Symbol nr. 34. Parringsakten eller Guds ånd i mørket

Transkript

1 Symbol nr. 34 Parringsakten eller Guds ånd i mørket Uden Guds ånd, intet liv, intet verdensalt Væsenets overbevidsthed, polorganer, grundenergierne, sanseorganerne og bevidsthed 34.1 Som en direkte fortsættelse af analyserne af "den højeste ild" i tredje bind af dette værk skal vi her dvæle lidt ved livsoplevelsens allerhøjeste princip, nemlig det princip, i form af hvilket Guds ånd direkte gennemstrømmer alle eksisterende levende væsener. Uden denne gennemstrømning af Guds ånd i de levende væsener ville de umuligt kunne eksistere eller være til. Der ville i så tilfælde ikke kunne eksistere nogen som helst form for bevidsthed, skabelse, manifestation eller livsoplevelse. Ja, selve verdensaltet ville være en total umulighed uden det evigt altgennemstrømmende guddommelige element, der afslører sig som Guds evige ånd Vi har i det forudgående bind af dette værks storanalyser grundigt forklaret Guds ånds fundamentale betydning for alt liv i verdensaltet og hvorledes den, som "den højeste ild", er livets allerhøjeste behags- eller salighedsfornemmelse og derved bliver den altgennemtrængende livslystbefordrende organiske kraft i hvert enkelt levende væsens fysiske og psykiske organisme. Den er således det højeste fundamentale livsbefordrende element i tilværelsen eller verdensaltet. Guds ånd er, som tidligere nævnt i vore analyser, den syvende grundenergi under udtrykket moderenergien. Denne energi er igen gennemsyret af et evigt livsbegær, vi har udtrykt som urbegæret. Gennem moderenergien bliver dette begær spaltet ud i de seks andre grundenergier eller livsenergier, der hver har sin talentkerne i den kosmisk organiske struktur, vi har udtrykt som skæbneelementet, der sammen med væsenets hovedorganer for den højeste ild, væsenets polorganer, danner overbevidstheden i det levende væsen. Gennem polorganerne befordrer moderenergien igennem særlige talentkerner de 7

2 førnævnte grundenergier i form af instinktenergien, tyngdeenergien, følelsesenergien, intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelses- eller salighedsenergien. Disse grundenergier kommer hver især til at udgøre et særligt bevidsthedsorgan. Disse organer danner tilsammen væsenets sanseevne og bevidsthed. Livsoplevelsens skiftende mørkeog lysepoker Spiralkredsløbet 34.3 Gennem polorganerne reguleres disse grundenergier således, at væsenets bevidsthed og manifestation bliver inddelt i to store livsområder for manifestation og oplevelse aflivet. Disse to livsområder udgør det, vi kalder mørket og lyset. Disse to områder er livsbetingende for hinanden. Eksisterede mørket ikke, eksisterede lyset heller ikke. Disse to områder oplever det levende væsen i form af et evigt fortsættende liv. Igennem mørkeepoken får det evnen til at opleve lyset og bliver derved til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. I lysepoken oplever det livets allerhøjeste form for høj intellektualitet og kulminerende alkærlighed og salighed. Efterhånden bliver væsenet mættet af denne høje lysoplevelse og degenererer derved atter ned til at hungre efter mørketilværelsen og den fysiske verden. Efter oplevelsen af mørket bliver det atter til mennesket i Guds billede efter hans lignelse og således fortsættende Vi har allerede i de tidligere bind af dette værk set, hvorledes væsenets indførelse i denne skiftende mørke- og lystilstand befordres igennem polstrukturen. Denne struktur bevirker, at væsenet først bliver enpolet og dermed et dyrisk væsen, og hvorved dyreriget eller mørkeepoken opstår. Derefter udvikles dobbeltpoletheden i væsenet, og det bliver et lysets væsen, og lysepoken opstår. Når væsenet således har passeret lysepoken, og det atter skal til at opleve mørkeepoken, oplever det den i en ny variation, men i samme princip som i den foregående oplevelse af mørkeepoken. Det samme gør sig naturligvis ligeledes gældende med væsenets oplevelse af lysepoken. Der er således ingen grænser for, hvor mange variationer lyset og mørket kan åbenbares eller manifésteres igennem. Når væsenet har gennemlevet en mørkeepoke og en lysepoke, har det gennemlevet et livsafsnit, vi har udtrykt som et kredsløb. Men da hvert nyt kredsløb fremtræder i en ny og højere variation, har vi udtrykt dette væsenernes livskredsløb som et spiralkredsløb. 8

3 Mørkeoplevelsens absolutte nødvendighed Guds ånd som håndgribelig oplevelse igennem parringsakten 34.5 Det levende væsen skal altså gennemleve et kulminerende mørke, hvilket vil sige en kulminerende modsætning til et kulminerende lys. Dette mørke har de ufærdige mennesker hidtil opfattet som dj æ vieværk, befordret af et gigantisk mørkevæsen, der er fjendtlig stemt imod Gud. Men denne overtro er nu i stærk opløsning, og mørket vil i den nu begyndende ny verdenskultur absolut ikke blive opfattet således. De kosmiske analyser vil vise menneskene, at mørket eller det såkaldte onde, det djævelske, det dræbende og krigsbefordrende, sygdomme, sorger og endnu flere lidelser i absolut forstand ikke er noget ondt eller djævelsk, men derimod er en livsbetingelse for at væsenerne overhovedet kan få bevidsthed og dermed livsoplevelsesevne og den heraf følgende allerhøjeste forstand, visdom og kærlighed. Uden mørket ville, som tidligere påvist, al sansning og dermed al bevidsthedsdannelse og den heraf følgende livsoplevelses- og manifestationsevne være en absolut umulighed. Det er rigtigt, at mørket kulminerer i ubehag, men uden denne kulmination kunne væsenet aldrig nogen sinde komme til at kulminere i behags- eller lysoplevelse. Ingen som helst sansning kan finde sted uden i form af kontrastoplevelse. En ting kan kun blive synlig eller tilgængelig for sansning i kraft af dens afvigelse fra dens omgivelser i form af farve, volumen eller anden afvigelse, den måtte befinde sig i. Var der ikke nogen som helst afvigelse fra omgivelserne, var den jo ét med disse og ganske utilgængelig for sansning eller oplevelse. Hvis mørket ikke eksisterede, var der ingen kontrast til lyset. Dette ville være et detaljeløst noget. Men et detaljeløst noget er totalt utilgængeligt for sansning eller oplevelse. Oplevelsen af livet ville således være en total umulighed uden kontraster. Livløsheden ville ruge der, hvor verdensaltets myriader af levende væsener i dag oplever deres evige liv. Ved hjælp af mørkeoplevelsen får de evne til at opleve dette evige liv i den allerhøjeste kulminerende viden, skønhed, kærlighed, salighed og værende ét med Guds ånds strålevæld i verdensaltet, lysende i hans billede efter hans lignelse. Men for at blive beriget med en sådan altoverstrålende evig fornyet livsoplevelse må man altså opleve dette guddommelige billedes kontrast: mørket Det er rigtigt, at de levende væsener således må gennemgå mørket for derved at få evne til selvoplevelse af kundskab, skønhed, kærlighed og salighed. Men intet som helst væsen er i denne mørkeoplevelse overladt til sig selv alene. Det er ledsaget af Guds lysende ånd. Den er hele tiden til stede og ved indbyggede 9

