Fra vækst til balance

Transkript

1 Fra vækst til balance Hvordan Danmarks økonomi bliver miljømæssigt bæredygtig og sikrer menneskelig trivsel. Mikkel Kjær & Rune P. Wingård. Med vejledning af professor i økonomi Jesper Jespersen. Speciale på Roskilde Universitet. Internationale Udviklingsstudier.

2 INDHOLDSFORTEGNELSE FORORD... 5 KAPITEL 1: PROBLEMFELT... 6 Problemformulering: KAPITEL 2: METODE OG VIDENSKABSTEORI Ontologiske overvejelser Neoklassisk teori Keynesiansk økonomisk teori Det historiske samspil mellem neoklassisk økonomi og keynesianisme Kritik af mainstream økonomi Det normative aspekt af økonomi Epistemologiske overvejelser Metode Projektdesign Valg af empiri Ekspertinterviews Valg af teori Valg af case Validitet KAPITEL 3: DE MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER AF DEN ØKONOMISKE UDVIKLING Miljøets nuværende tilstand Årsagerne til de tiltagende globale klima og miljøproblemer Den menneskelige population Indkomstniveauet Den teknologiske intensitet

3 Diskussion KAPITEL 4: DE SAMFUNDSMÆSSIGE KONSEKVENSER AF DEN NUVÆRENDE ØKONOMISKE UDVIKLING Opdeling i lav- og mellemindkomstlande og rige lande Afsnit 1: De samfundsmæssige konsekvenser for lav- og mellemindkomstlandene [ A ] Udviklingsparadigme for lav- og mellemindkomstlandene [ B ] Subsidier, toldbarrierer og kapitalflugt [ C ] Deldiskussion Afsnit 2: De samfundsmæssige konsekvenser af den økonomiske udvikling for de rige lande [ A ] Materialisme og forbrugskultur [ B ] Ulighed [ C ] Manglende økonomisk stabilitet [ D ] Arbejdsløshed Afsnit 3: Diskussion KAPITEL 5: TEORIEN OM EN ØKONOMI I DYNAMISK LIGEVÆGT Teorien bag en økonomi i dynamisk ligevægt består af fire kerneelementer: The Great Transition Punkt 1: The Great Revaluing Punkt 2: The Great Redistribution Punkt 3: The Great Rebalancing Punkt 4: The Great Localisation and Engagement Punkt 5: The Great Reskilling Punkt 6: The Great Economic Irrigation Punkt 7: The Great Interdependence Managing without growth Diskussion Kritikpunkt 1: Omstillingen vil føre til manglende innovation og teknologisk udvikling Kritikpunkt 2: En økonomi i dynamisk ligevægt kan ikke fungere sammen med kapitalisme

4 Kritikpunkt 3: En omstilling vil føre til stigende arbejdsløshed, fattigdom og lavere levestandard Kritikpunkt 4: En omstilling er for kompliceret og omkostningsfuld at gennemføre for et enkelt land. 83 Kritikpunkt 5: En økonomi i dynamisk ligevægt er hypotetisk Kritikpunkt 6: En omstilling er en politisk umulighed Opsummering og konklusion KAPITEL 6: DANMARK SOM CASE Økonomi Regeringens 2020-plan Miljø Den danske økonomis miljømæssige rolle i et internationalt perspektiv De aktuelle politiske handlingsplaner Samfund Ulighed Økonomisk stabilitet Arbejdsløshed Generel trivsel Diskussion KAPITEL 7: KONKRETE POLITISKE FORSLAG TIL OMSTILLINGEN AF DEN DANSKE ØKONOMI Punkt 1: The Great Revaluing [ Danmark ] Punkt 2: The Great redistribution [ Danmark ] Punkt 3: The Great Rebalancing [ Danmark ] Punkt 4: The Great Localisation and Engagement [ Danmark ] Punkt 5: The Great Reskilling [ Danmark ] Punkt 6: The Great Economic Irrigation [ Danmark ] Punkt 7: The Great Interdependence [ Danmark ] Diskussion

5 KAPITEL 8: AFSLUTTENDE DISKUSSION Grundforudsætning 1: Grundforudsætning 2: Fire barrierer der forhindrer den nødvendige omstilling Stiafhængighed Ideologi Frygt for forandring Lobbyisme Fire løsningsmuligheder der kan bidrage til at igangsætte omstillingsprocessen Oplysning, kommunikation og debat Den polycentriske løsningsmodel Skabelsen af velfungerende prototyper Skabelsen af en fælles vision KAPITEL 9: KONKLUSION LITTERATURLISTE

6 FORORD Først og fremmest vil vi gerne rette en hjerteligt tak til vores mentor og vejleder, professor i økonomi Jesper Jespersen der udover kyndig og grundig vejledning har bidraget med støtte, opbakning og god karma gennem hele forløbet. Derudover rettes der en speciel tak til de mennesker der har ofret deres værdifulde tid på at stille sig til rådighed for vores interviews. Tak til: Klima- Bygnings- og Energiminister Martin Lidegaard. Formand for Folketinget og tidligere Finansminister Mogens Lykketoft. Sekretariatsleder i det Økologiske Råd Christian Ege. Forkvinden for Klimakommissionen og en af forskerne bag teorien om de ni planetare grænser Katherine Richardson. Professor i økologisk økonomi fra Aalborg Universitet Inge Røpke. Journalist fra Information og forfatter til bogen, Den store omstilling, Jørgen Steen Nielsen Miljø-økonom og chefkonsulent i Det Miljøøkonomiske Råd Poul Schou Tidligere direktør i Dong Energy og nuværende formand for Copenhagen Cleantech Cluster Anders Eldrup. Videnschef i den grønne tænketank Concito og medlem af Natur- og landbrugskommissionen Torben Chrintz Afslutningsvis skal der rettes en varm tak til Uffe og Anette som med åbne arme har stillet deres varme hjem til rådighed for vores arbejde. God læselyst! 5

7 KAPITEL 1: PROBLEMFELT De førende naturvidenskabelige forskere argumenterer for, at menneskeheden står overfor en lang række økologiske udfordringer og på mange måder allerede har overskredet de planetare grænser. Forskerne beskriver, at den nuværende udvikling risikerer at ødelægge det unikke miljø der blot har eksisteret de sidste år, og som har givet menneskeheden muligheden for at dyrke landbrug og udvikle avancerede samfund (Rockström et al. 2009). Omfanget, hastigheden og kompleksiteten af det 21. århundredes udfordringer antyder at tiltag der er baseret på marginale ændringer af den nuværende retning for den menneskelige civilisation lappeløsninger risikerer at medføre et kollaps for store befolkningsgrupper eller for dagens globaliserede samfund som sådan (Steffen et al. 2011: 14). Det er bredt anerkendt at CO2 udledninger udgør et problem i denne forbindelse, men nyere forskning identificerer ni planetare grænser som menneskeheden skal holde sig indenfor for at sikre at fremtidige generationer kan nyde godt af et stabilt klima (Rockström et al. 2009: 1). Flere af disse grænser er allerede overskredet, denne problemstilling vil vi vende tilbage til i kapitel 3. Vi vil argumentere for at den primære årsag til denne udvikling er det dominerende økonomiske vækstparadigme. Der indebærer et overdrevent fokus på skabelsen af økonomisk vækst frem for at løse de omfattende økologiske såvel som de sociale problemer verden står over for. Paradoksalt nok betragtes økonomisk vækst som løsningen på de selvsamme problemer som væksten skaber (Victor 2008). I disse år fremhæves begrebet grøn vækst ofte som løsningen på udfordringerne. Det indebærer at gøre fremtidig vækst mere miljøvenlig, for på denne måde at afkoble forbrug af ressourcer og pres på miljøet fra økonomisk vækst (Tim Jackson 2009: 67-86). Forskning fra SERI (Sustainable Europe Research Institute) viser dog at selvom en vis relativ afkobling 1 er opnået, steg det globale materialeforbrug i perioden 1980 til 2005 med 50 pct. (O Neill et al. 2011: 51). Dette viser tydeligt at der ikke er tegn på at absolut afkobling 2 er muligt. Hvilket betyder at grøn vækst ikke er en realistisk løsning. I kapitel 3 uddybes videre hvorfor grøn vækst er en utilstrækkelig løsning på de omfattende klima- og miljøproblemer det globale samfund står overfor. 1 Relativ afkobling henviser til et fald i den økologiske intensitet pr. enhed ift. økonomisk output (Jackson 2009: 67). 2 Absolut afkobling refererer til at der samlet set anvendes færre ressourcer selvom økonomien samlet set vokser (Jackson 2009: 67). 6

8 Indenfor økonomisk teori er der flere økonomiske skoler og de to dominerende er neoklassisk teori og keynesianisme. Begge skoler er fokuserede på at skabe økonomisk vækst, men er dybt uenige om metoderne til opnåelsen af dette (Aitkenhead 2012). Trods de økonomiske skolers forskelle har de mange ligheder, og derfor betegner vi dem begge som mainstream økonomi. Mainstream økonomi er generelt kendetegnet ved en opfattelse af at miljøet og samfundet er underdele af økonomien (Pollitt et al. 2010). Dette skaber et snævert fokus på økonomisk udvikling, og dermed også et manglende fokus på hvilke miljømæssige og samfundsmæssige konsekvenser denne udvikling har haft og stadig har den dag i dag. Udover de alvorlige miljømæssige konsekvenser har det nuværende vækstparadigme heller ikke formået at løse de globale udfordringer ift. afskaffelse af fattigdom og reducering af global ulighed (Chang 2011 og Boyle & Simms 2009). På trods af at den globale økonomi i dag er ca. 30 gange større end for omkring 100 år siden, har den økonomisk vækst været mangelfuld i de fattigste lande (Steffen et al. 2011). Den økonomiske udvikling og helt ekstraordinære vækstrater i Kina og Indien har ført til at mange mennesker er løftet ud af fattigdom (Verdensbanken 2012a: 2-3). Men samtidig har den økonomiske vækst været stort set udeblivende i de allerfattigste lande i de sidste 30 år: Over the last two hundred years, only a small number of countries have experienced high and continuous rates of economic growth, and they have done so largely at the expense of the rest of the world, which has remained almost stagnant in economic terms. (O Neill et al. 2010: 95). Som ovenstående citat viser har den økonomiske vækst været forbeholdt de få og resultatet af denne udvikling er at den globale ulighed i dag er højere end på noget andet tidspunkt i historien (Boyle & Simms 2009: 4). Selvsamme udvikling er i høj grad en konsekvens af at mainstream økonomisk teori har domineret den internationale politiske dagsorden særligt gennem IMF, Verdensbanken og WTO. Siden 1980 erne har neoklassisk økonomisk teori været den primære drivkraft for forandringer i den globale økonomi. Der har været en udbredt tro på at opskriften på økonomisk succes var et frit marked og en relativ lille rolle til staten (Chang 2011, Stiglitz 2006, Stiglitz 2009). Samtidig har de rige lande støttet og beskyttet egne industrier, hvilket har skabt et unfair internationalt handelssystem der favoriserer de rige lande (Chang 2011 og Boyle & Simms 2009). Paradoksalt nok, på trods af den voldsomme velstandsstigning, lider de rige lande stadig under en lang række samfundsmæssige problemer. Dette understreges af målinger der viser at i størstedelen af de mest udviklede økonomier er tilfredsheden med tilværelsen mere eller mindre uændret over flere årtier (Jackson 2009: 40). Vi vælger at beskrive fire primære årsager til dette: 7

9 1. Materialisme og forbrugskultur; der fører til at individer konstant er jagt efter materiel tilfredsstillelse og alligevel føler at de aldrig har nok (Layard 2005 og Jackson 2009: ). 2. Ulighed; ny forskning viser at ulighed skaber og forstærker en lang række social og sundhedsmæssige problemer (Wilkinson & Pickett 2010). 3. Manglende økonomisk stabilitet; den globale økonomis indbyggede ustabilitet forårsager kriser der skaber utryghed og påvirker menneskelig trivsel negativt (Pauly 2008: og Boyle & Simms 2009: 83). 4. Arbejdsløshed; Det økonomiske system formår ikke at fordele arbejdet hensigtsmæssigt. Resultatet er at mange er arbejdsløse og andre arbejder alt for meget (Spratt et al. 2010: 42 og O Neill et al. 2010: 80-86). Der er altså noget der tyder på at den nuværende økonomiske udvikling hverken formår at sikre en miljømæssig bæredygtig udvikling eller at sikre menneskelig trivsel. Hvad er det så der fastholder os i troen på vækstparadigmet? Først og fremmest er det troen på at en voksende økonomi er ensbetydende med samfundsmæssig fremgang (Sedlacek 2011: 235). Der er generelt bred politisk enighed om at økonomisk vækst er en absolut nødvendighed, og en overbevisning om at manglende vækst vil medføre stigende arbejdsløshed, fattigdom, lavere levestandard og øget gæld. Dette er isoleret set rigtigt, for der er nogle indlejrede selvforstærkende dynamikker i det økonomiske system der gør manglende vækst til en no-growth disaster (Victor 2008). Tim Jackson beskriver at for at virksomheder kan forblive konkurrencedygtige har de brug for årlige produktivitetsstigninger. Disse medfører at der bliver brug for færre hænder til den samme mængde arbejde, da produktiviteten er steget. Derfor er der behov for ny økonomisk vækst for at sikre beskæftigelse, hvilket igen nødvendiggør produktivitetsstigninger (Jackson 2009). Sådan kører vækstmotoren derudaf og det kan være vanskeligt at bremse den (Røpke 2011). Som Danmarks finansminister Bjarne Corydon beskriver: Vækst er forudsætningen for, at vi kan skabe flere job. Hvis ikke der var vækst, ville virksomhederne jo være nødt til at fyre medarbejdere, hver gang produktiviteten steg. Vi er også nødt til at skabe vækst for at have penge til at undervise vores børn, pleje vores ældre og behandle de syge. Finansminister Bjarne Corydon (Dagbladet Information 2012) Et studie af finske politikere og beslutningstagere afslører en begyndende frustration over vækstens skadelige virkninger. Samtidig havde de svært ved at se bæredygtige alternativer til den nuværende økonomiske udvikling (Berg & Hukkinen 2011). Rundt omkring i Europa, særligt i Grækenland, Spanien, Italien og Portugal ses de voldsomme følgevirkninger af mangel på vækst og stigende offentlig gæld (Hansen & Gjerding 2012). 8

10 Dette er med til at fastholde troen på vækstens nødvendighed. På den anden side er der et stigende antal mennesker der spørger: Eksisterer der ikke et troværdigt alternativ? Der findes en tredje økonomiske skole 3 der dog er relativt ukendt, da den i mange år har haft svære vilkår mod de etablerede skoler, herunder særligt den neoklassiske. Den tredje skole hedder økologisk økonomi og opfatter, i modsætning til mainstream økonomi, miljøet som udgangspunkt for den menneskelige civilisation - og dermed også som grundlaget for økonomisk aktivitet (Daly 1997). En af ophavsmændene til den økologiske økonomi, Herman Daly, skabte begrebet dynamisk ligevægtsøkonomi. Vi vælger dog at anvende betegnelsen; teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt (se kapitel 2). Teorien indeholder fire grundprincipper: (1) bæredygtig størrelse af økonomien, (2) retfærdig fordeling og (3) effektiv allokering af ressourcer samt (4) fokus på høj livskvalitet (O Neill et al. 2010: 10). Den britiske tænketank New Economics Foundation (nef 4 ) har udarbejdet en rapport om hvordan Storbritanniens økonomi kan påbegynde omstillingen hen imod en tilstand af dynamisk ligevægt. Planen hedder The Great Transition (TGT) og blev udgivet i Den består af syv punkter der gensidigt understøtter hinanden. Dette speciale undersøger, inspireret af TGT, hvordan Danmarks økonomi kan omstilles til at være miljømæssig bæredygtig og i højere grad sikre menneskelig trivsel. Den nuværende udvikling i Danmark kan ikke på nogen måde betegnes som miljømæssigt bæredygtig, fordi der udledes alt for meget CO2 pr. indbygger, og fordi Danmark har et af verdens største økologiske fodaftryk pr. indbygger (Færgeman 2012: 39 og Grooten et al 2012:43). Det skal dog nævnes at den nuværende regering har fået forhandlet verdens mest ambitiøse energiaftale på plads [Richardson interview: 9], nedsat en natur- og landbrugskommission og har planer om at vedtage en langsigtet klimalov. Dette er positive tegn på bevægelse i den rigtige retning, men langtfra tilstrækkeligt problemernes omfang taget i betragtning (se kapitel 6). Danmark er på mange måder et særdeles velfungerende velfærdssamfund, med en høj grad af lighed og et solidt sikkerhedsnet. På den anden side er uligheden og arbejdsløsheden stigende, samtidig med at den økonomiske krise har skabt utryghed i befolkning. Derudover er der tegn på sprækker i det idylliske billede der ofte tegnes af danskerne som verdens lykkeligste folkefærd (Jørgensen 2012) (se kapitel 6). Vi mener at der er et akut behov for et økonomisk paradigmeskift der bryder med mainstream økonomisk tankegang. Derfor præsenterer vi en række konkrete forslag til politisk handling der kan igangsætte omstillingen af dansk økonomi hen imod en økonomi i dynamisk ligevægt. Vi argumenterer for at dette kan realiseres uden negative konsekvenser for nationaløkonomien. Desuden vises det at en omstilling vil medføre 3 Der findes andre som økonomiske skoler som økologisk socialisme, marxisme mv.(smith 2010). 4 New Economics Foundation betegner sig selv som nef, hvilket vi af denne årsag vælger også at gøre. 9

11 at den økonomiske udvikling i Danmark vil blive miljømæssigt bæredygtig og i højere grad sikrer menneskelig trivsel. Afslutningsvis diskuteres det hvilke barrierer der fungerer som forhindringer for at omstille dansk økonomi, samt hvordan det er muligt at overkomme disse (se kapitel 7 og 8). Vi tror på at hvis denne omstilling lykkes, vil det ikke blot gøre Danmark til et bedre land at leve i, det vil også have potentiale til at inspirere omverdenen til at igangsætte lignende reformer. Dette kan hjælpe til den nødvendige omstilling af den globale økonomi for at løse de omfattende udfordringer verdenssamfundet står over for. Problemformulering: Hvorvidt formår den nuværende økonomiske udvikling at sikre en miljømæssig bæredygtig udvikling, og medvirke til at sikre menneskelig trivsel? Hvorvidt kan teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt bedre sikre ovenstående målsætninger, og hvilke konkrete politiske tiltag kan der igangsættes i Danmark for at påbegynde omstillingen hen imod en økonomi i dynamisk ligevægt? 10

12 KAPITEL 2: METODE OG VIDENSKABSTEORI Dette kapitel har til hensigt at beskrive vores videnskabsteoretiske udgangspunkt samt forklare den metodiske fremgangsmåde. Først præsenteres vores ontologiske overvejelser der inkluderer en introduktion til forskellige økonomiske skoler, og hvordan vi placerer os i forhold til disse. Dernæst diskuteres under afsnittet epistemologi hvordan videnskaben er en konstruktion, og i forlængelse af dette vigtigheden af at teorien passer til virkeligheden. Senere følger en redegørelse for vores metodiske fremgangsmåde, valg af teori og empiri samt en kort vurdering af gyldigheden af konklusionerne i dette projekt. Normalt vælger man i projekter at bekende sig til et specifikt videnskabsteoretisk paradigme. Det vil vi afholde os fra. I stedet beskriver vi vores ontologiske og epistemologiske overvejelser relateret til vores genstandsfelt, og i denne forbindelse hvilken økonomisk skole vi bekender os til. Ontologiske overvejelser Ontologi omhandler hvad virkeligheden er, og hvordan den kategoriseres. Vores speciale beskæftiger sig primært med feltet økonomi, men vores ontologiske udgangspunkt er at økonomien er forankret i samfundet og miljøet. Derfor mener vi at det er nødvendigt at undersøge samspillet mellem økonomi, samfund og miljø. Samtidig mener vi at økonomiens overordnede mål bør være at sikre at den økonomiske udvikling er miljømæssigt bæredygtig samt sørge for menneskelig trivsel. Vi bekender os til den økonomiske skole økologisk økonomi fordi vi mener den har det bedste udgangspunkt for at sikre ovennævnte målsætninger. Dette er en central pointe i specialet, og vi vil derfor ofte komme tilbage til det. Økologisk økonomi som disciplin opstod i forbindelse med et øget fokus på miljø, naturressourcer og økosystemer i forbindelse med stigende befolkningstilvækst og ressourcemangel i 1960erne og frem. De primære ophavsmænd til økologisk økonomi er Nicholas Georgescu-Roegen, Herman Daly, Robert Costanza og Joan Martinez-Alier (Røpke 2004). Økologisk økonomi er baseret på en erkendelse af at økonomien er et delsystem af miljøet, og at det derfor er nødvendigt at inkorporere teoretiske retninger som økologisk, systemteori og termodynamik for at kunne beskrive økonomi fyldestgørende. På denne måde beskæftiger økologisk økonomi sig med sammenhænge mellem økonomiske systemer og økologiske systemer i bredeste forstand (Costanza 1989). Desuden anerkender økologisk økonomi at økonomi er en del af det politiske og sociale rum, hvilket har resulteret i at et bredere udsnit af samfundsvidenskaberne er naturlige dele af den økologiske økonomis teoretiske område. Økologisk økonomi har altså en tværfaglig tilgang og favner således naturvidenskab, økonomi og andre samfundsvidenskaber i et helhedssyn på økonomien (Røpke 2004). 11

13 Vores ontologiske udgangspunkt er centralt i vores speciale, fordi vi i kraft af vores valg inddrager en helhedsorienteret tilgang hvor vi kombinerer forskellige videnskabelige discipliner, og har et bevidst og tydeligt fokus på mennesker og miljø. Vores valg placerer os desuden inden for en bredere debat mellem forskellige økonomiske skoler, her mener vi specifikt neoklassisk økonomi, keynesiansk økonomi og økologisk økonomi 5. Generelt forholder vi os kritisk til de to førstnævnte og betegner disse samlet som mainstream økonomi i dette speciale. For at tydeliggøre forskelle og ligheder mellem de to skoler, vil vi her kort præsentere dem og efterfølgende beskrive det historiske samspil mellem de to økonomiske retninger. Neoklassisk teori Neoklassiske teori er en videreudvikling af den klassiske økonomis tankegang og et forsøg på at etablere økonomi som en abstrakt videnskabelig matematisk videnskab, hævet over de mere pragmatiske helhedsovervejelser som prægede den klassiske økonomi (Pollitt et al. 2010). Retningen opstod omkring 1870 og nogle af grundlæggerne af skolen var Leon Walras og Wilfred Pareto mens Milton Friedman har haft en enorm indflydelse på den senere udvikling af den neoklassiske teori. Den neoklassiske teori benytter sig af en hypotetisk deduktiv metodologi der introducerer og tester en række antagelser (Jespersen 2009a). Vi vil vende tilbage til metodologien lidt senere. Økonomisk rationalitet og fuldkommen konkurrence på perfekte markeder er væsentlige antagelser inden for neoklassisk teori. Dette indebærer adgang til alle nødvendige markedsinformationer og fuld forudseenhed i forhold til nutidig og fremtidig økonomisk udvikling. Desuden antages det at de økonomiske agenter stræber efter størst mulig egennytte og gør dette ud fra teoriens antagelser om rationalitet (Jespersen 2009b). Teorien er inspireret af naturvidenskaben i forsøget på at finde matematiske lovmæssigheder der beskriver økonomien, såsom teorien om den generelle ligevægtsmodel. Der hævder at økonomien automatisk, på lang sigt, vil finde balance i et ekvilibrium mellem udbud og efterspørgsel (Jespersen 2009a: 3-4). I neoklassisk økonomi er miljøet reduceret til et undersystem af økonomien, og det antages, at det er en kilde til ubegrænsede ressourcer og derfor ikke noget som kræver særlig opmærksomhed (Pollitt et al. 2010). Senere er miljøøkonomien udviklet som en gren af neoklassiske økonomi. Her forsøges med de neoklassiske redskaber at inddrage miljøet i ligningerne. Dette gøres blandt andet ved at prissætte økosystemydelser og gennemføre cost-benefit analyser (Jespersen 1998). 5 Vi undlader at gå i detaljer med andre skoler. 12

14 Keynesiansk økonomisk teori Denne økonomiske skole er startet af John Maynard Keynes i 1930erne som et alternativ til den neoklassiske teori. Hans økonomiske teori har et stærkt fokus på efterspørgslen der anses som værende en drivende kraft i økonomien, hvilket er i modsætning til neoklassisk økonomis fokus på udbud. Keynes ide er at det er muligt at stimulere efterspørgslen for at sætte gang i produktionen, hvilket vil give udslag i forøget indkomst og dermed købekraft. Keynes var en tilhænger af statslig økonomisk styring, fordi han anså markedsøkonomi som værende ustabil på trods af dens effektivitet. Han mente ikke at markederne i sig selv er i stand til at skabe fuld beskæftigelse, og at det derfor er nødvendigt at intervenere på markederne gennem offentlig regulering, investering og fordeling (Jespersen 2009b). I krisetider skal staten derfor spille en aktiv rolle ved at igangsætte forbrug, og i opgangstider skal staten sænke sit forbrug for at undgå overophedning af økonomien, og samtidig spare penge op til fremtidens kriser. Desuden er Keynesianismen fortaler for en højere grad af regulering af den finansielle sektor end den neoklassiske økonomi (Jespersen 2009a). Keynesianismen tildeler som neoklassikerne, heller ikke miljøet en afgørende rolle. Prominente nulevende keynesianere som Joseph Stiglitz, Paul Krugman og Ha-Joon Chang fokuserer primært på at optimere økonomien til menneskers behov. De har mindre blik for problematikkerne omkring fortsat økonomisk vækst, (jf. problemfelt og se kapitel 3) (Stiglitz og Chang 2011). Det historiske samspil mellem neoklassisk økonomi og keynesianisme Nyere økonomiske tankegang startede i 1800-tallet som klassisk økonomi der gradvist blev afløst af den neoklassiske økonomi. Den neoklassiske økonomi blev stærkt udfordret under den depression i 1930 erne, fordi den hverken havde formået at forudsige krisen eller kunne komme med effektive løsninger på de økonomiske udfordringer. Som et alternativ opstod keynesianismen der tillagde staten en langt større rolle i at styre den økonomiske udvikling. Keynesianismen var centralt medvirkende til at løse krisen, fordi den satte fokus på at staten skulle medvirke til at regulere udbud og efterspørgsel i forhold til konjunktursvingninger. I tiden op til 1970erne spillede keynesianismen en væsentlig rolle i den måde de fleste kapitalistiske lande indrettede deres økonomi på, blandt andet var den afgørende for skabelsen af velfærdsstaten. Det skal dog understreges at den førte økonomiske politik var et samspil af både keynesianismen og elementer af den neoklassiske økonomi, denne sammenblanding blev kaldt The Keynesian consensus (Boyle & Simms 2009 og Jespersen 2009b). Da oliekrisen ramte i 1973, blev der rettet en stærk kritik af keynesianismen, der lød på at staten var blevet for stor og hæmmede den økonomiske udvikling fordi den begrænsede de frie markedskræfter. Anført af den amerikanske økonom Milton Friedman fik neo-klassisk teori nyt liv i kraft af en ny skole indenfor teorien, der 13

15 blev kaldt monetarisme. Den neo-klassiske økonomi blev den dominerende økonomiske teori i 1980erne, særligt i kraft af et neoliberalt skift i international politik personificeret ved Margareth Thatcher i Storbritannien og Ronald Reagan i USA. Igennem den internationale valutafond (IMF) og verdensbanken satte den neoklassiske økonomi et tydeligt præg på den økonomiske udvikling på globalt niveau, hvilket førte til at en lang række udviklingslande blev tvunget til at gennemføre omfattende reformer for at modtage nye lån eller omlægge gamle (Saad-Filho 2010 og Kaletsky 2011). Udviklingen fra 1970erne op til i dag har været præget af et samspil mellem keynesianismen og den neoklassiske økonomiske teori. Keynesianismen har fortsat med at bidrage til skabelsen og opretholdelsen af de moderne velfærdsstater, og har desuden været brugt som redskab til at løse økonomiske kriser ved at øge det offentlige forbrug. Keynesianismens tese om at sænke offentligt forbrug i opgangstider er dog ikke blevet fulgt, hvilket har været medvirkende til at skabe den nuværende omfattende gældskrise (Sedlacek 2012: ). Den neo-klassiske økonomiske teori har især påvirket udviklingen i den globale økonomi på følgende områder; i form af deregulering af særligt den finansielle sektor, hvilket har medført en kraftig vækst i størrelsen af den finansielle sektor, og givet finansielle aktører en enorm indflydelse. Liberalisering af den globale økonomi, har medført at til dels arbejdskraft og især kapital kan bevæge sig relativt frit over grænser. Privatisering af statslige virksomheder og ressourcer har medført at statens rolle er blevet relativt svækket i forhold til aktører i den private sektor som store multinationale selskaber. Den neo-klassiske økonomi har på denne måde bidraget til den igangværende globaliseringsprocess, en udvikling der på flere områder har indskrænket den enkelte stats mulighed for at være selvbestemmende i forhold til hvordan den nationale økonomi indrettes (Saad-Filho 2010 og Chang 2011). I dag er der altså to centrale økonomiske skoler, keynesianismen og den neo-klassiske, hvor repræsentanter fra de to skoler debatterer hvilke løsningsmodeller der er mest optimale i forhold til at løse den nuværende økonomiske krise. Vi anerkender forskellene mellem de to skoler, men betragter dem begge som en del af det vi kalder mainstream økonomisk tankegang. Det skal dog understreges at den neo-klassiske økonomi er den klart mest dominerende i dag. 14

16 Kritik af mainstream økonomi På trods flere centrale forskelle deler de to økonomiske skoler et stærkt ønske om at fremme økonomisk vækst, der er det centrale mål for økonomisk politik og på mange måder sidestilles med fremgang (Sedlacek 2012: 248). Den tjekkiske økonom Tomas Sedlacek beskriver i sin bog Economics of good and evil, hvordan mainstream økonomi forstår fremskridt og udvikling; Originally a religious idea of progress has become secularized into a technical belief that science can save us and that riches can not only make us happy (personal, individualistic heaven on earth), but also make society, as such, better off (general heaven on earth). (Sedlacek 2012: 235). Ønsket om konstant vækst i økonomien udsprang af den økonomiske og samfundsmæssige situation i tallet hvor den teknologiske udvikling muliggjorde en øget produktion og dermed større rigdom (Jespersen 2009b). På dette tidspunkt i historien var økonomisk vækst altafgørende for at kunne forbedre levevilkårene for store befolkningsgrupper (dog primært i vesten). Økonomisk vækst har været essentielt for at drive den samfundsmæssige udvikling og har sørget for at mange mennesker i dag lever i samfund med højere levestandarder end på noget andet tidspunkt i historien. Der er således gode grunde til at de økonomiske skoler traditionelt set har fokuseret på vækst i økonomien. Men som beskrevet i problemfeltet er der i dag væsentlige problemer forbundet med vækst-paradigmet. På den ene side står vi overfor en lang række klimaog miljømæssige udfordringer relateret til den fortsatte befolkningstilvækst, den globale økonomis omfang og selve måden ressourcer udnyttes på. På den anden side har det økonomiske system svigtet i at levere den ønskede økonomiske vækst i lav- og mellemindkomst-landene hvor der er allermest brug for den i forhold til at udrydde fattigdom og sult. Desuden er der en del tegn på at vækst-paradigmet ikke leverer den forventede samfundsmæssige fremgang i de rige lande i forhold til stigende menneskelig trivsel (se kapitel 3 og 4). På trods af de omfattende udfordringer for verdenssamfundet fortsætter repræsentanter for de to økonomiske skoler primært at fokusere på hvordan man bedst muligt kan sikre høj økonomisk vækst. Mainstream økonomi er generelt kendetegnet ved en opfattelse af at miljøet og samfundet er underdele af økonomien. Denne grundantagelse skaber et snævert fokus på økonomisk udvikling, og dermed også manglende fokus på hvilke miljømæssige og samfundsmæssige konsekvenser denne udvikling har haft og stadig har den dag i dag. Miljø- og samfundsmæssige problemer betragtes ofte som markedsfejl eller eksternaliteter der kan løses gennem isolerede tiltag. Fx mener chefkonsulent Poul Schou fra det Økonomiske Råd at klimaproblemerne er en markedsfejl der bedst løses gennem et velfungerende kvotesystem eller anden prisregulering, gennemført af hvad han kalder verdensregeringen [Schou interview: 9, 23]. 15

17 Det normative aspekt af økonomi Tomas Sedlacek fremhæver at man i tidligere tider har haft en opfattelse af at der lå nogle normative opfattelser i økonomi, og at det var nødvendigt at tage stilling til hvilken samfundsudvikling der er ønskværdig. Sedlacek argumenterer for at den nuværende dominerende mainstream økonomi, og her mener han særligt neoklassisk økonomi, begår en fejl ved at påstå at være værdineutral. Han beskriver mainstream økonomi som værende wanna-be value-free, zero-moral, positivistic, and descriptive-looking economics (Sedlacek 2012: 323). Sedlacek er dybt kritisk over for denne tilgang fordi han mener at det er uundgåeligt at tage normative valg i forbindelse med indretningen af økonomien. Fx er en fundamental del af vores økonomiske videnskab baseret på normative vurderinger om at ting som lidelse, ineffektivitet, fattigdom, uvidenhed, social ulighed etc. er dårligdomme, og at de bør elimineres (Sedlacek 2012: 251). En anden normativ vurdering, der er særligt relevant for mainstream økonomi, er forestillingen om at det er hensigtsmæssigt med vedvarende forøgelser af efterspørgslen, og at løsningen er at øge udbuddet. Sedlacek beskriver at der i tidligere tider, specielt hos de græske stoikere, har været en opfattelse af at hvis der var et misforhold mellem efterspørgsel og udbud, så skulle man begrænse efterspørgslen så den passede til det eksisterende udbud. Denne problemstilling er særdeles relevant i dag, og det er væsentligt at vi erkender at der er andre løsninger end altid blot at øge udbuddet (Sedlacek 2012: 222). Ifølge Sedlacek vil økonomisk politik der udelukkende følger materielle mål, som at maksimere BNP, altid nødvendigvis løbe ind i gæld. Dette er grunden til de store gældsproblemer vi befinder os i i dag. Desuden indebærer det en stor risiko for fremtiden, i tilfælde af yderligere gældsætning vil en ny krise medføre uoverskuelige konsekvenser (Sedlacek 2012: ). Samtidigt mener Sedlacek at vi skal vende tilbage til mange af de principper der kendetegnede fortidens økonomiske tankegang, som fx mådehold og fokus på hvordan økonomien kan tage hånd om menneskers behov (Sedlacek 2012). Vi er meget enige i Sedlaceks argumenter om at der nødvendigvis er et normativt aspekt i økonomi, og at det er væsentligt at tale åbent om dette i stedet for at benægte at det eksisterer. Af denne grund introducerer vi vores eget normative fundament som er baseret på at en økonomi skal leve op til to grundforudsætninger, for at den økonomiske udvikling kan betegnes som værende hensigtsmæssig. 1: Den økonomiske udvikling skal være miljømæssigt bæredygtig. 2: Den økonomiske udvikling skal sørge for menneskelig trivsel. Årsagen til at vi vælger den første grundforudsætning er, at vi mener at fremtidige generationer skal have muligheden for at leve i et forholdsvist stabilt klima, og derfor skal udviklingen være miljømæssig bæredygtig. Definitionen af bæredygtighed mener vi skal baseres på den nyeste og bedste naturvidenskabelige forskning. 16

