Indhold. Mennesker ved isens rand Spor efter mennesker nord for Polarcirklen for år siden... 3

Transkript

1 LØSSALGSPRIS 25 kr. UDGIVET AF DANSK POLARCENTER NR. 3/SEPTEMBER 2001 Polar fronten Verdens nordligste ruin udgravet, læs s. 4 Nye øer fundet nord for Grønland, læs s. 8 Grønlandske studerende taler ikke grønlandsk, læs s. 12

2 Dansk Polarcenter er en institution under IT & Forskningsministeriet og har til opgave at støtte og koordinere dansk polarforskning. Polarfronten udgives af: Dansk Polarcenter Strandgade 100H 1401 København K Tlf.: Fax: polarfronten@dpc.dk Internet: Udkommer 4 gange årligt Oplag: 5800 Deadline for bidrag til næste nummer: 15. november Abonnement er gratis og tegnes gennem Dansk Polarcenter. Redaktionen: Hanne Petersen, Ansvarshavende redaktør Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ Kirsten Caning Jens Jørgen Kjærgaard, DJ Irene Seiten, layout, DJ Henning Thing Pernille Toft Produktion og tryk: Datagraf Auning AS Forsidefoto: Morten Meldgaard: På knæ ved Frigg Fjord Artikler i Polarfronten giver ikke nødvendigvis udtryk for Dansk Polarcenters holdning. Indhold Mennesker ved isens rand Spor efter mennesker nord for Polarcirklen for år siden På knæ fra nord til syd Verdens nordligste ruin var ét af mange resultater af sommerens arkæologiske feltarbejde i Grønland Kontinenternes kamp Bjergkæden Kaledoniderne i Østgrønland blev skabt under voldsomme omstændigheder Verdens nordligste ø Flere nye øer er blevet observeret nord for Grønland Bunden blev ikke nået Iskerneborerne på Indlandsisen løb denne sommer ind i komplicerede, tekniske problemer Alle mand i god behold Alt gik galt, da den britiske opdagelsesrejsende Ernest Shackleton i 1914 ville krydse Antarktis På talefod med fremtiden Kun hver fjerde grønlandske studerende taler grønlandsk, og det er et problem for Hjemmestyrets sprogpolitik Knas i konsultationen I den grønlandske lægekonsultation kan tolken hæmme patientens muligheder for at komme igennem Kommentar Visioner på tre ben Kortlægning på vandrefødder To danske vandrere har bidraget til nye vandrekort over området syd for Jakobshavn Isfjord Eftertryk er tilladt i uddrag med kildeangivelse. ISSN: NORDISK MILJØMÆRKNING 541 Tryksag 166

3 Mennesker ved isens rand Udgravninger i det nordligste Rusland viser, at der var mennesker nord for Polarcirklen midt under den sidste istid for næsten år siden, hvor man hidtil har troet, at Arktis var totalt dækket af is. Af Poul-Erik Philbert For næsten år siden slog en gruppe mammut-jægere lejr ved Usa-flodens bred lige vest for Ural-bjergkæden. Det viser fund, som norske og russiske geologer, arkæologer, botanikere og zoologer har gravet frem i løbet af 1990 erne. Det helt centrale fund er en 1,3 meter lang mammutstødtand med tydelige riller, som forskerne efter minutiøse undersøgelser under mikroskop er sikre på er udført af mennesker med en skarp stenøkse. Desuden er der fundet over 100 andre mammutknogler, hestetænder og rensdyr- og ulveknogler, og en kulstof 14- analyse daterer med stor sikkerhed fundene til at være mellem og år gamle. Der er også i de samme lag fundet flere stenredskaber. Arktis beboet under istiden Dateringen har skabt berettiget opmærksomhed i forskerkredse. Hidtil har det været den almindelige opfattelse, at de første mennesker nåede frem til det arktiske område for omkring år siden på et tidspunkt, hvor den sidste istid nærmede sig sin afslutning. De nye fund ændrer derfor radikalt denne opfattelse af menneskets historiske tilstedeværelse i de arktiske egne. De viser også overraskende, at denne del af Arktis ikke har været permanent dækket af is gennem den sidste istid. - Dele af arktisk Rusland må have været isfrit for omkring år siden og har for en periode givet adgang til mennesker, som har jaget især mammut, siger professor John Inge Svendsen fra Bergen Universitet i Norge. Vores undersøgelser viser, at de hårdføre beboere har levet på et åbent steppeområde bevokset med græs og spredt arktisk pil især omkring floderne helt op mod Barentshavets kyst. Klimaoplysninger fra de grønlandske iskerneboringer på Indlandsisen bekræfter, at der har været relativt milde mellemspil i løbet af istiden bl.a. mellem år før vor tid. Alligevel har det været et ekstremt ugæstfrit og udsat tundraområde med gennemsnitstemperaturer på mindst 10 grader lavere end i dag. Navnløse spor Det er den fremherskende teori, at neanderthalerne netop for omkring år siden måtte vige for det moderne menneske, som trængte nordpå i Europa fra Afrika. Men forskerne bag fundet i Nordrusland kan på nuværende tidspunkt ikke sige, om det er moderne mennesker eller neanderthalere, de har fundet spor efter. - Tidligere undersøgelser peger på, at neanderthalerne har opholdt sig længere mod syd og sandsynligvis ikke har kunnet klare sig i de ubeskyttede, arktiske omgivelser, siger John Inge Svendsen. Så enten er neanderthalerne trængt længere nordpå, end vi hidtil har troet muligt, eller også har det moderne menneske formået at tilpasse sig de ekstreme forhold nordpå blot få tusind år efter, at de havde forladt et langt varmere, afrikansk klima. Uanset hvilket resultat forskerne eventuelt når frem til, vil det grundlæggende ændre videnskabens syn på menneskets historiske tilstedeværelse i det arktiske område. Interesserede kan læse mere om fundet i Nature fra 6/ Kontakt: John Inge Svendsen, Universitetet i Bergen, tlf , John.Svendsen@smr.uib.no 3 Polarfronten 3 / 01

4 På knæ fra nord til syd Sommeren har budt på et omfattende arkæologisk feltarbejde i den nordligste og sydligste del af Grønland. Det har givet spændende og uventede fund, bl.a. verdens nordligste ruin i Nordgrønland og den første palæo-eskimoiske boplads i det sydligste Grønland. Foto: Jens Fog Jensen Verdens nordligste ruin blev i sommer fundet ved Columbus Sø ved bunden af Frigg Fjord i Nordgrønland. Det drejer sig om et stensat ildsted med overliggende stegeplade, som moskusjægere har efterladt for måske 700 år siden. Af Poul-Erik Philbert Arkæologer er grundige mennesker, som tænker sig godt om, før de går i felten, og ofte finder de netop det, de målrettet er gået efter. Men nogle gange er de bare velsignet af ren og skær held, som denne sommer i Kap Farvel-området, hvor en gruppe arkæologer fra Sila, Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning, netop havde indtaget en velsmagende middag ved en gammel Thuleboplads på Eggers Ø. Et greb i blinde H.C. Gulløv, som lige er udnævnt til Nationalmuseets første forskningsprofessor, greb en tilfældig sten i nærheden med ordene: - Nu mangler der egentlig kun, at vi finder et bevis for, at palæo-eskimoerne har været her i området! Alle stirrede forbløffede på det, som ved nærmere eftersyn skulle vise sig at være en såkaldt mikroflække, som engang for mere end 1000 år har været anvendt som skæreredskab. De heldige arkæologers egentlige ærinde i området var at finde spor efter kulturmøder i Sydgrønland mellem nordboerne og Thule-kulturen i middelalderen. Men samtidig var de i et område, hvor der indtil videre ikke var fundet spor efter palæo-eskimoer, dvs. kulturer som levede før inuit kom omkring 1200-tallet. En undersøgelse på stedet afslørede hurtigt, at arkæologerne havde lejret sig oven på en affaldsplads, og at stedet så at sige tidligere i historien var udgravet af det senere Thule-folk, som havde skåret tørv netop her. Tekniske prøver skal i løbet af efteråret fastslå, hvor gammel pladsen er, og det skulle undre meget, om der ikke ligger et fremtidigt udgravningsprojekt her. I renjægernes fodspor Holdet på Eggers Ø er kun ét af flere, som har gravet Sydgrønland tyndt denne sommer. Sila har haft en mindre offensiv i gang og har haft mennesker i felten i Sydvestgrønland i løbet af juli og august. I Kangerlussuaq-området er Silas leder, Bjarne Grønnow, og 4 kolleger fulgt i hælene på fangeren og kunstneren Jens Kreutzmann, som i 1863 indtegnede de historiske renjægerruter og -lejre. 4 Polarfronten 3 / 01

