En af hendes postkolleger, Randi, havde indledt et forhold til Frank E. Ring. De, der havde været med til julefrokosten, fortalte, at de havde siddet

Transkript

1 14. kapitel Oprøret Kun fire dage til juleaften, og juleposten hobede sig op på Posthuset i Grankøbing. Ledelsen traf den ene vanvittige beslutning efter den anden, og gjorde det næsten umuligt af få juleposten ud til tiden. Postbudene, som nu mødtes hver dag til fælles frokost på plejecenteret Ældrero, havde en mistanke om, at der foregik noget helt forkert på posthuset. Når de gik ud om morgenen, var der en hel del post, som ikke kom med ud. Og når de kom hjem, havde de ofte post med tilbage, som de ikke havde nået at dele ud. Næste morgen var gårsdagens overskydende post pist væk. Al post, der kom ind, blev registreret hver dag. Men siden Nis Juul var tiltrådt som postmester, havde de ikke kunnt få tallene. Ejner som Beregner blev ved med at spørge til tallene, men han ku ikke få noget at vide. De sagde, at systemet var nede. Robert, der havde forstand på tal, havde regnet ud, at der kom ca. 30 procent mere mere post ind, end der blev delt ud. Derfor havde postbudene på dagens frokostmøde besluttet at lade Lars Lang og Robert undersøge sagen nærmere. Robert og Lars Lang mødte op på postkonteret kl efter at alle var gået hjem. Der var lys i pakkehallen. Rundt omkring stod der bakker med breve og pakker, og postvagtmester Frank E. Ring kørte rundt med en truck med en gitterpalle foran. Han og Carl Smarth med th læssede pakker og breve ind i buret. Robert og Lars holdt sig i baggrunden for at se, hvad der foregik. Da postvagtmesteren og Carl var færdige med at fylde al den overskydende post i gitterburet, kørte de ned i det bagerste hjørne af pakkehallen, hvor der var en dør ind til et lagerrum. Carl Smarth med th åbnede døren, og Frank E. Ring kørte trucken med gitterpallen ind. Robert og Lars listede sig nærmere for at se, hvad der var i rummet. Der stank af Atamon i rummet. - Det er det, de bruger til at sylte posten med, sagde Robert. I rummet var der breve og pakker i store dynger! Og nu kom der yderligere et læs, som blev væltet af. - Så tror da pokker, at vi møder til tomme bakker om morgenen. De gemmer den overskydende post. - Det er forfærdeligt, sagde Lars Lang på to meter og ni! Der er jo masser af julepost, som bliver syltet.

2 Lars Lang havde en dyb kærlighed til post, og han satte en ære i at bringe posten hurtigt og sikkert ud til kunderne. Hans lange ben ku' tage seks trappetrin ad gangen, og så gik det stærkt. - Det, der har fået mig til at blive post, er stoltheden over at servicere kunderne korrekt. Og julepost skal ud inden jul. Det her må stoppes! - Vi kan ikke vente til i morgen kl. 12, når vi mødes til fælles frokost, mente Robert. Vi må gøre noget i morgen tidlig. Så er der kun tre arbejdsdage, inden vi går på juleferie, og da skal posten være delt ud. - Vi bliver nødt til at holde et rigtigt fagligt møde i morgen kl. 6, sagde Lars. Jeg sender sms'er ud til alle kollegerne. - Juleposten - også den syltede - skal ud, sagde han! Næste morgen mødte alle postbude kl. 6 på Grankøbing Posthus, også dem, der var på dagvagt. En, der havde fridag, var også mødt op. Det var ham de kaldte Brumbassen, både fordi han havde en meget dyb stemme og fordi han var temmeligt rund. - Vi samles midt i hallen, råbte Lars Lang. - Hvad for noget, brølede Frank E. Ring. I går bare i gang med dagens post, gør I. - Nej, sagde Lars Lang. Ikke før du har vist os lagerrummet nede i bunden af hallen. Hvad er det, I har gemt derinde? - Ikke noget, sagde postvagtmesteren, knap så højt. Så vis os det! - Ikke på vilkår, I har ikke noget at gøre dernede. - Så skal jeg vise jer det, sagde Lars Lang og gik med kæmpe skridt ned mod hjørnet af hallen. - Stop, stop, råbte Frank E. Ring. Med Lars Lang i spidsen fortsatte alle postbudene ned mod rummet i hjørnet. Lars Lang åbnede døren og herinde så de, hvad der i de sidste 14 dage var blevet af den overskydende julepost. Frank E. Ring løb ind i sit nye kontor og ringede efter postmesteren. - Det her kan vi ikke stå model til, sagde Lars Lang. Vi må ha den post ud. Find nogle gitterbure og begynd at læsse breve og pakker, vi må ha dem sorteret. Da postmesteren 20 minutter senere dukkede op på postkontoret, var næsten alle pakker og breve læsset på gitterpaller. - Hvad laver I - de pakker og breve skal ikke ud! råbte postmesteren. - Er du vanvittig, onkel, råbte Robert! - Du forstår ingenting, knægt! Hvis der er noget, jeg har lært i min tid som kartoffelavler på Samsø, så er det at udjævne sæsonudsving. Har du for mange kartofler, skal du gemme nogen til senere, ellers falder priserne.

