Heldannelsens folkeskole

Transkript

1 Heldannelsens folkeskole - om en bæredygtig balance mellem kundskaber og dannelse Tirsdag den 25. november 2014, på Vartov, Farvergade 27, København Program Morgenkaffe Velkomst og intro Marianne Jelved, Kulturminister Åbner konferencen Steen Nepper Larsen, Uddannelsespolitisk modstandskraft Liv La Cour, Dannelse og miljø Kaffepause Jens Raahauge, Sproglig dannelse Peter Skov-Jakobsen, Respekten for menneskelige fællesskaber Frokost Dorthe Jørgensen, Fornuftens betydning Jens Skou Olsen, Kampskrift for unytten! Kaffepause Cecilia Lucia Fava & Charlotte Birk Bruun, Hvad skal skolen bibringe? Ib Ravn, Bankernes alkymiske pengeskabelse og vores kollektive uvidenhed herom Afrunding

2 Marianne Jelved, Kulturminister Dagens tema er diskussionen om dannelse eller ikke dannelse især i folkeskolen under de ændringer, der gennem en halv snes år er sket både i lovgrundlaget og i den samfundsmæssige kontekst (konkurrencestaten). Politikerne har altid haft en forestilling om, hvad folkeskolen skulle i forhold til børn og samfund, som er præget af den til enhver tid værende diskussion om samfundets udfordringer. I dag er den diskussion præget af indførelse af læringsmål, som ses i modsætning til undervisningsmål. Jeg hævder, at der altid er en forpligtelse for skolen og læreren til at leve op til og have formålet om demokratisk dannelse som et ansvar. For der er i sagens natur altid et krav til læreren om at have for øje, at der er en mening med at holde skole, der går ud over de konkrete krav om fx læringsmål. Ser på Grundtvigs forestillinger om et oplyst folk, frihedsrettigheder og grundenighed om det fælles bedste, som stadig er den kultur, vi står på, alene af den grund, at den stadig gennemsyrer den tavse fælles forståelse af de værdier, vi bygger på. Grundtvig følger to spor: viden og oplysning samt fortællingen, mytologien, det æstetiske sprog, der får os til at forstå og se, hvad der forventes af os som menneske blandt mennesker. Ex: Frihed for Loke såvel som for Thor. Grundlæggende værdier som personlig frihed, ligeværd og forpligtende fællesskaber præger mindretalsretten og de institutioner, som rejes i den demokratisering og transformation, der sker fra almue til et oplyst og myndigt folk. Det ses i folkehøjskolen og folkeoplysningen, andelsbevægelsen, den danske model. Det præger forenings Danmark, som i sig selv er en form for dannelsesinstitution. Men som også er under pres af selvorganiserede aktiviteter. Vi har et dobbeltdemokrati: det repræsentative folkevalgte og det konkrete civilsamfunds livsform og løsning af de nære og vigtige løsninger til fælles bedste. Hele 1900-tallet bliver et konsensussamfund med udvikling af samarbejder på tværs af regering, kommuner, organisationer og frivillige. Det ændres gradvist og fuldstændigt i 2001, hvor topstyring bliver synligt og anvendt under henvisning til globaliseringen og den nødvendige politik. Rationaliteten og det fagspecifikke sprog dominerer og skaber skel og afstand. Det æstetiske sprog, kunst og kultur er sat på sidelinjen. Men der er to forhold, der skal trækkes frem. For det første er der nogle latente forpligtelser for læreren: skolen har stadig et formål, der er retningsgivende, og som går ud over konkrete læringsmål. Børnene skal vide, hvad det vil sige at leve i et samfund med frihed og folkestyre. Og læreren må tage ansvar for og forholde sig til, at der er en mening med skolen som samfundsinstitution, der rækker ud over konkurrencestaten: kravet om demokratisk dannelse. Læreren repræsenterer hverken staten eller kommunen. Læreren repræsenterer borgeren, der sender sine børn i skole hos læreren i tillid til, at han og hun varetager barnets tarv i den verden, vi er i. Både i den konkrete hverdag og i den fremtid, vi ikke kender, m en måske aner. Der er tilmed et paradigmeskifte i gang, som insisterer på, at det rationelle og det æstetiske sprog skal supplerer hinanden, for at det giver mening i hverdagen. Det sker ved og viser sig i stigende borgerinddragelse og i samvirket mellem faglige viden og æstetiske kvalitative dimensioner. Det sker i flere og flere sammenhænge. Og det sker ved en stigende selvorganisering i civilsamfundet. Vi er på vej fra top down til bottom up, så vi igen kan få diskuteret, hvad meningen er, og hvad det fælles bedste er. SOPHIA konference Heldannelsens folkeskole