18 Valget af den anden grundforudsætning er baseret på at vi mener at økonomien skal skabe forudsætninger for at alle mennesker kan leve tilfredsstillende liv. Vurderingen af hvad der skal til for at mennesker trives bør baseres på nyere sociologisk og psykologisk forskning om hvad der skal til for at leve et tilfredsstillende liv. Epistemologiske overvejelser Epistemologi omhandler hvordan viden tilegnes. Vores epistemologiske udgangspunkt er at videnskab er en konstruktion. Vi ønsker at udfordre den dominerende økonomiske diskurs og undersøge hvorvidt teorien passer til virkeligheden. Denne tilgang, mener vi, er vital for at undgå at sidde fast i forældede antagelser om hvordan verden fungerer og dermed obstruere for nyskabelse og nytænkning. Sedlacek beskriver at siden Descartes er matematik og mekanik blevet opfattet som personificeringen af fornuft og rationalitet og desuden som den perfekte sandhed. Matematik er blevet det sprog som vi skal bruge, hvis vi vil udtrykke den videnskabelige sandhed, model eller et princip. Dette fører uheldigvis til at modellerne ofte skabes på en sådan måde at de stemmer overens med matematikken, frem for at de bliver udviklet for at beskrive virkeligheden (Sedlacek 2012: 290). Sedlacek fremhæver at matematik dybest set er en menneskelig konstruktion og ikke eksisterer i virkeligheden. Han argumenterer for at mainstream økonomi kun har to mulige forbindelser til virkeligheden. Den første er antagelsesmekanismen, og den anden er den empiriske test af modellernes resultater. Problemet er blot at modellen ofte ikke har realistiske antagelser, og at dens resultater ofte ikke stemmer overens med virkeligheden. Hvis matematikken ikke er baseret på virkeligheden har den en tendens til at lede os på vildspor (Sedlacek 2012: ). I det hele taget er det vigtigt at være bevidst om at økonomi er en samfundsvidenskab, og ikke som mainstream økonomi nogle gange foregiver at være en naturvidenskab der kan give eksakte svar (Sedlacek 2012: 296): Unfortunately the expectations from the lay public are different. With their thick books, equations, derivations, Nobel prizes, and degrees from prestigious universities, economist must, so the belief goes, be able to say when an economic crisis will end and which means - which medicines - to use so that it ends as quickly as possible. But this is a big mistake. (Sedlacek 2012: 296). På denne måde får de to dominerende mainstream økonomiske skoler en afgørende indflydelse på den måde nutidens samfund udvikler sig på. Sedlacek fremhæver at modeller skal kunne testes på virkeligheden, og hvis de ikke passer bør vi frigøre os fra de gamle modeller og turde tænke helt nyt (Sedlacek 2012: 304). I denne sammenhæng er det normative fundament også væsentligt i forhold til at diskutere om den udvikling den økonomiske teori fremmer, er den ønskede samfundsmæssige udvikling. Vi mener, som sagt, at økologisk økonomi har det største potentiale for at opfylde grundforudsætningerne, og vil søge at argumentere for dette gennem specialet. 17

19 Metode I dette speciale gør vi brug af en mixed methods-tilgang. Mixed methods kombinerer kvantitativ og kvalitativ metode og søger at anvende det bedste fra begge tilgange, og kombinere dem til at kunne beskrive virkeligheden endnu mere præcist og nuanceret (Lieberman 2005 og Johnson et al 2007: 123). Denne tilgang stemmer godt overens med økologisk økonomi, der som sagt har en tværfaglig tilgang, og studerer samspillet mellem økonomi, miljø og samfund. Mixed methods tillader os på den ene side at teste teori, som man ofte gør i kvantitativ metode. Dette gør vi ved at vurdere om mainstream økonomisk teori lever op til de to opstillede grundforudsætninger. På den anden side tillader vores metodiske tilgang os at udforske specifikke emner i dybden, som man ofte gør i kvalitativ metode (Teddlie & Tashokkori 2009: 33). Dette gør vi ift. at studere Danmark som case, og forsøge at beskrive hvilke specifikke tiltag Danmark kan foretage sig for at påbegynde en omstilling hen imod en økonomi i dynamisk ligevægt. Mixed methods er en pragmatisk tilgang, hvor man åbent erkender at værdier spiller en rolle i forskning, og åbent beskriver sine egne værdier og arbejder ud fra disse (Teddlie & Tashokkori 2009: 90). Projektdesign Efter metodeafsnittet begynder kapitel 3 der vil undersøge om den nuværende økonomiske udvikling formår at leve op til den første grundforudsætning, om at den skal være miljømæssigt bæredygtig. Efterfølgende beskæftiger kapitel 4 sig med spørgsmålet om hvorvidt den økonomiske udvikling formår at leve op til den anden grundforudsætning, om at den skal sørge for menneskelig trivsel. På denne måde evalueres hvorvidt den nuværende økonomiske udvikling kan levere det som vi betragter som selve formålet med økonomien. Dette gøres ved at undersøge globale sammenhænge, da både miljø, økonomi og samfund er så dybt forbundne at det ikke giver mening at betragte dem adskilt. Det betyder at vi arbejder med en global skala, og på denne måde med et stort kvantitativt materiale. Vi viser at den nuværende økonomiske udvikling ikke kan opfylde de to grundforudsætninger, og mainstream økonomisk teori bærer en betydelig del af ansvaret for dette. Vi argumenterer derfor for et økonomisk paradigmeskift. I kapitel 5 beskriver vi teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt som vi mener er en økonomisk teori der har bedre muligheder for at opfylde de to grundforudsætninger. Efter beskrivelsen af teorien diskuterer vi de forskellige kritikpunkter der bliver fremført mod teorien. Til sidst argumenteres der for at en økonomi i dynamisk ligevægt bedre vil være i stand til at leve op til de to grundforudsætninger. På denne måde afsluttes den kvantitative del, og specialet går videre til en mere kvalitativ del der beskæftiger sig med et enkelt land: Danmark. 18

20 I kapitel 6 introducerer vi Danmark som case. Her beskriver vi Danmarks økonomiske, miljømæssige og samfundsmæssige situation ift. om Danmarks nuværende økonomiske udvikling opfylder de to grundforudsætninger. Undersøgelsen viser at den økonomiske udvikling i Danmark ikke kan siges at opfylde de to grundforudsætninger. Derfor argumenterer vi for et økonomisk paradigmeskift i dansk økonomi. I kapitel 7 præsenteres konkrete politiske forslag til hvordan Danmark kan påbegynde omstillingen hen imod en økonomi i dynamisk ligevægt. Der diskuteres desuden hvilke nationaløkonomiske konsekvenser en implementering af forslagene vil have. I kapitel 8 diskuteres det hvorvidt forslagene der præsenteres i kapitel 7 har et større potentiale for at opfylde de to grundforudsætninger. Efterfølgende diskuteres det hvilke barrierer der modarbejder omstillingen af den danske økonomi. Til sidst fremføres forskellige løsningsforslag til hvordan selvsamme barrierer kan overkommes, så Danmark kan blive et foregangsland i den nødvendige omstilling af den globale økonomi. I kapitel 9 afsluttes specialet med en konklusion. Valg af empiri Dette projekt trækker på en lang række kvalitative og kvantitative kilder for mest optimalt at forklare de komplicerede sammenhænge mellem økonomi, samfund og miljø, som specialet omhandler. I forhold til at beskrive hvad en miljømæssig bæredygtig udvikling indebærer trækkes på et internationalt netværk af førende klima og miljøforskere der har udarbejdet en teori om ni planetare grænser, som har vundet stor international anerkendelse. Altså man kan ikke komme til en miljøkonference uden at den [teorien] på en eller anden måde dukker op. Så den har virkelig haft stor gennemslagskraft [Røpke interview: 1]. Eksempelvis arbejdede EU på at få konceptet om planetare grænser ind i slutdokumentet til klimatopmødet i Rio 2012, hvilket dog blev forhindret af USA og G-77 gruppen af udviklingslande [Richardson interview: 1]. Vi supplerer naturligvis denne forskning med andre kilder for på denne måde at forsøge at præsentere og anvende den bedste og nyeste naturvidenskabelige forskning på området. For at beskrive de samfundsmæssige og økonomiske sammenhænge benyttes en lang række bøger, forskningsartikler, rapporter, udgivelser og avisartikler. Disse kilder understøttes af 9 ekspertinterviews. 19

21 Ekspertinterviews Vi har gennemført ekspertinterviews med: Klima- Bygnings- og Energiminister Martin Lidegaard. Formand for Folketinget og tidligere Finansminister Mogens Lykketoft. Sekretariatsleder i det Økologiske Råd Christian Ege. Forkvinden for Klimakommissionen og en af forskerne bag teorien om de ni planetare grænser Katherine Richardson. Professor i økologisk økonomi fra Aalborg Universitet Inge Røpke. Journalist fra Information og forfatter til bogen, Den store omstilling, Jørgen Steen Nielsen Miljø-økonom og chefkonsulent i Det Miljøøkonomiske Råd Poul Schou Tidligere direktør i Dong Energy og nuværende formand for Copenhagen Cleantech Cluster Anders Eldrup. Videnschef i den grønne tænketank Concito og medlem af Natur- og landbrugskommissionen Torben Chrintz (telefoninterview). Disse interviews er blevet foretaget løbende gennem processen og har bidraget med megen forskellig essentiel viden vi har brugt til at forstå vores problemfelt langt dybere end vi ellers havde kunnet. I juni interviewede vi Inge Røpke, Poul Schou, Katherine Richardson, Martin Lidegaard og Mogens Lykketoft. I perioden fra juli til oktober interviewede vi Jørgen Steen Nielsen, Christian Ege, Anders Eldrup og Torben Chrintz. Ved alle vores interviews fremsendte vi et par dage før en interviewguide, som respondenten var velkommen til at læse. Interviewguiden var semistruktureret, og vi gav i selve interviewet rig plads til at respondenten kunne komme med anden relevant viden vi ikke havde spurgt ind til. Vi lavede en helt ny interviewguide til hver respondent da de har forskellige baggrunde og er eksperter på forskellige områder. De enkelte interviews gav særdeles relevant viden som vi brugte til at skræddersy den næste interviewguide efter den nye information. Det betød at vi kunne spørge en del respondenter om forskellige udsagn tidligere interviews havde givet, og på denne måde har vi til tider formået at beskrive holdninger og give modsvar. Gennem de skræddersyede interviewguides fik vi vist at vi besad viden om området, hvilket var med til at udligne den assymetriske magtfordeling der kan forefindes ved ekspertinterviews (Kvale & Brinkmann 2009: 147). Interviews med så centrale aktører inden for forskellige områder i både den akademiske og politiske arena har givet os en unik viden og forståelse der ellers kan være svær at opnå: 20

22 Martin Lidegaard og Mogen Lykketoft besidder begge magtfulde positioner i det politiske system og besidder derfor værdifuld viden omkring politiske processer og hvad der skal til for at skabe forandring. Inge Røpke og Katherine Richardson er begge forskere og har betydningsfuld viden om den nyeste akademiske forskning inden for økonomi og miljø. Poul Schou har en central rolle i Det Miljøøkonomiske Råd og anvendes i dette speciale som en repræsentant for mainstream økonomisk teori. Jørgen Steen Nielsen er journalist og besidder værdifuld viden om mediernes rolle og forskellige aspekter forbundet med omstillingen. Christian Ege og Torben Chrintz bidrager via deres ledende stillinger i danske NGOer med værdifuld indsigt i klima- og miljøproblematikken i en dansk kontekst. Anders Eldrup har indgående kendskab til grønne danske virksomheder, både offentlige og private, og bidrog med relevant viden omkring hvilke politiske virkemidler der kan facilitere en grøn omstilling. Det er vigtigt at understrege at vi er bevidste om at størstedelen af vores respondenter principielt er enige med os ift. behovet for en grøn omstilling af den danske økonomi. Dette giver os naturligvis et bias, men vi vurderede det var vigtigt at få adgang til deres ekspertviden om vores emne der omhandler så komplekse sammenhænge at vi havde brug for hjælp til at kunne forstå dem. For at tydeliggøre hvornår vi anvender vores unikke data fra vores interviews, har vi valgt at benytte klammer i stedet for parentes når vi henviser til dem. Vedlagt i appendix (på en CD) er interviewguides, transskriberede interviews for de 8 interviews, samt en godkendelse fra Torben Chrintz ifm. vores telefoninterview med ham. Citater fra de forskellige interviews er udvalgt af os og benyttes på forskellige tidspunkter i specialet hvor vi mener de er relevante. Valg af teori I vores speciale benytter vi os af teorien om en økonomi i en dynamisk ligevægt. Dette begreb blev udviklet af den økologiske økonom Herman Daly der dog brugte betegnelsen Steady State Economy (på dansk dynamisk ligevægtsøkonomi) (Daly 1997). Vi vælger at bruge udtrykket økonomi i dynamisk ligevægt, da vi synes at det er mere forståeligt, særligt fordi vi gerne vil adskille os fra neoklassiske økonomer der bruger generelle ligevægtsmodeller. Da vi ønsker at beskrive hvordan man omstiller den danske økonomi til en økonomi i dynamisk ligevægt, har vi haft brug for en mere specifik teori end Herman Dalys mere generelle betragtninger. Derfor har vi valgt den britiske tænketank New Economics Foundations plan The Great Transition (TGT). Denne plan blev udarbejdet i 2009 mhp. at beskrive, hvordan Storbritannien kan omstille sin økonomi til at være langt mere miljømæssigt bæredygtig og med et langt større socialt fokus. Nef er en veletableret tænke- og gøre tank der udarbejder innovative løsninger som udfordrer mainstream tænkning inden for økonomi, miljø og social udvikling (New Economic Foundation 2012). De har udgivet en lang række 21

23 forskellige publikationer der bl.a. uddyber forskellige aspekter af TGT, som fx forslag til reformer i den finansielle sektor. Dette betyder at TGT fremtræder gennemarbejdet og sammenhængende, hvilket er årsagen til at vi har valgt netop denne plan frem for andre, som fx rapporten Enough is Enough fra Center for the Advancement of a Steady State Economy. TGT er udviklet med henblik på Storbritannien, men nef understreger at deres løsninger kan implementeres globalt (Spratt et al. 2009: 1). Vi er selvfølgelig opmærksomme på at der er forskel på Storbritannien og Danmark, hvilket betyder at vi udelukkende bruger planen som inspiration. Derfor forsøger vi at skræddersy de konkrete politiske handlingsforslag som vi foreslår Danmark skal gennemføre, til Danmarks unikke situation. Valg af case Vi har valgt Danmark som case af flere årsager: For det første er Danmark et af verdens rigeste lande, og befinder sig dermed i den gruppe af lande hvor fortsat økonomisk vækst ikke længere er en nødvendighed. Samtidig er Danmark også et af de lande i verden med de største udledninger af drivhusgasser og et af de største økologiske fodaftryk (Færgeman 2012: 39 og Grooten et al 2012: 43). Disse fakta klassificerer Danmark som værende et af de lande hvor en ny økonomisk model er allermest tiltrængt. For det andet er det måske mere realistisk at kunne gennemføre en omstilling i Danmark fordi Danmark er kendetegnet ved at være førende på en række områder indenfor grøn teknologi [Lidegaard interview: 6 og Eldrup interview: 6-7] (Zarganis et al. 2009: 11). Derudover har Danmark en højt-udviklet infrastruktur og en velfungerende velfærdsstat der medfører Danmark får andenpladsen på Prosperity index over lande med den bedste velfærd (Legatum Institute 2012). Dette betyder at Danmark sandsynligvis vil have lettere ved at omstille sig end mange andre lande. En fjerde grund til at vælge Danmark er at vi selv er danskere og dermed kender dette land grundigt, hvilket giver os et bedre udgangspunkt for at kunne hjælpe med at skræddersy en omstilling til den nuværende økonomiske og politiske situation i Danmark. En femte grund er at det vil være langt lettere for os at lave vigtige interviews med nøgleaktører i Danmark fordi vi bor i Danmark og dermed lettere kan få kontakt til disse personer end vi vil have kunnet gøre hvis vi havde valgt et andet land. Der er altså en række årsager til at vi har valgt Danmark som en case og grundet den store kompleksitet der er forbundet med dette speciale har vi set det som strengt nødvendigt udelukkende at beskæftige os med et land. I Bent Flyvbjergs klassiske tilgang til casestudiet kan man i dette tilfælde karakterisere Danmark som en paradigmatisk case der potentielt kan danne skole (Flyvbjerg 1991: ). Årsagen er at Danmark har potentialet til at kunne gå forrest i den grønne omstilling. På denne måde kan Danmark vha. eksemplets kraft skabe en positiv fortælling om omstillingen, og på denne måde inspirerer andre lande. Dette kan forhåbentligt hjælpe til at igangsætte den nødvendige og ønskværdige omstilling af den globale økonomi (se kapitel 8). 22

24 Validitet En af de primære årsager til valget af en mixed-methods tilgang er at den styrker undersøgelsens validitet. Årsagen er at et langt bredere spektrum af kilder benyttes da der kan trækkes på både kvantitative og kvalitative kilder (Teddlie & Tashakkori 2009). De kilder vi anvender, er med til at belyse vores problemstillinger fra mange forskellige vinkler inden for felterne miljø, samfund og økonomi. Kombinationen af de robuste videnskabelige forskningsartikler og bøger, samt ekspertinterviews med personer med store kompetencer indenfor hver deres felt, understøtter gyldigheden af vores konklusioner. 23

25 KAPITEL 3: DE MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER AF DEN ØKONOMISKE UDVIKLING Som nævnt i metodeafsnittet mener vi at det bør være en grundforudsætning: At den økonomiske udvikling skal være miljømæssig bæredygtig. Forstået på den måde, at den giver fremtidige generationer mulighed for at leve tilfredsstillende liv. Dette kapitel vil undersøge hvorvidt den nuværende økonomiske udvikling, og de økonomiske modeller der lægger til grund for den, lever op til denne grundforudsætning. For at kunne finde ud af dette bliver vi nødt til først at undersøge miljøets nuværende tilstand hvilket gøres med udgangspunkt i den nyeste klima - og miljøforskning. Derefter vil vi undersøge årsagerne til disse problemer, hvor vi vil støtte os op ad den såkaldte IPAT-ligning der beskriver at belastningen af miljøet er givet af tre faktorer: antal mennesker, størrelsen af økonomien målt i gennemsnitsindkomst pr. indbygger i USD og den teknologiske intensitet af det økonomiske output målt i miljøbelastning pr. USD. Vi analyserer hver af de tre faktorer for at vurdere hvilken indflydelse hver enkelt har, herunder hvilke løsningsforslag mainstream økonomisk teori tilbyder og hvorvidt disse vil være tilstrækkelige. Kapitlet afsluttes med en diskussion af om mainstream økonomisk teori formår at sikre at den økonomiske udvikling er miljømæssig bæredygtig. Miljøets nuværende tilstand Stockholm Resilience Center samlede førende klima- og miljøforskere fra en række forskellige discipliner og universiteter verden over for at bestemme hvilke planetare grænser vores planet har. Dette var baseret på nyere miljøteorier omkring Earth System and resilience science, som de gerne ville udfolde i en detaljeret beskrivelse af hvordan jordens økosystemer fungerer, og hvordan vi kan bevare de bedste elementer fra den såkaldte holocene tidsperiode. Den holocene tidsperiode er speciel fordi den kun har eksisteret i år, og har været kendetegnet ved et relativt stabilt miljø. Denne stabilitet har været selve fundamentet for at mennesker stoppede med blot at udnytte naturen ift. udelukkende at hente føde fra den, til at investere i den ved at begynde at dyrke landbrug og gradvist udvikle mere komplekse samfund (Van der Leeuw 2008). Den nuværende højt udviklede menneskelige civilisation hviler altså på det stabile fundament som den holocene tidsperiode har tilvejebragt, og denne udgør det eneste globale miljø som vi er sikre på er et safe operating space for menneskeheden (Steffen et al. 2011: 747). 24

26 Figur 1. Denne figur viser udviklingen i temperatur over de sidste år, herunder særligt at der kun har været en relativ stabil temperatur de sidste år og denne periode kaldes den holocene periode (Young and Steffen 2009 i Rockström et al. 2009: 3). Hvis man kigger på ovenstående graf, kan man se at indenfor de sidste år er det kun i de sidste år, at der har været stabile høje temperaturer som netop har dannet udgangspunktet for at den menneskelige civilisation kunne videreudvikle sig. Faktisk er den holocene tidsperiode så unik at man kan kigge 70. mio. år tilbage i tiden uden at finde en lignende tilstand, da der historisk set har været meget voldsomme temperatursvingninger (Steffen et al. 2011: 748). De seneste århundreders menneskelige aktiviteter har dog haft en stor indflydelse på vores planets klima, hvilket har resulteret i at flere forskere mener, at vi er gået ind i en ny tidsperiode, som bliver kaldt den antropocene tidsperiode. Betegnelsen antropocen henviser til, at de menneskelige aktiviteter udgør den dominerende drivkraft for forandringer på jorden (Steffen et al. 2007). Problemstillingen er at de omfattende menneskelige aktiviteter er i gang med at ødelægge de dynamikker der har sørget for at fastholde dette stabile klima på vores planet. Vi er i gang med at nedbryde de økosystemer der har sørget for en stor modstandsdygtighed i naturen, og dette kan betyde at vi kan risikere at ødelægge det klima der har muliggjort at mennesker i de sidste år har kunnet sprede sig med en hidtil uset hastighed. I en nyere artikel fra 2011 beskriver forskerne (som stort set er de samme som gruppen bag teorien om de planetare grænser) at vi højst sandsynligt definitivt har forladt den holocene tidsperiode, og i stedet skal indstille os på at få den antropocene tidsperiode til at fungere bedst muligt. Hvis vi formår at gøre dette vil vi muligvis kunne bevare de væsentligste aspekter af den holocene tidsperiode, der vil bidrage til at forhindre voldsomme ændringer på vores planet 6 (Steffen et al. 2011). 6 Nyere klimaforskning, kaldet Complex system perspective, beskriver at Jorden traditionelt set har varieret mellem stadier af istid eller mellemistid, og for at bevare den nuværende mellemistid som vi befinder os i (den holocene/antropocene tidsperiode) er det essentielt at sikre en høj modstandsdygtighed i naturens økosystemer (Steffen et al. 2011). 25

27 Omfanget, hastigheden og kompleksiteten af det 21. århundredes udfordringer antyder at tiltag der er baseret på marginale ændringer af den nuværende retning for den menneskelige civilisation lappeløsninger risikerer at medføre et kollaps for store befolkningsgrupper eller for dagens globaliserede samfund som sådan. (Steffen et al. 2011: 752). Som citatet viser, kan det få meget alvorlige konsekvenser hvis den nuværende kurs ikke ændres radikalt. Det er netop i denne sammenhæng at forskerholdet foreslår at man definerer nogle planetare grænser, som skal hjælpe til at fastholde økosystemernes modstandsdygtighed, og bevare de vigtigste elementer fra den holocene tidsperiode. Det er svært at præcisere eksakte planetare grænser, fordi vi ganske enkelt ikke ved nok om hvordan naturen fungerer, så derfor vil alle grænser naturligvis være baseret på skøn 7. De ni planetare grænser definerer altså de grænser som menneskeheden skal holde sig indenfor, hvis vi vil være sikre på at undgå store menneskeskabte miljømæssige forandringer på globalt niveau. Forskerholdet præsenterer ni planetare grænser, som er klimaforandringer, forsuring af havene, stratosfærisk ozon, biokemisk nitrogen (n) cyklus og fosfor (p) cyklus, global ferskvandsforbrug, forandring i landsystemer, raten for tab af biodiversitet, kemikalier og atmosfærisk partikelforurening (Rockström et al. 2009: 1) Følgende figur viser den foreslåede grænse og den aktuelle status for de første 7 af de 9 planetare grænser. De sidste 2 grænser er endnu ikke blevet defineret, da det på nuværende tidspunkt er alt for komplekst 8. 7 Rockström et al. beskriver, at så længe vi holder os indenfor den planetare grænse, vil vi have det de kalder et safe operating space. Når vi bevæger os ud over grænsen, vil vi nå ind i en zone of uncertainty. For nogle planetare grænser kan der være en særlig tærskel, og hvis den overskrides, som fx ved CO2, kan det medføre irreversible forandringer. Fx. hvis mængden af CO2 i atmosfæren når over et bestemt punkt vil udbredelsen af land-is forsvinde med dramatisk hast, og kan måske ikke stoppes (Rockström et al. 2009: 3-6). 8 Da der er hundredetusinder af forskellige kemikalier, og kun et fåtal er blevet grundigt undersøgt, finder forskere det ikke umiddelbart muligt at sætte en specifik grænse for kemikalier på nuværende tidspunkt. Ift. luftforurening finder forskerne det svært at definere en specifik planetar grænse fordi der er mange forskellige partikler der forurener luften og de kommer fra vidt forskellige kilder samt har vidt forskellige effekter (Rockström et al. 2009). 26

28 Figur 2. Denne figur viser 7 af de 9 planetare grænser og beskriver den foreslåede grænse og aktuelle status for hver enkelt grænse. Figuren er taget fra Jørgen Steen Nielsens bog Den store omstilling (Nielsen 2012: 51) og er baseret på den omtalte artikel om de planetare grænser. (Rockström et al. 2009). Ifølge Rockström et al. er det dermed nødvendigt, at vi holder os indenfor disse ni planetare grænser fordi vi risikerer irreversible forandringer i tilfælde af en overskridelse. Overskridelsen af en enkelt planetar grænse kan desuden føre til at grænseværdien for andre grænser må ændres, fordi økosystemerne bliver nedbrudte og har mindre modstandsdygtighed end før. Fx kan interagerende processer drevet af forandringer i brug af landjord og klima føre til, at Amazonas-regnskoven bliver forvandlet til savannelignende vegetation i slutningen af det 21. århundrede. Dette vil ikke kun have regionale effekter, men kan medføre temperaturforandringer i områder så langt væk som Tibet pga. den måde klimaet hænger sammen på. Der kan derved komme mindre regn i Tibet, hvilket kan betyde en stor forskel for de 750 millioner mennesker der bor i regionen. Ifølge forskerne er det altså altafgørende at vi holder os indenfor de ni planetare grænser, fordi det kan have uoverskuelige konsekvenser at overskride bare én af dem (Rockström et al. 2009: 19-20). Uheldigvis har menneskeheden med den nuværende udvikling allerede overskredet tre af disse planetare grænser, og på denne måde har vi bragt os i en farlig situation (Rockström et al. 2009: 20-21). I det følgende vil vi beskrive de 27

29 tre planetare grænser der er overskredet, og hvilken effekt dette har, samt kort komme ind på de resterende planetare grænser. Den første planetare grænse, der er overskredet, er klimaforandringer 9. Som beskrevet i IPPC s nyeste klimarapport fra 2007 er der allerede sket betydelige klimatiske ændringer som følge af øgede drivhusgasudledninger. I den præindustrielle tidsalder var mængden af CO 2 i atmosfæren 280 ppm, og er siden steget dramatisk til 387 ppm i år 2009 (Rockström et al. 2009: 1). IPCCs rapport fra 2007 vurderer at uden yderligere klimapolitikker vil temperaturen globalt set stige med ca. 1,8 grader til ca. 4 grader (IPCC, 2007: 45). Der er dog tegn på at IPCCs rapport fra 2007 sandsynligvis er alt for optimistisk ift. hvilke temperaturstigninger der vil ske uden en radikal kursændring. IPCC indregner kun hurtige feedback 10 mekanismer i naturen, men NASA s klimachef James Hansen har sammen med en gruppe andre forskere lavet beregninger der inkluderer både langsomme 11 og hurtige feedback mekanismer i naturen, og som medfører væsentligt højere temperaturstigninger. Ifølge Hansen et al.s studie vil der ske temperaturstigninger på ca. 6 grader, med en rækkevidde fra 4-8 grader celsius (Hansen et al. 2008). Dette bekræftes af forskning fra det Internationale Energiagentur (IEA), der viser at vi er på vej mod en temperaturstigning på 6 grader, og har brug for akut at ændre kurs ift. at reducere CO2 udledninger (IEA 2011). Rockström et al. skriver at de nuværende klimamodeller i signifikant grad risikerer at undervurdere alvorligheden af fremtidige klimaforandringer på lang sigt. Dette har gjort, at det i brede forskningskredse bliver foreslået at gå væk fra målet om en CO 2 koncentration i atmosfæren på 450 ppm, og at man i stedet satte en CO 2 koncentration på 350 ppm som målet (Rockström et al. 2009: 10) var året hvor de globale CO 2 udledninger steg med 5,9 pct. og derfor var det højeste niveau nogensinde (Global Carbon Project 2011). Konsekvenserne af den vedvarende stigning i CO2 udledninger kan blive katastrofale og forårsage at menneskeheden definitivt forlader den holocene tidsalder og kommer til at leve på hvad NASA s klimachef James Hansen kalder en helt anden planet (Nielsen, 2012:60). Den anden grænse, der er overskredet, er biodiversitet, fordi dyre - og plantearter overalt på jorden er truet og bliver udryddet med en ekstrem hastighed. Dette medfører at den modstandsdygtighed biodiversitet ellers giver til jordens økosystemer bliver nedbrudt. Biodiversitet er med til at vedligeholde økosystemers funktion samt serviceydelser og er med til at forhindre økosystemer i at udvikle sig i uønskede retninger (Folke et al. 2004). Tabet af biodiversitet har omfattende konsekvenser og en foreløbig rapport til Europaparlementets 9 Denne planetare grænse er desuden lidt speciel fordi den involverer to grænser; 350 ppm CO2 og 1 watt strålingspåvirkning pr. m 2 over det industrielle niveau. Begge disse er overskredet, dog vil vi ikke gå mere i dybden med dette. 10 Hurtig feedback: Ændringer i vandfordampning, skyer samt sø- og havis (Rockström et al. 2009: 32). 11 Langsom feedback: Reduceret mængde af isdække, ændringer i distribuering af vegetation og oversvømmelse af kontinentalsokler (Rockström et al. 2009: 32). 28

30 miljøudvalg konkluderede i januar 2011 at faldet i biodiversitet koster Europa 450 mia. euro om året (Alliance of Liberals and Democrats for Europe 2012). Siden påbegyndelsen af den antropocene tidsalder har mennesker forøget raten af udryddelser af arter med gange de rater der har været typiske i jordens historie 12 (Rockström et al. 2009: 15). Udryddelse af biodiversitet kan altså være med til at nedbryde vores planets modstandsdygtighed og bidrage til at det miljø, der kendetegnede den holocene tidsalder ændres til stor skade for menneskeheden. Den sidste planetare grænse, der er overskredet, er kvælstof-cyklussen. Menneskelige aktiviteter omsætter mere kvælstof fra atmosfæren til reaktive former end samtlige af planetens jordlige processer tilsammen. Selvom det primære formål for meget af det nye reaktive kvælstof er at forbedre fødevareproduktionen via fertilisering, ender meget af det til sidst ude i miljøet, hvor det forurener vandveje og kystlige zoner. Globalt set fungerer reaktivt kvælstof som en slags langsom variabel, der gradvist ødelægger modstandsdygtigheden af vigtige subsystemer på jorden 13. Hvis menneskehedens industrielle aktivitet ikke ændres radikalt, og særligt landbruget 14 kan det med tiden skabe nogle meget store udfordrninger da denne planetare grænse allerede er overskredet i temmelig høj grad (Rockström et al. 2009: 12-13). Den nuværende kvælstofudledning er på 121 megaton pr. år, hvilket er væsentligt højere end den fastsatte grænse på 35 megaton pr. år (Rockström et al. 2009: 19). Den anden del af denne grænse, der handler om fosfor udledninger er endnu ikke overskredet, men vil snart blive det hvis den nuværende udvikling fortsætter. Dette er særdeles alvorligt fordi fosfor er helt nødvendigt i fremstillingen af fødevarer, da det er et essentielt næringsstof for planter. Det nuværende fosforforbrug er uden for enhver tvivl stærkt ikke-bæredygtigt, og en fortsættelse af dagens ødsle praksis udgør en trussel mod den moderne civilisations overlevelse. (Sverdrup og Ragnarsdottir: Under udg.). Ifølge Katherine Richardson er fosfor et centralt problem fordi det er en ressource som der ikke eksisterer noget alternativ til. Derfor er vi nødt til at anvende forsigtighedsprincippet og sørge for at sikre genanvendelse [Richardson interview: 9]. Tre af de ni planetare grænser er altså allerede overskredet og adskillige andre vil i den kommende årrække højst sandsynligt nærme sig grænsen. Den stigende befolkning på jorden vil kræve mere og mere ferskvand, 12 Den nuværende globale udryddelsesrate er mere end 100 rater pr. million arter pr år, hvor det tidligere hen har været fra 0,1-1 pr. million arter pr. år. Desuden forventes det at den nuværende globale udryddelsesrate vil stige tifold (Rockström et al. 2009: 15). 13 En undtagelse er nitrat-oxid som er en af de vigtigste drivhusgasser og som derfor fungerer som en systemisk drivkraft i klimaforandringerne (Rockström et al. 2009: 12-13). 14 Rockström et al. foreslår drastisk at nedsætte landbrugets udledning af kvælstof fordi det vil hjælpe til både at gøre havene renere, bidrage til at kunne producere fødevarer mere effektivt og mindre forurenende, og det vil i det hele taget beskytte økosystemer overalt på jorden i at blive belastet af reaktive former for kvælstof (Rockström et al. 2009: 12-13). 29

31 særligt i forbindelse med dyrkelse af landbrug, og dette vil betyde at vi vil nå til grænsen for hvilken mængde af ferskvand vi kan tillade os at bruge (Rockström et al. 2009: 15-16). Mogens Lykketoft forklarede at i den nordlige del af Kina, hvor 45 pct. af landets befolkning på 1,3 mia. mennesker bor, er vandmangel allerede et stort problem. Situationen er meget alvorligt, fordi den nuværende vandforsyning er baseret på at isen smelter hurtigt i Himalaya, og dermed i en kort periode giver ekstra vand, hvilket dog ikke vil fortsætte. Dette kan betyde at flere hundrede mio. mennesker skal flyttes væk fra det nordlige Kina og til andre dele af landet, hvilket illustrerer at der allerede er alvorlige lokale problemer omkring vandmangel [Lykketoft interview: 2]. Ozonlaget har der været en rimelig stor succes med at bevare gennem Montreal-protokollen, og i dag er nedbrydelse af ozon i atmosfæren ikke en alvorlig trussel, selvom den nedbrydelse der allerede er sket, kommer til at have langvarige effekter (Rockström et al. 2009: 12). Forsuring af havene er derimod et større problem, fordi den stigende mængde af CO 2 i atmosfæren betyder, at havene optager mere og mere CO 2 hvilket bidrager til yderligere forsuring 15 (Rockström et al. 2009: 10-12). Øget forsuring af havene kan ende med at have voldsomme konsekvenser for de tjenesteydelser havet leverer. Havet er den største optager af atmosfærisk CO 2, hvilket bidrager til at stabilisere klimaet, og dette begrænser omfanget af klimaforandringerne (Steffen et al. 2011: 740). Den sidste planetare grænse, der indtil videre er defineret, er brug af landjord, og her vil den øgede menneskelige befolkning sandsynligvis også resultere i en stigning af areal der anvendes til landbrug, hvilket vil betyde en overskridelse af denne grænse (Rockström et al. 2009: 16-17). De to planetare grænser partikelforurening i luften og kemikalier har som tidligere nævnt endnu ikke fået defineret en eksakt grænse. Begge faktorer har meget skadelige indflydelser på den menneskelige sundhed fordi mange mennesker dør som følge af luftforurening, og fordi kemikalier medfører alvorlige fysiske og psykiske sygdomme. Desuden skader både luftforurening og kemikalier miljøet på en lang række områder, hvilket belaster de andre planetare grænser, og dermed indirekte påvirker det menneskelige velvære (Rockström et al. 2009: 18-19). Den konventionelle miljødebat centrerer sig hovedsageligt omkring klimaforandringer og CO 2 udledninger, men som Rockström et al.s forskning viser, er fundamentet for den menneskelige civilisation, det stabile miljø der kendetegnede den holocene tidsperiode, alvorligt truet på en række områder. Dette tyder på at der er nogle fundamentale problemer i den måde den menneskelige civilisation lige nu er indrettet på. Næste afsnit undersøger hvilke faktorer, der bidrager til disse menneskeskabte problemer. 15 Resultatet af dette er, at en hel række skaldyr får svært ved at danne deres skal pga. det forsurede vand, og hastigheden af forsuringen er mindst hundrede gange hurtigere end på noget andet tidspunkt i de sidste tyve millioner år (Rockström et al. 2009: 10-12) 30

