For Pædagogiske Psykologers Forenings generalforsamling på Hotel Nyborg Strand Tirsdag den 13. marts 2012

Transkript

1 1 Mundtlig beretning For Pædagogiske Psykologers Forenings generalforsamling på Hotel Nyborg Strand Tirsdag den 13. marts 2012 Den mundtlige beretning er et aktuelt supplement til den skriftlige beretning, der er aftrykt i PPF- Nyt nr. 1. Den skriftlige beretning giver en bred orientering om foreningens aktiviteter i det forgangne foreningsår. Det giver mulighed for en forholdsvis kort mundtlig beretning, hvor jeg skal kommentere på nogle få væsentlige aktuelle temaer, der også vil kunne indgå i den efterfølgende drøftelse af den samlede beretning. Hvor den skriftlige beretning er mere bagudskuende, så vil jeg i den mundtlige beretning forsøge at tage bestik af nogle af de hovedudfordringer, som vi står overfor på PPR. Det vil jeg gøre med baggrund i et stort hovedtema, der ikke overraskende omhandler PPRs situation i forbindelse med den aktuelle inklusionsproces og de ændringer af folkeskoleloven, der nu drøftes i folketinget, og som forventes at have virkning allerede fra 1.maj i år. Herudover vil jeg meget kort kommentere enkelte områder, hvor der er fremkommet nye informationer siden den skriftlige beretning blev skrevet. Det drejer sig om følgende tre områder: 1. PPR og småbørnsområdet 2. Overenskomst 2013, hvor der nu gøres forberedelser til den meget svære opgave og 3. Cand.pæd.psyk.uddannelsen, og hvad sker der på dette område? Som I kan se i den skriftlige beretning, er der mange andre vigtige områder for os, som man er meget velkommen til at kommentere i den efterfølgende debat. Helt usædvanlig vil jeg starte med de tre konkrete områder, og derefter vil jeg tage fat på hovedtemaet om PPRs fremtidsmuligheder. PPR og småbørnsområdet Det er tydeligt, at PPR i de kommende år bør prioritere arbejdet på småbørnsområdet højt. Det er her, der er store muligheder for at medvirke til at gøre en indsats, der får stor betydning for konkrete børn. Jo tidligere, det er muligt at hjælpe småbørn gennem at hjælpe deres forældre og pædagoger i daginstitutionen, jo større muligheder er der for at sikre flest mulige børn en god opvækst og gode udviklingsmuligheder. For to uger siden blev der afholdt en konference i København om kvalitet i dagtilbud set med børnenes øjne. LSP der betyder Laboratorium for forskningsbaseret skoleudvikling og pædagogisk praksis var vært. På LSPs hjemmeside kan I se foredrag og slides fra konferencen samt henvisning til den færdige rapport. På børnehaveområdet blev fremlagt en række data fra pilotprojektet om LP i dagtilbud. Og for første gang er det lykkes at få stor viden om, hvorledes småbørn i børnehaven oplever tilværelsen på forskellige områder.

2 2 Vi får et klart billede af, at der er en del børn, der har det skidt i deres daginstitution, og at der ikke bliver draget tilstrækkelig omsorg for dem. Blandt resultaterne er, at 20 % tilkendegiver, at de trives under middel. Måske er det nogenlunde de samme, som får problemer i skolen og senere ikke får en ungdomsuddannelse? 73 % oplever, at de bliver drillet i en grad, så de bliver kede af det. 60 % siger, at der er nogle dage, hvor de ikke har det godt. Hertil kommer massive forskelle mellem drenge og piger, hvor en del af drengene har klart dårligere forhold til de voksne, og hvor pædagogerne vurderer drenge til at have ringere sociale kompetencer end pigerne. På vuggesteområdet kunne forsker fra DPU Ole Henrik Hansen fortælle om uhyggelige forhold for de helt små børn, hvor igén de 20 % har brug for langt mere faglig og omsorgsmæssig opbakning. Der blev henvist til undersøgelser, der viser, at konkret planlægning af dagens arbejde i daginstitutioner ikke er en selvfølgelighed. Verdensbanken blev citeret for, at 1 million investeret i kvalitet i dagtilbud sparer 7 millioner i resten af uddannelsessystemet i form af sparede kompensatoriske tiltag. Så der er vist nok at tage fat på også for PPR. I indsatsen for de yngste småbørn skal PPR medvirke sammen med de øvrige fagpersoner, der er relevante herunder ikke mindst sundhedsplejersker, sagsbehandlere samt pædagoger. Som vi har skrevet i den skrftlige beretning, vil PPFs bestyrelse sætte fokus på dette område i det kommende foreningsår. Vi ved i