3 Steen Nepper Larsen Uddannelsespolitisk modstandskraft Det værste er næsten, at vi allerede fra barndommen udsættes for et veritabelt test-, kontrol- og evalueringssystem, der former os som strategiske subjekter. Kontrolsamfundets rationaler omplantes (u)mærkeligt til vore sind, og det uddannelsespolitiske sprog taber i flyvehøjde. Foredraget tegner konturerne af en kritisk dannelsestænkning og gør sig tanker om, hvorfra en uddannelsespolitisk modstandskraft kan springe. Nysgerrige børn og studerende er fælles om gerne at ville udforske verden og at møde undervisere og forskere, der vil andet og mere med dem end at gøre dem uddannelses- og arbejdsmarkedsparate med lynets hast. Modstandskraften kan allerede fra de unge år gødes via sprogkritisk træning og ved på alle niveauer at kæmpe for at tilbageerobre dannelsesinstitutionernes tids- og rumkoordinater fra New Public Management-staten. Vover man at give sig stoffet og hinanden i vold, får den eksistentielle fylde gode vækstbetingelser, og der frisættes hidtil udsete former for vi-artikulation. Vi interpelleres af sprog-, tanke- og handleformer, der gør os uværdige og unødigt kortåndede. Foredraget vil komme med eksempler på begavet modstand og nødvendige omgåelsesstrategier. Både folkeskole- og universitetslærere må besinde sig på deres gerning og genbeskrive den i lyset af en efterhånden næsten hjemløs drøm om en radikal andethed. Det drejer sig om at agere som Fremdenführer (og ikke som servil guide) og at lære samfundet at tælle til tre på to perspektivrige måder: Mellem læreren og eleven/den studerende må stoffet bringes til at leve (Sache zur Sprache; den fortolkende opdagelsesrejse; det tredje steds magi). Og når eleven/den studerende træder ind over tærsklen til en dannelsesinstitution, så er vedkommende hverken blot at forstå som en privat interessent eller som statens ejendom, men som en kommende borger i Res publica (dvs. på vej ind i en fælles offentlighed; fri til at indgå i og at danne vidende, opmærksomme og overraskende fællesskaber). Referencer - Dannelse dannelsestænkningens idéhistorie og uomgængelige aktualitet, Social Kritik nr.130, Kbh (blev udgivet som bog på 53 sider for 89 kr. på forlaget Fjordager i dec. 2013) - Innovation som total national forløsning, i Michael Paulsen og Søren Harnow Klausen (red.): Innovation og læring, i serien Filosofi & Læring, Aalborg Hovmod og ydmyghed skal gå hånd i hånd når man vil noget med nogen, i Unge pædagoger # 3, Kbh At ville noget med nogen kritiske tanker om pædagogisk arbejde i kontrolsamfundet, i Thomas Aastrup Rømer, Svend Brinkmann og Lene Tanggaard (red.): Uren pædagogik II. Aarhus: Klim, Opskruede forventninger og hyklerisk kommunikation en samtidsdiagnostisk analyse af den kommende læreruddannelsesreform i Turbulens, Kbh. 2013: - Compulsory Creativity a Critique of Cognitive Capitalism, i Culture Unbound. Journal of Current Cultural Research, Stockholm 2014 ( - Efterskrift: Hvordan undgå at læring bliver til en kliché?, i Aabro, C. (red.): Læring i daginstitutioner et erobringsforsøg. Dafolo Forlag, København Hvad laver de dog på universitetet? - tanker om undervisning, forskning, formidling og professionsarbejde. I Nepper Larsen & Skov Mortensen, S. (red.): Universitetsverdenen flerstemmige visioner. Tænketanken Sophia. Aalborg Transparens et essay, i Unge Pædagoger nr Top-down university governance eradicates thinking and good teaching, in J. Wiewiura & E. Westergaard (eds.): On the Facilitation of the Academy, Sense Publishers 2014h (in press) - Kritik et essay, Social Kritik 2014 (in press) * Inge Kryger Pedersen & SNL (red.): Sociologisk leksikon, Hans Reitzels Forlag, Kbh SOPHIA konference Heldannelsens folkeskole