4 særlige organer i det levende væsens organisme, giver den det lejlighed til midt i mørket, midt i ragnarok eller helvede rent håndgribeligt at opleve en lysstråle fra Guds evige ånds lysocean eller kærlighedsvæld. Det er denne guddommelige stråle fra Guds evige lysocean, der er væsenernes højeste ledende og styrende kraft i deres primitive tilstand og oplevelse af mørket. Mørket vil igen her sige det samme som dyreriget og det ufærdige menneskes område i det samme rige. Her oplever de ufærdige væsener glimtvis livets allerhøjeste behags- eller vellystfornemmelse i form af "den højeste ild" i parringsakten. Denne den højeste behags- eller salighedsfornemmelse i parringsakten er, som tidligere udtrykt i analyserne af nærværende værk, selve Guds lysende ånd, som væsenerne her i håndgribelig virkelighed oplever igennem deres særlige organer for denne oplevelse. Disse organer er, som også før udtrykt, væsenernes kønsorganer. Den blotte tro på Gud er ikke det samme som selvoplevet absolut viden om Gud 34.7 At væsenerne igennem parringsakten oplever Gud som en så nær og håndgribelig virkelighed, er ukendt for de ufærdige væsener selv. At behags- eller salighedsfornemmelsen i parringsakten er en stråle fra Guds evige ånd, kommer væsenerne først til forståelse af, efterhånden som de udvikles og får intuitionsevne. Denne evne bliver kun udviklet i forhold til væsenets udvikling af humanitet eller kærlighed. Og denne evne igen bliver først udviklet alt eftersom væsenerne får udlevet deres mørke karma eller lidelsesskæbne. Derfor må væsenerne indtil da føres ved hjælp af verdensgenløsningens repræsentanter, profeter og verdensgenløsere, som almenheden i sin kosmisk uudviklede tilstand er prædestinerede til at opfatte som åndelige autoriteter, og hvis åndelige eller moralske vejledning de derfor tror på og tager til følge. Det forhold til Gud, der her blev skabt og opretholdt, var således ikke et håndgribeligt forhold. Selv om væsenet var stærkt troende, var dets forhold til Gud ikke baseret på selvoplevelse eller kendsgerninger. Det var kun baseret på en tillært viden, der igen var baseret på andre væseners oplevelse eller opfattelse af Gud. Gud var ikke her en kendsgerning for væsenet, således som det senere vil blive, når det bliver færdigudviklet og får kosmisk bevidsthed. Men det var en surrogatviden, der kunne føre individet, sålænge det ikke selv bevidsthedsmæssigt kunne opleve Gud i den sande klare virkelighed, synlig for vågen dagsbevidsthed som kulminerende logik og alkærlighed. 10

5 Guds ånds lys i mørket 34.8 Men denne styrelse af væsenets udvikling og befordring fra uvidenhed til viden, fra mørke til lys, fra djævlemenneske til kristus- eller gudemenneske kunne umuligt finde sted, hvis ikke væsenet på en helt anden måde havde en virkelig håndgribelig forbindelse med Guddommen eller den absolutte allerhøjeste lys- eller bevidsthedskraft. Og denne væsenets direkte håndgribelige forbindelse med den fra Guddommen udstrålende tilpassede livs- eller bevidsthedskraft er "den højeste ild" i parringsakten. Denne kraft eller ild afføder netop i væsenet en allerhøjeste glædesbefordrende og livsstimulerende lysoplevelse og er samtidig en regulerende hunger- og mættelsesbefordrende faktor i nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt. De levende, ufærdige væsener, dyr og ufærdige mennesker, er således i håndgribelig og urokkelig forbindelse med Gud. Men denne forbindelses virkelige analyse kender det ufærdige menneske kun som det seksuelle princip, der også udtrykkes under begrebet "kønsdriften". Da dette princip har fulgt væsenet igennem hele dets udvikling nede fra plantetilværelsen og frem til det begyndende menneskestadium og her er blevet til en næsten ligeså dagligdags ting, som dette at spise og drikke, skænker de ufærdige mennesker ikke denne ophøjede guddommelige foreteelse nogen særlig ophøjet og for dette altbetydende princip værdig tanke. At udstrålingen fra dette princip eller parringsakten er Guds ånds lys, der kommer til kulminationsudløsning gensidigt mellem parterne i parringsakten, har det ufærdige menneske som nævnt ikke nogen særlig anelse om. Ja, man har endog i nidkær falsk hellighed opfattet og ligefrem forfulgt denne guddommelige akt mellem retmæssige partnere som syndig, hvis ikke man dermed tilsigtede at sætte børn i verden. Men denne uvidenhed og overtro med hensyn til det seksuelle princip er nu i opløsning og vil blive fjernet fra menneskene i den nu begyndende ny verdenskultur. Og menneskene vil i denne ny kultur komme til at opdage, at det guddommelige lys, de mere eller mindre således ringeagter, er intet mindre end den evige Guddoms hellige ånd, som hidtil har ført mennesket og dyret gennem livet og som skal blive ved med at være det førende lys for mennesket i dets passage igennem livets mørkeepoke og frem til den modenhed i sansning, der sætter væsenet i stand til i vågen fysisk dagsbevidsthed at opleve sig selv som fremtrædende i Guds "billede efter hans lignelse". Da er væsenet blevet bevidst i den højeste ild som en sammensmeltning med Guddommens eget strålevæld af den allerhøjeste behagsfornemmelse og salighed. Det, der før 11

