Kære Bjørn Elmquist og Kim Behnke,

Transkript

1 TIL: Institut for Menneskerettigheder v/bjørn Elmquist, formand, Rådet for Menneskerett. TIL: Folketingets Retsudvalg v/mf Tom Behnke. CC: DR v/lisbeth Knudsen, redaktionschef. CC: DR v/henrik Grunnet, redaktør, DR TV s Chefredaktion. CC: Michael Klint, journalist, DR-Dokumentar. CC: IRCT v/ambassadør Inge Genefke. CC: Økonomi- & Erhvervsminister Bendt Bendtsen v/anders Fugmann. CC: Rigsadvokat Henning Fode. CC: Offentligheden v/jonna Ørskov og Saint George Human Rights Ass. Int. DATO: 31. januar FRA: Jørgen Theil. VEDR.: Politiklagenævnet, Djævelens advokater og Juristmafiaen. BILAG: 1. Skrivelse af 1. april 1992 til Folketingets Retsudvalg. 2. Redegørelse af 13. januar 2006 til IRCT-ambassadør Inge Genefke. 3. Redegørelse af 3. marts 1998 til formand for Den Danske Dommerforening Lars Ryhave. 4. Elvte billede af Bank- & Retsvæsenets Telepatiske Kommunikationsnetværk. 5. Tiende billede af en telepatisk kommunikation. 6. Sjette billede af hele Danmarks advokat Karl Smart. 7. Redegørelse af 31. december 2002 til Cavling-prismodtager Jakob Priess-Sørensen Kære Bjørn Elmquist og Kim Behnke, Det var ved min skrivelse af 1. april 1992 (BILAG nr. 1), jeg første gang tilskrev Retsudvalget med det dobbelte formål at søge Folketingets beskyttelse mod de to andre statsmagters allerede dengang mangeårige, konstante overgreb samt tilbyde lovmagerne en omfattende dokumentation til brug for udarbejdelsen af lovmæssige og administrative forbedringer. Det var så denne skrivelse, Tom Behnke reflekterede på 3 uger efter; jf. bilag nr. 18 i vedhæftede redegørelse af 13. ds. til IRCT-ambassadør Inge Genefke (BILAG nr. 2). Som altid, når jeg har henvendt mig (læs: og/eller i h. t. gældende lov har klaget) til den ansvarlige myndighed for hjælp og/eller samarbejde, har det været som at gå fra asken til ilden, idet den pågældende (oftest højere) myndighed altid har set det som sit kald lige at skulle give de juridiske og psykiske tommelskruer én tand til; således også omkring ovennævnte henvendelser, jf. underbilag nr til ovennævnte bilag nr. 2 fra starten af 90-erne og nu senest Inge Genefke og Jens Gaardbos umådeholdent larmende tavshed i de sidste 2 uger. Og, som for at vise Deres foragt for os, der ikke evnede at underkaste os ydmygelserne lydigt og blindt, 1

2 startede Retsudvalget med Dem, Bjørn Elmquist, som formand i udarbejdelsen af loven om Politiklagenævnet, som De og Tom Behnke så stod fadder til året efter. Siden er De begge steget mærkbart i graderne til stjernestatus og tjener kassen på at foregive at bekæmpe dette dæmoniske Nævn. Det var ikke særligt pænt sagt; ligesom De heller ikke står særligt pænt omtalt i vedhæftede redegørelse. Det er imidlertid ikke gjort for at fornærme Dem, men for at illustrere, hvor meget De har skadet og stadig skader os, der i altruistiske forsøg på at gøre vores pligt og kræve vores ret, er kommet i karambolage med regimet; retsstaten, som det selv ynder at kalde sig. Så hvis selvransagelse ligger indenfor noget, De ville kunne overveje, kunne De jo nu passende spørge Dem selv og, endnu vigtigere, os brugere af Deres love og andre services, hvorfor vi ikke formår at værdsætte Deres tiltag. Hvis selvransagelse ikke bekommer Dem, opfordres De i demokratiets og ytringsfrihedens navn til at stævne og/eller anmelde mig for ærekrænkelser i h. t. straffelovens 267! Idet ytrings- og pressefriheden i det land, der har verdens bedste og frieste presse, desværre (for os dissidenter) kun gælder for pressens eget korps! Som så notorisk bruger dets frihed til at afsløre alt det, der sælger og er ufarligt. Pinlige afsløringer som dem, jeg kommer med, kan således umuligt komme i betragtning. Men det ved De velsagtens alt om? Og, har jeg Dem mistænkt for, kalkulerer kynisk med. Jeg vidste jo godt allerede dengang for år siden, at al kritik og alle forsøg på evolution af regimets retsvæsen er som at slå i en dyne (jf. ovennævnte underbilag nr. 19), men satte ved min ovennævnte henvendelse til Folketinget min pligt som borger i Danmark højere end min eget velfærd. Jeg har derfor i alle disse år haft svært ved at forstå, hvordan De, der er folkevalgte, har kunnet se Dem selv og Deres vælgere i øjnene, når De ved, hvor galt det står til? Og oven i købet har været med til ikke bare at forværre, men gøre situationen utålelig; gennem bl.a. at gøre retssikkerheden illusorisk og perfid (i betydningen lands- og højforræderisk). Medmindre, naturligvis, De ikke vidste, hvad De gjorde? Men så er det nu, De må komme frem og sætte alt ind på at gøre ondt godt igen! Det skylder De Deres vælgere samt resten af den danske befolkning. Og her, hvor vi nu har 10 års erfaring med Deres dengang nydøbte baby, ved vi, at det ikke gøres ved bare at ændre er par kommaer i loven om Politiklagenævnet og relaterede love! For på samme måde, som den computerekspert, jeg lytter til, i forrige uge overbeviste mig om, at det ikke længere var nok bare at rense styremaskinen og eventuelle coockies for vira, men at jeg måtte helt i bund gennem først fuldstændigt at slette det gamle Windows styreprogram og geninstallere det hele på ny. På samme måde skal justitsministerens sygeligt perfide forestillinger om folkets retsfølelse ud samme vej som hendes ministeriums fortærskede, falske melodier! Danmark og, efter min mening, for den sags skyld den øvrige verden - har ikke brug for flere love og traktater, der foregiver at sikre folkets menneskerettigheder, men for modige, dygtige og uegennyttige foregangsmænd og kvinder, der tør holde magthaverne fast på de eksisterende samt på deres foregivne kald og landets love i øvrigt; underforstået, naturligvis, i den ånd, hvori de overfor vælgerne foregives at være indgået. Politiklagenævnet skal (kan) ikke forbedres, men udstilles til spot og spe og slettes fra Danmarkskortet. I det hele taget skal hele det danske retsvæsen ikke høstes med le, men graves op og brændes med rode, så fuglen Fønix kan genopstå af dets aske. 2