4 Liv la Cour Bæredygtig dannelse Bæredygtighed handler om balance mellem planetens økosystem og vores sociale og økonomiske systemer. Om vores forhold til naturen, og om vores forhold til hinanden. Desværre er begge disse forhold under voldsomt pres og kommende generationer vil stå over for helt andre udfordringer end deres forældre. En global systemkrise I 2012 publicerede Verdensbanken en klimarapport der indledte med ordene: Vi er på kurs mod en fire grader varmere verden præget af ekstreme hedebølger, skrumpende globale fødevarelagre, tab af økosystemer og biologisk mangfoldighed samt livstruende stigning af verdens have...når den globale opvarmning nærmer sig og overskrider to grader, stiger risikoen for at krydse tærsklen til ikke-lineære tippingpoints i det globale system med abrupte virkninger af klimaændringer og klimatiske højtemperaturforhold uden fortilfælde. Verdensbankens dystre forudsigelser bunder i en efterhånden flerårig naturvidenskabelig konsensus om de menneskeskabte klimaforandringer. Og når klimakrisen har kunnet komme så vidt er det fordi krisen ikke bare er klimatisk. Den er også økonomisk og politisk og social. Sagt med andre ord står vi over for én forbundet krise; en systemkrise, som betyder at finanskrise, klimakrise, fødevarekrise, ressourcekrise osv. er forbundne og ikke kan løses uafhængigt af hinanden. Helhedsorienteret læring Den hyperkompleksitet er vi nødt til at begribe. Og vi er nødt til allerede i folkeskolen, at træne evnen til at forholde os til og finde helhedsorienterede løsninger. Det kræver nye metoder og nye perspektiver på verden, men først og fremmest kræver det at vi forbinder fagkundskab med eksistentiel dannelse. Fagkundskabsmæssigt har vi brug for en langt større kobling mellem naturvidenskaben og samfunds- og humanvidenskaberne. For paradokset er, at vi i dag har en udbredt naturvidenskabelig enighed om alvoren af klima-, miljø-, og ressourcekrisen, men ingen samfundsvidenskabelig enighed om løsningerne. Folkeskolen har derfor et afgørende ansvar for at træne børnene i at mestre de epokale udfordringer, så de lærer at begribe komplekse planetære, teknologiske og politiske dynamikker - og samtidig trænes i samhørighed og empati. De epokale udfordringer er transfaglige og derfor må undervisningen bygge på en treklang af kompetent og relevant fag-faglighed, tværfagligt samarbejde samt en eksistentielt inddragende og motiverende tilgang, der understøtter elevernes muligheder for at handle i deres egne miljøer. Samtidig med at folkeskolen skal lære nuværende og fremtidige generationer at begribe kompleksiteten, for på sigt at muliggøre politiske og økonomiske løsninger som er videnskabeligt funderet, skal folkeskolen således også turde sætte etik, fællesskab og eksistentiel mening og læring i centrum. For kundskaber og dannelse, hoved og hjerte, må forenes for at børnene kan blive samfundsborgere, der formår at omsætte viden til bæredygtige handlinger. SOPHIA konference Heldannelsens folkeskole

5 Jens Raahauge Sproglig dannelse I forbindelse med folkeskolereformen ændredes fagenes mål fra at være fortolkningsbare undervisningsmål til at være operationelle læringsmål. De fortolkningsbare mål kan vurderes, de operationelle mål skal måles. De er i princippet til hhv. diskussion og efterretning. I diskussionen kan forskellige aspekter inddrages af alle parter, og den demokratiske, flerstemmige tilgang og argumentation ligger i vurderingens dna. I efterretningen skal det kontrolleres om en bestemt handling er udført, og den autoritære, individualiserede tilgang er basal her. Den flerstemmige argumentation kræver en lydhørhed og et svar til forskel fra de sociale mediers chat som fx undervisningsministerens Facebook-initiativ Del med Antorini. Det er løst i bagkanten og mis-/- brug af ideerne og like ne er uigennemskuelige. Den enkelte elev skal opnå en række kompetencer; ordet rummer blandt meget andet kampen, konkurrencen. De ønskede handlinger og resultater beskrives i metaforer der er hentet fra sportens verden, og undervisningsministeren ønsker at løfte niveauet, resultaterne, eleverne. Historisk set er der