Sammenligning af 4 internationale retningslinjer for CSR

Transkript

1 Baggrundsdokument Sammenligning af 4 internationale retningslinjer for CSR OECD s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder ISO Vejledning i samfundsmæssigt ansvar FN s Global Compact FN s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhvervsliv

2 Baggrundsdokument Sammenligning af 4 internationale retningslinjer for CSR OECD s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder ISO Vejledning i samfundsmæssigt ansvar FN s Global Compact FN s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhvervsliv Udarbejdet af Marie Gradert og Peter Engel, Dansk Standard for Erhvervsstyrelsen. Baggrundsdokumentet er blevet til med støtte fra Danish Responsibility. August

3 Indhold Indledning... 4 Introduktion til de fire retningslinjer... 5 OECD s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder... 5 ISO Vejledning i samfundsmæssigt ansvar... 5 FN s Global Compact... 6 FN s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhvervsliv... 6 Sammenligning af det væsentligste indhold... 8 Menneskerettigheder... 9 Arbejdsforhold Miljø Økonomi- og forretningsanliggender Forbrugeranliggender Lokal samfundsudvikling Hvad betyder retningslinjerne for dig i praksis? Litteraturliste

4 Indledning I arbejdet med CSR (Corporate Social Responsibility) er det vigtigt, at der arbejdes struktureret med de miljømæssige, sociale og økonomiske forhold, der kan påvirke en virksomhed og dens grundlag for at drive forretning. En måde at strukturere CSR-indsatsen på er at anvende internationale retningslinjer og standarder for samfundsansvar som udgangspunkt for arbejdet. Formålet med dette baggrundsdokument er at give en kort og praktisk introduktion til fire af de vigtigste internationale retningslinjer for CSR, deres sammenhænge og forskelle. Retningslinjerne er det internationale samfunds forventninger til ansvarlig virksomhedsadfærd. Der er et stigende fokus på internationale retningslinjer, fordi virksomheder i dag har leverandører og kunder over hele verden. Selv små og mellemstore virksomheder har leverandører i lande, hvor der produceres under problematiske forhold. Der er også stigende forventninger fra kunder. Således får syv ud af ti danske virksomheder spørgsmål eller krav til deres CSR-indsats fra kunder. Udgangspunktet for baggrundsdokumentet er de fire internationale retningslinjer: OECD s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder ISO Vejledning i samfundsmæssigt ansvar FN s Global Compact (forkortet UNGC) FN s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhvervsliv (forkortet UNGP) Der er forskel på, hvor meget retningslinjerne udfolder de enkelte temaer og vejleder læseren. ISO har både principper og en vejledning til implementering, hvor der til de tre øvrige retningslinjer knytter sig separate implementeringsvejledninger. De er ikke er medtaget her af afgrænsningsmæssige hensyn. EU-Kommissionens definition af CSR lyder således: [...] virksomhedernes ansvar for ders indflydelse på samfundet [...] dette ansvar er at overholde den gældende lovgivning og de kollektive aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. For fuldt ud at leve op til deres sociale ansvar skal virksomhederne råde over en strategi, som indarbejder sociale, miljømæssige og etiske aspekter samt forbrugerhensyn og menneskerettigheder i deres forretningsaktiviteter og i kernestrategien i nært samarbejde med deres samarbejdspartnere [...]. Kilde: En ny EU-strategi for virksomhedernes sociale ansvar (s. 7). 4

