Anbefalinger erfaringer & prioriteter

Transkript

1 Folkekirkens Nødhjælps input til regeringens nye udviklingspolitik Anbefalinger erfaringer & prioriteter marked civilsamfund stat

2 Folkekirkens Nødhjælps input til regeringens nye udviklingspolitik Anbefalinger, erfaringer & prioriteter Folkekirkens Nødhjælp hilser udviklingsministerens invitation til at deltage med input til den igangværende proces frem mod en ny overordnet dansk udviklingspolitik velkommen. Vi er endvidere enige i de fire hovedprioriteter, som ministeren præsenterede ved mødet i Rådet for internationalt Udviklingssamarbejde den 8. december De fire prioritetsområder korresponderer fint med Folkekirkens Nødhjælps fem programtyper, og vi har derfor valgt at give vores samlede indspil til strategiarbejdet i form af ganske konkrete anbefalinger til de enkelte prioritetsområder og en underbyggende erfaringsopsamling. Endelig har vi tilføjet nogle anbefalinger på helt centrale overordnede områder, som også må reflekteres i en ny politik. I det følgende vil vi præsentere en række konkrete anbefalinger. Overordnet er den røde tråd en stærk prioritering af bistandens fattigdomsorientering og samtidig en stærk pointering af civilsamfundets nødvendige centrale placering, hvis de opsatte mål skal kunne realiseres. En række af prioritetsområderne vil bedst kunne styrkes ved, at stat, marked og civilsamfund i Danmark går sammen med hver deres styrker og kompetencer, og forsøger at dublere dette treparts-samarbejde i udviklingslandene. Et respektfuldt samvirke mellem de tre skaber de bedste betingelser for at skabe bæredygtig og retfærdig udvikling. Skal det lykkes at få løftet de mange nye og innovative ideer og tanker, som ligger bag en styrkelse af Danmarks udviklingsbistand, så kræver det først og sidst, at regeringen sætter hand ling bag det erklærede mål om at øge bistanden op til 1 %. Når det ikke bliver i 2012, så lad os i det mindste få en dato for, hvornår det bliver. Samtidig må regeringen stoppe den udhulning af bistanden, der har fundet sted igennem de seneste år. Overordnet er vi overbeviste om, at styrkelse af indsatsen gennem prioritering af de fire områder vil styrke dansk bistands indsats blandt verdens fattigste og undertrykte. Vi ser frem til at arbejde konstruktivt sammen med Danida i implementeringen af den nye politik. På Folkekirkens Nødhjælps vegne Henrik Stubkjær ı Generalsekretær

3 anbefaling 1Rettigheder, god regeringsførelse og demokrati Opstil mål for demokrati Danmark bør arbejde for konkrete mål og indikatorer for demokratisk regeringsførelse. Fokuser på god regeringsførelse Støtte til god regeringsførelse skal sikre et demokratisk ejerskab af reformer, mere ansvarlige nationale parlamenter og en effektiv decentralisering af regeringsapparatet. Ligestilling skal være en topprioritet Støtte til ligestilling mellem kønnene skal fortsat være en topprioritet for dansk udviklingsbistand med øget fokus på at styrke kvinders deltagelse i beslutnings- og politiske processer. Beskyt civilsamfundsorganisationers rettigheder i Syd Civilsamfundsorganisationers mulighed for at handle indskrænkes i disse år i mange lande, og det er derfor vigtigt, at Danmark aktivt støtter kampen for foreningsfrihed, forsamlingsfrihed og retten til information. Styrk den private sektors rettighedsfokus Danmark skal arbejde for, at den private sektor lever op til sit ansvar og respekterer menneskerettigheder som beskrevet i FN s nye retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv. Rettigheder, god regeringsførelse og demokrati er en forudsætning for bæredygtig og retfærdig udvikling. Støtte til at fremme menneskerettigheder skal sætte borgerne i stand til at handle og arbejde for et åbent og demokratisk samfund. Det er vigtigt, at Danmark i samarbejde med andre ligesindede lande i Nord og Syd fastholder et stærkt fokus på god regeringsførelse, menneskerettigheder og demokrati. Dansk udviklingspolitik kan være med til at skabe og beskytte de nødvendige rammer for, at borgerne og de folkelige organisationer kan holde deres regeringer ansvarlige og for at fremme fattige kvinder og mænds indflydelse på beslutninger og politiske processer. Der bør være et særligt fokus på at støtte kvinders ret til deltagelse. På globalt niveau er kvinderne fortsat underrepræsenteret i beslutningsprocesser og organer. Deres manglende indflydelse og synlighed kan føre til, at de førte politikker får kønsdiskriminerende effekter og er med til at fastholde traditionelle kønsroller og normer.

