Kære minister ærede gæster mine damer og herrer

Transkript

1 1 Kære minister ærede gæster mine damer og herrer Velkommen til Aarhus Universitets årsfest I den anledning vil jeg slå fast, at Aarhus Universitet har det godt, men at vi ikke er et universitet, der hviler på de laurbærene. Vi vil ikke gro til i selvtilstrækkelighed. Og vi vil ikke hygge os i det lokale, for vi vil aktivt bidrage til udviklingen af national og global velfærd, som der står i universitetets strategi. Danmark er en gammel handels- og søfartsnation, og med rødder i den tradition siger Aarhus Universitet nej til at spille rollen som provinsiel hjemmefødning. Vi vil hellere opfatte os som en erfaren sømand, der kombinerer sin forankring i det hjemlige med et globalt udsyn. En kultur fremmes nemlig altid af de nysgerrige, der evner at se ud over det lokale. Det betyder, at vi sætter nedarvede fordomme og institutioner i et kritisk lys, for det kritiske lys fører som regel til samfundets udvikling og til personlig udvikling for den enkelte. Det er ikke noget, vi i det daglige går og snakker om. Som universitet gør vi noget ved det. Men en erfaren sømand og et universitet er ikke kun fælles om at udfolde sig mellem det rodfæstede og det globale. De deler også den viden, at verden hele tiden er foranderlig. Den er lige så flertydig, som Bob Dylan udtrykker det i sin berømte sang. Den sang, der hedder Blowin' in the Wind, og hvor omkvædet er, at the answer my friend is blowin' in the wind. Det er nemlig et universitets opgave via nysgerrig søgen og kritisk analyse at finde svar på alverdens spørgsmål, men det er også et universitets opgave at formidle den indsigt, at svar altid er foreløbige. Og for at kunne udføre den opgave har det uantastelig betydning, at et universitet er frit og uafhængigt. Vi må derfor hele tiden stille det krav, at Folketinget, regeringen og embedsværket fortsat lever op til de mål for frihed, vi i fællesskab har sat os. Aarhus Universitet er bygget på frihed og ansvar siden grundlæggelsen i 1928, men det overgik som bekendt i 1970 til staten som offentlig læreanstalt. Universitetet blev oprettet på en vilje til selvstændighed, men heller ikke et universitets frihed og uafhængighed er noget én gang for alle givet. Et universitets principielt spørgende og anfægtende holdning til de etablerede sandheder og værdier fremkalder ofte en hidsig debat. Og debatten kan undertiden føre til udefra kommende krav om mere politisk styring. Senest har vi set det med Universitetsloven af 2003, der har skabt store forandringer, fordi staten har ændret de rammer, universiteterne arbejder inden for.

2 2 Aarhus Universitet sætter ikke spørgsmålstegn ved statens ret til at opstille mål og rammer for universiteternes virke, men universitetet ønsker i visse tilfælde at anfægte den måde, det foregår på. Det er et spørgsmål om tillid. Aarhus Universitet klarer sig godt, og vi mener, at vi har gjort os fortjent til tillid fra samfundets side også på de områder, der for tiden er overreguleret. I foråret færdiggjorde universitetet sit svar på den høring, der drejede sig om evalueringen af universitetsområdet og ligeledes en meget grundig vurdering af det psykiske arbejdsmiljø på Aarhus Universitet. Det er derfor glædeligt, at universitetet nu har to værdifulde undersøgelser, der rummer konkrete bud på, hvordan vi kommer videre i bestræbelserne på at skabe et internationalt universitet i den europæiske top og med et attraktivt og godt arbejdsklima, der kan tiltrække og fastholde fremragende medarbejdere på alle niveauer. Medarbejdere, som i frihed kan udforske det ukendte. De to undersøgelser peger også på en række områder, hvor vi både centralt og decentralt kan gøre det bedre. Men det kræver frihed og økonomisk råderum, hvis vi skal udfylde den rolle, et moderne universitet skal magte i et højtudviklet vidensamfund. Og hvis vi skal opretholde det vidensamfund, kræves der stærke universiteter. Derfor afhænger universitetets fremtid af, hvordan regeringen og Folketinget vælger at tolke og bruge de råd, der gives. Der har ikke altid været overensstemmelse mellem de politiske udmeldinger om selvstyre og den virkelighed, der opleves, når konkrete områder skal reguleres. Og Aarhus Universitet har gjort det klart, at regeringen ikke fuldt ud har levet op til intentionerne i universitetsloven fra I hvert fald ikke, hvad angår frihed og mulighed for at udvikle forskningen og undervisningen ud fra universitetets egen strategi. Det er en strategi, som universitetet lægger stor vægt på at påtage sig ansvaret for, for vi vil hellere selv skabe fremtidens universitet, end at andre skal komme og gøre det for os. Der er masser af historiske eksempler på, at hvis en strategi fastlægges udefra, fører det sjældent til noget frugtbart. Og i universitetssammenhæng behøver man såmænd ikke dvæle ved det meget omtalte studenteroprør, der jo ofte bruges som pegepind for både det ene og det andet synspunkt. Nej, lad mig med et eksempel gå lidt længere tilbage i historien for at illustrere spændingen mellem det politiske niveau og universiteterne:

