Prædiken tl 24. søndag efer trinitats, Jægersborg kirke 2015

Transkript

1 Prædiken tl 24. søndag efer trinitats, Jægersborg kirke 2015 Dete hellige evangelium skriver evangelisten Mathæus: Mens Jesus talte tl dem om dete, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: "Min dater er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve." Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple. Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: "Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst." Jesus vendte sig om, så hende og sagde: "Vær frimodig, dater, din tro har frelst dig." Og fra det øjeblik var kvinden frelst. Da Jesus kom tl synagogeforstanderens hus og så føjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: "Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover." De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet. Mat. 9,18-26 Endnu en gang handler prædiketeksten om hvad det vil sige at tro. Og endnu engang bliver det tydeligt at når Jesus taler om tro, så er det ikke noget kompliceret og sindrigt som særligt fromme mennesker besidder og har. Ligesom tro heller ikke er bogstavtro eller tro på bestemte læresætninger vi kan tlegne os og med tden forstå. Men tro er noget meget elementært: Det er at række hånden ud og gribe den chance man får. Det er at stole på at her er der mulighed, her er der hjælp. Tro er det modsate af at resignere og give op. Det er at satse på at selv om altng lukker sig omkring os, så er der stadig mulighed og håb. Sådan som vi ser det hos de to personer som i evangelielæsningen opsøger Jesus. Først synagogeforstanderen som lige har oplevet det frygtelige at se sin dater dø. Men da han hører at Jesus er i nærheden, så griber han denne sidste chance. Han har hørt at Jesus er en stor læge og healer, ja nogen siger at han også kan besejre døden, og så fnder han frem tl Jesus og kaster sig ned for hans fødder og siger: Kom og læg din hånd på min dater, så vil hun leve! Og da de kommer hjem tl hans hus, står der allerede en hel skare af mennesker som tl føjtespil synger sørgesange. De

2 griner hånligt ad Jesus, da han siger at pigen ikke død. Det er jo for langt ude det her, hvem tror han at han er? Men da synagogeforstanderen har jaget skaren bort, går Jesus ind og tager pigens hånd og rejser hende op. Sådan er det at tro ikke at give op og stole på at for Gud der mulighed, også når vi ingen muligheder ser. Der er altd liv i vente, altd mere vi skal se. Sådan som vi jo i virkeligheden også giver udtryk for det ved begravelser, når vi kaster jord på kisten og siger: Af jord er du kommet, tl jord skal du blive, og så tl sidst: Af jorden skal du igen opstå. Det giver os ikke vore døde tlbage, men det udtrykker en tro på at det sidste ord ikke er sagt. Døden er ikke den endegyldige erfaring. For vi håber og tror, at i døden er vi i Guds hånd, og i den rejses vi tl liv. Og den samme ukuelige tro møder vi så i den lille fantastske, maleriske bihistorie, hvor en kvinde bagfra griber fat i Jesu kappe, mens han sammen med disciplene er på vej tl synagogeforstanderens hus. Ja hun rører blot ved kvasten af hans kappe, og tænker at det er nok tl at hun kan blive helbredt eller frelst. I tolv år har hun lidt af blødninger. Men det har ikke kun været en fysisk lidelse hun har haf, for lidelsen har stgmatseret hende - socialt og religiøst. I 12 år har hun på grund af sin urenhed været udelukket fra almindeligt menneskeligt fællesskab. Igennem årene har hun sikkert prøvet alt muligt for at få blødningerne tl at stoppe. Og hun har sikkert været på nippet tl at opgive alt. Ville hun mon nogensinde få et liv? Og så er det at hun bider al sin skam i sig og nærmer sig Jesus bagfra, for hvis han, den hellige, den rene, ser hende, ser hendes urenhed, så vil han afvise hende, det ved hun. Men tltroen tl at Jesus kan rense hende, frelse hende, er alligevel større end hendes skam og angsten for at bryde et tabu. Og hun rører kun lige kvasten på hans kappe, da Jesus vender sig om, ser hende, og siger: Vær frimodig, din tro har frelst dig!

3 Det er tro. Ikke at resignere og tænke at mit liv det bliver ingentng tl. Tro er at gribe chancen, og på trods af al skam og fornuf satse på det umulige, satse på at der alligevel er liv og håb. Sådan er det altd er, når Jesus taler om tro. Troen er hos det lille barn som intet har at komme med, men kalder og griber ud efer sin mor eller far. Troen er hos den hedningekvinde som ingen tro har, ingen Gud, men hun tror at her i Jesus er et menneske som kan hjælpe i hendes nød. Ligesom tro er at gøre alt for hjælpe sin ven, som vi også har hørt om det for nogle søndage siden hvor der fortælles om fre mænd som bærer deres lamme ven på en båre hen tl Jesus. Og da huset hvor Jesus opholder sig, er fyldt tl bristepunktet, kravler de op på taget, får båren med, hugger hul fra oven og sænker båren ned midt i den måbende forsamling hvor Jesus står, og han siger som det første: Sikken en tro! Tro er ikke at give op. Og når vi i disse dage ser mange fygtninge komme hertl, så må man med baggrund i evangelierne sige at det de kommer med og har i sig, lige præcis er et udtryk for tro. De nægter at give op. De bliver ikke bare i en fygtningelejr med svigtende forsyninger på ubestemt td. Gennemsnitstden for ophold i fygtningelejre verden over er ifølge nye tal 17 år. 17 år! hvis man selv er 17 eller 25 eller 30 og gerne vil leve et liv. Så mange tænker: Nu griber jeg min chance. Også selv om jeg ved at det bliver svært. Jeg ved ikke hvordan det går, men jeg har hørt at der i Tyskland, Danmark, Sverige er mulighed for liv. Og der selvfølgelig også nogen som står og griner ad dem, ad deres naivitet, og siger: Det er håbløst, der er ikke noget at komme efer her. Men de giver ikke op. De håber og tror. Jeg så under de sidste ugers kortilmsfestval, Copenhagen Dox, en flm (Salam Neighbor) om en fygtningelejr i Jordan. I lejren var der 10tusinder af syriske fygtninge, som boede i telte stllet op række efer række på et enormt område, i noget der var som en ørken. Det var på én gang nedslående og opløfende at se den flm. Det var rystende at høre hvordan de var blevet bombet ud af Syrien. Deres huse og hjem var der kun ruiner tlbage af. Det var i

