Et gennembrud der blev overset

Transkript

1 Et gennembrud der blev overset - en undersøgelse af begrebet det formelle gennembrud med udgangspunkt i en analyse af efterskriftet til Danske digtere i det 20. Århundrede, bind III Bachelorprojekt i Dansk ved Institut for Nordiske Studier Skrevet af Amalie Winge

2 Indledning 3 Opgavens opbygning og metode 4 Den danske modernisme en konstruktion 6 Analyse af efterskriftet til Danske Digtere i det 20. Århundrede, bind III 7 Det litteraturhistoriske plot 7 Et formelt gennembrud 8 Formålet med et nyt overbegreb 8 Efterskriftets opbygning og metode 9 Opbygningen af afsnittene om romanen, novellen og lyrikken 10 Romanen 10 Novellen 12 Lyrikken 13 Opsummering en samlet karakteristik 14 Konteksten 14 Den historiske kontekst 15 Den litterære kontekst 16 Opsummering 17 De formelle strømninger og forfattere 17 De ikke-formelle, de halv-formelle og de hel-formelle 17 Postmodernismen 18 De postmoderne virkelighedskonstruktioner 19 Forskellige former og strømninger eller postmodernisme 20 Analyse af Pia Juuls: sagde jeg, siger jeg 21 Frygten for det postmoderne 23 Kanondannelse 24 De store forfatterskaber 25 En ny kanon 26 Efter det formelle gennembrud 27 Ingen nye tendenser 27 Det formelle gennembrud - en hegelsk top 28 Kritik af det formelle gennembrud som overskrift for 70 erne 29 Konklusion 31 Summary 33 1

3 Litteraturliste 35 2

4 Indledning I slutningen af 90 erne startede forskerteamet Anne-Marie Mai 1, Anne Borup 2 og Jon Helt Haarder 3, også kaldt Kolding-skolen, en debat om det, de betegnede som den danske modernismekonstruktion. Debatten bestod i en kritik af det danske modernismebegreb, som blev kritiseret for på én gang at være altomfavnende, dogmatisk og for smalt. Dogmatikken havde ifølge Kolding-skolen bevirket, at visse værker og forfattere var blevet holdt ude af litteraturhistorien, fordi modernismekonstruktionen havde fungeret som rettesnor for, hvad der var moderne og brugbart. Derfor måtte der ske en nytænkning og nuancering af litteraturhistorien, som blandt andet skulle bestå i en anerkendelse af, at der fra omkring 1965 skete en forandring i litteraturen, som var gestaltet som et opbrud fra modernismen. Denne forandring navngav Anne-Marie Mai i artiklen Head over Feet (1999) Det formelle gennembrud. Hun anvendte igen begrebet som overskrift for perioden fra til 2000 i det tredje bind af Danske Digtere i det 20.århundrede (2000). Det formelle gennembrud bestod i en øget opmærksomhed omkring formen i litteraturen. Da det tredje bind af Danske Digtere i det 20.århundrede udkom d. 5. oktober 2000, udløste det en heftig debat i dagbladet Information om begrebet det formelle gennembrud. Da bind II og I udkom i henholdsvis 2001 og 2002 genoptog kritikerne diskussionen af det formelle gennembrud. Begrebet blev af Erik Skyum-Nielsen 5 (2000) kritiseret for ikke at kunne dække 70 ernes funktionsorienterede litteratur og for at fremhæve noget litterært alment forholdet til form til noget specifikt for periodens litteratur, mens Søren Schou 6 (2002) kritiserede begrebet for at være for bredt og for at forsøge at samle noget, der ikke lader sig samle. Desuden mente han, at det var misvisende at placere 70 ernes forfattere, som netop dyrkede formløsheden, som en del af et formelt gennembrud; at tale om et uformelt gennembrud som kulminerede med 70 ernes brugslitteratur ville være mere meningsfuldt. Selv i Kolding-skolens antologi Modernismen til debat (2005) gendrives begrebet af Jimmi Michelsens 7 indledning til bogen. Her forsøges det adskilt fra Kolding-skolen og 1 Professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet 2 Lektor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet 3 Adjunkt ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet 4 Mai har senere ændret skæringsåret til at være 1965, og efterskriftet skriver hun også, at gennembrudsforfatterne fortsætter eksperimenter fra midten af 60 erne. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i at perioden går fra 1970 til Enkelte gange skriver jeg at perioden begynder i 1965, men så vil det fremgå af sammenhængen hvorfor. 5 Lektor i litteratur ved Københavns Universitet og Litteraturanmelder på Information 6 Lektor i litteratur ved Roskilde Universitets center 7 Ph.d. ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet 3

5 gestaltet som en fejl fra Mais side. Lanceringen af det formelle gennembrud gik altså ikke stille for sig, men begrebet har ikke vundet indpas som betegnelse for perioden. I denne opgave vil jeg undersøge begrebet det formelle gennembrud, hvordan det fungerer som overskrift for litteraturen i perioden fra 1970 til 2000, samt nødvendigheden af at introducere et nyt begreb til at dække perioden. Undersøgelsen vil tage udgangspunkt i en analyse af efterskriftet Det formelle gennembrud. Dansk litteratur i tiden fra 1970 til 2000 til Danske digtere i det 20. Århundrede, bind III, hvor Mai anvender det formelle gennembrud som betegnelse for den litterære periode fra 1970 til Herigennem vil jeg udrede, hvilke litteraturhistoriske problemer det skaber, at perioden betragtes som et formelt gennembrud. Jeg vil endvidere diskutere berettigelsen af den kritik, der har været rejst mod begrebet. Opgavens opbygning og metode Mais efterskrift til Danske digtere i det 20. Århundrede, bind III er udformet som en litteraturhistorisk oversigtsartikel. Det adskiller sig umiddelbart fra andre litteraturhistoriske fremstillinger ved at være et efterskrift til en encyklopædisk fremstilling af periodens forfatterskaber i enkeltportrætter. Alligevel har jeg valgt at betragte det som en litteraturhistorie, fordi den fremstiller periodens litteratur i et narrativt forløb (jf. Schou, 2005:12). Min undersøgelse af det formelle gennembrud tager udgangspunkt i en analyse af efterskriftet. Analyses formål er at skabe overblik over, hvordan og hvorfor Mai opfatter litteraturen som et formelt gennembrud, samt hvordan hun beskriver sammenhængene mellem de enkelte strømninger og det formelle gennembrud. Desuden kan det belyse, hvilke litteraturhistoriske problemstillinger der ligger i at betragte perioden som et formelt gennembrud. I analysen vil jeg inddrage litteraturhistoriografiske artikler, sammenligne med tidligere fremstillinger og endvidere diskutere kritikken af begrebet for at belyse, hvilke overvejelser og antagelser der ligger bag at betragte litteraturen i perioden som et formelt gennembrud og fremstillingen af litteraturen. Enhver litteraturhistorie er en bestemt fremstilling af litteraturen, som fokuserer på bestemte dele af den og underbetoner andre. Derfor ligger der bag en litteraturhistorie en lang række overvejelser om fremstillingen, som ikke proklameres direkte, men kun synliggøres gennem den litteratur, der fremstilles, og gennem udeladelserne af dele af litteraturen. Dette er en konsekvens af, at litteraturhistorie er en fortællende genre, som hverken diskuterer sin prioritering eller indeholder refleksioner over den. (Schou, 2005:14-15) 4

