advokatdeltagelse i egentlige Multidisciplinary Partnerships - under medejerskab af og/eller med ledelsesbeføjelser for revisionsfirmaet - bør udelukkes. Jeg tror, at det er en klog holdning - for advokaterne, og navnlig for deres klienter, det retssøgende publikum. Med en lille spydighed kunne man nævne, at et af de erhvervsorienterede advokatfirmaers mest søgte og lukrative arbejdsområder - på ny-skandinavisk - kaldes «mergers and acquisitions». Jeg føler mig overbevist om, at det de store revisionsfirmaer søger hos advokatfirmaerne ikke er «mergers», men «acquisitions». Vigtigheden af emnet Multidisciplinary Partnerships mellem de store revisionsfirmaer og advokatfirmaer som de måtte vælge til «fusion» kan ikke overvurderes. De økonomiske kræfter bag ønsket om, at sådanne sammenslutninger («acquisitions») skulle muliggøres, er meget store. Og lykkes disse bestræbelser, vil de på fa år kunne omskabe den advokatverden, vore nordiske samfund har haft igennem i hvert fald mere end et århundrede: De store, erhvervsorienterede advokatfirmaer vil forsvinde som selvstændige virksomheder, efterhånden som de - villigt eller modstræbende - lader sig opsluge og bliver en afdeling af et nyt stort rådgivningskonglomerat under international revisorledelse. Tilbage som selvstændige advokater vil blive et lille antal specialiserede, domstolsorienterede barristers og en stor gruppe af advokater i mindre advokatfirmaer, for hvem erhvervsklientellet er blevet lukket land, således at de nu henvises til alene at ernære sig ved rådgivning om familie- og arveforhold, føre straffesager o.l. Det er meget, som er på spil - for advokaterne og for det retssøgende publikum, ikke mindst for erhvervsvirksomhederne. I dag har virksomheden to for-

3 «Flerdisiplinære partnerskap» 911 skellige rådgivere, som samarbejder, men også konkurrerer indbyrdes og som nok - i virksomhedens og egen interesse - skal holde øje med, om den anden skulle «hvile på årerne», blive doven og forsømmelig og måske ligefrem begå fejl. I morgen kan det være anderledes - hvis vi tillader Multidisciplinary Partnerships: Ikke to indbyrdes konkurrerende rådgivere, der holder øje med og kontrollerer hinanden - nej: én rådgivningsgigant, som først præsterer al rådgivning til virksomheden - regnskabsmæssig, skattemæssig og juridisk - og som dernæst i sin årsregnskabsrevision selv bekræfter over for virksomhedens kreditorer, aktionærer, leverandører og offentligheden, at alt er i orden og korrekt - underforstået naturligvis at alt er korrekt, fordi virksomhedens ledelse lydigt har fulgt det integrerede revisor/advokatfirmas råd. Det vil ske et reelt magtskifte i virksomheden - også fordi det integrerede revisor/advokatfirma jo ikke vil være nemt at udskifte. Et revisorskifte er altid et betænkeligt signal til kreditorer, aktionærer og leverandører - så det må man undgå, i hvert fald hvis virksomheden ikke er meget velkonsolideret. Så efter MDP-fusionen har virksomhedens revisor/advokatfirma fået styrket sin position og sin magt i forhold til virksomhedens ledelse, direktion og bestyrelse. Men magtens sum er konstant, og hvad rådgiverne vinder i magt og indflydelse - det taber i samme omfang virksomhedens ledelse. Kan nogen her i salen forestille sig, at denne ændrede magtbalance måske også vil påvirke honorarniveau- og arbejdsomfang i rådgivningen? Sammenslutningen af revisor/advokat er jo en form for monopolisering af rådgivningen, og hvis revisionen - måske endog i revisionsprotokollen - anbefaler ledelsen at iværksætte en større juridisk undersøgelse af et eller flere forhold i virksomheden - hvem tror man da vil få den opgave? Eller omvendt: advokatarbejdet kan jo munde ud i en anbefaling af en dybtgående revisionsmæssig undersøgelse af et forhold - eller en konsulentrapport. Der er mange «hyldevarer» i et kombineret revisions-, konsulent- og advokatfirma, som firmaet kan anbefale virksomheden at købe. Det koster penge - mange penge - men en ren revisionspåtegning og en problemfri revisionsprotokol er jo også meget værd! Good luck - til virksomhederne - i denne fagre nye verden. Emnet - Multidisciplinary Partnerships: ja eller nej - er meget vigtigt. Efter min opfattelse er det for tiden det mest påtrængende problem for alle advokatorganisationer i den vestlige verden. Og det er højaktuelt - det sker her og nu, lige nu. Emnet, dilemmaet, er sprængfyldt med dramatik - og det diskuteres overalt i vor del af verden. MDP kan - som en vittig hund i CCBE engang sagde - også stå for Most Discussed Problem. Se blot, hvad der sker omkring os: I Island vedtager Altinget i 1998 et forbud mod Multidisciplinary Partnerships og nægter at give dispensation til et allerede eksisterende MDP med en af verdens største revisionsfirmaer. I Sverige forbyder Advokatsamfundet i 1998 dets medlemmer at indgå i et MDP med samme store revisionsfirma, og generalsekretæren forklarer, at man vil gøre alt for at forbe-

4 912 Seksjonsmøte holde advokattitlen for den uafhængige advokat. Omvendt har Norge - som imødekommelse af en «troligt uundgåelig udvikling» - ladet stort set alle de store internationalt organiserede revisionsfirmaer etablere advokatkontorer i eget regi - og opkomsten af disse «revisionsadvokatfirmaer» har dernæst givet anledning til en større diskussion, om disse nye «revisionsadvokatfirmaer» nu også overholder norsk rets krav til de praktiserende advokaters uafhængighed. I denne diskussion vogter - tilsyneladende - revisionsadvokatfirmaerne deres franchise vilkår som en nøje bevogtet forretningshemmelighed. I Finland er advokaters deltagelse i Multidisciplinary Partnerships forbudt ved lov - og det samme er tilfældet i Danmark med retsplejelovens nuværende formulering. I England er solicitors' organisation i The Law Society i et voldsomt dilemma om fremtiden. Skal man i retssikkerhedens interesse fastholde den traditionelle modstand mod MDPs - eller give efter for manges tro på en grundlæggende liberalisme og på, at der er økonomisk gevinst i MDPs - også for solicitors? I Frankrig har advokatorganisationerne det vanskeligt. På den ene side hylder de med ægte gallisk temperament «1'independence de l'avocat», på den anden side må de erkende, at de som en sidekonsekvens af den advokatpolitisk gennemførte fusion af «avocat» og «conseils juridiques» i så at sige ad bagdøren - fik indført multidisciplinary partnerships i videre omfang end noget andet europæisk land. Og nu forsøger de at stramme op med forslag om kontrolregler med disse MDPs. Og i den største nation i vor del af verden, USA, har det magtfulde ABA netop behandlet et forslag om at ophæve et hidtil gældende forbud mod MDPs for i fremtiden at tillade dem mod nogle kauteler, som navnlig skal indebære, at domstolene skal have og føre en tæt kontrol med, at advokaterne i et Multidisciplinary Partnership - trods deres deltagelse i et sådant - principielt og i praksis bevarer deres fulde uafhængighed i den juridiske rådgivning. Jeg har ønsket - og derfor med mit debatoplæg lagt op til - en helt åben debat om spørgsmålet: Hvordan kan og bør vi forholde os til tanken om multidisciplinary partnerships mellem advokater og revisorer? Derfor har jeg heller ikke afsluttet mit skriftlige indlæg med nogen tese - men i stedet peget på forskellige alternative reaktionsmønstre over for de ønsker om adgang til at skabe multidisciplinary partnerships, som kommer til os udefra - fra den store verden. Disse reaktionsmuligheder omfatter hele spektret, strækkende sig fra et totalt forbud (pkt. A) til en helt passiv afventen af den internationale udviklings gang (pkt. E). Indimellem mangler der i mit skriftlige oplæg ét muligt reaktionsmønster - nemlig det amerikanske: Tilladelse til MDP, men under streng kontrol med bevaring af advokaternes uafhængighed - en kontrol udøvet af domstolene - eller i den af de franske advokatorganisationer foreslåede variant: Af Advokatmyndighederne. Jeg vil bede om, at dette alternativ - tilladelse, men under kontrol - må indgå i forsamlingens overvejelser. At jeg ikke har afsluttet mit skriftlige indlæg med en egentlig tese, betyder ikke, at jeg ikke har en stærk personlig overbevisning om, hvordan tanken om