3 3 For 60 år siden diskuterede man ivrigt oprettelsen af Statens Almindelige Videnskabsfond, det, der i dag har udviklet sig til Forsknings- og Innovationsstyrelsen og hele forskningsrådssystemet. For mange akademikere blev venstremanden Jensen-Broby, der var formand for Finansudvalget, til et symbol på et kortsigtet og nytteorienteret syn på forskning. Jensen-Broby var nemlig kommet for skade at omtale Nationalmuseets samlinger som gammelt ragelse. Det førte til en større protestdemonstration i februar 1951, da akademikere og studenter marcherede fra Københavns Universitet på Frue Plads til Folketinget med de seks rektorer for landets universiteter og højere læreanstalter i spidsen. Her fra Aarhus Universitet deltog professor i klassisk filologi Franz Blatt, der var rektor fra 1949 til Og protesten hjalp. Året efter var loven om oprettelse af Statens Almindelige Videnskabsfond vedtaget. Tilføjet i en parentes var det for resten samme Jensen-Broby, der i 1949 udtalte om den 2. Galatheaekspedition, at når det kniber med pengene, kan man godt lade det ligge, som befinder sig på 400 meters havdybde. Altså ikke den store forståelse for fri og langsigtet forskning. Tidsbundet snæversyn forekommer til enhver tid. Tilbage til nutiden, hvor frihed og uafhængighed stadig er afgørende forudsætninger for, at et universitet kan opfylde sine forpligtelser i samfundet. Ytringsfriheden har ikke og må heller ikke have begrænsninger for medarbejderne på Aarhus Universitet. Bedre universiteter skabes kun via mere åben debat, så her lyttes der til alle argumenter, og alle kan forvente at få modargumenter. Men når det gælder et universitet, skader det ikke, at man diskuterer på baggrund af viden og indsigt. Det gælder både internt og eksternt. Frihed opleves forskelligt, men Videnskabsministeriets beskrivelse af universiteternes frihedsgrader giver ikke et retvisende billede af kompetenceforholdene mellem samfund og universitet. Billedet er ikke retvisende, fordi universitetsloven er en ramme- eller bemyndigelseslov, der i meget vidt omfang giver ministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler på en lang række områder. Afgørende for den reelle kompetencefordeling er derfor Videnskabsministeriets udmøntning i form af bekendtgørelser og anden regulering af de hen ved 50 bemyndigelser, som ministeren har fået tillagt i loven. I modstrid med lovens understregning af frihedsidealerne pålægges universiteterne løbende detaljerede kontrol- og styringsregler, som på mange områder begrænser universiteternes frihed. Den tendens til øget bureaukratisering og kontrol gør det svært at indrette sig fornuftigt, og den er i

