Lov om indfødsret Landstingets behandling

Transkript

1 Siden grundlovens vedtagelse i 1849 er indfødsret blevet tildelt ved lov. En gang årligt behandlede rigsdagen de ansøgninger om indfødsret, der var indstillet af indenrigsministeriet. Af lovforslaget om indfødsret fremgik navnet på hver ansøger og en kort beretning om hans eller hendes livsførsel efter indvandringen. Lovforslaget blev først behandlet i landstinget. Derefter blev det med landstingets ændringer behandlet i folketinget. De to ting skulle være enige, hvis lovforslaget skulle gå igennem. Lov om indfødsret Landstingets behandling Uddrag af Betænkning over Forslag til Lov om Indfødsrets Meddelelse (Afgiven af Landstingets Udvalg den 11te Januar 1893) Kursiv bruges, når der ikke er tale om afskrift af den oprindelige tekst, men referat eller kommentarer. Det i Aar forelagt Lovforslag om Indfødsrets Meddelelse 1 adskiller sig fra de i de foregaaende Aar forelagte ved det langt større Antal Personer, som det omfatter. Medens Gennemsnitsantallet i de senere Aar har været ca. 120 om Aaret, omfatter det i Aar forelagte Lovforslag i alt 389 Personer, og gennemgaar man de Oplysninger om disse Personers Livsforhold, som deres Ansøgninger indeholde, da viser det sig, at de paa forholdsvis faa Undtagelser nær ikke høre til de i økonomisk Henseende velstillede Samfundsklasser. Den Tanke paatvinger sig derfor uvilkaarlig, at det er de i Fjor vedtagne Love om Alderdomsunderstøttelse og det offentlige Fattigvæsen, der have fremkaldt den pludselige stærke Stigning af Ansøgernes Antal, og at Sagen virkelig forholder sig saaledes, fremgaar klart ved en nærmere Betragtning af Ansøgningerne. I enkelte af disse udtales det nemlig ligefrem, at det er Ønsket om at opnaa Alderdomsunderstøttelse, der har fremkaldt Ansøgningen, og i overmaade mange af dem er dette Ønske vel ikke ligefrem udtalt, men paatrænger sig uvilkaarlig som det til Grund for Ansøgningen liggende Motiv. Hertil kommer endnu den Omstændighed, at Udlændinge efter den ny Fattiglov ikke saaledes som hidtil kunne erhverve sig Forsørgelsesret i deres Opholdskommuner. Som Regel kunne de ikke en Gang erhverve sig Forsørgelsesret her i Riget, men kunne, naar de komme til at trænge til offentlig Forsørgelse, hjemsendes til deres Fødeland. Det er kun Svenskerne, der i saa Henseende danne en Undtagelse, idet de ifølge særlig Overenskomst imellem Danmark og Sverige ikke kunne hjemsendes, naar de have opholdt sig her i Riget i 12 Aar 2 Forsørgelsesret samt Ret til Alderdomsunderstøttelse kunne Udlændinge først faa, naar de have erholdt Indfødsret, og man kan derfor godt forstaa, at der fra adskillige Kommuners Side i Aar har været større Betænkelighed ved at anbefale Ansøgningerne om Indfødsret end tidligere, og det forelagte Lovforslag adskiller sig derfor ogsaa fra de tidligere forelagte derved, at det omfatter 21 Ansøgere hvis Ansøgninger ikke er anbefalede af vedkommende Kommunalbestyrelser, medens man tidligere som Regel har den af 1 Indfødsretsbegrebet blev indført i Siden grundlovens indførelse i 1849 har udlændinge kun kunnet få dansk indfødsret ved lov. Tidligere sondrede man mellem at være statsborger i kraft af indfødsret og i kraft af bopæl. I dag operere vi ikke med to former for statsborgerskab, men sætter statsborgerskab lig med indfødsret. Med indfødsretsforordningen af 1776 blev det bestemt, at visse embeder krævede indfødsret. Andre stramninger fulgte over tid, f.eks. skulle man ifølge grundloven have dansk indfødsret for at være stemmeberettiget og fra 1891 have indfødsret for at blive berettiget til offentlig hjælp. 2 Vel at mærke efter deres 21. år. 1