5 «Flerdisiplinære partnerskap» 913 multidisciplinary partnerships bør mødes af de nordiske advokater og de nordiske retssamfund. Jeg vil slutte mit indledende indlæg med en bekendelse af min personlige overbevisning: Efter min mening bør Multidisciplinary Partnerships mellem advokater og revisorer - og i det hele udøvelse af advokatvirksomhed i strukturel afhængighed, være sig på franchisegrundlag eller andet grundlag, fortsat være udelukket og forbudt. Jeg anser et forbud for nødvendigt, fordi økonomiske overvejelser ellers kan - og efter min opfattelse vil - friste navnlig større advokatfirmaer til mod god betaling for goodwill og med det videregående formål at sikre et fortsat klientgrundlag, at indgå i Multidisciplinary Partnerships med de store revisionsfirmaer, dvs. reelt at lade sig opkøbe og opsluge af dem. Argumentationen for min overbevisning er udførligt beskrevet i mit debatoplæg. Jeg skal ikke gentage den her - men alene kort resumere hovedgrundene bag min overbevisning: Der er - for det første - ikke hos klienterne, heller ikke hos erhvervsvirksomhederne, noget som helst behov for en sammenslutning af advokat- og revisionsvirksomhederne til ét firma. Ingen andre end revisionsvirksomhederne har tilkendegivet noget ønske herom. Slagordet om fordele ved «alt under ét tag» eller «one-stop-shopping» er letkøbt og reelt indholdsløst. Tværtimod vil klienterne - i praksis navnlig erhvervsvirksomhederne - miste den for dem meget værdifulde krydskontrol mellem advokat og revisor, som sikrer dem, at de to forskellige - komplementære - rådgivere gensidigt fører kontrol med hinanden - og ikke dækker over hinandens fejl. En faktisk monopolisering af rådgivningen til virksomheden vil også tendere mod højere honorarer, og mod, at gøre virksomhedens ledelse mere afhængig af rådgiverne end godt er. Virksomhederne - klienterne - har derfor meget at tabe, og reelt intet at vinde ved, at deres revisor og advokat fremtidig skulle stå som en blok, som ét og samme rådgivningsfirma over for virksomheden. Advokatfirmaernes ønske om at sikre sig deres klientgrundlag, dvs. at gøre det vanskeligere for klienten, virksomheden at skifte advokat, er forståeligt, men ikke anerkendelsesværdigt - for det går direkte mod klientens, virksomhedens, interesse i til enhver tid at stå frit i sit valg af advokat. Og denne klienternes interesse må gå forud for advokaternes interesse i at binde klienterne til sig. Væsentligst af alt er dog uafhængigheden, advokatens fuldstændige uafhængighed af alle uvedkommende hensyn og interesser, når han rådgiver sin klient. Denne uafhængighed er så fundamental, at den ikke bør ofres på noget erhvervsøkonomisk alter - og det er i min optik helt afgørende - for klienten - at advokatens rådgivning også er fuldstændig uafhængig af interesserne hos klientens revisor. Kun den fuldstændige uafhængighed advokat og revisor imellem kan sikre klienten, virksomheden, den efter mit skøn så vigtige krydskontrol, de to rådgivningsgrupper imellem. Jeg er i den forbindelse ikke parat til at stole på, at en kontrol som den af ABA (og de franske barreaux) foreslåede - i praksis - vil være et tilstrækkeligt værn for uafhængigheden - selvom jeg ved, at de ameri-

6 914 Seksjonsmøte kanske domstole og de franske barreaux har en større magt i forhold til advokaterne, end hvad vi kender på vore breddegrader. Uafhængighedskravet er - i min bevidsthed - så væsentligt, at det bør være en helt afgørende hindring for at tillade advokater at indgå i multidisciplinary partnerships eller andre former for afhængighedsskabende strukturer. Advokaten er og bør forblive den kompetente, fortrolige, loyale og helt uafhængige rådgiver - så længe han tilbyder sin rådgivning som advokat. Dette fører mig til det sidste, jeg vil sige - med et citat af Sveriges Advokatsamfunds generalsekretær: Titlen er det afgørende - advokattitlen, for det er den der over for det rådsøgende publikum signalerer, at her tilbydes uafhængig rådgivning. Derfor bør advokattitlen fortsat være forbeholdt dem, som i uafhængigt regi tilbyder juridisk rådgivning til befolkningen. Derfor skal mit alternativ (A) også ses som en nødløsning: Hvis advokater tillades at indgå i multidisciplinary partnerships, bør de advokater, der vælger at fortsætte som uafhængige advokater, gives ret til at signalere dette, eventuelt gennem autorisationen af en ny titel, som i sig skal bære garantien for uafhængig advokatrådgivning. Lad mig slutte med et mytisk billede - myterne kan undertiden bedre end mange ord illustrere evigtgyldige principper: Da gudernes fader Zeus for år siden skulle danne den himmelske regering på Olympen og fordele opgaverne, porteføljerne, mellem sine guder, blev det økonomiske liv, handelen og kræmmernes virksomhed henlagt under Hermes (senere i Rom kaldt Merkur), som erhvervsminister, medens kampen for lov og ret og retfærdighed blev lagt på Pallas Athenes skuldre (som justitsminister). Denne mytiske adskillelse af livsområder, som Zeus indså burde holdes adskilt, har bestået i årtusinder. Lad os ikke markere indgangen til et nyt årtusinde med nu at forkaste denne guddommeligt vise opdeling og adskillelse af erhvervsliv og retsliv. Korreferenten, advokat Helge Olav Bugge, Norge: Før jeg går løs på temaet skal jeg bare kort presentere meg selv - det har sammenheng med at så lenge dette er et debattema for advokatstanden, er det lett å gi et skinn av at man argumenterer på allmennhetens vegne, men i virkeligheten varetar de interesser man selv utøver i det daglige. Så jeg tror - enten man er revisoradvokat eller annen type advokat - det kan være greit å si noen ord om egen bakgrunn. Jeg har for egen del bakgrunn fra tre nokså forskjellige advokatverdener. Jeg har arbeidet som to forskjellige typer «inhouse lawyer», både ved Regjeringsadvokatembetet og senere hos Kommuneadvokaten i Oslo. Fra Kommuneadvokaten i Oslo var det i sin tid planen at jeg skulle gå inn som revisoradvokat -jeg var tatt opp som deltaker i det som den gang var det største norske revisoradvokatfirmaet. Jeg hadde uttrykkelig, i forbindelse med overgangen, betinget meg at jeg skulle kunne videreføre en stor rettssak mot den tredje største banken i Norge. Grunnen til at jeg hadde tematisert det særskilt, var at jeg vis-