6 For at belyse, hvilke overvejelser der ligger bag Mais litteraturhistorie, vil jeg for det første inddrage litteraturhistoriografi og sammenligne med tidligere litteraturhistoriske fremstillinger af perioden for at synliggøre nogle af de valg, der ligger bag efterskriftet. De litteraturhistoriografiske artikler, jeg inddrager, er Søren Schous Litteraturhistoriens forvandlinger (2005), indledningsartiklen til David Perkins 8 litteraturhistoriografi Is Literary History Possible? (1992) samt Mads Rosendahl Thomsen 9 og Svend Erik Larsens 10 Introduktion til Litteraturhistoriografi (2005). Jeg har valgt disse artikler, fordi de bidrager med hvert sit litteraturhistoriografiske perspektiv. Thomsen og Larsen har en historisk tilgang til litteraturhistoriografien. Perkins beskriver de teoretiske problemer, der ligger i at skrive litteraturhistorie, mens Schou behandler litteraturhistorieskrivning i en dansk kontekst. For det andet vil jeg inddrage kritikken samt Mais efterfølgende respons på kritikken, fordi overvejelserne her udtrykkes eksplicit. De artikler, jeg primært vil anvende, er Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af tredje bind af værket Selvspejling (2000), Søren Schous anmeldelse af det første bind Midt i en isme-tid (2002), artiklen Litteratur i form (Syberg, 2000), hvor Mai diskuterer kritikken med Erik Skyum-Nielsen og Kristen Bjørnkjær 11 samt Mais artikel A Hard Day s Night (2003), som er en refleksion over modtagelsen af værket og et svar på den kritik, der har været. For det tredje vil jeg indledningsvis redegøre for debatten af modernismebegrebet, som er baggrunden for, at Mai introducerer det formelle gennembrud. Denne redegørelse vil bygge på antologien Modernismen til debat (2001). Min analyse af efterskriftet består af en karakteristik af dets opbygning, relationerne mellem de enkelte litterære strømninger og overbegrebet, det formelle gennembrud, samt en undersøgelse af, hvordan Mai anvender konteksten til at underbygge sit syn på perioden som et formelt gennembrud. Med afsæt i analysen undersøger jeg sammenhængene mellem udvalgte strømninger i perioden, begrebet det formelle gennembrud, og postmodernismen. I den forbindelse ser jeg på nødvendigheden af at introducere et nyt litteraturhistorisk begreb. Definitionen af postmodernismen er foretaget på baggrund af Annemette Hejlsteds 12 artikel Hinsides den glade nihilisme (1999) og Ma- 8 Professor i engelsk og amerikansk ved Harvard Universitet 9 Postdoc i litteraturhistorie ved Århus Universitet 10 Professor i litteraturhistorie ved Århus Universitet 11 Kulturanmelder på Information 12 Lektor i litteratur og kønsstudier ved Københavns Universitet 5

7 rianne Ølholms 13 bog Postmoderne lyrik (2001). For at eksemplificere og underbygge sammenhængen vil jeg analysere Pia Juuls digtsamling sagde jeg, siger jeg (1999). Desuden vil jeg undersøge, om Mai ved at benytte begrebet det formelle gennembrud favoriserer en bestemt form for litteratur, som hun er blevet beskyldt for. Og til sidst vil jeg se på, om Mai skaber en overgang til en litterær periode efter det formelle gennembrud. Opgaven afsluttes med en diskussion af Skyum og Schous kritik af begrebet, som jeg fremstillede i indledningen. Den danske modernisme en konstruktion Mais lancering af det formelle gennembrud ligger i forlængelse af den debat, som blev ført i slutningen af 90 erne om den danske modernismekonstruktion. I debatten langede Kolding-skolen hårdt ud efter Torben Brostrøm, Hans-Jørgen Nielsen, Poul Borum og Steffen Hejlskov Larsen, der ansås som medvirkende til at skabe modernismekonstruktionen. Kolding-skolen kritiserede modernismebegrebet for på én gang være altomfavnende og meget smalt. Det havde virket som rettesnor for, hvad der var moderne og brugbart, og dermed for, hvad der kunne betegnes som god litteratur. Dette havde medvirket, at visse forfattere og strømninger var blevet udelukkede fra den litterære kanon. Det danske modernismebegreb er altomfavnende, fordi det betragtes som en dynamisk kontinuitet, hvor al ny litteratur kan betegnes som moderne. Det skyldes, at modernismen ses som en langstrakt reaktion på den romantiske idealitets fald, på Guds død eller på virkelighedens død (Mai, 2005: 44), og betyder, at historien om den danske litteraturs bevægelse i det 20. århundrede næsten er synonym med historien om den modernistiske litteratur. Dette forhold udmøntede sig i Hans-Jørgen Nielsens fasetænkning, hvor et nybrud i litteraturen ses som en ny fase i modernismen. Modernismebegrebet bliver i denne form intetsigende, fordi al litteratur kan betegnes som modernistisk eller i hvert fald al god litteratur. (Mai, 1998: 44) På trods af dette er modernismekonstruktionen også for smal, i og med at der findes visse retningslinjer for, hvad god modernistisk litteratur er. Denne opskrift lancerede Brostrøm første gang i essayet Det umådelige mådehold (1959), hvori han beskylder de danske forfattere for ikke at tage del i den fornyelse, som er sket i litteraturen verden rundt. Han opfordrer forfatterne til at skrive modernistisk litteratur, som er tidssvarende og eksperimenterende. Han skriver endvidere, at modernistisk litteratur må være en bestræbelse for at trænge ind og ned i det menneskelige (Bro- 13 Ph.d. ved Institut for Nordisk Studier, Københavns Universitet 6