2 Landstingets Udvalg i Rigsdagssamlingen opstillede Grundsætning, ikke at give Indfødsret til Ansøgere, som ikke havde kunnet opnaa at blive anbefalede af Byraad eller Sogneraad i de Kommuner, hvori de have nedsat sig. Der har i Anledning af de her oplyste Forhold hos flere af Udvalgets Medlemmer været megen Betænkelighed ved at indstille Forslaget til uforandret Vedtagelse, og den hele Sag har derfor været Genstand for omhyggelig Overvejelse. Paa den ene Side er det blevet fremhævet, at det er langt lettere for Udlændinge at opnaa Indfødsret i Danmark end for danske at opnaa Indfødsret i Danmarks Nabolande, og at der derfor nok turde være Anledning til at følge den Henstilling, som Landstingsudvalgene gentagne Gange have fremsat: at skærpe de hidtil fulgte Regler - navnlig med det Hensyn for Øje, at det offentlige Fattigvæsen ikke skal blive overbebyrdet med Underhold af indflyttede fremmede. Fremdeles er det blevet gjort gældende, at Loven om Alderdomsunderstøttelse dog nærmest er given for danske, og at man derfor bør være betænkelig ved at give Indfødsret til Udlændinge, som have opholdt sig her i Landet i mange Aar uden at gøre noget Skridt for at blive danske Borgere, men som nu melde sig for at opnaa et Gode, som de ikke have Adgang til i deres Hjemstavn. Man har ment, at, hvis man fremtidig viser samme Liberalitet med Hensyn til Meddelelse af Indfødsret som hidtil, turde der maaske nok være Anledning til at frygte for, at den derved aabnede Adgang til Alderdomsunderstøttelse kunde fremkalde ogsaa af saadanne, som man dog egentlig helst vilde være fri for at have til Medborgere. 3 Endelig har der ogsaa været meget stor Betænkelighed ved at paalægge Kommuner Forsørgelseret over for Personer, som ikke have kunnet vinde tilstrækkelig Sympati hos vedkommende Borgere til at kunde opnaa Kommunalbestyrelsernes Anbefaling. Paa den anden Side er det blevet gjort gældende, at det dog ikke gaar an, at lade Anbefaling eller Ikke- Anbefaling fra Kommunalbestyrelsen være absolut afgørende for Spørgsmaalet om Indfødsret, da det dog ikke kan være Meningen, at man skulde lægge Afgørelsen heraf i de kommunale Myndigheders Hænder i Stedet for som nu i Lovgivningsmagtens, saa meget mere som Følgen heraf utvivlsomt vilde blive, at der vilde blive fulgt højst forskellige Grundsætninger i de forskellige Kommuner. Dette er allerede i Aar Tilfældet; thi mens de allerfleste Kommunalbestyrelser synes at have fulgt de samme Grundsætninger som tidligere, er der andre, som principielt have nægtet at anbefale enhver Ansøger, som der efter Kommunalbestyrelsens Mening kunde være Grund til at frygte for at faa ind under offentlig Forsørgelse. Udvalget mener derfor, at det denne gang vil fravige reglen om at lade kommunalbestyrelsernes anbefaling være gældende for, hvem der ville blive tildelt indfødsret. Det gav anledning til overvejelser over, hvilke betingelser der for fremtiden skulle gælde for at opnå indfødsret. Det resulterede i, at udvalget ikke længere så de tidligere regler for tilstrækkelige, men maa ønske dem skærpede - eller rettere sagt, man maa udtale Ønsket om, at Afgørelsen af Spørgsmaalet om Meddelelse af Indfødsret fremtidig ikke sker efter saadanne bestemte fastslaaede Regler, men efter et Skøn over hver enkelt Ansøgers Kvalifikation til at komme i Betragtning, og ved dette Skøn bør der da formentlig følges en strengere Praksis end hidtil, særligt med Hensyn til det Antal Aar, hvori vedkommende Ansøger har været knyttet til vort Land - i hvilken Henseende den foran omtalte Overenskomst med Sverige turde indeholde en god Anvisning - og tillige med Hensyn til Ansøgerens økonomiske Stilling. 3 Det var kommunerne, der finansierede fattighjælpen og halvdelen af alderdomsunderstøttelsen, den anden halvdel af alderdomsunderstøttelsen blev finansieret af staten. Både staten og i endnu højere grad kommunerne havde derfor en klar økonomisk grund til at være påholdende med indstilling af indvandrere indfødsret. 2