6 var en lille afmålt flamme i dyreriget, er her blevet til et altoverstrålende lysvæld, der kan komme til gensidig udløsning i ethvert møde med ens næste. Og væsenet oplever således her "Himmeriges rige" i absolut renkultur. Det levende væsen eller gudesønnen er aldrig udenfor Guds kærlighedsfavntag 34.9 Som læserne igennem tidligere analyser er blevet gjort bekendt med, er dyreriget livsoplevelsens lidelseszone eller mørkesfære og kulminerer i det område af samme rige, der udgør de ufærdige jordiske menneskers livsområde. Dette område er i virkeligheden selve livets ragnarok eller helvede. Denne lidelsernes kulminationszone skal alle levende væsener gennemleve for at kunne blive totalt herre over mørket og derved blive i stand til at manifestere en væremåde, der kulminerer i fuldkommenhed, hvilket vil sige i alkærlighed, og hvorved de netop bliver i Guds billede efter hans lignelse. I denne mørkets zone er alle i krig med alle. Det er i stor udstrækning her en livsbetingelse, at væsenerne må dræbe for at leve. Alle må beskytte sig imod alle. Vi er her i en verden uden alkærlighed. Man møder næsten en fjende i alle andre væsener, man kommer i berøring med. Denne dræbende dødsverden ville være en total bundfrossen mental isørken, hvis ikke den højeste ild, Guds lysende og varmende hellige ånd i parringsakten var til stede her i væsenernes natsorte lidelsesterræn eller ragnarok. Så langt rækker den guddommelige alkærlighed, at den selv i væsenernes mørkezone eller helvede er til stede og igennem parringsakten indhyller væsenerne i den allerhøjeste behagsfornemmelse eller salighed. Derved bliver den en livslystbefordrende stimulans, samtidig med at den giver en organisk adgang til for væsenerne at fødes påny i fysisk materie. Den fuldkomne fysiske parringsakt giver således diskarnerede væsener adgang til at få et strålende sundt og nyt fysisk legeme, hver gang det gamle legeme på grund af lædering, slitage eller alderdom var blevet ubrugeligt eller dødt, og væsenet da fra sin diskarnerede tilstand atter skulle fødes på det fysiske plan. Den fysiske parringsakt er således en absolut livsbetingelse for væsenernes adgang til reinkarnation eller deres genfødsel på det fysiske plan. Igennem den højeste ild i parringsakten er væsenet aldrig i noget som helst tilfælde udenfor tilstedeværelsen af Guds førende og skabende ånd i dets dybeste indre, ja, selv når væsenet fremtræder som morder, røver, bandit og gangster eller anden form for djævlemenneske. Guds ånd i form af den højeste ild er således, ganske uafhængig af væremåde, til stede i ethvert leven- 12

7 de væsen som den allerhøjeste stimulerende og livslystbefordrende velværefornemmelse og salighed. Uden dette evige lys fra Guds ånds strålevæld ingen som helst vej ud af mørket, ingen vej til nydelsen af kundskabens træ, ingen vej til fuldkommenhed, ingen vej for væsenet til at blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse, ingen vej til himmeriges rige, ingen vej til at blive ét med alkærligheden, saligheden og den evige fader. Men med lyset fra Guds ånds strålevæld i parringsakten tager han alt liv til sit hjerte. Og med dette lysets kærtegn i form af strålen fra den højeste ild er han med det levende væsen igennem alt mørke, igennem al lidelse, igennem al ragnaroks eller helvedes dødsflammer. Og med dette hans følgeskab med det levende væsen igennem lidelsernes mørke hæver han sin elskede søn (det levende væsen) op over uendelighedens og evighedens tinder. Og se! Det levende væsen er dermed blevet til "Mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Guds kærlighedsplan med det levende væsen er her sket fyldest. Den fortabte søn er blevet ét med sin fader. Et kosmisk glimt uden intellektualitet og visdom I de enpolede væseners domæne i renkultur, hvilket vil sige dyreriget, findes der således ingen alkærlighed. Enhver er her sig selv nærmest. Og her ville tilværelsen være et totalt mørke uden noget som helst lys, hvilket vil sige: uden nogen som helst form for humanitet a, sympati, venlighed eller kærlighed, hvis ikke Guds ånd på kunstig måde kunne bringes til at gennemtrænge de levende væsener, så lyset og varmen fra dette evige væsens lysvæld kunne lyse og varme og give væsenerne livslyst og stimulans i en verden, hvor levende væseners organismer eftertragtes som livsbetingende føde for andre væsener, ligesom det selv må kæmpe for at overvinde andre væsener for af deres organismer at tilegne sig sin egen livsbetingende føde. Væsenerne her er meget livsfjendtlige. For at væsenerne kan udholde at gennemleve dette helvedes- eller lidelsesdomæne og derved den livsbetingende kontrast til det evige lys, har væsenerne her indbygget et organsystem for oplevelse af livets allerhøjeste lys, salighed eller velværefornemmelse. Dette organsystem er, som vi allerede er gjort bekendt med, væsenets seksuelle polsystem. I kraft af dette organsystem, der er det helligste system i væsenets samlede organisme, kan væsenet under visse betingelser opleve et lysglimt fra Guds ånds evige strålevæld. Det opleves normalt som livets højeste behags- eller vellystfornemmelse og 13

8 udløser sig i en livsbefordrende aura af salighed. Det er et kosmisk glimt uden intellektualitet eller visdom. Forelskelse eller kunstig sympati Forskellen på forelskelse og alkærlighed Dette kosmiske glimt udløses instinktmæssigt i væsenet i form af en kunstig sympatifornemmelse for et væsen af modsat køn. Denne sympati har ikke rod i eller er i familie med alkærlighed. Den er en kunstig behagsreaktion i væsenets dertil egnede stærkt følsomme fysiske organer, hvilket vil sige: væsenets kønsorganer, fremkaldt ved en fysisk, psykisk, organisk proces. Denne høje seksuelle proces støttes yderligere ved en fysisk, psykisk proces i organismen, der udtrykkes som "hormonfunktion". Denne funktion skaber i væsenet det begær efter seksuel udløsning og samliv med et væsen af modsat køn, der fører til "forelskelse" i samme væsen. Forelskelse er igen det samme som en for væsenet næsten uovervindelig trang til at besidde eller eje et væsen af modsat køn for sig selv og sin kønslige tilfredsstillelse alene. Dette gælder såvel hankønnet som hunkønnet. Forelskelsen opretholdes kunstigt ved en mikroorganisk proces, der kendes under begrebet hormonfunktionen. Denne mobiliserer alt, hvad væsenet har i sig af evne til at gøre sig yndet hos det andet væsen, for at tækkes og vinde dette. Og der, hvor denne parringstrang eller forelskelse er gensidig, fører den væsenerne til parringsakten. Disse to parringsvæsener er således knyttet sammen i kraft af den psykisk, fysiske hormonproces, der befordrer deres overdimensionerede seksuelle trang eller hunger, der udløser sig i forelskelse eller den kunstige sympati, der kulminerer i form af parringsakten og dermed er livets højeste lys i den alkærlighedsløse verden, vi kender som dyreriget. Det er selve Guds lysende og varmende ånd i mørket. Det er Guds tilstedeværelse i skabelsen af mennesket i sit billede efter sin lignelse Men selv om forelskelsen eller parringskærligheden er et stort betydningsfuldt lys i mørket eller dyreriget og ligeledes i det ufærdige menneskerige, så kan den ikke på nogen som helst måde erstatte eller overflødiggøre alkærligheden. Den udgør kun et lys for to gensidigt i hinanden forelskede og seksuelt hungrende væsener, kulminerende i deres parringsakt. Denne parringskærlighed er således kun en gensidig sympati mellem de to parringsvæsener, og i en noget ændret form gælder den også deres afkom. Ud over dette område strækker parringskærligheden sig ikke, og er heller ikke beregnet til at skulle gælde andre væsener. Det lykkelige ægteskab er jo i allerhøjeste grad baseret 14