3 Jeg er om nogen det uhyggeligste eksempel på, hvad der sker med den borger, der tør kræve sin ret i retsstaten Danmark. Så naturligvis har også jeg et blødt sted en forståelse for, at De ikke turde udsætte Dem selv og Deres familie for den psykiske tortur, der er blevet min familie og mig tildel, ved at kritisere det regime, De selv er en endog særdeles aktiv og indflydelsesrig del af. Jeg udelukker heller ikke, at De begge har været meget klogere end mig i betydningen strategisk afventende det rette øjeblik, hvor De med pondus fra stjernestøv ville kunne slå til? Og i så fald tager jeg naturligvis hvert et ord i mig igen, undskylder og giver Dem min fulde opbakning! Det skal derfor ikke hedde sig, at jeg nu forsøger at komme med feje og dårlige undskyldninger, men jeg har bare haft umådeligt svært ved at se ærligheden og ægtheden i det juridiske og menneskeretlige spil, som De, Bjørn Elmquist, har kørt, siden De kom tilbage på banen i midten af 90-erne. For jeg har jo været med fra tiden før, De kreerede Politiklagenævnet, hvor en uretfærdigt behandlet borger kunne klage over politiets overgreb til ikke bare statsadvokaten, men sågar også til rigsadvokaten og helt op til Justitsministeren. Hvilket naturligvis, var jeg lige ved at sige, altid var én ligeså ynkelig som ydmygende oplevelse. Men vi havde ligesom vænnet os til den (i.e. at slå i dynen; jf. igen førnævnte underbilag nr. 19) og satsede på, at der en skønne dag ville blive valgt nyt og modigt blod ind i Retsudvalget. Der så ville kunne se og gennemskue, at rigsadvokaten og Justitsministeriets embedsmænd ikke bare er politi- & anklagemyndighedens forlængede arm, men de despoter, der fører både myndighedens og ministerens hånd. Men så blev De formand for Retsudvalget! Og under foregivelse af, at nu skulle borgerne sikres mod politi- og anklagemyndighedens efterhånden notoriske overgreb, fik De vedtaget lov nr ÆL.393 om Politiklagenævnet. Hvorved mange års ulideligt hårdt arbejde (med at slå i dynen) var totalt spildt samtidigt med, at retssikkerheden gik fra værre til værst! For indtil da var flere og flere borgere i det mindste begyndt at se og gennemskue, at politi- og anklagemyndigheden nok ikke var helt uvildig, når det kom til at behandle klager over sig selv. Men nu, hvor De, der havde været blandt de allerivrigste fortalere for det nye Politiklagenævn, stod som garanten for dette Nævn, var der effektivt og fuldstændigt lukket for enhver modstand mod regimet. Herefter kunne en (ærlig og oprigtig) dissident umuligt komme til orde i pressen! For hvordan skulle pressen kunne behandle kritik af dette på Deres anbefaling nyoprettede Nævn til borgernes beskyttelse seriøst? Tværtom har pressen ved stort set enhver lejlighed, hvor der har været kritik af Politiklagenævnet, indkaldt Dem, der holdt barnet (læs: dette djævleyngel) over dåben, som ekspert. Og hvilken ekspert! Jeg ville ikke blive forbavset, om det viste sig, at f.eks. selv det tyrkiske retsvæsen, som De ikke forsømmer nogen lejlighed til at rakke ned på, i realiteten er langt mindre perfidt end det, De advokerer og missionerer for. De sidste 10 års ørkenvandring med Politiklagenævnet og stjerneadvokater ud i menneskerettighederne bekræfter i hvert fald denne antagelse. (NB: Omkring illusioner og manglende selvkritik se også nedenstående bemærkninger vedr. professor Tim Knudsens rapport over forvaltningen i f. m. den såkaldte magtudredning). Også jeg har hørt Dem udtale kritik af Politiklagenævnets behandling af en konkret sag, men har noteret mig, at De hver gang er gået efter bolden (sagen) og ikke manden (Nævnet). Det er jo som at luge ukrudt med en neglesaks! Så hvis De har bare en smule anstændighed i behold eller et ønske om at distancere 3