5 Foto: Ulla Odgaard, Sila - Det er som at vandre gennem tiden, når man bevæger sig fra de nyere bopladser ved kysten til de mange pladser i indlandet fra forrige århundrede og tidligere, siger Bjarne Grønnow. Det, der ved første øjekast ligner en vildmark, viser sig ved nærmere eftersyn at være et kulturlandskab, hvor man følger de logiske veje gennem terrænet og langs ruterne finder de historiske efterladenskaber: varder, bopladser, flinteredskaber, en Madam Blå og patroner fra vor egen tid. Op gennem tiderne er fangerne i juli måned fundet sammen i samlingslejre ved kysten, hvor de har delt sig op i grupper på 3-4 familier, der er draget ind i landet for sammen at jage rensdyr et par måneder. Det lykkedes arkæologerne at finde omkring 100 lokaliteter med forbindelse til renjagten. Lige fra de større basislejre, hvor mange familier har boet, og hvor de nedlagte dyr er blevet parteret og ordnet, og til små overnatningslejre, hvor en fanger har overnattet under et klippefremspring. Fundene skal den kommende tid analyseres, så arkæologerne kan få et overblik over, hvordan jagten har udviklet sig op gennem historien, og hvad der har drevet udnyttelsen af indlandet. Og så venter Bjarne Grønnow spændt på en kulstof 14-analyse af noget trækul fra ildstedet på en palæo-eskimoisk boplads, som arkæologerne stødte på 50 kilometer syd for Kangerlussuaq-fjorden. Med en lidt betænkelig mine lader Grønnow sig narre ud i et gæt: f. Kr. lyder det forsigtigt. En stormfuld udgravning Også nordboarkæologerne har haft travlt i det sydgrønlandske med bl.a. undersøgelser ved tre norrøne kirketomter nær Igaliku og Qorlortoq. Øst for nordbogården Herjolfsnæs har Hans Kapel og Flemming Rieck foretaget prøveudgravninger af en 28 meter lang bygning, som kan være et naust, dvs. et bådehus, som har kunnet rumme et stort, havgående skib. Det endelige bevis blev ikke fundet, men resterne af en lille smedje tæt på bygningen, har styrket mistanken om, at dette kan være det første fund af et naust i Grønland. Holdet fik under arbejdet endnu en gang bevis for, at feltarbejde i Grønland om sommeren langtfra er garanteret hverken solskin eller blot acceptabelt vejr. To fulde orkaner rasede med meter i sekundet i løbet af en uge ind over udgravningsområdet og efterlod de forkomne arkæologer med en del ødelagt materiel. En arkæolog er krøbet ind i et klippely, hvor jægere i midten af 1800-tallet har fundet nattely under renjagten i Kangerlussuaq-området. Arkæologerne fra Sila fandt denne sommer mere end 100 lokaliteter med forbindelse til renjagten. Verdens nordligste boplads Så langt mod nord man næsten kan komme, ved Frigg Fjord i Peary Land, har et hold geografer fra Københavns Universitet og arkæologer fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og fra Sila i tre uger gennemført undersøgelser. Det er et område, som tidligere har haft talrige besøg af den legendariske arkæolog Eigil Knuth, der har lokaliseret bopladser fra Independence I-kulturen (dateret til ca f.kr.), Independence II-kulturen (ca f.kr.) og fra Thule-kulturen, der antages at have været i området i 1400-tallet. Et af de umiddelbare højdepunkter på sommerens ekspedition var verdens nordligste ruin, som forskerne fandt ved Columbus Sø i bunden af Frigg Fjord, hvor moskusoksejægere - formentlig fra Thule-kulturen - har efterladt et stensat ildsted med overliggende stegeplade. Desuden blev der lokaliseret en mindre Independence I-bosættelse ved rekognoscering af Frigg Fjord. Mennesket og klimaet Ellers var det sammenhængen mellem klimatiske svingninger og menneskets tilstedeværelse, som var det samlende pejlemærke for den tværfaglige Frigg Fjord-ekspedition, Midgaard 2001, der var udsendt af det Kongelige Geografiske Selskab. Forskerne har bl.a. opmålt en terrænprofil på lokaliteten Hvalterrasserne, hvor to indlejrede hvalkranier i 5 og 15 meters højde og en Independence II-bebyggelse i 7 meters højde giver gode muligheder for at undersøge de relative vandstandsændringer gennem tiderne. En lignende terrænprofil blev også opmålt på Independence I-bopladsen på Adam C. Knuth Site, hvor arkæologerne udgravede en af de højtliggende ruiner. De indsamlede natur- og kulturhistoriske data vil nu blive tidsbestemt og sammenlignet, og forskerholdet håber herefter at kunne sige mere om, hvordan miljø- og klimaforandringer har påvirket menneskets tilstedeværelse i jordens nordligste egne. 5 Polarfronten 3 / 01