5 Introduktion til de fire retningslinjer Ens for retningslinjerne er, at de som udgangspunkt er frivillige at følge og kan bruges som inspiration. De kan således ikke retshåndhæves. Flere af emnerne i retningslinjerne er i Danmark og mange andre lande underlagt lovgivning. Det er i den sammenhæng væsentligt at være opmærksom på, at retningslinjerne ikke kan træde i stedet for eller tilsidesætte nationalt gældende love og bestemmelser. De fire retningslinjer deler mange fællesnævnere og bygger på mange af de samme internationale konventioner, erklæringer og principper som et resultat af samarbejdet mellem organisationerne. I det følgende gives en kort introduktion til hver af de fire internationale retningslinjer for CSR. OECD s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder OECD s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder (2011, 1. udg. 1976) består af en række anbefalinger om ansvarlig virksomhedsadfærd udarbejdet og vedtaget af OECD s medlemslande (forkortelse for Organisation for Economic Co-operation and Development). Retningslinjerne omhandler principper for ansvarlig virksomhedsadfærd i en global kontekst i overensstemmelse med gældende love og internationalt anerkendte standarder. De omhandler CSR-områderne: Offentliggørelse af oplysninger, menneskerettigheder, ansættelse og forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager, miljø, bekæmpelse af bestikkelse og pengeafpresning, forbrugerinteresser, videnskab og teknologi, konkurrence og beskatning. Virksomhederne bør foretage due diligence (læs om due diligence på side 8) inden for alle CSR-områder undtagen videnskab og teknologi, konkurrence og beskatning. OECD s retningslinjer kan forstås som et sæt fælles globale spilleregler, der hjælper med at afstemme forventninger til ansvarlig adfærd og bidrager til global bæredygtig udvikling. OECD-landene herunder også Danmark har forpligtet sig til at følge retningslinjerne og blandt andet oprette nationale kontaktpunkter i landene. Et nationalt kontaktpunkt er et ikke-juridisk organ, der bl.a. kan behandle sager om overtrædelse af OECD s retningslinjer. Danmark har det nationale kontaktpunkt Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd. OECD s retningslinjer er de eneste af de fire retningslinjer, som stiller klare krav om oprettelse af en konkret institution for klagehåndtering. Det er væsentligt at være opmærksom på, at det danske folketing i juni 2012 vedtog lov om mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd, hvor OECD s retningslinjer er indarbejdet. Det betyder i praksis, at alle virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder i Danmark er forpligtet til at følge retningslinjerne uanset om de arbejder globalt. ISO Vejledning i samfundsmæssigt ansvar ISO Vejledning i samfundsmæssigt ansvar (2010) er den Internationale Standardiseringsorganisations (ISO) initiativ, som er udviklet i en multistakeholderproces med deltagere fra over 90 lande og repræsentanter fra 6 interessentgrupper: Forbrugere, arbejdstagere, virksomheder, regeringer, NGO er og forskningsinstitutioner mv. 5

6 ISO indeholder bl.a. definitioner, baggrund, principper og syv kerneområder i relation til samfundsmæssigt ansvar. De syv kerneområder er: organisationsledelse, menneskerettigheder, arbejdsforhold, miljø, god forretningsskik, forbrugerforhold samt lokal samfundsinvolvering og -udvikling. Til kerneområderne er der knyttet i alt 37 emner. ISO giver desuden vejledning i, hvordan en samfundsmæssigt ansvarlig virksomhed eller anden organisation kan og bør arbejde med implementering, involvering af interessenter, due diligence og kommunikation om sin CSRindsats på en struktureret måde. For en virksomhed kan ISO godt bruges som inspiration på enkelte områder, men ønsker en virksomhed at kalde sig samfundsmæssigt ansvarlig i henhold til vejledningen, er det nødvendigt, at der gøres en konkret indsats inden for alle syv kerneområder. Det er ikke muligt at blive certificeret efter ISO Hvis en virksomhed eller organisation ønsker en certificering indenfor CSR, findes der en dansk certificerbar standard, som er baseret på ISO Den er udarbejdet af Dansk Standard, og hedder DS Ledelsessystem for samfundsmæssigt ansvar kravbeskrivelse, og har status som national standard. Krav og indhold i de enkelte elementer af denne standard er baseret på ISO tilpasset en dansk kontekst. Virksomheder der allerede har et eller flere ledelsessystemer (f.eks. inden for kvalitet eller miljø) kan integrere disse i et ledelsessystem efter DS FN s Global Compact Global Compact (2000) er FN s globale erhvervsinitiativ, der opstiller 10 generelle principper for virksomheders arbejde med samfundsansvar. Principperne bygger på internationalt anerkendte konventioner inden for fire områder: menneskerettigheder, arbejdsforhold, miljø og anti-korruption. I 2011 blev principperne opdateret i henhold til FN s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhvervsliv med forventninger til virksomhederne om bl.a. at gennemføre en due diligence proces. De 10 principper kan bruges som inspiration af alle virksomheder og andre organisationer, og man kan vælge formelt at tilslutte sig FN s Global Compact. På nuværende tidspunkt har ca virksomheder og organisationer tilsluttet sig initiativet. Det er dog væsentligt at være opmærksom på, at kun virksomheder med over 10 ansatte formelt kan optages i FN s Global Compact database. Med en tilslutning forpligter en virksomhed sig til at gøre de 10 principper til en del af sine forretningsaktiviteter og til at rapportere årligt til FN s Global Compact om indsatsen. FN s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhvervsliv FN s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv (2011) er FN s fortolkning af, hvordan regeringer og virksomheder bør arbejde med menneskerettighederne herunder rettigheder vedrørende arbejdsforhold. FN s Menneskerettighedsråd har enstemmigt vedtaget retningslinjerne. Retningslinjerne er gældende for alle virksomheder i alle situationer. De består af 31 principper fordelt på 3 hovedområder inden for rammen Protect, Respect and Remedy ; 1) regeringers ansvar for at beskytte menneskerettighederne, 2) virksomhedernes ansvar for at respektere menneskerettighederne samt 3) adgang til oprejsning nærmere bestemt, hvad en virksomhed skal gøre, hvis den direkte eller indirekte bliver involveret i en situation, hvor menneskerettighederne ikke bliver respekteret. Retningslinjerne definerer således, hvordan virksomheder kan forebygge og håndtere risiko for negativ indflydelse på menneskerettighederne i relation til erhvervsaktivitet. 6