32 Årsagerne til de tiltagende globale klima og miljøproblemer Den såkaldte IPAT-ligning beskriver, at belastningen af miljøet (I for intensity) er produktet af den menneskelige population (P for population) ganget med indkomstniveauet (A for affluence) ganget med den teknologiske intensitet af det økonomiske output (T for technology). Disse tre ovenstående faktorer er afgørende for hvilken økologisk belastning den menneskelige civilisation udsætter naturen for, og dette afsnit vil gå i detaljer med hver af dem (Steffen et al. 2011: 743). Den menneskelige population På nuværende tidspunkt er der lidt mere end 7 mia. mennesker på jorden, og ifølge FN s prognoser vil der i 2050 være mellem 8 og mere end 10 mia. mennesker (O Neill et al. 2011: 51). Det synes logisk at flere mennesker på jorden vil kræve et større ressourceforbrug for at tilfredsstille disse menneskers behov, og at den voldsomme vækst i antallet af mennesker på jorden gennem de sidste århundreder desuden har været en medvirkende årsag til de klima- og miljøproblemer vi har i dag. Der er dog en vis uenighed om hvor stort problem størrelsen af den menneskelige befolkning er. Steffen et al. skriver at stigningen i den globale BNP udgør en langt større miljømæssig udfordring end tilvæksten i befolkningen (Steffen et al. 2011: 746). Inge Røpke udtalte at størrelsen af den menneskelige befolkning helt sikkert er et væsentligt spørgsmål og at der er behov for at gøre noget ved det både i Danmark og globalt set [Røpke interview: 3]. Katherine Richardson mente derimod at befolkningsspørgsmålet er et for politisk betændt emne, og da det i forvejen er en stor udfordring at få sat fokus på miljøproblematikker, mente hun at man skal vælge sine kampe med omhu [Richardson interview: 5]. Nogle gange bliver overbefolkning beskrevet som et nord-syd spørgsmål, men nogle af de tættest befolkede lande findes i det globale nord, samtidigt med at den største befolkningstilvækst findes i det globale syd. På denne måde er overbefolkning et globalt problem og befolkningsniveauer i alle lande skal stabiliseres eller reduceres, hvis den økologiske belastning af planeten skal reduceres. Heldigvis er denne udfordring ikke helt så uoverskuelig som man kunne frygte, for forskning tyder på at ved af give uddannelse, øge adgangen til prævention og give lige rettigheder til kvinder kan befolkningen stabiliseres. Det vurderes desuden at 40 pct. af alle graviditeter egentligt er uønskede, hvilket tyder på at det er muligt at finde konstruktive løsninger på befolkningstilvæksten. O Neill et al. skriver at der i dag snarere er lovgivning der forsøger at fremme befolkningstilvækst, fx ved at give økonomisk støtte til mennesker der får børn særligt i rige lande. Der argumenteres for at der generelt er en manglende vilje til at erkende, at det er nødvendigt at begrænse antallet af mennesker på jorden, hvis klima og miljøproblemerne skal løses (O Neill et al. 2011: 51). Vi vil dog ikke senere i specialet gå videre ind i problemstillingen omkring befolkningsantal. 31

33 Indkomstniveauet Den anden faktor der er væsentlig, er størrelsen af den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger. Væksten i den globale økonomi er faktisk langt mere omfattende og betydningsfuld end væksten i befolkningsstørrelse, fordi den globale økonomi er vokset så meget i de sidste århundreder. I år 1900 var den samlede globale økonomi på 2 billioner USD i år 1950 var den på 5,3 billioner USD og i år 2011 var den vokset til 55 billioner USD. I løbet af hundrede år er den globale økonomi altså blevet næsten 30-doblet og i sammenligning steg den globale befolkning fra 1,8 mia. i år 1900 til 7 mia. i 2011 (Steffen et al. 2011: 744). Figur 3. Denne figur viser udviklingen i det globale materialeforbrug (der inkluderer mineraler, biomasse og fossile brændstoffer) fra 1900 til 2005 (Krausmann et al. i O Neill et al. 2010: 25). Den voldsomme vækst i den globale økonomi er forbundet med en voldsom vækst i globalt materialeforbrug, hvilket ovenstående graf tydeligt viser, og nedenstående graf uddyber. 32

34 Figur 4. Denne figur viser udviklingen i bruttonationalprodukt, materialeforbrug og materialeintensitet i perioden Informationen er taget fra SERI (Sustainable Europe Research Institute) (O Neill et al. 2010: 51). Det globale materialeforbrug er ifølge SERI (se ovenstående graf) vokset med 50 pct. i perioden , og selvom en reduktion i materialeintensiteten er opnået (altså hvor meget materiale der forbruges pr. dollar) hænger den store tilvækst i globalt BNP tæt sammen med den store tilvækst i materialeforbrug. Der er en tydelig sammenhæng mellem væksten i den globale økonomi og de mange klima og miljøproblemer, fordi væksten resulterer i et øget materialeforbrug der lægger yderligere pres på jordens økosystem. Organisationen Global Footprint Network har været med til at udbrede information om konceptet det økologiske fodaftryk som handler om hvor mange ressourcer menneskeheden bruger hvert år, ift. hvor mange ressourcer jorden kan gendanne på samme tid. Deres beregninger fra 2011 viser at vi nu bruger ressourcer med en hastighed som det vil kræve mellem 1,2 og 1,5 planeter at understøtte på bæredygtig vis (Global Footprint Network 2011). Det er selvfølgelig vanskeligt fuldstændigt præcist at udregne dette, men der er meget der tyder på at den menneskelige aktivitet belaster planeten langt mere end hvad der er bæredygtigt, og dette er en af hovedårsagerne til de mange klima og miljøproblemer vi lider under i dag. Væksten i den globale økonomi er altså et alvorligt problem, og et af de mest kendte løsningsforslag på dette problem er begrebet grøn vækst. Konceptet indebærer en erkendelse af problematikken omkring traditionel økonomisk vækst og et ønske om at gøre fremtidig vækst mere miljøvenlig gennem særligt grøn teknologi. Næste afsnit vil gå i detaljer med begrebet grøn vækst for at undersøge om det er en hensigtsmæssig løsning. 33

35 Den teknologiske intensitet Som Rockström et al. viser foregår der en gradvist og accelererende overskridelse af de ni planetare grænser, hvilket er relateret til stigende udledninger af drivhusgasser, øget brug af kvælstof og fosfor og brug af vandressourcer, tiltagende omlægning af landjord til landbrug og stigende udledning af kemikalier og luftforurening. Dette hænger naturligvis sammen med befolkningstilvækst og global økonomisk vækst pr. indbygger, men selve kvaliteten af vores teknologi, vores teknologiske intensitet er væsentlig ift. hvor mange ressourcer vi forbruger pr. USD. Som nævnt i forrige afsnit fremhæves grøn vækst som et holdbart løsningsforslag til klima og miljøudfordringerne, hvilket også er beskrevet i problemfeltet. Den britiske økonomiprofessor Tim Jackson stiller i sin bog Prosperity without growth spørgsmålstegn ved ideen om fortsat økonomisk vækst og om at teknologisk udvikling er tilstrækkeligt til at løse klimaproblemerne. Jackson skriver at ift. klimaforandringer er det nødvendigt med absolutte reduktioner i de globale udledninger af carbon på pct. i 2050, hvis man skal nå IPCCs stabiliseringsmål om 450 parts pr. million (ppm) (Jackson 2009: 67-73). Jackson præsenterer et interessant regnestykke mhp. om det er muligt at løse udfordringerne med klimaforandringerne vha. teknologiske forbedringer: I 2007 var den gennemsnitlige carbonintensitet på 768 gram CO 2 pr. dollar på verdensplan 16. Ifølge FNs prognoser er det sandsynligt at verdens befolkning vil stige til 9 milliarder mennesker i Hvis disse beregninger godtages, og det samtidig antages at den gennemsnitlige indkomst pr. borger på verdensplan stiger med 1,4 pct. pr. år (som den har gjort siden 1990), er det nødvendigt at teknologien forbedres med 7 pct. pr. år, hvis FNs klimamål skal opnås. I 2050 vil den gennemsnitlige carbonintensitet af det økonomisk output skulle være 36 gram CO 2 pr. dollar, hvilket er 21 gange lavere end det nuværende globale gennemsnit. Hvis der til regnestykket tilføjes antagelser om at det bør være et mål at den globale ulighed reduceres, så alle lande når et økonomisk udviklingsniveau som det gennemsnitlige i EU og der desuden indregnes en 2 pct. vækst pr. år (hvilket er en basis forudsætning i de nuværende økonomiske modeller) må carbonintensiteten i 2050 pr. dollar ikke være mere end 6 gram CO 2 pr. dollar. Det er næsten 130 gange mindre end den nuværende gennemsnitlige carbonintensitet! I et scenarie med fortsat økonomisk vækst skal teknologien altså forbedres med en faktor på mellem 20 og 130 for at kunne opfylde FN s klimamål, en udvikling der fremstår urealistisk da det indtil videre ikke er tegn på at det er muligt at opnå den nødvendige afkobling mellem BNP og udledning af CO 2 (Jackson 2009: 78-82). Som tidligere omtalt vurderer klimaforskere desuden at grænsen på 450 ppm er for optimistisk, og i stedet foreslået en ny grænse på 350 ppm. Tim Jacksons beregninger kan i dette lys siges at være for optimistiske da de er baserede på en grænse på 450 ppm. 16 Eksempelvis har Japan en intensitet på 244 og Storbritannien en intensitet på 347, så nogle lande er altså klart mere teknologisk udviklede end andre (Jackson 2009: 81). 34

36 Der er altså noget der tyder på at grøn vækst ikke vil være en tilstrækkelig løsning på de omfattende klima- og miljømæssige udfordringer. Afdelingschef Ulrich Hoffmann fra FN s handelsorganisation UNCTAD har i et notat opsummeret de barrierer der gør en satsning på grøn vækst problematisk. Han skriver for det første, at det er tvivlsomt hvorvidt de nødvendige reduktioner i klimabelastningen kan gennemføres hurtigt nok, hvis økonomien samtidigt vokser. For det andet er der problemet omkring det såkaldte Jevons paradoks, der indebærer at forbedringer i ressourceeffektivitet ofte blot medfører øget forbrug, hvilket delvist neutraliserer forsøget på afkobling. For det tredje er tilsyneladende gevinster med bl.a. CO 2 reduktion i I-lande falske fordi de er opnået ved at flytte CO 2 belastende produktion ud af landet. For det fjerde kræver vedvarende energi et langt større relativt energi-, råstof- og arealforbrug end den gammeldags energiintensive olie, dette udgør en stor udfordring der vil blive forøget, hvis økonomien samtidigt vokser. For det femte forudsætter en grøn vækst økonomi en så stærk satsning på energirelateret biomasseproduktion, at det koster på naturen og vil modarbejde bæredygtighed (Hoffmann 2011). Hans konklusion er: Der er grund til at betvivle, at grøn vækst virkelig kan bane vej for de kolossale forandringer, der er krævet med den knappe tid, der er til rådighed. (Hoffmann 2011). Som graferne der illustrerede det globale ressourceforbrug i forrige afsnit indikerede, og som Jackson og Hoffmann har uddybet, er der altså nogle alvorlige problemer forbundet med den fortsatte vækst i den globale økonomi. Inge Røpke delte denne skepsis overfor grøn vækst som løsning, og understregede at der bliver nødt til at blive sat ind ift. alle tre faktorer af IPAT-ligningen. Hun mente altså at det både er nødvendigt at gøre noget ved befolkningens størrelse, økonomiens størrelse og måden vores teknologi eller industri fungerer på [Røpke interview: 10]. Mogens Lykketoft og Jørgen Steen Nielsen er begge enige i at ønsket om fortsat økonomisk vækst udgør et stort problem, og at det er nødvendigt at begynde at kigge efter andre løsninger [Lykketoft interview: 5] (Nielsen 2012). Martin Lidegaard var dybt bekymret over omfanget af klima og miljøproblemerne, men usikker på om et opgør med vækst er hensigtsmæssigt. Årsagen var at han mente det vigtigste er at få gennemført de nødvendige reformer så hurtigt som muligt, og at et opgør med vækst kunne besværliggøre processen. Desuden var han i tvivl om hvorvidt et fravær af vækst ville betyde langt mindre innovation og udvikling [Lidegaard interview: 1, 2 og 4]. Katherine Richardson var også enig i problematikkerne omkring økonomiens størrelse, men mente heller ikke at den mest centrale udfordring er et opgør med begrebet økonomisk vækst. Hendes opfattelse var at økonomisk vækst højst sandsynligt ikke er muligt på lang sigt og at økonomien derfor mere eller mindre af sig selv vil stoppe med at vokse. I denne forbindelse mener Richardson at det er vigtigere at fokuserer på hvordan ressourceeffektiviteten forbedres, frem for at vi strander i en debat om nedsat forbrug. Hendes største frygt var at netop denne debat ville skræmme almindelige mennesker, og ikke ville kunne skabe tilstrækkelig folkelig opbakning til at gennemføre at de nødvendige reformer, som hun bl.a. har været med til at beskrive i klimakommissionens arbejde [Richardson interview]. Poul Schou mente ikke at det er nødvendigt at sætte ind mod økonomisk vækst som 35

37 sådan, og han fremhævede i interviewet at han forestiller sig at man sagtens kan fortsætte med økonomisk vækst i i hvert fald 100 år. I denne forbindelse er det blot nødvendigt, at man får gennemført en effektiv regulering af CO 2 udledninger hvilket Poul Schou mener, skal gøres gennem én global aftale om prissætning eller kvoteregulering der skal indføres af, hvad han kalder, verdensregeringen [Poul Schou interview: 4 og 7]. Blandt vores interviewpersoner har der altså været forskellige holdninger til begrebet grøn vækst. Bortset fra Poul Schou var der bred enighed om at der er nogle store problemer ved fortsat at forfølge økonomisk vækst. Der var dog forskellige opfattelser af hvordan udfordringer imødegås mest hensigtsmæssigt. Vi mener selv at de historiske sammenhænge mellem vækst i BNP og vækst i materialeforbrug på en lang række områder tydeligt indikerer, at grøn vækst virker som en urealistisk løsning grundet omfanget af klima og miljøproblemer. Overordnet set finder vi dog Poul Schous opfattelse særligt relevant da vi antager at hans holdninger på dette område deles af flertallet af mainstream økonomer. Derfor vil vi vende tilbage til hans argumentation i diskussionsafsnittet. Som vi har beskrevet er der meget der tyder på at teknologisk innovation ikke i sig selv vil være nok til at i tilstrækkelig grad at begrænse presset på planeten og bevare de vigtigste elementer fra den holocene tidsperiode. Så længe antallet af mennesker og størrelsen af økonomien vokser, er forbedringer af den teknologiske intensitet utilstrækkelige. Under alle omstændigheder er det essentielt at forbedre den teknologiske intensitet for gradvist at mindske presset på jordens økosystemer og udnyttelsen af ressourcer. Vi mener at der konsekvent bør satses på at forbedre den teknologiske intensitet frem for opnåelsen af økonomisk vækst. McKinsey Global Institute udgav i november 2011 en store rapport med titlen Resource Revolution: Meeting the world s energy, materials, food and water needs. Rapporten har fået stor opmærksomhed, og blev rosende omtalt af både Katherine Richardson og Anders Eldrup [Richardson interview: 3, Eldrup nterview: 15]. Rapporten beskriver at efterspørgslen efter energi, materialer, fødevarer og vand vil fortsætte med at stige de næste år, særligt fordi at der i de næste 20 år antages at komme op til 3 milliarder flere middelklasseforbrugere. Dette indebærer at det vil være nødvendigt at øge udbuddet af ressourcer og samtidigt drastisk forbedre den produktivitet med hvilket ressourcer bliver udvundet, konverteret og brugt. For at kunne overkomme de store udfordringer der vil være forbundet med at gennemføre den nævnte ressourcerevolution vil det kræve handling på lokale, nationale, regionale og globale niveauer. Forfatterne af rapporten forslår at politikere især bør overveje handling på tre brede fronter: For det første skal de sikre stærkere og vedholdende prissignaler for at sikre forbedret udnyttelse af ressourcesystemet. Samtidig skal de overveje at afskaffe de mere end 1000 milliarder USD de i dag giver i subsidier til ressourcer, herunder energi, landbrug og vand, der er med til at holde priser kunstigt nede og fremme ineffektiv brug af disse ressourcer. For at håndtere klimaforandringer skal regeringer desuden sikre at 36

38 ressourcepriser reflekterer deres miljømæssige påvirkning, fx gennem mekanismer som prissætning af CO 2. For det andet skal de sikre at tilstrækkelig kapital er til rådighed og håndtere markedsfejl forbundet med ejendomsret, incitamenter og innovation. For det tredje skal de sikre samfundets langsigtede modstandsdygtighed gennem at skabe opmærksomhed om ressourceproblemer, beskytte de mest udsatte i landet, uddanne forbrugere og virksomheder i at ændre adfærd og forbedre adgangen til moderne energi til verdens mest udsatte samfund (Dobbs et al. 2011: 1-20). McKinsey beskriver at fremtidens primære udfordring for særligt den private sektor er at sætte ligeså stor vægt på ressourceeffektivitet som man tidligere har gjort på arbejdskraft og kapital. Målet er at skabe en cirkulær økonomi hvor ressourcer i højere grad genanvendes (Dobbs et al. 2011: og ). Det er dog vigtigt at forstå at rapporten ikke beskæftiger sig med problematikker omkring fortsat økonomisk vækst, og samtidigt tager udgangspunkt i en grænse på 450 ppm for CO 2 (Dobbs et al. 2011: 14) frem for 350 ppm som førende klimaforskere anbefaler. Rapporten sætter altså fokus på hvor meget der kan vindes ved at forbedre ressourceeffektiviteten, men det virker tvivlsomt at dens forslag skulle være nok i en situation med stigende befolkning og stigende globalt forbrug drevet af økonomisk vækst. Diskussion Vi står altså overfor en række omfattende klima og miljøudfordringer der hænger tæt sammen med befolkningstilvækst, økonomisk vækst og måden vi anvender ressourcer på. Denne diskussion har som formål at vurdere om de løsningsforslag mainstream økonomi præsenterer er tilstrækkelige, eller om de snarere er med til at forstærke problemernes omfang. Som vi viste i problemfeltet er både neoklassiske og keynesianske økonomer primært optagede af hvordan man mest effektivt kan få væksten tilbage i den globale økonomi, selvom de er dybt uenige om metoderne til dette. Vi har prøvet at beskrive hvordan økonomisk vækst, også selvom den betegnes som grøn, er et dybt problematisk begreb fordi det højst sandsynligt vil lede til et større ressourceforbrug. Årsagen til at vi har valgt at give en detaljeret beskrivelse af nutidens klima og miljøproblemer er at vi ville vise omfanget af disse, samt hvordan de er dybt forbundet med måden vi har valgt at indrette vores samfund på. Planetens økosystemer er yderst pressede af de menneskelige aktiviteter, men alligevel fokuserer mainstream økonomer på hvordan man kan øge BNP og altså øge omfanget af de økonomiske aktiviteter. Egentligt kan meget af diskussionen relateres til forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Mainstream økonomi har en opfattelse af at hvis efterspørgslen stiger, skal udbuddet øges for at følge med, ligesom de er optaget af at øge udbuddet for at danne fundament for at tilfredsstille fremtidig efterspørgsel. På denne måde skabes en spiral hvor udbud og efterspørgsel hele tiden gensidigt forstærker hinanden, men spørgsmålet er om det behøver at være sådan? Som beskrevet i metodeafsnittet forklarer Sedlacek hvordan der fx hos de græske stoikere var en opfattelse af at hvis efterspørgslen var større end udbuddet, skulle den begrænses så den 37

39 passede til det eksisterende udbud (Sedlacek 2011: 222). Sedlacek beskriver desuden at det er væsentligt at økonomiske modeller testes på virkeligheden, og hvis de ikke passer, bør vi frigøre os fra de gamle modeller og turde tænke helt nyt. Hvis ideen om fortsat økonomisk vækst ikke er realistisk ift. den måde vores planet reelt set fungerer på, bliver vi nødt til at opgive denne idé og kigge os om efter en alternativ model. Fra et videnskabeligt synspunkt giver det ikke meget mening at forfølge en idé som vi allerede nu ved er uholdbar på lang sigt. Fra et normativt synspunkt er det særdeles uhensigtsmæssigt at følge en økonomisk model der ikke på nogen måde er miljømæssig bæredygtig. Hvorfor fastholder mainstream økonomer så deres stærke fokus på fortsat økonomisk vækst? Som vi vil beskrive i kapitel 4 er der en række samfundsmæssige årsager til dette, bl.a. fordi udeblivelsen af økonomisk vækst i nutidens økonomiske system vil medføre en række negative konsekvenser i form af øget arbejdsløshed, gæld og fattigdom mv. Desuden er der generelt en opfattelse af at øget materiel rigdom er et definitivt gode, og derfor virker tanken om at tage et opgør med århundreders økonomisk vækst uforståeligt for mange. Problemstillingen er dog at den globale økonomiske vækst resulterer i et overforbrug af ressourcer ift. hvad planeten hvert år naturligt gendanner. Dette illustreres af at det globale økologiske fodaftryk er alt for stort. De fleste af vores interviewpersoner var enige i at dette udgør et stort problem, og at det nødvendiggør store ændringer i den måde vi indretter vores samfund på. Der var dog en vis uenighed om hvad den mest effektive strategi er. Vores standpunkt er at når modellen viser sig ikke at være gyldigt ud fra et videnskabeligt synspunkt eller ønskværdigt ud fra et normativt, bør den hurtigst muligt afløses af en ny model eller teori. Derfor introducerer vi teorien om en økonomi i en dynamisk ligevægt i kapitel 5, og arbejder siden hen, i kapitel 7, med hvordan den kan konkretiseres i en dansk kontekst. Overordnet mener vi at det er vigtigt at fokusere på det problematiske ved idéen om evigt stigende udbud og efterspørgsel. Dette indebærer at der tænkes i andre baner omkring befolkningstilvækst og økonomisk vækst. Som kapitel 4 vil uddybe er mange af de problemer der plager nutidens samfund, forbundne, og derfor er det væsentligt at vi tør tage en overordnet diskussion af den økonomiske tankegang der danner fundamentet for den økonomiske udvikling. Vi er bevidste om at dette ikke er en simpel diskussion, men den er særdeles nødvendig, og derfor mener vi at den skal tages nu, som led i udviklingen af en ny og bedre økonomisk teori. I denne sammenhæng mener vi også at det er relevant at diskutere nogle centrale nøglebegreber i mainstream økonomi, fordi disse har så stor indflydelse på den måde vi forsøger at løse klima og miljøproblemerne. Her tænker vi specielt på hvordan man ser forholdet mellem stat og marked, og desuden hvordan man søger at løse klima og miljøproblemer enkeltvis, frem for mere helhedsorienteret. Nærværende kritik er særligt rettet imod neoklassisk teori, fordi denne har en så afgørende indflydelse i nutidens samfund. 38

40 Hvis vi starter med forholdet mellem stat og marked, er der generelt en opfattelse af at markedskræfterne kan løse langt de fleste problemer, og at staten derfor skal spille en mere afdæmpet rolle. Det er netop derfor at en miljøøkonom som Poul Schou mener at CO 2 problemerne skal løses gennem et globalt kvotesystem eller en global afgift på udledninger, fordi begge løsningsmodeller er økonomiske og markedsbaserede [Schou interview: 2]. Han fremfører at han selv, Økonomisk Råd og økonomer generelt mener at disse økonomiske reguleringsmetoder er bedre end andre. Disse løsningsmodeller skal gennemføres gennem en samlet global aftale, hvilket Poul Schou godt ved er vanskeligt men mener er den eneste reelle mulighed [Schou interview: 2 og 5]. Da vi spurgte hvad Katherine Richardson mente om denne løsningsmodel svarede hun: Hvem pokker skulle aftale en global skat? Altså, vi har ikke nogen global skat. [...] så den ideelle, altså økonomiske løsning der er ikke nogen der kan gennemføre det. [Richardson interview: 12]. De praktiske udfordringer der besværliggør vedtagelsen af en samlet global bindende aftale blev senest tydeliggjort ved FNs Rio+20 topmøde i juni 2012 og det netop afsluttede COP18 i Doha 17. Disse udfordringer har medført at de førende klima og miljøforskere nu taler om polycentriske løsninger der involverer at man igangsætter handlinger på både lokalt, nationalt, regionalt og globalt niveau (Steffen et al. 2011). Tidligere omtalte McKinsey rapport har samme udgangspunkt, hvilket er med til at illustrere at der kommer mere og mere opbakning til en polycentrisk løsningsmodel (Dobbs et al. 2011: 1-20). Det er bl.a. af denne årsag at Danmark har vedtaget det nye energiforlig, fordi fx Martin Lidegaard ønsker at Danmark går forrest i en global omstillingsproces [Lidegaard interview]. I denne sammenhæng virker det besynderligt at Økonomisk Råd og Poul Schou er stærkt kritiske over for energiforliget, fordi de ikke mener det er hensigtsmæssigt at Danmark er for ambitiøse på klimaområdet [Schou interview: 6]. Vi vil løbende vende tilbage til denne diskussion i senere kapitler, men her blot fremhæve det problematiske i at mainstream økonomer, som Poul Schou, fokuserer så stærkt på globale løsninger. Konsekvensen af dette bliver nemlig, at de argumenterer imod at finde løsninger på andre niveauer der ellers kunne bane vejen for en global aftale på lang sigt, og desuden bidrage til at løse nogle af klima og miljøproblemerne. Et andet væsentligt problem ved neoklassisk økonomi, herunder deres miljøøkonomi, er at de insisterer på at løse hvert klima og miljøproblem for sig. Dette indebærer at der skal laves én global aftale for CO2, og så kan man så overveje at lave en eller anden tilsvarende økonomisk løsningsmodel for andre problemer, hvor Poul Schou særligt nævner kvælstof, biodiversitet og vandkvalitet [Schou interview: 2 og 8]. Igen er problemstillingen at dette er i direkte modstrid med den måde klimaforskerne beskriver vores planet fungerer på, hvor processerne interagerer med hinanden og fx overskridelsen af én planetar grænse kan påvirke, at 17 Martin Lidegaard udtalte efter afslutningen på klimakonferencen i Doha at aftalen ikke var prangende, og at det var skuffende at der ikke blev afsat flere midler til klimahjælp til u-landene (Ritzau 2012a). 39

41 grænseværdien for andre må ændres. Desuden er det et problem at man lægger så stor vægt på prisregulering, hvor man fx siger at markedet kan regulere ressourceforbrug: Argumentet er at hvis en råvare bliver knap vil prisen stige og folk vil bruge mindre. Dette medfører at neoklassiske økonomer fremhæver at man i princippet ikke behøver at gøre noget ved ressourceknaphed fra politisk hold [Schou interview: 8]. Forskerholdet bag de planetare grænser beskriver dog at naturen følger ikke-lineære processer, som beskrevet tidligere i forbindelse med at yderligere afskovning i Amazonas kan lede til lokalt kollaps af regnskov samt ændringer af nedbørsmønstre så langt væk som Tibet. Dette vil skabe irreversible forandringer som højere priser på ingen måde ville kunne afhjælpe. Richardson nævnte i den sammenhæng: Og det er nok det samme med de økonomiske modeller. De virker fint så længe ressourcerne er ubegrænsede eller hvis du forudsætter, at du altid ville kunne erstatte eller substituere en ressource med en anden [Richardson interview: 8]. Richardson mente dermed på ingen måde at prisregulering er en effektiv måde til at begrænse klima og miljøproblemer, særligt fordi det største problem i hendes opfattelse er ressourceknaphed. Dette nødvendiggør at vi bruger ressourcer på en helt anden måde end vi gør i dag [Richardson interview: 4, 14 og 15]. McKinsey rapporten afspejler en tilsvarende opfattelse af udfordringen omkring ressourceknaphed (Dobbs et al. 2011). I denne sammenhæng virker det uhensigtsmæssigt at en miljøøkonom som Poul Schou mener at der slet ikke er behov for politisk regulering ift. ressourceknaphed. McKinsey rapportens anbefalinger til stater tager udgangspunkt i, at det er strengt nødvendigt at nedtrappe de omfattende globale subsidier på over 1 billion USD der hvert år gives til energi-, landbrug- og vandsektorerne. Til sammenligning skriver de at globale subsidier til vedvarende energi udgør mia. USD (Dobbs et al. 2011: 59). Når neoklassiske økonomer generelt fremfører bekymring over statsstøtte til projekter indenfor vedvarende energi, argumenterer de ofte med at det er markedsforvridende. Den Sydkoreanske økonomiprofessor fra Cambridge universitet Ha-Joon Chang er kritisk over for neoklassisk økonomi og argumenterer for at selve ideen om et frit marked er en illusion. Markeder har altid været, og vil altid være, regulerede, og det væsentlige er derfor at diskutere hvordan vi kan regulere dem bedst muligt. I denne sammenhæng er det væsentligt at staten investerer strategisk i bestemte sektorer, og Chang giver en lang række eksempler på hvordan nutidens rige lande har grundlagt deres rigdom på en aktiv industrialiseringsstrategi (Chang 2011). Mange andre økonomer har fremført lignende argumenter, de fleste keynesianske økonomer ligesom Chang (se fx Stiglitz 2006, Kaletsky 2011, Lin & Chang 2009 og Mayer 2009). Vores pointe er at neoklassiske økonomers manglende vilje til at diskutere, hvornår staten kan spille en vigtig rolle i den økonomiske udvikling gennem en aktiv industrialiseringsstrategi, er med til at bremse debatten om hvordan staternes midler anvendes bedst muligt. Det er særdeles uhensigtsmæssigt at bruge så 40

42 mange midler på subsidier der bremser og sågar modarbejder en grøn omstilling. Midlerne kunne i stedet bruges på at investere i de mange tiltag som fx McKinsey rapporten foreslår (Dobbs et al. 2011), hvilket ville hjælpe til at forbedre den globale ressourceeffektivitet betydeligt. Det sidste emne denne diskussion vil tage op er problemstillingen omkring det nuværende handelssystem. New Economics Foundation beskriver hvordan gigantiske mængder af varer fremstilles, eksporteres og transporteres over enorme afstande, selvom næsten identiske varer importeres. Det fremhæves at der ikke er nogen dybere grund til at vi fragter frem og tilbage mellem lande, når varerne er stort set er identiske og vi i stedet kunne forbruge varerne lokalt (Boyle & Simms 2009: ). Desuden er det i det hele taget et problem at vi indretter den globale økonomi på en måde der konstant fremmer handel mellem lande, i stedet for at bidrage til at udvikle lokal produktion. Fx bliver mange udviklingslande instrueret i eksportdrevet udvikling, og vilkårene for at modtage lån bliver ofte baseret på at man følger denne vejledning. Der er brug for et nyt udviklingsparadigme for lav og mellemindkomstlande der i langt højere grad betoner lokal produktion, fordi dette er langt mere miljøvenligt (O Neill et al. 2010: 97-98). Vi vil ikke gå dybere ind i problemstillingen her, men blot fremhæve at WTO, IMF, Verdensbanken og lignede institutioner har spillet en stor rolle i at etablere og fastholde det nuværende handelssystem - og udviklingsparadigme - og disse er i høj grad inspireret af neoklassisk økonomi med fokus på vækst, markeder, liberalisering mv (Saad-Filho 2010). Dette kapitel har vist at menneskeheden står overfor nogle meget alvorlige udfordringer på klima- og miljøområdet. Disse problemer hænger sammen med stigende befolkning, økonomisk vækst og ressourceeffektiviteten. Vi har diskuteret hvorvidt mainstream økonomiens idé om grøn vækst kan være en holdbar løsning, og argumenteret for at dette ikke er sandsynligt. Desuden har vi vist at mange af mainstream økonomiens centrale teser om hvordan klima- og miljøudfordringer skal løses er problematiske. Årsagen er at de baserer sig på en forståelse af at markedskræfterne og priser kan løse de fleste problemer, samt at klimaog miljøproblemer kan og skal løses hver for sig. Dybest set handler meget nok om at mainstream økonomer er så fokuserede på økonomiske spørgsmål, og ikke lægger særlig stor vægt på miljøet som vi forklarede i metodeafsnittet. Dette medfører desværre at mange af deres løsninger kommer til at være i modstrid med nyere klimaforskning, hvilket er uhensigtsmæssigt. Alt i alt er dette meget alvorligt fordi den nuværende økonomiske udvikling medfører en risiko for definitivt at forlade de væsentligste aspekter af den holocene tidsperiode, hvilket kan have uoverskuelige konsekvenser. I forhold til stort set alle de planetare grænser bevæger det menneskelige samfund sig i dag i en forkert retning. Mainstream økonomi formår ikke at levere troværdige løsningsforslag på hvordan vi kan vende denne udvikling og sikre en miljømæssigt bæredygtig udvikling. Dermed lever mainstream økonomi ikke op til den første grundforudsætning som vi har opstillet, om at den økonomiske udvikling skal være miljømæssigt bæredygtig. Næste kapitel vil tage fat på om den nuværende økonomiske udvikling formår at leve op til anden grundforudsætning, om at den økonomiske 41

43 udvikling skal sørge for menneskelig trivsel. 42

44 KAPITEL 4: DE SAMFUNDSMÆSSIGE KONSEKVENSER AF DEN NUVÆRENDE ØKONOMISKE UDVIKLING I dette kapitel vender vi blikket mod de samfundsmæssige konsekvenser af den nuværende økonomiske udvikling. Vi undersøger om den økonomiske udvikling lever op til grundforudsætning nummer to, som er: Den økonomiske udvikling skal sørge for menneskelige trivsel. Kapitlet beskriver de samfundsmæssige konsekvenser af den nuværende økonomiske udvikling i et globalt perspektiv: Vi har valgt at inddele verdens lande i grupper, henholdsvis lav- og mellemindkomstlandene og de rige lande. Afsnit 1 omhandler lav- og mellemindkomstlandene. Her argumenteres der for at de grundlæggende strukturer i det internationale samfund på flere områder forhindrer økonomisk udvikling, der hvor behovet er størst. Rige landes toldmure og subsidier samt kapitalflugt bidrager samtidig til den stigende globale ulighed og til at fattigdom stadig er udbredt. I det følgende afsnit 2 undersøges udviklingen i de rige lande. Langt størstedelen af den globale økonomiske vækst de sidste 200 år har fundet sted i de rige lande (O Neill et al. 2010: 95). Samtidig er der tegn på at en medfølgende stigning i menneskelig trivsel er udeblevet (Wilkinson & Pickett 2010). Vi forsøger at belyse årsagerne til denne tilsyneladende paradoksale udvikling. Afsnit 1 og 2 viser at den nuværende økonomisk udvikling ikke formår at leve op til den anden opstillede grundforudsætning. Afsnit 3 består af en diskussion om hvorfor dette er tilfældet. Der argumenteres for at mainstream økonomisk teori har en del af ansvaret for denne udvikling, og at en anden økonomisk tankegang er nødvendig for at løse de enorme udfordringer den globale økonomi og det internationale samfund står over for. Herunder præsenteres dog indledningsvis baggrunden for at opdele verdens lande i to grupper hhv. lavog mellemindkomstlandene og de rige lande. Opdeling i lav- og mellemindkomstlande og rige lande Tim Jacksons undersøger i sin bog Prosperity without growth sammenhængen mellem økonomisk vækst og en lang række indikatorer for menneskelig trivsel, såsom levealder, trivsel og lykke, børnedødelighed etc. Den generelle konklusion er at økonomisk vækst er essentiel i fattige samfund hvor de basale behov ikke er opfyldt. Basale behov indebærer adgang til mad, rent vand, logi, tøj og sikkerhed. De fattige lande skal naturligvis stræbe efter, og have hjælp til, at opnå økonomisk vækst for at afskaffe fattigdom og mindske ulighed. Når de fattiges i forvejen meget lave indkomst stiger, vil det med det samme føre til fremgang på livsnødvendige områder som tilstrækkelig mad, mulighed for at arbejde, bedre sundhed, rent vand og sanitering (Jackson 2009). Derfor reporteres en stigning i tilfredshed med tilværelsen når fattige menneskers indkomst stiger (Helliwell et al. 2012: 3). Derimod viser Jacksons forskning at økonomisk vækst ikke fører til den forventede positive udvikling i de rige lande. Jackson påviser at der er en begrænset sammenhæng mellem økonomisk vækst og lykke efter et bestemt velstandsniveau. Disse resultater er betydningsfuld ny 43