4 krigens første år og de havde en stærk tro på at de nok skulle kunne vende hjem igen en dag. Men indtl da ville de ikke bare sidde med hænderne i lommerne. Så de brugte deres medbragte kapital på etablere et liv, på at købe og sælge varer, der var alle slags butkker i de mange telte, der blev handlet med grøntsager, tøj, alt muligt. Der var også munterhed og glæde, et virksomt og fælles liv. Det var en fygtningelejr, men det var ikke mistrøstgt det man så. Det var opløfende at se så mange have mod på at leve, tl trods for de ødelæggelser de kom fra, tl trods for sorgen over de mistede og frygten for at krigen ville indhente alligevel. De som kunne undervise gjorde det i noget der lignede en skole. Vi mødte i flmen en 10årig dreng som vidste at nu gjaldt det om at holde sig tl og lære en masse. For han ville gerne være læge. Han ville gerne være med tl hjælpe de syge, de lemlæstede, krigens ofre. Han ville ikke lade sig slå ud. Han udstrålede tro en tro på at hvis bare han var ihærdig, ville han komme tl at gøre gavn som læge engang. Og så ser man hvad der sker efer fere år. Krigen varer ved. Ingen ved hvordan den skal kunne holde op. Nu er Islamisk Stat blevet en lige så brutal fende som Assad eller endnu værre. Der er ingen udsigt tl foreløbig at kunne vende hjem. Den medbragte kapital slipper op, forsyningerne udefra bliver skåret ned tl et minimum af hvad de har været før. En atmosfære af håbløshed breder sig. Og de som har kræferne tl det, bryder op. De griber en chance, og en dag står de måske her. Og som sagt: netop det er i evangeliets optk et udtryk for tro. Men hvor synagogeforstanderen og den blødende kvinde bliver mødt af en større tro, af Jesus som ser og tror på dem, så ved den fygtende endnu ikke, hvor han kan få lov tl at være, og om han bliver mødt af nogen som har tltro tl ham og giver ham mulighed for liv. Vi kan kun håbe på, at - han eller hun mens krigene raser, får et sted at være, hvor dagene kan bruges tl uddannelse, arbejde, liv, og at årene ikke bare går tl i frygt og som ventetd og spild. Vi må håbe at der er politsk vilje tl at hjælpe, hvor og hvordan det så end bliver. Og at denne tro som sender et menneske ud

5 på vandring at den tro det ene eller det andet sted fører tl frelse, tl et liv med mening i. Vi kan tro trods håbløshed og skam. Vi kan tro selv om alt i denne verden taler vores tro imod. Men evangeliet er, at dér hvor vi ikke mere har krafen tl at tro, og dér hvor der ikke længere er nogen som tror på os, der ser Gud os og favner os i en større tro. Ja der griber Vor Herre os og tager vores udstrakte hånd i sin og rejser os op og leder os gennem mørke tl liv og lys. Det vi sang om i salmen tl at begynde med: Ræk os o Jesus din frelserhånd i dag og i alle stunde, udløs os alle af mørkets bånd, at ret vi dig tjene kunne Kristentro er at stole på at Gud møder os med denne vilje tl liv. At han rækker os sin hånd. Befrier os fra det mørke vi er indfanget i. Så vi sammen kan fnde veje tl lys og liv. Og der igennem tjene Gud, hjælpe vores næste og ufortrødent blive ved med at kæmpe for det som er os kært. Amen. Salmer: v. 316 // Troen er ikke en klippe 561 v SALME Troen er ikke en klippe midt i et stormpisket hav, tro er at sejle trods bølger over en truende grav. Troen er ikke det sikre midt i en verden af fald, tro er at være til stede, høre, når nogen har kaldt. Troen er aldrig artikler trykt i en indbunden bog, tro er at vove sig udad varsom og kærlig og klog. Troen er det, som kan svigte i en forfærdelig stund, troen er det, som kan gribes midt på den gyngende grund. Tro er det levende, nære, som gi r mig kræfter og mod, så jeg går med dig på vejen, selv om jeg ikke forstod. Tro er at løfte sin stemme, der hvor min fjende har magt tro er at satse på håbet udsat for verdens foragt. Tro er utrolige kræfter, som vil forandre alt. Vove sig dybt ind i mørket, når der for alvor er kaldt.