7 Retningslinjerne beskriver, at en virksomhed har et grundlæggende ansvar for at respektere menneskerettighederne, og virksomheder bør etablere en due diligenceproces for at undgå potentielle og håndtere konkret negativ indflydelse på menneskerettighederne (læs om due diligence side 8). Af retningslinjerne fremgår det også, at virksomheder skal kommunikere om deres arbejde med at respektere menneskerettighederne. Denne kommunikation giver samfundet, investorer og andre mulighed for, at følge virksomhedernes fremskridt i forhold til, om de opfylder deres ansvar for at respektere menneskerettighederne. 7

8 Sammenligning af det væsentligste indhold Formålet med de fire internationale retningslinjer er at etablere et fælles internationalt grundlag for ansvarlig virksomhedsadfærd. Retningslinjerne er komplementære og supplerende i forhold til hinanden. Der er mange emner og underemner i retningslinjerne, og ordlyden og brugen af de enkelte ord og begreber kan variere en del. Hvis en virksomhed ønsker at bruge retningslinjerne konkret i sit arbejde, så anbefales det at undersøge den præcise ordlyd af de relevante afsnit. Et begreb der går igen i de fire retningslinjer er due diligence (på dansk ofte kaldt den nødvendige omhu). Due diligence er et begreb som anvendes i flere forskellige sammenhænge bl.a. i forbindelse med køb/salg af virksomheder. Grundlæggende er der tale om en struktureret proces, hvor virksomhedens forhold inden for et eller flere områder bliver kortlagt med henblik på at identificere risici, omkostninger og fordele. Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke findes en entydig eller fastlagt metodik som skal følges ved due diligence. I relation til de fire internationale retningslinjer for CSR er due diligence en metode, hvor virksomheden kommer på forkant med mulige CSR-udfordringer. Metoden indebærer her identificering af aktuelle og mulige negative sociale, miljømæssige og økonomiske påvirkninger, forebyggelse og håndtering af disse, hvordan virksomheden sikrer genoprejsning og endelig, hvordan virksomheden vil kommunikere om denne proces. Når indholdet i de fire retningslinjer sammenlignes, kan det inddeles i følgende seks temaer: Menneskerettigheder Arbejdsforhold Miljø Økonomi- og forretningsanliggender Forbrugeranliggender Lokal samfundsudvikling Hvert af de seks temaer gennemgås nedenfor først med en kort tekstsammenligning, hvorefter der følger en tabel, der viser indholdet i de fire retningslinjer. Under hvert tema er der anført referencedokumenter, hvor det er relevant. For yderligere referencer til temaerne i forhold til de enkelte retningslinjer se Bilag A 1. I den forbindelse skal nævnes, at alle fire retningslinjer refererer til: FN s Verdenserklæringer om menneskerettigheder samt Den internationale Arbejdsorganisations (ILO) erklæring om grundlæggende rettigheder på arbejdspladsen. 1 Bilag A findes på følgende 2 steder: og dokumenter/0/16. 8

9 Menneskerettigheder Inden for dette tema minder de fire retningslinjer om hinanden, og de er som nævnt alle baseret på FN s Verdenserklæring om Menneskerettigheder og omhandler respekt for og overholdelse af menneskerettigheder. Alle fire retningslinjer refererer i den sammenhæng til, at virksomheden bør have politisk engagement fra ledelsen, herunder at virksomheden bør have en politik for, hvordan der bliver arbejdet med menneskerettigheder. Virksomheden bør desuden arbejde ud fra en due diligenceproces, som indebærer identificering af aktuelle, negative påvirkninger af menneskerettigheder, forebyggelse og håndtering af disse, hvordan virksomheden sikrer genoprejsning og endelig, hvordan virksomheden vil kommunikere om denne proces. Ens for retningslinjerne er også, at det er væsentligt, at virksomheden følger arbejdet med denne proces over tid og reagerer aktivt, hvis virksomheden og dens aktiviteter har en negativ påvirkning af menneskerettighederne, herunder at der sikres udbedring og genoprejsning i de tilfælde, hvor det er aktuelt. ISO eksemplificerer, hvordan man arbejder med dette tema, herunder risikosituationer omkring menneskerettigheder, håndtering af klager, diskriminering af udsatte grupper og grundlæggende arbejdstagerrettigheder. ISO giver desuden en bred vejledning i, hvordan man som virksomhed støtter og respekterer internationalt erklærede menneskerettigheder, og hvordan man undgår negativ indflydelse på menneskerettighederne. UNGP s fortolkningsguide giver også en grundig vejledning til, hvordan man arbejder med dette tema, men den er som tidligere nævnt ikke en del af nærværende sammenligning. 9