45 viden i en udviklingsmæssig kontekst. Når et bestemt velstandsniveau er opnået, ifølge Jackson omkring USD om året pr. indbygger, så vil yderligere indkomststigning ikke medføre en tilsvarende stigning i menneskelig trivsel (Jackson 2009: 40). Dette sætter spørgsmålstegn ved ideén om at mere altid er bedre, og resultaterne tyder på at øget indkomst ikke nødvendigvis betyder en højere grad af menneskeligt trivsel, øget gennemsnitlig levealder og mere livskvalitet. Nedenfor ses Jacksons figur der viser sammenhængen mellem lykke og gennemsnitlig indkomst. Figur 5. Figuren viser sammenhængen mellem lykke og gennemsnitlig indkomst pr. indbygger. Kilde: (Jackson 2009: 42) Jackson viser med data fra UNDP at der generelt er evidens for, at lande med et højt indkomstniveau har bedre uddannelse, sundhed og højere forventet levealder end lande med et lavere indkomstniveau. På den anden side ligger nogle lavindkomstlande dog på højde med udviklede lande målt på de nævnte kernemarkører for velfærd. Samtidig er der flere lande med relativ høj indkomst som klarer sig dårligere end lande med lavere indkomstniveau. På figuren herunder ses sammenhængen mellem forventet levealder og gennemsnitlig indkomst pr. indbygger. Det er tydeligt at se at indkomsten stort set kun påvirker den forventede levealder op til et indkomstniveau på USD pr. indbygger. Eksempelvis har lande som Cuba og Costa Rica ligeså høj gennemsnitlig forventet levealder som USA (Jackson 2009: 55-61). 44

46 Figur 6. Denne figur viser sammenhængen mellem forventet levealder ved fødslen og gennemsnitlig indkomst (Jackson 2009: 56). Resultaterne af Jackson forskning sætter i den grad spørgsmålstegn ved korrelationen mellem økonomisk vækst og samfundsmæssig fremgang efter et vist indkomstniveau. Konklusionerne er langt hen af vejen logiske, økonomisk vækst er stadigvæk en absolut nødvendighed i de fattigste lande, men samtidig tyder det på yderligere økonomisk vækst i de rige lande ikke længere leverer den forventede stigning i menneskelig trivsel. På baggrund af Jacksons forskning opdeles her, landene i to grupper, gruppe 1 vælger vi at kalde lavog mellemindkomstlandene. Den anden gruppe af lande kalder vi de rige lande der består af lande med en indkomst på over USD pr. indbygger om året. 45

47 Afsnit 1: De samfundsmæssige konsekvenser for lav- og mellemindkomstlandene I dette afsnit fokuseres på udviklingen i den gruppe vi har valgt at kalde lav- og mellemindkomstlandene. Som beskrevet i det foregående afsnit er økonomisk vækst essentielt for udviklingen i de fattigste lande. Her undersøges hvorvidt den økonomiske udvikling har formået at levere vækst der hvor der er mest brug for det. Afsnittet er inddelt i to dele, den første undersøger hvilke konsekvenser de dominerende udviklingsparadigmer har haft for lav- og mellemindkomstlandene. I anden del er fokus på hvorvidt de internationale strukturer hjælper til opnåelsen af økonomisk vækst og udvikling i denne gruppe af lande. Afslutningsvis diskuteres det hvorvidt den økonomiske udvikling i lav- og mellemindkomstlandene kan siges at opfylde grundforudsætning nummer to. [ A ] Udviklingsparadigme for lav- og mellemindkomstlandene I dette afsnit fokuseres på hvilke rammer det nuværende økonomisk system skaber for de fattigste lande og deres befolkninger. Her beskrives de mest afgørende træk ved den udviklingsstrategi der har domineret i større eller mindre grad siden 1980erne. Det er nødvendigt at understrege vigtigheden af de internationale strukturer i den globale økonomi, især de magtfulde institutioner som Verdensbanken, IMF og WTO. Som allerede nævnt har de spillet en afgørende rolle for den økonomiske, og dermed også samfundsmæssige, udvikling i lav- og mellemindkomstlandene (Boyle & Simms 2009: 82). Som beskrevet i metodekapitlet førte gældskrisen i 1980erne til et skift i international politik, så den neoliberale dagsorden blev dominerende. Da Thatcher kom til magten i 1979 og Reagan i 1980, blev den neoklassiske økonomiske teori altoverskyggende, og dette skifte påvirkede naturligvis den politik og de strategier der blev fulgt af de magtfulde vestligt dominerede internationale institutioner som IMF og Verdensbanken og dermed diskursen i international udviklingspolitik (Saad-Filho 2010). Et skifte der senere viste sig at have store konsekvenser for den økonomiske og sociale udvikling for en stor del af verdens fattigste. En konsekvens af gældskrisen blev at mange af udviklingslandene ikke var i stand til at betale af på deres lån, og mange var tvunget til at omlægge eller optage nye lån hos IMF og Verdensbanken. De nye lån medførte en række betingelser, de mest kendte er de såkaldte Structural Adjustment Programmes der medførte en række konditionaliteter heriblandt tvungen liberalisering af landenes økonomier (Saad-Filho 2010). Den hurtige liberalisering gjorde det umuligt at konkurrere på et verdensmarked med subsidier og toldbarrierer. Lav- og mellemindkomstlandenes industrier var på daværende tidspunkt ikke stærke og effektive nok til at være i stand til at konkurrere på verdensmarkedet, hvilket førte til tilbageslag i den økonomiske udvikling i mange fattige lande (Max-Neef 2009). I denne periode var der særligt et fokus på at staten skulle spille en så lille rolle som muligt. Der var en udbredt tro på at markedet ville løse alle problemer, og at hvis lav- og mellemindkomstlandene blot fulgte denne one-size-fits all udviklingstrategi, så ville det på længere sigt 46

48 komme alle til gode (Stiglitz 2002). Det paradoksale i denne forbindelse er at udviklingslandene ikke fik lov af IMF og verdensbanken til at beskytte deres industrier, samtidig med at de rige lande støttede, og stadig støtter, eksportorienterede sektorer. Disse opnår på denne måde en stor konkurrencefordel i forhold til producenter i lav- og mellemindkomstlandene. Som Ha-Joon Chang beskriver det: [T]he free-trade, free-market policies are policies that have rarely, if ever, worked. Most of the rich countries did not use such policies when they were developing countries themselves, while these policies have slowed down growth and increased income inequality in the developing countries in the last three decades. (Chang 2011: 73). Ifølge Chang har den dominerende økonomiske diskurs resulteret i det modsatte af hvad den lovede. Den populære metafor, a rising tide lifts all boats har vist sig at være en illusion. De populære frie markedspolitikker har resulteret i langsommere vækst, stigende ulighed og tiltagende ustabilitet i mange lande (Chang 2011: xiv). Eksportorienteret udviklingsstrategi Den markedsorienterede udviklingsstrategis fokus på en hurtig liberalisering af lav- og mellemindkomst landenes økonomier har ført til, at de samme lande er afhængige af at være i stand til at afsætte deres varer på markeder i de rige lande. Samtidig kan et eksportfokus føre til højere import af varer, hvilket skaber øget gensidig afhængighed og miljøødelæggende handelsmønstre (Boyle & Simms 2009). En alternativ udviklingstrategi der historisk set har vist sig særdeles velfungerende, er udviklingsstrategien Import Substitution Industrialization (ISI). Denne tilgang er kendetegnet ved høje protektionistiske afgifter, for at skabe et incitament for de hjemlige forbrugere til at købe nationalt producerede varer i stedet for importerede. Imellem 1960 og 1980 brugte størstedelen af lav- og mellemindkomstlande denne udviklingsstrategi, især i Latinamerika, hvilket var stærkt medvirkende til at skabe industriel og økonomisk udvikling. I den omtalte periode voksede indkomsten pr. indbygger i Latinamerika og Afrika med hhv. 73 pct. og 34 pct. (Max-Neef 2009: 23). Denne udvikling var også et skridt hen ad vejen mod større selvforsyning og uafhængighed (Winham 2008: 155). Den efterfølgende periode fra ca til 2000 blev som tidligere nævnt præget af den neoliberale politiske dominans. Dette indebar deregulering, privatisering, fjernelse af internationale handelsbarriere og fuld åbenhed for udenlandske investeringer blev hovedelementerne i den nye udviklingspolitik. Skiftet resulterede i lavere vækst for lav- og mellemindkomstlande (Stiglitz 2006 og Max-Neef 2009: 23). Eksempler på lande der har haft succes med alternative udviklingsstrategier 47

49 Der findes en række konkrete eksempler på lande der succesfuldt har ført en protektionistisk og subsidierende udviklingsstrategi inden de åbnede op til det internationale marked. Stater har med stor succes ført en stærk industriel politik, i særlig grad i det østlige og sydlige Asien (Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hongkong) i 1960erne og 70erne, efterfulgt af Malaysia, Thailand, Indonesien, Kina og Vietnam. Staterne anvendte en række politiske værktøjer der gik stik imod mainstream økonomisk teori og anbefalingerne fra de internationale institutioner. Strategierne involverede tidsbegrænset protektionisme, subsidier og andre politikker der ikke var en del af den på det tidspunkt herskende frie markedsideologi (Chang 2011 og Saad-Filho 2010: 5). Denne udvikling førte til et politisk kursskifte fra Verdensbanken som anerkendte succesen, der blev skabt af omfordeling af indkomst og rigdom, massiv investering i uddannelse og en aktiv industripolitik (Marangos 2008). Desuden påpeges det af Max-Neef at lande som Sydkorea og Taiwan opnåede deres udvikling gennem handelsbarrierer, statsejede banker, eksportsubsidier, overtrædelse af patenter samt restriktioner på kapitalstrømme. Han understreger at det ville være fuldstændig umuligt for et lav- og mellemindkomstland at forfølge en sådan udviklingsstrategi i dag uden at komme i konflikt med WTO og IMF (Max-Neef 2009: 23). Kina og Indien har opnået høje vækstrater og substantiel reduktion i fattigdom via ukonventionelle strategier, hvilket også blev anerkendt af Verdensbanken og IMF som de senere år har accepteret en større rolle til staten (Commission on Growth and Development 2008: 5 og Blanchard et al. 2010). [ B ] Subsidier, toldbarrierer og kapitalflugt Tilhængerne af det frie marked har i årevis prædiket at global frihandel og et frit verdensmarked er vejen til økonomisk vækst og bedre levevilkår for alle, samtidig med at de vestlige regeringer fortsætter med at give subsidier til nationale virksomheder og at opretholde toldbarrierer der gør det stort set umuligt for mange af de mindst udviklede lande at konkurrere på verdensmarkedet. Subsidier og toldbarrierer spiller en væsentlig rolle i dag, da det er muligt for de rige etablerede økonomier at holde priserne kunstigt lave ved at støtte eksportorienterede sektorer. Der gives enorme summer i støtte til ikke-bæredygtige industrier som landbrug, transport, fiskeri og ikke mindst til energisektoren (Nielsen 2012i og Boyle & Simms 2009: 117). Subsidier til industrier og sektorer i verdens rige lande er en af årsagerne til den ubalancerede verdenshandel der har været en medvirkende årsag til at verdens 5 pct. fattigste har oplevet et realindkomst fald på 25 pct. i de sidste 10 år, mens de rigeste 5 pct. har oplevet en stigning på 12 pct. (Boyle & Simms 2009: 112). Samtidig med at de rige lande opretholder handelsbarrierer der gør det svært for lav- og mellemindkomstlande at vinde markedsandele på verdensmarkedet, subsidierer de egne industrier og dumper 18 dermed også billigere støttede produkter på udenlandske markeder, hvilket er med til at underminere de lokale producenter (Boyle & Simms 2009: 112). Det mest opsigtsvækkende eksempel på den globale handels ubalance er afgiftssystemet. 18 Dumping forstås generelt som det at sælge et produkt til et andet land for mindre end salgsprisen i det eksporterende land (Winham 2008: 149). 48

50 Det er normalt at der er afgifter på 2-3 pct. på varer handlet mellem to lande, men når et udviklingsland 19 eksporterer de samme varer til et rigt udviklet land stiger afgifterne til det firedobbelte for at dæmpe efterspørgslen. Nogle varer bliver mødt med afgifter på over 100 pct. på deres vej ind på markederne i EU og USA. De største afgifter findes på forarbejdede produkter, hvilket tvinger udviklingslandene til at satse på de mindst værdiskabende sektorer. Som eksempel kan nævnes at afgifter i EU går fra 0 pct. på kakaobønner, til 9 pct. på kakao pasta og helt op til 50 pct. på chokolade (Boyle & Simms 2009: 113). Denne støtte til industrier i de rige lande er med til at forhindre at lav- og mellemindkomstlande kan afsætte deres produkter på verdensmarkedet pga. unfair konkurrence, særligt fordi de selv forhindres i at støtte national produktion (Boyle & Simms 2009: ) Disse uretfærdige handels og toldbarrierer forhindrer industrialisering og økonomisk udvikling, da der er høje afgifter på fremstillede varer i forhold til råvarer. Desuden har de rige lande langt færre toldbarrierer overfor hinanden end over for lav- og mellemindkomstlandene, hvilket resulterer i unfair konkurrenceforhold. Toldbarrierer udgør en væsentlig hindring for økonomisk udvikling i mange fattige lande, da det skaber forvrængede konkurrencevilkår til fordel for producenterne i de rige lande (EU er et godt eksempel på dette) (Boyle & Simms 2009). Tænketanken Global Financial Integrity har regnet sig frem til at i omegnen af 1000 mia. USD årligt forsvinder ud af udviklingslandene, fordi multinationale selskaber flytter deres overskud til skattely. Dette beløb er ca. 10 gange større end den samlede årlige internationale udviklingsbistand. Hvis pengene blev beskattet ville det give omkring 160 mia. USD om året i skatteindtægter til udviklingslandene (Kar & Freitas 2011). Joseph Stiglitz har kritiseret de internationale institutioner for at forhindre udviklingslandene i at indføre kontrol med kapitalstrømme, i stedet har de sørget for omfattende deregulering og liberalisering (Stiglitz 2006). Dette har gjort lav- og mellemindkomstlande langt mere sårbare overfor store multinationale selskaber. 19 Vi vælger at lave citationstegn om udviklede og udviklingslande, da vi ikke er enige i den betragtning at højt BNP automatisk medfører udvikling. 49

51 [ C ] Deldiskussion I de områder af verden hvor der har været og er et reelt og virkeligt behov for økonomisk vækst og udvikling, har resultaterne været blandede. Vi mener at det er problematisk at selvom den globale økonomi er mangedoblet i størrelse, har udviklingsmodellen svigtet ift. at skabe økonomisk vækst i mange lav- og mellemindkomstlande. Konsekvensen er at fattigdom og sult stadig er udbredt. Der har været stor forskel på den økonomiske og samfundsmæssige udvikling, enkelte lande og regioner har opnået helt ekstraordinær økonomisk udvikling som har ført til substantiel reduktion i fattigdom. Samtidig har andre regioner, heriblandt især Afrika syd for Sahara, oplevet det modsatte med fraværende økonomisk udvikling. Lande som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika har oplevet høje vækstrater og økonomisk fremgang på mange områder og især Kina, Indien og Brasilien har formået at reducere fattigdom (Verdensbanken 2012a: 2-3). Ønsket om at afskaffe fattigdom kom for alvor på den globale dagsorden med de såkaldte Millenium Development Goals. Et af målene var at halvere antallet af mennesker der lever i ekstrem fattigdom 20, dette blev ifølge Verdensbanken indfriet i I 1990 levede 43,1 pct. i ekstrem fattigdom sammenlignet med 22,6 pct. i 2008 som er de seneste bekræftede tal. Denne substantielle reduktion i ekstrem fattigdom er primært sket i Asien, i særdeles i Kina hvor 510 millioner mennesker i 2008 var løftet op af den dybeste fattigdom (Verdensbanken 2012: 2). Andre områder der har haft mindre succesfuld økonomisk udvikling og fattigdomsreduktion er det sydøstlige Asien og Afrika, især syd for Sahara. Ifølge tallene fra Verdensbanken er procentdelen af ekstremt fattige i Afrika syd for sahara, faldet fra 56,5 pct. til 47,5 hvilket dog er svarende til en stigning fra 290 til 386 millioner i absolutte tal, grundet befolkningstilvækst. Samlet set er antallet af fattige faldet fra 1,9 milliarder i 1990 til 1,3 i 2008 estimeret til at falde yderligere til lidt over 1 milliard i 2015 (Verdensbanken 2012: 2-3). Der er altså sket en substantiel reduktion af fattigdom, men samtidig er sult og hungersnød stadig et stort problem, i 2009 var der over en milliard mennesker der sultede på verdensplan (Food and Agricultural Organization 2009). Priserne på fødevarer spiller en stor rolle i forhold til fattigdom, vi har været vidner til voldsomme prisstigninger på basale fødevarer særligt i 2008 og i 2011 (Verdensbanken 2012: 4). Studier viser at familier der lever i ekstrem fattigdom bruger op til 80 pct. af deres indkomst på fødevarer, derfor er deres levevilkår yderst skrøbelige overfor pludselige stigninger i priser på basale fødevarer som brød, ris, korn (World Food Programme 2012). De dramatiske stigninger i fødevarepriser er en konsekvens af en række faktorer, relevant er det dog at nævnte de globale klimaforandringer, og at priser på fødevarer er blevet et offer for finansiel spekulation. Særligt det sidste medfører voldsomme svingninger i priserne på det globale marked, hvilket rammer de fattigste hårdt (De Schutter 2010 og Jones 2010). I mange år har tilhængerne af mainstream økonomi henvist til den såkaldte trickle down effekt en tese om at når de rige bliver rigere, så bliver alle i samfundet rigere på længere sigt. Sagt med andre ord, er det en 20 Mennesker der lever for under 1,25 USD om dagen (i 2005 priser PPP (Purchasing Power Parity) (Verdensbanken 2012). 50

52 tro på at pengene vil sive ned igennem samfundets lag og komme selv de fattige til gode. Der er bare ikke evidens for at det sker i den virkelige verden, der er snarere tale om en trickle up effekt, hvor forskelen mellem rig og fattig er øget substantielt både globalt og indenfor nationale grænser (Jackson 2009: 5). Den globale ulighed er større nu end på noget andet tidspunkt i historien, i slutningen af det 19.århundrede var forholdet mellem de rigeste 20 pct. og de fattigste 20 pct. af verdens befolkning et sted imellem 3:1 og 10:1, i 1960 var forholdet 30:1 og i 1997 var forholdet vokset til 75:1 (Boyle & Simms 2009: 4). Selvom den globale økonomi er 24 gange større end den var for 100 år siden (O Neill et al. 2010: 24), er der stadig mere end 1 milliard mennesker der lever i ekstrem fattigdom. Internationale institutioner som Verdensbanken og IMF hævder at vækst er vejen til fattigdomsreduktion, det er dog kun sandt, hvis den økonomiske vækst finder sted i de fattige lande, da global vækst stort set ikke kommer de fattige til gode. For hver 100 USD af global økonomisk vækst i årene mellem 1990 og 2001 gik kun 0,60 USD til at reducere fattigdom for de mennesker der lever for under 1 USD om dagen. Dette betyder at verden skal producere og forbruge hvad der svarer til 166 USD for at 1 USD går til verdens fattigste (Woodward & Simms 2006: 17). Desværre er det et udbredt synspunkt at vækst i den globale økonomi er løsningen på problemerne med fattigdom og ulighed. Tidligere chef for IMF Anne Krueger har udtalt at: Fattigdomsreduktion opnås bedst ved at gøre kagen større, ikke ved at forsøge at dele den op på en anden måde (O Neill et al. 2010: 30). Denne strategi for mindskelse af global ulighed og reduktion af fattigdom har vist sig at være dybt forfejlet. For det første er yderligere vækst i den globale økonomi ikke en mulighed indenfor de planetære grænser. For det andet vil yderligere vækst ikke engang være nok til i markant omfang at fjerne den omfattende fattigdom. For det tredje er verdens fattigste mennesker samtidig de klart mest udsatte for de afledte negative konsekvenser af væksten i den globale økonomi pga. klimaforandringer, global opvarming og destruktion af økosystemer. Forfølgelsen af yderligere global økonomisk vækst for at hjælpe de fattigste bliver i dette lys næsten bizart (Woodward & Simms 2006: 3). If we are to reconcile the objectives of poverty reduction and environmental sustainability, we need to challenge this conventional wisdom, and the blind pursuit of economic growth which springs from it. We cannot afford to continue with a system which sacrifices the environment on which we all depend for our very survival to give yet more to those who already have too much, in the hope that a few more crumbs will fall from the rich man s table. (Woodward & Simms 2006: 25). Vi mener at der er et akut behov for en revurdering af den dominerende udviklingstrategi og et brud med den konventionelle mainstream økonomiske tænkning, der efterhånden har opnået status som økonomisk sandhed. For det første er det et problem at global økonomisk vækst ses som løsningen på udfordringerne ift. fattigdom og ulighed. Fordi lav- og mellemindkomstlandene får et lille udbytte af de globale velstandsstigninger 51

53 og pga. de store miljømæssige konsekvenser fortsat global vækst vil have. For det andet udgør mainstream økonomisk tankegang en barriere for økonomisk udvikling i lav- og mellemindkomstlandene, særligt fordi de centrale internationale institutioner Verdensbanken og IMF er særdeles påvirket af neoklassisk økonomisk teori. De rige lande bliver ikke tvunget til at skulle afskaffe subsidier og toldmure, hvilket indebærer en unfair konkurrence. Samtidig har dereguleringen og liberaliseringen af lav- og mellemindkomstlandenes økonomier skabt de vilkår der muliggør at multinationale selskaber hvert år trækker enorme summer ud af selvsamme lande. 52

54 Afsnit 2: De samfundsmæssige konsekvenser af den økonomiske udvikling for de rige lande I dette afsnit rettes fokus imod de rige lande der har nået et vist indkomstniveau, dem som burde være de virkelige vindere af det nuværende økonomiske paradigme. Denne gruppe af lande er i mange henseender kommet til et punkt i deres udvikling hvor de ikke længere nødvendigvis drager fordel af yderligere økonomisk vækst. I den kollektive politiske bevidsthed bliver fremgang og fremskridt betragtet som synonymt med økonomisk vækst. I den konstante søgen efter vækst i økonomien ligger en implicit forståelse af at al vækst er godt i et økonomisk og dermed også i et samfundsmæssigt perspektiv. Dette mantra om økonomisk vækst er det ultimative politiske mål for langt flertallet af verdens nationer. Men det kræver blot at man skraber lidt under overfladen for at finde ud af af at det ikke nødvendigvis forholder sig sådan, billedet er mere nuanceret end det ofte fremstilles. I størstedelen af de mest udviklede økonomier viser målinger at tilfredsheden med tilværelsen er mere eller mindre uændret over flere årtier på trods af høje vækstrater (Jackson 209: 40). Et eksempel er Storbritannien, der har formået at fordoble deres BNP over de sidste 30 år, samtidig med at de fleste målinger af lykke og velbefindende har vist et nogenlunde stabilt niveau. Enkelte studier viser sågar at det er faldet i flere vestlige lande (Boyle & Simms 2009: 4). Hvis antagelsen er at økonomisk vækst altid skaber samfundsmæssig fremgang, så er vi vidne til et paradoks i den rige vestlige verden, hvor vitale samfundsmæssige indikatorer ikke forbedres på trods af den fortsatte økonomiske udvikling: Countries achieve great progress in economic development as conventionally measured; yet along the way succumb to new crises of obesity, smoking, diabetes, depression, and other ills of modern life. World Happiness Report 2012 (Helliwell et al. 2012: 3) Flere af årsager til denne udvikling er overlappende og samspillende, men vi har forsøgt på bedste vis at inddele de forskellige årsager til den udeblivende positive samfundsmæssige udvikling i verdens rige lande; [ A ] Materialisme og forbrugskultur, [ B ] Ulighed, [ C ] Manglende økonomisk stabilitet samt [ D ] Arbejdsløshed. Det omtalte paradoks består i at undersøgelser viser, at tilfredshed med livet har ligget nogenlunde stabilt over flere årtier på trods af massiv økonomisk vækst i de fleste udviklede økonomier. Den økonomiske vækst model kan siges at underpræstere i mange vestlige lande og skaber flere problemer end den løser. Helt konkret er indkomst pr. indbygger i USA tredoblet siden 1950, men samtidig er den procentdel af befolkningen der rapporterer at de er meget tilfredse med tilværelsen stort set ikke vokset og der er ikke flere der betragter 53

55 sig som meget tilfredse med tilværelsen og det tal en endda faldet siden 1970erne (Jackson 2009: 40 og Helliwell et al. 2012). Den canadiske professor i miljøstudier Peter Victor fremhæver denne bizarre udvikling i hans bog Managing Without growth hvor han påpeger at USA har være mere succesfulde i at afkoble BNP fra lykke, end i at afkoble BNP fra forbrug af ressourcer og energi (Victor 2008: 125). [ A ] Materialisme og forbrugskultur Vi er overbeviste om at en af årsagerne til den manglende trivsel i mange rige lande er den materialistiske livsstil. De rige vestlige samfund er fastlåst i et kulturelt fængsel af forbrug, en forbrugskultur der er en logisk konsekvens af de underliggende økonomisk strukturer, vi ser nærmere på i næste afsnit. It is preoccupation with possessions, more than anything else, that prevents us from living freely and nobly. Henry David Thoreau. (Spratt et al. 2009: 14) Overdreven materialisme kan have negative konsekvenser for menneskeligt velbefindende, eksemplificeret ved den konstante frustration over aldrig at have nok. Denne evige stræben efter mere, bedre og større, påvirker mange mennesker negativt i de rige samfund. Den britiske økonom Richard Layard anvender i denne sammenhæng begrebet hedonistisk adaptation. Begrebet beskriver en proces hvor mennesker vænner sig til en højere materiel levestandard, men hvor forventningerne ofte stiger eksponentielt med den øgede levestandard. Dette betyder at man hurtigt tilvænner sig til den højere levestandard og konstant stræber efter noget mere og bedre (Layard 2005). Der er videnskabelig evidens for at et materialistisk fokus på tilværelsen kan have negative konsekvenser for menneskelig trivsel. Mennesker med et materialistisk livssyn lider mere på en række områder som lykke, tilfredshed med tilværelsen, mental sundhed og sociale relationer (Spratt et al. 2010: 15 og Kasser 2006). Forskning af den amerikanske psykolog Tim Kasser viser at når fokus på materialistiske værdier i et samfund stiger, så nedbrydes de sociale værdier gradvist, og forholdet til naturen og miljøet bliver dårligere (Kasser 2006). At odds with centuries of philosophical, moral and religious teaching on how to live a good life. Throughout history, across widely different cultures, people have recognized the dangers of an excessive focus on wealth and material possessions. Viewed in this wider historical context, our recent fixation with the pursuit of individual gain as the route to happiness looks a curious anomaly. (Spratt et al. 2010: 14). Der er altså meget der tyder på at den materialistiske forbrugskultur ikke kun er dybt problematisk for klima og miljø, men ligeledes i et samfundsmæssigt perspektiv. Denne kultur er dog en indgroet del af stort set alle rige 54

56 samfund og den er en logisk konsekvens af virksomheders afhængighed af at afsætte flere og nye varer på markedet. Efterspørgslen fra forbrugerne er drevet af et behov for nye ting for ikke at føle sig udenfor. På denne måde er forbrugskulturen drevet af en angst for ikke at være en del af det sociale fællesskab (Røpke 2011). Ifølge professor i økologisk økonomi Inge Røpke konstrueres forbrugerens behov af den sociale og økonomiske kontekst (Røpke 2011: 197). Det er et interessant spørgsmål hvorvidt vi som forbrugere køber nyt fordi det gør os glade, at det at købe nye ting i sig selv giver tilfredsstillelse, eller om det er fordi vi inderst inde ubevidst tror at det er en nødvendighed at have materialistiske goder for at være succesfuld i sociale netværk. Hvis det sidste er sandt, så er det venskab og kammeratskab og ikke shopping som vi virkelig værdsætter (Spratt et al. 2010: 15-16). Der er efterhånden en stor mængde antropologisk forskning der viser at vi køber ting der har social og psykologisk betydning. Forbrugskulturen skaber et symbolsk sprog som anvendes til kommunikation og interaktion mellem mennesker. Dette betyder at materielle goder i alt for mange tilfælde er indgangsbilletten til det sociale liv. Det er et basalt menneskeligt behov at blive inkluderet i fællesskabet. Interessant nok er dette sociale spil med materielle goder ikke blot et vestligt fænomen, men har ifølge antropologer eksisteret i mere eller mindre alle slags samfund (Jackson 2009: 50). Det der virkelig betyder noget, er faktisk de relative indkomstforskelle, det at have mindre end dem der omgiver os, betyder mere end det absolutte indkomstniveau. Dette gælder især i samfund med høj ulighed, hvor der er stor forskel på social status (Jackson 2009: 52). I lyset af ovenstående kan der argumenteres for at det er problematisk at mainstream økonomisk teori fokuserer så meget på at skabe økonomisk vækst, gennem øget produktion og forbrug. [ B ] Ulighed Ny forskning med et stort empirisk grundlag viser at graden af uligheden i et samfund spiller en helt central rolle for befolkningens velbefindende på en lang række områder (Wilkinson & Pickett 2010). Som påpeget i afsnit 1 i dette kapitel har vi de seneste årtier set en stigning i ulighed både globalt og national. Der er og har været heftig debat om hvilke samfundsmæssige konsekvenser ulighed har. Nogle mener at ulighed er en nødvendighed for en velfungerende økonomi, da det medvirker til at skabe den dynamik der er nødvendig for at skabe økonomisk og dermed samfundsmæssig udvikling. Andre mener at for stor ulighed medfører en lang række sociale problemer. Sociologerne Wilkinson & Pickett tilhører sidstnævnte gruppe, deres forskning 21 viser at en sænkning af uligheden i et samfund vil komme alle grupper i samfundet til gode, ikke kun de fattigste. Der er en betydelig sammenhæng mellem graden af indkomstulighed i et samfund og en lang række af sociale indikatorer, blandt andet sundhed, kriminalitet og vold, overvægt, antallet af psykisk syge og 21 Studiet er baseret på empiri fra 23 rige lande i Europa samt USA, Canada, Australien, Japan, New Zealand og Singapore. Som indikation på graden af ulighed i et samfund anvender de forholdet i indkomst mellem de 20pct. rigeste og de 20 pct. fattigste. (Wilkinson & Pickett 2011). 55

57 personer der lider af depression og angst. Desuden påvirker graden af ulighed den forventede levealder, tilfredsheden med tilværelsen samt sammenhængskraften og tilliden i et samfund (Wilkinson & Pickett 2011 og Shaheen 2011). I indledningen af bogen skriver de: Det er et bemærkelsesværdigt paradoks, at vi ved højdepunktet af menneskets materielle og tekniske formåen må se os selv angstplagede, på randen af depression, bekymrede over vores udseende, usikre på vores venskaber, styret af forbrug og med meget lidt eller slet intet fælleskab. (Wilkinson & Pickett 2011: 17). Wilkinson og Pickett argumenterer stærkt for at en høj grad af ulighed kan være direkte ødelæggende for et samfund, da lighedsniveauet er en vigtig faktor for den individuelle trivsel. Nogle af de mest lige samfund i verden er de skandinaviske velfærdsstater, sammen med blandt andet Japan der klarer sig godt på en lang række sociale indikatorer sammenlignet med de mere ulige samfund som især USA, Storbritannien og Portugal (Wilkinson & Pickett 2011: 22). Det er værd at bemærke at de ovennævnte tendenser ikke har noget at gøre med hvor rige landene er, eller indkomst pr. indbygger. Fx er USA et af verdens rigeste lande, men lider samtidig under den laveste forventede levealder og en af de højeste kriminalitetsrater blandt de udviklede lande. Der er altså noget der tyder på at det der virkelig betyder noget, er hvor meget eller hvor lidt vi har i forhold til hinanden. Vi sammenligner os konstant med vores medmennesker i forhold til sociale positioner og status. Udover at der er et velfunderet empirisk grundlag for at sige at en høj grad af ulighed i samfundet skaber og er med til at forstærke en lang række samfundsmæssige problemer, så får denne ulighed en selvforstærkende effekt på grund af forbrugskulturen i de vestlige lande, der er præget af en materiel statuskonkurrence (Wilkinson & Pickett 2011: 246). Der er altså evidens for at ulighed skaber samfundsmæssige problemer, og der er en del der tyder på at det påvirker alle samfundets lag og ikke blot grupperne med den laveste indkomst. I denne sammenhæng er det et alvorligt problem at mainstream økonomer ikke fokuserer tilstrækkeligt på hvordan ulighed kan reduceres. Eksempelvis har den omfattende finansielle deregulering, som neoklassiske økonomer har været fortalere for, skabt bedre forhold for spekulative investeringer og astronomiske aflønninger af topledere og finansfolk (Chang 2011: 143). [ C ] Manglende økonomisk stabilitet Den nuværende finansielle krise startede i 2007 i USA, da de finansielle markeder mistede tilliden til det amerikanske boligmarked og de såkaldte subprime-lån (Hendricks & Rasmussen 2012: 21). Flere store banker og investeringsselskaber gik ned og usikkerheden i den globale økonomi spredte sig. Udviklingen betød at staterne i mange tilfælde blev nødsaget til at gribe ind og overtage de nødlidende banker for at undgå 56

58 et finansielt kollaps (Hendricks & Rasmussen 2012: 18-25). Den omfattende krise skabte panik og frygt på de finansielle markeder hvilket forstærkede den økonomiske krise. Bankerne blev bange for at låne penge ud og forbrugerne stoppede med at bruge penge, hvilket startede en negativ spiral af stagnation og recession. Den finansielle krise forværrede på mange måder staternes finanser. De enorme summer der blev brugt til at stabilisere banksektoren i 2008 og 2009 medførte en substantiel stigning i den offentlige gæld. Desuden har den økonomiske krise medført forhøjede offentlige udgifter pga. stigende arbejdsløshed og de omfattende stimuluspakker der blev vedtaget i et forsøg på at kickstarte økonomien (Jackson 2009: 27 og ). Nedenstående figur illustrerer omfanget af det alvorlige statsgældsproblem i de rige økonomier: Figur 7. Denne figur viser udviklingen i statsgæld siden World Economic Outlook 2011 (IMF 2011). Ifølge den britiske økonom Anatole Kaletsky er den nuværende globale finansielle krise den største i verdenshistorien (Kaletsky 2011: 124). Han beskriver at krisen er et resultat af en lang række komplekse og interagerende faktorer 22, men han argumenterer for at den dominerende økonomiske tankegang bærer en stor del af skylden. Den medførte et fokus på finansiel deregulering og en manglende vilje til at bruge statens evne til at regulere markedet. Dette førte fx til ophævelsen af Glass-Steagall aftalen 23 i USA 1999 og ledte til et boom i den finansielle sektors størrelse. Desuden spillede politisk ideologi en stor rolle i at krisen blev så 22 USAs boligboble, bankernes grådighed, The Federal Reserves og den kinesiske regerings monetære politikker (Kaletsky 2011: 124). 23 Glass-Steagall aftalen blev indgået i 1933 som et led i den nye regulering af den finansielle sektor efter den store depression. Aftalen betød at banker blev opdelt i opsparings- og investeringsbanker (Davidson 2009: 21-22). 57

59 omfangsrig fordi Bush-administrationen valgte ikke at bruge statens ressourcer til at gribe ind før sidste øjeblik (Kaletsky 2011: ). Den politiske økonom Anders Lundkvist påpeger ligeledes at den nuværende krise skyldes at finanskapitalen har haft frit spil gennem deregulering og politisk støtte, hvilket fx har resulteret i de boligbobler vi ser i Spanien, Irland, USA og Danmark (Lundkvist 2012). Dereguleringen medførte en voldsom ekspansion i den finansielle sektors størrelse hvilket betød at pengeudbuddet voksede langt mere end BNP, hvilket følgende figur illustrerer. Figur 8. Denne figur viser udviklingen i pengeudbuddet sammenlignet med udviklingen i BNP (O Neill et al. 2011: 65). Ifølge O Neill et al. har denne udvikling været medvirkende til at skabe finansiel og økonomisk ustabilitet som den globale økonomi lider under i dag (O Neill et al. 2011: 65). Denne påstand understøttes af nobelpristager i økonomi Joseph Stiglitz. Han påpeger desuden at hvis der ikke gøres et hæderligt forsøg på at tage bedre styring med det globale finansielle og økonomiske system, så vil der uundgåeligt komme flere og sandsynligvis værre kriser i fremtiden (Stiglitz 2009: 211). Professor i politologi Louis Pauly ser en tydelig sammenhæng mellem udviklingen i internationale finansieringsvirksomhed og stigningen i internationale finansielle kriser (Pauly 2008: 251). 58