8 strøm, 1959:262). Det skal ske på baggrund af erfaringer fra moderne dybdepsykologi og i en erkendelse af det ændrede verdensbilledes menneskelige konsekvenser (jf. den romantiske idealitets fald). Den moderne litteratur må være frigørende og opbyggelig. Derudover må kunstneren vælge et formsprog, der dækker hans erkendelse, fordi indhold og form ikke kan behandles hver for sig. Disse forhold betyder, at litteratur som ikke er modernistiske på den rigtige måde, udelukkes fra den litterære kanon. Dette gælder den litteratur, som eksperimenterer med at blande forskellige former og genrer. (Borup, 2000: ) Derudover kritiserer Kolding-skolen modernismekonstruktionen for at lægge op til en bestemt læsning af litteraturen, hvor man primært fokuserer på de modernistiske elementer i værkerne. Det gælder også for værker, hvor en anden læsning ville være mere oplagt. Kolding-skolen mener, at en afskaffelse af modernismekonstruktionen vil give nye og mere interessante læsninger af en række værker og forfatterskaber. (Haarder, 2000:77) Konsekvensen af kritikken af modernismekonstruktionen er, at der må ske en nytænkning og nuancering af litteraturhistorien samt en revurdering af værker og forfattere. Dette er udgangspunktet og formålet med den litteraturhistoriske fremstilling i efterskriftet og med at lancere begrebet det formelle gennembrud. Analyse af efterskriftet til Danske Digtere i det 20. Århundrede, bind III Det litteraturhistoriske plot En litteraturhistorie er ofte konstrueret omkring et litteraturhistorisk plot, som i en vis udstrækning er determinerende for fremstillingen (Schou, 2005:12). I efterskriftet til Danske digtere i det 20.århundrede, bind III består det litteraturhistoriske plot i, at perioden fra 1970 til 2000 er et formelt gennembrud. Derfor skal perioden betragtes som helhed og ikke som tre årtier. Derved adskiller fremstillingen sig fra Vilhelm Andersens tiårstanke og Poul Borums generationstanke, som ligger til grund for mange andre litteraturhistorier om perioden (Mai, 2000:594). Litteraturhistorier, som er bygget op omkring tiårstanken eller generationstanken, tager udgangspunkt i, at litteraturen kan grupperes i tiår eller generationer af forfattere, hvor et nyt årti eller en ny forfattergeneration betragtes som et litteraturhistorisk brud med det foregående. Ved at betragte perioden som et formelt gennembrud lægger Mai således i overvejende grad vægt på sammenhængene og kontinuiteten i periodens litteratur i stedet for at fokusere på de histo- 7

9 riske og litteraturhistoriske brud. I det følgende afsnit vil jeg belyse, hvordan og hvorfor Mai betragter perioden samlet som et formelt gennembrud. Et formelt gennembrud Ved at anvende betegnelsen gennembrud skaber Mai associationer til det moderne, det sjælelige og det folkelige gennembrud. Et gennembrud betegner det forhold, at noget nyt eller overset bryder igennem. Det gælder både for det det moderne, det sjælelige og det folkelige gennembrud. Men gælder det også for det formelle? For litteratur er vel altid form, indvender flere kritikkerne (Lemhagen, 2000, Brostrøm, 2000 og Skyum, 2000). Mai er opmærksom på dette forhold, men indvender, at det nye er, at forfatterne i det formelle gennembrud har et ny holdning til form. Den ny holdning til form gestaltes som en formel søgen i litteraturen. Der sker en tematisering af et sprogligt og æstetisk mellemværende mellem den skrivende, den læsende og verden i værket i teksten eller værket (Mai, 2000:536). Det er karakteristik for litteraturen i det formelle gennembrud, at den er eksperimenterende. Det kommer til udtryk gennem en nedbrydning og genformulering af genrer og klassiske former, gennem leg med genrekonventioner, ved at lade forskellige medier og diskurser møde hinanden og gennem en refleksion over litteraturen som kunst(ig). Desuden adskiller det formelle gennembruds forfattere sig fra modernisterne ved at besidde en ny holdning til tradition. De forsøger nemlig ikke at skabe noget originalt og ukendt, men derimod at eksperimentere med det allerede kendte. I det formelle gennembrud ændrede traditionen altså status fra at være ubrugelig, intetsigende og frem for alt umoderne til at være udgangspunktet for at skabe ny og eksperimenterende litteratur. (Mai, 2000:535-37) Formålet med et nyt overbegreb Mai nytænker med betegnelsen det formelle gennembrud billedet af litteraturen i 70 erne, som især i 80 erne blev betragtet som en æstetisk ruin (Mai, 2000:543). Nytænkningen består i at fremhæve 70 ernes eksperimenterende litteratur, som fortsatte stilen fra 1960 erne (Kirsten Thorup, Svend Åge Madsen mfl.), frem for den noget trivielle arbejder- og kvindelitteratur. Det betyder, at Mai flytter fokus fra at være indholdet til at være formen, og endvidere, at 80 erne ikke længere primært ses som et opbrud fra 70 ernes politiske og dogmatiske litteratur, men mere som en fortsættelse af 8

10 de formeksperimenter, som allerede begyndte i 60 erne og fortsatte op igennem 70 erne. (Mai, 2000:534-37) Derved skaber Mai vertikale sammenhænge i litteraturen i perioden. Mai skriver i artiklen A Hard Day s Night, at hun konstaterede et behov for overhovedet at få belyst, hvad der var sket i litteraturen 70 erne, fordi litteraturhistorierne havde store huller og ikke beskæftigede sig med eksperimenterne (Mai, 2003:71). I forlængelse heraf ville Mai med det formelle gennembrud beskrive den æstetiske mangfoldighed i perioden. Det formelle gennembrud skal altså skabe det nuancerede billede af litteraturen fra 1970 til 2000, som Kolding-skolen efterlyste. Det formelle gennembrud betegner da heller ikke en ensartet litterær strømning, men et transformationsfelt af strømninger: Det formelle gennembrud dannede ikke en æstetisk ensartet strømning i litteraturen; tværtimod var en søgen og bestræbelse i det formelle både på spil i forskellige realismeretninger og i dokumentarisme, minimalisme og systemdigtning (Mai, 2000:537). Metoden til at skabe dette billede af den æstetiske mangfoldighed er at læse forfatternes værker ud af de konstruktioner, der er skabt omkring dem, fx skal Per Højholts værker ikke blot læses som eksemplificeringer af hans poetikker. Endvidere mener Mai, at litteraturhistorien må fungere som en aktiv modspiller til dagbladenes kåringer og forfatternes selvbilleder i stedet for blot at afspejle dem. I sin litteratuhistoriske fremstilling forsøger Mai altså at komme ud af konstruktionerne og ind i litteraturen, hvad enten de er skabt af kritikerne, forfatterne selv eller litteraturhistorikerne. (Mai, 2003:63-64) Hendes mål er at skabe et alternativt og samlet billede af den litterære periode uden at udelade noget. Efterskriftets opbygning og metode Efterskriftet består af 26 sidestillede afsnit, som med lidt god vilje kan organiseres i tre dele en begyndelse, en midte og en afslutning. Efterskriftet begynder med en overordnet karakteristik af det formelle gennembrud og den historiske kontekst. Det efterfølges af en lang midterdel, som består af tre hoveddele, der omhandler henholdsvis romanen, novellen og lyrikken. Ind imellem disse hoveddele er der en række afsnit om tidsskrifter, fora, forlag, teater, essay, kritik og kvindelitteratur. Disse elementer vil betegner jeg den litterære kontekst. Til sidst gør Mai rede for forskellige syn på periodens litteratur og opsummerer, hvorfor perioden fra 1970 til 2000 kan betragtes som et formelt gennembrud. 9