3 I sidste Henseende er Meningen ingenlunde den, at man skulde ønske, at der fremtidig her i Landet skulde følges den Praksis, at stille saa store Fordringer til Ansøgerens økonomiske Selvstændighed, at det vilde blive lige saa vanskeligt for uformuende at erholde Indfødsret her i Landet, som det er i adskillige andre Lande. Tværtimod mener Udvalget, at man i Hovedsagen bør vise den samme humane Liberalitet, som man hidtil har vist ved ikke at gøre Forskel paa, hvilken Livsstilling vedkommende Ansøger indtager, men man mener, at det bør kræves, at enhver i sin Stilling besidder og i et passende Aaremaal har besiddet en til hans Stilling svarende økonomisk Selvstændighed. Dog er det ikke Udvalgets Mening, at der skulde fordres, at enhver Ansøger skulde kunne godtgøre, at han efter menneskelig Beregning havde sin økonomiske Fremtid sikret - det er kun et forholdsvis lille Antal af dem, der i de sidste Aar have faaet Indfødsret her i Landet, som har været saaledes stillet - men derimod mener Udvalget, at det er fuldt berettiget at forlange, baade 1) at den, der søger Indfødsret, paa den Tid, da han ansøger herom, er saaledes stillet, at han kan ernære sig og sin Familie uden at falde det offentlige til Byrde, og 2) at han i et forudgaaende Aaremaal - f.ex. 12 Aar - har ført en saadan forholdsvis selvstændig økonomisk Tilværelse. Selv om disse Grundsætninger følges, vil Adgangen til at opnaa Indfødsret vistnok vedblive at være lettere her i Landet end i de fleste andre Lande; men der vil dog ske nogen Indskrænkning i den efter Udvalgets Mening alt for store Rundhaandethed, hvormed Indfødsretten nu meddeles. Udvalget mener dog ikke, at de skærpede regler bør gælde for de ansøgninger, der skal behandles i det foreliggende lovforslag. Derfor mener det ikke, at samtlige 21 på lovforslaget, der ikke er anbefalet af kommunalbestyrelserne, bør afvises, men kun de 19 af dem. De 15 fordi de ikke har opholdt sig så længe i landet, at udvalget har ment, at de allerede nu bør gives indfødsret. For de sidste 4 gælder det, at deres økonomiske Tilværelse efter Udvalgets Mening har været for uselvstændig til at man bør tildele dem Indfødsret. Det var disse fire, der stod til diskussion under den efterfølgende behandling i landstinget. I udvalget sad proprietær, statsrevisor F. N. Dresing (Højre), formand for udvalget, biskop H.B. Styhr, ordfører for udvalget, kæmner 4 U.C. Boesen (Venstre), lærer S. Jensen (Venstre) og gårdejer S. A. Ovesen (Venstre). Rigsdagstidende , tillæg B, spalte Uddrag af 2. behandling af Lovforslag om Indfødsrets Meddelelse i Landstinget 24. Januar 1893 Styhr, Hans Valdemar, biskop, medlem af landstinget for Højre, ordføreren for landstingets indfødsretsudvalg Spalte 553 De fire Numre, hvorom der her er tale, nemlig Nr. 61, 66, 217 og 327, om den har Udvalget indstillet, at der ikke skal meddeles dem Indfødsret, fordi de have faaet Understøttelse for et forholdsvis saa kort Tidsrum siden, at man mente, det ikke var rigtigt at give dem Indfødsret. Man er nemlig gaaet ud fra den Betragtning, at det burde dog kræves, at en Mand, som skulde have Indfødsret paa den Tid, han søger derom, ikke staar paa Nippet til at gaa ind under Fattigvæsenets Forsørgelse, og at han i alt Fald i et passende Aaremaal har været saaledes stillet, at han har kunnet ernære sig selv og sine. 4 En embedsmand, der bestyrer en købstadskommunes kasse- og regnskabsvæsen 3

4 Meningen er ingenlunde den, at vi ville gøre Forskel, saaledes at Folk, der hører til de i økonomisk Henseende mindre velstillede i Samfundet, ikke skulde kunne faa dansk Indfødsret. Jeg tror, at enhver, der vil gøre sig bekendt med samtlige Ansøgninger og sammenholde dem med Udvalgets Betænkning, vil sige, at det har stillet sig meget liberalt og humant i saa Henseende. Men Meningen er den, at man er blevet enig om, at det burde kunne kræves, at enhver efter sin Stilling og sine Forhold havde en nogenlunde selvstændig økonomisk Stilling. Ikke i den Forstand, at han havde sin Fremtid sikret; havde vi fastholdt dette, og ikke ville foreslaa andre til danske Medborgere end dem, der havde det, ville vi vistnok af det store Antal Ansøgere i Aar være blevne nødte til at stryge over Halvdelen. Derimod har man ment, at man skulde kunne stille den Fordring, at man kun optog saadanne, som kunne ernære sig selv, og som i en Aarrække havde ernæret sig selv uden at maatte ty til det offentliges Bistand, og det er nu fire ansøgere, som man har ment af disse Grunde ikke at kunne tage med. I øvrigt skal jeg give følgende Oplysninger. Med Hensyn til Nr. 61 er han 54 Aar gl., har modtaget Hospitalsog Sygehjælp af det offentlige Nr. 66 er 45 Aar og har modtaget en lignende Hjælp i Nr. 327, hvem jeg tager først, er 