sket en afvikling af det nære, nærmest familiære fællesskab, hvilket kan aflæses i de mange publikationer og udstillinger i anledning af skolens 200 årsfødselsdag: skolestuen afløses af klasse- /undervisningslokalet som erstattes af læringsrummet. Det sansede menneskesprog bliver erstattet af det rationelle konsulentsprog (læringsrummet kendetegnes af mønsterbrydende aktiviteter, der udvikler motivation for læring i situationen og perspektivet kunne være at indholdet anvendes konstruktivt fremadrettet til at løfte opgaven med at skabe attraktive læringsmiljøer..) Det paradoksale i reformens faglige mål er, at målene er fælles for alle, kombineret med at de er formuleret i ental: vi opererer altså med en indpasse den enkelte i en skabelon. I modsætning hertil opererer professor Gert Biesta med den enkelte som et unikt væsen der kommer til syne i fællesskaber af dem der ikke har noget til fælles. Vi har valget imellem det konforme og friheden; måske forskellen på at skulle skabe inklusion og arbejde i mangfoldighed. Det æstetiske, sanselige sprog indkredser målene. Det rationelle sprog peger på nogle af vejene til målene SOPHIA konference Heldannelsens folkeskole

6 Peter Skov-Jakobsen, Vi må gøre op med grønspættebogskulturen Det er mere nødvendigt end nogensinde før at tale om dannelse. Vi regner med, at det gode liv ligger på den anden side af en manual. Det er som om, at vi lever i en kultur, hvor man gerne vil eksperimentere, men der skal lige falde en tilladelse. Vi sikrer os hele tiden. I en Kronik af professor Lars Bo Kaspersen, kunne man i begyndelsen af september læse at»universiteterne er blevet statens instrument til styrelse af vores konkurrenceposition«. Ligeledes skrev han:»vækst, job og konkurrenceevne er helt sikkert væsentlige opgaver, som universitetet skal bidrage til, men det stærke konsensus herom gør det svært at rejse en seriøs diskussion om, hvilke andre mindst ligeså vigtige funktioner universitetet bør opfylde i et moderne komplekst samfund«. Han konstaterer at dannelsesbegrebet ikke længere bærer universitetet. Forståelsen af kultur, etiske normer, europæiske dannelses- og oplysningsidealer er ikke længere på dagsordenen. Om man er blå eller rød - universitetet betragtes ud fra en økonomisk overvejelse, at genskabe dannelsesaspektet er en illusion, og lad os ikke bruge mere tid på det. Jeg var noget rystet i den første tredjedel af Kronikken. Ikke over indholdet, for det er blevet tydeligt nok i de sidste ti år. Men rystet over, at det så ud som om, at vi blev nødt til at opgive dannelsesaspektet. Pludselig går det op for læseren, at der er tale om et dybt ironisk skrift. En intellektuel, der er rystet på demokratiets vegne. Kronikkens anliggende er egentlig, at vi har et demokrati, men vi har ikke noget dannelsesideal, der lever op til den samtale, som demokratiet skal være knyttet sammen med. Når Lars Bo Kaspersen foreslår, at universitet skal gøre sig fri af staten, er det fordi han skriver sig frem til, at den stat man engang kunne forlade sig på, nu er blevet en agent på et marked, hvor staten ikke altid kan kontrolleres og ikke længere lader sig kontrollere. Der er ikke nogen fascistisk stat under opsejling. Men Lars Bo Kaspersen peger på, at den moderne stat udvikler despotiske og autoritære træk, og derfor er der ingen interesse i den evt. kritik, der måtte komme fra et universitet. Han hævder, at staten og universitetet er vævet for tæt sammen, og derfor kan universitetet ikke opfylde sin»innovative, demokratiske og frihedsbærende funktion, hvilket er stærkt tiltrængt. Friheden, demokratiet og retsstaten er under pres lokalt og globalt«. De tendenser, som Kronikken udtrykker, kender vi alle. Vi har talt om dem i forskellige sammenhænge i mange år, og efterhånden er der ved at komme navne på fænomenet. I ræset efter den totale lighed, den millimeter-retfærdige løsning, den sikre løsning, har vi kastet os ind i standardiseringer og ind i en organisationstænkning, der forhindrer det kreative, det ansvarlige og det lokalt oplagte. Mærkeligt er det, at vi, som taler så