Europa. fra A til Å. Håndbog i europæisk integration. Werner Weidenfeld Wolfgang Wessels Institut für Europäische Politik. Europa Kommissionen

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Europa. fra A til Å. Håndbog i europæisk integration. Werner Weidenfeld Wolfgang Wessels Institut für Europäische Politik. Europa Kommissionen"

Transkript

1 Europa fra A til Å Håndbog i europæisk integration Werner Weidenfeld Wolfgang Wessels Institut für Europäische Politik Europa Kommissionen

2 2 Indholdsfortegnelse Forord Europa i opbrud Vejledning til Europa Beslutningsprocedurer Borgernes Europa Budget EF-Domstolen Energi EU-integrationsmodeller Europa-Kommissionen Europa-Parlamentet Europol Den Europæiske Investeringsbank Det Europæiske Monetære Institut Det Europæiske Monetære System Den Europæiske Revisionsret Det Europæiske Råd Den Europæiske Union Fiskeripolitik Folkesundhed Forbindelser udadtil Forbrugerpolitik Forskning og teknologi Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Det indre marked Industri Informationssamfundet Konkurrencepolitik Kultur Kvindernes Europa Landbrugspolitik Mediepolitik Middelhavet og Mellemøsten Miljø Regeringskonferencen Regional- og strukturpolitik

3 Regionsudvalget Rådet for Den Europæiske Union Social- og arbejdsmarkedspolitik Traktater Transportpolitik Uddannelses- og ungdomspolitik Udvidelse Udvikling Økonomisk politik Den Økonomiske og Monetære Union Det Økonomiske og Sociale Udvalg EUROPA FRA A TIL Å 3 Stikords-ABC Den europæiske integration - Hvornår skete det? Forfatterfortegnelse

4 4 Forord De få år indtil starten på det 21. århundrede er rige på udfordringer til Den Europæiske Union: En reform af institutionerne står allerøverst på dagsordenen i 1997, derefter følger de afsluttende etaper af Den Økonomiske og Monetære Union, og til sidst kommer forberedelsen af den planlagte udvidelse af EU med de nye demokratier i Central- og Østeuropa samt Malta og Cypern. Samtidig er mange EU-borgere konfronteret med en høj arbejdsløshed og andre alvorlige risici. Økonomiens globalisering synes at rejse tvivl om den europæiske samfundsmodel. Mange ser derfor pessimistisk og skeptisk på fremtiden. På grund af disse udfordringer pågår der i mange lande en debat om hensigten med og målene for den europæiske integration frem til år Årtusindskiftet kan ses som signal til et nyt opbrud, et farvel til det vel nok blodigste og mørkeste århundrede i Europas historie, starten på en ny tidsalder, som efter det historiske vendepunkt i 1989 synes at indvarsle samling af kontinentet i stedet for deling og fred i stedet for krig. Fred og velstand kommer imidlertid ikke bare med et nyt årstal, hvor symbolladet det end måtte være, men kan kun opnås, hvis folk aktivt tager del i udformningen af samfundet og af den måde, de lever sammen på. Det har da også været formålet med den indsats, der i de fem årtier siden Anden Verdenskrig skridt for skridt har ført til Den Europæiske Union. Med sigte på de næste etaper, om ikke en helt ny start, opfordres kontinentets borgere i dag til at udforme den videre europæiske integration efter deres ønske. Demokratiske strukturer begynder med meningsdannelse og diskussion. Med denne bog ønsker Europa-Kommissionen sammen med uafhængige Europaeksperter at kaste lys over EU's opgaver, organisation og politikker fra forskellige synsvinkler. Forfatterne blev bedt om at skrive så kort, lettilgængeligt og konkret som muligt om deres respektive fagområder, så læserne får et opslagsværk i hånden, der kan give dem et hurtigt, men solidt overblik over EU. Efter opslagsartiklerne om Europa er der en Stikords-ABC med korte ordforklaringer til EU-begreberne. Således kan man alt efter ønske i Europa fra A til Z få korte konkrete oplysninger eller mere detaljerede oversigter. Hvis man f.eks. ønsker at vide, hvad forkortelsen SOKRATES står for, findes forklaringen i forkortelseslisten. Stikords-ABC'en indeholder en kortfattet beskrivelse af dette EU-program for udvekslinger mellem højere læreanstalter. Ønsker man at vide mere, kan man i kapitlet om uddannelses- og ungdomspolitik læse, hvorfor EU overhovedet har et sådant program, og hvilke øvrige prioriteringer der findes på dette politiske område. Krydshenvisninger letter videre læsning. Den historiske oversigt rummer

5 oplysninger om de vigtigste etaper i den europæiske integrationsproces EUROPA FRA A TIL Å 5 Afbalanceret information er en forudsætning for meningsdannelse om de grundlæggende spørgsmål i den europæiske politik. Vi opfordrer læserne til at informere sig og tale med om Europa! Sidst i bogen finder man som supplement henvisninger til yderligere informationsmateriale, som Kommissionen udgiver for at præsentere sine synspunkter for offentligheden. Aktuelle informationer, der bl.a. supplerer bogens indhold, findes også på Internet under Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet har også informationskontorer i alle medlemsstaterne, og disses adresser findes sidst i bogen. Denne udgave af Europa fra A til Å er baseret på en bog med samme titel, som for flere år siden med stor succes blev udgivet af Institut für Europäische Politik i Bonn. Udgiverne af denne udgave ønsker at takke følgende for deres medvirken: Professor Dr. Werner Weidenfeld, direktør for Centrum für angewandte Politikforschung, München, Professor Dr. Wolfgang Wessels, direktør for Institut für Europäische Politik, Dr. Mathias Jopp, H. Gerhard Eickhorn, direktør for Europa Union Verlag, og redaktør Fr. Nicole Schley fra Forschungsgruppe Europa ved Münchens universitet, der ledes af Hr. Josef Janning.

6 6 Europa i opbrud Europa har nu i nogle år oplevet historien som en film i hurtig gennemspilning. Vi lever i en overgangstid, der er fuld af konflikter, men uden noget dominerende udviklingsmønster - så at sige en periode uden navn. Integration og opløsning, internationalisering og provinsialisering, ligevægtstænkning og nye magtambitioner - på én og samme tid - alt dette giver dagens Europa en helt særlig profil med nye risici og uvisse konstellationer. Der findes ikke længere noget dem som modsætning til os. Europa må i dag definere sig selv på sine egne, positive præmisser. Hvad er formålet med, at Europas nationer og borgere forpligter sig i et fælles politisk system? Og hvordan skal dette system udformes, så det fører til de resultater, borgerne ønsker? Integrationens nuværende stade er ikke andet end resultatet af den trinvise videreførelse af den opbygning af Fællesskabet i Europa, som De Seks begyndte i 1950'erne, rigere facetteret måske, men med tankegodset fra dengang. Først i De Tolvs Europa og derpå i De Femtens Europa er der betalt en høj pris for at holde fast ved dette gamle tankegods, nemlig en betydeligt svækket handlekraft. Konferencen i 1996/1997 om revision af Maastricht-traktaten skal give os opskriften på et EU med tyve og på lidt længere sigt tredive medlemmer. Situationen efter Anden Verdenskrig I Europas mørkeste stund - blandt den Anden Verdenskrigs ruiner - formuleredes det mest kreative svar på, hvad der skulle ske med Europa. Og svaret var integration. Allerede kort efter krigen, i sin tale i Zürich den 19. september 1946, formulerede Churchill den afgørende orientering mod en vision om Europas Forenede Stater, og det første skridt i denne retning skulle blive oprettelsen af et Europaråd. Churchill talte om en union, under Frankrigs og Tysklands lederskab, mellem alle de stater, der ønskede at være med. Den stadig alvorligere Øst-Vest-konflikt gav betydelig vind i sejlene til Europabevægelsen, der blev oprettet i Oprettelsen af Den Europæiske Økonomiske Samarbejdsorganisation (OEEC) i sammenhæng med gennemførelsen af Marshall-planen viste desuden tydeligt, at den internationale situation kunne udøve et betydeligt pres, som fremskyndede den europæiske samlingsproces: følelsen af truslen fra kommunismen med østblokkens fremadskridende etablering; den amerikanske støtte til det europæiske samlingsprojekt i forventning om verdenspolitisk aflastning og åbning af nye, store markeder; de vesteuropæiske staters ønske om at forpligte sig gensidigt for at undgå, at individuelle nationalstater valgte en farlig enegang.

7 Denne fælles grundholdning hindrede dog ikke, at der efter Europarådets oprettelse den 5. maj 1949 udkrystalliseredes forskellige holdninger til integrationen, som afspejlede to forskellige organisationsprincipper, nemlig statsforbundet og forbundsstaten. EUROPA FRA A TIL Å 7 Idéerne om europæisk enhed var altså umiddelbart efter den Anden Verdenskrig på intet tidspunkt udelukkende baseret på et enkelt politisk princip eller en enkelt integrationsmodel. Fordi der ikke blev arbejdet ud fra nogen faststøbt Europa model, kunne samlingsprocessen alt efter behovene i en given situation tilføres nye impulser fra vidt forskellige politiske begivenheder, der så dannede grundlag for forsøgene på at skabe nye fremskridt. Således har skænderierne om den europæiske samlingsproces igennem årtierne i høj grad været præget af en udtalt pragmatisk grundholdning. Europarådet Europa-kongressen i Haag, den såkaldte Haag-kongres, krævede i maj 1948 oprettelse af Europarådet. I det øjeblik fødtes Europabevægelsen. Den var præget af uenigheden mellem føderalister og unionister, hvis vigtigste stridspunkt var spørgsmålet om afgivelse af suverænitet fra det nationale plan til det europæiske plan. I en politisk erklæring blev der krævet politisk og økonomisk samarbejde mellem de europæiske stater med begrænset national suverænitetsafgivelse. Men hverken en europæisk forbundsstat eller en europæisk forfatning blev nævnt som mål. Dog fik flere punkter i Haag-resolutionen betydning, fordi de senere blev gennemført af Europarådet. Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab På initiativ af den franske udenrigsminister Robert Schuman (Schuman-planen fra 9. maj 1950) undertegnedes den 18. april 1951 traktaten om Det Europæiske Kulog Stålfællesskab (EKSF). Grundidéen stammede fra den franske plankommissær Jean Monnet. EKSF skulle etablere et fælles marked for kul og stål og herigennem muliggøre en fælles kontrol, planlægning og udnyttelse af disse råstoffer og produkter. Hovedmotivet til dette forslag var overvejelser om, hvordan man kunne bringe det traditionelle fransk-tyske fjendskab ud af verden, og ønsket om at lægge en grundsten til en europæisk føderation. Traktaten om oprettelse af EKSF trådte i kraft den 23. juli Hermed blev et centralt politisk område, der hidtil havde været underlagt national kompetence, for første gang lagt i hænderne på en overnational organisation. Denne omfattende økonomiske integration af kul- og stålsektoren skulle efterhånden føre til politisk integration. Europæisk forsvarsfællesskab og europæisk politisk samarbejde Den 27. maj 1952 undertegnede repræsentanter for medlemsstaterne af EKSF en traktat om oprettelse af Det Europæiske Forsvarsfællesskab. Idéen til dette initiativ kom fra den daværende franske premierminister René Pleven, der ønskede en fælles europæisk hær under en europæisk forsvarsminister. Dette initiativ betød

8 8 meget vidtrækkende indgreb i nationale rettigheder, fordi militæret er et af de centrale aspekter af nationalstatens traditionelle suverænitet. Samtidig og som svar på den delvise succes med integrationen af EKSF og bestræbelserne på at etablere et europæisk politisk samarbejde blev der gjort forsøg på at skabe en generel politisk overbygning: den konstitutionelle model. Den 10. september 1952 besluttede de seks udenrigsministre ved deres første møde som EKSF's råd at udvide denne forsamling ad hoc med henblik på udarbejdelse af en forfatning for et europæisk politisk fællesskab. Dette nye fællesskab skulle have ansvaret for kul- og stålområdet samt for forsvarsanliggender. Det skulle endvidere sikre koordinering af medlemsstaternes udenrigspolitik. Desuden skulle et europæisk politisk fællesskab have som mål at skabe et fælles marked i medlemsstaterne, hæve levestandarden og skabe vækst i beskæftigelsen. Det eksisterende EKSF og det planlagte europæiske forsvarsfællesskab skulle integreres i det politiske fællesskab i løbet af to år. Ved de efterfølgende forhandlinger mellem udenrigsministrene kunne der imidlertid ikke skabes enighed om omfanget af den nationale suverænitetsafgivelse. I august 1954 faldt Det Europæiske Forsvarsfællesskab i den franske Nationalforsamling, og dermed bortfaldt grundlaget for det europæiske forfatningsudkast, og det europæiske politiske fællesskab blev opgivet marts 1957: Med Rom-traktaterne oprettes Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) med Tyskland, Frankrig, Beneluxlandene og Italien som medlemmer. Rom-traktaterne På EKSF-udenrigsministrenes konference i Messina den juni 1955 blev det besluttet at indlede forhandlinger om integration på to andre vigtige områder. Idégrundlaget var Spaak-rapporten, opkaldt efter den belgiske politiker Paul-Henri Spaak. Disse forhandlinger førte til, at man den 25. marts 1957 kunne undertegne Rom-traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom). EKSF's seks medlemsstater ønskede at etablere en toldunion inden for EØF's rammer. Desuden blev der

9 opstillet det mål at skabe et fælles marked med fri bevægelighed for personer, tjenesteydelser og kapital. Euratom skulle fremme udbygning og udvikling af atomindustrien i de seks medlemsstater. Euratom forpligtede medlemsstaterne til udelukkende at anvende atomkraften til fredelige formål og sikrede desuden forsyning med de nødvendige råstoffer. Ved fusionstraktaten af 8. april 1965, der trådte i kraft den 1. juli 1967, blev EKSF's, EØF's og Euratoms institutioner slået sammen. EUROPA FRA A TIL Å 9 Den tysk-franske venskabstraktat Efter at Fouchet-planerne, der opererede med en løs politisk harmonisering mellem EØF's medlemsstater, havde lidt skibbrud, blev den fransk-tyske venskabstraktat fra 1963 det næste store skridt i integrationsprocessen. Traktaten blev gennemført af Adenauer og de Gaulle med henblik på at skabe et nært politisk samarbejde, som de øvrige EØF-medlemsstater med tiden ikke ville kunne unddrage sig. Sammenholdet mellem Tyskland og Frankrig skulle blive motoren for Den Europæiske Politiske Union. Problemerne med at gennemføre Rom-traktaterne blev tydelige i 1960'erne. Da visse aspekter af den økonomiske politik ikke var med i traktaterne, opstod der krav om en økonomisk og monetær union, som skulle kunne forhindre fremtidige kriser på grund af nationalt orienteret politik. Luxembourg-kompromiset Den europæiske integrations succeshistorie led et alvorligt tilbageslag med Luxembourg-kompromiset fra I den i traktaterne fastsatte overgangstid skulle det fra 1. januar 1966 være blevet muligt at foretage afstemninger i Ministerrådet med kvalificeret flertal på vigtige sagsområder. Denne overgang søgte Frankrig at forhindre med den tomme stols politik, der bestod i, at landet fra 1. juli 1965 ikke længere tog del i møderne i EØF-organerne. Ved Luxembourgkompromiset af 27. januar 1966 blev det bestemt, at man skulle søge konsensus i kontroversielle spørgsmål. Hvis det ikke lykkedes at skabe konsensus, gik Frankrig ud fra, at det enkelte medlem havde en vetoret, hvis dets vitale interesser var berørt. Derfor strandede adskillige muligheder for en dynamisk integrationspolitik i Ministerrådet.

10 januar 1973: Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige træder ind i Fællesskabet efter at have underskrevet tiltrædelsestraktaterne i Bruxelles den 22. januar Udvidelsen mod nord Topmødet i Haag den december 1969 bragte nye integrationspolitiske impulser. Ud over en udvidelse af EF mod nord blev der også truffet beslutning om indførelse af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) i perioden indtil 1980 og om forskellige institutionelle ændringer samt om udvidelse af Europa- Parlamentets beføjelser og direkte valg til det. Den 30. juni 1970 indledtes tiltrædelsesforhandlingerne med Storbritannien, Danmark, Norge og Irland, og de afsluttedes den 22. januar 1972 med undertegnelsen af tiltrædelsestraktaterne. Det britiske underhus havde allerede den 20. oktober 1971 stemt for medlemsskab af EF, og ved folkeafstemningerne i Irland og Danmark var der også flertal for medlemsskab; kun den norske befolkning afviste medlemsskab af EF. Beslutningerne fra topmødet i Haag viste altså, at der var behov for at reformere vigtige sider af EF-samarbejdet og for at intensivere integrationen. Reformrapporter Kriserne og stagnationen i EF i 60'erne førte til, at man genoptog visse idéer om et mellemstatsligt samarbejde. Man etablerede det såkaldte europæiske politiske samarbejde (EPS), der blev det centrale instrument for koordinering af EF-landenes udenrigspolitik. Den 27. oktober 1970 enedes udenrigsministrene om principperne og procedurerne for det snævrere politiske samarbejde, som allerede var fastlagt i Davignon-rapporten. Usikkerhed med hensyn til målene fik EF til i sine bestræbelser på at skabe en europæisk union at formulere generelle rammer, hvis detaljerede indhold skulle tilvejebringes gennem Tindemans-rapporten. Denne rapport tillagde Det Europæiske Råd, der havde efterfulgt stats- og regeringschefkonferencen, rollen som beslutningstagende organ, og det fremhævede nødvendigheden af den europæiske integration, om nødvendigt med to hastigheder.

11 Første forsøg på at oprette Den Økonomiske og Monetære Union På topmødet i Haag og ved to rådsresolutioner fra marts 1971 og marts 1972 forsøgte man at udbygge det fælles marked med en fælles økonomisk og monetær politik for senest i 1980 at nå frem til en Økonomisk og Monetær Union (ØMU). Dette skulle føre til virkeliggørelse af de frihedsrettigheder, der var nedfældet i Rom-traktaterne, og til en fast vekselkursstruktur med uindskrænket valutakonvertibiliet. Endvidere skulle centrale økonomisk-politiske og valutapolitiske beføjelser overføres fra medlemsstaterne til fællesskabsinstitutionerne. Denne plan skulle gennemføres i en række etaper. I Werner-planen fra oktober 1970, benævnt efter den daværende luxembourgske ministerpræsident og finansminister, blev disse skridt frem imod ØMU præciseret. Fundamentalt forskellige økonomiske og integrationspolitiske opfattelser og den kriseprægede udvikling i medlemsstaterne forhindrede imidlertid en koordinering af den økonomiske politik og valutapolitikken samt det ønskede fælles fastkurssystem. EUROPA FRA A TIL Å 11 Vekselkurserne skulle stabiliseres til gavn for den økonomiske udvikling i EFlandene. Der skulle også sættes kraftigt ind for at sænke inflationsraterne. Foreløbig status ved 1970'ernes slutning En nøgtern vurdering af den europæiske integrationsproces ved 70'ernes slutning kunne således påvise såvel succes og resultater som forsømmelser og mangler: Der var ingen tvivl om, at EF i vid udstrækning havde realiseret de grundlæggende frihedsrettigheder, der var nedfældet i Rom-traktaterne. Væsentlige hindringer for en fri vareudveksling var ryddet af vejen, og der var indført en fælles toldtarif. Til det fælles marked hørte også harmonisering af lovgivningen for at fjerne handelshindringer og muliggøre fri erhvervsudøvelse. Trods denne positive udvikling var nogle mål dog ikke eller kun i for ringe grad virkeliggjort, hvilket bl.a. gav sig udslag i fortsat eksisterende toldformaliteter, den stadig begrænsede frie bevægelighed og forskelle med hensyn til indirekte beskatning. Disse mangler gjorde den videre udvikling af det fælles marked nødvendig. Uanset berettiget kritik kunne det dog ikke benægtes, at vigtige politiske områder var bragt ind under Fællesskabets kontrol, og at dette havde bidraget betydeligt til den økonomiske velstand og den demokratiske stabilitet i Vesteuropa. Det fælles marked var desuden blevet suppleret med en fælles udenrigshandelspolitik. Det etablerede net af internationale præference- og associeringsaftaler styrkede Fællesskabets internationale position og muliggjorde en mere aktiv udviklingspolitik.

12 12 Men det var ikke til at komme uden om, at gennembruddet til ØMU ikke var opnået. Det viste sig imidlertid, at Fællesskabet kunne bevæge sig uden for de i traktaterne fastsatte politiske områder, når de opgaver, der skulle løses, syntes at kræve det. Det gjaldt især for udviklingen af nye instrumenter, der til dels var blevet etableret ved siden af EF, men politisk nært knyttet til det (f.eks. EPS, Det Europæiske Råd og EMS). Det gjaldt også for omlægningen af Fællesskabets finansiering, for ændringen af kompetencefordelingen gennem overdragelse af budgetbeføjelser til Europa-Parlamentet samt for gennemførelsen af valg til Europa-Parlamentet. Beslutninger uden for Rom-traktaternes centrale områder skabte imidlertid nye integrationsproblemer. Inddragelse af områder, der ikke oprindeligt hørte til EF's beføjelser, gjorde det nemlig nødvendigt at koordinere nationale politikker. Politisk-strategisk var der to konkurrerende holdninger: overnationale beslutningsprocesser og international koordinering. Der blev stadig større fare for, at den internationale koordineringsstrategi skulle vinde over den overnationale strategi. Problemkataloget ved 1980'ernes begyndelse Den krise, EF-landenes økonomi befandt sig i midten af 1970'erne, skabte en tendens til protektionistiske foranstaltninger og national enegang. Den ugunstige udvikling i de verdensøkonomiske rammebetingelser og de økonomiske problemer inden for EF gjorde det stadig vanskeligere at forene Fællesskabets interesser med de nationale interesser. Det var tydeligt, at solidariteten var aftagende. Problemer med EF's institutionelle struktur indskrænkede dets handlekraft yderligere. Hver eneste EF-institution stod over for uoverskuelige vanskeligheder. Kommissionen havde i de forløbne år mistet betydelig politisk vægt. Fordi Ministerrådet praktiserede enstemmighedsprincippet, havde Kommissionens initiativret mistet en stor del af sin politiske mening. Arbejdet i Ministerrådet, EF's centrale beslutningsorgan, var præget af manglende effektivitet, og dets handlinger fortonede sig i hemmelige beslutningsprocedurers halvmørke. Europa- Parlamentets begrænsede beføjelser var mest relevante i budgetproceduren, hvorimod selve det parlamentariske islæt stadig var underudviklet. Et andet problem i 1980'erne var de vanskelige forhandlinger om udvidelsen sydpå. Voksende modstand i medlemsstaterne - især i Frankrig - forsinkede optagelsen af nye medlemmer. Ganske vist fristede udvidelsen af det fælles marked og styrkelsen af den verdenspolitiske dimension, men over for denne fristelse stod konkrete negative konsekvenser såsom øgede udgifter til landbrugspolitikken og til strukturfondene samt ændringer i fiskeripolitikken. Og igen stod Fællesskabet over for spørgsmålet om, hvor effektive de beslutningsprocedurer var, der var blevet udformet til et fællesskab med seks medlemsstater.

13 1981 EUROPA FRA A TIL Å januar 1981: Grækenland bliver medlem af Fællesskabet efter at have underskrevet tiltrædelsestraktaten i Athen den 28. maj Udvidelsen mod syd Efter at Grækenland havde vendt sig fra militærregimet til demokratiet, blev landet medlem af EF ved den anden udvidelse den 1. januar Med hensyn til det spanske og det portugisiske diktatur havde Det Europæiske Fællesskab altid ladet forstå, at de to lande kunne blive medlem af EF, så snart de var blevet demokratier. Dette ord skulle nu holdes, da begge lande på Den Iberiske Halvø udtrykkeligt gav deres demokratiseringsproces denne europæiske dimension. Da Spaniens og Portugals tiltrædelsestraktater blev undertegnet den 29. marts 1985 og trådte i kraft 1. januar 1986, herskede der feststemning trods bekymringer og bange anelser. Tiltrædelserne blev nemlig set som en af de efterhånden sjældne successer for Europa-politikken. EF's politiske arkitektur ændrede sig gennem disse to udvidelser, der skal betragtes i sammenhæng. Den fælles udviklingstendens hen imod politisk samling i Europa var afløst af en stærkere økonomisk orienteret tendens. Integrationsprocessens profil ændrede sig, da de to udvidelser mod syd forskubbede det politiske tyngdepunkt ned imod Middelhavet.

14 januar 1986: Portugal og Spanien kommer med i Fællesskabet efter at have underskrevet tiltrædelsestraktater i henholdsvis Lissabon og Madrid den 12. juni Færdiggørelsen af det indre marked En af hjørnestenene for den fortsatte integration var den europæiske fælles akt, der blev vedtaget på stats- og regeringschefernes topmøde i Luxembourg i 1985, og som trådte i kraft samtidig med Spaniens og Portugals tiltrædelse. Som hovedmål formulerede fællesakten virkeliggørelsen af det fælles indre marked, der allerede var nedfældet i traktaterne om oprettelsen af Fællesskaberne. Der var gode grunde til på ny at fremhæve dette mål og knytte en bestemt dato til det, den 31. december 1992: - EF var ved at blive tydeligt svagere på verdensmarkedet, og de tider, hvor Fællesskabet udviste de højeste vækstrater i verden, var for længst forbi. - Der kunne konstateres spild af ressourcer inden for forskning og anvendelsen af forskningsresultater. - Ti års høj og i starten endog meget kraftigt stigende arbejdsløshed gjorde det magtpåliggende at overveje, hvordan den europæiske økonomi kunne effektiviseres. - Det stod efterhånden også klart, hvor store omkostninger der var ved bare at opretholde de generende markedssegmenteringer. Beslutningen om at skabe et marked uden barrierer var svaret, og det burde være kommet længe før. Med færdiggørelsen af det indre marked er der sket en dramatisk udvidelse af de områder, hvor beslutningerne træffes på europæisk plan. Hvor det tidligere var de enkelte stater, der havde tilvejebragt de politiske rammebetingelser for markedet, overgik beslutningerne nu i stigende grad til EF's politiske system. Det gjorde spørgsmålet om handlekraft til et af de mest centrale temaer i 1990'ernes Europa.

15 1990 EUROPA FRA A TIL Å oktober 1990: Tyskland genforenes, og det tidligere DDR bliver en del af Unionen. Fællesskabets udvikling til Den Europæiske Union Både de inden- og udenrigspolitiske følger af det indre marked har skabt langt større behov for en effektiv beslutningstagning, der kan leve op til Fællesskabets indholdsmæssige udformning: Monetær Union, beføjelser på miljøområdet, udenrigspolitik, indre og ydre sikkerhed. Også Fællesskabets institutionelle udformning skal kunne leve op til den nye situation: effektiv politisk ledelse, gennemsigtig, kontrollerende parlamentarisme, føderalisme med magtdeling. De opnåede fremskridt i den monetære politik er utvivlsomt et afgørende skridt fremad for Fællesskabet. Den Monetære Union og Den Europæiske Centralbank står igen på den europolitiske dagsorden. De sidste politiske etaper på denne vej var: den tyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genschers memorandum om et europæisk monetært område og en europæisk centralbank (februar 1988), beslutningen på Det Europæiske Råd i Hannover om nedsættelse af et udvalg under forsæde af den daværende formand for EF-Kommissionen, Jacques Delors (juni 1988), den afsluttende rapport fra det såkaldte Delors-udvalg, Spaniens indtræden i EMS den 19. juni 1989 og beslutningen på topmødet i Madrid (juni 1989) om at indlede den første af de tre faser i Delors-planen den 1. juni 1990 og påbegynde forberedelserne til den nødvendige traktatændring. Rapporten fra Delors-udvalget, der blev forelagt den 17. april 1989, er en af hjørnestenene i den europolitiske debat om Den Monetære Union. Det centrale i den er de tre faser for gennemførelsen af ØMU, hvis vigtigste institutionelle aspekt skal være opbygningen af et europæisk centralbanksystem. Traktaten om Den Europæiske Union, der blev undertegnet i Maastricht den 7. februar 1992, betragtes som den mest omfattende reform af Rom-traktaterne. Den rummer også en klar tidsplan for den videre udvikling hen imod Den Økonomiske og Monetære Union.

16 16 Planens anden fase begyndte den 1. januar 1994 og har til formål at sætte så mange EU-medlemsstater som muligt i stand til at kvalificere sig til den tredje og sidste fase og at forberede oprettelsen af en europæisk centralbank. Kriterierne for overgangen til tredje fase er prisstabilitet, budgetdisciplin, konvergens i rentesatser og deltagelse i det europæiske monetære system. Senest i 1996 skulle stats- og regeringscheferne afgøre, om et flertal af medlemsstater opfyldte disse krav. Derefter kunne de fastsætte en dato for færdiggørelsen af ØMU. Hvis dette flertal ikke nås, begynder tredje fase automatisk den 1. januar Maastricht-topmødet banede også vej for, at den europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik kan få en ny dimension. Medlemsstaterne forpligtede sig til at udvikle en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) på alle områder. På grundlag af enstemmige beslutninger i Ministerrådet kan deraf følgende aktioner nu besluttes med kvalificeret flertal. Det er første gang, at Det Europæiske Fællesskab har forladt enstemmighedsprincippet i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Med hensyn til sikkerhedspolitikken tildeles Den Vesteuropæiske Union en ny rolle, idet den både bliver en del af Den Europæiske Union og en del af Den Atlantiske Alliance. I denne sammenhæng besluttede man på Maastricht-topmødet at indføre EUborgerskab, at øge samarbejdet om indenrigs- og udenrigspolitik og først og fremmest at udvide Europa-Parlamentets beføjelser. Parlamentet godkender nu Kommissionen, og Parlamentet og Kommissionen har sammenfaldende mandatperioder. Parlamentet har fået ret til at oprette undersøgelsesudvalg og modtage andragender. Med hensyn til fællesskabslovgivningen fik Parlamentet ret til fælles beslutningstagning i sager om det indre marked, forbrugerbeskyttelse, miljø og transeuropæiske net. edlemsstaternes ratificering af Maastricht-traktaten viste sig at blive en vanskeligere og mere langstrakt proces end ventet. Der blev holdt folkeafstemninger om unionstraktaten i Danmark, Frankrig og Irland. Mens Frankrig og Irland stemte for traktaten, udløste den danske folkeafstemning en krise, da 50,7% af de danske vælgere stemte mod beslutningerne fra Maastricht og truede med at blokere for de reformer, de indeholdt det magiske år, hvor det indre marked skulle stå færdigt - blev en regulær gyser. Ganske vist kunne danskernes nej ændres til et ja efter en række indrømmelser. Men unionstraktatens næsten mytiske uforståelighed farvede de bitre debatter, først og fremmest i Storbritannien og Tyskland. Først da det britiske parlament endelig stemte ja, og en forfatningsklage i Tyskland blev tilbagevist, var den sidste hurdle klaret. Alle stater havde ratificeret traktaten og deponeret deres ratifikationsinstrumenter i Rom. Med næsten et års forsinkelse kunne traktaten træde i kraft i november 1993.

17 Efter Maastricht: Uddybe og udvide Trods alle fremskridt kan unionstraktaten dog ikke dække behovet for reform af Europapolitikken. Selv om det ikke var muligt i Maastricht-traktaten at optage målet om en føderativt organiseret union, er det dog på længere sigt uomgængeligt med en strikt føderativ opbygning af Fællesskabet med en entydig kompetencefordeling baseret på subsidiaritetsprincippet. Listen over opgaver i post-maastricht-perioden er bestemt af to aspekter af, hvordan den europæiske integration skal udformes: på den ene side øget handlekraft gennem uddybning af Unionen og intensivering af de bestående politikker, på den anden side løsning af problemerne i forbindelse med de hidtidige og kommende udvidelser af medlemskredsen. EUROPA FRA A TIL Å 17 I skyggen af Maastricht-krisen forblev det næsten ubemærket, at den magiske dato, den 1. januar 1993, for færdiggørelsen af det indre marked, ikke blev overholdt. Selv om gennemførelsen af 95% af de planlagte foranstaltninger kan ses som en imponerende succes, gjorde mængden af uløste problemer - harmoniseringen af skattesystemerne og den indre sikkerhed - det umuligt at skabe feststemning over Europa. En rapport fra en ekspertgruppe under ledelse af det tidligere kommissionsmedlem Peter Sutherland havde allerede tidligere gjort det klart, at politisk organisation og snævert samarbejde fortsat var nødvendigt, hvis det indre marked skulle fungere efter hensigten. Maastricht og det indre marked opviser fælles træk i deres proces. De kan begge ses som forsøg på at øge Fællesskabets handleevne, så det med et mere effektivt sæt instrumenter bliver i stand til løse den fortsat lange række af europolitiske opgaver januar 1995: Østrig, Finland og Sverige bliver optaget i Unionen efter at have underskrevet tiltrædelsestraktaterne på Korfu den juni Den 1. januar 1995 blev Den Europæiske Union igen udvidet, denne gang med EFTA-landene Finland, Sverige og Østrig, og EU har nu femten medlemsstater. Men

18 18 problemet med at uddybe Unionen er der stadig, og nu mere påtrængende end nogensinde. I lyset af EU's åbenbare magnetiske tiltrækningskraft vil det centrale spørgsmål om den nødvendige handlekraft blive stadig vigtigere, fra De Seks til De Femten i dag og derpå i de kommende år til enogtyve, femogtyve eller otteogtyve medlemsstater med en samlet befolkning på ca. 500 mio. Dette lægger op til det afgørende spørgsmål om, hvordan et fællesskab af stater, der politisk, økonomisk og kulturelt er så forskellige, overhovedet kan organiseres. Studerer man grundigt den europæiske integrations historie, vil man opdage, at differentiering er nøglen til succes. Allerede fra starten var der forskellige organisationsformer, forskellige medlemsskaber og forskellige hastigheder for gennemførelsen. Den Politiske Union, den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Den Økonomiske og Monetære Union og det indre marked vil ikke i fremtiden dække de samme områder. Et så kompliceret differentieret system kan kun organiseres, hvis det følger en forudsigelig kurs. Differentiering kan opnås gennem vekslende grader af integration. Her frembyder der sig tre modeller: for det første en hurtig integrering af et kerne-europa på grundlag af beslutningerne fra Maastricht om Den Økonomiske og Monetære Union; for det andet etablering af en politisk union uafhængigt af deltagelse i Den Økonomiske og Monetære Union; for det tredje etablering af en politisk union for medlemmerne af WEU, en mulighed, der placerer en sikkerhedsunion centralt i den politiske uddybningsproces. På fransk-tysk initiativ kan der således i Vesteuropa opstå flere forskellige kerner med tilpas højt ambitionsniveau til at modvirke en udvikling hen imod et Europa à la carte. Disse kerner vil desuden udvise overlapninger og derfor kunne begrænse eventuelle effektivitetstab. Allerede nu er der tale om differentiering: det europæiske monetære system, overgangsperioden ved enhver udvidelse, social- og arbejdsmarkedspolitikken, undtagelsesklausulerne, de supplerende aftaler såsom Schengen-aftalen, undtagelsesbestemmelserne inden for miljøpolitik, arbejdssikkerhed og sundhed og det indre marked. Og den næste udvidelse vil gøre institutionelle reformer nødvendige. For i et EU med 20 eller 30 medlemsstater kan hvert land ikke få sit eget kommissionsmedlem, og det bliver heller ikke muligt at fortsætte med det hidtidige rotationsprincip for formandskabet. Og en automatisk fremskrivning af stemmevægtningen og det nødvendige antal stemmer til et kvalificeret flertal ville betyde, at de store medlemsstater kan nedstemmes af de små. EU har derfor også brug for et koncept, hvor der skabes integration på et højt niveau, men hvor der samtidig differentieres på forskellige områder. Kun hvis det sker, vil Unionen fortsat være til at styre. Alle disse reformpakker vil tilsammen kunne skabe et nyt Europa, der kan videreføre den europæiske integrations imponerende succeshistorie.

19 Et paneuropæisk fællesskab Efter afslutningen på den ideologiske Øst-Vest-konflikt står Europa på tærsklen til enhed. Talrige samarbejdsaftaler med staterne i Central- og Østeuropa, traktaten om Det Europæiske Økonomiske Område, tiltrædelsesforhandlingerne samt de intensiverede samarbejdsstrukturer i CSCE, Europarådet og andre fora er alle baseret på samme grundidé: Et net af forpligtende forbindelser skal sikre stabiliteten i hele Europa og bidrage til at fremskynde den økonomiske udvikling i de nye demokratier. Hvor integrationen forbliver udfuldstændig, og hvor den fremtidsorienterede handlekraft fortsat er underudviklet, truer tragedierne. Den traumatiske krig i det tidligere Jugoslavien vil længe forfølge den europæiske politik. EUROPA FRA A TIL Å 19 Den Europæiske Union har som den handlekraftigste aktør i Europa et særlig stort ansvar. Som samlingspunkt for alle forventninger om fred, stabilitet, demokrati og økonomisk velstand kan Den Europæiske Union ikke unddrage sig dette ansvar. Den må optimere sine beslutningsstrukturer og måldefineringer, så den kan handle og blive taget alvorligt på den europæiske og den verdenspolitiske scene. Lige fra starten har der i kernen af det, der hidtil kun har været en torso af europæisk samling - begrænset som det har været til Vesteuropa - levet en vision om et fremtidigt pan-europa: Et Europa uden opsplittende grænser, et Europa, hvor idéer, kapital og tjenesteydelser kan udveksles frit, et Europa, hvor konflikter kan løses med fredelige midler, uden voldsanvendelse. Både indadtil og udadtil, ved overdragelse af beføjelser som ved den videre udvikling af institutionerne, står vi i dag med et helt nyt, elementært behov for at forklare og begrunde EU-politikken. I årtier blev principperne for og beslutningerne om den europæiske integration båret af bred tilslutning. I dag er vi ved ethvert nok så beskedent skridt tvunget til at overbevise en skeptisk offentlighed. Europa skal yde det, der er i medlemsstaternes fælles interesse. Det gælder først og fremmest om at sikre fremtiden. Det betyder økonomisk velstand, international konkurrenceevne, bevarelse af freden, forebyggelse af nye konflikter samt opbygning af en paneuropæisk union, hvor Europas borgere frit kan forme deres egen fremtid. Werner Weidenfeld Artiklen giver udelukkende udtryk for forfatterens personlige synspunkter.

20 20 Vejledning til Europa

21 Beslutningsprocedurer EUROPA FRA A TIL Å 21 Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 137, 138B, 141 og 142 (Europa-Parlamentet); EF-traktatens artikel 145 og 148, , og 189A (Rådet), EF-traktatens artikel 155, 189A (Kommissionen) og EF-traktatens artikel Hvad angår de særlige beslutningsprocedurer for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og samarbejdet om retlige og indre anliggender, se unionstraktatens artikel K og J. Deltagende institutioner: Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union. Disse institutioner bistås af Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med rådgivende funktioner (artikel 4, stk. 2). Beslutninger: EF-retsakter i henhold til EF-traktatens artikel 189. Afgørelser vedrørende budgetbehandling (EF-traktatens artikel 203) og den fælles udenrigsog sikkerhedspolitik og samarbejdet om retlige og indre anliggender (unionstraktatens artikel J og K) er af en særlig art. Både Det Europæiske Fællesskabs og Den Europæiske Unions afgørelser træffes i overensstemmelse med en række retligt fastlagte procedurer, der tilsammen udgør -> Den Europæiske Unions beslutningsproces. Fællesskabslovgivningen er det centrale element i beslutningsprocessen. Den forløber principielt i tre faser, som kan deles ind i forslag, høring og beslutning (lovgivningens grundstruktur). Fællesskabslovgivningen følger dog en række forskellige procedurer, hvis udformning afhænger af det pågældende emne (den pågældende fællesskabspolitik). I den almindelige lovgivnings grundmodel arbejder -> Europa- Kommissionen, -> Europa-Parlamentet (EP) og -> Rådet for Den Europæiske Union tæt sammen. Kommissionen udfører i kraft af sin initiativret det forberedende arbejde. Europa-Parlamentet foretager en offentlig høring om forslaget, som inddrager de standpunkter, der gør sig gældende blandt de repræsenterede politiske kræfter, og afgiver udtalelse i form af beslutninger. Hvad angår såvel Rådet som Europa-Parlamentet, kan disse selv anmode Kommissionen om at fremsætte forslag og indvirke på dennes initiativret med tilsvarende egne initiativer. Selv om Rådet som Unionens overordnede lovgivende myndighed på nuværende tidspunkt træffer den afgørende beslutning, har Europa-Parlamentet dog i traktaten om Den Europæiske Union opnået status som EU's medlovgiver (fælles beslutningstagning i henhold til EF-traktatens artikel 189B).

22 22 I forbindelse med lovgivningsproceduren er fællesskabsinstitutionerne forankret i et fast og bindende kompetencesystem. Dette system er baseret på princippet om begrænset særbemyndigelse : Om institutionerne overhovedet må handle, hvilke foranstaltninger de i så fald må træffe, hvilken juridisk udformning disse foranstaltninger skal have og hvilke proceduremæssige forskrifter, der i den forbindelse skal overholdes, fremgår udelukkende af de konkrete bestemmelser i traktaterne, navnlig EF-traktaten, som den er udformet efter ajourføringen med traktaten om Den Europæiske Union. Inden for rammerne af -> den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og samarbejdet om -> retlige og indre anliggender (RIA) gælder der særlige beslutningsprocedurer (unionstraktatens artikel J og K). Lovgivningsprocedure I overensstemmelse med EF-traktatens fastsættelse af kompetencefordelingen mellem de tre deltagende institutioner skal Rådet vedtage alle grundlæggende retsakter, da Rådet på grund af sin sammensætning udgør det politiske bindeled til medlemsstaterne, som EF og EU siden deres grundlæggelse har været afhængige af at opnå godkendelse fra med hensyn til opbygning og udvikling. Lovgivningen udmønter sig hovedsagelig i forordninger og direktiver (den sekundære fællesskabsret) i henhold til EF-traktatens artikel 189. En forordning er almengyldig; den er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Et direktiv er kun bindende for de medlemsstater, det er rettet til, med hensyn til de mål, der skal nås; det skal omsættes til national ret inden for en fastlagt tidsfrist, men medlemsstaterne bestemmer selv formen og måden. I henhold til artikel 191 i EF-traktaten, træder EF's retsakter først i kraft, efter de er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende (forordninger) eller meddelt dem, de er rettet til (direktiver). Høringsproceduren I den almindelige høringsprocedure er det normalt Kommissionen, der i kraft af sin initiativret udarbejder forslag til retsakter (EF-traktatens artikel 155 A, 190); Rådet fremsender disse til høring i Europa-Parlamentet (EF-traktatens artikel 137 og 190), før det træffer en endelig afgørelse (EF-traktatens artikel 145). I henhold til EF-traktatens artikel 152 og 138 B, kan Rådet og Europa-Parlamentet også opfordre Kommissionen til at fremsætte bestemte forslag. Hvad angår høringen i Europa-Parlamentet skelnes der mellem den traktatmæssigt foreskrevne obligatoriske høring og den fakultative høring. Denne skelnen er også vigtig på grund af de retsvirkninger, det har, hvis Rådet enten undlader at høre Europa- Parlamentet eller ikke overholder de procedurer, der er fastsat i traktaten. Der er formelt krav om en korrekt høring af Europa-Parlamentet i sager, hvor traktaten foreskriver en sådan, og i henhold til -> EF-Domstolens domsafsigelse fra 1980 medfører en manglende overholdelse af dette krav, at den pågældende retsakt fra Rådet bliver ugyldig. Et af høringsprocedurens afgørende kendetegn er, at der kun finder én behandling sted i Europa-Parlamentet. I praksis har følgende forløb udviklet sig: Rådet

23 forelægger formelt Kommissionens forslag for Europa-Parlamentet med henblik at få en udtalelse; Europa-Parlamentets formand sender forsalget til behandling i det ansvarlige udvalg og eventuelt i medvirkende rådgivende udvalg. Udvalgets konklusioner forelægges for plenarforsamlingen i form af en rapport, som forsamlingen enten vedtager uændret eller tilfører de foreslåede ændringer. Europa-Parlamentets udtalelse fremsendes til både Rådet og Kommissionen, således at sidstnævnte eventuelt kan tilpasse sit oprindelige forsalg efter Europa- Parlamentets holdning. Kommissionen og Rådet undersøger Europa-Parlaments ændringsforslag og tager for det meste uformelt stilling hertil. De underretter Europa-Parlamentet om, hvorvidt de godkender eller forkaster ændringsforslagene. Sluttelig vedtager Rådet retsakten med det påkrævede flertal og den fastsatte stemmevægt (EF-traktatens artikel 148, stk. 2) og afslutter således proceduren. EUROPA FRA A TIL Å 23 Hvad er kvalificeret flertal? De 15 EU-landes regeringer har tilsammen 87 stemmer i Rådet. Stemmerne er fordelt i forhold til landenes størrelse. Når beslutningstagningen ifølge EFtraktaten skal ske med kvalificeret flertal, kræver dette, at der opnås mindst 62 af de 87 stemmer (EF-traktatens artikel 148). Hvis vedtagelsen af en afgørelse i Rådet derimod kun kræver simpelt flertal, skal mindst 8 af de 15 medlemmer stemme for. Stemmevægtene er i øjeblikket følgende: Belgien 5 Frankrig 10 Østrig 4 Danmark 3 Irland 3 Portugal 5 Tyskland 10 Italien 10 Finland 3 Grækenland 5 Luxembourg 2 Sverige 4 Spanien 8 Nederlandene 5 Det Forenede Kongerige 10 Samarbejdsproceduren Fra 1958 til 1987 udgjorde det forløb, der er beskrevet ovenfor, den sædvanlige lovgivningsprocedure i Fællesskabet. For særlige områder, nærmere bestemt for retsakter vedrørende -> det indre markeds oprettelse og funktion (jvf. EFtraktatens artikel 100 A) indførtes der med virkning fra 1. juli 1987 en særlig samarbejdsprocedure mellem Rådet og Europa-Parlamentet og med Kommissionens deltagelse. Den nye procedure skulle både beskytte Rådets beslutningstagning med kvalificeret flertal og sikre Europa-Parlamentet en større indflydelse i forbindelse med beslutninger vedrørende det indre marked. Proceduren krævede omfattende ændringer af de tidligere traktatregler. Siden 1987 stilles der som følge af den nye ordning krav om to behandlinger i henholdsvis Rådet og Europa-Parlamentet i forbindelse med afgørelser vedrørende det indre marked, og proceduren består nu af følgende faser: Kommissionen udfærdiger som hidtil et forslag, som Europa-Parlamentet afgiver udtalelse om; Rådet undersøger forslaget i en førstebehandling og fastlægger en fælles holdning, som forelægges for Europa-Parlamentet sammen med en begrundelse. Europa-Parlamentet skal inden for tre måneder enten godkende Rådets forslag,

24 24 forkaste det eller fremsætte ændringsforslag. I de to sidste tilfælde stilles der krav om absolut flertal blandt parlamentsmedlemmerne. Hvis Europa-Parlamentet fremsætter forslag om ændringer, skal Kommissionen gå videre med proceduren (frist: en måned). Her er der to alternativer: 1. Hvis Kommissionen accepterer Europa-Parlamentets ændringer, behøver Rådet i sin andenbehandling kun at samle et kvalificeret flertal for endeligt at vedtage det ændrede forsalg. Hvis Rådet derimod ønsker at afvige fra det ændrede forslag, kræves der enstemmighed. Kan dette ikke opnås, må Rådet godkende Europa-Parlamentets forslag, hvis det ikke vil risikere at blive anklaget for forsømmelse (frist: tre måneder). 2. Hvis Kommissionen ikke godkender Europa-Parlamentets ændringer, gælder følgende regel (som også anvendes i andre sammenhænge): Rådet kan vedtage Kommissionens forsalg med kvalificeret flertal, men kun enstemmigt afvige fra det; forslag fra Europa-Parlamentet, som Kommissionen har afvist, kan vedtages af Rådet, men kun med enstemmighed; Rådet kan kun enstemmigt vedtage et forslag, Europa-Parlamentet har forkastet. Inden for rammerne af samarbejdsproceduren afhænger Europa-Parlamentets indflydelse på lovgivningen af, at Rådet faktisk træffer de flertalsbeslutninger, traktaten giver mulighed for. Det er i den forbindelse også afgørende, at medlemsstaterne afstår fra at bruge det såkaldte Luxembourg kompromis af 29. januar 1966, som i praksis har gjort det muligt for medlemsstaterne at forhindre en flertalsafgørelse i Ministerrådet ved at nedlægge veto under henvisning til vitale nationale interesser, hvilket har ført til en situation, hvor alle afgørelser reelt kræver enstemmighed. Den fælles beslutningsprocedure Med EF-traktatens artikel 189 B indførtes der en ny måde at inddrage Europa- Parlamentet i Fællesskabets lovgivningsprocedure, nemlig gennem fælles beslutningstagning i forbindelse med visse EF-retsakter. Denne nye fælles beslutningsprocedure giver bl.a. mulighed for en tredjebehandling i Europa- Parlamentet og har været i anvendelse siden 1. november Den bygger på samarbejdsproceduren, men går videre på to vigtige punkter: 1. Hvis der er uenighed mellem Rådet og Europa-Parlamentet, iværksættes der en forligsprocedure, hvor der gøres brug af et særligt Forligsudvalg. 2. Europa- Parlamentet har ret til at forkaste den foreslåede retsakt, hvis der til trods for forligsproceduren ikke opnås enighed. Dette kræver absolut flertal blandt parlamentsmedlemmerne. Ingen retsakt kan derfor vedtages mod Europa- Parlamentets vilje. Betydningen af den fælles beslutningsprocedure understreges af de områder, den anvendes indenfor: Den er obligatorisk i forbindelse med lovgivning vedrørende kultur, uddannelse, sundhed, forbrugerbeskyttelse, transeuropæiske net, forskning og teknologi samt miljøbeskyttelse.

25 Den fælles beslutningsprocedure (artikel 189 B i EF-traktaten) EUROPA FRA A TIL Å 25 Forslag fra Kommissionen Udtalelse fra Europa-Parlamentet (førstebehandling) Rådet fastlægger sin fælles holdning med kvalificeret flertal (førstebehandling) Europa-Parlamentet (andenbehandling) Europa-Parlamentet godkender den fælles holdning Europa-Parlamentet afgiver ikke udtalelse Europa-Parlamentet tilkendegiver med absolut flertal, at det agter at forkaste den fælles holdning Godkendelse af retsakten efter 3 måneder Rådet indkalder Forligsudvalget Europa-Parlamentet fremsætter ændringsforslag (med absolut flertal) Europa-Parlamentet forkaster den fælles holdning med absolut flertal: retsakten vedtages ikke Rådet godkender ændringsforslagene (inden for 3 måneder) Rådet afviser ændringsforslagene med kvalificeret flertal (hvis Kommissionen afgiver positiv udtalelse) Retsakten vedtages enstemmigt (hvis Kommissionen afgiver negativ udtalelse) Retsakten vedtages Forligsudvalget indkaldes af Rådets og Europa- Parlamentets formænd Forligsudvalget godkender et fælles udkast med hhv. kvalificeret flertal og flertal blandt repræsentanterne for Rådet og repræsentanterne for Europa-Parlamentet Forligsudvalget når ikke til enighed om et fælles udkast Rådet bekræfter inden for seks uger sin fælles holdning fra førstebehandlingen (med kvalificeret flertal) Europa-Parlamentet forkaster teksten inden for seks uger (med absolut flertal) Europa-Parlamentet forkaster ikke teksten Rådet godkender det fælles udkast (med kvalificeret flertal) Europa-Parlamentet godkender det fælles udkast (med absolut flertal) (Begge parter skal godkende teksten inden for seks uger) Retsakten vedtages Retsakten vedtages ikke Retsakten vedtages

26 26 Proceduren med samstemmende udtalelse Denne procedure anvendes først og fremmest i forbindelse med de såkaldte konstitutionelle retsakter, som præger EF/EU's udformning og opbygning. Anliggender vedrørende tiltrædelse og associering har allerede siden 1987 været omfattet af proceduren med samstemmende udtalelse, men derudover er der nu ligeledes krav om Europa-Parlamentets samstemmende udtalelse i forbindelse med Fællesskabets indgåelse af vigtige internationale aftaler og fastlæggelsen af en ensartet procedure for valg til Europa-Parlamentet. Uden samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet er Rådets afgørelser uden retsgyldighed. Særlige procedurer Ud over den almindelige lovgivningsprocedure og de omtale procedurer for samarbejde, fælles beslutningstagning og samstemmede udtalelse indeholder EFtraktaten desuden bestemmelser om særlige lovgivningsprocedurer. Disse anvendes hovedsagelig i forbindelse med fastsættelsen af budgettet, Fællesskabets indgåelse af internationale aftaler, beslutninger om valgret ved valg til Europa-Parlamentet, finansielle bestemmelser vedrørende Fællesskabets egne midler og proceduren for ændring af traktaten. EU-institutionernes forretningsorden udgør ligeledes særlige EF-retsakter, som vedtages af institutionerne selv i kraft af retten til at fastlægge deres egen arbejdsgang. Afgørelser inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og afgørelser truffet på grundlag af de særlige proceduremæssige foranstaltninger i artikel J og K i traktaten om Den Europæiske Union er ikke retsakter i EF-traktatens forstand. Yderligere reformer På den ene side er procedurerne for omstændelige, og på den anden side er der kritik af den omstændighed, at Europa-Parlamentet har for lidt indflydelse på den europæiske lovgivning, hvilket medfører, at Rådets retsakter ikke er tilstrækkeligt legitime. De håb, der knytter sig til -> regeringskonferencen i 1996 om revisionen af Maastricht-traktaten, er derfor først og fremmest rettet mod en parlamentarisering og demokratisering af EU-lovgivningen samtidig mod en stramning og forenkling af beslutningsproceduren. I denne sammenhæng er der blandt andet på grundlag af en såkaldt udviklingsklausul (EF-traktatens artikel 189 B, stk. 8) skabt mulighed for at udvide anvendelsesområdet for proceduren med fælles beslutningstagning, som er blevet benyttet siden En grundlæggende reform af EU's beslutningsprocedure hører til en af prioriteterne og er en af de centrale opgaver i forbindelse med udformningen af en ny forfatning for Den Europæiske Union, som med henblik på den fremtidige uddybning og -> udvidelse af EU bliver stadig mere presserende. Thomas Läufer

27 Borgernes Europa EUROPA FRA A TIL Å 27 Retsgrundlag: Intet selvstændigt retsgrundlag, da der er tale om et samlet begreb for foranstaltninger på de forskellige politiske områder med umiddelbar virkning for borgerne, unionsborgerskab (EF-traktatens artikel 8), EF-traktatens artikel 8 A- D og subsidiaritetsprincippet (også kaldet nærhedsprincippet) (EF-traktatens artikel 3 B. Formål: Fri etablerings- og opholdsret, afskaffelse af de negative virkninger af integrationsprocessen, skabelse af et positivt image, identificering med EU og fremme af mobiliteten Instrumenter: Instrumenterne inden for de forskellige politiske områder, PR-arbejde og støtteprogrammer Det er ikke let for borgerne at forstå -> Den Europæiske Union (EU). På den ene side føler man sig ikke tryg ved et superbureaukrati, der ligger langt væk, og som man ikke kan kontrollere, og som man ikke mener tager hensyn til ens egne interesser. På den anden side er forventningerne til EU's handlekraft store. Men det nuværende integrationsniveau tillader dog ikke altid at opfylde disse, som konflikten i det tidligere Jugoslavien viser. Forvirrende begreber, upersonlighed og det forhold, at det politiske ansvar synes svært at placere, skaber yderligere afstand til borgerne, som får det indtryk, at det er håbløst at finde rundt i EUjunglen. Den nuværende stemning I forbindelse med debatten om traktaten om -> Den Europæiske Union (Maastricht-traktaten) og efter afslutningen af den kolde krig kan der konstateres en tendens til mindre begejstring for den europæiske integrationsproces i medlemsstaterne. Efter en periode med stor begejstring fra midten af 1980'erne, som kan forklares med de omfattende informations- og PR-aktiviteter i forbindelse med den blomstrende økonomi og etableringen af -> det indre marked, faldt begejstringen i begyndelsen af 1990'erne. Om den faldende tilslutning virkelig er et udtryk for, at man tager afstand fra integrationstanken og dermed lægger en bombe under fremtidens integrationsbestræbelser, eller kun et forbigående fænomen, kan man kun sige med sikkerhed om et par år, når trenden i opinionsmålingerne er blevet undersøgt. I gennemsnit går over halvdelen af EUborgerne ind for de europæiske samlingsbestræbelser (Kilde:Eurobarometer).

28 28 I begyndelsen blev integrationsbestræbelserne båret oppe af enighed blandt eliten og en grundliggende accept fra borgerne. Jo mere den europæiske integration blev udviklet, jo flere omfordelingsbeslutninger blev der truffet, og jo flere borgere blev mærkbart berørt af EU-bestemmelserne. EU blev det niveau, politikken blev udformet på. Forskellige synspunkter i den politiske debat førte til forskellige meninger hos borgerne om den europæiske integration. Det er en helt normal demokratisk proces i en demokratisk debatkultur, der er nødvendig i beslutningsprocessen. Og her spiller samarbejdet i EU en stadig større rolle. UNIONSBORGERSKABET Hvilke fordele giver Maastricht-traktaten de almindelige borgere? Frem for alt nye rettigheder og friheder, der er en del af det unionsborgerskab, som alle statsborgere i medlemsstaterne har ret til: Retten til frit at vælge sin bopæl inden for EU forbedres betydeligt. Siden 1994 har alle unionsborgere kunnet stemme og lade sig opstille til Europa-Parlamentsvalgene i det land, hvor de har bopæl. Også retten til at stemme og lade sig vælge ved kommunalvalgene er ved at blive en realitet. I lande uden for Den Europæiske Union kan unionsborgere søge diplomatisk eller konsulær beskyttelse hos enhver anden EUmedlemsstat, hvis deres eget land ikke har nogen repræsentation på stedet. Retten til at indgive andragender til Europa-Parlamentet og retten til at henvende sig til ombudsmanden er nu fastlagt i traktaten.. Den Europæiske Union skal respektere de grundlæggende friheder og menneskerettighederne, således som fastlagt i den europæiske menneskerettighedskonvention og medlemsstaternes fælles forfatningsbestemmelser. Europæisk integration - i borgernes interesse fra starten Den europæiske integrations historie er præget af, at man har bestræbt sig på at finde frem til de vigtigste instrumenter og mekanismer for et fredeligt samarbejde mellem stater og disses borgere - navnlig i situationer, hvor forskellige interesser støder sammen. Derfor var det også tanken om et borgernes Europa, der stod fadder ved grundlæggelsen af Det Europæiske Fællesskab. Den ofte hørte påstand, om at EF først og fremmest blev til for erhvervslivets skyld, er ikke rigtig. For fra begyndelsen var princippet om at opnå en konstant forbedring af leve- og

29 beskæftigelsesvilkår for borgerne det grundlæggende. Efter at den første integration var afsluttet, blev der gjort bestræbelser for at få fastlagt bestemmelser om Borgernes Europa. Etaper på denne vej var Tindemans-rapporten (1974), indførelsen af direkte valg til -> Europa-Parlamentet (1979), Adonninoudvalget, der skulle forberede Fællesakten, talrige programmer til fremme af mobilitet og udveksling, unionsborgerskabet, der er forankret i Maastrichttraktaten og en hel række bestemmelser, der sikrer borgerne et særligt beskyttelsesniveau (f. eks på sundhedsområdet og med hensyn til forbrugerbeskyttelse). EUROPA FRA A TIL Å 29 Særlige ordninger vedrørende unionsborgerskabet Borgernes forhold til EU er en gensidig betinget proces. Der findes en hel række bestemmelser, der definerer EU's forhold til borgerne. Den fri bevægelighed for personer og den fri etablerings- og opholdsret har der senest siden - den ganske vist endnu ikke afsluttede - etablering af det indre marked foreligget skriftlige bestemmelser om. Med Maastricht-traktaten har man med henblik på borgernes Europa systematiseret de hidtidige regler og indført enkelte nye aspekter. Derudover fastlægges, hvilke rettigheder en borger i EU har, nemlig retten til frit ophold (EF-traktatens artikel 8 A), aktiv og passiv valgret til Europa-Parlamentet, men også ved kommunalvalg uafhængigt af bopælslandet (EF-traktatens artikel 8 B), ret til diplomatisk og konsulær beskyttelse i et tredjeland ved et andet EU-land, når den pågældende borgers land ikke er repræsenteret (EF-traktatens artikel 8 C), retten til at indgive andragender for Europa-Parlamentet på områder, der er omfattet af EU's virksomhed, (EF-traktatens artikel 8 D) samt muligheden for at klage til en ombudsmand, der er udnævnt af Parlamentet, i sager, der vedrører forvaltningen af EU (EF-traktatens artikel 138 E). Traktaten om Den Europæiske Union omtaler også for første gang partierne, som bl. a. skal bidrage til en europæisk bevidstgørelse (EF-traktatens artikel 138 A). Indførelsen af unionsborgerskabsbegrebet i EU's traktater er et udtryk for forsøget på at knytte borgerne direkte til den Union, der så ofte forekommer dem abstrakt. Det nationale statsborgerskab er en forudsætning for at få del i de rettigheder, unionsborgerskabet indebærer. Det er imidlertid påfaldende, at det kun er unionsborgernes rettigheder, og ikke deres pligter, der nævnes. Nærhedsprincippet, som blev fastlagt i Maastricht-traktaten (EF-traktatetns artikel 3 B), skal ligeledes bringe borgerne tættere på EU. Konklusioner: problemet med den demokratiske legitimitet En politik, der ikke tager hensyn til borgernes interesser, har ingen legitimitet. Men en politisk proces, der omfatter et meget stort antal borgere, og som er præget af geografisk og kulturel forskellighed, har svært ved at oprette strukturer, som borgerne kan få et direkte forhold til. Derfor har EU-systemet i begyndelsen bygget på medlemsstaterne som dem, der skulle træffe beslutningerne. Efterhånden som integrationen skred frem, og der kom stadig flere områder med i det europæiske samarbejde, navnlig i 1980'erne og 1990'erne, fik Europa-Parlamentet stadig

30 30 større magt. I debatten omkring Maastricht-traktaten beklagede man navnlig den manglende demokratiske legitimitet. Beslutningerne i EU har hidtil beroet på et dobbelt legitimitetsgrundlag, nemlig Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter. Europa-Parlamentet er siden 1979 blevet valgt direkte af borgerne i EU. Parlamentet har indtil videre kun begrænset medbestemmelsesret i forbindelse med EU-lovgivningen. Hertil kommer, at rekrutteringen af Europa-Parlamentarikerne sker efter nationale strukturer, og at borgernes valg bestemmes af nationale motiver. Alene på grund af afslutningen af mødeugerne og møderne i arbejdsgrupperne er det desuden svært at organisere Europa-Parlamentarikernens tilknytning til deres valgkredse og de nationale beslutningsprocesser. EU's politiske beslutninger domineres stadig i mange tilfælde af -> Rådet for Den Europæiske Union, som er den anden streng i den demokratiske legitimitet. Efterhånden som der er blevet flere områder, hvor der træffes flertalsafgørelser på ministerrådsplan, og medlemsstaternes repræsentanter dermed kan komme i mindretal ved afstemningerne, og Europa-Parlamentets medbestemmelsesret er blevet styrket, er problemet med EU's demokratiske legitimitet vokset ->(Beslutningsprocedurer). Helt bortset fra overvejelserne om en styrkelse af Europa-Parlamentet drøftes spørgsmålet om, hvorledes de nationale repræsentanter kan få større indflydelse på beslutningsprocessen i EU, også i forbindelse med debatten om revisionen af traktaterne i forbindelse med regeringskonferencen i Det er - i det mindste indtil videre - disse to legitimitetssøjler, der skal kontrollere den politiske magt i EU. I forbindelse med ->regeringskonferencen i 1996 skal man forsøge af opnå en bedre afbalancering af legitimitetsstrengene. EU befinder sig i en overgangsperiode: Europa-Parlamentet har endnu ikke nok rettigheder i lovgivningsprocessen til at kunne sikre en direkte legitimitet for de europæiske borgere, og de nationale parlamenter har kun indirekte indflydelse. Desuden indebærer demokratiprincippet uomtvisteligt, at varetagelsen af statslige opgaver og udøvelsen af statslige beføjelser udgår fra folket i den pågældende stat (forbundsforfatningsdomstolens dom vedrørende Maastrichttraktaten). Bestræbelserne på at styrke Europa-Parlamentet imødegås sommetider med det argument, at der endnu ikke findes et europæisk folk. Udsigter: borgerne fortsat i centrum for samlingsbestræbelserne Maastricht-traktaten har medført en intensivering af debatten om EU's forhold til borgerne. Den nuværende debat tilføjer tre punkter til problematikken: 1. EU's beslutningsprocesser bør gøres mere åbne, lettere at forstå og mere gennemskuelige for manden på gaden. EU-politikken bør gøres mindre upersonlig. Ansvarsfordelingen på nationalt og EU-niveau bør systematiseres.

31 2. De grundliggende rettigheder bør eventuelt være forankret i en forfatning eller et lignende dokument, så borgerne sikres visse rettigheder. 3. EU-organerne bør forbedre deres informationsindsats. Desuden bør informationstilbuddene differentieres på grund af den stadig fremadskridende integration, EU-politikkens stadig større betydning for borgernes liv og integrationsprocessens differentiering. 31 Melanie Piepenschneider

32 32 Budget Retsgrundlag: EF-traktatens artikel A, unionstraktatens artikel J.11, stk. 2, og K.8, stk. 2, Rådets afgørelse af 31. oktober 1994 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter Formål: Finansiering af EU's udgifter og aktiviteter og dens politikker; fastlæggelse af de fiansielle rammer for EU's politiske virksomhed. Instrumenter: Egne indtægter og andre EU-finansieringsinstrumenter, EU's almindelige budget og enkeltsektioner i budgettet, EU's budgetprocedure og Revisionsrettens revision Den fælles budgetpolitik er grundlaget for -> Den Europæiske Unions (EU's) politiske virksomhed. Den fastlægger EU's finansielle handlingsmuligheder og er samtidig et indicium for, hvor stor integrationsviljen egentlig er til at nå EU's mål. Et vigtigt led i budgetpolitikken er den årlige udarbejdelse og færdiggørelse af det almindelige budget for EU og dens institutioner. I forbindelse med denne budgetprocedure fastlægges budgetstrukturen, og EU's drifts- og administrationsudgifter fastsættes (bevillingernes anvendelse). Budgetproceduren indgår som en fast bestanddel af EU's finansieringssystem. Den Europæiske Unions finansieringssystem Udviklingen af EUs finansieringssystem har været igennem flere stadier siden oprettelsen af -> Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) i 1951 og -> Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) i 1957, og siden institutionerne for de tre fællesskaber blev lagt sammen i Oprindelige blev Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab finansieret ved hjælp af bidrag fra medlemsstaterne. Denne praksis er ganske langsomt blevet ændret med indførelsen af Fællesskabets såkaldte egne indtægter. Rådet vedtog således i 1970 en afgørelse om udskiftning af medlemsstaternes finansielle bidrag med Fællesskabernes egne indtægter, som trådte i kraft den 7. januar 1971, efter at den var blevet ratificeret i alle medlemsstater. Ifølge denne afgørelse skulle de tidligere bidrag til budgettet gradvist og senest den 1. januar 1975 afløses af en ny ordning, hvorefter fællesskabsbudgettet helt og holdent skulle finansieres ved hjælp af egne indtægter. Tidsfristen blev dog

33 forlænget med yderligere fem år, så fællesskabsbudgettet først blev fuldstændig selvfinansierende fra den 1. januar EUROPA FRA A TIL Å 33 Finansieringen af det almindelige budget i 1988 og fra 1992 til 1996 (betalingsbevillinger) (mio. ecu) * Landbrugsafgifter Told * 1996: bilancio Moms 4. indtægt Øvrige EU's egne indtægter Udtrykket egne indtægter er ikke nærmere defineret i EF-traktatens artikel 201, som er det væsentligste retsgrundlag for Rådets afgørelse fra Inden for disse vide rammer blev der i 1970 fastlagt tre hovedindtægtskilder, nemlig: landbrugsafgifter (afgifter, præmier og tillægs- og udligningsbeløb, som opkræves ved handel med ikke-medlemslande) told, der opkræves ved handel med tredjelande i henhold til EF's fælles toldtarif, og andre toldafgifter indtægter i form af en del af den moms, der indbetales i medlemslandene; denne andel var oprindelig fastsat til 1% af medlemslandenes ensartede og harmoniserede momsberegningsgrundlag. Langt den største del af EU's egne indtægter stammer fra dens andel af medlemslandenes momsindtægter. Denne andel blev i forbindelse med Fællesskabets -> udvidelse til tolv medlemslande den 1. januar 1986 hævet fra 1% til 1,4%, og denne sats gælder indtil videre, selv efter at EU blev udvidet til femten

34 34 medlemslande den 1. januar Samtidig med at momsberegningsgrundlaget blev hævet, steg momsens andel af de egne indtægter til 66%. I 1995 lå den på ca. 54%. Reform af finansieringssystemet Som følge af EF-reformen i forbindelse med vedtagelsen af -> den europæiske fælles akt i 1986 og planen om at vedtage -> traktaten om Den Europæiske Union i 1992 blev der i henholdvis 1988 og i 1992 skabt et nyt mellemfristet grundlag for Fællesskabets finansiering. Det nye grundlag blev vedtaget med direkte henblik på etableringen af det -> indre marked og gennemførelsen af en målrettet strukturpolitik og sikrer budgettet indtil Den 12. februar 1988 blev man således på -> Det Europæiske Råds møde i Bruxelles enige om Delors-pakken, som består af en række koordinerede budgetforanstaltninger vedrørende -> landbrugspolitikken og -> regional- og strukturpolitikken. Hovedelementerne i reformen af ordningen for egne indtægter, som blev vedtaget med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 1988, er følgende: Det samlede loft for egne indtægter (inkl. alle former for egne indtægter) blev fastsat til 1.2% af medlemsstaternes samlede årlige bruttonationalindkomst (BNI) opgjort i markedspriser. Finansieringen af det almindelige budget i 1996 fordelt på medlemsstater (%) FIN: 1,5% P: 1,5% A: 2,9% NL: 5,8% SE: 2,9% UK: 10,8% B: 3,8% DK: 1,9% D: 30,0% L: 0,2% I: 12,1% IRL: 0,9% F: 17,6% E: 6,4% EL: 1,5% Med det formål at forhindre, at man for tidligt stødte mod det samlede loft for egne indtægter, blev der for hvert af årene i perioden fastlagt

35 et mellemliggende loft. Ud over de tre oprindelige indtægtskilder blev det besluttet at indføre en fjerde indtægtskilde, som er baseret på medlemsstaternes samlede BNI i markedspriser, og som beregnes ved hjælp af et ensartet grundlag. Den fjerde indtægtskilde anvendes som en supplerende indtægt, og den anvendes kun, når Fællesskabets finansieringsbehov ikke kan dækkes ved hjælp af de tre oprindelige indtægter. Selv om der ikke blev rørt ved den maksimumssats på 1,4%, der siden 1986 har været gældende for Fællesskabets opkrævning af en del af medlemsstaternes momsindtægter, blev der også her foretaget en vigtig ændring, idet det momsberegningsgrundlag, der anvendes ved beregning af en medlemsstats finansieringsbidrag, højst må udgøre 55% af medlemsstatens BNI. Formålet med denne udjævningsbestemmelse er bl.a. at sikre en bedre fordeling af udgiftsbyrderne mellem de forskellige medlemslande. På Edinburgh-topmødet den 12. december 1992 vedtog Det Europæiske Råd Delors II-pakken, der var baseret på finansreformen fra 1988, og som skulle sikre EUs finansiering indtil 1999 samtidig med gennemførelsen af unionstraktaten (inkl. udvidelse af strukturstøtten, forbedring af den europæiske industris konkurrenceevne og finansiering af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik). Delors II-pakken omfattede bl.a. følgende vigtige aspekter: EUROPA FRA A TIL Å 35 Der blev ændret i sammensætningen af EU's egne indtægter, således at momsandelen med virkning fra den 1. januar 1995 skulle falde til fordel for en stigning i BNI-indtægten. Europa-Kommissionen fik til opgave at undersøge og fremlægge mulighederne for i 1999 at indføre en femte indtægtskilde. EUs egne indtægter inddrives af medlemslandene og stilles til rådighed for Kommissionen, som gennemfører budgettet (jf. EF-traktatens artikel 205). Kommissionen udfører visse inspektions- og kontrolopgaver. Sideløbende med de egne indtægter skal nævnes EU's mulighed for at optage lån, som anvendes til finansering af investeringer i kul- og stålindustrien (EKSF-lån) og i atomenergi (Euratom-lån), og på det økonomiske område skal lånene muliggøre støtte og investeringer inden for industri, forskning og teknologi, energi og infrastruktur (EF-lån), f.eks. ved hjælp af det nye fællesskabsinstrument (NIC), som blev vedtaget i 1979 med det formål at fremme investeringsprojekter i medlemsstaterne og herigennem afskaffe de regionale forskelle i Fællesskabet. Budgettets struktur Siden 1967 er der for de tre fællesskaber, som nu er blevet samlet i Den Europæiske Union, blevet udarbejdet ét almindeligt budget. I det almindelige budget opføres alle indtægter og udgifter, det opstilles en gang om året, det skal være fuldstændigt, og der skal være balance mellem indtægter og udgifter (EF-

36 36 traktatens artikel 199). Det samme gælder for administrationsudgifterne til -> den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og samarbejdet om -> retlige og indre anliggender (RIA). Regnskabsåret løber fra den 1. januar til den 31. december. På udgiftssiden omfatter budgettet administrationsudgifterne til EU-institutionerne og aktionsudgifterne til Det Europæiske Fællesskab (bl.a. landbrugs-, regional-, samhørigheds- og socialfonden) og til Euratom (forsknings- og investeringsbudget). En række udgiftskategorier behandles særskilt, herunder bl.a. EKSF's aktionsudgifter, EF's lånoptagelses- og långivningstransaktioner og Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) til fordel for AVS-landene, som har indgået et samarbejde med Fællesskabet på grundlag af Lomé-konventionen -> (udviklingspolitik), der finansieres gennem medlemsstatsbidrag. I forbindelse med EU's udgifter skelnes der mellem forpligtelsesbevillinger (FB) og betalingsbevillinger (BB). Forpligtelsesbevillingerne udstikker de finansielle rammer for, hvor store forpligtelser der i løbet af et regnskabsår kan indgås i forbindelse med flerårige programmer. Betalingsbevillingerne derimod anvendes til at dække de udgifter, der konkret er forbundet med forpligtelserne i indeværende regnskabsår og forpligtelser fra tidligere regnskabsår. Siden man i perioden mellem 1975 og 1980 gik over til en selvfinansierende ordning er Fællesskabets/Unionens budget gradvist steget i omfang. I perioden mellem 1973, hvor Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige tiltrådte Fællesskabet, og 1981, hvor Grækenland tiltrådte, steg fællesskabsudgifterne med gennemsnitligt 23% om året, og stigningen fortsatte med samme fart i de efterfølgende år. I 1986, som var det første år, hvor budgettet også omfattede Spanien og Portugal, faldt stigningstakten for første gang til 18%. I perioden 1988 og 1992 steg fællesskabsbudgettet i gennemsnit med 4.8% om året. EF/EU-budgettets struktur (i mio. RE/ERE/ECU) (*) Udgifter i alt 8,6 28, , , , ,5 herunder: EUGFL (landbrug) , , , ,0 Socialfonden ,0 502, , ,0 Regionalfonden , , ,9 Industri/F&U bl.a. (**) , , ,0 Administration 8,6 23,4 114,7 938, , ,0 Andet 0,0 4,9 41, , , ,6 * RE (regningsenhed) indtil 1970, ERE (europæisk regningsenhed) , ECU fra 1990 (1 ECU = ). ** 1980 og 1990: industri, energiforskning; 1994: forskning og teknologisk udvikling, industri. Kilde: Relazione economica annuale 193 della Commissione delle Comunità europee; Gazzetta ufficiale delle Comunità europee L 34 del 1994

37 Hvis man ser på strukturen kan målsætningerne i EU-budgettet delvis sammenlignes med de opgaver, der løses ved hjælp af de nationale budgetter. Men selv om disse målsætninger kræver store investeringsudgifter (f.eks. regionalpolitikken og de forskningsfremmende foranstaltninger på teknologiområdet), så kan EU-budgettets størrelse, som stadig er forholdvis beskedent, selv om det er stigende (i 1995 var de samlede udgifter i det almindelige budget for de 15 medlemslande på 77,2 mia. i betalingsbevillinger), næppe sammenlignes med størrelsen af et nationalt budget, som skal omfatte alle udgifter og al planlægning i forbindelse med en moderne industristat og et moderne velfærdssamfund. -> Landbrugspolitikken og de fælles markedsordninger for landbrugsvarer tegner sig stadig for størstedelen af udgifterne, og det er disse områder, der er afgørende for udviklingen. I perioden mellem 1968 og 1975 udgjorde landbrugsudgifterne mellem 72% og 93% af hele budgettet. Siden 1976 er de faldet til mellem 60% og 75%, og i det almindelige budget for 1991 faldt de til 57%. Siden 1992 er landbrugsudgifterne faldet endnu mere, og de har nu fundet et leje omkring 52% (det almindelige budget for 1994). EUROPA FRA A TIL Å 37 Fordelingen af EU s udgifter % 59% 31% 48% 2% 11% 2% 3% 1% 4% 4% 3% 3% 6% <1% 5% Landbrug (EUGFL-Garantisektionen) Strukturforanstaltninger Forskning Andre interne politikker Foranstaltninger udadtil Administration Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) Den Europæiske Udviklingsfond (EUF)

38 38 Ud over landbrugspolitikken og EU's administrative udgifter (ca. 5% af årsbudgettet) finansieres fire store politiske områder ved hjælp af det almindelige budget (gælder ikke den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og samarbejdet om retlige og indre anliggender). Det drejer sig om strukturpolitik, udviklingssamarbejde, -> forskning og teknologisk udvikling og en række andre politikker (->kultur, -> energi, -> industri, -> transport og -> miljøpolitik). Når udgifterne til landbrugspolitikken er dækket resterer der ca. 36% til andre områder, dvs. igangsættende og fremadrettede EU-aktiviteter. EU's budgetprocedure Det almindelige budget udarbejdes i flere etaper, og i proceduren inddrages både -> Europa-Kommissionen, -> Europa-Parlamentet og -> Rådet for Den Europæiske Union. De enkelte etaper i proceduren er fastlagt i EF-traktatens artikel 203. Tillægs- og ændringsbudgetterne, som er nødvendige af hensyn til uundgåelige og uforudsigelige udgifter, udarbejdes på samme måde. Samtidig med at man gik over til at finansiere EF ved hjælp af egne indtægter, blev budgetproceduren ændret i to etaper i forbindelse med reformerne i 1970 og Europa-Parlamentet og Rådet har siden 1975 tilsammen udgjort EF's/EU's budgetmyndighed, og deres beslutningsbeføjelser bevirker, at de ikke blot supplerer hinanden, men at de også er bundet til hinanden. Forløbet i budgetproceduren er følgende: Kommissionen forelægger Rådet og Parlamentet det foreløbige budgetforslag, som indeholder de individuelt udarbejdede udgiftsoverslag fra Parlamentet, Rådet, Kommissionen, -> EF-Domstolen og ->Revisionsretten. På dette grundlag opstiller Rådet et budgetforslag, som det forelægger for Parlamentet. I det senere forløb har Parlamentet forskellige beføjelser: 1. I forbindelse med de obligatoriske udgifter kan Parlamentet fremsætte ændringsforslag over for Rådet, som træffer den endelige beslutning. Obligatoriske udgifter er i princippet defineret ved, at de både hvad grundlag og størrelse angår er juridisk bindende som følge af fællesskabstraktaterne, den afledte ret (den såkaldte sekundærret) eller folkeretlige og privatretlige forpligtelser (et godt eksempel er landbrugsudgifterne). 2. I forbindelse med fastsættelsen af de såkaldte ikke-obligatoriske udgifter (Fællesskabets strukturfonde og andre politikker som f.eks. forskning og teknologi) kan Parlamentet ændre Rådets udgiftsforslag inden for en margen, som hvert år fastsættes af Kommissionen, og der kræves kun kvalificeret flertal for at få dem vedtaget, selv i tilfælde af at Rådet er imod. Denne skelnen mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter er afgørende for, om Rådet eller Parlamentet har det sidste ord ved fastsættelsen af udgifterne, og klassificeringen i de to grupper er således blevet til en magtkamp mellem de to institutioner. De øvrige etaper i proceduren er: Rådet opstiller under hensyntagen til Parlamentets ændringer og ændringsforslag et ændret budgetforslag.

39 Ved hjælp af den særlige samrådsprocedure forsøger man at opnå enighed mellem Rådet og Parlamentet. Budgetforslaget kommer til andenbehandling i Parlamentet, som vedtager budgettet i dets endelige form. Budgettet offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Hvis der er vægtige grunde, der taler for det, kan Parlamentet forkaste hele budgettet, hvorefter det anmoder Rådet om at få forelagt et nyt forslag (EFtraktatens artikel 203, stk. 8). EUROPA FRA A TIL Å 39 Hvis der ved regnskabsårets begyndelse ikke er vedtaget noget budget, så anvendes der i henhold til EF-traktatens artikel 204 en overgangsordning, som er baseret på det foregående års budget. I forbindelse med budgetproceduren og koordineringen af budgetpolitikken findes en række forskellige former for interinstitutionelle dialoger. De er gradvis blevet indført, efter at EF/EU blev selvfinansierende i Herunder kan nævnes samrådet om retsakter med finansiel betydning, budgettrialogen og de foranstaltninger af nyere dato, der skal sikre budgetdisciplin, og som desuden er afgørende for den mellemfristede finansielle planlægning indtil Budgettrialogen og koordineringen mellem institutionerne skal afværge eller løse eventuelle konflikter mellem institutionerne i forbindelse med opstillingen af budgettet og således sikre en så gnidningsløs budgetprocedure som mulig. Gennemførelse af budgettet Når budgettet er vedtaget, er det Kommissionen, der på eget ansvar gennemfører det (EF-traktatens artikel 205). Dette gælder især sektion III, som omfatter alle EU's vigtige aktionsudgifter. De øvrige institutioner gennemfører selv de sektioner i budgettet, der vedrører dem. Institutionerne har hver især en finansinspektør, der fører tilsyn med alle udgifter og indtægter. Herudover kontrollerer Den Europæiske Revisionsret, som er en uafhængig institution, den samlede budgetgennemførelse, og den tager stilling til, om finansforvaltningen har været sund. Kommissionen skal en gang om året redegøre for det forløbne regnskabsår over for Rådet og Europa-Parlamentet. Efter henstilling fra Rådet meddeler Parlamentet Kommissionen decharge for gennemførelsen af budgettet. Grundlaget for Parlamentets decharge er ud over Kommissionens årsregnskab Revisionsrettens årsberetning med de forskellige institutioners svar. Status og fremtidsperspektiver Ud over at være et vigtigt aspekt ved opbygningen af Den Europæiske Union er finansieringssystemet en målestok for, hvor langt man er kommet i bestræbelserne på en fuldstændig integration. Budgettet og finansforholdene hænger derfor nøje sammen med den videre udvikling af EU's politikker og institutioner og er af afgørende betydning for en yderligere integration.