46 Aar og har modtaget lignende Hjælp i Her er altså 3 Mennesker, som endnu ikke er ældre, end at der godt kunde tænkes det Tilfælde, at de burde komme igen om en Række af Aar, og have de da holdt sig uden for den offentlige Understøttelse, vil der jo kunne blive Tale om deres Optagelse. - Nr. 217 er 74 Aar gammel og har modtaget lignende Hjælp i 1881 og Om ham skal jeg tilstaa, at der i al Fald for mig har været nogen Betænkelighed ved at lade ham gaa med mellem de fire, men efter at have undersøgt hele Sagen og drøftet den med den højtærede Indenrigsminister, have vi dog ment, at heller ikke han var saaledes stillet, at han egentlig kunde komme i Betragtning til Meddelelse af dansk Indfødsret. Endnu skal jeg gøre opmærksom paa, at samtlige fire Ansøgere høre til dem, hvem Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse har nægtet sin anbefaling. Og naar man kender med hvilken Humanitet Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse afgør disse Spørgsmaal, tror jeg, at man ogsaa maa sige, Kjøbenhavns Kommunalbestyerlse har et vist berettiget Krav paa, at man tager Hensyn til, hvorvidt den anbefaler eller ej. De ere alle fire ikke anbefalede. Knudsen, Peter Christian, handskemager, forretningsfører for Socialdemokratisk Forbund, medlem af landstinget for Socialdemokratiet Spalte Jeg skal ikke komme dybt ind paa de Principper, som det ærede Udvalg for Fremtiden synes at ville have gjort gældende med Hensyn til Bevillingen af Indfødsret, dels fordi Begrundelsen af disse Principper i Udvalgets Betænkning forekommer mig at være meget vag, og dels paa Grund af den Omstændighed, som den ærede Ordfører ogsaa fremhævede, og som Betænkningen ogsaa godtgør, at det, der skal være endelig afgørende for, hvor vidt en Udlænding skal kunne erholde Indfødsret, dog bliver et Skøn over den enkelte Persons Forhold. Der kom en Udtalelse fra den ærede Ordfører, som gør det endnu vanskeligere at komme ind paa de Principper, som man dog synes til en vis Grad at ville gøre gældende. Det var den Udtalelse, som gik ud paa, at vi her have med en hel Del Mennesker at gøre, som i en lang Aarrække have opholdt sig her i Landet uden at bryde sig om at faa Indfødsret i det danske Samfund, men nu komme for at faa denne Ret. Naar man dermed sammenholder den Betingelse, som Udvalget synes at lægge en særlig Vægt paa, nemlig et langt Ophold her i Landet, forekommer det mig at være noget vanskeligt at afgøre, hvilke Principper der for Fremtiden skal være gældende for Udlændinges Ret til at faa Indfødsret. Paa den ene Side siges, at de skulle have haft et langt Ophold her i Landet for at kunne faa Indfødsret, men paa den anden Side siger man: det lange Ophold regnes alligevel ikke til Gode, naar de ikke tidligere have søgt at faa Indfødsret i 4

5 Landet. Jeg er altsaa ikke rigtig i Stand til at indse, hvilke Principper man agter at gøre gældende, og skal derfor ikke komme nærmere ind paa dem. Derimod tror jeg i Lighed med den ærede Ordfører, Udvalget og de øvrige Talere, der have haft Ordet, at det, der bevirker den store Mængde Ansøgninger, sikkert nok er den ny Fattiglov, og det forekommer mig ogsaa at være ret naturligt, at denne Lov gør en saadan Virkning. Thi hvad er der nemlig sket ved denne Lov? Den har borttaget noget fra Udlændingene, som de tidligere have haft som en Ret. Naar dette er Tilfældet, og Borttagelsen af denne Ret kan have en i høj Grad skæbnesvanger Følge for vedkommende, finder jeg det naturligt, at man søger at værne sig mod disse Følger. Jeg har tidligere over for det høje Ting haft Lejlighed til at fremhæve enkelte Eksempler paa, hvor ulykkelig en Familie kan være stillet, naar den har opholdt sig en Række af Aar her i Landet og er bleven fremmede i sit eget Fædreland, men ikke desto mindre er bleven vist hjem til sin Fødestavn, fordi den er bleven trængende til Understøttelse her i Landet. Faktisk er den da kommen til et fremmede Land og er bleven reven ud af de hjemlige Forhold. Det er en stor Ulykke for de vedkommende. Derfor finder jeg det ganske naturligt, at de søge at værne sig derimod ved at søge at faa Indfødsret, som