60 Figur 9. Denne figur viser en historisk oversigt over frekvensen af økonomiske og finansielle kriser (Pauly 2008: 250). Tim Jackson argumenterer for at gældskrisen er særdeles alvorlig, men at problemet stikker dybere end det. Han hævder at gæld er en forudsætning for det nuværende økonomiske system og at skabelsen af mere gæld er det der har holdt den globale økonomi kørende især i de sidste 10 år. Samtidig har forbrugsgæld muliggjort en frigørelse af privat forbrug fra indkomst, og på denne måde har yderligere gældsætning gjort at væksten kunne fortsætte lidt endnu. Den private forbrugsgæld er steget voldsomt, fx blev den fordoblet i Storbritannien i årtiet før krisen satte ind i 2008 (Jackson 2009: 22-23). 59

61 En anden af de andre væsentlige årsager til det økonomiske systems ustabilitet er det kortsigtede profitmotiv. Virksomheder er presset til konstant at være profitmaksimerende for at sikre afkast til aktionærer og undgå at miste markedsandele. Denne tendens resulterer i at virksomhederne vokser sig så store at det skaber konkurrenceforvridning og nedbryder lokale økonomier. Desuden giver det virksomhederne stor politisk indflydelse som de via lobbyisme anvender til at forhindre lovtiltag, der kan skade deres forretning og fortsatte ekspansion. Dette undergraver staternes råderum for at implementere effektiv og hensigtsmæssig politik i både et miljø- og samfundsmæssigt perspektiv (Boyle & Simms 2009: 12). Ifølge Chang opfordrer selve aktiestrukturen til kortsigtethed fordi aktionærer ofte foretrækker at maksimere kortsigtet profit frem for langsigtede investeringer. Fordi de har muligheden for at sælge deres aktier, behøver de ikke nødvendigvis at bekymre sig om virksomhedens fremtid på længere sigt - med mindre at de ejer en stor del af virksomheden. Mindre aktieholdere foretrækker virksomhedsstrategier der maksimerer kortsigtet profit, og fravælger dermed investeringer der er gavnlige på længere sigt (Chang 2011: 12). Den hidtidige økonomiske udvikling har altså ført til en ustabil global økonomi med høje niveauer af gæld og mangel på modstandsdygtighed overfor kriser. Kriser som den der har domineret den globale økonomi siden 2008 medfører usikkerhed for mange mennesker verden over. De bristede boligbobler førte til at mange pludselig havde langt mere gæld end værdi, hvilket førte til at nogle blev stavnsbundne i deres bolig. Ifølge Boyle & Simms påvirker gæld menneskelig trivsel negativt. Det er med til at forårsage stress, depression, mentale problemer og kan være ødelæggende for forhold mellem mennesker (Boyle & Simms 2009: 83). Desuden har den finansielle og økonomiske krise medført stigende arbejdsløshed der ligeledes skaber utryghed og påvirker menneskelig trivsel negativt. [ D ] Arbejdsløshed Der er i skrivende stund omkring 48 millioner arbejdsløse i OECD, hvilket er 14 millioner flere end før krisen startede i Mere end en tredjedel af dem er langtidsledige, dvs. de har været arbejdsløse i mere end et år (OECD 2012a). Den samlede arbejdsløshed i Euro-landene steg i oktober måned 2012 til 11,7 pct., hvilket er det højeste niveau nogensinde. Spanien har den højeste arbejdsløshed i OECD med 26,2 pct. imens der også er tocifrede tal i Frankrig, Italien, Portugal, Grækenland, Ungarn, Irland, Slovakiet og Polen (OECD 2012b). 60

62 Figur 10. Denne figur viser udviklingen i arbejdsløshed fra juli 2008 til juli 2012 i hhv. euro-zonen, USA, Japan og OECD (OECD 2012g). Samtidig er alarmerende høj ungdomsarbejdsløshed særligt i Europa, den er steget voldsomt under den økonomiske krise og er på over 50 pct. i Spanien og Grækenland (Eurostat 2012). På grafen herunder ses udviklingen i ungdomsarbejdsløshed i OECD fra 2007 til

63 Figur 11. Denne figur viser udviklingen i ungdomsarbejdsløshed fra december 2007 til marts 2012 (OECDc 2012). FNs arbejdsorganisation ILO frygter at de nuværende nedskæringsstrategier i EU vil medføre tab på 4,5 millioner arbejdspladser (Nielsen 2012j). ILO understreger at verden risikerer at miste en hel generation, hvis ikke der igangsættes konkrete tiltag til at afhjælpe den omfattende ungdomsarbejdsløshed (International Labour Organisation 2012). Ifølge Professor i økonomi Jesper Jespersen er en anden af årsagerne ledende økonomers forkerte antagelser omkring sammenhængen mellem arbejdsudbuddet og beskæftigelsen. Antagelsen i mainstream økonomisk teori er, at hvis arbejdsudbuddet øges, så vil det presse lønningerne ned. Dette vil få virksomhederne til at ansætte flere folk og generelt skabe vækst (Jespersen 2012b). Et sådant fokus på arbejdsudbud kendetegner den førte politik i hele EU, på trods af manglende resultater ift. til at reducere den europæiske arbejdsløshed. Generelt set er arbejdsløsheden steget i Europa, selvom det blev postuleret at de mange arbejdsmarkedsreformer ville øge beskæftigelsen (Jespersen 2012a). Ifølge World Happiness Report har det at have et arbejde stor betydning for menneskelig trivsel. Det er psykisk hårdt at være arbejdsløs, og det er endnu hårdere at være arbejdsløs i længere tid. Derfor kan arbejdsløshed føre til et skarpt fald i trivsel og velvære (Helliwell et al. 2012: 66). Den nuværende økonomiske udvikling i Europa har medført social uro i Sydeuropa. Den 13. november 2012 var der for første gang nogensinde koordinerede strejker i Italien, Spanien Grækenland og Portugal, samt sympatidemonstrationer i 62

64 flere andre lande. Årsagen er den økonomiske krise der har ført til stigningen i arbejdsløshed og samtidig omfangsrige nedskæringer på de offentlige budgetter. Nedskæringerne har gjort tilværelsen langt sværere for de arbejdsløse (Hansen & Gjerding 2012). Selvom den globale økonomi er mangedoblet i størrelse lider mange rige lande stadig under arbejdsløshed. Vi vil argumentere for at en af de primære årsager til dette er forfølgelsen af den neoklassiske økonomis tese om nødvendigheden af reformer der øger arbejdsudbuddet. Ifølge Jespersen har den europæiske arbejdsløshed gennem årtier ligget på omkring 10 pct., og dette tyder på at det er tvivlsomt om den nuværende økonomiske udvikling vil kunne løse problemet omkring arbejdsløshed (Jespersen 2012b). 63

65 Afsnit 3: Diskussion Afsnit 1 viste at den økonomiske udvikling ikke har formået at levere tilstrækkelig økonomisk vækst i lav- og mellemindkomstlandene. Som beskrevet i indledningen af dette kapitel er lav- og mellemindkomstlandene der hvor økonomisk vækst er mest tiltrængt, og hvor den har en særdeles stor betydning for menneskelig trivsel. Den udviklingspolitiske linje fra de centrale aktører i den globale økonomi, som IMF, Verdensbanken og WTO har på nogle områder hæmmet den økonomiske udvikling i verdens fattigste lande. Som vi har beskrevet har denne politiske linje især de sidste 30 år været domineret af neoklassisk økonomisk teori. Der har været en udbredt tro på at globaliseringen ville føre til mere rigdom for alle, og i denne sammenhæng er der blevet argumenteret for liberalisering, deregulering og frie kapitalstrømme. Desværre har dette ofte ikke medført den forventede vækst i de fattigste lande. Bl.a. fordi rige landes subsidier og toldbarrierer har bidraget til at forhindre de fattigere lande i at udvikle sig. Dette har skabt unfair konkurrenceforhold, hvor de rige landes industrier har fået støtte, mens fattige lande ikke har fået lov til at benytte de samme politiske værktøjer. Til sidst har kapitalflugt medført manglende skatteindtægter, og de omfattende liberaliseringer har muliggjort dette. Samlet set har mainstream økonomisk teori ofte haft en problematisk rolle i et udviklingsmæssigt perspektiv. På trods af at den globale økonomi er mangedoblet i størrelse er der stadig enorme udfordringer med fattigdom og ulighed. Samtidig er der omfattende klima- og miljøproblemer der skaber yderligere problemer for særligt de fattigste lande. Professor i økonomi fra Massachusetts Institute of Technology Benjamin Olken har sammen med en række andre forskere påvist at højere temperaturer leder til markant lavere vækst i fattige lande. Deres resultater tyder på at globale klimaændringer vil føre til at de fattige lande gennemsnitligt vil være omkring 40 pct. fattigere i år 2099 end de ville have været uden klimaændringer. Rige lande bliver ikke ramt i samme omfang af en række årsager 24 (Nielsen 2012k). Afsnit 2 af kapitlet viser at selv i de rige lande er der problemer med menneskelig trivsel. Vi har beskrevet 4 årsager til dette: Materialisme og forbrugskultur, den stigende ulighed, manglende tryghed i form af økonomisk stabilitet samt tiltagende arbejdsløshed. Den nuværende økonomiske udvikling opfylder derfor ikke grundforudsætning nummer to, da den hverken formår at sikre menneskelig trivsel i lav- og mellemindkomstlande eller i de rige lande. Hvorfor har den økonomiske udvikling ikke levet op til de to grundforudsætninger vi har opstillet? Vi har allerede beskrevet at neoklassisk økonomisk tankegang har skabt vanskelige vilkår for vækst i lav- og mellemindkomstlande. Vi vil nu gå mere i detaljer med hvordan mainstream økonomisk tankegang spiller en 24 Sandsynligvis fordi landbrugsproduktion spiller en relativt mindre rolle, at temperaturstigningerne ofte er lavere samt at der er større økonomisk kapacitet til at neutralisere effekterne af varme år (Nielsen 2012k). 64

66 rolle i at fastholde verden i de problemer vi har beskrevet i kapitel 3 og 4. Der er meget der tyder på at yderligere vækst i de rige lande ikke vil føre til samfundsmæssig fremgang. Alligevel er de fleste politikere og økonomer optagede af hvordan den fremtidige vækst bedst sikres (jf. kapitel 1). Tim Jackson beskriver at manglende vækst i det nuværende økonomiske system medfører: Økonomisk ustabilitet, stigende arbejdsløshed, øget offentlig gæld, dårligere konkurrenceevne og lavere levestandard (Jackson 2009: 61-65). Som han påpeger så har den kapitalistiske vækstmodel ikke nogen nem vej til en ligevægtstilstand: Its natural dynamics push it towards one of two states: expansion or collapse. (Jackson 2009: 64). Jackson uddyber at den moderne økonomis stabilitet er dybt afhængig af økonomisk vækst (Jackson 2009: 14). Den vestlige forbrugsøkonomi bliver opretholdt af en strukturel afhængighed af økonomisk vækst og dermed også en konstant vækst i forbrug. Den primære årsag til dette er effektivisering. For at virksomhederne skal forblive konkurrencedygtige er det nødvendigt konstant at have produktivitetsstigninger. Men det vil uundgåeligt føre til arbejdsløshed, medmindre økonomien vokser, da det betyder at der produceres det samme antal varer eller den samme service med færre hænder (Jackson 2009: 95). De årlige produktivitetsstigninger udøver altså et konstant pres på beskæftigelsen og konsekvensen bliver stigende arbejdsløshed. Dette resulterer i faldende købekraft som betyder at efterspørgslen på varer og tjenesteydelser reduceres. Hermed skabes et pres på virksomhederne der i yderste konsekvens kan blive tvunget til nedskæringer og fyringer. Hvilket igen øger arbejdsløsheden og er starten på en negativ spiral. Årsagen til dette er at recession og stagnation skaber frygt og usikkerhed. Der indføres stimuluspakker der skal skabe vækst, hvilket fører til en stigning i den offentlige gæld. På denne måde er hele samfundet dybt afhængigt af at væksten kommer tilbage for at være i stand til at betale af på den voksende gæld (Jackson 2009: 63). Det nuværende økonomiske system er altså bogstaveligt talt afhængigt af at vokse. The shortage of employment has become more important that the shortage of products. Whereas in the past we needed to have more people at work because we needed the goods and services they produce, now we have to keep increasing production simply to keep people employed. (Victor 2008: 13). Som Victor fremhæver i ovenstående citat så er det samlede forbrug af varer og tjenesteydelser tvunget til at stige for at sikre høj beskæftigelse. Jackson mener at brug og smid væk kulturen er en strukturel forudsætning for det økonomisk systems overlevelse (Jackson 2009: 97). På denne måde er systemet med til 65

67 at forstærke den materialisme og forbrugskultur der er problematisk i både et miljø- og samfundsmæssigt perspektiv (jf. afsnit 2). Tomas Sedlacek fremhæver at der inden for mainstream økonomi er en opfattelse af at fremskridt og udvikling hænger sammen med økonomisk vækst (jf. kapitel 2). Dette har betydet at en voksende økonomi er blevet det altoverskyggende udviklingsmål i den nuværende politiske kontekst. Inge Røpke påpeger at økonomisk vækst ses som et absolut gode, og det er uanset hvilken levestandard det pågældende samfund allerede har opnået (Røpke 2011: ). Økonomisk vækst bliver af langt størstedelen af de politiske beslutningstagere betragtet som et middel til at løse stort set alle samfundsmæssige problemer, det værende økonomisk, sociale eller sågar miljømæssige (Victor 2008: 92). I vores perspektiv er det paradoksalt at det fænomen, økonomisk vækst, som skaber og forstærker mange af de sociale og især miljømæssige problemer, af mange ses som løsningen på selvsamme problemer. I denne sammenhæng er det særdeles problematisk at BNP er en utilstrækkelig målemetode til at måle samfundsmæssig fremgang. Økonomisk vækst betyder at BNP vokser, dvs. at den samlede værdi af producerede og handlede varer og tjenesteydelser i en økonomi stiger (Boyle & Simms 2009: 10). BNP er godt redskab til at måle økonomisk aktivitet, men særdeles mangelfuldt når det handler om at måle fremgang eller trivsel (O Neill et al. 2010: 13). Dette gør sig især gældende i de rige lande hvor størstedelen af befolkningen har fået opfyldt deres materielle behov (Helliwell et al. 2012: 91). Flere af vores interviewpersoner udtrykte skepsis over BNP som en velfungerende målemetode. Lidegaard påpegede at det er indlysende at den måde hvorpå de økonomiske aktiviteter, gevinster og tab, opgøres i dag, er uholdbart ser man ser på de udfordringer vi står overfor [Lidegaard interview: 2]. Mogens Lykketoft fremhævede at det er af afgørende betydning hvilken form for vækst der tales om: [D]et er jo den forståelse der dybest set skal brede sig [...] At der sådan set ikke er nogen grænser for vækstkvalitet, men der er grænser for vækst af den type vi har været vant til. [Lykketoft interview: 6]. Samtidig påpegede Christian Ege at supplerende målemetoder er en nødvendighed, da det er åbenlyst at BNP er utilstrækkeligt [Ege interview: 7-8]. Richardson fremhævede det paradoksale i at det der påvirkede den japanske vækst sidste år var det ødelæggende jordskælv og den efterfølgende tsunami. Hun hentydede til at det vist næppe kan kaldes en forbedring [Richardson interview: 4]. 66

68 Vi mener at der derfor er akut behov for anvendelsen af nye metoder til at måle samfundsmæssig fremgang. Heldigvis har der de senere år bredt sig en international anerkendelse af BNPs utilstrækkelighed som det vigtigste mål for samfundsmæssig fremgang. I 2008 nedsatte den daværende franske præsident Nicholas Sarkozy en kommission med Joseph Stiglitz i spidsen. Kommissionens formål var at finde nye måder at måle et lands udvikling på, grundet erkendelsen af BNPs begrænsninger (Stiglitz et al. 2009). Der er i det hele taget de senere år kommet langt større fokus på behovet for alternative målemetoder. OECDs Better life index og Happy Planet Index er eksempler på denne udvikling (OECD 2012f og Abdallah et al. 2012). Dette vender vi tilbage til i kapitel 5. Som vi har været inde på i kapitel 2 og 3 er det vigtig at økonomiske modeller passer til virkeligheden. Inden for mainstream økonomisk teori er der en opfattelse af at økonomisk vækst fører til forbedret livskvalitet, hvilket kan eksemplificeres af følgende citat af Poul Schou: [J]eg kan sagtens forestille mig at man godt vil kunne blive ved med at få forbedret livskvalitet, altså det man kalder økonomisk vækst... [Schou interview: 5]. Dette har uden tvivl en vis gyldighed i de fattigste lande, hvor meget tyder på at øget økonomisk vækst medfører forbedret levestandard. Alligevel har meget af væksten fundet sted i de rigeste lande hvor 15 pct. af verdens befolkning står for 85 pct. af verdens samlede forbrug (målt i forbrugsudgifter) (O Neill et al. 2010: 95). På mange måder har mainstream økonomi fungeret som en barriere for økonomisk udvikling i lav- og mellemindkomstlandene gennem dets fokus på markedsløsninger, liberaliseringer og deregulering. Samtidig er det konstante fokus på at opnå fortsat økonomisk vækst med til at destabilisere planetens klima og miljø, hvilket kan få meget alvorlige konsekvenser. Som nævnt rammer disse forandringer lav- og mellemindkomstlandene hårdest. Som beskrevet i kapitel 3 er det desuden ikke bare ønsket om vækst, men en række centrale koncepter i neoklassisk økonomi der bidrager til at problemerne er svære at løse: Fokus på en samlet global aftale frem for polycentriske løsninger, at hvert klima/miljøproblem skal løses for sig, at priserne kan løse mange problemer af sig selv og at staten ikke må tage en ledende rolle. I de rige lande hvor den økonomiske vækst primært har fundet sted, har den imidlertid ikke medført den forventede medfølgende stigning i menneskelig trivsel. Vi vil argumentere for at mainstream økonomisk teori har en del af ansvaret for denne udvikling. Som beskrevet i afsnit 2 har særligt den neoklassiske økonomiske teori været en drivkraft i skabelsen af mange af årsagerne til den manglende menneskelige trivsel. Her tænkes på nutidens materialisme og forbrugskultur, den stigende globale ulighed, den manglende økonomiske stabilitet og problemerne omkring arbejdsløshed. 67

69 Afslutningsvis er det uhensigtsmæssigt at nutidens dominerende økonomiske modeller ikke formår at sikre at den økonomiske udvikling er miljømæssigt bæredygtig (jf. kapitel 3). Ligeså vigtigt formår de heller ikke at sikre at den økonomiske udvikling i tilstrækkeligt omfang sørger for menneskelig trivsel globalt set. Vi mener at mainstream økonomisk teori har en stor del af ansvaret for at den økonomiske udvikling ikke har formået at leve op til de to grundforudsætninger. Der er et for stort fokus på at øge et abstrakt begreb som BNP frem for at sikre de bedste vilkår for menneskelig trivsel, på en miljømæssigt bæredygtig måde. Derfor præsenteres i det følgende kapitel en alternativ økonomisk teori som vi mener i langt højere omfang vil kunne sørge for at den fremtidige økonomiske udvikling vil kunne leve op til de to grundforudsætninger: At være miljømæssigt bæredygtig og sørge for menneskelig trivsel. 68

70 KAPITEL 5: TEORIEN OM EN ØKONOMI I DYNAMISK LIGEVÆGT I dette kapitel præsenteres teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt. Indledningsvis beskrives grundelementerne i teorien og efterfølgende den britiske tænketank New Economics Foundations plan The Great Transition. Som beskrevet i metodeafsnittet har vi valgt at anvende denne plan, da den indeholder specifikke betragtninger og handlingsplaner for hvordan en omstilling af et rigt lands økonomi kan realiseres. Dernæst vil vi diskutere flere af de centrale kritikpunkter der har været fremført mod teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt. Afslutningsvis argumenteres for at teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt bedre vil være i stand til at opfylde de to opstillede grundforudsætninger end mainstream økonomisk teori. Teorien bag en økonomi i dynamisk ligevægt består af fire kerneelementer: Bæredygtig størrelse: At økonomiens omfang respekterer økosystemets begrænsede kapacitet til at levere ressourcer og til at absorbere affald. Retfærdig fordeling: Der defineres som lige muligheder for at generere indkomst og opnå rigdom samt indførelse af grænser for ulighed for at undgå store forskelle mellem rig og fattig. Effektiv allokering: Det betyder i denne sammenhæng at markedskræfterne anvendes passende til allokering af ressourcer, hvor der tages højde for hvor markederne fungerer, og hvor de ikke gør. Fokus på høj livskvalitet og de ting der virkelig betyder noget: Sundhed, menneskelig trivsel, sikkerhed i arbejde, fritid, stærke lokalsamfund og økonomisk stabilitet. (O Neill et al. 2010: 10) I en dynamisk ligevægtsøkonomi ses økonomien som værende en underdel af miljøet, modsat mainstream økonomi hvor miljø og samfund ses som en underdel af økonomien. I den gamle tilgang kommer økonomien i første række, og hensynet til miljø og klima er langt hen af vejen sekundært. I modsætning til mainstream økonomien der fokuserer på økonomisk vækst, kendetegnes dynamisk ligevægtsøkonomi ved en accept af at økonomiens omfang ikke kan fortsætte med at vokse (Daly 1997). Som beskrevet i kapitel 3 vil fortsat global økonomisk vækst have meget alvorlige miljømæssige konsekvenser. Derfor er det en nødvendighed at indrette økonomien efter planetens naturlige begrænsninger. Derudover har teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt fokus på menneskelig trivsel, hvilket både skal ske gennem en retfærdig fordeling af indkomst og ressourcer samt et fokus på høj livskvalitet. 69

71 The Great Transition The Great Transition (TGT) blev udgivet af den britiske tænke og gøre tank nef i I indledningen af rapporten argumenteres der for at der er behov for hurtig og radikal forandring både lokalt, nationalt og globalt. Derfor er en stor omstilling nødvendig (Spratt et al. 2010: 8). We are facing a series of interlinked systemic problems consuming beyond our planetary limits; untenable inequality; growing economic instability and a breakdown in the relationship between more and better. The only way to overcome these systemic problems is through a set of solutions which themselves address the whole. (Spratt et al. 2010: 2). Rapporten indeholder 7 punkter der er centrale for at opnå den store omstilling 26, og vi vil her gennemgå dem punkt for punkt. Punkt 1: The Great Revaluing Dette punkt er hjørnestenen i TGT, her gør forfatterne det klart at det at skabe social og miljømæssig værdi bør være det centrale mål for politik. De argumenterer for at markedspriserne bør reflektere de sande sociale og miljømæssige udgifter og indtægter, hvilket også betegnes som en internalisering. De understreger vigtigheden af at gøre gode ting billige og dårlige ting meget dyre, samtidig påpeges det at det alt for ofte forholder sig omvendt i dag (Spratt et al. 2010: 2). Ved at anvende skattesystemet intelligent vil den pris som forbrugeren betaler, afspejle produktets sande værdi (Spratt et al. 2010: 39). I dag er lokalt producerede fødevarer ofte dyrere end dem der er blevet sejlet verden rundt, blandt andet fordi de miljømæssige omkostninger ved transport ikke er medregnet i prisen. Repricing in line with what we value would fundamentally change incentives for consumers and so for business there would be a significant disincentive to activities that lead to social or environmental harm and an incentive to do good as this would lead to greater price competitiveness. (Spratt et al. 2010: 39). Hvis en implementering af dette lykkes vil succesfulde virksomheder være dem der skaber mest social og miljømæssig værdi. På den anden side vil de virksomheder som undergraver disse værdier ikke være i stand til at konkurrere, hvilket tvinger dem til at omstille sig (Spratt et al. 2010: 39). 25 Der udkom dog en opdateret version i 2010 som vi refererer til i dette afsnit. 26 Vi anvender de oprindelige engelske titler på de syv punkter da noget af betydningen ellers vil gå tabt i oversættelsen. 70

72 I forsøget på at designe en ny økonomi foreslår nef at der er behov for at borgerne finder at fælles værdigrundlag som de mener er vigtigt. Der er behov for fælles forståelse af værdi. Forfatterne understreger vigtigheden af at måle udviklingen i menneskelig trivsel. De foreslår anvendelsen af deres egen metode National Accounts of Well-Being der hvert år opgør menneskelig trivsel målt på en lang række personlige og sociale komponenter (Spratt et al. 2010: 37-38). Desuden nævnes at Index of Sustainable Economic Welfare (ISEW) kunne være en anden god indikator. Denne kombinerer økonomiske, social og miljømæssige aspekter. I tilfælde af implementering af disse metoder skiftes fokus i offentlig politik: Politikere vil blive holdt ansvarlige for de sociale, miljømæssige og økonomiske resultater de opnår, i modsætning til i dag hvor fokus primært er på den økonomiske udvikling (Spratt et al. 2010: 38-39). Punkt 2: The Great Redistribution I rapporten anvendes Amartya Sens Capabilities begreb, der indebærer at alle mennesker skal have de samme muligheder for at leve gode, fyldestgørende liv (Spratt et al. 2010: 40). For at opnå dette foreslår rapporten omfordeling på tre områder; indkomst, rigdom (aktiver), tid. Forfatterne foreslår at uligheden i Storbritannien sænkes til et niveau der svarer til de mest lige europæiske lande (bl.a. Danmark) ved hjælp af et progressivt skattesystem indfaset over år. Ideen ved sådan en omstilling er at skatterne i større grad bør påføres hvad der er dårligt for samfundet som forurening af miljøet, og fjernes fra det gode såsom indkomst, investeringer og arbejde (Spratt et al. 2010: 41). Det andet område er omfordeling af rigdom, hvor en skat på arv foreslås. Den skal være med til at finansiere at alle borgere modtager et engangsbeløb på pund når de fylder 18 år. Pengene kan investeres i uddannelse eller bruges til at starte en virksomhed. Dette skal være med til i højere grad at skabe lige muligheder og øge den sociale mobilitet. (Spratt et al. 2010: 41). Forfatterne af rapporten er ligeledes fortalere for en højere grad af økonomisk demokrati. Alle børsnoterede virksomheder skal give deres medarbejdere mere medbestemmelse. Medarbejderne skal gradvist eje mere af den virksomhed de arbejder for, hvilket vil give dem større deltagelse og kontrol over virksomheden. En sådan proces ville fundamentalt ændre magtrelationerne på arbejdspladsen og skabe en form for økonomisk demokrati (Spratt et al. 2010: 42). Tredje område hvor graden af ulighed er uholdbar, er ift. tid og arbejde: Something is very wrong in a society that suffers simultaneously from chronic overwork and chronic lack-of-work, both of which are highly corrosive at personal, family and social levels. By redistributing working hours at the outset of the Great Transition we address income poverty at the bottom and time poverty at the other end of the income distribution. (Spratt et al. 2010: 42). 71

73 For at løse dette problem foreslås en gradvis reduktion af den tilladte ugentlige arbejdstid fra 48 til 32 timer og en 4 dages arbejdsuge for alle. Spratt et al. skriver at det på længere sigt muligvis vil være hensigtsmæssigt at reducere dette til 21 timer og evt. en 3 dages arbejdsuge. En bedre fordeling af arbejde ville have en betydningsfuld effekt for fattigdom og ulighed samt medvirke til at reducere sociale problemer (Spratt et al. 2010: 42-43). Punkt 3: The Great Rebalancing Dette afsnit handler om hvordan der kan findes en ny balance mellem stat, marked og civilsamfund. I forhold til markedet påpeger forfatterne at den nye prissætning på afgørende vis vil ændre den måde markedet fungerer på. Som allerede nævnt er en afgørende del af TGT at få markedspriserne til at afspejle de sociale og miljømæssige omkostninger (og indtægter), både positive og negative eksternaliteter skal internaliseres. Dette fremhæves som et eksempel at det såkaldte frie marked langt fra er frit. Faktisk det modsatte. Friheden til at indånde frisk luft eller drikke rent vand er indskrænket af graden af forurening. På samme måde er friheden til at købe gode ting som lokalt producerede økologisk madvarer eller etisk produceret tøj indskrænket af det faktum, at disse varer generelt er dyrere end alternative varer uden disse positive sidegevinster. Ifølge Spratt et al opfordrer det nuværende økonomiske system til overproduktion af det der er dårligt og underproduktion af det der er godt. På et samfundsmæssigt plan indskrænker det friheden for alle (Spratt et al. 2010: 45). By incorporating these factors into market prices we reverse the incentives: buying good things becomes cheaper and easier than buying bad things, and if things are really bad we should not be able to buy them at all. (Spratt et al. 2010: 45) Dermed anvendes markedets mekanismer til at fremme positiv samfundsmæssig udvikling i stedet for konstant at underminere dem (Spratt et al. 2010: 47). Rapporten foreslår desuden restriktioner på reklamer og marketing især for produkter henvendt til børn. Dette skal gøres for at mindske det samlede forbrug ved at borgerne i højere grad kun køber de varer de reelt set har brug for, og ikke lokkes til at købe en masse ting pga. et falsk behov skabt af reklamens manipulerende magt. Samtidig skal der stilles krav til producenterne om ikke at skjule de sociale og miljømæssige omkostninger, hvilket naturligvis vil gøre det sværere af få succes med at reklamere for dårlige produkter (Spratt et al. 2010: 47-48). Statens rolle Rapporten gør en del ud af at fokusere på at staten bør have et forhold til borgerne der gør at staten ses som noget positivt. At staten er os og ikke dem. At staten blot er produktet af borgernes fælles interesser og 72

74 udgør en institution for kollektiv beslutningstagen i samfundets fælles interesser. Staten er et middel til at dække de behov borgerne ikke kan opnå individuelt og et middel til at hjælpe udsatte individer og grupper (Spratt et al. 2010: 48). Forfatterne mener at staten skal sørge for at dække en række fælles goder som markedet og det enkelte individ ikke selv kan dække. Disse er fx at sikre miljøet, økonomisk stabilitet og lighed i samfundet. Disse fælles goder er ikke profitable, og derfor ses det som værende statens rolle at levere dem (Spratt et al. 2010: 49). While the state cannot make people happy, it can create frameworks and help to shape the circumstances that make it easier for people to take decisions that are positive for their long-term well-being. To make the right choice the easy choice (Spratt et al. 2010: 50). Rapporten fremhæver desuden statens rolle i forbindelse med en bedre udnyttelse af det de betegner kerneøkonomien. Kerne-økonomien udgøres af alt det ubetalte arbejde der er afgørende for at samfundet kan hænge sammen. Det er fx den tid der bruges på at passe på ældre mennesker, opdrage børn og at udføre frivilligt arbejde i lokalsamfundet (Spratt et al. 2010: 37). Forfatterne karakteriserer det som en overflødighed af menneskelige ressourcer der i det store hele negligeres af det offentlige system i dag. Disse ressourcer er; tid, visdom, erfaring, energi, viden og færdigheder. Samt i forholdene mellem mennesker; kærlighed, empati, agtpågivenhed, pleje, gensidighed samt at give og at modtage læring. TGT argumenterer for vigtigheden af disse værdier der ikke prissættes og dermed reelt set ikke værdisættes økonomisk. Rapporten opfordrer til at staten aktivt værdsætter og støtter disse essentielle menneskelige og sociale ressourcer, ved at redesigne arbejdsmarkedspolitikker og anden socialpolitik som foreslås under andre punkter i dette afsnit (Spratt et al. 2010: 52). Punkt 4: The Great Localisation and Engagement Rapporten argumenterer for at den tiltagende globalisering har medført en underminering af lokalsamfund og sociale netværk. Forfatterne påpeger at der er behov for et skifte væk fra tanken om at større altid er bedre og i stedet finde passende størrelser der tilfredsstiller de reelle behov (Spratt et al. 2010: 56). Det understreges at stordriftsfordele er vitale for at opnå effektiv produktion på nogle områder. Det giver fx ikke nogen mening at producere computere i hver by. Men det er en forkert antagelse at det ikke er muligt at producere effektivt på lokalt plan for dette afhænger af definitionen af effektivitet. Ligesom der kan være store økonomiske fordele ved stordrift, er der miljømæssige, økonomiske og sociale fordele ved at producere mere lokalt. Samtidig har den nuværende finansielle krise vist hvordan størrelse kan føre til gennemgribende og ukontrollabel ustabilitet særligt i de finansielle sektorer (Spratt et al. 2010: 57). Forfatterne mener at det er særligt væsentligt at overveje hvor varer og tjenesteydelser bør produceres. Dette begreb kalder de optimal størrelse og de opstiller fire kriterier for at bestemme denne: (1) Reelt behov, (2) nødvendig markedsstørrelse, (3) påvirkning på lokalt 73

75 økonomisk og socialt liv samt (4) de særlige karakteristika der kendetegner den producerende og handlende region (Spratt et al. 2010: 61-62). Dette vil skabe en langt større diversitet i virksomhedsformer der vil være med til at skabe modstandsdygtighed i økonomien. Der vil komme langt flere mindre virksomheder med forskellige modeller for ejerskab, fx kooperativer, sociale virksomheder og små privatejede virksomheder. Et marked med få store aktører vil derimod i tilfælde af en økonomisk krise som den vi befinder os i nu, sandsynligvis resultere i lukninger af filialer og fyringsrunder. Dette vil ofte ske uden hensyntagen til konsekvenserne for mennesker og lokalsamfund (Spratt et al. 2010: 57-58). En anden fordel ved en tiltagende lokalisering vil være bekæmpelse af miljøødelæggende handel ved at der produceres og forbruges mere lokalt. Det at ændre prissætning vil tvinge os til at tænke længe og grundigt over, hvad der bør produceres lokalt, regionalt, nationalt, og hvad der skal handles internationalt. Et skifte til en højere grad af lokal fødevareproduktion bør ske gradvist for at tillade at handelspartnere, særligt i udviklingslande, kan tilpasse sig (Spratt et al. 2010: 59). Punkt 5: The Great Reskilling For at realisere den store lokalisering er en stor omskoling nødvendig. Der er behov for et kulturskifte fra en brug og smid væk kultur til at producere varer med henblik på langtidsholdbarhed og reparation. For at være i stand til at reparere og forlænge levetiden for produkter kræves færdigheder som forfatterne argumenterer for, er gået tabt i dagens samfund. With the advent of disposability, built-in obsolescence, the introduction of constant upgrades [ ] combined with mass advertising, the deregulated market found a way to shorten the lifespan of goods, earn more money, and come between the individual and their need and ability to maintain and repair goods. (Spratt et al. 2010: 67) I nutidens materialistiske samfund er forbrug og ikke konservering i fokus. Hvad enten der investeres i en ny bil eller en anden vare, vil den umiddelbare tilfredshed stilne af, og lysten til at smide den gamle ud og købe den nyeste model vil trænge sig på. Konsekvensen af dette er en stor mængde forbrugsaffald og et omfattende tab af dagligdags færdigheder (Spratt et al. 2010: 67). Men udveksling af varer uden for markedet er lige så vigtigt: Markedets ekspansion afskærer muligheden for at udveksle varer og tjenester baseret på gensidighed, hjælp og gavegivning, som når de får lov til at blomstre, er med til at forstærke lokalsamfundet og kerne-økonomien (Spratt et al. 2010: 68). Lokal produktion af fødevarer 74

76 En naturlig konsekvens af en bedre prissætning vil være øget lokal produktion af fødevarer, i og med at meget af den ikke-lokale mad der købes hver dag i supermarkederne, vil stige signifikant i pris, når de miljømæssige omkostninger medregnes (Spratt et al. 2010: 71). Samtidig vil der være mere tid til at dyrke egen mad i fx nyttehaver i kraft af en reduceret arbejdsuge og mindre spildtid på transport til og fra arbejde. Desuden vil en positiv sidegevinst af dette være øget sundhed pga. mere motion og sundere kost (Spratt et al. 2010: 72). Lokal produktion af energi Den vedvarende energi skal gøres langt billigere. I øjeblikket betragtes vedvarende energi ikke som særligt effektivt, fordi prisen ikke afspejler de miljømæssige fordele. Desuden er der store omkostninger ved at afbetale på lån som der skal til for at rejse kapital til etablering af nye anlæg som fx en ny vindmøllepark. Begge dele vil den store omstilling tage hånd om: De miljømæssige omkostninger ved energiproduktion internaliseres i prisen. I næste punkt forklares det hvordan offentlige og regionale banker skal være i stand til at skabe rentefri lån til projekter som bidrager til omstillingen af infrastrukturen til vedvarende energi (Spratt et al. 2010: 73). Ifølge Spratt el al. omhandler dette punkt mange af de aktiviteter som er betydningsfulde for menneskelig trivsel. Disse ting gør i modsætning til materialisme og forbrug en positiv forskel for menneskers oplevelse af trivsel, når de basale behov er opfyldt. Mange af disse aktiviteter er blevet skubbet ud i nutidens markedsliggjorte samfund (Spratt et al. 2010: 74). Punkt 6: The Great Economic Irrigation Forfatterne fremhæver at finanssektoren spiller en central rolle i realiseringen af den store omstilling: Finance irrigates local economies, facilitating sustainable economic activity and underpinning community life. Nationally, we need to finance a renewable energy and sustainable transport infrastructure, as well as private sector activities that extend beyond the local level, including to international trade. (Spratt et al. 2010:77) I forhold til beskatning vil den store omstilling føre til gennemgribende ændringer i måden at beskatte på. Dette skifte vil som sagt føre til at gode ting som investeringer og beskæftigelse beskattes mindre, og dårlige ting som spekulation og ikke-bæredygtigt forbrug beskattes mere. Det primære formål for det nationale skattesystem bør være at sikre økonomisk stabilitet og afværge regionale uligheder. Rapporten foreslår tre bærende principper. (1) Indkomstskat starter først ved medianindkomsten og stiger så gradvis herefter, hvilket vil medvirke til større lighed. (2) For at omfordele rigdommen i samfundet foreslås en arveskat og en progressiv skat på kapitalgevinster, komplementeret af en national grundværdiskat. (3) En lav skat på 75