7 «Flerdisiplinære partnerskap» 915 ste at denne banken var klient i revisorfirmaet som dette advokatfirmaet var tilknyttet. Det var avklart med advokatfirmaet at jeg kunne videreføre saken, men etterhvert viste det seg at banken, overfor revisorfirmaet, sa at hvis denne saken ble videreført i regi av meg, ville banken si opp revisjonsforbindelsen. Revisjonsfirmaet fortalte deretter revisoradvokatfirmaet at det ikke ble aktuelt at jeg skulle videreføre prosessoppdraget, og jeg fikk deretter beskjed om å velge mellom revisoradvokatopptaket og saken, hvorpå jeg valgte å videreføre saken. Noe senere begynte jeg i et av de store forretningsadvokatfirmaene i Norge, BA-HR. Så jeg har i og for seg tre litt forskjellige innfallsvinkler til den advokatmessige siden av saken. På det ideologiske plan har jeg en annen innfallsvinkel. Jeg er for ung til å være 68'er. Jeg identifiserer meg ikke med noen marxistisk tradisjon på noen som helst måte. Jeg er for gammel til å være ren næringsliberalist. Jeg befinner meg et sted midt i mellom. For å fylle den tiltenkte funksjon som korreferent, burde muligens undertegnede vært erstattet av en revisoradvokat, og ikke vært det man kan kalle en «revisoradvokatkritisk» advokat. Jeg skal likevel forsøke å supplere ved å ta andre innfallsvinkler enn referenten. Jeg vil begynne med å si litt om den faktiske situasjonen i Norge. I løpet av 1990-tallet har det vokst frem fem relativt store revisoradvokatfirmaer, som i dag sysselsetter godt over 100 advokaten Et av firmaene er i dag blant de tre-fire største advokatfirmaene i Norge, målt i antall jurister, men neppe målt etter omsetning. Den Norske Advokatforening har, slik jeg ser det, inntatt det jeg vil kalle en passivt avventende stilling til utviklingen. Det har vel sammenheng med hensynet til egen medlemsmasse, hvor man selvfølgelig har medlemmer både fra den ene og den annen side, hvis man først skal legge opp til en polarisering. Jeg er også kjent med at det blant revisoradvokatene er en meget bevisst holdning til aktiv mobilisering når disse spørsmålene kommer opp til debatt i advokatfora, slik at de har en mye større fremmøteprosent enn det de øvrige advokater har. På det offentlige plan vil jeg si at problemstillingene knyttet til revisoradvokatfirmaer har vakt liten interesse så langt - både hos lovgiver og i forvaltningen - og ikke minst har det vært lite fokus på dette i markedet for advokattjenester. Over til vårt debattema i dag. Hva er det overordnede debattemaet? En innfallsvinkel som jeg har lyst til å presentere som et overordnet debattema, er om det reelt sett er grunnlag for en så kritisk holdning som den som kommer til uttrykk i referentens bidrag. Referentens bidrag oppfatter jeg som en klart negativ stillingtagen til revisoradvokatene. Det er riktig at det er en innebygget selvmotsigelse mellom to sterke uavhengighetskrav, som etter referentens oppfatning ligger innebygget både i revisortradisjonen og i advokattradisjonen, og for den del i reglene. Jeg har ikke tenkt å gå inn på regeltolkning; det oppfatter jeg som mindre interessant i dagens sammenheng, hvor poenget mer er å sette problemer under debatt.

8 916 Seksjonsmøte I forlengelsen av mitt spørsmål om det er riktig å innta en så kritisk holdning - om det er riktig at det er en innebygget selvmotsigelse mellom to sterke uavhengighetskrav knyttet til de to profesjonene - har jeg lyst til å spørre om det er slik at referenten har unnlatt å presentere eller vektlegge argumenter for revisoradvokatfirmaene. For det første: Er hensynet til næringsfriheten - det er det liberalistiske argumentet - for lite vektlagt? Dernest, for det annet: Er hensynet til markedets egen dom for lite vektlagt? Den faktiske situasjonen er jo altså at markedet har gitt levebrød for et tresifret antall - nå holder jeg meg til Norge - revisoradvokater i løpet av et kort tidsrom. Det er den største veksten i advokatbransjen. En nylig avholdt undersøkelse - som i utgangspunktet er konfidensiell, så jeg kan ikke belegge nærmere det jeg nå sier - viser at 70 prosent av de større næringslivskundene i Norge er villige til å benytte revisoradvokater. Dette er markedets egen dom. Jeg skal komme tilbake til, på et senere tidspunkt, at vekten av markedets dom kan stille seg litt forskjellig alt ettersom det er et informert marked eller et ikke-informert marked som tar stilling. Dernest, som et tredje argument i motsatt retning av referenten: Er det i virkeligheten de tradisjonelle advokatenes egne næringsinteresser man er ute etter å vareta, slik at det er en skinnargumentasjon når man kjører klientene og samfunnshensynene foran seg? Som et fjerde argument for revisoradvokatene kan man spørre om det reelt sett ikke kan være slik at den bredde de multidisiplinære fellesskapene kan presentere, reelt sett, er umulig å oppnå på annen måte enn gjennom et meget nært samarbeid, og at denne bredden nettopp er det markedet etterspør. I tillegg til de argumentene jeg nå har presentert som mulige argumenter for en sterkere positiv stillingtagen til revisoradvokatene, kan det selvsagt også være en rekke andre argumenter. Et argument, som etter min oppfatning, kan trekke i begge retninger, og som referenten ikke er inne på, det er det jeg vil kalle den konkurranserettslige tilnærming. Forholdet er jo at hvis vi tar den siste store fusjonen mellom - ikke mellom advokater og revisorer, men mellom to av dem som den gang var «The Big Six», Price Waterhouse og Coopers & Lybrand - som selvfølgelig var USA-initiert, så var denne fusjonen gjenstand for bred konkurranserettslig oppmerksomhet i regi av blant annet EU. Det fant sted en bred behandling av hensynet til konkurransen i markedet om fusjonen skulle tillates. Meg bekjent ble utfallet i alle de land hvor de to revisorfirmaene var engasjert at fusjonen ble tillatt. Seiv om de konkurranserettslige problemstillingene knyttet til revisorfusjoner er i en noe annen kategori enn fusjoner mellom revisorer og advokater, er det i hvert fall slik at man har et ganske bredt kildemateriale når det gjelder en konkurranserettslig behandling av lignende problemstillinger. Og foreløpig er de altså ikke stanset fra en konkurranserettslig synsvinkel. Det har ikke vært ansett å foreligge noe avgjørende hinder mot disse fusjonene. Men jeg ser ikke bort fra at man fra en konkurranserettslig synsvinkel også kan komme til