4 Dem i videst muligt omfang fra den juristmafia, min bog Eventyret om Zen og Den Danske Mafia (under udarbejdelse) afslører og tager under kærlig behandling, så er det absolut og uigenkaldeligt sidste udkald! Og det er det sådan set også, hvis De foretrækker at fortsætte med at associere Dem med denne juristmafia? For i så fald ikke bare imødeser, men opfordrer jeg Dem igen til i h. t. straffelovens 267 at forsvare Deres ære som retspolitiker, stjerneadvokat og levebrødsmenneskerettighedsfrontkæmper i øvrigt, da det her som i min bog ville være min PÅSTAND, at 4 1 De som medlem af Folketinget, formand for Amnesty International, Rådet for Menneskerettigheder samt et utal af andre tillidsposter forsætligt har begået højforræderi. 2 (NB: Jeg er naturligvis ikke blind for, at en sådan anklage ville kunne virke overvældende på hr. & lille fru Jensen. Men England og med det hele den vestlige verden blev også rystet i sin grundvold, da en håndfuld højtprivilegerede Cambridge-studenter viste sig at være ikke bare en flok nyttige idioter, men topspioner for Sovjetunionen under Den Kolde Krig. 3 Ej heller bør vi glemme, at da regnskabets time efter murens fald faldt i slag, blev alle de feje og beregnende politikere, embedsmænd og lignende pinger, der havde håbet på at kunne både blæse og have mel i munden ved at lurepasse og lige afvente og se, i hvilken retning mon vinden til sidst ville blæse, anklaget for højforræderi. Det manglede da også bare! 4 Derfor imødeser jeg med sindsro hr. & lille fru Jensens samt mine øvrige læseres dom og respons på mine afsløringer af retsstaten og dens juristmafia. 5 PS: Nu, hvor talen er på den tidligere østblok, kan jeg godt afsløre, at hvor Leif Davidsens spændingsromaner er ren fiktion, er min bog som en film af (øjebliks)billeder, som jeg kalder mine kapitler, hvor hver enkelt, navngiven person svarer for sig selv og sine handlinger. Det er derfor, jeg er pedantisk omhyggelig med selv den mindste, ellers umiddelbart ubetydelige detalje i mine mange redegørelser stilet til de personer/myndigheder/bødler, der udgør bogens persongalleri. Så selvom f.eks. min redegørelse af 3. marts 1998 stilet til den daværende formand for Den Danske Dommerforening, dommer ved retten i Nyborg, Lars Ryhave (BILAG nr. 3), er på hele 81 sider, har jeg i elvte billede (BILAG nr. 4) kunnet koge essensen af retsmødet den 3. december 1993 ned på bare to A4-sider; som jeg vedhæfter denne redegørelse. Så kan De selv danne Dem et indtryk af min stil i min bog og se, om det er noget, De tror, folk ville kunne få lyst til at læse? Hvorefter De meget bedre ville kunne forestille Dem, hvordan De selv vil tage Dem ud i mine billeder af Dem, fra De holder barnet (Politiklagenævnet) over dåben, til De følger det til og, hvem ved, måske helt ned i graven? Det er denne sidste del, jeg her inviterer Dem til at være med til at skrive, så vi undgår den for Dem makabre og ydmygende udgave. 6 Bilag nr. 4 er ikke tvungen læsning, men i tilfælde af, De skulle falde for fristelsen, vedhæfter jeg også tiende billede (BILAG nr. 5), der lægger smukt op til elvte billede, samt sjette billede (BILAG nr. 6) af advokat Karl Smart, der gerne skulle fortælle Dem, at jeg er ligeså røget, som De og Deres kolleger i Juristmafiaen er speget; i.e. at jeg med største lethed kan gennemskue selv de mest slibrige perfiditeter, men så til gengæld har frygteligt svært ved at undertrykke min foragt for privilegerede hyklere, der forsøger at skjule deres fejhed og middelmådighed). De, hr. advokat Bjørn Elmquist og Tom Behnke, har, som anført ovenstående, dog stadig en enestående mulighed for at præge fremtidens retsvæsen (samt, i al beskedenhed, derved plottet i min bog)! Og alt, hvad De behøver, er såmænd bare at handle i overensstemmelse med de foregivne hensigter i den lov og

5 ret, De selv er fremstående repræsentanter for! Eksempelvis ved at bruge Deres indflydelse (i Instituttet, på Christiansborg, hos pressen etc.) på at fremme en uvildig behandling af FYLYPPA -sagen i h. t. den Jürg Haider-klausul i Nice Traktaten, den danske regering var foregangsmand for, og/eller den Aftale mellem Danmark og Tyrkiet vedr. Menneskerettighederne, som De, Bjørn Elmquist, om jeg husker rigtigt, var medforfatter på, og som jeg begge har påberåbt mig ved enhver given lejlighed siden deres vedtagelse. Medmindre, naturligvis, De ikke må, kan eller tør? Men så må De holde op med at hykle og i stedet for sige det og trække Dem tilbage, så De ikke længere står i vejen for os andre. For der står allerede en frygteligt masse selvoptagne, kyniske og hjælpeløse mennesker og spærrer; senest med IRCT-ambassadør Inge Genefke i førertrøjen, eftersom hun åbenbart mener, at målet (det at promovere IRCT s mæcen som verdens førende retsstat) helliger midlet (i.e. at påføre danske dissidenter psykisk tortur), når bare det bliver gjort af statsautoriserede, velmenende læger, journalister, politikere og lignende forkæmpere for menneskerettighederne i en god sags tjeneste (her kunne Deres kollega, advokat Ebbe Mogensen, have taget ved lære af læge Inge Genefke i sit forsvar af major Anne-Mette Hommel). De, til gengæld, står nu med en sag, der ville få Anne-Mette Hommel-sagen til at blegne: Hvor en dårligt uddannet for ikke at sige lallende amatør (som bøddel/forhørsofficer) af regimet er dømt for at have udført tortur under afhøringen af farlige terrorister i et land, Irak, som regimet har været i krig med og nu besætter, står De med ubestridelige beviser i hånden på, at selv samme regimes protegé og verdensmester i bekæmpelsen af tortur, IRCT, til gengæld for ussel mammon har en stående ordre om at knægte (gennem psykisk tortur) de dissidenter og lignende vantro, der fornægter den af regimet vedtagne illusion, at i retsstaten Danmark forekommer tortur, det være sig fysisk som psykisk, samt lignende brud på menneskerettighederne per definition ikke! For 2 år siden havde jeg en længere (for det meste envejs)dialog med adskillige repræsentanter for pressen vedr. retsløsheden i almindelighed samt korruptionen og magtmisbruget indenfor politi- og anklagemyndigheden i særdeleshed i f. m. DR1 s dokumentarudsendelse den 4. februar 2004 under anklage (jf. underbilag nr. 22 til bilag nr. 2). Der, som bekendt, var den første udsendelse i rækken om magtens billeder, og for hvilken journalist Michael Klint lige har modtaget Cavling-prisen for Politiken skriver i denne forbindelse den 4. ds.: Priskomitéen motiverer årets Cavling-pris til Christian Andersen og Michael Klint med følgende: De to journalister har afdækket danske myndigheders manglende vilje og evne til at efterforske sagen om anholdelsen af 21-årige Jens Arne Ørskov i Løgstør i juni < > Dermed sætter Hævet over mistanke fokus på det betimelige i, at politiet i den slags sager undersøger sig selv og udsendelsen påpeger et principielt problem, nemlig borgernes retssikkerhed. Fremhævelserne og understregningerne er alle mine for netop at fremhæve, at der er tale om et meget afgrænset antal sager; for nærværende, iflg. Politiets egne båndoptagelser, om et stort og fedt læs, der havde været voldelig under arrestationen. Så er sagens afdøde hovedperson, der ikke kan forsvare sig, sat i (en nedværdigende, anklagende og forhåndsfordømmende) bås! Hvorefter fokus belejligt (blot) kan rettes på det betimelige i, at politiet efterforsker sig selv i den slags ((meget afgrænsede)) sager, hvor det er påvist, at de involverede betjente er forudindtagede; underforstået at Jens-Arne Ørskov-sagen blot er en uheldig svipser og enlig svale, eftersom politi- og anklagemyndigheden generelt 5