11 De ovenstående afsnit Et formelt gennembrud og Formålet med et nyt overbegreb bygger blandt andet på den overordnede karakteristik af det formelle gennembrud og opsummeringen af, hvorfor perioden kan betragtes som et formelt gennembrud. I de følgende afsnit vil jeg karakterisere, hvordan efterskriftet er opbygget, og hvilken funktion de forskellige afsnit har. Jeg vil fokusere på afsnittene om romanen, novellen og lyrikken og undersøge, hvordan de er konstrueret, og hvordan de relateres til den overordnede karakteristik af det formelle gennembrud. I afsnittet Konteksten vil jeg undersøge, hvordan Mai fremstiller og anvender henholdsvis den historiske og den litterære kontekst til at underbygge hendes syn på perioden som et formelt gennembrud. Opbygningen af afsnittene om romanen, novellen og lyrikken Mai vælger som konsekvens af, at hun betragter perioden som en helhed som et formelt gennembrud ikke at lade tiårene eller generationerne af forfattere være strukturerende for karakteristikken af litteraturen, men derimod genrerne, roman, lyrik og novelle. Romanen Romandelen består af en udredning af 70 ernes forskellige romanformer, en karakteristik af tre grundlæggende romanformer i det formelle gennembrud (den moderne, den eksistentielle og den konstruktivistiske roman) og til sidst en eksemplificering de tre romanformer gennem en analyse af romaner, hvis omdrejningspunkt er storbyen. I afsnittet om 70 ernes roman tager Mai udgangspunkt i Bodelsens nyrealistiske roman Tænk på et tal (1968) og sammenligner den med Klaus Rifbjergs modernistiske roman Det sorte hul (1980) for at belyse forskellen mellem nyrealismen og modernismen. Nyrealismen bryder med modernismens kriseplagede subjekt, og i stedet udstyres læseren med et sæt af kulisser, replikker og spillebrikker til nogle bevidstheder, kroppe og historier (Mai, 2000:547). Nyrealismen sættes i relation til 90 ernes kvindelige forfattere som Kirsten Hammann og Helle Helle. Herefter karakteriserer Mai 70 ernes mainstreamrealisme, som var dominerende i kvinde- og arbejderlitteraturen, men hun giver også eksempler på arbejder- og kvindelitteratur, som er mere eksperimenterende af forfattere som Ulrik Gräs, Ragnhild Agger og Bent Vinn Nielsen. De eksperimenterer med henholdsvis fortællerformerne, med romangenren ved at lade den nærme sig kortprosa og lyrik samt med arbejderlitteraturen ved at ironisere over den. 10

12 Det samlende for 70 ernes romaner er, at de alle tager udgangspunkt i temaerne tid og sted, i og med at romanerne etablerer en relation til samfundet og historiens tid og rum. (Mai, 2000: ) Afsnittet om 70 ernes romaner bevæger sig på et forholdsvis konkret plan med mange analyser, mens afsnittet om periodens tre overordnede romanformer er det noget mere abstrakt, fordi romanformerne ikke eksemplificeres gennem analyser. De tre overordnede romanformer er den moderne, den eksistentielle og den konstruktivistiske roman. Fortællingen i den moderne roman er centreret omkring subjektet og identitetstematikken, selvom subjektet og fortællingens kronologi ofte fremstår som fragmenter. Den eksistentielle roman betragter det at fortælle som det strukturerende element for tid, liv og identitet. Den forlader ofte en traditionel kronologi og bevæger sig frem og tilbage mellem forskellige tider og steder. Den sidste romanform, den konstruktivistiske, jonglerer med konstruktioner og konstellationer af tid, rum og personer i en undersøgelse af roller og virkelighed. (Mai, 2000:549-51) Afsnittet om de tre romanformer er præget af en af opremsning af forfattere og værker og altså uden nogen egentlige analyser. Det følgende citat viser, hvordan Mai anvender i sin opremsning anvender korte karakteriserende udtryk i forbindelse med romanformerne: Den konstruktivistiske roman dukker op i skikkelse af genrehybrider i den skrifteksperimenterende tresserdigtning, i Kirsten Thorups første bøger fra begyndelsen af 1970 erne og i Vibeke Grønfeldts vildtvoksende netværker af historier ( )(Mai, 2000:550) Der rådes bod på de manglende analyser i afsnittet I byen med romanen, hvor romanformerne eksemplificeres gennem analyser af romaner, som har byen som omdrejningspunkt. De romaner, der analyseres, er romanserien En historie fra det runde bord ( )af Tage Skou-Hansen, Hafnia Punk (1998) af Bent Q. Holm, Love from Trieste (1969) af Kirsten Thorup, Tugt og utugt i mellemtiden (1976) af Svend Åge Madsen og Rådhus (1997) af Pablo Henrik Llambias. Derudover trækker Mai linjer mellem de disse romaner og andre lignende i perioden. De er alle eksempler på romaner, som eksperimenterer enten med romangenren eller med den form, de tilhører. Hafnia Punk beskrives fx som en moderne romanform med halvfemserfinish. (Mai, 2000:552-56) I ingen af disse afsnit forbindes strømningerne eksplicit med det formelle gennembrud; i stedet må læseren slutte sig til sammenhængen ud fra den overordnede karakteristik af det formelle 11

13 gennembrud. Dermed bliver begreber som eksperimenterende, genrehybrider og formel refleksion centrale orienteringspunkter. At Mai vælger at have et helt afsnit om 70 ernes romanformer, kan ses som en konsekvens af, at hun mener der er behov for at afdække, hvad der skete i 70 ernes litteratur. Novellen Karakteristikken af novellen tager udgangspunkt i en beskrivelse af novellegenrens historie, status og undersøgelserne af den. Derudfra opstilles en definition af novellen om fokusering på begivenhed, fortæller, pointe og effekt 14. Med afsæt i denne definition skelner Mai mellem to forskellige novelleformer gennem analyser af de lidt ældre forfatteres noveller som Klaus Rifbjergs Mere ilt! (1997), Peter Seeberg Det sidste mørke (1990) og Vita Andersens Iagttagelser (1978). De to novelleformer er defineret som henholdsvis en klassiske novelle med begivenheden og fortælleren i centrum og en mere eksperimenterende novelleform, den nye novellekunst, som gør opmærksom på og eksperimenterer med genrekonventionerne for novellen. Endvidere leger den nye novellekunst med den modernistiske metafor, som enten overspilles, underspilles eller tilsløres, og lader sig inspirere af mundtlige udtryksformer, af filosofisk dialog og af den folkelige fortælling. Analyserne af de klassiske noveller anvendes til at understrege det fornyende element i de eksperimenterende former. Derefter analyseres en række 90 ernoveller af yngre forfattere som Simon Fruelund (1997), Niels Hav (1990) og Jan Sonnergaard (1997). Formålet med disse analyser er at give eksempler på den nye novellekunst samt skabe sammenhænge mellem novellerne af de ældre og yngre forfattere. (Mai, 2000:570-76) Alle de noveller, Mai analyserer som eksempler på den nye novellekunst, er fra 90 erne, også Rifbjergs Mere ilt! og Seebergs Det sidste mørke. I afsnittene om novellen er det mere tydeligt, end det var i afsnittene om romanen, hvilken novelleform der er en del af det formelle gennembrud. I og med at Mai eksplicit sammenligner kendetegnene ved den nye novellekunst med definitionen af perioden som et formelt gennembrud: Den genformulering af genrer, overskridelse af genreforventninger og formel refleksion, som kendetegner periodens litteratur, gjorde sig især gældende i novellekunsten ( )(Mai, 2000:575). 14 På trods af, at Mai præsenterer flere novelleteorier, afviger hun fra selv at definere novellen som genre og begrunder i stedet definitionen med, at novellen opfattedes således af forfattere og læsere. 12