9 «Flerdisiplinære partnerskap» 917 motsatt konklusjon, at allerede tradisjonell konkurranserettslig tilnærming kan medføre at man på et eller annet punkt må si stopp. Det er i hvert fall en dimensjon som jeg savner i referentens innlegg. Før man deretter går videre til å gjennomføre en debatt, og nettopp fordi det er profesjonsutøvere som i stor utstrekning fører debatten - man kommer lett i en situasjon hvor det føres en skinnargumentasjon, hvor man i virkeligheten er på jakt etter å vareta egne næringsinteresser - tror jeg det er viktig å synliggjøre på basis av hvilke premisser man argumenterer. Jeg vil gjennomgå seks premisser som debatten kan føres på grunnlag av. Det er selvfølgelig flere, men jeg vil trekke frem disse: Den første premissen har jeg kalt «kjernen i den liberale ervervstradisjon». Hva består denne «kjernen» i? Og, er vi enige i den liberale ervervstradisjon eller er vi ikke? Det opplever jeg som den overordnede problemstillingen. Uten at jeg for min del har trukket veksler på, på den ene side Hermes og Merkur og på den annen side Pallas Athene, er det nettopp i spennet mellom disse to jeg mener at kjernen i den liberale ervervstradisjonen befinner seg. Kjernen i den liberale ervervstradisjon er nemlig at man er utøver av et liberalt erverv. Det ervervsmessige aspektet består i at man gjennom utøvelsen skaffer seg en inntekt, og de fleste andre grupper i samfunnet mener ofte at man skaffer seg en for stor inntekt. Men i den liberale ervervstradisjon har inntekten tradisjonelt mer vært et resultat av virksomheten enn et selvstendig mål for virksomheten. Sagt på en annen måte så ligger det innbakt i den liberale ervervstradisjon at næringshensynet løpende må avveies mot, og om nødvendig vike for, det jeg vil kalle de liberale hensyn, nemlig i vid forstand det samfunnsansvar man som profesjonsutøver varetar. Mange vil kanskje stusse over at jeg snakker om et samfunnsansvar - i advokattradisjonen snakker man kanskje oftere om et klientansvar - men i denne forbindelse skiller jeg ikke skarpt mellom samfunnsansvaret og klientansvaret. Kjernen i den liberale ervervstradisjonen er at det skjer en løpende avveining mellom hensynet til egen næringsinntekt og samfunnsansvaret, og hvor inntekten mer er et resultat enn et selvstendig mål. Hvis det oppstår konflikt er det hensynet til samfunnsansvaret som er overordnet. Og da er vi over fra ervervet, som har med inntekten å gjøre, til det liberale som har med uavhengighet å gjøre, som har med fordomsfrihet å gjøre, og som i denne forbindelse må holdes klart adskilt fra den liberalistiske tilnærming som består i at det offentlige ikke skal gjøre inngrep med mindre det er sterkt påkrevet. Dette liberale hensynet - hensynet til uavhengighet, fordomsfrihet - oppnås tradisjonelt ved at virksomhet er eiet av utøveren. Det oppnås ved at det er klientens interesser og valg - ikke hensynet til advokaten selv eller til andre klienters interesser og heller ikke hensynet til samarbeidende firmaer eller kolleger - som styrer varetakelsen av klientens anliggender. Dette er gjennom tradisjonen nedfelt i en klar yrkesetikk, som i Norge tildels er lovfestet gjennom domstolsloven og advokatforskriften. Lovfesting av en etikk er for øvrig en slags innebyg-

10 918 Seksjonsmøte get selvmotsigelse. Det far nå så være. Det er også nedfelt gjennom et juristløfte, som jeg mistenker stammer fra Danmark for Norges vedkommende: Aldri vitende å ville vike fra rett eller rettferdighet. Man skal ikke råde til unødvendig trette og man skal ikke befordre noen urettvis sak eller urett. Det er juristløftet som på mange måter er en kodifikasjon av den liberale yrkesetikk. Motstykket til denne yrkesetikken på advokatens hånd, er at på klientens hånd skal det være fritt advokatvalg. Den moderne utvikling innenfor en rekke bransjer - det gjelder ikke bare i advokatverden - er at den liberale ervervstradisjonen etterhvert slettes, den blekes, og de liberale ervervene gjøres til alminnelig næringsvirksomhet, på linje med enhver annen virksomhet hvor det i en viss forstand per definisjon er slik at målet til enhver tid er å tjene mest mulig penger. Altså; jeg vil oppstille en motsetning mellom på den ene side liberalt erverv og på den armen side liberalistisk næringsvirksomhet. Slik jeg ser det, blir det styrende for hva man mener om de spørsmålene vi debatterer, hvordan man plasserer seg selv i spermet mellom Hermes og Merkur på den ene siden og Pallas Athene på den andre siden, eller - i min terminologi - mellom den liberale ervervstradisjonen på den ene siden og en liberalistisk næringsutøvelse på den andre siden. I forlengelsen av den første premissen, har jeg som premiss nummer to at det er viktig å vite om man reelt sett argumenterer ut fra hensynet til klienten. Premiss nummer tre, er at man må vite om man argumenterer ut fra hensynet til samfunnet, og, ikke minst, som premiss fire - som ofte blir oversett i advokatdebatten - om man argumenterer ut fra hensynet til revisors uavhengighet eller ikke. Da Norge nylig fikk ny revisorlovgivning, var det nemlig ikke de problemstillinger som på advokatsiden vies oppmerksomhet som stod i fokus da man diskuterte flerdisiplinære fellesskap. Det som stod i fokus var om dette var forenlig med kravet til revisors uavhengighet, og i prinsippet er det nok lettere å stille seg kritisk til flerdisiplinære partnerskap fra revisorenes ståsted enn fra advokatenes. For revisor har en lovfestet plikt til å vareta samfunnsinteresser. Det har ikke advokaten. Advokaten har i prinsippet bare en plikt til å vareta klientinteresser. Premissene fem og seks er hensynet til egne inntektsgrunnlag; de frie advokatenes og revisoradvokatenes. I praksis ligger disse til grunn for mye av den debatten som føres innenfor advokat verdenen: Sett med de uavhengige advokatenes øyne vil det ofte være hensynet til eget inntektsgrunnlag som reelt sett ligger til grunn for de standpunkter man inntar. Og sett med revisoradvokatenes øyne er det like åpenbart at det er ikke hensynet til klienten som i egentlig forstand er styrende; det er hensynet til revisoradvokatenes eget inntektsgrunnlag. Jeg tror derfor at mye av den debatten som føres begge veier er en skinnargumentasjon. I min fortsatte fremstilling har jeg tenkt å plassere meg innenfor rammen av premissene en til fire. Så far jeg heller bli beskyldt for at det egentlig er egne interesser jeg varetar. Som nevnt er den overordnede problemstilling om man er enig eller uenig i

11 «Flerdisiplinære partnerskap» 919 kjernen i den liberale ervervstradisjon. Er man enig i denne kjernen, faller subsumpsjonen på plass av seg seiv. Vil man derimot argumentere for at advokatvirksomhet er vanlig næringsvirksomhet, faller også subsumpsjonen på plass av seg seiv - med motsatt resultat. Hvis man er enig i kjernen i den liberale ervervstradisjonen - slik jeg for egen del har antydet - er referentens tilnærming til problemstillingen noe skjev, fordi referenten i lange, innledende avsnitt tar utgangspunkt i noe han presenterer som en problemstillinger relatert til sameie og sammenslutninger; virksomhet eiet og drevet i sameie og oppkjøp og fusjon mellom revisorer og advokaten Det snakkes om interessentskap eller annen form for sameie og det pekes på at dette lovgivningsmessig er forbudt i blant annet Danmark. Jeg tror mye av den reelle problematikk ikke er relatert til om virksomheten formelt sett drives i regi av ett og samme rettssubjekt. For drives virksomheten formelt i regi av ett og samme rettssubjekt, er det en klar flagging overfor markedet av at man ikke er uavhengig advokat. Og jeg vil faktisk si at da er det helt greit. Det må være full anledning til å drive virksomhet i regi av ett og samme rettssubjekt. De reelle problemer er ikke relatert til denne rettslige modellen, som vies stor oppmerksomhet i den innledende definering av problemstillingen, men - som i og for seg referenten etterhvert også kommer til - til andre rettslige konstruksjoner, nemlig konstruksjoner hvor man formelt har et uavhengig advokatfirma, eiet av utøverne av advokatvirksomheten, men hvor den organisatoriske selvstendighet - hvis man går virksomheten nærmere etter i sømmene - ikke korresponderer med en materiell selvstendighet. Virksomheten drives på grunnlag av et omfattende avtaleverk som holdes skjult overfor allmennheten og som ikke flagges. De revisoradvokatfirmaer som finnes i Norge i dag, drives på basis av et meget omfattende avtaleverk, dels innad i den norske gruppen, og dels mellom gruppene i Norge og tilsvarende grupper i utlandet. Det er et langt mer juridisk forpliktende forhold mellom gruppedeltakerne i Norge, og mellom gruppedeltakerne i Norge og tilsvarende gruppedeltakere i utlandet, enn det som er kommet til uttrykk overfor allmennheten. Og dette er fullstendig styrende. Det er for eksempel slik at i en rekke av disse advokatfirmaene avgjøres opptak av nye partnere ikke i advokatfirmaet, men i et sammensatt forum hvor alle revisoreiere av revisorfirmaet og alle advokateiere av advokatfirmaet stemmer over opptak av nye medlemmer, både revisorer og advokaten Og det er ikke bare slik at partneropptak er flyttet ut av advokatfirmaet, men det er fullstendig organisert etter amerikanske manualer for konsernstyring. Men seiv om modellen er hentet fra amerikanske konsernstyringsmanualer, er det ikke et konsern man står overfor, det er en gruppeorganisering mellom nominelt sidestilte selskaper som samarbeider på basis av et avtaleverk. Hvis man stiller problemet som et spørsmål om virksomhet drevet i sameie, mister man de viktige problemstillingene, nemlig virksomhet som nominelt organisatorisk drives som selvstendig advokatvirksomhet, men som reelt ikke er det.