4 Erfaring 1 Der skal skabes et demokratisk miljø, der involverer borgerne Med øget brug af budgetstøtte er det ekstra vigtigt at fremme et dynamisk civilsamfund, der repræsenterer de fattiges interesser i institutionelle reformer, og som kan fremme borgernes indsigt i regeringsapparatets brug af ressourcer og kvaliteten af de offentlige ydelser. Samtidig med, at udviklingsbistanden nu gives direkte til det enkelte lands budget, oplever Folkekirkens Nødhjælp mange steder i verden, at borgernes og de folkelige organisationers aktiviteter bliver indskrænket. Der er talrige eksempler på restriktiv NGO lovgivning, hvor love og praksis begrænser retten til forenings- og forsamlingsfrihed, på begrænsning af ytringsfriheden og på tilfældig brug af kriminelle anklager imod menneskerettighedsaktivister osv. Se vores rapport Shrinking Political Space for Civil Society Action om civilsamfundsorganisationer og menneskerettigheder under pres: Erfaring 2 Kvinders politiske deltagelse gør en forskel Kvinder er fortsat underrepræsenteret i beslutningsprocesser og organer i verden. Vores erfaring er, at støtte til kvinders økonomiske rettigheder og seksuelle og reproduktive rettigheder er vigtig og kan forbedre kvinders situation i hjemmet og i samfundet. Men det er ikke nok i sig selv. For at udfordre traditionelle kønsrollemønstre og uligheder bør man styrke kvinders kompetencer til at deltage i lederskab og beslutningsprocesser, også når de er i beslutningsorganer. Danmark kan styrke kvinders organisering og netværk. Danmark bør have fokus på, at de enkelte lande indfører og implementerer procedurer, der sikrer kvinders deltagelse i politiske processer og organer. Aktiviteter, der fremmer kvinders økonomiske grundlag, er centrale, men ikke nok i sig selv til at udfordre underlæggende kønsdiskriminerende mønstre, der begrænser kvinders deltagelse. Erfaring 3 Stater har pligt til at beskytte mod virksomheders brud på menneskerettighederne Den private sektor bliver i stigende grad en stærk aktør i udviklingslandene. Både fordi virksomhederne får en øget rolle i udviklingsbistanden og i kraft af direkte investeringer i udviklingslande. Støtte til god regeringsførelse har traditionelt været fokuseret på det offentliges egen rolle i at sikre en effektiv adgang til offentlige ydelser og sikkerhed til borgerne. Men den private sektors stigende indflydelse og rolle betyder, at partnerlandene bør styrkes i forhold til at regulere de private investeringer og ydelser, så de private investorer ikke krænker menneskerettighederne. Folkekirkens Nødhjælp har bl.a. dokumenteret en række eksempler på jordtyveri udført i den private sektor. Investeringer i den attraktive energisektor har også ført til menneskerettighedskrænkelser, hvor oprindelige folks rettigheder til at blive konsulteret og involveret er blevet tilsidesat. For yderligere oplysninger kontakt Rådgiver i demokrati, rettigheder og god regeringsførelse, Carol Rask, mobil ı ras@dca.dk