14 Perioden bruges i citatet synonymt med det formelle gennembrud og dermed skabes sammenhængen mellem det formelle gennembrud og den nye novellekunst. Lyrikken Beskrivelsen af lyrikken indledes med en kort analyse af Baudelaires Korrespondancer (1857), som har skoven og træet som topografi. Med afsæt i Korrespondancer og træet som topografi giver Mai sig i kast med at karakterisere lyrikkens forskellige strømninger. Begrundelsen for dette er for det første, at træet er en af de ældste topografier og dermed ikke tidsbestemt, og for det andet, at den franske symbolisme har haft stor indflydelse på den danske lyrik op gennem det 20. århundrede. (Mai, 2000:583) Mai lægger ud med at analysere Bjørnvigs sensymbolistiske digtsamling Siv vand og måne (1993). Analysen fører til en konklusion af, at sensymbolismen stod stærkt i perioden. Denne påstand underbygges yderligere i analyser af digte af andre sensymbolister som Inger Christensen(1981), Pia Tafdrup(1998), Annemette Kure (1991)og Morten Søndergaard (1998), som hver især repræsenterer forskellige understrømninger. Herefter følger en karakteristik af modernistiske og surrealistiske digte gennem analyser af henholdsvis Rifbjergs Det svævende træ (1984) og Carsten René Jensens Hjertet (1999) og Nicolai Stockholms Drøm (1998). Derudover placeres andre forfattere under disse strømninger gennem opremsning. Til sidst beskrives det, Mai benævner, som den materialeorienterede digtning gennem analyser af blandt andre Per Kirkeby (1989)og Klaus Høeck (1995). Den materialebevidste lyrik går på opdagelse i traditionen og søger efter muligheder for at bruge og forandre den samtidig med, at digtningen bringer liv og kunst i en ny relation ved at pege på sig selv som en del af verden. (Mai, 2000: ) Mai slutter afsnittet af med at samle trådene: Hos modernister og surrealister forbindes træets metafor med kroppen og driften, hos sensymbolisterne peger træet på digtningens tradition og naturuniversets kosmos. Men træets trope knytter sig også en materialebevidst digtning, konkret og postavantgardistisk i sin eklekticisme og variation af barokken, romantikken og det 20. århundredes avantgardekunst, en digtning, der repræsenteres både hos 70 ernes, 80 ernes og 90 ernes digtere (Mai, 2000:592). 13

15 Det men, Mai placerer i det ovenstående citat, antyder, at hun skelner mellem to forskellige former inden for lyrikken: den ene form består af modernismen, surrealismen og sensymbolismen, den anden af den materialeorienterede digtning. Det er dog alligevel uklart, om det kun er den materialeorienterede digtning eller begge former, som Mai betragter som hørende til det formelle gennembrud, fordi Mai tidligere i afsnittet har skrevet, at den sensymbolistiske strømning stod stærkt i perioden (Mai, 2000:585). Desuden har hun i den overordnede karakteristik skabt sammenhænge mellem den gamle Bjørnvig og det formelle gennembrud ved at bruge ham som eksempel på, at strømninger af forskelligt af forskelligt historisk ophav var samtidige i perioden (Mai, 2000;537). Når det sammenholdes med det ovenstående citat, opstår der en forvirring omkring, hvilken litteratur der er en del af det formelle gennembrud. Opsummering en samlet karakteristik Karakteristikken af romanen, novellen og lyrikken konstrueres gennem analyser af forskellige værker, som relateres til andre værker gennem opremsning af lignende forfattere og værker. Disse relateres til det formelle gennembrud enten eksplicit som i afsnittet om novellen eller implicit gennem ordvalget som i afsnittet om romanen. Derudover er metoden til at gruppere forfatterne præget af, at formen rangerer højere end indholdet. Det betyder, at litteraturen ikke primært grupperes ud fra noget indholdsmæssigt, men ud fra det formelle. Det ses blandt andet ved, at Mai ikke grupperer generationen, som traditionelt betegnes som 80erlyrikerene (Michael Strunge, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen mfl.), som en samlet bevægelse, på trods af at hun i afsnittet En ny generations leben skriver, at 80 ernes lyrikere havde ikonerne nat, krop og lys til fælles (Mai, 2000:559). Her nærmer hun sig altså en indholdsmæssig gruppering, men i afsnittene om lyrikken placeres Tafdrup i stedet under sensymbolismen og Strunge under surrealismen, mens Thomsen slet ikke placeres. Dette er også et eksempel på, at Mai tegner både vertikale og horisontale linjer, men dog ender med at vægte de vertikale linjer. Konteksten En anden konsekvens af, at Mai betragter perioden som en helhed, er, at fremstillingen af den historiske kontekst afspejler dette. Det er altså ikke bare i litteraturen fra 1970 til 2000, at Mai tegner de lange linjer, men også i den historiske samtid. Hvad det betyder for fremstillingen, vil jeg undersøge 14