10 OECD ISO UNGC UNGP Menneskerettigheder Kapitel IV: Menneskerettigheder 1. overholde menneskerettighederne 2. i forbindelse med egne aktiviteter undgå at forårsage eller medvirke til aktiviteter, der krænker menneskerettighederne 3. finde måder til at forebygge eller afhjælpe krænkelser af menneskerettighederne 4. have en politik, der forpligter dem til at respektere menneskerettighederne 5. udvise den nødvendige omhu (due diligence) 6. udbedre krænkelser af menneskerettighederne Kapitel II: Generelle politikker A2. Virksomheder skal overholde internationalt anerkendte menneskerettigheder for personer, berørt af deres aktiviteter 6.3 Menneskerettigheder Due Diligence Risikosituationer omkring menneskerettigheder Undgåelse af meddelagtighed Håndtering af klager Diskriminering og udsatte grupper Civile og politiske rettigheder Økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder Grundlæggende arbejdstagerrettigheder 4.8 Respekt for menneskerettigheder Menneskerettigheder Princip 1: Virksomheder bør støtte og respektere beskyttelsen af internationalt erklærede menneskerettigheder Princip 2: Virksomheder bør sikre, at de ikke medvirker til krænkelse af menneskerettighederne Menneskerettigheder Princip 16: Politisk engagement Princip 17-21: Due diligence Princip 22 og 29-30: Oprejsning Princip 23-24: Sammenhæng og prioritering af ovenstående principper 10

11 Arbejdsforhold Fælles for OECD, ISO 26000, UNGC og UNGP er, at de bygger på Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) erklæring om grundlæggende rettigheder på arbejdspladsen. Det betyder, at de behandler emnerne ansættelsesforhold, arbejdstagernes rettigheder herunder ret til fagforening og kollektive overenskomstforhandlinger. Endvidere omfatter de emnerne bekæmpelse af tvangsarbejde, afskaffelse af børnearbejde og diskrimination i relation til arbejdsforhold og ansættelse. OECD og ISO omhandler desuden loft på ugentlige antal arbejdstimer, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, lønforhold, ansættelse af lokal arbejdskraft og tilbud om uddannelse og udvikling af kompetencer. OECD og ISO omhandler begge dialog mellem arbejdsgiver og arbejdstagerorganisationer, hvor OECD s kalder det fremme høringsprocedurer og samarbejde mellem arbejdsgivere og arbejdstagere (pkt. 3) og ISO har et underemne om social dialog. UNGP har ligesom under menneskerettigheder fokus på, at virksomheden etablerer en due diligence-proces i forhold til arbejdstagerrettigheder, som indebærer identificering af potentielle og aktuelle, negative påvirkninger af menneskerettigheder, forebyggelse og håndtering af disse. Processen omfatter ligeledes etablering af en procedure for, hvordan virksomheden sikrer genoprejsning (fx kompensation) og det forventes, at virksomheden kommunikerer om dette arbejde. 11