9 på dette guddommelige påbud til manden: "Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru; og de to skulle blive til ét kød. Således er de ikke længere to, men ét kød" (Mark. 10,7-8). At kvinden naturligvis også på samme måde skal holde sig til sin mand er selvfølgeligt. Hvordan skulle de ellers blive til ét kød? Hvis en mand er utro og elsker en anden kvinde end den, han er gift med, bedriver han hor. Hvis en kvinde elsker en anden mand, end den hun er gift med, bedriver hun naturligvis også hor. At den svigtede ægtepart derved bliver ulykkelig tæller som regel absolut ikke. Ja, ikke engang gråden fra skilsmisseægteskabets eventuelle mindre børn rører den svigtende eller troløse fader eller moder. Det er let her at se, at forelskelsen eller parringskærligheden ikke er det samme som alkærlighed. Hvis ægtemagen eller ægtefællen bliver utro mod den anden partner i ægteskabet, kan dennes forelskelse eller kunstige sympati i værste tilfælde ligefrem gå over til had. Den afviger således fra alkærligheden, der hellere giver end tager. Ligeledes afviger den fra denne kærlighed derved, at alkærligheden udløses betingelsesløst. Den fordrer ikke noget som helst til gengæld. Den opretholdes ikke på grund af forventningen om dermed at kunne indynde sig eller komme i gunst hos noget andet væsen. Den befordres totalt af uselviskhed og kan aldrig forvandles til had. Den er udelukkende blevet til af væsenets lidelser eller ulykkelige skæbner igennem fortidige liv. Forelskelse eller parringskærligheden er derimod ikke betingelsesløs. Den fordrer den anden parts absolutte genforelskelse foruden mange andre betingelsers opfyldelse. Den kunstige sympatitilstand mellem de to parringsparter eller ægtefæller er jo netop en livsbetingelse i en zone, hvor alkærligheden endnu ikke forekommer, eller kun findes i en meget latent form hos de ufærdige mennesker, der endnu hører dyreriget til. Hvis ikke netop forelskelses- eller parringskærligheden eksisterede, hvad skulle så oplive og stimulere livslysten hos væsenerne i et rige, hvor livsbetingelsen er dette, at enhver er sig selv nærmest, og at alle derfor er i krig med alle? Midt i dets hårde livsbetingelser, midt i mørkets kulmination oplever væsenet her i samliv og parringsakt med en elsket partner Guds ånds strålevæld gennemstrømme sit eget indre. Det oplever her den højeste ild som en højeste fornemmelse eller kulmination af behag, velvære og salighed, der, om end ubevidst for væsenerne selv, er intet mindre end Guds ånds domæne midt i kulminationen af livets mørke. Parringsak- 15

10 tens lys er de første spæde glimt af et paradis, der senere skal blive til himmeriges rige. Selv i det dybeste mørke holder Gud det levende væsen i i sit favntag Menneskene forstår ikke Guds ånds tilstedeværelse i parringsakten Vi er her på et livsstadium for levende væsener, hvor alkærligheden endnu så at sige er ukendt eller kun forekommer i sin allerspædeste begyndelse. Livet udenfor parringsområdet er derfor her en oplevelse af et kulminerende mørke, der for de enpolede væsener i renkultur giver sig udslag i en altdominerende krig eller kamp imod fjender, en bloddryppende valplads, et dødens område, hvor alle væsener må være i en stærkt mobiliseret forsvars- og angrebstilstand. Væsenerne må således her i værste tilfælde hele tiden være i krig eller kamp med medvæsener for at forsvare deres eget liv imod disses efterstræbelser, ligesom det også selv må myrde og dræbe for at få føde og livseksistens. Tænk hvilken guddommelig velsignelse, hvilken guddommelig anordning det er, at væsenerne her i dette altbeherskende dødsrige i sin organiske struktur er indrettet således, at det midt i dette mørke har adgang til Guds evige lys, hvilket vil sige: strålerne fra Guds ånd og derved på kunstig måde får en erstatning for den kærlighed og det samliv med Gud, som det ellers ikke har nogen som helst mulighed for at opleve, sålænge det ikke har fået den virkelige alkærlighedsevne udviklet. Det er således ikke blot i livets lysregioner man møder Gud, men som vi her er vidne til, møder vi også Gud i livets allerdybeste mørke og ser, hvorledes han her igennem den højeste ild holder sin primitive og endnu kosmisk bevidstløse søn i sit lysende favntag At væsenerne ikke forstår den guddommelige ånds tilstedeværelse i deres parringsakt, og at denne således er et møde med Gud, er jo kun fordi, de her er kosmisk uvidende og rene analfabeter med hensyn til den kosmiske analyse af parringsakten, og forøvrigt i det hele taget med, hvad der angår den højeste ild. Denne højeste ilds udløsning i form af parringsakten har sit hjemsted i dyreriget og er kun beregnet for dette rige. Her befordres denne akt korrekt igennem instinktet. Men nævnte akt er kun beregnet for dyreriget og bestemmes af væsenets enpolethed. Den begynder derfor at degenerere med udviklingen af dobbeltpoletheden i væsenet. Med denne udvikling begynder dyret at forvandles til menneske. Efterhånden som dobbeltpoletheden begynder at blive fremtrædende udviklet hos det ufærdige menneske, begynder den enpolede kønstilstand, hvilket vil sige: parrings- og ægteskabstilstanden, at degenerere. Ægteskabelig utro- 16