altsaa er en Betingelse for, at de tillige kunne faa Understøttelse her i Landet. Nu kan man nok dertil sige: Hvorfor skulle vi her i Landet forsørge Udlændinge, som dog ikke er Landets Borgere? Dertil vil jeg svare, at der maaske kan gøres en forskellig Opfattelse gældende af Udlændinges Stillinger her i Landet; det kan være, man betragter disse som nydende Medlemmer af Samfundet, naar de modtage en Smule Hjælp af det offentlige, men jeg for mit Vedkommende kan ikke betragte dem paa denne Maade. Thi jeg ser saaledes Sagen, at naar en Mand eller en Kvinde i en Række af Aar har opholdt sig her i Landet og ernæret sig ved sit Arbejde, have de ydet dette Arbejde til det danske Samfund og have dermed bidraget til at øge det danske Samfunds Velstand, og da tror jeg ikke, at den Understøttelse, de modtage af det offentlige, ophæver, hvad de ved deres Arbejde have ydet til vort Samfund her hjemme. Jeg vil dertil føje, at det ingenlunde er altid, at man betragter Udlændinge som nydende Medlemmer af Samfundet, man har jo dog mange Eksempler paa, at man ligefrem indforskriver Udlændinge til at udføre Arbejde her i Landet, trods det, at der Arbejdere nok til Stede, og naar man gør det, gør man det jo dog aabenbart, fordi man mener, at have større Fordel af Udlændinge end af indenlandske Arbejdere. Men naar man erkender, at der er en Fordel ved at have dem i Landet, kan jeg ikke betragte dem som nydende Medlemmer og kan ikke se, at den Smule Understøttelse skal være en Hinder for at de kunne opnaa Indfødsret, naar de i øvrigt er hæderlige Folk og ved deres Arbejde have bidraget til at forøge det danske Samfunds Velstand. Det siges i Betænkningen, at man kan risikere at faa en forøget i Landet, naar man er for liberal med Hensyn til Ydelsen af Indfødsret. Jeg tror nu nok, at da Rigsdagen, Lovgivningsmagten, i det hele taget for enkelt Person skal afgive Skøn om, hvorvidt Vedkommende er værdig til at faa Indfødsret eller ej, har man det i sin Haand til enhver Tid at kunne gaa saa vidt, som man ønsker det, og slaa en Streg, naar man synes, at man er i Færd med at gaa for vidt. Hvad jeg derimod vil lægge vægt paa, og som kunne forhindre en al for stærk af Udlændinge her i Landet, vilde være, dersom der kunne lægges en Hemsko paa Indskrivningen af udenlandske Arbejdere her til Landet, saa at man virkelig kun fik den naturlige, der maatte finde Sted. Det er ikke saa længe siden, at man havde med polske Arbejdere at gøre, og det er en Kendsgerning, at der endog til Regeringsarbejder her i Landet er blevet hvervet udenlandske Folk. Og det er ikke rigtigt, naar de saa have opholdt sig her i længere Tid og ikke have Arbejde mere, at man saa siger til dem, at de kunne pakke sig hjem, hvor de ere kommet fra. Med Hensyn til Fattiglovens Indvirkning paa Ansøgninger om Erhvervelse af Indfødsret maatte jeg maaske tillige bemærke, at jeg ikke er en Ven af den Bestemmelse, der er kommen ind i Fattigloven, og ogsaa har 5

6 udtalt min Misbilligelse deraf. I det hele taget ser jeg saaledes paa dette Forhold, at jeg forstaar ikke ret, hvorledes denne Traktat med Sverige, som gør det til Betingelse, at man skal være 12 Aar i Landet for at erhverve Forsørgelsesret her, kan harmonere med Lovgivningen her. Tidligere, før denne Traktat eksisterede, havde svenske Borgere Ret til Forsørgelse, naar de havde været 5 Aar i Landet, og jeg har set i de Aktstykker, som foreligger om denne Sag, at man betragtede denne Ret som lovlig, den var ganske vist ikke slaaet fast af Rigsdagen, men ved tidligere Forordninger, som efter min Mening ogsaa have Lovskraft. Saa har Regeringen uden Bemyndigelse af Lovgivningsmagten slaaet en Streg over denne Ret og sat 12 Aar 5 som Betingelse for, at Folk fra Sverige kunne erhverve Forsørgelsesret her i Landet, og dette Forhold er yderligere bleven forværret ved Fattigloven, idet der er blevet slaaet en Streg over alle Udlændinges tidligere vistnok lovlige Ret, og de ere blevne henviste til at forlange Indfødsret for overhovedet at kunne faa nogen som helst Understøttelse her i Landet. Jeg billiger ikke dette Forhold, og jeg kan ikke være med