12 OECD ISO UNGC UNGP Arbejdsforhold Kapitel V: Ansættelse og forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager 1a-b. arbejdstageres ret til fagforening og kollektive overenskomstforhandlinger 1c. afskaffelse af børnearbejde 1d. tvangsarbejde 1e. ligebehandling i ansættelse og diskrimination 2a. tilbyde de nødvendige faciliteter til arbejdstagernes repræsentanter for at støtte udarbejdelsen af effektive overenskomster 2b. tilvejebringe de oplysninger til arbejdstagernes repræsentanter, der er nødvendige for veldokumenterede forhandlinger om ansættelsesforhold 2c. tilvejebringe oplysninger til arbejdstagerne og deres repræsentanter, der giver et retvisende og rimeligt billede af virksomhedens resultater 3. fremme høringsprocedurer og samarbejde mellem arbejdsgivere og arbejdstagere 6.4 Arbejdsforhold Ansættelsesforhold Arbejdsvilkår og social beskyttelse Social dialog Sundhed og sikkerhed på arbejdet Udviklingsmuligheder på arbejdet 6.3 Menneskerettigheder Box 7: Børnearbejde Grundlæggende arbejdstagerrettigheder (er også medtaget her, da emnet er svarende til UNGC princip 3-6). 6.8 Lokal samfundsinvolvering og -udvikling Jobskabelse og udvikling af kompetencer UNGC anvender begrebet Labour og indeholder: Princip 3: Virksomheder bør opretholde foreningsfriheden og effektivt anerkende retten til kollektiv forhandling. Princip 4: Virksomheden bør støtte udryddelsen af alle former for tvangsarbejde. Princip 5: Virksomheden bør støtte effektiv afskaffelse af børnearbejde Princip 6: Virksomheden bør afskaffe diskrimination i relation til arbejds- og ansættelsesforhold Princip 12: Herunder virksomhedernes ansvar for at respektere ILO s erklæring om grundlæggende rettigheder på arbejdspladsen 4a-b. overholde standarder for beskæftigelse og arbejdsmarkedsrelationer og som minimum opfyldes arbejdstagerens og dennes families basale behov 4c. sikre sundhed og sikkerhed på arbejdspladserne 5. ansætte lokal arbejdskraft og tilbyde uddannelse 6. varsle væsentlige ændringer med en rimelig tidsfrist over for medarbejderrepræsentanterne, og samarbejde med medarbejderrepræsentanter og relevante regeringsmyndigheder om, at afhjælpe de negative virkninger mest muligt, varsle ændringerne, inden den endelige beslutning træffes 7. undlade at true med at overføre hele eller dele af en forretningsenhed eller overføre arbejdstagere fra virksomhedens enheder i andre lande under forhandling 8. arbejdstager repræsentanter mulighed for at forhandle overenskomster eller arbejdsmarkedsspørgsmål Kapitel II Generelle politikker A4. fremme skabelse af menneskelig kapital, navnlig ved at skabe beskæftigelsesmuligheder og fremme medarbejderuddannelse 12

13 Miljø Fælles for OECD, ISO og UNGC er, at de bygger på FN s Rio-erklæring om miljø og udvikling. ISO og OECD referer desuden begge til miljøledelse generelt og ISO serien (om miljøledelse og tilhørende værktøjer) som værktøjer og en overordnet ramme for at arbejde med miljø på en systematisk måde. Fælles for OECD, ISO og UNGC er, at de henviser til en forsigtighedstilgang til miljømæssige udfordringer, samt at virksomheden bør tage initiativ til at fremme miljømæssig adfærd og ansvar og opfordre til udvikling og spredning af miljøvenlige teknologier. ISO er mere detaljeret end UNGC og OECD bl.a. under spredning af miljøvenlige teknologier, hvor der henvises til, hvordan virksomheder kan gøre dette f.eks. ved aktivt at bruge en større andel af produkter fra leverandører, der netop anvender miljøvenlige og bæredygtige teknologier og processer. Fælles for OECD og ISO er, at de fokuserer på en systematisk tilgang til miljø i forhold til at respektere og fremme miljømæssig ansvarlighed samt håndtering af miljørisici. Dette kan være i forhold til at identificere, måle, registrere, rapportere, vurdere og håndtere miljømæssige forhold. Det betyder, at en virksomhed bør arbejde med løbende at forbedre sin miljøindsats og miljøresultater og gerne i hele værdikæden. OECD og ISO har desuden det til fælles, at de omhandler uddannelse og træning af medarbejdere inden for miljøområdet samt opretholdelse af beredskabsplaner til forebyggelse, afhjælpning og styring af alvorlige skadevirkninger på miljø og sundhed, samt indberetning til kompetente myndigheder. ISO har et uddybende afsnit til virksomheder med vejledning om, hvordan de bør arbejde konkret med forebyggelse af forurening, bæredygtig brug af ressourcer, bekæmpelse af og tilpasning til klimaforandringer, beskyttelse og genoprettelse af naturen. UNGP omhandler ikke miljø og er derfor ikke medtaget her. 13

14 OECD ISO UNGC Miljø Kapitel VI: Miljø 1. Virksomhederne skal oprette og vedligeholde et til virksomheden passende miljøstyringssystem 2. Formidle passende, målbare, verificerbare og rettidige oplysninger til offentligheden og medarbejderne om mulige miljø-, sundheds- og sikkerhedsvirkninger afledt af virksomhedens aktiviteter 3. Vurdere og gennem virksomhedens beslutningsprocesser håndtere forudseelige miljø-, sundheds- og sikkerhedsmæssige virkninger, afledt af virksomhedens processer, varer og tjenesteydelser i hele livscyklussen. 4. Undlade at anvende et utilstrækkeligt videnskabeligt grundlag som begrundelse for, at udsætte omkostningseffektive tiltag til at forebygge eller afhjælpe sådanne skadevirkninger. 5. Opretholde beredskabsplaner til forebyggelse, afhjælpning og styring af alvorlige skadevirkninger på miljø og sundhed afledt af deres aktiviteter, samt mekanismer til øjeblikkelig indberetning til de kompetente myndigheder. 6. Løbende arbejde på at forbedre den samlede miljøpræstation på virksomhedsniveau og, hvor det er relevant, i hele leverandørkæden 7. Tilbyde passende uddannelse og træning til medarbejderne i emner vedrørende miljø, sundhed og sikkerhed 8. Bidrage til udviklingen af en miljøvenlig og økonomisk effektiv, offentlig politik 6.5 Miljøet Forebyggelse af forurening Bæredygtig brug af ressourcer Bekæmpelse af og tilpasning til klimaforandringer Beskyttelse og genoprettelse af naturen Miljø Princip 7: Virksomheder bør støtte en forsigtighedstilgang til miljømæssige udfordringer Princip 8: Virksomheden bør tage initiativ til at fremme større miljømæssig adfærd Princip 9: Virksomheden bør opfordre til udvikling og spredning af miljøvenlige teknologier 14