40 40 Med EU-budgettets nuværende udgiftsstruktur og vægtning vil det være meget vanskeligt at finansiere en yderligere udvikling af EU, herunder tænkes bl.a. på oprettelse af -> Den Økonomiske og Monetære Union og en Politisk Union, hvis det skal ske på grundlag af den nuværende ordning for egne indtægter og de nuværende budgetbevillinger. Dette var årsagen til, at Det Europæiske Råd i december 1992 med udgangspunkt i Maastricht-traktaten besluttede ikke blot at ændre EU's institutionelle struktur, men også rammerne for finansieringssystemet med det formål at tilpasse det til de stigende integrationsbehov i årene frem til 1999 (Delors II-pakken). Yderligere integration forudsætter, at EU opnår større finansiel uafhængighed, dvs. at der skal indføres nye indtægter, som går direkte til EU (f.eks. retten til at udskrive skatter). Desuden er der et klart behov for at omstrukturere EU-budgettet, så landbrugspolitikken ikke dominerer så meget, og så der i udgiftssammenhæng bliver større råderum for de igangsættende politikker. Delors II-pakken fra 1992 var således kun et skridt på vejen med betydning for den umiddelbart forestående planlægningsperiode fra 1993 til Næste etape i reformerne er regeringskonferencen i I denne forbindelse forventer Parlamentet ikke blot at få sine budgetbeføjelser udvidet, men også at der skal ses på EU's finansieringssystem. Det står allerede nu klart, at en udvidelse af Den Europæiske Union fra de nuværende 15 medlemslande ikke vil være mulig, medmindre der sker grundlæggende ændringer i finansieringssystemet. Thomas Läufer

41 EF-Domstolen EUROPA FRA A TIL Å 41 Retsgrundlag: EF-traktatens artikel , unionstraktatens artikel L Formål: Domstolen skal værne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af EF-traktaten og unionstraktaten. Sammensætning: Femten dommere og otte generaladvokater (EF-traktatens artikel 165 og 166), som udpeges af medlemsstaternes regeringer efter fælles overenskomst for et tidsrum af seks år. Dommerne vælger af deres midte Domstolens præsident for en embedsperiode på tre år. Hvert tredje år finder en delvis nybesættelse af dommerembederne og generaladvokaternes embeder sted (EF-traktatens artikel 167). Domstolen har sæde i Luxembourg. Voteringsprocedurer: Retten sættes af samtlige Domstolens medlemmer, når en medlemsstat eller en af Fællesskabets institutioner, som er part i sagen, anmoder herom. De øvrige sager behandles i afdelinger på tre, fem eller syv dommere (EFtraktatens artikel 165). Voteringen er ikke offentlig. Domstolens afgørelser træffes med stemmeflerhed. Processprog er Fællesskabets 11 officielle sprog. Arbejdssproget er fransk. EF-Domstolen er en af Fællesskabets hovedinstitutioner (EF-traktatens artikel 4, stk. 1). Den blev oprettet som eneste domstol for De Europæiske Fællesskaber ved konventionen vedrørende fælles institutioner for De Europæiske Fællesskaber af 25. marts Generaladvokaterne følger sammen med de refererende dommere de sager, der indbringes for Domstolen, afgiver i et retsmøde en uafhængig udtalelse om sagerne og fremsætter begrundede forslag til afgørelse. Generaladvokaterne er medlemmer af Domstolen som institution, men deltager ikke i voteringen og afstemningen. Domstolens meget fremtrædende stilling i fællesskabssystemet og dens autoritet ved fortolkningen og anvendelsen af fællesskabsretten skyldes først og fremmest, at Domstolen træffer flertalsafgørelser og i den forbindelse alene følger sin egen forståelse af ret og retfærdighed. Der er altså tale om et egentligt overstatsligt organ, der er uafhængigt af medlemsstaternes interesser. Opgaver og kompetence Som eneste juridiske kontrolorgan i EU har Domstolen fået pålagt en række opgaver, som ligger ud over selve den dømmende funktion. Domstolen kan fungere som:

42 42 forfatningsdomstol: klarlæggelse af EU-institutionernes rettigheder og pligter indbyrdes samt af retsforholdene mellem medlemsstaterne og EU juridisk kontrolorgan: kontrol af, om den afledte ret (retsakter udstedt af Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen) er i overensstemmelse med traktaterne og de almindelige retsgrundsætninger forvaltningsdomstol: pådømmelse af sager anlagt af fysiske og juridiske personer vedrørende EU-foranstaltninger samt af tvister mellem EU og dens tjenestemænd og øvrige ansatte civildomstol: konstatering af ansvar uden for kontrakt samt behandling af skadeserstatningskrav, specielt i forbindelse med offentlige myndigheders ansvar voldgiftsret: efter aftale mellem parterne kan Domstolen i visse tilfælde være voldgiftsret. Desuden kan både Rådet og Kommissionen samt medlemsstaterne indhente udtalelse fra Domstolen om foreneligheden med EF-traktaten af en aftale, der påtænkes indgået mellem EU og tredjelande eller internationale organisationer (EF-traktatens artikel 228, stk. 6). Her har Domstolen i det mindste delvis også folkeretlige kontrolopgaver. Domstolens opgaver og kompetence har ikke ændret sig med de nationale parlamenters ratificering af traktaten om Den Europæiske Union. Inden for traktaten om Den Europæiske Union er Domstolens kompetence udtrykkeligt begrænset til fællesskabsretsakter (specielt traktatændringer og tiltrædelsestraktater) (unionstraktatens artikel L). Sagstyper Domstolen kan behandle følgende sager: annullationssager indbragt af EU's organer og institutioner, medlemsstaterne og - i visse tilfælde - også af enkeltpersoner (EF-traktatens artikel 173) vedrørende bindende retsakter udstedt af EU's institutioner traktatbrudssager indbragt af Kommissionen eller en medlemsstat mod en anden medlemsstat i tilfælde af manglende overholdelse af de forpligtelser, der påhviler medlemsstaten i medfør af traktaterne eller den afledte ret vedtaget af EU-organerne (EF-traktatens artikel 169 og 170), eller i medfør af traktater, som EU har indgået (f.eks. EF-traktatens artikel 228) passivitetssager indbragt af EU-organer og medlemsstaterne mod Rådet eller Kommissionen, hvis disse forholder sig passivt i en given situation (EFtraktatens artikel 175) tvister mellem EU og EU's ansatte (EF-traktatens artikel 179). Ud over sine afgørelser vedrørende traktaterne og EU's enkelte retsakter tager Domstolen stadig hyppigere stilling til præjudicielle spørgsmål (EF-traktatens

43 artikel 177), dvs. den afgør efter anmodning fra de nationale domstole, hvordan EU-retten skal fortolkes i en sag, der verserer i en af medlemsstaterne. Domstolens afgørelse er bindende for den nationale domstol. Denne ordning udgør et vigtigt bindeled mellem Domstolen og medlemsstaternes domstole. Den betyder, at EUretten bliver anvendt ensartet overalt i EU, og sikrer også en ensartet retspraksis i EU. EUROPA FRA A TIL Å 43 Retten i Første Instans Ved Rådets afgørelse af 24. oktober 1988 blev der i tilknytning til Domstolen oprettet en retsinstans benævnt De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans. Denne træffer afgørelse i første instans i bestemte sager (bl.a. tvister mellem EU og EU's ansatte samt i konkurrencesager), idet der dog er mulighed for appel til Domstolen. Hjemmelen for oprettelsen af Retten i Første Instans blev givet ved europæisk fælles akt (i EØF-traktaten blev der indsat en artikel 168 A) Den nye ret har 15 medlemmer, som dels virker som dommere, men som også kan fungere som generaladvokater. Deres embedsperiode er seks år. Retten i Første Instans påbegyndte sit arbejde den 31. oktober 1989 og aflaster Domstolen. I 1993/1994 blev Rettens kompetence udvidet til alle sager anlagt af fysiske og juridiske personer mod EU's institutioner og organer. Man har hermed ønsket at gøre det muligt for EU's retssystem bedre at kunne håndtere det stigende antal sager, som anlægges af enkeltpersoner, og at fordele arbejdsbyrden mellem Domstolen og Retten i Første Instans mere ligeligt. Retspraksis Domstolen har lige fra begyndelsen spillet en central rolle ved udviklingen af EF til et retssamfund. Den har givet og giver fortsat vigtige impulser til videreudviklingen af fællesskabsretten og dermed også for en stadig større europæisk integration. Særlig tydelig er denne funktion ved den løbende kontrol af Rådets retsakter (EF-traktatens artikel 189) og ved fortolkningen af fællesskabsretten, hvor Domstolen fastlægger retspraksis, og som dermed også præger Domstolens politiske rolle. Ved sine afgørelser har Domstolen hele tiden udfyldt huller i fællesskabsretten. Den har i den forbindelse altid forstået fællesskabsretten som en selvstændig og af medlemsstaterne uafhængig retsorden og i tvivlstilfælde fortolket den til fordel for Fællesskabet, dets integrationsmål og dets borgere. Domstolen har lagt særlig vægt på at forsvare borgernes rettigheder over for Fællesskabet som myndighed. I 1977 vedtog -> Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen en fælles erklæring om beskyttelse af menneskerettighederne i Fællesskabet. Allerede tidligere havde Domstolen dog flere gange truffet afgørelse i spørgsmål om beskyttelsen af borgernes grundlæggende rettigheder. De fleste domme vedrører i øvrigt erhvervsret, specielt konkurrenceret, og gennemførelsen af EF's/EU's fælles politikker. Der er først og fremmest tale om traktatbrudssager i henhold til EF-traktatens artikel 169 og 170. Desværre er antallet af sådanne sager fortsat højt. I 1993 indledte Kommissionen sager. I 44 tilfælde blev der

44 44 anlagt sag ved Domstolen, og i alt blev der afsagt 35 domme om, at forpligtelser i henhold til fællesskabsretten ikke var blevet opfyldt. Dommenes virkning Domstolens domme binder i første række sagens parter. De offentliggøres i Domstolens samling af afgørelser. Domskonklusionen offentliggøres desuden i EF- Tidende. Hvis enkelte retsakter udstedt af EF/EU erklæres ugyldige af Domstolen, har denne afgørelse virkning for alle. Imidlertid er kun domme, som indebærer betalingsforpligtelser, og som kan tvangsfuldbyrdes af medlemsstaterne, eksegible. Domstolens magt sluttede indtil unionstraktatens ikrafttræden ved medlemsstaternes vilje til frivilligt at underkaste sig dens domme. Siden 1993 har Domstolen kunnet pålægge medlemsstater, der ikke efterkommer Domstolens domme, tvangsbøder (EF-traktatens artikel 171). Thomas Läufer

45 Energi EUROPA FRA A TIL Å 45 Retsgrundlag: Specifikke bestemmelser for kul i EKSF-traktaten; specifikke bestemmelser for kerneenergi i Euratom-traktaten; almindelige bestemmelser i EFtraktaten om fjernelse af handelshindringer (artikel 12-37) og om konkurrenceregler (artikel 85-94), og artikel 3, litra t). Formål: At garantere en sikker, billig, sund og miljømæssigt acceptabel energiforsyning, at udvikle nye energisystemer, at fuldføre det indre marked for energi. Instrumenter: Interventionsinstrumenter især inden for kul- og kernekraftsektoren, programmer for nuklear teknologi og fusionsforskning, programmer og strukturstøtte til energiteknologiske demonstrationsprojekter, bestemmelser om markedsintegration for ledningsbundne energier, fastlæggelse af miljøstandarder for energiproduktion og forbrug. Siden midten af 1960'erne har olie været den vigtigste energikilde i de europæiske økonomier. I 1973 nåede EF-landenes olieafhængighed op på det højeste niveau med 67% af det samlede energiforbrug; i slutningen af 1980'erne stabiliserede det sig omkring 45%. Mere end fire femtedele af den olie, der forbruges i EU, importeres fra tredjelande; når oliefelterne i Nordsøen er blevet opbrugt, vil denne andel i nær fremtid stige yderligere. To tredjedele af den importerede olie kom i 1994 fra OPEC-lande. For naturgas er importafhængigheden på mere end en tredjedel, og siden 1980'erne er Rusland blevet hovedleverandør. Kul forekommer i relativ store mængder i -> Den Europæiske Union (EU), men kan på grund af de høje udvindingsomkostninger ikke gøre sig gældende over for de billigere kul, der kan importeres. EU er kun selvforsynende i forbindelse med den elektricitet, der produceres ved kerneenergi og vandkraft, som i 1994 bidrog med 16% af energiforbruget. Hovedproblemet inden for energipolitikken er, hvordan der under disse omstændigheder kan sikres en tilstrækkelig pålidelig og billig energiforsyning. Især på grund af afhængigheden af olieimporten fra den verdenspolitiske krisezone i Golf-området står det europæiske energisystem over for en høj sikkerhedsrisiko. Det er derfor en af de mest påtrængende opgaver for EU's energipolitik at mindske denne forsyningsrisiko og udvikle alternative muligheder for energiforsyningen. Ved siden af de traditionelle forsyningspolitiske problemer er der i de senere år

46 46 opstået behov, som med stigende kraft gør det nødvendigt at fastsætte prioriteter for energianvendelsen. Der er her tale om de specielle problemer i forbindelse med kernekraft (udfaldsrisiko, social accept, atomaffald), og desuden de mange forskellige former for miljøbelastning, som hænger sammen med forbruget af fossilt brændsel (kul, olie, gas), og som med risikoen for klimaskader på grund af det øgede indhold af kuldioxid i atmosfæren (drivhuseffekten) har nået et foruroligende omfang. Da disse problemer er fælles for alle europæiske lande, får EU stadig større betydning som det niveau, hvorpå problemerne kan behandles. Primærenergi EUR Produktion Forbrug Råolie 23% Brunkul 12% Stenkul 8% Brunkul 13% Stenkul 4% Primærelektricitet 2% Naturgas 24% Atomkraft 29% Primærelektricitet 4% Atomkraft 16% Naturgas 21% Råolie 44% I alt: 690,6 mio. t o.e. (*) I alt: 1308,4 mio. t o.e. (*) (*) En ton o.e. (olieækvivalenter) er en standardiseret energimåleenhed og svarer til den energi, der er indeholdt i én t råolie med en nedre forbrændingsværdi på kilojoule pr. kg. Udvikling af den europæiske energipolitik Ved grundlæggelsen af De Europæiske Fællesskaber var der ingen bestemmelser om en fælles energipolitik. De institutionelle rammer for kul var i 1951 Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF, Montanunionen), og for kerneenergi i 1957 Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom). De andre energikilder hørte ind under Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), som også blev oprettet i 1957, selv om der ikke var nogen direkte henvisning til energipolitikken i traktaten. Efter nogle få år blev det imidlertid klart, at EKSF og Euratom ikke ville kunne leve

47 op til de oprindelige forventninger, samtidig med at EØF's fremgangsmåde i forbindelse med energi og integration viste sig at være vellykket. EUROPA FRA A TIL Å 47 Den billige og rigelige import af energi fra kilder uden for Europa ydede i 60'erne et væsentlig bidrag til den økonomiske vækst i Europa. Men oliekrisen i 1973 (firedobling af råoliepriserne, trussel om boykot fra de olieeksporterende stater i Mellemøsten) fik europæernes øjne op for den farlige afhængighed af udenlandske energikilder. De europæiske regeringer forsøgte efter 1973 først enten at komme ud af olieafhængigheden via nationale energiprogrammer (det mest iøjnefaldende tilfælde var Frankrig, som foretog en massiv udbygning af atomkraft), eller at opbygge en strategisk modposition mod OPEC's oliekartel sammen med andre industristater. I Det Internationale Energiagentur (IEA), som i 1974 blev nedsat inden for rammerne af OECD, og som alle vestlige industristater tilsluttede sig, blev det aftalt, at man ville opbygge en fælles reserve, som skulle anvendes, hvis råolietilførslen blev afbrudt. I denne forbindelse kunne EF kun spille en birolle. I november 1983 gav Rådet, bestående af energiministrene, for første gang Fællesskabet kompetence til at føre en selvstændig energipolitik. Europa- Kommissionen samlede derefter i sin beretning Det indre energimarked (maj 1988) en række til dels ældre projekter i et enkelt program. Gennem en omfattende liberalisering af det europæiske energimarked inden for gas- og elektricitetssektoren håber Kommissionen på, at den kan udløse konjukturelle vækstimpulser, øge fleksibiliteten inden for det europæiske energisystem og fjerne hindringer for integration på nationalt plan. Samtidig ønsker den at sikre, at miljøbeskyttelsen får en mere fremtrædende rolle i forbindelse med energipolitikken. Traktaten om Den Europæiske Union bekræftede endnu engang disse målsætninger, men har ikke skabt noget nyt traktatmæssigt grundlag for den europæiske energipolitik. Instrumenter, beslutningsprocedurer og enkeltprogrammer Traktaterne giver EU en lang række instrumenter, som den kan anvende til at gribe ind i medlemsstaternes energiindustrier: konkurrenceregler og handelsnormer, prisbegrænsninger og kvotaer, tekniske standarder, grænseværdier, kontrolbeføjelser og informationssystemer, finansiel støtte og investeringskreditter. Dens direkte muligheder for at gribe ind er størst i forbindelse med kul- og kerneenergiindustrien. EU's selvstændighed begrænses naturligvis på alle disse områder af medlemsstaternes medvirken i beslutningsdannelsen. EU's -> beslutningsprocedurer for energipolitik er ligeså forskellige som selve energiområdet. Generelt har -> Europa-Kommissionen en stærk stilling på områder, som reguleres af EKSF- og Euratomtraktaterne (f.eks. kul- og kerneenergi): Her kan den som overnational kontrolmyndighed og Fællesskabets folkeretlige repræsentant handle direkte og selvstændigt. På områder, som kun vedrører EØF-traktaten (olie, gas og elektricitet) kan Kommissionen kun fastsætte rammebestemmelser, som skal godkendes af Rådet for De Europæiske Fællesskaber. På trods af den formelle kompetence forholder det sig imidlertid

48 48 sådan, at den intensive politisering af mange energispørgsmål betyder, at der ofte må gennemføres langvarige diskussioner på hvert niveau inden for EU's samlede institutionssystem. Siden slutningen af 1970'erne har -> Det Europæiske Råd ofte udtalt sig om energispørgsmål. Og siden 1980'erne har -> Europa-Parlamentet også vist øget interesse for energipolitiske spørgsmål, hovedsagelig i sammenhæng med miljø- og forbrugerbeskyttelse. EU's største engagement til fremme af nye energikilder ligger traditionelt inden for området kerneenergi (kernespaltning, kernefusion). Derudover har fremme af energispareforanstaltninger, rationelle og miljøvenlige energiteknologier og udvikling af vedvarende energikilder (sol, vind, jordvarme) fået stadig større betydning. Det fjerde rammeprogram for forskning og udvikling ( ) har øremærket 2,256 mia. ECU til disse aktiviteter. Det Europæiske Råd traf i december 1994 beslutning om et særprogram til finansiering af transeuropæiske energinet, som bl.a. omfatter udbygning af gas- og elektricitetforbindelser mellem medlemsstaterne og de vigtigste leverandørlande. De mange forskellige foranstaltninger, programmer og instrumenter kan imidlertid ikke skjule, at energiområdet spiller en lige så marginal rolle i EU's samlede budget som EU's energipolitik i forhold til medlemsstaternes egen energipolitik. Fremtidsudsigter På længere sigt er udsigterne for den europæiske energipolitik positive. Målsætningen om en sikker, billig, sund og miljøvenlig energiforsyning for EU's medlemsstater er i vid udstrækning blevet virkeliggjort i de forløbne årtier. Der er imidlertid ingen garanti for, at denne succes vil fortsætte. Når det indre marked er blevet gennemført vil visse af de mere kontroversielle politikker skulle omformuleres og begrundes. Dette gælder især kerneenergiens rolle og prioriteterne inden for miljøbeskyttelsen. Planer om at indføre en europæisk energiafgift på drivhusgasemissioner blev opgivet, fordi der var modstridende interesser blandt medlemsstaterne. EU vil i fremtiden stå over for nye udfordringer og sandsynligvis nye konflikter, efterhånden som det udvikler tættere forbindelser med de central- og østeuropæiske lande, forsøger at sikre olieforsyningerne fra Mellemøsten på langt sigt og søger at opnå en fælles løsning med de industrialiserede konkurrenter og udviklingslandene. Dette vil kræve en indsats, som ligger ud over EU's nuværende energipolitik. Med indgåelsen af traktaten om det europæiske energicharter i december 1994 definerede de 45 underskriverlande fælles målsætninger og fastsatte en adfærdskodeks for Øst-Vestenergisamarbejdet. Dette skal imidlertid først omsættes i praksis. Erwin Häckel

49 EU-integrationsmodeller EUROPA FRA A TIL Å 49 I Europa-politikken er spørgsmålet om, hvordan integrationsprocessens slutprodukt skal se ud, hidtil bevidst blevet holdt åbent. Opstillingen af modeller for udviklingen af -> Den Europæiske Union er derfor af stor betydning, hovedsagelig på grund af følgende fire faktorer: For det første bevirker modeller, at deltagernes forventninger til integrationen samles i en åben form, der let kan tilpasses nye betingelser; for det andet legitimerer de EU-institutionernes rolle i integrationsprocessen (det gælder specielt -> Europa-Parlamentet); for det tredje påvirker de den offentlige mening i EU, idet de giver borgerne mulighed for at sammenligne deres politiske værdinormer og forventninger med EU's aktuelle udviklingsstadium. Og endelig for det fjerde er sådanne modeller udtryk for den politiske anerkendelse af integrationens værdi, idet de giver EU-politikken betydning og har en stabiliserende virkning i perioder, hvor beslutningstagningen i EU er problematisk. Virkningen af sådanne modeller, men samtidig også begrænsningerne i den rolle, de spiller, blev tydelige under den offentlige debat om ratifikation af unionstraktaten. I Tyskland såvel som i andre medlemsstater er målet med integrationen, nemlig en europæisk føderativ stat eller forbundsstat, blevet gjort til skræmmebilledet på en superstat. Samtidig opnåede andre traditionelle billeder som f.eks. et fædrelandenes Europa fornyet popularitet, ikke mindst i den britiske Europa-debat. De tidligere modellers funktion som ledetråd fik efterhånden mindre betydning på grund af tiltagende usikkerhed og tvivl om Europas fremtidige udseende, integrationens rækkevidde og forholdet mellem integration og nation. Under stabile forhold kan begreber som f.eks. Den Europæiske Union, hvis indhold i høj grad kan fortolkes, øge graden af konsensus. Men det ser ud til, at det integrationsniveau, der blev opnået i Maastricht, og det aftagende ydre pres som følge af afslutningen af Øst-Vest-konflikten, har haft lige den modsatte virkning: Under debatten om yderligere integration har begrebet blot bevirket en polarisering af den offentlige mening. Debatten om integrationsmodeller præges for øjeblikket af tre forskellige typer argumenter. Den første type indebærer et gradvis farvel til idéen om et Europas Forenede Stater, idet man i stedet bevæger sig i retning af den mere accepterede formel: en sammenslutning af nationer, hvor det understreges, at national suverænitet og overnational integration fortsat vil være kombineret inden for et unikt system. Den anden type argumenter afspejler det omslag i borgernes holdning til integrationsprocessen, som fremgår af meningsmålingerne. Den måde,

50 50 hvorpå borgerne i de forskellige medlemsstater modtog traktaten om Den Europæiske Union, tyder på, at deres trang til integration er tilfredsstillet. Hvad der fra et føderalistisk synspunkt blot var et skridt på vejen, synes for mange borgere at være det højeste, de kan gå med til. Den tredje type argumenter skiller sig ud fra de andre to, idet de drejer sig om, hvorvidt integrationsmodellerne siger noget om Europa som helhed. Planerne om en -> udvidelse af EU mod øst vil i givet fald betyde, at de principper og organisationsformer, der ligger til grund for den vesteuropæiske integration, overføres til store dele af det samlede Europa. De dermed forbundne omkostninger, de forventede forskydninger i den politiske magtbalance og i den politiske konsensus kunne, hvis dette samtidig som forventet får følger på det institutionelle område, anfægte resultaterne af den hidtidige integrationsproces. Det er på den baggrund, man skal se den fornyede debat om et EU med større fleksibilitet og differentiering, variabel geometri, flere hastigheder eller endog begreber, der opererer med et kerne-europa. Disse forskellige lag i debatten viser blot tidligere modeller for den europæiske integration i en ny skikkelse. Ingen af disse ældre modeller er gået i glemmebogen, de viser sig blot i en ny form. Forbundsstat - Sammenslutning af stater Siden opbygningen af et europæisk fællesskab startede i begyndelsen af 1950'erne har de to begreber europæisk forbundsstat ( Europas Forenede Stater ) og europæisk sammenslutning af stater ( fædrelandenes Europa ) været afgørende for beskrivelsen af integrationens slutresultat. Forestillingen om en organisation med overnationale besluttende organer, en slags Europas Forenede Stater, gik som en rød tråd igennem især Italiens, Tysklands og Benelux-landenes Europa-politik. Her over for stod den af De Gaulle lancerede franske idé om et fædrelandenes Europa, hvor det mellemstatslige samarbejde mellem suveræne stater udgør grundlaget for integrationen. I den faktiske udvikling af Det Europæiske Fællesskab har der ikke været tale om et enten/eller. Dets struktur indeholder træk fra begge udviklingsmodeller. Ganske vist vendte Storbritannien i sin Europa-politik i slutningen af 1980'erne tilbage til De Gaulles retorik for at begrunde sin afvisning af møntunionen, EF's fælles sikkerheds- og udenrigspolitik og den fælles -> social- og arbejdsmarkedspolitik, men både Margaret Thatcher's og hendes efterfølger John Major's hovedmål var at begrænse væksten i det overnationale element, ikke at afskaffe det. I den nuværende debat fokuseres der derfor i højere grad på, hvorledes et sådant statslignende Fællesskab skal se ud i sin endelige udformning. Den føderale tendens i integrationsprocessen, der blev fastlagt allerede i Rom-traktaten, kommer f.eks. frem i det ovenfor nævnte udtryk Europas Forenede Stater, der har været anvendt de sidste år, men også udtrykket Den Europæiske Forbundsrepublik har været anvendt. Forbundsstats-modellen indebærer implicit, at de forfatningsmæssige normer, der gælder i vestlige demokratier, finder anvendelse på den integrationsproces, vi her taler om. Fra denne model har man

51 også hentet bestemte opfattelser af opgavefordelingen mellem forbundsstaten og medlemsstaterne, af demokratiske beslutningsprocesser og af sikringen af civile og borgerlige rettigheder. EUROPA FRA A TIL Å 51 Siden 1970'erne har man i pressemeddelelser og beslutninger om EF kunnet se betegnelsen Den Europæiske Union anvendt til beskrivelse af disse modeller. Efterfølgende forsøg på at konkretisere begrebets indhold, f.eks. Tindemansrapporten og det udkast til forfatning, som Europa-Parlamentet forelagde i 1984, er politisk slået fejl. Overfladisk set virkeliggjorde Maastricht-traktaten med oprettelsen af Den Europæiske Union en af europapolitikkens ældste målsætninger. Men anvendelsen af ordet union har ikke i sig selv kunnet løse kontroverserne omkring begrebet. På den ene side har traktatændringerne, ikke mindst indførelsen af en ny beslutningsprocedure (fælles beslutningstagning) og af nærhedsprincippet, medført at Den Europæiske Union i højere grad kan opfattes som noget i retning af en forbundsstat. Men på den anden side karakteriseres EU i præamblen som en sammenslutning mellem de europæiske folk. Desuden mangler EU den folkeretlige status, som Det Europæiske Fællesskab har. Det Europæiske Økonomiske Fællesskab er blevet til noget mere omfattende, nemlig Det Europæiske Fællesskab, men til gengæld understreger indførelsen af tre søjler i unionstraktaten, at der er en parallelisme mellem overnationale og mellemstatslige strukturer. -> Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) er i princippet baseret på enstemmighed blandt medlemsstaterne; muligheden for flertalsafgørelser i forbindelse med fælles aktioner er hidtil ikke blevet benyttet. Tilsvarende var der indtil 1995 ikke oprettet permanente organer under traktatens tredje søjle, bortset fra Europols narkotikaenhed (en forløber for -> Europol). På den anden side har indførelsen af unionsborgerskabet, der giver ret til at stemme ved kommunalvalg og valg til Europa-Parlamentet, understreget ideen om, at EU er en stat. Denne ambivalens kommer også til udtryk, når ansatte i EUinstitutionerne klager over, at ombytningen af begrebet fællesskab med begrebet union i forbindelserne udadtil rent sprogligt tilslører, at integrationsprocessen er en udelelig helhed. Maastricht-traktaten og den omstridte ratifikation heraf har således ikke frembragt nogen klart defineret model. Udviklingen af Fællesskabet præges stadig af en modsætning mellem det overnationale og det mellemstatslige, og det ser ud til, at denne modsætning vil være grundlaget for enhver yderligere integration. Ved årtusindskiftet vil Den Europæiske Union således nok ikke falde fra hinanden, men på den anden side heller ikke udvikle sig til den europæiske forbundsstat, som man tidligere forestillede sig. Motiver Siden 1950'erne har opbygningen af Fællesskabet taget sigte på at virkeliggøre følgende fire erklærede mål: sikkerhed, fred, frihed og velstand. Hertil kommer begrebet økonomisk vækst, ønsket om afbalanceret konvergens på det økonomiske og sociale område og viljen til gennem en sådan integration at sætte Europa i stand til at yde et bidrag til civilisationen. Som følge af udvidelserne mod syd i firserne tilføjede regeringerne begreberne demokrati og politisk stabilitet.

52 52 Disse målsætninger, som traktaterne er baseret på, og som henviser til områder, der normalt varetages af de enkelte stater, peger på et af de underliggende motiver bag integrationen. At bevare suveræniteten, forstået som evnen til at kunne handle selvstændigt, synes at være den centrale målsætning for medlemsstaternes regeringer. Det er et forsøg på at tackle internationale problemer på et højere niveau på baggrund af den svækkelse af europæisk politik, der var indtruffet efter de to verdenskrige. De forskellige facetter af denne motivkreds er i medierne blevet betegnet som ønsket om selvhævdelse eller europæisering af Europa. Man indførte også begrebet om Europa som en tredje magt mellem supermagterne eller billedet af Europa som en civil magt. Dette var udtryk for ønsket om en europæisk identitet, der formodes at blive resultatet af Fællesskabets og dets institutioners virksomhed. Andre forsøgte at se Europa som svaret på opløsningen af nationalstaterne og konflikterne mellem dem. Efter 1989 viste disse forventninger til integrationsprocessen sig at skulle blive drivkraften bag den udenrigspolitiske orientering i mange af reformstaterne i Central- og Østeuropa. Fællesskabets succes i økonomisk og politisk henseende virkede som en magnet på disse lande. Medlemskab af Den Europæiske Union blev anset for at være et afgørende led i disse landes tilbagevenden til Europa. Bag de europæiske regeringers reaktioner på de radikale ændringer i Europa, den tyske genforening og udsigten til en udvidelse mod øst anes to forskellige motiver. På den ene side har opbruddet i Øst forstærket ønsket om at fremme den europæiske integration, som det hedder i præamblen til unionstraktaten, og dermed styrke de bånd, der sammenbinder medlemsstaterne i integrationsprocessen, og modvirke de centrifugale kræfter, der kunne opstå som følge af blokpolitikkens forsvinden. I den forbindelse ses det som en forudsætning for udvidelsen, at der sker en yderligere uddybning af samarbejdet mellem de nuværende EU-stater. Den europæiske integrationsproces Målformuleringer og motiver tjener således som modeller for udviklingen. Det samme gælder visse procesbegreber, som formulerer retningslinjer, der rækker ud over den øjeblikkelige situation. Nogle af de nedenfor nævnte strategier viser, at selve vejen kan blive til målet for integrationsprocessen. Dette gælder især og ses tydeligst i forbindelse med selve integrationsbegrebet. I Europa bevægelsernes selvforståelse indgår ofte en stærkt normativ opfattelse af integrationsbegrebet, der nemlig ses som den eneste måde, hvorpå man i nutiden kan modvirke de destruktive kræfter, som overdreven nationalisme udløser. Det analytiske modstykke hertil er funktionalismen, der anskuer integration som en problemspecifik reaktion på en kompleks international struktur. Den overordnede betydning af en sådan funktionel integration ligger i de forudsigelser om Europa, som dens tilhængere fremsætter, nemlig at resultater og erfaringer fra visse overlappende sektorer vil få en spill-over virkning og således give grobund for et politisk fællesskab. Andre procesbegreber har snarere en støttende funktion, idet

53 de gør hensigtserklæringerne mere plausible. De vil derfor altid have størst tiltrækningskraft, hver gang den faktiske integrationsproces stagnerer. I den forbindelse er følgende to processtrategier af særlig betydning. EUROPA FRA A TIL Å 53 Den pragmatisk-eksperimentelle fremgangsmåde, der snarere er baseret på politisk-administrative end på akademiske overvejelser, indebærer en fleksibel integrationspolitik, om nødvendigt også uden for de rammer, der er fastsat i traktaterne, for at undgå blokering af beslutningsprocessen. Det Europæiske Politiske Samarbejde og det europæiske monetære system må betragtes som eksempler på de gode resultater, der kan opnås med den pragmatiskeksperimentelle fremgangsmåde, og FUSP og samarbejdet om -> retlige og indre anliggender følger i deres fodspor, omend sikret gennem unionstraktatens bestemmelser. Den anden strategi, der går ind for integration gennemført i etaper eller integrationstiltag, hvori kun en del af Fællesskabet deltager, synes endnu rigere udstyret i begrebsmæssig henseende. Formålet med fleksibel integration er at undgå en relativisering af Fællesskabet gennem oprettelse af strukturer uden for EU-regi og samtidig gøre det muligt for en del af Fællesskabet at gå videre med integrationen end de resterende lande, når de finder, at tiden er inde. I den sammenhæng skal man også se idéen om en hård kerne af EU-lande, som med udgangspunkt i de oprindelige EF-lande opererer med en ring af mindre integrerede lande omkring en højt integreret central kerne. Andre teorier foretrækker et gradueret system, hvor graden af integration stiger, efterhånden som man nærmer sig midten (systemet med koncentriske cirkler), en løsning baseret på oprettelsen af en konføderation rundt om EU eller en omstrukturering og omdannelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) til en slags venteværelse, hvor landene opholder sig i en vis periode, indtil de opnår fuldt medlemsskab. Fælles for disse modeller er, at de forsøger at anskue udvidelsen og styrkelsen af integrationen som parallelle processer og dermed at bevare dynamikken i integrationsprocessen til trods for de store forskelligheder, der vil være i en Europæisk Union med medlemsstater. Josef Janning

54 54 Euro Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 102 A-109 M om Den Økonomiske og Monetære Union. Formål: Indførelse af euroen som stabil valuta i EU. I henhold til traktaten om Den Europæiske Union skal overgangen til tredje fase af -> Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) være afsluttet den 1. januar Samtidig skal der indføres en fælles valuta, euroen, i de lande, som opfylder betingelserne for at deltage i ØMU. EF-traktaten anvendte oprindeligt udtrykket ECU (European Currency Unit) som betegnelse for den nye valuta. Euroen er siden oprettelsen af -> Det Europæiske Monetære System blevet anvendt til afregning af medlemsstaternes mellemværender. Da ecuen er en kurvvaluta, er dens værdi lig med det vejede gennemsnit af EU-valutaernes værdier. Dette har resulteret i, at ecuens værdi er faldet i årenes løb i forhold til de mere stabile valutaer. Men den nye valuta skal ikke være en kurvvaluta, og da den retter sig ind efter de hidtil mest stabile valutaer og ydermere skal være et symbol på den europæiske identitet, blev statsog regeringscheferne i december 1995 enige om at kalde den nye fælles valuta for euro. En af fordelene ved denne betegnelse er, at den både er kort og kan skrives på alle EU-sprog. Som decimalenhed blev man enig om betegnelsen cent, idet én euro er lig med 100 cent. Konverteringen af EU-landenes valutaer til euro er en krævende opgave. For at de tekniske overgangsvanskeligheder - f.eks. omstillingen af møntautomater - kan blive begrænset til et minimum, indledes tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union med en uigenkaldelig fastlåsning af deltagerlandenes valutakurser. Hver enkelt national valuta vil herefter blot være et udtryk for den fælles valuta. Efter oprettelsen af ØMU skal pengepolitikken ifølge traktaten fastlægges af Den Europæiske Centralbank. Sidstnævnte er politisk uafhængig. Dens vigtigste opgave er at sikre valutarisk stabilitet. Ifølge de foreliggende planer skal produktionen af europengesedler og mønter påbegyndes, når der i 1998 er truffet beslutning om deltagerkredsen. Herefter skal deltagernes valutakurser ved en enstemmig beslutning truffet af Rådet (økonomiog finansministrene) fastlåses uigenkaldeligt med virkning fra 1. januar På

55 dette stadium vil omstillingen til euro kun være obligatorisk for visse offentlige lån. Men euroen kan allerede anvendes i det pengeløse betalingssamkvem. Den 1. januar 2002 påbegyndes udstedelsen af sedler og mønter. I en periode på højst seks måneder kan de nationale valutaer anvendes sideløbende med euroen, men fra 1. juli 2002 bliver euroen det eneste lovlige betalingsmiddel i ØMUdeltagerstaterne. EUROPA FRA A TIL Å 55 Indførelsen af euroen er ikke, som mange frygter, en valutareform, men en udskiftning af de hidtidige valutaer. Samtlige møntenheder bliver omregnet - hvorved deres faktiske værdi forbliver uændret. Alle tidligere aftaler - fra lejekontrakt til banklån - videreføres på de samme betingelser som hidtil. Men i modsætning til, hvad der har været tilfældet hidtil, overtager Den Europæiske Centralbank, som skal oprettes i 1998, ansvaret for, at den fælles valuta bevarer sin værdi. Den Europæiske Centralbank vil blive indrettet efter samme principper som Deutsche Bundesbank, men i modsætning til de nationale centralbanker kan Den Europæiske Centralbank afstikke sin valutapolitiske kurs efter situationen i hele valutaområdet. Med henblik herpå vil ECB komme til at råde over en række pengepolitiske instrumenter, som er ved at blive forberedt af dens forløber, Det Europæiske Monetære Institut (EMI). Detaljerne er ganske vist endnu ikke fastlagt, men de nationale centralbankchefer, som er forsamlet i Rådet for EMI, er enige om hovedlinjerne. Efter oprettelsen af ECB vil ECB's Styrelsesråd træffe beslutning om det pengepolitiske koncept, de pengepolitiske instrumenter samt om pengesedlernes udformning. Inden overgangen til tredje fase er der en række tekniske spørgsmål, der skal afklares. F.eks. er det nødvendigt at fastlægge den nøjagtige fremgangsmåde for fastlåsningen af valutakurserne på skæringsdatoen for valutaomstillingen og at indføre bindende retsforskrifter for omstillingen til euro, således at samtlige økonomiske beslutningstagere ved, hvad de har at holde sig til, og kan disponere i overensstemmelse hermed. For at overbevise europæerne om nytteværdien af den fælles valuta er det nødvendigt dels at informere grundigt herom, dels at sikre den størst mulige gennemsigtighed i beslutningsprocessen. Men borgernes accept af deres nye valuta er kun en af forudsætningerne for, at Den Monetære Union kommer til at fungere efter hensigten. Lige så vigtigt er det, at euroen både på kort og på lang sigt er i stand til at indfri alle de forventninger, der er knyttet til den. Olaf Hillenbrand

56 56 De enkelte etaper i euroens inførelse 1. juli 1990 Første fase i gennemførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union starter. Fuldstændig liberalisering af kapitalbevægelser i EU-landene (bortset fra midlertidige undtagelser) 1. januar 1993 Gennemførelsen af det indre marked. 1. november 1993 Ecu-kurvens sammensætning fastfryses. Maastricht-traktaten om Den Eropæiske Union træder i kraft. Anden ØMU-fase starter 15. og 16. december1995 Topmødet i Madrid Det vedtages, at den nye fælles valuta skal hedde»euro». Køreplanen for indførelsen af euroen opstilles, og overgangen til den fælles valuta fastsættes til 1999 (hele processen skal være afsluttet i år 2002) 31. december 1996 ( senast) EMIfastlægger i hovedtræk, hvordan Den Europæiske Centralbank (ECB) og Det Europæiske Centralbanksystem (ECBS) skal fungere och organiseres. Kommissionen, Rådet og EMI forbereder lovgivninen angående ECB og ECBS samt indførelsen af den fælles valuta. 1. januar 1999 Fra1. januar 1999 Tredje ØMU-fase starter Rådet fastlåser kurserne på de deltagande landes valutær indbyrdes ogi forhold til euroen. Euroen bliver en regulær valuta, og den officielle EUC-kurv ophører med at eksistere. Rådets forordning om de retlige rammer omkring euroens inførelse træder i kraft. ECBS fastlægger og gennemfører den fælles pengepolitik i euro og foretager valutatransaktioner i euro. Medlemsstaterne optager nye statslån i euro.

57 57 1. januar 1994 Det Europæiske Monetære Institut (EMI) oprettes med sæde i Frankfurt. Samordningen af EU-landenes økonomiske politik intensiveres. 31. maj 1995 Kommissionen udsender sin grønbog om den fælles valuta (med forslag til køreplan for overgangen til den fælles valuta) Der sættes ind på at nedbringe de uforholdsmæssigt store underskud og de økonomisk konvergens i medlemsstaterne (tidligst muligt) Stats- og regeringscheferne bestemmer, hvilke lande der skal med i den fælles valuta allerede fra starten, på basis af konvergenskriterierne og de økonomiske resultater i Snarest muligt herefter Medlemsstaterne udpeger ECB s direktion. ECB og Rådet fastsætter, hvornår der skal indføres euromønter og sedler. EBCBS begynder at udstede euorsedler. Rådet og medlemsstaterne begynder at præge euromønter. Inden 1. januar 1999 Den endelige udformning af ECB og ECBS Rådet vedtager lovgivningen angående fordelingsnøglen for tegning af kapital, indsamling af statistiske oplysninger, mindstereserver og høring af ECB samt de bøder, bankerne kan pålægges. ECB og ECBS forbereder den operationelle fase:oprettelse af ECB, vedragelse af de nærmere regler for den, afprøvning af pengepolitikken osv. Fra 1. januar 1999 til senest 1. januar 2002 ECBS omveksler national valuta i forholdet 1:1 på grundlag af de uigenkaldeligt fastlåste kurser. ECBS og medlemsstaternes myndigheder overvåger overgangen til den fælles valuta i bank- og finanssektoren og hjælper erhvervslivet med at klare overgangen til den fælles valuta. Senest den 1. januar 2002 ECBS sætter gradvis eurosedler i omløb i stedet for de nationale mønter. Medlemsstaterne sætter gradvis euromønter i omløob i stedet for de nationale mønter.... Processen fuldendes... Senest den 1. juli 2002 Alle de deltagende lande er endegyldigt gået over til euroen.

58 58 Europa-Kommissionen Retsgrundlag: EF-traktatens artikel ; i forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik: unionstraktatens artikel J.5, stk. 3, artikel J.6, artikel J.7, artikel J.8, stk. 3, artikel J.9; i forbindelse med samarbejdet om retlige og indre anliggender: unionstraktatens artikel K.3, stk. 2, artikel K.4, stk. 2, artikel K.6 og artikel K.9. Formål: At sikre, at det fælles marked fungerer og videreudvikles, at repræsentere EU's fælles interesser indadtil og udadtil Instrumenter: Har initiativretten i EU-lovgivningsprocessen, deltager i udarbejdelsen, gennemførelsen samt kontrollen af EU-retten og repræsenterer EU internationalt Budget: 2,7 mia. ECU til administration, 77,8 mia. ECU til finansiering af de forskellige politikker (1996) Ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber - sådan er det juridisk korrekte navn, men i november 1993 indførte man for nemheds skyld navnet Europa-Kommissionen - forstås de 20 kommissionsmedlemmer som kollegium og det store administrative apparat, som de har under sig. Kommissionens hovedsæde ligger i Bruxelles. Kommissionen består af 26 generaldirektorater samt en række specialiserede tjenester (Generalsekretariatet, Den Juridiske Tjeneste, Publikationskontoret, Eurostat, Oversættelsestjenesten, Tjenesten for Tolkning og Konferencer mv.) og har ca ansatte (tjenestemænd og andre ansatte), heraf ca. 11% i sprogtjenesten. Historisk udvikling og opgaver Forløberen for Kommissionen er Den Høje Myndighed i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), som i EKSF-traktaten udtrykkelig fik tildelt en overstatslig karakter. Dens første formand var Jean Monnet ( ), som indførte et slankt og fleksibelt administrativt apparat, som var orienteret mod løsningen af konkrete opgaver. Med vedtagelsen af Rom-traktaten oprettedes i 1958 Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, hvis første formand var Walter Hallstein ( ). Mens Ministerrådet -> (Rådet for Den Europæiske Union) skulle repræsentere medlemsstaternes interesser, blev Kommissionen udformet som et organ, der skulle varetage Fællesskabets

59 interesser. Med henblik herpå fik Kommissionen i traktaterne pålagt konkrete opgaver, som er beskrevet i generel form i EØF-traktatens artikel 155. For det første er Kommissionen initiativtager i EF-beslutningsprocessen, idet Rådet kun kan træffe beslutning på forslag af Kommissionen. For det andet har Kommissionen en retsfastsættende rolle, hvor den inden for rammerne af sine beføjelser træffer bindende afgørelser og indgår internationale aftaler. For det tredje har Kommissionen en administrativ og kontrollerende rolle, hvor den gennemfører den vedtagne EF-lovgivning og sikrer, at medlemsstaterne anvender EF-lovgivningen korrekt. EUROPA FRA A TIL Å 59 Med fusionstraktaten, som trådte i kraft 1. juli 1967, blev Den Høje Myndighed, Kommissionen for EØF og Kommissionen for -> Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) slået sammen til en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber. Udnævnelsen af Jacques Delors til ny formand for Kommissionen i 1985 og vedtagelsen af europæisk fælles akt i 1986 med det formål at oprette et fælles marked -> (Det indre marked) inden udgangen af 1992 blev indledningen til en fase fuld af dynamik i Kommissionen. Det store antal retsakter, der blev nævnt i hvidbogen om det indre marked, samt de nye politiske områder, som Kommissionen nu skulle tage sig af -> (Forskning og teknologisk udvikling, -> Regional- og strukturpolitik, -> Miljø), gjorde Kommissionen til en vigtig kontakt for organisationer, virksomheder, regioner og kommuner. Murens fald og Øst-Vest-konfliktens ophør skabte nye handlingsmuligheder for Kommissionen inden for Fællesskabets -> forbindelser udadtil. Som følge af denne udvikling og under kommissionsformand Jacques Delors' dynamiske ledelse ( ) blev Kommissionens rolle styrket på to fronter: Dens rolle som formidler mellem de nationale regeringer blev vigtigere, specielt på grund af den mere udbredte anvendelse af flertalsafgørelser i Rådet, og dens internationale rolle blev styrket på grund af de intensiverede økonomiske og handelsmæssige forbindelser. Med valget af luxembourgeren Jacques Santer til ny formand for Kommissionen i januar 1995 blev der indledt en ny æra, som i højere grad er præget af konsolidering og en vis afdæmpning. Kommissionens rolle i beslutningsprocessen Europa-Kommissionen spiller en central rolle ved forberedelsen, udarbejdelsen og gennemførelsen af samt kontrollen med bindende beslutninger, der vedtages af -> Den Europæiske Union (EU). Inden for den første søjle i Den Europæiske Union kan Rådet på de fleste områder (undtagelser: associering med tredjelande, -> Udvidelse) kun vedtage en retsakt på grundlag af et forslag fra Kommissionen. Udkastene til retsakter udarbejdes i særlige arbejdsgrupper (hvoraf der er mellem 700 og 1 000), hvori der ud over tjenestemænd fra Kommissionen også sidder repræsentanter for medlemsstaterne og forskellige organisationer samt uafhængige sagkyndige. Hvis et udkast til retsakt formelt er forelagt Rådet, kan Kommissionen ændre udkastet eller trække det tilbage på et hvilket som helst

60 60 tidspunkt under beslutningsprocessen. Henstillinger, udtalelser og andre meddelelser fra Kommissionen (f.eks. hvid- og grønbøgerne inden for bestemte politiske områder) er ikke formelle forslag til retsakter, der forelægges Rådet, og er ikke bindende, men de danner dog ofte udgangspunkt for de senere konkrete lovgivningsinitiativer. Inden for forbindelserne udadtil kan Kommissionen af Rådet på grundlag af et bestemt mandat blive bemyndiget til at føre forhandlinger med tredjelande eller internationale organisationer (f.eks. staterne i Mellem- og Østeuropa eller GATT). Kommissionen medvirker ved udarbejdelsen af retsakter gennem kommissionstjenestemænds deltagelse i Rådets arbejdsgrupper (omkring 250), gennem højtstående tjenestemænd og gennem vicegeneralsekretærens deltagelse i møderne i De Faste Repræsentanters Komité (COREPER). Kommissionens tjenestemænd kan påvirke repræsentanterne for de nationale regeringer, men har ikke selv stemmeret. I Ministerrådets møder deltager den EU-kommissær, under hvis ansvarsområde, de spørgsmål, der behandles, hører. Kommissæren har dog kun i begrænset omfang indflydelse på forhandlingerne mellem ministrene. Kommissionen har selvstændige beføjelser til at træffe beslutninger uafhængigt af Rådet, først og fremmest med hensyn til Kommissionens interne organisation, samt inden for budgettet og konkurrence- og kartelretten (f.eks. beslutninger om statsstøtte eller fusion af virksomheder). Kommissionen gennemfører EU-budgettet ( -> Budget) på eget ansvar (EFtraktatens artikel 205). Den kan inden for rammerne af de beføjelser, som Rådet har tildelt den, til gennemførelse af Rådets beslutninger selv vedtage forordninger, direktiver, beslutninger og afgørelser (først og fremmest inden for det indre marked og landbrugspolitikken ( -> Landbrugspolitik). Disse er lige så bindende for medlemsstaterne som Rådets beslutninger. I 1994 udstedte Kommissionen i alt retsakter af denne type. Da gennemførelsen af retsakter er meget vigtig, følger medlemsstaterne med i Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelserne i et kompliceret system af udvalg. Der er tale om omkring 380 udvalg af forskellig art, nemlig såkaldte rådgivende udvalg, forvaltningsudvalg og revisionsudvalg, hvor nationale tjenestemænd under forsæde af en repræsentant for Kommissionen drøfter og træffer beslutning om Kommissionens gennemførelsesbestemmelser. Alt efter udvalgstype har de nationale embedsmænd større eller mindre indflydelse på Kommissionens beføjelser. Mens de i et rådgivende udvalg udelukkende høres, kan de i et forvaltningsudvalg også afvise Kommissionens foranstaltninger. Revisionsudvalg giver den største mulighed for at gøre national indflydelse gældende. Hvis udvalget nedstemmer en foranstaltning, kan Rådet i henhold til en variant af beslutningsproceduren ( -> Beslutningsprocedurer) (den såkaldte sikkerhedsnetprocedure) træde til og med simpelt flertal beslutte, at der overhovedet ikke iværksættes nogen gennemførelsesforanstaltning. Selv om der er et tydeligt element af kontrol i udvalgssystemet, har det i praksis vist sig at være et velfungerende rådgivnings- og formidlingsværktøj mellem de nationale

61 myndigheder og Kommissionen, som Rådet kun undtagelsesvis griber ind i. Kommissionen kontrollerer gennemførelsen af EU-retten, idet den i henhold til EFtraktatens artikel 169 kan anlægge sag ved -> EF-Domstolen mod medlemsstater, som ikke overholder traktaten eller gældende retsakter. Den kaldes derfor også traktatens vogter. I 1995 indledte Kommissionen ca sådanne procedurer, og i 72 tilfælde blev sagen indbragt for Domstolen. Domstolen traf afgørelse i 39 sager, hvoraf 36 sager faldt ud til Kommissionens fordel. Hvis en medlemsstat ikke træffer de foranstaltninger, som den skal i henhold til Domstolens dom, har Kommissionen med vedtagelsen af traktaten om Den Europæiske Union fået mulighed for at kræve, at der pålægges tvangsbøder (EF-traktatens artikel 171). Kommissionen kan desuden anlægge sag mod de andre EU-institutioner ved Domstolen. EUROPA FRA A TIL Å 61 I unionstraktaten er Kommissionen nævnt som deltager i beslutningsprocessen inden for -> den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (EU's anden søjle) og samarbejdet om -> retlige og indre anliggender (EU's tredje søjle). Kommissionens konkrete beføjelser er dog her langt mindre end under første søjle, da disse områder hovedsagelig kræver regeringssamarbejde. Inden for den fælles udenrigsog sikkerhedspolitik kan Kommissionen fremsætte forslag for Rådet (unionstraktatens artikel J.8, stk. 3). Derudover deltager [den] i fuldt omfang (unionstraktatens artikel J.9) i arbejdet vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, specielt med hensyn til repræsentationen udadtil og gennemførelsen af fælles foranstaltninger (unionstraktatens artikel J.5, stk. 3). Dette gælder også Kommissionens beføjelser inden for samarbejdet om retlige og indre anliggender (unionstraktatens artikel K.4). Kommissionen kan på bestemte områder inden for den tredje søjle forelægge Rådet forslag, men har ikke monopol på at fremsætte forslag (unionstraktatens artikel K.3). Administrativ struktur og interne procedurer Kommissionen kan i store træk siges at have tre niveauer. Det første niveau er de tyve kommissionsmedlemmer (herunder Kommissionens formand som primus inter pares), der udnævnes af medlemsstaterne for en mandatperiode på fem år. Kommissionen skal godkendes af -> Europa-Parlamentet og er forpligtet til at være helt uafhængig. Europa-Parlamentet kan afsætte kommissærkollegiet ved et mistillidsvotum (EF-traktatens artikel 144). Det andet niveau udgøres af kommissionsmedlemmernes kabinetter, som arbejder direkte for kommissionsmedlemmerne og består af et mindre antal nære politiske rådgivere. Det tredje niveau er de 26 generaldirektorater og andre tjenester, som i lighed med nationale ministerier er struktureret hierarkisk efter arbejdsområder. Hvert generaldirektorat består af en række direktorater og kontorer. Derudover har Kommissionen repræsentationer i samtlige EU-medlemsstater og 126 delegationer i tredjelande og i internationale organisationer. Tjenestemændene er underlagt en vedtægt og aflønnes over EU's budget. Derudover beskæftiger Kommissionen eksperter og nationale embedsmænd, som for en begrænset periode udlånes til Kommissionen.

62 62 På initiativ af Kommissionen og af Rådet og -> Det Europæiske Råd udarbejder tjenestemændene i de relevante administrative afdelinger udkast til retsakter. Det generaldirektorat, som står for et udkast, sørger for koordineringen med andre berørte generaldirektorater, enten i specielle grupper eller på ad hoc-basis. Alt efter politisk område kan der i den forbindelse opstå konflikter mellem de enkelte generaldirektorater, og de stærke generaldirektorater (eksterne forbindelser, landbrug, det indre marked) kan forsøge at dominere de svage generaldirektorater. Under alle omstændigheder skal Den Juridiske Tjeneste høres, og en godkendelse herfra øger mulighederne for at få et tekstudkast igennem det administrative apparat. Kabinetscheferne afgør på deres ugentlige møder, hvilke udkast der er enighed om mellem tjenestegrenene (såkaldte A-punkter), og hvilke forslag der kræver, at der sker yderligere drøftelser, og at kommissionsmedlemmerne træffer afgørelse (såkaldte B-punkter). Kabinetterne har herved stor indflydelse på udarbejdelsen og vedtagelsen af forslag. Tidligere blev denne magtposition især anvendt af Delors' kabinet til gennemførelse af vigtige mål. Kommissionsmedlemmerne holder møde under forsæde af Kommissionens formand og træffer afgørelse med simpelt flertal. I praksis sørger man imidlertid så vidt muligt for at nå frem til enighed. For at lette kommissionsmedlemmernes arbejdsbyrde har man indført en delegationsprocedure og en skriftlig procedure. Ved delegationsproceduren bemyndiges et kommissionsmedlem til at træffe afgørelse om et forholdsvis teknisk spørgsmål (først og fremmest inden for landbrug), men kommissionsmedlemmerne er fortsat kollektivt ansvarlige. Ved den skriftlige procedure orienterer generaldirektoratet skriftligt tjenestegrenene og kabinetterne om sager, der i al væsentlighed er enighed om. Generalsekretariatet har i den forbindelse en vigtig koordineringsfunktion. Kommer der inden for en fastsat frist ingen forbehold eller ændringer, betragtes teksten som vedtaget. Tænketank eller europæisk regering? Forestillingen om Kommissionen som en samling teknokratisk arbejdende eurokrater er vidt udbredt. Mindre kendt er derimod deres nære samarbejde med repræsentanter for organisationer, regioner og de nationale myndigheder i beslutningsprocessen. Dette samarbejde med de forskellige aktører og Kommissionens evne til at samle ekspertviden og hurtigt at udarbejde omfattende problemløsningsforslag giver Kommissionen et præg af dynamisk tænketank. Sikkert er det imidlertid også, at Kommissionen især under Jacques Delors har profileret sig kraftigere politisk og sat ind på områder (bl.a. nedbringelse af arbejdsløsheden, udenrigspolitik), som traditionelt set hører under en egentlig regering. Efter at Europa-Parlamentet har fået en mere central rolle ved udnævnelsen af Kommissionen, er afstanden til parlamentarikerne og befolkningen blevet reduceret, uden at Kommissionens grundlæggende legitimitetsunderskud dog er blevet mindre. Som led i den i 1996 indledte regeringskonference vil man drøfte en begrænsning af antallet af kommissionsmedlemmer og en reform af Kommissionens struktur. I den forbindelse skal man ikke vente en videreudvikling i retning af dannelsen af en europæisk regering. Kommissionens rolle vil i fremtiden

63 hovedsagelig afhænge af, hvorvidt det lykkes den effektivt at bidrage til løsningen af de konkrete økonomiske, politiske og samfundsmæssige udfordringer, som EU står over for. EUROPA FRA A TIL Å 63 Dietrich Rometsch

64 64 Europa-Parlamentet Retsgrundlag: EF-traktatens artikel , artikel 158 og artikel 189 B Sammensætning: 626 medlemmer fra de femten EU-stater; sammensætningen efter politiske grupper (jf. nedenfor) er dog af større politisk betydning. Beføjelser: Hørings- og kontrolbeføjelser (EF-traktatens artikel 137). Mistillidsvotum til Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 144. Derudover (som følge af ændringer af traktaten og forskellige aftaler): ret til at træffe beslutninger (med hensyn til EF-budgettets ikke-obligatoriske udgifter i henhold til EF-traktatens artikel 203, tiltrædelses- og associeringsaftaler (EF-traktatens artikel 238 og unionstraktatens artikel N og O)). Ret til medvirken (høring i forbindelse med lovgivningsproceduren, bl.a. EF-traktatens artikel 43, 100 og 130 S, samarbejdsproceduren i henhold til EF-traktatens artikel 189 C, ret til at stille Kommissionen spørgsmål i henhold til EF-traktatens artikel 140). Forskellige former for medvirken, som ikke er fastlagt i traktaterne (fortrolige oplysninger om forhandlinger om handels- og associeringsaftaler, ret til at stille spørgsmål til formandskabet for det fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde, formelle samråd ved udarbejdelse af retsakter). Godkendelse af udnævnelsen af Europa-Kommissionen (EF-traktatens artikel 158) samt medbestemmelsesret vedrørende visse retsakter (EF-traktatens artikel 189 B) og ret til at udpege en ombudsmand. Afstemningsprocedurer: Som hovedregel simpelt flertal; i tilfælde af vigtige afgørelser (f.eks. mistillidsvotum til Kommissionen, budgetafgørelser) efter bestemmelser fastlagt i EF-traktaten. Europa-Parlamentet er EU's parlamentariske organ. Der har siden 1979 været direkte valg til Europa-Parlamentet. Forløberen for Europa-Parlamentet var den parlamentariske forsamling under Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Europa-Parlamentets rolle var oprindelig begrænset til at rådgive Rådet (nu -> Rådet for Den Europæiske Union) og kontrollere -> Europa-Kommissionen. Ad flere omgange blev Parlamentets kompetenceområde imidlertid gjort større, uden at det dog har fået beføjelser, som kan sammenlignes med et nationalt parlaments. Som hovedargument for at styrke Europa-Parlamentet institutionelt har hele tiden været fremført, at det var nødvendigt at gøre -> beslutningsprocedurerne i -> Den

65 Europæiske Union (EU) mere demokratiske. Den tyske forbundsforfatningsdomstol konstaterede i en dom af 12. oktober 1993 vedrørende traktaten om Den Europæiske Union, at den demokratiske legitimitet på det nuværende stadium af integrationen ligger i, at EU-organernes aktiviteter ikke foregår uafhængigt af de nationale parlamenter. Hertil kommer imidlertid, fastslog forbundsforfatningsdomstolen, den demokratiske legitimitet, som det folkevalgte Europa-Parlament giver. EUROPA FRA A TIL Å 65 I henhold til EF-traktatens artikel 138 er antallet af parlamentsmedlemmer for de femten medlemsstater 626. Antallet af medlemmer afspejler ikke reelt indbyggertallene i medlemsstaterne. Således repræsenterer et tysk parlamentsmedlem omkring borgere, mens et luxembourgsk parlamentsmedlem kun repræsenterer omkring borgere. Opdelingen efter land har mindre betydning end sammensætningen af Europa- Parlamentet efter politiske grupper. Disse politiske grupper er blevet til, ved at de europæiske partier har dannet alliancer. Europa-Parlamentet er nu sammensat således: Tabel 1: Sammensætning af Europa-Parlamentet efter politiske grupper og nationalitet (Oktober 1996) PSE PPE UPE ELDR GUE/NGL V ARE GNE NI I ALT B DK D EL E F IRL I 1 18 L NL A P FIN 4 S UK 7 63 I ALT Politiske grupper: PSE: De Europæiske Socialdemokraters Gruppe; PPE: Det Europæiske Folkepartis Gruppe; UPE: Gruppen Union for Europa; ELDR: Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe; GUE/NGL: Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe, Nordisk Grønne Venstre; V: Gruppen De Grønne i Europa-Parlamentet; ARE: Gruppen Europæisk Radikal Alliance; GNE: Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa; NI: løsgængere.

66 66 I henhold til EF-traktatens artikel 140 udpeger Europa-Parlamentet blandt sine medlemmer sin formand og sit præsidium. Formanden repræsenterer Europa- Parlamentet i internationale forbindelser og over for andre organer. Han kan uddelegere disse beføjelser. Europa-Parlamentets beslutninger træffes på plenarmøderne, mens arbejdet forberedes i 20 udvalg: - Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender - Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter - Budgetudvalget - Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik - Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi - Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser - Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder - Udvalget om Sociale Anliggender og Beskæftigelse - Udvalget om Regionalpolitik - Udvalget om Transport og Turisme - Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse - Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier - Udvalget om Udvikling og Samarbejde - Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender - Budgetkontroludvalget - Udvalget om Institutionelle Spørgsmål - Udvalget om Fiskeri - Udvalget for Forretningsordenen, Valgs Prøvelse og Medlemmernes Immunitet - Udvalget om Kvinders Rettigheder - Udvalget for Andragender. Parlamentet træffer i princippet sine afgørelser med simpelt flertal. Når der er tale om vigtige beslutninger, er der dog i henhold til EF-traktaten særlige bestemmelser om stemmeflertallet. Et mistillidsvotum til Kommissionen skal f.eks. vedtages med to tredjedeles flertal af de afgivne stemmer og af et flertal af Europa-Parlamentets medlemmer (EF-traktatens artikel 144); ændringer til eller forkastelse af Rådets fælles holdning i forbindelse med samarbejdsproceduren: absolut flertal blandt medlemmerne (EF-traktatens artikel 189 B eller 189 C); ændringer til budgettet: et flertal af medlemmerne; ændringer vedrørende de obligatoriske udgifter ved førstebehandlingen: absolut flertal af de afgivne

67 stemmer; ændring ved andenbehandlingen inden for fastsatte grænser: et flertal af medlemmerne og samtidig tre femtedele af de afgivne stemmer; forkastelse af budgettet (et flertal af medlemmerne og to tredjedele af de afgivne stemmer (EFtraktatens artikel 203). EUROPA FRA A TIL Å 67 Opgaver Europa-Parlamentets opgaver kan ikke sammenlignes med de nationale parlamenters, da der ikke i EU er en europæisk regering, som Parlamentet kan indsætte og kontrollere. Desuden har Parlamentet kun i begrænset omfang ret til at træffe beslutninger i forbindelse med lovgivningsproceduren. Europa- Parlamentets vigtigste opgaver er følgende: - Udformningen af politikken: Omfatter alle de aktiviteter i Europa-Parlamentet, som har til formål at påvirke den igangværende EU-politik. Omfatter både initiativ, medvirken ved udarbejdelsen af lovgivningen og kontrol. - Udformningen af EU-systemet: Vedrører videreudviklingen af EU-systemet. Det drejer sig både om ændringer af beslutningsprocedurerne og om ændring af kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne. - Vekselvirkning mellem Parlamentets medlemmer og vælgerne. Det drejer sig her om at give udtryk for vælgerinteresser, at sammenfatte forskellige holdninger og om at gøre borgerne interesserede i vigtige spørgsmål. Europa-Parlamentet har siden de første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979 i høj grad kunnet varetage sine opgaver i forbindelse med at udforme politikken - hvilket først og fremmest er kommet til udtryk ved initiativ- og kontrolfunktionen - samt sin opgave med at udforme systemet. I mindre grad har Europa-Parlamentet kunnet sætte sig igennem i forbindelse med vekselvirkningen mellem parlamentsmedlemmerne og vælgerne.

68 68 Europa-Parlamentets rolle i beslutningsprocessen Samstemmende udtalelse Unionsborgerskabet Internationale aftaler Europa-Parlamentets valgprocedure Den Europæiske Centralbanks opgaver Strukturfondenes og Samhørighedsfondens opgaver Europa-Kommissionens udnævnelse Samarbejdsproceduren Transportpolitik Miljøpolitik Sikkerhed, sundhed og hygiejne på arbejdspladsen Samarbejde med udviklingslandene Fremme af erhvervsuddannelse Gennemførelse af Socialfonden og Regionalfonden Fælles beslutningstagning Gennemførelsen af det indre marked Gensidig anerkendelse af eksamensbeviser Sundhedsvæsen Kultur/forskning Samarbejde i uddannelsessektoren Transeuropæiske net Forbrugerbeskyttelse Miljøhandlingsprogram Budgetproceduren -> Budget Høringsproceduren Andre spørgsmål i forbindelse med EU's lovgivning Udformning af politikken Efter de første direkte valg i 1979 udviklede Europa-Parlamentet mange nye aktiviteter. Parlamentet vedtog en lang række beslutninger om krænkelser af menneskerettighederne i hele verden, om spørgsmål om den tredje verden og om aktuelle forhold i EU. På grund af de manglende beføjelser var Parlamentets mulighed for at øve indflydelse på vigtige EU-beslutninger på EU's traditionelle kompetenceområder ikke store. Parlamentsmedlemmerne søgte først og fremmest på budgetområdet og i forbindelse med lovgivningsprocessen at lade det komme an på en styrkeprøve med Rådet, og de veg heller ikke tilbage for at gå til -> EF- Domstolen med sådanne tvister. I 1980 og 1985 blev EF-budgettet afvist med det resultat, at man indtil udarbejdelsen af et nyt forslag måtte arbejde med foreløbige tolvtedele. Hver måned blev der stillet en tolvtedel af det tidligere års budget til rådighed.

69 Fra 1979 gjorde Europa-Parlamentet i højere grad brug af sine parlamentariske kontrolbeføjelser gennem en mere intensiv anvendelse af retten til at stille spørgsmål, ved at forstærke den politiske kontrol med EU-udgifterne via budgetkontroludvalget samt ved at nedsætte undersøgelsesudvalg. EUROPA FRA A TIL Å 69 Det brede spektrum af til dels mindre godt koordinerede aktiviteter førte til, at Parlamentet blev beskyldt for ikke i tilstrækkelig grad at koncentrere arbejdet om væsentlige EU-spørgsmål. Denne situation har siden ikrafttrædelsen af europæisk fælles akt i juli 1987 samt unionstraktaten i november 1993 ændret sig, da Parlamentets medvirken ved udarbejdelsen af retsakter om det indre marked nu udgør en større del af Parlamentets arbejde. Den med henblik herpå nyindførte samarbejdsprocedure i henhold til EF-traktatens artikel 189 C og medbestemmelsesproceduren i henhold til EF-traktatens artikel 189 B har i praksis vist sig at fungere, selv om de ikke kan gøre det ud for mere vidtgående lovgivningsmæssige beføjelser. Kommissionen og Rådet går i højere grad end tidligere ind på medlemmernes ønsker og krav. Europa-Parlamentet har lagt stor vægt på, at der bliver taget hensyn til den sociale og økologiske dimension af gennemførelsen af -> det indre marked. Udformning af systemet Europa-Parlamentet spiller i forbindelse med overvejelser af reformer af EU en vigtig rolle på to måder. For det første har Parlamentet i et demokratisk EU en vigtig rolle i beslutningsprocessen som det valgte organ, der repræsenterer borgerne, og for det andet fungerer det som drivkraft for ændringer. Dette blev allerede tydeligt før de første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979, da Europa-Parlamentet forelagde flere planer for et mere demokratisk og handlekraftigt Fællesskab, bl.a. traktatudkastet udarbejdet af EKSF's ad hocforsamling i 1953, Pleven-rapporten om et udkast til en traktat om etableringen af en union mellem de europæiske folk fra 1961 samt Bertrand-rapporten om Den Europæiske Union fra Efter de første direkte valg i juni 1979 begyndte Parlamentet at arbejde mere aktivt med at ændre systemet og dette førte i første omgang til, at der den 14. februar 1984 blev vedtaget et traktatudkast om oprettelse af en europæisk union. Dette traktatudkast er skelettet til en europæisk forfatning. Parlamentet og Rådet skal med lige rettigheder deltage i udarbejdelsen af EU's retsakter. Mellem medlemsstaterne og Unionen foretages der en klar opdeling af kompetencen, og der tillægges i den forbindelse subsidiaritetsprincippet (nærhedsprincippet) stor vægt. Traktatudkastet kom ikke videre efter 1984, men gav i høj grad stødet til udarbejdelsen af europæisk fælles akt. Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union, der trådte i kraft i november 1993, betød, at Europa-Parlamentet kom til at spille en langt mere væsentlig rolle. Parlamentet skal nu godkende Europa-Kommissionen, som med Maastrichttraktaten også fik samme embedsperiode som Parlamentet. Desuden deltager Parlamentet nu mere direkte i lovgivningsprocessen gennem den meget

70 70 komplicerede nye medbestemmelsesprocedure i henhold til EF-traktatens artikel 189 B. I henhold til de nye bestemmelser kan Europa-Parlamentet nedsætte midlertidige undersøgelsesudvalg til at undersøge påstande om overtrædelser eller om fejl eller forsømmelser i forbindelse med gennemførelsen af fælllesskabsretten (EF-traktatens artikel 138 C). En ombudsmand tager sig af klager fra borgerne (EFtraktatens artikel 138 E). Parlamentets beføjelser i forbindelse med -> den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt inden for -> retlige og indre anliggender er imidlertid fortsat mindre tilfredsstillende. Regeringskonferencen om revisionen af Maastricht-traktaten har en særlig betydning for Europa-Parlamentets institutionelle stilling, da man bl.a. også skal drøfte medbestemmelsesprocedurens anvendelsesområde. Denne procedure indebærer flertalsafgørelser i Rådet samt tre behandlinger i Parlamentet. På denne måde opnås i sidste ende, at Parlamentet bliver næsten ligeberettiget med Rådet. Anvendelsen af proceduren er dog begrænset til en række spørgsmål, først og fremmest vedrørende det indre marked. Det er Parlamentets tanke, at denne procedure fremtidig skal være hovedreglen ved udarbejdelsen af retsakter, men særlig følsomme områder - traktatændringer, udvidelser, egne indtægter, fælles valgsystem, udvidelse af beføjelserne i henhold til EF-traktatens artikel skal dog fortsat kræve enstemmighed i Rådet og/eller blandt medlemsstaternes regeringer. Europa-Parlamentet behandlede i sin beslutning om regeringskonferencen i 1996 af 17. maj 1995 også udførligt kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken samt politikken om samarbejdet om retlige og indre anliggender (anden og tredje søjle), som nu falder ind under samarbejdet regeringerne imellem, skal efter Parlamentets opfattelse gradvis overføres til at være Fællesskabets ansvar. Kommissionen og Parlamentet skal hermed i fremtiden være mere involveret i disse spørgsmål. De Europæiske Fællesskabers Domstol ville på denne måde få kompetence også på disse områder. For den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik foreslås en procedure, som giver et kvalificeret flertal af EU-medlemsstaterne mulighed for at gennemføre humanitære, diplomatiske eller militære aktioner, som karakteriseres som fælles aktioner. Intet land skal mod sin vilje kunne tvinges til at deltage i en sådan aktion, men skal heller ikke kunne hindre flertallet i at gøre det. Efter Parlamentets opfattelse skal Kommissionens stærke rolle og uafhængighed også bibeholdes. Der stilles derfor ikke spørgsmålstegn ved Kommissionens monopol på initiativretten. Dette skyldes også frygten for den renationalisering af Europa-politikken, der ville blive en følge, hvis Rådet fik initiativret. Denne holdning kan forklares ved, at den politiske betydning af Parlamentet i høj grad afhænger af Kommissionens institutionelle styrke, og Parlamentet har jo netop stor indflydelse, når Kommissionen udpeges.

71 Samspillet med vælgerne og politisk rolle Europa-Parlamentet har stadig svært ved at gøre borgerne bevidste om dets opgaver og resultater, selv om det har gjort en stor indsats på dette område. Ifølge en repræsentativ undersøgelse udført på vegne af Europa-Kommissionen havde kun 52% af EU-borgerne i foråret 1994 i den sidste tid hørt eller læst noget om Europa-Parlamentet. Kun 44% af de adspurgte ønskede en institutionel styrkelse af denne institution, mens tallet fire år før var 52%. 55% af de adspurgte udtalte, at det var nationale overvejelser, der gav udslaget, når de gik til valg til Europa- Parlamentet. Alt dette tyder på, at Europa-Parlamentet ikke i tilstrækkelig grad har kunnet markere sin institutionelle rolle i forhold til sine vælgere. En årsag hertil kan også være, at et medlem af Europa-Parlamentet statistisk repræsenterer EU-borgere. EUROPA FRA A TIL Å 71 Europa-Parlamentets rolle i EU og billedet af Parlamentet i offentligheden afhænger hovedsagelig af to faktorer: af det specielle EU-system og Parlamentets institutionelle stilling heri samt Parlamentets måde at løse opgaverne på og prioritere sit arbejde. Et realistisk billede af Europa-Parlamentet vil være, at det er en institution, som er med til at udforme politikken på de forskellige områder. Parlamentet er i den forbindelse involveret i EU's beslutningsproces på forskellige måder. Uden at det altid har kunnet være bestemmende for procedurerne, har det alt i alt så mange magtmidler og beføjelser, at de andre deltagere i beslutningsprocessen må tage hensyn til Parlamentets målsætninger og holdninger, også i de tilfælde, hvor Parlamentet ikke har ret til medbestemmelse. Europa-Parlamentets institutionelle rolle lader sig også mest rammende beskrive på denne måde, selv om et sådant billede af Europa-Parlamentet næppe svarer til de erfaringer, som vælgerne og medlemmerne af Europa-Parlamentet har gjort med deres nationale parlamenter. Det er ikke lykkedes for Europa-Parlamentet at blive et europæisk lovgivningsorgan, men dets stilling svarer bedre til det klassiske magtdelingsskema end så mange nationale parlamenters, da det er Parlamentet som helhed, der kontrollerer den udøvende myndighed, og ikke kun en opposition, der hele tiden er i mindretal. Konklusion Nu i den fjerde valgperiode kan det konstateres, at Europa-Parlamentet inden for Fællesskabets institutionelle rammer har tilkæmpet sig en stilling, som går langt ud over de opgaver, som Parlamentet fik tillagt i de grundlæggende traktater. I dag deltager det med synligt resultat i lovgivningen om det indre marked, det kan gennem sine budgetrettigheder få indflydelse på væsentlige aktiviteter, som gennemføres af Fællesskabet, og det har mulighed for gennem parlamentariske spørgsmål, undersøgelses- og ad hoc-udvalg samt gennem debatter om aktuelle og uopsættelige spørgsmål at gøre Fællesskabets procedurer mere gennemsigtige for borgerne. Desuden har Parlamentet på mange måder indflydelse på Fællesskabets og dets femten medlemsstaters udenrigspolitiske stillingtagen.

72 72 Alt dette kan imidlertid ikke skjule, at der fortsat er behov for reformer. Parlamentet har endnu ikke afgørende rettigheder i beslutningsprocessen. Mediernes interesse for Parlamentets arbejde er endnu begrænset, og der er fortsat for lidt kendskab til Parlamentet. Fremskridt på denne front ville især kunne opnås ved en yderligere institutionel styrkelse af Europa-Parlamentet, som ligger ud over de i traktaten om Den Europæiske Union fastlagte reformer. En lejlighed hertil ville være den i 1996 igangsatte regeringskonference om revision af en række bestemmelser i Maastricht-traktaten. De reformer, man her ønsker at nå frem til, skal bringe EU nærmere borgerne, forenkle retssystemet og sikre mere demokrati gennem en styrkelse af Parlamentets status. Otto Schmuck

73 Europol EUROPA FRA A TIL Å 73 Retsgrundlag: EU-traktatens artikel K. 1, stk. 9, Europol-konventionen Medlemmer: Alle medlemsstater Hovedsæde: Haag (Nederlandene). Organer: Styrelsesråd, direktør, fælles kontrolinstans for databeskyttelse, finansinspektør og budgetudvalg Europol er navnet på den i henhold til traktaten om Den Europæiske Union den 7. februar 1992 oprettede europæiske politienhed; det er et supranationalt organ oprettet inden for interguvernementale rammer. Indtil ratificeringen af en international traktat om Europol har der været en forløber, nemlig Europol's narkotikaenhed (EDU) i Haag. EDU består af forbindelsesofficerer fra EU-medlemsstaterne, der har direkte adgang til eftersøgnings- og arbejdsdatabasen fra deres respektive hjemlande og udveksler persondata i forbindelse med narkokriminalitet. EUD har allerede med succes deltaget i opklaringen af internationale narkoforbrydelser, specielt ved koordinering af såkaldte kontrollerede leverancer, dvs. observation og forfølgelse af ulovlige narkotikatransporter, som der i første omgang ikke skrides ind overfor, indtil politiet finder det mest hensigtsmæssigt at gribe ind. I 1995 blev ca oplysningsbegæringer fra nationale myndigheder udvekslet og besvaret, og dette tal er i stigning. Analysearbejdet koncentrerer sig om indsamling af statistiske oplysninger, undersøgelse af markedspriserne for narkotika i de enkelte medlemsstater og oplysninger om nye smuglerruter. Ved en fælles holdning af 10. marts 1995 blev EDU's arbejdsområde udvidet til også at omfatte ulovlig handel med radioaktive og nukleare materialer, menneskesmugling og ulovlig transport af og handel med motorkøretøjer. I 1996 skal området også udvides til menneskehandel. Europol-konventionen blev undertegnet af medlemsstaterne den 26. juli Ved en ligeledes undertegnet fortolkningsprotokol fik Fællesskabernes Domstol tillagt kompetence til fortolkning af konventionen i præjudicielle spørgsmål. Konventionen har følgende hovedindhold: Europols mål er inden for rammerne af medlemsstaternes samarbejde i henhold til EU-traktatens artikel K.1, stk. 9, at forbedre de kompetente myndigheders samarbejde om forebyggelse og

74 74 bekæmpelse af grov international kriminalitet. I første fase omfatter dette ulovlig narkotika- og menneskehandel, ulovlig handel med nukleare og radioaktive stoffer, menneskesmugling og ulovlig handel med motorkøretøjer og senest to år efter overenskomstens ikrafttrædelse også terrorisme og hvidvaskning af penge i forbindelse med de nævnte former for kriminalitet. Rådet kan ved enstemmig afgørelse udvide Europols arbejdsområde til også at omfatte andre former for kriminalitet, som er opført på en liste som bilag til konventionen. Inden for rammerne af denne målsætning har Europol til opgave at lette informationsudvekslingen mellem medlemsstaterne, at indhente, sammenstille og analysere oplysninger via den i hver medlemsstat oprettede nationale enhed at underrette de kompetente myndigheder om for dem relevante oplysninger og dermed understøtte efterforskningen i den enkelte medlemsstat samt føre edb-baserede datasamlinger. Følgende databaser skal stå til rådighed for Europol: a) Et informationssystem der indeholder data vedrørende personer, som er dømt for en strafbar handling, der henhører under Europols kompetence, som er mistænkt for eller om hvem visse faktiske forhold giver berettiget formodning om, at de vil begå en sådan strafbar handling. Adgang til dette system har bortset fra Europol de nationale enheder og deres til Europol udsendte forbindelsesofficerer. b) Arbejds- og efterforskningsdatabaser fører Europol i analyseøjemed. I disse baser med delvis udokumenterede, ja endog vage oplysninger lagres også oplysninger om personer, der kan komme i betragtning som vidner eller ofre, eller som har været ofre for en strafbar handling. Af de retsakter, der skal supplere konventionen som forudsætning for, at Europol kan indlede sin virksomhed, har man forhandlet sig frem til en finansforordning og en vedtægt vedrørende forbindelsesofficerernes rettigheder og pligter. Juridisk og politisk betydning har først og fremmest gennemførelsesbestemmelserne til analysedatabaserne samt personalevedtægten. Europol har status som juridisk person. Dets organer er: 1. Styrelsesrådet, der principielt deltager i alle vigtige beslutninger uden for Europols faglige arbejdsområde. Det består af en repræsentant for hver medlemsstat. Dets beslutninger træffes - hvis intet andet er fastlagt - med to tredjedeles flertal. 2. Direktøren, der efter indstilling fra styrelsesrådet udnævnes for en periode på fire år af Rådet, som træffer afgørelse med enstemmighed, og kan genudnævnes én gang. Han er bl.a. ansvarlig for udførelsen af de opgaver, som er tildelt Europol og for den løbende administration. Efter Rådets afgørelse kan han ligesom sine to stedfortrædere afskediges med to tredjedeles fjertal. 3. Den fælles kontrolinstans for databeskyttelse. 4. Finansinspektøren. 5. Budgetudvalget. Europol må ikke forveksles med Interpol, en sammenslutning, der nu omfatter 177 landes politi og har hovedsæde i Lyon. Til forskel fra Europol er Den Internationale Kriminalpolitiorganisation (ICPO) ikke integreret i noget politisk statsfællesskab, men tværtimod en verdensomspændende organisation. Reinhard Rupprecht

75 Den Europæiske Investeringsbank EUROPA FRA A TIL Å 75 Oprettet: 1. januar 1958 Sæde: Luxembourg Medlemmer: Alle EU's medlemsstater Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 198 D og 198 E Organer: Styrelsesråd bestående af de 15 finansministre (fastlægger de generelle retningslinjer for kreditpolitikken); bestyrelse (er ansvarlig for, at banken ledes i overensstemmelse med de mål, den har fået pålagt, og træffer beslutning om optagelse og ydelse af lån); direktion; revisionsudvalg. Den Europæiske Investeringsbank (EIB) er både bank og selvstændig institution i -> Den Europæiske Union (EU). Den yder lån og garantier til finansiering af investeringer, der bidrager til en afbalanceret udvikling i EU. Som bank overholder den de for banker gældende økonomiske principper for långivning og arbejder tæt sammen med andre finansielle institutioner, men den sigter ikke mod fortjeneste - rentesatsen på Bankens udlån svarer til omkostningerne ved Bankens egen lånoptagning plus en margin på 0,15%. Banken har til opgave gennem lån og garantier at finansiere projekter (almindeligvis indtil 50% af projektomkostningerne), som er i overensstemmelse med målene for EU's økonomiske politik. Projekterne udvælges af Banken efter det kriterium, at investeringerne skal bidrage til en bæredygtig og stabil udvikling. Lånene ydes til offentlige og private låntagere til investeringer inden for infrastruktur, energi, industri, tjenesteydelser og landbrug. Midlerne til sin udlånsvirksomhed skaffer EIB hovedsagelig ved selv at optage lån på EU's kapitalmarkeder og på verdensmarkedet. EU's medlemsstater har i fællesskab tegnet Bankens kapital, som siden den 1. januar 1995 har været på 62 mia. ECU. I henhold til Bankens vedtægter må udlån og garantier højst udgøre 250% af kapitalen. I 1994 ydede EIB lån på i alt 19,2 mia. ECU, hvoraf 17,7 mia. ECU gik til finansiering af investeringer i EU. EIB's vigtigste opgave er at fremme udviklingen i økonomisk svage regioner, og i overensstemmelse hermed anvendtes i % af udlånsmidlerne til dette formål. Samtidig støtter Banken hermed de mål, som strukturfondene ( -> Regional- og strukturpolitik) og andre EU-

76 76 finansieringsinstrumenter har. Ud over regionale infrastrukturopgaver finansieres også udbygning af trafik- og telekommunikationsinfrastrukturen, miljøbeskyttelse, strukturforbedring i byer, sikring af EU's energiforsyningssikkerhed samt styrkelse af industriens internationale konkurrenceevne og dens integration på europæisk plan, især fremme af små og mellemstore virksomheder. Uden for EU yder Investeringsbanken et vigtigt bidrag til -> udviklingspolitikken. Der er indtil nu indgået finansprotokoller med 12 Middelhavslande. I samarbejde med Verdensbanken og andre institutioner har man udarbejdet og støttet et miljøprogram for Middelhavet. I alt kan EIB gennemføre finansieringsopgaver i omkring 130 lande, som gennem gensidige økonomiske interesser er knyttet til EU. I 1990 blev EIB af styrelsesrådet for første gang bemyndiget til at yde lån til projekter på udviklingspolitisk højt prioriterede områder i Polen, Ungarn og det tidligere DDR. Senere er denne mulighed blevet udvidet til at omfatte i alt ti lande i Mellem- og Østeuropa. Indtil 1997 vil der kunne ydes lån på 3 mia. ECU. I 1994 var der foretaget finansieringer uden for EU på i alt 2,246 mia. ECU. Investeringsbanken har 3% af kapitalen i den i London beliggende Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, som er en pendant til EIB i Østeuropa, og som blev oprettet i Den Europæiske Investeringsbank har fået stadig større betydning, og den er blevet en af de førende internationale banker. Den er med sit virke med til at forhindre, at EU-landene økonomisk driver fra hinanden. En af bankens stærke sider ligger i, at den fleksibelt kan tilpasse sig EU's mål. Vækstinitiativet, der blev besluttet af -> Det Europæiske Råd i 1992, samt hvidbogen om konkurrenceevne betød nye opgaver for de omkring 860 medarbejdere i EIB. Ud over en midlertidig lånefacilitet på 7 mia. ECU samt Den Europæiske Investeringsfond, der blev oprettet i 1994 med henblik på finansiering af transeuropæiske net, har EIB med rentebegunstigede lån på 1 mia. ECU støttet små og mellemstore virksomheders beskæftigelsesfremmende investeringer. Olaf Hillenbrand

77 Det Europæiske Monetære Institut EUROPA FRA A TIL Å 77 Oprettet: 1. januar 1994 Medlemmer: En formand, som udfører sit hverv på fuld tid, samt cheferne for EUmedlemsstaternes centralbanker (Rådet for EMI). Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 109 F; protokol om statutten for Det Europæiske Monetære Institut (bilag til unionstraktaten) Intern organisation: Formand, generaldirektør, generalsekretariet, fire afdelinger. Det Europæiske Monetære Institut (EMI) blev oprettet officielt ved overgangen til anden fase af -> Den Økonomiske og Monetære Union i begyndelsen af januar 1994, men påbegyndte i realiteten sit virke allerede den 1. november EMI har hjemsted i Frankfurt. Som første formand for EMI valgte EU's medlemsstater belgieren Alexandre Lamfalussy. EMI har overtaget centralbankchefkomitéens opgaver. Ifølge planen for den trinvise oprettelse af ØMU skal EMI tidligst i 1997, dvs. ved indledningen af tredje fase, afløses af et Europæisk System af Centralbanker (ESCB) samt en Europæisk Centralbank. EMI's hovedopgave er således at forberede tredje fase, dvs. at instituttet inden udgangen af 1996 skal udvikle de instrumenter og procedurer, der er nødvendige for at gennemføre en fælles monetær politik. Herudover skal EMI bl.a. fremme samarbejdet mellem de nationale centralbanker og styrke samordningen af medlemsstaternes monetære politik med henblik på at opnå prisstabilitet. Endvidere skal EMI overvåge det europæiske monetære system (EMS), bane vejen for anvendelsen af euroen, fremme det grænseoverskridende betalingssamkvem og træffe de nødvendige tekniske forberedelser til indførelsen af euro-sedler. Det centrale beslutningsorgan er Rådet for EMI, bestående af de nationale centralbankdirektører, som hver råder over én stemme. Rådet for EMI må hverken modtage instrukser fra EF-institutioner og organer eller fra medlemsstaternes regeringer. Det træffer normalt afgørelse med simpelt flertal, men udtalelser og henstillinger kræver et flertal på to tredjedele af medlemmerne, og beslutninger om at offentliggøre disse udtalelser og henstillinger kræver enstemmighed.