5 anbefaling 2Fødevaresikkerhed, landbrugsudvikling og modstandsdygtighed Støt de fattigste på landet med bæredygtig fødevaresikkerhed Første prioritet skal være, at fattigdomsbekæmpelse går til de fattige grupper på landet. Målet er, at fattige kvinder og mænds ret til mad sikres, samtidig med at der udvikles bæredygtig og klimavenlig fødevaresikkerhed og styrkelse af lokal indflydelse på beslutningsprocesser. inddrag de lokale og husk fortalerarbejde overfor myndigheder Tilgangen til fødevaresikkerhed skal være rettighedsbaseret og med et kønsperspektiv, hvor målgrupperne aktivt inddrages, styrkes og bidrager til udførelsen, og hvor der parallelt arbejdes med at påvirke og uddanne de ansvarlige myndigheder omkring lovgivning og adgang til landbrugs- og naturressourcer. Styrk sammenhæng mellem katastrofe- og udviklingsarbejdet Modstandsdygtighed ift. katastrofer kan styrkes væsentligt ved at koble humanitære nødhjælpsindsatser endnu mere med langsigtet udvikling, dels i sårbarhedsanalyser og sårbarhedsscenarier og igennem lokale indsatser, hvor katastrofeforebyggelse og klimatilpasning er integreret. Det kræver mere fleksibilitet og mindre silotænkning hos donorer, også Danida. Selv om der sker en øget urbanisering, hvor fattige og marginaliserede grupper flytter til byerne, bør dansk udviklingsbistand have fokus på bæredygtig udvikling på landet, hvor størstedelen af fattige mennesker stadig lever: 70 procent af verdens fattigste er småbønder/jordløse, som bor i landområderne, og forskning dokumenterer, at bæredygtige investeringer på landet trækker flest mennesker ud af fattigdom. Det fornyede globale momentum på øgede investeringer i landbrugsproduktion skal sikre fattige småbønder og andre udsatte grupper på landet, sådan at de støttes i at udvikle bæredygtig fødevaresikkerhed og får større modstandskraft over for katastrofer og klimaforandringer. Fokus i udviklingsbistanden bør være på decentral investering i landbrugsudvikling med klimatilpassede og bæredygtige metoder, hvor lokalbefolkningen har indflydelse og medbestemmelse. Fattigdom og fødevareusikkerhed skyldes, at retten til mad ikke respekteres og håndhæves, og at der er ulige adgang til ressourcer og markeder. Derfor er det vigtigt at fokusere på rettigheder, herunder også køns- og ligestillingsperspektivet, da kvinder og mænd udfylder forskellige roller i landbruget og også har forskellige udfordringer i forhold til deres rettigheder.

6 Erfaring 1 Fokus på de fattiges ret til mad fylder flere munde Der er en stigende tendens til, at nationale og multinationale selskaber og interesser påvirker dagsordenen for landbrugsudvikling, men udviklingspolitikken skal stadig fastholde en rettighedsbaseret tilgang, som opfylder de fattigste kvinders og mænds ret til mad og sørger for, at disse har indsigt, indflydelse og kontrol over processer og beslutninger. Der skal være en løbende dialog med og uddannelse af de lokale, decentrale myndigheder i lovgivningen omkring retten til mad. Danmarks udviklingspolitik skal sikre rammerne for tildeling af ressourcer til landbrugsforskning, videndeling, kapacitetsopbygning af lokale ledere og investering i bæredygtig fødevaresikkerhed samt sikre adgang til vand og andre nødvendige ressourcer lokalt. Den skal forhindre, at danske og europæiske firmaer medvirker til krænkelser af småbønders rettigheder, som det for eksempel sker i forbindelse med jordtyveri. Erfaring 2 Klimavenligt og bæredygtigt landbrug betaler sig Støtten til landbrugssektoren kan fremme et klimavenligt landbrug, hvor valg af afgrøder, dyrkningsmetoder og landbrugssystemer sikrer stabil adgang til fødevarer og øget produktivitet og er med til at mindske udslip af drivhusgasser. Det kan kædes sammen med initiativerne i FN s Komite for Global Fødevaresikkerhed samt FN s Fødevare- og Landbrugsorganisations, FAO s, Right to Food-initiativer. Danmark kan gives støtte til bæredygtig decentral energiforsyning for småbønderne og nationale kontrolsystemer, der sikrer, at investeringer i biobrændstof, andre energikilder og handel med CO2 kvoter kommer lokalbefolkningen til gode i en inkluderende proces. Erfaring 3 Et folk forberedt på katastrofer overlever Modstandsdygtighed over for katastrofer styrkes ved at koble katastrofeforebyggelse endnu tættere til langsigtet udvikling. Lokalbefolkningen - især de grupper som er særligt sårbare i katastrofesituationer - og lokale myndigheder kan i langt højere grad inddrages i forebyggelse og beredskab. De konsekvenser, som katastrofer har på de fattigstes fødevaresikkerhed, kan reduceres ved at forbedre lokale årsags- og sårbarhedsanalyser; ved at styrke lokalt katastrofeberedskab; og via aktiv lokal deltagelse i at indarbejde nye, innovative og klimatilpassede metoder i landbruget og i forebyggelse af katastrofer. For yderligere oplysninger kontakt Rådgiver i fødevaresikkerhed, Mette Lund Sørensen, mobil ı mls@dca.dk