virkeligheden meget lidt om, i hvilket omfang PPR-psykologerne er involveret på småbørnsområdet - og på hvilke måder. Derfor udsender vi lidt senere på foråret en meget lille og hurtigt besvaret spørgeskemaundersøgelse til alle kommuners PPR for at indhente viden om dette. Vi håber meget, at en fra PPR vil tage sig tid til at udfylde skemaet, som vi i bestyrelsen vil bruge som grundlag for vort videre arbejde. Vi har desuden aftalt, at PPR og småbørnsområdet er temaet på vore næste regionale efterårsmøder. Her vil professor Charlotte Ringsmose fra DPU-Aarhus Universitet komme og forelæse om dette emne. Vi bringer kursusopslag og tilmelding i næste nummer af PPF-Nyt i maj måned, men jeg kan allerede nu fortælle, at vi kommer til Fredericia mandag den 29. november, til Hadsten dagen efter den 30. november og til Høje Taastrup torsdag den 1.december. Så kommer en helt anden sag, som sikkert ikke bliver så munter Overenskomst 2013 Det er meget længe siden, at pædagogiske psykologer i Danmarks Lærerforening har fået særlige krav opfyldt. Det har ikke været tilfældet ved de sidste tre overenskomster i 2005, 2008 og Det har selvfølgelig den store fordel, at så er det let at skrive foreningens overenskomstkrav, for de er fortsat uændrede. Ved de tre forudgående overenskomster har vi stillet krav om en højere startløn for psykologerne end det nuværende trin 43. Det er ikke acceptabelt, at DLFs psykologer har et starttrin, der er et trin lavere end konsulenter. Nu får det selvfølgelig ikke nogen betydning for os de næste to år, da vi ikke forventes at få nye LC-psykologer på banen inden for denne tidsramme. Derfor må det også være et billigt krav at få gennemført. Lav startløn er ikke et godt signal til de forhåbentligt mange lærere, der overvejer at investere i tid og penge i den kommende uddannelse til cand. pæd. psyk. Vi har desuden ved de seneste tre overenskomster krævet sikring af et lønforløb for samtlige LCpsykologer. Vi kan ikke være afhængig af lokale forhandlinger alene. Vi ved, at dette krav også

3 3 bakkes meget op af DLF/LC, så vi må regne med, at dette krav vil finde en løsning i den næste overenskomst. Vi deltager her senere på foråret i et møde med Danmarks Lærerforening om overenskomsten for Herudover samarbejder vi med Skolelederforeningen om at sikre PPRs ledere rimelig lønfremgang. Desværre ved vi også, at den samlede økonomi ved overenskomstforhandlingerne bliver ret begrænsede, men det kan vel næppe tænkes, at vi bliver helt forbigået for fjerde gang! De store lærergrupper i Danmarks Lærerforening har trods alt et aftalt lønforløb, der i sig selv kan give en bedre sikring for fastholdelse af realløn end vore psykologer, der ikke har noget aftalt lønforløb. Og samtidig må der være en rimelig sammenhæng mellem de to psykologgrupper på PPR nemlig AC-psykologerne og LC-psykologerne. Alle ved, at AC-psykologerne på PPR-området ikke har holdt sig tilbage ved de seneste tre overenskomster, mens LC-psykologerne har stået stille. AC-psykologerne har i øvrigt også et aftalt lønforløb. Det kan jo ikke fortsætte. Cand.pæd.psyk.- uddannelsen Så skal jeg lige omtale en meget vigtig sag for os nemlig hvordan går det med cand.pæd.psyk.uddannnelsen. Vi har tidligere fortalt, at Videnskabsministeriet i februar 2011 har aftalt med Aarhus Universitet at planlægge den kommende uddannelse til cand.pæd.psyk., der opfylder gældende krav til psykologuddannelse. Som beskrevet i den skriftlige beretning vil de to hovedelementer være en to-årig kandidatuddannelse og en 1½-årig masteruddannelse oveni en læreruddannelse som professionsbachelor og med specialpædgogik som liniefag og med specialeskrivning inden for det pædagogisk-psykologiske område. Lærere, som ikke opfylder de nævnte krav vil kunne kvalificere sig hertil på anden måde. Det forventes, at den to-årige kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi og efterfølgende masteruddannelse vil være færdigbeskrevet omkring 1.maj d.