meget om, at vi selv må mestre vores liv, ikke har så meget tillid til os selv, at vi begiver os ind i strømmen og regner med, at vi kommer igennem som klogere, stærkere og med herlig kamp bagved os. Biskopperne indbød i 2013 til en konference om dannelsesbegrebet på baggrund af alle de debatter, vi havde i 2013 om skole og universitet, og anledning var drøftelsen af læreruddannelsen. Vi syntes, at sproget var ved at blive lidt goldt og vi var bange for, at væsentlige dimensioner i menneskeopfattelsen var ved at forsvinde. Vi syntes, at der hele tiden fandt en instrumentalisering sted viden der ikke umiddelbart kunne begrundes med handling og som var vanskelig at måle så ud til at forsvinde. Så vi greb ud efter dannelsesidealerne. Heldigvis var vi ikke de eneste. På mange forskellige måder har dannelse været på programmet lige siden og debatten har været god. Folkekirkens Skoletjenester afholdt således, sammen med biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd, den 6. september en temadag om dannelse i folkeskolen, hvor bl.a. næstformand i Lærerforeningen Dorte Lange og lektor på DPU Jens Erik Kristensen deltog i debatten. Det blev skabt en debat, der gerne vil forandre og som finder veje med en stærk bevidsthed om, at man ikke kan gå tilbage. Men man kan forsøge at give dét idealudtryk, som man synes også skal præge fremtiden. Der er mange grundlæggende debatter, vi skylder hinanden. Vi lever i en opskræmt kultur. Mange er blevet bange og frygter det menneske, hvis sprog de ikke kender, og hvis religion de ikke kender. Vi omgås vores mindretal med stadig stigende mistanke og mangler tillid til at vores nation, kultur, religion kan holde til dysten, til diskussionen, til tvivlen og til spørgsmålene. SOPHIA konference Heldannelsens folkeskole

7 Dorthe Jørgensen Fornuftens betydning Det var ikke bare i 00 erne, vi kun skulle søge viden og helst ikke tænke over, hvad vi fandt. Sådan er det stadig, for sådan er tænkemåden i det såkaldte videnssamfund. Men hvad er pointen med kun at bruge forstanden, hvis vi faktisk også kan mobilisere fornuft? Hvad betyder fornuften for det gode liv og dermed også i pædagogik og læring? I videnssamfundet bliver to ting prioriteret: 1) forstand/kognition, dvs. partikulær højtspecialiseret viden og 2) krop/følelser, dvs. såkaldt personlig udvikling. Fornuften spiller derimod ingen rolle i videnssamfundet, og dens forudsætning dvs. dømmekraften bliver ignoreret. Sådan er det også i skolen. Her er der fokus på 1) at lære eleverne noget eksakt (læsning, regning, viden om forskellige ting) og 2) elevernes fysiske og psykiske velbefindende (ernæring, motion, mobbeforebyggelse). Men der mangler opmærksomhed om, at vi kan tænke på forskellige måder ikke kun med forstanden. Forstanden skelner analytisk; sætter ting på begreb; forklarer det iagttagne gennem årsagsvirkningsforhold => viden. Fornuften forbinder det analytisk adskilte; udkaster ideer om det, der ikke kan iagttages empirisk; skaber forståelse ved at perspektivere det, vi ved => visdom. Som mennesker forstår vi umiddelbart ganske meget, men ønsker mere forståelse. Vi stiller os ikke tilfredse med at få forklaret enkeltting, men vil også forstå verden som helhed. Dette ønske kommer fra fornuften i os. For at tilfredsstille det ønske, fornuften selv vækker, identificerer den ikke bare (som forstanden), hvad vi ser og hører. Fornuften fortolker det derimod og hviler derfor selv på noget tredje, nemlig dømmekraft. I dømmekraften spiller evnen til at forestille sig noget, der ikke er (præsent, realiseret osv.), en vigtig rolle. F.eks. for at kunne leve sig ind i andre og andet, dvs. det fremmede, og kunne overskride det givne, kendte, selvfølgelige. Dømmekraftens tænkemåde er derfor kendetegnet ved at være udvidet. Den udvidede tænkemåde er forudsætningen for at komme ud over det, der kan måles og vejes, uden at fortabe sig i tåger f.eks. overskride ren og skær vidensindlæring uden at miste respekten for nødvendigheden af at lære noget eksakt. Man må kunne tænke udvidet for at lade fornuften folde sig ud og