6 ikke har problemer med at undersøge sig selv; jf. side 11 i bilag nr. 2, hvor Retsudvalgets formand, Peter Skaarup, minsandten udtaler, at det er meget sjældent at se, at systemet er indspist, samt at jeg har stor tillid til politiet, og at de gør deres arbejde. Peter Skaarups falbelader bliver ikke modsagt af DR, der tværtimod igen resignerer, og, som var den hans tamme abe, sætter sig pænt hen på tilhørerbænken og afventer rigsadvokatens stillingtagen som påbudt af dens herre. Det er så her, FYLYPPA -sagen ville kunne vise sig at være endog særdeles nyttig: For den beviser, dokumenterer og illustrerer ud over enhver tvivl, at den vægtigste grund til, Henning Fode blev håndplukket blandt Justitsministeriets myriader at skarpe, juridiske hjerner, er, at han over en lang årrække havde demonstreret, at han er lige den tand mere korrumperet og modellerebar end sine kolleger og logebrødre. Og i den dossier, som De skulle have modtaget fra Helle Pøhl, finder De snesevis af ubestridelige, krystalklare beviser herpå samt på det samarbejde, Rigsadvokat Henning Fode har haft med den ham underordnede politi- og anklagemyndighed ved især Politidirektør Hanne Bech Hansen, statsadvokaterne Karsten Hjorth og Erik Merlung samt de to Politiklagenævn, der er knyttet til disse to advokaturer. Og, som De nu i over en uge selv har kunnet konstatere, var hele dette dæmoniske samarbejde så perfidt i betydningen højforræderisk, at selv Menneskerettighedsdomstolen gik i chok og panik; jf. min redegørelse af 27. november 2005 (underbilag nr. 8 til vedhæftede bilag nr. 2), som jeg allerede fremsendte Dem vedhæftet min mail af den 17. ds. 23:57, og som ikke efterlader nogen tvivl om, hvor dybt i den juridiske, etiske og moralske sump Rigsadvokat Henning Fode og hans ovennævnte håndlangere befinder sig. Jeg hverken hykler, lusker eller går bag ryggen på folk med mine sager! Ja, end ikke på mine bødlers, hvorfor Rigsadvokat Henning Fode også læser os i officiel kopi, så han gennem straffelovens injurieparagraf her igen har en fortrinlig mulighed for at retfærdiggøre sit rædselsregime og sine mangeårige, grove overgreb samt forsvare sin egen og sin myndigheds ære. Ovennævnte tre personer fra DR, der iflg. bilag nr. 2 s underbilag nr. 22 alle har været inde over sagen, inviteres derfor til at foranledige, at ovenstående ærekrænkelser (læs: anklager/sandheder) får optimal stor udbredelse på sådanne steder (jf. stk. 3), at rigsadvokaten, der i lighed med alle mine andre bødler har udvist stor fejhed, nødes til at gøre brug af hele straffelovens 267. Hvilket han hermed opfordres til, så afdødes mor, Jonna Ørskov, ikke skal sidde tilbage med en flov smag i munden og frygte, at retsudvalgsformandens ovenstående forsikringer om rigsadvokaten blot er perfide ansvarsforflygtigelser båret oppe af varm luft. For som konkret enkeltsag er Jens-Arne Ørskov-sagen helt klart en Cavling-pris værdig! Men den må, efter min bedste overbevisning, under ingen omstændigheder stå alene i en kamp, hvor pressen i realiteten kun går efter bolden (de i Jens-Arne Ørskov-sagen involverede betjente) og lader manden (det af nepotisme, korruption og magtmisbrug betændte, danske retsvæsen) gå fri; jf. ovenstående citater, iflg. hvilke Retsudvalgets formand, Peter Skaarup, på vegne Folketinget nu på 15. år dækker sig ind under daværende Justitsminister Hans Engells indeståelse (i f. m. dommernes biindkomster ) den sidste søndag i maj 1991 på DR1 med ordene: Jeg ((underforstået: og mine efterkommere på vegne Regeringen og Folketinget)) indestår for politiets arbejdsmetoder og domstolenes retfærdighed. Det er nemlig under mine anstrengelser for at gøre denne indeståelse gældende, jeg har afsløret, at det (kodede) budskab, ministeren i virkeligheden udsendte, ikke var til rigets seere og borgere, men til medlemmerne af Den Danske (jurist)mafia! I vedhæftede bilag nr. 3 kan De oven i købet se og sikre Dem, 6

7 at jeg er i stand til at dechifrere den slags kodede budskaber. For det, ministeren i realiteten sagde, var, at 7 1 skulle, Djævelen forbyde det, en dommer blive politianmeldt i h. t. straffelovens 146, skal politi- og anklagemyndigheden naturligvis bare straks afvise en slig anmeldelse samt eventuelle klager over afvisningen. Til gengæld påtager dommerstanden sig at påtvinge enhver selvmøder, der kommer for tæt på at afsløre politiets arbejdsmetoder, vores sorte loger og mæcener eller vores veletablerede samarbejde med vores faktuelle Principaler og magthavere, et advokatpålæg i medfør af retsplejelovens 259, stk. 2. Det Danske Advokatsamfund, DJØF og samtlige NGO er m.fl. er, garanterer jeg her, i lighed med alle de dommere og øvrige embedsmænd, vi sender til Domstolen i Strasbourg og lignende filialer, alle taget i ed. Denne indeståelse blev afgivet på direkte foranledning af (læs: på en lodret ordre fra) den i TVudsendelsen medvirkende Retspræsident Frank Poulsen, der var godt og grundigt træt af, at der nu igen var blevet sat spørgsmålstegn ved hans troværdighed og, næsten værre, enorme biindkomster (som onde tunger mistænkte for at være legaliseret /kamufleret bestikkelse). Da jeg næste dag tilbød DR FYLYPPA -sagens allerede dengang omfattende dokumentation på, at de godt kunne pakke alle deres svage mistanker mod Frank Poulsen og hans dommerkolleger sammen, fik TV-produceren en tilsvarende lodret ordre om at flytte fokus fra retsstatens dommerstand til fhv. Præsident Marcos i Langtbortistan; nærmere betegnet Manila på Filippinerne, hvor Danske Bank & Co. 5 år forinden havde kapret mit skib FYLYPPA ; jf. DR s dokumentarudsendelse Havet sletter alle spor. Der, elas, viste sig at være blot endnu et hemmeligt signal til de involverede mafiosos: Denne gang om at sørge for, at den dom, der lige var blevet afsagt af retten i Pasay, Metro Manila i min favør, og som ville stemple Danske Bank & Co. som gemene pirater, gik op i røg. FYLYPPA -sagens dossier (der ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg i sagen THEIL mod Danmark havde nr /02, og som Helle Pøhl - bilag nr. 6 til trods nu formentligt har destrueret) illustrerer, hvordan retspræsident Frank Poulsen og den øvrige Juristmafias tanker og ønsker materialiserer sig efter en tur gennem Bank- & Retsvæsenets Telepatiske Netværk; der i hænderne (eller skulle jeg snarere sige i ånden) på en mand med hans enorme indsigt og høje indvielsesstade kan måle sig med Aladdins Lampe. For inden jeg havde nået at få set mig om og fået udleveret en udskrift af dommen, ilede chefen for Den Danske Ambassade i Manila, Chargé d Affaires Gunner Blæhr, tilbage til Filippinerne, hvor han overrakte Frank Poulsens notorisk korrupte og bestikkelige dommerkollega, Balthazar R. Dizon, den metaforiske tændstik, hvormed han fysisk satte ild til og nedbrændte sin retsbygning til grunden; med samt, naturligvis, den dom, der ville have ødelagt alt for Retspræsident Frank Poulsens (faktuelle) principaler, internationalt såvel som i Danmark: I min bog (under udarbejdelse) vil De se, hvordan det på daværende tidspunkt (omkring årsskiftet 1991/92) gennem henholdsvis gulerods- og stokkemetoden (i.e. bestikkelse og trusler) var lykkedes for Danske Bank & Co. at lamme den nye Aquino-regering, så den ikke længere turde bruge FYLYPPA - sagen som skoleeksempel. Jeg var ellers blevet rådgiver for den mand, Deputy Secretary General for regeringspartiet Charles Avila, regeringen havde sat til at jagte og hjemføre de mange milliarder dollars, den afsatte Præsident Ferdinand Marcos havde plyndret landet for. Planen var, at FYLYPPA -sagen skulle