å, hvorefter den oversendes til akkreditering. Vi forventer opstart til august Vi er meget glade for, at cand.pæd.psyk.uddannelsen genindføres. PPR og i særlig grad PPRs arbejde i folkeskolen har brug for, at der er et tilstrækkeligt antal læreruddannde psykologer, der kan medvirke i den meget vigtige proces med at fokusere på udvikling af almenundervisningen og i det hele taget ruste den enkelte skole som organisation til at løse de undervisningsopgaver og udfordringer, som nutidens børn og forældre giver. Og det er jo så en sag, som vil blive grundigt beskrevet i det næste, som jeg kommer ind på nemlig PPRs aktuelle og kommende udfordringer i disse inklusionstider som er hovedtemaet i denne mundtlige beretning. Inklusion, ændringer af folkeskoleloven PPRs udfordringer Vi har løbende beskrevet og redegjort for den aktuelle inklusionsproces og forventningerne til PPR i denne forbindelse. Det har vi gjort i PPF-Nyt, på de regionale temamøder om efteråret og i

4 4 skriftlige og mundtlige beretninger på generalforsamlinger her på Nyborg Strand gennem de seneste år. I den skriftlige beretning beskrives de aktuelle bestræbelser på at ændre på folkeskolelovsreglerne for at søge at fremme inklusion i skolen. Kort fortalt indebærer det jo, at specialundervisningsbegrebet indsnævres til kun at omfatte undervisning på specialskoler, i specialklasser og i forhold til elever, der modtager mindst 12 ugentlige støttelektioner. Specialundervisningsregelsættet kommer kun til at omfatte disse elever, og dermed bliver PPRs lovgivningsmæssige arbejdsfelt indsnævret til dette område. Hjælp til alle andre elever skal gives med udgangspunkt i almenundervisningen, fx med anvendelse af to-lærerordninger, undervisningsdifferentiering og holddannelse. Der vil kunne tildeles supplerende undervisning til elever med behov for støtte, men det er skolelederen, der suverænt afgør dette herunder afgør om PPR skal involveres. Forældre kan ikke klage over skolelederens tildeling eller ikke-tildeling af supplerende undervisning. Skolelederen skal dog give en skriftlig begrundelse, hvis han er uenig med forældrene. Det samme gælder, hvis forældre ønsker PPR inddraget. Og der er stadig ikke nogen klageadgang. Det politiske udgangspunkt er, at specialområdet i folkeskolen er for dyrt. Samtidig er der kommet fokus på, at der er for ringe dokumentation for, at specialforanstaltninger i det hele taget er til fordel for en del af de elever, der er udskilt fra den almene undervisning. Derfor skal langt flere elever forblive i den almene klasse og undervises der. Vi deler helt klart ønsket om at udvikle almenundervisningen, således at flest mulige elever kan undervises her eventuelt med nødvendig støtte. Men vi har talt meget imod den fremherskende tro på, at man kan styre og administrere sig til øget inklusion gennem ændret lovgivning, ændrede strukturer på skolen og ændret økonomistyring. Specialundervisningen i folkeskolen bliver selvfølgeligt meget billigere, når man via det aktuelle lovgivningsarbejde vil reducere omfanget af specialundervisningsbegrebet til kun at omfatte elever, der undervises i specialklasse, på specialskole eller får støtte i mindst 12 lektioner ugentligt. Men det er jo ikke i sig selv noget i det, der fremmer inklusion. Vi har redegjort mange gange for, at inklusion heller ikke fremmes gennem de mange strukturændringer, der aktuelt sker i kommuner og på skoler. Vi får flere og flere såkaldt fødeskoler, der afleverer elever til overbygningsskoler som et led i at sikre, at kommunerne kan styre klassekvotienterne, så de er højest mulige såvel ved skolestart som hele vejen igennem skoleforløbet. Når disse skole- og ofte også klasseskift kombineres med, at mange skoler i forvejen har afdelingsopdelt deres skoler, så elever skal skifte lærerteam - og nogen gange også indgå i nye klasser flere gange i skoleforløbet ja så har man skabt en skolesituation, som kræver store sociale kompetencer og høj grad af ansvarlighed hos eleverne. De elever, der primært er inklusionsegnede, er jo netop de elever, der kræver stor overskuelighed, faste og overskuelige rammer og tillidsfulde relationer til få og stabile voksne og et overskueligt antal kammeratrelationer. Dem byder man netop det modsatte med hyppige skift i lærererelationer og nye klasse- og kammeratrelationer. Og så forventer man tillige, at det er godt med megen holddeling, hvor der også er skiftende kammeratrelationer. Og man byder dem hyppig anvendelse af individualiserede undervisningsmåder, der jo også kræver store sociale kompetencer og stor ansvarlighed for skolesituationen.