78 78 Bestemmelserne om EMI's virke - hvad enten det drejer sig om forberedelse, rådgivning eller afstemning - giver ikke EMI nogen selvstændige beføjelser med hensyn til pengepolitiske spørgsmål og interventioner på valutamarkedet og dermed heller ikke nogen politisk magt. EMI er en overgangsinstitution. Eckard Gaddum

79 Det Europæiske Monetære System EUROPA FRA A TIL Å 79 Oprettet: 13. marts 1979 med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 1979 Medlemmer: Samtlige EU-landes valutaer indgår i den europæiske valutaenhed (ECU); Grækenland tager ikke del i valutakursmekanismen, og Storbritannien og Italien har udsat deres deltagelse indtil videre. Retsgrundlag: Rådets forordning om ændring af værdien af den regningsenhed, som anvendes af Den Europæiske Fond for Monetært Samarbejde (EFMS) og om det europæiske monetære system (18. december 1978), Rådets beslutning om ydelse af finansiel bistand på mellemlang sigt (21. december 1978), aftale mellem EF-medlemsstaternes centralbanker om det europæiske monetære systems funktion (13. marts 1979), akt udstedt af EF-medlemsstaternes centralbanker om den kortfristede monetære støtte ( ); EFMS-forvaltningsrådets afgørelse (13. marts 1979). Organer: Råd bestående af finansministrene, et rådgivende Monetært Udvalg (to repræsentanter for hvert EU-land og for Kommissionen), EFMS (EU-landenes centralbankchefer samt Europa-Kommissionen, som dog kun har observatørstatus). Det europæiske monetære system (EMS) blev oprettet i Arkitekterne bag dette system var den franske præsident, Giscard d'estaing, og den tyske forbundskansler, Helmut Schmidt. Baggrund og interessemodsætninger Monetær integration spillede kun en underordnet rolle i traktaterne om oprettelse af Fællesskaberne. EF nøjedes med at opstille nogle få generelle regler om monetært samarbejde og at oprette Det Monetære Udvalg og - i Udvalget af Direktionsformænd for Centralbankerne som institutionel ramme. På initiativ af -> Europa-Kommissionen og på grundlag af en erklæring udstedt af stats- og regeringscheferne (Haag, 1969) udarbejdedes i slutningen af 1960'erne den såkaldte Werner-plan (8. oktober 1970), som gik ud på, at der skulle oprettes en -> Økonomisk og Monetær Union over en tiårig periode, opdelt i tre faser. Planen kuldsejlede som følge af de ændrede økonomiske vilkår (Bretton Woodsfastkurssystemets sammenbrud, oliekriser, økonomisk tilbageslag) og ikke mindst på grund af det principielle modsætningsforhold mellem fortalerne for

80 80 konvergensteorien (især Tyskland og Nederlandene: først økonomisk konvergens, herefter fælles valuta) og tilhængerne af lokomotivteorien (navnlig Frankrig, Belgien og EF-Kommissionen: først en fælles valuta, hvorefter denne skulle fungere som lokomotiv for konvergensudviklingen). Også den valutakursaftale, der blev indgået mellem de europæiske centralbanker i 1972, slangen, strandede på uforeneligheden af disse forskellige opfattelser. Landene med de svage valutaer afviste et tættere samarbejde, hver gang de kom i den situation, at de skulle tilpasse deres politik under pres fra den relativt stabile D-mark. Oprettelsen af EMS Ikke desto mindre lykkedes det at få oprettet EMS i Frankrig var under præsident Giscard d'estaing slået ind på en mere stabiliserende økonomisk og monetær politik ( -> økonomisk politik). Forbundsrepublikken gav med EMSprojektet sin vestlige nabo mulighed for at vende tilbage til valutaforbundet uden at tabe ansigt. Deltagerlandenes valutariske suverænitet blev dog ikke berørt af EMS, og integrationsperspektivet blev nedtonet. Det oprindelige mål: at EMS skulle omdannes til et definitivt EF-system efter to år, blev ikke virkeliggjort. EMS gled ikke lydløst ind i EF-lovkomplekset, men blev reguleret af såvel nationale retsforskrifter som EF-retsforskrifter. Først med den europæiske fælles akt (1987) blev EMS integreret i EF-traktaten, for så vidt som den i det mindste nævnes i artikel 102 i EØF-traktaten. Struktur og funktion EMS består af tre elementer: ECUen (European Currency Unit/europæisk valutaenhed), en valutakurs- og interventionsmekanisme samt forskellige kreditmekanismer. a) ECUen (som har afløst den tidligere europæiske regningsenhed ERE) er en kunstigt skabt fællesnævner for EU-valutaerne - en kunstig valuta. Den beregnes på grundlag af gennemsnitsværdien af alle EMS-valutaerne, vægtet efter de enkelte medlemsstaters økonomiske formåen. Med 30,4% har D- marken langt den største andel af valutakurven (franske franc: 19,3%, britiske pund: 12,6%). ECUen fungerer primært som fællesnævner og regningsenhed i forbindelse med transaktioner inden for valutakurs- og interventionsmekanismen og kreditmekanismerne. Desuden fungerer den som reserveaktiv. Mod deponering af 20% af deres guldbeholdninger og 20% af deres dollarreserver i Den Europæiske Fond for Monetært Samarbejde (EFMS) kan centralbankerne erhverve ECU til afvikling af deres interne betalinger (clearing af interventionssaldi). Det er den officielle ECU. Herudover kan den anvendes til internationale transaktioner samt til lånoptagelse og kapitalanbringelse på internationale kapitalmarkeder ( privat ECU ). b) Valutakurs- og interventionsmekanismen - som er den vigtigste del af systemet - fungerer ved hjælp af et paritetsgitter, dvs. at der for hver EMS-

81 valuta fastlægges en centralkurs udtrykt i ECU (1 ECU = ca. 2 DEM). Derefter beregnes kursforholdet mellem de valutaer, der deltager i interventionsmekanismen. Således opstår der et net af bilaterale centralkurser, som må afvige fra hinanden i opadgående eller nedadgående retning inden for en bestemt udsvingsmargen. Til at begynde med blev udsvingsmargenen fastsat til 2,25% (i opadgående og nedadgående retning), undtagen for Storbritannien, Italien og Spanien, for hvilke udsvingsmargenen blev fastsat til 6%. I begyndelsen af august 1993 blev udsvingsmargenen udvidet til 15%. Hvis kurserne når disse øvre eller nedre grænser, skal de berørte centralbanker begrænse valutakurssvingningerne ved køb eller salg på valutamarkedet (interventioner). Siden Basel/Nyborg-aftalen fra september 1987 ( den lille EMS-reform ) har centralbankerne kunnet gribe ind i kursudviklingen på et tidligere tidspunkt ( intramarginale interventioner ) og dermed finjustere EMS. Politisk betyder denne ordning, at jo kortere afstanden er mellem udsvingsgrænserne, jo større er behovet for en harmonisering af EMSmedlemsstaternes økonomiske politik, herunder deres penge- og finanspolitik, og jo mindre spillerum får de enkelte centralbanker. Udsvingsmargenen afspejler derfor integrationsniveauet på centrale politiske områder og landenes vilje til at skabe et fællesskab baseret på stabilitet. Derfor var det ikke alle lande, der var parate til at tage varigt del i interventionsmekanismen (ikke deltagende lande i slutningen af 1994: Storbritannien, Italien og Grækenland). Hvis centralkurserne overskrider udsvingsgrænserne, er en ændring af centralkurserne ( tilpasning ) påkrævet. Den forberedes af Det Monetære Udvalg og vedtages enstemmigt af finansministrene. Politisk signalerer en centralkursændring, at den økonomiske situation i det devaluerende land ikke længere svarer til valutakursen. Nedskrivningen skader derfor regeringens politiske prestige. Efter flere på hinanden følgende tilpasninger, først og fremmest i perioden , stabiliseredes systemet i løbet af 1980'erne i en sådan grad, at der ikke var anledning til at foretage valutakurstilpasninger fra begyndelsen af 1987 til september Men herefter fulgte atter en række justeringer. c) De tre EMS-kreditmekanismer blev oprettet allerede i perioden fra og udbygget i De har gjort det muligt at yde kredit på forskellige vilkår. Hvis en centralbank f.eks. skal intervenere, men ikke råder over de nødvendige beholdninger af fremmedvaluta, kan den opnå en meget kortfristet finansiering via EFMS. Desuden kan centralbankerne yde hinanden kortfristet monetær støtte, og EF-landene kan yde hinanden mellemfristet finansiel bistand. EMS-kreditterne varierer efter løbetid, debitor- og kreditorkvote. EUROPA FRA A TIL Å 81

82 82 Udvikling og vurdering EMS anses i dag for at være det centrale organ for det monetære samarbejde. Op gennem 1980'erne blev der gjort adskillige forsøg på at skabe en fælles valuta via EMS. Med forværringen af den verdensomspændende økonomiske krise i begyndelsen af 1990'erne og de økonomiske byrder, der var forbundet med den tyske forening (f.eks. udhuledes købekraften i Tyskland på grund af det offentliges øgede gældsætning), blev det dog vanskeligere og vanskeligere at samordne navnlig Tysklands og Frankrigs økonomiske politik, herunder deres finans- og rentepolitik. Efterhånden som markederne mistede tilliden til ECU, øgedes spekulationspresset mod de devalueringstruede valutaer, navnlig liren, det britiske pund og den franske franc. EMS kom ud i sin hidtil værste krise. Først efter en stabil periode af flere års varighed besluttede EMS-landenes finansministre og centralbankchefer i august 1993 at udvide udsvingsmargenen til 15% i opadgående og nedadgående retning. De nationale valutaer fik dermed atter et større spillerum. EMS-koordineringsmekanismerne blev dog ikke ophævet af den grund. En tilbagevenden til snævrere udsvingsgrænser kræver ikke nogen ny politisk principbeslutning, men ser ikke ud til at være umiddelbart forestående. Det monetære samarbejde har herefter fungeret tilfredsstillende. Eckart Gaddum

83 Den Europæiske Revisionsret EUROPA FRA A TIL Å 83 Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 4, 188 A188 C og 206 Formål: Revisionsretten skal revidere EU's og EU-organernes regnskaber og kontrollere, at regnskabsprincipper og budgetregler er overholdt. Revisionsretten skal også undersøge, om den økonomiske forvaltning har været forsvarlig. Instrumenter: Efter hvert regnskabsår udarbejder Revisionsretten en årsberetning, som Europa-Parlamentet behandler, før den meddeler Kommissionen decharge. Desuden kan Revisionsretten udarbejde særberetninger om de enkelte områder af forvaltningen. Sammensætning: Femten medlemmer, et fra hver medlemsstat. Medlemmerne udnævnes enstemmigt af Rådet efter høring af Europa-Parlamentet for seks år. Formanden vælges for tre år. Revisionsretten har sæde i Luxembourg. Afstemningsprocedurer: Revisionsretten er et kollegialt organ og træffer som regel flertalsafgørelser. De enkelte medlemmer har fået tildelt specielle revisionsområder. Den Europæiske Revisionsret er vokset parallelt med -> Den Europæiske Union. Traktaten om Den Europæiske Union af 7. februar 1992 gør Revisionsretten til en af de vigtige institutioner. Revisionsretten blev oprettet ved traktaten mellem medlemsstaternes regeringer om ændring af visse finansielle bestemmelser af 22. juli Denne traktat trådte i kraft den 1. juni Formålet var at udvide og at forbedre kontrollen med EF's budget parallelt med forbedringen af Det Europæiske Fællesskabs finansielle system og med overførslen af egne indtægter til EF. Med beslutningerne fra -> Det Europæiske Råd i december 1992 er arbejdet i mellemtiden i endnu højere grad blevet rettet mod udviklingen af EU (Budget). Oprettelsen af Revisionsretten gik hånd i hånd med den nye fordeling af budgetbeføjelserne og omlægningen af budgetproceduren i 1975, hvor først og fremmest -> Europa-Parlamentet fik flere rettigheder ved udarbejdelsen og vedtagelsen af EF's budget. Med traktaten af 22. juli 1975 fik Europa-Parlamentet bl.a. eneret til at meddele -> Europa-Kommissionen, som gennemfører budgettet, decharge. I den forbindelse skal Europa-Parlamentet arbejde sammen med Revisionsretten, som med henblik herpå efter hvert regnskabsår udarbejder en årsberetning.

84 84 Revisionsretten reviderer alle EF's og Den Europæiske Unions indtægter og udgifter. Revisionsretten skal kontrollere samtlige EF's/EU's finanser. Denne funktion udøvede Revisionsretten først ved revisionen af budgetterne for , og den omfatter nu hele budgettet for EU og de tre fællesskaber, der hører under EU. Revisionsrettens revisionsbeføjelser gælder i princippet også de organer, som institutionerne har oprettet. Revisionsrettens vigtigste opgave er at udarbejde årsberetninger om EF's budgetforvaltning og om EKSF's og lejlighedsvis enkelte af de af EU oprettede organers finanser. Principielt giver årsberetningerne kun Revisionsretten mulighed for en efterfølgende kontrol af budgetforvaltningen. For at sikre, at gennemførelsen af budgettet er gennemsigtig, findes der en ordning, hvorefter Revisionsretten til enhver tid kan tage stilling til specielle spørgsmål og løbende revidere igangværende transaktioner. Resultaterne af disse revisioner offentliggøres i særberetninger. Initiativet til en sådan revision kan komme fra Revisionsretten selv eller fra andre EU-organer. Revisionsretten har siden 1977 udviklet sig til selvstændig revisionsinstans, hvis faglige autoritet og kompetence er generelt anerkendt. Alligevel befinder Revisionsretten sig i en institutionelt vanskelig position. Det skyldes, at der nødvendigvis er et naturligt spændingsforhold mellem Europa-Parlamentet, som er Revisionsrettens kontrolpartner, og som Revisionsretten hovedsagelig arbejder for, og Kommissionen, som Europa-Parlamentet på grundlag af Revisionsrettens årsberetninger skal meddele decharge for dens budgetforvaltning. Særligt indgående har Revisionsretten beskæftiget sig med EU's -> landbrugspolitik, som den bl.a. har kritiseret for manglende balance og for en mangel på effektive regler for bogføringen og værdiopgørelsen af overskudslagre samt for en utilstrækkelig kontrol af eksportrestitutionerne. Europa-Parlamentet har gennem længere tid krævet, at der oprettes en uafhængig EU-kontrolenhed, der målrettet og med kort varsel skal bekæmpe bedrageri, der jo er et spørgsmål, som offentligheden i EU er meget opmærksom på. Thomas Läufer

85 Det Europæiske Råd EUROPA FRA A TIL Å 85 Oprettet: 10. december 1974 Retsgrundlag: Unionstraktatens artikel D (fælles bestemmelser) Møder: Mindst to gange og som regel tre gange om året Sammensætning: Medlemsstaternes stats- og regeringschefer samt formanden for Europa-Kommissionen bistået af udenrigsministrene og et yderligere medlem af Europa-Kommissionen Afstemningsprocedure: Konsensus Ingen anden institution har i så høj grad præget den vesteuropæiske integrationsproces i 1970'erne, 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne som Det Europæiske Råd, hvor medlemsstaternes stats- og regeringschefer mødes. Især skal nævnes Det Europæiske Råds beslutninger om europæisk fælles akt og unionstraktaten samt om andre konstitutionelle spørgsmål vedrørende EF/EU, især i forbindelse med de forskellige udvidelser og de fem nye tyske delstaters integration i EU. Det Europæiske Råd er juridisk set ikke noget EU-organ. På grundlag af en beslutning truffet på topmødet i Paris 1974 nævnes Det Europæiske Råd første gang i artikel 2 i europæisk fælles akt - men stadig væk uden for EØF-traktaten - i en retligt bindende tekst. Også i Maastricht-traktaten er dette organ anbragt i afsnittet fælles bestemmelser (unionstraktatens artikel D) over Det Europæiske Fællesskab og dermed uden for det konstitutionelle kontrolsystem. Opgaver i henhold til traktaten I henhold til unionstraktatens artikel D tilfører Det Europæiske Råd Unionen den fremdrift, der er nødvendig for dens udvikling, og fastlægger de overordnede politiske retningslinjer herfor. Det Europæiske Råd drøfter desuden konklusioner med hensyn til de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker (EF-traktatens artikel 103, stk. 2) og fastlægger principperne og de overordnede retningslinjer for den fælles udenrigsog sikkerhedspolitik (unionstraktatens artikel J.8, stk. 1; Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik).

86 86 Konkret rolle I praksis er Det Europæiske Råds aktiviteter langt mere vidtspændende og varierede end skitseret ovenfor. Først og fremmest skal nævnes en rolle som konstitutionel arkitekt. I 1970'erne var Det Europæiske Råd meget tilbageholdende med at udøve denne i manges øjne ellers oplagte funktion, nemlig at give den europæiske integrationsproces en generel politisk fremdrift og at drøfte spørgsmål vedrørende -> Den Europæiske Union. Først i 1980'erne begyndte Det Europæiske Råd at tage mere grundlæggende initiativer, som f.eks. indkaldelsen af regeringskonferencerne vedrørende europæisk fælles akt, -> Den Økonomiske og Monetære Union (Strasbourg 1989) og Den Politiske Union (Dublin 1990), som Det Europæiske Råd selv afsluttede med vedtagelsen af traktaten om Den Europæiske Union i Maastricht Med disse beslutninger har stats- og regeringscheferne i høj grad udvidet området for de fælles aktiviteter. Lige fra topmødet i Haag i 1969, som førte til etableringen af det europæiske politiske samarbejde, til vedtagelsen af de væsentlige elementer i europæisk fælles akt og Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union, som integrerede nye politiske områder i traktaterne og yderligere søjler i Unionen, har stats- og regeringscheferne hele tiden betragtet Vesteuropas problemer som fælles opgaver, der skulle løses inden for EUsamarbejdet eller i anden samarbejdssammenhæng, ligesom de har taget stilling til, hvordan problemerne skulle løses. En anden funktion ligger i fastlæggelsen af generelle retningslinjer i økonomiske og samfundspolitiske spørgsmål samt i vedtagelsen af de udenrigspolitisk set meget vigtige erklæringer. Specielt Det Europæiske Råds udenrigspolitiske profil er blevet skarpere i de seneste år. Det har udstedt erklæringer om alle internationale politiske problemområder i 1970'erne, 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne (f.eks. Sydafrika, Mellemøsten og opløsningen af Sovjetunionen). Af central betydning for EF's udvikling har været en funktion, som Det Europæiske Råd ikke eller kun i ringe grad gør opmærksom på, nemlig selv at træffe væsentlige beslutninger på vegne af Det Europæiske Fællesskab. Således er Det Europæiske Råd især ved kontroversielle økonomiske og institutionelle spørgsmål blevet til Fællesskabets centrale beslutningsorgan, også selv om det aldrig har vedtaget retligt bindende beslutninger for EF/EU. Stats- og regeringschefernes politiske retningslinjer er altid blevet omsat til fællesskabsretsakter efter de normale procedurer, der er fastlagt i traktaterne. Beslutningsprocedurer Der er en gennemgående linje i Det Europæiske Råds beslutningsprocedurer. Et væsentligt element i proceduren er pakkeløsningerne. Kun stats- og regeringscheferne kan indbyrdes cleare medlemsstaternes krav og indrømmelser på de forskellige politiske områder. På samme måde som man i europæisk fælles

87 akt knyttede nogle medlemsstaters interesse i oprettelsen af det indre marked sammen med kravet om en bedre økonomisk og social samhørighed, er det i EF's historie flere gange lykkedes Det Europæiske Råd at videreudvikle Fællesskabet med en sådan studehandel mellem medlemsstaterne. Det koster hver gang regeringscheferne lang tid og store anstrengelser, men videreudviklingen af Fællesskabet og Den Europæiske Union er meget afhængig af denne type topmødeforhandlinger, hvilket også dokumenteres af den opnåede enighed om væsentlige afsnit i Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union. I den forbindelse måtte regeringscheferne - i modsætning til hvad de tidligere havde sat sig for - arbejde intensivt med konkrete formuleringer. Stats- og regeringschefernes forsøg på kun at afstikke generelle politiske retningslinjer viste sig ikke at kunne holde. Først når man når ned til de tekniske detaljer, kommer de politiske kontroverser til udtryk, og først da kan de hårde beslutninger træffes. EUROPA FRA A TIL Å 87 Debatten i Det Europæiske Råd er i større omfang end i Rådet for Den Europæiske Union præget af regeringscheferne fra de større lande. Afhængigt af emnet spiller imidlertid også formanden -> for Europa-Kommissionen eller enkelte regeringschefer fra mindre lande en vigtig rolle. Forhandlingsformen er mere direkte og personlig end i Rådet for Den Europæiske Union. I højere grad end i Rådet får den på det pågældende tidspunkt siddende formand for Det Europæiske Råd vigtige styringsmæssige opgaver både ved forberedelsen og ved udformningen af beslutningerne. Indflydelse på andre EU-organer Ved oprettelsen af Det Europæiske Råd så man med rette med bekymring på, om dette organ ville ændre den oprindelige balance mellem institutionerne i Fællesskabet. Det forventedes af mange, at regeringscheferne ville undergrave Europa-Kommissionens initiativmonopol, degradere Rådet for Den Europæiske Union til et underordnet kammer og i praksis tilsidesætte -> Europa-Parlamentets i forvejen få rettigheder. Det Europæiske Råds indflydelse har imidlertid, når det kommer til stykket, været varierende. På de EF-områder, som stats- og regeringscheferne selv beskæftiger sig med, har de - på grundlag af Kommissionens og Rådets forberedende arbejde - faktisk truffet de egentlige beslutninger og på denne måde hyppigt reduceret de i traktaterne fastlagte procedurer til en formel ratificering. På mange andre områder har Det Europæiske Råd ikke eller kun sjældent, haft direkte indflydelse på det normale samarbejde institutionerne imellem. Kommissionen og specielt Kommissionens formand har alt i alt fået styrket sin status gennem Det Europæiske Råd, da den er repræsenteret i dette organ og kan anvende erklæringerne fra Det Europæiske Råd som mandat fra højeste sted for mange af sine EU-aktiviteter. Gennem beslutninger truffet af Det Europæiske Råd er også Kommissionens rettigheder specielt i forbindelse med procedurerne inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og ved samarbejdet om retlige og indre anliggender blevet udvidet.

88 88 Virkningerne for Europa-Parlamentet har imidlertid været mindre positive. Ganske vist har formanden for Europa-Parlamentet allerede i nogle år haft mulighed for ved starten af hvert møde i Det Europæiske Råd at holde en tale, hvor han gør rede for Europa-Parlamentets synspunkter, men Europa-Parlamentets reelle traktatmæssige rettigheder over for Rådet forbliver ofte formelle, når Rådet på grundlag af de beslutninger, der er truffet af Det Europæiske Råd, har lagt sig fast og kun viser ringe forhandlingsvilje i den egentlige EF-procedure. Mere problematisk set ud fra et forfatningsretligt synspunkt er det, at Det Europæiske Råd ikke er underlagt Domstolens kontrol, hvilket endnu en gang blev bekræftet i Maastricht-traktaten ( -> EF-Domstolen; unionstraktatens artikel L). Det Europæiske Råds bidrag til integrationspolitikken Det Europæiske Råd har konsekvent bidraget til integrationspolitikken. Med deres direkte deltagelse har stats- og regeringscheferne taget (og tager fortsat) umiddelbart ansvar for EF's og EU's stabilitet, effektivitet og udvikling. Dette organ er således ikke et tilfældigt udslag af nogle regeringschefers politiske lune, men et tegn på en grundlæggende udvikling i Vesteuropa hen imod en fælles udnyttelse af de statslige instrumenter og en ledsagende institutionel fusion. Wolfgang Wessels

89 Den Europæiske Union EUROPA FRA A TIL Å 89 Den Europæiske Union (EU) er blevet et nøglebegreb i den offentlige debat om Europas fremtid. Begrebet er et typisk eksempel på en - muligvis konstruktiv - flertydighed, som lige siden begyndelsen har været en del af og karakteristisk for integrationsprocessen i Vesteuropa. Begreberne omkring europæisk enhed har altid været præget af et bredt spektrum af forskellige ideer om den europæiske integrationspolitiks mål og former ( -> EU-integrationsmodeller). Den historiske baggrund for begrebet ««konstruktiv flertydighed» «Begrebet Europæisk Union blev sat som mål af stats- og regeringscheferne på Paris-topmødet i I topmødeerklæringen hed det, at medlemslandene i Fællesskabet, der er drivkraften i den europæiske opbygning, bekræfter deres hensigt om inden dette tiårs udløb at omdanne deres samlede indbyrdes forbindelser til en Europæisk Union. Unionsideen går igen i præamblen til europæisk fælles akt, idet der dog i den danske tekst anvendes begrebet sammenslutning, mens der i den franske og tyske tekst tales om Union. Traktaten om Den Europæiske Union udgør en ny fase i processen imod en stadig snævrere union mellem de europæiske folk, i hvilken beslutningerne træffes så nært på borgerne som muligt (unionstraktatens artikel A). Unionen har ifølge samme artikel til opgave på en sammenhængende og solidarisk måde at tilrettelægge forbindelserne mellem medlemsstaterne og mellem deres folk. Fra både politisk og akademisk side har man kun haft begrænset held med at forsøge at definere dette begreb nærmere. Videnskabelige forsøg på at nå frem til en yderligere præcisering via begrebet union eller via fælles opgaver og mål har ikke ført til en politisk bæredygtig konsensus. I den højtidelige erklæring fra Stuttgart af 19. juni 1983 anførtes således ligesom i præamblen til europæisk fælles akt fra 1987 generelle mål for en sådan Europæisk Union, bl.a. principperne om demokrati og beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. I begge tekster defineres en dobbelt strategi for udviklingen hen imod Den Europæiske Union, som stadig ses i dag, nemlig at den europæiske sammenslutning skal virkeliggøres på grundlag dels af Fællesskaberne, der fungerer efter deres egne regler, dels af det europæiske samarbejde mellem medlemsstaterne, og at denne sammenslutning skal gives de nødvendige virkemidler. I denne formulering ligger en grundtanke, hvor der gås ud fra den konkrete udvikling af EF-systemet, og hvor eksisterende former for integration og samarbejde defineres som væsentlige elementer i Den Europæiske Union. I artikel

90 90 A i unionstraktaten (Maastricht-traktaten) findes en lignende formulering: Unionens grundlag er De Europæiske Fællesskaber samt den politik og det samarbejde, som indføres ved denne traktat. I andre politiske tiltag vedrørende Den Europæiske Union tages der udgangspunkt i føderalistiske overvejelser. I sit traktatudkast (Spinelli-udkastet) vedrørende oprettelse af en Europæisk Union fra 1984 formulerede -> Europa-Parlamentet principperne, målene og de institutionelle bestemmelser for en Europæisk Union af føderalt tilsnit. Dette konkrete forslag er dog hidtil ikke blevet til en forpligtende model. Siden Maastricht-traktatens ikrafttræden og problemerne i forbindelse med dens ratificering har den føderalistiske integrationsidé i stigende grad været udsat for kritik. Også den tyske forfatningsdomstols karakterisering af Den Europæiske Union som et statsforbund (Maastricht-dommen fra oktober 1993) har fremkaldt forskellige reaktioner, idet der med dommen i debatten blev indført et ikke tidligere anvendt begreb, hvis implikationer og rækkevidde der først må tages stilling til. Det kan endnu ikke afgøres, om et nyt ordvalg vil berige diskussionen og dermed gøre den mere dynamisk, eller om gamle konflikter om integrationsprocessens retning vil blusse op i ny skikkelse. Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union Med topmødet i Maastricht i 1991 blev ideen om en Europæisk Union konkretiseret i en ny traktat, der trådte i kraft den 1. november Den europæiske efterkrigstidshistorie er dermed blevet en dato rigere. Maastricht vil komme til at stå som en milepæl i integrationsprocessen, hvis umiddelbare og mere vidtrækkende betydning drøftes intenst. Den tekst, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd, er en sammenstilling af en hel række elementer fra forskellige retsområder og kan derfor være vanskelig at få hold på. For at lette forståelsen kan man sammenligne den med et tempel. Den tekst, som blev vedtaget af -> Det Europæiske Råd, er en sammenstilling af en hel række elementer fra forskellige retsområder og kan derfor være vanskelig at få hold på. For at lette forståelsen kan man sammenligne den med et tempel.

91 91 Den Europæiske Union Det Europæiske Fællesskab Toldunion, indre marked, fælles landbrugspolitik, strukturpolitik, Den Økonomiske og Monetære Union Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Samarbejdet om retlige og indre anliggender De tre søjler, som et forenet Europa skal hvile på i henhold til Maastricht-traktaten Grundelementerne i traktaten om Den Europæiske Union er: 1. Fælles bestemmelser. 2. Ændringer af EØF-traktaten med henblik på oprettelsen af Det Europæiske Fællesskab herunder -> Den Økonomiske og Monetære Union og unionsborgerskab. 3. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. 4. Samarbejde om -> retlige og indre anliggender. 5. Afsluttende bestemmelser. 6. Protokoller, hvoraf de vigtigste vedrører den økonomiske og sociale samhørighed samt -> social- og arbejdsmarkedspolitik og erklæringer vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt erklæringer fra Den Vesteuropæiske Unions medlemsstater om Den Vesteuropæiske Unions rolle. Unionens mål og subsidiaritetsprincippet (nærhedsprincippet) Unionens overordnede målsætninger viser spændvidden i de emner, som skal behandles i den fælles institutionelle ramme, der er beskrevet ovenfor. Unionen har for det første som mål at fremme afbalancerede og varige økonomiske og

92 92 sociale fremskridt, navnlig gennem etableringen af et område uden indre grænser, styrkelse af den økonomiske og sociale samhørighed og oprettelsen af en Økonomisk og Monetær Union, der i sin endelige udformning skal omfatte en fælles valuta (unionstraktatens artikel B). Et andet væsentligt mål for Unionen er styrkelsen af dens identitet i internationale sammenhænge, især gennem en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (unionstraktatens artikel B og J), og herunder hører på længere sigt en fælles forsvarspolitik. For det tredje nåede man til enighed om at styrke beskyttelsen af medlemsstaternes statsborgeres rettigheder og interesser gennem indførelsen af et unionsborgerskab (unionstraktatens artikel B). For det fjerde ønsker medlemsstaterne at udvikle et nært samarbejde vedrørende retlige og indre anliggender (unionstraktatens artikel B og K). Selv om Unionen kan beskæftige sig med næsten alle emner inden for offentlig politik, har den ikke enekompetence på alle detailområder. Graden af kompetence er meget forskellig. På nogle områder tales om en fælles politik, f.eks. inden for ->transportpolitik (EF-traktatens artikel 74 ff.), på andre områder blot om politik, f.eks. inden for -> miljø (EF-traktatens artikel 130 R ff.) og -> social- og arbejdsmarkedspolitik (EF-traktatens artikel 117 ff.). På andre områder, f.eks. uddannelsespolitik og -> kulturpolitik (EF-traktatens artikel 126 ff.) er der tale om at fremme eller om foranstaltninger (energi, civilbeskyttelse, turisme), uden at der er tale om nogen form for harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik kan i sin retlige og institutionelle udformning ikke sammenlignes med den fælles -> landbrugspolitik. Subsidiaritetsprincippet (nærhedsprincippet) skal forhindre EU i at få for stor indflydelse. I henhold til dette princip handler Fællesskabet på de områder, som ikke hører ind under dets enekompetence kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor, på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre kan gennemføres på fællesskabsplan (unionstraktatens artikel 3 B). Reformbehov: Den Europæiske Union er en løbende proces En række væsentlige elementer i traktaten gav allerede under ratificeringsdebatten anledning til voldsomme uoverensstemmelser. Et af de centrale stridsspørgsmål vedrører forholdet mellem Den Europæiske Union, som den kommer til udtryk i Maastricht-traktaten, og nationalstaterne. Der viste sig at være en tydelig angst for og modstand mod en for vidtgående kompetenceforskydning fra det nationale til det europæiske plan, og denne kompetenceforskydning blev ofte fremstillet som en undergravning af nationalstaten og som en trussel mod beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder. Den Europæiske Union blev i denne forbindelse i mange borgeres øjne til et fjendebillede i stedet for et ideal. Allerede kort efter undertegnelsen af Maastricht-traktaten stod det derfor klart, at der var behov for ændringer. Stats- og regeringscheferne vedtog allerede i efteråret 1992 forskellige

93 retningslinjer og foranstaltninger, der skulle øge gennemsigtigheden i Den Europæiske Unions strukturer og procedurer. EUROPA FRA A TIL Å 93 I Maastricht-traktatens artikel N, stk. 2, var 1996 allerede blevet fastsat som tidspunktet for en regeringskonference med henblik på en revision af forskellige bestemmelser i traktaten. Et yderligere behov for reformer skyldes, at nye lande ønsker at blive medlemmer af EU. Af debatten kan udledes en skala af forskellige muligheder for at bringe reformen eller uddybningen af EU i overensstemmelse med den forventede -> udvidelse og for samtidig at afstikke grundlæggende retningslinjer for integrationsprocessens udvikling. En af strategierne er en udvidelse uden uddybelse af EU, dvs. flere medlemslande, men fastholdelse af det politiske og institutionelle status quo. Heroverfor står uddybning før udvidelse, hvor integrationen skal øges, før der kan komme nye medlemslande til, således at disse vil komme til at tiltræde et reformeret EU. I strategien udvidelse og uddybelse betragtes begge processer som parallelle forløb, som forstærker hinanden gensidigt. Udvidelse med henblik på at svække integrationsniveauet ville ved et stigende antal medlemsstater medføre en stadig kraftigere reduktion af acquis communautaire et politique, og EU ville i stadig mindre grad kunne skabe dynamik til integrationen. Strategien trinvis integration indebærer begrænsede og etapevise integrationsskridt, samtidig med at man fastholder fælles mål, som er obligatoriske for alle, og som i første omgang kun gennemføres af en del af medlemsstaterne, men har som målsætning også at give nye medlemmer mulighed for gradvis at slutte op. Europa à la carte betyder, at man finder ad hoc-løsninger på problemerne på de forskellige områder med de medlemsstater, som er berørt af de enkelte spørgsmål, og en fælles retning for udviklingen for samtlige medlemsstater ville med denne løsning ikke være mulig. Kernelandestrategien sigter på en relativt lille gruppe stater, som gennemfører en forholdsvis snæver integration, men giver samtidig en tydelig distance til de andre medlemslande. Der vil blive stadig mere diskussion om Den Europæiske Unions indhold og udformning. Udviklingen syntes at gå i retning af en stærkere differentiering af integrationsprocessen. Spændingen mellem deltagergruppens heterogenitet og fastholdelsen af en fælles institutionel ramme og et bærende og forpligtende ideal vil i fremtiden blive større. Wolfgang Wessels/Udo Diedrichs

94 94 Fiskeripolitik Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 38 Formål: At sikre de personer, der er beskæftiget i fiskeriet, en rimelig levestandard, hindre prissvingninger, sikre forsyningen af forbrugerne med fiskerivarer til rimelige priser og bevare og beskytte fiskebestandene Instrumenter: Fastsættelse af en markedsordning og ydelse af støtte til producentorganisationerne med henblik på gennemførelsen af markedsordningen, fastlæggelse af samlede tilladte fangstmængder i EU-farvandene og fordelingen af fangstmængderne på de enkelte medlemsstater, udstedelse af retsforskrifter om fangstredskaber og mindstemål, kontrol med overholdelsen af bestemmelserne, indgåelse af fiskeriaftaler med tredjelande og forbedring af fiskeristrukturen. Budget: 1996: 27,8 mio. ECU (omkostninger i forbindelse med markedsordningen). Den fælles fiskeripolitik er et relativt nyt område i EF-lovgivningen. Ved to EFforordninger udstedt i 1970 fik alle EF-fiskere fri og lige adgang til EF's fangstpladser, dog med undtagelse af visse særligt fiskeriafhængige kystområder. Ved EF's udvidelse mod nord i 1973 blev fiskeriområderne udvidet betragteligt, hvilket gav anledning til nye forhandlinger om fiskeripolitikken. Storbritannien, Irland og Danmark opnåede enkelte indrømmelser til deres kystfiskere (6- eller 12- milezoner), som var gældende indtil Fra midten af halvfjerdserne blev problemet med fordelingen af fangstrettighederne ikke blot drøftet i EF, men også på internationalt plan. På FN's tredje havretskonference lykkedes det dog ikke at nå til enighed om fiskerirettighederne. Adskillige lande krævede en 200- sømilezone, og EF fulgte trop i Størrelsen af de frie internationale fangstområder blev derved indskrænket. Dermed var lande med fangstområder, der grænsede op til hinanden, nødsaget til at give hinanden fiskerirettigheder. Som følge heraf indgik EF fiskeriaftaler med en lang række tredjelande. Bevarelsen af fiskeressourcerne skulle sikres ved årlig fastsættelse af de samlede tilladte fangstmængder og opdeling af disse på kvoter. I forbindelse med udvidelsen mod syd i 1986 blev EF's fiskeriområder ganske vist atter udvidet, men samtidig fordobledes antallet af fiskere. Der blev fastsat

95 overgangsordninger for Spanien og Portugal, som var gyldige indtil 1996, og som regulerede den gensidige adgang og begrænsede fangstrettighederne. EUROPA FRA A TIL Å 95 Markedsordning I henhold til EF-traktatens artikel 38 gælder bestemmelserne om landbrug og handel med landbrugsvarer også for fiskeri. I forbindelse med udvidelsen af markedsordningerne for landbrugsvarer udstedte Ministerrådet ( -> Rådet for Den Europæiske Union) i 1970 en forordning om den fælles markedsordning for fiskerivarer, som blev ændret i 1976, 1981 og Der blev fastsat fælles handelsnormer, baseret på en inddeling efter kvalitetskategorier, størrelses- og vægtklasser, emballage, behandlingsgrad samt mærkning, med det formål at skabe et gennemsigtigt marked og udelukke varer, som ikke opfylder normerne. Det er producentorganisationernes opgave at sikre, at de fælles handelsnormer overholdes. For de enkelte fiskearter fastsættes der orienteringspriser én gang årligt. Producentorganisationerne kan fastsætte tilbagetagelsespriser, under hvilke de ikke sælger de produkter, som deres medlemmer har leveret. Til gengæld herfor får medlemmerne en finansiel godtgørelse, som til dels finansieres af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget ( -> Regional- og strukturpolitik). Også ikke-medlemmer kan forpligtes til at overholde tilbagetagelsespriserne (generel forpligtelse). For de vigtigste fiskearter ligger tilbagetagelsespriserne på mellem 70 og 90% af orienteringsprisen. Ved import af fisk til EF opkræves told. Desuden fastsættes der referencepriser for de enkelte fiskearter og de deraf fremstillede produkter på grundlag af de sidste tre års producentpriser. Importen kan gøres betinget af, at prisen mindst svarer til referenceprisen. For bestemte produkter kan der opkræves en udligningsafgift svarende til forskellen mellem referenceprisen og franko-grænse prisen forhøjet med tolden. Ved eksport kan der ydes restitutioner, som svarer til forskellen mellem prisniveauet på det indre marked og prisniveauet på bestemte eksportmarkeder. Strukturpolitik Som supplement til indførelsen af den første fælles markedsordning for fiskerivarer udstedte Rådet den 20. oktober 1970 en forordning om etablering af en fælles strukturpolitik for fiskerisektoren (ny udgave i 1976), med det formål at fremme en jævn, harmonisk udvikling af fiskerisektoren samt en rationel udnyttelse af de levende ressourcer i havet og i de indre vande. Med henblik på koordineringen af strukturpolitikken forpligtede medlemsstaterne sig til én gang om året at give -> Europa-Kommissionen oplysninger om den strukturelle situation i fiskerisektoren, arten og omfanget af de foranstaltninger, der var planlagt for det pågældende år, samt om de flerårige programmer. Kommissionen skulle hvert år forelægge -> Europa-Parlamentet og Ministerrådet en beretning om fiskeristrukturerne, koordineringen af strukturpolitikken på fællesskabsplan, de foranstaltninger, der var truffet med henblik herpå, samt EF's bidrag til finansieringen.

96 96 Efter langvarige forhandlinger blev der i 1993 vedtaget en række flerårige udviklingsprogrammer for fiskerflåderne med henblik på perioden indtil Programmerne, som er baseret på de for 1991 fastlagte kapacitetsmål, tager sigte på en reduktion af de enkelte medlemsstaters fiskeriindsats, gradueret efter målarter og fangstmetoder. Reduktionen udgør 20% for fiskeri med bundtrawl efter demersale bestande, som er særligt truede, og 15% for fiskeri efter bentiske bestande. Fiskeri efter pelagiske arter, for hvilke situationen er relativt gunstig, samt fiskeri med faststående redskaber såsom bundsatte garn, ruser og lignende, som betragtes som selektivt og ressourcebevarende, begrænses til det omfang, det havde i basisåret I modsætning til hvad der var tilfældet med tidligere EFprogrammer, fastsættes de øvre grænser for fiskerflådernes størrelse, målt i fiskeriindsats, som produktet af flådekapaciteten og fiskeriaktivitetens varighed, idet op til 45% af målene kan nås ved en reduktion af sidstnævnte. Da reduktionssatserne er baseret på tidligere mål, er der stor forskel på reduktionen af de enkelte medlemsstaters fiskerflåde i forhold til niveauet på tidspunktet for programmets start i begyndelsen af I forbindelse med reformen af strukturfondene blev der indført et finansielt instrument til udvikling af fiskeriet (FIUF), som afløste de hidtidige EFstøtteordninger, der udløb pr. 31. december Beslutningerne om ydelse af støtte skulle herefter hovedsagelig træffes af medlemsstaterne selv inden for rammerne af de disponible midler og i overensstemmelse med en forenklet programmering. Bevarelse og rationel udnyttelse af fiskeressourcerne Etableringen af et fælles økonomisk område ( -> Det indre marked) indebærer, at de dertil hørende fangstpladser er tilgængelige for alle medlemsstaterne uden forskelsbehandling. Dette grundprincip kunne dog ikke gennemføres til at begynde med, da produktiviteten varierede fra medlemsstat til medlemsstat, og kystfiskeriet måtte beskyttes mod de mere effektive fiskerier. Derfor blev der indført en eksklusiv fiskerizone på tre sømil for en femårig periode. Efter udvidelsen af fiskerizonerne fra 12 til 200 sømil pr. 1. januar 1970 måtte Fællesskabet finde frem til en ordning, som sikrede bevarelsen af fiskeressourcerne. Fastsættelsen af de samlede tilladte fangstmængder, fordelingen på medlemsstaterne og reguleringen af adgangen til kystfarvande voldte Ministerrådet store kvaler i perioden fra Den 25. januar 1983 blev striden bilagt. Medlemsstaterne fik tildelt nationale eksklusive fiskerizoner på op til 12 sømil for en tyveårig periode, under forudsætning af at andre medlemsstater i videst muligt omfang kunne fortsætte deres traditionelle fiskeriaktiviteter. For de vigtigste fiskearter blev fangstkvoterne fornyet for de næste tyve år. Dog måtte der undervejs foretages justeringer under hensyntagen til udviklingen i fiskebestandene. På grund af konkurrencen om stadig knappere fiskeressourcer blev problemet med kontrollen af overholdelsen af fangstmængderne og de i fællesskab vedtagne

97 begrænsninger af fangstmetoderne mere og mere synligt. Derfor vedtog Ministerrådet i 1993 en række principielle ændringer. Ifølge den ændrede ordning er de nationale myndigheder forpligtet til i tilfælde af overtrædelser af gældende forskrifter at træffe passende foranstaltninger, som også kan indbefatte retsforfølgning. Det påhviler medlemsstaterne at gennemføre den nødvendige kontrol, og Kommissionen overvåger medlemsstaternes virksomhed, bl.a. ved ikke anmeldte kontrolbesøg og anvendelse af nye teknologier til vedvarende overvågning. På alle fiskerfartøjer skal der føres en logbog, ved hjælp af hvilken det kan kontrolleres, om de fangster, der befinder sig om bord, er i overensstemmelse med EF-forskrifterne om arternes sammensætning set i relation til det redskab, der benyttes. EUROPA FRA A TIL Å 97 Winfried von Urff

98 98 Folkesundhed Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 129 aftalen om socialpolitik. Formål: Beskyttelse af folkesundheden, sikkerhed, hygiejne og sundhed på arbejdspladsen. Budget: 1996: Bekæmpelse af kræft: 12 mio. ECU; bekæmpelse af AIDS: 9,4 mio. ECU; sundhedsbeskyttelse på arbejdspladsen: 10,5 mio. ECU; initiativer til beskyttelse af miljø og folkesundhed: 12,5 mio. ECU; bekæmpelse af narkotikamisbrug: 6,5 mio. ECU. På topmødet i Maastricht enedes stats- og regeringscheferne om gennem traktaten om Den Europæiske Union at sikre et højt niveau af beskyttelse af folkesundheden i Fællesskabets medlemsstater, med det erklærede mål at udforske, forebygge og bekæmpe udbredte alvorlige sygdomme, herunder afhængighed af narkotika. Medlemsstaterne koordinerer deres politik og programmer på disse områder efter aftale med -> Europa-Kommissionen. Til gennemførelse af politikken om folkesundhed vedtager -> Rådet for Den Europæiske Union henstillinger med kvalificeret flertal eller støtteforanstaltninger ->beslutningsproceduren efter EF-traktatens artikel 189 B. Den egentlige kompetence for lovgivning ligger dog hos medlemsstaterne selv. I traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) er der ikke udtrykkelig fastlagt en fælles politik for folkesundhed. I 1987 blev der gennem den europæiske fælles akt (EFA) indsat bestemmelser i EØF-traktaten om et samarbejde på fællesskabsplan om beskyttelse af folkesundheden og harmonisering af minimumsforskrifterne for arbejdsmiljø (artikel 100 A og 118 A). Det var først i traktaten om Den Europæiske Union, at folkesundhed blev defineret som et separat område i den europæiske politik under afsnit X. Fælles aktioner på folkesundhedsområdet omfatter som grundlag for fremme af folkesundheden generelt et vidtgående oplysnings- og uddannelsesarbejde. Der findes andre og videregående bestemmelser om beskyttelse af folkesundheden i -> miljø- (EFtraktatens artikel 130R) og -> forbrugerpolitikken (EF-traktatens artikel 129A). Specifikke handlingsprogrammer Europa mod kræft er et første langsigtet initiativ, som stats- og regeringscheferne igangsatte i Siden 1987 har Kommissionen udarbejdet

99 kontinuerligt videreførte handlingsprogrammer, herunder en europæisk understøttelse af forskning og uddannelse og en vidtrækkende politik for oplysning som middel til at begrænse risikoen for kræft. Europa mod AIDS er et andet EFprogram, der siden 1991 i lige høj grad har været henvendt til ofre og sunde mennesker. For at kunne imødegå sygdommen mere effektivt besluttede ministrene at etablere et system for udveksling af data og erfaringer på unionsplan. Den seneste handlingsplan om forebyggelse af AIDS dækker tidsrummet EUROPA FRA A TIL Å 99 Også i spørgsmålet om bekæmpelse af narkotikamisbrug er medlemsstaterne rykket tæt sammen. Da afhængighed af narkotika udtrykkelig nævnes i EFtraktatens artikel 129, har Kommissionen i 1995 udarbejdet en første handlingsplan for perioden frem til år I betragtning af, hvor forskellige problemer narkotika giver anledning til, satser politikken også i denne sammenhæng især på forebyggelse, udveksling af oplysninger, erfaringer og afprøvede metoder samt indsamling af data på fællesskabsplan. Endvidere understøttes rådgivning, revalidering og social reintegrering af afhængige. Som en del af de traditionelle bestræbelser på at forbedre arbejdstagernes sundhed løber det tredje handlingsprogram, som blev indledt i 1993, frem til årtusindskiftet. I dette program lægges der særlig vægt på sikkerhed, ergonomi, hygiejne og den sociale dialog på arbejdspladsen. For i praksis at nå frem til et ensartet beskyttelsesniveau arbejder europæiske samarbejdsudvalg desuden for grænseoverskridende oplysning og høring af arbejdstagerne i virksomheder og koncerner, der opererer på fællesskabsplan. Konklusion Den europæiske integrationsproces har udløst en problemorienteret dynamik i de enkelte landes sundhedssystemer, hvis tilblivelse har været historisk betinget. På det grænseløse -> indre marked får den fælles forskning i årsagerne til og bekæmpelse af sygdomme samt sundhedsoplysning stadig større betydning. EFtraktaten giver folkesundhedspolitikken større vægt og skaber forudsætningerne for beskyttelse af folkesundheden på fællesskabsplan. Ralf Schmitt

100 100 Forbindelser udadtil Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 3, litra b), q) og r), artikel 9, 18-29, 110, 113, 115, 130 U til 130 Y, A, 228, 228 A- 231 og 238; unionstraktatens artikel O. Formål: Udformning og gennemførelse af en fælles handelspolitik over for tredjelande med støtte i den fælles toldtarif, varetagelse af fælles udenrigsøkonomiske interesser i de internationale handelsrelationer og en fremadskridende liberalisering af den internationale samhandel. Udvikling af særlig snævre økonomiske og handelspolitiske forbindelser til visse stater eller landegrupper, fremme af udviklingen i den tredje verden gennem handel og økonomisk samarbejde. Ved forbindelserne udadtil forstås i -> Den Europæiske Unions (EU's) sprogbrug EU's forbindelser til alle ikke-medlemsstater og til de internationale organisationer på det økonomiske og handelsmæssige område. Trods disse forbindelsers store udenrigspolitiske betydning bør der således konkret og retligt skelnes mellem dem og -> den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), der vedrører de specifikt politiske forbindelser mellem Den Europæiske Union på den ene side og tredjelande og internationale organisationer på den anden side. Forbindelserne udadtil, hvis hovedkomponenter består af den fælles handelspolitik, associeringspolitikken og -> udviklingspolitikken, danner sammen med FUSP grundlaget for den europæiske udenrigspolitik. Disse politikker er baseret på EU's fælles toldtarif, på de udenrigspolitiske beføjelser, der er overdraget EUinstitutionerne, på aftalemæssigt fastlagte procedurebestemmelser, på en omfattende samling retsakter i form af afledt fællesskabsret samt på et stadig voksende netværk af bilaterale og multilaterale aftaler med tredjelande. Oprindelse og retsgrundlag EU's fælles marked ( -> Det indre marked) og den dermed forbundne toldunion ville ikke kunne klare sig uden en række ensartede ind- og udførselsbestemmelser og en ensartet varetagelse af interesser over for tredjelande. De seks lande, der grundlagde De Europæiske Fællesskaber, følte sig derfor allerede i de oprindelige traktater forpligtet til at overdrage EF-organerne visse beføjelser med henblik på en ensartet udformning af de udenrigsøkonomiske forbindelser, i modsætning til de udenrigspolitiske forbindelser, der indtil dato er forblevet et nationalt kompetenceområde for de enkelte medlemsstater. Bag denne grundlæggende afgørelse stod ønsket om at udvikle en fælles handelspolitik (artikel 113 i Rom-

101 traktaten), der i henhold til traktaten og efter en vis overgangstid siden 1970 har hørt til de områder, hvor Fællesskabet alene har kompetence. EUROPA FRA A TIL Å 101 Desuden kan Fællesskabet også på andre politiske områder, hvor det ikke råder over nogen udtrykkelig udenrigspolitisk kompetence, indgå aftaler med tredjelande, såfremt det, som det er tilfældet med -> fiskeripolitikken eller politikken for -> forskning og teknologisk udvikling, på disse områder har fællesskabsinterne reguleringsbeføjelser. Disse såkaldte implicitte beføjelser til indgåelse af aftaler anerkendes af -> EF-Domstolen i AETR-dommen fra 1971, og de udgør et væsentligt supplerende retsgrundlag for forbindelserne udadtil. Der er dog adskillige gange opstået uenighed om kompetenceafgrænsningen mellem EF på den ene side og de enkelte medlemsstater på den anden side. Disse meningsforskelle er dog blevet overvundet ved, at såvel Fællesskabet som medlemsstaterne indgår som parterne i internationale aftaler (såkaldte blandede aftaler ). Af betydning for udformningen af forbindelserne udadtil er også den kendsgerning, at fællesskabet er repræsenteret i de fleste tredjelande og internationale organisationer af -> Europa-Kommissionens delegationer, og at næsten alle lande omvendt er repræsenteret diplomatisk ved EU i Bruxelles. Blandt de mange aspekter, som forbindelserne udadtil omfatter, indtager den fælles handelspolitik stadig en central stilling, ikke blot fordi det her drejer sig om den mest integrerede politik inden for rammerne af de udenrigspolitiske forbindelser, men også fordi denne politik som det indre markeds ansigt udadtil og i kraft af Fællesskabets position som verdens største handelsmagt må tillægges en særlig politisk betydning. Den autonome handelspolitik Fællesskabets handelspolitik omfatter alle foranstaltninger vedrørende ind- og udførsel af varer, som Fællesskabet træffer autonomt og ikke inden for rammerne af aftalebaserede forpligtelser over for tredjelande. Herunder hører de fælles ud- og indførselsbestemmelser, beskyttelsesforanstaltninger mod dumping, subsidieret indførsel eller uretmæssig handelspraksis samt også kvantitative begrænsninger (kontingenter) og udenrigspolitisk motiverede handelsforbud (embargo, handelsmæssige sanktioner). Disse fællesskabsforanstaltninger er af særlig betydning, når man skal beskytte Fællesskabets erhvervsliv mod skader som følge af import fra tredjelande. I den forbindelse kan der skelnes mellem fire former for foranstaltninger: 1. Antidumpingforanstaltninger kan træffes af Kommissionen på anmodning af den berørte EF-erhvervsgren, efter at Kommissionen har rådført sig med medlemsstaterne og undersøgt sagen nærmere; det sker i form af indførelse af midlertidige antidumpingtoldsatser, som -> Den Europæiske Union med simpelt stemmeflertal kan ændre til endelige antidumpingtoldsatser. Ligesom ved de andre beskyttelsesforanstaltninger er forudsætningen herfor, at der kan konstateres en allerede bestående eller truende skade af den pågældende erhvervsgren.

102 Anti-subsidieforanstaltninger er i modsætning til antidumpingforanstaltningerne ikke rettet mod udenlandske erhvervsgrenes uretmæssige handelspraksis, men imod indførsel i Fællesskabet af varer, der er subsidieret af tredjelande. Proceduren svarer til den, der følges ved antidumpingforanstaltninger, og kan medføre indførelse af foreløbig eller endelig udligningstold på de pågældende varer. Både de nævnte antisubsidieog antidumpingforanstaltninger er i overensstemmelse med GATT-reglerne. 3. Der kan træffes beskyttelsesforanstaltninger i tilfælde af, at der konstateres en væsentlig skade på en erhvervsgren i Fællesskabet som følge af en betydelig forøgelse af indførslen fra tredjelande og væsentlige prisunderbud. Disse foranstaltninger antager form af importkontrol og kvantitative begrænsninger. Som følge af de meget restriktive GATT-bestemmelser på dette område har Fællesskabet hidtil kun i ringe udstrækning gjort brug heraf. 4. Siden 1984 har Fællesskabet desuden rådet over det såkaldte nye handelspolitiske instrument, som gør det muligt for Fællesskabet relativt hurtigt at reagere over for tredjelandes uretmæssige handelspraksis med hensyn til deres import fra Fællesskabet. Dette betyder i første omgang, at man udnytter muligheden for internationale hørings- og tvistbilæggelsesprocedurer, men det næste skridt kan bestå i strengere foranstaltninger som f.eks. udsættelse af allerede bevilgede handelsindrømmelser, forhøjede toldafgifter på indførte varer fra de pågældende lande samt indførelse af kvantitative begrænsninger. En særlig form for autonom handelspolitik består i udenrigspolitisk motiverede handelssanktioner, som f.eks. det handelsembargo, der har ramt Irak og Bosnien. Sådanne sanktioner kan i henhold til EF-traktatens artikel 228 A efter forslag fra Kommissionen, besluttes af Rådet med kvalificeret flertal, efter at der inden for rammerne af FUSP er truffet beslutning herom. Et væsentligt grundlag for såvel den autonome som den aftalebaserede handelspolitik udgøres af den fælles toldtarif, der er omhandlet i EF-traktatens artikel 9 og I medfør af denne anvender Fællesskabet de samme toldsatser over for tredjelande i forbindelse med hele samhandelen med disse. Efter forslag fra Kommissionen kan Rådet til enhver tid træffe beslutning om autonome ændringer af den fælles toldtarif.

103 Handelsbalance Procentvis andel i verdenshandelen (ekskl. intern EU-handel) 103 I mia. ECU Vigtigste importlande Vigtigste eksportlande Verden 48,2 EUR 15 18,5 Verden 45,8 EUR 15 20,2 USA 20,0 USA 15,9 Rusland 1,2 Kina 3,4 Japan 8,7 Rusland 2,1 Kina 4,0 Japan 12,0 Den aftalebaserede handelspolitik Den aftalebaserede handelspolitik omfatter alle EU's aftalemæssige overenskomster med tredjelande vedrørende ind- og udførsel af varer. Disse aftaler kan være begrænset til bestemte tredjelande eller grupper af tredjelande, men de kan også antage en mere global dimension, som resultaterne af den sidste forhandlingsrunde i GATT, den i december 1993 afsluttede Uruguay-runde. På området for den aftalebaserede handelspolitik råder Kommissionen ikke blot over et forslags- men også et forhandlingsmonopol. Kommissionens forhandlinger er dog underlagt en streng kontrol fra medlemsstaternes side i Rådet, hvilket kun giver Kommissionen et ringe spillerum. Under forhandlingerne, som medlemsstaterne altid sender observatører til, er Kommissionen hele tiden bundet til de af Rådet udstukne detaljerede retningslinjer (såkaldte forhandlingsdirektiver ), og den skal løbende aflægge beretning om fremskridt og problemer under forhandlingerne til et særligt udvalg, der er udpeget af Rådet (jf. Rom-traktatens artikel 113, stk. 3). De indgåede aftaler skal også ratificeres af Rådet efter forslag fra Kommissionen. Medens -> Europa-Parlamentet skal høres i forbindelse med andre aftaler i henhold til den gængse forhandlingsprocedure, som omhandlet i EF-traktatens artikel 228, og i tilfælde af associeringsaftaler og visse andre betydelige aftaler endog skal afgive en samstemmende udtalelse, er Rådet i forbindelse med aftaler, der er indgået inden for rammerne af den fælles handelspolitik, ikke engang forpligtet til at høre Parlamentet. Men via dettes

104 104 forskellige udvalg underrettes det dog om forhandlingsforløbet og om indholdet af aftalerne. Fællesskabet har indgået et meget stort antal vidt forskellige handelsaftaler med tredjelande. Nogle af disse aftaler vedrører de samlede handelsforbindelser med det pågældende land, medens andre kun omhandler bestemte varer eller varegrupper. Som eksempel på vigtige indholdsmæssige elementer kan nævnes den tilbageholdenhed, som tredjelande pålægges i forbindelse med deres indførsel af varer i Fællesskabet, samt Fællesskabets indrømmelse af handelspræferencer. I de forløbne ti år har Fællesskabet i vidt omfang udnyttet sine handelspolitiske muligheder med henblik på en udvidelse og en konsolidering af dets omgivende økonomiske virkefelt, dvs. Central- og Østeuropa samt Middelhavsområdet. De på hinanden følgende store GATT-forhandlingsrunder har siden 1960 været af særlig stor betydning for den aftalebaserede handelspolitik. Formelt set er Fællesskabet ikke kontraherende part i GATT eller i den efterfølgende organisation, Verdenshandelsorganisationen (WTO), men det repræsenterer medlemsstaterne i denne instans som forhandlingsleder. Inden for rammerne af Uruguay-runden har Fællesskabet bl.a. med held gjort sig til talsmand for yderligere, væsentlige nedsættelser af importtolden, inddragelse af handelen med tjenesteydelser i de internationale handelsbestemmelser, minimumsregler til beskyttelse af intellektuel ejendom samt en strammere udformning af GATT-regelværket og en reform af mæglingsprocedurerne i tilfælde af handelstvister. Fællesskabet har især måttet gøre visse indrømmelser på det -> landbrugspolitiske område, hvor det har måttet forpligte sig til en betydelig nedsættelse af eksportrestitutionerne, af de mængder, der ydes støtte til, og af det interne støtteniveau, samt på tekstilområdet, hvor det har givet sin tilslutning til en trinsvis fjernelse af de kvantitative begrænsninger, der var tilladt inden for rammerne af den i 1994 udløbne verdenstekstilaftale, og som skulle beskytte Fællesskabets tekstil- og beklædningsindustri. Der er fortsat en række uløste problemer på området for tjenesteydelser og i stålsektoren, hvor der fortsat består væsentlige potentielle konflikter mellem Fællesskabet og USA. Nye initiativer med henblik på forbindelserne til USA og Asien Både USA, Fællesskabets vigtigste handelspartner, der spiller en afgørende rolle i det globale økonomiske system, og de industrialiserede asiatiske stater med deres hurtigt ekspanderende økonomier, der som nye markeder og som handelspartnere rummer et stort fremtidigt potentiel, er af central betydning for Fællesskabets økonomi udadtil. Fællesskabet har i dets relationer til begge parter for kort tid siden taget vigtige nye initiativer: I december 1995 blev Fællesskabet og USA enige om et fælles transatlantisk program, der ud over et intensiveret politisk samarbejde også rummer bestemmelser om et forstærket samarbejde om virkeliggørelse af resultaterne af Uruguay-runden, en gradvis gennemførelse af et transatlantisk marked gennem fjernelse af de endnu eksisterende bilaterale handelsbarrierer og etablering af en omfattende dialog mellem de to parters private sektor. Samarbejdet om fjernelsen af tekniske

105 handelshindringer og om harmonisering af betingelserne for produktgodkendelse er allerede blevet udbygget, og den transatlantiske samhandelsdialog har allerede ført til de første konkrete henstillinger til regeringerne om harmonisering af konkurrenceregler og produktnormer. Det er af stor betydning at sikre en vellykket gennemførelse af ovennævnte program, ikke mindst fordi forholdet til USA stadig ofte er præget af diverse handelspolitiske uoverensstemmelser. EUROPA FRA A TIL Å 105 På -> Det Europæiske Råds møde i Essen i december 1994 vedtog det en ny Asienstrategi, der går ud på en væsentlig udbygning af forbindelserne til de asiatiske lande inden for handel, industrielt samarbejde og samarbejde på områderne for investeringsfremme, virksomhedskooperation samt forskning og udvikling, og det både på bilateralt grundlag og inden for bredere regionale rammer. På det første euro-asiatiske topmøde i Bangkok i begyndelsen af marts måned 1996 opnåede man de første større fremskridt på dette område: Fællesskabet og de ti økonomisk førende lande i Asien blev på dette møde enige om, at en markedsøkonomisk indsats, en ikke-diskriminerende liberalisering af handelen og åbne, regionale samarbejdsformer ville kunne danne grundlag for et styrket euro-asiatisk partnerskab og enedes om forstærkede rådslagninger inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen samt om konkrete handlingsprogrammer på områder som investeringsfremme og forenkling af toldprocedurerne. Konklusion Lige siden Fællesskabets spæde begyndelse er det lykkedes i forbindelse med etableringen af dets forbindelser udadtil at skabe et omfattende udenrigsøkonomisk instrumentarium og et tæt netværk af globale aftalebaserede forbindelser. Den sidste GATT-runde har på ny bevist, at Fællesskabet sammen med USA spiller en afgørende rolle inden for de internationale økonomiske forbindelser - en rolle, som det ikke deler med nogen anden økonomisk stormagt - ikke engang med Japan. I den henseende råder det over et usædvanligt verdenspolitisk potentiel, som dog på grund af Fællesskabets - i forhold til dets økonomiske forbindelser udadtil - meget svagt udviklede udenrigspolitiske aktionssystem, dvs. den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, kun er blevet udnyttet og kun kan udnyttes i begrænset omfang. På længere sigt må de økonomiske forbindelser udadtil - hvis man ønsker at stabilisere og udbygge dem - lægges i faste rammer ved hjælp af en effektiv fælles udenrigspolitik. Men sålænge en sådan mangler, må de økonomiske forbindelser udadtil og deres centrale kerne, den fælles handelspolitik, i så vid udstrækning som muligt udfylde den ledige plads og yderligere befæste og udbygge Den Europæiske Unions stilling i dens internationale forbindelser gennem en dynamisk videreudvikling af Fællesskabets udenrigsøkonomiske instrumenter samt ved indgåelse af nye og intensiverede aftalebaserede forbindelser. Jörg Monar

106 106 Forbrugerpolitik Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 3 S og 129 A Formål: Beskyttelse af forbrugernes rettigheder på områderne sundhed og sikkerhed, skadeserstatning, beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser, repræsentation, oplysning og uddannelse Instrumenter: Handlingsprogrammer og retsakter Budget: 1996: forbrugeroplysning: 8 mio. ECU; forbrugerrepræsentation og klagemuligheder: 6,15 mio. ECU; kvalitetsgaranti og tilsyn med produktionen: 5,9 mio. ECU. I alt: 20,05 mio. ECU. -> Den Europæiske Unions (EU) -> indre marked tilbyder et gigantisk udvalg af varer og tjenesteydelser. Forbrugsmarkedet vokser, men transparensen på dette marked er dalende. For forbrugeren er det ofte svært at bevare overblikket over hele Europa. Det påhviler EU gennem handlingsprogrammer og retsakter at skabe ensartede betingelser for varer og handel hen over grænserne, således at både sælgere og købere får et pålideligt grundlag for deres handel. Med henblik på at garantere Unionens borgere et højt forbrugerbeskyttelsesniveau blev der i traktaten om Den Europæiske Union, unionstraktatens artikel 3 S og EF-traktatens artikel 129 A for første gang fastlagt en europæisk forbrugerpolitik for Unionen som et selvstændigt politisk område. Forbrugerbeskyttelsens udvikling; Allerede i præamblen til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab formuleres det som en opgave at gennemføre en stadig forbedring af levevilkårene til fordel for forbrugerne i medlemsstaterne. Også i artikel 2 i EØFtraktaten er det fastsat som et mål at fremme en hurtigere højnelse af levestandarden. -> Landbrugspolitikken (artikel 39) er endvidere udformet med henblik på at sikre forbrugerne rimelige priser på landbrugsvarer. Endelig forbyder Fællesskabets konkurrenceregler (artikel 86) principielt en udvikling til skade for forbrugerne. Efterhånden som den europæiske integration skred frem, blev nødvendigheden af en fælles forbrugerpolitik tydeligere. Derfor vedtog Ministerrådet i 1975 ( -> Rådet for De Europæiske Union) Det Europæiske Økonomiske Fællesskabets første

107 program for en politik vedrørende forbrugerbeskyttelse og oplysning, som er centreret omkring en sikring af fem fundamentale rettigheder: 1. beskyttelse af sundhed og sikkerhed, 2. beskyttelse af økonomiske interesser, 3. pålidelig oplysning, 4. retshjælp og 5. en forbrugerrepræsentation på kommunalt og nationalt plan. EUROPA FRA A TIL Å 107 Der blev senere vedtaget nye programmer for forbrugerbeskyttelse for årene , og I deres grundtræk bekræfter disse den første handlingsplans målsætning og kriterier. Til trods for denne stadige videreførelse har forbrugerbeskyttelsen i Europa dog været længe om at udvikle sig. De ambitiøse planer har ofte stået over for stærke økonomiske interesser. Et nyt skub fremad fik forbrugerbeskyttelsen med vedtagelsen af den europæiske fælles akt i I dennes artikel 100 A stk.3 blev det fastslået, at et højt beskyttelsesniveau skal ligge til grund for udviklingen af det indre marked på områderne sundhed, sikkerhed, miljø og forbrugerbeskyttelse. Den europæiske fælles akt konkretiserede således den europæiske forbrugerbeskyttelse. I traktaten om Den Europæiske Union suppleres denne bestemmelse med specifikke aktioner, der skal understøtte forbrugernes sundhed og sikkerhed og deres økonomiske interesser samt forbrugeroplysningen. Omsætning af forbrugerbeskyttelsen Som gennemførelsen af det indre marked blev også omsætningen af forbrugerbeskyttelsen en proces i etaper. Gennem harmonisering af standarder søgte -> Europa-Kommissionen at etablere et ensartet beskyttelsesniveau på fællesskabsplan, mens den samtidig fjernede handelshindringer. Det blev dog hurtigt klart, at der var grænser for den forbrugerpolitik, der var indledt. Erhvervslivets lobby var for stærk og forbrugerbeskyttelsens retsgrundlag var for svagt. Gennemførelsen af en harmonisering for de enkelte varer blev en langvarig og vanskelig proces. Drøftelserne om europæiske direktiver og forordninger varede undertiden flere år, og beslutningstagningen i Ministerrådet blev frem for alt vanskeliggjort af kravet om enstemmige afgørelser. Med hvidbogen om det indre marked vedtog Kommissionen i 1985 en ny metode i forbrugerpolitikken. Siden den tid har Rådet vedtaget direktiver til beskyttelse af sundhed og sikkerhed for omfattende varekategorier på en gang. På denne måde skal nationale bestemmelser ikke længere harmoniseres for de enkelte varer hver for sig i en langvarig proces. Udarbejdelsen af tekniske standarder for grundllæggende produktsikkerhedskrav blev overdraget til eksperter i de private europæiske standardiseringsorganer CEN og Cenelec. Cen-tegnet fungerer nu som godkendelse og garanterer et ensartet minimumsniveau af beskyttelse. Generelt er der siden 1987 sket en principiel gensidig anerkendelse. Hvad der fremstilles og sælges legalt i en medlemsstat, kan frit sælges i alle andre medlemsstater. Dette princip blev fastlagt af -> EF-Domstolen i dennes principielle afgørelse i sagen Cassis de Dijon. Denne principielle anerkendelse indebærer

108 108 imidlertid for forbrugeren foruden den fordel, at udvalget bliver større, også forskellige risici. For på denne måde kan varer markedsføres i hele Europa, selv om fremstillingsprocessen i enkelte lande anses for utilladelig. Af hensyn til forbrugernes interesser er der derfor sat visse grænser for den frie vareudveksling: Enkelte medlemsstater kan vedtage strengere beskyttelsesforanstaltninger og i ekstreme tilfælde endog forbyde indførsel af bestemte varer. For at kunne gøre dette skal medlemsstaten forelægge vægtige grunde, som f.eks. beskyttelse af forbrugernes sundhed eller økonomiske interesser. På grund af BSE-epidemien blev der i 1996 nedlagt et generelt forbud mod eksport af britisk oksekød. Parallelt dertil har EU truffet beslutning om et program til bekæmpelse af sygdommen. Hvad har forbrugerne opnået? Et europæisk direktiv kræver, at der for samtlige levnedsmidler gives forbrugeroplysninger om varens sammensætning og holdbarhed. Gennem renhedskriterier og bindende lister defineres såvel de tilladte som de forbudte tilsætningsstoffer. I henhold til et udkast til forordning skal genmanipulerede varer i fremtiden mærkes som sådan, såfremt deres kemiske sammensætning bevisligt har ændret sig. For konservering af levnedsmidler ved bestråling gælder nationale bestemmelser. En ordning for hele Unionen er endnu ikke vedtaget. Siden juli 1994 er det grænseoverskridende forsikringsmarked i EU en realitet. Enhver virksomhed, der er godkendt i en medlemsstat, har lov til at tilbyde kontrakter i alle andre medlemsstater. På grund af store forskelle i retssystemerne har EU givet afkald på at harmonisere de forskellige bestemmelser fuldstændigt. For kunden medfører dette ofte en kompliceret og lidet gennemskuelig markedssituation. Forbrugerorganisationerne kræver derfor en harmonisering af den grundlæggende jura omkring forsikringskontrakter. De europæiske forbrugerorganisationer har mange gange givet impulser til politikken om beskyttelse af forbrugerne. Et af de centrale krav blev opfyldt i 1985, da direktivet om produktansvar blev vedtaget. I tilfælde af, at der viser sig en skade, er det ikke længere forbrugeren, der skal bevise for fabrikanten, at produktet var defekt, men fabrikanten, der skal bevise, at hans produkt var fejlfrit. Kan fabrikanten ikke det, er han forpligtet til at betale skadeserstatning. Et andet eksempel på omsætning af forbrugerbeskyttelsen er direktivet om dørsalg. I henhold til dette direktiv har køberen ved sådanne handler en uges betænkningstid, før en indgået kontrakt bliver retsgyldig. Sælgeren er forpligtet til i hele Europa at oplyse kunden om denne fortrydelsesret. Fællesskabet har også vedtaget en lang række andre direktiver til beskyttelse af forbrugerne, herunder om legetøjs sikkerhed, kosmetiske produkter, tekstiler og byggematerialer samt om beskyttelse ved postordrehandel, mod vildledende reklame og urimelige kontraktvilkår. Derudover findes der ensartede ordninger for tilbud af pakkerejser, forbrugerkredit og de rejsendes rettigheder i forbindelse med flyrejser. For at bistå forbrugerne med oplysninger i forbindelse med indkøb i Europa har Unionen etableret 13 europæiske forbrugerrådgivningscentre, som kan oplyse om de mange

109 beslutninger, forordninger og direktiver der gælder for området. Disse infocentre ser det som deres opgave at beskytte borgerne og tilbyder rådgivning mod fejltagelser. Således oplyser de f.eks. om, hvor i Europa og hvordan man kan gøre de fordelagtigste indkøb. Ved hjælp af computernetværket COLINE giver infocentrene over de mest moderne kommunikationsveje forbrugerne mulighed for at få adgang til alle relevante bestemmelser i nabolandene på det område, forbrugerne måtte ønske. EUROPA FRA A TIL Å 109 Konklusion Med traktaten om Den Europæiske Union har politikken vedrørende forbrugerbeskyttelse fået ny betydning. Der er dog lang vej igen, før det indre marked giver forbrugerne de størst mulige fordele. Frem for alt er bevidstheden om forbrugerpolitiske spørgsmåls relevans meget forskelligt udviklet i Unionen. Endnu i dag vurderes forbrugerbeskyttelsen forskelligt i medlemsstaterne, såvel retsligt som også organisatorisk. Mens der findes tætte netværk af lokale informationscentre i Tyskland og Det Forenede Kongerige, finder forbrugere i Grækenland, der ønsker rådgivning, kun få centre at henvende sig til. Der er en tydelig Nord-Syd forskel i spørgsmålet om forbrugernes beskyttelse. Meningsforskelle, der rækker fra ønsket om en liberal politik til fordel for industrien til en streng regulering, er ligeså udprægede som forskellene i Den Europæiske Union selv. Ralf Schmitt

110 110 Forskning og teknologi Retsgrundlag: EKSF-traktatens artikel 55, Euratom-traktatens artikel 2 A og 4-11, EF-traktatens artikel 41, litra a, og 130 F -130 P. Formål: At forbedre europæisk erhvervslivs industriteknologiske konkurrenceevne, især inden for fremtidens teknologi. Til den ende må der i første række tilvejebringes enighed om fælles mål for forskning og udvikling. En målrettet indsat for at fremme den økonomiske udvikling i EU kræver, at forsknings- og teknologipolitikken fremover koncentreres og samordnes bedre. På langt sigt rettes forsknings- og teknologipolitikken også ind efter de mål, der blev opstillet i hvidbogen om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse fra Instrumenter: Rammeprogrammet for forskning, teknologisk udvikling og demonstration, Det Fælles Forskningscenter, Europa-Kommissionens særprogrammer for forskning, EUREKA. Budget: Under det fjerde rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration rådes der i perioden over i alt 12,3 mia. ECU plus en reserve på 1 mia. ECU. Forskning og teknologiudvikling har fået topprioritet i -> Europa-Kommissionen siden På baggrund af et graverende teknologisk efterslæb i forhold til amerikanske og asiatiske konkurrenter regnes det nemlig for nødvendigt at sætte kraftigt ind på forskningsområdet, hvis europæiske firmaer skal forblive internationalt konkurrencedygtige. Deres åbenlyse svagheder på verdensmarkedet findes både på de teknologisk mere traditionelle områder og inden for højteknologien. Når EU ( -> Den Europæiske Union) gør en indsats, skyldes det den lavvækst og strukturarbejdsløshed, som blev yderligere forværret af den almindelige europæiske recession i begyndelsen af 90'erne. Dette måtte der hurtigst muligt gøres noget ved. Som formelt grundlag for en ændret forskningsog teknologipolitik forelå den europæiske fælles akt fra 1986 og traktaten om Den Europæiske Union. Unionstraktaten gjorde det i EF-traktatens artikel 130 F P til et mål at styrke det videnskabelige og teknologiske grundlag for europæisk industri. Derfor bestræber Europa-Kommissionen og medlemsstaterne sig på at skabe rammer for en bedre udnyttelse af europæisk industris muligheder. Kommissionen reagerede på den økonomiske situation ved i slutningen af 1993 at fremlægge sin Hvidbog om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse. Denne

111 hvidbog er tænkt som et oplæg til overvejelser og som rettesnor for afgørelser, der skal træffes lokalt, nationalt og i EU for at tilvejebringe et solidt grundlag for landenes økonomiske udvikling, så de kan være rustet til den internationale konkurrence og skabe de manglende millioner af nye arbejdspladser. I denne sammenhæng nævner hvidbogen også områderne forskning og teknologisk udvikling (FTU) og telekommunikation - områder, som bliver stadig vigtigere og må udbygges kraftigt for at styrke den industrielle konkurrenceevne. Kommissionens tanker kom til udtryk i det fjerde rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration ( ), som Ministerrådet ( -> Rådet for Den Europæiske Union) og -> Europa-Parlamentet vedtog i december Programmet råder for denne periode over bevillinger på 12,3 mia. ECU plus en reserve på 1 mia. ECU. Dermed står der nu betydelig flere forskningspenge til rådighed end under det tredje rammeprogram ( ), hvis oprindelige bevilling på 5,7 mia. ECU dog allerede i december 1992 blev øget til 6,6 mia. ECU. EUROPA FRA A TIL Å 111 Historie Allerede med grundlæggelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) fik forsknings- og teknologipolitikken status som fælles politikområde. Dette blev særlig tydeligt på kerneenergiområdet, hvor man sigtede mod at opbygge en internationalt konkurrencedygtig og selvstændig kerneenergiindustri på grundlag af fælles forskning og styring af uranforsyningerne. Derfor oprettede man et Fælles Forskningscenter (FFC) og Euratoms Forsyningsagentur. På Haag-topmødet i 1969 udvidede de europæiske stats- og regeringschefer forsknings- og teknologipolitikken for at afværge teknologisk afhængighed og teknologisk begrundede svagheder i konkurrenceevnen. I 1974 vedtog EF på grundlag af EØF-traktatens artikel 235 en række forskningsprogrammer, hvorunder forskningscentre og industrivirksomheder arbejdede sammen på grundlag af omkostningsdeling. Vedtagelsen i 1984 af ESPRIT-programmet (European Strategic Programme for Research in Information Technologies) regnes for et kvalitativt spring i europæisk teknologipolitik. Her skulle der ydes konsekvent støtte til grundlæggende forskning i mikroelektronik. I løbet af 1980'erne fik forskning og teknologisk udvikling større og større betydning på grund af de stadig hurtigere tekniske fremskridt og den tiltagende teknologiske konkurrence på verdensplan. Efter etableringen af det -> indre marked vandt tanken om et europæisk teknologifællesskab efterhånden frem. Somme tider var der store meningsforskelle mellem Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og nogle af medlemsstaterne, hvad der på den ene side førte til fælles aktiviteter inden for rammerne af EF og på den anden til det teknologiorienterede EUREKAinitiativ, som overvejende bæres af det private erhvervsliv og medlemsstaterne. Men alligevel blev teknologipolitikken med den europæiske fælles akt fra 1986 og Maastricht-traktaten fra 1993 til en juridisk bestanddel af Den Europæiske Union. Siden 1984 har man vedtaget rammeprogrammer for forskning, teknologisk udvikling og demonstration, hvori det fastlægges, hvilke områder EF's forskningsindsats skulle dække, og hvordan den skulle finansieres.