3 - Jamen, onkel, du kan da ikke bare gemme post som kartofler. Post skal ud til tiden! - Jeg forbyder jer at røre den post, og se så at komme i gang med dagens arbejde, råbte Nis Juul. - Du forbyder ingenting - nu går du hen på dit kontor, så bliver du der, til vi finder ud af, hvad vi gør, sagde Lars Lang og stillede sine to meter og ni og sikkerhedssko str. 57 lige op foran den lille postmester. Nis Juul blev så bange for Lars, at han gjorde som han fik besked på. Maria hjalp med at få de sidste syltede breve og pakker på gitterpaller. Så skulle hun tisse. Der var langt ned til toiletterne i den anden ende af pakkehallen, så hun smuttede ind på den nye chefgang. Da Maria kom ind på den nye chefgang, mødte der hende et syn, som hun endnu ikke havde drømt om. Der var lækre sukkende døre, flotte tæpper på gulvene, og da hun kom ned ad gangen, der var pyntet med fine planter og blomster, så hun en dør, hvor der stod toilet. Hun kom ind i et rum på størrelse med deres kantine. Der var smukke kakler med mønster på væggene, et spa-bad, en afdeling med toilet med mørkt trælåg og et bidét ved siden af. Håndvasken var stor som et mindre badekar og - hun troede det var løgn - vandhanerne var guldbelagte. Der hang tykke frottehåndklæder, med guldbroderede grønne posthorn, på stænger med varme i, også guldbelagte. Maria skyndte sig at tisse, og da hun skulle tørre sig, opdagede hun, at toiletpapiret var femlags med grønne postmonogrammer på. Hun skyndte sig at vaske hænder og tørre dem i frottéhåndklædet, inden hun gik ud igen. Hun ville gerne ha set nærmere på forholdene, men hun skulle ud og hjælpe kollegerne med at få styr på juleposten. På vej ud, mødte hun Camilla, en af kontordamerne. - Hvad i alverden laver du her, spurgte Camilla. - Jeg har bare været på toilettet. - I må ikke bruge toiletterne her. Det har postmesteren gjort meget klart! Jeg bliver nødt til at indberette dig. - Ja, gør du bare det, sagde Maria og gik sin vej. Hun havde ikke meget til overs for Camilla. Hun var en rigtig gimpe, som endda kissemissede med cheferne. Og det skulle man ikke som ansat på posthuset.

4 En af hendes postkolleger, Randi, havde indledt et forhold til Frank E. Ring. De, der havde været med til julefrokosten, fortalte, at de havde siddet og kælet hele aftenen. Også Frank E. Ring var gift. Maria syntes, det var synd. Randi havde mand og to små børn. Man kunne selvfølgelig ikke blande sig i andres privatliv, men hun havde en klar fornemmelse af, at Randis interesse i Frank E. Ring mest bundede i en frygt for at blive fyret. Hun havde nemlig temmeligt mange sygedage. Og så var hun en af de værste til at sladre om sine kolleger til ledelsen. Hun gjorde alt for at fedte for cheferne og dermed sikre sit job. Og nu var hun altså gået et skridt videre. Kollegerne foragtede Randi, fordi hun kærestede med en af cheferne. Maria forstod godt kollegerne. Man kunne ikke stole på en kollega, der lå i med en chef. Da Maria kom ud i pakkehallen, var alle på vej mod hende. - Hvad sker der, tænkte hun. - Vi er på vej ind til postmesteren, sagde Lars Lang. Hvad laver du på chefgangen? - Jeg har bare været på toilettet, sagde Maria. - Nå, okay, men jeg synes du skal gå med ind til kartoffelavleren, sagde Lars Lang. De omkring 20 postbude gik ind på chefgangen og hen til Nis Juuls nye kontor. De kom ind i et forkontor, hvor Camilla forsøgte at stoppe dem. Men de fortsatte bare ind til chefen. Bag sit store mahogniskrivebord sad han, lille, bange og fortvivlet. - Hvad vil I, peb han og sank længere ned i den enorme læderskrivebordsstol. - Vi har et godt råd til dig, onkel, sagde Robert. Hvis du skynder dig at pakke dine ting og tager hjem til Samsø, så vil vi la være med at fortælle, hvad der er sket her. - Fis du hjem og skræl dine kartofler, råbte Wilhelm bag sin styrthjelm. Robert fortsatte alvorligt: - Onkel, du risikerer at komme i fængsel for det her. - Så ka du lave tøjklemmer til din syltede post, sagde Pedalen. - Tror du jeg kommer i fængsel, sagde den lille mand, der begyndte at ryste over hele kroppen. - Ja, det tror jeg, sagde Robert! - Jamen, hvad siger de i København? - De siger ikke noget, sagde Robert. Jeg har nemlig en ide, som sikrer, at de aldrig opdager noget. Hvis du tager hjem til Samsø nu, så kommer du ikke til at høre mere til dit sydfynske eventyr. Det lover jeg digl - Jeg ved ikke rigtigt, sagde Nis Juul. - Kom så af sted, ellers ringer jeg til politiet, sagde Wilhelm Styrthjelm og hev sin telefon frem. - Ja, ja, men så siger vi det, sagde Nis Juul, som skyndte sig ud i forkontoret.

5 - Camilla, giv mig lige min mappe og min frakke. - Sig mig, sagde Lars til Robert, da postmesteren var forsvundet. - Hvordan vil du klare den her med København. De forventer, at der er en postmester Juul i Grankøbing. - Det er der også, sagde Robert, han hedder bare ikke Nis, men Robert til fornavn.