5 5 Vi kan se, at styring af inklusion nu lægges i hænderne på landets skoleledere bl.a. i den kommende lovgivning på området, men også i forhold til i stigende grad, at overlade store dele af den involverede økonomi til skolelederne. Først blev undervisningen af elever med handicap styret af staten. Det gav et nogenlunde ensartet serviceniveau på området. Fra 1980 blev det overladt til de 14 amter. Det gav fra første færd stor forskellighed. Fra 2007 blev opgaven overladt til de 98 nye kommuner. Kommunerne er nu i stor udstrækning og på meget forskellig måde i færd med at overgive opgaven til landets skoleledere. Det vil helt sikkert give de største forskelligheder, som vi nogen sinde har oplevet. I forvejen varierer kommunerne fra ca. 3 % til over 10 % i forhold til at udskille elever til specialforanstaltninger. Og det sker i en situation, hvor økonomien er stram på de fleste skoler i landet. Risikoen for, at skolelederne vil få meget vanskelige prioriteringsopgaver mellem hensynet til enkelte elever med behov for megen støtte og andre hensyn på skolen, er meget stor. Det er derfor ikke underligt, at Kommunernes Landsforening arbejder ihærdigt for at få ændret specialundervisningsreglerne, så den almindelige specialundervisning på skolen ikke længere eksisterer i regelsættet, men overgår til at være en del af den almindelige undervisning. Det sikrer størst mulig fleksibilitet, siger man, og når det kombineres med, at forældre hverken har adgang til PPR eller har ankemuligheder, ja så skal det jo nok gå! Vi må undre os meget over, at landspolitikerne på Christiansborg sætter kikkerten for det blinde øje og gennemfører den lovgivning, som Kommunernes Landsforening kræver. Ja, vi skal retfærdigvis sige, at det er lykkedes bl.a. ved et ihærdigt arbejde fra Danmarks Lærerforening at gøre det nye støttebegreb supplerende undervisning til et skal-tilbud, som skolerne skal tilbyde. Elever med behov for særlig støtte inden for læse-, AKT- og formentligt tale-høreområdet vil kunne få tilbudt supplerende undervisning. Men det er stadig skolelederen, der suverænt vurderer, om behovet er til stede og om PPR skal involveres. Og der er som sagt ingen ankemuligheder for forældrene. Lærere, der har timer til støtte inden for læse-, AKT- og tale-høreområdet vil fremover ikke udføre specialpædagogisk bistand. De vil være faglige ressourcepersoner, som skolelederen kan vælge at udnytte som en del af almenundervisningens muligheder for at løse dens opgaver. I særlig grad bliver det spændende at se, hvorledes fremtiden vil blive for tale-hørelærerne, der ofte er ansat på PPR. Hvordan vil det hænge sammen med, at det er skolelederen, der beslutter deres arbejde? De er dog heldigvis fortsat beskæftiget på småbørnsområdet, som mere sjældent er underlagt skolelederen. Så vejen til øget inklusion ser ganske svær ud. Ikke mindst når vi ud over de allerede nævnte forhold kaster et blik på, hvad der rent faktisk foregår i en stor del af landets kommuner. Klassekvotienterne bliver højere og højere, undervisningstimetallet reduceres, omfang af specialundervisningstimer reduceres, ressourcer til efteruddannelse for lærere reduceres og mere end 4000 lærere er afskediget inden for de seneste tre år. Der er for øvrigt lige kommet en omfattende svensk undersøgelse, der viser noget om effekten af lavere klassekvotienter. Fem elever færre i klasse (i forhold til 25) giver 10 % højere skoleudbytte og 3,4 % mere i livsløn. Det kan altså betale sig samfundsmæssigt. Initiativerne fra regering og folketing består i den ændrede folkeskolelovgivning, der i betydelig udstrækning gør inklusion til en opgave for skolelederne. Hertil kommer nogle varslede forsøg med to-lærerordninger for 30 millioner kroner vel at mærke hvor anden-læreren ikke nødvendigvis er en lærer, men fx en pædagog eller en tømrer.