7 anbefaling 3Grøn vækst, beskæftigelse og bæredygtig energi Grøn vækst også for de fattige Fattigdomsfokus for udviklingsbistanden opretholdes, og støtte til grøn vækst skal komme de fattigste kvinder og mænd til gode. Den danske udviklingsstrategi bør sikre en langsigtet og bæredygtig finansiering af aktiviteter til fordel for grøn vækst. Giv nye klimapenge Hele klimapuljen, som efter aftale i FN skal være ny og ekstra i forhold til den traditionelle udviklingsbistand, skal flyttes til den globale ramme. Prioriter erhvervssamarbejde med fattigdomsfokus Alt erhvervssamarbejde, der støttes med udviklingsbistand, skal have et fattigdomsfokus, og investeringer skal vurderes ud fra et helhedsperspektiv, hvor den totale effekt for den lokale udvikling tages i betragtning. Vi anbefaler, at der oprettes en fleksibel ramme til udvikling af samarbejder mellem dansk erhvervsliv og danske NGO er. Erhvervsliv og lokalbefolkning skal være sammen om udviklingen Lokale organisationer og grupper, som inkluderer både mænd og kvinder, skal inddrages aktivt i beslutningsprocessen, når det handler om private investeringer støttet med udviklingsbistand. Skab sammenhæng mellem politikker Handels- og investeringspolitikkerne udformes, så de understøtter ønsket om grøn vækst, klima og bæredygtig udvikling. Folkekirkens Nødhjælp fokuserer på verdens fattigste og mest sårbare kvinder og mænd. Vi sam arbejder med lokale partnere og søsterorganisationer i de landområder, hvor der er allermest brug for udvikling. Her arbejder vi for at styrke de fattiges rettigheder, så de kan få vækst og udvikling. Når vi taler om grøn vækst, mener vi udvikling, som er bæredygtig for både fattige og rige. En udvikling, som ikke fokuserer på øget, men bæredygtigt forbrug, der er baseret på grøn energi, på genbrug af vores ressourcer og en retfærdig fordeling af de globale byrder, som giver alle mulighed for at deltage i den globale vækst. Debatten om grøn vækst kommer tit til at fokusere på de relativt store og rige u-lande som Kina, Brasilien, og Indien. Lande som allerede har succes med at tiltrække investeringer og udenlandsk kapital. Alle lande og mennesker har brug for bæredygtig vækst baseret på grøn energi, som kan hjælpe de fattigste mennesker til udvikling og til at nå 2015 målene.