77 finansielle transaktioner, den såkaldte Tobin skat. En sådan skat ville modvirke kortsigtet destabiliserende spekulation og høj-frekvens handel, men derimod ikke langsigtede investeringer (Spratt et al. 2010: 77). For varer med store miljømæssige fordele vil den planlagte internalisering af de miljømæssige omkostninger i yderste konsekvens føre til at beskatningen bliver negativ og dermed til subsidier. Dette ville kunne reducere markedsprisen på disse varer og dermed øge efterspørgslen efter dem. Målet med skatteomlægningen er netop at dreje forbruget væk fra ting der er skadelige for miljøet og hen imod det der skaber ægte miljømæssig værdi (Spratt et al. 2010: 78-79). Rapporten understreger at i lyset af den finansielle krise er der et behov for hvad de kalder et nyt økosystem af finansielle institutioner. Disse skal i gensidigt samspil understøtte en positiv samfundsudvikling ved at opnå nationale og lokale prioriteter (Spratt et al. 2010: 81). Et af de vigtigste forslag er oprettelsen af en national grøn investeringsbank der skal sikre offentlige og private midler til at investere i infrastrukturprojekter. Dette skal hjælpe udviklingen af vedvarende energi og bæredygtig transport på vej. Private bankers muligheder for at skabe penge skal langt hen ad vejen indskrænkes og tages tilbage under offentlig kontrol for at være til fordel for hele befolkningen. Dermed tager staten kontrollen over den pengemængde der skabes hvert år, og kan på denne måde langt bedre styre pengeudbuddet. Dette styres normalt gennem rentefastsættelse der skaber incitament for bankerne til at låne ud, og for borgerne og virksomheder til at optage lån. Nef mener dog at den nuværende krise har gjort det ganske klart at denne form ikke garanterer at den skabte kredit anvendes produktivt. Samtidig fremhæves det at det offentliges tilbagetagelse af pengeskabelsen er essentielt for at skaffe den store mængde kapital der er nødvendig for at skabe en bæredygtig infrastruktur. Det ville muliggøre store direkte offentlige investeringer, og dermed forandring og fremgang, som ikke er muligt at realisere i en ukoordineret markedsøkonomi (Spratt et al. 2010: 81). Forfatterne understreger ligeledes vigtigheden af at vende tilbage til en opdeling af bankerne i opsparings- og investeringsbanker (Spratt et al. 2010: 82). Desuden foreslås det at fractional reserve requirements 27 skal genindføres for ikke-offentligt ejede banker. Det skal anvendes som et aktivt redskab i den økonomiske politik, hvor standarden sættes ved 100 pct., hvilket i udgangspunktet vil gøre privat kreditskabelse umulig. Procentsatsen skal dog være variabel, men kun under særligt strenge betingelser. Dette betyder at investeringer der genererer mest samfundsmæssig værdi får reserve ratioen til at falde til det lavest mulige niveau på 10 pct. Derimod vil reserve ratioen for investeringer der medfører sociale og miljømæssige omkostninger være 100 pct., så der ikke kan skabes kredit (Spratt et al. 2010: 83). Rapporten understreger at når profitskabelse er forbundet med bæredygtighed og ægte værdi, bliver det at virksomheden tvinges til at tjene nok profit til at tilbagebetale lånet en positiv ting: Jo mere social og miljømæssig værdi der skabes, jo mere profitabel bliver investeringen (Spratt et al. 2010: 83). 27 Fractional Reserve Banking er universelt i moderne bankvirksomhed og indebærer at banken kun beholder en procentdel af indlånet, og låner resten ud. (Spratt et al. 2010: 83). 76

78 Punkt 7: The Great Interdependence Rapporten argumenterer for de rige lande må reducere deres forbrug for at skabe plads til økonomisk udvikling i verdens fattigste lande, og desuden for at modvirke klimaforandringer. Forfatterne introducerer begrebet økologisk gæld der udtrykker at de rige lande bør overføre økonomiske midler til de fattige lande som en form for afbetaling på de rige landes overforbrug af jordens ressourcer. Specifikt skriver de at Storbritannien over en 10 årig periode bør overføre 200 milliarder pund. De antager at der indgås en aftale om at alle rige lande betaler af på deres økologiske gæld. Samtidig skal de rige lande fortsætte det internationale samarbejde og forsøge at opnå enighed om en global klimaaftale. Denne skal sætte maksimalt 2 graders global temperaturstigning som overordnet mål (Spratt et al. 2010: 86-89). Rapporten argumenterer for at betaling af den økologisk gæld kan hjælpe til at omdistribuere den globale rigdom, i stedet for at håbe på virkningen af en trickle down effekt der har vist sig ikke at fungere. Overførslen af midler til de fattige lande ville give dem mulighed for at investere massivt i tilpasning til klimaforandringer og i vedvarende energi. Samtidig skal en bæredygtig udvikling understøttes ved bedre handelsbetingelser og teknologioverførsel fra rige til fattige lande (Spratt et al. 2010: 89). Denne omstilling indebærer et skifte fra en eksportorienteret udviklingsstrategi til en højere grad af lokal produktion og regional handel. Dette skifte er allerede i gang, men vil blive fremskyndet af internaliseringen af de miljømæssige omkostninger i priserne på varerne. De fattige lande vil dermed delvist frigøre sig fra afhængigheden af at skulle afsætte deres eksport på markederne i de rige lande. Denne omstilling kræver internationalt samarbejde, men hvis den implementeres med omtanke kan den skabe udvikling og medvirke til at sænke fattigdom og global ulighed. Samt medvirke til at afværge den overhængende fare ved klimaforandringerne for de fattige lande (Spratt et al. 2010: 87). Afslutningsvis dykker rapporten dybere ned i en diskussion af nødvendigheden af et brud med vækstparadigmet og udviklingen af en ny makroøkonomisk model. Denne skal i højere grad søge at optimere miljømæssig bæredygtighed og fremme menneskelig trivsel frem for at søge at maksimere økonomisk vækst. Rapporten fremhæver Peter Victors arbejde med at undersøge om en ikke voksende økonomi er realiserbar uden store samfundsmæssige omkostninger (Spratt et al. 2010: 91-93). I næste afsnit præsenteres Victors forskning omkring dette emne. Managing without growth 77

79 Victor undersøgte hvorvidt det er muligt at have fuld beskæftigelse, ingen fattigdom, finansiel balance og reduceret miljømæssig påvirkning, uden at være afhængig af økonomisk vækst. Han benyttede en avanceret computermodel til at beregne forskellige lav-vækst scenarier for den canadiske økonomi over en 30-årig periode fra 2005 til 2035 (Victor 2008: ). På figuren herunder ses det scenarie som Victor betegner som en no growth disaster, hvor BNP topper i 2017 for derefter at stabilisere sig. Scenariet er uden investeringer og produktivitetsstigninger samt uden stigning i statens udgifter til varer og tjenesteydelser (Victor 2008: 178). Figur 12. Denne figur Victors viser no-growth disaster (Victor 2008: 178). Konsekvenserne er voldsomme og medfører at arbejdsløshed, fattigdom og statens gæld i forhold til BNP stiger til uacceptable højder. Den manglende vækst ville betyde en reduktion på 14 pct. i udledning af drivhusgasser, men set i lyset af de sociale konsekvenser, ville det være en dyrekøbt reduktion (Victor 2008: 178). Dette scenarie viser med al tydelighed hvad vi beskrev i kapitel 4 ift. hvad manglende vækst medfører i nutidens økonomiske system. Omstillingen til en økonomi der ikke vokser, kræver fundamentale ændringer i de grundlæggende strukturer, for at undgå negative samfundsmæssige konsekvenser som stigende fattigdom og arbejdsløshed. Det vil kræve omfordeling og politiske handlingsplaner der sikrer grænser for ulighed i indkomst og rigdom, for at forhindre stigende fattigdom. Victor påpeger at arbejdsugen kan forkortes for at undgå stigende arbejdsløshed. Dette vil have en positiv sideeffekt i form af mere fritid til dem der allerede er i arbejde. I nedenstående scenarie er den gennemsnitlige arbejdsuge reduceret, dette betyder at arbejdsløsheden falder i stedet for at stige. Samtidig er der medregnet tiltag der øger omfordeling af indkomst og store offentlige investeringer i bl.a. sundhed og uddannelse. Desuden indføres en skat på udledning af drivhusgasser. Sammenlagt medfører de nævnte tiltag det følgende scenarie med en substantiel reduktion i CO2 udledningerne (Victor 2008). 78

80 Figur 13. Denne figur viser Victors andet scenarie der viser at hvis manglende vækst medfølges af en række politiske tiltag, kan stigende fattigdom og arbejdsløshed samt øget offentlig gæld undgås (Victor 2008: 184). I de forskellige scenarier har vi set at overgangen til en ikke voksende økonomi kan have særdeles alvorlige konsekvenser for mange mennesker, hvis overgangen ikke medfølges af andre politiske ændringer. Men på den anden side har vi også set at lavere vækst over en periode efterfulgt af en stabilisering af økonomiens størrelse kan hænge sammen med: en attraktiv økonomisk, social og miljømæssig udvikling, fuld beskæftigelse, næsten fuldstændig afskaffelse af fattigdom, mere fritid og substantiel reduktion af CO2 udledninger, alt sammen kombineret med finansiel balance. Samtidig erkender Victor dog at hans model har sine begrænsninger, og at det er svært at spå om udviklingen frem til Han skriver også at hvis absolut afkobling bliver en reel mulighed, så kan BNP begynde at vokse igen uden at øge presset på miljø og klima (Victor ). Det er vigtigt at påpege at fortalere for en økonomi i dynamisk ligevægt, heriblandt Victor, ikke hævder at nulvækst skal være et politisk mål. De argumenterer for at vækst i sig selv ikke skal være det primære mål for samfundsmæssig udvikling; hvorvidt BNP går lidt op eller ned bør ikke være altafgørende. Victor mener at BNP skal være residualbestemt, hvilket betyder at størrelsen af BNP i princippet er underordnet. I stedet skal udviklingen i fattigdom, arbejdsløshed, ulighed, statsgæld og CO2 udledninger mv. være i fokus. Det understreges at vækst i sig selv ikke bør være målet, da det dermed risikeres at velfærdsforbedrende politiske tiltag der måske hæmmer væksten, bliver forkastet på det grundlag (Victor 2008: 184). Den økologiske økonom Inge Røpke deler mange af disse betragtninger med Victor, særligt ift. at BNP bør være residualbestemt [Røpke interview: 7]. 79

81 Victors arbejde tyder på at modeller for en økonomi i dynamisk ligevægt kan være implementerbare i virkeligheden. Forfatterne af The Great Transition understreger at Victors arbejde er et vigtigt første skridt, men heller ikke mere end det. De påpeger som sagt nødvendigheden af udviklingen af en ny makroøkonomisk model, hvor Victor benytter sig af tilpasning af standard makroøkonomiske modeller (Spratt et al. 2010: 92). Forfatterne understreger dog at dette stadig er en enorm udfordring og kræver meget arbejde fremover. I stedet for at makroøkonomiske modeller fokuserer på at opnå højst mulig vækst, bør formålet med økonomien være: At sikre social og økonomisk retfærdighed og høj menneskelig trivsel samt miljømæssig bæredygtighed (Spratt et al. 2010: 93). The possible future sketched out in this document is not intended to be prescriptive in any way, but to show that not only is fundamental change possible, it is also very appealing. We might have to give some things up, but these are not the important things in life. What we could gain, on the other hand, would be something really worth having. (Spratt et al. 2010: 8). Diskussion Dette afsnit vil præsentere og diskutere nogle af de væsentligste kritikpunkter af teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt. Kritikpunkt 1: Omstillingen vil føre til manglende innovation og teknologisk udvikling Et af de mest centrale kritikpunkter imod teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt er at en omstilling vil føre til manglende innovation og teknologisk udvikling. Årsagen er at økonomisk vækst er den primære drivkraft i økonomien. Kritikken kommer bl.a. fra Matthew Lockwood som er professor i sociologi og Head of climate change ved Institute of Development Studies ved Sussex Universitet i England. Lockwood mener at vi står overfor en stor udfordring i forhold til for høje CO2 udledninger. Han ser dog en teknologisk lav-carbon revolution som den eneste måde at løse udfordringen på. Her skal økonomisk vækst være en vigtig drivkraft, da Lockwood mener fravær af dette vil forhindre innovation og teknologisk udvikling. Lockwoods pointe er at en økonomi i dynamisk ligevægt vil mangle innovation i et tilstrækkeligt omfang, og dermed ikke vil være i stand til at løse klimaudfordringerne (Lockwood 2011a, 2011b). Et tilsvarende argument fremføres af Danmarks Klima-, Bygnings- og Energiminister Martin Lidegaard. Han understregede, under vores interview med ham, nødvendigheden af en drivkraft der skaber innovation og udvikling, og han havde svært ved at se hvor den skulle komme fra uden vækst i økonomien. Altså du skal jo have et drive, for at få udvikling, for at få fornyelse, for at få innovationen. Du kan ikke stå stille, det ved jeg godt ikke ligger i ligevægtsøkonomien. Men det som de måske mangler at 80

82 svare på er: Hvad er det så der skal drive innovationen? Hvis ikke det er væksten? Hvad er det så for en grundmotor i økonomien der skal skabe den, kommer den af sig selv? Kan man regulere sig til den? Jeg vil ikke udelukke det, men det er i hvert fald det jeg tror man skal bruge lidt tid på at diskutere. Fordi den fornyelse har vi jo virkelig brug for. [Lidegaard interview: 4]. Chefkonsulent for Det Økonomisk Råd Poul Schou deler til en vis grad denne opfattelse. Han antog at en omstilling til en økonomi i dynamisk ligevægt vil medføre mindre materielt forbrug, manglende innovation og stort set ikke eksisterende teknologisk udvikling. Han mener at det sagtens kan lade sig gøre at økonomien ikke vokser, men mener ikke at det er hensigtsmæssigt, da det vil have for store konsekvenser for vores levestandard og velbefindende [Schou interview: 18-19]. Ifølge fortalerne for en økonomi i dynamisk ligevægt skal vi vænne os til at væksten ikke længere skal være det altoverskyggende politiske mål. Dette er dog ikke ensbetydende med at der ikke er nogle dele af økonomien der må vokse. Enkelte sektorer, som fx vedvarende energi og cleantech, kan sagtens vokse, dette kræver blot at de bliver mere ressourceeffektive eller at andre sektorer bliver mindre i omfang. Dette skifte betyder fokus på kvalitet i stedet for kvantitet, med udvikling og innovation i højsædet (Daly 1997). Hvis vi anvender vækst i betydningen kvantitativ forandring og udvikling som refererende til kvalitativ forandring, så kan vi sige at en ligevægtsøkonomi udvikler sig, men ikke vokser, præcis som planeten jorden [...] udvikler sig uden at vokse. (Daly 1992: 17) Ifølge den økologiske økonom Philip Lawn vil virksomheder der fungerer i en dynamisk ligevægtsøkonomi have tre muligheder for at øge deres profit. Den første er at de forøger deres output og sælger mere, hvilket vil kræve at andre sektorer producerer mindre, hvis balancen i ressourcegennemstrømningen skal opretholdes. Den anden mulighed er at de producerer varer af højere kvalitet, og sælger den samme kvantitets output til en højere pris, så indtægter stiger og udgifter holdes konstant. Den tredje og sidste mulighed er at producere den samme kvantitet af output mere effektivt, så indtægterne er konstante og udgifterne samtidig falder. Der er altså rig mulighed for at virksomheder kan opnå profit i en dynamisk ligevægtsøkonomi. Det er dog nødvendigt at de optimerer udnyttelsen af ressourcer, hvilket dybest set kræver innovation (Lawn 2011: 10). Vi mener i lyset af dette at kritikken af at en økonomi i dynamisk ligevægt vil medføre manglende innovation og teknologisk udvikling, ikke er gyldig. Der vil være mange incitamenter i både den offentlige og private sektor til at skabe innovative løsninger. Det kommer bare til at handle om ressourceeffektivitet, hvilket McKinsey rapporten også beskriver vil være det nye konkurrenceparameter (Dobbs et al. 2011: 12-18). Derfor kan man argumentere for at teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt faktisk er på forkant med udviklingen. 81

83 Kritikpunkt 2: En økonomi i dynamisk ligevægt kan ikke fungere sammen med kapitalisme Et andet væsentligt kritikpunkt kommer fra både højre og venstre i det politiske spektrum og omhandler at en økonomi i dynamisk ligevægt ikke er kompatibel med kapitalisme. Lockwood mener at kapitalisme er defineret som: det at investere kapital for at øge produktivitet, tjene profit og så reinvestere denne profit. Det er dybest set denne proces der driver økonomisk vækst. Vækst er altså indbygget i kapitalisme, hvilket betyder at man ikke kan have kapitalisme uden vækst og dermed heller ikke en kapitalistisk økonomi i dynamisk ligevægt (Lockwood 2011b). Et tilsvarende synspunkt kommer fra professor i økonomi Richard Smith der mener at der er brug for at gennemgribende opgør med selve det kapitalistiske system. Han påstår at forslagene præsenteret af fortalere for en økonomi i dynamisk ligevægt ikke er tilstrækkelige til at bryde med kapitalismens destruktive natur. Smith mener at tanken om en kapitalistisk økonomi i dynamisk ligevægt er en illusion. Årsagen er at vækst, profit og akkumulation af kapital er grundprincipper i kapitalismen ifølge Smith. Han argumenterer for at ønsket om at maksimere profit og sikre det størst mulige afkast til aktionærerne, altid vil føre til ekspansion og øget produktion (Smith 2010). Denne kritik tilbagevises af Lawn der påpeger at det er de nuværende institutioner i kapitalismen der skaber afhængigheden af vækst. Lawn mener at hvis disse grundlæggende strukturer i kapitalismen ændres, er det sandsynligt at realisere en kapitalistisk økonomi i dynamisk ligevægt (Lawn 2011). Inge Røpke var overbevist om at det godt lade sig gøre at kombinere en økonomi i dynamisk ligevægt og kapitalisme. Hun fremhævede at kapitalismens vigtigste karakteristika er privat ejendomsret til produktionsmidlerne og salg på markederne [Røpke interview: 38]. Poul Schou var enig og stillede sig uforstående overfor hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre. Han mente at det er en myte og at konstant vækst ikke er en nødvendighed for en kapitalistisk markedsøkonomi [Schou interview: 16]. På spørgsmålet om han kan forestille sig en økonomi i dynamisk ligevægt svarede han: Ja sagtens, jeg kan overhovedet ikke se hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre. Jeg ved godt at der er nogle der siger det, men det problem forstår jeg simpelthen ikke. [Schou interview: 16]. Der er altså uenighed om hvorvidt en økonomi i dynamisk ligevægt er forenelig med kapitalisme. Det væsentlige stridspunkt er hvorledes kapitalisme defineres. Hvis kapitalisme defineres som Lockwood gør det, kræver det konstant økonomisk vækst. Hvilket naturligvis er uforeneligt med en økonomi i dynamisk ligevægt. Hvis det derimod defineres som Inge Røpke gør det, ser vi ikke nogen hindring for at kapitalisme og en økonomi i dynamisk ligevægt kan fungere sammen. Vi er enige med Lawn, Schou og Røpke i at en kapitalistisk økonomi i dynamisk ligevægt teoretisk set bør kunne fungere. Det vil blot indebære en væsentlig anderledes kapitalisme end den vi kender i dag. 82

84 Kritikpunkt 3: En omstilling vil føre til stigende arbejdsløshed, fattigdom og lavere levestandard Ifølge finansminister Bjarne Corydon er økonomisk vækst en nødvendighed for at sikre velfærden (Dagbladet Information 2012). Som beskrevet i kapitel 4 skaber udeblivende økonomisk vækst politisk bekymring. Poul Schou beskriver her hans opfattelse af hvad en omstilling til en økonomi i dynamisk ligevægt vil indebære: [Vi vil] ikke få stigende velstand [...] fordi produktivitetsvæksten, muligheden for de der fortsatte teknologiske fremskridt de forsvinder. Ja det er trist af nogle grunde, men samfundet kan sagtens fungere og vil fx ikke skabe stigende ledighed eller stigende fattigdom [...]. Men jeg ville da synes at det ville være mere positivt at vi kunne være i denne her fortsatte vækst, der betyder at vi rent faktisk bliver ved med at få nye opfindelser og ny teknologi som gør vores hverdag nemmere, og som forøger vores levestandard og vores levetid [Schou interview: 18]. Andre kritiserer særligt forslaget om at opnå fuld beskæftigelse via reduktion af arbejdstiden for at det vil føre til lavere løntryk. Årsagen er at der ikke er en ikke-arbejdende gruppe der kan presse lønnen ned, hvilket kan få negative konsekvenser for konkurrenceevnen. Dette kan føre til lavere produktion og mindre økonomisk aktivitet der så igen kræver yderligere arbejdsdeling, for ikke at føre til stigende arbejdsløshed (Lockwood 2011b). Lawn modargumenterer ved at påpege at den ikke beskæftigede gruppe ikke besidder de samme evner. Derfor er de ikke umiddelbart erstattelige med de beskæftigede, der besidder vigtig know-how qua erfaring og uddannelse (Lawn 2010). Da mange lande i dag har et for højt forbrug (jvf. kapitel 3), vil en omstilling til en økonomi i dynamisk ligevægt kræve en reduktion i forbruget. Vi er dog ikke enige med Poul Schou i at dette nødvendigvis er negativt, da vi allerede i kapitel 4 viste de negative aspekter af den materialisme og forbrugskultur der kendetegner de rige lande. Vi mener tværtimod at omstillingen har potentiale til at øge den menneskelige trivsel ift. at skabe øget beskæftigelse, mere lighed, bedre sundhed, mere levende lokalsamfund og et større fokus på ikke-materielle værdier. Vi mener desuden at kritikken omkring reduktion af arbejdstid er forfejlet, fordi at den arbejdsløshed er et alvorligt problem i mange lande. Ligesom forfatterne bag TGT er vi af den holdning at der vil være mange samfundsmæssige gevinster forbundet med en reduktion af arbejdstiden: Både for de (over)arbejdende der får mere fritid og de arbejdsløse. Resultatet af reduceret arbejdstid vil føre til lavere arbejdsløshed og forhåbentlig højere menneskelig trivsel. Kritikpunkt 4: En omstilling er for kompliceret og omkostningsfuld at gennemføre for et enkelt land 83

85 En af de største udfordringer i forhold til omstillingen til en økonomi i dynamisk ligevægt er at det sandsynligvis vil være særdeles kompliceret at igangsætte omstillingen for et enkelt land. Dette er også et kritikpunkt som flere af vores interviewpersoner fremhævede. Poul Schou mente at det kan være omkostningsfuldt at være for ambitiøse i omstillingen, hvilket han bl.a. kritiserede det nyligt vedtagne danske energiforlig for. Schou mente at det endda kan have en negativ effekt. Han frygtede at en for ambitiøs national politik ikke blot vil være dyr for Danmark, men samtidig kunne føre til manglende politisk handling i andre lande; pga. den såkaldte freeride problematik. Schou mente ikke at der er empirisk og historisk grundlag for at sige, at politikere lader sig inspirere når andre lande går foran på fx klimaområdet [Schou interview: 6]. Inge Røpke understreger at der er store udfordringer forbundet med omstillingen: Hvis ét OECD-land kaster sig ud i at udvikle en mere bæredygtig erstatning for den forbrugsbaserede vækstmotor, vil det blive en udfordring at undgå alvorlige økonomiske, sociale og politiske kriser som følge af arbejdsløshed, problemer med konkurrenceevnen og med omstillingen af den erhvervsmæssige struktur. (Røpke 2011: 203). I vores interview med hende uddybede hun, at hun mente at det kan blive et problem hvis Danmark fx gennemfører alt for omfattende reformer og oplever faldende konkurrenceevne. Hun påpegede at det er særdeles vigtigt at Danmark opretholder en sund eksportsektor, fordi der er en del ting vi har behov for at importere, da vi ikke er i stand til at producere det selv [Røpke interview: 42]. Philip Lawn skriver til gengæld at det vil være positivt hvis et land går forrest, og inspirerer andre lande til handling (Lawn 2011). Dette er et synspunkt vi deler fordi vi tror på eksemplets kraft, og at det er essentielt at vise omverdenen at en økonomi i dynamisk ligevægt kan fungere i praksis (Dette uddybes i kapitel 8). I denne sammenhæng er det naturligvis vitalt at omstillingen er vellykket så det bliver en positiv historie, og derfor er det centralt at gennemføre tiltag der sikrer en sund konkurrenceevne og eksportsektor. I kapitel 7 argumenteres der for at en påbegyndelse af en omstilling hen imod en økonomi i dynamisk ligevægt vil kunne fungere i et nationaløkonomisk perspektiv. Intentionen er at vise at en omstilling kan medføre øget beskæftigelse, overskud på betalingsbalancen og stabile offentlige finanser. Vi erkender dog at en omstilling vil være særdeles kompliceret at gennemføre for et enkelt land, hvilket vi ligeledes vender tilbage til i kapitel 7. Kritikpunkt 5: En økonomi i dynamisk ligevægt er hypotetisk Fra flere sider rettes kritik mod teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt ift. til at den er hypotetisk, aldrig afprøvet i virkeligheden og lider under en mangel på konkrete politiske handlingsplaner der skal realisere omstillingen. 84

86 [M]ange af de ligevægtsmodeller/teorier der florerer, har sådan et, synes jeg, meget lokalt udgangspunkt. Altså der er rigtig mange der tror på det der med at så skal man bo i sådan en landsby og ligesom være self-sustainable. Det tror jeg overhovedet ikke på. Jeg tror på at det der meget internationale, det forsvinder ikke. Vi kan kommunikere på kryds og tværs og handle på kryds og tværs. Det vil ikke forandre sig, så de ligevægtsmodeller vi skal lave, skal kunne håndtere det. [Lidegaard interview: 6] Sekretariatslederen for det Økologiske Råd Christian Ege mente at planerne for hvordan omstillingen skal kunne lade sig gøre i praksis, stadig er mangelfulde. Det skal dog understreges at Ege på daværende tidspunkt ikke kendte til de nyeste og mere konkrete planer for virkeliggørelsen af omstillingen [Ege interview: 13-14]. Dette kritikpunkt er særdeles vigtigt. Uden et konkret alternativ til den nuværende dominerende økonomiske teori og en handlingsplan for omstillingen er det svært at tale for et paradigmeskifte. Men sandheden er at det på mange måder har været utydeligt hvor fortalerne for en økonomi i dynamisk ligevægt ville hen. Der har været enighed om de mere overordnede principper, men konkrete handlingsplaner har manglet. Dette tomrum mener vi dog er ved at blive udfyldt takket være det store stykke arbejde der rundt omkring i tænketanke og akademiske kredse lægges i udarbejdelsen af en ny makroøkonomisk model. Samt handlingsplaner for hvordan omstillingen implementeres i praksis. Eksempler på dette arbejde er nefs rapport The Great Transition og rapporten Enough is enough som er udarbejdet af Center for the Advancement of the Steady State Economy (O Neill et al. 2010). Begge rapporter gør netop et ihærdigt forsøg i forhold til at bygge bro mellem teori og praksis. Kritikpunkt 6: En omstilling er en politisk umulighed Sidste kritikpunkt vi diskuterer her, er at omstillingen til en økonomi i dynamisk ligevægt er en politisk umulighed. Matthew Lockwood bruger som argument at det parti i Storbritannien der kommer tættest på Tim Jacksons overbevisning, er det grønne parti. Dette parti fik 1 pct. af stemmerne og et medlem i parlamentet ved sidste valg. Dette ser han som et bevis på at visionen langtfra er stærk nok som den ser ud nu (Lockwood 2011b). Han påpeger at vælgerne kræver økonomisk stabilitet af deres ledere, og at økonomisk vækst er en forudsætning for stabilitet i det nuværende økonomiske system. Desuden lyder mindre materiel vækst og mindre forbrug ikke umiddelbart tiltalende for vælgerne. Det gør det ikke bedre at ikke-vækst bliver associeret med stilstand, tilbagegang og manglende teknologisk udvikling (Lockwood 2011b). Richardson henviste til at omstillingen kan have nogle omkostninger som befolkningen kan have svært ved at se nytten i, men som er positiv for samfundsøkonomien på lidt længere sigt. Fx i forbindelse med det nye 85

87 energiforlig har der været debat om at det ikke må blive dyrere at være dansker. Ifølge Richardson er det dog meningen at grønne reformer skal være adfærdsregulerende og føre til et lavere energiforbrug. Dette udgør naturligvis et dilemma for de magthavende politikere, da muligheden for genvalg helst ikke skal forsvinde pga. upopulære beslutninger [Richardson interview: 10-11]. Derfor er der i høj grad brug for en positiv fortælling om hvorfor omstillingen ikke bare er nødvendig, men også langt hen ad vejen er ønskværdig. Et narrativ der fortæller om det positive ved et stabilt klima, et mere lige samfund og en højere grad af menneskelig trivsel. Vi mener at det er vigtigt at igangsætte konkrete politiske tiltag der påbegynder den store omstilling af økonomien. Realiseringen af enkelte dele af omstillingen kan være med til at forstærke opbakningen i befolkningen, hvis de er succesfuldt implementerede vel at mærke. Samtidig er det væsentlig at der fra græsrodsorganisationer, virksomheder, medier og den almene befolkning stilles krav om, at der gennemføres de nødvendige reformer. Vi vil argumentere for at kombinationen top-down og bottom-up kan skabe en gensidig forstærkende effekt, og på den måde øge muligheden for at realisere overgangen til en økonomi i dynamisk ligevægt. 86

88 Opsummering og konklusion Dette kapitel har præsenteret teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt, med særligt udgangspunkt i rapporten The Great Transition. Det er vores overbevisning at teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt indeholder potentiale til i langt højere grad at skabe rammerne for at leve op til de to opstillede grundforudsætninger end mainstream økonomisk teori. I kapitel 3 påpegede vi at den økonomiske udvikling ikke formår at sikre en miljømæssig bæredygtig udvikling, og at mainstream økonomisk teori ikke præsenterer effektive løsninger på de klima- og miljømæssige udfordringer. Der blev også beskrevet at der er tre væsentlige faktorer der medvirker til belastningen af miljøet; befolkningsstørrelse, økonomiens størrelse og den teknologiske intensitet af det økonomiske output. TGT behandler godt nok ikke problemet omkring befolkningsstørrelse 28, men søger at løse de to sidste emner der også skaber de fleste miljømæssige problemer (Steffen et al. 2011) [Richardson interview: 14-15]. Forfatterne erkender at den globale økonomi ikke kan fortsætte med at vokse, og at de rige lande skal reducere deres forbrug for at skabe plads til økonomisk udvikling i lav- og mellemindkomstlandene. Samtidig skal en reform af priserne være til at mindske belastningen af jordens ressourcer, dette vil sandsynligvis bidrage til en mere ressourceeffektiv økonomi. McKinsey instituttet foreslår ligeledes en reform af prissætningen da de er enige i, at det er et vigtigt politisk værktøj ift. til at sikre bedre udnyttelse af ressourcer (Dobbs et al. 2011: 1-20). Denne holdning deles af EU s klimakommisær Connie Hedegaard, Det Økologiske Råd og Anders Eldrup (Økologisk Råd 2011: 31) [Ege interview: 4, 6 og 11] [Eldrup interview 2-5]. Rapporten foreslår også andre vigtige tiltag med henblik på at mindske ressourceforbrug, fx mere lokal produktion der skal suppleres af langt mere genbrug og langtidsholdbare produkter, som kan repareres. Disse tiltag understøttes af den nye prissætning der vil presse firmaer til miljøvenlig innovation. McKinsey-rapporten viser at der er rig mulighed for dette (Dobbs et al. 2011: 12-18). Desuden vil en ny prissætning indebærer et opgør med de skadelige subsidier der ofte gives til miljøskadelig energiproduktion og landbrug. Dette vil frigøre økonomiske midler der kan bruges til sociale og miljømæssige formål, fx nævner forfatterne at en ny prissætning kan medføre subsidier til produkter med meget gavnlig effekt (Spratt et al. 2010: 78). Reformerne i banksektoren og etableringen af den grønne investeringsbank skal være med til at rejse den nødvendige kapital til at gennemføre miljøvenlige projekter, herunder særligt reformer af energi- og transportinfrastruktur. Målet om at opnå en globale aftale om CO2 er måske urealistisk, men det er nødvendigt at blive ved med at arbejde på det internationale niveau, da enkelte landes reformer ikke vil være tilstrækkelige. Derfor er det også fornuftigt at der indtænkes reformer af nutidens udviklings- og handelsparadigme. Øget lokal produktion og regional handel vil føre til mindre miljøskadelig transport. Dette vil sandsynligvis også være gavnligt for den økonomiske udvikling i lav- og mellemindkomstlandene (jf. kapitel 4). 28 Udfordringen omkring befolkningstilvækst tages derimod op i rapporten Enough is enough (O Neill et al. 2010). 87

89 De fattige lande får her hjælp af den såkaldte økologiske gæld der vil hjælpe dem til at udvikle deres økonomier i en mere grøn retning. I en økonomi i dynamisk ligevægt har staten en langt mere aktivistisk rolle end særligt neoklassisk økonomi foreskriver, og dette er med til at sikre de nødvendige reformer kan gennemføres. Vi vil argumentere for at øget regulering gennem højere miljømæssige standarder og statslig støtte til grønne teknologier er andre effektive værktøjer staten kan benytte sig af, dette vil vi uddybe i kapitel 7. Alt i alt har TGT fokus på mange af de problematikker vi beskrev i kap 3, og giver langt mere sammenhængende løsningsforslag end mainstream økonomisk teori. En del af planens strategi er at løsningerne skal komme fra forskellige niveauer der inkluderer lokalsamfund, det private erhvervsliv, stater, internationale institutioner og globale aftaler. Denne tilgang er langt mere på linje med hvad førende klima- og miljøforskere beskriver som mest hensigtsmæssigt ift. at løse klimaproblematikker gennem polycentriske løsninger. Samlet set argumenterer vi for at teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt bedre vil kunne opfylde grundforudsætning 1. I kapitel 4 argumenterede vi for at den økonomiske udvikling ikke formår at sørge for menneskelig trivsel. Dette tager udgangspunkt i at den nuværende økonomiske udvikling ikke i tilstrækkeligt omfang har formået at levere økonomisk vækst i lav- og mellemindkomstlandene, hvor behovet er størst. Samtidig har mange af de rige lande på trods af fortsat økonomisk vækst ikke oplevet en medfølgende fremgang ift. menneskelig trivsel. Teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt, i særdeleshed TGT, præsenterer en række konkrete forslag til politisk handling med henblik på at øge den menneskelige trivsel. Med hensyn til at skabe bedre vilkår for økonomisk vækst og udvikling i lav- og mellemindkomstlandene, har vi allerede nævnt at de rige lande skal reducere deres forbrug og at de internationale handelsmønstre bør ændres. Desuden beskriver TGT at det er nødvendigt med et nyt udviklingsparadigme der blandt andet skifter fokus fra eksportdrevet udvikling til større selvstændighed og lokal produktion. Disse forslag kommer ind på en del af de problematikker der blev beskrevet i afsnit 1 i kapitel 4, og som har været med til at hæmme den økonomiske udvikling i lav- og mellemindkomstlandene. De nye priser og det nye fokus på langtidsholdbarhed, genbrug og reparation antyder et opgør med forbrugsmentaliteten, hvis samfundsmæssige skadelige effekter blev beskrevet i afsnit 2 i kapitel 4. Den problematiske ulighed søges reduceret gennem ændring af skattesystemet og omfordeling af rigdom via bl.a. arveskat. I denne sammenhæng er det selvfølgelig relevant at nævne at Storbritannien er væsentligt mere ulige end Danmark, og ambitionen i TGT er at nå et lighedsniveau som det danske. Som kapitel 6 vil vise er uligheden dog steget i Danmark gennem de sidste år. Derfor argumenterer vi for at reducere uligheden, og desuden give mere medbestemmelse til medarbejderne der vil skabe en form for økonomisk demokrati. Reformforslagene af det monetære system og øget regulering af den finansielle sektor kan bidrage til at begrænse den økonomiske ustabilitet det nuværende system lider under, og som skaber usikkerhed og utryghed for det enkelte individ. Desuden tager teorien fat i problemet omkring arbejdsløshed og foreslår en 88