6 Kontinenter på kollisionskurs Efter 30 års arbejde har geologerne nu kortlagt hele strækningen langs den 1300 kilometer lange kaledoniske bjergkæde i Nordøstgrønland. Undervejs har geologerne gjort overraskende fund, der har skabt helt nye teorier for dannelsen af bjergkæden. Af Gabrielle Stockmann Panoramaudsigt over de spektakulære Eleonore Baysedimenter på sydsiden af Lyell Land. Sedimenterne er i sin tid blevet aflejret på lavt vand ud for Østgrønlands kyst, men blev ved den kaledoniske bjergkædedannelse skubbet ind over land. For ca. 400 mio. år siden kolliderede de to daværende kontinenter Laurentia (inkl. Grønland) og Baltica (inkl. Skandinavien) med voldsom kraft. Bjergarterne langs randen af hvert kontinent blev presset sammen, så jordskorpen blev omtrent dobbelt så tyk som tidligere (ca. 70 kilometer), og en bjergkæde blev skabt - det geologerne i dag kalder Kaledoniderne i Nordøstgrønland og i Norge. På højde med Himalaya Ved kollisionen blev bjergarterne udsat for store deformationer, smeltning og omdannelse, og aflejringer, der tidligere havde ligget på havbunden mellem Grønland og Norge, blev nu skubbet flere hundrede kilometer ind på land. Alperne og Himalayabjergene er nutidige eksempler på, hvordan kontinentkollision skaber bjergkæder. Sandsynligvis har Kaledoniderne engang været på højde med Himalaya med 8 kilometer høje bjerge, men millioner af års bevægelser i jordskorpen med hævning, erosion og kollaps gør, at det højeste bjerg i Nordøstgrønland i dag er ca. 3 kilometer. Nordøstgrønlands geolog Det var den karismatiske, danske geolog Lauge Koch, der i årene satte gang i en detaljeret, geologisk kortlægning af Nordøstgrønland. Lauge Koch havde med sine ekspeditioner og sit videnskabelige arbejde stor andel i, at Danmark ved den internationale domstol i Haag i 1933 fik tilkendt suverænitet over hele Grønland. Desværre kom en retssag over en geologisk fagstrid få år efter til at skabe en dyb kløft mellem Lauge Koch og de øvrige danske geologer. I resten af sin levetid hyrede Lauge Koch næsten udelukkende udenlandske kollegaer til sine ekspeditioner, og blandt hans nærmeste medarbejdere var den schweiziske geolog John Haller. GGU på banen I år efter Lauge Kochs død - indledte det daværende Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU, nu en del af GEUS) den første af i alt 13 sommerekspeditioner til Nordøstgrønland. Statsgeolog Niels Henriksen, som er bedre kendt under tilnavnet Oscar, har ledet samtlige ekspeditioner, og han beretter, at John Haller på trods af den gamle geologstrid heldigvis var særdeles positiv over for GGU s arbejde og gavmildt uddelte af sin store viden fra Lauge Kochs ekspeditioner. Første etape af GGU s arbejde blev en skibsekspedition til Ittoqqortoormiit/Scoresbysund, senere foregik arbejdet via landbaserede lejre fordelt langs hele Nordøstgrønland. GGU havde den betydelige fordel i forhold til Lauge Kochs ekspeditioner, at de kunne anvende helikopter til transport og rekognoscering. Ny fortolkning John Haller udgav i 1971 et stort og anerkendt værk om de østgrønlandske Kaledoniders geologi, men de seneste resultater fra GEUS har vist, at John Haller tolkede forkert, da han fremlagde en teori for dannelsen af Kaledoniderne. Hvor Haller troede, at bjergkædedannelsen var sket på stedet ud fra de tilstedeværende bjergarter, viser den nye kortlægning, at hele den ca kilo- Foto: Niels Henriksen 6 Polarfronten 3 / 01

7 meter lange, blotlagte del af Kaledoniderne i Nordøstgrønland er dannet ved, at store stykker af aflejringer er skubbet ind over hinanden og har lagt sig som tykke og tynde dækkener oven på de oprindelige bjergarter. Nogle af aflejringerne består af den tidligere havbund med grundfjeld og overliggende sedimenter, der er transporteret op til flere hundrede kilometer fra øst ind over det grønlandske grundfjeldsskjold i forlandet mod vest. Herved blev en kilometer lang strækning dramatisk reduceret til 300 kilometer, hvilket svarer til en 40-60% forkortelse. Nøglen til Kaledoniderne Nøglen til forståelsen af Kaledonidernes dannelse ligger gemt langs randen af Indlandsisen, hvor laget af tilførte fremmede bjergarter er tyndest. Her findes fem små, såkaldte tektoniske vinduer, hvor man får et kig ned til et tyndt lag ( meter) af de oprindelige bjergarter (se figur). De kan være skabt ved, at f.eks. gletsjere har skåret sig ned igennem de flere kilometer tykke, overliggende lag af fremmede bjergarter og har blotlagt de oprindelige bjergarter. Haller kortlagde faktisk den mest betydningsfulde af de tektoniske vinduer (Målebjerg-lokaliteten, se figur), men han forstod ikke betydningen af det, hvilket geolog Tony Higgins, som har været fast deltager på GEUS ekspeditioner til Nordøstgrønland, har fuld forståelse for. Haller var fra en tid uden kendskab til kontinentaldrift, og hvor man endnu ikke kunne aldersbestemme bjergarter, hvilket er et meget kraftfuldt værktøj for geologerne i dag. - Om yderligere 30 år har geologerne måske fået helt andre værktøjer, og så kan det være, at det er vores teorier, der skal revurderes, bemærker Tony Higgins. For ca. 25 år siden besøgte Tony Higgins selv et andet af de tektoniske vinduer uden at vide på det tidspunkt, hvor betydningsfuldt det var. Det var først ved kortlægningen af Målebjerg-lokaliteten under den sidste ekspedition i , at GEUS indså, at der her var tale om tektoniske vinduer og dermed fik hele puslespillet til at gå op. Uorden i lagene For ca. 400 millioner år siden kolliderede de to kontinenter kaldet Laurentia (inkl. nuværende Nordamerika og Grønland) og Baltica (nuværende Nordvesteuropa inkl. Skandinavien) og dannede den kaledoniske bjergkæde i det nuværende Nordøstgrønland. Resultatet af sammenstødet er i dag synligt i nogle såkaldte tektoniske vinduer som f.eks. Målebjerg-lokaliteten i Andrée Land, hvor man kan se, at ældre bjergarter ved kollisionen er skubbet ind over yngre bjergarter. Den stiplede linie (NST) adskiller de oprindelige bjergarter (nederst) fra de tilførte fremmede bjergarter. Nederst er der gnejs (G), og ovenpå gnejsen ligger sandsten med spor efter fossiler (SF). Over den stiplede linie ligger bjergarter (Krummedal serie), der er ældre end sandstenene (SF). Med ældre bjergarter oven på yngre vidste geologerne, at der er tale om et dække af tilførte, fremmede bjergarter. For ca. 60 mio. år siden satte kontinentaldriften igen det amerikanske og det europæiske kontinent i bevægelse. Denne gang bort fra hinanden, så Atlanterhavet blev dannet. Foto: Tony Higgins Kaledoniderne Kortlægningsarbejdet i Nordøstgrønland er illustreret på fem, nye geologiske kort fra GEUS, hvoraf det femte og sidste udkommer til december. Læs mere i Geologi - nyt fra GEUS nr om Foldebjergene i Nordøstgrønland af Niels Henriksen og Tony Higgins. Kontakt: Tony Higgins akh@geus.dk 7 Polarfronten 3 / 01