6 6 Derudover siger undervisningsministeren ja til en række frikommuneforsøg, hvor der gives dispensationsmulighed for en stor del af de gældende krav fra folkeskolelovgivningen, fx klassestørrelse. Det er altså svært at være optimistisk i forhold til at sikre betingelserne for en kvalificeret inklusionsproces. Vi har i en række notater beskrevet de væsentlige betingelser for inklusion, som I bl.a. kan læse i PPF-Nyt nr Alle ved, at de allervigtigste betingelser er at sikre lærerne den tilstrækkelige grunduddannelse og dernæst løbende kompetenceudvikling. Dernæst er skoleledernes kompetencer afgørende. I bilaget til den skriftlige beretning har vi angivet væsentlige arbejdsopgaver for PPR i forbindelse med kompetenceudvikling af lærere. Hvem gør noget ved det? Ikke staten, der henviser til, at efteruddannelse hører under kommunerne. I kommunerne er økonomien stram, og også her bliver opgaven i vid udstrækning overladt til den enkelte skole. Hvad gør PPR og PPR-psykologerne i denne situation? Vi må holde fast i, at de elever, der er på dagsordenen i forhold til inklusion, er elever, der har brug for hjælp. Det må altid være vores overordnede ledetråd. Og vi må søge at få alle til at anerkende, at sådan forholder det sig. Det har i øvrigt altid været PPRs opgave. Det betyder bl.a., at vi må fortsætte med at holde alle fast på de nødvendige betingelser for at kunne arbejde med øget inklusion, som vi lige har været inde på både i det konkrete tilfælde og mere generelt. Vi må gøre det med baggrund i vores betydelige faglige viden og erfaring og med baggrund i aktuel viden fra forskningsresultater. Og vi må gøre det i forhold til lærere og ledere på skolen og i forhold til den kommunale ledelse - herunder politikerne. Men den nye lovgivning vil helt sikkert blive svær for en del PPR er. Vi er nødt til at se i øjnene, at det er markante lovgivningsmæssige ændringer for vores virksomhed, der står for døren formentligt med virkning fra 1.maj i år. Specialundervisning i folkeskolen har siden begyndelsen af 1970erne været et højt prioriteret område med stor retssikkerhed for elever med behov for hjælp. Specialundervisningsreglerne har været indrettet således, at det tvinger skoleleder, forældre og PPR til at blive enige om en given indsats for en elev. Nu bliver de tre parter reduceret til én part nemlig skolelederen medmindre det omhandler elever, der overvejes at overgå til undervisning i specialklasse, på specialskole eller har behov for støtte i mindst 12 ugentlige lektioner. Vi søger at påvirke lovgivningen på to områder, som begge bl.a. søger at bibeholde et vist omfang af retssikkerhed for elever og forældre i forhold til at have ret til at opnå relevant faglig rådgivning fra PPR som grundlag for tilrettelæggelse af deres barns undervisning: Det skal fortsat være muligt for elever og forældre at gå direkte til PPR for at få rådgivning. Og der skal i lovgivningen være beskrivelser af samarbejdet på skoleniveau mellem skolen, dens ressourcelærere samt PPR, fx i form at et ressourcecenter. Vi må se, om det kan lykkes i sidste øjeblik at få disse ændringer ind. Det bliver nok ikke i selve loven, men det er også fint, hvis det kan blive i den kommende bekendtgørelse, der også skal komme til 1.maj eller i den efterfølgende vejledning, der forventes til august måned. Vi må dog nok forberede os på en fremtid, hvor de lovgivningsmæssige skal-opgaver for PPR kun vil omhandle elever i specialklasse, på specialskole og de elever, der får mere end 12 ugentlige støttelektioner. Det vil være de eneste opgaver, der er omfattet af det nye specialundervisningsbegreb. Der stilles ikke spørgsmålstegn ved disse arbejdsopgaver, ligesom der heller ikke er nogen, der har nævnt ændrede vilkår på småbørnsområdet endnu. Om et års tid vil