12 920 Seksjonsmøte Utover det juridisk forpliktende samarbeid gjennom omfattende manualverk, vil det også være et faktisk samarbeid som går enda lenger. Derfor er det treffende når CCBE i sine tidligere vedtak har tatt utgangspunkt i om virksomheten faktisk og juridisk drives på selvstendig basis eller ikke, og ikke i om det er et selvstendig organisert advokatfirma eller ikke. Det er mellomformene mellom faktisk uavhengighet på den ene side og virksomhet drevet i samme firma på den annen side, som reiser de interessante problemstillingene. Og det ligger innbakt i dette at de interessante problemstillingene, hvis man først er enig i den liberale ervervstradisjonen, ligger på subsumpsjonsplanet; faktum må klarlegges, og når faktum er klarlagt gir konklusjonene seg selv. For mitt vedkommende anser jeg det derfor overordnet å klarlegge faktum. Slår man seg til ro med at det blir vist frem selskapsvedtekter som dokumenterer at dette er virksomhet eiet og utøvet av advokater, eller går man faktum nærmere etter i sømmene? På den ene siden: Lever advokatene opp til den liberale ervervstradisjon? På den andre siden: Er klienten gjort kjent med det reelle forhold mellom revisor og advokat? Og hvis klienten er gjort kjent med det reelle forhold mellom revisor og advokat, oppfatter jeg det som nokså uproblematisk at revisorer og advokater driver virksomhet i samme firma. Referenten har under punkt 7 bokstav a, b, c, d og e, presentert forskjellige mulige reaksjonsmønstre til debatt. Jeg vil faktisk lansere et supplerende reaksjonsmønster i spermet mellom på den ene siden forbud og på den andre siden en ren liberalistisk tilnærming. Jeg vil nærmere bestemt presentere en reguleringsvariant, som jeg tror er den enkleste måten å håndtere disse problemene på. Den enkleste og beste teknikken for å få ordnede bransjeforhold, som vil vareta både advokatens og allmennhetens interesser, er å kreve transparens, altså kreve at det synliggjøres hva som er det reelle forhold mellom revisorer og advokater. Denne synliggjøringen må ikke finne sted kun overfor tilsynsmyndighetene på henholdsvis advokat- og revisorsiden, men den må også, og først og fremst, finne sted overfor markedet, slik at det er et informert marked i sosialøkonomisk terminologi - et perfekt marked i motsetning til et imperfekt marked - som tar stilling til om det ønsker å benytte advokater av den ene eller annen type. Man bør med andre ord omgjør et imperfekt marked til et perfekt marked, hvor klientene gir et informert samtykke til den advokatmodell de foretrekker å benytte. Dette er det jeg vil kalle en utvidet konkurranserettslig tilnærming. Når jeg kalier det en utvidet konkurranserettslig tilnærming, har det sammenheng med at også selve primærmarkedet bør få se avtaleverket. Mange konkurranserettslige håndhevelser skjer jo ved at det bare er konkurransemyndighetene som får kjennskap til avtaleverkene. For mitt vedkommende er det et tankekors at dersom de uavhengige advokater mener å se en verdi i den liberale ervervstradisjonen, hvorfor er de da så passive med å bruke dette i markedsføringen av sin egen virksomhet, positivt og negativt? En av grunnene til det, er at dagens debatt gjerne blir ført på grunnlag

13 «Flerdisiplinære partnerskap» 921 av upresise forestillinger om hva som ligger i tverrprofesjonelle eller multidisiplinære fellesskap. Jeg tror også at de «uavhengige advokater» ikke har noen særlig mulighet til å dokumentere de påstander de kommer med om tverrprofesjonelle fellesskap, fordi avtaleverket og den reelle virkelighet holdes skjult og nektes utlevert til allmennheten, nøyaktig på linje med de konsernmanualer man finner i den amerikanske konsernstyringsmodellen. Altså, mitt supplement til referentens løsningsmodeller, er et krav til synliggjøring. I den fortsatte debatt håper jeg at man kan få frem hvilken bakgrunn man selv har, og hvilke premisser man argumenterer på grunnlag av, like mye som selve argumentene. Jeg tror det er her nøkkelen til konklusjonene ligger. Advokat Dag Wersén, Sverige: Jag kallades ursprungligen till det här ämnet som svensk underreferent, men som Niels Fisch-Thomsen har låtit forstå har jag också en annan funktion, som förste viceordförande i CCBE, som är de europeiska advokatsamfundens paraplyorganisation. Syftet med arbetet i CCBE är att vi skall utföra sådant som de europeiska advokatsamfunden inte kan utföra bättre själva, och i den egenskapen är vi advokatsamfundens kontaktorgan med de europeiska institutionerna. Jag skall uppehålla mig lite grann vid var de europeiska institutionerna står i frågor som berör det här ämnet. Sveriges advokatsamfunds, liksom CCBE:s ståndpunkter, är i detalj refererade i Fisch-Thomsens skriftliga inlägg. I korthet innebär Sveriges Advokatsamfunds ståndpunkt, att det kraftfullt har förbjudit Multidisciplinary Partnerships med revisorer. Sveriges Advokatsamfunds generalsekreterare Lars Bentelius är här i kretsen idag, och kan närmare utveckla Sveriges Advokatsamfundets ståndpunkt om det skulle behövas. Sveriges Advokatsamfunds ståndpunkt är noga räknat det mest hårdnackade motståndet mot Multidisciplinary Partnerships som något advokatsamfund har visat prov på, och ståndpunkten har väckt stor respekt i advokatkretsar i Europa. CCBS:s ståndpunkt har också, som Niels Fisch-Thomsen har visat, varit klart mot Multidisciplinary Partnerships. CCBS:s ståndpunkt är - och så skall ståndpunkter vara ständigt - under övervägande. Skälen till ståndpunkten - som har repeterats vid några tillfallen är under övervägande - är naturligtvis den utveckling och debatt som pågår. En kuriositet kan möjligen vara att en före detta fransk chef de delegation plötsligt slutade som detta. Så gick det några veckor och sedan fick vi veta att hans advokatbyrå var uppköpt av en av de stora revisionsbyråerna. Sedan gick det ytterligare någon tid, och så fick vi veta att en stor del av en advokatbyrå i vilken en tidigare CCBE-ordförande är delägare, har gått över till en av de stora revisionsbyråerna. Det vore orätt att säga att det inte finns tendenser till att motståndet mot Multidisciplinary Partnerships mjuknar, men en mycket hård törn fick motståndet tidigare i år när American Bar Associations (ABA) särskild tillsatta «Commission on Multidisciplinary Practice» under sommaren ställde sig ganska välvillig till tanken, och föreslog tillåtlighet under vissa förut-