15 Økonomi- og forretningsanliggender Dette tema indeholder en række forskellige emner inden for økonomi- og forretningsanliggender. Fælles for OECD, ISO og UNGC er, at de inden for dette tema indeholder emnet anti-korruption, der bl.a. handler om bekæmpelse af afpresning og bestikkelse. OECD anvender ordlyden Bekæmpelse af bestikkelse og pengeafpresning og ISO kalder emnet God forretningsskik med underemnet anti-korruption. De tre retningslinjer refererer desuden alle til FN s Anti-korruptions-Konvention fra 2005 (UNCAC). OECD og ISO dækker bredere end UNGC indenfor anti-korruption, og de omhandler bl.a. begge områderne etisk adfærd, risikovurdering, regeloverholdelse, forebyggende tiltag, smørelsespenge, træning og bevidstgørelse af ansatte i forhold til at udrydde bestikkelse, kontrol og løbende opsyn med ansatte og aflønning heraf. ISO og OECD tilføjer i relation til området smørelsespenge, at hvis de benyttes, så skal det registreres. ISO uddyber dette aspekt med, at virksomheder bl.a. skal kunne dokumentere følgende: aktiv afvisning af betaling af smørelse i forløbet, sikring af at smørelse er tilladt efter lokal lov, sikring af at betaling er holdt på så lavt et niveau som muligt, opbevaring af registreringer for betalinger og begrundelse for betalinger, information til nærmeste overordnede. Derudover beskriver ISO videre, at virksomheder bør identificere risici for korruption, gennemføre og fastholde politikker i forhold til at bekæmpe korruption, samt etablere og vedligeholde et effektivt system til at bekæmpe korruption. OECD og ISO forholder sig derudover til emnet ansvarlig deltagelse i politik. OECD s fokus er at afstå fra upassende engagement i (lokal)politiske aktiviteter, hvor ISO har et underemne om retningslinjer for god skik ved politisk deltagelse. Emnet god forretningsskik i ISO omhandler den eksterne CSR indsats. ISO har desuden et særskilt emne om organisationsledelse, der handler om, hvordan man internt organiserer og gennemfører sit CSR arbejde. Et andet emne OECD og ISO beskriver under dette tema er konkurrence. Hvor OECD anfører, at virksomheder skal udføre deres aktiviteter i overensstemmelse med konkurrencelovgivning, samarbejde med relevante myndigheder, og fremme medarbejdernes bevidsthed på området, anfører ISO 26000, at virksomheder bør gøre dette. Omvendt tilføjer ISO 26000, at virksomheder bør fastlægge procedurer og andre initiativer for at forebygge deltagelse i eller meddelagtighed i konkurrencebegrænsende adfærd, samt støtte initiativer mod karteldannelse og dumping. ISO beskriver desuden, at virksomheder bør støtte offentlige politikker, der har til hensigt at fremme konkurrencen, og at virksomheder bør være opmærksomme på den sociale kontekst og ikke drage fordele af sociale uligheder som f.eks. fattigdom til at opnå uretfærdige konkurrencefordele. Et tredje emne som behandles er beskatning. OECD s retningslinjer skriver bl.a., at virksomheder skal overholde skattelovgivning og lave rettidige skattebetalinger. Et fjerde emne er offentliggørelse af oplysninger. OECD har et afsnit om offentliggørelse af oplysninger og ISO har et afsnit om gennemsigtighed. UNGC stiller krav om årlig rapportering inden for virksomhedens CSR indsats, hvilket på en indirekte måde også er en form for gennemsigtighed og offentliggørelse af oplysninger. UNGP beskriver, at virksomheder skal være forberedt på at kommunikere om deres arbejde med at respektere menneskerettighederne. 15