8 Verdens nordligste ø Flere nye øer er denne sommer observeret nord for Grønland. En af dem er verdens nordligste stykke landjord. Af Poul-Erik Philbert En rekognoscering fra fly i juli måned denne sommer har med stor sandsynlighed fastslået eksistensen af en lille ø nordvest for verdens hidtil nordligste ø, Oodaaq Ø, som ligger ud for Grønlands nordspids. Samtidig afslørede flyrekognosceringen, at der i området muligvis er to-tre andre, hidtil ukendte øer, hvoraf én er endnu længere mod nord. Dem kender man dog endnu ikke den præcise position på. Den nye ø blev fundet i 1996 af deltagerne på sportsekspeditionen American Top of the World Expedition, som i et forsøg på at finde Oodaaq Ø stødte ind i et 10x10 meter, stenfyldt landområde ca meter vestnordvest for denne. Ekspeditionen bestemte øens præcise position til at være N, W Da ekspeditionsdeltagerne sammen med logistikchef Hauge Andersson fra Dansk Polarcenter i sommer overfløj stedet, bekræftede en ny GPS-måling, at der ligger en ø på nøjagtig den position, som ekspeditionen havde besøgt i Hauge Andersson siger, at havisens struktur i området viser, at der er en grænse mellem kystnær havis, der ikke bryder op hvert år, og havis, der regelmæssigt bryder op og fryser sammen igen. Grænsen går netop i det område, hvor øerne ligger, omtrent parallelt med kysten, og meget tyder på, at havisen i dette område er stabiliseret af undersøiske rev og banker samt enkelte banker, der når op over havniveau. Tilfældigheder ved snefygning og afsmeltning kan føre til, at det ikke altid er de samme øer, der fra år til år ses i sommermånederne. Det kan derfor ikke afvises, at der gemmer sig flere øer under havisen. Det er uden tvivl også de skiftende isforhold, som er forklaringen på, at Oodaaq Ø, som blev fundet i 1978, ikke har været synlig siden Dansk Polarcenter forventer, at det i de kommende år i forbindelse med andre aktiviteter i området vil være muligt at nå frem til de nye øer med helikopter. Kontakt: Hauge Andersson, DPC, tlf.: , ha@dpc.dk En af deltagerne fra sportsekspeditionen American Top of the World Expedition fotograferet på den nye ø, som de i 1996 tilfældigt nåede frem til under søgen efter Oodaaq Ø, som dengang var verdens nordligste. Foto: American Top of the World Expedition En strategi for Nationalparken Foto: Jens Søndergaard/Polarphotos Under et fælles ophold på Zackenberg Forskningsstation i august har miljø- og energiminister Svend Auken og landsstyremedlem for miljø Alfred Jakobsen indgået en aftale om at beskytte og udvikle Nationalparken i Nordøstgrønland. Aftalen lægger vægt på at beskytte områdets enestående natur- og kulturhistoriske værdier på en måde, så man lever op til internationale forpligtelser. Men samtidig lægger aftalen op til, at Nationalparken skal indgå i en regional udvikling i Grønland, som især skal komme indbyggerne i Ittoqqortoormiit /Scoresbysund tilgode. International forskning og uddannelse, turisme og forbedrede adgangsforhold er vigtige elementer i den udvikling, som ministrene mener skal finde sted i forbindelse med Det arktiske vindue under EU s Nordlige Dimension. Nationalparken i Grønland er verdens største og dækker med sine km 2 et areal, som er større end England og Frankrig tilsammen. Det meste er indlandsis, men de isfrie områder langs kysterne spænder lige fra ørkenagtige sletter over blide bakkedrag til skarpskårne bjergkæder. Her lever isbjørne, hvalrosser, moskusokser og en stigende bestand af ulve side om side med mindre dyr og et varieret fugleliv. Læs aftalens fulde indhold på zackenbergaftalen.html 8 Polarfronten 3 / 01

9 Bunden blev ikke nået Efter en feltsæson med mange og komplicerede tekniske problemer mangler iskerneborerne på Indlandsisen stadig omkring 80 meter, før de er nede ved bunden. Og det kan blive vanskeligt at få det sidste stykke op. Af Poul-Erik Philbert Det kunne umiddelbart virke som en overkommelig opgave. 150 meter iskerne manglede der, da boreholdet ved North- GRIP-iskerneprojektet på Indlandsisen sidste år sluttede boringen i 2930 meters dybde. Men det var et dårligt varsel, at sæsonen samtidig sluttede med, at boret satte sig fast i isen og måtte lirkes fri. Et genstridigt bor Det blev da også problemer med boret, som kom til at overskygge alt i denne sommer. Fem gange satte boret sig fast, og det skabte forsinkelser, både fordi borefolkene brugte mange dage på at få det fri, og fordi mekaniske og elektroniske dele måtte udskiftes og flyves ind til lejren på Indlandsisens top. Det har vist sig, at isen er betydeligt varmere tæt på Indlandsisens bund, og at det kan være forklaringen på, at boret igen og igen sætter sig fast: - Vores teori er, at det næsten smeltede issavsmuld fra boreknivene tæt på bunden fryser inde i boret og dermed får spånerne til at sætte sig i en prop, som ikke kan komme op. Temperaturen i bunden af hullet er kun 2ºC, og der skal derfor kun meget lidt varme til, før der kommer smeltning, siger Niels Gundestrup fra Geofysisk Afdeling på Niels Bohr Instituttet. Borefolkene hælder glykol i hullet for at smelte boret frit, og det har i år virket efter hensigten og forhindret en gentagelse af katastrofen i Da satte boret sig fast i 1371 meters dybde og tvang iskerneprojektet til at starte helt forfra med den nuværende boring i Vellykket trods alt En amerikansk og en europæisk boring fra 90 ernes begyndelse har givet sikre oplysninger om de seneste år, mens der har været uenigheder om detaljerne i den såkaldte Eem-periode ( år før nu). Denne periode er specielt interessant i en klimasammenhæng, fordi det er en mellemistid, der kan minde om vores egen tid. NorthGRIP-boringen blev derfor anlagt et sted, hvor forskerne forventede, at islagene fra Eem-tiden ville ligge højt over bunden og dermed give adgang til en iskerne, som kunne give en mere sikker viden om perioden. Det ser ikke ud til at lykkes: - Boringerne denne sommer har styrket vores mistanke om, at de nederste lag er meget tæt på smeltepunktet, og derfor smelter langsomt bort, siger Sigfus Johnsen fra Geofysisk Afdeling. Ved en af de sidste boringer, sad der således klar is på boret, hvilket kan betyde, at boret har været i berøring med flydende vand. Så i værste fald er de interessante lag fra Eem-tiden simpelthen smeltet bort. De kun 70 meter iskerne var ganske vist et skuffende resultat af sommerens boring, men iskerneforskerne trøster sig med, at de som helhed har fået en iskerne med så stor lagtykkelse, at det giver mulighed for verdens bedste registrering af klimaet de sidste år. Fotos: Geofysisk Afdeling Forskerne bag projektet, som ledes af Glaciologigruppen ved Niels Bohr Instituttet for Astronomi, Fysik og Geofysik på Københavns Universitet, håber stadig på, at det vil være muligt at afslutte boringen næste år. Kontakt: Niels Gundestrup, Geofysisk Afdeling, tlf.: , ng@gfy.ku.dk Øverst: Renseudstyr med skær, som blev brugt til at fjerne isbroer og tonsvis af frosset glykol. Glykolen blev hældt i borehullet for at frigøre iskerneboret de gange, det satte sig fast. Nederst: Der kom kun 70 meter iskerne ud af denne sommers boring på Indlandsisens top. 9 Polarfronten 3 / 01