til, at man skal skærpe disse Bestemmelser yderligere ved at sige: Nu slutte vi os til Regeringen og den Opfattelse, som den har gjort gældende ved denne Traktat og ville gøre 12 Aars Ophold her i Landet til Betingelse for at erhverve Indfødsret. Jeg mener, at Udlændinge, som ere hæderlige Folk og arbejdsdygtige Folk, som yde til det danske Samfund gennem deres Arbejde, ogsaa paa et tidligere Stadium maa kunne erholde Indfødsret. Der findes en Udtalelse i Betænkningen, som jeg ikke kan lade passere uden at gøre en lille Bemærkning dertil. Det siges, at man nærer Betænkelighed ved at give Indfødsret til Personer, som ikke have erhvervet sig tilstrækkelig Sympati hos Borgerne til at kunne blive anbefalede af Kommunalbestyrelserne. For mig staar det saaledes, at Kommunalbestyrelsernes Anbefaling eller Ikke-Anbefaling vistnok i de allerfleste Tilfælde ikke har noget som helst at bestille med hvor stor eller hvor lille Sympati Vedkommende nyder hos Folk, og ved at se hen til de Folk, der ikke ere anbefalede af Kommunerne, foreligger der, saa vidt jeg kan skønne, ikke det allermindste, der kan tyde paa nogen Mangel paa Sympati.. Med Hensyn til de femten Personer, som man vil nægte Indfødsret eller, for at bruge et mildere Udtryk, med Hensyn til hvilke man vil udskyde Meddelelsen af Indfødsret, da har de seks af dem opholdt sig her i Landet i 11 Aar, fire i 10 Aar, en i 9 Aar, tre i 8 Aar og en i 7 Aar. Jeg finder, at naar deres Forhold i det hele taget gør dem kvalificerede til at være danske, finder jeg i Overensstemmelse med den ærede Indenrigsminister, at der ikke kan tillægges det nogen Betydning, at de ikke har været her i de fulde 12 Aar, og jeg vil derfor stemme imod, at man nægter disse folk Indfødsret, selv om man gør det med den Bemærkning, at de kan komme igen senere. Der er, forekommer det mig, ingen Grund til at nægte disse Folk Indfødsret, og jeg stiller mig paa samme Standpunkt med Hensyn til de fire, om hvilke man mener, at deres økonomiske Eksistens er for ringe til at give dem Indfødsret. Jeg skal oplyse følgende om deres Forhold. Nr. 61 har opholdt sig her i 25 Aar, og det hele, det drejer sig om for denne Mands vedkommende er, at han i Løbet af disse 25 Aar har faaet Hospitalshjælp til et Barn i et Tidsrum af ca. 6 Uger. Det forekommer mig dog, at en saadan Hjælp til en Mand, der har arbejdet her i Landet i 25 Aar, er for ringe til derfor at sige til ham: Du skal ikke have Indfødsret og heller ikke have Forsørgelsesret, men naar Du kommer til at trænge til det offentliges Hjælp, skal du selv og din Familie jages hen til det Land, hvor Du ikke mer hører hjemme eller kan skaffe Dig dit Erhverv. Jeg synes det er Synd at gøre det og uforsvarligt at gøre det. Nr. 66 har opholdt sig her i Landet i 20 Aar, og han har modtaget Sygehjælp til sin hustru i 1885, altsaa for 7 Aar siden. Denne Mand har altsaa i 7 Aar ikke trængt til noget, og han har kun en eneste Gang i 20 Aar haft Trang til at modtage nogen Understøttelse. Det forekommer mig for lidt at lægge Vægt paa for at nægte 5 Ifølge traktaten er det 12 år efter det 21. år 6

7 denne Mand Indfødsret. Det er for haardt at sige til ham: Du skal ikke have Indfødsret eller Forsørgelsesret, men Du skal jages ud af Landet, naar Du kommer i Trang. Nr. 217 (Johannes Nilsson) har opholdt sig her i 43 Aar, og han har 2 Gange, nemlig i 1881 og 1887, modtaget Sygehjælp. Atter her er det Sygdomstilfælde, der gør, at en Person ikke kan komme i Betragtning. Hvor let kan ikke en Familie i Sygdomstilfælde komme til at trænge, uden at man derfor kan sige om denne Familie, at den ikke er i Stand til at forsørge sig selv. Det tror jeg ikke, man kan sige; naar Sygdom er med i spillet, kan denne Families Vilkaar i øvrigt godt være saaledes, at den kan klare sig selv under andre Forhold; thi Sygdom er enhver Mands Herre og kan godt gøre det til Nødvendighed, at en ellers velsitueret Familie behøver en Smule Hjælp. Navnlig naar Manden har opholdt sig her i Landet i 43 Aar er det haardt ikke at ville give ham Indfødsret. Nr. 327 har været her i 25 Aar og har modtaget Sygehjælp for 5 Aar siden til sine