8 Erfaring 1 Grøn vækst er også for de fattigste De fattigste lande og de fattigste og mest sårbare mennesker i de større og rigere u-lande bliver oftest forbigået i mulighederne for vækst, fordi de mangler kompetence, infrastruktur, kapital og teknologier. Derfor har de svært ved at deltage aktivt i den private sektor og handle med andre lande. For de lande giver ønsket om grøn vækst og bæredygtig udvikling nye muligheder. Grøn vækst bør baseres på vedvarende energi og så lav forurening som muligt i alle sektorer, inklusive landbrug. I husholdningen kan brugen af biogas eksempelvis lette kvindernes arbejde med at skaffe brænde, og kvinderne får tid til indkomstgenererende aktiviteter i stedet. Fattige lande og befolkningsgrupper tiltrækker ikke private investeringer og har tit en begrænset handel, så der er brug for udviklingsbistand, der kan skabe vækst og udvikling. Udviklingsbistanden skal have et fattigdomsfokus, og når bistandspenge bliver brugt til at skabe vækst i den private sektor, skal det derfor sikres, at det også leder til effekter for de fattigste. En måde at sikre dette er at arbejde for, at væksten også leder til skatteindtægter. I Folkekirkens Nødhjælp har vi også gode erfaringer med at skabe bæredygtig vækst ved hjælp af mikrofinansaktiviteter. Vi forventer, at støtte til grøn vækst bl.a. vil komme fra klimapuljen. Derfor vil vi understrege, at klimafinansiering bør ses som kompensation, og at pengene skal bevilges oveni den traditionelle udviklingsbistand. Erfaring 2 Der kan stilles krav til erhvervsaktørerne Erhvervslivet har en vigtig rolle at spille, når det handler om at udvikle grøn vækst og beskæftigelse. Hvis de private investeringer skal støttes med udviklingsbistand, så bør formålet, udover økonomisk vækst, være, at projekterne skaber arbejdspladser, skatteindtægter, overførsel af teknologier og øget kompetence blandt medarbejderne. Når udviklingsbistand bruges til erhvervssamarbejde, og dermed også har et fattigdomsfokus, er der brug for, at alle aspekter af udvikling tages i betragtning som en helhed. Projekterne skal respektere arbejdernes rettigheder og forhindre jordtyverier, der fordriver lokale familier og samfund. Projekterne skal give skatteindtægter og være bæredygtige for miljøet. For at sikre det skal de lokale aktører inddrages. Det drejer sig om civilsamfundsorganisationer og bevægelser, der repræsenterer både kvinder og mænd og særligt udsatte grupper. Erfaring 3 Sammenhæng mellem lokal og global politik skaber udvikling Det er fornuftigt at sikre sammenhæng i den politik, der føres, både inden for handel, investeringer og udvikling. Nogle sektorer, som for eksempel landbruget i mange u-lande, risikerer at blive påvirket negativt af internationale aftaler og kan påvirke den ret, fattige har til fødevaresikkerhed, altså retten til mad. Dansk politik bør derfor altid tage højde for de lokale effekter af internationale aftaler og initiativer. For yderligere oplysninger kontakt Klimarådgiver Mattias Söderberg, mobil ı msd@dca.dk

9 anbefaling 4Stabilitet og beskyttelse i skrøbelige og konfliktramte lande Fasthold humanitære principper i alle situationer Dansk udviklingspolitik skal respektere og aktivt promovere de humanitære principper i alle faser og typer af indsatser, også i de skrøbelige og meget komplekse situationer. Beskyttelse af civile skal sættes højere end national suverænitet Beskyttelse af civile bør vægtes højere end hensynet til national suverænitet i dansk udenrigspolitik. Det kan ske ved at støtte udsatte kvinders og mænds egne initiativer, forbedre berørte nationers egen indsats samt mærkbart styrke det internationale samfunds vilje og evne til at hjælpe med både humanitære og politiske tiltag herunder stærk dansk opbakning til princippet om Responsibility to Protect i FN. Prioriter oprydning lige så højt som udrulning Rydning af ueksploderede krigsefterladenskaber og en frivillig reduktion af våben er et naturligt led i en sammenhængende kriseindsats og skal prioriteres lige så højt som evt. forudgående militære operationer. Humanitær minerydning og oplysning om minefarer er centrale værktøjer, hvis det skal lykkes. Opbyg et stærkt civilsamfund parallelt med statslige strukturer Støtte til en bred vifte af lokale civilsamfundsaktører bør prioriteres ligeså højt som støtten til at opbygge statslige strukturer i områder og lande med komplekse kriser og skrøbelige statsdannelser. Internationale missioner skal evalueres bredt Internationale missioners rolle i beskyttelse af civile bør evalueres og revideres på basis af hidtidige konkrete erfaringer. Udsatte gruppers vurderinger af missionernes faktiske betydning for befolkningernes sikkerhed bør vægtes højt i sådanne evalueringer. Synergi mellem humanitære og udviklingsmæssige aktiviteter bør undersøges yderligere. Folkekirkens Nødhjælp har årtiers erfaringer med humanitær bistand og udviklingsarbejde i komplekse kriser. Vi anbefaler, at en ny dansk udviklingspolitik afspejler respekt for de humanitære principper, øget prioritering af beskyttelse af civile samt bedre inddragelse af brede dele af lokale civilsamfund i freds-, forsonings- og genopbygningsarbejdet i lande og områder fanget i komplekse kriser.