8 danne præcedens for, hvordan den filippinske regering ville kunne bruge dens (overvejende amerikanske) bankkreditorers egen medicin i afviklingen af landets enorme statsgæld på over 150 milliarder dollars; stort set alt sammen gældsat under det korrupte, USA-venlige Marcos-regime. FYLYPPA -sagen var, og er stadig, derfor ikke bare en enkeltsag om det 3-cifrede millionbeløb, de af mig kontrollerede rederier og jeg har til gode, men en potentiel skandale af astronomiske dimensioner, der ville kunne sprede sig som ringe i vandet og som en lavine rive alt med sig. Det var også derfor, der efter kapringen af FYLYPPA blev skudt med automatvåben mod min attorney-in-fact i Manila, Troels Carstensen, og hans familie, at Danske Bank & Co. tilbød Den Filippinske Højesterets 1. Afdeling 7 millioner pesos (ca. 2 mill. kr.) i bestikkelse for at få en dom i deres favør, og de til sidst satte ild på og nedbrændte hele retsbygningen, da dommen uundgåeligt alligevel faldt ud til min fordel; bare for at nævne tre hverdagsepisoder, da sagen rasede på sit højeste i Manila. Det ville blive alt for meget at komme ind på her, men gennem skæbnens ironi skulle det meget hurtigt vise sig, at min efterhånden ret så store ekspertise med kriminelle bankers fordækte samarbejde med magtsyge og grådige despoter i fjernøsten kom mig til gode, da Den Høje Kontraherende Part, retsstaten Danmark, gjorde sig til part i den del af FYLYPPA -sagen, Danske Bank & Co. anlagde her i Danmark, og hvor adskillige danske domstole, politi- & anklage-myndigheden samt Politiklagenævnet m.fl. har haft store og afgørende roller; jf. bl.a. nedennævnte bilag nr. 7 (NB: Danske Bank (eks. Handelsbanken) & Co. står i denne forbindelse for det konsortium af banker, jeg i 1981 indgik en låneaftale med omkring finansieringen af FYLYPPA, samt, i vid udstrækning, af dem, der gennem årene har gjort sig til part i sagen på Danske Banks side; således også Den Høje Kontraherende Part alias retsstaten Danmark. I overvejende politiske sammenhænge ser De mig derfor også kalde min juridiske modpart for Den Danske Bank & Regering. Konsortiets ledende bank i Hong Kong hed ved lånets indgåelse Nordic Asia Limited. Gennem den amerikanske bank Bankers Trust Company kommer den strenge antimafialov The RICO Act også ind i billedet. Bankers Trust Company var med på lånet med hele 50%, og dens afdeling i London v/chris Lloyd, vice-præsident deltog endog særdeles aktivt i (for ikke at sige mastermindede) såvel planlægningen som udførelsen af alle de mange, kriminelle handlinger). Det skal for forståelsens skyld dog lige kort nævnes, at i starten af 1991 havde Unibank købt (dødsboet) DnB Asia Limited eks. Nordic Asia Limited med rub og stub; således inkl. FYLYPPA -sagen (som, jeg fik besked på, nu var underlagt hovedsædet her i København) samt én af verdens største skibsporteføljer. Desværre til langt over markedsprisen, og det skulle da også hurtigt vise sig, at denne nye filial i Hong Kong var så tabsgivende, at den ved førnævnte årsskifte (1991/92) havde tvunget en allerede hårdt såret Unibank helt i knæ. I løbet af foråret væltede banken så om på siden og begyndte at forbløde. For at stoppe blødningen og den uundgåelige død (bankerot), begik førnævnte Høje Kontraherende Part v/dir. i Finanstilsynet Eigil Mølgaard og Nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer mindre end et halvt år senere Danmarkshistoriens Største Bedrageri. Som Erhvervs- og Økonomiministrene Mimi Jakobsen, Marianne Jelved og Bendt Bendtsen så har brugt 13 år på at hvidvaske og jeg 19 sider på at afsløre; jf. min redegørelse af 13. december 2005 stilet til Økonomi- & Erhvervsminister Bendt Bendtsen (underbilag nr. 2 til vedhæftede bilag nr. 2 og fremsendt Dem, Bjørn Elmquist, ved min mail af 26. ds. kl. 13:57). I min redegørelse af 31. december 2002 stilet til den dengang regerende Cavling-prismodtager Jakob 8