16 ISO behandler specifikt et femte emne om respekt for ejendomsret. Det skal dog nævnes, at det implicit er en del af alle fire retningslinjer, da det er en rettighed i FN s Verdenserklæring om menneskerettigheder, som alle virksomheder forventes at respektere. Et sidste emne, der er omfattet, er, at virksomhederne bør udøve due diligence i leverandørkæden samt involvere og engagere sine forretningspartnere i at arbejde samfundsansvarligt. ISO har i den sammenhæng et specifikt underemne om at fremme samfundsansvar i værdikæden. 16

17 OECD ISO UNGC UNGP Økonomi- og forretningsanliggender Kapitel VII: Bekæmpelse af bestikkelse og pengeafpresning Virksomhederne skal: 1. Undlade at tilbyde, love eller give uretmæssige økonomiske eller andre fordele til tjenestemænd eller forretningspartneres medarbejdere. Virksomhederne må ikke benytte tredjeparter til, at formidle uretmæssige eller andre fordele til tjenestemænd eller forretningspartnernes medarbejdere eller til disses familiemedlemmer eller samarbejdspartnere. 2. Udvikle og implementere passende interne kontroller, programmer for etisk adfærd og regeloverholdelse eller tiltag til forebyggelse og afsløring af bestikkelse, der er udarbejdet på baggrund af en risikovurdering ud fra virksomhedens individuelle forhold. Virksomhedens individuelle forhold og den konkrete risiko for bestikkelse skal løbende overvåges og genvurderes efter behov 3. forbyde eller fraråde betaling af småbeløb (smørelsespenge) og hvis sådanne betalinger benyttes, anføre beløbene korrekt i økonomi- og regnskabstallene. 4. sikre udvisning af korrekt dokumenteret nødvendig omhu ved ansættelse af agenter samt løbende opsyn med disse, samt sikre, at agenterne aflønnes i passende omfang og udelukkende for legitime ydelser. 5. Øge gennemsigtigheden i deres aktiviteter til bekæmpelse af bestikkelse og pengeafpresning, og fremme åbenhed og dialog med offentligheden for at bekæmpe bestikkelse og pengeafpresning. 6. Fremme medarbejdernes kendskab til, og overholdelse af, virksomhedens politikker og interne kontroller, programmer for etisk adfærd og regeloverholdelse og tiltag til bekæmpelse af bestikkelse og pengeafpresning 7. Undlade at yde ulovlige bidrag til kandidater til offentlige embeder eller til politiske partier eller andre politiske organisationer. 6.6 God Forretningsskik Antikorruption Ansvarlig deltagelse i politik Fair konkurrence Fremme af samfundsmæssigt ansvar i værdikæden Respekt for ejendomsret 4.3 Gennemsigtighed Anti-korruption Princip 10: Virksomheder bør modarbejde alle former for korruption, herunder afpresning og bestikkelse Princip 13+16: Forretningsrelationer Princip 21: Kommunikation Kapitel X Konkurrence Virksomhederne skal: 1. Udføre deres aktiviteter i overensstemmelse med alle gældende love og regler på konkurrenceområdet 2. Undgå at indgå i eller oprette konkurrencebegrænsende aftaler mellem konkurrenter 3. Samarbejde effektivt med undersøgende konkurrencemyndigheder. 4. Regelmæssigt gøre medarbejderne opmærksomme på overholdelse af alle gældende konkurrencelove og -regler, og uddanne virksomhedens øverste ledelse i konkurrenceforhold. 17

18 OECD ISO UNGC UNGP Kapitel XI Beskatning 1. Det er vigtigt, at virksomhederne bidrager til de offentlige finanser i værtslandene gennem rettidige skattebetalinger. Navnlig skal virksomhederne overholde både ånd og ordlyd i skattelovgivning og regler i de lande, hvor de opererer. 2. Virksomhederne bør indarbejde skatteforvaltning og regeloverholdelse som centrale elementer i deres overordnede ledelses- og risikostyringssystemer. Navnlig bør virksomhederne på bestyrelsesniveau formulere en strategi for styring af skatterisici for at sikre, at de økonomiske, lovmæssige og imagemæssige risici forbundet med selskabsbeskatningen i fuldt omfang identificeres og evalueres. Kapitel II: Generelle politikker A15. afstå fra upassende engagement i lokalpolitiske aktiviteter. Kapitel III: offentliggørelse af oplysninger 1. sikre rettidig og korrekt information udsendes om alle væsentlige aspekter af virksomhedens aktiviteter, struktur, finansielle situation, resultater, ejerskab og ledelse. 2. kommunikationspolitik skal omfatte, men ikke afgrænses til oplysninger om: regnskab og driftsresultat, virksomhedens målsætninger, oplysninger om større aktionærer og stemmerettigheder, aflønning af bestyrelse og topledelse, bestyrelsesmedlemmers kvalifikationer og udvælgelsesproces samt uafhængighed, relevante selskabstransaktioner, forudseelige risikofaktorer, forhold vedrørende medarbejdere og andre interessenter, ledelsesstruktur og -politik, navnlig indholdet af en eventuel kodeks eller politik for god virksomhedsledelse 3. Virksomhederne opfordres til at udsende yderligere oplysninger, blandt andet: virksomhedens eksternt rettede værdier, adfærdskodeks, intern politik, dato for vedtagelse og oversigt over lande og forretningsenheder, der er omfattet heraf, oplysninger om intern revision, risikostyring og systemer til sikring af regeloverholdelse, oplysninger om forholdet til medarbejdere og andre interessenter 4. Virksomhederne skal anvende høje kvalitetsstandarder i regnskabsaflæggelsen og offentliggørelse af økonomiske og andre oplysninger. Standarder og politikker for udarbejdelse og udsendelse af oplysningerne skal beskrives. En årlig revision bør gennemføres af en uafhængig, kompetent og kvalificeret revisor. 18