10 Erfaring 1 Hjælp virker når den baseres på humanitære principper Humanitær hjælp virker mest effektivt, når den planlægges, udføres og finansieres på grundlag af humanitære principper om neutralitet, uafhængighed og upartiskhed. Når den baserer sig på uafhængige behovsanalyser. Koordination med politisk styrede og motiverede aktiviteter så som langsigtet udvikling, diplomati og militære indsatser skal foregå gennem mekanismer, der ikke kompromitterer ovenstående principper. Erfaring 2 Lokal beskyttelse virker men skal have støtte Civiles ret til beskyttelse tilsidesættes dagligt i konflikter og komplekse katastrofer, og FN princippet om Responsibility to Protect (RtoP) mangler stadig meget i at blive til virkelighed. Samtidig er det Folkekirkens Nødhjælps erfaring, at lokalbefolkningers evne til at overleve og beskytte sig selv ofte er vigtigere end udefra kommende beskyttelse. Lokalsamfundets evne til at beskytte sig selv/familien/området skal derfor prioriteres gennem øget støtte til lokale beskyttelsesaktiviteter. Støtten skal være hurtig, fleksibel og tilpasset lokale organisationers kapacitet samt sikre behovene hos særligt udsatte grupper (køn, alder, etnicitet, religion osv.). Et vigtigt element er at beskytte civilbefolkningen mod krigsefterladenskaber og store mængder våben, hvilket kan ske effektivt med humanitær minerydning og mineoplysning. Erfaring 3 Et stærkt civilsamfund er altid en del af løsningen i komplekse kriser Kriserne i f.eks. Sudan og Sydsudan illustrerer behovet for at tænke langsigtet og for løbende at udvikle og revidere planer og aktiviteter ud fra grundige analyser af de lokale forhold. Reel stabilitet og beskyttelse opnås kun, hvis alle betydende lokale interessegrupper er engageret og respekteret i troværdige processer, der peger frem mod løsninger. Lokale civilsamfunds-aktører er uundværlige i freds- og forsoningsprocesser, der skal have lokal troværdighed og ejerskab. Erfaringer fra en række kriser viser også, at det tager årtier at opbygge retfærdige, transparente og demokratiske nationale og lokale regerings-, administrations- og service-strukturer. Lokale organisationer og virksomheder, der arbejder med for eksempel undervisning, landbrug, kommunikation, ytringsfrihed, rettigheder, forsoning, religionsfrihed og ligestilling vil kunne bidrage med hurtige konkrete resultater. Samtidig bidrager de helt afgørende til kapacitetsopbygning i hele samfundet. Erfaring 4 Usikkerhed om samtænkning virker i internationale indsatser Trods klare mandater til at bidrage til at beskytte civilbefolkninger er internationale (FN) fredsskabende/bevarende missioner ofte ikke i stand til at yde faktisk beskyttelse for udsatte befolkninger. De sidste år har politiske beslutningstagere og donorer arbejdet ud fra den formodning, at der er positive sammenhænge (synergi) mellem humanitære og udviklingsmæssige aktiviteter (f.eks. skolebyggerier) og så politiske målsætninger (f.eks. øget sikkerhed). Evalueringer fra bl.a. Sudan og Afghanistan sætter nu spørgsmålstegn ved disse formodede sammenhænge, og det bør undersøges nærmere. For yderligere oplysninger kontakt Humanitær rådgiver Nils Carstensen, mobil ı nic@dca.dk

11 prioritet AStørrelsen og fordelingen af den danske udviklingsbistand Dansk udviklingsbistand skal fordeles, så den bekæmper fattigdom og sikrer rettigheder i udviklingslandene. Civilsamfundet spiller en vigtig rolle både i forhold til at sikre en positiv effekt af private investeringer og for at sikre effektiv, demokratisk og transparent offentlig politik og forvaltning. I mange lande, hvor der er svage offentlige institutioner, udfører folkelige og kirkelige organisationer mange nødvendige aktiviteter i relation til både fødevaresikkerhed, sundhed og sikkerhed. I forhold til fordelingen af den danske udviklingsbistand ser Folkekirkens Nødhjælp det som positivt, at der er en opdeling i to rammer; en fattigdomsorienteret ramme og en global ramme. En sådan opdeling sikrer transparens. Anbefalinger Den fattigdomsorienterede bistand skal op på en procent Den fattigdomsorienterede ramme bør udgøre 1 % af BNP, og der skal sættes en deadline for, hvornår dette vil ske. Klimapuljen bør være en del af den globale ramme og bestå af nye midler Styrk det multilaterale særligt på klima Regeringens intentioner om at øge fokus på den multilaterale bistand er positiv, og området har været underprioriteret i flere år. Inden for klimapuljen er fokus på det multilaterale ekstra vigtigt. Det er centralt, at u-landene får mulighed for at deltage i beslutninger om fordelingen. Det gøres bedst gennem de klimafonde, der findes under FN. Prioriter civilsamfundet Civilsamfundsstøtten i Danmark har stået stille i flere år, og det skal ændres. Støtten skal øges i takt med udviklingen i BNP. Prioritering af støtten til civilsamfundet skal være strategisk på en sådan måde, at de komparative fordele hos både store og små organisationer styrkes. Mere budgetstøtte og et stærkt civilsamfund Der findes mange måder at kanalisere bistand på. Budgetstøtte er en god og vigtig metode, som fastholder statens ansvar og det demokratiske ejerskab. Det er vigtigt, at budgetstøtte går hånd i hånd med støtte til civilsamfundsorganisationer, som kan være med til at sikre, at pengene bliver brugt effektivt, og at befolkningen bliver hørt og kan spille en aktiv rolle.