11 skab og hor florerer i en sådan udstrækning, at vi ligefrem har kunnet udtrykke dette menneskenes udviklingsstadium som "De ulykkelige ægteskabers zone". I samme zone foregår der også mange andre former for seksuelle afsporinger, perversiteter, sadisme og endnu flere abnormiteter. Men under dette mørke udvikler manifestationen af Guds ånd sig igennem dobbeltpoletheden og dermed i en ny form for den højeste ilds gennemstrømning af de tilsvarende i dobbeltpolethed udviklede mennesker. Denne nye form for væsenernes gennemstråling af Guds ånd eller højeste ild er, som vi i de tidligere kapitler er blevet kendt med, ikke en kunstig sympati, men derimod den absolut sande og rene alkærlighed. Derfor kan den kun have hjemsted og kulminationsområde der, hvor de færdige mennesker i Guds billede har deres hjemsted, hvilket vil sige: i det totalt fuldkomne menneskerige og i de åndelige verdener. At en sådan på alkærlighed baseret gennemstråling af den højeste ild ikke kan opleves i en verden, hvor alkærligheden ikke er udviklet i væsenerne og derfor ikke eksisterer, er selvfølgeligt. Men takket være den guddommelige alkærligheden ånd, der er verdensaltets grundtone, er alle disse mindre udviklede og alkærlighedsløse væsener ikke udelukket fra i deres dybe mørke at opleve en stråle fra Guds lysende ånd igennem den højeste ild i deres parringsakt. Ved sin almagt og alvisdom og alkærlighed lader Gud ad kunstig vej sit evige lys skinne ind i dyrenes og de ufærdige menneskers mørke verden. Og i dette lys fører han væsenerne frem til nydelsen af kundskabens træ. Og igennem denne nydelse forvandles væsenerne efterhånden til engle, til færdige mennesker, til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Det diskarnerede væsens port ind til den fysiske verden Men parringsakten er for de enpolede væsener ikke blot en nydelsesakt. Den er for de diskarnerede enpolede væsener porten, igennem hvilken de kan komme fra salighedsriget eller den åndelige verden og ind i den fysiske verden og her fødes i en ny fysisk organisme og i en vis tidsepoke opleve et fysisk jordliv. Ved den normale eller fuldkomne parringsakt mellem to enpolede væsener af modsat køn overføres hankønsvæsenets parringssekret eller sædvædske til hunkønsvæsenets befrugtningsorganer. Her forbindes de to væseners befrugtningsmaterialer, og skabelsen af en fysisk organisme tager sin begyndelse i hunkønsvæsenets livmoder. Hankønsvæsenets befrugtningsmateriale er en såkaldt sædcelle, og hunkønsvæsenets befrugtningsmateriale er en såkaldt ægcelle. Når disse to befrugtnings- 17

12 materialer kommer i kontakt med hinanden, begynder skabelsen af en ny fysisk organisme af samme art eller natur som de to parringsvæseners organismer. Sædcellen og ægcellen rummer kimene til hver sit arveanlæg, der kommer til udløsning i de to cellers forening. Foreningen af disse to arveanlæg skaber her betingelser for et herfor modnet diskarneret væsens tilknytning til denne kombination og skabelse i fysisk materie. Ved det diskarnerede væsens modenhed forstår man her, at det har udlevet sit åndelige liv, som det kom ind på ved dets fysiske død i dets tidligere liv og derfor nu atter må fødes på det fysiske plan for her at fortsætte sin fysiske udvikling fremad imod mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Hvorfor diskarnerede væsener fødes hos artsbeslægtede væsener Når det diskarnerede eller åndelige væsen kan forbinde sig med de to fysiske parringsvæseners parringsakt ved sæd- og ægcellefunktionens kombinerede proces, skyldes det netop dette, at denne proces udløser en overordentlig stor udstråling af en høj åndelig energi af en særlig kvalitet. Denne høj åndelige energi fornemmes som kulminationen af behags- eller vellystfornemmelse eller salighed og afslører sig for det udviklede menneske som selve Guds ånd. Disse parringsparternes kombinerede befrugtningsorganers høje opladning af salighedsenergi under parringsakten udgør et tiltrækningsobjekt for de til fysisk inkarnation eller genfødsel modne, diskarnerede væsener. Men vi må her forstå, at når børn har samme egenskaber eller talenter som forældrene, så er disse egenskaber eller talenter ikke arvet fra forældrene, men er foreteelser, der mere eller mindre allerede var udviklede hos de pågældende væsener i deres tidligere jordliv. Det er således deres absolutte egen arv og ikke noget, de gratis får fra forældrene. Og det er netop denne afkommets egen arv fra en tidligere tilværelse, der bevirker, at de mere eller mindre bliver knyttet til forældre med samme mere eller mindre beslægtede egenskaber og talenter og derved kommer til at ligne forældrene, bliver af samme art, race, talent eller begavelsesart. For at være tiltrækningsobjekt for de diskarnerede væsener, må de fysiske væsener således være af samme art eller race som de diskarnerede væsener, de ved parringsakten og undfangelsen tiltrækker. Salighedsudstrålingen fra en parringsakt mellem for eksempel to hunde kan normalt kun virke som tiltrækningsobjekt for diskarnerede hunde af samme eller beslægtet art. Samme princip gælder naturligvis også for andre dyr og de ufærdige enpolede mennesker. Derfor kan mennesker kun få menneske- 18

13 børn, aber abebørn, hunde hundehvalpe og således fremdeles. Men det er ikke blot det, at væsenerne er af samme art eller race, der befordrer tiltrækningen mellem de diskarnerede væsener og de fysiske parringsvæsener. Tiltrækningen bestemmes også, som allerede nævnt, af væsenernes lighed i talentkerneområdet, hvilket vil sige: i begavelse, karakter og væremåde. For disse væsenets bevidsthedsegenskaber danner der sig i de befrugtningsdygtige væsener et sæt talentkerner i rent mikrokosmisk format. Et sådant mikrotalentkernesæt rummes i hankønsvæsenets og hunkønsvæsenets befrugtningsmateriale, hvilket vil sige: sædcellen og ægcellen. Disse to celler rummer mikroorganer eller talentkerner for opbygning af en ny fysisk organisme for et levende væsen, når betingelserne herfor kommer til udløsning igennem de to pågældende væseners parringsakt. Disse mikrotalentkerner rummes i de såkaldte "kromosomer" og "gener", der udgør det koncentrerede talentkernemateriale til en ny organisme. Når dette talentkernemateriale fra hankønsvæsenets sædcelle kommer i forbindelse med talentkernematerialet fra hunkønsvæsenets ægcelle i moderlivet, begynder den proces, vi kalder fosterdannelse, der er det samme som den begyndende skabelse af en ny fysisk organisme. Hvorledes et åndeligt væsen kan inkarnere i fysisk materie og blive til et fysisk væsen Denne proces opstår, når hankønsvæsenets sædceller efter parringsakten er indført i hunkønsvæsenets befrugtningsorganer og en af nævnte celler her går i forbindelse med en ægcelle. I sædcellen og ægcellen forekommer de førnævnte talentkerner eller de såkaldte "kromosomer" og "gener". I sammensmeltningen af disse mikrokosmiske talentkerner fra begge parringsvæsenerne ligger arveanlæggene til en ny fysisk organisme. Men for at disse to væseners arve- eller befrugtningsanlæg kan komme til at udvikle sig til en ny fysisk organisme, kræves der her et diskarneret væsen, hvis ånd kan inkarnere i og opfylde disse mikroanlæg med livsenergi og dermed, i hunkønsvæsenets befrugtningsorgan eller moderliv, og i forbindelse med nævnte væsens livsenergi, påbegynde skabelsen af det foster, der efterhånden skal blive til en fuldt færdig fysisk organisme, ved hvilken det diskarnerede væsen, med sine egne fra tidligere liv nedarvede talentkerner, kan komme til fuld manifestation og livsoplevelse på det fysiske plan. Og vi ser således her, hvorledes et åndeligt væsen kan inkarnere i fysisk materie og blive til et fysisk væsen. 19