90 reduktion af arbejdstiden, for at opnå en bedre fordeling af arbejdet. Dette er naturligvis særligt relevant i en økonomi der ikke vokser, fordi produktivitetsstigninger ellers vil medføre en stigning i arbejdsløshed. Alt i alt italesætter rapporten mange af de samfundsmæssige problemer som blev beskrevet i kapitel 4, og præsenterer konstruktive løsningsforslag. På baggrund af ovenstående er det vores overbevisning at teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt i højere grad end mainstream økonomisk teori vil være i stand til at opfylde de to opstillede grundforudsætninger. Derfor mener vi at det er hensigtsmæssigt at påbegynde omstillingen til en økonomi i dynamisk ligevægt, og vores speciale undersøger hvordan denne omstilling helt konkret kan føres ud i livet i Danmark. Vi erkender at teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt er radikalt anderledes end mainstream økonomisk tankegang, derfor undersøgte vi den tilstedeværende kritik af teorien. Vi finder dele af kritikken relevant, men mener også at det er muligt at tilbagevise størstedelen af kritikpunkterne. Samtidig erkender vi dog at teorien ikke har været afprøvet i virkeligheden, og at der derfor må siges at være en vis usikkerhed forbundet med implementeringen af teorien i praksis. I det følgende kapitel introduceres Danmark som case med henblik på at vurdere den nuværende tilstand for den danske økonomi, det danske miljø og det danske samfund. Formålet er at vurdere om den økonomiske udvikling i Danmark i dag formår at leve op til de to opstillede grundforudsætninger. Dette vil danne springbræt for kapitel 7 der beskriver konkrete handlingsforslag til at omstille dansk økonomi. 89

91 KAPITEL 6: DANMARK SOM CASE I dette kapitel undersøges Danmark som case med henblik på at vurdere den nuværende tilstand for den danske økonomi, det danske miljø og det danske samfund. Kapitlet opdeles i tre afsnit og afsluttes med en diskussion. I afsnittene om økonomi og miljø opridses kort den nuværende tilstand og dernæst analyseres aktuelle relevante politiske tiltag og handlingsplaner. I afsnittet om den samfundsmæssige tilstand analyserer vi i stedet fire temaer som er: Ulighed, økonomisk stabilitet, arbejdsløshed og generel trivsel. Afslutningsvis diskuteres i hvor høj grad udviklingen i dansk økonomi lever op til de to opstillede grundforudsætninger. Økonomi Dansk økonomi er generelt i en god stand, med overskud på betalingsbalancen gennem en lang årrække og en relativt lav offentlig gæld sammenlignet med andre lande (OECD 2012d: 12). Disse faktorer har blandt andet gjort at Danmark bliver betragtet som såkaldt sikker havn for investorer, og har en AAA rating fra de store internationale ratingbureauer (OECD 2012e: 122). Dette har medført at Danmark i øjeblikket kan låne penge til en meget lav rente, hvilke regeringen understreger er gavnligt for borgere, virksomheder og staten (Regeringen 2012a: 23, 86). Figur 14. Denne figur viser udviklingen i Danmarks BNP samt den offentlige saldo i nyere år (Regeringen 2012a: 85). Fra figuren ses at den internationale finanskrise ramte Danmark hårdt, hvor den samlede velstand (målt ved BNP) faldt med næsten 9 pct. fra slutningen af 2007 og til midten af I samme periode er store offentlige overskud før krisen blevet vendt til betydelige underskud (Regeringen 2012a: 85). Op til krisen var der 90

92 historisk lav arbejdsløshed som derefter steg skarpt og nu befinder sig på 7,7 pct.. Til sammenligning er arbejdsløsheden for hele EU på 10,7 pct., pr. oktober 2012 (OECD 2012b). OECD beskriver at Danmark stadig lider under en boligboble, hvilket de blandt andet begrunder med at de danske huspriser relativt er langt dyrere end i resten af OECD landene. Det Økonomiske Råd deler denne holdning og beskriver at den primære årsag er VK-regeringens skattestop med fastfrysning af boligskatterne. Resultatet er at Danmark, ifølge de økonomiske vismænd, lider under af de mest ekstreme prisbobler i verden, hvilket bidrager til ustabilitet i dansk økonomi (Sørensen et al. 2009). OECD påpeger desuden at det danske finansielle system lider under en række sårbarheder der skaber ustabilitet. De understreger nødvendigheden af at overvåge de største danske banker i større omfang for at undgå fremtidige kriser. Desuden er det væsentligt at regulere og overvåge udstedelsen af flexlån og afdragsfrie lån i langt højere grad end tilfældet er i dag. OECD fremhæver at disse typer af lån bidrog til at skabe boligboblen, og kan skabe ubalance og instabilitet, hvis renten stiger, og låntagerne får svært ved at betale af på lånene (OECD 2012d: 11-12). Opsummerende har Danmark en relativt sund økonomi med lavere arbejdsløshed end EU-gennemsnittet, overskud på betalingsbalance, relativ lav offentlig gæld m.v., hvilket har betydet at de offentlige finanser er i en langt bedre tilstand end i de fleste andre OECD-lande (OECD 2012d: 12). Der er dog vigtigt at understrege at der ligeledes er svagheder i den danske økonomi, herunder særligt på boligmarkedet og i finanssektoren. Det følgende afsnit vil præsentere de mest centrale aspekter af regeringens økonomiske planer for fremtiden. Regeringens 2020-plan Ifølge regeringens 2020-plan står dansk økonomi over for tre grundlæggende udfordringer som den er designet til at imødekomme. Den første er at den danske konkurrenceevne er alvorligt svækket, og at produktiviteten er vokset for lidt. Den anden er en demografisk udfordring, der består af en aldrende befolkning, hvilket antages at føre til manglende hænder på arbejdsmarkedet når det forventede opsving kommer. Den tredje udfordring er en stram offentlig økonomi der skal sikre balance mellem udgifter og indtægter i det offentlige, for at værne om tilliden til dansk økonomi og understøtte økonomiske fremgang. Omfanget af disse udfordringer betyder at regeringen finder det nødvendigt at igangsætte initiativer der på kort sigt stimulerer dansk økonomi, samtidig med at der gennemføres en række langsigtede tiltag. Initiativerne til at understøtte økonomien på kort sigt er særligt finansloven fra 2012, der bl.a. omfatter en kickstart af den danske økonomi som indebærer en fremrykning af anlægsinvesteringer mv., der gerne skal bidrage til skabelsen af jobs i både 2012 og Desuden skal tilbagebetalingen af efterlønsbidragene i 2012 medvirke til at skabe øget privat forbrug, og derigennem en større økonomisk aktivitet og en forøgelse af 91

93 beskæftigelsen med til personer i både 2012 og Et andet tiltag der skal fremme væksten og beskæftigelsen, er energiaftalen som blev indgået i marts 2012 af et bredt flertal i folketinget. Det antages at initiativet i energiaftalen antages at medføre markant øgede investeringer i vedvarende energi og energieffektivitet frem mod 2020 på 90 til 150 mia. kr. (Regeringen 2012a: 10-20). Regeringens ambition med de langsigtede initiativer er løbende at sikre høj beskæftigelse og lav ledighed (Regeringen 2012a: 22). De langsigtede initiativer inkluderede en trepartsaftale om øget arbejdstid mv. der skulle have forbedret de offentlige finanser med 4 mia. kr. årligt i 2020 (Regeringen 2012a: 27). Det lykkedes dog ikke parterne at indgå en aftale, hvilket betyder at regeringen indtil videre må se bort fra denne post i deres langsigtede strategi. Et andet langsigtet forslag var en fuldt finansieret skattereform, med det formål at sænke skatten på arbejde og varigt styrke de offentlige finanser med 3 mia. kr. årligt (Regeringen 2012a: 27). Regeringen indgik i juni 2012 en aftale om en skattereform med Venstre og det konservative folkeparti der samlet set skønnes at styrke de offentlige finanser varigt med 2,7 mia. kr. årligt (Regeringen 2012b: 42). Regeringen har desuden forskellige andre initiativer der skal bidrage til at forbedre de offentlige finanser. Dette inkluderer en reform af kontanthjælpen og en modernisering af den offentlige sektor (Regeringen 2012b: 23 og 43). Ovennævnte politik forventes isoleret set at resultere i øget beskæftigelse på jobs i Hvis der korrigeres for den underliggende stramning af finanspolitikken, herunder den tidligere regerings genopretningsaftale, skønnes beskæftigelsen samlet at stige med jobs (Regeringen 2012b: 40). I august 2012 regnede regeringen med en økonomisk vækst i 2012 på 0,9 pct. og en vækst på 1,7 pct. i I december 2012 fremlagde økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager en ny økonomisk redegørelse for dansk økonomi i 2012 og Regeringen forventer nu at væksten bliver på -0,4 pct. i 2012 og 1,2 pct. i Samtidig antages en fortsat stigning i arbejdsløshed der først forventes at toppe i første halvdel af 2013 (Lund & Hvass 2012). Sammenfattende er der tydeligvis et stort fokus på at sikre økonomisk vækst og øget beskæftigelse. Ordet vækst nævnes 368 gange og BNP 110 gange alene i 2020-planen (Nielsen 2012e). Metoden til at sikre opnåelsen af disse mål er en keynesiansk kontracyklisk ekspansiv finanspolitik kombineret med sparetiltag der kan siges at være inspireret af neoklassisk økonomisk teoris fokus på at øge arbejdsudbuddet. 92

94 Miljø Dette afsnit indledes med en status over miljøets tilstand og udviklingen de sidste år i både et nationalt og internationalt perspektiv. Efterfølgende præsenteres de relevante politiske planer for at analysere hvilke tiltag Danmark foretager sig på miljøområdet. Nationalt niveau I den årlige rapport fra Det Miljøøkonomiske Råd konkluderes det at Danmark ikke kan betragtes som et foregangsland på miljøområdet (Det Miljøøkonomiske Råd 2012: ). Ifølge rapporten er udviklingen de sidste 10 år samlet set positiv, dog langt fra på alle områder. Her fokuseres på de områder der blev fremhævet i kapitel 3. Både globalt og i Danmark er biodiversiteten i tilbagegang. Det vurderes, at ca. en femtedel af alle de ca forskellige danske arter er truet. De væsentligste trusler er tab og forringelser af levesteder, som især kan føres tilbage til skovdrift og landbrugsdrift. (Det Miljøøkonomiske Råd 2012: 7). Som påpeget i kapitel 3 har tab af biodiversitet alvorlige konsekvenser for den generelle modstandsdygtighed i naturen og tilbagegangen for den danske biodiversitet er derfor problematisk. I forhold til vandmiljøet er der sket forbedringer de sidste 10 år, men målene omkring udvaskningen af kvælstof er ikke nået. Danmark har desuden et godt stykke vej til at opnå vandrammedirektivets 29 mål om god økologisk og kemisk tilstand i grundvand, vandløb og søer inden 2015 (Det Miljøøkonomiske Råd 2012: ). Dansk Naturfredningsforening påpeger at der i dag spredes sprøjtegifte over 62 pct. af Danmarks areal, og at der er alt for mange sprøjtegifte i det danske grundvand og drikkevand (Bisschop-Larsen 2012). Som kapitel 3 har vist er kemikalier særdeles skadelige for både mennesker og naturen, hvilket indebærer at vi i Danmark har en stor udfordring ift. at sikre det danske grundvand og drikkevand mod forurening. Landbruget udleder store mængder kvælstof og på trods af en halvering er niveauet stadig uhensigtsmæssigt højt. Begrebet kvælstofoverskuddet henviser til forskellen mellem hvor meget kvælstof der bliver tilført og hvor meget der bliver fraført, og konsekvenserne af et stort overskud er at store mængder kvælstof ledes ud i naturen (Dansk Naturfredningsforening et al. 2011: 22). Kapitel 3 viste hvor negative konsekvenser disse udledninger kan have, og derfor er det problematisk at det danske landbrug fortsat har høje kvælstofudledninger. 29 EU s vandrammedirektiv trådte i kraft i 2000 og indebærer at alle vandområder grundvand, vandløb, søer og den kystnære del af havet skal have god tilstand i 2015 (Naturstyrelsen 2011). 93

95 Fosforoverskuddet fra landbruget er reduceret med 79 pct. siden 1990, men er ifølge Dansk Naturfredningsforening et al. stadig uholdbart højt, da det udgør en trussel for vandmiljøet (Dansk Naturfredningsforening et al. 2011: 25-26). Fosformangel er et globalt problem, det er derfor væsentlig at forbedre udnyttelsen af fosfor bl.a. fordi priserne vil stige i fremtiden. Afslutningsvis er det værd at nævne at Danmark er det mest intensivt dyrkede land i verden, hvor 58 pct. af det samlede areal er intensivt dyrket (Dansk Naturfredningsforening et al. 2011: 6-7). Som beskrevet i dette afsnit skaber omfanget og strukturen af det danske landbrug en række alvorlige miljømæssige problemer. Den danske økonomis miljømæssige rolle i et internationalt perspektiv På grund af den tiltagende globalisering er det relevant at undersøge hvilken rolle dansk økonomi spiller i et internationalt perspektiv, for at kunne vurdere om udviklingen i den danske økonomi kan siges at være miljømæssig bæredygtig. Vi fokuserer primært på drivhusgasudledninger og ressourceforbrug. Danmark udledte i ,2 millioner ton CO2 (Nilsen 2011), og Danmark er dermed et af de mest udledende EU lande målt pr. indbygger (Færgeman 2012: 39). Danskerne udleder 13 ton CO2 pr. indbygger om året i gennemsnit, men den grønne tænketank Concito fremhæver at dette tal faktisk er en underdrivelse af danskernes reelle udledninger pr. indbygger. Medregnes forbrug af importerede varer, bliver man også nødt til at medregne den mængde CO2 der blev udledt i forbindelse med produktionen af disse varer, og dermed ender resultatet på omtrent 18 ton CO2 om året (Færgeman 2012: 18). Danmark har et overraskende stort økologisk fodaftryk. Det økologisk fodaftryk er en indikator der viser hvor mange ressourcer et land forbruger sammenlignet med hvor meget biologisk produktivt landområdet der er tilgængeligt inden for landets grænser til at levere de ressourcer. På den seneste liste fra miljøorganisationen WWF m.fl. befinder Danmark sig på en fjerdeplads over de lande der har det største økologiske fodaftryk (Grooten et al. 2012:43). Christian Ege, sekretariatsleder for Det Økologiske Råd, er en smule forbeholden over for den beregningsmetode der anvendes til at udregne det økologiske fodaftryk. Dette er han af flere årsager, blandt andet at det er et problem at bestemme om den store danske handelsflådes udledninger skal medregnes i det danske regnskab eller i regnskabet hos de lande der er kunder hos flåden 30 [Ege interview: 17]. Den pan-europæiske tænketank Sustainable Europe Research Institutes (SERI) forskning viser dog også at Danmark har et meget materialeforbrug målt pr. indbygger. Danmark har et af de højeste materialeforbrug i Europa og lå på en 19. plads i verden i 2008 (Dittrich et al. 2012: 31). 30 Derudover udtalte Ege at han tror at Danmark bliver straffet for være tæt befolket, han fremførte at han mener at påstanden om at Danmark er værre end Canada og Australien er absurd og at de to lande bliver belønnet for at have en masse uberørt vildmark [Ege interview: 17]. 94

96 Kombinationen af et højt økologisk fodaftryk og SERIs forskning tyder på at Danmark reelt stort har et for stort ressourceforbrug. På trods af at Danmark klarer sig relativt godt på de fleste nationale miljømæssige indikatorer, må vi konstatere at Danmark globalt set har en rolle som forurener på grund af de store CO2 udledninger og stort ressourceforbrug. De aktuelle politiske handlingsplaner Dette afsnit vil beskrive de aktuelle politiske handlingsplaner der søger at gøre noget ved de klima og miljøproblemer det danske samfund står over for. I foråret 2012 indgik regeringen et energiforlig med alle partierne i folketinget undtagen Liberal Alliance. Hovedelementerne i denne energiaftale er at Danmark skal reducere sine drivhusgasudledninger med 34. pct. i 2020 i forhold til Derudover skal energiforbruget falde med 12 pct. i 2020 i forhold til 2006 niveau. Desuden skal 35 pct. af energien i 2020 komme fra vedvarende energi, heraf 49,5 pct. fra vindenergi (Klima, Energi og Bygningsministeriet 2012). Den samlede energiaftale har en pris på 3,9 milliarder kr. der finansieres via finansloven samt ved hævede energiafgifter og tariffer 31 (Færgeman 2012: 7). Aftalen er [...] en vigtig milepæl på vej til at omstille hele Danmarks energiforsyning (el, varme, industri og transport) til vedvarende energi i (Klima, Energi og Bygningsministeriet 2012). I regeringsgrundlaget står der at regeringen ønsker at reducere drivhusgasudledninger, udbygge vedvarende energi og generelt fremme en grøn omstilling af den danske økonomi (Regeringen 2011: 27-28). Energiaftalen er tydeligvis et udtryk for at man forsøger at realisere dette. Energiaftalen er første led i en samlet klimalov der skal sørge for, at de samlede drivhusgasudledninger reduceres med 40 pct. i 2020 i forhold til Den skal som allerede nævnt reducere drivhusgasudledningerne med 34 pct. Næste led er en klimaplan der vil blive fremlagt inden udgangen af 2012 og som skal bidrage med de sidste 6 pct. drivhusgasreduktion. Arbejdet med at udvikle klimaplanen foregår i et samarbejde mellem Klima- Energi- og Bygningsministeriet, Transportministeriet, Ministeriet for Fødevarer og Landbrug og Miljøministeriet. I september blev der afholdt en konference om klimaplanen med nøgleinteressenter hvor de mest effektive tiltag på transportområdet, på landbrugsområdet, ift. genanvendelse af affald og spildevand (Miljøministeriets område) og området for bygninger (Lidegaard 2012). I forbindelse med natur og landbrug afventes anbefalingerne fra den nedsatte Natur- og landbrugskommission der skal 31 Aftalen rummer en lang række energipolitiske initiativer fra perioden og inden udgangen af 2018 vil der drøftes supplerende initiativer for perioden efter Initiativerne omhandler energibesparende tiltag såsom forbedring af energieffektivitet. Aftalen rummer desuden etableringer af en markant udbyggelse af vindkraft der svarer til godt 1,5 millioner husholdningers årlige forbrug. Aftalen indebærer ligeledes initiativer inden for en omstilling til grøn varme, mere vedvarende i bygninger og erhverv generelt, smarte elnet, biogas udbygning, el og biomasse i transportsektoren samt midler til øget forskning, udvikling og demonstration (Færgeman 2012: 7). 95

97 udarbejde en plan for at genoprette dansk natur (Lidegaard 2012). Samt forslag til løsning af landbrugets strukturelle og økonomiske og miljømæssige udfordringer, herunder hvordan erhvervet kan bidrage i klimaindsatsen og til miljø- og naturindsatsen (Regeringen 2011). Resultatet af kommissionens arbejde skal præsenteres inden marts Regeringen forventes at præsentere et forslag til den samlede klimalov i 2013 og regeringsgrundlaget indeholder et løfte om at den skal være inspireret af britisk og skotsk lovgivning på området (Regeringen 2011 og NOAH). Disse love udmærker sig ved at de pålægger den til enhver tid siddende regering, at opfylde klimalovens mål, de indeholder bindende reduktionsmål helt frem til 2050, opstiller nationale drivhusgasbudgetter der konkretiserer indsatsen på kort sigt, og etablerer en uafhængig klimakommission der skal være rådgivende og holde den til enhver tid siddende regering i ørerne mht. målopfyldelse og rapportering. (NOAH 2012). I juni 2012 vedtog regeringen en skattereform sammen med det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Skattereformen er blevet kritiseret flere steder fra for at være mangelfuld i forhold til grønne skatter og afgifter [Ege interview: 2] (Wolfhagen 2012). Fraværet af et grønt element i skattereformen betyder at den ikke fungerer som et supplement til de grønne tiltag på energiområdet. Dermed blev en unik mulighed for at anvende skattereformen som et værktøj til at reducere danskernes ressourceforbrug forpasset. I forhold til at sikre de nødvendige investeringer for at realisere en grøn omstilling spiller diskonteringsrenten en central rolle. Denne fastsættes af finansministeriet og forsøger at muliggøre sammenligning mellem forskellige offentlige investeringsprojekter for at være i stand til at prioritere imellem dem. Den gør det muligt at sammenligne omkostninger og gevinster ved at omsætte disse til nutidsværdi. Den nuværende diskonteringsrente er på 5 pct., hvilket er relativt højt sammenlignet med andre lande samt uafhængige økonomers anbefalinger. Fra 1999 til 2011 var den endda 6 pct. og konsekvensen af den for høje diskonteringsrente har været manglende investeringer i eksempelvis vedvarende energi (Nielsen 2012g). Årsagen til dette er at projekter som fx en ny vindmøllepark eller et fjernvarmeanlæg har høje etableringsomkostninger, men lave driftsomkostninger. Derimod har fx et kulkraftværk lave forholdsvis lave etableringsomkostninger og høje driftsomkostninger (Seminar om diskonteringsrenten). Den nævnte høje rentesats bremser projekter der ville kunne understøtte regeringens grønne omstillingsstrategi og skabelsen af grønne job Kim Mortensen, direktør i brancheorganisationen Dansk Fjernvarme (Nielsen 2012g). 96

98 Igennem et stykke tid har finansministeriet forhandlet med andre ministerier om en sænkelse af diskonteringsrenten. Ifølge Dagbladet Informations oplysninger står Finansministeriet stejlt på kun at gå med til en nedsættelse til 4,25 pct. Det store flertal af øvrige ministerier ser gerne en sænkning til 3,25 pct. og enkelte vil gerne endnu længere ned. De økonomisk vismænd anbefaler en diskonteringsrente på 3 pct., samtidig anbefaler EU Danmark en sats på 3,5 pct. eller lavere for projekter med særlig lang tidshorisont (Nielsen 2012g). Christian Ege og det Økologiske Råd mener at renten bør være endnu lavere helt ned til 1 pct. for investeringer som har relevans for klima og miljø. Konsekvenser af dette vil være at man har to diskonteringsrenter (Ege interview: 2-3). Den høje diskonteringsrente udgør altså en form for barriere for at gennemføre en omstilling af den danske økonomi. Hvorvidt den økonomiske udvikling i Danmark lever op til den første grundforudsætning vil blive debatteret i den afsluttende diskussion. 97

99 Samfund Dette afsnit vil kort beskrive de vigtigste elementer af samfundsudviklingen de senere år. Her undersøges flere af de temaer der blev beskrevet i kapitel 4 ift. den udeblevne stigning i menneskelig trivsel i de rige lande. Derfor fokuseres på ulighed, økonomisk stabilitet, arbejdsløshed og generel trivsel. Ulighed Danmark er kendetegnet ved en høj grad af lighed. Graden af lighed har ligget ret stabilt fra 1980 til 2000 (Rasborg 2011). Tal fra EU-kommissionens officielle statistikbureau Eurostat viser dog at uligheden i Danmark er steget markant siden 2001, fra en gini koefficient på 0,22 i til 0,27 i Danmark er dermed gået fra at være det mest lige land i Europa til nu at være nummer 8 på listen. Herunder ses en figur over udviklingen i ulighed fra 2001 til 2010 (Schytz-Juul 2012: 2). Figur 15. Figuren viser udviklingen i ulighed målt på gine-koefficient i en række europæiske land, i perioden (Schytz-Juul 2012: 2). Årsagerne til stigningen er blandt andet boomet på finansmarkedet, boligboblen, fastfrysningen af ejendomsskatten i 2001 under Anders Fogh Rasmussen regeringen og skattelettelser til de rigeste. Desuden er en række sociale ydelser blevet beskåret eller fjernet. Ydermere har de højeste indkomstgrupper i det danske samfund oplevet en gennemsnitligt årlig vækst i den disponible realindkomst, der er seks gange større end grupperne med den laveste indkomst (Rasborg 2011: 72-73). 98

100 Fattigdommen i Danmark er relativt lav sammenlignet med resten af EU (Jørgensen 2012: 76-77). De nyeste tal viser at der er fattige i Danmark, hvis man udelader de studerende fra opgørelsen og benytter OECD s fattigdomsgrænse på 50 pct. af medianindkomsten. Antallet af fattige er steget med siden 2002 svarende til en stigning på 60 pct. (Schytz-Juul & Wandsøe 2012: 2). Udviklingen betyder ifølge chefanalytiker hos Arbejdernes erhvervsråd Jonas Schytz-Juul at Danmark bliver polariseret økonomisk og geografisk. Og det risikerer at gå ud over sammenhængskraften. (Ritzau 2012d). I kapitel 4 beskrev vi hvilke negative samfundsmæssige konsekvenser ulighed kan have. Det kan formodes at den stigende ulighed i Danmark vil have og allerede har fået en tilsvarende effekt for danskerne. Den danske regering har i regeringsgrundlaget skrevet at det er et mål at reducere ulighed i samfundet, men der er indtil videre ikke vedtaget konkrete reformer med henblik på at realisere dette (Regeringen 2011: 5). Tværtimod ventes den for nyligt vedtagne skattereform at føre til en lille stigning i uligheden (0,25 pct. point i forhold til Gini-koefficienten) (Hald & Schaarup 2012: 1). Økonomisk stabilitet Den globale finansielle og økonomiske krise ramte Danmark relativt hårdt i 2008, og som allerede påpeget i afsnittet om den danske økonomi førte det til recession, stigende underskud på de offentlige budgetter og højere arbejdsløshed. Danmark blev altså ramt af sammenbruddet i den globale økonomi, men der var også nogle interne årsager i Danmark til at krisen ramte forholdsvist hårdt. Ifølge 2020 planen var der allerede før krisen tegn på overophedning i økonomien i form af høje lønstigninger og desuden var den økonomiske politik særdeles lempelig (Regeringen 2012a: 85). Dette betød at både danske virksomheders lønmæssige gavmildhed og den daværende danske regerings økonomiske politik bidrog til at forstærke krisens omfang. Den uholdbare prisudvikling på boligmarkedet var en anden medvirkende årsag til at krisen ramte hårdere end den ellers ville have gjort (Regeringen 2012a: 85). En af årsagerne til boligboblen var VK-regeringens fastfrysning af boligskatterne (jf. afsnittet om økonomi). I 00 erne blev der også udstedt mange flex- og afdragsfrie lån, hvilket den dag i dag skaber ustabilitet i den danske økonomi (OECD 2012d: 11-12). Ifølge OECD er den danske finansielle sektor ustabil, hvilket både var en medvirkende årsag til omfanget af finanskrisen og desuden øger risikoen for en ny krise. Det var altså både private virksomheder (lønstigninger), den daværende regering og finanssektoren der bidrog til at forstærke krisen. Denne forårsager stadig i dag utryghed for den enkelte dansker i form af høj arbejdsløshed, faldet i boligpriser - der har medført at mange danskere er ramt af teknisk insolvens - samt generel usikkerhed om fremtiden. Den nuværende regering har indtil videre ikke formået at gøre noget ved den boligboble som stadig eksisterer i Danmark. Tværtimod er der blevet indgået et forlig med Venstre og Det Konservative Folkeparti der 99

101 indebærer en videreførelse af fastfrysningen af boligskatten til 2020 (Ritzau 2012b). Som tidligere nævnt spillede de danske bankers risikable udlån en rolle i destabiliseringen af den danske økonomi, men hverken den nuværende eller den forhenværende regering har lovgivet omkring en strammere regulering inden for flexog afdragsfrie lån. Arbejdsløshed Som nævnt i økonomiafsnittet var der op til krisen historisk lav arbejdsløshed, som dog steg skarpt og nu befinder sig på 7,7 pct. imens ungdomsarbejdsløsheden (under 25 år) er på 13,7 pct. (Eurostat 2012: 4). Ifølge Dansk Statistik er der ledige i Danmark (Dansk Statistik 2012). Som nævnt i kapitel 4 medfører høj arbejdsløshed sociale problemer og nedsat menneskelig trivsel. De ledige beskriver ofte at de føler sig dårligt behandlet i det offentlige system og bliver bedt om at søge bredere og flytte sig geografisk for at finde et arbejde (Dehlholm 2012). Den generelle fortælling er altså at problemet er de lediges, og ikke at det er samfundets ansvar at skabe arbejdspladser til de ledige. Faktisk vil de fleste hellere end gerne arbejde. De vil endda arbejde det samme for væsentligt færre penge, for udover fattigdom afstedkommer ledighed skam, mindreværd og isolation. Således oplyser seks ud af 10 af de ledige at de føler sig mindre værd. (Esbensen 2012) Som beskrevet i økonomiafsnittet har regeringen igangsat en række initiativer i håb om at reducere arbejdsløsheden. Der er foretaget offentlige investeringer der skal skabe flere arbejdspladser samt gennemført reformer med henblik på at øge arbejdsudbuddet, hvilket antages at føre til at flere kommer i arbejde på lang sigt. Desuden forventes udbetaling af efterløn at øge det private forbrug, og dermed den økonomiske vækst, hvilket ligeledes antages at føre til flere arbejdspladser. Et stigende antal økonomer og forskere stiller dog spørgsmålstegn ved om det at øge arbejdsudbuddet reelt set fører til øget beskæftigelse (Jespersen 2012b, Kongshøj 2012 og Steen & Wiese 2012). Denne debat vil vi tage op i den efterfølgende diskussion. Regeringen har som beskrevet i økonomiafsnittet desuden måtte justere sine prognoser for vækst og beskæftigelse, fordi udviklingen går langsommere end de havde ventet. Usikkerhed ift. om den øgede beskæftigelse realiseres betyder at mange mennesker risikerer at forblive arbejdsløse. Generel trivsel Dette afsnit vil dykke ned i hvordan den generelle trivsel i Danmark er. Danmark er i år igen blevet kåret til verdens lykkeligste folk af FN (Christiansen 2012). I undersøgelserne henvises der ofte til at Danmark har et højt niveau af tillid, en velfungerende velfærdsstat og materiel velstand (Jørgensen 2012: 13). Men samtidig viser en række tal at der er en væsentlig del af den danske befolkning der er præget af sociale problemer. 100

102 Professor i klinisk psykologi Carsten René Jørgensen behandler denne problemstilling i sin nye bog Danmark på briksen. Statens Institut for Folkesundhed anslår at omkring 20 pct. af den danske befolkning, svarende til godt , har psykiske symptomer i en grad så at de opfylder diagnosen for en eller flere psykiske lidelser (Jørgensen 2012: 43). I 2009 var en halv million danskere i antidepressiv medicinsk behandling, hvilket er en tredoblet siden 1994 (Jørgensen 2012: 45). Samtidig havde voksne et skadeligt forbrug af alkohol, og der er en eksplosion i antallet af drenge og unge mænd på ADHD medicin (Jørgensen 52-53). Desuden var næsten danskere på en form for offentlig forsørgelse (fraregnet SU og folkepension) primært førtidspension, dagpenge og kontanthjælp i 2011 (Jørgensen 2012: 12). Jørgensen påpeger i forbindelse med hans undersøgelser af stress og mental sundhed i den danske befolkning at der tegner sig omridset af et dansk arbejdsmarked, hvor kravene er så høje, at en ikke ubetydelig del af arbejdsstyrken bukker under eller bliver kasseret og ender på permanent offentlig forsørgelse (Jørgensen 2012: 56). Umiddelbart er der grund til at formode, at en betydelig gruppe danskere ikke helt kan genkende sig selv og deres eget liv i det glansbillede af Danmark og det ovenud lykkelige danske folk, som tegnes i disse undersøgelser (Jørgensen 2012: 13). Jørgensens undersøgelser viser billedet af et rigt og på mange måder velfungerende samfund som dog samtidig døjer med alvorlige sociale problemer. Hvorvidt den økonomiske udvikling lever op til grundforudsætning nummer to vil blive debatteret i diskussionen. 101

103 Diskussion Denne diskussion vil forsøge at vurdere hvorvidt den økonomiske udvikling i Danmark lever op til de opstillede grundforudsætninger. Vi starter med den første grundforudsætning om at: Den økonomisk udvikling skal være miljømæssigt bæredygtig. Vi må starte med at rose regeringen og forligspartierne for et meget ambitiøst energiforlig der af Katherine Richardson bliver beskrevet om det mest ambitiøse i verden [Richardson interview: 9]. Der er blevet sat betydelige mål om CO2-reduktion i 2020 på 34 pct., og en række tiltag på energiområdet skal hjælpe med at nå disse mål. Disse tiltag er i høj grad inspireret af Klimakommissionens arbejde, og er derved udviklet fra et velfunderet grundlag [Richardson interview: 17]. Resultatet er at Danmark røg til tops på Climate Performance Index 2013 der er udarbejdet af en række miljøorganisationer, og beskriver landes klimapolitik ud fra en række indikatorer. Danmark indtager 4. pladsen fordi miljøorganisationerne vurderer at ingen lande har gjort sig fortjent til de første 3 pladser. Dette skyldes at samtlige landes klimapolitik vurderes som værende utilstrækkelig: Selv hvis alle lande var lige så aktive som fx Danmark og Sverige (5. pladsen) ville farlige klimaforandringer stadig ikke kunne undgås (Burck et al. 2012: 4-6). Den grønne tænketank Concito har udarbejdet avancerede analyser for at undersøge om Danmark lever op til sine internationale aftaler inden for EU om at reducere drivhusgasudledninger frem mod 2050 med 90 pct. ift (Færgeman 2012: 9). Concito vurderer at Danmark lige nu pænt følger denne plan og på denne måde lever op til tænketankens vurdering af hvad den ønskede udvikling for Danmark bør være ift. nationale drivhusgasudledninger (Færgeman 2012: 7-8). Et problem i denne sammenhæng er dog at Concito baserer sig på IPCC s stabiliserings mål på 450 ppm. Som vi har beskrevet tidligere er dette mål højst sandsynlig for optimistisk, og 350 ppm er et langt mere sikkert mål som mange dygtige miljøforskere anbefaler (jf. kapitel 3). Men ift. udfordringens størrelse [ift. bæredygtighed og CO2] der er det igen kun produktionsfokuseret. Altså det handler kun om Danmark. Så forestillingen om at vi er CO 2 - neutrale eller hvad skal man sige i 2050 det er jo så kun det direkte energiforbrug. Det er ikke den energi vi importerer i varerne [ ] Så dvs. at du vil stadigvæk godt kunne have et kæmpestort økologisk fodspor, fordi det handler kun om omstillingen af det danske energisystem. [Røpke interview: 16-17] Som Inge Røpke påpeger i ovenstående citat er det et problem at mange målemetoder primært fokuserer på national produktion og hvordan den kan gøres bæredygtig. På denne måde overses det faktum at den store import af varer også fører til udledning af drivhusgasser, og desuden belaster miljøet på andre områder. Videnschef i Concito Torben Chrintz giver udtryk for den samme holdning som Røpke og påpeger at i Norge og Sverige er der lave nationale drivhusgasudledninger, men på grund af deres store import har de store 102