112 112 Ny prioritering Den nye prioritering i det fjerde rammeprogram og i hvidbogen om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse betød, at Europa-Kommissionen kunne tage mere energisk fat på udfordringerne fra den internationale teknologiudvikling end før. Med det fjerde rammeprogram skal der gøres op med de erkendte mangler i europæisk forskning. Efter Kommissionens opfattelse er der nemlig både problemer med finansieringen og med manglende samordning af forskningsindsatsen. Telekommunikation, informationsteknologi og innovation bliver afgørende for Europas økonomiske fremtid, og disse områder stiller Europa-Kommissionen tydeligt i første række ved hjælp af forskellige initiativer og programmer og med øgede bevillinger. Som middel til at styrke europæiske virksomheders konkurrenceevne og sikre vækst og beskæftigelse foreslog Kommissionen i hvidbogen, at der blev etableret transeuropæiske net - ikke blot for trafik og energi, men også for kommunikation og information. Med banebrydende innovationer skal tilvejebringelsen af transeuropæiske kommunikationsnet sætte gang i dannelsen af nye markeder. Målet er at opbygge et fælles informationsområde, som anses for en central forudsætning for dannelsen af det indre marked i Europa. Status Den eksplosive udvikling i teknologien, den internationale teknologiske konkurrence og den i Europa utilstrækkelige konkurrenceevne udgør en voldsom udfordring. Derfor må man finde nye veje for den fælles indsats i EU, og her kan forsknings- og teknologipolitikken bidrage til at indhente det forsømte ved at udfylde teknologiske huller. Fortidens fejl må ikke gentages, f.eks. den mangelfulde gennemførelse af JESSI-programmet, hvis formål var at fremme europæisk halvlederproduktion, eller det mislykkede initiativ til indførelse af højopløsingsfjernsyn (HDTV). Derimod skal små og mellemstore virksomheder have mere støtte. Endvidere er det vigtigt, at en lovende forsknings- og teknologipolitik suppleres med passende initiativer på andre politiske felter for at styrke den generelle økonomiske udvikling. Det, der her tænkes på, er konkurrence-, industri-, regulerings- og arbejdsmarkedspolitik. Søger man at knytte foranstaltninger på disse områder nærmere sammen, opstår der dog hurtigt gnidninger. Centralt i en politisk strid står den påstand, at forsknings- og teknologipolitiske initiativer - der ofte hånes som planøkonomiske industripolitiske foranstaltninger - ikke kan forenes med visse regulerings- og konkurrencepolitiske grundholdninger. Fanget i en årtier gammel europæisk strid mellem markedsøkonomer og planøkonomer risikerer de nødvendige fælles moderniseringsbestræbelser at gå til grunde i et slagsmål om subventioner. Resultatet heraf bliver desorientering og handlingslammelse. Derfor gælder det om at gøre en indsats for at sikre Europas teknologiske styrkepositioner gennem en fælles strategi, der omfatter alle nødvendige former for politisk indsats og samordner disse effektivt. Jürgen Turek

113 Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik EUROPA FRA A TIL Å 113 Medlemmer: Samtlige medlemsstater i Den Europæiske Union Retsgrundlag: Unionstraktatens artikel B og C (mål, fælles institutionel ramme, sammenhæng); artikel J (bestemmelser vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik), artikel L og P, stk. 2 (afsluttende bestemmelser) samt fire fælleserklæringer i bilaget. Dermed ophæves afsnit I og III, artikel 30, i den europæiske fælles akt af 28. februar Formål: Sikring af grundlæggende udenrigspolitiske interesser, især Unionens uafhængighed og sikkerhed, herunder udformning på lang sigt af en fælles forsvarspolitik og et fælles forsvar, bevarelse af freden, befæstelse af demokratiet, retsstatsprincippet og respekten for menneskerettighederne. Instrumenter: Fælles holdninger og fælles aktioner, fælles stemmeafgivelse, fremsættelse af fælles forslag i internationale organisationer og på internationale konferencer, initiativer, undersøgelsesmissioner, samordning af de diplomatiske instrumenter med EF-instrumenterne. Budget 1996: 68,25 mio ECU Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) udgør et globalt set enestående system for samarbejde mellem Den Europæiske Unions (EU's) medlemsstater inden for internationale politiske spørgsmål. FUSP er ved siden af Det Europæiske Fællesskab (EF) at betragte som Den Europæiske Unions anden søjle. Samtidig anses den af de deltagende regeringer for at være et centralt instrument til varetagelse af nationale interesser i en tidsalder med en verdensomspændende indbyrdes afhængighed. Formålet med FUSP er at sikre Den Europæiske Unions identitet på internationalt plan. Der kan skelnes mellem følgende væsentlige opgaver: den nærmest permanente udveksling af oplysninger og synspunkter om spørgsmål inden for international politik; tilnærmelse af nationale synspunkter, herunder udformning af fælles grundopfattelser; omsætning af grundlæggende holdninger i fælles aktioner. Vigtige faser og mangler i Fællesskabets politik i 1970'erne og 1980'erne Allerede i begyndelsen af 1970'erne viste det sig stadig mere urealistisk, at grundlæggerne af EF havde givet afkald på en, om ikke fælles, så dog koordineret uden-

114 114 rigspolitik. Dels udviklede EF sig i kraft af sin politik på det udenrigsøkonomiske område til en hovedaktør i de internationale begivenheder; dels var der en stigende erkendelse af, at et EF, der blev stadig mere integreret i verdensøkonomien, dermed blev afhængig af udviklingstendenser uden for dets egne grænser, og at man bedre kunne imødegå et sådant internationalt pres med en indbyrdes afstemt holdning fra vesteuropæernes side. Den arabisk-israelske konflikt i 1973 hørte til en af de første, og ikke særlig succesrige områder til afprøvning af Det Europæiske Politiske Samarbejde (EPS), den fælles optræden af de seks, og nu - efter de forskellige udvidelsesrunder - femten lande inden for rammerne af OSCE hører ligeledes til de klassiske aktionsområder. Også selv om politikken i form af udsendelse af erklæringer, der hyppigt blev kritiseret som alt for reaktiv og passiv havde en vis indflydelse på dem, de var henvendt til, f.eks. når det drejede sig om konkrete tilfælde af krænkelse af menneskerettighederne, viste begyndelsen til et europæisk politisk samarbejde sig dog i bestemte krisesituationer at være for selektiv og virkningsløs. Det erkendtes, at skulle man øve en troværdig påvirkning, måtte en sådan være kombineret med brugen af økonomiske - og i givet fald militære - virkemidler. En kombinering af diplomatiske skridt inden for rammerne af Det Europæiske Politiske Samarbejde med hele sættet af fællesskabsinstrumenter syntes uomgængelig nødvendig (f.eks. i tilfælde som Iraks invasion i Kuwait, krigen i Jugoslavien eller som reaktion på den tidligere Sovjetunions sammenbrud og på demokratiseringsprocessen i Central- og Østeuropa), hvilket ikke kunne undgå at få følger for strukturer og procedurer i forbindelse med beslutningstagningen. En række nye udenrigspolitiske udfordringer, nyt skub i integrationsbestræbelserne ved hjælp af programmet for det indre marked og ØMUdebatten i 1990/1991 førte til en principiel drøftelse af en ny europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Resultatet heraf er de i artikel J i traktaten om Den Europæiske Union indholdte bestemmelser, der har været i kraft siden 1. november De grundlæggende elementer i FUSP og de indledende erfaringer Ved at tillægge FUSP omfattende beføjelser vedrørende Unionens sikkerhed, herunder udformningen på lang sigt af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar (unionstraktatens artikel J.4) forventede man en øget samhørighed og større handlekraft. Denne betragtelige kompetenceforøgelse er udtryk for Vesteuropas ændrede sikkerhedspolitiske interesser, som ikke længere alene kan varetages inden for rammerne af Atlantpagten. Institutionelt tilfalder denne opgave nu Den Vesteuropæiske Union (WEU). Som integrerende del af udviklingen af Den Europæiske Union vil den på Unionens anmodning blive aktiveret med henblik på udarbejdelse og iværksættelse af de af Unionens beslutninger og aktioner, der har indvirkning på forsvarsområdet (dette er bl.a. sket i form af opstilling af en politistyrke til fordel for EU-forvaltningen af den bosniske by Mostar). I lighed med andre FUSP-bestemmelser er også bestemmelserne i artikel J.4 i traktaten om Den

115 Europæiske Union et resultat af modstridende nationale interesser og har derfor brug for en fortolkning i forbindelse med den praktiske anvendelse heraf. Indtil WEU-traktatens udløb i 1998 vil der bestå en institutionel selvstændighed for hhv. WEU- og FUSP-instanserne, hvilket ud fra et effektivitetssynspunkt må siges at være af tvivlsom værdi, især da WEU er i færd med at udbygge sin operative kapacitet, f.eks. på området for krisestyring, hvor den tangerer EU-ansvarsområder. For at mindske de negative virkninger heraf har man siden unionstraktatens ikrafttræden bestræbt sig for systematisk at etablere samarbejdsforbindelser mellem WEU og EU. De første forsøg på at konkretisere den indholdsmæssige rækkevidde af den med unionstraktaten forankrede militære dimension af EU er hidtil forløbet på yderst kontroversiel måde. Først tolkede man sikkerhedsbegrebet på en meget bred måde og undlod at røre ved de konceptuelle og operationelle aspekter af et fælles forsvar, som man anser for at være et særdeles følsomt anliggende. I den forbindelse drejer det sig bl.a. om spørgsmålet om forpligtelsen til at komme hinanden til hjælp og yde sikkerhedsgarantier til nuværende og fremtidige medlemmer, konsekvenserne heraf for Atlantpagten, og spørgsmålet om militærstyrker med eller uden støtte fra NATO. EUROPA FRA A TIL Å 115 Beslutningen om at give afkald på enstemmighedsprincippet, hvilket ud fra et traditionelt diplomatisk synspunkt er en betragtelig fornyelse inden for FUSP, og om at indføre et instrument i form af fælles aktioner med udtrykkelig bindende virkning for medlemsstaterne, har til formål at imødegå den berettigede kritik af, at de interne beslutningsprocesser var ineffektive, og at det billede, der tegnede sig udadtil, var for flimrende og reaktivt. Det kan ikke overraske, at disse traktatbestemmelser først kom i stand efter et længere tovtrækkeri, og at Det Forenede Kongerige mener, at de bør anvendes yderst restriktivt. Muligheden for flertalsafgørelser er alene begrænset til de fælles aktioner og er her kun beregnet på deres gennemførelse i praksis, idet det er muligt for Rådet som central beslutningsinstans i alle faser at bestemme, hvilken beslutningsprocedure - enstemmighed eller flertalsafgørelse - der skal gælde. I betragtning af denne og andre institutionelle mangler (f.eks. ved den nye udformning af ekspertudvalgene, arbejdsdelingen mellem Den Politiske Komité og De Faste Repræsentanters Komité) i FUSPs indledende fase, må en bedømmelse af resultaterne nødvendigvis falde noget blandet ud. Den flere gange udviste hurtige reaktionsevne i forbindelse med de første fælles aktioner i oktober/november 1993 mistede en del af sin virkning, ved at beslutningerne kun rummede utilstrækkelige svar på de internationale udfordringer eller skabte uforudsete problemer, f.eks. spørgsmålet om finansieringen af de fælles aktioner. Således må også udsendelsen af europæiske valgobservatører til Rusland betragtes som et ikke færdigt gennemtænkt og koordineret tiltag, da det kun delvis kunne sikre den russiske præsidents stabiliseringsstrategi, og da det lå uden for rammerne af den langt vigtigere partnerskabsaftale mellem Rusland og Den Europæiske Union. Også Unionens

116 116 forsøg på at lappe på sit betydeligt skadede image med hensyn til krigen i det tidligere Jugoslavien ved hjælp af en fælles aktion havde kun en betinget virkning i medierne og den europæiske offentlighed. Dette skyldtes også, at Rådet for Den Europæiske Union i månedsvis havde diskuteret en principbeslutning om, hvorledes de aktionsudgifter til FUSP, der er omhandlet i artikel J.11 i traktaten om Den Europæiske Union, skulle tilvejebringes. På baggrund af medlemsstaternes tomme statskasser syntes anvendelsen af Fællesskabets budget at være en nærliggende mulighed. Dette ville dog - ifølge integrationstilhængerne, først og fremmest Europa-Parlamentet (EP) og Europa-Kommissionen - betyde, at de for EFbudgetproceduren gældende bestemmelser fandt anvendelse, hvilket igen heftigt blev imødegået af den fløj, der fastholder FUSP's mellemstatslige karakter. Omsider lykkedes det i løbet af 1994 at blive enige om, at fælles aktioner enten kan finansieres over EF-budgettet eller gennem nationale bidrag. Omfanget af de nationale bidrag fastsættes i den forbindelse efter medlemsstaternes bruttonationalindkomst (BNI). EU-bidrag til operative foranstaltninger er siden 1995 blevet opført på Kommissionens budget (sektion III B 8). Dermed bliver Kommissionen og Europa-Parlamentet til centrale FUSP-aktører. De rent administrative udgifter, f.eks. til FUSP-møder, tolketjeneste osv., dækkes derimod af midler fra Rådets budget og de er i henhold til de bestående interinstitutionelle bestemmelser uden for Europa-Parlamentets indflydelse. Til den indledende række af fælles aktioner hører også stabilitetspagten, der er blevet særligt rost som et godt eksempel på forebyggende diplomati. I kraft af en serie procedureforslag og konferencer tager den sigte på i en tidlig fase at få kontrol over mulige konflikter i forbindelserne mellem de central- og østeuropæiske stater ved hjælp af forhandlinger, eventuelt også med repræsentanter for Den europæiske Union, og helst at få løst disse konflikter gennem overenskomster, inden konflikterne kommer til udbrud. Endvidere har Unionen bestræbt sig for at være præsent i form af en fælles aktion i Mellemøsten, et af de områder, hvor den længe har spillet en vigtig rolle. Til gennemførelsen af denne aktion er der afsat et rammebeløb til hjælpeforanstaltninger på ca. 500 mio ECU; herigennem vil Unionen søge at støtte den aftale om selvstyre, der er indgået mellem Israel og PLO for de tidligere besatte områder i Gazastriben og omkring Jericho. Den første del af den fælles aktion til fordel for Sydafrika anses af FUSP-medarbejdere og observatører for at have været en succes. I første omgang var det EU's erklærede mål ved hjælp af en omfattende europæisk valgbistand, der involverede over 450 personer, at forberede det første demokratiske valg i Sydafrika i 1994, og i den forbindelse drejede det sig om teknisk-organisatoriske spørgsmål, rådgivning og uddannelse af valgtilforordnede og oplysning af befolkningen og medarbejderne ved medierne. Under den fremadskridende demokratiseringsproces går Unionens planer ud på en videreførelse af de allerede bestående bistandsprogrammer inden for rammerne af Fællesskabets politik, afskaffelse af de endnu eksisterende sanktioner og indgåelse af en omfattende samarbejdsaftale, der bl.a. skal indeholde de efterhånden klassiske sikkerhedsklausuler vedrørende menneskerettigheder og demokrati.

117 I dette tilfælde - ligesom ved fastlæggelsen af EU-holdningen i andre internationale spørgsmål (f.eks. forbindelserne til Ukraine og bistanden til Rwanda) - blev rådslagningerne herom flere gange belastet af diverse kompetencestridigheder. Disse rakte videre end de rent teknisk-retlige aspekter og afspejlede spændingsforholdet mellem tilhængerne af foranstaltninger i ren fællesskabsregi der er bange for, at FUSP-aktionerne breder sig ind i første søjles område, og tilhængerne af en udenrigspolitik under søjle 2, der går ind for, at det er FUSP, der ubetinget skal udstikke alle retningslinjerne på dette område. EUROPA FRA A TIL Å 117 I tidsrummet blev der endvidere vedtaget retningslinjer og retlige bestemmelser for yderligere fælles aktioner, der for første gang behandler sikkerhedspolitiske emner. Her er det dog primært procedurespørgsmål, der står i forgrunden. Det har bl.a. drejet sig om forberedelse af konferencen vedrørende traktaten om ikke-spredning af kernevåben og om indførelse af et system til kontrol med udførsel af sådanne varer fra Unionen til tredjelande, der både kan anvendes til civile og til militære formål (varer med dual anvendelse ). Opbygningen af FUSP FUSP består i lighed med det ældre EPS institutionelt set af fire hierarkiske trin. Øverst oppe står Det Europæiske Råd som den instans, der udstikker retningslinjerne (unionstraktatens artikel J.8, stk. 1); det er den øverste besluttende instans i tilfælde af uovervindelige meningsforskelle i de nedre instanser, initiativtager til reformforslag og talerør for fælles holdninger udadtil. Det andet beslutningsniveau, der er af afgørende betydning for de løbende anliggender, udgøres af Rådet for Den Europæiske Union, altså et EF-organ (unionstraktatens artikel J.8, stk. 2). Rent konkret forsøger man med denne fusion af et EF-organ og et FUSP-organ at opnå sammenhæng og mere effektive beslutningsstrukturer; samtidig rummer dette - således som de første erfaringer har vist - også rigeligt med sprængstof og nye afgrænsningsproblemer. Det kan således ikke overraske, at sammensmeltningen af EPS- og EF-instanser på det politiske plan også har fået konsekvenser for embedsmandsapparatet. Dette gælder for Den Politiske Komités arbejde og selvforståelse, idet den består af lederne af de politiske afdelinger i medlemsstaternes udenrigsministerier. Komitéen skal ganske vist fortsat forberede Rådets arbejde rent fagligt i kraft af Komitéens egenkompetence, eller efter anmodning fra Rådet, og føre tilsyn med gennemførelsen af FUSP, men dens tidligere funktion i EPS som forbindelsesled mellem det politiske og det administrative plan er nu blevet indsnævret ved, at der er trængt en ny aktør ind på scenen, dvs. De Faste Repræsentanters Komité (Coreper). Dette ambassadørorgan, der ligeledes består af højtstående repræsentanter for medlemsstaterne, har hele tiden haft til opgave at forberede og lave opfølgning på Rådets arbejde, herunder FUSP-anliggender. Det ser ud til, at den tilsigtede hovedopdeling af arbejdet mellem de to organer - Den Politiske Komité gennemgår og drøfter indholdet af FUSP, medens Coreper snarere fungerer som teknisk koordineringsinstans og har ansvar for de fællesskabsrelevante

118 118 aspekter - udgør en for begge parter acceptabel modus vivendi, idet man dog ikke i enkelte tilfælde kan udelukke rivalisering og ineffektive beslutningsprocesser. Den Politiske Komité og Coreper støttes i deres arbejde af mere end tyve ekspertgrupper. Den europæiske gruppe af korrespondenter har hidtil indtaget en særlig stilling, idet den drøftede og overvågede den generelle tilrettelæggelse af EPS og FUSP. En sådan funktion kunne også på længere sigt med unionstraktatens ikrafttræden overtages af det i Rådets generalsekretariat integrerede FUSP-sekretariat, såfremt dette blev udstyret personalemæssigt til at klare opgaven. En yderligere vigtig bestanddel af det fjerde hierarkiske trin er de månedlige møder mellem ambassadørerne for EU-medlemsstaterne i tredjelande og ved de internationale organisationer og konferencer. Den interne ledelse af FUSP samt manifesteringen udadtil er i vid udstrækning afhængig af formandskabet. Dette forestås - gennem en rotation hvert halve år - af en af EU-medlemsstaterne i henhold til den i EF-traktatens artikel 146 vedtagne rækkefølge, et system, der indebærer ubestridelige fordele, men dog også betydelige ulemper. Det bemærkelsesværdigt nære institutionelle forhold mellem FUSP og EF giver sig udtryk i, at Kommissionen, der i mange år var frygtet som potentiel medarbejder i EPS, nu har fået tildelt en initiativret med hensyn til FUSP, der kan sammenlignes med medlemsstaternes. Denne ret vil kunne gøre den til en mere aktiv medspiller, som dermed deltager fuldt ud (jf. artikel J.9 i traktaten om Den Europæiske Union) i arbejdet vedrørende FUSP, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at repræsentanter for Kommissionen deltager i alle formandskabets kontakter udadtil, der finder sted på grundlag af trojkaformlen. Repræsentanter for Kommissionen er ligeledes inddraget i de FUSP-konsultationer, der finder sted mellem EU-landenes ambassader i tredjelande. Noget nyt er Kommissionens forpligtelse til at underrette Europa-Parlamentet om de fremskridt, der gøres inden for FUSP-politikken, en forpligtelse, som Kommissionen deler med formandskabet. Europa-Parlamentets deltagelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken er principielt, og efter de enkelte regeringers opfattelse, forblevet uændret. I artikel J.7 i traktaten om Den Europæiske Union fastholdes de allerede eksisterende og af parlamentsmedlemmerne i udstrakt grad udnyttede rettigheder til at stille spørgsmål, tillige med formandskabets forpligtelse til regelmæssigt at underrette Europa-Parlamentet. Der bør dog ikke overses, at Parlamentet via dets rettigheder m.h.t. at godkende alle Unionens vigtige aftaler med tredjelande samt via dets budgetrettigheder, især når det drejer sig om fællesskabsmidler til gennemførelse af FUSP-beslutninger, besidder betragtelige muligheder for at øve indflydelse, og at det udnytter disse rettigheder på målrettet vis for at forbedre sin position inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

119 Perspektiver Den hidtidige ret så restriktive fortolkning af FUSP-bestemmelserne og medlemsstaternes fastholden ved de sædvanlige former for praksis giver ikke løfte om meget spillerum for reformer i forbindelse med regeringskonferencen. Især Storbritannien synes også fremover at ville holde fast ved den mellemstatslige model, men også blandt de nye medlemmer og i Frankrig er der betænkeligheder ved at afvige fra reglen om enstemmighed. I Benelux-landene ligesom øjensynlig også i Tyskland synes man derimod at anse et sådant skridt for absolut nødvendigt, netop set på baggrund af en Union, der vil blive udvidet til at omfatte 20 medlemmer eller endnu flere. Der består også betragtelige meningsforskelle mellem de 15 medlemsstater indbyrdes og i Europa-Parlamentet om, hvorvidt og hvorledes WEU skal indpasses i unionskonstruktionen, f.eks. som en ny fjerde søjle, med mulighed for sammensmeltning med FUSP efter en flerfaset plan, som først skal nærmere fastlægges. Kommissionen og EU-medlemsstaternes regeringer opfordrer for tiden kraftigt til, at man forbedrer FUSP's analyse- og planlægningskapacitet. Til det formål foreslås forskellige varianter af en instans, der forsynes med repræsentanter for Kommissionen, medlemsstaterne og Rådets og WEU's generalsekretariat. Om en sådan instans kun skal fungere internt i FUSPanliggender, eller om den også skal virke udadtil, hvorledes den skal indpasses i FUSP-hierarkiet, og hvem der skal forestå ledelsen heraf er spørgsmål, der endnu skal afklares, og som rummer masser af sprængstof. EUROPA FRA A TIL Å 119 Elfriede Regelsberger

120 120 Det indre marked Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 2 (oprettelse af et fælles marked), artikel 3, litra a) (ophævelse af told, kvantitative restriktioner og andre foranstaltninger med tilsvarende virkning), artikel 3, litra c) (fjernelse af hindringer for den frie bevægelighed af varer, personer, tjenesteydelser og kapital), artikel 7 A-C (oprettelse af det indre marked senest i 1992, procedureregler og undtagelser), artikel 3, litra d) og artikel 100 C (personers indrejse og færden i det indre marked samt ensartede visumordninger) samt artikel 8 A (unionsborgeres ret til at bosætte sig hvor som helst i Unionen). Skønt den officielle frist, 31. december 1992, for virkeliggørelse af det indre marked for længst er overskredet, så er der her ikke tale om et afsluttet kapitel i den europæiske integration, men snarere om en fortløbende virkeliggørelse af de såkaldte fire friheder (fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital i det indre marked). I tiden efter oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab blev der først og fremmest gjort store fremskridt inden for området negativ integration, dvs. afskaffelse af told og kvantitative restriktioner. Gennemførelse af fri bevægelighed for varer og produktionsfaktorer inden for rammerne af et fælles marked og virkeliggørelsen af de fire friheder skred dog kun langsomt frem. Ofte blev den frie bevægelighed af varer hindret af nationale bestemmelser, som skulle beskytte forbrugere, folkesundheden eller miljøet, og hvoraf kun et lille antal kunne harmoniseres ved anvendelse af bestemmelsen om enstemmighed ved indbyrdes tilnærmelse (EF-traktatens artikel 100). Forskelle i dokumentation af faglig uddannelse begrænsede fortsat den frie bevægelighed for personer, forskelle i overvågnings- og andre bestemmelser vanskeliggjorde udbud af tjenesteydelser på tværs af grænserne og restriktioner for kapitals bevægelsesfrihed fordrejede investerings- og anbringelsesbeslutninger. Hvidbog fra Kommissionen I juni 1985 forelagde -> Europa-Kommissionen på baggrund af de forholdsvis stillestående integrationsbestræbelser og som svar på den åbenbare eller forventede dårlige konkurrencemæssige stilling over for USA og Japan sin Hvidbog om virkeliggørelsen af det indre marked. Det drejede sig om en detaljeret lovkøreplan med nøjagtig tidsangivelse for dengang 270 lovgivningsmæssige foranstaltninger, hvis vedtagelse blev anset for essentielle for

121 virkeliggørelsen af det indre marked. Hvidbogen er inddelt i tre hovedafsnit: fjernelse af fysiske, tekniske og (indirekte) skattemæssige hindringer. Størstedelen af de nødvendige foranstaltninger vedrører tekniske hindringer. Hvidbogen indeholder dog ingen forslag vedrørende et socialt Europa, konvergens af økonomisk og monetær politik samt harmonisering af de direkte skatter, som blev diskuteret i Maastricht, og som er nært knyttet til programmet for det indre marked. EUROPA FRA A TIL Å 121 Flertalsafgørelser En af de grundlæggende forudsætninger for den konkrete virkeliggørelse af det indre marked var også en fremskyndelse af lovgivningsarbejdet. EF-traktatens artikel 100 A bestemmer derfor, at de fleste retsakter vedrørende det indre marked kan vedtages af -> Rådet for Den Europæiske Union med kvalificeret flertal. Ofte er risikoen for at blive nedstemt, nok til at de enkelte medlemsstater er mere villige til at indgå et kompromis. Der er dog visse områder, f.eks. bestemmelser vedrørende den frie bevægelighed for personer samt især harmonisering af skatter, der er centrale for virkeliggørelsen af det indre marked, som udtrykkeligt er undtaget herfra og fortsat kræver enstemmighed. -> Europa-Parlamentets rolle i -> Den Europæiske Unions beslutningsprocedurer er styrket betydeligt med indførelsen af to nye procedurer: samarbejdsproceduren (EF-traktatens artikel 189 C) og den fælles beslutningstagning (EF-traktatens artikel 189 B). Parlamentet kan nu med absolut flertal blandt sine medlemmer forkaste en fælles holdning, som Rådet har vedtaget med kvalificeret flertal. Herefter kan Rådet kun enstemmigt (EFtraktatens artikel 189 C) eller slet ikke (EF-traktatens artikel 189 B) sætte sig ud over Parlamentets beslutning. I marts 1995 blev f.eks. direktivet om retsbeskyttelse af bioteknologiske opfindelser forkastet af Parlamentet til trods for godkendelse i Forligsudvalget, hvilket Rådet ikke kunne sætte sig ud over. Omkostninger og fordele Programmet for det indre marked er baseret på komplekse kædereaktioner: Afskaffelse af grænsekontroller og formaliteter medfører umiddelbart omkostningsbesparelser for virksomhederne. Det store indre marked giver mulighed for at udnytte stordriftsfordele; større konkurrence mellem EU's virksomheder medfører rationaliseringer samt yderligere specialisering og dermed en bedre konkurrenceevne i forhold til tredjelande. Som forberedelse til en omfattende evalueringsrapport om virkningerne af programmet for det indre marked og som grundlag for vedtagelsen af en ny dagsorden for det indre marked har Kommissionen i 1996 forelagt 39 sektorstudier. Hvidbogen om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse fra 1993 indeholdt allerede foreløbige resultater: Mellem 1986 og 1990 har det indre marked bl.a. medført 9 millioner ekstra arbejdspladser, BNP er steget med et halvt procentpoint pr. år ekstra, og omsætningen i hidtil beskyttede sektorer er blevet fordoblet. Problemet med sådanne beregninger er, at det er umuligt at sige, om de

122 122 nævnte tal alene skyldes faktoren virkeliggørelse af det indre marked. Desuden er man er nødt til at tage regionale variationer, økologiske omkostninger samt sociale virkninger med i beregningerne i tilgift til de generelle virkninger af programmet for det indre marked. For eksempel spiller ledsageforanstaltninger samt tilrådighedsstillelsen af omfattende midler til strukturfondene og Samhørighedsfonden, som skal opfange eller i det mindste afbøde det indre markeds negative virkninger, en afgørende rolle. Det er dog ikke kun finansielle overførsler, der er af betydning, når det drejer sig om at styrke den økonomiske og sociale samhørighed, men også den trinvise ikrafttræden af direktiver samt godkendelse af undtagelser. Strategier Programmet for det indre marked anvender to strategier, som supplerer hinanden. Det er dels fravigelsen af den institutionaliserede harmonisering ved at begrænse den indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne til et minimum af grundlæggende sikkerhedskrav vedrørende beskyttelse af folkesundheden, miljøet og forbrugerne - områder, som indtil nu ofte faldt ind under medlemsstaternes kompetence. Den anden strategi drejer sig om funktionel harmonisering på grundlag af gensidig anerkendelse - et princip, som flere gange er blevet bekræftet af -> EF-Domstolen. Inden for områder, hvor der ikke er fastlagt fælles regler, er der siden udløbet af overgangsperioden opstået et modsætningsforhold mellem medlemsstaternes tilbageværende beføjelser og de krav, som varers fri bevægelighed stiller. Selv om EF-traktatens artikel 30 altid har forbudt alle regler i medlemsstaterne, som direkte eller indirekte, faktisk eller potentielt hindrer samhandelen mellem medlemsstaterne (EF-Domstolen afgørelse i sagen Dassonville, 1974), kan en sådan foranstaltning dog være tilladt, hvis den er begrundet med hensynet til beskyttelse af menneskers sundhed, forbrugerbeskyttelse eller hensynet til den offentlige sædelighed, den offentlige orden eller sikkerhed samt hensynet til miljøet. Anvendelse af EF-traktatens artikel 36, dvs. bibeholdelse af en national bestemmelse, som muligvis hindrer samhandelen, er dog kun tilladt, hvis denne foranstaltning ikke er diskriminerende, er nødvendig og rimelig samt er det mindst gennemgribende middel. Gensidig anerkendelse I samhandelen mellem medlemsstaterne findes ofte hindringer, der er camoufleret som sikkerhedsforskrifter. I tvisten om indførsel af Cassis de Dijon likør fra Frankrig fandt EF-domstolen f.eks., at importforbuddet var en overdreven foranstaltning til opnåelse af det ønskede mål (forbrugerbeskyttelse), og at tydelige angivelser på flaskens etiket - i dette tilfælde om alkoholprocent - var tilstrækkelige. Denne afgørelse introducerede gensidig anerkendelse som et af de retningsvisende principper for virkeliggørelsen af det indre marked, og det gælder ikke kun for varer. Det gælder også for varer fra tredjelande, hvis de omsættes frit i en medlemsstat. Efterfølgende har EF-Domstolen ofte bekræftet Cassis-afgørelsen,

123 f.eks. for øl (Reinheitsgebot), mælkeprodukter, pølser og dejvarer (italiensk pasta). Domstolen har dog ikke altid givet varers fri bevægelighed førsteprioritet; i nogle tilfælde er tvingende hensyn gået af med sejren (f.eks. afgørelse om pantflasker). EUROPA FRA A TIL Å 123 I tilfælde, hvor princippet om gensidig anerkendelse ikke kan anvendes, er den Ny metode i forbindelse med teknisk harmonisering og standarder, som Kommissionen indførte i 1985, af afgørende betydning. Den betyder, at Rådet i direktiver kun fastlægger grundlæggende, forholdsvis generelle sikkerhedsbestemmelser til beskyttelse af folkesundheden, miljøet og forbrugerne, mens de tekniske detaljer fastlægges via europæiske standarder (EN) (Forbrugerpolitik). Europæiske standarder De to europæiske standardiseringsorganisationer, CEN for generelle standarder og Cenelec for elektrotekniske standarder, som er sammensat af de nationale standardiseringsorganer, beslutter som Rådet med kvalificeret flertal og er ligesom medlemsstaterne i EU-lovgivningsprocessen forpligtet til at trække nationale standarder, som ikke er i overensstemmelse med europæiske standarder, tilbage. Den nye metode går ud fra, at et produkt, som er fremstillet i overensstemmelse med en europæisk standard, opfylder de bindende grundlæggende sikkerhedsbestemmelser, som er fastlagt i direktivet. Det står ganske vist enhver producent frit ikke at producere i henhold til en EN-standard, men så overgår bevisbyrden for produktets sikkerhed til ham. Ligesom nationale standarder er standarder, som er udarbejdet af CEN og Cenelec, frivillige og ikke bindende. Næsten 300 tekniske udvalg arbejder i øjeblikket med standardiseringsprojekter. For at undgå, at der opstår nye handelshindringer og for at fremme princippet om gensidig anerkendelse, har medlemsstaterne via direktiv 83/189, hvis anvendelsesområde er blevet udvidet flere gange, forpligtet sig til på forhånd at give Kommissionen meddelelse om samtlige forslag til tekniske forskrifter og standarder. Status for virkeliggørelsen Med undtagelse af 11 forslag er alle de lovgivningsmæssige foranstaltninger, som Kommissionen præsenterede i sin hvidbog, blevet vedtaget. Det drejer sig om 259 foranstaltninger i form af 275 retsakter. Skønt afskaffelsen af de tekniske hindringer gik godt, og der i det mindste er opnået en tilfredsstillende overgangsløsning med hensyn til skattemæssige hindringer, har det vist sig fortsat at være vanskeligt helt at afskaffe de fysiske hindringer. Blandt de positive resultater inden for kerneområder i programmet for det indre marked er foruden de nævnte direktiver i henhold til den Ny metode bl.a. liberalisering af kapitalbevægelser, åbning af markederne for offentlige indkøb (8% af EU's BNP) i forbindelse med byggeopgaver og indkøbsaftaler samt udvidelse af EU-bestemmelserne til også at omfatte sektorer, som tidligere blev holdt uden for

124 124 konkurrence (energi, drikkevand, transport og telekommunikation), liberalisering af finansielle tjenesteydelser (banker og forsikringsselskaber) og transporttjenester (cabotagekørsel og lufttransport), gensidig anerkendelse af beviser for afsluttet videregående uddannelse og erhvervsuddannelser, den længe ventede etablering af en europæisk typegodkendelsesprocedure for motorkøretøjer samt oprettelsen af Det Europæiske Agentur for Lægemiddelvurdering (i London) og Harmoniseringskontoret for det Indre Marked (i Alicante). Midlertidig løsning på skatteområdet Hvidbogens forslag til fjernelse af de skattemæssige grænser i Fællesskabet var ikke politisk gennemførlige på mellemlangt sigt. Det drejede sig for forbrugsskatters vedkommende om at beskatte i oprindelseslandet frem for bestemmelseslandet med mulighed for grænseoverskridende fradragsret, angivelse af udsvingsgrænser for nationale skatteprocenter samt bibeholdelse af fordeling af skatteindtægter i henhold til reglen om bestemmelsesland ved hjælp af et clearing system. For at det alligevel skulle være muligt at afskaffe grænsekontrollerne til tiden, blev der for perioden frem til slutningen af 1996 indgået en efterhånden velfungerende overgangsordning, hvorefter reglen om oprindelseslandet i det mindste anvendes for grænseoverskridende private indkøb (undtagen motorkøretøjer), mens virksomheders grænseoverskridende transaktioner i øjeblikket stadig beskattes efter reglen om bestemmelseslandet på grundlag af eksportørens og importørens transportdokumenter. Reglen om bestemmelsesland gælder principielt fortsat også for punktafgifter. Der blev desuden fastsat mindstesatser for punktafgifter samt for merværdiafgiften: 15% for normalsatsen og 5% for den nedsatte sats. Fysiske hindringer: den sidste forhindring Der er gjort store fremskridt hen imod en fjernelse af de fysiske hindringer for varers fri bevægelighed: Grænseovergangsattesten og det administrative enhedsdokument er afskaffet; der er indført en ny metode til statistisk registrering af samhandelen mellem medlemsstaterne; veterinærkontrol og kontrol af motorkøretøjer er afskaffet ved grænsen (de finder sted henholdsvis på produktionsstedet og i hjemlandet) og der er fundet en overgangsløsning på området indirekte skatter. Man er dog kun kommet frem til delløsninger for så vidt angår de sprængfarlige politiske spørgsmål: terrorisme, handel med narkotika og anden kriminalitet samt indvandrer- og asylspørgsmål, som der skal findes svar på, før man kan afskaffe personkontrollen. Der er dog skabt gode forudsætninger med Dublin- og Europol-aftalen ( -> Europol) samt siden marts 1995 med den for borgerne håndgribelige virkeliggørelse af personers fri bevægelighed i Schengen-staterne, selv om denne aftale ikke er en del af EU's retlige rammer. Kommissionen har med henblik på én gang for alle at udrydde de sidste vanskeligheder i juli 1995 forelagt tre forslag til direktiver om virkeliggørelse af den frie bevægelighed for personer. Indførelsen af en generel opholdsret uafhængig af erhvervsmæssig beskæftigelse

125 for studerende, pensionister og personer, som ikke er erhvervsaktive, samt unionsborgeres ret til at bosætte sig, hvor de vil, (EF-traktatens artikel 8 A) er dog først og fremmest af stor betydning for -> borgernes Europa. EUROPA FRA A TIL Å 125 Problemer ved gennemførelsen Efterhånden som tidsfristen nærmede sig og blev overskredet, rettedes opmærksomheden mere mod problemer ved gennemførelsen til national ret samt mod styringen af det indre marked. De i Fællesskabet vedtagne foranstaltninger - oftest direktiver - skal inden for tidsfristen og indholdsmæssigt korrekt gennemføres som national ret i medlemsstaterne. Den gennemsnitlige gennemførelsesprocent i Fællesskabet er på 92,9%. Danmark og Nederlandene fører feltet an med 99,1%, fulgt af Det Forenede Kongerige, Sverige og Luxembourg, mens Østrig, Finland, Italien og Tyskland har den laveste gennemførelsesprocent. En ren kvantitativ vurdering kan dog være misvisende, da den ikke tager højde for mangler ved gennemførelsen, og Kommissionens kontrol med gennemførelsen skrider kun langsomt frem. Medlemsstaternes gennemførelse af beslutninger vedrørende det indre marked Anmeldte foranstaltninger NL 217 DK 215 UK 210 S 208 L 207 E 204 IRL 204 P 200 F 202 EL 194 B 198 D 196 I 196 FI 191 A 181 I % Bortfaldet Undtagelser Manglende anmeldelse Delvis gennemført Traktatbrud pga. manglende gennemførelse 99,1 99,1 95,9 95,5 95, ,1 94,1 92,2 91,3 90,4 90,4 90,4 87,7 83, Kilde: Europa-Kommissionen (Status 16. september 1996) 275 foranstaltninger er i kraft/219 skal gennemføres til national ret. Konsekvenser Ved begyndelsen af programmet for det indre marked frygtede tredjelande ofte, at der ville blive skabt en Fæstning Europa - en frygt, som har vist sig ubegrundet. Virkeliggørelsen af det indre marked har i stedet medført en udfyldning af de

126 126 huller, som stadig eksisterede i den fælles handelspolitik, da medlemsstaterne efter grænsekontrollernes afskaffelse ikke mere kan påberåbe sig beskyttelsesforanstaltningerne i EF-traktatens artikel 115. Det sidste af disse huller blev lukket med indførelsen af den omstridte markedsordning for bananer. Debatten om Maastricht-beslutningerne har igen understreget, at oprettelsen af det indre marked både var et mål og et middel; det er først troværdigheden af det indre marked, der har banet vejen for yderligere integrationsbestræbelser samt for sammenkædningen med -> Den Økonomiske og Monetære Union. Kristin Schreiber

127 Industri EUROPA FRA A TIL Å 127 Retsgrundlag: Hovedsageligt EF-traktatens artikel 130 med de begrænsninger, der er fastlagt i EF-traktatens artikel 3 B og afsnit V (konkurrence). Formål: At frembringe internationalt konkurrencedygtige, effektive og innovative virksomheder ved at skabe gunstige vilkår, særlig for små og mellemstore virksomheder (SMV); fremme af forskning og teknologisk udvikling (FTU), virksomhedssamarbejde og strukturtilpasninger inden for rammerne af et system af åbne og konkurrenceprægede markeder. Instrumenter: Konsultation og koordinering medlemsstaterne imellem på Kommissionens foranledning, understøttelse af medlemsstaters særlige foranstaltninger efter enstemmig beslutning i Rådet. Budget: I budgetforslaget for 1995 var der kun afsat 38,5 mio. ECU direkte til industripolitiske aktiviteter. De største finansielle impulser til industripolitikken kommer fra andre budgetposter (FTU, uddannelse, information og kommunikation, det indre marked, transeuropæiske net), som der i alt er afsat godt 3,7 mia. ECU til. I 1993 godkendte EIB lån på i alt 17,7 mia. ECU, hvoraf 4,2 mia. ECU gik til industrien og tjenesteydelsessektoren - heraf 1,5 mia. ECU til SMV og 7,2 mia. ECU til transeuropæiske net. Til forskel fra konkurrencepolitikken, som forsøger at skabe ens, ikkediskriminerende markedsvilkår for alle virksomheder, sigter industripolitikken mod selektive indgreb på markedet. Det kan være for at beskytte gamle industrier, som trues af import, for at fremme samarbejde mellem små og mellemstore virksomheder i den prækonkurrencemæssige produktionsfase (FTU, finansiering), for at styrke moderne nøglesektorer eller for horisontalt at forbedre produktiviteten og sænke omkostningerne. Til dette formål anvender Unionen dels traditionelle instrumenter som skatteforanstaltninger, finansiel bistand, offentlige aftaler og forskningsstøtte, og dels moderne instrumenter som teknologioverførselsinstitutioner og diskussionsfora, hvori deltager repræsentanter fra erhvervslivet, videnskabsmænd og politikere (teknologiråd). Den moderne industripolitik bygger således i høj grad på strategers visdom; de har til opgave at tilpasse den indenlandske produktion af varer og udbuddet af tjenesteydelser til den formodede fremtidige udvikling. I dag er industripolitikkens primære formål omstrukturering.

128 128 Retsgrundlag Paris- og Rom-traktaterne nævner ikke direkte en fælles industripolitik. Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) indeholder dog i stor udstrækning ret konkrete regler for den europæiske mineindustri samt for de fleste grene af kul- og stålindustrien. Euratom-traktaten omhandler også en bestemt sektor. Den skal inden for den nukleare industri bl. a. bidrage til at udvikle forskningen og sikre udbredelsen af teknisk viden samt lette investeringer. EØF-traktatens industripolitiske grundlag var noget vagere. Indtil EØF-traktaten blev afløst af EF-traktaten, måtte Fællesskabets foranstaltninger baseres på EØFtraktatens generelle mål. Her kunne EØF-traktatens artikel 235 anvendes. Med EFtraktatens nye artikel 130 tildeles Fællesskabet udtrykkelig ansvaret for industripolitikken, selv om dets kompetence til at gennemføre særlige foranstaltninger stadig er underlagt subsidiaritetsprincippet (EF-traktatens artikel 3 B), og der kræves enstemmighed i -> Rådet for Den Europæiske Union. Gennemførelse af målene Fællesskabets industripolitik var alt for længe kendetegnet ved krisestyring inden for bestemte sektorer. Især i perioden efter 1975 og i begyndelsen af 1980'erne udarbejdede EU-Kommissionen ( -> Europa-Kommissionen) strukturprogrammer til jern- og stålindustrien, tekstilindustrien, skibsbygnings- og skoindustrien. Programmerne havde delvis (jern og stål) stærkt planøkonomiske træk, idet de midlertidigt ophævede den fri konkurrence for at opnå en velordnet nedskæring af kapaciteten i alle berørte virksomheder, og blev ledsaget af restriktioner i udenrigshandelen. Efterhånden som økonomien fik det bedre i sidste halvdel af 1980'erne, blev de fleste af disse foranstaltninger ophævet eller lempet. I begyndelsen af 1990'erne indførte Kommissionen nye begreber i industripolitikken. I et dokument, som indeholder retningslinjerne for industripolitikken, betones vigtigheden af konkurrence, åbne markeder og horisontale foranstaltninger med henblik på produktivitetsstigninger og innovationsfremme. Disse retningslinjer spillede en stor rolle ved kodificeringen af de industripolitiske rammer, der er nedfældet i EF-traktatens artikel 130. Kommissionens seneste industripolitiske initiativ skal ses i samme lys. Det fastlægger fire vigtige indsatsområder: fremme af immaterielle investeringer, udvikling af industrielt samarbejde, sikring af ensartede markedsvilkår og modernisering af statslige indgreb. Inden for det første indsatsområde drejer det sig først og fremmest om en forbedring af erhvervsuddannelserne, nye måder at organisere arbejdet på, konsekvent kvalitetskontrol, forskning i ny teknologi og udvikling af informationsnet. Forskningspolitikken skal være mere markedsorienteret. Det andet indsatsområde drejer sig om udvikling af instrumenter til sammenføring af privatinitiativer på fællesskabsplan og til styrkelse af europæiske virksomheders

129 tilstedeværelse på geografiske vækstmarkeder. Kommissionen mener, at fjernelse af retlige og fiskale hindringer, etablering af rundbordssamtaler i industrien samt skabelse af juridiske rammer til fremme af investeringer i udlandet vil være egnet hertil. De vigtigste målregioner er Central- og Østeuropa - her vil EU endda delvis overtage investeringsgarantier - samt Latinamerika, landene omkring Middelhavet og de asiatiske vækstøkonomier, hvor det først og fremmest drejer sig om teknologisk samarbejde. EUROPA FRA A TIL Å 129 Det tredje indsatsområde har både interne og eksterne aspekter. De interne aspekter er fuldstændig gennemførelse af konkurrence på det -> indre marked i Europa via en mere effektiv styring af statslige subsidier, samtidig med at der tages hensyn til -> regional- og strukturpolitik, andre fællesskabspolitikker med finansielle virkninger samt afskaffelse af de konkurrencemæssige særordninger for gas, elektricitet og telekommunikation. Eksternt er det vigtigste mål at forbedre Fællesskabets handelspolitiske instrumenter samt at gøre dem anvendelige inden for tjenesteydelser, således at der internationalt kan opnås en reguleret konkurrencesituation, som går videre end de resultater, der blev opnået ved GATT's Uruguayrunde. Fællesskabet ønsker at kunne reagere stærkere over for stadig hyppigere strategiske alliancer på de globale markeder samt over for diskriminerende bilaterale aftaler som den amerikansk-japanske aftale om halvledere. En industrial assessment mechanism mellem Kommissionen og sådanne tredjelande, hvor europæisk industri har svært ved at trænge igennem til trods for en stærk konkurrenceposition, skal bidrage til at afdække skjult diskrimination. Endelig skal der inden for det fjerde indsatsområde arbejdes for fortsat deregulering, forenkling af administrative procedurer samt forbedring af samarbejdet mellem de nationale og Fællesskabets myndigheder. I sin hvidbog om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse forsøger EU- Kommissionen at medtage et arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitisk aspekt i industripolitikken. Kommissionen mener især, at der er vækst- og beskæftigelsespotentiale inden for områderne viden og kultur, folkesundhed og bioteknologi, miljø samt informations- og kommunikationsteknologi. På dette område skal innovationerne beskyttes bedre mod kopiering ved hjælp af forbedret retlig beskyttelse. I hvidbogen fastslås det, at etableringen af transeuropæiske net inden for områderne trafik, energi og telekommunikation er en forudsætning for gennemførelsen af informationssamfundet, men også for fuldt ud at kunne udnytte det indre markeds muligheder, herunder den geografiske udvidelse i Central- og Østeuropa. Af de investeringer, der anses for nødvendige frem til århundredskiftet, nemlig ca. 370 mia. ECU - heraf finansieres 120 mia. ECU af Fællesskabet - venter Kommissionen sig betydelige positive arbejdsmarkedsvirkninger, såvel i etablerings- som i udnyttelsesfasen. Stridsspørgsmål Industripolitik har altid været et stridens æble i Fællesskabet. Tysk nationaløkonomi, som er fast forankret i den liberale tradition, anså

130 130 Kommissionens industripolitiske memorandummer, handlings- og strukturprogrammer samt den seneste hvidbog og forsøgene på at indføre fair konkurrence i udenrigshandelen for at være inspireret af fransk planlægning og colbertisme. Det var især Frankrig, der påpegede det teknologiske efterslæb i forhold til USA og Japan, Japans strategiske handelspolitik, som medfører en risiko for monopolisering af nøgleteknologier, den store kapital- og teknologimobilitet på globaliserede markeder, EU-markedets opdeling i nationale segmenter og de strukturelle problemer. Derfor kan tilpasningen, moderniseringen og den nødvendige koncentreringsproces ikke bare overlades til markedskræfterne, hvis man ønsker, at Europa skal være et attraktivt hjemsted for virksomheder i fremtiden. Fronterne blev opblødt lidt i takt med virkeliggørelsen af det indre marked, Frankrigs fravigelse af sektorplanlægningen samt voksende statslige subsidier og øgede industri- og teknologipolitiske aktiviteter i Tyskland. Industripolitiske idéer vandt meget stærkt frem i Tyskland i lyset af den truende afindustrialisering af hele regioner i øst. I dag regnes initiativerne til virksomhedssamarbejde og forskningsstøtte for vigtige i alle medlemsstaterne. Af flere forskellige grunde er den gamle strid ikke desto mindre blusset op igen. Det skyldes bl.a., at Kommissionen kun delvis har haft succes med at fremme sin nye industripolitiske overbevisning om, at åbne og konkurrenceprægede markeder skal prioriteres højt. Det viser f.eks. den ringeagt nogle medlemsstater viser reglerne for statsstøtte til stålindustrien, de rundhåndede subsidier i andre erhvervsgrene samt politiseringen af Rådets beslutninger om regionalstøtte. Denne latente konflikt mellem industri- og regionalpolitk på den ene side og konkurrencepolitik på den anden side forværres i takt med, at udgifterne til strukturpolitik og FTU stiger. I den seneste tid har der været stridigheder om de transeuropæiske net: Nogle medlemsstater føler, at Fællesskabet i det store hele ikke skal deltage i finansieringen af disse net, medens Kommissionen og andre medlemsstater understreger, at udbygningen af nettene er en generel industripolitisk foranstaltning. Andre stridsspørgsmål er den videre udvikling af handelspolitiske instrumenter og spørgsmålet om, hvem der skal repræsentere Europa i den nye verdenshandelsorganisation WTO - medlemsstaterne eller Kommissionen. Fritz Franzmeyer

131 Retlige og indre anliggender EUROPA FRA A TIL Å 131 Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 7 A, 8-8 C og 100 og unionstraktatens artikel K.1-K.9 Formål: Udbygning af unionsborgerskabet, passage af de interne grænser uden kontrol, øget samarbejde mellem Schengen-landene og EU-landene om indre og retlige anliggender, herunder oprettelse af fælles institutioner I landsbyen Schengen, der ligger i det område, hvor Tyskland, Frankrig og Luxembourg støder op til hinanden, underskrev disse lande samt Belgien og Holland i 1985 en aftale om gradvis afvikling af personkontrollen ved de fælles grænser. I en senere aftale, nemlig gennemførelseskonventionen til Schengen-aftalen af 14. juni 1990, fastsættes følgende sikkerhedsforanstaltninger, der skal opveje det tab af sikkerhed, som afskaffelsen af grænsekontrollen medfører: et fælles automatiseret søgesystem, Schengen Informations Systemet (SIS), som giver medlemsstaterne mulighed for, efter nøje fastlagte kriterier, at oprette og ajourføre datafiler om personer og i et vist omfang genstande (skydevåben, blankodokumenter, legitimationspapirer, registrerede pengesedler, lastbiler). Politiet fra andre medlemsstater har adgang til disse data på lige fod med nationalt efterforskningspersonale. En teknisk støtteenhed i Strasbourg sørger for, at datafilerne løbende ajourføres og således er helt up-to-date streng kontrol ved alle grænseovergange langs Schengen-områdets ydre grænser (og om muligt ved alle -> Den Europæiske Unions ydre grænser), udført på en så ensartet måde som muligt øget samarbejde mellem politistyrkerne i grænseområderne omkring de interne grænser gennem opbygning af en kommunikationsstruktur, fælles øvelser samt grænseoverskridende observation og forfølgelse forpligtelse til at give andre medlemsstater enhver form for information, der kan være med til at afværge nye forbrydelser øget samarbejde om bekæmpelse af narkotikamisbrug og narkotikakriminalitet harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om besiddelse af skydevåben.

132 132 Retlige og indre anliggender Schengen betragtes som et pilotprojekt for EU-integration på et område henhørende under retlige og indre anliggender. Indtil 1992 fandt alt samarbejde mellem EF-staternes sikkerhedsstyrker sted inden for rammerne af de uformelle møder i TREVI-gruppen, der bestod af EF-landenes justits- og indenrigsministre, og var ikke baseret på nogen multilateral traktat. Halvårlige møder på ministerplan og i forberedende arbejdsgrupper førte især til forøget informationsudveksling og samarbejde på områderne terrorisme, grov kriminalitet, civil luftfartssikkerhed, nuklear sikkerhed, brand- og naturkatastrofer, teknologi og udstyr, som anvendes af politiet. Maastricht-traktaten af 7. februar 1992 om Den Europæiske Union betød et kæmpeskridt fremad for integrationen af retlige og indre anliggender. Under EU's såkaldte søjle I defineres i artikel 7 A -> det indre marked som et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital, og de pågældende bestemmelser har til formål gradvis at etablere et sådant område. I EF-traktatens anden del, nærmere bestemt i artikel 8 ff., indføres begrebet unionsborgerskab, der giver enhver unionsborger ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (artikel 8 A, stk. 1). Artikel 8 B, stk. 1, giver endvidere enhver unionsborger valgret og ret til at opstille ved kommunale valg i den medlemsstat, hvor han har bopæl. I EF-traktatens artikel 100 C findes bestemmelser om en fælles visumpolitik, hvorefter -> Rådet for Den Europæiske Union, der træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af -> Europa-Kommissionen og efter høring af -> Europa-Parlamentet, udpeger de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser. Alle andre spørgsmål vedrørende retlige og indre anliggender i EU omhandles i unionstraktatens artikel K. Følgende områder betragtes som spørgsmål af fælles interesse: asylpolitikken; reglerne for passage af de ydre grænser; indvandringspolitikken og politikken over for tredjelandsstatsborgere, herunder bekæmpelse af ulovlig indvandring, ophold og arbejde; bekæmpelse af narkotikamisbrug; bekæmpelse af svig på internationalt plan; civilretligt samarbejde; strafferetligt samarbejde; toldsamarbejde og politisamarbejde med henblik på forebyggelse og bekæmpelse af grov international kriminalitet, herunder opbygning af en europæisk politienhed -> Europol. På disse områder kan Rådet - bestående af indenrigs- og justitsministrene - vedtage fælles holdninger og - uden dog at tilsidesætte nærhedsprincippet - vedtage fælles aktioner og udarbejde konventioner. I princippet træffer Rådet afgørelse med enstemmighed. Dets møder forberedes af arbejdsgrupper, styringsgrupper og, i henhold til unionstraktatens artikel K.4, et koordinationsudvalg. Dette såkaldte K.4-udvalg har bl.a. til opgave at afgive udtalelser til Rådet og, inden for rammerne af søjle I, at være med til at forberede politikken for retlige og indre anliggender i henhold til EF-traktatens

133 artikel 100 C. Kommissionen deltager fuldt ud i arbejdet inden for rammerne af søjle 3. Europa-Parlamentet skal regelmæssigt informeres af Rådets formandskab og Kommissionen om det arbejde, der er gennemført, og skal af formandskabet høres i forbindelse med de vigtigste aspekter af dette arbejde. EUROPA FRA A TIL Å 133 Den 8. februar 1993 vedtog Rådet en forordning om oprettelse af Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug, og dette begyndte sit arbejde i Lissabon i På grundlag af en handlingsplan forelagt af Europa- Kommissionen er Rådet nu ved at udarbejde en ny strategi til bekæmpelse af narkotikamisbrug, der omfatter både forebyggelse og sanktioner. På mødet i Essen i 1994 erklærede Det Europæiske Råd, på baggrund af den kraftige stigning i antallet af biltyverier, at man burde undersøge mulighederne for at indføre krav om, at alle nye køretøjer skal forsynes med startspærre. En sådan startspærre vil blive obligatorisk for alle nye modeller fra 1997 og for alle nye køretøjer fra Udlændinge- og visumpolitik Som følge af det klart øgede indvandringspres, der opleves i de fleste EU-stater, understreges det i Maastricht-rapporten om harmonisering af indvandrer- og asylpolitikken, at der er behov for visse grundlæggende restriktioner: Bortset fra indrømmelse af opholdsret af humanitære grunde skal indvandring i princippet begrænses til at vedrøre familiesammenføring. Bortset fra personer, der skal udføre visse bestemte former for midlertidigt arbejde, vil tredjelandsstatsborgere, der ønsker indrejse for at tage erhvervsmæssigt arbejde, normalt blive afvist. Selvstændige erhvervsdrivende skal kun indrømmes indrejse, hvis den stat, der giver dem adgang, har økonomisk fordel heraf, enten gennem investering, innovation, teknologioverførsel eller jobskabelse. En senere rådsforordning har gjort det lettere for studerende at få opholdstilladelse, og skolebørn fra tredjelande, der opholder sig i en medlemsstat, kan uden visum deltage i skolerejser til en anden medlemsstat. CIREFI, Oplysnings-, Analyse- og Udvekslingscenter for Grænsepassage og Indvandring, der oprindelig blot var en arbejdsgruppe, er blevet omdannet til et praktisk anvendeligt redskab, der benyttes i bekæmpelsen af ulovlig indvandring og indsmugling af ulovlige indvandrere. Der er gjort fremskridt, når det drejer sig om at gøre visumpolitikken til et fællesskabsanliggende. I forordning (EF) nr. 2317/95 udpegedes de tredjelande, af hvis statsborgere der kræves visum. I forordning (EF) nr. 1638/95 fastlægges udformningen af et visum-mærke, der skal være fælles for samtlige medlemsstater, og som det vil være meget vanskeligt at forfalske. Den 23. november 1995 vedtog Rådet en afgørelse om samarbejde mellem konsulater i spørgsmål om udstedelse af visum og om fastlæggelse af en fælles

134 134 liste over tredjelande, af hvis statsborgere der kræves transitvisum. Betingelserne for at kunne indføre et visum, der er gyldigt i alle medlemsstater, skal fastsættes i konventionen om passage af de ydre grænser, men denne er endnu ikke færdigforhandlet i Rådet. Flygtninge- og asylpolitik På grund af det store antal asylsøgere, flygtninge fra borgerkrigsramte lande og indvandrere har flygtninge- og asylpolitikken i de senere år stået øverst på dagsordenen for møderne mellem EU's indenrigsministre. Efter flere års forhandlinger nåede Rådet den 23. november 1995 frem til en fælles holdning til flygtningebegrebet i artikel 1 i Genève-konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling. I en afgørelse af 20. juni 1996 gør Rådet sig til talsmand for, at man fortrinsvis skal hjælpe fordrevne på det sted og i den region, hvortil de ankommer, først og fremmest gennem oprettelse af sikkerhedszoner. EU-staterne er enige om, at der skal indføres regler, så medlemsstaterne i nødsituationer hurtigt og på afbalanceret måde kan give flygtninge adgang til deres land. Man er dog stadig ikke nået til enighed om, hvorvidt man ved byrdefordelingen også skal se på, hvor mange flygtninge der i forvejen er i forhold til den samlede befolkning, og hvor stor arbejdsløsheden er i det pågældende land. Oplysnings-, Analyse- og Udvekslingscentret for Asylspørgsmål (IDEC) har fastlagt retningslinjer for fælles situationsrapporter og et fælles statistik-system. Bekæmpelse af racisme og fremmedhad Inden for rammerne af den europæiske integration har bekæmpelsen af racisme og fremmedhad i de senere år fået større vægt på grund af de mange voldshandlinger og andre lovovertrædelser, der skyldes fremmedhad, til dels også antisemitisme. Ifølge en opgørelse udarbejdet af Rådets arbejdsgruppe om terrorisme blev der i 1995 registreret følgende voldshandlinger i EU-staterne begrundet i racisme og fremmedhad: 25 drabsforbrydelser (heraf 15 drabsforsøg), 100 overfald og 468 legemsbeskadigelser. Det Europæiske Råd har anmodet Rådet om at undersøge de retlige og finansielle muligheder for at oprette et EU-overvågningscenter for fænomener, der skyldes racisme og fremmedhad, samt at undersøge, hvilke forbindelser der i givet fald skulle være mellem overvågningscentret og Europarådet. Rådet og EU-medlemsstaterne har besluttet at gøre 1997 til europæisk år mod racisme og derved understrege, at racisme, fremmedhad og antisemitisme udgør en alvorlig trussel mod respekten for de grundlæggende rettigheder og samhørigheden i Fællesskabet. Der skal i den forbindelse udveksles erfaringer, og det skal drøftes, hvad der kan gøres for at bekæmpe problemet, samtidig med at der skal informeres om fordelene ved integrationstiltag på nationalt plan. Det er planen, at det europæiske år mod racisme bl.a. skal omfatte konferencer og seminarer, oplysningskampagner samt sports- og kulturarrangementer. Det skal af

135 logo, slogan og plakater fremgå, at alle projekter gennemført af enkeltstater indgår i en fælles EU-indsats. Ifølge et strategipapir fra Europa-Kommissionen skal det europæiske år udformes på en sådan måde, at det bliver husket. Det skal føre til konkrete resultater, der udbredes og således yder et varigt bidrag til mere virksomme racismebekæmpelsesstrategier. Foranstaltninger på EU-plan gennemføres af Kommissionen bistået af en ad hoc-gruppe bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, mens projekter på nationalt plan gennemført af stat, kommuner eller NGO'er skal styres af et nationalt koordinationsudvalg. EUROPA FRA A TIL Å 135 Retsvæsen Allerede før Maastricht-traktaten blev der gjort forsøg på at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaterne på det retlige område. Et glimrende eksempel herpå er udarbejdelsen af gennemførelseskonventionen til Schengen-aftalen. Unionstraktaten betragter strafferetligt samarbejde som et spørgsmål af fælles interesse. Siden da har drøftelser mellem EU's medlemsstater ført til fremskridt for så vidt angår forenkling af udvisningsproceduren (forenklet procedure, såfremt den pågældende samtykker) og bekæmpelse af bedrageri til skade for EU. I 1993 blev der indgået en aftale om beskyttelse af EU's finansielle interesser. Alt i alt skrider integrationen af retlige og indre anliggender kun langsomt frem. Allerede i spørgsmålet om fortolkning af begrebet mellemstatsligt samarbejde er der grundlæggende meningsforskelle. Nogle medlemsstater anerkender ikke, at unionstraktatens artikel K.1 ff. indeholder en forpligtelse til at indføre en egentlig fælles sikkerhedspolitik, men ser den blot som en mulighed for at udnytte EU's organisatoriske apparat ved løsning af indenrigs- og justitspolitiske problemer. Det instrument, der omhandles i unionstraktatens artikel K.8, og som giver Rådet mulighed for med enstemmighed at bestemme, at aktionsudgifter afholdes over EF-budgettet, afvises generelt af nogle medlemsstater. Der kan forventes fremskridt i så henseende, hvis det på regeringskonferencen i 1996 lykkes at få retlige og indre anliggender bedre integreret i Fællesskabet i proceduremæssig henseende og at få udvidet EU's overstatslige beføjelser på dette område. Reinhardt Rupprecht

136 136 Informationssamfundet Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 3, 52, 59, 85, 86, 90, 100 A, 129 (A, B, C, D) og 130 Formål: Forbedring af den europæiske informationsindustris konkurrenceevne, støtte til den økonomiske og sociale omstrukturering, forbedringer på det videnskabelige og uddannelsesmæssige område Instrumenter: Tilvejebringelse af fælleseuropæiske retlige, forskriftsmæssige og tekniske rammebetingelser for informationssamfundet, fremme af pilotprojekter og tekniske fornyelser, sikring af fair konkurrence og lige adgang til nye teknologier. Litteraturhenvisninger: Europa-Kommissionen: Europa og det globale informationssamfund (Bangemann-rapporten), Bruxelles 1994; Europa på vej mod informationssamfundet - En handlingsplan, Bruxelles 1994; La préparation des Européens à la société de l'information, Luxembourg 1996; The Implications of the Informations Society for European Union Policies - Preparing the next Steps, Bruxelles 1996; First Annual Report to the European Commission from the Information Society Forum, Bruxelles 1996; WWW: Europa-Kommissionen: Informations Society Project Office: Begrebet informationssamfundet dækker en række udfordringer og muligheder, der siden begyndelsen af 1990'erne er opstået på det økonomiske, samfundsmæssige og politiske område som følge af den hastige udvikling inden for den moderne informations- og kommunikationsteknologi. Sammenkoblingen af digitale data, tekster, billeder og lyde (multimedia) har ført til bred udnyttelse af moderne telekommunikationssystemer, PC'ere og elektroniske informationstjenester og desuden medført øget udnyttelse af traditionelle medier. Internet, det verdensomspændende datanet, er blevet etableret som en global kommunikationsplatform. Aktørerne i de europæiske industrisamfund er derfor nødt til at nyvurdere den måde, hvorpå de håndterer deres daglige vidensoverførsel. Potentialet er stort: Kommunikation er underkastet stadig færre rumlige og tidsmæssige begrænsninger, man kan med stor hastighed oplagre og overføre nyttig information, automatisérbare ydelser falder i pris. Dem, der entusiastisk går

137 ind for informationssamfundet, anser det for muligt at skabe virtuelle fællesskaber, der vil modvirke industrisamfundets centrifugale kræfter. Skeptikere kritiserer imidlertid den voksende videnskløft mellem på den ene side en informationselite og på den anden side socialt dårligt stillede grupper. Endvidere kritiseres den utilfredsstillende datakvalitet på de permanent overbelastede Information Highways. Den individuelle kreativitet og investeringslysten blandt samfundets aktører bliver derfor afgørende for, om der i informationssamfundet kan tilvejebringes nyskabende og effektive tjenester. Kun ved at give borgerne de nødvendige færdigheder i at anvende medierne og ved at sørge for demokratisk adgang til informationstilbuddene vil man kunne opnå borgernes accept. EUROPA FRA A TIL Å 137 De udfordringer, som dette indebærer for udformningen af nye arbejds- og livsformer, blev udtrykkeligt taget op af EU i 1993 i hvidbogen om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse. I 1994 forelagde -> Europa-Kommissionen på baggrund af Bangemann-rapporten en handlingsplan med betegnelsen: Europa på vej mod informationssamfundet. Der foreslås heri en række foranstaltninger, der inden for EU skal tilvejebringe de tekniske, retlige og forskriftsmæssige standarder og rammebetingelser for informationssamfundet. Der tilstræbes så lidt regulering som muligt, og dette skal tilskynde det private erhvervsliv til at investere på dette marked, der er et af Europas vigtigste. Det såkaldte European Information Technology Observatory regner således med en årlig vækst i Europa på over 8% for informations- og kommunikationsprodukter, og værdien af verdenshandelen med sådanne produkter har i mellemtiden allerede overskredet 1 billion ECU. For at støtte opbygningen af en europæisk multimediaindustri blev der derfor under 4. rammeprogram for forskning og teknologi (bl.a. ESPRIT, ACTS, TELEMATIK) i perioden afsat bevillinger på ca. 3,6 mia. ECU. Pengene fordeles på initiativer inden for følgende ti områder: fjernarbejde, fjernundervisning, forskningsnet, telematik, vejtrafik, flysikkerhed, sundhedsvæsen, offentlige udbud og forvaltning samt net for private husholdninger. Støtten til den audiovisuelle industri ydes gennem MEDIA-programmet ( -> Mediepolitik). Endelig støttes udviklingen af multimedia-produkter i små og mellemstore virksomheder gennem INFO 2000 programmet, der startede i Da telekommunikationsmarkederne i Europa vil blive liberaliseret i tiden frem til år 1998, må EU desuden tilstræbe en rimelig markedsordning for kommunikationsydelser inden for rammerne af konkurrencepolitikken. Forskellige organer bistår Kommissionen med deres overvejelser om informationssamfundet: Det i 1995 oprettede Information Society Project Office tjener som erhvervsmæssig idé- og kontaktbørs. Information Society Forum, der omfatter over 100 repræsentanter for interessegrupper, vurderer EU's foranstaltninger og udformer strategiske alternativer. En ekspertgruppe har fået til opgave at overveje konsekvenserne af de nye teknologier på specielle områder og at fremsætte forslag til, hvorledes disse konsekvenser kan afhjælpes. Der er oprettet et såkaldt Legal

138 138 Advisory Board bestående af juridiske eksperter fra medlemsstaterne, der skal drøfte retlige spørgsmål i forbindelse med edb-tidsalderen, f.eks. angående den truede ophavsret. Dette arbejde har allerede ført til, at Kommissionen har udarbejdet en række grønbøger, der har sat skub i debatten om økonomiske og retlige udfordringer i informationssamfundet. I grønbogen At leve og arbejde i informationssamfundet fra 1996 sættes således det enkelte menneske i centrum. For endelig at give informationssamfundet den nødvendige globale dimension tog EU i 1995 initiativ til et møde mellem G7-landene i Bruxelles og i 1996 til en konference over temaet Informationssamfund og udvikling, der blev afholdt i Sydafrika. Derudover blev der i 1996 holdt et møde i Rom med en række Middelhavslande, og i Prag et 2. møde med repræsentanter for lande i Central- og Østeuropa med henblik på at udarbejde fælleseuropæiske strategier og strategier til fremme af godt naboskab. De løfter om fair konkurrence, fremme af private investeringer og tilvejebringelse af åben netadgang, som er fremsat i denne sammenhæng, må i de kommende år gives et konkret indhold. Der må i den forbindelse især lægges vægt på opbygningen af en global informationsinfrastruktur. Patrick Meyer

139 Konkurrencepolitik EUROPA FRA A TIL Å 139 Retsgrundlag: EKSF-traktatens artikel 4, 5, 65 og 66, EF-traktatens artikel 3, litra g) og artikel Formål: At sikre et økonomisk system, der kan garantere en loyal konkurrence mellem ligeberettigede markedsdeltagere Instrumenter: Kartelforbud, forbud mod misbrug af dominerende stilling på markedet, kontrol med virksomhedssammenslutninger, kontrol med statsstøtte. Konkurrencepolitikken har til formål at skabe og opretholde et system, der inden for et økonomisk område giver mulighed for konkurrence uden forvridninger. Ifølge den liberale økonomiske teori skal konkurrencepolitikken føre til markeder med fuldstændig konkurrence og forhindre monopol- og oligopoldannelser, ved hvilke der kan dikteres priser til skade for forbrugerne. Kun i undtagelsestilfælde tillades der monopoler for at sikre en pålidelig forsyning med varer eller tjenesteydelser, som er af væsentlig almen interesse. I Europa har der f.eks. været statsmonopoler på områderne for transport, posttjenester og telekommunikation. Ifølge traktaterne har -> Den Europæiske Union et bredt spektrum af konkurrencepolitiske instrumenter til sin rådighed, så den for -> det indre marked kan håndhæve kartelforbuddet og forbuddet mod misbrug af dominerende stilling på markedet, sikre ligebehandling af offentlige og private virksomheder, føre kontrol med fusioner og overvåge de nationale støtteordninger. På grund af globaliseringen af økonomien er Den Europæiske Union imidlertid i højere grad end tidligere konfronteret med det problem på den ene side at opretholde konkurrencen på Europas indre marked og på den anden samtidig at tage hensyn til de europæiske virksomheders konkurrenceevne på verdensmarkedet. Principper ->Europa-Kommissionen ser sig selv som vogteren af konkurrencen inden for og uden for Den Europæiske Union. Den har imidlertid meget forskellige muligheder for at gribe ind på disse to områder. I afsnit V i traktaten om Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten) er de forskellige områder og procedurer for konkurrencepolitikken reguleret i tre kapitler med artiklerne Ifølge disse bestemmelser griber Kommissionen i princippet ind på de af traktaten omfattede områder, når statsstøtte, aftaler mellem eller sammenslutninger af virksomheder eller andre former for samordnet praksis truer konkurrencen.

140 140 EF-traktatens artikel 85 og 86 indeholder forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler mellem virksomheder, der kan påvirke samhandelen mellem Unionens medlemsstater, samt mod misbrug af en dominerende stilling på markedet. Kommissionen kan her gribe ind på grundlag af virksomhedernes meddelelser om aftaler eller indgivne klager, eller eventuelt på eget initiativ, og den kan indlede undersøgelsesprocedurer og i givet fald træffe juridisk bindende foranstaltninger overfor konkurrencebegrænsende adfærd. Begge de nævnte artikler er af central betydning for den europæiske konkurrencepolitik, da de griber direkte ind i virksomhedernes adfærd. Det samlede antal tilfælde, der er blevet undersøgt i henhold til EF-traktatens artikel 85 og 86, er steget betydeligt i de seneste 15 år. Antallet af indledte sager var således i 1980 på 299, medens det i 1993 var steget til 404. EF-traktatens artikel 85 og 86 giver imidlertid også mulighed for undtagelser. Hvis det henset til den globale konkurrence er nødvendigt at oprette europæiske oligopoler for herved at kunne modstå en skærpet international konkurrence, kan Kommissionen i enkelttilfælde godkende sådanne. Vertikale aftaler mellem virksomheder kan også tillades, hvis de gennem adgangen til nye markeder medfører en større effektivitet. Sådanne aftaler må dog ikke have karakter af prisaftaler eller bestå i en geografisk opdeling af markeder. Siden 1990 suppleres EF-traktatens artikel 85 og 86 af forordningen om kontrol med virksomhedssammenslutninger. Denne forordning muliggør en præventiv kontrol med virksomhedssammenslutninger af fællesskabsdimension. Den åbner mulighed for en konkurrencepolitisk indgriben allerede forud for en økonomisk koncentrationsproces gennem godkendelse af eller forbud mod sammenslutninger af virksomheder. Statslige støtteordninger og subventioner, der kan medføre konkurrenceforvridninger, er også af stor konkurrencepolitisk betydning. EFtraktatens artikel fastlægger proceduren for Kommissionens kontrol med støtteordninger, som siden slutningen af 1980'erne er blevet væsentligt intensiveret på grund af et øget subventionskapløb. I den forbindelse nægter Kommissionen principielt ikke at godkende nationale støtteprogrammer, hvis disse tydeligt tager sigte på at korrigere en strukturel uligevægt inden for bestemte erhvervsgrene. Den har således godkendt forskellige programmer for omstrukturering af stålvirksomheder, som der er ydet støtte til fra Den Europæiske Unions medlemsstater, men til gengæld krævet en betydelig kapacitetsnedskæring med henblik på en sanering af sektoren. Kontrollen med støtteordningerne bygger på et princip om, at statsstøtte skal have en strukturel virkning, være af en endelig karakter og være til fordel for hele den pågældende industrigren. Ud over at føre kontrol med konkurrencen søger Europa-Kommissionen også at påvirke den gennem en aktiv indsats. Den tog således i 1993 initiativ til at indføre konkurrence på flere områder, hvor ganske få virksomheder hidtil havde haft en monopolstilling,. For sektorer som transport, energi og telekommunikation, som er af stor betydning for de europæiske virksomheders konkurrenceevne, søger Europa-Kommissionen gennem sin politik at fremme en liberalisering, så disse

141 områder i forbrugernes interesse underkastes konkurrence. Kommissionen udsendte således i april 1993 en meddelelse om tjenesterne inden for telekommunikationssektoren og foreslog heri en fuldstændig liberalisering fra Indtil da skulle det være muligt at skabe forudsætningerne for en forsyningspligt. Fristen er fastsat, så de virksomheder, der hidtil har haft eksklusive rettigheder, har tilstrækkelig tid til at tilpasse sig den nye situation. EUROPA FRA A TIL Å 141 Vurdering Europa både ønsker og frygter konkurrencen. Dette tilsyneladende paradoks kendetegner situationen i Den Europæiske Union, som er i et dilemma, der hænger sammen med de forskellige niveauer, som den europæiske konkurrencepolitik føres på. Den Europæiske Unions konkurrencepolitik tager i første omgang sigte på virksomhedernes og staternes adfærd inden for Unionen og tager i den sammenhæng ikke fuldt ud hensyn til den økonomiske globalisering. For det indre marked gælder der en retsorden, som Den Europæiske Union kan benytte til en effektiv indskriden over for konkurrenceforvridende adfærd. På det globale niveau er sådanne foranstaltninger imidlertid ikke effektive. Det betyder, at foranstaltninger til sikring af konkurrencen på den ene side kan styrke konkurrencen på det indre marked, men på den anden side kan medføre en ringere konkurrenceevne for de europæiske virksomheder i forhold til de internationale konkurrenter. Der findes endnu ingen international konkurrenceordning. Oligopolog monopoldannelser kan på verdensmarkedet medføre ufuldkomne markeder, som ikke giver mulighed for fri konkurrence mellem virksomhederne. For at forhindre dette anvendes industri- og handelspolitikken som instrumenter til en statslig regulering for at beskytte hjemmemarkederne mod en aggressiv international konkurrence. Mellem konkurrencepolitikken på den ene side og industri- og handelspolitikken på den anden består der et politisk spændingsforhold. Handelsog industripolitikken tager sigte på optimale markedsresultater, medens der ved konkurrencepolitikken tilstræbes optimale markedsprocesser. Sammen med de forskellige synspunkter i Unionens medlemsstater fører dette til en blokade i regelfastsættelsen, som i Europa vanskeliggør en konsekvent indsats, der er rettet mod såvel det indre marked som verdensmarkedet. I betragtning af den internationale økonomiske udvikling er der imidlertid i Europa et stadigt stigende behov for en konkurrencepolitik, der kan sikre såvel konkurrencen på det indre marked som de europæiske virksomheders konkurrenceevne på verdensmarkedet. Dette kræver særlige bestræbelser på multilateralt plan med henblik på inden for de internationale økonomiske organisationer som f.eks. OECD, G7, GATT og WTO, Verdensbanken eller Den Internationale Valutafond at udarbejde bindende regler for en international konkurrenceordning, der kan håndhæves, og som kan muliggøre en fri konkurrence mellem markedsdeltagerne. Jürgen Turek

142 142 Kultur Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 128 og EF-traktatens artikel 92, stk.3, litra d). Formål: Forbedring af folks kendskab til kultur og historie, beskyttelse af kulturarven, ikke-kommercielle kulturudvekslinger, fremme af kunstnerisk og litterær virksomhed, udvikling af en europæisk kulturindustri Instrumenter: Kulturelle aktiviteter og programmer, beskæftigelses- og socialpolitik Budget: 1995: 15,2 mio. ECU, svarende til ca. 0,02% af EU-budgettet Europæisk kulturpolitik Indtil unionstraktaten trådte i kraft var der ikke noget eksplicit retsgrundlag for at føre kulturpolitik inden for rammerne af EU. Nogle medlemsstater havde forfatningsmæssigt eller politisk begrundede forbehold mod, at kulturpolitikken som sådan blev indarbejdet i EU-politikken. Fællesskabets kulturelle aktiviteter var derfor baseret på enkeltafgørelser truffet af -> Rådet for Den Europæiske Union. Siden vedtagelsen af unionstraktaten er kultur i henhold til EF-traktatens artikel 128 et anerkendt arbejdsområde, idet det dog dels kræves, at Rådet træffer afgørelse med enstemmighed, dels at -> Regionsudvalget høres. I EU bidrager alle institutionerne til kulturpolitikken: Også på kulturområdet er det Det Europæiske Råd, der giver de afgørende impulser til udviklingen. De generelle aspekter af kulturpolitikken behandles af Rådet bestående af kulturministrene. Det er -> Europa-Kommissionen, der er ansvarlig for forberedelse og gennemførelse af Rådets afgørelser. Kultur og kulturpolitik henhører i dag under Generaldirektorat X, der står for AV-sektoren, Information, Kommunikation og Kultur. -> Europa- Parlamentet har gennem sine budgetbeføjelser indflydelse på, hvilke bevillinger der tildeles til foranstaltninger på kulturområdet. Det deltager endvidere i beslutningsprocessen i henhold til EF-traktatens artikel 189. Som hovedregel kan EU på kulturområdet gøre brug af de samme retlige instrumenter, som den anvender inden for de andre fællesskabspolitikker. Dog er harmonisering af nationale love og administrative bestemmelser udtrykkeligt udelukket. Rådet begrænser sig for det meste til at vedtage afgørelser og konklusioner, der forpligter medlemsstaterne politisk snarere end retligt. Disse

143 giver imidlertid Kommissionen rådighed over en række vigtige redskaber, der kan tjene som grundlag for gennemførelsen af programmer. EUROPA FRA A TIL Å 143 Inden for rammerne af den -> økonomiske politik og -> social- og arbejdsmarkedspolitikken tager EU's kulturprogrammer dels sigte på at forbedre de økonomiske og sociale forhold for kulturarbejdere, dels at udvikle en kulturindustri i EU, et mål, der også skal ses i sammenhæng med færdiggørelsen af det indre marked. De vigtigste emner på dette område vedrører offentlig støtte og beskatning af kulturproduktioner og kulturgoder, spørgsmål om ophavsrettigheder og beskyttelse af kunstnerrettigheder, social beskyttelse af personer på kulturområdet, fremme af den audiovisuelle industri ( -> Mediepolitik) samt uddannelse og videreuddannelse på kulturområdet. Ifølge EF-traktatens artikel 128 er de generelle mål for kulturpolitikken at fremme, støtte og om nødvendigt supplere medlemsstaternes indsats på følgende områder: udbredelse af kendskabet til de europæiske folks kultur og historie; bevaring og beskyttelse af kulturarv af europæisk interesse; ikke-kommercielle udvekslinger; kunstneriske og litterære frembringelser, herunder på det audiovisuelle område; samarbejde med tredjelande og internationale organisationer, især med Europarådet. Mens emnerne for EU's kulturprogrammer ofte falder sammen med Europarådets arbejdsområder, er gennemførelsesmetoderne forskellige, navnlig for så vidt angår udvikling og finansiering af praktiske foranstaltninger. Det findes der mange eksempler på, bl.a. koncerterne med de europæiske ungdoms-, barok- og jazzorkestre; poesi-festivaler og kulturarrangementer, der for det meste organiseres af arbejdsløse kunstnere som led i programmet KALEIDOSKOP 2000; faglig videreuddannelse af unge inden for kultursektoren; bevaring af kulturarven (RAPHAEL-programmet); udvikling af og uddannelse i brugen af bevaringsteknikker; fremme af litterære oversættelser gennem ARIANE-programmet; deltagelse i aktiviteterne i forbindelse med den europæiske kulturhovedstad. Konklusion Bortset fra kulturaktiviteter af direkte økonomisk betydning, hvor EU fører en slagkraftig politik, tager kulturpolitikken snarere sigte på at fremme den bredest mulige vifte af private kulturelle aktiviteter. Den ikke-kommercielle kulturpolitik, som statsoverhovederne har givet grundlag for i Maastricht-traktaten, skal virkeliggøres ved, at Kommissionen gennemfører programmer og foranstaltninger, og medlemsstaterne vil nøje overvåge, at nærhedsprincippet overholdes til punkt og prikke. På kulturområdet vil udbuddet af aktiviteter fortsat afhænge af det private initiativ og udvikle sig efter sine egne love. Bernd Janssen

144 144 Kvindernes Europa Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 119, EF-traktatens artikel 2 og 6 (socialpolitik) og en række afgørelser fra EF-Domstolen. Formål: Lige muligheder for mænd og kvinder på det sociale, erhvervsmæssige og politiske område, støtte til dårligtstillede kvinder og bevidsthedspåvirkende foranstaltninger Instrumenter: Europa-Parlamentets Udvalg for Kvinders Rettigheder, Europa- Kommissionens Ligestillingskontor, Det Rådgivende Udvalg for Lige Muligheder for Mænd og Kvinder, Europa-Kommissionens Kvindeinformationskontor Der er ingen henvisninger til kvindepolitik i ordets egentligste forstand i traktaterne om -> Den Europæiske Union (EU). Til trods herfor har Det Europæiske Økonomiske Fællesskab siden oprettelsen i 1957 udviklet en række programmer, der på den ene eller den anden måde har været af betydning for kvinderne. Der kan konstateres to tendenser i EU's virksomhed, nemlig for det første socialpolitiske ledsageforanstaltninger til økonomiske ordninger for at afskaffe forskelsbehandling af kvinder på det fælles marked, og for det andet foranstaltninger, der skulle mildne følgerne af den strukturelle krise på arbejdsmarkedet for kvinder. Derudover skulle der tages hensyn til kvindernes ændrede rolle i samfundet. For det er ubestrideligt, at kvinderne i årenes løb er blevet aktive på flere områder, at der stilles større krav til dem, og at deres personlige behov har ændret sig. Kvindernes karrieremønstre kan ikke sammenlignes med mændenes, for kvindernes liv er stadig spændt op mellem familie og arbejde. Begyndelsen: artikel 119 i EØF-traktaten Der var allerede indirekte taget hensyn til kvinderne i Rom-traktaten. Konkret er medlemsstaterne forpligtet til at betale kvinder og mænd samme løn for samme arbejde i henhold til artikel 119 i EØF-traktaten - nu EF-traktaten. Efterhånden som integrationen skrider frem, er det princippet om lige løn for lige arbejde, der ligger til grund for bestræbelserne for at sikre kvinderne samme muligheder som mænd og for at få afskaffet indirekte forskelsbehandling af kvinderne. I 1970'erne fremsatte Kommissionen en række forslag til direktiver, fordi visse medlemsstater konsekvent undlod at overholde artikel 119 i EØF-traktaten. -> EF- Domstolen har vist sig at være en motor for ligestillingen, i og med at den har

145 fortolket denne artikel ekstensivt, og konsekvent har krævet EF-direktiverne anvendt. På -> Det Europæiske Råds møde i Maastricht i 1991 blev der desuden undertegnet en aftale om -> social- og arbejdsmarkedspolitik, der siden traktaten om Den Europæiske Union har reguleret spørgsmålet om lige muligheder for mænd og kvinder og ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdspladsen (artikel 2 i EFtraktaten). Princippet om lige løn uanset køn er forankret i artikel 6 i EF-traktaten. Medlemsstaterne har imidlertid fortsat mulighed for at opretholde eller indføre eventuelle særlige fordele for kvinder (positiv forskelsbehandling). EUROPA FRA A TIL Å 145 I hvidbogen om EU's social- og arbejdsmarkedspolitik fra 1994 har -> Europa- Kommissionen fremsat en hel række forslag, som tog sigte på at forbedre kvindernes muligheder for at kombinere arbejde og familie. Bl.a. blev det foreslået fra 1996 at udgive en årlig ligestillingsberetning, der skulle betragtes som en slags kontrolinstrument for ligestillingspolitikkens gennemførelse i praksis. Arbejdet i EU-institutionerne Spørgsmålet om kvindernes reelle stilling i Europa førte til oprettelsen af det første undersøgelsesudvalg i -> Europa-Parlamentets historie. Siden 1984 har dette udvalg heddet Udvalget for Kvinders Rettigheder. Udvalgets medlemmer udsender beretninger, afholder høringer, repræsenterer kvindeinteresser i forbindelse med EU's budgetdebatter og tager stilling til de forskellige spørgsmål, der direkte eller indirekte vedrører kvinder. I Europa-Kommissionen findes der et ligestillingskontor under Generaldirektorat V for Beskæftigelse, Arbejdsmarkedsrelationer og Sociale Anliggender. Dette kontor fører tilsyn med anvendelsen af EU-direktiverne i medlemsstaterne. Endvidere støtter det foranstaltninger til fordel for kvinder og beskæftiger sig med EU's kvindepolitiske foranstaltninger som f.eks. erhvervsuddannelse, tilpasning til de nye teknologier, kvinders oprettelse af virksomheder samt skoleuddannelse for unge kvinder. Til støtte for dette arbejde er der efterhånden oprettet en hel række netværk af uafhængige eksperter. I 1982 blev der til koordinering af nationale foranstaltninger og til støtte for Kommissionens politik oprettet et Rådgivende udvalg for lige muligheder for mænd og kvinder, der med regelmæssige mellemrum afholder møder. Siden 1988 er der afholdt uformelle møder om kvindespørgsmål i Ministerrådet, hvor man har krævet et øget engagement på europæisk plan til fordel for foranstaltninger til fremme af bedre muligheder for at kombinere familie og arbejde. Fremtidens udfordringer Kvinderne er særligt hårdt ramt af strukturproblemerne på det europæiske arbejdsmarked. Overvejelserne om nye arbejdstidsmodeller og arbejstidsforkortelser som led i en generel omfordeling af arbejdet kan fremme to modsatrettede udviklinger: På den ene side kan arbejdstidsforkortelser og dermed reallønstilbagegang fremme kvindernes erhvervsaktivitet som en mulighed for at supplere familiens indkomst. På den anden side bliver kvinderne i tider, hvor der bliver stadig mindre arbejde, hurtigere presset ud af arbejdsmarkedet end mænd eller hyppigere tvunget til at acceptere deltidsarbejde og løse ansættelsesforhold

146 146 (tidsbegrænset ansættelse). Nu hvor der bliver stadig flere enpersonshusholdninger og enlige mødre med børn, er det nødvendigt med beskyttelsstandarder, navnlig pensionsordninger, der ikke alene bygger på fuldtidsbeskæftigede. Et stort antal initiativer fra Europa-Parlamentet og direktivforslag fra Europa-Kommissionen om denne problematik er af strukturelle og indholdsmæssige årsager hidtil strandet. Man regner dog med, at de nye medlemslande, navnlig Sverige, vil tage nye initiativer på dette område. Konklusion EU's indsats på det kvindepolitiske område er hidtil foregået i fire etaper. For det første blev der vedtaget en lovgivning om, at medlemsstaterne skulle sikre mænd og kvinder lige løn for lige arbejde. For det andet blev der indført regler om, at ligestillingsprincippet skulle udvides til at omfatte andre områder som beskæftigelses-, uddannelses- og familiepolitik, hvor der også blev indført en hel række arbejdsretlige beskyttelsesstandarder. For det tredje blev kvinderne i stedet for at være objekt nu subjekt for politiske beslutninger. Fremfor blot at være omfattet af bestemmelserne blev kvinderne nu selv aktører i den politiske proces. Det viser det stigende antal kvinder i parlamenterne, også selv om der stadig er meget at indhente på dette område. For det fjerde behandles spørgsmål vedrørende arbejdstidsfordeling og arbejdstidsmodeller ikke mere som led i socialpolitikken, men som led i beskæftigelsespolitikken. Dette skyldes de strukturelle problemer på arbejdsmarkedet. Denne nye udvikling behandles i Europa-Kommissionens hvidbog om vækst, konkurrencedygtighed og beskæftigelse, omend de rent kvindespecifikke overvejelser er ret korte. Der er stadig åbne spørgsmål. For det første informeres der endnu ikke tilstrækkeligt om muligheder, rettigheder og chancer på arbejdsmarkedet. Der informeres heller ikke godt nok om, hvilke kvalifikationer der vil være behov for i fremtiden, eller om efteruddannelsesmuligheder. Hidtil har informationsarbejdet især været rettet mod erhvervsaktive kvinder. Hvor vidt de hidtidige bestemmelser til afhjælpning af de kvindespecifikke problemer er effektive, afhænger af, i hvor høj grad offentligheden finder dem nødvendige. Det er afgørende, at disse spørgsmål ikke bliver betragtet som et biprodukt af de social- og arbejdsmarkedspolitiske bestemmelser, men at de tillægges værdi i sig selv. Man kunne tænke sig, at princippet om ligestilling blev optaget i et katalog over grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union. Desuden får man stadig mere indtryk af, at EU's foranstaltninger på det kvindepolitiske område hidtil har haft ringe indflydelse på udviklingen i beskæftigelsessituationen og kvindernes erhvervschancer. Der synes at være behov for en evaluering af EU's foranstaltninger, gennemførelsen heraf i medlemsstaterne og af strukturerne til gennemførelsen. Melanie Piepenschneider

147 Landbrugspolitik EUROPA FRA A TIL Å 147 Retsgrundlag: EF-traktatens artikel Formål: At forøge landbrugets produktivitet og herigennem at sikre de i landbruget beskæftigede personer en rimelig levestandard, undgå prissvingninger og sikre forsyningen af forbrugerne med landbrugsvarer til rimelige priser. Instrumenter: Fælles markedsordninger med kraftig prisregulering ved indgreb på det indre marked, importafgifter og (for mælk og sukker) begrænsning af produktionen, forbedring af produktionsvilkårene ved ydelse af støtte til landbrugsbedrifter og ved iværksættelse af fælles foranstaltninger for landbruget, forbedring af afsætningsstrukturen, støtte til udligning af naturgivne forskelle og særprogrammer for ugunstigt stillede områder og for Middelhavsområdet. Budget: I 1996 androg bevillingerne til landbruget (eksklusive fiskeri) mio. ECU (dvs. ca. 48% af EU's samlede budget). I henhold til artikel 38 i EØF-traktaten (siden 1993: EF-traktaten) omfatter fællesmarkedet tillige landbruget og handelen med landbrugsvarer. I artikel 39 præciseres målene for den fælles landbrugspolitik (se ovenfor), og ifølge artikel 40 skal den fælles landbrugspolitik udvikles gradvis. I samme artikel præsenteres forskellige valgmuligheder med hensyn til ordningen for markederne for landbrugsvarer. Af disse muligheder viste de fælles markedsordninger sig at være de eneste, der kunne gennemføres i praksis. Landbrugspolitikken og markedet for landbrugsvarer kom herved til at indtage en særstilling, som blev bevaret uændret i traktaten om Den Europæiske Union. På grund af den omfattende regulering af dette område vedrører de fleste af EF's retsforskrifter markedet for landbrugsprodukter. Høje omkostninger og modstridende nationale interesser gjorde den fælles landbrugspolitik til EF's evige stridspunkt. Bestræbelserne på at sikre landbrugerne en rimelig levestandard ved at holde priserne i EF på et niveau, som lå over verdensmarkedspriserne, førte til beskyldninger om protektionisme og til stadig voksende overskud. Trods stigende offentlige udgifter lykkedes det ikke at sikre landbrugerne rimelige indkomster.