14 922 Seksjonsmøte sättningar. Den fick stöd i den ståndpunkten från bland annat det mäktiga advokatsamfundet i New York. Nu intog emellertid ABA en mer avvaktande ståndpunkt vid ett möte i början av augusti. Jon Stokholm var där och kan kanske med några ord berätta vad ABA sa, och hur frågan kan tänkas utvecklas i USA. I Europa försvåras - om man kan använda det uttrycket - motståndet mot Multidisciplinary Partnerships av olika skäl. I Tyskland är det så att möjligheterna att bilda Multidisciplinary Partnerships följer av grundlagen. I England är den senaste utvecklingen att «The Law Society of England and Wales», som är Storbritanniens advokatsamfund för «solicitors», har börjat inta en försiktigt positiv ståndpunkt till Multidisciplinary Partnerships, och den ståndpunkten har underställts Kommissionens av konkurrensskäl, som korreferenten var inne på. Kommissionen har valt att svara undvikande på frågan om Multidisciplinary Partnerships lämplighet och tillåtlighet. Det är inte så att det är bara vi advokater som intresserar oss för frågan. Det är nog så att advokatfrågorna börjar tilldra sig mer och mer allmänt intresse, inte minst från konkurrensrättslig synpunkt. Anlägger man konkurrensrättsliga synpunkter anses man ju anlägga något slags allmänna synpunkter. Man börjar nu på olika sätt angripa den självreglering av advokatbranschen som advokatsamfunden både nationellt och på europeisk nivå åstadkommer genom sina stadgar, så att det konkurrensrättsliga intresset har i själva verket tagit sig något kraftfullare uttryck än vad korreferenten antydde nyss. Niels Fisch-Thomsen har i sin rapport berättat om det holländska ärendet som är på väg till EG-domstolen. Det finns dessutom ytterligare två holländska ärenden som kan hamna i EG-domstolen, och ge EG-domstolen anledning att titta på frågan om Multidisciplinary Partnerships från konkurrensrättslig synpunkt. Vi har inom CCBE bestämt oss för att kraftfullt bevaka de konkurrensrättsliga aspekterna genom att ha en särskild kommitté för det ändamålet, med de yppersta konkurrensadvokater som vi kan hitta. Hittills har dock domstolar både i Holland och i någon mån i England hjälpt oss att upprätthålla våra egna advokatregler, alltså vår självreglering. MDP-frågan är, som jag sa, under behandling i CCBE just nu, och ett nytt uttalande i frågan förbereds och kan möjligen väntas i november. Jag bör väl kanske undvika att göra ett eget uttalande nu, men jag vill ta upp några punkter som jag inte kan se har berörts och som möjligen skulle kunna ge ammunition åt dem som argumenterar på vad jag kallar motståndssidan. Skälen till att argumenten inte har förts fram tidigare kan vara att de är delvis helt nya. Ett av argumenten har att göra med lagstiftningen om penningtvätt. Vi har i de europeiska länderna en lagstiftning som är ägnad att förhindra penningtvätt, som är grundad på EU-direktiv. Man tycker inte att den lagstiftningen är tillräckligt effektiv. I Sverige har vi fått en ny lag om penningtvätt i år, men den lagen omfattar, i likhet med den som vi tidigare hade i Sverige, inte advokaterna. Däremot omfattar den revisorerna, som har ålagts en skyldighet att anmäla så kallat pen-

15 «Flerdisiplinære partnerskap» 923 ninghäleri som de uppdagar vid granskning av företagsräkenskaper. Revisorerna har också andra skyldigheter att hjälpa myndigheterna med för klienterna försvårande uppgifter. Advokaterna har i princip inga motsvarande skyldigheter, och denna skillnad mellan revisorer och advokater när det gäller skyldigheten att tillhandagå myndigheterna med uppgifter som kan vara ofördelaktiga för klienterna, tycker jag är en viktig skillnad. Det tycker jag möjligen i sig är ett tillräckligt gott argument för att ställa sig avvisande eller starkt kritisk till MDP-tanken. Arbete pågår med att göra ett nytt EU-direktiv om penningtvätt och CCBE har bedrivit ett intensivt arbete i syfte att få Kommissionen att förstå advokatyrkets särart i fråga om förtroende, oberoende och sekretess till skydd för klienter. Glädjande nog för oss advokater, och naturligtvis i synnerhet för oss i CCBE som har jobbat med det här, har Kommissionen visat förståelse för de synpunkter som vi har framfört, och Kommissionen har visat förståelse för skillnaden mellan oss advokater och revisorerna. Det här har kommit till uttryck på olika sätt senast under sommaren i ett utkast till nytt EU-direktiv om penningtvätt. Där skriver Kommissionen att man måste utöka penningtvättlagstiftningens tillämplighetsområde, och den skriver att den «believes that it is not unreasonable fully to involve the real estate sector, accountants, auditors and casinos in the fight against organized crime». Revisorerna och kasinon, utan någon som helst jämförelse i övrigt, skall alltså omfattas av lagstiftningen om penningtvätt. Men när det gäller oss advokater intar man en något annan ståndpunkt. Man skriver att man bara skall inkludera oss i de situationer då risken att vi skall göra nåt muffens är särskilt stor. Och, «given the particular status of the legal profession», tycker man att man skall ge oss en särbehandling. Man säger att vi måste bevara rätten att försvara och biträda klienter med bibehållen sekretess. Det får inte släppas helt fritt, men det skall ske på ett sätt som innebär att advokater gör det här i samarbete och under insyn, kanske också med viss anmälningsskyldighet avseende penningtvätt i förhållande till våra egna professionella organisationer, på det sätt som är lämpligt i varje land. Vår hantering av penningtvättsproblematiken skall alltså vara en angelägenhet mellan oss advokater och våra nationella advokatsamfund, och organiseras på ett sätt som passar i varje land. Det är klart att det inte är någon bra möjlighet att klara av den uppgiften om vi skall blanda ihop våra verksamheter med revisorer, oavsett organisationsform. Kommissionen förslag lades fram den 14. juli 1999, och är ett förslag till ändring i rådsdirektivet 91/308/EEC av den 10. juni Det föreslås att vad som kallas «external accountants and auditors» skall omfattas av lagstiftningen utan begränsning, medan «notaries and other independent legal professionals when assisting or representing clients in respect of» vissa områden, bara skall omfattas av lagstiftningen när dom biträder vid köp och försäljning av fast egendom, när dom hanterar klientmedel och lite annat. Så det görs en väsentlig skillnad mellan advokater och revisorer. Man skriver också att «member states shall not be obliged to apply the obligations» - alltså skyldigheterna för andra yrkes-