14 Parringsauraen, salighedsauraen og undfangelsen Når et åndeligt væsen således kan overgå fra en åndelig tilværelse til en fysisk tilværelse, skyldes det, at det åndelige eller diskarnerede væsen er udstyret med et fra sit tidligere fysiske liv nedarvet talentkernesæt for opbygning af en fysisk organisme. Men disse talentkerner kan jo kun komme til udfoldelse eller udvikling ved at komme i kontakt med den herfor passende fysiske materie, som de jo skal bygges op af. Og denne fysiske materie forekommer ikke på det åndelige plan. Men vi ser her, hvor guddommeligt der igennem den normale fysiske parringsakt er banet vej for det diskarnerede væsen til at overgå fra det åndelige plan til manifestation og livsoplevelse på det fysiske plan. Når parringsakten således kan blive det udløsende moment for et åndeligt væsens inkarnation i fysisk materie og dermed til fysisk manifestation og livsoplevelse på det materielle plan, skyldes det den guddommelige lyse aura, den normale parringsakt mellem to enpolede væsener af modsat køn udløser. Det er denne aura, der fornemmes som den kulminerende vellyst- eller behagsfornemmelse af parringsparterne under parringsakten. Den udgør den allerhøjeste livskraft og er, som tidligere beskrevet, intet mindre end Guds hellige ånd. Denne aura er altså af åndelig natur og har en særlig bølgelængde for hvert enkelt væsen og kommer normalt kun til kulminationsudløsning under parringsakten. Denne salighedsfornemmelse kan også i nogen grad komme til udløsning under den enlige kønsakt, vi udtrykker som "onani", men denne akt har intet som helst med reinkarnations- eller genfødselsprincippet at gøre. Den udløses som regel med en "tænkt partner" af modsat køn og i andre tilfælde med et væsen af eget køn. Dette skyldes væsenets polforvandling og ægteskabstalentets degeneration i samme væsen. Når den normale parringsakt mellem to væsener af modsat køn foregår, udløses den guddommelige førnævnte aura, hvis åndelige natur er lig den aura, som de diskarnerede væsener i salighedsriget udstråler. Salighedsriget er jo det plan, hvor de diskarnerede væsener modnes til at genfødes på det fysiske plan. Under den normale parringsakt mellem to væsener af modsat køn udstråler de som nævnt en åndelig aura eller salighedsenergi, der bevirker, at de under aktens kulmination ubevidst kommer på bølgelængde med den salighedsenergi, som de diskarnerede væsener, der er modne til genfødelse på det fysiske plan, udstråler. Hvert diskarneret væsens aura udstråles fra dets talentkernesæt for fysisk skabelse, der med nævnte modenhed begynder at vågne. Da væsenernes talentkernesæt ikke er lige langt 20

15 fremskreden i udvikling, er deres salighedsudstråling eller aura tilsvarende forskellige. Da de fysiske parringsvæseners talentkernesæt også er forskellige, er deres salighedsudstråling under parringsakten også forskellige. Når et diskarneret væsen er modent for at skulle inkarnere i fysisk materie, bliver det tiltrukket af to fysiske væseners normale parringsakt, hvis salighedsudstråling er på samme bølgelængde som dets egen salighedsudstråling. Og igennem denne kontakt imellem de to parringsvæseners salighedsenergi og det diskarnerede væsens salighedsenergi sker den proces, der hedder "undfangelse". Tre sæt arvelighed som fundament for et diskarneret væsens fysiske genfødsel Med det diskarnerede væsens salighedsenergi inficeres udstrålingen fra de ved parringsakten i moderlivet indførte sædceller og de her forekommende ægceller. Disse celler eller dette befrugtningsmateriale kommer herefter til at udgøre tre sæt åndelig kraft, nemlig: et sæt fra parringsaktens hankønsvæsen, et sæt fra samme akts hunkønsvæsen samt det diskarnerede åndelige væsens kraft. Når en således påvirket sædcelle og ægcelle går i forbindelse med hinanden, knyttes det diskarnerede åndelige væsen til denne forbindelse i moderlivet. Og her overskygges sædcellens og ægcellens aura eller udstråling af det diskarnerede væsens aura eller udstråling. Skabelsen af en ny fysisk organisme tager sin begyndelse. Og de mikrotalentkerner for skabelse af en ny organisme, som er nedlagt i sædcellen og ægcellen fra parringsvæsenerne, bliver nu efterhånden mere og mere beherskede af det diskarnerede væsens åndelige kraft. Da denne åndelige kraft udstråles fra dette væsens talentkernesæt, vil det efterhånden overtage føringen af de fra parringsvæsenerne forekommende talentkernesæt, der herved bliver ført videre i skabelsen af en fysisk organisme helt i det diskarnerede væsens favør. Denne skabelse af en ny fysisk organisme, der begynder med fosterdannelsen i moderlivet, og som herfra udvikles til at kunne fødes i den fysiske verden og herfra udvikler sig videre til den fuldvoksne tilstand, befordres således af tre talentkernesæt, der hver især igen udgør et sæt arvelighedsbetingelser. Dette vil igen sige: arveligheden fra parringsaktens hankønsvæsens talentkernesæt, arveligheden fra samme akts hunkønsvæsens talentkernesæt, samt arveligheden fra det diskarnerede væsens talentkernesæt. De to talentkernesæt med arveligheden fra parringsvæsenerne er således absolut ikke beregnet på at skulle fuldføre skabelsen af den ny fysiske organisme. De er kun igangsættere af skabelsen af en sådan, som det diskarnerede væsen så 21