forstå verden omkring sig frem for bare at være et kar for ufordøjede informationer. Så fortolkning er ikke det samme som meningsmageri, smag og behag, subjektivisme. At fortolke er derimod en kunst. Man kan fortolke mere eller mindre godt, og man kan lære at gøre det bedre, fordi fortolkning er et håndværk, sådan som kunst oprindeligt var. Hvis børn og unge ikke lærer at fortolke de indtryk og informationer, de er udsat for, på en systematisk sammenhængende og meningsstiftende måde, bliver de indskrænkede og lette at manipulere. Uddannelse uden udvikling af fornuft er halvgjort arbejde, og fornuftens udvikling kræver dannelse til udvidet tænkning. Dorthe Jørgensen udgiver foråret 2015 en ny bog med titlen Nærvær og eftertanke. Bogen handler om pædagogik og læring, og den udkommer på forlaget Wunderbuch ( Bogen kan bestilles på post@forlaget-wunderbuch.dk SOPHIA konference Heldannelsens folkeskole

8 Jens Skou Olsen Kampskrift for unytten! SOPHIA konference Heldannelsens folkeskole

9 Cecilia Lucia Fava & Charlotte Birk Bruun Hvad skal skolen bibringe? Med den nye folkeskolereform tager vi et kvantespring væk fra den danske skoletradition, der ud over et fagligt fokus har dannelsen af det kritiske, reflekterende og hele menneske på dagsordenen. Søndag d. 3. August 2014 blev foreningen Folkeskoleforældre endeligt etableret. Siden den dag har vi arbejdet målrettet med at videreformidle vores holdning til og bekymringer omkring lovgrundlaget såvel som implementeringen af den nye folkeskolereform. Vi er nu efterhånden halvvejs gennem det første skoleår under den nye lov. Erfaringerne og holdningerne omkring lovens implementering ude på skolerne er meget tydeligt afhængige af de lokale forhold. Erfaringerne er som de oftest vil være først og fremmest subjektive. Og så kunne man jo med rette stille spørgsmålet: Hvordan kan man kritisere en folkeskolelov, der har fungeret i så begrænset en periode? Ville det ikke være bedre at se tiden an et par år, inden man tager kritikker-brillerne på? Vores svar er et rungende NEJ. En så gennemgribende og kulturændrende politisk reform skal ikke vurderes ud fra individuelle, løsrevne erfaringer, men derimod ud fra det værdisæt og menneskesyn, der ligger til grund for loven. Et menneskesyn, der IKKE har været til bred debat i den pædagogiske verden, men tværtimod er listet stille og diskret ind ad bagdøren. Alt dette skete, mens den larmende debat i DK omkring PISA-placeringer og lockout overdøvede alle forsøg på at tale om, hvordan vi egentlig ønsker at danne vores børn, så de kan gå fremtiden i møde med en faglig ballast OG gå-på-mod, selvværd og tolerance over for andre mennesker. Den nye skolelov er skabt på baggrund af frygt og ikke på baggrund af visioner. Frygten for at vores børn ikke lærer lige så meget som kinesiske børn. Derfor må vi undervise dem i mange flere timer ud fra devisen: mere undervisning må skabe 'dygtigere' børn. Den nye skolelov udspringer af et meget snævert uddannelsessyn nemlig målbar lærings-maksimering. Reformen fokuserer ensidigt på, at vores børn hele tiden skal blive dygtigere og dygtigere. Men vi afviser grundantagelsen om, at 'dygtighed' i de målte områder i læsning og matematik er skolens eneste formål, og om, at børnene reelt bliver mere fagligt kompetente med reformens fokus på snævre læringsmål. De snævre læringsmål handler nemlig om reproduktion af den kendte viden ikke nysgerrighed omkring det endnu ukendte. Vi risikerer, at lærere og elever bliver nødt til at tage skyklapper på, da målene skal nås hurtigt og effektivt. Vi frygter for nedtoningen af den brede faglighed, de kreative processer, fantasien, samarbejdet og den kritiske stillingtagen. Alle de elementer, vi normalt forbinder med dansk skoletradition. Den nye skolelov bærer tydeligt præg af manglende respekt for barnets frie rum. Rum til fordybelse i leg, til venskaber, til fritidsinteresser og rum til at blive hørt. Der bliver blandt meget andet lagt op til voksenstyrede aktiviteter i elevernes pauser. Er man virkelig bange for, at vores børn spilder tiden med noget så banalt som leg? I Folkeskoleforældre tager vi kritisk stilling til ideologien og menneskesynet bag den nye folkeskolelov. Vi ønske at samtale om, hvorfor vi holder skole. Vores oplæg vil være en præsentation af, hvilken slags samtale vi ønsker at lægge op til og være en del af. SOPHIA konference Heldannelsens folkeskole