104 reelle drivhusgasudledninger. Han understreger at selvom Danmark formår at reducere de nationale drivhusgasudledninger med 90 pct. i 2050, så kan udviklingen ikke nødvendigvis beskrives som miljømæssig bæredygtig, hvis der ikke tages fat i problemet omkring miljøpåvirkningen fra den store import af varer fra udlandet [Chrintz interview]. I dette perspektiv er de politiske planer for reduktion af drivhusgasudledninger i Danmark utilstrækkelige. Desuden er det vigtigt at pointere at energiforliget endnu ikke er fuldt implementeret, og at det i denne sammenhæng er særdeles problematisk, at diskonteringsrenten fortsat er meget høj. Som påpeget i miljøafsnittet har dette en hæmmende effekt i forhold til at gennemføre klimavenlige projekter. Det skaber også usikkerhed om hvorvidt det er realistisk at de ambitiøse mål om reduktion af drivhusgasser i energiaftalen kan gennemføres. På den ene side er der altså nogle virkelig lovende og ambitiøse tiltag i form af energiaftalen, klimaplanen, natur- og landbrugsplanen og den kommende klimalov. På den anden side kan der sættes spørgsmålstegn ved tilstrækkeligheden: Årsagen er som Climate Performance Index 2013 viste, at problemerne er langt mere omfangsrige end de nuværende løsninger. Desuden er det usikkert om Danmarks mål er realistiske med fastholdelsen af en så høj diskonteringsrente. Et andet stort problem er danskernes ressourceforbrug der er alt for højt. Chrintz påpegede at ca. 40 pct. af det økologiske fodaftryk skyldes importerede varer, og derfor ville det være hensigtsmæssigt ud fra et bæredygtighedsperspektiv at stille krav til de importerede varer. Importandelen ventes dog at stige i de kommende år da meget af den ressource-intensive produktion flyttes til udlandet, der er dog pt. ingen initiativer fra politisk side om at reducere ressourcekrævende import, eller stille krav til dennes bæredygtighed. Et af de primære problemer ved den danske nationale produktion er landbrugssektoren, der i særlig høj grad satser på kødproduktion 32 [Chrintz interview]. Regeringen har som allerede nævnt nedsat en hurtigt arbejdende Natur- og landbrugskommission, men det er dog svært at spå om der vil blive gjort tilstrækkeligt fra politisk side for at reformere landbruget. Som nævnt i miljøafsnittet skyldes en lang række af de nationale miljøproblemer størrelsen af det danske landbrug, og derfor er der flere gode grunde til at igangsætte omfattende reformer at det danske landbrug. En anden sektor der vil være særdeles hensigtsmæssigt at reformere er transportsektoren hvor energiforbruget og drivhusgasudledningerne er steget omkring 20 pct. siden Sektoren er næsten 100 pct. baseret på fossil energi (Nielsen 2012c). Som diskussionen indtil videre har vist er det særdeles problematisk, at Danmark har så høje udledninger af drivhusgasser og et alt for højt ressourceforbrug. Dermed er det yderst tvivlsomt om den økonomiske udvikling i Danmark kan betegnes som værende miljømæssig bæredygtig. 32 Chrintz forklarede at 80 pct. af den globale landbrugsjord anvendes til kødproduktion enten i form af produktion af foder til dyrene eller græsningsarealer, og at det globale kødforbrug forventes at fordobles frem mod Hvis der ikke gøres noget ved det høje forbrug af kød vil det være umuligt at leve op til klimamålene, og i denne sammenhæng er det problematisk at Danmark bidrager til kødproduktionen i så stort et omfang, og at kødproduktionen i stort omfang er baseret på import af soyaprotein [Chrintz interview]. 103

105 Danmark er ikke bæredygtigt på nogen som helst måde, men der er der heller ikke nogen udviklede lande der er. [Richardson interview: 7]. Vi vil argumentere for at mainstream økonomisk teori spiller en væsentlig rolle i denne udvikling. Da politikere og beslutningstagere i høj grad er påvirket af denne tankegang, når beslutninger skal tages. Først og fremmest er der et altoverskyggende fokus på økonomisk vækst. Som kapitel 3 har vist er det svært at opnå en miljømæssig bæredygtig udvikling, samtidig med at økonomisk vækst er det primære mål. I kapitel 3 kritiserede vi en lang række centrale teser i neoklassisk økonomisk teori som fx at markedskræfterne kan løse langt de fleste problemer, hvilket indbærer at nationalstater ikke skal tildeles en særlig aktiv rolle. Danmarks energiaftale er et eksempel på at man ikke følger denne tankegang da staten spiller en aktiv rolle i omstillingen af den danske energiforsyning. Lidegaard beskriver i denne sammenhæng, at den store omstillingsprocess af det danske el- og varmesystem kræver en klar energipolitisk strategi. Denne skal omhandle hvilken overordnet rolle, fjernvarme, naturgas, vind, biomasse, energieffektiviseringer osv. skal spille. På denne måde får staten en central rolle ift. at prioritere og koordinere investeringer (Nielsen 2012f). Der er altså tegn på at Danmark på nogle punkter bryder med neoklassisk økonomi mhp. statens rolle. Samtidig forsøger regeringen med de nyeste tiltag på klima, natur og landbrugsområdet at imødegå en lang række forskellige klima og miljøproblemer samtidigt. Dette er positivt og i modstrid med hvad neoklassiske miljøøkonomer foreslår, der mener klima- og miljøproblemer bedst håndteres hver for sig. Miljøminister Ida Auken har givet udtryk for at hun er opmærksom på den tiltagende ressourceknaphed, og at der er politiske tiltag på vej der har til hensigt at forbedre ressourceeffektiviteten (Auken 2012: 14-15). På den anden side har regeringen ikke formået at introducere en nødvendig grøn skattereform med stigende afgifter på energi- og ressourceforbrug. Dette efterlyses ellers af Christian Ege, Anders Eldrup og forfatterne bag McKinsey rapporten [Ege interview: 2] [Eldrup interview: 2-5] (Dobbs et al. 2011: 1-20). Som Katherine Richardson gør opmærksom på er det en absolut nødvendighed, at vi begynder at anvende ressourcer på en fundamentalt anden måde end vi gør i dag [Richardson interview: 4, 14 og 15]. I denne sammenhæng er det afgørende at regeringens kommende planer på området er ambitiøse nok. På en række områder adskiller regeringens politiske handlingsplaner sig fra mainstream økonomisk tankegang. Men på det måske mest afgørende punkt omkring ønsket om fortsat økonomisk vækst sidder regeringen, og langt de fleste politikere, fast i vækstparadigmet. En væsentlig konsekvens af dette er at finansministeriet besidder en stor magt, og at nye politiske tiltag og handlingsplaner i høj grad måles og vejes i forhold til deres forventede indvirkning på vækst og BNP. Dette kan fx ses på diskussionen omkring diskonteringsrente, hvor finansministeriet tilsyneladende overtrumfer de andre ministerier. 104

106 I det følgende diskuteres hvorvidt udviklingen i den danske økonomi opfylder grundforudsætning nummer to: Den økonomiske udvikling skal sørge for menneskelig trivsel Det er vigtigt at understrege at Danmark på mange måder er et velfungerende velfærdssamfund med en høj grad af lighed og et bredt socialt sikkerhedsnet. Den stærke økonomi sikrer en vis stabilitet og tryghed, og giver mulighed for en høj levestandard. Den måde hvorpå den danske økonomi i dag fungere, på har dog også en række uheldige bivirkninger eller konsekvenser. Fx den stigende ulighed der højst sandsynligt har haft og har en række negative sociale og sundhedsmæssige effekter. Dansk økonomisk politik har de sidste mange år haft et fokus på at øge arbejdsudbuddet, hvilket bl.a. eksemplificeres ved et stort fokus på lavere skat, halvering af dagpengeperiode fra 4 til 2 år i genopretningspakken fra 2010 og udfasning af efterlønnen (Finansministeriet 2010: 4, Beskæftigelsesministeriet 2012). Den førte politik er blevet fremlagt af politikerne som en nødvendig og ansvarlig økonomisk politik. Når Finansminister Bjarne Corydon af en journalist på Dagbladet Information bliver konfronteret med at økonomisk politik der øger arbejdsudbuddet også øger uligheden i samfundet, svarer han: Bare du så lige finder ud af, om du synes, DK er mere ulige end sammenlignelige lande med lavere arbejdsudbud og mindre BNP (Gjerding & Lykkeberg 2012). Citatet illustrerer hvor vigtigt finansministeren anser det at øge arbejdsudbuddet for at sikre et højt BNP. Det store fokus på arbejdsudbud leder til en reduktion af ydelser til ledige, hvilket både skaber stigende fattigdom og et stort pres på de ledige, ift. at finde et job i en tid hvor der er høj arbejdsløshed. Spørgsmålet er dog hvorvidt de mange reformer der skal øge arbejdsudbuddet i virkeligheden vil føre til skabelsen af flere arbejdspladser? Professor i økonomi fra Roskilde Universitet, Jesper Jespersen fremhæver at finansministeriets beregninger er baseret på den såkaldte DREAM 33 model, og at de er behæftet med langt større usikkerheder end hvad ministeriet og regeringen giver udtryk for. Det centrale problem er at denne type model har som beregningsmæssig forudsætning at arbejdsmarkedet befinder sig i ligevægt når der blot kigges 3-5 år ud i fremtiden. Beregningerne er baseret på en antagelse om at der er arbejde til alle der ønsker et job til det gældende lønniveau, men denne antagelse om generel ligevægt er ikke baseret på empiriske studier ifølge Jespersen: Det er hverken baseret på danske eller europæiske erfaringer, og passer dårligt med at fx europæisk arbejdsløshed gennem årtier har ligget på omkring 10 pct., eller at dansk arbejdsløshed lige nu er ubehagelig høj (Jespersen 2012b). Problemet er at eksempelvis forhandlingerne om skattereformen føres under en antagelse om at arbejdsløsheden forsvinder af sig selv. Hvis det derimod ikke sker, vil de ca. 3 milliarder kr. til øget velfærd som beregningerne ellers lover, ikke materialisere sig. Det samme gælder den forventede øgede beskæftigelse på (Jespersen 2012b). En lang række andre enkeltpersoner og organisationer, herunder 33 Danish Rational Economic Agent Model. 105

107 centrum-venstre tænketanken CEVEA og Enhedslisten har fremført kritik af hvorvidt skattereformen vil føre til øget arbejdsudbud, samt om det mulige øgede arbejdsudbud i givet fald vil føre til øget beskæftigelse (Kongshøj 2012, Steen & Wiese 2012 og Enhedslisten 2012). Emnet har været debatteret livligt og bl.a. tænketanken Kraka har fremlagt forskellige empiriske studier der underbygger ideerne i skattereformen om, at lavere skat på arbejde vil medføre øget arbejdsudbud (Elmelund 2012). Det er altså et punkt hvor der er udbredt uenighed. Som nævnt i kapitel 4 har det store fokus på at øge arbejdsudbuddet i EU ikke haft den ønskede effekt på beskæftigelsen. Den høje arbejdsløshed i Europa kan ses som et tegn på at disse reformer ikke nødvendigvis vil have den ønskede effekt i form af skabelsen af arbejdspladser. Derfor er det uhensigtsmæssigt at der fokuseres i en sådan grad på arbejdsudbud, når det tilmed har en række negative sociale konsekvenser. I Danmark er der tilsvarende problemer og ifølge Dansk Statistik faldt beskæftigelsen med 3800 personer fra 2. til 3. kvartal Cheføkonom i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, Bo Sandberg mener at de seneste tal er tegn på at Danmark ikke er på vej ud af krisen lige foreløbigt (Ritzau 2012e). Det danske samfund er i hastig, men umiddelbart retningsløs bevægelse, og det er vanskeligt at blive klar over, hvor vi bevæger os hen og med hvilket formål - det danske samfund domineres af en ensidig økonomisk rationalitet - alt skal gå stadig hurtigere på bekostning af eftertanke - konkurrenceevne, vækst og materiel velstand er nøgleordene. Dette fører til at de mere humanistiske værdier bliver trængt i defensiven. (Jørgensen 2012: 20). Vi vil argumentere for at den ensidige økonomiske rationalitet som Jørgensen omtaler i ovenstående citat, afspejles i 2020-planen. Som allerede påpeget så nævnes begrebet vækst 368 gange i 2020-planen, derimod er fokus på klima og miljø næsten helt fraværende. Hverken bæredygtighed eller økologi nævnes en eneste gang mens miljø nævnes blot to gange (Nielsen 2012e). I planen står at de tre grundlæggende udfordringer Danmark står overfor er konkurrenceevne, den demografiske udvikling og stram offentlig økonomi (Regeringen 2012b: 10-11). Set i lyset af de omfattende klima- og miljøudfordringer det globale samfund står overfor virker det besynderligt at dette ikke nævnes. På samme måde mener vi det er problematisk at der ikke er et større fokus på mennesker, da den overordnede plan for Danmarks økonomiske fremtid bør have som et primært mål at sørge for menneskelig trivsel. Som beskrevet i økonomiafsnittet er den danske økonomi overordnet set stærk 34, hvilket åbner op for at prioritere mennesker og miljø i højere grad. En af de ting man kunne fokusere på er at øge den økonomiske stabilitet og tryghed. Vi mener at det er nødvendigt at indføre strammere og mere hensigtsmæssig regulering af den finansielle sektor. I denne 34 Eksempelvis har Danmark godt nok faldende konkurrenceevne og produktivitet, men ifølge World Economic Forum lå Danmark i år på en 12. plads ud af 144 ift. konkurrenceevne. Ifølge OECD er Danmarks produktivitet 20 pct. højere end OECD-gennemsnittet, hvilket er meget positivt. (Mandag Morgen 2012, Regeringen 2012a: 39). 106

108 sammenhæng er det problematisk at regeringen ikke har valgt at regulere flex- og afdragsfrie lån langt stærkere end tilfældet er i dag, og heller ikke har gennemført strengere regulering af banksektoren. Et andet tiltag der ville være gavnligt for den finansielle stabilitet er at ophæve fastfrysningen af boligskatterne. Dette har regeringen valgt at undlade for i stedet at frede boligejerne til Som beskrevet i kapitel 4 argumenterer vi for at den manglende økonomiske stabilitet er en af årsagerne til den udeblivende stigning i menneskelig trivsel i de rige lande. I forlængelse af dette kan det hævdes at den økonomiske instabilitet har skabt usikkerhed og utryghed i den danske befolkning, og at dette har påvirket den generelle trivsel negativt. Samtidig medfører den stigende arbejdsløshed stor økonomisk utryghed for de mennesker der mister deres arbejde, og usikkerhed for dem der frygter at miste deres job. Som allerede påpeget mener vi at regeringens reformer er utilstrækkelige til at løse problemerne omkring arbejdsløshed, hvilket den seneste udvikling i beskæftigelsen også tyder på. På den anden side betyder Danmarks relativt sunde økonomi at regeringen har været i stand til at igangsætte jobskabende offentlige investeringer, og heller ikke har været nødsaget til drastiske nedskæringer på offentlige ydelser som der ellers sker i de sydeuropæiske lande. Med hensyn til den stigende ulighed og fattigdom i Danmark de sidste år har regeringen ikke formået at vende den negative udvikling. Slutteligt mener vi at det er nødvendigt at tage et opgør med den dominerende forbrugskultur, da den har mange negative følgevirkninger for både miljø og samfund (jf. kapitel 3 og 4). I denne sammenhæng er det problematisk at en central politisk aktør som Martin Lidegaard ikke vælger at sætte fokus på danskernes overforbrug. Grundet han ikke tror at han er i stand til overbevise danskerne om, at et mindre forbrug er nødvendigt (Larsen 2012). Overordnet set mener vi ikke at den økonomiske udvikling i Danmark kan siges at opfylde grundforudsætning nummer to. Dette hænger sammen med at den økonomiske udvikling prioriteres frem for menneskelig trivsel. De primære formål med de nuværende økonomiske planer er at skabe vækst og arbejdspladser. Vi er bevidste om at det udprægede fokus på økonomisk vækst bunder i et ønske om at sikre at Danmark fortsat har råd til velfærd og til at opretholde en høj levestandard i fremtiden. Dog mener vi ikke at det er hensigtsmæssigt for et rigt samfund som det danske at opnåelsen af økonomisk vækst er det primære politiske mål. Dette skyldes at det ensidige fokus på vækst i BNP medfører en lang række miljø- og samfundsmæssige konsekvenser. Samtidig kan det betyde det at politiske tiltag, der kan være med til at løse de mere grundlæggende udfordringer det danske samfund står over for, afvises med den begrundelse at det hæmmer væksten. Af disse årsager mener vi der er behov for at tænke økonomi anderledes i Danmark, for på denne måde at sikre at den økonomiske udvikling i højere grad kan leve op til de to grundforudsætninger. Som vi har vist i kapitel 5 er der argumenter for at teorien om en økonomi i dynamisk ligevægt bedre kan sørge for opnåelsen 107

109 af dette mål. I det følgende kapitel 7 præsenteres konkrete politiske tiltag til at igangsætte en dansk omstilling hen imod en økonomi i dynamisk ligevægt. 108

110 KAPITEL 7: KONKRETE POLITISKE FORSLAG TIL OMSTILLINGEN AF DEN DANSKE ØKONOMI Dette kapitel vil forsøge at præsentere en række forslag til politiske handling for at påbegynde omstillingen af den danske økonomi hen imod en tilstand af dynamisk ligevægt. For at gøre det mere overskueligt har vi valgt at inddele forslagene i de syv punkter fra The Great Transition. Afslutningsvis diskuteres det hvilken overordnet effekt forslagene vil have for dansk økonomi. Punkt 1: The Great Revaluing [ Danmark ] Som beskrevet i kapitel 5 er dette første punkt afgørende. En ændring af prissætningen er en forudsætning for at omstillingen kan realiseres. Det at priserne afspejler de sande miljømæssige omkostninger i forbindelse med produktion og transport, forventes at føre til at både producenter og forbrugere ændrer adfærd. Dette vil skabe et incitament til mindre ressource-intensiv produktion og forbrug. Det er vigtigt at understrege at den øgede beskatning på ressourceforbrug og forurening skal suppleres af reformer, der sænker skatten på arbejde. Anders Eldrup fremførte at han mente at grønne skatter og afgifter er den mest hensigtsmæssige metode til at ændre virksomheders adfærd. Han påpegede at den mest optimale tilgang er at indfase skatterne gradvist over tid, som den britiske regering har valgt at gøre med afgifter på CO2-udledninger. Dette betyder at virksomheder på den ene side presses til at ændre sig, og samtidig får fordel af de langsigtede rammer der gør det nemmere at planlægge investeringer. Eldrup fremhævede at den nuværende regeringen brat femdoblede den såkaldte NOx afgift, hvilket betød at adskillige virksomheder måtte lukke. Han anvendte dette eksempel som argument for at implementere stigningerne i afgifterne over en længere tidsperiode, på både drivhusgasser, men også gerne knappe ressourcer [Eldrup interview: 2-5]. Klimakommissionens anbefalinger er i dette tilfælde helt på linje med Eldrup. Kommissionen anbefaler: At staten fastlægger langsigtede rammebetingelser, herunder forventede afgifter. Rammerne skal give alle aktører et grundlag for planlægning og gennemførelse af relevante initiativer. (Klimakommissionen 2010: 50). Ifølge Inge Røpke er der behov for en gennemgående reform af den danske energibeskatning. Hun fremhæver at Dansk Energi gentagne gange har påpeget at omstillingen til vedvarende energi ikke kan gennemføres, så længe at el beskattes så hårdt sammenlignet med andre energiformer [Røpke interview: 20]. Vi opfordrer til at den kommende danske klimalov bliver så ambitiøs som muligt for at sikre at fossile brændstoffer gradvist vil blive dyrere sammenlignet med vedvarende energi. 109

111 Anders Eldrup forklarede at regulering, afgifter og statslig støtte til fx vindkraft var nøglen til Danmarks store succes med at udvikle grønne teknologier i 1970 erne og frem. Danmark blev særligt hårdt ramt af oliekrisen, bl.a. fordi landet dengang ikke selv producerede olie. Derfor valgte Danmark at indføre striks regulering på en række punkter og aktivt støtte miljøteknologier som vindkraft, byggeri mv.. Eldrup mente tilsvarende tiltag, skræddersyet til nutidens Danmark, ville være gavnlige, og burde indføres i langt større grad end i dag [Eldrup interview: 7-8]. Vi mener at Danmark bør indføre øget regulering ved at introducere strengere krav til producenter. Eldrup beskrev hvordan Danmark siden 1980erne ikke har formået at benytte regulering i tilstrækkeligt omfang. Dette har medført at flere grønne danske industrier har eller er ved at miste deres konkurrencemæssige forspring [Eldrup interview: 13]. Generelt set indebærer en revurdering af hvordan værdi fastsættes, fundamentale ændringer på mange forskellige niveauer. Udover CO2 er det vigtigt at introducere afgifter på materialer der enten er miljømæssigt skadelige eller knappe. Richardson nævnte specifikt behovet for en afgift på fosfor, fordi det er en forudsætning for at kunne dyrke landbrug [Richardson interview: 9]. Dette emne bør natur og landbrugskommissionen tage op. Der er i det hele taget brug for en gennemgribende reform af det danske landbrug der både skal gøres mindre i omfang og mere miljøvenligt. Vi mener desuden at støtten til landbruget primært skal gives ift. at facilitere dette skifte, hvilket højst sandsynligt vil indebære øget støtte til økologisk landbrugsdrift og mindre til den konventionelle. En signifikant stigning i afgifter på miljøskadelig produktion vil hjælpe denne udvikling på vej. Vi er klar over at langt de fleste subsidier til det danske landbrug kommer fra EU, og at dette indebærer at vi må forhandle vores reformønsker i EU sammenhæng (Dansk Naturfredningsforening et al. 2011: 37). Punkt 2: The Great redistribution [ Danmark ] I tilfælde af implementering af en grøn skatte- og afgiftsreform som den der er præsenteret i ovenstående punkt, vil uligheden i samfundet stige, fordi de svage grupper altid rammes uforholdsmæssigt hårdt af sådanne tiltag (3F 2009 og Det Økologiske Råd 2009: 56). Desuden vil antallet af fattige i samfundet, alt andet lige, forblive det samme, fordi økonomien ikke længere vokser. Derfor er der god grund til at øge den økonomiske omfordeling, da en mindskelse af fattigdom og ulighed vil øge den menneskelige trivsel (jf. kapitel 4). For at opnå dette foreslår vi en række lighedsfremmende politikker. For det første skal der gøres noget for at reducere indkomstuligheden. Dette kan gøres ved at øge topskatten, indføre en millionærskat og muligvis samtidig sænke bundskatten. Pointen er her at det er muligt at beskatte den rigeste del af befolkning mere og samtidig sænke bundskatten, for på denne måde samlet set at sænke 110

112 skatten på arbejde. Det er vigtigt at understrege at dette bør implementeres gradvist, ligesom stigningen i de grønne afgifter og skatter. For det andet mener vi at formuerne i Danmark bør fordeles mere ligeligt. Her er det særligt vigtigt at øge boligbeskatningen, da det vil føre til større lighed, fordi de velhavende beskattes mest af denne skat. Som beskrevet i kapitel 6 i afsnittet om den danske økonomi har fastfrysningen af boligbeskatningen medvirket til, at Danmark blev uforholdsmæssigt hårdt ramt under finanskrisen. Den fortsatte boligboble er desuden med til at gøre Danmark mere sårbar for nye kriser i fremtiden. Derfor mener vi at det er vigtigt at øge boligbeskatningen. Selvom det kan være svært at sælge til vælgerne må politikerne forsøge at få kommunikeret ud at det er til det fælles bedste. Derudover vil det være hensigtsmæssigt at øge skatten på arv 35. For det tredje mener vi at arbejdet bør fordeles bedre, hvilket indebærer en reduktion af den betalte arbejdstid. Det er en mulighed at sænke den ugentlige arbejdstid til fx 35 timer, for på denne måde at skabe rum for at flere kan komme ind på arbejdsmarkedet. Samtidig vil kortere arbejdstid afhjælpe nogle af de samfundsmæssige problemer som fx stress og have en positiv sideeffekt i form af øget fritid. I den øjeblikkelige politiske debat diskuteres det hvordan man kan øge arbejdsudbuddet, da man antager at dette vil have en positiv effekt på beskæftigelsen og generere økonomisk vækst. Som beskrevet i kapitel 6 er der dog usikkerhed om hvorvidt denne sammenhæng mellem arbejdsudbud og beskæftigelse eksisterer. I dette lys er vores forslag et radikalt anderledes forsøg på at løse udfordringerne omkring beskæftigelse, fordi nedsat arbejdstid kan lede til at flere kommer i arbejde, og arbejdsløsheden derfor reduceres. Vi er klar over at det er særdeles kompliceret at gennemføre dette forslag, da det vil kræve en lang forhandlingsproces mellem arbejdsmarkedets parter. Fortalere for en økonomi i dynamisk ligevægt foreslår generelt at produktivitetsstigningerne kan være et middel til at sænke arbejdstiden, i stedet for at øge produktionen (Jackson 2009, O Neill et al og Spratt et al. 2010). I tilfælde af at der i fremtiden bliver et større behov for arbejdskraft bør arbejdstiden naturligvis hæves til det mest hensigtsmæssige niveau. Punkt 3: The Great Rebalancing [ Danmark ] Dette punkt er mere filosofisk end de andre og handler om hvilket forhold mellem stat, marked og civilsamfund der er mest gavnligt for den samfundsmæssige udvikling. Som vist i kapitel 5 har staten en langt mere aktiv rolle i en økonomi i dynamisk ligevægt, og er med til at sætte nogle spilleregler som markedets aktører skal indrette sig efter. Der søges desuden et langt mere dynamisk og frugtbart samarbejde mellem stat, marked og 35 Andre mulige værktøjer til at mindske uligheden kan være at indføre et loft over lønforskelle og at skab incitament til en større grad af medarbejderejerskab i virksomheder, altså en form for økonomisk demokrati (Spratt et al. 2010: 42). 111

113 civilsamfund. Her er der særligt fokus på udnyttelse af de uudnyttede ressourcer der findes i det nef kalder kerne-økonomien. Der betyder at samfundet i højere grad værdsætter menneskelige ressourcer som omsorg, pleje, viden og erfaring 36 (jf. kapitel 5). Dette punkt indebærer dog ikke nogle specifikke håndgribelige forslag til politisk forandring. Punkt 4: The Great Localisation and Engagement [ Danmark ] Dette punkt handler om at produktion og forbrug i langt højere grad skal være lokalt funderet, hvilket indebærer at de varer der forbruges, fortrinsvis skal være nationalt produceret. Som beskrevet i kapitel 5 skal alle varer ikke produceres lokalt, der skal foretages en kvalificeret vurdering af hvad der er mest hensigtsmæssigt for miljø og samfund. For at fremme denne udvikling i Danmark mener vi at der kan gøres to ting. For det første foreslås at staten bruger det offentlige forbrug langt mere aktivt gennem åbent at erklære at man vil prioritere produkter der er lokalt og miljørigtigt produceret. Denne garanti skal være over en lang tidsperiode så virksomheder kan planlægge efter det og indstille deres produktion på at blive så lokalt forankret, og miljømæssigt bæredygtig, som muligt. I nogle tilfælde vil dette indebære at det offentlige indkøber produkter der ikke umiddelbart er de billigste på markedet, men dette opvejes af at der på længere sigt skabes mere samfunds- og miljømæssig værdi. Fx vil større lokal og dermed national produktion være gavnligt i form af skabelsen af arbejdspladser. Igennem de sidste mange år er produktion og arbejdspladser blevet outsourcet til udlandet. Dette forslag vil modvirke denne proces og bidrage til at revitalisere lokalsamfund. Det andet forslag handler om at indføre afgifter på importerede varer, dette anbefales ligeledes af Richardson og Chrintz [Richardson interview: 9 og Chrintz interview]. Der er to hovedargumenter bag dette forslag. Det ene er at reducere miljømæssig belastning der opstår når varer transporteres over lange afstande. Det andet argument omhandler det problematiske i at en ændret prissætning for nationale producenter vil betyde unfair konkurrence mellem danske produkter og importerede varer. Derfor mener vi at der bør indføres en form for afgift på import, hvilket desværre er særdeles omstændeligt pga. de nuværende regler for international handel. Et forslag er at importører af varer skal kunne fremvise et regnskab for hvor meget CO2 der er blevet udledt ved produktion og transport af varerne. Dette skal importøren betale en afgift for, der vil være i samme størrelsesorden som afgifter for de nationale producenter (jf. punkt 1). Der er to åbenlyse udfordringer ved dette forslag. For det første kan det være svært at fremvise et CO2-regnskab fordi vareproduktion er spredt over flere lande. I dette tilfælde er det nødvendigt at give importører tid til at kunne fremvise CO2 regnskaber for de importerede varer ved først at implementere loven efter nogle år. Producenter der på dette tidspunkt 36 Eksempelvis kan tidligere indlagte patienter bruge et par timer om ugen på at vejlede og støtte andre patienter under indlæggelse og dermed bidrage konstruktivt med deres erfaring (Spratt et al. 2010: 37). 112

114 ikke kan opfylde kravene, vil blive pålagt en bøde. Den anden udfordring er at andre lande muligvis vil protestere over dette krav. Fx har USA og Kina protesteret voldsomt over EUs lov om flyafgift der blev introduceret i januar 2012 (Chaffin & Rabinovitch 2012, Volcovici 2012). WTO tillader dog at der sættes en afgift på importerede varer der svarer til en national skat på et nationalt produceret produkt (Cosbey et al. 2012). Der er en række parametre der skal være opfyldt for at en afgift på importerede varer må gennemføres. Først og fremmest må afgiften udelukkende have et miljømæssigt mål og må ikke handle om konkurrenceevne 37 (Cosbey et al. 2012). Der er altså teoretisk set mulighed for at indføre en CO2 afgift på importerede varer, og derfor mener vi, på trods af udfordringerne, at staten bør forsøge dette og lignende miljøafgifter. Derudover kan det overvejes at indføre en lempelsesordning der gælder for nationale eksportører. Da disse skal konkurrere med producenter på de internationale markeder der ikke er underlagt tilsvarende CO2 afgifter, og derfor kan man evt. tilbagebetale de afgifter der er forbundet med produktion til eksport (Kulaçoğlu & Tamiotti 2012). Det er dog en gråzone om dette er lovligt ift. gældende WTO-regler (Cosbey et al. 2012). Punkt 5: The Great Reskilling [ Danmark ] Dette punkt handler om at ændre måden der produceres og forbruges på, så der kommer langt mere fokus på at producere varer der er langtidsholdbare og er velegnede til reparation. Afsnittet handler også om en kulturændring der indebærer et skift fra brug og smid væk kulturen til en tilstrækkeligheds kultur. Vi har tre forslag indenfor dette punkt: Det første er i forlængelse af forslaget i punkt 4 der omhandler en ny strategi i det offentlige forbrug, som prioriterer lokalt og miljørigtigt producerede varer. I denne forbindelse bør det offentlige ligeledes prioritere varer der er så langtidsholdbare som muligt og som er produceret mhp. at kunne repareres. Dette vil bidrage til at danske producenter vil have et stærkt incitament til at producere varer der opfylder disse krav. I forlængelse af dette skal der etableres en særlig pulje der uddeles til at støtte projekter der fremmer denne udvikling. Disse projekter bør forsøge at hjælpe danskerne til at blive bedre til at prioritere lokalt forbrug, genanvendelse, deleordninger og reparation. Vores andet forslag er at starte en offentlig debat om materialismen negative sider. Formålet bør være at igangsætte et skifte fra den nuværende forbrugskultur, hvor mere altid er bedre, til en tilstrækkelighedskultur hvor man i højere grad værdsætter det man allerede har. Dette vil indebære at politikerne ikke længere opfordrer til øget forbrug som fx Claus Hjort gjorde i forbindelse med finanskrisen (3F 2009). Desuden indebærer det et forsøg på at skabe restriktioner for reklamer i det offentlige rum, fx ved at 37 Der skal desuden allerede være være forsøgt en multilateral løsning uden held. Individuelle udenlandske producenter skal samtidig have mulighed for at producere egne data ift. hvor meget de reelt udleder (Cosbey et al. 2012). 113

115 vælge ikke at tillade reklamer på pladser, i metroen, ved busstoppesteder etc. Derudover anbefaler vi et forbud mod reklamer henvendt til børn, ligesom der allerede har været i en årrække i Norge og Sverige (Jackson 2009: 183). Vi mener at det er vigtigt at åbne debatten omkring materialismens negative sider. Da den nuværende forbrugskultur, som allerede påpeget, er ødelæggende for klima og miljø, samt er medvirkende til at underminere menneskelig trivsel (jf. kapitel 3 og 4). Punkt 6: The Great Economic Irrigation [ Danmark ] Hovedformålet med dette punkt er hvordan det finansielle system kan indrettes så det i langt højere grad er til gavn for samfundet og miljøet. Afsnittet handler desuden om hvordan statens ressourcer udnyttes bedst muligt. Vores første forslag er at der gradvis indføres restriktioner på private bankers muligheder for kreditskabelse. Dette indebærer at det i udgangspunktet er forbudt at skabe penge via långivning, medmindre det er til investering der genererer ægte samfundsmæssig værdi. Fractional reserve requirements kan dermed under særlige omstændigheder sænkes fra 100 pct ned til et minimum på 10 pct. når banker låner ud til investeringer, der vil skabe social eller miljømæssig værdi. I forlængelse af dette mener vi at der bør indføres langt strammere regulering i forbindelse med flex- og afdragsfrie lån 38. Forslag nummer to indebærer en opdeling i opsparings- og investeringsbanker, der vil have en stabiliserende effekt på det finansielle system. Det betyder at borgerne kan vælge at sætte deres penge i opsparings- eller investeringsbanker. Investeringsbankerne vil kunne tilbyde et højere muligt afkast, men deres højrisikable spekulative investeringer betyder at staten ikke længere vil stille garanti med skatteydernes penge. Efter finanskrisen har den danske stat fx været nødsaget til at udstede garantier til danske banker for næsten milliarder kr. 39 (Pedersen 2012a). Vores tredje forslag er oprettelsen af en grøn offentlig investeringsbank der skal sikre offentlige og private midler til at investere i infrastrukturprojekter i forbindelse med udviklingen af vedvarende energi og bæredygtig transport. Som inspiration til hvordan energiinfrastrukturen konkret kan omstilles henviser vi til Klimakommissionens arbejde der også afspejles i det nyligt vedtagne energiforlig (Klimakommissionen 2010). 38 Desuden bør det overvejes om der skal indføres strengere regulering ift. spekulation i form af de såkaldt afledte finansielle produkter, samt føres tilsyn med bankernes cheflønninger og bonusordninger (New Economics Foundation & Compass 2010: 4). 39 Et beløb der svarer til mere end 2,5 gange Danmarks BNP. Den danske statsstøtte til bankerne er markant større end resten af EU landenes (minus Irland), der alle ydede garantier for mindre end 100 pct. af deres BNP (Pedersen 2012a). 114

116 Til at udvikle transportinfrastrukturen foreslår vi teknologirådets nye rapport om hvordan denne omstilles til 100 pct. vedvarende energi 40 (Christensen et al. 2012). Som et eksempel på hvilken model en grøn investeringsbank kunne have, fremhæver nef den nordiske investeringsbank der arbejder med fokus på bæredygtige projekter, og som den danske grønne investeringsbank med fordel kunne lade sig inspirere af og samarbejde med (Nissan & Spratt 2009: 31). Vores fjerde forslag er at give særlig statslig støtte til at udvikle miljøvenlige og jobskabende industrier. En del af denne støtte bør udgøres af adgang til billigere lån til at igangsætte nye projekter gennem den grønne investeringsbank. Desuden bør staten sætte flere midler af til at støtte forskning i grøn teknologi, hvilket Anders Eldrup også anbefaler [Eldrup interview: 9]. Copenhagen Cleantech Cluster (CCC) er en samling af en række grønne virksomheder baseret i Københavnsområdet. CCC har udgivet en analyse af potentialet på cleantech området på det globale marked. Her viser de at cleantech området er og i de kommende år vil være i voldsom vækst, som en af de eneste sektorer i en krisepræget global økonomi (Copenhagen Cleantech Cluster 2012). De viser også at Danmark er førende på flere områder inden for cleantech hvilket følgende figur illustrerer. Figur 16. Figuren viser danske virksomheders kompetencer inden for cleantech industrien sammenlignet med den forventede størrelse på det globale marked i Det fremgår af figuren at danske virksomheder står stærkt på en række cleantech områder. (Copenhagen Cleantech Cluster 2012: 16). 40 Teknologirådet har udarbejdet en detaljeret plan omhandlende hvordan Danmark kan omstille transportsystemet til 100 pct. vedvarende energi i 2050 (Christensen et al. 2012). 115