16 i afsnittet Den historiske kontekst. I dette afsnit vil jeg tage udgangspunkt i David Perkins teori om litteraturhistoriens anvendelse af den historiske kontekst. I efterskriftet er der, som nævnt, en række afsnit som omhandler den litterære kontekst. Hvordan den fremstilles og fungerer i fremstillingen, vil jeg undersøge i afsnittet Den litterære kontekst. Den historiske kontekst [A]lle litteraturhistoriker [har] søgt at fremstille fortiden og forklare den. At fremstille den vil sige at fortælle, hvordan den var, og at forklare vil sige at angive, hvorfor hvorfor de litterære værker fik den karakter, de har, hvorfor litteraturen udviklede sig, som den gjorde (Perkins, 2005:55). Således skriver Perkins om et af formålene med at skrive litteraturhistorie i sin artikel Litteraturhistorie en aktuel diskussion. Perkins fremhæver dermed, at litteraturhistorien både fremstiller og forklarer fortiden. Fortiden er både litteraturen, historien og samfundet. For at forklare, hvorfor de litterære værker fik deres karakter, må litteraturhistoriker inddrage den historiske og samfundsmæssige kontekst til at afspejle litteraturens udvikling. Perkins skriver endvidere, at vores billede af fortiden ændrer sig i takt med nutiden. Den måde, hvorpå en litteraturhistorie fremstiller og forklarer fortiden, må altså stemme overens med vores opfattelse af fortiden på det tidspunkt, litteraturhistorien er skrevet. Inddragelsen af den historiske og samfundsmæssige kontekst i Mais efterskrift tager udgangspunkt i temaerne informations- og netværkssamfund, traditionstab og som følge heraf ritualernes genkomst, uddannelsesinstitutioner og forholdet mellem på den ene side den globaliserede og multikulturelle verden og på den anden det nære og velkendte (Mai, 2000: ). Alle disse temaer ses som gennemgående historiske forhold i hele perioden og afspejler og understøtter, at perioden betragtes som et formelt gennembrud: Gennembruddet kunne ses som en del af den voldsomme selvrefleksivitet, der i bredere forstand karakteriserede samfund og kultur ved årtusindskiftets slutning (Mai, 2000:538). I fremstillingen af den historiske kontekst er det karakteristisk, at Mai udvisker forskelle mellem de tre årtier for at skabe sammenhæng mellem dem. Et eksempel på dette er, at Mai anskuer både 70 ernes hippier, 80 ernes punkere og 90 ernes hiphoppere som modtræk til den stigende sekularisering: 15

17 I periodens ungdomskulturer og i de kulturelle subkulturelle miljøer fra hippierne og de nyreligiøse til punkere, bz ere og hiphoppere kunne man som modtræk til sekulariseringen finde referencer til det mytiske og det rituelle (Mai, 2000:539). Mais opfattelse af subkulturerne som et mere eller mindre samlet modtræk til den stigende sekularisering er overbevisende, men anderledes end det gængse billede; de fleste vil nok stadig have billedet af, at punkbevægelsen var en reaktion på og et brud med 70 ernes glade hippiebevægelse, og ikke en forlængelse af den. Mais projekt er, at få læseren til indse, at der på trods af de mange modsætninger også er sammenhænge mellem de mange subkulturer. Men hun gør ikke eksplicit opmærksom på dette projekt. Dermed bliver hendes afsnit om konteksten problematisk, fordi det skaber et billede af perioden, som ikke stemmer overens med den almindelige opfattelse. Hvis Mai eksplicit gjorde opmærksom på, at der på trods af, at vi har billede af, at der var store historiske forskelle, også var ligheder, ville det være nemmere at acceptere denne nye fremstilling af historien. Det bevirker nemlig, at man som læser mangler de orienteringspunkter, som brudene udgør, i og med at de opløses i de lange linjer. Man kan med udgangspunkt i Perkins argumentere for, at Mais tekst mangler at gøre en del af det, der hører til i litteraturhistorieskrivningen, nemlig at fremstille konteksten på en måde, som stemmer overens med vores opfattelse af den. Den litterære kontekst I afsnittene om den litterære kontekst træder forskellene mellem de tre årtier tydeligere frem, fordi de fremstiller en udvikling. Det gælder fx i afsnittet Dialoger og tidsskrifter, hvor 80 ernes mere æstetisk orienterede tidsskrifter betragtes som et oprør mod 70 ernes politiserende og budskabsorienterede kritikere. Den litterære kontekst benyttes også til at afspejle litteraturen, men især til at afspejle billedet af den. Den litterære kontekst især kritikerne, forskerne og universitetsmiljøet anvendes nemlig som begrundelse for, at der er skabt er forkert billede af især 70 ernes litteratur: Den litterære kritik [i 70 erne] havde imidlertid svært ved at få øje på den vidtforgrenede litteratur og tekstproduktion og var godt på vej til at drukne i marxisme eller i interessen for at finde folkelige og kulturelle rødder for de mange frigørelses projekter( )(Mai, 2000:544) I det ovenstående citat giver Mai læseren de orienteringspunkter, jeg efterlyste i det foregående afsnit, ved at tage udgangspunkt i det velkendte billede af litteraturen og derefter anfægte det som værende skabt af kritikkerne. 16

18 Mai mener således, at der er forskel på 70 ere og 80 ere, dog ses forskellen mellem årtierne ikke litteraturen eller i samfundet, men i den litterære kontekst især hos litteraturkritikkerne, som diskuterer henholdsvis marxisme og politisk kunst i 70 erne og postmodernisme i 80 erne. Opsummering Fremstillingen af den historiske kontekst er præget af, at perioden opfattes som en helhed. Det kan ses som er problematisk, fordi Mai ikke tager udgangspunkt i det velkendte billede af perioden som tre årtier med historiske forskelle, for derefter at anfægte det. I stedet fremstiller hun et nyt billede af den historiske periode uden at gøre opmærksom på, at det er nyt; derved mister læseren sine orienteringspunkter i fremstillingen. Afsnittene om den litterære kontekst benyttes derimod aktivt til at forklare, hvorfor vi må ændre billedet af den litterære periode, og hvorfor den tidligere er blevet betragtet som opdelt af tre årtier. I disse afsnit inddrager Mai altså læseren i de overvejelser, der ligger bag hendes fremstilling af perioden. De formelle strømninger og forfattere Et af problemerne i efterskriftet er, at det nogle steder er uklart, om al den litteratur, Mai præsenterer, er en del af det formelle gennembrud. I det følgende afsnit vil jeg udrede, hvilke strømninger og forfattere der ifølge Mais definition virkelig besidder en ny holdning til form. De ikke-formelle, de halv-formelle og de hel-formelle Hverken arbejder-, kvindelitteraturen eller mainstreamrealismen er en del af det formelle gennembrud, eftersom denne litteratur ikke besidder en ny holdning eller tradition. Det samme gælder den klassiske novelleform og den moderne roman. Men der er også strømninger, som befinder sig i en gråzone, fx den eksistentielle roman og de lyriske strømninger sensymbolismen og surrealismen. Den eksistentielle roman betragter det at fortælle som det strukturerende element for tid, liv og identitet. Den forlader ofte en traditionel kronologi og bevæger sig frem og tilbage mellem forskellige tider og steder. Desuden blander den forskellige litteraturformer: Forfatterne brugte løs af alskens litteraturformer, undertiden med tydelige citationstegn og parodiske gestus som hos Svend Aage Madsen og undertiden med indlevelse og selvfølge, som i Ib Michaels halvfemserforfatterskab (Mai, 2000:550). 17