148 148 Markeds- og prispolitik Markedsordningerne, som er krumtappen i EF's markeds- og prispolitik, afgrænser det indre marked over for verdensmarkedet. Dette sker hovedsagelig ved opkrævning af landbrugsimportafgifter, som svarer til differencen mellem den lavere verdensmarkedspris og en tærskelpris, der fastsættes på en sådan måde, at prisen for den importerede vare mindst svarer til den for det indre marked fastsatte indikativ- eller orienteringspris. Ved eksport ydes restitutioner, som beregnes på tilsvarende måde. Alle de priser, som skal anvendes i henhold til de fælles markedsordninger, fastsættes af -> Rådet én gang om året. De med prisstøtteordningen forbundne omkostninger afholdes af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen. Procentdel af de erhvervsaktive, der arbejder i landbruget Mænd og kvinder 21 20, ,0 11,5 9 9,3 7,5 7,3 7, ,3 2,7 4,4 3,2 4,9 3,9 3,8 3,3 2,1 0 EUR 15 B DK D EL E F IRL I L NL A P FIN S UK

149 De i alt 21 markedsordninger kan opdeles i tre hovedkategorier: 1. Markedsordninger med prisstøtte: For ca. 70% af landbrugsvarerne ydes der ud over beskyttelse mod konkurrence fra tredjelande en afsætnings- og prisgaranti. Dette gælder for de vigtigste kornarter, sukker, mælkeprodukter, kød, visse frugter og grøntsager samt bordvin. Varer, som ikke kan afsættes til en bestemt pris, den såkaldte interventionspris, opkøbes af offentlige interventionsorganer. Interventionsmekanismen er i mellemtiden blevet lempet i mange markedsordninger, således at der kun interveneres, hvis markedsprisen falder til et niveau, der ligger under bestemte tærskler. Desuden betales der ikke længere fuld interventionspris. Markedsordningerne for mælk og sukker indbefatter herudover også kvotebestemmelser, dvs., at prisstøtten er begrænset til en bestemt mængde produkter pr. bedrift. 2. Markedsordninger med fælles beskyttelse mod konkurrence fra tredjelande: Ca. en fjerdedel af landbrugsvarerne beskyttes kun mod konkurrence fra tredjelande, dvs. at der ikke ydes prisgaranti på -> det indre marked. Dette gælder for æg, fjerkræ, enkelte frugt- og grøntsagssorter (for så vidt som de ikke tilhører gruppe 1), prydplanter og andre vintyper end bordvin. Som regel ydes denne beskyttelse i form af opkrævning af told. Hvis priserne falder til et niveau, der ligger under bestemte tærskler, opkræves der ydermere en afgift. 3. Markedsordninger med direkte støtte: Indtil reformen af den fælles landbrugspolitik sondrede man mellem tillægsstøtte og fast støtte. Førstnævnte skulle sikre producenterne et tilstrækkeligt provenu uden forhøjelse af forbrugerpriserne. Oliefrø og bælgfrugter indføres toldfrit. Indtil reformen modtog forarbejdningsvirksomhederne støtte for den mængde, der var opkøbt af EF-produktionen. Siden reformen er denne støtte blevet udbetalt til producenterne. Til producenterne af olivenolie, tobak og hård hvede ydes der et tilskud som supplement til den prisgaranti, der er et resultat af beskyttelsen mod konkurrence fra tredjelande og interventionsmekanismerne. Fast støtte ydes til produkter, som kun fremstilles i ubetydelige mængder i Fællesskabet. Hertil hører f. eks. hør og hamp, bomuld, silkeorme, humle, såsæd og tørfoder. Den forskelligartede udvikling i valutakurserne er et principielt problem. Da markedspriserne fastsættes i europæiske valutaenheder (ECU), skulle de, når de omregnes til indenlandsk valuta, sænkes i tilfælde af en opskrivning og forhøjes i tilfælde af en nedskrivning. For at undgå ulemperne ved sådanne pludselige ændringer anvendes der inden for markedsordningerne omregningskurser (grønne kurser), som afviger fra centralkurserne. I revalueringslandene ligger de over centralkurserne, i devalueringslandene under. Dette betød, at der i revalueringslandene skulle opkræves afgifter ved indførsel og ydes restitutioner ved udførsel. I devalueringslandene skulle der opkræves afgifter ved udførsel og ydes restitutioner ved indførsel. Med etableringen af det indre marked blev det umuligt at opkræve afgifter og yde restitutioner ved grænsen. Nye monetære EUROPA FRA A TIL Å 149

150 150 afvigelser (forskelle mellem landbrugsomregningskurser og repræsentative kurser) skulle afvikles efter et bestemt mønster, således at der for flydende valutaer skulle være mulighed for at foretage ændringer i begge retninger, medens der for valutaer med faste udsvingsmargener kun skulle være mulighed for prisforhøjelser i de lande, der havde en svag valuta. Efter at der den 2. august 1993 var truffet beslutning om at udvide udsvingsmargenerne til 15%, blev der indført en bestemmelse om, at de monetære afvigelser mellem to lande ikke måtte overstige fem procentpoint. Den hermed forbundne reduktion kan i fuldt omfang komme til at hvile på det land, for hvilket afvigelsen er positiv. Landbrugsstrukturpolitik Med strukturdirektiverne fra 1972 blev der for første gang indført et EF-program for landbrugsstrukturerne, som gik ud på at begrænse investeringsstøtten til kun at omfatte de bedrifter, som var udviklingsegnede. Dette program blev i 1975 suppleret med direktivet om landbrug i bjergområder og visse ugunstigt stillede områder. Formålet var at sikre opretholdelsen af landbruget i områder med ugunstige produktionsvilkår. Alle disse foranstaltninger blev i 1985 integreret i forordningen om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet (effektivitetsforordningen). Hertil bidrager Fællesskabet med forskellige satser, som er højere i indkomstsvage end i indkomststærke lande. Finansieringen foretages via EUGFL, Udviklingssektionen. Reformen af strukturfondene i 1988 betød bl.a., at den indsats, der blev finansieret af EUGFL, Udviklingssektionen, skulle samordnes med den indsats, der blev finansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Den Europæiske Socialfond, for så vidt angår mål 1: Fremme af udviklingen og strukturtilpasningen i de tilbagestående regioner og mål 5b: Fremme af udviklingen af landdistrikterne. Mål 5a: Tilpasning af produktions- og forarbejdningsstrukturerne inden for landbrug og skovbrug, som i vid udstrækning er en videreførelse af den landbrugsstrukturpolitik, der er fastlagt i effektivitetsforordningen, finansieres udelukkende af EUGFL, Udviklingssektionen, og er bundet til et bestemt område. Mål 5b er forbeholdt bestemte områder i Frankrig, Storbritannien og Tyskland. Af strukturfondsmidlerne, som blev forøget til 60 mia. ECU i perioden , blev 3,4 mia. ECU afsat til mål 5a og 2,8 mia. ECU til mål 5b. Endnu inden udløbet af støtteperioden vedtog Ministerrådet et nyt regelsæt om EF's strukturfonde, som skulle gælde for perioden og bl.a. indbefattede en yderligere forhøjelse af bevillingerne til strukturpolitiske formål. Bevillingerne til mål 5b blev forhøjet med 40%, og de områder, hvortil der kunne ydes støtte, blev udvidet betragteligt. Reform af den fælles landbrugspolitik Tiltagende finansielle byrder som følge af tekniske fremskridt og en ubegrænset afsætningsgaranti gjorde det nødvendigt at ændre den hidtidige kurs. Som et første skridt blev der i 1994 indført en kvoteordning for mælk. For de øvrige produkter blev markedsordningspriserne enten slet ikke forhøjet eller kun forhøjet ubetydeligt, og interventionssystemet blev lempet.

151 På grundlag af en beslutning truffet af -> Det Europæiske Råd på dets møde i Bruxelles i februar 1988 blev der indført stabilisatorer for korn, oliefrø og proteinplanter, som udløste en automatisk sænkning af interventionsprisen i tilfælde af en overskridelse af den fastsatte garantimængde. Alle medlemsstaterne skulle forelægge et jordudtagningsprogram, som dog kun havde begrænset succes. Det samme gælder for det førtidspensioneringsprogram, som medlemsstaterne har kunnet tilbyde siden 1988, og som giver landbrugere på over 55 år mulighed for at opnå førtidspension, hvis de afstår fra at drive landbrug i mindst fem år eller overdrager deres landbrugsjord til andre bedrifter. EUROPA FRA A TIL Å 151 For at forhindre, at landbrugsudgifterne atter voksede uhæmmet, blev der i 1988 gennem den såkaldte landbrugsretningslinje fastsat en øvre grænse for de obligatoriske udgifter under EUGFL, Garantisektionen. Den årlige stigningstakt for udgifterne under Garantisektionen skulle herefter begrænses til 74% af vækstraten for Fællesskabets bruttonationalindkomst, med et referencegrundlag på 27,5 mia. ECU. Reformen af 1992 betød i første række, at prisstøtteordningen blev ophævet, men virkningen på landbrugsindkomsterne blev dog i vid udstrækning afbødet ved ydelse af direkte tilskud. Interventionsprisen for korn blev gradvis reduceret med 33% i perioden fra 1993/1994 til 1995/1996. Til gengæld får producenterne et tilskud, som stiger i takt med prissænkningen og i øjeblikket andrager 207 ECU/ha (EUgennemsnit), forudsat at de - mod udbetaling af en præmie på 262 ECU/ha - braklægger en del af deres korn- og oliefrøarealer. Dette krav gælder dog ikke for de små producenter. Producenterne af oliefrø får herefter kun verdensmarkedsprisen samt et arealtilskud på gennemsnitligt 384 ECU/ha. Interventionsprisen for oksekød blev sænket med i alt 15% på tre år. Oksekødproducenterne modtager en præmie på 180 ECU for hvert af de første 90 dyr. Denne reform blev ledsaget af foranstaltninger, som skulle fremme ekstensiveringen af landbruget og anvendelsen af produktionsmetoder, som skåner miljøet og medvirker til at bevare naturressourcerne. Der kan ydes støtte til udtagning af landbrugsarealer med henblik på miljøbeskyttelse i en periode af tyve år. Skovrejsning er blevet mere attraktivt, efter at Fællesskabet har forhøjet sine støttesatser. Afslutningen af Uruguay-runden under GATT Efter syv års forhandlinger blev Uruguay-runden under den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) afsluttet den 15. december Resultaterne fik virkning fra 1. juli Forhandlingerne om landbruget var yderst vanskelige, navnlig på grund af interessemodsætningerne mellem EU og USA. Først i november 1992 lykkedes det at finde et kompromis: den såkaldte Blair House-aftale, som med ubetydelige ændringer blev inkorporeret i slutdokumentet. Dette indeholder følgende elementer: a) Den indenlandske støtte nedsættes med 20% i forhold til basisperioden , idet de nedsættelser, der har fundet sted siden 1986, medregnes. De udligningsgodtgørelser, som ydes inden for rammerne af reformen af den fælles landbrugspolitik, er ikke berørt af disse reduktioner.

152 152 b) Alle foranstaltninger til beskyttelse mod konkurrence fra tredjelande skal have form af told, og toldsatserne skal i perioden indtil år 2000 reduceres med gennemsnitligt 36%, dog med mindst 15% pr. produkt. c) Udgifterne til eksportrestitutioner skal i perioden indtil år 2000 reduceres med 36% i forhold til basisperioden I samme tidsrum skal mængden af varer, som eksporteres med restitutioner, reduceres med 21%. I overgangsperioden kan perioden vælges som basisperiode. d) Fra 1995 gives der adgang til markedet i et omfang svarende til 3% af det indenlandske forbrug, målt i forhold til basisperioden Denne markedsadgangsindrømmelse øges til 5% af det indenlandske forbrug inden år Markedsadgangsindrømmelsen modsvares af passende toldnedsættelser. e) EU forpligter sig til at etablere et basisareal på 5,128 mio. ha til oliefrø (dyrkningsareal ) og at braklægge en andel svarende til andelen af braklagte kornarealer, dog mindst 10%. f) Stiger EU's import af kornsubstitutter og foder til mere end henholdsvis 19,2 mio. t og 40,5 mio. t (import i perioden ), skal forhandlingerne mellem EU og USA genoptages. Uruguay-runden vil for nogle produkters vedkommende (sukker, oksekød og ost) medføre restriktioner, som er mere vidtgående end de restriktioner, der følger af reformen af den fælles landbrugspolitik. Udvidelse af Fællesskabet Også under tiltrædelsesforhandlingerne med Østrig, Sverige, Finland og Norge, som blev afsluttet 1. april 1993, gav landbruget anledning til store problemer, fordi ansøgerlandene ikke mindst af regionalpolitiske grunde ydede betydelig støtte til landbruget. Et af de største problemer var opretholdelsen af landbruget i Skandinaviens arktiske og subarktiske regioner og i Østrigs bjergområder efter en tilpasning til EF's støtteniveau. Ansøgerlandenes ønske om overgangsordninger kunne ikke imødekommes, da tiltrædelsesudligningsbeløb og supplerende handelsmekanismer forudsætter grænsekontrol, hvilket ville være uforeneligt med principperne for det indre marked. I stedet tilbød Fællesskabet betydelige kompensationer. I de skandinaviske lande afgrænses de nye mål 6-områder udelukkende på grundlag af befolkningstætheden (mindre end otte indbyggere pr. km2). Med henblik på landbrugets tilpasning til de betingelser, der er knyttet til den fælles landbrugspolitik, tilbød Fællesskabet de nye medlemsstater et beløb på 2,97 mia. ECU for perioden Til strukturforanstaltninger blev der afsat et beløb på i alt 8,89 mia. ECU for perioden indtil 1999.

153 Fremtidsperspektiver EU må tilpasse visse dele af sin landbrugspolitik til den nye situation, der er opstået efter vedtagelsen af GATT-overenskomsten. På længere sigt melder sig det spørgsmål, om reformen af den fælles landbrugspolitik har ført til varig stabilitet. Da det er hævet over enhver tvivl, at den tekniske udvikling vil fortsætte, vil produktionen fortsat stige, og GATT-beslutningerne vil dermed også få indvirkning på områder, som endnu ikke er underlagt nogen begrænsninger. Fællesskabet vil således endnu en gang være nødsaget til at tage stilling til, om det vil træffe foranstaltninger til en yderligere begrænsning af produktionen eller tillade prissænkninger. Desuden vil spørgsmålet om, hvorvidt de ved reformen indførte godtgørelser kan accepteres, melde sig med større og større styrke. På det udenrigspolitiske plan står den fælles landbrugspolitik over for problemet med de central- og østeuropæiske landes integrering i Den Europæiske Union ( ->Udvidelse). EUROPA FRA A TIL Å 153 Winfried von Urff

154 154 Mediepolitik Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 59 og 60 (fri udveksling af tjenesteydelser), 130 F-Q (forskning og teknologisk udvikling) og 128 (kultur) Formål: At skabe et europæisk mediemarked, at fremme og udvikle en konkurrencedygtig programindustri og at indføre en standard for højopløsningsfjernsyn Programmer: MEDIA II til fremme af udviklingen af den europæiske audiovisuelle industri, EUREKA 95 til fremme af indførelsen af en standard for højopløsningsfjernsyn, EUREKA- audiovisuel, til fremme af audiovisuelle infrastrukturer Massemedierne muliggør kommunikation. Som den centrale formidler af kultur, underholdning og information spiller medierne en vigtig samfundsmæssig rolle. Enhver mediepolitik må forsøge at tilgodese både de økonomiske og de kulturelle aspekter. Som producenter af økonomiske goder er medierne underkastet Fællesskabets regler om -> det indre marked. Kultur derimod er et nationalt anliggende. -> Den Europæiske Unions beføjelser på det kulturelle område fik først et traktatmæssigt grundlag ved unionstraktaten, jf. EF-traktatens artikel 128. De giver først og fremmest EU mulighed for at fremsætte fælles henstillinger og at supplere og støtte medlemsstaternes indsats. Hvad angår de skriftlige medier har princippet om fri informationsudveksling i EU-staterne i årevis været en selvfølge og har derfor ikke krævet nogen fælles regulering. Det er baggrunden for, at EU's mediepolitik næsten udelukkende beskæftiger sig med de audiovisuelle medier. Der er næppe på noget andet område sket så store ændringer i løbet af det seneste tiår som inden for denne sektor. I begyndelsen var det nationale forskrifter og de begrænsede frekvensmuligheder, der dikterede en stram mediepolitik. Senere fik kabel- og satellittransmission sit gennembrud. Dette medførte dels en eksplosiv udvikling i antallet af programmer, der kunne modtages, dels en kraftig begrænsning af de enkelte landes muligheder for at føre en effektiv mediepolitik, eftersom grænseoverskridende udsendelser blev stadig mere almindelige. Samtidig opstod der set fra programudbydernes synspunkt et tilsvarende behov for at dække de stigende produktionsomkostninger ved at lade deres udsendelser dække et større område. Europæiske film- og fjernsynsproduktioner er ikke særlig rentable, idet situationen for øjeblikket er den, at 80% af dem ikke vises uden for det land, hvor de er produceret. Især amerikanske produktioner derimod får allerede på hjemmemarkedet deres omkostninger dækket og oversvømmer derefter det europæiske marked til langt lavere priser.

155 Det europæiske mediemarked EF har siden begyndelsen af 1980'erne arbejdet på at få oprettet et mediemarked. Den grundlæggende idé er følgende: gennem harmonisering af de regler, der gælder på udbydersiden, vil man sikre, at grænseoverskridende udsendelser - der i praksis ikke kan forhindres - i det mindste ikke overtræder de regler, der gælder i modtagerlandene. EUROPA FRA A TIL Å 155 Efter langvarige forberedelser vedtog -> Rådet for Den Europæiske Union den 3. oktober 1989 direktivet om Fjernsyn uden grænser. Ifølge direktivet kan audiovisuelle programmer frit udsendes til hele EU's område, forudsat at visse minimumsregler overholdes, og at der tages hensyn til en række kulturpolitiske målsætninger. Direktivet indeholder dels bestemmelser om begrænsning af reklametiden, om beskyttelse af mindreårige og om ret til berigtigelse, dels en række stærkt omstridte bestemmelser om fremstilling og udbredelse af europæiske fjernsynsprogrammer. Ifølge disse bestemmelser skal over 50% af sendetiden være reserveret til europæiske produktioner. Mindst 10% af sendetiden og af de penge, der på budgettet er afsat til produktion af programmer, skal forbeholdes værker af uafhængige producenter. Disse kvotebestemmelser gælder dog kun inden for rammerne af det praktisk gennemførlige og kan således ikke gennemtvinges ved lov. Tillægsprotokoller giver medlemsstaterne ret til at fastsætte strengere bestemmelser for indenlandske fjernsynsselskaber. -> Europa-Kommissionens bestræbelser for at videreudvikle fjernsynsdirektivet har genoplivet den principielle kritik af direktivet. Mens først og fremmest Frankrig i årevis har presset på for at få fastsat en bindende kvote for europæiske produktioner, så man i det mindste i en overgangsperiode kan fremme den europæiske filmindustri, har andre betegnet dette som nyttesløs og let omgåelig protektionisme. I marts 1995 forelagde Kommissionen et forslag til en ny version af fjernsynsdirektivet. Heri opereres der bl.a. med en bindende kvoteordning, der skal gælde for en periode af ti år. I modsætning til Europa-Parlamentet var Rådet ikke i stand til at nå til enighed om forslaget. I juni 1996 vedtog Rådet en fælles holdning, hvori den forlængede den fleksible kvoteordning for yderligere fem år. I en senere ændring af fjernsynsdirektivet skal der tages hensyn til en række andre meget store teknologiske ændringer på det audiovisuelle område (bl.a. teleshopping). Desuden er der ved flere lejligheder sat spørgsmålstegn ved, om EU overhovedet har beføjelser, når det drejer sig om mediepolitikken. Unionen begrunder sine beføjelser med, at fjernsyn skal betragtes som en tjenesteydelse. Fastsættelsen af kvoter er imidlertid også et indgreb i programplanlægningen, som f.eks. i Tyskland er underlagt de enkelte Länder. I de senere år har en række yderligere foranstaltninger været med til at give et klarere billede af det europæiske mediemarked. I 1993 blev der vedtaget to direktiver om harmonisering af ophavsretsbestemmelser i forbindelse med grænseoverskridende udsendelser, og siden offentliggørelsen i 1992 af en grønbog

156 156 har der i hele EU været en livlig debat om, hvorvidt EU-regulering overhovedet er en rimelig metode, når det drejer sig om at opretholde pluralisme inden for medierne og forhindre selskaber i at opnå en dominerende markedsstilling. Fremme af den audiovisuelle infrastruktur Film- og fjernsynsproduktioner anses i EU for at være meget vigtige instrumenter til fremme af kultur og identitet. På baggrund af den vanskelige markedssituation forelagde Europa-Kommissionen i 1994 en grønbog, hvori den drøfter de forskellige strategiske muligheder for at styrke programindustrien. Dette skulle udmunde i et initiativ, der kan sikre en konkurrencedygtig, fremtidsorienteret udvikling på medieområdet. Målrettet støtte skal afhjælpe følgerne af det opsplittede marked, men skal også understrege den kulturelle mangfoldighed i Europa. Dette er netop målet med MEDIA-programmet, der har været i gang siden Med det formål at forbedre den europæiske produktionsindustris konkurrenceevne er der stillet midler til rådighed dels til erhvervsuddannelsesprogrammer, dels til synkronisering, samarbejde, distribution og markedsføring. Formålet med MEDIA-programmet er at tilvejebringe et gunstigt klima for europæisk filmproduktion uden at gribe ind i selve produktionsprocessen. Da det har vist sig, at den alvorligste mangel ved programmet er de utilstrækkelige bevillinger, skal budgettet for anden fase af MEDIA programmet ( ) fordobles, så det kommer op på ca. 400 mio. ECU. Standardisering Foruden sprogbarriererne er der i Europa problemet med de forskellige fjernsynssystemer. Derfor ønskede europæerne i forbindelse med indførelsen af højopløsningsfjernsyn i biografkvalitet (HDTV) at få fastlagt fælles standarder på området. Fællesskabets HDTV-politik har imidlertid vist sig at være et industripolitisk fejltrin. Således mislykkedes det at få gennemført et krav om obligatorisk anvendelse af D2-MAC-standarden, der var tænkt som et overgangsstadium til højopløsningsfjernsyn. På baggrund af den stadig mere udbredte anvendelse af direkte satellittransmission forekom dette at være en dyr og lidet attraktiv løsning, både for forbrugere og producenter. Efter forbitret modstand måtte man opgive dette forehavende, der var i strid med markedets ønsker. Sideløbende hermed blev der inden for rammerne af EUREKA-programmet pumpet betydelige finansielle midler i udviklingen af et europæisk HDTV-system, som det oprindelig var tanken at gøre til international standard. Skønt der i USA allerede var udviklet et digitalt HDTV-system, der også gav mulighed for antennemodtagelse, holdt EF indtil slutningen af 1992 fast ved sit eget analoge og dermed teknisk set forældede system. Først konsekvent modstand fra Storbritanniens side førte endelig til, at projektet blev indstillet. I 1994 påbegyndtes arbejdet med at udvikle en digital standard inden for rammerne af EUREKA. Indtil indførelsen af højopløsningsfjernsyn i 16:9 format vil der derfor i de kommende år findes flere standarder og formater i indbyrdes konkurrence. Da den nye tekniks succes i høj grad vil være afhængig af det disponible programudbud, traf Rådet i juli 1993 afgørelse om en firårig handlingsplan med et budget på i alt

157 228 mio. ECU, der ved at dække meromkostningerne skal fremme tv-produktioner i det brede format. EUROPA FRA A TIL Å 157 Fremtidsudsigterne Her ved indgangen til den digitale tidsalder er mediesektoren et af de største fremtidsmarkeder i Europa. Interaktive tjenester, individuelle programmer på bestilling og tilslutning til globale datanet vil stille europæisk mediepolitik over for nye opgaver. Overgangen til multimedia informationssamfundet betragtes i Bruxelles som en chance, der bør udnyttes bedst muligt. Ved siden af de kommercielle aspekter bør man i fremtiden ikke overse den rolle, som medierne spiller for dannelsen af identitet. Til trods for fælles reguleringer bør europæisk mediepolitik være med til at bevare systemmangfoldigheden i Europa. Desuden kan Euronews, det femsprogede nyhedsprogram, Arte, den europæiske kulturkanal, samt de forskellige grænseoverskridende programmer for specialister sikre, at den europæiske dimension ved vores hverdagsliv tydeliggøres. Olaf Hillenbrand

158 158 Middelhavet og Mellemøsten Formål: Understøttelse af fredsprocessen i Mellemøsten, politisk og social stabilisering af det næstvigtigste strategiske område efter Østeuropa. Instrumenter: Finansielt samarbejde, opbygning af stabile handelsstrukturer og den deraf følgende økonomiske udvikling. Grundlag: De fremtidige forbindelser mellem Fællesskabet og Maghreb-landene, SEK (92) 401, april 1992; de fremtidige forbindelser og det fremtidige samarbejde mellem Fællesskabet og Mellemøsten, KOM (93) 375, september 1993; styrkelse af Den Europæiske Unions Middelhavspolitik: etablering af et Euro- Middelhavspartnerskab, KOM (94) 427, november 1994; formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde i henholdsvis Essen, 1994, og Cannes, 1995, i: EU-Bulletin, supplement 2/95. Den Europæiske Unions Middelhavs- og Mellemøstenpolitik har hovedsageligt sin oprindelse i 1970'erne. Efter udbruddet af Yom-Kippur-krigen mellem Israel og dets arabiske naboer og de arabiske olieleverandørers påfølgende embargo gjorde EF-medlemsstaterne sig inden for rammerne af Det Europæiske Politiske Samarbejde (EPS) i november 1973 i en resolution til talsmand for en hurtig afslutning af Mellemøstkonflikten. Endvidere besluttede de på topmødet i København i december 1973 at indlede en euro-arabisk dialog. I løbet af 1976/1977 blev der inden for rammerne af en samlet Middelhavspolitik indgået en række samarbejdsaftaler med ubegrænset løbetid med alle lande i det sydlige og østlige Middelhavsområde. Aftalerne var knyttet sammen med såkaldte finansprotokoller med en løbetid på 5 år; de i protokollerne omhandlede finansielle overførsler skulle bidrage til aftalepartnernes økonomiske udvikling. Indtil 1996 er der til sammen undertegnet og gennemført fire sæt finansprotokoller. I 1980 vedtog -> Det Europæiske Råd den såkaldte Venedig-erklæring, der skulle bane vej for en dialog mellem PLO og Israel, og som søgte et kompromis i konflikten mellem partnerne. Siden begyndelsen af 1990'erne er det europæiske engagement i regionen blevet betydeligt forstærket. Den i perioder dynamisk forløbende israelsk-arabiske fredsproces frembød nye politiske og økonomiske udviklingsmuligheder. For at støtte denne proces engagerede Unionen sig særlig i fredsprocessens multilaterale dimension, hvilket blev understreget med afholdelsen af Madrid-konferencen i 1991.

159 EU:s handel med tredjelande i Middelhavsområdet (i mia. ecu) EUR-12 EUROPA FRA A TIL Å 159 Import Eksport Algeriet 16% Tunesien 8% Andre 5% Kilde: Eurostat Libyen 16% Marokko 10% Tyrkiet 21% Malta Cypern 5% Algeriet 10% Tunesien 8% Andre 11% Marokko 10% Israel 11% Libyen 4% Egypten Israel Egypten 8% 8% 20% Tyrkiet 19% Malta Cypern 10% Der er dog også konstateret en række nye potentielle risici for Europas sikkerhed: Middelhavslandenes erhvervsliv er underudviklet i forhold til Europa, forskellen mellem årsindkomsten pro capita der her er som 1 til 10. Befolkningen vokser hurtigt, fra 146 mio. i 1990 til sandsynligvis over 230 mio. i år Disse udviklingstendenser kan føre til sociale spændinger og yderligere styrke den islamiske fundamentalisme. Som svar på disse udfordringer er der blevet udformet en ny Middelhavspolitik i tre faser: I 1992 fastlagde -> Europa-Kommissionen målet for et Euro-Maghreb partnerskab, og et år senere målet for et langsigtet samarbejde med Israel og de arabiske naboer i Machrak-landene. Begge initiativer mundede ud i forestillingen om et omfattende Euro-Middelhavspartnerskab, og inden for rammerne heraf blev der i 1995 afsluttet forhandlinger om associeringsaftaler med Israel, Marokko og Tunesien. Det første positive resultat af dette partnerskab var Barcelona-konferencen den 28. og 29. november 1995, hvori deltog alle EU-medlemsstater og Middelhavslandene samt Jordan og den palæstinensiske selvstyrende myndighed og endvidere Libyen, Albanien og landene i det tidligere Jugoslavien. Konferencen vedtog et omfattende program for en ny udformning af Euro- Middelhavsforbindelserne. Dette program hviler på tre søjler:

160 160 Den første søjle består af et sikkerhedsmæssigt partnerskab mellem deltagerlandene, der skal baseres på mekanismer som fredelig konfliktløsning, rustningskontrol og andre lignende principper. Med den anden søjle er der formuleret en målsætning om intensiverede tværregionale økonomiske forbindelser. Det vigtigste element er etableringen af et Euro-Middelhavsfrihandelsområde inden år Fra det tidspunkt skal industrivarer kunne forhandles toldfrit på det transmediterrane marked, og dermed vil der være opstået det største frihandelsområde i verden med over 600 mio. potentielle forbrugere. Den tredje søjle indebærer en udvidelse af partnerskabet til også at omfatte en social og kulturel komponent. Det europæiske engagement følges op af en finansiel bistand i en størrelsesorden af 4,6 mia. ECU for tidsrummet fra Derudover kommer en række langfristede lån af en tilsvarende størrelsesorden, der ydes af -> Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Sigtet med den finansielle støtte er at muliggøre de økonomiske og politiske strukturreformer i de sydlige partnerlande, der er nødvendige som følge af frihandelsaftalen. I 1992 androg den gennemsnitlige bruttonationalindkomst pro capita i de sydlige Middelhavslande ca USD, mens den for EU's vedkommende androg ca USD. For på effektiv måde at forøge indkomsterne i partnerregionen bør denne i de nærmeste årtier nå op på en årlig økonomisk vækst på 6%. EU søger at bistå regionen med at virkeliggøre dette mål gennem en slankning af den offentlige sektor og en styrkelse af det private erhvervsliv. Desuden forsøger EU ved hjælp af særlige finansieringsinstrumenter samt partnerskabsaftalerne at fremme den tværregionale vareudveksling, der hidtil kun har andraget omkring 7% af regionens samlede handel. Sven Behrendt

161 Miljø EUROPA FRA A TIL Å 161 Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 2, stk. 3, litra k) og 130 R T Formål: Bevarelse og forbedring af miljøet; beskyttelse af menneskers sundhed, forsvarlig og rationel anvendelse af naturlige ressourcer og fremme af internationalt gældende foranstaltninger til løsning af regionale og globale miljøproblemer Instrumenter: Retsakter, f. eks. direktiver om miljøkvalitetsnormer (belastningsværdier), normer for faste anlæg (emissions-, konstruktions- og bedriftsnormer) og produktnormer (maksimalt tolereret forurening og emission for produkter), handlingsprogram om miljøbeskyttelse, støtteprogrammer Budget: Ca. 144 mio. ECU (1995) Med unionstraktaten inddrages miljøpolitikken som en af EU's politikker (EFtraktatens artikel 3), og det bestemmes, at udviklingen mod en bæredygtig vækst skal gennemføres under hensyn til miljøet (EF-traktatens artikel 2). Hermed har den fælles miljøpolitik, der blev opbygget i 1970'erne, fået lovstatus. Allerede i fællesakten fra 1987, som gav EF kompetence på miljøområdet, blev det bestemt, at miljøbeskyttelseskravene skal tages i betragtning ved gennemførelsen af alle fællesskabspolitikker. Indsættelsen af et sådant overordnet princip i EF-traktaten, som er helt speciel for miljøbeskyttelsen, giver den en særlig plads. Afstanden fra teori til praksis er imidlertid lang, og især i tilbagegangstider kan der opstå konflikt mellem økonomiske interesser og miljøpolitiske krav. Et klart eksempel herpå er de fælles grænseværdier for emissioner fra lastbiler, der blev indført for første gang i 1970, og derefter flere gange ændret, sidst i Det er ikke almindeligt forstået, at med en hensigtsmæssig lovgivningsramme kan økonomisk vækst udmærket forenes med en udvikling, der ikke skader miljøet, og at miljøbeskyttelse ikke behøver at skade konkurrencen, men endog kan styrke den. Udviklingen i EF's miljøpolitik fra efterbehandling til forebyggelse Miljøpolitikken var ikke et af Fællesskabets ansvarområder under 1957-traktaterne og på det tidspunkt reagerede medlemsstaterne på den stigende forurening med nationale indgreb. Problemerne med den grænseoverskridende forurening kan imidlertid ikke løses effektivt på nationalt plan. Da EF-medlemsstaternes miljøpolitiske tiltag og miljørelevante produktnormer desuden i stigende grad viste

162 162 sig at være handelshindringer og dermed at stå i vejen for EF's mål om fri vareudveksling, blev kravet om fælles handling på miljøområdet stadig kraftigere. Kort efter første FN-miljøkonference i juni 1972 opfordredes Europa- Kommissionen derfor på et topmøde i Paris ( -> Europa-Kommissionen) til at udarbejde et handlingsprogram for miljøpolitikken. Retsgrundlaget herfor var artikel 2 i EØF-traktaten, hvori det anføres, at Fællesskabet bl.a. har til opgave at fremme en harmonisk og afbalanceret udvikling af den økonomiske virksomhed i medlemsstaterne. Dette mål kunne kun nås, hvis der blev taget hensyn til miljøbeskyttelsen. Der henvistes ligeledes til traktatens præambel, der gør det til et mål stadig at forbedre folks levevilkår og beskæftigelsesforhold. Bemyndigelsen til gennemførelsen af foranstaltningerne på miljøområdet indeholder EØFtraktatens artikel 235, der giver EF beføjelser til handling, såfremt det viser sig påkrævet, og der iøvrigt ikke er fornøden hjemmel dertil, og artikel 100 i samme traktat, hvorefter der skal ske en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der direkte indvirker på det fælles markeds oprettelse og funktion. Lovgivningen baseret på disse to traktatgrundlag kunne dog kun vedtages af Ministerrådet ( -> Rådet for Den Europæiske Union) med enstemmighed. Det blev således så tidligt som ved 1970'ernes begyndelse erkendt, at en fælles miljøpolitik både var principielt nødvendig og lovmæssig. EF's miljølovgivning har derefter efterhånden udviklet sig til et kompleks med over 200 direktiver og forordninger, først og fremmest vedrørende beskyttelse af vandmiljøet, kontrol med luftforureningen, kemikalier, beskyttelse af flora og fauna, støjforurening og spildevandsudledning. I den europæiske miljølovgivning, der stadig udvikler sig, er miljøbestemmelserne tilpasset økonomiske krav. Det er op til medlemsstaterne, hvor effektiv EF's miljølovgivning skal være, dvs. det afhænger af, i hvilket omfang direktiverne bliver omsat til love i medlemsstaterne. De mange overtrædelsessager, f. eks. i forbindelse med beskyttelsen af vandmiljøet, er imidlertid tegn på, at dette ikke sker i tilfredsstillende omfang. Foruden miljølovgivningen har Fællesskabet også udarbejdet handlingsprogrammer med retningslinjer og mål for miljøpolitikken. I tredje handlingsprogram fra 1983 blev hovedvægten stadig lagt på forebyggelse og beskyttelse, men i fjerde handlingsprogram ( ) skete der en markant ændring i retning af en forebyggelsespolitik. Fællesskabet har også opstillet forskningsprogrammer for miljøbeskyttelsen. Et eksempel herpå er STEP (programmet for videnskab og teknologi på miljøområdet) og EPOCH (europæisk program for klimatologi og naturkatastrofer). Først med vedtagelsen af fællesakten i 1987 fik EF klare beføjelser på miljøområdet (EØF-traktatens artikel 130 R T). Virkningen heraf blev, at en række retningslinjer, der længe blot havde været fulgt, nu blev officielt vedtaget. Det drejede sig om forebyggelses- og forsigtighedsprincipperne og principperne om, at forureneren betaler, og at miljøskader fortrinsvis afhjælpes ved kilden. Der tilføjedes et nærhedsprincip for miljøområdet, hvorefter EF kun tager initiativer, hvis de fastlagte mål kan realiseres bedre på fællesskabsplan end på nationalt

163 plan. Det vigtigste instrument til sikring af, at der tages miljøhensyn ved vedtagelsen og gennemførelsen af EF-foranstaltninger er, som det kræves i fællesakten, en vurdering af, hvorledes indvirkningen er på miljøet. Et direktiv herom trådte i kraft i juli 1988, efter at 22 forskellige forslag havde været drøftet. Der blev fastsat en standardprocedure for denne vurdering, der skal anvendes ved planlægningen af økonomiske projekter, således at deres virkninger på mennesker, flora, fauna og miljø kan kontrolleres. Det blev ligeledes fastsat i fællesakten, at beslutninger på miljøområdet skulle træffes med enstemmighed, og at Europa- Parlamentet i princippet kun skulle høres. Følgebeslutningerne kunne Ministerrådet dog vedtage med kvalificeret flertal ( ->Beslutningsprocedurer). Det var imidlertid også blevet muligt at indføre miljøbeskyttelsesforanstaltninger på grundlag af den nye artikel 100 A i EØF-traktaten, blot de var til gavn for gennemførelsen af det indre marked. Her var det proceduren for samarbejde med Parlamentet, der skulle anvendes, og derved åbnedes der mulighed for flertalsafstemning, hvilket betød hurtigere beslutningstagning. Først da traktaten om Den Europæiske Union blev vedtaget, blev princippet om flertalsafstemninger og øget deltagelse fra Parlamentets side imidlertid indført (procedurer på grundlag af artikel 189 B i EF-traktaten). Betydelige områder blev dog undtaget, f.eks. bestemmelser om miljøafgifter og tiltag inden for energisektoren. På disse områder kræves der stadig enstemmighed. EUROPA FRA A TIL Å 163 En fælles miljøpolitik for 1990'erne Med programmet for indførelsen af det indre marked fik miljøpolitikken en skarpere profil, og det blev påpeget, at det hastede med at få indført miljøforanstaltninger. I en undersøgelse, som Kommissionen fik udført i 1989, advaredes der kraftigt mod risikoen for, at forureningen af miljøet skulle tage til i det indre marked, hovedsagelig som følge af den stærkt forøgede vejtrafik. Kommissionen vil imødegå dette med strenge miljønormer og dermed få indført en høj grad af beskyttelse i det indre marked. Desuden kan medlemsstaterne uhindret indføre deres egne miljøbeskyttelsesforanstaltninger (EF-traktatens artikel 100 A, stk. 4 og 130 T). Gældende nationale beskyttelsesforanstaltninger, der er mere vidtgående end de fælles ordninger, kan bevares. De må dog ikke være helt ude af proportioner, og hvis det viser sig, at de udgør skjulte handelshindringer, er de en overtrædelse af fællesskabslovgivningen. Det er især de nordiske lande og Tyskland der har forholdsvis strenge miljønormer. Fællesskabet har foruden at udbygge sin miljølovgivning vedtaget et stort antal andre foranstaltninger. Strategien i femte handlingsprogram, Mod en bæredygtig udvikling, der blev vedtaget i 1993, er med deltagelse af alle parter og ved hjælp af forebyggelse at gennemføre yderligere fremskridt inden for miljøbeskyttelsen, især på transport- og energiområdet. Den fælles CO2-afgift, der har været drøftet siden 1990, blev imidlertid heller ikke vedtaget i 1994, og det er nu op til de enkelte medlemsstater at indføre afgiften. Nogle medlemsstater har allerede indført en sådan afgift. Kommissionen forelagde i 1995 et forslag til rammedirektiv med fælles parametre til brug ved frivillig indførelse af afgiften.

164 164 Den fælles politik til nedbringelse af drivhuseffekten er kun et system til overvågning af CO2-emissionerne, sammen med ALTENER-programmet om fremme af vedvarende energikilder og SAVE-programmet om fremme af energieffektiviteten. Det er så op til medlemsstaterne at gennemføre nationale programmer til nedbringelse af disse emissioner, men ingen af de tiltag, de har taget, har hidtil været fuldstændige eller af tilsvarende omfang. Det er usandsynligt, at EF's mål om at stabilisere CO2-emissionerne senest i år 2000 kan nås på denne måde. Internationalt er klimabeskyttelsen et centralt miljøpolitisk spørgsmål. EF's miljøministre blev i december som reaktion på det stigende pres, bl.a. indefra fra miljøorganisationer, men også fra USA - enige om at nedbringe produktionen og forbruget af chlorfluorcarboner med 50% senest i begyndelse af 1992 og helt at afskaffe dem medio Forinden havde der lige fra 1970'ernes slutning været ført intense internationale forhandlinger om dette spørgsmål, hvor Kommissionen på Fællesskabets vegne - Fællesskabet var den største producent og eksportør af disse stoffer - havde stået meget stejlt, især på grund af fransk og britisk modstand. I kølvandet på nye og alarmerende rapporter blev EF's miljøministre imidlertid ved udgangen af 1992 enige om, at produktionen skulle ophøre allerede i januar Plejen af miljøet indgår også i den fælles miljøpolitik. Kommissionen udarbejdede i 1993 en grønbog med det formål at lægge op til en debat om, hvorledes miljøskader kunne afhjælpes. EF's fælles miljøpolitik omfatter tilskud til miljøgavnlige investeringer. Disse tilskud stilles til rådighed gennem LIFE, der i årene har 450 mio. ECU til rådighed til finansieringer inden for miljøet, eller gennem strukturfondene/samhørighedsfonden ( -> Regional- strukturpolitik). Ved udgangen af 1989 indførtes ENVIREG-programmet som led i strukturpolitikken. Der er tale om et fællesskabsinitiativ til miljøbeskyttelse og fremme af den økonomiske udvikling i EU's økonomisk svageste områder. Også -> Den Europæiske Investeringsbank tilbyder lån til f. eks. opførelse af affaldsmodtageanlæg og rensningsanlæg. Produkter, der har gennemgået en bestemt test, kan nu tildeles EU-miljømærke. Dette mærke blev indført i sommeren 1993, og fra 1995 kan virksomheder, der har bevist miljøvenlig optræden, tildeles et miljøbeskyttelsesmærke. Det Europæiske Miljøagentur, der først og fremmest skal være et informations- og dokumentationscenter, begyndte sit virke i oktober 1993 i København. Efter at beslutningen om Agenturets oprettelse og oprettelsen af et net af miljøobservatorier var blev truffet i maj 1990, skulle Det Europæiske Råd bruge tre år til at blive enig om, hvor det skulle ligge. Alle EU-borgere har hermed nu en lovfæstet ret til at få omfattende information om miljøbeskyttelse og forurening, og de kan uhindret henvende sig til de ansvarlige myndigheder. EU har pligt til at sikre miljøvenlig adfærd inden for alle områder af økonomien og må derfor også leve op til sit miljøpolitiske ansvar i forbindelse med sine -> forbindelser udadtil, især i relation til Østeuropa og udviklingslandene. Det har dog

165 endnu ikke indfriet sit løfte om at spille en aktiv rolle ved virkeliggørelsen af den miljøhandlingsplan, som FN vedtog i Rio. I Maastricht blev det som et af de miljøpolitiske mål fastsat, at miljøproblemerne skal løses ved internationalt samarbejde (EF-traktatens artikel 130 R, stk.1) og EU er selv part i forskellige miljøbeskyttelsesaftaler. I EU's egne aftaler med tredjelande eller landegrupper indsættes der således nu en bestemmelse om miljøbeskyttelse, og som led i det udvidede samarbejde med de østeuropæiske lande indgås der bilaterale miljøaftaler. EU spiller en afgørende rolle i miljøhandlingsprogrammet af 1993 for de central- og østeuropæiske lande, og den tredje fælleseuropæiske ministerkonference om miljøet blev holdt i Sofia i oktober Også Det Europæiske Miljøagentur er inddraget i samarbejdet med de central- og østeuropæiske lande. EUROPA FRA A TIL Å 165 Status og udsigter EU har foruden sine nationale og bilaterale aktiviteter en stadig vigtigere rolle at spille for miljøpolitikken i Europa. EU har nu vedtaget miljøpolitiske tiltag på alle relevante områder. En status over europæisk miljøpolitik ville imidlertid give tvetydige resultater. Den stadig tiltagende aktivitet viser, at der lægges stadig større vægt på miljøet, men forbeholdene fra de berørte virksomheder vokser i takt med, at europæisk miljøpolitik konkretiseres og effektiviseres. Det er således fortsat et åbent spørgsmål, om det vil lykkes at tage de afgørende skridt i retning af en bæredygtig økonomisk udvikling. Kommissionen arbejder på forskellige strategier. Et eksempel herpå er hvidbogen om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse fra Hvis man skal nå frem til en økologisk fællesnævner, hvor både økonomi, teknologi og samfundets tarv indgår, må der indføres miljøafgifter sammenkoblet med en økologiafhængig reform af afgiftsordningerne. Der er imidlertid ikke fremskridt i sigte på dette område. Det er også fortsat uklart, hvor det i stadig højere grad politisk motiverede nærhedsprincip vil føre hen - Kommissionen har allerede trukket forskellige planlagte retsakter tilbage. En anden risiko er, at EU's miljønormer efterhånden udvandes. En løsning er, at miljødimensionen integreres i politikkerne på de andre områder. For at sikre at miljøkravene tages i betragtning inden for alle områder af EF's aktiviteter, har Kommissionen i hvert enkelt generaldirektorat udpeget en person til denne opgave, og i 1994 blev der indført en generel høringsprocedure for miljøet. Den fælles miljøpolitik vil heller ikke undgå at blive hvirvlet ind i kommende konflikter mellem økonomiske og økologiske interesser. Selv nogle af de infrastrukturprojekter, som EU har støttet og fundet nødvendige, er i modstrid med miljøinteresser. Det, som den fælles miljøpolitik mest af alt behøver ved 1990'ernes afslutning, er nye impulser, og de nye medlemsstater, f.eks. Østrig med dets interesse for en økologisk transportpolitik, vil derfor forhåbentlig gøre deres indflydelse gældende. Anita Wolf-Niedermaier

166 166 Regeringskonferencen Retsgrundlag: Unionstraktatens artikel N, stk. 2 samt diverse revisionsopdrag i artikel B, femte led, EF-traktatens artikel 189 B, unionstraktatens artikel J 10 og J 4 samt erklæring nr. 1 og 16 til unionstraktaten. Formål: Styrkelse af institutionernes og beslutningsprocedurernes effektivitet, et Europa, der er nærmere borgerne, styrkelse af Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitiske handlemuligheder, videreudvikling af samarbejdet om retlige og indre anliggender. Litteraturhenvisninger: Jopp, Mathias/Schmuck, Otto (Udg.): Die Reform der Europäischen Union. Analysen-Positionen - Dokumente zur Regierungskonferenz 1996/1997, Bonn (Europa Union Verlag) 1996; Europäisches Parlament, GD Wissenschaft, Weissbuch zur Regierungskonferenz 1996, 3 bind, Luxembourg Referingskonferencen (RK) til revidering af traktaten om Den Europæiske Union blev åbnet den 29. marts 1996 i Torino af Det Europæiske Råd, og den vil formodentlige strække sig ind i år Forhandlingerne føres løbende hver uge af udenrigsministrenes personlige befuldmægtigede og én gang om måneden af udenrigsministrene selv. -> Det Europæiske Råd overvåger forløbet af RK, om nødvendigt også på særlige møder. -> Europa-Parlamentet underrettes regelmæssigt og kan fremføre sine synspunkter. Baggrund Baggrunden for RK er at finde i de opfordringer, der er indskrevet i traktaten om Den Europæiske Union, om en nærmere undersøgelse i 1996 af nyindførte procedure og politikker. Dertil kommer en række forslag fra de enkelte medlemsstater samt den liste over reformer, der er blevet opstillet af Det Europæiske Råd i Bruxelles, på Korfu, i Madrid og i Torino. Desuden skal RK ses i sammenhæng med -> Den Europæiske Unions kommende udvidelsesrunder, idet der helst inden der tages hul på disse, skulle være sket en intensivering af integrationsprocessen. Konferencen er blevet forberedt af en refleksionsgruppe, der blev nedsat af statsog regeringscheferne (juli-december 1995), og hvis beretning indeholdt en præcisering af, hvilke punkter i traktaten om Den Europæiske Union der fortrinsvis bør revideres. Forud herfor var der udsendt beretninger fra -> Rådet og -> Europa-

167 Kommissionen om, hvorledes traktaten om Den Europæiske Union fungerede, samt vedtaget to beslutninger i Europa-Parlamentet. Kort inden starten på RK har Kommissionen klart givet udtryk for, hvilke forventninger den stiller til RK. EUROPA FRA A TIL Å 167 De centrale emneområder Regeringsforhandlingerne er centreret om tre emneområder. Det første drejer sig om borgeren og Den Europæiske Union, og her er det spørgsmål som en stærkere forankring af de borgerlige og grundlæggende rettigheder i traktaten om Den Europæiske Union, en større grad af gennemsigtighed i forbindelse med sagsbehandlingen i EU samt forbedring af den indre sikkerhed i Unionen, der står i centrum. Det andet område er koncentreret om en effektivisering af procedurerne gennem en mulig udvidelse af adgangen til flertalsafgørelser, en undersøgelse af vægtningen af stemmer i Rådet (med henblik på at skabe bedre balance mellem de større og mindre medlemsstater) samt en forenkling af procedurerne under særlig hensyntagen til Europa-Parlamentets medbestemmelsesbeføjelser ( -> Beslutningsprocedurer). Det tredje emneområde drejer sig om større handlemuligheder for EU i udenrigs- og sikkerhedspolitikken gennem etablering af et planlægnings- og analyseorgan, eventuelle ændringer af beslutningstagningssystemet, en forbedring af Unionens udenrigspolitiske repræsentation og videreudvikling af forsvarspolitikken. Som følge af den store arbejdsløshed i Unionen er emnet vedrørende en europæisk beskæftigelsespolitk i den senere tid rykket i forgrunden. På basis af et tysk-fransk forslag tages det generelle spørgsmål om en smidiggørelse af procedurerne op, med det formål eventuelt at give et vist antal medlemsstater mulighed for at gå videre end de andre i integrationsprocessen. Status Hidtil har regeringskonferencen kun gjort beskedne fremskridt. Det er ikke blot den nuværende britiske regerings modstræbende holdning, der volder særlige problemer. Også mellem de andre medlemsstater er der stor uenighed om, hvor langt man rent konkret skal gå med diverse traktatmæssige ændringer og tilføjelser, selv om der tegner sig et klart flertal for bestemte reformer. På baggrund af medlemsstaternes nødvendige ratificering af forhandlingsresultaterne kan man primært forvente en konsolidering og moderat videreudvikling af de bestående procedurer og kompetencebestemmelser. Mathias Jopp

168 168 Regional- og strukturpolitik Retsgrundlag: EF-traktatens præambel samt artikel 2, 3, 39, og 130 A-E. Formål: At styrke den økonomiske og sociale samhørighed i Unionen, navnlig ved iværksættelse af regionalpolitiske, strukturpolitiske, sociale, landbrugspolitiske og arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger. Instrumenter: De tre strukturfonde (Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond (ESF) og Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Udviklingssektionen); det finansielle instrument for udvikling af fiskeriet (FIUF), Samhørighedsfonden, som er oprettet med henblik på de medlemsstater, hvis BNP pr. indbygger er mindre end 90% af EF-gennemsnittet, og som tager sigte på projekter inden for områderne miljø og transeuropæiske net; Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Budget: 1994 (forpligtelser): Strukturfondene: 21,3 mia. ECU (29% af EU-budgettet), heraf EFRU: 9,0 mia. ECU, ESF: 6,5 mia. ECU, EUGFL, Udviklingssektionen: 3,3 mia. ECU, FIUF: 0,4 mia. ECU, EF-initiativer: 1,7 mia. ECU, andre foranstaltninger: 0,4 mia. ECU; Samhørighedsfonden: 1,9 mia. ECU (2,5%); EIB (som ikke udgør en del af EF-budgettet): långivning inden for Fællesskabet 1993: 17,7 mia. ECU. De økonomiske og sociale forskelle inden for Den Europæiske Union (EU) er betydelige. Blandt de strukturelle problemer er de regionale skævheder de mest iøjnefaldende. De giver sig udslag i betydelige indkomstforskelle mellem EU's regioner og i store beskæftigelsesproblemer. Der er dog ikke blot tale om regionale forskelle inden for de enkelte medlemsstater, men også om nationale forskelle, idet den økonomiske ydeevne kan variere stærkt fra medlemsstat til medlemsstat. I forbindelse med udvidelsen mod syd blev forskellen mellem velstående og mindre velstående lande mere markant, da de nye lande omfattede områder med stort udviklingsefterslæb. Siden da er det tidligere Østtyskland med alt, hvad dertil hører af økonomiske og strukturelle problemer, blevet en del af EU. Finland, Østrig og Sverige, som blev medlemmer i 1995, hører derimod til de velstående lande, skønt de heller ikke er fri for strukturelle problemer. Til områderne med udviklingsefterslæb hører Grækenland, Portugal, store dele af Spanien, Syditalien og Sardinien, Irland, Nordirland, Korsika og de franske oversøiske departementer samt de nye tyske delstater. Problemet med de tilbagestående regioner forstærkes af de tidligere velstående områders problemer med at klare den nødvendige

169 0 omstilling fra hensygnende industrier såsom kulminedrift, stålindustri, skibsbygningsindustri og tekstilindustri til industrier og serviceerhverv, som har en fremtid. I de tre nye medlemsstater er der derimod kun enkelte tilbagestående regioner. EUROPA FRA A TIL Å 169 Bruttonationalprodukt pr. indbygger i 1993 i købekraftsstandarder Regioner, hvis BNP overstiger EU-15- gennemsnittet med mere end 50% Hamborg Bruxelles Ile de France Darmstadt Wien EUR Regioner, hvis BNP er på under halvdelen af EU-15- gennemsnittet Voreio Aigaio (Grækenland) Ipeiros (Grækenland) Madeira (Portugal) Azorerne (Portugal) Alentejo (Portugal) Baggrunden for EF's aktion Allerede på et tidligt tidspunkt indså beslutningstagerne, at det var nødvendigt dels at afbøde virkningerne af den økonomiske integration for arbejdstagerne og for særligt udsatte erhvervsområder, dels at tilvejebringe økonomisk ligevægt mellem de velstående og de mindre velstående regioner. Allerede i Rom-traktaten blev det fastsat, at der skulle træffes foranstaltninger til imødegåelse af integrationens følgevirkninger på det sociale område og inden for landbruget. Behovet for et specifikt regionalpolitisk instrument blev forstærket efter Danmarks, Irlands og Storbritanniens tiltrædelse i 1973, og dette resulterede i, at Fællesskabet i 1975 indførte en egentlig regionalpolitik. Strukturpolitiske tiltag Formålet med EF's strukturpolitik er dels at yde finansiel støtte, dels at koordinere medlemsstaternes politik. Desuden føres der kontrol med de nationale støtteordninger, således at det kan sikres, at de ikke virker konkurrenceforvridende.

170 170 Strukturfondene er selve fundamentet i den europæiske strukturpolitik. Den Europæiske Socialfond (Social- og arbejdsmarkedspolitik) blev oprettet allerede i 1960; den er i årenes løb kommet til at spille en stadig stærkere rolle som instrument for den europæiske arbejdsmarkedspolitik. I 1962 oprettedes Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (Landbrugspolitik), hvoraf Udviklingssektionen har til opgave at fremme den strukturelle tilpasning. I 1975 oprettedes Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), ikke mindst for at hindre, at den nye medlemsstat Storbritannien - som var importør af landbrugsvarer og ikke, som de øvrige lande, havde alvorlige problemer med landbrugsstrukturerne - skulle blive nettobidragsyder til en forfejlet landbrugspolitik. Siden da har Fællesskabet ydet finansiel støtte til udviklingen af ugunstigt stillede regioner. Ud over strukturfondene råder Fællesskabet over en række andre finansielle instrumenter med strukturpolitisk sigte, nemlig Samhørighedsfonden for økonomisk svage medlemsstater (siden 1993), det nyligt oprettede (1993) finansielle instrument til udvikling af fiskeriet (FIUF) samt lån fra -> Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Til at begynde med blev de strukturpolitiske midler i vid udstrækning bevilget uafhængigt af hinanden, således at der var risiko for, at forskellige støtteordninger overlappede eller modvirkede hinanden. I de sidste mange år har Fællesskabet bestræbt sig på at koordinere alle strukturpolitiske foranstaltninger og dermed føre en helstøbt strukturpolitik, hvor hovedvægten lægges på det regionalpolitiske mål. Den europæiske fælles akt fra 1986 pålagde Europa-Kommissionen at forelægge et samlet forslag til en reform af strukturpolitikken. Som følge heraf vedtog Ministerrådet (Rådet for Den Europæiske Union) en reform af strukturfondene efter høring af Europa-Parlamentet (EP) og Det Økonomiske og Sociale Udvalg. Beslutningen krævede enstemmighed. Under hensyntagen til de erfaringer, der blev indhøstet i perioden efter reformen, blev bestemmelserne atter ændret i sommeren 1993, og ved samme lejlighed blev der oprettet et finansielt instrument til udvikling af fiskeriet (FIUF) (Fiskeripolitik). De enkelte gennemførelsesbeslutninger om tildeling af strukturfondsmidlerne træffes af Ministerrådet med kvalificeret flertal, på forslag af Kommissionen og i samarbejde med Europa- Parlamentet. I forbindelse med undertegnelsen af traktaten om Den Europæiske Union i februar 1992 besluttede medlemsstaterne at oprette en samhørighedsfond inden udgangen af 1993 til fordel for Spanien, Portugal, Grækenland og Irland. Formålet med fonden er at fremme regionaludviklingen og skabe bedre forbindelser mellem EU's randområder og de mere centrale områder ved ydelse af bidrag til miljø- og transportinfrastrukturprojekter, dvs. transeuropæiske net. Fonden blev oprettet i foråret 1993 på grundlag af en foreløbig forordning. Traktaten indeholder desuden udtrykkelige bestemmelser om, at det kommende Regionsudvalg skal høres i forbindelse med strukturpolitiske spørgsmål.

171 Der er betygelige forskelle i arbejdsløsheden regionerne imellem 171 Arbejdsløshedsprocenter i EU s regioner (i %, 1994) F F F F E P P > % 6-10 % < 6 % Kilde: Eurostat Tal foreligger ikke Principperne i EF's strukturpolitik Efter reformen af strukturfondene på det udvidede grundlag, som blev fastlagt af Rådet i juli 1993 med henblik på perioden , er EF's strukturpolitiske indsats fortsat koncentreret om fem hovedmål, som dog er blevet justeret en smule i forhold til 1988: 1) fremme af udviklingen i tilbagestående regioner, dvs. regioner, hvis bruttonationalprodukt pr. indbygger ikke overstiger 75% af EF-

172 172 gennemsnittet; 2) omstilling i de regioner, grænseregioner eller dele af regioner, der er hårdt ramt af den industrielle tilbagegang. Dette kriterium anses for at være opfyldt, hvis der kan konstateres et markant fald i industribeskæftigelsen, og hvis arbejdsløsheden ligger over EF-gennemsnittet; 3) bekæmpelse af langtidsledighed og fremme af den erhvervsmæssige integrering af unge og af personer, der er udsat for udelukkelse fra arbejdsmarkedet; 4) lettelse af arbejdstagernes tilpasning til de industrielle ændringer og udviklingen i produktionssystemerne; 5) fremme af udviklingen af landdistrikterne ved at fremskynde tilpasningen af landbrugsstrukturerne og ved at lette tilpasningen af strukturerne, herunder fiskeristrukturerne; forudsætningen for, at der kan ydes støtte, er, at befolkningstætheden er ringe, at landbrugsbeskæftigelsen udgør en betydelig andel af den samlede beskæftigelse, at indkomstniveauet inden for landbruget er lavt, og at det generelle socioøkonomiske udviklingsniveau i den pågældende region ligger under gennemsnittet. Som resultat af tiltrædelsesforhandlingerne med de fire EFTAlande blev der fastsat et sjette mål, nemlig fremme af regioner med usædvanlig lav befolkningstæthed, dvs. mindre end otte indbyggere pr. kvadratkilometer. De pågældende - skandinaviske - regioner skal således ligestilles med mål 1-regionerne. Målet skal tages op til fornyet overvejelse ved revisionen af strukturfondsforordningerne i EF's interventioner skal gennemføres i overensstemmelse med nærhedsprincippet, dvs. at de kun skal udgøre et supplement til de nationale, lokale og øvrige aktioner, og at de begrænses til de tilfælde, hvor initiativtagernes egne midler er utilstrækkelige. Gennemførelse af støtteforanstaltningerne EF's strukturpolitiske støtteforanstaltninger skal stemme overens med den gældende EF-støtteramme (EFSR). EFSR fastlægges af Kommissionen og de nationale myndigheder i fællesskab. EF-støtterammerne for foranstaltninger i henhold til mål 1, 2 og 5b er baseret på regionale udviklingsplaner, som udarbejdes af de nationale myndigheder i samråd med de kompetente regionale og lokale myndigheder. Planerne skal indeholde en beskrivelse af den socioøkonomiske og miljømæssige situation i den pågældende region/delregion, en redegørelse for den strategi, der skal følges, en angivelse af de områder, der først og fremmest skal tilgodeses (prioriterede felter), samt en vurdering af de forventede virkninger på beskæftigelsen og miljøet. Desuden indbefatter de en oversigt over anvendelsen af de EU-midler, hvorom der ansøges, med angivelse af de enkelte finansieringskilder; for mål 1-regionerne skal der ydermere vedlægges en oversigt over de finansielle midler, som medlemsstaten stiller til rådighed. EF-støtterammerne for mål 3- og 4-foranstaltninger er baseret på nationale aktionsplaner. Disse planer indeholder ligeledes en beskrivelse af situationen, en redegørelse for de påtænkte arbejdsmarkedspolitiske strategier samt en oversigt over anvendelsen af de påregnede finansielle midler og de forventede virkninger. EF-støtterammerne indeholder oplysninger om målene for EF-interventionerne, arten og varigheden heraf, de prioriterede felter samt en finansieringsplan med angivelse af beløb og

173 finansieringskilde. Det foretrukne middel til gennemførelse af aktionerne er de såkaldte operationelle programmer, som sammenfatter de forskellige projekter i det omfang, de supplerer hinanden. Disse programmer kan enten forelægges af de nationale myndigheder eller udarbejdes på Kommissionens initiativ (EF-initiativer). EUROPA FRA A TIL Å 173 Men EF-støtterammerne kan også rumme enkelte store projekter eller være baseret på globaltilskud. I sidstnævnte tilfælde kan der udpeges et særligt organ, som får til opgave at forvalte midlerne. Foranstaltninger EFRU-midlerne er først og fremmest bestemt til erhvervsinvesteringer og infrastrukturinvesteringer, herunder investeringer i sundheds- og uddannelsessektoren samt i transeuropæiske net på transport-, telekommunikations- og energiområdet. Med henblik på udviklingen af regionernes interne udviklingspotentiale, fremme af innovation og turisme samt indretning af servicefaciliteter kan EFRU yde såvel investerings- som driftsstøtte til små og mellemstore virksomheder og desuden deltage i finansieringen af aktiviteter inden for forskning og teknologisk udvikling. ESF yder først og fremmest støtte til bekæmpelse af arbejdsløsheden, herunder foranstaltninger, som letter adgangen til arbejdsmarkedet, bidrager til at skabe lige muligheder på arbejdsmarkedet, udvikler faglige kvalifikationer og skaber nye arbejdspladser. I mål 1-regionerne kan der også ydes støtte til udvidelse og forbedring af det almene uddannelsessystem og erhvervsuddannelserne, hovedsagelig gennem uddannelse af lærere. EUGFL, Udviklingssektionen, yder støtte til forbedring af landbrugsstrukturerne samt til omstilling af landbrugsproduktionen og udvikling af supplerende aktiviteter inden for landbruget. Inden for rammerne af de 13 EF-initiativer, der er vedtaget, kan der på forslag af Kommissionen ydes strukturfondsstøtte til specifikt strukturpolitiske aktioner inden for syv forskellige områder, nemlig tværregionalt samarbejde og grænseoverskridende netværk, udvikling af landdistrikterne, regioner i EU's yderste periferi, beskæftigelse og udvikling af menneskelige ressourcer, ændringer i industrien, kriseramte bykvarterer og omstrukturering af fiskerisektoren. Via Samhørighedsfonden støtter EF investeringer i miljøforbedring og i udbygning af transeuropæiske transportnet i Grækenland, Spanien, Irland og Portugal. FIUF finansierer ikke blot specielle strukturforanstaltninger inden for fiskeri, men yder også støtte til akvakultur samt til forarbejdning og afsætning af produkterne. Inden for mål 1-områderne dækker strukturfondene og FIUF normalt op til 75% (i behørigt begrundede tilfælde endog op til 85%) af de samlede omkostninger og mindst 50% af de offentlige udgifter. I de øvrige regioner udgør EF-støtten op til 50% af de samlede omkostninger og mindst 25% af de offentlige udgifter. Interventionssatserne er således gradueret efter arten og omfanget af de regionale problemer samt efter de respektive medlemsstaters finansielle formåen. EIB yder lån til infrastrukturinvesteringer, normalt på markedsvilkår. På Kommissionens vegne yder EIB også lån via det nye fællesskabsinstrument (NIC, -> Budget), til

174 174 hvilket Kommissionen yder rentegodtgørelser. Edinburgh-faciliteten tog sigte på at fremme det økonomiske opsving i Europa i 1993 og 1994 ved at stille yderligere midler til rådighed for infrastrukturprojekter, navnlig inden for transport, telekommunikation og energi - hovedsagelig transeuropæiske net - samt inden for miljøbeskyttelse og byfornyelse. Finansielle ressourcer -> Det Europæiske Råds beslutning i februar 1988 resulterede i en fordobling af strukturfondsmidlerne i perioden På topmødet i Edinburgh i december 1992 blev det besluttet at styrke fondene yderligere med henblik på perioden Således vil strukturfondene (inklusive FIUF) få stillet 24 mia. ECU (1992-priser) til rådighed i I 1999 vil beløbet udgøre 27,4 mia. ECU). Heraf vil ca. 70% blive anvendt i mål 1-områderne. Hertil kommer Samhørighedsfonden, hvortil der i 1993 var afsat 1,5 mia. ECU. I 1997 vil beløbet udgøre 2,5 mia. ECU og i ,6 mia. ECU. På grundlag af de samlede strukturpolitiske midler udarbejdes en oversigt over midlernes fordeling på de enkelte medlemsstater og de enkelte mål. Fordelingen, som er vejledende, viser, at det regionale udviklingsefterslæb fortsat anses for at være det mest presserende problem. Status Med øget koncentration af støtten og bedre samordning af foranstaltningerne er EF's strukturpolitik uden tvivl blevet mere effektiv. I mellemtiden er procedurerne også blevet forenklet, og Kommissionen tilskynder medlemsstaterne til at gøre øget brug af muligheden for at sammenfatte strategier og programmer i et enkelt dokument. Den kraftige forhøjelse af bevillingerne har øget strukturfondenes muligheder for at bidrage til en løsning af de alvorlige strukturpolitiske problemer, der gør sig gældende i EU. Ganske vist melder sig det spørgsmål, om absorptionsevnen i de regioner, der modtager støtte, ikke allerede er overskredet, og om støttens omfang stadigvæk levner plads for lokale initiativer. Desuden kritiseres det, at Kommissionen via EF-initiativerne får stadig større indflydelse på udformningen af den regionale strukturpolitik og dermed krænker nærhedsprincippet, især fordi en lang række initiativer med fordel kunne integreres i EF-støtterammerne. Endelig giver oprettelsen af nye fonde og finansieringsinstrumenter anledning til betænkelighed, da dette går ud over gennemsigtigheden i de strukturpolitiske interventioner. Hertil kommer, at det grundlæggende problem i EU's samlede strukturpolitik fortsat er uløst, idet strukturpolitikken til syvende og sidst blot er et surrogat for et effektivt finansielt udligningssystem, som fjerner de regionale skævheder. Et sådant system vil dog kræve en højere grad af konsensus og politisk integration - et mål, som næppe vil kunne nås inden for en overskuelig fremtid. Bernhard Seidel

175 Regionsudvalget EUROPA FRA A TIL Å 175 Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 4, stk. 2 og artikel 198A-198C Kompetence: Rådgivning af Kommissionen og Rådet på anmodning eller på eget initiativ Sammensætning: 222 repræsentanter for de regionale og lokale myndigheder i EU: 24 fra henholdsvis Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien, 21 fra Spanien, 12 fra henholdsvis Belgien, Grækenland, Nederlandene, Østrig, Portugal og Sverige, 9 fra henholdsvis Danmark, Finland og Irland og 6 fra Luxembourg Budget: 27 mio. ECU i 1995 Regionsudvalget, som blev oprettet ved traktaten om Den Europæiske Union, skal repræsentere de regionale og lokale myndigheder i -> Den Europæiske Union (EU) og sikre deres deltagelse i integrationsprocessen. Regionsudvalget består af 222 helt uafhængige repræsentanter for regionale og lokale myndigheder og et tilsvarende antal suppleanter, som beskikkes for fire år af -> Rådet for Den Europæiske Union ved enstemmig vedtagelse efter indstilling fra de respektive medlemsstater. Traktaten indeholder ingen bestemmelse om sædernes fordeling inden for medlemsstaterne eller om Udvalgets interne organisation. I næsten alle medlemsstaterne gav fordelingen af sæderne mellem de regionale og lokale myndigheder anledning til uenighed og undertiden heftige uoverensstemmelser mellem de forskellige instanser. Uanset disse vanskeligheder består Regionsudvalget i den første mandatperiode ( ) af lige mange regionale og lokale repræsentanter. I EU's organisationsstruktur fungerer Regionsudvalget som rådgivende organ for Rådet og -> Europa-Kommissionen. Det har til opgave at sammenfatte de regionale og lokale interesser og integrere dem i -> beslutningsprocedurerne og frem for alt sikre, at EU-lovgivningen er forenelig med de regionale og lokale strukturer og med administrativ praksis. Regionsudvalget skal således mindske afstanden mellem borgerne og de europæiske beslutningstagere. Med henblik herpå skal Regionsudvalget udtale sig om en række typisk regionale spørgsmål (EF-traktatens artikel 126, 128, 129, 129D, 130B, 130D og 130E), og herudover kan det på anmodning eller på eget initiativ udtale sig om ethvert andet spørgsmål. Regionsudvalgets udtalelser har ikke opsættende virkning og binder

176 176 ikke de besluttende organer. Regionsudvalget har således ingen formel mulighed for at gøre sin indflydelse gældende og kan ikke indlede retlige skridt i tilfælde af en krænkelse af dets høringsrettigheder. Regionsudvalget Rådgivende organ for Den Europæiske Union 222 repræsentanter for delstater, regioner, amter og kommuner Politiske områder, som Rådet og Kommissionen skal høre Regionsudvalget om: Fremme af almen uddannelse og erhvervsuddannelse Rremme af kulturen Sundhedsvæsen Transeuropæiske net Struktur- og regionalpolitik DERUDOVER SKAL REGIONSUDVALGET HØRES, HVIS MAN KOMMER IND PÅ REGIONALE INTERESSER UNDER HØRINGEN AF DET ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG. Intern organisation Indholdet af Udvalgets beslutninger drøftes i otte underudvalg og forelægges plenarforsamlingen til vedtagelse. Med henblik på regeringskonferencen i 1996 er der ud over underudvalgene nedsat et ad hoc-udvalg, som beskæftiger sig med institutionelle spørgsmål. Arbejdet i Regionsudvalget er derfor overordentligt tidkrævende for de regionale og lokale politikere. Samarbejdet i Regionsudvalget foregår inden for rammerne af politiske grupper hvoraf der til dato er oprettet fire (Europæisk Folkeparti, Europæiske Socialdemokrater, Liberale og Radikale ). Gruppetilhørsforholdet er dog ikke, som i -> Europa-Parlamentet bundet til et tilsvarende nationalt partitilhørsforhold, men er primært individuelt betinget. I spidsen for Regionaludvalget står en generalsekretær (indtil 1999: Dietrich Pause).

177 Status og fremtidsperspektiver Regionsudvalget indledte sit arbejde under meget vanskelige vilkår. Ikke desto mindre lykkedes det for Udvalget at blive funktionsdygtigt i løbet af meget kort tid og at tage stilling til spørgsmål, som er af meget stor betydning set i et regionalpolitisk perspektiv (f.eks. EF-initiativer i forbindelse med strukturfondene, EU-borgernes ret til at stemme ved kommunalvalgene, en grønbog om EU's audiovisuelle politik ). I fremtiden drejer det sig først og fremmest om at konsolidere de interne arbejdsstrukturer hurtigst muligt, bevare overblikket og i øvrigt koncentrere sig om de EU-spørgsmål, som er væsentlige ud fra et regionalog lokalpolitisk synspunkt. Under disse forudsætninger vil Regionsudvalget kunne udvikle sin egen institutionelle profil og dermed blive et forum for en europæisk græsrodspolitik. EUROPA FRA A TIL Å 177 Christian Engel

178 178 Rådet for Den Europæiske Union Retsgrundlag: EF-traktatens artikel og Beføjelser: Beføjelse til at træffe beslutninger, samordning af medlemsstaternes politik, gennemførelsesbeføjelser Sammensætning: En repræsentant for hver medlemsstat på ministerplan Afstemningsbetingelser: Beslutningstagning med simpelt eller kvalificeret flertal eller med enstemmighed Rådet for Den Europæiske Union er medlemsstaternes institution. Rådet udøver de funktioner, der tilkommer den lovgivende magt, og råder desuden også over gennemførelsesbeføjelser. Til udførelse af disse opgaver blev det udformet som en institution uden egen underbygning. Men en hurtig vækst inden for Det Europæiske Fællesskabs aktiviteter i kvantitativ og kvalitativ henseende førte til en arbejdsmæssig overbebyrdelse af Rådet og til en mangedobling af dets ressortmæssige sammensætninger, der nu er nået op på godt og vel 20 forskellige sammensætninger. Allerede i 1958 indledte De Faste Repræsentanters Komité (Coreper) sin virksomhed med henblik på at bistå Rådet. Under Coreper blev der etableret arbejdsgrupper bestående af nationale tjenestemænd, og antallet af disse grupper er nu oppe på omkring 200. Sammen med Rådets generalsekretariat udgør De Faste Repræsentanters Komité og arbejdsgrupperne Rådets underbygning, der er blevet meget omfattende. Ministerrådet, som det blev betegnet indtil ikrafttrædelsen af traktaten og Den Europæiske Union den 1. november 1993, var i perioden 1970 til 1985 stærkt præget af en manglende evne til at træffe beslutninger. Den kendsgerning, at man undlod at benytte sig af den i EØF-traktaten omhandlede mulighed for afstemning med kvalificeret flertal på en række områder, udvidelsen af EF i 1973 og tillige medlemsstaternes manglende evne til - efter gennemførelsen af målene for det fælles marked (det indre marked) at nå til enighed om videregående fælles målsætninger førte Rådet ind i en beslutningsmæssig blindgyde. Etablering af Det Europæiske Råd bestående af stats- og regeringscheferne (1974) som en institutionalisering af de topmøder, der indtil da havde fundet sted uden større regelmæssighed, var et forsøg på at skabe en politisk autoritet, der med klare prioriteringer og udstikning af retningslinjer skulle lette arbejdet for Ministerrådet og de andre fællesskabsinstanser. I realiteten mistede Rådet efter etableringen af

179 ->Det Europæiske Råd endnu mere af sin beslutningsevne og autoritet, da det efterhånden blev praksis, at Rådet overlod mange vigtige beslutninger til stats- og regeringscheferne. EUROPA FRA A TIL Å 179 En dynamisering af beslutningstagningen i Ministerrådet kom i stand i kraft af den europæiske fælles akt fra 1986, der først og fremmest tog sigte på det mål, som alle medlemsstater kunne samles om, nemlig gennemførelsen af det indre marked. I stedet for at finde en principiel løsning på problemet omkring medlemsstaternes vægring ved at benytte sig af flertalsafstemning, blev der med den europæiske fælles akt skabt en hensigtsmæssig forbindelse mellem flertalsprincippet og de for en gennemførelse af det indre marked nødvendige beslutninger. I praksis har det efter 1986 vist sig, at beslutningstagningen i Rådet nu foregår hurtigere, og at flertalsafgørelser er blevet en del af hverdagen. Med traktaten om Den Europæiske Union blev den skelnen, der endnu eksisterede i den europæiske fælles akt mellem EF-Ministerrådet og ministerrådsmøder vedrørende forbindelserne udadtil, ophævet. I forbindelse med den -> fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og i forbindelse med samarbejdet om retlige og indre anliggender er det alene Rådet, der har beføjelse, idet der inden for FUSP endog er åbnet mulighed for under særlige omstændigheder at træffe beslutninger med kvalificeret flertal. Sammenhængen mellem de tre søjler i Den Europæiske Union afspejler sig nu i den officielle betegnelse Rådet for Den Europæiske Union. Rådets funktioner og institutionelle placering Rådets hovedfunktion går ud på at repræsentere medlemsstaternes interesser på EU-niveau. Det forhold, at Rådet samtidig har en generel beføjelse til at træffe beslutninger, vidner om, at det er medlemsstaternes interesser, der i al væsentlighed bestemmelser politikken i EU, og at de dominerer Fællesskabets interesser, som manifesterer sig via -> Europa-Kommissionen og -> Europa- Parlamentet. Til at begynde med var det Rådet, der alene havde beføjelse til at træffe beslutninger inden for alle politiske områder i EF. Også gennemførelsesbeføjelserne tilkom i overvejende grad Rådet. Uden at Rådets stilling inden for det institutionelle system i princippet er blevet antastet, har det dog i mellemtiden måttet uddelegere sine gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen, og i -> budget- og associeringsspørgsmål samt i forbindelse med traktater om udvidelse af EU har det måttet dele sin beføjelse til at træffe beslutninger med Europa-Parlamentet. Gennem indførelsen af samarbejdsproceduren (EF-traktatens artikel 189 C) mellem Råd og Parlament, som omhandlet i den europæiske fælles akt, og medbestemmelsesproceduren (EF-traktatens artikel 189 B), der er indføjet i traktaten om Den Europæiske Union, er den parlamentariske indflydelse på EF/EU-lovgivningen gradvis blevet betydelig styrket. På området for Den Økonomiske og Monetære Union er det Rådet, der efter henstilling fra Kommissionen er ansvarlig for samordningen og den multilaterale overvågning af

180 180 de enkelte landes budgetpolitik. Rådets fortsat dominerende stilling i det institutionelle system begrænses først og fremmest af det forhold, at det - bortset fra ubetydelige undtagelsestilfælde - kun kan handle inden for EU-fællesskabsområdet på grundlag af et forudgående forslag fra Kommissionen. I ethvert møde i Rådet samt i dets underordnede organer deltager også repræsentanter for Kommissionen, der til enhver tid har ret til at ændre sit eget forslag eller trække det tilbage. Da Rådet kun med enstemmighed kan ændre et forslag fra Kommission, men ofte med kvalificeret flertal kan vedtage et kommissionsforslag, bliver der i Rådet kun sjældent truffet beslutninger uden tilslutning fra Kommissionen. Inden for FUSP er det derimod således, at Kommissionen og medlemsstaterne deles om initiativretten (unionstraktatens artikel J 8, stk. 3), mens det inden for samarbejdet om retlige og indre anliggender fortrinsvis er medlemsstaterne, der sidder inde med initiativretten (unionstraktatens artikel K 3, stk. 2). Afstemningsregler Afstemningsreglerne i Rådet er ikke fastlagt noget centralt sted, men i enkelthenvisninger. Hver enkelt henvisning i EF-traktaten indeholder bestemmelser om, i hvilken form og under anvendelse af hvilke afstemningsregler de enkelte institutioner deltager i -> beslutningsprocedurerne. En beslutningstagning i Rådet med simpelt flertal kan i henhold til traktaten altid finde sted, når intet andet er angivet. Afstemninger, hvor der stilles særlige krav til et flertal ( kvalificeret flertal ), eller hvor der kræves enstemmighed, er dog det mest almindelige. Ved bestemte afgørelser af traktatmæssig rækkevidde kræves der ud over enstemmighed i Rådet også en ratificering fra medlemsstaternes side i overensstemmelse med deres forfatningsretlige bestemmelser (f.eks. vedrørende EF's egne indtægter, i henhold til EF-traktatens artikel 201). I forbindelse med afstemninger med kvalificeret flertal tildeles medlemsstaternes stemmer følgende vægt i henhold til bestemmelserne i EF-traktatens artikel 148, stk. 2: Tyskland, Frankrig, Det Forenede Kongerige og Italien har hver 10 stemmer, Spanien 8, Belgien, Grækenland, Nederlandene og Portugal hver 5, Østrig og Sverige hver 4, Danmark, Finland og Irland hver 3 og Luxembourg 2. Der er opnået et kvalificeret flertal, når mindst 62 af de i alt 87 stemmer går positivt ind for en beslutning, mens 26 stemmer (29%) udgør et kvalificeret mindretal. I EØF-traktaten hed det, at efter en overgangstid kunne visse beslutninger eventuelt træffes med kvalificeret flertal. Da overgangsperioden udløb i 1965, modsatte Frankrig sig dette skridt og trak sin repræsentant ud af Rådets møder ( den tomme stols politik ). Igennem ni måneder var Rådet ude af stand til at træffe nogen beslutning, indtil man den 18. januar 1966 indgik det såkaldte Luxembourg kompromis. Fremover skulle der i spørgsmål, hvor en medlemsstat gjorde en vital national interesse gældende, søges efter et kompromis, indtil den

181 pågældende medlemsstat kunne acceptere den fælles beslutning. I praksis fik dette kompromis til følge, at der mellem 1966 og 1985 bortset fra nogle få undtagelser kun forekom flertalsbeslutninger på det budgetmæssige område. Den af medlemsstaterne stiltiende accepterede fortolkning af Luxembourg-kompromiset som en vetoret imod enhver upopulær afgørelse medførte, at man principielt altid stræbte efter enstemmighed, og at Rådets beslutningsproces af en enkelt medlemsstat kunne trækkes ud i årevis eller helt forhindres. EUROPA FRA A TIL Å 181 Med Den Europæiske Fælles akt er Luxembourg-kompromiset ikke afskaffet, men den har betydet, at man ophørte med at anvende det. I forbindelse med forhandlingerne om EU's udvidelse med Finland, Østrig og Sverige modsatte Det Forenede Kongerige og Spanien sig i lang tid en aritmetisk tilpasning af det nødvendige stemmetal for kvalificeret flertal og kvalificeret mindretal til henholdsvis 62 og 26 stemmer. Begge lande ville - for at bevare de store landes indflydelse, og i Spaniens tilfælde opretholde Sydblokkens indflydelse - fastholde den hidtidige bestemmelse om 23 stemmer til en mindretalsblok. Den løsning, man fandt frem til i april 1994, minder om en delvis fornyelse af Luxembourgkompromiset: principielt skal der 26 stemmer til et mindretal, men hvis der er 23 til 25 stemmer, der går imod en beslutning, skal der forhandles endnu engang - hvor længe, står ikke helt klart. Dette er et tegn på den re-nationalisering af Europa-politikken, som kan spores på mange forskellige områder. Rådets funktion - et konsensusmaskineri Uafhængig af de til enhver tid anvendte afstemningsregler svarer Rådet i sin måde at fungere på til et maskineri, hvorved man søger at nå frem til konsensus mellem medlemsstaterne. Inden for dette maskineri træffes der afgørelser på tre forskellige niveauer. Talrige arbejdsgrupper bestående af nationale embedsmænd drøfter især de tekniske aspekter af de af Kommissionen udarbejdede forslag. Disse arbejdsgrupper sender så hver enkelt tekst, de har undersøgt, videre til De Faste Repræsentanters Komité (Coreper), der er den anden behandlende instans. På dette mere politiske plan forsøger man at udjævne de endnu bestående interessekonflikter mellem medlemsstaterne og at nå frem til en beslutning, der i visse tilfælde også kan træffes med kvalificeret flertal. På begge niveauer føres forsædet af repræsentanten for den medlemsstat, der har formandskabet i Rådet. Den snævre kontakt mellem forvaltningerne i medlemsstaterne og i EU viser sig ved, at arbejdsgrupperne overvejende består af de samme nationale embedsmænd, som sidder i de organer, Kommissionen rådfører sig med i den fase, hvor den forbereder sine forslag og beslutninger. De faste repræsentationer ved EU er det vigtigste bindeled mellem medlemsstaterne og Unionen; de står i løbende, snæver kontakt med Kommissionen og de andre medlemsstaters faste repræsentationer. Rådets møder omfatter et større antal deltagere, da ministrene ledsages og bistås af diverse sagkyndige embedsmænd, så der kan være mere end 100 personer til stede. Derfor sker det stadig oftere, at Rådet mødes i sine forskellige

182 182 sammensætninger til såkaldte uformelle møder, hvor ministrene stort set er alene. Med henblik på løsning af særlig vigtige problemer finder der af og til såkaldte jumbo-rådsmøder sted, hvori to eller flere ressortministre fra hver medlemsstat deltager. Som en konsekvens af den debat om mere gennemsigtighed, der blev udløst af Maastricht-traktatens vedtagelse, har der siden 1993 for første gang fundet en række offentlige rådsmøder sted. På trods af den stadig hyppigere benyttede mulighed for at foretage afstemning med kvalificeret flertal er der dog stadig i det praktiske arbejde på alle niveauer i Rådet en meget stærk tendens til konsensussøgning. Også de medlemsstater, der i en sag repræsenterer en opfattelse, der deles af flertallet, ved, at de selv i andre spørgsmål vil befinde sig i en mindretalsposition, hvor de har behov for, at partnerne tager hensyn til dem. Desuden er drøftelserne i Rådet for det meste præget af koalitioner mellem medlemsstaterne, der hurtigt kan skifte. Hvis nogle medlemsstater bliver isoleret alt for tidligt, er det muligt, at der ikke senere hen kan tilvejebringes et kvalificeret flertal. I praksis bliver der derfor kun truffet flertalsbeslutninger i de tilfælde, hvor en eller flere medlemsstater er uvillige, eller ude af stand til at indgå et kompromis. Et af de væsentligste midler til at sikre Rådets funktionsduelighed er formandskabet, der skifter hvert halve år mellem medlemsstaterne, og som indebærer, at den pågældende stat fører forsædet. Støttet af Rådets generalsekretariat, institutionens hukommelse, påhviler det formandskabet at forberede Rådets arbejdsopgaver, at lede drøftelserne og at sondere mulighederne for indgåelse af kompromiser mellem medlemsstaterne. Ved sidstnævnte opgave arbejder formandskabet snævert sammen med Kommissionen, eftersom et kompromis ofte kun kan opnås med bistand fra denne. Perspektiver Med hensyn til Rådets fremtid kan man stille det spørgsmål, om det vil udvikle sig i retning af et europæisk forbundsråd eller senat. Realistisk betragtet må man dog forvente, at Rådet som hidtil kun gradvis vil dele sine beføjelser med andre EUinstitutioner, især med Europa-Parlamentet. I højere grad en tilfældet er med klassiske føderationer vil Den Europæiske Union også i tiden fremover være præget af medlemsstaternes dobbelte legitimitet, idet de er repræsenteret i Rådet og samtidig sender folkevalgte repræsentanter til Europa-Parlamentet. Det bør dog understreges, at Rådet i dag sidder inde med omfattende beføjelser i medfør af de hidtidige fællesskabstraktater og de uden for Fællesskabet liggende områder, FUSP og samarbejdet om retlige og indre anliggender, og at det således har til opgave at sikre sammenhængen mellem de aktiviteter, der udfoldes inden for Unionens forskellige søjler. Christian Engel

183 Social- og arbejdsmarkedspolitik EUROPA FRA A TIL Å 183 Retsgrundlag: EF-traktatens præambel, artikel 2 og 3 litra i), litra j) og litra p), 48-51, , 130 B og 130 D, protokollen om social- og arbejdsmarkedspolitikken Formål: Forbedring af leve- og arbejdsvilkårene, fremme af beskæftigelse og lige muligheder, minimumssikring på det sociale område Instrumenter: Den Europæiske Socialfond, programmer, retslige foranstaltninger til harmonisering og supplering af nationale bestemmelser og national lovgivning Budget: mio. ECU (1994), deraf mio. ECU til Den Europæiske Socialfond (i alt 9% af EU-budgettet for 1994) Efter at allerede traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (1951) indeholdt socialpolitiske bestemmelser, blev forbedringen af leve- og arbejdsvilkårene endvidere indlagt som et integrationsmål i kontrakten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Det var frem for alt Den Europæiske Socialfond og en koordinering og et samarbejde i medlemsstaterne, der skulle bidrage hertil. Inden for rammerne af gennemførelsen af arbejdstagernes frie bevægelighed som et af de væsentlige mål med -> det indre marked, blev der allerede før 1970 etableret et system til sikring af de sociale ydelser for personer, der er beskæftiget i andre medlemsstater. Udvikling Socialpolitikken indskrænkede sig indtil vedtagelsen af det første sociale handlingsprogram (1974), som markerede den egentlige begyndelse af en socialpolitik på fællesskabsplan, til Den Europæiske Socialfonds aktiviteter. Socialpolitikken fokuserede fra midten af 1970'erne på specifikke handlingsprogrammer om bl.a. beskyttelse og sikkerhed på arbejdspladsen -> (Folkesundhed), fremme af lige muligheder for kvinder -> (Kvindernes Europa) og integrering af ugunstigt stillede befolkningsgrupper i arbejdslivet. Kun få af disse aktiviteter kunne påberåbe sig et specifikt retsgrundlag. De socialpolitiske programmer blev gennemført på grundlag af generelle kompetencebestemmelser (artikel 100 og 235 i EF-traktaten) og forudsatte altid ensstemmige beslutninger i -> Rådet for Den Europæiske Union. Siden 1974 accepteres det dog principielt, at EF har beføjelse til at vedtage socialpolitiske bestemmelser.