9 Priess-Sørensen (BILAG nr. 7), hvor fokus er på de forbrydelser, Retspræsident Frank Poulsen begik som retsformand under mit civile søgsmål mod Unibank i Sø- & Handelsretten, får De yderligere et detaljeret, veldokumenteret og skræmmende indblik i, hvor og hvordan politi- & anklagemyndigheden kommer ind i billedet. For dette billede (i.e. bilag nr. 7) af én af Juristmafiaens mest brutale, perfide og kyniske mafiosos må have været djævelsk uhyggeligt og skræmmende at se på for Helle Pøhl! Som hvis hun så sig selv i spejlet eller dybt ind i sjælen på den Menneskerettighedsdomstol, Den Høje Kontraherende Parts Juristmafia har udstationeret hende i; jf. min redegørelse af 26. november 2004 (underbilag nr. 10 til vedhæftede bilag nr. 2), der, idet den bl.a. bygger på beviserne i ovennævnte bilag nr. 7, viser Politiklagenævnet i arbejde sammen med politi- og anklagemyndigheden. (PS: Jeg fremsendte Dem, Bjørn Elmquist, denne redegørelse ved min mail af 21. ds. kl. 15:24). Sagt med andre ord ville jeg nu mene, at vi her, hvor det primært drejer sig om at afsløre Politiklagenævnets sande, djævelske natur, tilhørsforhold og mission, baseret på ovenstående analyser, redegørelser og øvrige bilag, summarisk kan konkludere, at 2 Politiklagenævnet er én af de brain children, der kom til verden som et resultat af daværende Justitsminister Hans Engells ovennævnte indeståelse, og som De, Bjørn Elmquist og Tom Behnke, stod fadder til, at 3 hvor loven om Politiklagenævnet foregiver at fokusere på at skulle beskytte hr. & lille fru Jensen mod ordenspolitiets (i.e. den almindelige land- og gadebetjents banale og for det meste ufarlige) overgreb, drejer det sig i virkeligheden om at flytte fokus væk fra politi- og anklagemyndighedens samarbejde med domstolene, regeringen og den øvrige forvaltning om at beskytte deres fælles Principaler og mæcener; i.e. de magthavere, der ejer og kontrollerer Den Danske Mafia, så de i ro og mag og med loven i hånd, som var det et fuldgyldigt kaperbrev, kan plyndre landet efter behag, og 4 eftersom det er almindelig viden, at mere vil have mere, og at magt korrumperer, har De forklaringen på, hvorfor Statsadvokaten i Ålborg, hendes Politiklagenævn og rigsadvokaten har så frygteligt svært ved at indrømme og undskylde en ulykkelig fejl begået af et par feje, afstumpede betjente, og som skriger til himlen om en ærlig og retfærdig behandling på sagens sande præmisser. 5 For nu er der jo også det inde i billedet, at hvis ledelsen (rigsadvokaten, justitsministeren, retsudvalgets ordfører m.fl.) viser svaghed, som almindelig anstændighed kaldes indenfor politiog anklagemyndigheden, ville den (for hvem retfærdighed og menneskerettigheder er skældsord) kunne åbne for en hvepserede af ukontrollerbare dimensioner. Ovenstående mistanke, at De, Bjørn Elmquist, under dække af Deres mange tillidserhverv samt, især, Deres formandskab for Retsudvalget, som en anden Djævelens advokat har ført den danske befolkning bag lyset omkring Politiklagenævnet som beskrevet ovenstående, ville næppe kunne holde vand ved en uafhængig og retfærdig domstol i en sand retsstat. Men give mig (rent akademisk) det dommerpanel, der dømte finanstumlingen Kurt Thorsen til 6 års fængsel på indicier, og bild så panelet ind, at jeg er Dem; og jeg ville få livsvarigt fængsel for landsforræderi og terrorvirksomhed. Fortæl derefter, det var en beklagelig fejl, og anklagemyndigheden ville kappes med appelretten om at frafalde sagen henholdsvis frifinde Dem. Utopi? Næppe: 9

10 I underbilag nr. 2 til bilag nr. 2 nedfælder og citerer jeg kun de nøgne facts, som enhver har kunnet læse sig til i pressen; nemlig, at Deres partiformand, Marianne Jelved, som Økonomiminister brugte mindst lige så megen energi på at nøde den danske befolkning til at give hende mandat til at belære Kommissionen i Bruxelles og det øvrige EU om verdens bedste retsstats vidunderligt åbne, frie og demokratiske forvaltning, som på at sammensætte det kommissorium, der skulle hvidvaske retsstatens forbrydelser i f. m. Danmarkshistoriens Største Bedrageri. Som Ritzaus Bureau meddelte den 19. august 2003 i f. m. magtudredningen, slog professor i offentlig forvaltning ved Københavns Universitet, Tim Knudsen, i sin undersøgelse hul i myten om Danmark som et foregangsland i åbenhed og hjælpsomhed i forvaltningen. På papiret er selv Albanien, Moldavien og andre østeuropæiske lande ved at overhale Danmark. Tilmed har EU på flere punkter mere åbenhed ; jf. mit citat af artiklen samt kommentarer på side 18 i min redegørelse til Bendt Bendtsen. Og måske husker De også, hvordan Nyrup-regeringen v/især Økonomiminister Marianne Jelved med samt oppositionen (i.e. de nuværende regeringspartier) gang på gang fremhævede retsstatens vidunderlige forvaltning, som Marianne og håndtasken så skulle ned og undervise bønderne i Bruxelles i? Altså før professor Tim Knudsens offentliggørelse den 19. august Efter den 19. august 2003 har De - af gode grunde, jf. ovenstående - aldrig hørt en dansk politiker omtale vores verdensberømte forvaltning! Der, formoder jeg, også inkluderer retsvæsenet? Sagt med andre ord har skiftende regeringer og folketing solgt Danmark og den danske model til såvel det store, måbende udland som til valgkvæget på en illusion! Oven i købet til rigtigt, rigtigt mange og store milliardbeløb; skal vi tro Marianne Jelved, Mimi Jakobsen, regeringen samt de øvrige fortalere for euroen, dengang vi NEJpadder med Djævelens advokaters vold og magt skulle have denne møntsort presset ned i halsen. (NB: Som De formentligt ville kunne erindre, kastede Nyrup- og efter ham Fogh-regeringen sig herefter helhjertet over de (statsstøttede) NGO er (som nu især Deres Institut for Menneskerettigheder og IRCT) samt verdens bedste og frieste presse, i håbet om at kunne opretholde illusionerne, såvel internationalt som nationalt, om verdens bedste retsstat med det åbenbare formål, at den og dens Juristmafia uhindret skal kunne fortsætte med at betjene dens faktuelle Principaler. Idet dette, at kunne servicere Principalerne, åbenbart også er motivet for genistregen med Politiklagenævnet). Det er nok et spørgsmål, om en politianmeldelse i medfør af retsplejelovens 742, stk. 1 af dette salg og mangeårige PR-fremstød ville kunne føre til en sigtelse og eventuel domfældelse for højforræderi, eftersom ovennævnte to damer med følge ville kunne afvise enhver anklage om forsætlighed med deres notoriske enfoldighed. Det er derimod indiskutabelt, at de ved deres fortsatte turende frem har bragt sig selv i valget mellem hængning eller skydning: 10 1 For hvis de påstår, de heller ikke vidste, hvad de gjorde, da de af Juristmafiaen blev sat til at hvidvaske Danmarkshistoriens Største Bedrageri, tilstår de automatisk og uforbeholdent, at de er at finde blandt de allerdummeste af de nyttige jubelidioter, Den Danske Mafia belejligt sætter til at gøre dens mest beskidte arbejde. 2 Hvis damerne derimod insisterer på, at de i arbejdet indenfor deres ressort altid ved, hvad de gør, er der tale om ikke bare forsætlighed, men om omhyggeligt præmediterede, gigantiske forbrydelser, der i deres politiske regi samt størrelserne og konsekvenserne i betragtning