7 7 vi sikkert få svar på, hvordan forholdene konkret vil blive i forhold til de frie grundskoler herunder specialefterskoler, som alle vil blive omfattet af de samme lovændringer. De er også meget bekymrede over ændringerne og PPRs rolle i forhold til deres målgruppe og sikkert med god grund. Hvordan vil arbejdssituationen så se ud for de PPRér, der måtte blive fastholdt på skal-opgavene? Nogle af disse elever er jo fundet allerede i småbørnsområdet, og de går direkte på specialskole i forlængelse af specialbørnehave. En meget stor del af eleverne på specialskoler går på specialskole i hele eller meget store dele af deres skoleforløb. Mange af eleverne i specialklasser forbliver tilsvarende i undervisning i specialklassen i hele eller store dele af deres skoleforløb. For disse elever vil der ikke være behov for betydelige og hyppige faglige psykologudredninger, og der vil typisk være indrettet løbende rådgivning og vejledning fra skolens personale og kommunale konsulenter i forbindelse med deres undervisning. Der vil være al mulig grund til at PPRpsykologer finder en faglig platform i forhold til undervisning af disse allersvageste elever i folkeskolen. Så er der de såkaldt enkeltintegrerede elever med mindst 12 ugentlige støttetimer. Disse elever har PPR-psykologerne altid været stærkt og omfattende involveret med såvel i forhold til udredning og supervision, men også nogle gange i form af mere direkte interventionsformer. Men det er jo nærmest besluttet, at gruppen af elever, der er omfattet af de nye specialundervisningsregler skal være færre år for år med det mål, at det kun er 3 % i Hvad så med øvrige arbejdsopgaver til PPR-psykologerne? Der vil jo ikke komme indstillingsskemaer mere på enkeltelever til almindelig specialundervisning på skolen. Det skal løses af almenundervisningen, og hvis nogle elever har brug for yderligere støtte i form af supplerende undervisning, bliver det afgjort af skolelederen. Det er helt afgørende, at PPR forstår, at almenundervisningen fremover bliver omdrejningspunktet. Det handler om den enkelte lærers kompetence, om lærerteamets kompetencer, om samspillet med de faglige ressourcepersoner, fx AKT og læsevejledere, om skoleledelsens kompetencer, om PPRs kompetencer og om samspillet mellem alle de nævnte aktører. I en del kommuner har PPR været stærkt på banen i dette samspil i mange år. Her vil konsekvenserne af det ændrede specialundervisningsbegreb blive mindre mærkbart. Men der foregår i en del kommuner en debat om, hvorvidt PPR kan bruges i forhold til udvikling af almenundervisningen og dermed tage aktivt del i inklusionsprocessen. Senest har skoleudvalget i Kommunernes Landsforening ytret stor glæde over, at PPR ikke længere skal bruge tid på at udarbejde de mange PPR-vurderinger. Det giver efter KLs mening mulighed for at bruge de frigivne ressourcer på mange forskellige måder, hvoraf bl.a. nævnes ressourcecentre på skolerne og konsulentgrupper samt konsultativ støtte til lærerne i konkrete og akutte situationer. Vi har også set undersøgelser, der viser store forskelle i opfattelserne mellem lærere, skoleledere og PPR om, hvorvidt PPR kan bruges i inklusionsarbejdet og om, hvorvidt PPR arbejder konsultativt. Vores store spørgeskemaundersøgelse fra 2007 over kommunernes PPR-situation viste bl.a., at der var ca psykologer ansat ved PPR, og at der i forhold til befolkningstallet var 6 gange så mange psykologer i den kommune, der havde flest psykologer ansat i forhold til den kommune, der havde færrest ansat. Det var ikke muligt at finde en sammenhæng mellem antal psykologer og grad af forebyggende indsats. Meget tydede på, at en meget stor del af psykologernes arbejdsindsats var i