10 Alle mand i god behold Den britiske opdagelsesrejsende Ernest Shackleton ville i 1914 krydse Antarktis som den første. Han nåede aldrig at sætte fod i Antarktis, men alligevel blev det en højdramatisk og meget langvarig ekspedition. Foto: Frank Hurley, venligst udlånt af Scott Polar Institute Af Poul-Erik Philbert Ekspeditionsskibet Endurance i ismassernes faste greb. Efter mere end 300 dage blev skibet suget ned mellem de 5-10 meter høje isskruninger og endte på havets bund. Da Ernest Shackleton i 1914 søgte deltagere til en ekspedition, som skulle krydse Antarktis, lagde han ikke fingrene imellem: - Men wanted for hazardous journey. Small wages. Bitter cold. Long months of complete darkness. Constant danger. Safe return doubtful. Honour and recognition in case of success. Men selv ikke Shackleton havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvor rammende hans beskrivelse skulle vise sig at blive. Fra kyst til kyst Ernest Shackleton havde allerede to Antarktis-ekspeditioner bag sig, da han gik i gang med at planlægge British Imperial Trans-Antarctic Expedition. I 1901 deltog han i Robert Scotts første forsøg på at nå Sydpolen, og i 1908 måtte han på sin egen Nimrod-ekspedition give op kun 150 kilometer fra målet. Da nordmanden Roald Ammundsen i 1911 i tæt kapløb med Scott som den første nåede Sydpolen, proklamerede Shackleton, at han ville være den første, som krydsede den ufremkommelige iskappe fra kyst til kyst. Akkompagneret af kanontordenen fra en begyndende verdenskrig forlod Shackleton i august 1914 London på ekspeditionsskibet Endurance med kurs mod South Georgia Island. Isen lukker sig Kun to dage efter at Endurance den 5. december 1914 havde forladt South Georgia Island løb ekspeditionen ind i u- ventet store mængder pakis, som gjorde sejladsen ekstremt besværlig. Gennem den næste halvanden måned krydsede Endurance møjsommeligt igennem Weddellhavet frem mod Vahsel Bugt, som var udset til at være landgangssted for ekspeditionen. Den 18. januar havde pakisen lukket sig helt om skibet, og Endurance var nu totalt overladt til ismasserne, som langsomt drev mod vest. Shackleton vidste, at først med det antarktiske forårs komme i oktober ville der igen være håb om at få skibet vristet fri af isen. Alt blev nu organiseret omkring det ene mål at overvintre så komfortabelt som muligt ombord på Endurance. Shackleton var meget opmærksom på at styrke besætningens moral og sammenhold og arrangerede fodbold- og hockeyturneringer på isen, fællessang, fester og meget andet. I Endurances lastrum var der stuvet rigeligt dåsemad og saltkød ned. Men Shackleton var klar over, at frisk kød - som indeholder C-vitaminer - kunne forebygge skørbug, så kødgryderne blev fyldt med sæl- og pingvinkød så tit som muligt. 10 Polarfronten 3 / 01

11 Foto: Frank Hurley, venligst udlånt af Scott Polar Institute Reddet! Shackleton når frem til sine 22 strandede besætningsmedllemmer på Elephant Island den 30. august På det tidspunkt var der gået 635 dage siden ekspeditionens start, og mange var utvivlsomt ved at opgive håbet om at blive reddet. En kamp for at overleve Alle ventede i spænding på, at foråret skulle få isen til at bryde op og åbne en sejlrende for Endurance. Men i stedet for at lette presset på skibets sider fik isens bevægelser Endurance til at knage og brage faretruende i sammenføjningerne, og den 27. oktober måtte Shackleton rømme det halvt nedskruede skib og i hast hejse redningsbåde, udstyr og proviant ned på isen. Fire uger senere blev Endurance efter omkring 300 dage fastlåst i isen suget ned mellem de 5-10 meter høje isskruninger og sank til Weddellhavets bund. Om ikke før stod det nu helt klart for Shackleton og hans besætning, at målet ikke længere var at krydse Antarktis, men ganske enkelt at overleve. Ude af stand til at forcere ismasserne eller finde åbent vand til de tre redningsbåde måtte de 28 mand tilbringe de næste fem måneder i en lejr på isflagerne, som med mellemrum slog revner under dem og i øvrigt drev af sted, som vinden blæste. Ekspeditionens ufrivillige rute Først i begyndelsen af april viste der sig åbent vand, som gjorde det muligt at laste redningsbådene og begive sig af sted på en iskold, våd og stormfuld rejse, som efter 7 dage førte dem til klippeøen Elephant Island. Fast grund under fødderne har efter 497 dage været en lettelse for de fleste, men det var indlysende, at den ugæstfrie og isolerede ø ikke gav noget håb om redning, men blot havde ført ekspeditionen endnu et skridt mod den endelige katastrofe. Den eneste chance for overlevelse lå i at nå den beboede South Georgia Island 1000 kilometer borte. En overmenneskelig præstation Den 24. april 1916 begyndte Shackleton sammen med fem mand i James Caird, den største af redningsbådene, den halsbrækkende tur over et af verdens mest barske havområder. Gennemblødte og forfrosne kæmpede de i 17 dage med tårnhøje bølger og konstante storme, som på et tidspunkt gik over til orkanstyrke. I en blanding af dygtighed og ufatteligt held lykkedes det kaptajn Frank Worsley at beregne den rigtige kurs, så de udmattede mænd den 8. maj fik det første glimt af South Georgias sorte klipper og to dage senere kunne vakle i land på den øde vestside af øen. Den lille båd var så havareret, at videre sejlads var umulig. Kun en sidste desperat klatretur over South Georgias bjerge og gletshere kunne bringe redningsholdet frem til hvalstationen Stromness. På kun tre dage lykkedes det Shackleton og to af hans folk med et minimum af udstyr at gøre turen, hvor de måtte søge ned fra højderne, når nattekulden lagde sig, og ikke fik nogen søvn af frygt for at fryse ihjel. En plads i historien Shackleton gik straks i gang med at organisere en undsætningsekspedition, og efter tre mislykkede forsøg nåede han endelig frem til de 22 strandede på Elephant Island den 30. august 1916, 635 dage efter ekspeditionens start. Alle var i god behold. Shackletons ekspedition mislykkedes, han nåede ikke sit mål, men han har alligevel fået sin plads i historien om de store opdagelsesrejsende. Han bliver i dag husket og beundret for sin hårdnakkede og modige kamp for at redde sin besætning og ikke mindst for sin evne til at holde sammen på sit mandskab i de mange krisesituationer. Hans liv sluttede i 1922 på South Georgia Island, hvor han døde af et hjerteslag... på vej til en ny Antarktis-ekspedition. Shackleton i storformat Shackletons dramatiske rejse er netop blevet filmatiseret til visning på kæmpeskærm, og filmen, Shackletons ekspedition - Den antarktiske overlevelseshistorie, kan fra den 1/10 ses i Tycho Brahe Planetariets rumteater. Optagelserne har fundet sted on location på South Georgia Island, Elephant Island og Weddellhavet, så filmholdet har været igennem deres egne barske udfordringer og dramatiske oplevelser. Med i filmen er også tre veltrænede og erfarne bjergbestigere, som 85 år efter Shackleton & Co s klatretur over South Georgia Islands bjerge forsøger at gentage vovestykket. Efter en hård og udfordrende bestigning havde de tre bjergbestigere svært ved at forstå, hvordan forgængerne - nedslidte og forkomne og uden det mest elementære udstyr - havde kunnet gøre turen på bare 3 dage. Tycho Brahe Planetarium har desuden planlagt en række foredrag om Antarktis. Find de nærmere detaljer på 11 Polarfronten 3 / 01