4 4 modstrid med vores fælles, gode og lange danske tradition for decentralisering og gensidig tillid. Overregulering sker særligt på uddannelsesområdet, og vore internationale kolleger ryster på hovedet, når de hører om forholdene her. Jeg tænker specielt på akkrediteringsbureaukratiet, som forhindrer nye tværgående uddannelser, og som provokerer os til at spilde yderligere ressourcer på akkreditering af uddannelser, som for længst har bevist deres værdi for både individer og samfund. Det gælder også eksamensreglerne, og ikke mindst alle de forordninger og systemer, som direkte modarbejder universiteternes internationalisering, er alvorlig pletter på samspillet mellem stat og universitet. Vi beder Folketing, Regering og Ministerium om at vise os tillid og lette på regeltrykket. Aarhus Universitet understreger også i sit høringssvar, at dets frihedsgrader begrænses af den tiltagende målretning af forskningsmidlerne. Det er afgørende vigtigt, at balancen mellem de frie og konkurrenceudsatte forskningsmidler genskabes for eksempel i en 60/40-fordeling. Forskningsfriheden beror nemlig i høj grad på, at universiteterne økonomisk får mulighed for at afsætte ressourcer til langsigtet og fri forskning, i stedet for at ressourcerne i for stor udstrækning bindes til mere kortsigtet programfinansieret og/eller øremærket forskning og rekvirerede opgaver. Vi konkurrerer gerne om forskningsmidler. Og netop nu har Miljøministeren besluttet at konkurrenceudsætte en del af universitetets bevilling til DMU. Lad mig slå fast, at dette universitet støtter konkurrenceprincippet, men det forudsætter åbenhed om vilkår, klare spilleregler og respekt for den langsigtede vidensopbygning, som er grundlaget for vort samfund. Med andre ord: 70ernes gamle slogan om Forskning for Folket må ikke genopstå i ny forklædning som et slogan om forskning for dagens virksomhed. Men når det er understreget, vil jeg også påpege, at tidligere tiders elfenbenstårn for længst er erstattet af en af Europas smukkeste og åbne campusser, hvor udveksling af viden og gode hoveder med hele samfundet er idealet. Universitetet har i årenes løb set mange eksempler på fremragende forskning, som ingen ville have spået nogen fremtid overhovedet. Vi har set universitetsansatte med en umiddelbart vild tanke, men med modet til at forfølge den og måske netop på grund af dette mod har det vist sig at være den helt rigtige satsning. Eller forskeren, der igennem et langt liv stædigt har fastholdt tanken, og som kulmination på sin indsats nu kan udfordre tidens største filosof. Universitetet har derfor et stort ansvar for at skabe et miljø, hvor vore medarbejdere har spillerum til at turde gå veje, som ikke på forhånd garanterer en succes. Vi er af den grund på Aarhus

5 5 Universitet også opmærksom på at holde hånden over nørderne, for det er deres skæve vinkler og fordybelse, der fører til paradigmeskift, innovation og udvikling. At give forskerne den frihed fordrer dog, at universiteterne får større økonomisk råderum, måske ikke nødvendigvis større samlede økonomiske rammer, men større frihed inden for de givne rammer. Den frihed er i dag for begrænset. Aarhus Universitet er stolt over, at vi bidrager til at styrke Danmarks position som et lille land med universiteter i absolut topklasse. Vi føler også stolthed over, at Aarhus Universitet er imellem verdens 100 bedste universiteter blandt mere end universiteter. Og med alt det føler vi os som ydmyge arvtagere til dem, der for mere end 80 år siden kæmpede for, at Århus fik sit universitet. Med dem deler vi fortsat viljen til selvstændighed og frihed, og universitetet ønsker med rod i dets traditioner at bidrage til den globale udvikling. Aarhus Universitet oplever i år det største optag i universitetets historie. Vi har pr. 1. september indskrevet godt nye bachelorstuderende. I forhold til den hidtidige rekord fra 2007 er der tale om en stigning på 17 %, og i forhold til optaget sidste år er det en stigning på 22%. Dertil kommer, at næsten går i gang med en kandidat- eller masteruddannelse i år. Alt tyder på, at Aarhus Universitet også her er det universitet, der er i kraftigst vækst. Det kan vi være stolte af. Og vi kan også være stolte af, at Aarhus Universitet er det universitet, som har det laveste frafald efter 1. studieår, nemlig 14,8 %. For det er jo ikke nok at tiltrække gode studerende vi skal også fastholde dem og vejlede dem gennem studietiden. Vi klarer faktisk begge dele rigtig godt. Også på andre områder går det godt. Vi er gode til at hente eksterne midler 1,9 mia. kr. i eksterne bevillingstilsagn bærer vidnesbyrd om kvaliteten af den forskning, som drives her. Beløbet kan jo passende sammenholdes med Aarhus Universitets omsætning på 5,3 mia. kr. Så der sker noget på vore godt bygningskvadratmeter. Universitetets godt ansatte lever i den grad op til friheden. Jeg vil gerne takke universitetets medarbejdere for den store forskningsindsats og de mange resultater og vigtige publikationer, som er selve grundlaget for universitetets styrke, og jeg vil rette en stor og særlig tak til forskningsråd, statslige og private fonde og andre samarbejdspartnere. Aarhus Universitet er blandt Europas 25 stærkeste universiteter; helt på toppen ligger Cambridge