afdøde Børn: Det synes, som om denne Familie har været hærget af en smitsom Sygdom, idet flere af Børnene ere døde. Men skulde det ikke kunne bevirke, at en Familie, der ellers klarer sig godt, skal blive nødt til en Smule Sygehjælp? Det tror jeg, man maa erkende, at man ikke derfor kan sige, at denne Families økonomiske Eksistens er usikker. Det tror jeg ikke man er berettiget til at paastaa, fordi den under saadanne Forhold kommer til at ty til en Smule Hjælp fra det offentlige. Der er ogsaa sket det siden den Tid, om hvilken der her er tale, at Samfundet særlig har erkendt, at Sygehjælp i Tilfælde af epidemiske Sygdomme, ikke er noget der skal regnes som Fattighjælp eller regnes vedkommende til Skade; man lægger jo nu epidemiske gratis ind paa Hospitalerne, uden at det regnes som Fattighjælp. Men naar man har erkendt dette, skal man heller ikke her sige: Denne Families Eksistens er saa usikker, at man skal nægte vedkommende Indfødsret. Jeg vil ikke være med til at nægte denne Mand Indfødsret. I det hele og store stiller det for mig saaledes, at den smule Hjælp disse Mænd have faaet, er saa ubetydelig i Forhold til det, som de maa have ydet til det danske Samfund i de Aar, de have opholdt sig her, at man rolig kan sige: Det har ikke noget at betyde, naar vedkommende i øvrigt ere hæderlige Folk; og det fremgaar jo af Lovforslaget, at de i det hele taget have ført en hæderlig Vandel, saa længe de have opholdt sig her; og saa er man ikke berettiget til at nævnte Grunde at nægte dem Indfødsret; jeg vil derfor stemme imod, at de udgaa af Lovforslaget. Indenrigsminister Ingerslev, Hans Peter, godsejer, medlem af Landstinget for Højre Spalte naar en æret Taler 6 er gaaet saa vidt, at han udtaler: de skulle altsaa jages ud af Landet? er det en stor Vildfarelse. For det første er det at blive hjemsendt ikke at blive udjaget; men den ærede Taler har overset, at her er tale om Folk, der har været her i en Aarrække og for saa vidt de er svenske Undersaatter - og det er i al Fald de fleste af dem - blive de ikke sendte ud af Landet, og saa faar Spørgsmaalet kun Virkning med Hensyn til Tildelelse af Alderdomsforsørgelse, thi Fattigforsørgelse have de i og for sig Ret til efter den Overenskomst, der haves med Sverige. 7 De kunne ikke hjemsendes, og som Følge deraf maa de forsørges her. Maaske blive de forsørgede paa en anden Maade, end den sædvanlige, nemlig gennem Amtsfondene og Byerne tilsammen, men det er næppe noget Tab for vedkommende. Der er altsaa ikke tale om, for saa vidt de ere svenske Undersaatter, at jage dem bort. Naar de have været her i 12 Aar efter det 21. Aar, blive de her.. 6 Refererer til P. Knudsens indlæg 7 Efter den overenskomst, der blev indgået i 1888, hvor svenske indvandrere fik forsørgelsesret efter 12 år i landet efter deres 21. år. 7

8 Jeg kan ikke gaa med til det Ræsonnement, at fordi Folk fra Udlandet have haft Arbejde her eller søgt det, naar de ellers er blevne betalte paa passende Maade og formentlig have fundet sig bedre tjente med at arbejde her i Landet end i deres Hjemstavn, at vi derefter skulle være absolut forpligtede til efter en vis Tids Forløb at meddele dem Indfødsret. Det ærede 5te Medlem for Kjøbenhavn 8 nævnte, at ogsaa Regeringsarbejderne lokkede Folk her til Landet. Det er mig ganske ubekendt, derom kan jeg ikke udtale mig, men det ærede Medlem ved jo godt, at Regeringen forbeholder indenlandske Arbejdere fortrinsvis Ret til Arbejde; men naar det ikke slaar til, er man nødt til at dispensere fra denne Bestemmelse, fordi det ellers overhovedet ikke var muligt at faa den Salgs Arbejder, som her er Tale om, nemlig det grove Arbejde, udført. Som sagt, jeg har ikke fremkaldt noget af disse Ændringsforslag fra Udvalgets Side, men jeg kan meget godt forstaa, at man ønsker at indtage en anden Stilling, end man hidtil har taget i Landstinget, og jeg kan godt forstaa, at der siges, man skal være forsigtigere herefter med at meddele Indfødsret; men jeg kan ikke erkende, at der er sket noget som helst, som i Virkeligheden, naar man ikke vil overdrive, kan kaldes inhumant og uberettiget. Jeg har altsaa ikke noget