12 BDen rettighedsbaserede tilgang prioritet Ethvert menneske har basale rettigheder, som ikke kan anfægtes. At arbejde med en rettighedsbaseret tilgang til udvikling betyder, at man arbejder med de bagvedliggende magtstrukturer og årsager til fattigdom og diskrimination af marginaliserede grupper i samfundet som eksempelvis kvinder, oprindelige folk og dalitter (kastebaseret diskrimination). En rettighedsbaseret tilgang sikrer, at udviklingsstrategier er baseret på de fattigste gruppers rettigheder og interesser, at udviklingshjælp kommer disse grupper til gode, og at den hjælp, der gives, ikke i sig selv fører til overtrædelser og brud på rettigheder. Det betyder, at der skal arbejdes med lovgivning, politik, administrativ praksis og kulturelle normer, som medfører diskrimination og fastholder mænd og kvinder i fattigdom. Det kan ske gennem fortalervirksomhed, dialog, kompetenceopbygning af statsinstitutioner osv. Man skal arbejde med at styrke mænd og kvinders demokratiske stemme, så de kan deltage og blive hørt i væsentlige beslutningsfora og i andre politiske processer. Det gøres via bevidstgørelse, styrkelse af netværk og undervisning i menneskerettigheder og medborgerskab. Fordelingen af ressourcer og goder i et samfund er en politisk proces. I mange lande er de fattige lukket ude, og korruption dræner de nationale ressourcer. Skønt formelle rettigheder ikke udrydder fattigdom, så har de den fordel, at de giver dem, der er ekskluderede fra den politiske proces, juridiske midler til at holde deres regeringer ansvarlige. Rettighedsbaseret udvikling og de juridiske menneskerettighedsstandarder er en central ramme, som borgere, civilsamfundet og donorer kan bruge til at stille deres regeringer til ansvar. Bevidst heden om, at man har rettigheder, og at ens regering har en forpligtelse til at leve op til disse rettigheder, kan motivere og legitimere de fattigstes krav. Et stærkt og aktivt medborgerskab, der holder regeringer ansvarlige og åbne, er endnu mere vigtigt, når de enkelte lande fremover vil skulle modtage mere budgetstøtte. Anbefalinger Dansk udviklingshjælp skal som overordnet mål både reducere fattigdom og respektere menneskerettigheder. Dansk udviklingshjælp skal promovere og beskytte borgernes og civilsamfundets rammebetingelser for at kunne holde deres regeringer ansvarlige. Det skal prioriteres og måles i både bilateral og multilateral udviklingshjælp. Dansk udviklingshjælp skal mainstreame menneskerettigheder inden for alle områder. Menneskerettigheder er også økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder såsom retten til mad. For yderligere oplysninger kontakt Rådgiver Demokrati, rettigheder og god regeringsførelse, Carol Rask, mobil ı ras@dca.dk