12 På talefod med fremtiden Af Pernille Toft Cand.psych Naaja Nathanielsen Kun hver fjerde grønlandske studerende taler grønlandsk, og det giver problemer i forhold til Hjemmestyrets sprogpolitik, siger den ene af forfatterne bag rapporten med de opsigtsvækkende resultater. Et af de grønlandske politikeres mål for fremtiden er at indføre grønlandsk som officielt sprog i hele den offentlige sektor. Grønlands egen veluddannede ungdom skal permanent afløse den flygtige, danske arbejdskraft. Men en undersøgelse foretaget blandt grønlandske studerende viser, at 75 procent af dem ikke taler grønlandsk. De grønlandske politikere gør altså regning uden vært, når de forventer, at den nuværende generation af grønlandske studerende kan bestride jobs, hvor al kommunikation foregår på grønlandsk. Dansktalende grønlændere Undersøgelsen, som er den første af sin art, blev til på baggrund af en mistanke om, at de grønlandske Foto: Grete Dalum-Tilds studerende ikke taler, skriver eller forstår grønlandsk på det niveau som politikerne forventer. Kvinderne bag undersøgelsen er 25-årige cand.psych. Naaja Nathanielsen og stud.scient.pol. Naja A. Lund. Naaja har grønlandsk-dansk baggrund og tilhører selv de 75 procent, som ikke taler flydende grønlandsk. Hun planlægger at vende tilbage til Grønland, når hun har samlet et par års erfaring fra et job som psykolog i Danmark: - De studerendes manglende kendskab til det grønlandske sprog er et grundlæggende problem især i en jobsituation. Som psykolog kan jeg ende et sted, hvor jeg er helt alene i jobbet. Og så er det problematisk, at jeg ikke taler grønlandsk. De grønlændere, som i dag læser på en videregående uddannelse, er blevet undervist på dansk i folkeskolen. Derfor er det kun dem, som er vokset op med det grønlandske sprog i hjemmet, der reelt har haft muligheden for at lære det på modersmålsniveau. Ifølge undersøgelsen mener 97 procent af de studerende dog alligevel, at det er vigtigt at holde fast i det grønlandske sprog og de vil gerne lære det. Men grønlandske studerende støder ind i flere forhindringer, hvis de sætter sig for at lære det grønlandske sprog. For det første uddannes der ingen lærere til at undervise i grønlandsk som andet- eller fremmedsprog. For det andet er undervisningsmaterialerne forældede, mangelfulde og udarbejdet til folkeskolen. Naaja Nathanielsen siger: - De studerende har en stor indsigt i grønlandske forhold, og undersøgelsen viser, at langt størstedelen af dem også har et basalt kendskab til det grønlandske sprog. Det er demotiverende at bruge en masse tid på f.eks. udtalelære. Derfor er der brug for veluddannede lærere og nye undervisningsmaterialer specielt til denne gruppe. Social polarisering Det grønlandske samfund præges i stigende grad af lysten til uafhængighed, og der er inden for få år taget flere skridt på vejen til en øget grønlandisering. Tendensen er allerede slået igennem i folkeskolen, hvor der i dag undervises på grønlandsk, og de dansktalende elever integreres i grønlandske klasser. Naaja Nathanielsen siger advarende: - Det er et problem, at de grønlandske politikere har så travlt med at lægge distance til det danske sprog, som trods alt stadig er en forudsætning for at tage en videregående uddannelse. De er ved at skabe et A- og et B-hold i det grønlandske samfund, hvor det kun er de dansktalende, som har mulighed for at tage sig en uddannelse. 12 Polarfronten 3 / 01

13 På flere af Grønlands egne videregående uddannelsesinstitutioner undervises der i dag på dansk på grund af mangel på grønlandsktalende faglærere. Et spørgsmål om sprog Sprogbarrieren volder desuden en stor del af de studerende problemer i forbindelse med udsigten til at vende tilbage til Grønland. De frygter, at de vil få problemer med jobbet, det omgivende grønlandske samfund og sig selv, fordi de ikke taler grønlandsk. - Grønlandiseringen er blevet til en holdning, hvor man sætter lighedstegn mellem dansk og negativt, og det er især fra politisk side, at de dansktalende grønlændere mærker den løftede pegefinger. Vi føler, at for at blive accepterede i det grønlandske samfund som rigtige grønlændere, skal og bør vi kunne sproget... og det er en stressfaktor. Tag f.eks. debatten om hvorvidt man må tale dansk fra Landstingets talerstol. Den er et glimrende eksempel på grønlandiseringen og den negative holdning til det danske, som den har båret med sig. Ifølge Naaja er grønlandiseringen blevet til et spørgsmål om sprog fremfor et skridt i en positiv retning mod en bedre uddannet arbejdsstyrke og bedre sociale vilkår og muligheder for alle. Og hun er ikke i tvivl om, hvad der må gøres, hvis den fremtidige udvikling af det grønlandske samfund skal sikres: - Hvis politikernes ønsker for fremtiden skal gå i opfyldelse, må de sætte langt flere ressourcer ind på at lære de dansktalende studerende grønlandsk 79 procent af dem ønsker faktisk at forbedre sig. Politikerne forhaster løsrivelsesprocessen uden at tænke i konsekvenser, og det skaber problemer. Et tosproget samfund Modsat mange andre samfundsdebattører taler Naaja ikke for at opprioritere det danske sprog på bekostning af det grønlandske hun vil have begge sprog vægtet højere. Hun mener, at fejlen i den offentlige debat er, at når der tales for en styrkelse af det ene sprog, går man automatisk ud fra, at det betyder en svækkelse af det andet. Sprog er altså både en del af problemet og en del af løsningen. Debatten er blevet en politisk varm kartoffel, som ingen hidtil har haft mod til at pille skindet af. Men Naaja har ingen betænkeligheder ved at udråbe begge sprog som en nødvendighed for det grønlandske samfund - også i fremtiden: - Politikerne skal lade være med at se den danskgrønlandske problemstilling som en enten-eller situation og i stedet tage konsekvensen af, at man har et tosproget samfund, hvor begge sprog er nødvendige for samfundets fremtidige vækst. Naaja Nathanielsen: - Det er et problem, at de grønlandske politikere har så travlt med at lægge distance til det danske sprog, som trods alt stadig er en forudsætning for at tage en videregående uddannelse. De er ved at skabe et A- og et B-hold i det grønlandske samfund, hvor det kun er de dansktalende, som har mulighed for at tage sig en uddannelse. Foto: Charlotte Haslund-Christensen 13 Polarfronten 3 / 01