16 924 Seksjonsmøte utövare - «to such legal professionals with regard to information they receive from a client in order to be able to represent him in legal proceedings». Är det däremot så att en advokat positivt verkar för penningtvätt, är det naturligtvis någonting som inte godkännas. Europarådet har också intagit en motsvarande ståndpunkt helt nyligen. Europarådets kommitté om juridiskt samarbete och effektivitet inom rättsväsendet har i juli i år givit ut ett utkast till en rekommendation avseende frihet att utöva advokatyrket, «Recommendation on the freedom of exercise of the profession of lawyer». Där säger man att det är viktigt att det finns en fri och oberoende advokatkår, och man definierar advokaten som en person som är registrerad i ett advokatsamfund. Man fäster stort avseende vid att advokatsamfunden skall dra upp regler för advokaterna som skall «ensure that lawyers have a duty to act independently, diligently and fairly, professional secrecy should be respected», och denna verksamhet skall övervakas. Våra samfund skall vara «self governing bodies independent of the authorities and the public». Vi skall inte ha något att göra med revisorernas organisationer. Vi skall inte vara i närheten av de organ som finns i olika länder och som kontrollerar revisorernas verksamhet. Vi försöker skilja oss från andra yrkeskategorier på ett alldeles särskilt område. Det är någonting som CCBE kommer att ha en sammankomst i Helsinfors i höst, med anledning av Finlands ordförandeskap i EU. Vi kommer då att på nytt slå ett slag för att fa reducerad mervärdeskatt för advokattjänster, för att därigenom öka «access to justice», alltså möjlighet för privata klienter att få sin rätt tillgodosedd med hjälp av advokater. Det är svårt idag, bland annat därför att privatklienterna skall betala en icke-avdragsgill moms. Jag skulle föredra att slippa sammanblandning med revisorerna och deras intresse när vi bedriver det arbetet. En sådan sammanblandning skulle kunna försvåra det arbetet. Korreferenten uppmanade oss att tala om vilka intressen vi företräder. Jag har väl antytt vilket intresse som jag företräder. Jag anser mig också ha insikter i det som kallas «one-stop shopping», som ju skall vara en av de stora anledningarna att vända sig till Multidisciplinary Partnerships. Det skall vara något slags konsumentintresse. Det är i själva verket inget konsumentintresse, utan det är näringslivets behov av rådgivning på juridikområdet, skatteområdet och det ekonomiska området som det är fråga om. Det talas om att det skulle innebära en stor fördel för klienterna att ha tillgång till så kallad «one-stop shopping». Ja, det kan vara det ibland, men min uppfattning är att det bästa för klienterna är att kunna söka sig till dem som var för sig är bäst om sitt skrå. Med «one-stop shopping» menar man också att man skall kunna vända sig till en organisation som täcker flera länder. Där är revisionsbyråerna på sätt och vis överlägsna advokatbyråerna. Men behovet av gränsöverskridande advokattjänster tillgodoses numera väl av de många gränsöverskridande advokatbyråer, allianser och andra sammanslutningar av advokatbyråer som växer fram. Möjligheterna att ha gränsöverskridande advokatverksamhet och gräns-

17 «Flerdisiplinære partnerskap» 925 överskridande advokatbyråer diskuteras inom CCBE, i kontakter numera också med våra amerikanska och japanska kolleger. Det är en viktig fråga när vi nu håller på med det globala gränsöverskridande samarbetet som skall organiseras av Världshandelsorganisationen inom ramen för projektet GATT Enligt min uppfattning måste vi ta oss an reglerna för gränsöverskridande advokatverksamhet, och sortera ut de frågorna, innan vi komplicerar bilden med hur vi också skall kunna samarbeta med revisorerna. Det är komplicerat nog inom advokatbranschen som det är, och det blir fruktansvärt komplicerat och svåröverskådligt för alla om vi också skall blanda in samarbete med revisorerna. Advokat Pekka Sirviö, Finland: Som nationell rapportör skall jag ge några åsikter från den finländska sidan. Läget i Finland är inte så komplicerad som annanstans, eftersom vi har helt fri konkurrens beträffande erbjudande av juridiska tjänster. Läget är det samma som i Sverige. Ingenting hindrar revisionsbyråerna att anställa jurister och erbjuda samma tjänster som advokatbyråerna. Det är bara advokattiteln som skiljer. Man säger ju att det enda privilegiet som finska advokater har är advokattiteln, och tills vidare är åtminstone jag av den åsikten att vi behöver upprätthålla advokattitelns värde. Den skulle diluteras om advokaterna skulle få rätt att gå ihop med revisorerna. I praktiken sköts kanske lite över 60 % av rättegångsärendena i Finland av advokater, resten sköts av bolagsjurister, juridiska byråer och till och med statens och kommunens ämbetsmän, och också lekmän, men i mycket liten grad nu för tiden. Våra nuvarande regler möjliggör inte ett sådant Multidisciplinary Partnership utan dispens. Jag tror att vår reaktion mot sådana fenomen som försökte uppkomma i Sverige skulle vara exakt densamma. Ett alltför nära, eller på ägandeförhållande byggt, samarbete med revisionsbyrå, med alla därtill hörande ekonomiska och andra förbindelser, skulle förstöra grunddragen av advokatsystemet och vår kanske starkaste konkurrenstrumf: Absolut oberoende och självständighet i förhållande till vår klient. Tidigare under Juristmötet hade vi en diskussion om skatterådgivarens ansvar. Referenten, professor Kleineman från Stockholm, uttalade sig att skatterådgivningen ges nu för tiden mestadels av de fem stora revisionsbyråerna. Han påpekade allmänt att skatterådgivarna, som kan vara ekonomer, är mer vårdslösa i sina råd än advokater, som ju alltid är jurister. Det kan vara att ekonomer vet mindre om skadeståndsrätt. Ett tilläggsargument som man kanske kan ta fram, är att varför skulle advokaterna gå ihop med revisorer, och ta emot detta större ansvar, om det nu skulle finnas. En annan diskussion jag hade igår var med en representant för det norska advokatsamfundet, som sa att Finland kanske är det sista landet på barrikaderna mot Multidisciplinary Partnerships. Dagens diskussion, och särskilt kanske ABAs ståndpunkt, visar nog att det är flera advokater än de finska advokaterna som är på barrikaderna mot Multidisciplinary Partnerships, och det tröstar mig mycket. Tiden kommer att visa hur våra klienter uppskattar advokaternas etiska

18 926 Seksjonsmøte principer och yrkeskunskap samt strängt oberoende och konfidentialitet. I Finland är konkurrensen fri, som jag sa, men den kommer absolut säkert att hårdna i framtiden, och det argument som vi kommer att betona kommer att vara, antar jag, advokatinstansens totala absoluta oberoende och självständighet, beroende endast av sin klient. Debatlederen, advokat Jon Stokholm, Danmark: ABA er altså den amerikanske juristorganisationen. Det står for «American Bar Association», men der er også medlemmer, der er dommere, professorer og «in house»-jurister. ABA har medlemmer, og er en meget toneangivende organisation i USA. Det er rigtigt, som det blev sagt, at der forelå en rapport fra en kommission, som havde undersøgt tingene grundigt i USA på grundlag af høringer, som var moderat positiv over for Multidisciplinary Partnerships, men med nogle kauteler. Denne rapport var genstand for en fornyet høring i sidste uge på ABAs møde. Det var ganske tydeligt, at ude i landet i USA var der en betydelig skepsis over for det forslag. Rapporten skulle drøftes på det, der hedder «House of Delegates», som er det egentlig besluttende organ i ABA, hvor samtlige stater i USA er repræsenteret. Der var en langvarig debat, og det var ganske tydeligt, at der var en udbredt modstand blandt talerne også mod Multidisciplinary Partnerships. Det var tankevækkende, at «The Big Five» havde ladet melde, at det forslag, som ABAs kommission var kommet med, var helt uacceptabelt, helt utilstrækkeligt for de krav og de ønsker, som «The Big Five» havde. Resolutionen, der blev truffet af «House of Delegates» var, at denne sag måtte skydes tilbage til kommissionen til fornyet overvejelse, at der iværksættes overvejelser i hver eneste af staterne af tilsvarende karakter, som man havde gjort på unionsplan, og «House of Delegates» ville ikke se denne sag på dagsordenen, før der forelå overbevisende argumentation for, at man skulle gå ind for sagen. Foreløbig er denne sag skudt til hjørne i nogen tid i USA. Men der er en ting, som også er tankevækkende, når man hører og følger debatten i USA, som visse af os har haft lejlighed til. Det er at se, at det er et verdensomspændende problem, vi står overfor. I virkeligheden bliver beslutningerne og afgørelserne truffet af «The Big Five» og af deres koncernledelser på globalt plan. Det er også tankevækkende at se, at de beslutninger, som ABA til sin tid måtte nå til, kommer også til at gælde «worldwide». De kommer til at gælde i Europa og i Asien, uanset hvad vi lokalt mener. Derfor er det interessant og vigtigt at holde en tæt dialog og en tæt kontakt med de amerikanske kolleger om det spørgsmål, for afgørelsen bliver reelt truffet i «House of Delegates» i ABA. Det kan der vist ikke være tvivl om. Høy ester ettsadvokat Atle Helljesen, Norge: Det er ikke riktig at Den Norske Advokatforening har inntatt en passiv holdning. Vi hadde en omfattende diskusjon høsten 1997, hvorefter vi fattet et tretten punkts vedtak. Et av de tretten