16 kan overskygge og besætte med talentkerneudstrålingen fra sit eget talentkerne sæt fra tidligere liv. Med denne, det diskarnerede væsens forbindelse med fosterdannelsen i moderlivet, begynder det med sit talentkernesæt sammen med parringsvæsenernes talentkernesæt at kunne præge fosterdannelsen eller skabelsen af den ny organisme og føre fosteret frem til den fysiske fødsel og herefter videre frem. Efterhånden aftager parringsvæsenernes, hvilket vil sige forældrenes talentkernesæts medvirken i skabelsen af den fysiske organisme, hvorefter det diskarnerede væsens ånd helt besjæler den fysiske organisme og fører den videre frem til den fuldvoksne alder og gør den til et lydigt fysisk redskab for sin ånd, bevidsthed og vilje. Og den diskarnerede ånd, det åndelige væsen, er således igennem denne guddommelige inkarnations- eller genfødselsproces blevet et modent fysisk væsen i kød og blod. Det kan nu her på det materielle, fysiske plan atter nyde af kundskabens træ og dermed udvide sit kendskab til, hvad der er godt, og hvad der er ondt og således føre modningen af sin væremåde videre frem imod sin fuldkommengørelse til mennesket i "Guds billede efter hans lignelse". Det diskarnerede eller åndelige væsens inkarnation i fysisk materie Når det ufærdige væsens diskarnerede ånd skal genfødes i et permanent fysisk legeme, kan det, som vi i det foranstående har set, kun ske ved to fysiske væseners medvirken. Det er rigtigt, at der forekommer et materialisations- og dematerialisationsprincip, ved hvilket et væsen kan materialisere sig midlertidigt, eller for en kort stund, i et sådant materialiseret fysisk legeme og åbenbare sig på det fysiske plan, men et sådant legeme har ikke noget med det gældende reinkarnationsprincip at gøre. Det har ikke kapacitet til at kunne anvendes i den robuste manifestation og væremåde, som det ufærdige menneskes fysiske liv udgør. Først når mennesket er færdigudviklet og blevet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse, vil materialisations- og dematerialisationsprincippet afløse det ufærdige menneskes nuværende fødsels- og dødsproces. I sin ufærdige tilstand er det fysiske væsen underkastet det almenkendte fødsels- og dødsprincip, der er fundamentet for reinkarnationsprincippet eller væsenernes skiftende fysiske og åndelige tilværelser. Når et diskarneret væsen skal fødes i den fysiske verden, kan dette som før nævnt ikke ske uden i kraft af to enpolede fysiske væsener af modsat køn. Vi har set, at der ved disse to væseners parringsakt skabes en fysisk forberedelse for et diskarneret 22

17 væsens fysiske inkarnation, som det er ganske ude af stand til selv at kunne foretage, da det jo befinder sig i en åndelig tilstand, hvor det er udelukket fra enhver jongleren med fysisk materie. Derfor må det forbinde sig med to væseners fysiske parringsakt, hvis salighedsudstråling det kan komme på bølgelængde med, netop fordi det selv er et salighedsvæsen. Det er således parringsaktens udstråling af salighedsenergi og skabelsen af det fysiske befrugtningsmateriale: sædcellen og ægcellen, der udgør det første begyndelsesmateriale til en organismeskabelse, som det åndelige væsen umuligt selv kunne præstere. Men i kraft af den salighedsenergi, nævnte skabelse fra parringsvæsenerne er indhyllet i, kan det åndelige væsen med sin salighedsenergi forbinde sig med parringsvæsenernes salighedsenergi og gå i kontakt med den. Idet det åndelige væsens salighedsenergi er blevet ét med parringsvæsenernes salighedsenergi, får det medindflydelse på den ved sæd- og ægcellens kombination begyndende fosterdannelse i moderlivet. Fra det øjeblik sædcellen og ægcellen går i kontakt eller forbindelse med hinanden i moderlivet, bliver det diskarnerede væsens medindflydelse til en total besjæling af denne begyndende fosterdannelse. Det er hermed fra dette øjeblik inkarneret i dette lille begyndende foster, der dermed er blevet et begyndende fysisk legeme for dets ånd. Dets medindflydelse i forbindelse med de i fosteret virkende arvesæt fra de to parringsvæsener fører nu fosteret frem til den modenhed, der kvalificerer det til at kunne forlade moderlivet og således fortsætte udviklingen kropsligt frigjort af hunkønsvæsenets organisme. Her begynder det i fosteret nu inkarnerede åndelige væsen at kunne opleve den fysiske verden om end meget svagt og uden at forstå, hvad det er, det oplever. Menneskets og de højere udviklede dyrs afkom er ganske hjælpeløse en vis tid efter fødslen. Men normalt bliver dette hjælpeløse afkom beskyttet og hjulpet til føde af de to parringsvæsener, vi udtrykker som dets "forældre". Og normalt under denne beskyttelse vokser afkommets organisme, som det diskarnerede væsen nu er inkarneret i, frem til det voksne stadium, hvor den nu beherskes helt af væsenets egne talenter eller arveanlæg fra en tidligere fysisk tilværelse. Arveanlæggene fra forældrene, som det igennem salighedsauraen blev forbundet med igennem sæd- og ægcellen, har forlængst udspillet deres rolle som igangsættere af væsenets fysiske foster og organismedannelse. De er nu kun som rudimenter sammensmeltet med det i organismen inkarnerede åndelige væsens egne arveanlæg og talenter, der nu ligger helt til 23