8 8 forbindelse med indstillede elever. Og nu kommer disse indstillinger ikke mere, og vi er helt afhængige af, hvorvidt skoler og måske især skoleledere finder PPR-psykologerne nyttige i arbejdet på skolen. Det nødvendigør en høj grad af intern debat på ethvert PPR om, hvorledes PPR kan medvirke til udvikling af almenundervisningen. Og det kræver vigtig dialog med skolen og andre nøgleinstanser og personer for at udvikle og videreudvikle den vigtige faglige platform for PPRs virke, hvor forventningerne til hinanden er kendte og anerkendte. I PPFs bestyrelse har vi beskrevet PPR-psykologernes såkaldt konsultative indsats under overskriften PPR s indirekte arbejds- og interventionsformer i forhold til folkeskolen. I kan læse om de mange forskellige former, som vi har fundet frem til i et bilag til den skriftlige beretning til denne generalforsamling, og det er gengivet i PPF-Nyt nr.1 d.å. og på foreningens hjemmeside. Hovedtyperne af indirekte interventionsformer kan være supervision og rådgivning, medvirken til kompetenceudvikling af lærere, medvirken til at udvikle en hensigtsmæssig dialog- og samarbejdskultur i lærerteam, observationer og udarbejdelse af analyser, medvirken i konkrete udviklingsprojekter, medvirken i konkrete løsninger af vanskelige undervisnings- og samarbejdsproblematikker herunder i forhold til forældre, medvirken i evalueringsopgaver, åben og anonym rådgivning, formidling af relevante forskningsresultater samt ikke mindst at være generel og konkret rådgiver for skoleledelsen Vi må ikke være blinde for, at der er nogle, der har den opfattelse, at psykologer kun skal bruges til undersøgelse af børn, mens den indirekte rådgivende indsats skal varetages af andre faggrupper. Det vil typisk omfatte lærere med særlig efteruddannelse, fx cand. pæd. eller en diplom- eller masteruddannelse. Læsevejledere og AKT-vejledere spiller også i stigende grad en rolle som ressourcepersoner. Helt andre faggrupper som pædagoger og andre faguddannede udnævnes også hyppigt til at kunne udrette små mirakler i forhold til skolens problemer. Vi ved jo, at situationen har været sådan i såvel Sverige som Finland i mange år. I Norge nærmer de sig stærkt en tilsvarende situation, hvor psykologer bliver færre og færre og erstattes af dygtige speciallærere med stor efteruddannelse. De 1200 psykologer i Danmark er et resultat af en stærk placering i folkeskolelovgivningen, der blev sikret i begyndelsen af 1970erne af en meget fremsynet embedsmand og chef i Undervisningsministeriet. Han hed Skov-Jørgensen, og han blev æresmedlem i vores forening. Nu er denne lovgivningsmæssige placering for PPR stærkt udhulet. Vi vil meget hurtigt kunne komme til at ligne de tre øvrige nordiske lande med langt færre psykologer, hvis vi ikke får skabt almen opbakning bag den opfattelse, at psykologer er vigtige, fordi de både kender alle de væsentlige individuelle aspekter i forbindelse med børns udvikling, men også har fagligt overblik over alle de væsentlige betingelser og forhold, der har betydning for samspillet i undervisningen, i gruppers fungeren og på den enkelte skole eller institution. Vi skal kunne medvirke til at analysere alle disse forhold og kunne medvirke med vores psykologfaglige viden til at sikre, at der aftales interventions- og indsatsformer på et højt videnskabeligt niveau. Når vi viser dette i praksis, danner det baggrund for en almen forståelse for vigtigheden og nødvendigheden af PPRs arbejde. Det er vigtigt, at vi anerkender, at psykologrollen ved de indirekte indsatsformer i de fleste tilfælde handler om, at vi medvirker sammen med klassens lærere og med eventuelt involverede faglige ressourcepersoner herunder ofte skolelederen. Vi har desværre undersøgelser, der viser, at PPR en del steder ikke har koordineret sin virksomhed med fx AKT-vejledernes arbejde på skolen i samme sager. Det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt.