19 «Flerdisiplinære partnerskap» 927 punktene var at vi skulle utrede videre hvorvidt det var nødvendig å foreta noen endringer av lovgivningen om organisering av advokatvirksomhet i Norge, eller i de etiske regiene. Denne utredningen er gjennomført, og i høst vil vi forhåpentligvis ta et endelig standpunkt. Slik vi har sett det, er et tittelmonopol, som har vært nevnt fra finsk og svensk side, ikke et aktuelt spørsmål hos oss. I Norge kan man kalle seg advokat selv om man ikke praktiserer som uavhengig advokat. Det kan være en ansatt «in-house lawyer», det kan være kommunalt ansatte eller det kan være personer som overhodet ikke driver advokatvirksomhet som kaller seg advokat. Vi har heller ikke noe bundet medlemsskap i Advokatforeningen. Det er frivillig å være med. Vi kan derfor ikke ekskludere noen fordi de driver en praksis som vi ikke er tjent med. Hvis vi setter for hårde krav, vil de bare drive praksisen uten å være medlem i vår forening. Vi må se realistisk på situasjonen, og det vi ser er at ulike samarbeidsformer mellom advokater og andre profesjoner vil eksistere i fremtiden. Det vil være advokater ansatt hos andre profesjoner som driver rådgivning, og vi advokater vil ha ansatt andre profesjoner hos oss for å hjelpe oss i vår virksomhet. Når vi skal regulere dette, bør vi kanskje begrense de typer av virksomheter som kan drives av personer som er ansatt hos andre enn advokater. Det er det ene utgangspunktet. Det andre utgangspunktet er at når noen vil drive det vi kailer alminnelig advokatvirksomhet, og konkurrere i markedet om ordinære klienter til ordinære advokattjenester, så stiller vår lovgivning i dag et krav når det gjelder eierskap til den slags virksomhet. Det kravet vil vi sannsynligvis opprettholde, og vi må prøve å gjøre det tydeligere hva som ligger i det. Vi kommer neppe til å motsette oss samarbeid mellom advokatfirmaer og flerprofesjonelle foretak, som vi kaller det her i Norge, men vi vil stille krav til de samarbeidsavtaler som inngås. Vi er oppmerksom på det Bugge var inne på, at det er visse forhold vi ikke har innsyn i, men hvis man i stedet for å være ansatt i et slikt foretak vil stå frem som et uavhengig advokatfirma, konkurrerende med alminnelig advokatvirksomhet, vil vi måtte stille krav til dokumentasjon for at man er uavhengig. Da må vi også få innsyn i samarbeidsavtalene, og se at de ikke inneholder noe som kan medføre en større grad av avhengighet enn et normalt ansettelsesforhold. Eierskap av utenforstående er heller ikke tillati i Norge. Det er her vi må trekke grenser, og det vil vi forsøke å gjøre i løpet av høsten. Vi er også helt enige i at det er viktig med synliggjøring. Klientene må vite hva de går til. Hvis et advokatfirma ikke er eid av et revisjonsfirma, men er et samarbeidende advokatfirma, så får det flagge det overfor klienten; det må gjøre det klart at det er et samarbeidende firma som i utgangspunktet er uavhengig, men samtidig må det klarlegge samarbeidsforholdet overfor klientene. Vi må arbeide med å få dette til. Dette har også vært problemstillingen ved høringen i ABA, der man sa at klientene må jo seiv kunne velge. Men forutsetningen er da at de vet hva de har å velge mellom.

20 928 Seksjonsmøte I Finland har man nærmest ansett at det vil bli advokatprofesjonens undergang hvis man tillåter den samarbeidsform som har utviklet seg innenfor de flerprofesjonelle foretakene. Et slikt syn har etter min mening ikke store muligheter til å vinne frem. Vi må akseptere visse realiteter. Poenget er at vi må prøve å regulere dette gjennom etiske og organisasjonsmessige regler, slik jeg nå har antydet. Den Norske Advokatforening er som sagt aktiv på dette området, men det er nok slik at våre medlemmer ikke alltid ser den aktiviteten som foregår. Lektor Lars Bo Langsted, Danmark: Jeg har de sidste 11 år været ansat på Handelshøjskolen i Århus som forsker og underviser, og der har jeg blandt andet beskæftiget mig ganske meget med revisorlovgivning og revisoransvar. Jeg vil starte med en enkelt ting, jeg er sikker på, og det er, at revisorer ikke er mere uagtsomme end advokater i relation til skatterådgivning. Jeg kender ikke svensk retspraksis tilstrækkelig godt til at vurdere, om det er korrekt i Sverige, men det er ikke korrekt i Danmark. Med hensyn til at Multidisciplinary Partnerships, er jeg ambivalent. Jeg er varm tilhænger af samarbejde mellem revisorer og advokater. Jeg er ikke blind for, at et sådant samarbejde kan være så forpligtende, at det reelt nærmer sig et Multidisciplinary Partnership. Det er måske forbundet med ulemper og risici, men også med fordele, for en klient at kunne have en rådgiver, der dækker meget bredt, og hvor man måske ikke skal ud og søge nye rådgivere. Det er især en fordel for nogle af de mindre erhvervsvirksomheder. Deres revisor må gerne rådgive i relation til en selskabsstiftelse, men når dokumenterne skal udarbejdes, må revisor ikke medvirke længere, og så skal klienten ud og skaffe en advokat for at få lavet papirerne lovligt. Det sker naturligvis, at der er revisorer, der laver papirerne alligevel, men det er altså i strid med lovgivningen, og det bliver sanktioneret af revisorernes disciplinærnævn. Så for de mindre erhvervsvirksomheder, kan jeg se nogle fordele. På den anden side kunne fordelene måske lige så godt været opnået ved, at man som revisionsfirma havde et tæt samarbejde med et advokatfirma, som ordner de nødvendige papirer. Jeg har kommentarer til nogle af de ting, der har været fremme, og som jeg tror, betyder noget i debatten. For det første: Når man læser Fisch-Thomsens rapport, fremtræder revisorverdenen næsten for gylden, for ideel. Det er ikke sådan, at man, fordi man er generalforsamlingsvalgt revisor, også er sikker på at blive siddende i sadlen. Jeg ved fra mange danske revisionsfirmaer, at de betragter det som et meget stort problem, at klienterne er begyndt at blive prisfikserede, og at de derfor er begyndt med prislicitationer. Man indhenter flere tilbud fra revisionsfirmaer for at finde ud af, hvem der er billigst. Så det er i danske erhvervskredse ganske legitimt at skifte sin revisor ud til en billigere. Også revisorverdenen er således underlagt markedskræfterne, og man er ikke sikker på, selv om man som advokat skulle komme i seng med en revisor, at man så også bliver sid-, dende ved den erhvervsvirksomhed resten af ens tilværelse. Det er måske i vir-