18 grund for dets fysiske fremtræden, begavelse, moral og væremåde. De i parringsvæsenernes sæd- og ægcelle indeholdte talentkerner blev altså for det åndelige eller diskarnerede væsen det tilpassede fysiske materiale, som det i kraft af dets salighedsaura og parringsvæsenernes tilsvarende salighedsaura kunne besætte eller inkarnere i, og den fysiske fosterdannelse eller den videre skabelse kunne tage sin begyndelse. Uden denne guddommelige anordning med parringsvæsenernes frembringelse af det fysiske begyndermateriale for den diskarnerede ånd, ville enhver form for et åndeligt væsens genfødsel i en fysisk organisme være en total umulighed. Det ufærdige åndelige væsen kan ikke manifestere fysisk skabelse sålænge det ikke har noget fysisk legeme. Hvordan skulle det kunne gå til? Et diskarneret væsen kan jo ikke skabe fysiske sæd- og ægceller, der uundgåeligt udgør det skabte fysiske begyndermateriale til skabelsen af en fysisk organisme, og uden hvilket materiale den umuligt kunne blive til. Reinkarnationsprincippets skytsengle De to fysiske parringsvæsener har ikke blot ved deres parringsakt, der til en vis grad er en kærlighedsakt, skabt den fysiske tilrettelægning af betingelserne for at et diskarneret eller åndeligt væsen kan inkarnere i fysisk materie og i denne danne sig en organisme, men de er normalt også blevet skytsengle for samme åndelige væsen, der jo er ganske hjælpeløst på det fysiske plan, så længe dets fysiske organisme endnu er spæd og ufærdig eller endnu ikke er fuldvoksen, og dets mentalitet heller ikke er vokset frem til den modenhed, der er normal for det udviklingstrin, det er nået frem til at tilhøre. Vi ser her, hvorledes alt er lagt guddommeligt til rette for, at det diskarnerede væsen kan komme lykkeligt og vel igennem overgangen fra det åndelige plan eller salighedsriget til det fysisk materielle plan. Det bliver her, hvis ikke mørk karma griber ind, normalt modtaget af et par kærlige skytsengle i form af et par forældre, der ikke viger tilbage fra at risikere deres eget liv, hvis det gælder at forsvare det åndelige væsen, der nu er inkarneret i en fysisk organisme og fremtræder som deres afkom eller barn. Genfødselsprocessen foregår således i det evige lys fra Guds ånds strålevæld. Det gennemstråler parringsvæsenerne under parringsakten i form af en altovervældende behags- eller vellystfornemmelse, det inficerer eller besætter det af dem affødte befrugtningsmateriale i moderorganerne, så de kommer på bølgelængde med 24

19 salighedsrigets aura eller udstråling og skaber her adgang for dette riges væseners højeste ønskeopfyldelse: Livsoplevelse og manifestation i Guds riges, i farver og skønhed, solbelyste fysiske verden, der også er besjælet med "Guds evige ånd over vandene". 25

20 Forklaring til symbol nr Symbol nr. 34 symboliserer parringsaktens samarbejdende store principper. De to store runde figurer med de yderste brede orangefarvede felter skal udtrykke de levende væsener i deres fremtrædende poltilstand som hankønsvæsen og hunkønsvæsen. Den udgør den organiske struktur, de må fremtræde i, for at den totalt fuldkomne parringsakt kan finde sted. Figuren til venstre symboliserer hankønsvæsenet, der befordres af det maskuline princip, mens figuren til højre symboliserer hunkønsvæsenet, der befordres af det feminine princip. Orangefarven i de to figurer skal her kun udtrykke, at de to væsener endnu er ufærdige enpolede væsener og endnu mere eller mindre er behersket af tyngdeenergi i væremåden. Vi må her huske på, at parringsaktens virkelige udfoldelseszone er dyreriget i renkultur, men det strækker sig jo langt frem i de ufærdige menneskers udviklingsområde. Symbolet udtrykker nærmest denne zones væsener, hvilket ses på de på symbolet udtrykte andre grundenergier, især følelses- og intelligensenergiens noget fremtrædende udfoldelsestilstand. (Følelse gul farve og intelligens grøn farve). Hos dyret i renkultur forekommer de højeste grundenergier ikke i en så fremtrædende udfoldelse, som hos det i udvikling fremskredne modne menneske, som symbolet her er udtryk for. Den hvide trekant og det violette felt i midten af de to figurer skal henholdsvis symbolisere de to væseners jeg og overbevidsthed. Det runde gule felt er, som før nævnt, væsenets følelsesfelt, som her vises i den forstørrede målestok, som dette har under en forelskelsesproces, og som i virkeligheden kun gælder objektet for forelskelsen, ægtemagen eller parringspartneren og afkommet. Det runde grønne felt udtrykker som før nævnt væsenets intelligens. Det blå felt udtrykker væsenets intuition, ligesom det næste felt, lyst indigofarvet, udtrykker dets hukommelse. De store gule stråler, der udgår fra de to væsener, skal symbolisere, at de befinder sig i en parringsakt. Den runde figur foroven symboliserer et diskarneret væsen, der lever i hukommelses- eller salighedsriget, derfor indigofarvet. Den hvide trekant og det violette felt udtrykker også her væsenets jeg og overbevidsthed. Det røde felt er væsenets instinktenergi. Når denne energi i modsætning til de øvrige grundenergier er fremført i dens røde farve, mens de andre energier i væsenet er fremført i salighedsrigets farver, skyldes det, at med væsenets modning til genfødslen på det fysiske plan begynder instinktenergien at vågne. Den er fundamentet i automatikken bag talentkernerne i fosterdannelsen og i den videre kropslige funktion. Det gulgrå felt omkring salighedsvæsenet symboliserer den af salighedsvæsenets og de fysiske væseners parringsaura blandede atmosfære, som bevirker salighedsvæsenets forbindelse eller kontakt med fosterskabelsen i moderlivet. Imellem de to parringsvæsener på symbolet forekommer en halvvejs stråleformet korsfigur. - Den skal symbolisere parringsaktens kulmination. Ud fra denne figurs udstråling udgår en indigofarvet, trådlignende figur, der går op om salighedsvæsenet foroven og forbinder dette med parringsaktens hunkønsvæsen og besjæler eller besætter fostermaterialet i moderlivet. Og hermed begynder skabelsen af en ny fysisk organisme, der efter- 26

21 hånden bliver det heri inkarnerede væsens fysiske redskab for en ny livsepoke i fysisk manifestation og oplevelse af livet. Vi har her set, hvor guddommelig reinkarnations- eller genfødselsprincippets love og principper er. Også her ser vi, at kærlighedsprincippet er universets grundtone. Vi har set, at selv midt i dyreriget hvor væsenernes livsbetingelse er at dræbe for at leve, og hvor der absolut ingen næstekærlighed eksisterer, er genfødslen beskyttet i kraft af en kunstig kærlighedsakt og de to skytsengles eller forældres beskyttelsestrang overfor afkommet eller det fysisk genfødte åndelige væsen, der blev ét med deres kød og blod. Dette kærlige genfødselsprincip er også gældende for løver, tigre og andre rovdyr såvel som for mennesker i mørket eller på djævlestadiet. Guds kærligheds ånd baner således vej. Kun menneskenes egen ufærdige tilstand gør undertiden denne Guds vej mere eller mindre ufarbar og besværlig for dem selv. Men Guds almagt vil sejre. Alle skal uundgåeligt blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse og således blive til et væsen, der er til ære for den evige fader. 29