11 nødvendigvis må henhøre under højforræderi. 3 Valget er deres, og jeg håber, at De, der begge har lov og ret som speciale samt et stort socialt, demokratisk og menneskeretligt ansvar, kan hjælpe dem med at træffe det rette valg. Det, jeg især vil sige med ovenstående, er, at hvis Deres, Bjørn Elmquist, partiformand og daværende Økonomiminister, Marianne Jelved, kan begå tre så store og kostbare dumheder og/eller forbrydelser (i.e. omkring euroen, forvaltningen og kommissoriet til hvidvaskningen af Danmarkshistoriens Største Bedrageri ), er det hverken urealistisk eller paranoidt at forestille sig, at De, Bjørn Elmquist, og Tom Behnke ligeledes står med valget mellem hængning eller skydning m.h.t. Politiklagenævnet; i.e. om også De blot har været et par nyttige idioter for Den Danske Mafia, eller om De er fuldgyldige medlemmer, der arbejder under dække af at være fremtrædende, retskafne borgere i dette land? Jeg vil naturligvis heller ikke udelukke den mulighed, at Juristmafiaen har taget Deres levebrød og sociale prestige som gidsel? I.e. med trusler om et liv som rets- og fredløs samt hvad det indebærer af psykisk tortur og lignende, daglige ydmygelser; som den har gjort det mod mig, da jeg nægtede at sælge ud af min sjæl. Jeg slutter derfor denne redegørelse med at appellere til Deres mod, stolthed og samfundsansvar og beder nej tigger Dem som et absolut minimum om at forsvare Deres og Deres ovennævnte medsammensvornes ære i medfør af straffelovens 267, hvis De ikke har format til at indrømme og rette åbenlyse fejl (hvad jeg naturligvis håber, det kun er),! Ikke fordi jeg, der i forvejen er mangeårigt torturoffer, har masochistiske tilbøjeligheder, som en rædselsslagen chefredaktør (på enten Jyllands-Posten eller Tante Berlingeren, der netop i f. m. med retsstatens nykårede, treenige (af)gud menneskerettighederne, Politiklagenævnet og retsfølelsen forsøgte at overgå hinanden i kujoneri og lignende ansvarsforflygtigelsesmanøvrer) for adskillige år siden forsøgte at dække sin egen fejhed og afhængighed ind under med, men netop fordi De har verdens bedste og frieste presses bevågenhed. Med venlig hilsen, Jørgen Theil PS: Bilag nr. 1, 3 og 7 er ikke vedhæftede, men fremsendes naturligvis på anfordring. PPS: Nu, hvor ovennævnte DR-journalister har fået deres Cavling-pris, er det forhåbentligt Jonna Ørskovs og offentlighedens tur til at høste gavn af denne i næsten alle henseender fremragende dokumentarudsendelse? For den mangler, som antydet ovenstående, den, iflg. mine erfaringer, allervigtigste dimension: Afsløringen af retsvæsenets (v/alle dets mange, sorte loger indenfor såvel den lovgivende som udøvende og dømmende magt) sande natur! For de udtalelser, DR afslutter sine ellers fortrinlige indlæg med at meddele seerne, er ikke blot direkte vildledende, men så undergravende, at de fuldstændigt ødelægger alt det, de lige har bygget op! Hvilket 11

12 åbenlyst ikke er DR s hensigt og netop derfor får så stor negativ effekt. Lad mig vise gennem ovenstående situation med Justitsminister Hans Engell og Retspræsident Frank Poulsen, der også involverer pressen, at jeg ved, hvad jeg taler om: Som sagt tidligere henvendte jeg mig på direkte foranledning af TV-Avisens indslag om dommernes (læs: især Retspræsident Frank Poulsens) biindtægter til DR og tilbød DR mit materiale i FYLYPPA -sagen. Der allerede på daværende tidspunkt ville kunne have om ikke fældet, så i hvert fald stækket Frank Poulsen i en grad, at både han og hans nærmeste konkurrenter i Højesteret alle ville have været out of (bijob) business. Hverken Tom Behnkes partikollega i Retsudvalget, MF Kirsten Madsen, der fremsatte lovforslaget mod dommernes bijobs i Folketinget, eller den øvrige offentlighed, og formentligt heller ikke pressen, kendte dengang til, hvad alle nu ved, men på 15. år stadig har en frygtelig berøringsangst overfor, at også Højesteretsdommerne grådigt skummer fløden på bijobs. Så ved at producere en ligeså fremragende dokumentar over kapringen af FYLYPPA som den dokumentar, der lige har indbragt DR en Cavling-pris, servicerer DR dommerstanden ved at få fokus væk fra disse bijobs og den voksende mistanke om, at de i realiteten konstituerer legaliseret bestikkelse. Og da DR i lighedens og retfærdighedens ellers gode navn afsluttede min dokumentar med at meddele seerne, at mine modparter nægtede at have begået noget ulovligt, kunne hr. & lille fru Jensen kun få det indtryk, at hvis bare jeg holdt ved længe nok, skulle det af Den Danske Bank & Regering fuldstændigt uafhængige retsvæsen nok sørge for, at retfærdigheden skete fyldest. Men hvad skete der? De nedbrændte retsbygningen og dermed den tidligere nævnte dom i min favør af. Hvorefter Jyllands-Posten ved sin artikel af 30. januar 1992 sendte mig ud på en yderligere 15 års ørkenvandring med ordene: Konsekvenserne af branden er endnu uoverskuelige, men Jørgen Theil er allerede i gang med at sagsøge Unibank, som har meddelt, at en eventuel erstatningsregning vil blive sendt videre til Den norske Bank. Hvad kunne jeg bruge det til? Kendte Jyllands-Posten regimets skumle planer? Og var det dens hensigt, og/eller var Jyllands-Posten decideret hyret til at være mine bødler behjælpelig med at sende mig ud på en livslang rutefart mellem Herodes og Pilatus (i.e. Den Danske Mafias mange, sorte loger)? Vel vidende, at Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg kun er endestation for det offer, der giver op og betingelsesløst afskriver sig alle de konkrete menneskerettigheder, han har et faktuelt behov for lige nu og her; altså de retskrav, han i h. t. Menneskerettighedskonventionen forgæves har forsøgt at gøre krav på (så som at han ikke må underkastes ((psykisk)) tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. art. 3). Når han så har indstillet sig på sin skæbne, får han alle sine teoretiske menneskerettigheder altså dem i alle de fine love, konventioner og traktater tilbage, og han kan igen med sindsro lytte begejstret til ministre og andre politikeres bevingede taler om Vestens vidunderlige demokrati med fuldt indbyggede og integrerede menneskerettigheder og føle sig som eet med det øvrige valgkvæg. Helt ligesom når solen skinner igen, og paraplyudlejningsfirmaets smilende servicemand på ny uddeler alle de paraplyer, der var blevet inddraget (om nødvendigt med tilstrækkelige doser magt) ved den første udsigt til regn. Selvom DR havde brugt et halvt år og adskillige millioner kroner på at vise 50 minutters dybdeborende journalistik (læs: underholdning for husarerne), forblev DR uhyggelig tavs omkring denne seneste forbrydelse; velsagtens fordi DR vidste, at den (indirekte) var skyld deri? Danske Bank & Co. fik således 12