184 184 Den europæiske fælles akt medførte ikke nogen nævneværdig udvidelse af EF-kompetencen på det socialpolitiske område. I den nye artikel 118 A i EØF-traktaten fastsættes kun foranstaltninger til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, som Rådet kan vedtage -> (Beslutningsprocedurer), med kvalificeret flertal i samarbejde med -> Europa-Parlamentet. Det var et klart udtryk for visse medlemsstaters fortsatte vægring med at give EF større muligheder for at gribe ind i sociallovgivningen og udvikle en europæisk social- og arbejdsmarkedspolitik, at den ligeledes med den europæiske fælles akt indførte artikel 100 A i EØF-traktaten, om fremme af den indbyrdes tilnærmelse af lovgivningen med henblik på en hurtig gennemførelse af det indre marked, ikke finder anvendelse på bestemmelser om arbejdstagernes rettigheder og pligter. Under forhandlingerne om traktaten om Den Europæiske Union var der risiko for, at social- og arbejdsmarkedspolitikken på grund af den britiske regerings modstand mod en udvidelse af EF's kompetence kunne blive en hindring for aftalen. -> Det Europæiske Råd i Maastricht (december 1991) fandt til sidst et kompromis, som gik ud på at lade de socialpolitiske bestemmelser i EF-traktaten stå uberørt, men samtidig tilføje en bindende protokol om social- og arbejdsmarkedspolitikken til unionstraktaten. I denne protokol bemyndiges de øvrige medlemsstater til at anvende de i traktaten omhandlede institutioner, procedurer og mekanismer til en videregående socialpolitik, uden at Det Forenede Kongerige deltager. I en aftale, der er vedføjet protokollen, er socialpolitikkens mål uden Storbritanniens deltagelse fastlagt, men de går kun klart videre end EF-traktaten i spørgsmålet om arbejdstagerrettigheder. Omfattende områder under arbejdsretten (fagforening, strejke og lock-out) og lønspørgsmål er principielt udelukket. Endvidere kan beslutninger om arbejdstagerrettigheder og social beskyttelse eller arbejdstagernes sociale sikring stadig kun træffes ensstemmigt. Ved anvendelsen af protokollen om socialpolitikken opstår der for første gang i Fællesskabets historie sekundær EF-ret, som kun gælder for en del af medlemsstaterne, og som samtidig muligvis giver Storbritannien en konkurrencefordel. Allerede det første eksempel på anvendelse af protokollen om social- og arbejdsmarkedspolitikken - det gennem næsten 20 år stærkt omdiskuterede direktiv om europæiske samarbejdsudvalg af 22. september viser dog, at de øvrige medlemsstater er indstillet på at gøre brug af denne mulighed og etablere en sokkel af europæiske minimumsforskrifter på centrale områder inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken. Den Europæiske Socialfond Den Europæiske Socialfond (ESF) skal i henhold til traktaten give et bidrag til forbedring af arbejdstagernes beskæftigelsesmuligheder. ESF har ført en meget omskiftelig tilværelse. Den blev etableret i 1960 og blev i begyndelsen overvejende anvendt til finansiering af flytnings- og omskolingsforanstaltninger, som overvejende kom de rigere medlemsstater til gode, som var dygtigere til at udfærdige ansøgninger. Indtil 1972 gik halvdelen af disse midler til Forbundsrepublikken Tyskland. Senere - i 1980'erne - blev midlerne omprioriteret til integrering af unge arbejdsløse i arbejdslivet. Strenge nationale kvoter har siden 1972 bevirket, at en stor del af fondens midler går til de fattigere medlemsstater.

185 I sammenhæng med fuldendelsen af det indre marked skete der en vidtrækkende reform af ESF. I henhold til bestemmelserne i den europæiske fælles akt, som praktisk taget ikke blev ændret i unionstraktaten, skal ESF sammen med Regionalfonden ( -> Regional- og strukturpolitik) og udviklingssektionen under Landbrugsfonden ( -> Landbrugspolitik) bidrage til den økonomiske og sociale samhørighed i Unionen (EF-traktatens artikel 130). I henhold til beslutningerne om Delors-pakken (1988) og den 2. Delors-pakke (1992) ( -> Budget), øges Strukturfondenes midler indtil 1999 årligt til ca. 27 mia ECU (i 1992-priser) ( : mia ECU, heraf 40 mia ECU til ESF. Efter bestemmelserne i rammedirektivet om strukturfondene fra juli 1993 skal ESF primært finansiere foranstaltninger under Mål 3 (bekæmpelse af langtidsledighed og fremme af unges integration i arbejdslivet) og Mål 4 (tilpasning af arbejdskraften til de industrielle moderniseringsprocesser) under strukturfondene, men også aktioner inden for rammerne af Mål 2 (fornyelse af traditionelle industriregioner). Disse bestræbelser suppleres med fællesskabsinitiativer, som dækker visse projekter eller befolkningsgrupper. EUROPA FRA A TIL Å 185 Det indre markeds «sociale dimension» og «den sociale dialog» Betegnelsen det indre markeds sociale dimension henviser til bestræbelserne på at gøre det indre marked og -> Den Europæiske Union som helhed mere menneskelig og mere social og modvirke den sociale dumping som fagforeningerne frygter. Dette begreb indeholder således både grundlæggende integrationsaspekter og specifikke foranstaltninger til genetablering af en passende kurs. En væsentlig bestanddel af den sociale dimension er den sociale dialog. En forløber for forsøget på at få arbejdsmarkedets parter på det europæiske plan til at mødes og etablere en konsens mellem dem var allerede i 1970'erne Rådets Stående Udvalg for Beskæftigelse og en trepartskonference. Forsøget på at etablere en koordineret aktion slog dengang fejl på grund af både Fællesskabets og paraplyorganisationernes manglende vilje til at indgå kompromis og manglende kompetence. Begrebet den sociale dialog blev indført ved den europæiske fælles akt (EØF-traktatens artikel 118 B) og yderligere defineret i artikel 3 i aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken, der er knyttet til Maastricht-traktaten. Det giver udtryk for, at arbejdsmarkedets parter bør samarbejde om at gennemføre det indre marked og give det en social dimension. Hensigten er, at når repræsentanter for de europæiske paraplyorganisationer (Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i De Europæiske Fællesskaber, Det Europæiske Center for Offentlige Virksomheder) og -> Europa- Kommissionen holder møder, hvad enten disse har karakter af topmøder eller er koncentreret omkring enkelte politiske områder eller økonomiske sektorer, at drøfte generelle retningslinjer for EU-politikken og formulere fælles prioriteter.

186 186 Alt i alt kan den sociale dialog ses som et forsøg på at etablere en form for socialt partnerskab på det europæiske plan, som imidlertid er et ukendt fænomen på det nationale plan i mange medlemsstater, og en videre betingelse for, at dette skal kunne lykkes, ville være et langt bedre integrereret spektrum af europæiske sammenslutninger. Tallenen for den sociale sikring varierer i forholdet 1/2 visse medlemsstater imellem Udgifter til social sikring i procent af bruttonationalproduktet (1993)* B 26,34 DK D 29,70 32,31 EL 15,48 E 23,20 F 29,18 IRL 20,44 I L 24,53 24,00 NL 32,12 P 17,33 UK EUR 15 26,75 27, * Foreløbige tal, undtagen for Danmark. Tal foreligger ikke for Østrig, Finland og Sverige. Kilde: Eurostat Socialpagten Et væsentligt bidrag til gennemførelsen af det indre markeds sociale dimension er den af Det Europæiske Råd i december 1989 mod Storbritanniens ønske vedtagne fællesskabspagt om arbejdstagernes grundlæggende sociale og

187 arbejdsmarkedsmæssige rettigheder. Hovedsagelig på grund af den britiske modstand blev det oprindelige ambitiøse mål, at etablere en bindende pagt om grundlæggende rettigheder med mulighed for at indklage misligholdelse for Domstolen, under Rådets forhandlinger, efter at forslaget var stillet i april 1989 på grundlag af et udkast fra -> Det Økonomiske og Sociale Udvalg, udvandet til en ikke-bindende politisk hensigtserklæring om forskellige sociale grundrettigheder, der rakte fra arbejdstagernes faglige uddannelse og ret til at indgå i fagforeningsarbejde til information, høring og medbestemmelse. EUROPA FRA A TIL Å 187 For på trods af dette at komme videre med socialpolitikken fremlagde Kommissionen endnu i december 1980 et handlingsprogram med 47 konkrete foranstaltninger til omsætning af pagten. Arbejdet med disse initiativer, som der skal træffes beslutning om i Rådet, er i vidt omfang gennemført. Det drejer sig om direktiver om kollektiv afskedigelse, bevis for ansættelsesforhold, beskyttelse af gravide, beskyttelse af unge og arbejdstid. Udarbejdelsen af de resterende foranstaltninger vil formodentlig for en dels vedkommende blive gennemført uden Storbritannien inden for rammerne af protokollen om social- og arbejdsmarkedspolitikken. På vej mod en social union? Også selv om der i de seneste år - i høj grad under pres fra det indre marked - er sket tydelige fremskridt i retning af en europæiske socialpolitik, og enkelte områder i den nationale lovgivning i stigende grad overtages af eller suppleres med de europæiske minimumskrav, er en social union stadig kun et fremtidsperspektiv. Væsentlige områder under arbejds- og socialretten er fortsat rent nationale anliggender. På lignende måde vil den fremadskridende integration af markederne først på lang sigt, hvis overhovedet, føre til større mobilitet i arbejdsstyrken og en mere udpræget tilpasning af levevilkårene, og således føre til en harmonisering af de indtil nu rent nationale uddannelses- og socialsikringsordninger eller måske til løsninger, der anvendes over hele Europa. I mellemtiden må man stadig regne med konkurrence mellem forskellige ordninger. Drøftelser om den europæiske socialpolitiks fremtid er dog i fuld gang. Den høring, Kommissionen gennemførte herom i november 1993 og den på dette grundlag udarbejdede grønbog samt de 500 indkomne svar herom og hvidbogen om den europæiske socialpolitik fra juli 1994 åbner absolut op for spændende perspektiver, og det samme kan siges om hvidbogen Vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse. Det væsentlige i denne sammenhæng er ikke debattens globale karakter - emnerne rækker fra det primære mål at bekæmpe ledigheden og til socialstatens fremtid - men det forhold, at der for første gang på det europæiske plan diskuteres åbent om en europæisk samfundsmodels eksistens og fremtid. At få sat skub i debatten om en sådan models videreførelse på det europæiske plan er et vigtigt skridt i retning af en mulig enighed om en europæisk socialpolitiks mål og omfang. Christian Engel

188 188 Traktater Retsgrundlag: - EKSF-traktaten (trådt i kraft den 23. juli 1952) - EØF-traktaten (trådt i kraft den 1. januar 1958) - Euratom-traktaten (trådt i kraft den 1. januar 1958) - fusionstraktaten (trådt i kraft den 1. juli 1967) - den europæiske fælles akt (trådt i kraft den 1.juli 1987) - traktaten om Den Europæiske Union (trådt i kraft den 1. november 1993). Den europæiske integration tog sin begyndelse med folkeretlige traktater mellem Tyskland, Frankrig, Italien og Benelux-landene, nemlig traktaterne om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og om Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom). Ved disse oprindelige traktater overførtes der kun på snævert afgrænsede områder kompetence til De Europæiske Fællesskaber. Herved lagdes imidlertid grundstenen til en retligt uafhængig supranational myndighed, og den efterfølgende konkretisering fandt frem for alt sted gennem Den Europæiske Domstols principielle afgørelser. Fællesskabets retsorden var således fra begyndelsen mere vidtgående end folkeretten. Desuden lå der i traktatgrundlaget et enormt integrationspotentiale. Det fremgik allerede af præamblen til EØF-traktaten, at deltagerne var besluttet på at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk. En omfattende politisk integration var fra begyndelsen et af de langsigtede mål med det europæiske samarbejde, og det har været bestemmende for udviklingens forløb. Oprettelsen af -> Den Europæiske Union var et af de udtrykkelige mål, som Fællesskabets stats- og regeringschefer fastlagde i Med hensyn til integrationen var navnlig EØF den drivende kraft. De oprindelige mål for dette fællesskab var oprettelsen af et fælles marked og en fælles -> landbrugspolitik, -> transportpolitik, -> konkurrencepolitik og -> økonomisk politik, og hertil kom efterhånden nye områder såsom -> miljø, -> social- og arbejdsmarkedspolitik, regionalpolitik ( -> Regionalog strukturpolitik), uddannelsespolitik (Uddannelses- og ungdomspolitik) og forskning og teknologisk udvikling. Der blev foretaget grundlæggende ændringer af de oprindelige traktater i 1986 ved den europæiske fælles akt og i 1992 ved traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht-traktaten eller unionstraktaten), idet der her både blev skabt et retsgrundlag for en materiel og institutionel udvikling, der allerede havde fundet sted, og taget initiativ til yderligere skridt i retning af en integration. Efterhånden betragtes og betegnes traktatgrundlaget for Den

189 Europæiske Union ofte som dens forfatning. Den supranationale unions primære ret adskiller sig dog stadig grundlæggende fra national forfatningsret, også selv om den med hensyn til rækkevidde, omfang, bindende karakter og effektivitet er sammenlignelig hermed. EUROPA FRA A TIL Å 189 Ved EKSF, der på initiativ af Jean Monnet og Robert Schuman blev oprettet som den første supranationale europæiske organisation i april 1951 i Paris, tilstræbtes det gennem oprettelsen af et fælles marked for kul og stål først og fremmest at sikre freden i Europa og at lægge den første grundsten til et videregående og uddybet fællesskab (præamblen). EKSF-traktaten, der trådte i kraft den 23. juli 1952, er som den eneste af de tre oprindelige traktater tidsbegrænset til 50 år, indtil år 2002, og den vil da formentlig blive integreret i EF-traktaten. Efter at det i 1954 viste sig umuligt at gennemføre den ambitiøse plan om at fortsætte integrationen gennem et europæisk forsvarsfællesskab og et europæisk politisk fællesskab, blev EKSF-medlemsstaterne i marts 1957 i Rom enige om at oprette EØF og Euratom. Rom-traktaterne trådte i kraft den 1. januar I den forbindelse oprettedes et fælles parlament og en fælles domstol for alle tre fællesskaber. Ved fusionstraktaten af april 1965 blev der derefter med virkning fra den 1. juli 1967 også foretaget en sammenlægning dels af ministerrådene for de tre fællesskaber, dels af Den Høje Myndighed for EKSF med kommissionerne for EØF og Euratom. Derefter fulgte to årtier med kriser og reformdrøftelser. Stats- og regeringschefernes hensigtserklæringer om oprettelse af en europæisk union, som f.eks. på Paris-topmødet i 1972 og ved den højtidelige erklæring af 1983 om Den Europæiske Union, skiftede med mere eller mindre omfattende forslag til reformer, eksempelvis Tindemans-rapporten om oprettelse af en europæisk union (1975), det af -> Europa-Parlamentet forelagte udkast til en traktat om oprettelse af Den Europæiske Union (1984) og Dooge-rapporten om en reform af EF-institutionerne (1985). Endelig udarbejdede en regeringskonference, der afholdtes i juni 1985, den europæiske fælles akt, som i februar 1986 blev undertegnet af de daværende tolv medlemsstater, og som trådte i kraft den 1. juli Denne akt omfattede ændringer og tilføjelser til alle de tre oprindelige traktater, men vedrørte især den politiske og institutionelle udvikling af EØF. Ved den fælles akt fastlagdes tidspunktet for gennemførelsen af -> det indre marked til udgangen af 1992, og frem for alt indførtes for dette område samarbejdsproceduren ( -> Beslutningsprocedurer), hvorved Europa-Parlamentet i højere grad inddrages i lovgivningsprocessen; der skabtes et retsgrundlag for -> Det Europæiske Råd; EØF's kompetence blev udvidet eller officielt bekræftet på visse områder såsom social- og miljøpolitikken samt politikken for forskning og teknologi; samarbejdet om den økonomiske og monetære politik fik et retsgrundlag, og det samme gjaldt det udenrigspolitiske samarbejde, som uden for traktaternes rammer havde udviklet sig under betegnelsen Det Europæiske Politiske Samarbejde (EPS). Betegnelsen fælles skyldes, at De Europæiske Fællesskaber og nævnte EPS, der stadig ligger uden for traktaternes rammer, gennem den europæiske fælles akt blev samlet under én og samme retlige overbygning.

190 190 Den anden og langt mere omfattende ændring af traktaterne fandt sted ved traktaten om Den Europæiske Union, der blev vedtaget i Maastricht i december 1991, blev undertegnet i februar 1992 og trådte i kraft den 1. november Traktaten var blevet udarbejdet på to regeringskonferencer, den ene om Den Politiske Union og den anden om Den Økonomiske og Monetære Union. Ratifikationsproceduren blev forsinket i Danmark på grund af en folkeafstemning, der i første omgang var negativ, og i Tyskland på grund af flere forfatningssøgsmål, som den tyske forfatningsdomstol dog underkendte ved sin afgørelse i oktober Med Maastricht- eller unionstraktatens ikrafttrædelse blev EØF-traktaten officielt omdøbt til EF-traktaten. Den nye EF-traktat, hvori målet om en gennemførelse af den økonomiske og monetære union senest i 1999 også er fastlagt, bestemmelserne om -> den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), en videreudvikling af EPS, samt bestemmelserne om samarbejdet om -> retlige og indre anliggender (RIA) danner de tre søjler i unionstraktaten og i EU. Maastricht-traktaten indeholder institutionelle nyskabelser som f.eks. proceduren med fælles beslutningstagning (EF-traktatens artikel 189 B), ved hvilken Parlamentets beføjelser på ny styrkes. Desuden afrundes eller udvides EF's kompetence på visse områder; samtidig fastlægges subsidiaritetsprincippet som udtryk for en rimelig kompetencefordeling mellem EF og medlemsstaterne (EFtraktatens artikel 3 B). Samtidig indføres et unionsborgerskab. Maastrichttraktaten indeholder også tilpasninger af bestemmelserne i EKSF- og Euratomtraktaten. Alt i alt er der efterhånden opstået en yderst kompliceret europæisk retsorden, hvor forskellige procedurer for supranational integration og samarbejde mellem regeringerne sideløbende anvendes. I Maastricht-traktaten er der desuden for første gang fastlagt grundlæggende undtagelsesordninger, bl.a. for Det Forenede Kongerige, hvad angår ordningerne i den protokol om social- og arbejdsmarkedspolitikken, der er knyttet til traktaten. Også i fremtiden vil retsordenen spille en central rolle i den europæiske integrationsproces. Den tjener som grundlag, middel og katalysator for integrationen. I forbindelse med den planlagte nye traktatændring, der skal vedtages i juni 1997, er opgaven at lægge det retlige grundlag for en videreudvikling og -> udvidelse af Unionen, der nu omfatter femten medlemsstater. Man må her bestræbe sig på såvel at bevare EU's nuværende heterogenitet som at skabe en union, der er forståelig og acceptabel for borgerne. Anita Wolf-Niedermaier

191 Transportpolitik EUROPA FRA A TIL Å 191 Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 3, litra f) og n), artikel samt artikel 129 B-129 D; den fælles transportpolitik, opbygning og udbygning af transeuropæiske net. Formål: Overordnet politik for personers og varers mobilitet i EF s indre marked samt til og fra tredjelande, optimering af den tekniske og organisationsmæssige side af transporten med henblik på at lette rejseaktiviteter og godstransport mellem alle regioner og tværs over grænserne, miljøvenlig transport. For at opnå disse mål, må der gøres en indsats for at forbedre transportsikkerheden, for at reducere støj og forurening og - ved anlæggelse af veje - at tage hensyn til landskabet, til dyr og mennesker. Instrumenter: EF-lovgivning, økonomisk støtte, samordning af nationale politikker og -foranstaltninger, fremme af forskning og teknologisk udvikling inden for transport, aftaler med tredjelande. Budget: Årsbudgettet for transportsikkerhed er på ca. 7 mio. ECU og for fremme af kombineret transport ca. 4 mio. ECU. Den økonomiske ramme på mellemlang sigt ( ) til økonomisk støtte af transportinfrastrukturprojekter af fælles interesse er på ca. 1,8 mia. ECU og til fremme af forskning og teknologisk udvikling ca. 240 mio. ECU. Den fælles transportpolitik har siden slutningen af 1980'erne udviklet sig ganske betydeligt med oprettelsen af -> det indre marked. Siden 1993 har man haft et fælles transportmarked, hvori transportvirksomheder i -> Den Europæiske Union (EU) frit kan tilbyde deres tjenesteydelser uden de restriktioner, grænserne medfører. Europæisk transportintegration kommer således i første omgang transporterhvervet til gode. Transportsektoren beskæftiger for øjeblikket 7 mio. mennesker og skriver sig for 6% af bruttonationalproduktet. Integration medvirker også til, at det indre marked fungerer: Personer, varer og tjenesteydelser kan kun bevæge sig frit i et område uden indre grænser, hvis passager- og fragttransport til lands, til søs og i luften forløber glat. Det fælles transportmarked må nu udvikles yderligere, således at den voksende trafik - såvidt denne ikke kan undgås - kan afvikles gnidningsløst, samtidig med at befolkningens livskvalitet og miljøet beskyttes. Man har fået ophævet de økonomiske grænser, og der skal nu udvikles integrerede trafiksystemer for hele EU.

192 192 Det fælles transportmarked De foranstaltninger, EU indtil nu har truffet for at oprette det fælles transportmarked og få det til at fungere, har hovedsageligt vedrørt transportvirksomhedernes erhvervsmæssige aktivitet. Vejgodstransportvirksomheder, jernbaner, pramme, luftfartsselskaber og søfartsvirksomheder er blevet befriet for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, de kan arbejde under de frie markedsbetingelser, som er skabt af transportpolitikken og kan således frit tilbyde deres produkt i henhold til princippet om fri bevægelse for tjenesteydelser. Før påbegyndelsen af den europæiske integrationsproces førte mange af medlemsstaterne transportpolitik ud fra et nationalt perspektiv. Man sigtede på at beskytte de nationale jernbaner mod den voksende vejtransport, skabte beskæftigelse for landets pramejere, fremmede handelsflåden, opretholdt de nationale luftfartsselskabers position på de internationale markeder, fremmede landets grundindustrier osv. Disse nationale systemer beskyttede de nationale markeder, og international transport blev således afhængig af en stor mængde bilaterale og multilaterale aftaler med omfattende grænsekontrol. Der opstod selvfølgelig forskelsbehandling på grund af nationalitet, hvilket i sig selv er uacceptabelt, og som også førte til forøgede omkostninger - dvs. hindringer for funktionen af det fælles marked - som måtte fjernes. For at opnå dette gik EF/EU efter en tøvende start ind for en fremgangsmåde, der byggede på at fjerne statskontrollerede priser og kvotarestriktioner (liberalisering). EU har ment, at den bedste fremgangsmåde for økonomien som helhed er at give virksomhederne fri adgang til at udøve deres initiativ, har foretaget de nødvendige lovgivningsmæssige ændringer og begrænser sig til at lovgive om emner, der virkelig er af offentlig interesse: reelle omkostninger, international navigationsfrihed, sikkerhed, tekniske standarder, arbejdstagernes sociale sikring og transportplanlægning omfattende store områder for at sikre transportdækning under hensyntagen til støj og andre miljømæssige aspekter. De nationale bestemmelser er blevet tilnærmet hinanden (harmonisering) for at skabe retfærdige betingelser, og med oprettelsen af det indre marked blev grænsekontrol ophævet. Hertil kommer de generelle bestemmelser i EF-traktaten, der gælder for alle erhvervsgrene og derfor også for transport; etableringsret, arbejdskraftens frie bevægelighed, forbud mod karteldannelse, statsstøtte osv. Den nye udfordring: vedvarende bæredygtig mobilitet Under integreringen af transportssektoren blev det dog klart, at liberalisering og harmonisering alene ikke medfører et gennemgående effektivt transportsystem for passagerer og fragt overalt i Europa. De eksisterende virksomhedsstrukturer - navnlig inden for jernbanerne og de indre vandveje - hindrer ofte konkurrencen. Hvis et transportsystem virkelig skal være optimalt, skal der både være konkurrence mellem transportvirksomhederne og nært samarbejde, så der kan dannes transportkæder.

193 Den fælles transportpolitik indeholder således forskellige strukturelle foranstaltninger, f.eks. for de indre vandveje (ophugningsordninger med henblik på at eliminere overkapacitet) eller jernbanerne (adskillelse af net og drift, så der kan dannes private og tværnationale selskaber). Fællesskabet fremmer også kombineret transport, navnlig jernbane/vejtransport, så de relative fordele ved disse transportmåder kan udnyttes til transport af gods (jernbane til store mængder over lange distancer, vej til lokal udbringning). Hensigten er, at konkurrencen skal foregå mellem transportvirksomheder, som tilbyder en bred række tjenesteydelser med anvendelse af de forskellige transportmåder fra dør-tildør, og at konkurrencen ikke skal foregå mellem transportmåderne. EUROPA FRA A TIL Å 193 Endelig bliver det stadig mere indlysende, at der opstår problemer i Europas centrale transitområder og i bybebyggelser, efterhånden som trafikken overskrider kapaciteten, og det både på vejene og i luften. Tallene taler for sig selv: I EU (15 medlemmer) foregik ca. 70% af varetransporten i 1995 (i ton/km) ad vej og næsten 80% passagertransport (p/km) foregik også ad vej. Lastbilens og bilens dominans i nutidens transportsystem medfører konstant overbelastning og er nedbrydende for livskvaliteten og miljøet. EU kan ikke ignorere disse spørgsmål. Den supplerer medlemsstaternes foranstaltninger, hvis problemerne er tværnationale. Dette gælder ikke blot kommerciel transport, men også privat bilkørsel. -> Europa-Kommissionen har foreslået en overordnet fremgangsmåde med henblik på en EF-strategi, der passer til det indre marked med henblik på at skabe et bedre og mere konkurrencepræget rejsemarked, og det gælder også privatrejser. Politikken består hovedsagelig af afgiftsforanstaltninger for at omfordele omkostningerne forbundet med infrastruktur og miljø samt strengere forureningskrav til køretøjer. Den generelle fremgangsmåde indeholder også en foranstaltning til at udvikle integrerede transportsystemer, der dækker hele Europa. For at udvikle transeuropæiske transportnet fremmer Kommissionen den indbyrdes forbindelse af de nationale systemer ved at eliminere flaskehalse, ved at skabe forbindelsesveje og harmonisere de tekniske krav (interoperabilitet). EU giver investeringstilskud til infrastrukturprojekter af fælles interesse, som også kan modtage midler og lån fra -> Den Europæiske Investeringsbank. Man ønsker hermed at opnå en integrering af de forskellige transportmåder. På centrale områder i Europa gør EU en indsats for at gøre det muligt for jernbaner og de indre vandveje at indhente vejtransport. EU s forskningsprogram (det fjerde rammeprogram ) fremmer forsknings- og udviklingsprojekter med henblik på at skabe et beslutningsgrundlag på de nævnte områder eller at anvende ny teknologi til at overføre trafikken til miljøvenlige transportmidler - i det omfang mobilitet er ønsket og nødvendig - og forbedre den generelle trafikstrøm. Jernbanekapaciteten kan f.eks. forbedres ved hjælp af bedre signalsystemer og hurtigere tog. Telematiske systemer (en kombination af databehandling og telekommunikation) kan også anvendes for at

194 194 undgå trafikpropper på motorveje og i byer og til bedre planlægning af rejser og godstransport. Den europæiske transportpolitik slutter således ikke med gennemførelsen af det indre marked: Den skal fortsat bidrage til at styre trafikproblemerne i det moderne samfund, men også i forhold til de nabolande, som EU og dets medlemsstater får stadig flere aftaler med. Jürgen Erdmenger

195 Uddannelses- og ungdomspolitik EUROPA FRA A TIL Å 195 Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 126 og 127, enkelte aktioner også under artikel 235. Formål: Fællesskabets bidrag til udvikling af en højrelevant uddannelse og en europæisk dimension i uddannelsessystemet, fremme af undervisningspersonales og studenters mobilitet, akademisk anerkendelse af eksamensbeviser og studieperioder, samarbejde mellem undervisningsinstitutioner, udveksling af unge, udvikling af fjernundervisning, fremme og forbedring af den oprindelige erhvervsuddannelse, efter- og videreuddannelse og omskoling, fremme og udbygning af samarbejdet mellem medlemsstaternes uddannelsesinstitutioner. Instrumenter: Beslutninger (efter proceduren i EF-traktatens artikel 189B eller 189C) om vedtagelse af handlingsprogrammer, rådsdirektiver, Europa-Parlamentets eller Rådets beslutninger, meddelelser, grøn- og hvidbøger fra Europa- Kommissionen. Budget: Generelt budgetpost B 3-1 i EF-budgettet for 1996: 418 mio. ECU (ca. 0,9% af det samlede budget); i givet fald også andre budgetmidler (f.eks. fra Den Europæiske Socialfond). Litteraturhenvisninger: Europa-Kommissionen: Hvidbog Undervise og lære - på vej mod det kognitive samfund, KOM (95)590 endelig udg. af 29. november Da traktaten om Den Europæiske Union (TEU) trådte i kraft, skete der en nyordning af de fællesskabsprogrammer og aktioner, der har været gennemført siden oprettelsen af EKSF på områderne erhvervsuddannelse, almen uddannelse og ungdomspolitik. I den nye artikel 127 konkretiseres de bestemmelser, der blev gennemført med den europæiske fælles akt i artikel 128 i EØF-traktaten, hvor Rådet anmodedes om at vedtage et generelt grundlag, der giver mulighed for at gennemføre en fælles politik på erhvervsuddannelsesområdet. Parallelt hermed, og for at afgrænse erhvervsuddannelsespolitikken, indeholder unionstraktaten en ny artikel 126, som fastsætter retsgrundlaget for Fællesskabets aktion på områderne almen uddannelse, skole og videregående uddannelse, undervisning uden for skolen uden erhvervsmæssig karakter og for ungdomspolitikken. Inden for rammerne af den ikke-erhvervsbetonede undervisning ønsker Fællesskabet at fremme et kvalitetspræget undervisningssystem, udvikle den europæiske dimension i undervisningen, bl.a. gennem udbredelse af og undervisning i

196 196 medlemsstaternes sprog, styrke studenternes og undervisningspersonalets mobilitet gennem passende udvekslingsprogrammer og den gensidige anerkendelse af eksamensbeviser og titler samt at forbedre samarbejdet mellem undervisningsinstitutioner, udveksling af unge og fjernundervisning. Fællesskabets politik for erhvervsuddannelse koncentrerer sig på sin side omkring tilpasning til de industrielle forandringer, og den bestræber sig på frem for alt at forbedre beskæftigelsesmulighederne ved at tilskynde til erhvervs-, efter- og videreuddannelse samt omskoling ved at forbedre mobiliteten for deltagere i erhvervsuddannelseskurser og for undervisningspersonale, ved at intensivere samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Det forhold, at medlemsstaterne alene har kompetence for deres undervisningssystemers tilrettelæggelse og undervisningens indhold, begrænser rækkevidden af foranstaltninger på grundlag af artikel 126 og 127 i EF-traktaten. Denne indskrænkning, som er en indskrænkning af indholdet i Fællesskabets uddannelsespolitik, begrænser i høj grad fællesskabsinstitutionernes muligheder for at handle. Hverken artikel 126 eller artikel 127 i EF-traktaten giver Fællesskabet den nødvendige kompetence til at harmonisere medlemsstaternes uddannelsespolitik. De foranstaltninger, fællesskabsinstitutionerne træffer på uddannelses- og ungdomsområdet, vedtages af Rådet med kvalificeret flertal. Beslutningsprocedurerne vedrørende uddannelses- og ungdomspolitikken er fastsat i artikel 189 B i EF-traktaten, mens procedurerne vedrørende erhvervsuddannelse findes i artikel 189 C i samme traktat. Uddannelses- og ungdomspolitikkens gennemførelse På det uddannelses- og ungdomspolitiske område førte Fællesskabets aktiviteter i 1994 og 1995 til en væsentlig ændring af de igangværende fællesskabsprogrammer: handlingsprogrammet SOKRATES (budget: 850 mio. ECU indtil 1999) omfatter de tidligere initiativer ERASMUS, LINGUA, EURYDICE, NARIC og ARION på området videregående uddannelse og supplerer dem med et nyt program, COMENIUS, om skoleundervisning samt med aktioner vedrørende fjernundervisningens og voksenundervisningens europæiske dimension. Udvekslingsprogrammet Ungdom for Europa II (budget: 126 mio. ECU indtil 1999) er en fortsættelse af tidligere aktioner. Endelig omfatter Leonardo da Vinci programmet, som er vedtaget på grundlag af artikel 127 i EF-traktaten (budget: 620 mio. ECU indtil 1999) Fællesskabets aktiviteter omkring erhvervsuddannelse: COMETT, FORCE, PETRA, EUROTECNET og IRIS. Disse tre programmer er en væsentlig bestanddel af fællesskabsinstitutionernes politik, som foruden at skulle sikre alle adgang til alle områder af den almene uddannelse og erhvervsuddannelsen, også tager sigte på ikke alene at udvikle en kvalitetsbetonet undervisning, der kan stå mål med uddannelsessystemerne i hele verden, men også at hindre social udelukkelse ved at kombinere de aktionsmuligheder, Det Europæiske Fællesskab ligger inde med på områderne beskæftigelse og uddannelse. I denne sammenhæng har Rådet på grundlag af konklusionerne fra

197 -> Det Europæiske Råd i Cannes (juni 1995) vedtaget en resolution om uddannelsessystemernes svar på problemerne racisme og fremmedhad. I forbindelse med, at året 1996 af -> Europa-Parlamentet og Ministerrådet blev erklæret for Det europæiske år for livslang uddannelse offentliggjorde -> Europa-Kommissionen en hvidbog Undervise og lære - på vej mod det kognitive samfund. Heri forelægges de større retningslinjer for bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden og den fortsatte integration og erhvervsuddannelse af unge og voksne med henblik på arbejdslivet, samtidig med at der foreslås løsninger for gennemførelsen. Europa-Kommissionens uddannelsespolitik tager i stadig højere grad sigte på at overbevise Unionens borgere og uddannelsesinstitutionerne om betydningen af sprog og ny viden, udvidelse af viden og kompetence og individuelle kvalifikationer samt nye procedurer for for validering og anerkendelse af viden. Det handlingsprogram, kommissærerne Cresson, Bangemann og Flynn har forelagt om at lære i informationssamfundet ( -> Informationssamfundet) opstiller desuden som en prioritet at fremme en organisering af Det Europæiske Fællesskabs folkeskoler og gymnasier i edb-net for i videre omfang at kunne udbrede multimediametoder i undervisningen og i det pædagogiske materiale. EUROPA FRA A TIL Å Konklusion og perspektiver Det Europæiske Fællesskabs nye aktioner på områderne uddannelse og ungdom opfattes generelt positivt. Man må dog ikke undervurdere reaktionen fra visse undervisningsinstitutioner, som frygter, at Europa-Kommissionen får for direkte og for stærk indflydelse på undervisningens indhold og tilrettelæggelse. Kommissionen, som har gennemført sin egen vurdering og analyse af de nye uddannelseprogrammer, nævner for sit vedkommende i grønbogen om uddannelse, erhvervsuddannelse og forskning en lang række undertiden betydningsfulde hindringer for studenters og undervisningspersonales grænseoverskridende mobilitet. Der er her tale om praktikanters juridiske status, skattemæssige problemer i forbindelse med forskningsstipendier, kravet om, at der studeres i det land, der finansierer studierne, samt den stadig alt for ringe anerkendelse af kvalifikationer, der er erhvervet i udlandet. Kompetencespredningen på uddannelsesområdet og interesseforskellene mellem Unionens medlemsstater er af en sådan størrelsesorden, at disse hindringer ikke vil kunne fjernes på kort tid. Andreas Maurer

198 198 Udvidelse Retsgrundlag: Unionstraktatens præambel og artikel 0, EF-traktatens artikel F, stk. 1, art. 3, litra a), stk. 1. Ansøgninger om optagelse: 10 central- og østeuropæiske lande: Ungarn (31. marts 1994), Polen (05. april 1994), Rumænien (22.juni 1995), Slovakiet (27. juni 1995), Letland (27. oktober 1995), Estland (28. november 1995), Litauen (08. december 1995), Bulgarien (14. december 1995), Den Tjekkiske Republik (17. januar 1996), Slovenien (10. juni 1996) og yderligere fire stater: Tyrkiet (14. april 1987), Cypern (03. juli 1990), Malta (16. juli 1990) og Schweiz (20. maj 1992) Litteraturhenvisninger: Michael Dauderstädt/Barbara Lippert: Europe No integration without differentiation, London 1996; Josef Janning: Am Ende der Regierbarkeit? Gefährliche Folgen der Erweiterung der Europäischen Union, in: Europa-Archiv 22 (1993), s ; Barbara Lippert/Heinrich Schneider (udg.): Monitoring Association and Beyond: The European Union and the Visegrad States, Bonn 1995 Det Europæiske Råd erklærede i december 1995 i Madrid, at udvidelsen af Den Europæiske Union var en politisk nødvendighed og en historisk chance. På nuværende tidspunkt har 14 lande, herunder 10 associerede lande fra Central- og Østeuropa, indgivet ansøgning herom til Rådet. Medens Europa-Kommissionen allerede den 20. december 1989 afgav en negativ, foreløbig udtalelse om Tyrkiets ansøgning, har der siden den 30. juni 1993 i Rådet foreligget positive udtalelser om ansøgningerne fra Cypern og Malta. Uafklaret er stadig Schweiz' ansøgning om optagelse, der efter den negative folkeafstemning om tiltrædelse af EØS (december 1992) er blevet lagt på is. For tiden forbereder Kommissionen en række foreløbige udtalelser om ansøgningerne fra de lande, som der er indgået Europaaftaler med, og som står i centrum for den aktuelle udvidelsespolitik. Den første fase af forhandlingerne med de central- og østeuropæiske lande skal - således som Det Europæiske Råd på ny understregede i Firenze i juli starte med forhandlingerne med Cypern seks måneder efter regeringskonferencens afslutning. Regeringskonferencen skal derfor allerede forberede Den Europæiske Union på de institutionelle virkninger af udvidelsen til et EU med 20 til 25 medlemsstater, idet beslutningsprocedurerne og institutionernes sammensætning skal reformeres ud fra principper som effektivitet, handlekraft og legitimitet.

199 Optagelsen i EU skal tjene de central- og østeuropæiske lande som garant for sikkerhed og modernisering og fremme og støtte deres overgang til demokrati og markedsøkonomi. EU's interesse i en varig forankring af Vestens politiske og økonomiske grundprincipper i de umiddelbart tilgrænsende regioner er endog vigtigere end de økonomiske motiver, EU måtte have med en udvidelse af det indre marked. Med afslutningen af Øst-Vest-konflikten påhviler der EU et øget ansvar på hele Europas vegne for at få afgørende indflydelse på udformningen af strukturerne for et sikkerhedsfællesskab, der bygger på velstand, social retfærdighed og demokrati. Med hensyn til Rusland, må man nøje overveje de sikkerhedspolitiske følger af en udvidelse mod øst. En sådan udvidelse kræver en integrationspolitisk konsensus, ligesom den stiller de 15 unionslandes evne til reform på en vanskelig prøve. En sådan udfordring kan ikke løses, ved at man griber til de modeller, der gjaldt for de tidligere fire optagelsesrunder, og EU kan heller ikke blot forsøge sig med en opsættende strategi, ved f.eks. at kræve som en absolut forudsætning, at der forinden er opnået en optimal grad af integrering. Derfor har EU gjort sig til talsmand for en parallelt forløbende fremgangsmåde. Den går ud på en tidsmæssig og konceptuel afstemning af de grundlæggende punkter i dagsorden afslutning af regeringskonferencen 1996/1997, en reform af EU's ordning for tilvejebringelse af egne midler, en reform af samhørigheds- og strukturfondspolitikken og den fælles landbrugspolitik, overgang til tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union, afklaring af WEU's fremtid - med den såkaldte tilnærmelsesstrategi og forhandlingerne om de nye demokratiers optagelse i EU. Udvidelsen mod øst er imidlertid med til at tilspidse de latente fordelingskonflikter mellem de medlemsstater, der modtager midler fra Samhørighedsfonden, og de øvrige bidragende lande i EU, hvilket gør det bydende nødvendigt at præcisere en pragmatisk fastholden ved det integrationspolitiske sigte gennem strategiske beslutninger. Desuden er udvidelsen mod øst med til at forstærke debatten omkring en fleksibilisering og differentiering af EU-integrationen og omkring en forskydning af Unionens politiske og økonomiske tyngdepunkt. EUROPA FRA A TIL Å 199 For øjeblikket bevæger de central- og østeuropæiske lande sig ad fire, indbyrdes forbundne, veje hen imod det fælles mål: optagelse i EU. Disse 4 veje består i: 1. gennemførelse af de i de bilaterale Europaaftaler indeholdte bestemmelser og udnyttelse af samarbejds- og dialogmulighederne; 2. gennemførelse af de nationale tilpasningsprogrammer ud fra retningslinjerne i Hvidbogen om forberedelse af de associerede central- og østeuropæiske landes integration i Unionens indre marked ; 3. deltagelse i de strukturerede forbindelser til Unionens institutioner, der kan vedrøre politikker og aktiviteter inden for alle EU's søjler. Deltagere i denne multilaterale dialog er de ti associerede central- og østeuropæiske lande samt lejlighedsvis Malta og Cypern; 4. de konkrete optagelsesforhandlinger, der blev indledt med ansøgningerne om optagelse, og som for øjeblikket er i centrum for offentlighedens opmærksomhed. Retsgrundlaget og den generelle tiltrædelsesprocedure Lige siden oprettelsen af De Europæiske Fællesskaber har disse i princippet udgjort en åben organisation. Således hed det allerede i artikel 87 i EKSF-traktaten, at

200 200 enhver europæisk stat kan indgive ansøgning om optagelse. Artikel 237 i EFtraktaten og artikel 205 i EAEF-traktaten fulgte denne tanke op. Med EUtraktatens ikrafttræden blev artikel. 237 i EF-traktaten erstattet af den næsten enslydende artikel O. Denne artikels centrale sætning lyder: Enhver europæiske stat kan ansøge om at blive medlem af Unionen. Den geografiske bestemmelse om, at et ansøgerland skal være en europæisk stat, er dog ikke den eneste forudsætning. I den med EU-traktaten indførte artikel F kræves det, at den tiltrædende stat har en styreform, der bygger på demokratiske principper. Disse forudsætninger bekræftede Det Europæiske Råd allerede i erklæringen om demokrati fra Desuden er det fastlagt i artikel 3 A, stk. 1, i EF-traktaten, at medlemsstaterne og Fællesskabet skal føre en økonomisk politik i overensstemmelse med princippet om en åben markedsøkonomi med fri konkurrence. De stater, der opfylder samtlige forudsætninger, kan dog ikke heraf aflede noget retligt krav på optagelse. Afgørelsen om optagelse er et politisk vurderingsspørgsmål, som det specielt tilkommer Rådet og medlemsstaterne at tage stilling til. I øvrigt har medlemsstaterne i henhold til EU-traktatens artikel N en uindskrænket ret til at foretage traktatsændringer, der også kan omfatte forudsætningerne for optagelse. Den generelle optagelsesprocedure for nye medlemmer, således som den i praksis har udviklet sig i årenes løb, er langt mere kompleks, end det er antydet i EU-traktatens artikel O. Første skridt går ud på, at den europæiske stat, der ønsker at tiltræde Fællesskabet, indgiver ansøgning herom til Rådet. Denne ensidige hensigtserklæring kan trækkes tilbage lige indtil tidspunktet for ansøgerlandets deponering af ratifikationsdokumentet, således som det skete med Norge i I Kommissionens foreløbige udtalelse, der er stilet til Rådet, vurderer den de generelle muligheder og problemer i forbindelse med den pågældende optagelsesansøgning. Derefter beslutter Rådet med simpelt flertal, om der skal indledes forhandlinger i henhold til artikel O. Forhandlingerne føres på medlemsstatens vegne af EU's formandskab, der støttes af Kommissionen. Først i den afsluttende fase kommer den i artikel O i EU-traktaten beskrevne procedure til anvendelse. Først indhenter Rådet Kommissionens endelige udtalelse om optagelse, der dog ikke forpligter Rådet. Dette beslutter med enstemmighed, om en given ansøgning om optagelse skal imødekommes. Derimod er det i henhold til artikel O medlemsstaterne, der sammen med den ansøgende stat i en aftale (med tilhørende omfangsrige tiltrædelsesakt) fastlægger de konkrete vilkår, dvs. hvorledes tiltrædelsen skal foregå. Optagelsesbetingelserne vedrører de overgangsordninger, der indrømmer den tiltrædende stat visse tidsmæssigt begrænsede afvigelser fra EF-traktaten. De tilpasninger, der måtte være nødvendige, er især de ændringer af EF-traktaten, der må foretages i anledning af optagelsen, f.eks. med hensyn til bestemmelserne om institutionerne. I forhandlingsfasen informeres Europa-Parlamentet om, hvorledes det går med de igangværende forhandlinger. Parlamentet skal samle et absolut flertal blandt sine medlemmer, før det kan gå ind for optagelse af nye lande. Tiltrædelsesaftalen er en folkeretlig traktat og kræver ratifikation fra alle kontraherende staters side i

201 henhold til deres forfatningsmæssige bestemmelser. Med deponeringen af ratifikationsdokumenterne er tiltrædelsesproceduren afsluttet. Når tiltrædelsesaftalen træder i kraft, bliver den tiltrædende stat folkeretligt kontraherende part i alle de traktater, der ligger til grund for De Europæiske Fællesskaber. Dermed overtager den også alle de rettigheder og pligter, der tilkommer Unionens medlemsstater. Også efter udvidelsen bevarer EF sin identitet som juridisk person. Fra tiltrædelsestidspunktet gælder den samlede primære og sekundære fællesskabsret også for det nye medlem. EUROPA FRA A TIL Å 201 Betingelser, tidsfaser og prioritering i forbindelse med udvidelsen mod øst Med hensyn til en udvidelse af EU med de associerede central- og østeuropæiske stater fastlagde Det Europæiske Råd allerede i juni 1993 i København en række kriterier for tiltrædelse, som Kommissionen vil tage hensyn til ved udformning af den foreløbige udtalelse. Kriterierne fra København afspejler de økonomiske og politiske forudsætninger for et medlemskab, uden at erklæringen dog indeholder nogen detaljeret checkliste eller nogen objektiv målestok. Det hedder heri, at følgende fem kriterier bør være opfyldt: 1. et stabilt demokrati med stabile institutioner (retsstat, flerpartisystem, respekt for menneskerettigheder, beskyttelse af mindretal, pluralisme osv.); 2. en velfungerende markedsøkonomi, der kan klare konkurrencepresset i -> det indre marked; 3. evne til at overtage de rettigheder og pligter, der følger af den gældende fællesskabsret; 4. en godkendelse af målene for Den Politiske Union samt Den Økonomiske og Monetære Union. 5. Det femte kriterie drejer sig om, hvorvidt EU er i stand til at optage nye medlemmer uden at miste sin integrationsdynamik. Utvivlsomt afspejler sidstnævnte kriterie det store EU-flertals interesse i at sikre den gældende fællesskabsret og at fastholde en yderligere integration som et realistisk perspektiv. EU's principielle ja til en udvidelse mod øst er altså knyttet sammen med en række betingelser. Det Europæiske Råd understregede på mødet i Madrid nødvendigheden af, at man tilvejebringer forudsætningerne for en gradvis og harmonisk integrering af de associerede lande, især gennem en udvikling af markedsøkonomien, en tilpasning af de pågældende landes forvaltningsstrukturer og etablering af stabile økonomiske og monetære rammebetingelser. Den i december 1994 af EU vedtagne tilnærmelsesstrategi med henblik på at forberede de associerede lande på optagelsen i EU samler - f.eks. inden for rammerne af PHARE-programmet eller den såkaldte hvidbogsproces - en række støtteforanstaltninger til fordel for moderniserings- og tilpasningsprocessen. I hvert enkelt tilfælde vurderer Kommissionen det pågældende ansøgerlands evne til at overtage den gældende fællesskabsret på alle Unionens aktivitetsområder i form af en lovgivningsmæssig harmonisering, og til rent faktisk at gennemføre den på alle planer. Kommissionens udtalelse slutter med en henstilling vedrørende optagelsen af forhandlinger. Denne henstilling indeholder i mindre grad et

202 202 øjebliksbillede af ansøgerlandet, end en vurdering af, hvilke fremskridt landet kan forventes at gøre inden optagelsen, både set i lyset af en fællesskabsret under stadig udbygning og i lyset af landets politiske og økonomiske situation. Kommissionens udtalelser vil tidligst blive offentliggjort i anden halvdel af 1997 efter -> regeringskonferencens afslutning. EU - Europas kraftcentrum Den Europæiske Union (EU) Ansøgerlande: Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Malta*, Polen, Rumænien, Schweiz*, Slovakiet, Tjekkiet, Tyrkiet, Ungarn, Cypern Lande, der er indgået Europa-aftaler med: Slovenien (og de lande, der allerede har indgivet ansøgning**) * Ansøgning stillet i bero ** undtagen Malta, Cypern, Schweiz og Tyrkiet (Malta har siden 1971 og Cypern siden 1973 haft en associeringsaftale med EU. Tyrkiet har siden den været i toldunion med EU.)

203 I løbet af 1998 kan der påregnes indledt optagelsesforhandlinger. Ved udarbejdelsen af Kommissionens udtalelse støtter den sig først og fremmest til ansøgerlandets egne oplysninger. Den vigtigste kilde er de skriftlige besvarelser, som ansøgerlandene afgav indtil udgangen af juli 1996, og som er blevet fulgt op af supplerende spørgsmål og svar, på spørgeskemaet: Nødvendige oplysninger med henblik på udarbejdelse af en udtalelse vedrørende ansøgning om optagelse i Den Europæiske Union. Tillige med en række intensive, sonderende samtaler mellem Kommissionens tjenestegrene og repræsentanter for ansøgerlandene giver disse skriftlige svar detaljeret besked om hver enkelt lands profil. I henhold til den af Det Europæiske Råd i Madrid stillede opgave vil Kommissionen desuden udarbejde flere andre rapporter og dokumentarisk materiale om udvidelsen. Det drejer sig om udførlige konsekvensanalyser ( impact studies ), der vurderer, hvilke virkninger en udvidelse vil få for Fællesskabets politik, i første omgang den fælles landbrugspolitik og strukturpolitikkerne (den -> regionale strukturpolitik). Blandt nøgletallene kan nævnes landbrugets væsentlige arbejdsmarkedspolitiske og økonomiske placering i de ti central- og østeuropæiske stater (7,8% af BNP og 26,7% af alle erhvervsaktive over for henholdsvis 2,5% og 5,7% i EU), et skønsmæssigt ekstra finansieringsbehov på 12 mia. ECU i tilfælde af en uændret fælles landbrugspolitik, og meget vidtgående udgifter i tilfælde af, at den nuværende struktur- og samhørighedspolitik også finder anvendelse på de nye medlemsstater, eftersom de 10 ansøgerlande for øjeblikket gennemsnitligt kun når op på et BNP pro capita på 30% af det gennemsnitlige BNP i EU. EUROPA FRA A TIL Å 203 Endvidere er Kommissionen i gang med at udarbejde et samlet dokument om udvidelsen, der behandler tværgående spørgsmål, f.eks. overgangsordningernes art og varighed og videreudviklingen af tilnærmelsesstrategien inden for rammerne af et strategisk helhedsplan. Umiddelbart efter regeringskonferencens afslutning skal Kommissionen desuden fremlægge en meddelelse om Unionens fremtidige finansieringsramme, inden for hvilken der er taget hensyn til udvidelsesperspektivet. Reformen af de finansielle bestemmelser, der udløber i 1999, er - i betragtning af modtagerlandenes meget store bekymring for, om den gældende fællesskabsret kan bevares og i betragtning af underskuddene på de nationale budgetter - et af de vanskeligste tiltag i forbindelse med EU's tilpasning til udvidelsen. Tempoet for udvidelsen mod øst vil i forbindelse med en pakkeløsning afhænge af de politiske og finansielle kompensationsmuligheder og af den interne magtkonstellation i Fællesskabet. Omkring seks måneder efter regeringskonferencens afslutning og under hensyntagen til de af Kommissionen udarbejdede meddelelser og til resultaterne af regeringskonferencen træffer Rådet de nødvendige beslutninger om, hvornår tiltrædelsesforhandlingerne kan starte. Dertil hører også en række beslutninger om, hvilke central- og østeuropæiske lande der skal inddrages i første fase af forhandlingerne. Principielt findes der to hovedmuligheder: Enten en samlet start, hvor forhandlingerne med de 10 central- og østeuropæiske lande indledes på én og samme tid, men afsluttes på forskellige tidspunkter. Eller en politisk følsom, men teknisk lettere styrbar opdeling i grupper, hvor forhandlingerne kun indledes - og afsluttes - med nogle af de 10 central- og østeuropæiske lande. De lande, der

204 204 ikke er kommet i betragtning i første runde, indleder så i én eller flere påfølgende runder optagelsesforhandlinger med EU. Ved en sådan fremgangsmåde, der i højere grad tager hensyn til ansøgerlandenes forskelligartede evne til at tiltræde Unionen og til EU's absorptionskraft, må man dog kalkulere med risikoen for et tilbageslag for reform- og stabiliseringsprocessen og de deraf følgende politiske og økonomiske omkostninger for EU. Begge løsningsmodeller og varianterne heraf tager imidlertid højde for nødvendigheden af en differentiering, uden at de enkelte ansøgerlande diskrimineres. De må begge overholde princippet om ligebehandling ud fra gennemførlige, ensartede kriterier. Tager man behørigt hensyn til forhandlingernes sandsynlige varighed, den tid, der behøves til ratificeringen og samordningen med dagsorden 2000, kan den næste udvidelse af Fællesskabet først påregnes fuldbyrdet omkring midten af det første årti efter år Barbara Lippert

205 Udvikling EUROPA FRA A TIL Å 205 Retsgrundlag: EF-traktatens artikel (de oversøiske landes og territoriers associering), EF-traktatens artikel 238 (Lomé-aftalerne), EF-traktatens artikel 113 (handelspolitik) og EF-traktatens artikel 43 (fødevarebistand). Med unionstraktaten fik EF omfattende beføjelser på området for udviklingssamarbejde (EF-traktatens artikel 130 U-Y). Instrumenter: Associeringsaftaler med grupper af lande samt handels- og samarbejdsaftaler, generel præferenceordning, finansieringsstøtte, fødevare- og katastrofebistand, samordning og harmonisering af de nationale udviklingspolitikker. Budget: 1995: 2,651 mia. ECU, ca. 3,4% af EF-budgettet; ca. 2,5 mia. ECU pr. år til Lomé-samarbejdet. Siden midten af 1970'erne har Den Europæiske Union (EU) i stigende grad beskæftiget sig med udviklingspolitiske opgaver. Uden klart afgrænsede beføjelser har den gradvist tilvejebragt et udviklingspolitisk instrumentarium og en finansieringsramme, der med hensyn til virkningerne så absolut tåler sammenligning med medlemsstaternes aktionsmuligheder. Men det er først efter, at Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union trådte i kraft i november 1993, at EU nu råder over klart definerede beføjelser som et supplement til EU-medlemsstaternes aktiviteter. En mere vidtgående europæisering af udviklingspolitikken er dog - i det mindste på nuværende tidspunkt - ikke planlagt. Et erklæret mål går dog ud på at opnå en forstærket koordinering og afstemning af hhv. EU's og medlemsstaternes aktiviteter. Selv om EF indtil begyndelsen af 1990'erne ikke rådede over selvstændige udviklingspolitiske beføjelser, udfoldede det dog mangfoldige aktiviteter på området for Nord-Syd-samarbejde. Især af landbrugspolitiske årsager har EF siden 1969 deltaget i diverse internationale fødevareaftaler; og siden 1971 har EF inden for rammerne af den generelle præferenceordning indrømmet udviklingslandene ensidige handelsfordele. På grundlag af en række rådsbeslutninger i medfør af artikel 235 i EØF-traktaten har EF tillige siden midten af 1970'erne ydet finansieringsstøtte og katastrofebistand. I den forbindelse arbejder EU for tiden intenst med de (private) internationale hjælpeorganisationer. Med EU-traktaten er der sket en tydelig styrkelse af retsgrundlaget for EF udviklingspolitikken. I kraft af artikel 130 U-Y er der indført et nyt afsnit om Udviklingssamarbejde i EF-traktaten, der fastsætter tre mål: fremme af

206 206 udviklingslandenes økonomiske og sociale udvikling og af deres integrering i verdensøkonomien samt bekæmpelse af fattigdom. Det hedder udtrykkeligt, at det fælles udviklingssamarbejde udgør et supplement til medlemsstaternes politik. Hjelp til trejde verden Offentlid støtte fra de største donorlande (i mio. US$, 1992) EUR 15 (*) USA Japan Arabiske lande (**) Andre donorlande i den tredje verden (***) Norge Canada * EU og medlemstaterne. ** Herunder Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. *** Herunder Kina, Indien, Korea, Taiwan og Venezuela. Australien New Zeeland 0

207 Mål og instrumenter I begyndelsen af 1980'erne foregik der en nyorientering af EF's udviklingspolitik. I den forbindelse blev der - på opfordring af det i 1979 for første gang direkte valgte Europa-Parlament - af EF-Kommissionen i Pisani-memorandummet af oktober 1992 udstukket nye retningslinjer, og disse er siden blevet ajourført flere gange. I henhold hertil er der ud over de mere generelle overvejelser - frem for alt sikringen af verdensfreden - seks konkrete mål, der står i forgrunden: understøttelse af udviklingslandenes egne bestræbelser; fremme af landenes mulighed for at brødføde sig selv med en prioritering af udviklingen af landdistrikterne; udvikling af de menneskelige ressourcer og hensyntagen til den kulturelle dimension; udvikling af landenes egen kapacitet inden for videnskabelig og anvendt forskning; systematisk udnyttelse af alle forhåndenværende naturressourcer; genetablering og sikring af den økologiske balance. Denne prioritering har siden hen også i stigende grad været bestemmende for den måde, hvorpå man i praksis yder økonomisk tilskud. I september 1992 fremlagde Kommissionen en meddelelse om udviklingssamarbejdspolitikken indtil år 2000, hvori følgerne af Maastricht-traktaten trækkes tydeligt op. Af særlig betydning for samarbejdet er stadigvæk respekten for menneskerettighederne samt velfungerende forvaltnings- og regeringsstrukturer (god regeringsførelse). EUROPA FRA A TIL Å 207 EU-udviklingspolitikkens instrumenter omfatter handels-, associerings- og samarbejdsaftaler med udvalgte landegrupper og enkeltstater samt et stort antal globalt orienterede udviklingsinstrumenter. Til de sidstnævnte hører den generelle præferenceordning, som giver de begunstigede stater en lettere adgang til EUmarkedet, fødevarebistanden, katastrofebistanden og finansieringsstøtte til Asien og Latinamerika. Lomé-konventionerne Den egentlige kerne i EU's udviklingspolitik er Lomé-samarbejdet. Den første Lomé-konvention blev indgået i 1975 af de daværende ni EF-medlemsstater og 46 AVS-stater. En forløber herfor var Jaundé-konventionen. I december 1989 undertegnede repræsentanterne for de daværende 12 EF-medlemsstater og 69 udviklingslande den fjerde konvention (Namibia fulgte efter i 1990). Lomé IV har en løbetid på 10 år (fra marts 1990 til februar 2000), idet der dog i 1995 atter blev forhandlet om finansieringshjælpen for den resterende periode. I det handelspolitiske kapitel blev der truffet aftale om, at 99% af alle AVS-varer skal drage fordel af toldfri adgang til EU-markedet. Følsomme varer, der hører ind under EU's landbrugsmarkedsordning, er dog fortsat i vidt omfang udelukket fra at have fri adgang til EU-markedet. Omvendt har AVS-staterne lov til at lægge importtold på EU-varer, men disse toldsatser må ikke virke diskriminerende sammenlignet med den told, der pålægges varer fra andre industrilande. Et af de mest betydningsfulde instrumenter i EU-AVS-konventionen er den ordning, der er udviklet inden for rammerne af Lomé-samarbejdet til stabilisering af eksportindtægterne (Stabex). Denne ordning betragtes viden om som en model,

208 208 der ganske vist er af begrænset virkning, men som dog har vist sin værdi i praksis. Stabex-ordningen gælder for over 40 forskellige landbrugsmæssige råvarer og sikrer Lomé-staterne - i tilfælde af dalende salgspriser - en vis kompensation fra Fællesskabets kasse inden for rammerne af fastlagte maksimumssatser og når der foreligger en række bestemte omstændigheder. Siden 1987 har et tilsvarende system også stået til rådighed for de fattigste lande i Asien og Latinamerika. Andre kapitler i den fjerde Lomé-konvention beskæftiger sig med gældsætningsspørgsmålet, miljøbeskyttelse og menneskerettighederne. De finansielle midler er for tidsrummet 1990 til 1995, sammenholdt med Lomé III, øget fra 9 mia. ECU til 12,6 mia. ECU. Efter langvarige forhandlinger og småligt tovtrækkeri fra forskellige EU-medlemsstaters side blev der på Det Europæiske Råds møde i Cannes i 1995 aftalt, at EØS for tidsrummet 1996 til 2000 afsatte et beløb på 13,3 mia. ECU til dette formål. Resultaterne af det hidtidige Lomé-samarbejde er på ingen måde tilfredsstillende. AVS-landenes andel af EU's handel har i årevis været for nedadgående. Medens andelen indtil 1975 endnu androg noget over 7%, udgjorde den i begyndelsen af 1990'erne kun 4 til 5%. Dertil kommer de dalende råvarepriser og Lomépartnerlandenes tiltagende gældsbyrde. I henhold til en særlig rapport fra Revisionsretten fra juli 1995 var det årligt afsatte Stabex-beløb utilstrækkeligt i de tre første år under gennemførelsen af Lomé IV. I tidsrummet var det kun muligt at finansiere 40,7% af de berettigede fordringer. Ernæringssituationen giver fortsat grund til megen bekymring. Trods de delvis utilfredsstillende resultater er AVS-staterne - også på grund af mangelen på et realistisk alternativ - fortsat meget interesserede i en videreførelse af Lomé-samarbejdet. Konklusion EU's specielle udviklingspolitiske profil er i midten af 1990'erne karakteriseret ved, at Fællesskabet som tværnational sammenslutning fortrinsvis understøtter projekter med henblik på regional integration, f.eks. grænseoverskridende infrastrukturprojekter. Efter 1990 stiller EU stadig flere midler til rådighed for humanitær bistand. Denne omfatter visse dele af EU's fødevarehjælp, flygtningebistand, rehabiliteringsforanstaltninger efter kriser samt omsorgsarbejde under kriser. Mellem 1990 og 1994 blev de hertil beregnede midler stadig sat i vejret, fra 114 mio. ECU til 764 mio. ECU. Med henblik på den rent praktiske kanalisering heraf oprettedes Det Europæiske Fællesskabs Kontor for Humanitær Bistand (ECHO). Ser man bort fra mindre indrømmelser inden for rammerne af Lomé-samarbejdet, har EU dog ikke hidtil ydet noget nævneværdigt bidrag til løsning af gældsætningsproblemet. Det spørgsmål mener Unionen ikke, den har kompetence til at løse. Otto Schmuck

209 Økonomisk politik EUROPA FRA A TIL Å 209 Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 2, 3, 3 A og 4 A, 102 A-104 C, , 109 A-109 D og artikel 109 E-109 M. Formål: Vedvarende og afbalanceret vækst, forbedring af levestandarden, fremme af konvergens og samhørighed, høj beskæftigelse, stabile priser, sunde offentlige finanser og monetære vilkår og en holdbar betalingsbalance. Instrumenter: Det Rådgivende Monetære Udvalg, Udvalget for Økonomisk Politik, Det Europæiske Monetære Institut, Multilateral Overvågning ; tredje fase: et økonomisk og finansielt udvalg, et europæisk system af centralbanker De beslutninger, som stats- og regeringscheferne i Maastricht traf om -> Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) i forbindelse med traktaten om Den Europæiske Union, som trådte i kraft den 1. november 1993, har væsentlige virkninger for den økonomiske politik i det udvidede fællesskab efter Østrigs, Sveriges og Finlands tiltrædelse den 1. januar Formål, ansvarsområder og kompetence ifølge den hidtidige ret Bestemmelserne i EØF-traktaten af 1957 (siden 1993 EF-traktaten) om styring af økonomien i overensstemmelse med de generelle økonomiske mål afspejlede et kompromis mellem de økonomiske og integrationspolitiske krav og den nationale modstand mod at afgive suverænitet på området for den økonomiske politik. Selve formålene med den økonomiske politik var der ikke uenighed om. I EØF-traktatens artikel 2 ( Fællesskabets opgaver ) nævnes en varig og afbalanceret ekspansion, en øget stabilitet, en hurtigere højnelse af levestandarden og snævrere forbindelser mellem Fællesskabets medlemsstater. I EØF-traktatens særlige afsnit om Den økonomiske politik er der i artikel 104 opstillet følgende yderligere formål: en høj beskæftigelsesgrad, et stabilt prisniveau og ligevægt på betalingsbalancen. Under EØF-traktaten forblev kompetencen med hensyn til den økonomiske og monetære politik i vid udstrækning hos de nationale regeringer. Samtidig forpligtedes regeringerne imidlertid til at betragte deres konjunktur- og valutakurspolitik som spørgsmål af fælles interesse (EØF-traktatens artikel 103 og 107) samt til at samordne deres økonomiske politik i overensstemmelse med EØF-traktatens artikel 105, dvs. at føre en politik der er rettet mod de fælles mål.