9 9 På samme måde, som vi forventer, at den enkelte lærer kan kvalificere sit eget arbejde betydeligt gennem udnyttelse af samarbejdet med kolleger i lærerteamet, så er det også nødvendigt, at den enkelte psykolog er opmærksom på vigtigheden af dette i samarbejdet med nøglepersoner på skolen og i det hele taget sikrer sig en solid samarbejdsplatform i arbejdet i skolens ressourcecenter. Frem for alt har vi måske brug for at få mere fokus på PPRs samlede tværfaglige arbejde som organisation, så den enkelte medarbejder ikke i praksis kommer til at udgøre en helt selvstændig egen PPR-enhed. Det vedrører såvel PPRs interne teamsamarbejde mellem de forskellige faggrupper og det vedrører PPRs samspil med de faggrupper og faginstanser, som PPR og PPRs medarbejdere samarbejder med i kommunen. Det er et tema, som vi vil arbejde videre med i bestyrelsen. Det bliver formentligt en vanskelig opgave i en del kommuner, idet nogle kommuner jo næsten ikke råder over en organisation, der kan kaldes for PPR. Det kan vi bl.a. også se i den nævnte spørgeskemaundersøgelse fra 2007, som man kan se på foreningens hjemmeside. Vi har heldigvis også en hel del kommuner med et velrespekteret og anekendt PPR, der har stor indflydelse på arbejdet i skolen. Vi må lære af dem. Vi vil bl.a. kunne se, at PPR-medarbejderne disse steder spreder deres arbejdsindsats på tre hovedområder nemlig faglige udredningsopgaver, direkte psykologisk indsats i forhold til enkeltbørn, familier og grupper, og de medvirker markant med indirekte interventionsformer i forhold til udvikling af det almindelige miljø i skole og dagtilbud. Vi vil også kunne se, at PPR disse steder har en velrespekteret PPR-leder, der har udviklet en samlet PPR-organisation, hvor de enkelte PPR-medarbejdere indgår i en kontinuerlig fælles faglig dialog. Her udvikles den nødvendige faglige fælles platform for de enkelte PPR-medarbejderes konkrete arbejde i forhold til enkeltbørn, forældre, dagtilbud og skoler. Og de mange PPR-medarbejderes forskellige faglige kompetencer bliver bragt i spil og bliver nyttige for den enkelte PPRmedarbejder og dermed for konkrete børn i sidste ende. Der er heldigvis ved at være en gryende politisk forståelse for vigtigheden af, at PPR i den enkelte kommune bliver i stand til at tilbyde psykologsamtaler i forhold til børn og unge med lettere psykiske vanskeligheder som et led i en samlet bestræbelse for at få engageret den enkelte elev og dennes netværk i skolesituationen og ikke mindst i den efterfølgende ungdomsuddannelse. Vi har lige før jul set enslydende rapporter om betydningen af dette dels i forhold til at mindske frafaldet fra ungdomsuddanelserne og dels i forbindelse med at reducere antallet af elever, der indstilles til børne-ungdomspsykiatrisk vurdering. Det drejer sig bl.a. om unge med angst- eller depressionssymptomer. Det er et område, som det er vigtigt for ethvert PPR at søge at få skabt kommunal forståelse for, så det kan indgå i PPRs arbejdsopgaver med fornøden personalemæssig dækning. Jeg vil håbe, at det vil lykkes for os at få skabt forståelse for, at den tværfaglige PPR-organisation er særdeles fagligt velegnet til at medvirke i bestræbelserne på dels at udvikle almenundervisningen og dermed sikre, at færrest mulige elever udskilles til specialforanstaltninger og dels sikre det faglige grundlag for, at elever med svære skolevanskeligheder bliver henvist til kvalificeret undervisning i specialforanstaltninger. I sidstnævnte tilfælde skal PPR med sin faglighed følge deres undervsning og sikre, at de kun forbliver i specialtilbudene i den tid, det er nødvendigt. Det stiller krav til alle på PPR leder som medarbejdere. Vi må levere det bedste. Vi må være i dialog med alle vore samarbejdspartnere om vore opgaver og søge at sikre, at PPRs faglige kompetencer kommer til fuld gavn for de elever i skolen, der har brug for det.

10 10 Med dette fromme håb som vi selvfølgelig alle må arbejde hårdt for i den kommende tid, skal jeg afslutningsvis gentage fra den skriftlige beretning en stor tak til alle vore mange gode samarbejdspartnere. Og jeg skal også rette en stor tak til de øvrige medlemmer i bestyrelsen. Vi har en bred og fagligt hensigtsmæssig sammensat bestyrelse, og vi har en vældig god og rar samarbejdsform i arbejdet. Hermed overlader jeg såvel den skriftlige som mundtlige beretning til behandling i generalforsamlingen. Bjarne Nielsen