13 det sidste ord. For DR havde oplyst sidst i udsendelsen, at ingen af bankernes talsmænd havde ønsket at medvirke i udsendelsen, men kunne meddele, at deres bank naturligvis ikke havde foretaget sig noget ulovligt. Hr. & lille fru Jensen kunne herefter igen trygt læne sig tilbage i sofaen i visheden om, at gode danske, norske og amerikanske banker naturligvis aldrig ville deltage i den slags smudsige forretninger; underforstået, at ham skibsrederen, der selv har boet og opbygget sit rederi i Østen, nok ikke har rent mel i posen. Jyllands-Postens ovennævnte reaktion på branden var dog næsten værre end DR s tavshed! For Jyllands- Posten udsender det underforståede budskab, at nu ligger Jørgen Theils retssikkerhed trygt hos det danske retsvæsen og I hører naturligvis straks fra os, hvis der sker ændringer, eller der kommer nyt i sagen. Det var så i f. m., at Danmarkshistoriens Største Bedrageri alias bank- og finanskrisen var oppe og vende i medierne i anden anledning, at jeg foreslog pressen v/især Politiken, Tanten og Jyllands-Posten, at de også opdatere FYLYPPA -sagen - der jo var opstået pga. og således er en del af denne krise - at vandet gik på samtlige redaktører. Det er, parentetisk bemærket, derfor beskæmmende at se, hvordan Jyllands-Posten har bragt ikke bare danske, men andre skandinavers liv samt Danmarks omdømme og eksport i fare for retten til at fornærme en milliard muslimer. I Jens-Arne Ørskov-sagen siger DR, at 13 1 Nu afventer Jonna Ørskov Rigsadvokatens stillingtagen (underforstået, at rigsadvokaten er stadig en troværdig spiller), at 2 Jonna Ørskov ikke længere stoler på politi- og anklagemyndigheden - inkl. rigsadvokaten, men statsadvokaten især - og ville være meget mere tryg ved at få sagen for en dommer (underforstået, at domstolene er 100% uafhængige af politi- og anklagemyndigheden samt alle retsstatens andre magter og institutioner), og at 3 Jonna Ørskov er fast besluttet på at gå hele vejen, om den så ender i Strasbourg (underforstået, at Menneskerettighedsdomstolen er i hvert fald 200% uafhængig, ærlig og retfærdig). Mine trængsler har været grusomme, men er for intet at regne med Jonna Ørskovs sorg over tabet af hendes søn. Og med den dokumentation, DR lagde på bordet allerede for 2 år siden, og som dens to journalister nu har fået Cavling-prisen for, er det efter min mening både hensynsløst overfor Jonna Ørskov og desavouerende overfor sig selv, når DR her 2 år efter stadig omtaler rigsadvokaten, som om han er en troværdig myndighedsperson. Alene i Jens-Arne Ørskov-sagen har også rigsadvokaten for længst fortabt ethvert krav på respekt og troværdighed, så hvis DR og Cavling-priskomitéen selv tror på den dokumentation, de har lagt frem for offentligheden, skulle de meget hellere bakke Jonna Ørskov og hendes advokat op i at politianmelde Rigsadvokaten, Statsadvokaten for Ålborg samt de tre medlemmer af hendes Politiklagenævn i medfør af straffelovens 146, stk. 1, jf. retsplejelovens 742, stk. 1. For efter 2 år, hvor de har haft alle chancer for at indrømme deres fejl og give en undskyldning, er der nu tale om gentagen og stædig forsætlighed, der

14 ikke bør belønnes, men straffes. Og som jeg forstår og har lært Jonna Ørskov at kende, er det ikke en blød landing, der primært ville tilsigte at redde regimets ære, hun går efter, men en fremadrettet bevidsthedsgørelse omkring og udrensning af hele denne myndighed til gavn for Danmarks demokratiske og frihedselskende befolkning for derigennem at give et værdigt minde om sin søn. Jeg har med vilje ikke vist Jonna Ørskov denne redegørelse, før De også modtager den, så ovenstående er helt og aldeles for egen regning; i.e. som borger og seer, der er sig sit sociale engagement bevidst, og som derfor responderer på sager af almennyttig interesse. Ganske som politikerne og pressen tilskynder os borgere henholdsvis seere og læsere at udvise solidaritet. Og jeg ser i hvert fald ingen anstændig grund til, at Jonna Ørskov også skal vandre nytteløst og ydmygende rundt i ørkner og blindgyder i andre 15 år, for at De kan fastholde grebet om Deres taburetter rundt om på Christiansborg, Christianshavn og i redaktionerne. 14