210 210 Fællesskabet skabte de institutionelle rammer for samordningen gennem oprettelsen af forskellige udvalg såsom Det Monetære Udvalg og udvalgene for økonomisk politik, økonomisk politik på mellemlang sigt og budgetpolitik. Utilfredsstillende samordning Da medlemsstaternes synspunkter med hensyn til stabilitet i tiltagende grad afveg fra hinanden, og da det ikke var muligt at forlige disse synspunkter inden for rammerne af udvalgene, forekom der foranstaltninger indenfor den økonomiske politik, som ikke var samordnede. Denne udvikling med aftagende integration inden for den økonomiske og monetære politik var i strid med kravene i EØFtraktaten, som foreskrev en gradvis tilnærmelse af medlemsstaternes økonomiske politik og oprettelsen af et fællesmarked som instrumenter til virkeliggørelse af målene. EMS'en som et nyt incitament til samarbejde Et nyt tilløb til et snævrere samarbejde om politikken på det økonomiske og monetære område blev først muligt, da de stabilitetspolitiske synspunkter nærmede sig hinanden, og man i højere grad gik ind for den opfattelse, at kun en politik, der bygger på prisstabilitet, kan medvirke til en løsning af arbejdsløshedsproblemerne. En sådan tilnærmelse af målsætningerne gjorde det i sidste ende muligt at oprette -> det europæiske monetære systems (EMS) som en ordning med faste vekselkurser (om end med mulighed for tilpasninger) og klart fastlagte interventionsregler. D-marken overtog funktionen som den ledende valuta og blev dermed det stabiliserende element i ordningen. Med EMS'en opstod der en tendens til økonomisk konvergens, som via aksen Bonn-Frankfurt-Paris påvirkede de andre deltagerlande i EMS'en. Nogle EMS-medlemmer imødegik i første omgang begrænsningerne af deres økonomiske bevægelsesfrihed ved at opretholde begrænsninger for kapitalbevægelser. Med den liberalisering af kapitalbevægelserne, der blev indført i Fællesskabet fra den 1. juli 1990, blev afgivelsen af suverænitet på det økonomiske område endnu tydeligere. Det ligger i logikken bag -> det indre marked, at udhulingen af den nationale kompetence på det økonomiske og monetære område på mellemlang sigt aktivt vil blive udlignet gennem en videreudvikling af Fællesskabet til en ØMU med et europæisk centralbanksystem. Den økonomiske politik i praksis: 1980'erne til begyndelsen af 1990'erne I begyndelsen af 1980'erne var der endnu ingen enighed mellem medlemsstaterne om, hvorledes man skulle overvinde recessionen, og hvorledes arbejdsløsheden skulle bekæmpes. Med en realvækst i bruttonationalproduktet (BNP) på 2,5% var arbejdsløsheden i 1985 på næsten 11%, medens finansieringsunderskuddet for EFmedlemsstaterne udgjorde 5,2% af BNP, og inflationsraten lå på 6% til trods for en tydelig nedgang siden begyndelsen af 1980'erne. På denne baggrund vedtog Rådet ( -> Rådet for Den Europæiske Union) i 1985 en samarbejdsstrategi for en

211 mere beskæftigelsesfremmende vækst, som byggede på et snævert samarbejde mellem regering, arbejdsgivere og arbejdstagere, men også mellem regioner. Denne strategi tager udgangspunkt i en sammenhæng mellem en langsommere lønudvikling, en styrkelse af efterspørgslen og en forbedring af betingelserne på markederne for varer, kapital og arbejde. En forbedring af betingelserne for markederne for varer og tjenesteydelser og dermed vækstbetingelserne indgik desuden i 1993-programmet for det indre marked, som Kommissionen ( -> Europa- Kommissionen) forelagde i sin hvidbog af juni EUROPA FRA A TIL Å 211 Ved hjælp af samarbejdsstrategien skulle den gennemsnitlige vækstrate for BNP i EF hæves fra 2,5% i midten af 80'erne til 3,5% i 1990, ligesom arbejdsløshedsprocenten i dette tidsrum skulle nedbringes til 8%. Først ved udgangen af 1980'erne nåedes den vækstrate, der ansås for nødvendig, og arbejdsløshedsprocenten faldt fra den indtil da højeste værdi på 10,8% (1985) til 8,1% (1990). Den vækst, der var nødvendig for en fortsat nedgang i arbejdsløsheden, var det imidlertid ikke muligt at opretholde i Fællesskabet i begyndelsen af 1990'erne (vækstrate BNP 1994: 1,5%), og arbejdsløshedsprocenten steg til 11% (1994). Inflationen aftog og androg i ved en svagt aftagende konvergens og en midlertidig stigning efter ,3%. De tre nye EU-medlemmer, Østrig, Sverige og Finland, lå med deres inflationsrater under dette gennemsnit. Det samlede budgetunderskud for EF-landene kunne i sidste halvdel af 1980'erne nedbringes fra 5,2% af BNP (1985) til 2,6% (1989), men har siden 1990 udvist en tydeligt stigende tendens (1994: 5,6%). I mange medlemsstater er der behov for en betydelig indsats for at opnå en konsolidering. Den økonomiske politik i 1990'erne Maastricht-beslutningerne vedrørende ØMU'en er af vidtrækkende betydning for den økonomiske og monetære politik. I en tredelt proces, hvor første fase begyndte den 1. juli 1990, skal der efter udløbet af den anden fase, der trådte i kraft den 1. januar 1994, senest den 1. januar 1999 være oprettet en ØMU. I betragtning af den store uenighed, der indtil for nylig har været om reguleringsforanstaltningerne, er det bemærkelsesværdigt, at det udtrykkeligt understreges, at Unionens og medlemsstaternes økonomiske politik skal bygge på en åben markedsøkonomi med fri konkurrence (EF-traktatens artikel 3 A, 102 A og 105). Det må imidlertid afventes, hvorledes dette kommer til udtryk i den økonomiske praksis i de kommende år. Medlemsstaterne skal betragte deres økonomiske politikker som et spørgsmål af fælles interesse og samordne dem i Rådet (EF-traktatens artikel 103) i overensstemmelse med en udvidet liste over principper og mål. Som vejledende principper for den økonomiske og monetære politik nævnes i EF-traktaten stabile priser, sunde offentlige finanser og monetære vilkår og en holdbar betalingsbalance (EF-traktatens artikel 3 A, stk. 3). Rådet udarbejder overordnede retningslinjer for medlemsstaternes økonomiske politik, og efter en drøftelse heraf i Det Europæiske Råd vedtager Rådet dem i form af en henstilling rettet til

212 212 medlemsstaterne. For at fremme og opretholde den økonomiske konvergens udbygges den bestående ordning med multilateral overvågning. Hvis der føres en økonomisk politik, som ikke er i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer, kan Rådet rette de nødvendige henstillinger til den pågældende medlemsstat og eventuelt - som pressionsmiddel - beslutte at offentliggøre disse. Samordnings- og overvågningsaktiviteterne er hovedsageligt rettet mod finanspolitikken. I modsætning til pengepolitikken (i den tredje fase) underlægges den ikke Fællesskabets kompetence. Medlemsstaternes finanspolitik skal dog indordnes under en samordningsprocedure, der gradvis bliver mere og mere strikt. Gennem optagelsen af vigtige stabilitetspolitiske retningslinjer i traktaten skal det sikres, at stabilitetspolitikken ikke alene baseres på pengepolitikken. Af de retningslinjer, der har været gældende siden 1994, kan navnlig nævnes: forbuddet mod en monetær finansiering af offentlige budgetter (EF-traktatens artikel 104 og 104 A); de enkelte medlemsstaters eget ansvar for deres statsgæld (EF-traktatens artikel 104 B); medlemsstaternes undgåelse af uforholdsmæssigt store offentlige underskud (EF-traktatens artikel 104 C). Ved hjælp af fastlagte kriterier - ifølge hvilke underskuddet for et lands samlede offentlige budgetter principielt ikke må overstige 3% af BNP, og den samlede gæld ikke må overstige 60% af BNP - overvåger Kommissionen budgetudviklingen i medlemsstaterne, idet den - under hensyntagen til yderligere kriterier - kontrollerer, om der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud. Hvis det er tilfældet, indleder Rådet med henblik på nedbringelse af underskuddene en procedure, som - i den sidste fase - også giver mulighed for finansielle sanktioner. Det monetære udvalg, der medvirker ved samordningen og overvågningen, opløses ved begyndelsen af den afsluttende fase - hvor der ikke længere kan føres nogen national monetær politik - og erstattes da et økonomisk og finansielt udvalg. Ifølge traktatbestemmelserne om den monetære politik skal der i den afsluttende fase oprettes et Europæisk System af Centralbanker (ESCB) og fastlægges vekselkurser med henblik på indførelsen af en fælles valuta i Fællesskabet senest i ESCB - der består af Den Europæiske Centralbank (ECB) og de nationale centralbanker - er ansvarlig for fastlæggelsen og gennemførelsen af Fællesskabets pengepolitik. I overgangsfasen vil pengepolitikken stadig være et nationalt ansvarsområde. Det Europæiske Monetære Institut (EMI), der oprettedes i Frankfurt i begyndelsen af 1994, har derfor heller ingen monetære styringsfunktioner, men skal sørge for en pengepolitisk samordning i lighed med det opløste udvalg bestående af centralbankcheferne. ESCB, hvis detaljerede statut er fastlagt i en til traktaten knyttet protokol, har som hovedmål at fastholde prisstabilitet. Kun i det omfang, denne målsætning ikke derved berøres, skal ESCB, der ved udøvelsen af sine funktioner er uafhængigt, støtte den generelle økonomiske politik. Konvergenskriterierne er ikke i sig selv uproblematiske. Bestræbelserne går kun ud på en relativ prisstabilitet. Hvad underskuddene angår, lægges

213 nationalbudgetterne til grund, og underskud vil derfor kunne skjules i uofficielle dele af statsbudgettet. Den Europæiske Union må bevise, at den er i stand til at skabe og udvikle en stabilitetskultur, som er en absolut forudsætning for at kunne sikre en varig beskæftigelse og vækst. EUROPA FRA A TIL Å 213 Med hvidbogen Vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse, der udkom i december 1993 umiddelbart efter unionstraktatens ikrafttrædelse, reagerede Kommissionen på Unionens mest påtrængende problem, nemlig den fra cyklus til cyklus stigende arbejdsløshed i Den Europæiske Unions medlemsstater. Hvidbogens undertitel, Udfordringer og veje ind i det 21. århundrede, viser tydeligt, at den er tænkt som et langsigtet strategipapir til nedbringelse af arbejdsløsheden. Den ambitiøse målsætning er oprettelsen af 15 millioner arbejdspladser inden århundredets udgang. De midler, der ifølge hvidbogen skal anvendes til opnåelse af de nødvendige vækstforudsætninger, er af meget forskellig art og omfatter bl.a.: forbedring af de makroøkonomiske rammebetingelser, investeringer i moderne infrastruktur til opnåelse af nye vækstmarkeder, tilvejebringelse af de nødvendige menneskelige ressourcer, intensivering af den interne og eksterne konkurrence, fremme af innovation gennem målrettet støtte til forskning og udvikling, generobring af prisfordele gennem nedbringelse af omkostninger og afgifter samt en mere fleksibel anvendelse af arbejdskraften. Endvidere omhandler hvidbogen forholdet mellem ressourcer, miljø og vækst. Selv om hvidbogen alt i alt ikke indeholder nogen færdig strategi og på flere områder giver anledning til betænkeligheder, er den trods alt et vigtigt debatoplæg og en rettesnor for de beslutninger, der i Den Europæiske Union skal træffes på meget forskellige niveauer, og som vil være medbestemmende for, om ØMU'en bliver en succes. Henry Krägenau

214 214 Den Økonomiske og Monetære Union Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 102 A-109 M Formål: Prisstabilitet, uigenkaldelig fastlæggelse af vekselkurserne mellem EUvalutaerne inden 1999, indførelse af en fælles valuta, euroen Instrumenter: Udvikling af en fælles monetær politik, snæver samordning af den økonomiske politik, oprettelse af et europæisk centralbanksystem (ECBS) Gennemførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) er et af de mest ambitiøse, men også omstridte mål for -> Den Europæiske Union. Med undertegnelsen af unionstraktaten ( -> Traktater) og dennes ratificering den 1. november 1993 blev der truffet bindende beslutning om oprettelsen af ØMU'en. En fælles valuta vil internt styrke -> det indre marked og eksternt give Unionen større økonomisk vægt. Ifølge Maastricht-traktaten skal valutakurserne mellem ØMU-medlemsstaterne fastlægges uigenkaldeligt fra den 1. januar De nationale valutaer vil da kun være et udtryk for den fælles valuta, som ifølge traktaten derefter hurtigt skal indføres. Behovet for et snævert samarbejde om den monetære politik er frem for alt betinget af en stærk økonomisk indflydelse udefra. Jo snævrere økonomiske systemer er forbundet med hinanden, jo mere forstyrrende kan valutakursudsving indvirke på deres økonomiske forbindelser. EU regner derfor først og fremmest med, at indførelsen af ØMU'en vil forbedre EU's konkurrenceevne. Fællesskabet har allerede taget flere tilløb til et øget monetært samarbejde. I 1970'erne mislykkedes Werner-planen om en ØMU på grund af manglende vilje til en øget integration og forskellige økonomiske opfattelser i medlemsstaterne. Siden fulgte pragmatiske tilløb til at begrænse valutakursrisikoen inden for valutaslangen (1972) og -> det europæiske monetære system (1979). Det i mellemtiden udskudte mål om en ØMU blev først igen taget på dagsordenen, da en øget integration, den forestående gennemførelse af det indre marked og en tilnærmelse af synspunkterne vedrørende den økonomiske politik i midten af 1980'erne skabte det nødvendige grundlag herfor. Delors-rapporten og Maastricht-traktaten Traktatens bestemmelser om Den Europæiske Union er i vid udstrækning baseret på idéerne i Delors-rapporten. Denne rapport, der i april 1989 blev forelagt af en

215 ekspertgruppe med deltagelse af cheferne for de nationale centralbanker, tog sigte på en overgang til ØMU i tre faser. Målene med den første fase, som påbegyndtes den 1. juli 1990, var hovedsagelig at øge samordningen af den monetære politik, at bringe alle medlemsstater ind i EMS'en, at afslutte gennemførelsen af det indre marked og at påbegynde arbejdet med henblik på de traktatændringer, der senere ville blive nødvendige. Det vigtigste skridt i den anden fase er oprettelsen af et europæisk centralbanksystem, i første omgang med begrænsede beføjelser. Den tredje fase vedrører overgangen til faste vekselkurser og en fælles valuta. EUROPA FRA A TIL Å 215 Allerede i 1989 vedtog Det Europæiske Råd i Madrid at indlede den første fase, og der opnåedes enighed om at indkalde en regeringskonference i slutningen af Ikke mindst for at knytte Tyskland nærmere til Fællesskabet forud for landets forening enedes -> Det Europæiske Råd i april 1990 om at indkalde til endnu en regeringskonference om den institutionelle udformning af Den Politiske Union. Hvad den monetære politik angår, enedes EF-medlemsstaterne om at fastsætte begyndelsesdatoen for anden fase af ØMU til den 1. januar Allerede inden indkaldelsen af regeringskonferencen blev der i december 1990 fastlagt en statut for Den Europæiske Centralbank, og det fastsattes heri, at det overordnede mål er prisstabilitet. Vejen til en Økonomisk og Monetær Union Maastricht-traktaten er udtryk for en kontinuerlig udvikling i Europa-politikken, idet den lægger større vægt på den økonomiske integration end på den politiske. Hvad den monetære politik angår, er den flerfasede Delors-plan herved blevet konkretiseret i en køreplan, hvor de politiske og tidsmæssige mål er blevet sammenknyttet. I den forbindelse var forhandlingerne om bestemmelserne vedrørende overgangen til og udformningen af anden og tredje fase vanskelige. Dels var det nødvendigt at undgå uklarheder med hensyn til kompetencefordelingen mellem den nationale og den europæiske monetære politik i overgangsperioden, dels var der behov for en nær sammenknytning af de to faser. Løsningen blev derfor, at medlemsstaterne i anden fase bevarer deres kompetence med hensyn til de pengepolitiske beslutninger, men at de er forpligtede til at gøre deres centralbanker uafhængige (EF-traktatens artikel 109E). Hvad institutionerne angår, førte forberedelsen af ØMU'en til oprettelsen den 1. januar 1994 af Det Europæiske Monetære Institut (EMI), forløberen for Den Europæiske Centralbank. Det har til opgave at støtte medlemsstaterne i deres bestræbelser på at skabe forudsætningerne for overgangen til tredje fase. Desuden skal det udvikle de instrumenter og procedurer, der er nødvendige for at føre en fælles penge- og valutakurspolitik. En fælles valutas værdistabilitet forudsætter en troværdig stabilitetspolitik og en høj grad af konvergens mellem de omfattede økonomier. Medens alle EUmedlemsstater deltager i ØMU'ens anden fase, blev adgangen til at deltage i tredje fase derfor betinget af en samtidig opfyldelse af de såkaldte konvergenskriterier (EF-traktatens artikel 109 J):

216 216 en høj grad af prisstabilitet; dette mål er nået, hvis inflationstakten i en medlemsstat højst overstiger den gennemsnitlige inflationstakt med 1,5% i højst de tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet holdbare offentlige finanser; denne betingelse er opfyldt, hvis en medlemsstats årlige nye gældsstiftelse ikke overstiger 3% af BNP, og dens samlede gæld ikke overstiger 60% af BNP; her er der dog givet et vist spillerum; hvis en medlemsstats samlede offentlige gæld er tilstrækkeligt aftagende og hurtigt nærmer sig den foreskrevne grænse på 60%, anses dette kriterium for opfyldt, hvis Rådet træffer beslutning herom valutakursstabilitet; det kræves, at en valuta i mindst de seneste to år uden devaluering over for en anden medlemsstats valuta har overholdt de smalle udsvingsmargener i EMS'en; efter udvidelsen af margenerne i EMS'en i 1993 er det dog et spørgsmål, om dette kriterium stadig er relevant den varige karakter af konvergensen og af deltagelsen i EMS; denne betingelse måles ved hjælp af de langfristede nominelle rentesatser; disse må ikke overstige gennemsnittet af de langfristede rentesatser med mere end 2% i højst de tre medlemsstater, der har de laveste inflationsrater. Selv om konvergenskriterierne er politisk fastlagt, kan de ses som avancerede indikatorer for egnetheden til at deltage i ØMU. De viser imidlertid også de tydelige konvergensforskelle, der stadig består mellem EU-medlemsstaterne. Ud fra dette synspunkt er Maastricht-traktaten udtryk for et kompromis mellem ønsket om en tilstrækkelig lang overgangsperiode og en tidsfæstet hurtig og uigenkaldelig overgang til ØMU'en. I første omfang vurderer Rådet for -> Den Europæiske Union med kvalificeret flertal på grundlag af beretninger fra EMI og -> Europa-Kommissionen, om konvergenskriterierne er opfyldt. Rådet i dets sammensætning af stats- og regeringscheferne beslutter på basis heraf inden udgangen af 1996, om et flertal af medlemsstaterne opfylder de nødvendige betingelser. Derefter fastsætter det en dato for indledningen af tredje fase. I det (sandsynlige) tilfælde, at flertallet af medlemsstaterne ikke kan opfylde betingelserne, foretages der i næste omgang inden den 1. juli 1998 en fornyet undersøgelse af forudsætningerne for deltagelse i ØMU'en. De hertil kvalificerede medlemsstater påbegynder Den Monetære Union den 1. januar Mindst hvert andet år gentages undersøgelsesproceduren. Alle de medlemsstater, der er kvalificerede til tredje fase, skal derefter deltage heri. Gennem undtagelsesbestemmelser er Det Forenede Kongerige og Danmark dog fritaget for forpligtelsen til automatisk deltagelse. Statutten for Den Europæiske Centralbank og EF-traktatens artikel D indeholder de relevante monetære bestemmelser vedrørende Det Europæiske System af Centralbanker. Bestemmelserne er inspireret af den model, der kendes fra den tyske centralbank (Bundesbank), og fremhæver målet om prisstabilitet. For at sikre dette mål, er ECB udelukket fra at søge eller modtage instrukser (EFtraktatens artikel 107). Den må ikke på nogen måde finansiere offentlige

217 underskud. Til sikring af konvergensen skal der ifølge traktaten foretages en snæver samordning mellem EU-medlemsstaterne med hensyn til -> økonomisk politik, og Rådet overvåger dette. EUROPA FRA A TIL Å 217 Gennemførelse og perspektiver I unionstraktaten er der bevidst ikke medtaget detaljerede bestemmelser om alle forhold vedrørende ØMU'en. Navnlig spørgsmålet om gennemførelsen kræver, at der inden indledningen af tredje fase fastsættes yderligere bestemmelser. I en grønbog, som Kommissionen forelagde i maj 1995, skiteseredes flere scenarier for indførelsen af en fælles valuta. EMI har også forelagt sine idéer i så henseende. Det ser ud til, at den fælles valuta fra begyndelsen af 1999 i første omgang vil blive benyttet af centralbankerne og forretningsbankerne. Omstillingsvanskelighederne søges lettet gennem tilstrækkeligt lange overgangsfrister. Fra den 1. januar 2002 skal der foreligge pengesedler og mønter i den europæiske valuta. Seks måneder senere mister de deltagende nationale valutaer deres gyldighed som betalingsmiddel. På topmødet i Madrid i december 1995 bekræftede stats- og regeringscheferne deres vilje til at påbegynde ØMU'en i 1999, og de enedes om at give den nye valuta betegnelsen euro. Inden udgangen af 1996 skal ECB's pengepolitiske instrumenter desuden fastlægges. For at ØMU'en ikke skal medføre en varig opsplitning af det indre marked, skal valutaerne i de deltagende lande ( Ins ) og de ikke-deltagende lande ( Outs ) knyttes til hinanden inden for rammerne af en EMS II. Alt i alt forløber de tekniske forberedelser af ØMU'en i overensstemmelse med den fastlagte tidsplan. Siden ratificeringen har der været en vis kritik af Maastricht-traktaten. Med hensyn til Den Monetære Union har den offentlige debat, når der ses bort fra en principiel afvisning, været koncentreret om, at der ikke samtidig opnås en Politisk Union og en Økonomisk og Monetær Union. Uden en stærkere politisk integration skulle der ikke foreligge det nødvendige grundlag for en Monetær Union. Desuden forekommer det tvivlsomt, om det i forbindelse med en fælles monetær politik blot ved en samordning af den økonomiske politik kan sikres, at forpligtelsen til prisstabilitet ikke omgås. Der er også sået tvivl om konvergenskriteriernes klarhed, og denne tvivl er gået hånd i hånd med en dyb mistillid til, om der ikke inden indledningen af tredje fase vil blive foretaget en svækkelse af kriterierne. I virkeligheden er det en grundlæggende mangel ved traktaten, at konvergenskriterierne heri blot er opstillet som tiltrædelsesbetingelser. Der er ganske vist mulighed for sanktioner, hvis der ikke føres en hensigtsmæssig økonomisk politik, men sådanne sanktioner skal vedtages med kvalificeret flertal. Det er derfor ikke utænkeligt, at de stabilitetsbestræbelser, der i øjeblikket kan konstateres, vil aftage efter indledningen af tredje fase. Denne problematik blev taget op i forslaget om en stabilitetspagt for Europa, som Tyskland forelagde i november Kernen i dette forslag er en procedure, ved hvilken der også efter ØMU'ens gennemførelse kræves en strengere budgetdisciplin. I modsætning til EF-traktaten omfatter stabilitetspagten

218 218 afskrækkende automatiske sanktioner med store bødebeløb, hvis der føres en uhensigtsmæssig økonomisk politik. I september 1996 gik Rådet i princippet ind for at sikre Den Økonomiske Union ved hjælp af sådanne supplerende bestemmelser. Den politiske vilje til at påbegynde ØMU'en på det planlagte tidspunkt er blevet bekræftet den ene gang efter den anden. Foruden det uløste problem med ordningens acceptabilitet i visse medlemsstater, er der også meget ømtålelige punkter i forbindelse med den konkrete gennemførelse. Den Monetære Unions økonomiske nytteværdi stiger med antallet af medlemmer. På trods af alle konsolideringsbestræbelserne var det i 1995 imidlertid kun Luxembourg, der kunne opfylde konvergenskriterierne. Alle politikere er enige om at afvise udskydelse som en mulighed; det ville indebære en fare for, at integrationsdynamikken og den deraf følgende disciplin blev svækket. Desuden ønsker de ikke nogen opblødning af konvergenskriterierne. Det ville formentlig heller ikke være muligt. En aftale om en stabilitetspagt kunne være et vigtigt middel til at løse dette tresidede problem, uden at troværdigheden dermed fortabes. Olaf Hillenbrand

219 Det Økonomiske og Sociale Udvalg EUROPA FRA A TIL Å 219 Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 4, stk. 2 og Sammensætning: 222 medlemmer fra de 15 EU-medlemsstater: 24 fra Tyskland, Frankrig, Det Forenede Kongerige og Italien, 21 fra Spanien, 12 fra Belgien, Grækenland, Nederlandene, Østrig, Portugal og Sverige, 9 fra Danmark, Finland og Irland og 6 fra Luxembourg (EF-traktatens artikel 194). Udvalget vælger af sin midte sin formand og sit præsidium. Funktion: Institutionaliseret repræsentation for de forskellige grupper inden for det økonomiske og sociale liv i EU-medlemsstaterne, rådgivende funktion Instrumenter: Udtalelser til Rådet og Kommissionen Budget: 1995: 26,3 mio. ECU; derudover 57,8 mio. ECU til den organisatoriske infrastruktur, som ØSU råder over sammen med Regionsudvalget Det Økonomiske og Sociale Udvalg (ØSU) blev oprettet ved Rom-traktaterne af 1957 med henblik på at repræsentere interesserne for de forskellige grupper inden for det økonomiske og sociale liv. Gennem ØSU har disse grupper fået mulighed for inden for -> Den Europæiske Union (EU) navnlig at medvirke ved gennemførelsen af det indre marked og dermed deltage i integrationsprocessen. De fik gennem denne institution mulighed for gennem udtalelser at tilkendegive deres synspunkter vedrørende alle spørgsmål af fællesskabsinteresse over for -> Europa- Kommissionen og -> Rådet for Den Europæiske Union. Rettigheder og opgaver Udvalget kan i forbindelse med -> beslutningsprocedurer høres af Rådet og Kommissionen, når disse institutioner finder dette hensigtsmæssigt. I bestemte tilfælde er disse to organer ifølge traktaten forpligtet til at høre ØSU, inden de træffer afgørelse, bl.a. i forbindelse med foranstaltninger vedrørende gennemførelse af arbejdskraftens frie bevægelighed (EF-traktatens artikel 49) og etableringsfriheden (EF-traktatens artikel 54), samarbejde på det sociale område (EF-traktatens artikel 118 og 121), uddannelsesspørgsmål (EF-traktatens artikel 126 og 127), folkesundhed og forbrugerbeskyttelse (EF-traktatens artikel 129 og 129 A) samt miljøspørgsmål (EF-traktatens artikel 130 S) og regionaludvikling (EFtraktatens artikel 130). Kommissionen og Rådet kan sætte en frist på mindst fire

220 220 uger for fremsættelsen af ØSU's udtalelse. Efter udløbet af denne frist er der ingen pligt til at tage hensyn til en eventuel udtalelse. Endvidere kan ØSU efter ikrafttrædelsen af traktaten om Den Europæiske Union på eget initiativ afgive en udtalelse i de tilfælde, hvor ØSU finder det hensigtsmæssigt (EF-traktatens artikel 198). ØSU afholder normalt ti plenarmøder om året, og det vedtager her (med simpelt flertal) på grundlag af forslag udarbejdet af de faglige sektioner årligt i gennemsnit ca. 180 udtalelser, hvoraf ca. 10% afgives på eget initiativ. Disse udtalelser forelægges Rådet og Kommissionen og offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Det Økonomiske og Sociale Udvalg Rådgivende organ for Den Europæiske Union 222 repræsentanter for erhvervsliv og samfund Politiske områder, som Rådet og Kommissionen skal høre Det Økonomiske og Sociale Udvalg om: Den fælles landbrugspolitik Transportpolitik Det indre marked Social- og arbejdsmarkedspolitik Uddannelsesfremme Forbrugerbeskyttelse Miljøpolitik Struktur- og regionalpolitik Industripolitik Forskningsfremme o.l.

221 Struktur Medlemmerne af ØSU er opdelt i tre grupper: arbejdstagere, arbejdsgivere og andre interesser - liberale erhverv, landbrug, kooperativer, handelskamre og forbrugerorganisationer. De beskikkes for en fireårig periode ved enstemmig vedtagelse af Rådet på forslag af de enkelte nationale regeringer og efter høring af Kommissionen, og genbeskikkelse er mulig. ØSU-medlemmerne vælger af deres midte for en periode på to år et præsidium, der er sammensat af 30 medlemmer (10 pr. gruppe), og som har en formand og to viceformænd, der skiftevis vælges fra en af de tre grupper. Formanden er ansvarlig for, at ØSU's arbejde forløber gnidningsfrit. Sammen med præsidiet er han også ansvarlig for forbindelserne med tredjelande. Formandens hovedopgave er imidlertid at lede og samordne arbejdet i ØSU's forskellige arbejdsorganer, og at fastlægge de politiske retningslinjer for disse. Arbejdsorganerne omfatter de ni faglige sektioner, som tilsammen dækker alle arbejdsområderne for ØSU's virksomhed: økonomiske, finansielle og monetære spørgsmål; eksterne forbindelser; sociale spørgsmål; miljøbeskyttelse og folkesundhed; landbrug og fiskeri; regionaludvikling; industri og handel; transport og kommunikation; energi, kernekraft og forskning. EUROPA FRA A TIL Å 221 Vurdering ØSU's egentlige instrument, udtalelsen, har på grund af dets rådgivende karakter ofte kun en begrænset virkning med hensyn til varetagelsen af de forskellige økonomiske og sociale gruppers interesser. Disse grupper søger derfor i stigende grad at påvirke Europa-Kommissionen direkte, da de ser en større chance for at opnå deres mål gennem denne fremgangsmåde. Det er også grunden til, at ØSU forsøger at styrke sin hidtil underordnede rolle i EU's institutionelle struktur med henblik på at blive et ligeberettiget organ med mulighed for direkte indflydelse på lovgivningsproceduren. I nogle år har Udvalget også i tiltagende grad varetaget opgaver, som går ud over dets forpligtelser ifølge traktaterne. Det gennemfører således med støtte fra de andre EU-institutioner adskillige aktioner, som tager sigte på at forbedre forbindelsen mellem borgerne i Den Europæiske Union og EU-organerne. ØSU vil dermed demonstrere, at det er mere end blot et lobbyorgan for de forskellige interessegrupper. Nicole Schley

222 222 Stikords-ABC

223 Stikords-ABC Olaf Hillenbrand EUROPA FRA A TIL Å 223 ADAPT: Fællesskabsinitiativ til støtte af den økonomiske vækst og beskæftigelsen og til styrkelse af virksomhedernes konkurrenceevne. Programmet omfatter erhvervsuddannelsesforanstaltninger og omstillingsstøtte til industrien, der er midt i en ombrydningstid. Hovedformålet er at medfinansiere grænseoverskridende projekter i alle regionerne. Adresse: Europa-Kommissionen, GD V, Kontor B.4, Rue de la Loi 200, B-1049 Bruxelles, tlf.: (0032 2) Afgiftsharmonisering: De forskellige afgiftsniveauer i EU er til skade for det indre marked. EF-traktaten indeholder bestemmelse om en harmonisering af de indirekte skatter (EFtraktatens artikel 99). Herved vil de afgiftsgrænser inden for EU falde bort, der hidtil har krævet en udligning for at forhindre konkurrenceforvridninger. Det bedst kendte eksempel er momsen: Jo mere momssatserne i de forskellige EU-lande tilnærmes hinanden, jo mindre udligningsafgift skal der betales. Inden for de direkte skatter ville en harmonisering af virksomhedsbeskatningen give samme konkurrencevilkår for alle. Skatte- og afgiftsharmoniseringer begrænser mærkbart medlemsstaternes nationale suverænitet og støder derfor på stor modstand. I oktober 1992 vedtog ministerrådet en række direktiver om tilnærmelse af momsog punktafgiftssatserne og skabte derved forudsætningen for at afskaffe grænsekontrollen for privatpersoner. Afgiftsforliget betyder, at man i forbindelse med vareudvekslinger fra 1997 går over til oprindelseslandsprincippet. Den kontrol, der indtil da skal foretages som følge af de forskellige afgiftssatser i medlemsstaterne, er blevet flyttet fra grænsen og ud i virksomhederne. Antidumping- og udligningstold: Der opkræves antidumpingtold, når varer indføres til priser, der er lavere, end hvad de sælges for på eksportlandets hjemmemarked. Hvis varerne subventioneres i eksportlandet, opkræves der udligningstold. Disse toldafgifter har fået større betydning i de senere år, hvor tolden efterhånden er blevet afskaffet. Det er en forudsætning for opkrævningen af toldafgifterne, at der er tale om en konkurrenceforvridende og med fællesmarkedet uforenelig begunstigelse af bestemte virksomheder eller produkter ( -> Det indre marked). ARIANE: Med dette program skal anvendelsesområdet for Den Europæiske Unions kampagne bøger og læsning udvides til også at omfatte oversættelsessektoren. Det

224 224 er primært oversættelse af samtidslitteratur under særlig hensyntagen til kun lidt udbredte sprog, der skal støttes. ARIANE tilbyder endvidere stipendier til oversættere og støtter opbygningen af et oversætternetværk ( -> Kulturpolitik). Adresse: Europa-Kommissionen, GD X, Kontor D.1, Rue de la Loi 200, B-1049 Bruxelles, tlf.: (0032 2) ASEAN: Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien (Association of South East Asian Nations). Siden 1978 har der eksisteret en politisk samarbejdsaftale mellem ASEANlandene (Brunei, Indonesien, Malaysia, Filippinerne, Singapore, Thailand og Vietnam) og -> Den Europæiske Union, der hvert andet år kommer til udtryk i en konference mellem landenes udenrigsministre. En lang række udvalg og et permanent kontor (ASEAN Brussels Committee/ABC) sikrer et kontinuerligt samarbejde ud over ministerkonferencerne. Handelen har dog også stor betydning, eftersom EU er ASEAN-landenes næststørste eksportpartner (Forbindelser udadtil). AVS-landene: I alt 70 udviklingslande i Afrika, Vestindien og Stillehavet, der ved Lomékonventionen er knyttet sammen med EU ( -> Udviklingspolitik). Barcelona-konferencen: I november 1995 vedtog EU-landene og tolv nabolande i Middelhavsområdet på en fælles konference Barcelona-erklæringen. Erklæringen, der har til formål at sikre stabiliteten i Middelhavsområdet, indeholder tre hovedpunkter: for det første oprettelsen af et politisk og sikkerhedspolitisk partnerskab til sikring af menneskerettighederne og de grundlæggende politiske friheder, for det andet oprettelsen af et Euro-Middelhavsfrihandelsområde inden år 2010, og for det tredje fremme af den sociale og kulturelle dimension, herunder respekt for hinandens kultur og religion. Barcelona-konferencen er således blevet optakten til en uddybning af forbindelserne mellem EU og dens naboer mod syd ( -> Middelhavet og Mellemøsten). BC-nettet / Business Cooperation Network: Nettet, der blev oprettet i 1988, er en sammenslutning af ca. 600 virksomhedskonsulenter fra den offentlige og den private sektor. Disse konsulenter står i forbindelse med hinanden via en central computer på nettets kontor i Bruxelles og er behjælpelige med at formidle samarbejdspartnere til mindre virksomheder i EU og i en række tredjelande. Gennem et samarbejde på tværs af grænserne får de små og mellemstore virksomheder på trods af deres begrænsede kapacitet mulighed for at deltage i EU's forsknings- og udviklingsprogrammer. Adresse: Business Cooperation Center, Rue d'arlon 90, B-1000 Bruxelles. Bestemmelseslandsprincippet: Når momsen opkræves efter bestemmelseslandsprincippet, eksporteres varen uden momsberegning i oprindelseslandet for efterfølgende at få pålagt bestemmelseslandets moms. Med henblik på gennemførelsen af det indre marked er det

225 Europa-Kommissionens hensigt inden 1997 at afskaffe dette princip til fordel for oprindelseslandsprincippet. Herved vil afgiftsfritagelse og afgiftsberegning ved hhv. ud- og indførslen bortfalde og momsen i oprindelseslandet komme til at gælde uafhængigt af, hvilket bestemmelsesland der er tale om. Afgiftsindtægterne skal i så fald ved en clearing fordeles mellem EU-staterne i forhold til de faktiske varestrømme. EUROPA FRA A TIL Å 225 BEUC: BEUC er den franske forkortelse (Bureau européen des unions des consommateurs) for Sammenslutningen af Forbrugerorganisationer i Europa, de nationale forbrugerorganisationers tagorganisation, som varetager forbrugernes interesser på EU-plan. Adresse: Avenue de Tervuren 36 bte. 4, B-1040 Bruxelles. Bidragydere/nydere i EU: Selv om EU finansieres ved hjælp af sine egne indtægter og med EU's målsætninger for øje, er politikerne med jævne mellemrum optaget af forskellen mellem, hvad et land yder til EU-budgettet, og hvad det modtager. Da landbruget stadig tegner sig for den største del af budgettet, favoriseres landbrugslandene. Som industriland er Tyskland den største bidragyder, og landet skønnes i 1994 at have betalt ca. 25 mia. ECU mere til budgettet, end det fik tilbage. Som eksportland hører Tyskland dog også til de lande, der har de største nettofordele ved EU. Cabotage: Ved cabotage forstås den erhvervsmæssige befordring mellem to punkter i samme land. Tidligere var det normalt kun indenlandske virksomheder, der kunne udøve denne type virksomhed. Inden for vejtransport giver en cabotagetilladelse en speditør fra et EU-land adgang til markedet for godstransport i de andre medlemsstater i en periode på to måneder. De første cabotagetilladelser blev udstedt i 1990, men på grund af de forskellige afgiftsordninger i medlemsstaterne kunne det ikke lade sig gøre at få indført fuldstændig cabotagefrihed inden den 1. januar Efter at man i Rådet er blevet enige om at indføre en fælles regional vignet og efter indgåelse af aftalerne om beskatning af lastbiler fastsattes antallet af cabotagetilladelser for 1994 til Dette tal forhøjes hvert år med 30%, og fra 1998 vil EU-speditører helt uden begrænsning kunne befordre gods inden for en anden medlemsstat end deres egen. Inden for lufttransport frigives cabotagen gradvis indtil Cecchini-rapporten: Cecchini-rapporten fra 1988 indeholder en undersøgelse om det indre marked i 1992 foretaget på EF-Kommissionens initiativ. I rapporten analyseres de økonomiske følger af det indre marked, og EF spås økonomisk vækst og konkurrencefordele på lang sigt. Ved at afskaffe alle hindringer for handelen (grænsekontrol, tekniske handelshindringer, afgiftsbarrierer mv.) skulle der ifølge rapporten kunne opnås omkostningsbesparelser på ca. 200 mia. ECU, hvilket i løbet af få år ville give sig udslag i lavere forbrugerpriser, øget økonomisk vækst og mindst 1,8 millioner nye arbejdspladser.

226 226 CEDEFOP: CEDEFOP er den franske forkortelse for Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Centre européen pour le développement de la formation professionnelle). Centret har til opgave at støtte EU-samarbejdet inden for erhvervsuddannelse. Adresse: CEDEFOP, P.o. Box 27, Gr Thessaloniki (Finikas), Tel: (3031) , Fax: (3031) CELEX: CELEX er EU's flersprogede og løbende ajourførte database med EU-retsakter samt, for hvert af sprogene, ca sider andre dokumenter, såsom forslag fra Kommissionen, forespørgsler fra Europa-Parlamentet, udtalelser fra Revisionsretten osv. CEN/CENELEC: CEN (Den Europæiske Standardiseringsorganisation) og CENELEC (Den Europæiske Komité for Elektronisk Standardisering) er europæiske standardiseringsinstitutioner. Den fælleseuropæiske standardiseringsorganisation CEN er en sammenslutning af de nationale standardiseringsorganisationer i EU og EFTA og har sæde i Bruxelles. Inden for EU er det Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union, der fastlægger, hvilke produktkrav der skal gælde (f.eks. fælles regler for sikkerheds- og sundhedskrav, mindstekrav i forbindelse med forbrugerbeskyttelse), og standardiseringsorganisationerne, der omsætter dem til praksis. EU-standarderne erstatter de nationale standarder og fremmer således en harmonisering af de krav, der stilles til produkterne. Centralkurser: Centralkursen er den kurs, en valuta er lagt fast på i -> det europæiske monetære system (EMS). Den angiver valutaens værdi i ECU. Hvis kurserne på de forskellige valutaer fjerner sig fra hinanden, fjerner de sig fra deres centralkurser. Afviger en valuta fra sin centralkurs med mere end 2,25%, træder EMS'ens interventionsmekanisme i kraft for at presse den tilbage i retning af centralkursen. Hvis alle EMS'ens deltagere er enige herom, kan centralkurserne i stedet fastlægges påny. Da man dog ikke har kunnet blive enige, har EMS'en været under pres flere gange siden efteråret Efter systemets hidtil alvorligste krise vedtog Rådet i august 1993, at valutaerne kan afvige fra deres centralkurser med op til 15% til begge sider, uden at der er pligt til at intervenere. CERN: CERN (Den Europæiske Organisation for Højenergifysik) er en mellemstatslig europæisk organisation, som er oprettet i 1954 og har sæde i Genève. Organisationens formål er at skabe samarbejde mellem de europæiske stater om videnskabelig atomkernegrundforskning og dermed relateret forskning. Adresse: CH-1211 Genève 23. COPA: COPA er den franske forkortelse for Sammenslutningen af Landbrugsorganisationer i Det Europæiske Fællesskab (Comité des organisations professionnelles agricoles

227 de la CEE). COPA er en af de største interesseorganisationer i EU. Den er i stadig kontakt med EU's institutioner og afgiver løbende udtalelser om udviklingen i den fælles -> landbrugspolitik. Siden oprettelsen i 1958 har COPA's hovedformål været at sikre landmændenes leve- og arbejdsvilkår samt at øge deres indtægter. Adresse: Rue de la Science 23-25, B-1000 Bruxelles. EUROPA FRA A TIL Å 227 COST: COST er forkortelsen for over 20 europæiske staters samarbejde om videnskabelig og teknisk forskning (European Cooperation in the field of Scientific and Technical Research). Fundamentet er den fælles planlægning af de enkelte staters nationalt finansierede forskningsprojekter inden for edb, telekommunikation, havforskning, metallurgi, materialevidenskab, miljø, meteorologi, landbrug, levnedsmiddelteknologi, medicinsk forskning og sundhedsvæsen. Danske undtagelser: Efter den danske befolknings nej ved folkeafstemningen om Maastrichttraktaten den 2. juni 1992 formulerede Det Europæiske Råd i Edinburgh i december 1992 en beslutning, der gjorde det muligt for Danmark at ratificere traktaten efter folkeafstemningen i maj Ifølge denne beslutning er Danmark ikke forpligtet til 1) at deltage i tredje fase af -> Den Økonomiske og Monetære Union og indføringen af den fælles valuta; 2) at deltage i forberedelserne til og gennemførelsen af en fælles forsvarspolitik; 3) at begrænse det nationale statsborgerskabs omfang i forbindelse med indføringen af unionsborgerskabet; 4) såfremt beføjelser inden for de retlige og indre anliggender gøres til EUanliggender, skal Folketinget endvidere give sin tilslutning hertil med fem sjettedeles flertal, eller der skal afholdes en ny folkeafstemning. Desuden blev det fastlagt, at medlemsstaterne fortsat kan føre deres egen indkomstpolitik, samt opretholde og forbedre deres miljømålsætninger og sociale ydelser. Delors-pakke I: Delors-pakke I er en reformpakke, som EF-Kommissionen fremlagde i Forslagene omfattede en reform af EF's finansieringsordning, begrænsning af landbrugsudgifterne, en udvidelse af EF's strukturfonde samt nye regler for budgetdisciplinen og dannede grundlag for de beslutninger, Det Europæiske Råd traf i Bruxelles i februar Sammen med fællesakten har Delors-pakke I været en vigtig forudsætning for realiseringen af EU's indre marked. Delors-pakke II eller Delors II-pakken: Efter undertegnelsen af traktaten om Den Europæiske Union fremlagde Kommissionen i februar 1992 Delors-pakke II med en finansiel planlægning for EU på mellemlang sigt. En budgetforhøjelse skulle sikre gennemførelsen af beslutningerne fra Maastricht. Frem for alt skulle der tages hensyn til konkurrenceevnen, medlemsstaternes økonomiske og sociale samhørighed (kohæsion) samt EU's stadig større internationale ansvar. I december 1992 blev pakken vedtaget af Det Europæiske Råd i Edinburgh. Den indeholder bl.a. en gradvis forhøjelse af EU's egne indtægter fra 1,2 til 1,27% af bruttonationalindkomsten

228 228 (BNI) indtil år 1999, en yderligere forhøjelse af strukturfondsmidlerne samt oprettelse af en Samhørighedsfond. Differentieret integration: Ved differentieret integration forstås en integrationsproces kendetegnet ved forskellige integrationshastigheder. Således menes der med begrebet Europa i flere hastigheder, at EU-samarbejdet i første omgang kun uddybes af de medlemsstater, der ser sig i stand hertil. Fordelen ved denne model er, at det ikke er det langsomste eller mest modvillige medlem, der bestemmer integrationshastigheden. Men på den anden side er en mulig fare ved den differentierede integration, at den fælles integrationsproces falder fra hinanden. Eksempler på differentieret integration findes i bestemmelserne om -> Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) samt i EU's -> social- og arbejdsmarkedspolitik. Medens ØMU'en således er et fælles mål, som i første omgang kun deles af nogle få medlemsstater, har Storbritannien sat sig selv helt uden for bestemmelserne om social- og arbejdsmarkedspolitikken. En variation af den differentierede integrationsmodel ses i forestillingen om en hård EU-kerne, hvor en på forhånd fastlagt gruppe af medlemsstater går foran med at udbygge samarbejdet. Direktiver: Et direktiv er en retsakt udstedt af EU-institutionerne. Rådet og Kommissionen pålægger EU's medlemsstater at opfylde det i direktivet nævnte mål ved inden for en bestemt frist at ændre eller vedtage en national lov. ECHO: European Community Humanitarian Office er -> Den Europæiske Unions Kontor for Humanitær Bistand og Nødhjælp, hvis generelle opgave det er at yde hjælp til krigs- og katastrofeofre. ECHO tilbyder gratis hjælp i alle lande uden for EU. Til de vigtigste støttemodtagere hører befolkningerne i det tidligere Jugoslavien, i Rwanda, Burundi, Sudan, Angola, Haiti, Kaukasus-området, Afghanistan og Cuba ( -> Forbindelser udadtil). Adresse: Europa-Kommissionen, European Community Humanitarian Office (ECHO), Rue de la Loi 200, B-1049 Bruxelles, tlf.: (0032 2) ECIP: ECIP-programmet (European Community Investment Partners) skal fremme -> Den Europæiske Unions investeringer i Asien, tredjelande i Middelhavsområdet og Latinamerika. Programmet giver støtte til fire processer, der supplerer hinanden, nemlig formidling af egnede projekter og partnere, forberedelse og oprettelse af en fælles virksomhed, finansiering af kapitalbehovet samt uddannelse og managementbistand for virksomhederne. Programmet råder i perioden over et budget på 300 mio. ECU. Adresse: Europa-Kommissionen, GD I, ECIP-programmet, Rue de la Loi 200, B Bruxelles, fax: (0032 2)

229 ECU (European Currency Unit): Den europæiske valutaenhed ECU er en kurvevaluta bestående af EUmedlemsstaternes valutaer i et fast indbyrdes forhold, som der er truffet beslutning om med enstemmighed. ECUen er en vigtig bestanddel af -> det europæiske monetære system (EMS), hvor den danner grundlag og referenceramme for beregningen af de forskellige EU-valutaers divergenstærskler. ECUen er endvidere den regningsenhed, der anvendes til bogføring af fordringer og forpligtelser og afregning bankerne imellem samt til valutareserverne i medlemsstaternes centralbanker. EU benytter også ECUen i forbindelse med budgettet og fondene, til fastsættelse af landbrugspriserne og til opkrævning af told og lignende afgifter. ECUen kan også anvendes til private forretninger. Da den beregnes som et middeltal på grundlag af alle EU-valutaerne, indebærer den en reduceret risiko for valutakursændringer. EUROPA FRA A TIL Å 229 EFSR: Fællesskabsstøtterammerne (EFSR) tjener til at koordinere EU's regionale aktioner, idet de fire strukturfonde (EFRU, ESF, EUGFL og FIUF) samt EIB nu og da inddrages. Projekterne skal dog altid optages i de planer, der allerede måtte findes hos nationale og regionale myndigheder og deres økonomiske samarbejdspartnere ( -> Regionalpolitik). EFTA: Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA) blev grundlagt i 1960 som reaktion på oprettelsen af EF for at imødegå faren for økonomisk diskriminering. I årenes løb udviklede de to organisationer tætte økonomiske forbindelser, der i 1994 udmundede i oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). EFTA's betydning er blevet mindre i takt med, at en lang række af dens medlemsstater ad flere omgange er trådt ind i EF/EU. Efter at Finland, Sverige og Østrig blev medlemmer af EU i 1995, består EFTA nu kun af Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz. Egne indtægter: Indtil 1970 blev EF's udgifter udelukkende finansieret ved bidrag fra medlemsstaterne. Men herefter omstilledes finansieringen gradvist til Fællesskabets egne indtægter, et system der i en vis forstand har gjort EF/EU finansielt uafhængig af medlemsstaterne og gjort det lettere på eget ansvar at gennemføre overordnede europæiske målsætninger. Fra den 1. januar 1971 har EFmedlemsstaterne indbetalt landbrugsafgifter og toldindtægter til EF's budget (fra %). Fra 1979 er finansieringen af EF's budget blevet suppleret med en del af medlemsstaternes momsindtægter. EF's økonomiske krise blev i 1988 overvundet ved Det Europæiske Råds beslutninger i forbindelse med Delorspakken, der gik ud på, at medlemsstaterne hvert år skulle indbetale en bestemt andel af deres BNI som Fællesskabets indtægtskilde nr. 4. I december 1992 besluttede Det Europæiske Råd i Edinburgh yderligere at forhøje EU's egne indtægter ved at hæve BNI-andelen fra 1,2% til 1,27% inden 1999 (Delors-pakke II).

230 230 EIC: Euro Info Centrene (EIC) er informationscentre oprettet specielt med henblik på at informere virksomheder og andre økonomiske aktører om, hvordan det indre marked fungerer, om EU's forsknings- og udviklingsprogrammer, strukturfonde, forbindelser udadtil og offentlige støtteprojekter. Centrene skal desuden formidle samarbejde og virksomhedskontakter på EU-plan (via BC-nettet) og således øge kontakten mellem centrene. Adresse: Europa-Kommissionen, GD XXIII, Euro-Info-Centre, Rue de la Loi 200, B Bruxelles, tlf.: (0032 2) Eksportrestitutioner: Landmænd der eksporterer landbrugsprodukter til tredjelande får eksportrestitutioner fra EU til udligning af forskellen mellem de høje salgspriser i EU og de lavere verdensmarkedspriser. Eksportrestitutionerne er en variabel subventionering, der på den ene side sikrer landmændene en mindstepris, og på den anden side gør det muligt at afsætte EU's overskydende landbrugsproduktion på verdensmarkedet. Eksportrestitutionerne modsvarer de landbrugsafgifter, der opkræves ved import af landbrugsprodukter til EU ( -> Landbrugspolitik). ERASMUS: ERASMUS (European Community action scheme for the mobility of university students) er et program, der siden 1987 har haft til formål at øge de studerendes mobilitet inden for EU. Programmet støtter bl.a. udveksling af studerende og lærere og samarbejde mellem universiteter og læreanstalter i EU. I studieåret 1994/1995 har ca studerende i EU benyttet sig af muligheden for at afvikle en del af deres studium i et andet medlemsland ( -> Uddannelses- og ungdomspolitik). EU-kørekort: EU-kørekortet har eksisteret siden den 1. juli Ud over en ændring af klasserne (A - motorcykel; B - bil; C - lastbil; D - bus; E - påhængsvogn over 750 kg) har man besluttet, at kørekortindehavere hvert tiende år skal gennemgå en lægeundersøgelse. Herefter kræves kørekortet ikke længere ombyttet ved flytning til et andet EU-land. EU-institutionernes retsakter: Rådets og Kommissionens retsakter er forskellige former for beslutninger: Forordningerne har umiddelbart lovkraft i alle medlemsstater. Direktiverne forpligter medlemsstaterne til at gennemføre tilsvarende bestemmelser, idet det stilles dem frit, hvordan de vil gennemføre dem. Beslutninger/afgørelser vedrører enkeltstående forhold, henvender sig til medlemsstater, virksomheder eller personer og har umiddelbar gyldighed. Henstillinger og rådgivende udtalelser er vejledende. Det samme gælder Rådets resolutioner. EU-miljømærket: EU-miljømærket, der første gang tildeltes i 1994, skal forbedre forbrugernes muligheder for bevidst at købe og dermed øge efterspørgslen efter miljøvenlige

231 produkter. EU har udarbejdet de kriterier, der gælder for tildelingen af miljømærket, men det er de nationale myndigheder, der står for tildelingen. Mærket har form som en blomst med 12 stjerner omkring et stort E. EUROPA FRA A TIL Å 231 EURATHLON: program til støtte af sportsarrangementer, der tjener til at skabe forståelse EUborgerne imellem, herunder specielt arrangementer for unge og kvinder inden for fritids- og motionssport. Desuden fremmes uddannelsesforanstaltninger for sportsudøvende og idrætsfunktionærer (sportsledere, trænere, fysioterapeuter, dommere osv.) ved hjælp af fælles kursustilbud. Til EURATHLON-programmet er knyttet et handicapsportsprogram med særlige foranstaltninger til integration af handicappede i sporten. Adresse: Europa-Kommissionen, GD X, Kontor B.5, sport, EURATHLON/ Handicapsport, Rue de la Loi 200, B-1049 Bruxelles, tlf.: (0032 2) Euratom: Det Europæiske Atomenergifællesskab blev oprettet samtidig med Det Europæiske Økonomiske Fællesskab den 1. januar 1958 med det formål at udvikle og udforske kerneenergien, skabe et fælles marked for brændstoffer og kontrollere kerneindustrien med henblik på forebyggelse af misbrug og sundhedsbeskyttelse. Siden 1967 har Det Europæiske Atomenergifællesskab, Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab haft fælles organer. EUREKA: EUREKA (European research coordination agency) er et EF-initiativ fra 1985, som har til formål at styrke samarbejdet inden for forskning og teknologisk udvikling. Det er hensigten gennem et mere intensivt industrielt, teknologisk og videnskabeligt samarbejde at forbedre Europas konkurrenceevne inden for nogle bestemte af fremtidens nøgleområder. EUREKA's medlemmer er Europa- Kommissionen, de 15 medlemsstater og syv yderligere stater. De i alt ca. 700 civile projekter fastlægges af industrien, forskningsmiljøet og regeringerne i de lande, der er med i ordningen. Projekternes praktiske tilrettelæggelse ligger i privat regi. De kan opnå støtte svarende til indtil 50% af omkostningerne ( -> Forskning og teknologisk udvikling). Eurochambres: Den i 1958 oprettede europæiske tagorganisation for industri- og handelskamrene, Eurochambres, tæller 24 medlemsforbund. Via medlemsforbundene er Eurochambres i Bruxelles talerør for over industri- og handelskamre, der igen repræsenterer over 13 millioner virksomheder i Europa. Adresse: Rue Archimède 5, boîte 4, B-1000 Bruxelles. Eurocontrol: Den Europæiske Organisation for Luftfartssikkerhed, Eurocontrol, der har sæde i Bruxelles, blev oprettet i 1960 ved den internationale konvention om samarbejde vedrørende luftfartssikkerhed. Ud over EU-medlemslandene deltager Malta, Norge,

232 232 Schweiz, Tyrkiet, Ungarn og Cypern. Eurocontrol styrer og overvåger den civile og militære luftfart over m og uden for nationale territorier. Europaaftaler: De associeringsaftaler, der siden 1991 er indgået mellem EU og de central- og østeuropæiske lande går under betegnelsen Europaaftalerne. De skal gøre det muligt for de nye demokratier at deltage fuldt ud i den europæiske integrationsproces på det politiske, økonomiske og handelspolitiske område og omhandler bl.a. oprettelse af et frihandelsområde for industriprodukter i løbet af de næste ti år. For så vidt angår varehandelen vil EU reducere sine egne økonomiske beskyttelsesforanstaltninger tidligere end aftalepartnerne. EU har i december 1991 indgået Europa-aftaler først med Polen, Ungarn og Den Tjekkiske og Slovakiske Føderative Republik. Europa-aftalerne med Polen og Ungarn trådte i kraft den 1. februar Den 1. februar 1995 blev der yderligere indgået aftaler med Bulgarien, Rumænien, Den Tjekkiske Republik og Slovakiet. Med Estland, Letland og Litauen blev der indgået Europaaftaler den 12. juni 1995, med Slovenien den 10. juni 1996 ( -> Udvidelse). Europarådet: Europarådet oprettedes i 1949 af 16 europæiske stater med det formål at arbejde for enhed og samarbejde i Europa. I dag har Europarådet 39 medlemmer og sæde i Strasbourg. Inden for områderne menneskerettigheder, sociale spørgsmål, uddannelse og kultur har Europarådet udviklet en særlig profil. Dens vigtigste redskab er indgåelsen af konventioner. Da Europarådets organer ikke kan vedtage bindende retsregler, skal medlemsstaterne hver især ratificere de beslutninger, der træffes. For at sørge for at Europarådets menneskerettighedskonvention overholdes, har man oprettet Den Europæiske Menneskerettighedskommission og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Europa-symboler: Komplicerede politiske konstellationer gøres nærværende for borgerne ved hjælp af symboler. Europa-symbolerne skal således få borgerne i EU til at identificere sig med Den Europæiske Union. Siden 1986 har EF/EU brugt Europarådets blå flag med de tolv gyldne stjerner i ring. Antallet af stjerner har intet med antallet af medlemsstater at gøre, men skal symbolisere fuldkommenhed. Ligesom Europarådet anvender EU Ode an die Freude fra Beethovens niende symfoni som hymne. Den årlige uddeling af Europa-priser, indføringen af Europa-skilte i stedet for toldskilte ved de indre grænser, EF-passet, den fælles kørekortmodel og Europadagen den 9. maj er ligeledes Europa-symboler. European Youth Centre: European Youth Centre er Europarådets internationale uddannelses- og mødested i Strasbourg. Centret afholder seminarer og kurser for de europæiske ungdomsorganisationer for at give dem mulighed for at organisere sig på europæisk plan, danne sammenslutninger, udveksle informationer og gøre deres standpunkter gældende. Adresse: European Youth Centre, Rue Pierre de Coubertin 30, F Strasbourg Wacken.

233 Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, Den: Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) blev oprettet den 14. april 1991, har sæde i London og yder ligesom Den Europæiske Investeringsbank (EIB) lån til støtte for såvel privates som virksomheders initiativer samt til infrastrukturer, der fremmer Central- og Østeuropas overgang til fri markedsøkonomi. Bankens kapital er på 10 mia. ECU. Den Europæiske Union og EU-medlemsstaterne sidder som initiativtagerne på størstedelen af bankens kapital (51%). I 1994 finansierede banken 91 nye projekter til en værdi af 1,87 mia. ECU. EUROPA FRA A TIL Å 233 Europæiske energicharter, det: Siden 1991, hvor der blev taget initiativ til det europæiske energicharter i Haag, har 51 lande sluttet op om idéen. Charteret har form af en adfærdskodeks og danner grundlag for udarbejdelsen af et fælleseuropæisk samarbejde på energiområdet. Målet er at øge forsyningssikkerheden og at fremme oprettelsen af et stort europæisk energimarked, der tager hensyn til miljøet. Efter mere end tre års forhandling blev traktaten om det europæiske energicharter undertegnet i Lissabon den 17. december 1994 ( -> Energi). Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, Den (EFS): Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation blev oprettet i 1973 og har sæde i Bruxelles. Den omfatter 41 faglige organisationer fra 23 europæiske lande samt 16 sammenslutninger af fagforbund. Samarbejdsorganisationen har dels til formål at varetage de europæiske arbejdstageres samfundsmæssige, økonomiske og kulturelle interesser, dels at overvåge og styrke demokratiet i Europa. EFS har repræsentanter i flere forskellige organer i EU og EFTA. Adresse: Rue Montagnes aux Herbes Potagères 37, B-1000 Bruxelles. Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den (EFRU): Den Europæiske Fond for Regionaludvikling har til formål at mindske uligevægtene mellem de forskellige regioner i EU. Fonden blev oprettet i 1975 og yder økonomisk udviklingsstøtte til de regioner, der har behov herfor. EFRU er, hvad midler angår, så langt den største af EU's strukturfonde. Europæiske Investeringsfond, Den (EIF): I lyset af den stadig dårligere økonomi og den stigende arbejdsløshed vedtog Det Europæiske Råd i december 1992 et initiativ til fremme af den økonomiske vækst og af beskæftigelsen, og på Kommissionens foranledning blev Den Europæiske Investeringsfond (EIF) oprettet i juni Fonden skal med sine 2 mia. ECU i egenkapital for at sætte gang i økonomien i medlemsstaterne støtte udbygningen af de transeuropæiske infrastrukturer og gennem lånegarantier bidrage til de små og mellemstore virksomheders udvikling. Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF): Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab er grundlagt af Tyskland, Frankrig, Italien og Benelux-landene i 1951 som det første af de europæiske fællesskaber.

234 234 Oprettelsen af et fælles marked for kul- og stålprodukter havde bl.a. den funktion, at binde Forbundsrepublikken Tyskland til efterkrigstidens Europa og at sikre freden i Vesteuropa. I 1967 blev EKSF's, EØF's og Euratoms organer lagt sammen ved den såkaldte fusionstraktat ( -> Traktater). Europæiske menneskerettighedskonvention, den (EMRK): Den europæiske menneskerettighedskonvention blev indgået af Europarådets medlemmer den 4. november De kontraherende stater forpligter sig i konventionen til kollektivt at beskytte de vigtigste fundamentale rettigheder, herunder den enkeltes ret til livet, til frihed, til ukrænkelighed og personlig sikkerhed, retten til retfærdig og offentlig rettergang, retten til respekt for privatliv og familieliv, retten til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed, retten til ytringsfrihed og retten til frit at deltage i forsamlinger samt forbud mod tortur, slaveri og tvangsarbejde. Den enkelte har ret til at klage til en national instans, hvis de af konventionen omfattede rettigheder er blevet krænket. Den Europæiske Menneskerettighedskommission og Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg kontrollerer, at menneskerettighederne overholdes. Europæiske Miljøagentur, Det: Den 7. maj 1990 vedtog Rådet at oprette -> Det Europæiske Miljøagentur og Det Europæiske Miljøoplysnings- og Miljøovervågningsnet for således at slå miljøets stadig større betydning for EU fast. Hovedformålet med Miljøagenturet er i første omgang at forbedre edboplysningerne om miljøet - som er forudsætningen for en effektiv miljøpolitik. Efter flere års tovtrækkeri om placeringen har Miljøagenturet endelig i 1994 kunnet påbegynde sit arbejde i København. Adresse: Kongens Nytorv 6, DK-1050 København K, tlf.:(45) , fax (45) Europæiske ombudsmand, den: I henhold til artikel 138 E i EF-traktaten udnævner Europa-Parlamentet for varigheden af sin valgperiode en ombudsmand, der er beføjet til at modtage klager fra enhver borger i Unionen over fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af EU's institutioner. Ombudsmanden kan ved berettigede klager foretage undersøgelser og forelægge resultatet for Parlamentet og den berørte institution. I juli 1995 valgte Europa-Parlamentet finnen Jacob Magnus Södermann til europæisk ombudsmand. Adresse: Palais de l'europe, F Strasbourg Cedex. Europæiske Patentmyndighed, Den (EPO): Den Europæiske Patentmyndighed er en mellemstatslig organisation med sæde i München. Myndigheden behandler patentansøgninger efter en fælles procedure og udsteder patenter, der gælder i alle de stater, der har tiltrådt den europæiske patentkonvention, og bidrager således til at harmonisere patentbeskyttelsen i Europa. Selv om Den Europæiske Patentmyndighed ikke er nogen EU-organisation, undertegnede de dengang ni EF-medlemsstater i 1975 en konvention om et fællesskabspatent gældende for hele fællesmarkedet. Med blot én patentansøgning kan man på den måde opnå patent i hvert af de 17 konventionslande. Adresse: Erhardtstr. 27, D München.

235 Europæiske Politiske Samarbejde, Det (EPS): Fra 1970 var Det Europæiske Politiske Samarbejde det system, medlemsstaterne benyttede til deres samarbejde og afstemninger på det udenrigspolitiske område. Ved hjælp af løbende mellemstatslig koordinering søgte EU-medlemsstaterne at optræde så samlet som muligt i udenrigspolitiske sammenhænge. Det Europæiske Politiske Samarbejde blev fastlagt ved traktat i 1987 og med traktaten om Den Europæiske Union i 1993 udbygget til -> den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). EUROPA FRA A TIL Å 235 Europæiske Rumfartsorganisation, Den (ESA): Den Europæiske Rumfartsorganisation eller ESA (European Space Agency) blev grundlagt i Den koordinerer 14 vesteuropæiske landes samarbejde inden for rumforskning og rumfartsteknologi og samarbejdet med den amerikanske rumfartsorganisation NASA. Organisationen har udelukkende fredelige formål og har haft succes inden for satellitteknologi med udviklingen af den europæiske raket Ariane og verdensrumlaboratoriet Spacelab. ESA's 14 medlemmer er Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Irland, Italien, Nederlandene, Norge, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyskland og Østrig.Adresse: 8-10 Rue Mario Nikis, F Paris Cedex 15, tlf.: (33 1) Europæiske samarbejdsudvalg: I september 1994 blev der efter års modstand opnået enighed i Rådet om et direktiv om oprettelse af europæiske samarbejdsudvalg, ifølge hvilket virksomheder med over medarbejdere, der beskæftiger mindst 150 personer i mindst 2 EU-medlemsstater, når direktivet er gennemført i national ret, skal oprette et europæisk samarbejdsudvalg for hele virksomheden inden for en frist på tre år. Samarbejdsudvalgene skal høres og informeres inden vigtige virksomhedsbeslutninger. I henhold til bestemmelserne i protokollen om social- og arbejdsmarkedspolitikken gælder denne bestemmelse ikke for Storbritannien. Europæiske Socialfond, Den (ESF): Den Europæiske Socialfond blev oprettet i 1960 og er EU's social- og arbejdsmarkedspolitiks vigtigste instrument. Fonden bruges til fremme af erhvervsuddannelse og omskoling og til at skabe arbejdspladser. Omkring 75% af fondens bevillinger bruges til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden. I forbindelse med den forhøjelse af bevillingerne, der vedtoges med Delors-pakke II, fik Socialfonden tilført nye midler. Nye vigtige arbejdsområder for fonden består i at forbedre arbejdsmarkedernes funktion og reintegrere de arbejdsløse. Fremme af lige muligheder for mænd og kvinder og tilpasning af arbejdskraften til den industrielle udvikling og de ændrede produktionssystemer ( -> Social- og arbejdsmarkedspolitik) er andre fremtidige opgaver. Europæiske Udviklingsfond, Den (EUF): Den Europæiske Udviklingsfond blev oprettet af EF i 1957 og får sine midler fra medlemsstaterne. Den finansierer foranstaltninger til fremme af AVS-staternes økonomiske og samfundsmæssige udvikling. Ud over økonomiske og

236 236 samfundsmæssige investeringsprojekter finansieres også tekniske samarbejdsforanstaltninger, foranstaltninger, der letter markedsføringen og fremmer salget af eksportprodukter samt ekstraordinære nødhjælpsforanstaltninger. Desuden anvendes en del af fondens midler via Stabex-ordningen til målrettede indtægtsstøtteforanstaltninger til stabilisering af eksportindtægterne. Fondene gælder til enhver tid for en 5-årig periode. Den 7. udviklingsfond vedrørte således perioden og var på 10,7 mia. ECU. Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Den (EUGFL): EUGFL finansierer EU's fælles landbrugspolitik, varetager støtteopkøb og fremmer strukturforandringer i landbruget. EUGFL er opdelt i to sektioner: Garantisektionen, der står får finansiering af prispolitikken (støtteforanstaltninger) og eksportrestitutionerne, som sikrer landmændene faste priser, og Udviklingssektionen, der gennem subventioner støtter rationaliserings- og moderniseringsbestræbelser samt strukturforbedringer i landbruget ( -> Landbrugspolitik). Europæiske Unions Ungdomsforum, Den: Den Europæiske Unions Ungdomsforum er en sammenslutning af ungdomsorganisationer i Unionen. Ungdomsforummet blev oprettet i 1978 som ungdomsorganisationernes politiske platform i forhold til EU's organer og arbejder for at få ungdommen inddraget i EU's fremtidige udvikling. Forummets medlemmer er medlemsstaternes ungdomsorganer samt internationale ungdomsorganisationer, der opfylder de i vedtægterne fastlagte betingelser. Adresse: Europæisk Ungdomsforum, rue Joseph II 120, B-1000 Bruxelles. Europæiske Universitetsinstitut, Det: Det Europæiske Universitetsinstitut i Fiesole ved Firenze har eksisteret siden Instituttet er mellemstatsligt og har til formål gennem forskning og undervisning i humaniora og samfundsvidenskaberne at bidrage til at udvikle og fremme EU's kulturelle og videnskabelige arv. På de fire fakulteter for historie og civilisation, økonomi, jura, politologi og samfundsvidenskab studerer ca. 200 seniorstipendiater. Adresse: Via dei Roccettini, Badia Fresolana, I San Domenica di Fiesole. Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, Det (EØS): Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde er i henhold til EØS-aftalen, der blev indgået i 1992, betegnelsen for EU's og EFTA's områder tilsammen. Inden for dette samarbejdsområde med i alt 380 millioner mennesker kan varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraften frit bevæge sig omkring som i et indre marked uden landegrænser. Til det formål har EFTA-staterne gennem EØS-aftalen bl.a. overtaget ca. 80% af de EU-retsakter, der var nødvendige for gennemførelsen af -> det indre marked. Schweiz kunne efter et nej ved en folkeafstemning om spørgsmålet alligevel ikke deltage i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvilket trak ratifikationsprocessen i langdrag, så EØS-aftalen først kom til at træde i kraft den 1. januar Da tre af EFTA-staterne blev medlem af EU den 1. januar 1994, mindskedes betydningen af samarbejdsområdet samtidigt.

237 Eurostat: Eurostat er Den Europæiske Unions statistiske kontor, som på grundlag af data udarbejder analyser og prognoser, der udgives med jævne mellemrum. Eurostat forsyner EU's organer med statistiske oplysninger til brug i beslutnings- og handlingsprocessen og informerer de nationale forvaltninger og offentligheden om statistisk målelige forhold i Unionen. I sin egenskab af central institution koordinerer og integrerer Eurostat så vidt muligt de forskellige nationale statistikker i ét fælles sammenligneligt system. Adresse: Eurostats Informationskontor, JMO, B3/089, L Luxembourg. EUROPA FRA A TIL Å 237 Eurovision: Eurovision er navnet på det tekniske og organisatoriske samarbejde mellem medlemmerne af Den Europæiske Radiounion, der blev oprettet i Formålet er at øge samarbejdet mellem radio- og fjernsynsselskaberne og udvekslingen af programmer og udsendelser. Den omkostningsbesparende udveksling af programmer er i årenes løb steget kraftigt. Af størst betydning er her overspilningen af nyheder og sportsudsendelser. EURYDICE: Informationsnettet om uddannelse i Det Europæiske Fællesskab, EURYDICE, har eksisteret siden Det er et netværk, der gør det muligt for de nationale myndigheder og EU-forvaltningen gennem udveksling af spørgsmål og svar at opbygge en grundviden om de mange forskellige europæiske uddannelsessystemer (Uddannelses- og ungdomspolitik). EØFG: Siden den 1. juli 1989 har virksomhederne i EU med de europæiske økonomiske firmagrupper (EØFG) haft rådighed over et instrument til indgåelse af tværnationale samarbejdsforbindelser. Virksomhedernes formål må ikke, som det f.eks. er tilfældet for selskaber, være rettet mod tredjemand, men skal være koncentreret om firmaets egne medlemmer. Firmagruppen bliver ved registreringen i den stat, hvor den har sit sæde (hvilket også offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende), en fuldgyldig juridisk person. EØF-traktaten: De traktater, der danner grundlag for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) omfattende Belgien, Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene, blev underskrevet i Rom den 25. marts EØF-traktaten er som den vigtigste og mest omfattende af traktaterne kernen i den europæiske integrationsproces. Traktaten har undergået to større reformer, dels med fællesakten (1986), dels med traktaten om Den Europæiske Union (1992) og blev, da sidstnævnte trådte i kraft den 1. januar 1993, omdøbt til EF-traktaten. De Faste Repræsentanters Komité (Coreper): De Faste Repræsentanters Komité eller Coreper (Comité des représentants permanents) er et udvalg under -> Rådet, der består af repræsentanter for

238 238 medlemsstaterne på ambassadørniveau (ambassadører eller disses stedfortrædere), og som i henhold til EF-traktatens artikel 151 har til opgave at forberede Rådets møder og udføre de hverv, Rådet tildeler det. FIUF: Siden 1994 har fællesskabsinstrumenterne for fiskeriet været samlet i FIUF (det finansielle instrument til udvikling af fiskeriet). Dette instrument anvendes i alle kystregioner. FIUF's væsentligste opgave er at styrke virksomhedsstrukturernes konkurrenceevne, at fremme udviklingen af sunde erhvervsvirksomheder i fiskerisektoren og at tilstræbe en varig balance mellem de eksisterende ressourcer og fiskekapaciteten ( -> Fiskeripolitik). Flertalsbeslutninger: Rådet for Den Europæiske Union træffer mange af sine beslutninger med enstemmighed. For imidlertid at undgå, at den videre udvikling af EU blokeres på grund af særlige interessehensyn, indeholder Rom-traktaten også mulighed for afstemninger med simpelt eller kvalificeret flertal. Indtil vedtagelsen af den europæiske fælles akt blev de fleste beslutninger dog som følge af Luxembourgforliget truffet med enstemmighed. Siden fællesakten har man til beslutninger vedrørende gennemførelsen af det indre marked - med nogle enkelte undtagelser - skullet anvende og også faktisk anvendt flertalsbeslutninger. Traktaten om Den Europæiske Union har udvidet de områder, hvor der anvendes kvalificerede flertalsafgørelser ( -> Beslutningsprocedurer). FORCE: FORCE er et EU-handlingsprogram til udvikling af efter- og videreuddannelse. Adresse: Forordning: Forordningen er den stærkeste af EU's retsakter. En forordning er almengyldig, bindende i alle enkeltheder og gælder efter vedtagelsen umiddelbart i alle medlemsstaterne. Fri bevægelighed for personer: Arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende fra EU-landene har uden hensyn til statsborgerskab ret til frit at arbejde og tage ophold i et hvilket som helst EUland på lige fod med landets egne borgere og til at få del i de på stedet gældende sociale ydelser (artikel 48 i EF-traktaten). Efter gennemførelsen af -> det indre marked kan enhver unionsborger leve, arbejde eller nyde sin pensionisttilværelse, lige hvor han eller hun ønsker det inden for Den Europæiske Union. For at forhindre, at de eksisterende nationale socialsikringsordninger misbruges, gælder retten til fri bevægelighed endnu ikke for personer, der får støtte fra staten. Denne ikke-diskriminering af EU-borgerne betyder også, at man uden kontrol kan rejse ind i et hvilket som helst af landene i Den Europæiske Union.

239 Fri bevægelighed for tjenesteydelser: Den frie bevægelighed for tjenesteydelser er den ene af de fire grundlæggende friheder, der er fastlagt i EF-traktaten (artikel 59) og virkeliggjort med gennemførelsen af det indre marked. Den giver unionsborgerne mulighed for at levere tjenesteydelser på tværs af grænserne uden restriktioner som følge af statsborgerskab. Ved tjenesteydelser forstås ydelser som led i en selvstændig erhvervsvirksomhed inden for industri, landbrug eller liberalt erhverv. EUROPA FRA A TIL Å 239 Fri etableringsret: Den fri etableringsret er den ret, EU-borgerne har til frit at udøve et selvstændigt erhverv i en anden medlemsstat, herunder håndværk, landbrug eller et liberalt erhverv (EF-traktatens artikel 52-58). Selv om det fra den 1. januar 1970 har været forbudt at indføre begrænsninger i etableringsretten, finder det dog rent faktisk sted i kraft af forskelle i de måder, erhvervslivet er organiseret på, samt i de nationale betingelser for at opnå etableringstilladelse. Gennem harmonisering og gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser er denne hindring blevet fjernet inden for de fleste områder inden udgangen af 1992 ( -> Det indre marked). Frie varebevægelser: De frie varebevægelser er den ene af det indre markeds fire grundlæggende friheder. Den frie bevægelighed for varer hen over de indre grænser i EU kræver dels en harmonisering af told og afgifter, dels ens ordninger på sundheds-, forbrugerbeskyttelses- og miljøområderne samt afskaffelse af alle andre handelshindringer. EU har med gennemførelsen af -> det indre marked i stor udstrækning nået det mål, der består af frie varebevægelser, selv om der dog inden for visse områder stadig gælder undtagelses- og overgangsbestemmelser. Den nødvendige kontrol er fra 1993 blevet flyttet væk fra grænserne og ud i virksomhederne. Frihandelsaftale: en handelsaftale som går ud på fuldstændigt at afskaffe tolden mellem aftalepartnerne og forbyde kvantitative begrænsninger i indførslen af varer. I indgik EF sådanne aftaler med forskellige EFTA-stater. Frihandelsområde: mindst to toldområder, inden for hvilke toldafgifter og andre handelshindringer er fjernet. Til forskel fra en toldunion, hvor de deltagende lande indgår aftale om en fælles toldtarif ved de ydre grænser, opretholder staterne i et frihandelsområde deres respektive nationale toldsatser over for tredjelande. Inden for Europa er EFTA et eksempel på et frihandelsområde. NAFTA er et nordamerikansk eksempel. Fusionstraktaten: Med fusionstraktaten, der blev indgået den 8. april 1965, fik Det Europæiske Atomenergifællesskab, Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab fælles organer. Den 1. juli 1967 trådte traktaten om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De Europæiske

240 240 Fællesskaber i kraft. Europa-Parlamentet og EF-Domstolen havde fra oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab været fælles for alle tre fællesskaber. Fælles aktion: Inden for den -> fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som er fastlagt i traktaten om Den Europæiske Union, skal EU-landenes interesser varetages ved hjælp af fælles aktioner (unionstraktatens artikel J.3). Ministerrådet fastsætter med enstemmighed aktionens omfang, formål og midler samt de procedurer og betingelser, der skal gælde for dens gennemførelse, og forpligter hermed medlemsstaterne i deres stillingtagen og handlinger. På denne måde ønsker man at sikre sammenhæng i Unionens handlinger. Fællesakten: Den europæiske fælles akt eller blot fællesakten, der blev ratificeret i 1987, supplerede og ændrede Rom-traktaterne ( -> Traktater). Fællesakten udvidede således Fællesskabets kompetence på flere forskellige områder og afpudsede beslutningsprocedurerne. Indføringen af beslutninger med kvalificeret flertal under samarbejdsproceduren var en af de vigtigste forudsætninger for gennemførelsen af det indre marked. Politisk var gennemførelsen af -> det indre marked i fokus. Derudover har fællesakten skabt traktatsgrundlag for Det Europæiske Politiske Samarbejde (EPS), der har været praktiseret siden Maastricht-traktaten viderefører den udbygningsproces, der blev indledt med fællesakten. Fælles beslutningsprocedure: Den fælles beslutningsprocedure, der er indført med traktaten om Den Europæiske Union (EF-traktatens artikel 189 B), har øget -> Europa-Parlamentets kompetence yderligere. Lovgivningen udarbejdes ved en proces i flere faser mellem -> Rådet og Parlamentet. Er der fortsat uenighed mellem de to organer efter Parlamentets andenbehandling, kan Rådet indkalde et paritetisk sammensat forligsudvalg. Lykkes det heller ikke her at nå til enighed, kan der ikke vedtages nogen retsakt mod Europa-Parlamentets vilje. Fremgangsmåden i EF-traktatens artikel 189 B anvendes i forbindelse med lovgivning om det indre marked, fri bevægelighed for arbejdstagere, fri etableringsret, tjenesteydelser, uddannelse, kultur, sundhed og forbrugerbeskyttelse samt til retningslinjer og programmer vedrørende de transeuropæiske net, forskning og miljø ( -> Beslutningsprocedurer). Fælles Forskningscenter, Det (FFC): Euratom-staterne oprettede i 1957 Det Fælles Forskningscenter med henblik på en fredelig udnyttelse af kernekraften. Centret omfatter otte forskningsinstitutter i Ispra (Italien), Geel (Belgien), Karlsruhe (Tyskland), Petten (Nederlandene) og Sevilla (Spanien) og siden 1983 også et fuldskalaforsøgsanlæg for kernefusionsforskning (JET) i Culham (Storbritannien). I Det Fælles Forskningscenter driver EU sin egen forskning, hvor hovedvægten i dag ligger på områderne teknologi, miljøbeskyttelse, energi og standardisering. Det Fælles Forskningscenter har et budget på 900 mio. ECU ( ).

241 Fælles holdning: Inden for de to søjler i Den Europæiske Union, der ikke er gjort til fællesskabssanliggender, nemlig -> den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og -> retlige og indre anliggender (RIA), samarbejder EU-landene på mellemstatsligt plan. Ud over at holde hinanden orienterede og samordne deres optræden kan medlemsstaterne fastlægge fælles holdninger og aktioner. De fælles holdninger tjener til at opnå og forsvare et så enigt EU-standpunkt som muligt i betragtning af de enkelte staters forskellige politik (FUSP: unionstraktatens artikel J.2; RIA: unionstraktatens artikel K.3). EUROPA FRA A TIL Å 241 Fællesskabsinitiativ: et støtte- og handlingsprogram, der supplerer strukturfondenes foranstaltninger inden for et bestemt problemfelt. Fællesskabsinitiativer udarbejdes af Kommissionen og afstemmes og gennemføres på nationalt plan. I 1994 foreslog Kommissionen retningslinjer for i alt 15 fællesskabsinitiativer i perioden , som skulle forsynes med tilsammen 13,45 mia. ECU fra strukturfondene. Der er tale om følgende initiativer: tværnationalt samarbejde (INTERREG, REGEN II), egnsudvikling (LEADER II), regioner med meget perifer beliggenhed (REGIS II), menneskelige ressourcer (NOW, HORIZON, YOUTHSTART), industriel omstilling/beskæftigelse (ADAPT), industriel omstilling (RECHAR II, kulmineområder; RESIDER II, jern- og stålområder; KONVER, våbenindustri og militærbaser; RETEX, tekstilområder, den portugisiske tekstilindustri), fremme af små og mellemstore virksomheder (SMV), byområder (URBAN), fiskeri (PESCA). Fællesskabsinstrument, det nye (NIC): Det nye fællesskabsinstrument er et af EU's finansieringsinstrumenter. Fællesskabet optager lån for i nært samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank gennem investeringer i form af lån at kunne finansiere strukturpolitiske målsætninger inden for områderne energipolitik, regionalpolitik, omstruktureringsog omstillingspolitik samt stimulering af den økonomiske vækst. GATT: GATT (General Agreement on Tariffs and Trade) er en generel told- og handelsaftale, som 123 stater, der tilsammen står for over 90% af verdenshandelen, har tilsluttet sig. Formålet med aftalen er at fjerne handelshindringer. Efter seks multilaterale forhandlingsrunder om toldnedsættelse blev der under Tokyo-runden også indgået aftaler om at afskaffe ikke-tarifbestemte handelshindringer. I 1986 indledtes Uruguay-runden: Til forhandlingerne om afskaffelse af handelshindringer og konkurrenceforvridninger kom da nye spørgsmål såsom handel med tjenesteydelser, investeringsspørgsmål af betydning for handelen og en bedre beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder. Efter årelange forhandlinger kunne Uruguay-runden afsluttes den 15. december GATT er nu erstattet af den nye Verdenshandelsorganisation WTO (World Trade Organization), der påbegyndte arbejdet i starten af 1995 og fremover tager sig af alle handelsspørgsmål.

242 242 Gensidig anerkendelse: Ved gensidig anerkendelse forstås anerkendelsen af, at de forskellige forskrifter og kvalifikationer, de forskellige EU-lande benytter til at opfylde ét og samme mål, er jævnbyrdige. I overensstemmelse med princippet om gensidig anerkendelse har EF- Domstolen i den såkaldte Cassis de Dijon-sag afgjort, at et produkt, der på lovlig vis er fremstillet og bragt i omsætning i et medlemsland, må sælges overalt i EU. Den gensidige anerkendelse er et fleksibelt alternativ til den administrativt set bekostelige harmonisering af forskrifterne. Grundlæggende friheder: EØF-traktatens første og fremmeste formål er at fjerne de økonomiske hindringer mellem medlemsstaterne og dermed at tage det første skridt på vejen mod et større politisk fællesskab. Til den ende skal der i henhold til traktaten oprettes et fælles marked i Fællesskabet byggende på de fire friheder, nemlig den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Da der var gået 30 år, uden at målet var nået, fremlagde Kommissionen i 1985 sin Hvidbog om gennemførelsen af det indre marked med en konkret køreplan for, hvorledes det indre marked skulle gennemføres inden den 31. december På denne dag var de tre af de fire grundlæggende friheder i det store og hele blevet en realitet. Men den frie bevægelighed for personer kunne ikke gennemføres inden for tidsplanen. Grænsekontrol: På grund af forskelle i de nationale rets-, skatte-, sundheds- og sikkerhedsbestemmelser er det nødvendigt at føre kontrol med varer og personer ved grænserne mellem nogle af medlemsstaterne. Ifølge planen for gennemførelsen af -> det indre marked skulle grænsekontrollen mellem EF-landene have været afskaffet inden den 1. januar 1993 gennem harmonisering eller gensidig anerkendelse af bestemmelserne i de forskellige lande. Inden for varehandelen er målet nået, men på grund af nationale forbehold og uløste sikkerhedsproblemer er personkontrollen først blevet afskaffet fuldstændigt den 26. marts og kun mellem de lande, der er med i Schengen-aftalen ( -> Retlige og indre anliggender, -> Europol). Haag-kongressen: 750 politikere fra næsten alle de europæiske lande deltog i den europæiske enhedsbevægelses kongres i Haag i maj I kongressens resolutioner krævede man et forenet demokratisk Europa, hvilket vandt stor genklang og gav stødet til de forhandlinger, der et år senere skulle føre til Europarådets oprettelse. Europarådets menneskerettighedskonvention, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Den Europæiske Parlamentariske Forsamling var allerede med i Haagresolutionen. Samtidig var det under Haag-kongressen, den europæiske bevægelse så dagens lys. Haag-topmødet: Topmødet i Haag i 1969 er en milepæl i den europæiske integrationsproces. Statsog regeringscheferne for de seks EF-lande gav her udtryk for, hvilke mål de satte

243 sig for EF's videre udvikling. De vedtog dels, at der skulle ske en udvidelse mod nord, dels at skabe en tættere økonomisk og politisk forbindelse mellem EF-medlemsstaterne gennem en -> Økonomisk og Monetær Union. EUROPA FRA A TIL Å 243 Handelshindringer: Afskaffelsen af toldafgifter og kvantitative begrænsninger i vareudvekslingen mellem medlemsstaterne var et vigtigt skridt på vejen mod -> det indre marked. Men den frie vareudveksling kan også hindres gennem indirekte (ikke-tarifbestemte) handelshindringer som f.eks. importgebyrer og tekniske handelshindringer, der skyldes forskelle i de retlige bestemmelser eller i medlemsstaternes kvalitetsstandarder f.eks. inden for levnedsmiddel- eller medicinalvarelovgivningen. Gennem harmonisering, standardisering og tilnærmelse af lovgivningerne blev de eksisterende handelshindringer for en stor dels vedkommende fjernet inden fristen for gennemførelsen af det indre marked i slutningen af Handelshindringsforordningen: Den nye forordning om handelshindringer fra december 1994 giver EU's erhvervsgrene og virksomheder samt medlemsstaterne mulighed for at kræve, at Den Europæiske Union (EU) skrider ind i forbindelse med tredjelandes indføring eller opretholdelse af handelshindringer for at sikre, at de internationale handelsregler overholdes. Begrebet uretmæssig handelspraksis, som det handelspolitiske instrument, forgængeren for den nye forordning, byggede på, er nu erstattet med handelshindringer ( -> Forbindelser udadtil). Harmonisering: indbyrdes afstemning eller tilpasning af medlemsstaternes økonomiske foranstaltninger, retsforskrifter og administrative bestemmelser for at fjerne mulige forstyrrelser af det indre marked. Harmonisering af toldbestemmelserne: Harmoniseringen af toldbestemmelserne var en forudsætning for EF, som skulle sikre, at den fælles toldtarif blev anvendt på samme måde overalt, når Toldunionen var indført. Med dette formål blev der indført en toldkodeks og nye, fælles regler til beskyttelse mod produkter fra tredjelande, som krænker rettigheder i EU. HELIOS II: HELIOS er et program til fremme af handicappedes integration i samfund og erhvervsliv. HELIOS II-programmet ( ) skulle bidrage til at øge erfaringsudvekslingen under seminarer, studieophold og uddannelsespraktik, der hvert år arrangeres omkring skiftende emner. I forbindelse med samarbejdet med de ikkestatslige organisationer samfinansierer Kommissionen aktiviteter inden for medicinsk revalidering, integration i de almene og erhvervsrettede uddannelsessystemer og til fremme af handicappedes selvstændige livsførelse ( -> Social- og arbejdsmarkedspolitik). Adresse: Europa-Kommissionen, GD V, Kontor E.3, Rue de la Loi 200, B-1049 Bruxelles, tlf.: (0032 2)

244 244 HORIZON: HORIZON er et program til støtte for mennesker, der er særligt udsat for fordomme i forbindelse med jobsøgning, herunder handicappede, langtidsledige, narkomaner, indvandrere og personer uden fast bopæl. Programmet støtter foranstaltninger, der har til formål at forbedre målgruppens uddannelseskvalitet samt aktiviteter, der direkte skaber arbejdspladser til denne gruppe ( -> Social- og arbejdsmarkedspolitik). Adresse: Europa-Kommissionen, GD V, Kontor B.4, Rue de la Loi 200, B-1049 Bruxelles, tlf.: (0032 2) Hvidbogen om gennemførelsen af det indre marked: Denne hvidbog, som Kommissionen fremlagde og Det Europæiske Råd vedtog i 1985, indeholder et katalog med 282 forslag og foranstaltninger til, hvorledes de materielle, tekniske og afgiftsmæssige begrænsninger, der hindrer gennemførelsen af -> det indre marked kan fjernes. Kommissionen forelægger hvert år Rådet og Europa-Parlamentet en statusrapport over, hvilke foranstaltninger der er gennemført. Ca. 95% af de foreslåede foranstaltninger har kunnet vedtages inden den 1. januar Hvidbogen om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse: Europa-Kommissionen fremlagde i december 1993 denne hvidbog med strategiske forslag, der bl.a. skal tjene til at nedbringe den høje arbejdsløshed i EU. Ud over en markedsorienteret økonomisk politik foreslår hvidbogen en udbygning af infrastrukturerne gennem transeuropæiske net samt beskæftigelsespolitiske foranstaltninger, der primært skal gennemføres af medlemsstaterne selv. Kommissionen håber, at arbejdsløsheden på denne måde vil kunne halveres inden årtiets udgang. Hvidbøger: I EU-terminologien er en hvidbog et af myndighederne udarbejdet forslag til foranstaltninger på bestemte politiske områder. Grønbøgerne derimod er diskussionsoplæg til brug i beslutningsprocessen. højtidelige erklæring om Den Europæiske Union, den: Det Europæiske Råds højtidelige erklæring i Stuttgart i juni 1983 var et skridt på vejen til Den Europæiske Union. I erklæringen kom den stigende interesse for en tættere udenrigspolitisk koordinering af Det Europæiske Politiske Samarbejde til udtryk. Endvidere blev der ved erklæringen truffet beslutning om institutionelle forbedringer og samarbejde om retlig harmonisering, og der blev opstillet konkrete mål for den økonomiske integrationsproces i de efterfølgende år. Ikke-diskriminering: Princippet om ikke-diskriminering forbyder forskelsbehandling på grund af nationalitet inden for EF-traktatens anvendelsesområde og er som supplement til den frie etableringsret en grundlæggende forudsætning for det indre markeds funktion. Princippet styrker desuden EU-borgernes ligheds- og samhørighedsfølelse, der er så vigtig for den europæiske identitet.

245 INFO 92: Info 92 er en af EU's over 40 databaser og indeholder løbende ajourførte oplysninger om det indre marked, som man - mod betaling af en afgift - kan konsultere ved hjælp af modem. EUROPA FRA A TIL Å 245 INTERREG: er et fællesskabsinitiativ til fordel for grænseområderne, der støtter grænseoverskridende samarbejdsforanstaltninger såsom infrastrukturprojekter, samarbejde mellem offentlige forsyningsvirksomheder, flere virksomheders fælles aktioner og samarbejde på miljøområdet. Interventionspriser: Ifølge EU's landbrugspolitik får priserne på de vigtigste landbrugsprodukter ikke lov til at falde ned under den faste grænse, der kaldes interventionsprisen. Da de statslige interventionsorganer er forpligtede til at opkøbe alt, hvad der tilbydes til denne pris, fungerer interventionsprisen som producenternes prisgaranti ( -> Landbrugspolitik). Jean Monnet-aktionen: Jean Monnet-aktionen støtter universitetsundervisning i den europæiske integrationsproces og yder bistand til etablering af permanente undervisningstilbud i EU-ret, EU-økonomi, politik og historie gennem finansiering af professorater ved universiteter og højere læreanstalter både i og uden for EU. Ud over Jean Monnet-professoraterne støttes forskningsprojekter samt kurser og studieprojekter inden for integration, og der uddeles Ph.D.-stipendier inden for området ( -> Uddannelses- og ungdomspolitik). Adresse: Europa-Kommissionen, GD X, Kontor C.6, Jacqueline Lastenouse Bury, Rue de la Loi 200, B-1049 Bruxelles, tlf.: (0032 2) JESSI: JESSI (Joint european submicron silicon intitiative) er et forskningsprojekt, der kører indtil 1997, og som har deltagere fra flere forskellige forskningsinstitutter og erhvervsvirksomheder i Frankrig, Storbritannien, Italien, Nederlandene og Tyskland. Formålet med projektet til ca. 3,8 mia. ECU er at videreudvikle chipteknologien til integrerede kredsløb. JET: JET (Joint European Torus) er et projekt under forsknings- og uddannelsesprogrammet for kontrolleret kernefusion. JET er det største eksisterende forsøgsanlæg for eksperimenterende fusionsforskning. JOULE: JOULE (Joint Opportunities for Unconventional or Long-term Energy Supply) er et forsknings- og udviklingsprogram inden for ikke-nuklear energi og rationel energiudnyttelse. I perioden er der budgetteret med 967 mio. ECU til dette område.

246 246 KALEJDOSKOP: KALEJDOSKOP-programmet har eksisteret siden Dets opgave er at øge kendskabet til kulturen og at støtte kunstnerisk og kulturelt samarbejde mellem fagfolk. Programmet omfatter tre aktionsområder, inden for hvilke der ydes støtte til tre typer projekter: 1) kunstneriske og kulturelle arrangementer med en europæisk dimension 2) fremme af kunstneriske og kulturelle nyskabelser (uddannelses- og videreuddannelsesforanstaltninger) 3.) kulturelt netværkssamarbejde (udveksling af informationer mellem kulturelle organisationer i Europa) ( -> Kulturpolitik). Adresse: Europa-Kommissionen, GD X, Kontor D.1, Rue de la Loi 200, B-1049 Bruxelles, tlf.: (0032 2) Kapitalens frie bevægelighed: Herved forstås kapitalbevægelser mellem lande med forskellige valutaer. På grund af indvirkningen på betalingsbalancen og dermed på valutastabiliteten gælder der begrænsninger for kapitalbevægelserne mellem de fleste lande. Ministerrådet vedtog i 1988 at liberalisere kapitalbevægelserne fuldstændigt inden for EF inden den 1. juli Det er også tanken så vidt muligt at liberalisere kapitalbevægelserne mellem EU-landene og tredjelande ( -> Det indre marked). Komitologi eller komitéprocedurer: I henhold til EF-traktatens artikel 145 er det -> Europa-Kommissionens opgave at gennemføre de beslutninger -> Rådet for Den Europæiske Union træffer. Rådet lader dette arbejde overvåge af nationale eksperter, der, alt efter hvor følsomt et emne der er tale om, deltager i Kommissionens arbejde via en rådgivnings-, forvaltnings- eller forskriftskomité. De rådgivende komitéer kan udelukkende afgive udtalelser til Kommissionen. Forvaltningskomitéerne derimod kan med opsættende virkning sende Kommissionens gennemførelsesbestemmelser tilbage til Rådet. Hvis der herefter ikke træffes beslutning inden for en bestemt frist, udsteder Kommissionen gennemførelsesbestemmelserne således som fastsat. Forskriftskomitéerne kan ophæve Kommissionens foranstaltninger og sende sagen tilbage til Rådet. Hvis Rådet ikke træffer beslutning inden for den fastsatte frist, kan Kommissionen gennemføre foranstaltningerne, medmindre Rådet har modsat sig dette med simpelt flertal. Rådet har til Kommissionens ærgrelse haft tendens til at vælge fremgangsmåden med forskriftskomitéer, hvad der i henhold til Rådets afgørelse af 13. juli 1987 (den såkaldte komitologiafgørelse) står det frit for. Det er denne restriktive måde at håndtere Kommissionens gennemførelsesbeføjelser på, der tænkes på med begrebet komitologi.