19 Forbrugeranliggender Fælles for OECD og ISO er, at de refererer til FN s retningslinjer for forbrugerbeskyttelse fra 1999 samt OECD-Rådets henstilling om bilæggelse af forbrugertvister og søgsmål fra OECD og ISO omhandler begge ansvarlig markedsføring, beskyttelse af forbrugerens sundhed og sikkerhed, sikre forbrugerne adgang til klagemuligheder, beskytte persondata og hermed også beskyttelse af forbrugernes ret til privatlivets fred. ISO er mere specifik end OECD s retningslinjer, og vejleder i, hvordan disse områder kan gribes an. OECD og ISO har fokus på, at virksomheder skal tage højde for sårbare og dårligt stillede forbrugeres behov. OECD ser dog kun på denne gruppe i relation til e-handel, mens ISO anfører, at virksomheder bør imødekomme udsatte grupper særligt i forbindelse med design af varer og tjenesteydelser, som giver anvendelighed for alle. ISO dækker desuden området for bæredygtigt forbrug, der er forbrug af produkter og ressourcer på en måde, der er i overensstemmelse med bæredygtig udvikling. ISO har herudover et emne der vedrører adgang til basale ydelser, som dækker vigtige tjenesteydelser som f.eks. elektricitet, gas, vand, spildevandshåndtering, kloakering og telefon. Sidst men ikke mindst omfatter ISO også emnet uddannelse og bevidsthed, som indeholder initiativer til uddannelse og information til forbrugerne, som giver dem mulighed for at være velinformerede og bevidste om deres rettigheder og ansvar, så de derefter kan handle ud fra dette. Det bør også nævnes, at emnet dyrevelfærd er omtalt under miljø og forbrugerforhold i ISO 26000, og at emnet indgår selvstændigt i DS under kerneområdet miljø. UNGP og UNGC omhandler ikke direkte forbrugeranliggender og er derfor ikke medtaget her. 19

20 OECD ISO Forbrugeranliggender Kapitel VIII: Forbrugerinteresser Virksomhederne skal: 1. Sikre, at de produkter og tjenesteydelser, de leverer, overholder alle aftalte eller lovmæssige standarder for forbrugersundhed og sikkerhed, herunder regler for sundhedsadvarsler og sikkerhedsoplysninger 2. Tilvejebringe præcise, verificerbare og forståelige oplysninger, der er tilstrækkelige til, at forbrugerne kan træffe en kvalificeret købsbeslutning 3. Give forbrugerne adgang til rimelig, brugervenlig, rettidig og effektiv udenretlig tvistløsnings- og klagemuligheder uden unødvendige omkostninger eller besvær 4. Undlade at lave fremstillinger eller udeladelser eller anvende anden praksis, der er vildledende, svigagtig eller urimelig 5. Støtte indsatsen for at fremme forbrugeroplysning på områder knyttet til deres forretningsaktiviteter 6. Respektere privatlivets fred og træffe rimelige foranstaltninger til at beskytte persondata 7. Samarbejde fuldt ud med de offentlige myndigheder for at forebygge og bekæmpe vildledende markedsføringspraksis, og forebygge eller begrænse alvorlige trusler mod menneskers sundhed og sikkerhed, eller mod miljøet i forbindelse med forbrug, anvendelse eller bortskaffelse af virksomhedernes varer og serviceydelser 8. tage højde for sårbare og dårligt stillede forbrugeres behov og forbrugerproblemer i forbindelse med e-handel 6.7 Forbrugerforhold Ansvarlig markedsføring, information og aftaleforhold Beskyttelse af forbrugerens sundhed og sikkerhed Bæredygtig forbrug Kundesupport og klagehåndtering Beskyttelse af forbrugeroplysninger og privatlivets fred Adgang til basale ydelser Uddannelse og bevidsthed 20