6 6 University. Derfor vil jeg blot diskret konstatere, at hvor Cambridge har ca kr. pr. år pr. studerende, når alt undtagen de uafhængige colleges lægges sammen, må vi fortsat tage konkurrencen op for kr. pr. studerende pr. år, opgjort på samme måde. Så, mine damer og herrer, vi tror, vi når helt til toppen, men fra tid til anden strejfer det os, om jysk arbejdsomhed og stædighed er nok. Lad mig som illustration af den fri og langsigtede forsknings vilkår nævne Jens Christian Skou, der i 1997 fik Nobelprisen i kemi for den forskning i 1950erne og 60erne, der førte til, at han opdagede natrium-kalium pumpen. Jens Christian Skou har altid pointeret, at hvis min professor havde blandet sig, havde jeg aldrig fået nobelprisen. Han fik altså muligheden for at følge sin nysgerrighed og sit instinkt og dermed gøre de opdagelser, der førte til Nobelprisen. Og ved sin festforelæsning her på universitetet understregede Skou, at pengene til forskning var små, da jeg begyndte at forske i 1950erne, men jeg var så heldig at leve under et bevillingssystem, som gav fred til at arbejde. Der gik syv år, inden jeg var klar til at skrive min første artikel. Økonomisk og intellektuel fred til at arbejde det er det centrale udsagn. For grundforskning kan ikke styres. Ingen kan forudse, hvor det næste gennembrud vil ske. Forskningsfriheden er grundlaget for det hele. Derfor er det også en udbredt holdning blandt universitetets forskere, at universitetets frihed står i modstrid med universitetslovens 17, stk. 2 om den individuelle forskningsfrihed. Det hedder heri, at i den tid, hvor de videnskabelige medarbejdere ikke er pålagt bestemte opgaver, forsker de frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer. Medarbejderne giver udtryk for, at så længe de har fornuftige ledere, går det fint, men hvad nu, hvis lederne ikke længere er fornuftige? Ordet Magna Charta betyder som bekendt det Store Brev og henviser historisk set til det engelske frihedsbrev fra I 1988 vedtog de europæiske universiteter deres eget Magna Charta. Det skete i Bologna i forbindelse med dette det ældste europæiske universitets 900-års jubilæum, og fordi de moderne universiteter ser sig som arvtagere og bærere af den europæiske humanistiske tradition. Universiteterne anerkender naturligvis historiens gang, og de anerkender statens legitime krav på indsigt i deres forvaltning af offentlige midler, men det er stadig universitetets hele idé og eksistensberettigelse at skabe ny viden og fostre kandidater, der efter endt uddannelse kan indgå i alle samfundets aktiviteter. Her på Aarhus Universitet har vi de menneskelige ressourcer, der skal til for at udvikle et endnu

7 7 bedre universitet, hvis samfundet i tillid giver os den nødvendige frihed. Det pointeres også i universiteternes Magna Charta, at for at kunne være åbent over for behovene i verden omkring sig bør universitetet være uafhængigt af enhver politisk, økonomisk og ideologisk magt. Og videre: Da forsknings-, undervisnings- og uddannelsesfrihed er det grundlæggende princip for universiteternes virke, skal regeringer og universiteter på hver sit område garantere og fremme respekten for dette grundlæggende krav. Med det ønske vil jeg henvise til det motto, der står i Aarhus Universitets segl: Søger i dybet den faste grund. Som delfinerne søger vi legende videre. Og netop med det motto føler vi, at grundlaget er i orden for, at vi på Aarhus Universitet kan indfri de store forventninger, det danske samfund med rette har til de ekstra investeringer, der sker i universitetssektoren i disse år. Ærede gæster, mine damer og herrer, hjertelig velkommen til Aarhus Universitets 81-års fødselsdag.