247 Kontingenter: For at kunne regulere udbuddet anvender man kontingenter som kvantitative begrænsninger for importen og eksporten. Ud over varekontingenter findes der valutakontingenter (det at der i udenrigshandelen kun afsættes en bestemt mængde valuta til indkøb af nogle bestemte varer). EUROPA FRA A TIL Å 247 Kontoret for Virksomhedssamarbejde: Ved hjælp af en enkelt blanket kan Kontoret for Virksomhedssamarbejde (BCC - Business Cooperation Centre) formidle forretningspartnere i over 60 lande verden over. Mere end 500 godkendte kontaktsteder sørger for at viderebringe tilbuddene, som der føres centralt register over i Bruxelles. Adresse: Europa-Kommissionen, GD XXIII, Kontor B.2, Rue de la Loi 200, B-1049 Bruxelles, tlf.: (0032 2) Kontrol med fusioner og virksomhedssammenlægninger: I september 1990 trådte forordningen om kontrol med virksomhedssammenlægninger i kraft. I henhold til forordningen skal virksomheder med en verdensomspændende omsætning på 5 mia. ECU underkastes Kommissionens kontrol inden en grænseoverskridende fusion. Formålet hermed er at undgå uforholdsvis store magtkoncentrationer inden for en bestemt økonomisk sektor. Fusioner under denne grænse er underkastet national lovgivning. Konvergenskriterier: De konvergenskriterier, der er fastlagt i Maastricht-traktaten er adgangsbilletten til -> Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU). En EU-stat kan således kun deltage i ØMU'en, hvis den 1) kan fremvise en vedvarende prisstabilitet, 2) ikke har noget alt for stort offentligt underskud, 3) ikke inden for de seneste to år har udløst nogen valutakursspændinger i EMS'en og 4) har en langfristet rentesats, der højst er 2% højere end i de lande, der har størst prisstabilitet. Disse strenge adgangsbetingelser skal sikre den fremtidige europæiske valuta stabilitet (EFtraktatens artikel 109 J). Konvertibilitet: Ved konvertibilitet forstås det forhold, at en valuta frit kan omveksles til en anden. En valuta er konvertibel, hvis valutamyndighederne i et land indløser udlændinges beholdninger af landets valuta med guld og fremmed valuta og landets egne borgeres beholdninger med fremmed valuta. EU-landenes valutaer er konvertible i hele verden. Kumulationsordning vedrørende oprindelse: Da det ofte er svært at fastslå, hvilket land der er oprindelseslandet, når der er tale om et produkt, hvis fremstilling flere forskellige virksomheder har været involveret i, er der indført en kumulationsordning vedrørende oprindelse, der fastlægger, hvilket land der skal anses for at være produktets oprindelsesland. EU vil med kumulationsordningen forhindre, at virksomheder i tredjelande omgår EU's ydre grænser ved at forlægge nogle enkelte produktionstrin til EU's område.

248 248 Kvalificeret flertal: -> Rådet for Den Europæiske Union træffer enten afgørelse med enstemmighed, med simpelt eller med kvalificeret flertal. Med den europæiske fælles akt og traktaten om Den Europæiske Union er antallet af tilfælde, hvor der anvendes flertalsafgørelser øget for således at give EU's interesser større vægt i forhold til de nationale interesser. I forbindelse med afstemninger, hvor der kræves kvalificeret flertal i henhold til EF-traktatens artikel 148, har Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien hver 10, Spanien 8, Belgien, Nederlandene, Grækenland og Portugal hver fem, Østrig og Sverige hver fire, Danmark, Finland og Irland hver tre og Luxembourg to stemmer. Til en kvalificeret flertalsbeslutning kræves mindst 62 stemmer (ud af 87). Inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik kræves der desuden tilslutning fra mindst ti medlemsstater. Under et uformelt møde i Ioannina i Grækenland aftalte udenrigsministrene, at der i situationer, hvor der kun kan opnås et meget lille kvalificeret flertal, skal gøres alt, hvad der er muligt, for at samle et større. I kraft af dette kompromis kunne striden om en ny stemmevægtning i forbindelse med kvalificerede flertalsbeslutninger bilægges. Landbrugsafgifter: Landbrugsafgifterne er en slags importafgift på landbrugsprodukter fra tredjelande. Gennem opkrævning af landbrugsafgifterne ved EU's ydre grænser forhøjes priserne på de importerede produkter med forskellen mellem de lave verdensmarkedspriser og de landbrugspriser, der gælder inden for EU. Landbrugsafgifterne er altså variable toldafgifter, der følger prisudviklingen på verdensmarkedet, og som sikrer landmændene i EU høje afsætningspriser. Landbrugsafgifterne er en vigtig indtægtskilde for Unionen. På eksportsiden har landbrugsafgifterne deres modstykke i eksportrestitutionerne, som udligner de nævnte prisforskelle. LEADER: fællesskabsinitiativ under strukturfondene til udvikling af landdistrikterne. LEADER fremmer den økonomiske udvikling i landdistrikterne i de strukturelt set mest tilbagestående EU-regioner. Hovedvægten ligger på det organisatoriske aspekt, kompetenceerhvervelse, fremme af landboturismen, støtte til små innovative virksomheder samt fremme af forædlede landbrugsprodukter. Anden fase af initiativet ( ) har et budget på 1,4 mia. ECU. LEONARDO DA VINCI: Navnet LEONARDO har siden 1995 været brugt som fællesbetegnelse for de eksisterende programmer for erhvervsuddannelse. LEONARDO, hvis budget for er på 620 mio. ECU, erstatter bl.a. følgende afsluttede programmer: COMETT (samarbejde mellem universiteter og virksomheder om uddannelse på teknologiområdet), PETRA (erhvervsuddannelse af unge og forberedelse af unge til arbejds- og voksenlivet), FORCE (udvikling af efter- og videreuddannelse) og EUROTECHNET (nyskabelser på erhvervsuddannelsesområdet) ( -> Uddannelses- og ungdomspolitik).

249 Liberalisering: Ved liberalisering forstås afskaffelse af de eksisterende nationale begrænsninger i de grænseoverskridende vare-, tjenesteydelses-, betalings- og kapitalbevægelser, som hindrer den frie konkurrence mellem staterne. Ud over EU, hvor liberaliseringen mellem medlemsstaterne er længst fremskreden og stort set allerede var opnået i 1992, er der også andre mellemstatslige organisationer, herunder især GATT, OECD og Den Internationale Valutafond (IMF), der arbejder for liberalisering. EUROPA FRA A TIL Å 249 LIFE: Ved en forordning fra den 18. maj 1992 blev det besluttet at oprette LIFE (finansielt instrument for miljøet), et fælles finansielt instrument for miljøet omfattende de allerede eksisterende finansielle instrumenter på miljøområdet (fællesskabsaktioner på miljøområdet, MEDSPA, NORSPA og ACNAT). LIFE skal finansiere presserende miljøforanstaltninger i EU og inden for rammerne af det internationale samarbejde. Til dette formål var der i perioden afsat 400 mio. ECU ( -> Miljø). LINGUA: er et EU-handlingsprogram til fremme af kendskabet til fremmedsprog. Formålet med programmet er at forbedre kommunikationsmulighederne i Unionen. Kun medlemsstaternes sprog og især de sprog, der undervises mindst i, fremmes. Lomé-konventionerne: Lomé-konventionerne er multilaterale handels- og udviklingsaftaler mellem EU og de 70 AVS-stater, som associerer disse med EU-staterne og ud over finansiel bistand giver dem betydelige handelsfordele i forbindelse med vareeksporten til EU. Konventionerne er kernen i EU's -> udviklingspolitik. Lomé I blev indgået i 1975 for en femårig periode og afløstes af Lomé II (1980), Lomé III (1985) og i 1990 endelig af Lomé IV med en gyldighedsperiode på ti år og en finansiel ramme på 13,2 mia. ECU i de første fem år. Hovedvægten er i konventionen lagt på de deltagende tredjelandes udvikling på lang sigt. Siden Lomé IV blev indgået, er konventionen dog også suppleret med aftaler om beskyttelse af menneskerettighederne og demokratisering. Luxembourg-forliget: -> Rådet for Den Europæiske Union Marshall-planen: plan fremsat i 1947 af USA's daværende udenrigsminister George Marshall om et hjælpeprogram for Europas økonomiske genopbygning efter 2. verdenskrig. I tiden indtil 1952 modtog 18 vesteuropæiske lande ca. 14 mia. dollars som lån, gavebistand, varer eller levnedsmiddelhjælp. Marshall-planen har en stor del af fortjenesten for genopbygningen af den vesteuropæiske, herunder specielt den vesttyske økonomi. Politisk supplerede planen den amerikanske politik, der skulle dæmme op for kommunismen.

250 250 MED: program for decentraliseret samarbejde med tredjelande i Middelhavsområdet. Med dette program finansierer EU ud over det traditionelle bilaterale samarbejde foranstaltninger til udvikling af virksomhederne i Middelhavsområdet (MED- Invest), regionale projekter til forbedring af infrastrukturerne (MED-URBS), samarbejde mellem universiteter og forskningssamarbejde (MED-Campus og MED- Avicenne) og samarbejde på medieområdet (MED-MEDIA) ( -> Middelhavet og Mellemøsten). MEDIA: MEDIA-programmet (measures to encourage the development of the audio-visual industry) har til formål at udvikle den audiovisuelle industri i EU for at skabe konkurrencedygtige strukturer. Der gives også støtte til uddannelse og videreuddannelse af filmfolk, til udvikling af filmprojekter og til afsætning af de færdige programmer i hele EU ( -> Mediepolitik). Messina-konferencen: På konferencen i Messina mellem udenrigsministrene fra de seks medlemslande af Kul- og Stålunionen den juni 1955 blev det besluttet at indlede forhandlinger om at udbygge samarbejdet til andre områder efter Kul- og Stålfællesskabets mønster. Det førte til undertegnelsen af Rom-traktaterne den 25. marts 1957 og dermed til oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab. Mestbegunstigelsesklausul: Mestbegunstigelsesklausulen forpligter en stat til at indrømme det land, den indgår en mestbegunstigelsesaftale med, helt de samme handelspolitiske fordele, som den har indrømmet en hvilken som helst anden stat. Dette princip er hovedbestanddelen i GATT og andre handelsaftaler. Monitor: er et fællesskabsprogram for strategiske analyser, fremtidsstudier og vurderinger inden for -> forskning og teknologisk udvikling. Programmet omfatter tre aktionsområder, nemlig strategisk analyse inden for videnskab og teknologi (SAST), prognoser og vurdering på det videnskabelige og teknologiske område (FAST) og europæisk forskningsevaluering (SPEAR). NOW: NOW- (New Opportunities for Women) har til formål at lette kvinders adgang til arbejdslivet. Programmet skal ikke blot hjælpe kvinder ud af arbejdsløsheden, men også forbedre deres muligheder for at få adgang til erhvervsgrene med en lovende fremtid samt til ledende stillinger. Det er grunden til, at managementkurser anses for støtteberettigede på linje med oprettelsen af små og mellemstore virksomheder og samarbejdsprojekter og med uddannelsen af rådgivende personale. Der lægges særlig vægt på tværnationale aktiviteter. I perioden har NOW et budget på i alt 470 mio. ECU ( -> Kvindernes Europa).

251 Adresse: Europa-Kommissionen, GD V, Kontor B.4, Rue de la Loi 200, B-1049 Bruxelles, tlf.: (0032 2) EUROPA FRA A TIL Å 251 Nærheds- eller subsidiaritetsprincippet: Med traktaten om Den Europæiske Union fra den 7. februar 1992 indførtes nærheds- eller subsidiaritetsprincippet i EF-traktaten (EF-traktatens artikel 3 B. Ifølge nærhedsprincippet må EU inden for områder, der ikke hører ind under dets enekompetence, kun handle, hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor, på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre kan gennemføres på fællesskabsplan. OECD: Den i 1961 oprettede Organisation for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (Organization for Economic Cooperation and Development) er en organisation for mellemstatsligt samarbejde mellem industrilande med markedsøkonomi. Organisationens hovedformål består i koordineringen af medlemslandenes økonomiske politik, handelspolitik og udviklingspolitik. Alle EU-stater er med i OECD, der har i alt 24 medlemmer. Officielle EU-sprog: EU's institutioner har i henhold til en enstemmigt vedtaget rådsforordning nu elleve ligeberettigede officielle sprog, nemlig spansk, dansk, tysk, græsk, engelsk, fransk, italiensk, nederlandsk, portugisisk, finsk og svensk. Da et nationalt sprog har stor symbolsk værdi, er der ikke noget land, der vil give afkald på sit, og alle EU's retsakter oversættes således til alle de officielle sprog. Mere end hver femte EU-ansatte arbejder i sprogtjenesten. Under ministerniveau er arbejdssprogene engelsk, fransk og i stigende grad tysk; -> EF-Domstolen i Luxembourg anvender kun fransk. Oprindelseslandsprincippet: Oprindelseslandsprincippet anvendes ved behandlingen af importerede varer efter toldtariffen og de gældende importbestemmelser. Det betyder, at importerede varer er underlagt de bestemmelser, der er aftalt med oprindelseslandet. Oprindelseslandsprincippet har derimod ingen indflydelse på den afgiftsmæssige behandling. Da det endnu ikke er lykkedes at indføre samme afgiftsniveau inden for EU, skal afgiften i forbindelse med vareeksport mellem to stater trækkes fra ved grænsen og lægges til igen ved importen, hvilket betyder, at afgiften betales i bestemmelseslandet. I forbindelse med afskaffelsen af grænsekontrollen blev der fra den 1. januar 1993 behov for et registreringssystem, der lagde kontrollen ud i virksomhederne. Efter 1996 skal momsen for de fleste varers vedkommende betales i oprindelseslandet. Private forbrugere kan til eget forbrug købe og importere de fleste varer på oprindelseslandets betingelser. Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE): OSCE har siden den 1. januar 1995 videreført det arbejde, som Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE) påbegyndte i 1970'erne. CSCE har haft en

252 252 vigtig funktion i forbindelse med den europæiske afspændingspolitik. Paris-charteret (1990) ændrede konferencen grundlæggende og gav den operationelle funktioner. OSCE tager sig af tre forskellige emneområder, nemlig sikkerhedsspørgsmål i Europa (område 1), samarbejde inden for områderne økonomi, videnskab, teknik og miljø (område 2), samarbejde om humanitære spørgsmål og andre områder (område 3). OSCE har i alt 57 medlemmer, heriblandt USA og Canada. Overtrædelsesprocedure: En overtrædelsesprocedure er en ved -> EF-Domstolen anlagt retssag mod en medlemsstat, hvori denne anklages for traktatbrud. Foreligger der formodning om traktatbrud kan enten medlemsstaterne eller Europa-Kommissionen anlægge sag (EF-traktatens artikel 169 og 170). Først med traktaten om Den Europæiske Union har EF-Domstolen fået mulighed for at pålægge medlemsstaterne betaling af en tvangsbøde, hvis de ikke efterkommer en dom (EF-traktatens artikel 171). Petersberg-erklæringen: Petersberg-erklæringen af 19. juni 1992 er et skridt på vejen til udbygningen af Den Vesteuropæiske Union (WEU) til EU's forsvarsenhed og til at være den europæiske søjle i NATO. I henhold til WEU-ministerrådets erklæring kan WEU fremover ikke kun gennemføre fredsbevarende, men under bestemte forhold også fredsskabende aktioner for FN eller CSCE/OSCE. Som forberedelse til sådanne aktive forsvarsaktioner besluttedes det at oprette en militær planlægningscelle. PETRA: PETRA er et handlingsprogram for erhvervsuddannelse af unge og forberedelse af unge til voksen- og arbejdslivet, der har været i kraft siden Det er formålet med programmet at forbedre erhvervsuddannelsernes kvalitet med henblik på det indre marked og at give unge mulighed for at tage en kvalificeret uddannelse. Med det formål er der oprettet et net af uddannelsesinitiativer ( -> Uddannelses- og ungdomspolitik). PHARE: Denne handlingsplan til støtte for de østeuropæiske landes økonomiske omstrukturering blev vedtaget i 1989 af i alt 24 lande (EF, EFTA, USA, Canada, Australien, Tyrkiet, New Zealand og Japan). Europa-Kommissionen fik til opgave at koordinere planen. PHARE-programmet består af en lang række særskilte projekter og aktioner. EU og EU's medlemsstater står for rundt regnet 50% af midlerne. Der gives bidrag til projekter, der støtter den økonomiske omstruktureringsproces i Østeuropa. EU og PHARE-landene udarbejder hvert år et indikativprogram med generelle støtteformål og hovedindsatsområder. Programmernes gennemførelse påhviler normalt PHARE-landene. Der gælder det hovedprincip, at hjælpen frem for alt skal komme den private sektor til gode. Ved en beslutning truffet af Rådet i november 1992 blev PHARE-programmet integreret i en flerårig plan i forbindelse med Europaaftalerne og andre hjælpeaktioner. I 1994 gennemførtes 125 programmer til en samlet værdi af 963,3 mio. ECU ( -> Udvidelse).

253 Præferenceaftale: en aftale, i hvilken de kontraherende parter indrømmer hinanden præferencebetingelser for vareudveksling. EUROPA FRA A TIL Å 253 RACE: RACE (Research and Development in Advanced Communication Technologies for Europe) er EU's største program på telekommunikationsområdet. Et vigtigt formål med programmet er at udvikle teknologier til bredbåndskommunikation, dvs. til samtidig overførsel af lyd, billeder og data ( -> Informationssamfundet). Rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling: Siden 1984 har rammeprogrammerne været grundlaget for den fælles forskningsog teknologipolitik og samtidig dennes instrument. Rammeprogrammerne fastlægger i en samlet strategi EU's forskningsstøttes finansielle omfang, dens formål og disses indbyrdes prioritering og forbedrer i kraft af løbetiden på fem år planlægningsmulighederne herfor. Romtraktaterne: Romtraktaterne er de traktater, der ligger til grund for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) samt tillægsprotokollerne hertil. Traktaterne blev indgået af Belgien, Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene i Rom den 25.marts Forud for traktaterne gik oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), der sammen med EØF og Euratom danner De Europæiske Fællesskaber. Den vigtigste af traktaterne er EØF-traktaten - fra 1993 omdøbt til EF-traktaten - i hvis præambel de vigtigste mål er nedfældet (skabe en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk, sikre økonomiske og sociale fremskridt for deres lande, stadig at forbedre levevilkår og beskæftigelsesforhold og at styrke freden og friheden). Romtraktaterne trådte i kraft den 1. januar 1958 ( -> Traktater). Samarbejdsproceduren: Samarbejdsproceduren i henhold til EØF-traktatens artikel 149 blev indført med den europæiske fællesakt i 1987 som en ny samarbejdsmetode mellem EF's institutioner, der øgede Europa-Parlamentets muligheder for at få indflydelse. Proceduren blev især anvendt til afgørelser vedrørende gennemførelsen af det indre marked. For Europa-Parlamentets indflydelse har det haft betydning, at der i denne forbindelse indførtes en andenbehandling både i Parlamentet og i Rådet. Med traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht-traktaten) er anvendelsen af samarbejdsproceduren blevet yderligere udvidet (EF-traktatens artikel 189 C) ( -> Beslutningsprocedurer). Samhørighedsfonden: Den i 1993 oprettede Samhørighedsfond yder i henhold til artikel 130 D i EFtraktaten finansielle bidrag til projekter inden for miljø og transportinfrastrukturer. Fonden støtter udelukkende de fire fattigste EU-lande (Irland, Grækenland, Spanien og Portugal) og har til formål at mindske forskellene mellem de nationale

254 254 økonomier i EU. I 1994 finansierede fonden 51 projekter. I perioden kan Samhørighedsfonden uddele mellem 1,5 og 2,6 mia. ECU om året, dvs. i alt 15,1 mia. ECU. Samstemmende udtalelse: I henhold til proceduren med Europa-Parlamentets samstemmende udtalelse kommer en retsakt kun til anvendelse, hvis der i Europa-Parlamentet har været flertal herfor. Proceduren anvendes bl.a. inden for områderne unionsborgerskab, strukturfondene og Samhørighedsfonden, afholdelsen af almindelige direkte valg til Europa-Parlamentet, internationale traktater og overenskomster samt nye medlemmers tiltrædelse af Den Europæiske Union (Beslutningsprocedurer). SAVE: SAVE-programmet (Specific Actions programme for Vigorous Energy Efficiency) skal tjene til at forbedre energieffektiviteten i EU og samtidig bidrage til miljøbeskyttelsen. Af indsatsområder tænkes der især på tekniske undersøgelser til udarbejdelse af standarder og tekniske specifikationer, på foranstaltninger til fremme af udviklingen af infrastrukturer beregnet på vedvarende energiformer, på støtte til opbygning af informationsnetværk til bedre koordinering af de enkelte staters og EU's aktioner og endelig på foranstaltninger til opnåelse af en effektiv udnyttelse af elektriciteten ( -> Energi). Adresse: Europa-Kommissionen, GD XVII, Kontor C.2 / SAVE, Rue de la Loi 200, B Bruxelles, tlf.: (0032 2) Schengen-aftalen: Aftalen blev indgået i Schengen i Luxembourg i 1985 og omhandler den gradvise ophævelse af kontrollen ved grænserne mellem de kontraherende stater. En tillægsaftale omhandler behandlingen af asylansøgninger og politisamarbejdet på tværs af grænserne. Den oprindelige frist for åbningen af grænserne for personer (1990) har måttet udskydes flere gange. Efter oprettelsen af Schengeninformationssystemet (SIS), som letter bekæmpelsen af international kriminalitet, blev der den 26. marts 1995 truffet beslutning om fuldstændigt at afskaffe grænsekontrollen mellem i første omgang syv EU-lande, nemlig Belgien, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Spanien og Tyskland. Storbritannien, Irland, Danmark, Sverige og Finland er ikke med i Schengen-aftalen ( -> Retlige og indre anliggender).

255 DET GRÆNSLØSE EUROPA 255 Schengen-aftalen Ingen personkontrol Ved passage af de indre grænser. Øget kontrol ved passage af de ydre grænser og i havne og lufthavne. Visa- og opholdspolitikken til dels harmoniseret. Fælles visum till alle Schengen-landene. Polisamarbejde Schengen-informationssystemet (SIS) et fælles edb-eftersøgnings- og informationssystem. ISLAND NORGE SUOMI FINLAND SVERIGE DANMARK NEDER-LAND BELGIË DEUTSCHLAND BELGIQUE LUXEMBOURG FRANCE ÖSTERREICH PORTUGAL ESPAÑA ITALIA ELLAS Lande, der har undertegnet Schengen-aftalet Lande, hvor Schengen-aftalet et trådt i kraft. Lande, der har indgået samarbejdsaftale.

256 256 Schuman-planen: Den 9. maj 1950 fremlagde den franske udenrigsminister Robert Schuman en plan, som skulle føre til oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i Herved tilgodesås forskellige interesser: medens Frankrig havde en interesse i at få den tyske kul- og stålindustri underlagt samme kontrolinstans for således fremover at kunne udelukke risikoen for en krig, benyttede det endnu ikke fuldt suveræne Tyskland chancen for at blive anerkendt som ét ud af seks ligeværdige medlemmer samt den mulighed for udsoning, et sådant samarbejde ville give. Den 9. maj er til minde herom blevet valgt til Europadag. Slusepris: I EU's landbrugsprissystem består sluseprisen af kostprisen på forædlede landbrugsprodukter (æg, fjerkræ og svinekød), landbrugsafgiften og en tillægsafgift. Ud over landbrugsafgifterne kan der således ved import af denne type produkter fra tredjelande anvendes en særlig beskyttelsesforanstaltning med tilbudspriser, der er lavere end kostprisen: Sluseprisen beregnes på grundlag af de gennemsnitlige produktionsomkostninger på verdensmarkedet, og tilbudspriser, der ligger herunder, hæves så ved hjælp af en tillægsafgift op på sluseprisens niveau. SMV-programmet: er et handlingsprogram til fordel for de små og mellemstore virksomheder med det formål at styrke væksten, konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Der er i perioden afsat 112,2 mio. ECU til programmet, der omfatter pilotprojekter og delprogrammer vedrørende partnerskab, information og finansiering. De europæiske økonomiske firmagrupper (EØFG) indrages ofte i gennemførelsen af SMVprogrammet. Sociale dialog, den: Ved den sociale dialog forstås møder mellem arbejdsmarkedets parter på EU-plan. Dialogen går tilbage til midten af 1980'erne, hvor fagbevægelsen, de private og de offentlige arbejdsgivere repræsenteret ved hhv. Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i Europa (UNICE) og Det Europæiske Center for Offentlige Virksomheder (CEEP) mødtes under forsæde af Kommissionen. Det var tanken, at den sociale dialog, allerede inden det indre marked var gennemført, skulle bidrage til etablering af nogle acceptable rammebetingelser. Socialpagten: For at sikre at der tages hensyn til den sociale dimension i forbindelse med det meget økonomisk prægede indre marked, vedtog Det Europæiske Råd den 9. december 1989 den europæiske fællesskabspagt om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder (eller blot socialpagten) indeholdende en række mindstekrav. Selv om den ikke er bindende, stemte Storbritannien imod pagten, der indeholder 30 punkter med grundlæggende rettigheder i forbindelse med den fri bevægelighed for personer, ligebehandling, social sikring og en rimelig indtægt for alle EU-borgere (Social- og arbejdsmarkedspolitik).

257 SOKRATES: EU's uddannelsesprogrammer ERASMUS og LINGUA har siden begyndelsen af 1995, hvor de blev suppleret med yderligere foranstaltninger, været samlet under handlingsprogrammet SOKRATES (Uddannelses- og ungdomspolitik). SOKRATES' budget på 850 mio. ECU for perioden anvendes inden for tre aktionsområder: 1) aktiviteter inden for de videregående uddannelser (f.eks. studenterudvekslinger, mulighed for at få godskrevet studieophold i udlandet, europæisk studiedimension), 2) aktiviteter inden for skoleuddannelse (f.eks. partnerskaber mellem skoler, videreuddannelse af lærere), 3) tværgående aktioner (f.eks. udarbejdelse af undervisningsmateriale, videreuddannelse af sproglærere). EUROPA FRA A TIL Å 257 Spaak-rapporten: Spaak-rapporten, der blev forelagt udenrigsministrene i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i april 1956, anbefalede oprettelse af et Europæisk Økonomisk Fællesskab og et Europæisk Atomenergifællesskab. Udenrigsministrene havde på konferencen i Messina i 1955 nedsat et ekspertudvalg ledet af den belgiske udenrigsminister Paul-Henri Spaak, som skulle undersøge, hvordan den økonomiske integration kunne videreføres. Spaak-rapporten kom til at danne grundlag for de to Rom-traktater, der blev indgået den 25. marts Stabex: Stabex-systemet er en af hovedhjørnestenene i EU's udviklingspolitik. EU garanterer AVS-staterne minimumsindtægter for rundt regnet 40 landbrugsprodukter, der er udviklingslandenes vigtigste eksportvarer. Hvis eksportindtægterne falder i forhold til den gennemsnitlige indtægt de foregående år, udligner EU indtægtsdifferencen enten ved hjælp af et foreløbigt lån eller ved gavebistand (Udviklingspolitik). Stabilisatorer: Det Europæiske Råd besluttede i 1988 at indføre stabilisatorer for at bremse udgiftsstigningen på det landbrugspolitiske område. Stabilisatorerne betyder, at garantipriserne for visse landbrugsprodukter automatisk sænkes året efter, at et fastlagt kvantum er blevet overskredet. Herved opnår man en reduktion af overproduktionen (Landbrugspolitik). Standardisering: Gennemførelsen af det indre marked kræver, at der i stedet for de hidtidige nationale standarder indføres EU-standarder, som de europæiske standardiseringsorganisationer CEN og CENELEC udarbejder i overensstemmelse med EU's harmoniseringsbestemmelser. Ved at indføre fælles standarder fjerner man en række handelshindringer. Strukturfonde: EU's strukturfonde, der administreres af Europa-Kommissionen, finansierer strukturel bistand inden for EU. Der er tale om Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Den Europæiske Regionalfond til finansiering af regio-

258 258 nalpolitisk strukturbistand, Den Europæiske Socialfond til realisering af social- og arbejdsmarkedspolitikken samt det nye finansielle instrument til udvikling af fiskeriet (FIUF). Den i 1993 oprettede Samhørighedsfond støtter EU's strukturpolitiske formål. Strukturfondenes midler går hovedsageligt til de fattigste regioner: Det er hensigten på denne måde at styrke det økonomiske og sociale sammenhold i EU, så de krav, det indre marked stiller, kan opfyldes overalt i EU. Foranstaltningerne er koncentreret om seks hovedmål. Broderparten tilfalder mål 1, som er udvikling og strukturel tilpasning af de tilbagestående regioner. Strukturfondenes budget er tilsammen firedoblet i løbet af de seneste år og når i perioden op på over 161 mia. ECU. Subvention: Ved subvention forstås det offentliges finansielle støtte til eller begunstigelse af en virksomhed for at opnå bestemte samfundsøkonomiske formål. Formålet med subventionerne kan således være at bevare en virksomhed eller en hel branche, at tilpasse en virksomhed eller branche til nye betingelser, at fremme en virksomheds eller branches produktivitet og vækst. Inden for EU er det forbudt at fremme udviklingen med konkurrenceforvridende subventioner. Som undtagelse herfra gælder dog forbedringen af de sociale, struktur- og regionalpolitiske forhold i EU. Da subventioner hindrer den frie handel, tilstræber man verden over, f.eks. i GATTaftalerne, at få afskaffet subventionerne. Sukkeroverenskomsten: Sukkeroverenskomsten er et tillæg til Lomé-aftalen inden for rammerne af -> udviklingspolitikken. EU garanterer som en indtægtssikrende foranstaltning udviklingslande, der hovedsageligt er landbrugsorienterede, at aftage en bestemt årlig mængde rørsukker til EU-priser, der er betydeligt højere end verdensmarkedspriserne. Sysmin: Sysmin er et system til stabilisering af indtægterne fra mineprodukter for de med EU associerede AVS-udviklingslande. Under Sysmin-ordningen modtager disse lande bl.a. særlige lån til finansiering af konkrete foranstaltninger inden for minedrift. I tilfælde af produktions- eller eksportnedgang på grund af tekniske eller politiske vanskeligheder på minedriftsområdet skal hjælpeforanstaltningerne opretholde minedriftsvirksomhedernes rentabilitet og på den måde forhindre, at eksportindtægterne fra området falder. TACIS: er den engelske forkortelse (Technical Assistance to the Commonwealth of Independent States) for et i 1990 oprettet EU-bistandsprogram, som yder faglig bistand til de uafhængige stater i det tidligere Sovjetunionen og i Mongoliet. Telematiksystemer: EU's særprogram for forskning og udvikling inden for telematiksystemer samler programmerne AIM, DELTA, DRIVE og EUROTRA under ét. Det er formålet med programmet at skabe grundlag for en gradvis indføring af sammenkoblede euro-

259 pæiske kommunikationsteknologier inden for områderne administration, trafik, sundhedsvæsen, uddannelse, biblioteker og lingvistik. EUROPA FRA A TIL Å 259 TEMPUS: Tempus er et program for tværeuropæisk samarbejde inden for de videregående uddannelser. Programmet tager hensyn til de central- og østeuropæiske landes åbning: Analogt med de allerede eksisterende EU-programmer på uddannelsesområdet vil EU ved hjælp af dette program og en EU-fond for erhvervsuddannelse prøve at imødekomme de central- og østeuropæiske landes særlige behov. TEMPUS yder finansiel bistand til aktiviteter, som organisationer i EU-landene gennemfører i samarbejde med partnere fra de central- og østeuropæiske lande. Til at begynde med omfattede programmet Ungarn, Polen, Tjekkoslovakiet (hhv. det senere Tjekkiet og Slovakiet), det tidligere Jugoslavien og Bulgarien. Programmet koncentrerer sig primært om fagområder, der er af særlig betydning for den sociale og politiske omstilling i Central- og Østeuropa. Programmets anden fase ( ) omfatter som led i TACIS-programmet også staterne i det tidligere Sovjetunionen. THERMIE II: program til finansiel støtte af projekter, der skal demonstrere innovationer inden for energiteknologien. Projekterne skal i et målestoksforhold på 1:1 give bevis for funktionaliteten ved nye teknikker og teknologier, der er ude over forskningsstadiet, men hvis anvendelse påvirkes af, at de indebærer større teknologiske risici end klassiske projekter ( -> Energi). Adresse: Europa-Kommissionen, GD XVII (Energi), Demonstrationsprojekter, energibesparelse og alternative energiformer, Rue de la Loi 200, B-1049 Bruxelles, tlf.: (0032 2) Tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser: Medlemsstaternes lovgivninger tilnærmes hinanden for at fjerne forstyrrelser i det indre marked, der er opstået som følge af forskelle i de nationale love og administrative bestemmelser. EF-traktatens artikel 100 A indeholder bestemmelse om indbyrdes tilnærmelse af retsakter, der direkte indvirker på det fælles markeds oprettelse eller funktion. Rådets afgørelser om indbyrdes tilnærmelse af lovgivning har som oftest form af direktiver. Toldkontingenter: Toldkontingenter giver mulighed for i begrænsede mængder at indføre bestemte varer til nedsat told eller helt toldfrit. EU eller de enkelte medlemsstater sikrer sig ved hjælp af toldkontingenter forsyninger af bestemte varer til en gunstig pris uden at indskrænke den generelle toldbeskyttelse ud over den pågældende kontingentmængde. Toldunion: En toldunion er en sammenslutning af flere forskellige toldområder til ét fælles

260 260 toldområde med det resultat, at tolden mellem medlemslandene falder bort. Til forskel fra frihandelsområder kan de enkelte medlemslande i en toldunion ikke opkræve særskilt told i forbindelse med indførslen af varer fra tredjelande. I stedet opkræves der en bestemt toldsats ved de ydre grænser. Halvandet år tidligere end forventet, nemlig den 1. juli 1968 kunne EF fuldende Toldunionen for industriprodukters vedkommende. For landbrugsprodukter var Toldunionen en realitet den 1. januar Senere medlemmer indrømmes en overgangsperiode, indtil Toldunionen også skal kunne anvendes på deres område. Traktatændringer: Enhver medlemsstat og Europa-Kommissionen kan forelægge Rådet forslag til ændring af traktaterne (unionstraktatens artikel N). Efter høring af Europa-Parlamentet og evt. Kommissionen kan Rådet indkalde medlemsstaterne til en regeringskonference, som så fastlægger ændringerne. Traktatændringer skal ratificeres af alle medlemsstaterne i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser for at træde i kraft. Den 7. februar1992 blev traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht- eller unionstraktaten) undertegnet. Maastricht-traktaten udgør den næststørste reform af Rom-traktaterne efter den europæiske fælles akt (fællesakten). I henhold til traktatens artikel N skal dens bestemmelser gennemgås og eventuelt videreudvikles ved en yderligere regeringskonference i Transeuropæiske net: For at kunne drage fuld nytte af fordelene ved -> det indre marked bidrager EU til oprettelse og udvikling af transeuropæiske netværk (EF-traktatens artikel 129 B- D). Herved forstås grænseoverskridende infrastrukturer inden for områderne transport, energi, telekommunikation og miljø. Foranstaltningerne skal øge de nationale netværks interoperabilitet og forbedre adgangen hertil. I 1994 besluttede Det Europæiske Råd at støtte 14 højt prioriterede transportprojekter samt 10 projekter på energiområdet. TREVI: TREVI (forkortelse af det franske terrorisme, radicalisme, extrémisme, violence internationale ) er betegnelsen for det i 1975 oprettede og siden 1976 fungerende uformelle samarbejde mellem EU-landenes justits- og/eller indenrigsministre om bekæmpelse af international terrorisme og narkotikahandel. To gange om året mødes ministrene i dette forum for at drøfte samarbejdet og fælles strategier. TREVI samarbejder også med tredjelande. Artikel K i traktaten om Den Europæiske Union indeholder bestemmelse om EU-landenes samarbejde om -> retlige og indre anliggender. Tærskelpriser: Tærskelpriserne er de minimumspriser, landbrugsprodukter må indføres til i EU. Priser på landbrugsprodukter, der ligger under tærskelpriserne, hæves ved hjælp af landbrugsafgifter og/eller told til tærskelprisniveauet. Formålet hermed er at beskytte EU's landmænd mod billigere produkter fra tredjelande.

261 Udenrigstold: Som følge af etableringen af Toldunionen i EØF i tiden op til 1968 blev tidligere adskilte toldområder gradvis til ét fælles toldområde, hvor toldafgifterne forsvandt til fordel for en fælles toldtarif med fælles udenrigstold. Siden 1975 er alle indtægter hidrørende fra udenrigstolden gået til EF's/EU's budget. EUROPA FRA A TIL Å 261 Udligning ved grænserne: Inden for EU kan der ved indførsel af nogle bestemte landbrugsvarer opkræves en afgift til udligning af EU-interne prisforskelle, der skyldes valutakursudsving, for således at stabilisere det fælles prisniveau. Udvidelse mod syd: I 1970'erne søgte Grækenland (1975), Portugal (1977) og Spanien (1977), efter at have indført demokratiske styreformer, om medlemskab i EF. Ved udvidelsen mod syd forstås disse tre staters indtræden i Fællesskabet med Grækenland i 1981 og Portugal og Spanien i Derved opstod der nye problemer for EF på grund af de store strukturelle og velfærdsmæssige forskelle mellem de gamle og de nye medlemsstater. I denne forbindelse var det hovedsageligt politiske argumenter - nemlig forventningen om, at medlemskabet ville betyde en indenrigspolitisk stabilisering af de nye medlemsstater - og ikke de økonomiske betænkeligheder, der var afgørende for beslutningen om deres tiltræden. Undersøgelsesudvalg: Traktaten om Den Europæiske Union giver for første gang Europa-Parlamentet mulighed for at nedsætte undersøgelsesudvalg til opklaring af krænkelser af EUretten. I henhold til EF-traktatens artikel 138 C kan sådanne midlertidige undersøgelsesudvalg nedsættes efter anmodning af en fjerdedel af Europa-Parlamentets medlemmer. Undladelsessøgsmål: Undladelsessøgsmål er søgsmål, der kan indgives til -> EF-Domstolen mod -> Rådet, -> Europa-Kommissionen eller Europa-Parlamentet, hvis disse ved at undlade at handle har forbrudt sig mod nogle af EU-traktaternes formål. Undladelsessøgsmål kan indbringes af medlemsstaterne, EU-institutionerne, juridiske personer eller privatpersoner, hvis den pågældende EU-institution ikke har taget stilling inden for to måneder efter en opfordring herom. Eksempelvis har EF-Domstolen efter en klage fra Europa-Parlamentet i 1985 dømt trafikministrene forsamlet i Rådet for inaktivitet i forbindelse med etableringen af den i EØFtraktaten foreskrevne frie bevægelighed for tjenesteydelser i transportsektoren. Ungdom for Europa: Ungdom for Europa III er et handlingsprogram til fremme af internationale ungdomsudvekslinger inden for Den Europæiske Union. Den tredje programperiode ( ), der har et samlet budget på 126 mio. ECU, er ikke blot en fortsættelse af det hidtidige Ungdom for Europa-program, men omfatter også projekterne i de tidligere programmer PETRA og TEMPUS. Over unge i alderen år, også

262 262 fra lande uden for EU, kan i løbet af disse fem år deltage i programmet, der administreres decentralt af agenturerne i de forskellige lande (Uddannelses- og ungdomspolitik). Adresse: Ungdom for Europa III, ICU, Informationscenter for Studie- og Udvekslingsrejser, Vandkunsten 3, DK-1467 København K, tlf.: Ungdom for Europa III: handlingsprogram til fremme af ungdomsudvekslinger inden for EU, Island, Norge og Liechtenstein. Programmet henvender sig til unge i alderen fra 15 til 25 år. Det bistår interesserede med at forberede en international ungdomsudveksling og yder finansiel støtte hertil. Programmet tilbyder også uddannelsesprogrammer for ungdomsgruppeledere og organisatorer (-> Uddannelses- og ungdomspolitik). Adresse: Ungdom for Europa, ICU, Informationscenter for studie- og udvekslingsrejser, Vandkunsten 3, DK-1467 København K, tlf.: UNICE: er sammenslutningen af industri- og arbejdsgiverorganisationer i Europa (Union des Confédérations de l'industrie et des Employeurs d'europe). Den i 1959 oprettede interesseorganisation omfatter industri- og arbejdsgiverorganisationer i EU's og EFTA's medlemsstater. UNICE afstemmer sine medlemmers holdninger i EUspørgsmål og repræsenterer deres interesser over for EU-institutionerne. Adresse: Rue Joseph II 4 a, boîte 4, B-1040 Bruxelles. Unionsborgerskab: I henhold til artikel 8 i EF-traktaten har alle, der er statsborgere i en EUmedlemsstat, samtidig unionsborgerskab. Unionsborgerskabet giver følgende rettigheder: ret til frit at færdes og tage ophold i EU, valgret og ret til at lade sig vælge ved de kommunale valg og ved valgene til Europa-Parlamentet i den medlemsstat, hvor man har bopæl, ret til beskyttelse hos andre medlemsstaters diplomatiske og konsulære myndigheder i tredjelande, samt ret til at indgive andragender til Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet udnævner desuden en ombudsmand til at behandle unionsborgernes klager over EU's institutioner. Verdenshandelsorganisationen (WTO): Efter Uruguay-rundens afslutning i 1995 oprettedes den selvstændige Verdenshandelsorganisation, WTO (World Trade Organization), som alle hidtidige GATT-medlemmer er med i. Verdenshandelsorganisationen skal uddybe handelsforholdet mellem de kontraherende stater og bl.a. fungere som forum for fremtidens multilaterale handelsforhandlinger. Den Vesteuropæiske Union (WEU): Den Vesteuropæiske Union blev oprettet i 1954 på grundlag af Bruxelles-traktaten fra 1948, hvis formål var forsvar mod Tyskland. WEU's opgaver består hovedsagelig i en omfattende pligt til at hjælpe i tilfælde af et angreb på Europa og opretholdelse af fred og sikkerhed i Europa. WEU har længe været anset for at være NATO's svage arm, selv om Unionens bestemmelser binder de kontraherende parter i et langt større omfang end NATO. I forbindelse med diskussionen om en

263 europæisk søjle i forsvarspolitikken får WEU i øjeblikket tilført nyt blod. En erklæring, der er knyttet til Maastricht-traktaten, handler om en gradvis udvikling af WEU til EU's forsvarsenhed. EUROPA FRA A TIL Å 263 Vækstinitiativ: For at sætte gang i den økonomiske vækst vedtog stats- og regeringscheferne i december 1992 i Edinburgh et vækstinitiativ for de kommende år, som skulle fremskynde finansieringen af infrastrukturforanstaltningerne. Der blev bl.a. oprettet en fristbegrænset lånefacilitet i Den Europæiske Investeringsbank på i alt 8 mia. ECU samt en Europæisk Investeringsfond som sikkerhed for private og offentlige investeringer på 2 mia. ECU. Sammen med Samhørighedsfonden og de nationale foranstaltninger skulle konjunkturprogrammet give grobund for en støt vækst og nye varige arbejdspladser samt stive EU's konkurrenceevne af. YOUTHSTART: YOUTHSTART-programmet er et vigtigt instrument til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden. Programmet henvender sig til unge under 20 år og har til formål at sikre et minimumsuddannelses- og kvalifikationsniveau i hele Den Europæiske Union, at skabe sammenhæng mellem uddannelse og arbejdsmarked, at fremme mulighederne for uafhængig rådgivning og at tilvejebringe de nødvendige infrastrukturer herfor. Adresse: Europa-Kommissionen, GD V, Kontor B.4, Rue de la Loi 200, B-1049 Bruxelles, tlf.: (0032 2)

264 264 Den europæiske integration - Hvornår skete det?

265 Den europæiske integration - Hvornår skete det? Michael Matern EUROPA FRA A TIL Å september 1946 Winston Churchill taler i Zürich for oprettelsen af Europas Forenede Stater maj 1948 Koordinationsudvalget for Europæiske Samling indkalder Haag-kongressen, der i sine resolutioner efterlyser et forenet demokratisk Europa og oprettelsen af Europarådet. 5. maj 1949 Europarådet oprettes i London. Det får sæde i Strasbourg. 9. maj 1950 Den franske udenrigsminister Robert Schuman foreslår, at der oprettes et Europæisk Kul- og Stålfællesskab (EKSF). 24. oktober 1950 Den franske premierminister, René Pleven, foreslår, at der oprettes en integreret europæisk hær. 18. april 1951 Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene ( De Seks ) underskriver traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (Paris-traktaten). 27. maj 1952 De Seks underskriver traktaten om oprettelse af Det Europæiske Forsvarsfællesskab (EDC). Den franske Nationalforsamling nægter imidlertid at ratificere den i august 1952 Den Høje Myndighed, EKSF's udøvende organ, påbegynder arbejdet med Jean Monnet som formand. 10. september 1952 De Seks' udenrigsministre pålægger EKSF's Forsamling at udarbejde et udkast til en traktat om oprettelse af et europæisk politisk fællesskab. Udkastet fremlægges den 10. marts februar 1953 Det fælles marked for kul, jernmalm og skrot oprettes. 1. maj 1953 Det fælles marked for stål oprettes. 30. august 1954 Traktaterne om oprettelse af et europæisk forsvarsfællesskab og oprettelse af et europæisk politisk fællesskab afvises af den franske Nationalforsamling juni 1955 De Seks' udenrigsministre aftaler på et møde i Messina at gå videre med integrationen. Der oprettes en

EU (Ikke færdigt) af Joachim Ohrt Fehler, 2015. Download denne og mere på www.joachim.fehler.dk

EU (Ikke færdigt) af Joachim Ohrt Fehler, 2015. Download denne og mere på www.joachim.fehler.dk EU (Ikke færdigt) af Joachim Ohrt Fehler, 2015. Download denne og mere på www.joachim.fehler.dk Københavner kriterierne: Optagelseskriterier for at kunne blive medlem af EU. Det politiske kriterium Landet

Læs mere

Europa. Rapport om Den europæriske union Kathrine Kaihøj Sørensen

Europa. Rapport om Den europæriske union Kathrine Kaihøj Sørensen Europa Rapport om Den europæriske union Kathrine Kaihøj Sørensen Indholdsfortegnelse Forord Starten Traktaterne 5 1. Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (1952) 6 2. Romtraktaten

Læs mere

KONGERIGET BELGIEN, REPUBLIKKEN BULGARIEN, DEN TJEKKISKE REPUBLIK, KONGERIGET DANMARK, FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND, REPUBLIKKEN ESTLAND, IRLAND,

KONGERIGET BELGIEN, REPUBLIKKEN BULGARIEN, DEN TJEKKISKE REPUBLIK, KONGERIGET DANMARK, FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND, REPUBLIKKEN ESTLAND, IRLAND, PROTOKOL OM ÆNDRING AF PROTOKOLLEN OM OVERGANGSBESTEMMELSER, DER ER KNYTTET SOM BILAG TIL TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNION, TIL TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNIONS FUNKTIONSMÅDE OG TIL TRAKTATEN OM OPRETTELSE

Læs mere

SLUTAKT. FA/TR/EU/HR/da 1

SLUTAKT. FA/TR/EU/HR/da 1 SLUTAKT FA/TR/EU/HR/da 1 FA/TR/EU/HR/da 2 I. SLUTAKTENS TEKST 1. De befuldmægtigede for: HANS MAJESTÆT BELGIERNES KONGE, PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKKEN BULGARIEN, PRÆSIDENTEN FOR DEN TJEKKISKE REPUBLIK, HENDES

Læs mere

995 der Beilagen XXIV. GP - Staatsvertrag - 04 Änderungsprotokoll in dänischer Sprache-DA (Normativer Teil) 1 von 8

995 der Beilagen XXIV. GP - Staatsvertrag - 04 Änderungsprotokoll in dänischer Sprache-DA (Normativer Teil) 1 von 8 995 der Beilagen XXIV. GP - Staatsvertrag - 04 Änderungsprotokoll in dänischer Sprache-DA (Normativer Teil) 1 von 8 PROTOKOL OM ÆNDRING AF PROTOKOLLEN OM OVERGANGSBESTEMMELSER, DER ER KNYTTET SOM BILAG

Læs mere

Frankiske Rige 700-800. Frankrig, Tyskland og Norditalien. Kejser som leder Støttes af katolske kirke

Frankiske Rige 700-800. Frankrig, Tyskland og Norditalien. Kejser som leder Støttes af katolske kirke Kalmar-unionen 1397-1523 Nordiske lande samlet under én hersker Margrete, der ønsker en stærk centralmagt: fælles konge, fælles udenrigspolitik og holde fred. Jugoslavien 1918-1995 Sovjetunionen 1917-1991

Læs mere

TOLDKODEKSUDVALGET. Toldkodeksudvalgets forretningsorden, som vedtaget af. Gruppen for Almindelige Toldforskrifter. under Toldkodeksudvalget

TOLDKODEKSUDVALGET. Toldkodeksudvalgets forretningsorden, som vedtaget af. Gruppen for Almindelige Toldforskrifter. under Toldkodeksudvalget EUROPA-KOMMISSIONEN GENERALDIREKTORATET FOR BESKATNING OG TOLDUNIONEN TOLDPOLITIK B1 Generelle toldlovgivningsspørgsmål og toldprocedurer af økonomisk betydning Bruxelles, den 5. december 2001 TAXUD/741/2001

Læs mere

En ny traktat: en ny rolle for regionerne og de lokale myndigheder

En ny traktat: en ny rolle for regionerne og de lokale myndigheder En ny traktat: en ny rolle for regionerne og de lokale myndigheder EU s forsamling af lokale og regionale repræsentanter 1 Regionsudvalget i dag: en rolle i udvikling Vi er ambassadører for Europa i regionerne,

Læs mere

*** UDKAST TIL HENSTILLING

*** UDKAST TIL HENSTILLING EUROPA-PARLAMENTET 2009-2014 Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender 6.12.2010 2010/0228(NLE) *** UDKAST TIL HENSTILLING om udkast til Rådets afgørelse om undertegnelse af aftalen

Læs mere

Udvidelsen af den europæiske union: fra 15 til 25, hvad betyder det for os?

Udvidelsen af den europæiske union: fra 15 til 25, hvad betyder det for os? Udvidelsen af den europæiske union: fra 15 til 25, hvad betyder det for os? FREMTIDENS EUROPA NØGLESPØRGSMÅL DEN FØRSTE MAJ 2004 ER EN ENESTÅENDE HISTORISK MILEPÆL I DEN EUROPÆISKE UNIONS (EU'S) HISTORIE.

Læs mere

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV EUROPA- KOMMISSIONEN Bruxelles, den 2.10.2013 COM(2013) 680 final 2013/0327 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings-

Læs mere

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 213,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 213, Udkast til RÅDETS FORORDNING (EF) om fordeling af indirekte målte finansielle formidlingstjenester (FISIM) inden for rammerne af det europæiske national og regionalregnskabssystem (ENS) /* KOM/97/0050

Læs mere

EUROPA-PARLAMENTET: VALGPROCEDURER

EUROPA-PARLAMENTET: VALGPROCEDURER EUROPA-PARLAMENTET: VALGPROCEDURER Procedurerne for valg til Europa-Parlamentet er reguleret både ved europæisk lovgivning, der fastlægger fælles regler for alle medlemsstaterne, og ved særlige nationale

Læs mere

EUROPA-PARLAMENTET. Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender * UDKAST TIL BETÆNKNING

EUROPA-PARLAMENTET. Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender * UDKAST TIL BETÆNKNING EUROPA-PARLAMENTET 2004 ««««««««««««2009 Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender FORELØBIG 2004/0141(CNS) 8.11.2004 * UDKAST TIL BETÆNKNING om forslag til Rådets forordning om

Læs mere

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER. Ændret forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER. Ændret forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV DA DA DA KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER Bruxelles, den 31.5.2005 KOM(2005) 246 endelig 2004/0209 (COD) Ændret forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 2003/88/EF

Læs mere

DAGSORDEN 31. MAJ - 1. JUNI 2006 BRUXELLES RETTELSE. Mødedokument

DAGSORDEN 31. MAJ - 1. JUNI 2006 BRUXELLES RETTELSE. Mødedokument Mødedokument RETTELSE DAGSORDEN 31. MAJ - 1. JUNI 2006 BRUXELLES MED DE ÆNDRINGER, SOM FORMANDEN VIL FORESLÅ VED BEGYNDELSEN AF MØDET ONSDAG DEN 31. MAJ 2006 30/05/06 PE DA DA Forklaring af procedurerne

Læs mere

Formand for Europa Kommissionen

Formand for Europa Kommissionen Formand for Europa Kommissionen Europa-Parlamentet Hr. formand, Ærede medlemmer, Det er en glæde at komme her igen for at tale til Dem i en uge, der er fyldt med begivenheder og løfter for vor Europæiske

Læs mere

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET EUROPA- KOMMISSIONEN Bruxelles, den 30.3.2015 COM(2015) 138 final RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om udøvelse af de delegerede beføjelser, der tillægges Kommissionen i henhold

Læs mere

EUROPA-PARLAMENTET. Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE. Nr. 3/2005

EUROPA-PARLAMENTET. Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE. Nr. 3/2005 EUROPA-PARLAMENTET 2004 ««««««««««««2009 Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE Nr. 3/2005 Om: Andragende af Maria BRZEZINSKA om forskelsbehandling af polske sygeplejersker

Læs mere

EU Hvad Nu! - Fakta, Quiz, Spørgsmål og Afstemning INDHOLD FORORD. eu.webdialog.dk

EU Hvad Nu! - Fakta, Quiz, Spørgsmål og Afstemning INDHOLD FORORD. eu.webdialog.dk 1 EU Hvad Nu! - Fakta, Quiz, Spørgsmål og Afstemning INDHOLD - Forord - Historie - Arbejdsopgaver - Økonomi - Medlemslande - Demokrati - Quiz - Spørgsmål og Afstemning FORORD EU er gået i Stand by og holder

Læs mere

UDKAST TIL BETÆNKNING

UDKAST TIL BETÆNKNING EUROPA-PARLAMENTET 2009-2014 Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse 10.5.2012 2012/2037(INI) UDKAST TIL BETÆNKNING om gennemførelsen af direktiv 2008/48/EF om forbrugerkreditaftaler (2012/2037(INI))

Læs mere

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE SAMARBEJDSOMRÅDE (EØS), SCHWEIZ OG NORDEN

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE SAMARBEJDSOMRÅDE (EØS), SCHWEIZ OG NORDEN DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE SAMARBEJDSOMRÅDE (EØS), SCHWEIZ OG NORDEN Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) blev oprettet i 1994 med henblik på at udvide Den Europæiske Unions bestemmelser for

Læs mere

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER. Forslag til RÅDETS BESLUTNING

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER. Forslag til RÅDETS BESLUTNING DA DA DA KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER Bruxelles, den 29.10.2009 KOM(2009)608 endelig Forslag til RÅDETS BESLUTNING om bemyndigelse af Republikken Estland og Republikken Slovenien til at

Læs mere

Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2010-11 FLF alm. del Bilag 88. Offentligt. Europaudvalget 2010-11 EU-note E 12.

Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2010-11 FLF alm. del Bilag 88. Offentligt. Europaudvalget 2010-11 EU-note E 12. Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2010-11 FLF alm. del Bilag 88 Offentligt Europaudvalget 2010-11 EU-note E 12 Offentligt Europaudvalget og Finansudvalget EU-konsulenten EU-note Til: Dato: Udvalgets

Læs mere

Europaudvalget 2013-14 EUU Alm.del EU Note 19 Offentligt

Europaudvalget 2013-14 EUU Alm.del EU Note 19 Offentligt Europaudvalget 2013-14 EUU Alm.del EU Note 19 Offentligt Europaudvalget EU-konsulenten EU-note Til: Dato: Udvalgets medlemmer 8. april 2014 EU-dom giver Rådet og Parlamentet et skøn mht. at vælge mellem

Læs mere

Europaudvalget og Retsudvalget EU-konsulenten. Til: Dato: Udvalgenes medlemmer og stedfortrædere 14. juli 2009

Europaudvalget og Retsudvalget EU-konsulenten. Til: Dato: Udvalgenes medlemmer og stedfortrædere 14. juli 2009 Europaudvalget 2008-09 EUU alm. del EU-note 61 Offentligt Europaudvalget og Retsudvalget EU-konsulenten Til: Dato: Udvalgenes medlemmer og stedfortrædere 14. juli 2009 Subsidiaritetstjek af forslag om

Læs mere

Livet i grænseoverskridende situationer inden for EU

Livet i grænseoverskridende situationer inden for EU GENERALDIREKTORATET FOR INTERNE POLITIKKER TEMAAFDELING C: BORGERNES RETTIGHEDER OG KONSTITUTIONELLE ANLIGGENDER RETLIGE ANLIGGENDER Livet i grænseoverskridende situationer inden for EU En sammenlignende

Læs mere

RÅDETS TREDJE DIREKTIV af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (90/232/EØF)

RÅDETS TREDJE DIREKTIV af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (90/232/EØF) 1990L0232 DA 11.06.2005 001.001 1 Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor B RÅDETS TREDJE DIREKTIV af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

Læs mere

(Meddelelser) EUROPA-KOMMISSIONEN

(Meddelelser) EUROPA-KOMMISSIONEN 2.8.2013 Den Europæiske Unions Tidende C 223/1 (Meddelelser) MEDDELELSER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER EUROPA-KOMMISSIONEN Retningslinjer for de forskellige kategorier

Læs mere

Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor 1977L0249 DA 01.01.2007 005.001 1 Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor B RÅDETS DIREKTIV af 22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske

Læs mere

UDKAST TIL BETÆNKNING

UDKAST TIL BETÆNKNING EUROPA-PARLAMENTET 2009-2014 Udvalget om Konstitutionelle Anliggender 31.1.2014 2013/2185(INI) UDKAST TIL BETÆNKNING om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter (2013/2185(INI))

Læs mere

SLUTAKT. AF/CE/BA/da 1

SLUTAKT. AF/CE/BA/da 1 SLUTAKT AF/CE/BA/da 1 De befuldmægtigede for: KONGERIGET BELGIEN, REPUBLIKKEN BULGARIEN, DEN TJEKKISKE REPUBLIK, KONGERIGET DANMARK, FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND, REPUBLIKKEN ESTLAND, DEN HELLENSKE REPUBLIK,

Læs mere

Bekendtgørelse om gennemførelse af ændringsdirektiv om udvikling af Fællesskabets jernbaner 1

Bekendtgørelse om gennemførelse af ændringsdirektiv om udvikling af Fællesskabets jernbaner 1 Bekendtgørelse om gennemførelse af ændringsdirektiv om udvikling af Fællesskabets jernbaner 1 I medfør af 26 i lov om jernbane, jf. lovbekendtgørelse nr. 1171 af 2. december 2004, fastsættes: 1. Bekendtgørelsen

Læs mere

Europaudvalget 2014-15 (2. samling) EUU Alm.del Bilag 72 Offentligt

Europaudvalget 2014-15 (2. samling) EUU Alm.del Bilag 72 Offentligt Europaudvalget 2014-15 (2. samling) EUU Alm.del Bilag 72 Offentligt 13. august 2015 Samlenotat til Folketingets Europaudvalg: Nyt brofinansieringslån til Grækenland fra den europæiske mekanisme for finansiel

Læs mere

NYE FINANSPOLITISKE RAMMER

NYE FINANSPOLITISKE RAMMER NYE FINANSPOLITISKE RAMMER Den statsgældskrise, der truer stabiliteten i Den Økonomiske og Monetære Union, fremhæver det presserende behov for væsentlige forbedringer af den finanspolitiske ramme. En omfattende

Læs mere

Valgfri protokol til konventionen om barnets rettigheder vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter

Valgfri protokol til konventionen om barnets rettigheder vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter Valgfri protokol til konventionen om barnets rettigheder vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter Vedtaget og åbnet for underskrivelse og ratificering den 25. maj 2000 De i denne protokol deltagende

Læs mere

Et netværk til hjælp for arbejdstagere, der krydser grænser

Et netværk til hjælp for arbejdstagere, der krydser grænser Et netværk til hjælp for arbejdstagere, der krydser grænser Beskæftigelse & Den Europæiske Socialfond Beskæftigelse sociale anliggender Europa-Kommissionen 1 Eures et netværk til hjælp for arbejdstagere,

Læs mere

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN DEN EUROPÆISKE UDVIKLINGSFOND (EUF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN DEN EUROPÆISKE UDVIKLINGSFOND (EUF) DA DA DA KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER Bruxelles, den 4.11.2009 KOM(2009)616 endelig MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN DEN EUROPÆISKE UDVIKLINGSFOND (EUF) Skøn over forpligtelser, betalinger og

Læs mere

Internationalt samarbejde. Historisk synsvinkel

Internationalt samarbejde. Historisk synsvinkel Internationalt samarbejde NW-N 1 Historisk synsvinkel Tidligere tiders restriktioner Lige efter 2.verdenskrig: told og kvantitative restriktioner Hvorfor er told og kvantitative restriktioner skadelige

Læs mere

Positionspapir DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET

Positionspapir DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET Positionspapir 2011 DEN FINANSIELLE OG ØKONOMISKE KRISES KONSEKVENSER FOR OFFENTLIG REGNSKABSPLIGT OG ANSVARLIGHED SAMT OFFENTLIG REVISION I EU OG REVISIONSRETTENS ROLLE DA

Læs mere

Studie til opfølgning på valget til Europa-Parlamentet 2014 VALGET TIL EUROPA-PARLAMENTET 2014

Studie til opfølgning på valget til Europa-Parlamentet 2014 VALGET TIL EUROPA-PARLAMENTET 2014 Directorate-General for Communication PUBLIC OPINION MONITORING UNIT Brussels, October 2014 Studie til opfølgning på valget til Europa-Parlamentet 2014 VALGET TIL EUROPA-PARLAMENTET 2014 SAMMENFATTENDE

Læs mere

Preview. Spørgeskemaet kan kun udfyldes online.

Preview. Spørgeskemaet kan kun udfyldes online. Preview. Spørgeskemaet kan kun udfyldes online. Spørgeskema "En midtvejsevaluering af Europa 2020-strategien med udgangspunkt i europæiske byers og regioners holdninger" Baggrund Midtvejsevalueringen af

Læs mere

Europaudvalget 2014 Rådsmøde 3306 - Alm. anl. Bilag 1 Offentligt

Europaudvalget 2014 Rådsmøde 3306 - Alm. anl. Bilag 1 Offentligt Europaudvalget 2014 Rådsmøde 3306 - Alm. anl. Bilag 1 Offentligt UDENRIGSMINISTERIET EUK, j.nr. 400.A.5-0-0 Center for Europa og Nordamerika Den 5. marts 2014 Rådsmøde (almindelige anliggender) den 18.

Læs mere

EUROPA-PARLAMENTET. Udvalget for Andragender MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE

EUROPA-PARLAMENTET. Udvalget for Andragender MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE EUROPA-PARLAMENTET 2004 Udvalget for Andragender 2009 7.03.2008 MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE Andragende 82/2003 af Petros-Constantinos Evangelatos, græsk statsborger, om anerkendelse af kvalifikationer i

Læs mere

Rådets konklusioner om digitalisering og onlineadgang til kulturelt materiale og digital bevaring

Rådets konklusioner om digitalisering og onlineadgang til kulturelt materiale og digital bevaring Rådets konklusioner om digitalisering og onlineadgang til kulturelt materiale og digital bevaring RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION, SOM TAGER I BETRAGNING, AT - digitalisering af og onlineadgang til medlemsstaternes

Læs mere

Etik i politik - et tre-kammersystem for Europa af Mogens Lilleør

Etik i politik - et tre-kammersystem for Europa af Mogens Lilleør Etik i politik - et tre-kammersystem for Europa af Mogens Lilleør Den 17. september 1992 satte Elisabeth Arnold fokus på det væsentlige og meget omtalte problem om den fremtidige udvikling af EF-samarbejdet,-

Læs mere

Europaudvalget 2013-14 EUU Alm.del EU Note 16 Offentligt

Europaudvalget 2013-14 EUU Alm.del EU Note 16 Offentligt Europaudvalget 2013-14 EUU Alm.del EU Note 16 Offentligt Europaudvalget, Retsudvalget EU-konsulenten EU-note Til: Dato: Udvalgenes medlemmer 8. februar 2015 Kommissionen indfører ny procedure til beskyttelse

Læs mere

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER. Forslag til RÅDETS BESLUTNING

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER. Forslag til RÅDETS BESLUTNING KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER Bruxelles, den 07.01.2002 KOM(2001) 809 endelig Forslag til RÅDETS BESLUTNING om bemyndigelse af Danmark til i overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, i direktiv

Læs mere

Europaudvalget 2010 KOM (2010) 0609 Bilag 1 Offentligt

Europaudvalget 2010 KOM (2010) 0609 Bilag 1 Offentligt Europaudvalget 2010 KOM (2010) 0609 Bilag 1 Offentligt Lovafdelingen Dato: 15. november 2010 Kontor: Statsretskontoret Sagsnr.: 2010-7614-0030 Dok.: OTE40148 G R U N D - O G N Æ R H E D S N O T A T vedrørende

Læs mere

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER. Forslag til RÅDETS FORORDNING

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER. Forslag til RÅDETS FORORDNING DA DA DA KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER Bruxelles, den 29.4.2008 KOM(2008) 223 endelig 2008/0089 (CNS) Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 om

Læs mere

Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2014-15 (2. samling) EFK Alm.del Bilag 2 Offentligt

Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2014-15 (2. samling) EFK Alm.del Bilag 2 Offentligt Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2014-15 (2. samling) EFK Alm.del Bilag 2 Offentligt Grund- og nærhedsnotat til Folketingets Europaudvalg Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om den holdning,

Læs mere

Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender ARBEJDSDOKUMENT

Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender ARBEJDSDOKUMENT EUROPA-PARLAMENTET 2009-2014 Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender 06.07.2012 ARBEJDSDOKUMENT om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger

Læs mere

EUROPA-PARLAMENTET. Budgetudvalget UDKAST TIL UDTALELSE. til Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme

EUROPA-PARLAMENTET. Budgetudvalget UDKAST TIL UDTALELSE. til Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme EUROPA-PARLAMENTET 1999 Budgetudvalget 2004 FORELØBIG 2000/0024(COD) 10. april 2002 UDKAST TIL UDTALELSE fra Budgetudvalget til Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om forslag til Europa-Parlamentets

Læs mere

Grønbogen om pensioner

Grønbogen om pensioner MEMO/10/302 Bruxelles, den 7. juli 2010 Grønbogen om pensioner Hvorfor offentliggør Kommissionen grønbogen nu? Befolkningens aldring lægger pres på pensionssystemerne i Europa som følge af den øgede levealder

Læs mere

Retsforbeholdet forværrer danske familiers retssikkerhed

Retsforbeholdet forværrer danske familiers retssikkerhed BRIEF Retsforbeholdet forværrer danske familiers retssikkerhed Kontakt: Analytiker, Eva Maria Gram +45 26 14 36 38 emg@thinkeuropa.dk RESUME Mere end 1000 danskere gifter sig hvert år med en borger fra

Læs mere

RÅDETS DIREKTIV 96/47/EF af 23. juli 1996 om ændring af direktiv 91/439/EØF om kørekort RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til

RÅDETS DIREKTIV 96/47/EF af 23. juli 1996 om ændring af direktiv 91/439/EØF om kørekort RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til RÅDETS DIREKTIV 96/47/EF af 23. juli 1996 om ændring af direktiv 91/439/EØF om kørekort RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten op oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig

Læs mere

Europaudvalget 2012-13 EUU Alm.del EU Note 31 Offentligt

Europaudvalget 2012-13 EUU Alm.del EU Note 31 Offentligt Europaudvalget 2012-13 EUU Alm.del EU Note 31 Offentligt Europaudvalget og Erhvervsudvalget EU-konsulenten EU-note Til: Dato: Udvalgets medlemmer og stedfortrædere 8. februar 2015 EU s bankunion Sammenfatning

Læs mere

1948: For at sikre den rette anvendelse af støtten, kræver USA oprettelse af OEEC (i dag kendt under navnet OECD - med hovedsæde i Paris).

1948: For at sikre den rette anvendelse af støtten, kræver USA oprettelse af OEEC (i dag kendt under navnet OECD - med hovedsæde i Paris). 1945: Anden Verdenskrig slutter. Den Kolde Krig starter. Europa og verden deles nu op i to, Øst - Vest. Sovjetunionen og USA bliver nye rivaliserende supermagter. Sovjet ønsker krigsskadeserstatninger

Læs mere

Europaudvalget 2008 KOM (2008) 0704 Bilag 2 Offentligt

Europaudvalget 2008 KOM (2008) 0704 Bilag 2 Offentligt Europaudvalget 2008 KOM (2008) 0704 Bilag 2 Offentligt GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG 5. december 2008 Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kreditvurderingsbureauer. KOM(2008)704

Læs mere

UDKAST TIL UDTALELSE

UDKAST TIL UDTALELSE EUROPA-PARLAMENTET 2009-2014 Udvalget om Konstitutionelle Anliggender 19.9.2012 2012/2223(INI) UDKAST TIL UDTALELSE fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender til Udenrigsudvalget om EU's bestemmelser

Læs mere

MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE

MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE EUROPA-PARLAMENTET 2009-2014 Udvalget for Andragender 22.4.2010 MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE Om: Andragende 0026/2005 af Gunther Ettrich, tysk statsborger, om tilbagekaldelse på grund af alder af hans tilladelse

Læs mere

Folketinget Europaudvalget Christiansborg, den 5. februar 2007 Folketingets repræsentant ved EU. Roaming. Til udvalgets medlemmer og stedfortrædere

Folketinget Europaudvalget Christiansborg, den 5. februar 2007 Folketingets repræsentant ved EU. Roaming. Til udvalgets medlemmer og stedfortrædere Folketinget Europaudvalget Christiansborg, den 5. februar 2007 Folketingets repræsentant ved EU Til udvalgets medlemmer og stedfortrædere Roaming Resumé Kommissionen har fremsat et forslag til forordning

Læs mere

Europaudvalget 2012-13 EUU Alm.del EU Note 38 Offentligt

Europaudvalget 2012-13 EUU Alm.del EU Note 38 Offentligt Europaudvalget 2012-13 EUU Alm.del EU Note 38 Offentligt Europaudvalget og Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget EU-konsulenten EU-note Til: Dato: Udvalgenes medlemmer 8. februar 2015 Kommissionen foreslår

Læs mere

Europaudvalget (2. samling) EU-note - E 13 Offentligt

Europaudvalget (2. samling) EU-note - E 13 Offentligt Europaudvalget (2. samling) EU-note - E 13 Offentligt Europaudvalget EU-konsulenten Til: Dato: Europaudvalget, Arbejdsmarkedsudvalget 18. december 2007 EF-Domstolen: Svensk kollektiv blokade er i strid

Læs mere

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER. Forslag til RÅDETS AFGØRELSE

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER. Forslag til RÅDETS AFGØRELSE KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER Bruxelles, den 19.05.2004 KOM(2004)385 endelig 2004/0121(CNS) Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om en fællesskabsgaranti til Den Europæiske Investeringsbank mod tab

Læs mere

ARBEJDSDOKUMENT FRA KOMMISSIONENS TJENESTEGRENE RESUMÉ AF KONSEKVENSANALYSEN. Ledsagedokument til. forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

ARBEJDSDOKUMENT FRA KOMMISSIONENS TJENESTEGRENE RESUMÉ AF KONSEKVENSANALYSEN. Ledsagedokument til. forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv EUROPA- KOMMISSIONEN Bruxelles, den 26.6.2013 SWD(2013) 223 final C7-0208/13 ARBEJDSDOKUMENT FRA KOMMISSIONENS TJENESTEGRENE RESUMÉ AF KONSEKVENSANALYSEN Ledsagedokument til forslag til Europa-Parlamentets

Læs mere

Europaudvalget (2. samling) EU-note - E 7 Offentligt

Europaudvalget (2. samling) EU-note - E 7 Offentligt Europaudvalget (2. samling) EU-note - E 7 Offentligt Europaudvalget EU-konsulenten Til: Dato: Udvalgets medlemmer og stedfortrædere 4. december 2007 Forskelle mellem forfatningstraktaten og Lissabon-traktaten

Læs mere

Danmark og EU i 30 år

Danmark og EU i 30 år Danmark og EU i 30 år 2. oktober 1972 27. februar 1986 2. oktober 1972 Ja til EF-medlemskab 27. februar 1986 Ja til EF-pakken 2. juni 1992 Nej til Maastrichttraktaten 18. maj 1993 Ja til Maastricht-traktaten

Læs mere

TRAKTAT OM STABILITET, SAMORDNING OG STYRING I DEN ØKONOMISKE OG MONETÆRE UNION MELLEM KONGERIGET BELGIEN, REPUBLIKKEN BULGARIEN, KONGERIGET DANMARK,

TRAKTAT OM STABILITET, SAMORDNING OG STYRING I DEN ØKONOMISKE OG MONETÆRE UNION MELLEM KONGERIGET BELGIEN, REPUBLIKKEN BULGARIEN, KONGERIGET DANMARK, TRAKTAT OM STABILITET, SAMORDNING OG STYRING I DEN ØKONOMISKE OG MONETÆRE UNION MELLEM KONGERIGET BELGIEN, REPUBLIKKEN BULGARIEN, KONGERIGET DANMARK, FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND, REPUBLIKKEN ESTLAND,

Læs mere

Europaudvalget 2010 Rådsmøde 3027 - økofin Bilag 4 Offentligt

Europaudvalget 2010 Rådsmøde 3027 - økofin Bilag 4 Offentligt Europaudvalget 2010 Rådsmøde 3027 - økofin Bilag 4 Offentligt 8. februar 2015 Supplerende samlenotat vedrørende rådsmødet (ECOFIN) den 13. juli 2010 1. Den europæiske finansielle tilsynspakke a) (evt.)

Læs mere

Seksuel orientering og kønsidentitet fra FN's menneskerettighedsråd

Seksuel orientering og kønsidentitet fra FN's menneskerettighedsråd P7_TA-PROV(2011)0427 Seksuel orientering og kønsidentitet fra FN's menneskerettighedsråd Europa-Parlamentets beslutning af 28. september 2011 om menneskerettigheder, seksuel orientering og kønsidentitet

Læs mere

Europaudvalget 2012 KOM (2012) 0617 Bilag 4 Offentligt

Europaudvalget 2012 KOM (2012) 0617 Bilag 4 Offentligt Europaudvalget 2012 KOM (2012) 0617 Bilag 4 Offentligt 12. april 2013 Samlenotat om Europa- Parlamentets og Rådets Forordning om den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligt Stillede. COM(2012)

Læs mere

Hvem kan bringe EU ud af krisen? København og Aarhus, den 24. og 26. februar 2015

Hvem kan bringe EU ud af krisen? København og Aarhus, den 24. og 26. februar 2015 Hvem kan bringe EU ud af krisen? København og Aarhus, den 24. og 26. februar 2015 Status for eurozonen i 2015 europæiske økonomier i krise siden start af finanskrise i 2007-08: produktion stagnerende,

Læs mere

DET EUROPÆISKE KONVENT SEKRETARIATET. Bruxelles, den 20. juni 2003 (23.06) (OR. fr) CONV 820/03. FØLGESKRIVELSE sekretariatet

DET EUROPÆISKE KONVENT SEKRETARIATET. Bruxelles, den 20. juni 2003 (23.06) (OR. fr) CONV 820/03. FØLGESKRIVELSE sekretariatet DET EUROPÆISKE KONVENT SEKRETARIATET Bruxelles, den 20. juni 2003 (23.06) (OR. fr) CONV 820/03 FØLGESKRIVELSE fra: sekretariatet til: konventet Tidl. dok. nr.: CONV 797/1/03 REV 1 Vedr.: Udkast til traktat

Læs mere

Radikale tanker om Europa

Radikale tanker om Europa Radikale tanker om Europa i pausen EFTER ET HALVT ÅRHUNDREDE med fredsprojektet skal Europa seriøst overveje, hvad dets projekt egentlig er. EU s fredsprojekt lever stadig i bedste velgående - bedst illustreret

Læs mere

H ver eneste dag informeres vi om

H ver eneste dag informeres vi om 130 Danmark - et sted i verden H ver eneste dag informeres vi om begivenheder, der foregår uden for Danmarks grænser. Når vi tænder for tv eller radio eller åbner en avis, bombarderes vi med nyheder fra

Læs mere

Af adjunkt Mads Dagnis Jensen og professor Marlene Wind, begge Institut for Statskundskab, Københavns Universitet DEMOKRATI I EU

Af adjunkt Mads Dagnis Jensen og professor Marlene Wind, begge Institut for Statskundskab, Københavns Universitet DEMOKRATI I EU Af adjunkt Mads Dagnis Jensen og professor Marlene Wind, begge Institut for Statskundskab, Københavns Universitet DEMOKRATI I EU 2 Demokrati i EU Forskellige demokratiopfattelser 3 Demokrati og EU er tæt

Læs mere

ADFÆRDSKODEKS FOR GOD FORVALTNINGSSKIK

ADFÆRDSKODEKS FOR GOD FORVALTNINGSSKIK ADFÆRDSKODEKS FOR GOD FORVALTNINGSSKIK OVERSÆTTELSESCENTRET FOR DEN EUROPÆISKE UNIONS ORGANER AFGØRELSE AF 10. februar 2000 OM EN ADFÆRDSKODEKS FOR GOD FORVALTNINGSSKIK OVERSÆTTELSESCENTRET FOR DEN EUROPÆISKE

Læs mere

De Europæiske Fællesskabers Tidende C 406/33

De Europæiske Fællesskabers Tidende C 406/33 C 406/33 BERETNING om regnskab for Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer (Luxembourg) for regnskabsåret, der afsluttedes pr. 31. december 1997, med centrets svar (98/C 406/06) 1.1. Denne

Læs mere

Europaudvalget 2014-15 (2. samling) EUU Alm.del EU Note 3 Offentligt

Europaudvalget 2014-15 (2. samling) EUU Alm.del EU Note 3 Offentligt Europaudvalget 2014-15 (2. samling) EUU Alm.del EU Note 3 Offentligt Europaudvalget EU-Oplysningen & Den Økonomiske Konsulent Til: Dato: Udvalgets medlemmer og stedfortrædere 6. august 2015 Den nye lånepakke

Læs mere

Selvstyrets bemærkninger i relation til implementering i Grønland er anført med fed tekst under de enkelte artikler.

Selvstyrets bemærkninger i relation til implementering i Grønland er anført med fed tekst under de enkelte artikler. Selvstyrets bemærkninger i relation til implementering i Grønland er anført med fed tekst under de enkelte artikler. Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den af den Internationale Arbejdskonference

Læs mere

Parlamentets Eurobarometer (EB/PE 79.5) EUROPÆERNE ET ÅR FØR VALGET TIL EUROPA-PARLAMENTET I 2014 Den Parlameter del SAMMENFATTENDE ANALYSE

Parlamentets Eurobarometer (EB/PE 79.5) EUROPÆERNE ET ÅR FØR VALGET TIL EUROPA-PARLAMENTET I 2014 Den Parlameter del SAMMENFATTENDE ANALYSE Generaldirektoratet for Kommunikation Enheden for Analyse af den Offentlige Opinion Parlamentets Eurobarometer (EB/PE 79.5) Bruxelles, december 2013 EUROPÆERNE ET ÅR FØR VALGET TIL EUROPA-PARLAMENTET I

Læs mere

7161/03 HV/hm DG H I DA

7161/03 HV/hm DG H I DA RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION Bruxelles, den 25. marts 2003 7161/03 FRONT 22 COMIX 139 RETSAKTER OG ANDRE INSTRUMENTER Vedr.: Initiativ fra Kongeriget Spanien med henblik på vedtagelse af Rådets direktiv

Læs mere

ET KREATIVT EUROPA (2014-2020) Kulturdelprogrammet. Indkaldelse af forslag

ET KREATIVT EUROPA (2014-2020) Kulturdelprogrammet. Indkaldelse af forslag ET KREATIVT EUROPA (2014-2020) Kulturdelprogrammet Indkaldelse af forslag EACEA 47/2014: Europæiske platforme Gennemførelse af kulturdelprogrammets ordninger: europæiske platformsprojekter Indledning Denne

Læs mere

DET EUROPÆISKE RÅDS RESOLUTION

DET EUROPÆISKE RÅDS RESOLUTION DET EUROPÆISKE RÅDS RESOLUTION om indførelse af en valutakursmekanisme i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union Amsterdam, den 16. juni 1997 (97/C 236/03) På grundlag af den enighed, der blev

Læs mere

Folketinget Europaudvalget Christiansborg, den 13. oktober 2006 Folketingets repræsentant ved EU

Folketinget Europaudvalget Christiansborg, den 13. oktober 2006 Folketingets repræsentant ved EU Europaudvalget Info-note - I 16 Offentligt Folketinget Europaudvalget Christiansborg, den 13. oktober 2006 Folketingets repræsentant ved EU Til udvalgets medlemmer og stedfortrædere Europa-Parlamentets

Læs mere

Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2012-13 ERU Alm.del Bilag 355 Offentligt

Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2012-13 ERU Alm.del Bilag 355 Offentligt Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2012-13 ERU Alm.del Bilag 355 Offentligt Europaudvalget og Erhvervsudvalget EU-konsulenten EU-note Til: Dato: Udvalgenes medlemmer og stedfortrædere 17. september 2013

Læs mere

Standard Eurobarometer 78. MENINGSMÅLING I EU Efterår 2012 NATIONAL RAPPORT DANMARK

Standard Eurobarometer 78. MENINGSMÅLING I EU Efterår 2012 NATIONAL RAPPORT DANMARK Standard Eurobarometer 78 MENINGSMÅLING I EU Efterår 2012 NATIONAL RAPPORT DANMARK Undersøgelsen er blevet bestilt og koordineret af den Europa Kommissionen, Generaldirektoratet for Kommunikation. Denne

Læs mere

Europaudvalget 2012-13 EUU Alm.del EU Note 43 Offentligt

Europaudvalget 2012-13 EUU Alm.del EU Note 43 Offentligt Europaudvalget 2012-13 EUU Alm.del EU Note 43 Offentligt Europaudvalget og Udvalget for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser EU-konsulenten EU-note Til: Dato: Udvalgenes medlemmer 3. juli

Læs mere

EUROPA-PARLAMENTET. Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked UDKAST TIL UDTALELSE. fra Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked

EUROPA-PARLAMENTET. Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked UDKAST TIL UDTALELSE. fra Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked EUROPA-PARLAMENTET 1999 2004 Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked FORELØBIG 2000/0743(INC) 5. marts 2002 UDKAST TIL UDTALELSE fra Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked til

Læs mere

Bredbånd: Afstanden mellem EU-landene med den højeste og laveste dækning mindskes

Bredbånd: Afstanden mellem EU-landene med den højeste og laveste dækning mindskes IP/08/1831 Bruxelles, 28. november 2008 Bredbånd: Afstanden mellem EU-landene med den højeste og laveste dækning mindskes Bredbåndsdækningen i Europa vokser fortsat fra 18,2 % i juli 2007 til 21,7 % i

Læs mere

HØRING OM GRÆNSEOVERSKRIDENDE FLYTNING AF REGISTRERINGSSTED FOR SELSKABER - høring gennemført af GD MARKT

HØRING OM GRÆNSEOVERSKRIDENDE FLYTNING AF REGISTRERINGSSTED FOR SELSKABER - høring gennemført af GD MARKT HØRING OM GRÆNSEOVERSKRIDENDE FLYTNING AF REGISTRERINGSSTED FOR SELSKABER - høring gennemført af GD MARKT Indledning Indledende bemærkninger: Dette dokument er udarbejdet af Generaldirektoratet for det

Læs mere

G R U N D O G N Æ R H E D S N O T A T

G R U N D O G N Æ R H E D S N O T A T Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2012-13 UUI Alm.del Bilag 103 Offentligt Udlændingeafdelingen Dato: Kontor: Kontoret for Internationalt udlændingesamarbejde Sagsbeh: Anders Forman Sagsnr.:

Læs mere

Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor 1972L0166 DA 11.06.2005 003.001 1 Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor B RÅDETS DIREKTIV af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

Læs mere

Europaudvalget 2011 KOM (2011) 0941 Bilag 1 Offentligt

Europaudvalget 2011 KOM (2011) 0941 Bilag 1 Offentligt Europaudvalget 2011 KOM (2011) 0941 Bilag 1 Offentligt GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG 16. marts 2012 Grønbog på vej mod et integreret europæisk marked for kort-, internet- og mobilbetalinger

Læs mere

Europaudvalget 2008 KOM (2008) 0845 Bilag 1 Offentligt

Europaudvalget 2008 KOM (2008) 0845 Bilag 1 Offentligt Europaudvalget 2008 KOM (2008) 0845 Bilag 1 Offentligt Grundnotat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi Meddelelse fra Kommisionen til Europa-Parlamentet, Rådet

Læs mere

Europaudvalget (2. samling) EU-note - E 6 Offentligt

Europaudvalget (2. samling) EU-note - E 6 Offentligt Europaudvalget (2. samling) EU-note - E 6 Offentligt Europaudvalget EU-konsulenten Til: Dato: Udvalgets medlemmer og stedfortrædere 3. december 2007 EU s udvidelse Kommissionen vedtog i november 2007 den

Læs mere

EUROPÆISK CHARTER OM SMÅ VIRKSOMHEDER

EUROPÆISK CHARTER OM SMÅ VIRKSOMHEDER EUROPÆISK CHARTER OM SMÅ VIRKSOMHEDER De små virksomheder er rygraden i Europas økonomi. Det er her, jobbene skabes, og her forretningsidéerne udklækkes. Europas bestræbelser på at indføre den nye økonomi

Læs mere