19 Den eksistentielle roman udfordrer og genformulerer som litteraturen i det formelle gennembrud genrekonventionerne for romanen ved at blande forskellige genrer. Desuden kan især Madsen brug af ironiske gestus ses som en formel refleksion, hvor teksten gør opmærksom på sig selv som fiktion, og derved sker der en tematisering af den treleddede relation mellem forfatter, tekst og læser. Dette kunne placere den eksistentielle roman inden for kategorien formel, men det, der alligevel placerer den i en gråzone, er, at den forsøger at skabe mening og strukturere livet gennem det at fortælle. Den har således en dybde en søgen efter mening og er ikke kun form og overflade sådan som den konstruktivistiske roman. Den konstruktivistiske roman har nemlig opgivet at have et centrum og udspiller sig hinsides det problematiske subjekt og den meningsforladte virkelighed. I stedet er det følgende, der tæller: Den eksistentielle pointering er nedtonet til fordel for læserens øjeblikkelige nydelse af eller gysen over sprogbrugen, den slående metafor, den gode detalje eller genstande i omverden (Mai, 2000:550). Som ovenstående citat viser, er den konstruktivistiske roman koncentreret om ordvalget og den enkelte detalje og ikke om helheden eller budskabet. Derved har den hengivet sig helt til den formelle søgen til overfladen og formen. I den konstruktivistiske roman udfoldes konsekvenser af det formelle gennembrud helt. Dermed kan den konstruktivistiske roman betegnes som helt formel, mens den eksistentielle passende kan betegnes som halvt formel. Uklarhederne i efterskriftet kan altså repareres ved, at Strømningerne og forfatterne i perioden inddeles i de ikke-formelle, de halv-formelle og de hel-formelle. I lyrikken er den materialeorienterede digtning er den hel-formelle strømning, fordi den som den eneste strømning bruger og forandrer traditionen og peger på sig selv som en del af verden. Den nye novellekunst er, som sagt, også hel-formel i dens nedbrydning og genformulering af genrer og formelle refleksion. Postmodernismen I efterskriftet anvendes begrebet postmodernisme meget tvetydig, fordi Mai i afsnittet Den første postmodernist skriver, at postmodernismen som litterær strømning havde sin begyndelse i 60 erne, men derefter stort set lader begrebet ligge. Dette på trods af, at karakteristikken af de virkelig formelle strømninger og overbegrebet skaber associationer til postmodernismen. Jeg vil derfor undersøge, om der er ligheder mellem disse strømninger i det formelle gennembrud og postmodernismen 18

20 samt med selve overbegrebet, det formelle gennembrud. For at kunne foretage denne sammenligning vil jeg kort karakterisere postmodernismen med udgangspunkt i teksterne Hejlsted (1999) og Ølholm (2001). Derefter vil jeg undersøge strømningerne, den nye novellekunst, den materialeorienterede digtning og den konstruktivistiske roman. De postmoderne virkelighedskonstruktioner Postmodernismebegrebet er uløseligt forbundet med modernismebegrebet, fordi det enten defineres som en fortsættelse af modernismen eller som et brud med den (Ølholm, 2001: 9-10). På dansk grund har postmodernismebegrebet aldrig stået så stærkt som modernismebegrebet. Man kunne forestille sig, at en af grundene til dette er, at modernismen betragtes som en reaktion på det moderne samfund, mens postmodernismen ikke tilsvarende er tilknyttet et postmoderne samfund. Der er nemlig ikke enighed om, at vi i dag befinder os i det postmoderne, det senmoderne eller et informations- og netværkssamfund. Men man kan tale om en postmodernistisk holdning til verden og virkeligheden i litteraturen. Den postmoderne holdning adskiller sig fra holdningen i det formelle gennembrud ved at være en holdning ikke bare til form, men også til verden. Holdningen til verden og virkeligheden er, at de ikke indeholder nogen sandhed; søgen efter sandheden er afsløret som en konstruktion, og tilbage står forskellige virkeligheder, eller om man vil, en virkelighed i form af forskellige konstruktioner. En fremstilling af virkeligheden må altså blive endnu en konstruktion af konstruktionerne. I forlængelse heraf kan man sige, at enhver fremstilling er en konstruktion af en ny virkelighed. Brian McHale (i Hejlsted, 1999:341-42) beskriver dette forhold ved at betegne holdningen i den postmodernistiske litteratur som ontologisk. Det betyder, at den postmodernistiske litteratur undersøger et univers ikke universet og derfor stiller den følgende spørgsmål: Hvilken verden er dette? Hvad skal der gøres i den? Hvilken af mine selver kan gøre det? (Hejlsted, 1999:342). At postmodernismen tager udgangspunkt i, at virkeligheden og enhver fremstillingen af den er en konstruktion, ses ved, at litteraturen er metafiktiv at den gør opmærksom på sig selv som fremstilling og form. Den leger med genrekonventionerne og synliggør vilkårene for tekstens tilblivelse. Som følge af opgivelsen af en endegyldig sandhed er værkerne mindre udsagnsorienterede end de modernistiske og prægede af en decentralisering og flerstemmighed i modsætning til den modernistiske centralisering omkring subjektet og det individuelle aftryk. Den postmodernistiske litteratur 19

21 har heller ikke som formål at nå en ren og autonom formfuldendelse, men stiler i stedet mod et urent og åbent udtryk, som rækker ud over sig selv. Derudover fremstår det postmodernistiske værk fragmenteret, og der sker ofte en sammenblanding af forskellige stilarter og stilniveauer. (Ølholm, 2001:9-21) Postmodernismens litterære hovedtræk er altså genrehybrider, fragmentering, overfladefiksering, flerstemmighed og metafiktion. Forskellige former og strømninger eller postmodernisme Mange af de ovenstående træk går igen i Mais definition af den materialebevidste digtning, i den ny novelleform og i den konstruktivistiske roman 15. Den materialebevidste digtning er karakteriseret ved sit forhold til tradition, som noget der kan genbruges og forandres, ved at pege på sig selv som kunst og som en del af verden (Mai, 2000:589). Mange af disse træk kan oversættes til postmodernistiske termer. Det forhold, at den materialebevidste digtning peger på sig som kunst og som en del verden, kan oversættes til metafiktion, og at værket gør opmærksom på sig som konstruktion. Det materialebevidste forhold til traditionen som noget, der kan genbruges og forandres, går igen i postmodernismens genrehybrider og leg med genrekonventioner. Desuden er nogle af de digtere, Mai samler under strømningen materialebevidst digtning, de samme, som hun skriver er postmodernistiske i afsnittet Den første postmodernist. Dette gælder for forfatterne Jørgen Leth, Hans-Jørgen Nielsen og Per Kirkeby (Mai, 2000:546, 589). Den nye novellekunst er som sagt præget af en leg og genformulering af genrekonventionerne, en overskridelse af genreforventningen, en formel refleksion samt et nyt forhold til modernismens metafor, der kan optræde oplyst og overtydelig eller underspillet og uigennemtrængelig. Derudover skriver Mai, at nogle noveller henter inspiration fra mundtlige udtryksformer, fra filosofisk dialog og folkelig fortælling. (Mai, ) Disse konstituerende træk for den nye novellekunst er ikke fjerne fra postmodernismens snarere det modsatte. Legen med genrekonventionerne og metaforen er forskellige måder for forfatteren at gøre opmærksom på teksten som fiktion og konstruktion, mens inspirationen fra andre genrer, som de mundtlige udtryksformer, også er et postmodernistisk træk. 15 Mange af de forfatter, som placeres under den eksistentielle roman, karakteriseres ofte som postmodernistiske, men jeg har valgt ikke at undersøge denne romanform nærmere for at tydeliggøre sammenhængen mellem overbegrebet det formelle gennembrud og postmodernismen igennem de hel formelle strømninger. 20