13 prioritet creligion og udvikling hænger sammen Ingen identitet uden religion. Det er virkeligheden i de fleste af de lande og samfund, hvor Danmark yder bistand. En virkelighed, som ofte overses, når vi fra vestlige, sekulariserede samfund indgår partnerskab med udviklingslande. Med en udviklingspolitisk diskurs, der i stigende grad går fra passiv service hen imod en aktiv rettighedstilgang, øges opmærksomheden på vigtigheden af lokal mobilisering, myndiggørelse, selvværds- og fællesskabsfølelse, håb, mod og identitet. Alt sammen områder og begreber, hvor religion spiller en afgørende rolle i de fleste udviklingslande. Udvikling kræver derfor viden om og dialog med de religiøse samfund. Religion kan både være en del af problemet og en del af løsningen. Den bedste måde at bekæmpe religiøs fanatisme er at støtte demokratiske og moderate religiøse bevægelser. Om det bliver det ene eller det andet, afhænger ikke mindst af, hvilken tilgang vi som partnere anlægger: Siden terrorangrebet i USA 9/11 er religion i udviklingslande overvejende blevet anskuet som mulig kilde til isolation, ekstremisme og undertrykkelse. Den tilgang risikerer meget nemt at blive en selvopfyldende profeti. En aktiv inddragelse af de religiøse samfund og adgang for dem til at spille en relevant rolle i udviklingsindsatser kan derimod forløse det stærke, positive forandringspotentiale, som religion rummer. Det har vi eksempelvis set i Sydafrika, Myanmar/Burma, DDR, Rwanda, Egypten og Brasilien. Det skal ske i et ligeværdigt samarbejde i det offentlige rum, hvor alle må underlægge sig fælles krav om åbenhed og gennemskuelighed og stå til ansvar for holdninger og handlinger. Dér, hvor det udfolder sig, og religiøse samfund og aktører aktivt inddrages og spiller en rolle, har de ofte en komparativ fordel igennem en stærk, decentral tilstedeværelse, adgang, netværk og lokalkendskab, samt troværdighed blandt de fattige, og en autoritet og et institutionelt netværk for advocacy lokalt, regionalt og globalt. Anbefalinger Kontekstanalyser kvalificeres med en obligatorisk indsigt i et lands religiøse forhold. Samarbejdsvillige religiøse aktører inddrages strategisk i udviklingsindsatser. Danida tager diskussionen om sammenhæng imellem religion og udvikling op. For yderligere oplysninger kontakt Regional koordinator for Asien og rådgiver på kirke og udvikling, Jørgen Thomsen mobil ı jth@dca.dk

14 prioritet dkatastrofearbejdet skal koordineres bedre og involvere lokale kræfter FKN/ACT Alliancen (Folkekirkens Nødhjælps internationale netværk) har været med til at reagere hurtigt på de seneste katastrofer: Haiti, Pakistan og tørken på Afrikas Horn, hvor hundredvis af katastrofeorganisationer er til stede. Koordinationen i mange store katastrofer besværliggøres blandt andet af mange mindre erfarne organisationer, som ikke arbejder efter de humanitære principper (Code of Conduct), ikke følger eksisterende anerkendte minimumstandarder for katastrofearbejde (som udfoldet i SPHERE manualen) eller retningslinjerne for en obligatorisk involvering af lokalbefolkningen og lokale partner som f.eks. Humanitarian Accountability Partnership (HAP). En HAP certificering sikrer, at en organisation har en tæt dialog med lokale kræfter, koordinerer sin humanitære indsats med FN-systemet og har styr på sine finanser. HAP kræver bl.a., at lokal befolkningen får at vide, hvor mange penge, der er bevilget til hvad og hvorfor. HAP fordrer også, at lokalbefolkningen kan klage, hvis katastrofearbejdet ikke gøres godt nok. Danmark kan bidrage til en bedre koordination i større katastrofer ved bevidst at prioritere sin støtte gennem humanitære organisationer, der kan dokumentere, at de lever op til ovenstående eller tilsvarende principper og standarder for professionelt udført humanitært arbejde. Anbefalinger Dansk humanitær støtte kanaliseres primært gennem humanitære organisationer, der kan dokumentere, at de lever op til Code of Conduct, SPHERE og HAP - eller tilsvarende principper og standarder for professionelt udført humanitært arbejde. DANIDAs rapportering og administrative krav effektiviseres. Undgå dobbeltrapportering. Rapporteringsmekanismer så som HAP, ECHO Audit, DANIDA reviews mv. skal samtænkes. For yderligere oplysninger kontakt Katastrofechef, Lisa Henry mobil ı lih@dca.dk