10 Rasmus Willig Kritisk dannelse Vi ved, lærerne er under pres på deres ytringsfrihed, deres kritiske dialog. Hvad betyder det for børnenes kritiske dannelse? Kommer det til at smitte af på dem, så deres kritiske engagement i skole- og samfundsliv hæmmes? Resten af oplægget eftersendes efter konferencen! SOPHIA konference Heldannelsens folkeskole

11 Ib Ravn Bankernes alkymiske pengeskabelse og vores kollektive uvidenhed herom Siden finanskrisen 2008 har mange mennesker haft en fornemmelse af, at bankerne og finanssektoren har lavet narrestreger med samfundets penge men vi forstår ikke rigtig hvordan. Skole og uddannelsessystem har ikke forberedt os på, at samfundets pengevæsen skulle være vigtigt at forholde sig til. At regne med penge og forstå banklån og realkreditobligationer udgør kun en meget lille del af matematikundervisningen. I samfundsfagene kæmper lærerne med at forstå den økonomiske videnskab, der heller ikke selv har været for god til at analysere pengenes rolle. Faktisk interesserer selv økonomer sig ikke for penge hvilket vil overraske mange ikke-økonomer. Økonomer beskæftiger sig med samfundets ressourcer og aggregerede mål som betalingsbalance og arbejdsløshed, men hvad penge, lån og gæld egentlig er for noget, og hvad de laver i banken, også før tre, eller på aktiemarkedet eller med derivater, det forstår økonomer næsten lige så dårligt som os andre. For eksempel: Hvordan kunne en bolig til 1 million i 1990 gå hen og koste 3 millioner i 2007? Danmarks pengemængde, forstået som indestående på vores alle sammens bankkonti, firedobledes i samme periode. Hvor kom dé penge fra? Hvem skabte dem? I samme periode firedobledes bankernes udlån også, fra 1 til 4 billioner kroner. Kan de tendenser hænge sammen? Stort mysterium, der sjældent omtales i pressen og ikke nævnes af mainstream-økonomer. Ja, sammenhængen kan være som en række heterodokse økonomer og kritikere af vores nuværende pengesystem har peget på de sidste par årtier at bankerne gennem deres udlån faktisk skaber nye penge. Derfor forøges pengemængden i takt med det samlede udlån, der op til finanskrisen især blev anvendt til køb af boliger og fast ejendom (læs: ejendomsspekulation). Banker skaber penge gennem selve udlåningsprocessen. De overfører ikke penge fra enkefru Jørgensens opsparingskonto til cykelhandler Petersen, når han får bevilget et lån til at udvide butikken med. Banken skriver simpelthen beløbet ind på Petersens konto og skaber i det øjeblik nye penge, der ikke eksisterede før. For denne ydelse, der kræver nogle timers arbejde og naturligvis support fra hele bankens infrastruktur og det nationale banksystem tager banken sig godt betalt. Det lyder, som om det er løgn, men sådan er pengesystemet i en moderne økonomi indrettet. Især gennem de sidste par årtier er retten til at skabe samfundets betalingsmidler blevet konsolideret hos bankerne. Vi har så at sige udliciteret pengeskabelsen til dem, uden demokratisk diskussion eller beslutning. At afdrage gæld er usundt for samfundsøkonomien som vores pengesystem er indrettet nu. Samtidig med at bankerne drives til at øge deres udlån og puste til boblen i opgangstider. Boble, krise, recession; boble, krise, recession. Systemet er markant procyklisk, og ustabilt langt ind i marven. I mit oplæg vil jeg forklare bankernes pengeskabelse og påvise, at kendskab til vores betalingsmidler og hvor de kommer fra er fundamentalt for demokratiet. Uden en sådan viden kan vi ikke sammen afgøre, om vi ønsker os det nuværende pengesystem eller et andet idet jeg vil skitsere konturerne af et alternativ, hvor den nationale pengeskabelse forestås af et transparent organ under demokratisk kontrol, fx i regi af Nationalbanken. SOPHIA konference Heldannelsens folkeskole