22 Den konstruktivistiske roman tager udgangspunkt i, at verden er en konstruktion. Det ses ved, at den har opgivet at skabe mening og i stedet jonglere den med mulige konstruktioner og konstellationer mellem tid, rum og personer (Mai, 2000:550). Endvidere fremtræder den konstruktivistiske roman som genrehybrider, udforsker grænserne for fiktionen og fremtræder som ren og skær overflade (Mai, 2000:550). For at undersøge sammenhængen mellem disse strømninger og postmodernismen kan man analysere værker, som hørte ind under dem. Jeg har valgt, at analysere Pia Juuls digtsamling sagde jeg, siger jeg, som er et godt eksempel på et værk, som både kan karakteriseres som materialebevidst digtning og som postmodernistisk. Analyse af Pia Juuls: sagde jeg, siger jeg Pia Juul er en af de forfattere som Mai rubricerer under betegnelsen materialebevidst digtning, men Juul tilhører også den generation af digtere, der slår igennem i midten af 80 erne, og som ofte karakteriseres som postmodernister. I det følgende afsnit vil jeg sammenfatte Lars Bukdahls analyse af sagde jeg, siger jeg i Læsninger i dansk litteratur (2001) samt analysere digtet på s. 18 i samlingen, som begynder med linjerne: Jeg forstår ikke /du vil være en anden. Analysen vil være udgangspunkt for at karakterisere Pia Juul som materialebevidst digter, postmodernist eller begge dele. Det karakteristiske for sagde jeg, siger jeg er på en gang et inderligt forhold til tradition og til en forfjamsket fandenivoldsk frihed (Bukdahl, 2001:340). Digtene henviser til den litterære fortid og tradition, men også til anekdoter, mundtlige fortællinger, ordsprog, klicheer og hverdagssnak. Samtidig refereres der også til ideen om det poetiske som rytme, som eksistentiel inderlighed og som refleksion. Det poetiske aspekt bliver dog ofte så overdrevet, at det glider over i en ironisering over forestillingen om det poetiske og digteriske (jf. den nye novellekunsts forhold til metaforen). Digtsamlingens 50 digte er titelløse og i stedet markeret med en stjerne. Fire af digtene er dog markeret med tre stjerner, og derved etableres en lille digtkreds i samlingen. Digtsamlingen er indrammet af det andet og det næstsidste digt, som begge omhandler onkel Hector. 16 Samlingen er opbygget således, at digtene tematisk, sprogligt og motivisk hvirvles ind i hinanden ved at relatere til de foregående og de kommende, dog uden at der derved opstår en egentlig kronologi eller den 16 I både det første og det sidste digt optræder der et færgemotiv, så de kunne også opfattes som en ramme, men da digtene ikke tematisk minder om hinanden er den anden indramning mere oplagt. 21

23 fremstår som en samlet enhed. Det er en konsekvens af, at digtene er så forskellige, og at intet udsagn får lov til at stå uanfægtet hverken inden for det enkelte digt eller digtene i mellem. Dette forhold kan man med en postmodernistisk term betegne som digtenes flerstemmighed. Titlen sagde jeg, siger jeg fungerer som en henvisning til det inkvit, der ligger implicit i lyrikken, men også som en pointering af, at digtning altid er gentagelse (og konstruktion). I titlen ligger der altså en refleksion over lyrikken som genre og litteraturen som konstruktion. (Bukdahl, 2001:340-56) Mange af de ovenstående træk optræder i kærlighedsdigtet på side 18. Digtet begynder med det noget alvorlige, men også trivielle udsagn om, at digteren ikke forstår, hvorfor duet vil være en anden. Alvoren glider derefter over i en rablende, næsten barnlig tankestrøm: Er det mig/du vil være? Hvorfor/Jeg er ikke lykkelig/ det vil sige mig selv/det vil sige hvad ved jeg om dét? Derved undermineres ikke bare alvoren, men også det som så ud til at være digtets tema nemlig duets ønske om at være en anden. Perspektivet forskydes fra at være et forsøg på at forstå duet til at være en beskrivelse af jegets ulykke, dets ønske om selv at være en anden samt en lovprisning af duet. Lovprisningen af duet sker i digtets fem sidste linjer, hvori der benyttes et voldsomt romantiseret billedsprog: Hos dig står solen op/ de nikkende kobjælder/brænder af lyset/ din sølvtunge/ din frydesang. Lovprisningen, som i sig selv er overdreven og plat, står i kontrast til resten af digtets sprogbrug og får derfor en ironisk virkning. Det samme gælder det groteske billede, jeg et anvender til at beskrive sin egen ulykke: Jeg er så besk en blomme/ i munden på den syge/ at jeg blir spyttet ud. At digtet underminerer sit eget udsagn og jeget som udsigelsesinstans, skaber en flerstemmighed og gør digtet uigennemtrængeligt, fordi det ikke tager sig selv alvorligt. Dette forhold er også en del af digtets leg med genrekonventionerne. Genrekonventionerne udfordres også gennem ironiseringen over det bombastiske og overtydelige billedsprog og gennem inddragelsen af jegets dialog med sig selv. De forskellige stillejer det rablende, det alvorlige, det romantiske betyder, at digtet fremstår fragmenteret. Der ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en ærkepostmodernistisk digtsamling, som dog også sagtens kan karakteriseres som ærkematerialebevidst digtning. Desuden kan digtsamlingens overdrivelse af det poetiske sammenlignes med den nye novellekunsts brug af den overtydelige og uigennemtrængelige metafor. Denne analyse af sagde jeg, siger jeg viser, at der er ligheder mellem postmodernismen og den materialebevidste digtning. Men, som nævnt, er der en afgørende forskel mellem den materialebevidste digtning og postmodernismen, som består i, at postmodernismen forholder sig den indsigt, at verden er en konstruk- 22