14 Knas i konsultationen Det er ikke nogen hemmelighed, at det kan være svært at komme igennem over for lægen. I Grønland er der ofte en tredje person tilstede, som kan gøre det endnu sværere for patienten. Af Poul-Erik Philbert Kultursociolog Tine Curtis fra Statens Institut for Folkesundhed har ganske vist udstyret med videokamera og mikrofon fungeret som fluen på væggen i konsultationen hos en række grønlandske læger og har efterfølgende talt med flere af deltagerne. Det er der kommet en ph.d.-afhandling ud af Kommunikation mellem læge og patient i Grønland, hvor Tine Curtis minutiøst er gået ind og har pillet samtalerne i konsultationen fra hinanden og især har undersøgt, hvor meget plads patienten får. Tolken som stopklods Tine Curtis vidste fra den tidligere gennemførte interviewundersøgelse, Sundhedsprofilen for Grønland, at omkring halvdelen af de grønlandske patienter benytter en tolk, når de skal tale med deres dansktalende læge, og at de har oplevet sprogproblemer under konsultationen. Med sin undersøgelse er hun trængt dybere ned i samtalerne og har blotlagt, hvad der egentlig sker, når læge og patient forsøger at kommunikere gennem en tolk. - En analyse af samtalerne viser, at tolken først og fremmest systematisk forsøger at få patienten til at svare på lægens spørgsmål. Derimod er tolken ikke særlig opmærksom på patienten, som ikke får mulighed for at komme frem med sine bekymringer og spørgsmål. Forklaringen er, at tolkene - der ligesom lægen bærer hvid kittel - ser sig selv I den grønlandske lægekonsultation er der ofte en tolk tilstede. Undersøgelse viser, at tolken ikke er særlig opmærksom på patientens behov og gør det svært at komme igennem med spørgsmål til lægen. som en del af sundhedssystemet og som lægens forlængede arm. De mener derfor, at opgaven er løst, hvis blot lægens spørgsmål er blevet oversat og besvaret af patienten. Ifølge Tine Curtis vil en vellykket tolkning kræve, at tolken i højere grad formidler dialogen mellem læge og patient og er mere lydhør over for patientens behov for at stille spørgsmål. To samtalekulturer Tolkeproblemet er med til at forstærke nogle socio-kulturelle forskelle mellem læge og patient, som også uden tolken kan give knas i kommunikationen. Den grønlandske patient har typisk den oplevelse, at danske læger taler meget og hurtigt og tit afbryder. Samtidig ser patienten sig selv som gæst i konsultationen og vil derfor ikke virke krævende eller anmassende med sine spørgsmål. Den grønlandske patient bryder sig heller ikke om at tale i munden på andre og er vant til længere pauser, før han selv begynder at tale. Tine Curtis samtaler med læger og patienter viser ikke overraskende, at lægerne efter konsultationen kan undre sig over, hvorfor patienterne ikke var mere aktive i samtalen, mens patienterne føler, de ikke har fået mulighed for at komme frem med deres spørgsmål. Patienten i centrum Tolkningen og de socio-kulturelle forskelle vil altid i et vist omfang virke hæmmende på en åben samtale mellem lægen og patienten. Men Tine Curtis mener bestemt, at det er muligt at arbejde frem mod en situation, hvor de grønlandske patienter i langt højere grad får opfyldt deres behov for at komme til orde: - Det gælder i første omgang om at få debat og oplysning i gang om problemet, både i det grønlandske samfund som helhed og på sygehusene. Og der er heller ingen tvivl om, at faglige kurser for læger og tolke kunne bevidstgøre om, hvordan de overlader mere af samtalen til patienten, slutter Tine Curtis. Kontakt: Tine Curtis, Statens Institut for Folkesundhed, tlf , tc@si-folkesundhed.dk Tine Curtis ph.d.-afhandling kan bestilles hos SIF på eller sif@si-folkesundhed.dk Foto: John Rasmussen, Narsaq Foto 14 Polarfronten 3 / 01

15 Kommentar Visioner på tre ben Hanne Petersen tiltrådte 1. september som DPC s nye direktør. I denne kommentar fremlægger hun sine første tanker om centrets fremtid. Af Hanne Petersen Dansk Polarcenter har nu eksisteret i 13 år, og som nytiltrådt direktør har jeg selvfølgelig gjort mig nogle tanker om, hvilke opgaver centret skal påtage sig de kommende år. DPC skal fungere på basis af tre funktioner, der alle skal støtte arktisk forskning. De tre hovedopgaver er: 1) forskningskoordinering, 2) logistikstøtte og 3) information. I f.eks. Norge og Tyskland har man valgt at koncentrere den arktiske forskning ved ét eller få store institutter. I Danmark og Sverige er den arktiske forskning derimod placeret i forskningsmiljøer, der er spredt på mange institutioner. Begge modeller har deres styrker og svagheder, men den danske model skaber et behov for et samlet overblik, så de mange miljøer og interessenter ved, hvad der foregår, og gensidigt kan inspirere hinanden. Her har DPC en oplagt koordinerende opgave. Koordineringen kan ske ved at udarbejde systematiske oversigter over projekter og deltagere, så de forskellige brugere hurtigt kan få et overblik. Eller ved at skabe en platform for møder og workshops, hvor forskningsmiljøerne kan lære hinanden at kende. Dertil kommer, at DPC skal være udfarende i at udarbejde forskningsstrategier i tæt samarbejde med KVUG. Der er et stigende behov for forskningssamarbejde, hvor DPC har en koordinerende rolle. Dels vil der fortsat være et ønske om at fremme tværfaglige projekter. Der har altid været tradition for, at danske polarekspeditioner har været tværfaglige, så arktiske forskningsprojekter har på den baggrund fortsat gode muligheder for at være trendsættere. Dels er forskning i dag ofte forbundet med større, strategiske indsatser, som kræver en fælles platform som udgangspunkt. Hertil kommer, at indsatsen hos Grønlands egne forskningsinstitutioner har været stadigt stigende, og det må være et mål at udbygge kontakten, så både Danmark og Grønland får mest muligt udbytte af indsatsen. Her er kontakten til Grønlands Hjemmestyres forskningskoordinator væsentlig. Som en del af forskningskoordineringen har DPC også en vigtig rolle i det voksende, internationale samarbejde i det arktiske område. Udover en række europæiske råd og netværk har specielt oprettelsen af Arktisk Råd skabt mulighed for øget, internationalt forskningssamarbejde. Det har allerede givet en række projekter især på miljøområdet, men også de socioøkonomiske fagområder vil få stigende betydning i fremtiden. DPC skal her formidle til den dansk-grønlandske forskerverden, hvad der foregår, og også bruge den indsamlede viden til at støtte danske og grønlandske interesser i det internationale arbejde herunder EU. Det andet ben er den logistiske hjælp, der er nært knyttet til forskningskoordineringen. I øde, svært tilgængelige områder er der både et økonomisk, praktisk og sikkerhedsmæssigt incitament til at koordinere logistikken. Der er behov for både informationer, rådgivning og praktisk hjælp. Zackenberg-stationen i Nationalparken er et eksempel på, hvordan DPC i samarbejde med forskningsinstitutioner kan tage initiativ til større koordinering mellem forskningsfaciliteterne i Grønland. Stationen sikrer også mulighed for avanceret forskning i et øde område og bred kontakt til miljøforskere verden over. Der er også behov for, at man i forbindelse med større, strategiske forskningsprojekter får lavet en overordnet, logistisk planlægning for at udnytte ressourcerne optimalt. Udredning af forholdene omkring kontinentalsoklen ved Grønland er et eksempel på et projekt, hvor en koordinering af den logistiske indsats vil være central. Det tredje vigtige ben er information. Der er den målrettede, snævre, faglige information til forskerverdenen, hvor DPC skal sikre, at relevante informationer om forskningsaktiviteter er tilgængelige for nuværende og potentielle, arktiske forskere. Den mere brede information om arktiske emner har som overordnet mål at styrke interessen for arktiske forhold og dermed sikre tilgang fra fremtidige ressourcer til området både med hensyn til uddannelser og vidensopbygning. Vi skal på den måde være med til at sikre, at arktisk forskning også i fremtiden kan tiltrække nye forskere. På informationsområdet er DPC ikke alene, men én af flere kilder, og udviklingsmulighederne er i princippet uendelige. Men den samlede målsætning må være, at DPC er et sted, både på nettet og gennem den trykte formidling, hvor man ved, man kan få troværdig og relevant information om arktiske emner. DPC skal levere informationer, der efterspørges, men også informationer, der er nødvendige for beslutningstagere. DPC er ikke en forskningsinstitution, men præsentation af eksisterende information på en brugervenlig måde kan også bidrage med ny erkendelse. Information og viden er nøglebegreber i en bæredygtig udvikling. En øget viden om samspillet mellem miljø og økonomiske og sociale forhold er nødvendig, og dette gælder også for de arktiske områder. DPC har en rolle i alle disse forhold. 15 Polarfronten 3 / 01