imod, at Udvalgets Ændringsforslag vedtages; jeg ser deri en Tendens til, at Landstinget for det første har frasagt sig de Bestemmelser, man hidtil har fulgt som vedtagen Rettesnor, og for det andet ønsker, at der skal ses noget skarpere paa de enkelte Tilfælde, hvori der meddeles Indfødsret, og jeg kan virkelig heller ikke se, at der kan være nogen stor Ulykke i, eller at man med føje kan optræde saa stærkt, som man her har gjort, fordi man udsætter Indfødsretsmeddelelsen - ingen har dog et bestemt Krav paa den - for de femtens Vedkommende, og nægter den for nogle ganske enkelte, som ikke have kunnet faa kommunal Anbefaling, og det har vel været Motiv for Udvalget til at nægte dem Indfødsret her i Landet. Landstingets indfødsretsudvalg havde tidligere underkendt indenrigsministerens indstilling mht. de 19 ansøgere. Efter 2. behandling i landstinget blev det med 33 stemmer mod 11 vedtaget, at 15 af de 19 ansøgere skulle udgå af lovforslaget, med 38 stemmer mod 6 at nr. 61, 66 og 327 skulle udgå og med 33 stemmer mod 10 at nr. 217 skulle udgå. Uddrag af 3. behandling af Lov om Indfødsrets Meddelelse i Landstinget 7. Februar 1893 Landstingets indfødsretsudvalg kom med følgende ændringsforslag: Som nyt Nr. 204 indsættes Johannes Nilsson, forhenværende Kusk, af Kjøbenhavn, født i Kongeriget Sverige (oprindelig nr. 217) Sthyr, Hans P., biskop, ordfører for landstingets indfødsretsudvalg Spalte 761 Med Hensyn til det stillede Ændringsforslag skal jeg tillade mig at minde om, at den Mand, som deri foreslaas optagen i Lovforslaget, var allerede sidst under Forhandling. Det er nemlig den Mand, som paa det oprindelige Lovforslag fandtes opført under Nr Jeg skal tillade mig at minde om, at under Forhandlingerne forrige Gang udtalte jeg, at der i Udvalget havde været nogen Vaklen med Hensyn til, hvorvidt han skulde tages med eller ikke. Man havde ment, at da det var sikkert, at Manden var forsørgelsesberettiget her i Landet, kunde der ikke være Tale om at udvise ham af Landet, men da hans 8 P. Knudsen 8

9 Forhold i det Hele syntes at være af den Beskaffenhed, at han mere hørte ind under den offentlige Forsørgelse end under Alderdomsforsørgelsesloven, havde man, om end med nogen Betænkelighed, indstillet ham til at udgaa af Loven. Nu er der mellem 2den og 3dje Behandling til Udvalget kommet en Meddelelse fra Kjøbenhavns Magistrat om, at den Understøttelse, han har oppebaaret, er bleven refunderet, og at han altsaa ikke er i nogen Gæld til Kjøbenhavns Fattigvæsen. Dette, i Forbindelse med den Sympati, der under Sagens forrige Behandling blev udtalt for Manden, har foranlediget mig som Ordfører til at indhente nærmere Oplysninger om ham, og de Oplysninger, jeg har modtaget, have været i høj Grad hædrende for denne gamle Mand. 9 Det udtales om ham, at naar han overhovedet har søgt Understøttelse af det offentlige, er det, fordi han har været for ærekær til at henvende sig til private Venner, der vilde have hjulpet ham, hvad de senere have vist ved at refundere Fattigunderstøttelsen, og under disse Omstændigheder har Udvalget indstillet ham til Meddelelse af Indfødsret. Jeg skal derfor anbefale Ændringsforslaget, idet jeg tillige anbefaler Lovforslaget til endelig Vedtagelse. Indenrigsminister Ingerslev, Hans Peter, godsejer, medlem af landstinget for Højre Spalte 762 Jeg skal tillade mig at udtale, at jeg selvfølgelig ikke kan have noget imod det stillede Ændringsforslag, da den Mand, der nu ønskes optagen paa Lovforslaget, allerede er optagen paa Regeringsforslaget. Behandlingen sluttede efter de to indlæg. Johannes Nilsson var den eneste af de 19 personer, som landstinget oprindeligt udstemte, der kom med i det reviderede lovforslag. Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning. Lovforslaget med de personer, landstinget ønskede tildelt indfødsret, blev enstemmigt vedtaget med 42 stemmer. Det reviderede lovforslag blev derefter sendt videre til folketinget. Rigsdagstidende , Landstingets Forhandlinger. 9 Se i øvrigt de oplysninger, der findes om ham fra landstingets 2. behandling s. 7 og i kilde 9. Indfødsretssag,. Johannes Nilsson. 9