16 Sunde bjørne i Østgrønland Frygten for, at forurening af miljøgifte truer de østgrønlandske isbjørnes sundhed, er foreløbig dæmpet. Det er konklusionen i en ny DMU-rapport, Forekomst af afvigende isbjørne i Østgrønland, som fremlægger de første resultater af en større undersøgelse. Atuakkianut pissanganartunut aqqutaavugut! Vejen til spændende grønlandske bøger! Atuakkiorfik A/S Postboks Nuuk tlf fax sale@atuakkiorfik.gl Forskerne har trukket på de lokale fangeres omfattende viden om isbjørne og indsamlet oplysninger om i alt 1110 isbjørne, som er nedlagt i perioden 1945 til Kun hos 13 af bjørnene er der fundet abnormiteter, og heraf stammer de fire fra naturlige skader og sygdomme, som f. eks. en brækket tå eller et afbidt bagben. Tilbage er 9 bjørne med medfødte sygdomme og misdannelser, som f.eks. for mange eller for få kløer, en misfarvet pels og - for en enkelts vedkommende - forandringer i de ydre kønsorganer. Det var netop de alarmerende norske fund på Svalbard af isbjørne med tegn på tvekønnethed (pseudohermafroditisme), som i 1999 satte gang i den østgrønlandske undersøgelse. På Svalbard er man siden nået op på i alt 10 hunbjørne med forandringer i de ydre kønsorganer. Forskerne mistænker de høje koncentrationer af miljøgifte, som er fundet i isbjørnene på Svalbard og Grønland, for at kunne føre til fysiske abnormiteter. Undersøgelserne af de østgrønlandske bjørne fortsætter, og for øjeblikket er forskere fra Danmarks Miløundersøgelsers Afdeling for Arktisk Miljø og Grønlands Naturinstitut i gang med at undersøge knogler og organ- og vævsprøver fra 100 isbjørne, som er nedlagt af fangere i Ittoqqortoormiit/Scoresbysund kommune i årene Interesserede kan læse mere om isbjørneundersøgelsen i DMU-rapporten og i en teknisk rapport fra Grønlands Naturinstitut: Isbjørne i Østgrønland. Kontakt: Erik Born, DMU, tlf.: , ewb@dmu.dk 16 Polarfronten 3 / 01

17 - fugl eller fisk? Ny cd-rom med Grønlandskort Hold din viden ajour i i natur og museum Zoologisk Museums populære tidsskrift I fortæller museets medarbejdere og studerende om deres nyeste forskningsresultater fra det omfattende feltarbejde hjemme og ude - ikke mindst i Grønland. Man kan læse om nye, spændende fund af dyr, om udvalgte godbidder og kuriositeter fra Zoologisk Museums gamle samlinger. bringer i hvert nummer oplysninger om Zoologisk Museums nye særudstillinger og baggrunden for dem, om udstillingerne i forhallen, om "Åbent hus"-arrangementer osv. udkommer årligt med 2 rigt illustrerede hæfter på 32 sider. Et års abonnement koster, frit tilsendt, kun 50 kr. Bestil hos: ZOOLOGISK MUSEUM Universitetsparken 15, 2100 København Ø Telefon: , jfredskov@zmuc.ku.dk I dette kvartal udkommer Grønlands Topografiske kortværk på cd-rom. Grønlands-kortene er i tre målestoksforhold og ligger på to cd-rommer. Der medfølger et gratis kortvisningsprogram. Pris: kr ,- inklusiv moms. Få mere information hos Kort & Matrikelstyrelsens Kundekontor på telefon eller se vores hjemmeside

18 Topografisk Atlas Grønland - langt mere end et atlas "Med nærværende bog i hånden er det muligt, selv for mennesker der ikke har været i Grønland, at finde rundt på denne verdens største, og efter min mening, smukkeste ø". Forfatteren Jørgen Riel i forordet til Topografisk Atlas Grønland, der udkom i forbindelse med Det Naturvidenskabelige Fakultets 150 års jubilæum. Bogen viser en række af Københavns Universitets meget stærke forskningsområder, og giver en opdatering på samlet mere end 80 forskningsområder skrevet af mere end 50 forskere. Den præsenterer fakultetets naturhistoriske fag geografi, geologi, geofysik og biologi i en grønlandsk ramme, sammen med fagene arkæologi, samfundsfag og historie på en fælles rejse, så flot illustreret i Aka Høeghs billede til bogen sider, 295 kr. C.A.Reitzel A/S International Boghandel, Nørregade 20 DK-1165 København K, Danmark Topografisk Atlas Grønland, udgivet af Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, Aka Høegh "Rejsen" Kalaallit nunaanni inuussutissarsiornermi siunnersorti Sulisa A/S ilinnut suleqatissaalluartoq - ukunannga aallaaveqarluni: 1. Siunnersuineq Aallarnisaasunut siunnersuineq Suliffeqarfinnut pioreersunut siunnersuineq, uani aamma pineqarlutik: - Kinguaariit nikinnerat - Tunisassianik inerisaaneq - Avammut niuerneq 2. Aallarnisaasunut suliffeqarfinnullu pioreersunut aningaasaleeqataaneq 3. Sumiiffinni ataasiakkaani nunallu immikkoortortaani inuussutissarsionermi piorsaaneq Grønlands erhvervsudviklingsselskab Sulisa A/S din naturlige samarbejdspartner - indenfor følgende kerneområder: 1. Rådgivning Iværksætter rådgivning Rådgivning til eksisterende virksomheder, herunder - Generationsskifte - Produktudvikling - Opstart af eksport 2. Kapitalformidling til iværksættere og eksisterende virksomheder 3. Lokal- og regional erhvervsudvikling Sulisa A/S Kuuttartoq B 1077, 4. sal P. O. Box Maniitsoq Greenland Telefon Telefax sulisa@greennet.gl Homepage: Jens Gitz-Johansen: GABA Kalaaliaraq * Den lille grønlænder Gitz-Johansens dejlige billedbog om en lille dreng fra Østgrønland - om hans oplevelser fra han bliver født i en jordhytte en nat med flammende nordlys og til han sammen med sin far går på jagt efter rype, snehare, isbjørn og hvalros. 185,00 kr. Forlaget Atuagkat BOX NUUK GRØNLAND TLF. (00299) FAX (00299) Wrist World Wide Leverandør af PROVIANT KØKKENUDSTYR KIOSKVARER Head office: Gasvaerksvej 48 DK-9000 Aalborg Phone Fax Telex wrist dk wrist@wrist.dk

19 scanmaps.dk - hele verden i én butik INTERNATIONAL TRANSPORT & LOGISTICS Køb online på Nordisk Korthandels website. Her finder du kort, guider, glober, atlas og meget mere. Nordisk Korthandel -find de kort du søger Nordisk Korthandel - scanmaps.dk Studiestræde København K. Telefon: info@scanmaps.dk DFDS Transport A/S Stenholm Nørresundby Tlf: Fax: DFDS Transport A/S Ladegårdsvej Kastrup Tlf: Fax: DFDS Dan Transport ApS Industrivej Nuuk Tlf: Fax:

20 KASPER CAMP En fleksibel og mobil lejrløsning i felten Kasper Cabin: 7 m 2 moderne komfort hvor som helst Isolerede ydervægge af aluminium Kan modstå vind op til 70 m/s Kort montagetid Cabin er fremstillet i aluminium Kræver ingen særlig vedligeholdelse Cabin vejer 850 kg Individuel indretning af Cabin til f.eks. Overnatning med 1, 2, 3 eller 4 sovepladser Køkken, kontor eller toilet og brusebad El-radiatorer, oliefyr eller skibsovn Justerbare ben Kan leveres med f.eks.: Parabol og antenne til TV og kommunikations udstyr Mini kraft/varmeværk til opvarmning og strøm Solceller Kasper ApS Strandmarksvejen Nexø Denmark Tlf Fax info@kasper4u.com