Ord kan handle og handlinger kan tale Mission, diakoni og udvikling en fælles forståelse i DMR og DMRU

Transkript

1 Ord kan handle og handlinger kan tale Mission, diakoni og udvikling en fælles forståelse i DMR og DMRU Med dette dokument formuleres en fælles forståelse i DMR og DMRU af mission, diakoni og udviklingssyn. Dokumentet vil blive drøftet med medlemsorganisationerne på det fælles møde i forbindelse med de to generalforsamlinger i Vejle den 28. april I. Hvordan forstår vi begreberne mission og diakoni? Mission i Det Nye Testamente Mission kommer fra latin og betyder sendelse. Det er en oversættelse af det græske ord, som findes i ordet apostel, der betyder udsending, og i Det Nye Testamente tales der ofte om at være sendt eller at udsende. Det latinske begreb mission er fra 1500-tallet, da den nystiftede katolske jesuiterorden begyndte at sende folk til ikke-kristne dele af verden som missionærer. Da de protestantiske missionsbevægelser opstod i 1700-tallet, brugte disse også ordet mission om deres virksomhed. Fortællingen i slutningen af Mattæus evangeliet, hvor Jesus før sin himmelfart sender disciplene ud i verden med den opgave at gøre mennesker til disciple og at undervise dem, fik derved hæftet betegnelsen missionsbefalingen på sig (Mattæus 28,18-20). I Markusevangeliets version af missionsbefalingen omfatter det tillige en befaling til at helbrede syge og uddrive dæmoner (Markus 16,15-18). En tilsvarende opgave giver Jesus disciplene i udsendelsen i Mattæus 10,7-10. Dette betyder, at begrebet mission aldrig er en betegnelse for en række aktiviteter eller summen af alle missionsforetagender. Mission både udgår fra og tilhører den, som sendelsen udgår fra nemlig Gud og er derfor et omfattende udtryk for alt det, som er Guds vilje med verden. Denne forståelse af mission er udtrykt ved begrebet Missio Dei (Guds mission - i modsætning til menneskers mission), som blev udformet i første halvdel af det 20. århundrede. Ifølge denne forståelse kan mission og diakoni ikke adskilles fra hinanden, og det er ikke muligt præcist at definere, hvornår en handling er udtryk for mission, og hvornår den skal kaldes diakoni. Med andre ord er mission ikke blot forkyndelse og evangelisering, og diakoni er ikke kun handlinger. Forkyndelsen i ord har altid en virkning i form af handling, og den ordløse handling udsiger altid noget om, hvor den kommer fra, og hvem der er afsender for den. Diakoni i Det Nye Testamente Ordet diakoni er græsk og betyder tjeneste. Dette ord forekommer ofte i Det Nye Testamente også i formerne diakon (en tjener) og at tjene. I Apostlenes Gerninger kapitel 6 indsættes syv mænd til at varetage den daglige maduddeling til hellenisternes enker, som blev tilsidesat ved uddelingen (diakonia tjenesten ved bordene). En diakon blev tidligt i kirkens historie en embedsbetegnelse for en medarbejder med ansvar for kirkens omsorgstjeneste for fattige og nødlidende, herunder uddeling af mad. Således kom diakonen også til at varetage menighedens fattighjælpskasse (1. Timoteus brev 3,8). I Det Nye Testamente omfatter begrebet tjeneste såvel det at være udsendt med en opgave, som tjenesten i sig selv. At en handling er diakoni, siger ikke noget om den tjenendes sindelag eller motiv, men at den tjenende er sendt af Gud for at hjælpe sin næste. Tjenesten udøves dermed ikke for den

2 udsendtes egen skyld, eller fordi den udsendte fra en magtposition ved bedst. Den tjenende må bestandigt holde sig opgavegiverens hensigt for øje og lægge egeninteresser til side. Jesus selv betegner hele sin opgave med at bringe Guds rige til mennesker i ord og i gerninger, ja endog sin egen lidelse og død, som diakoni (Markus 10,45). Derved tegnes der i ordet diakoni et afgørende træk i billedet af Gud, som selv har byttet sin herretitel ud med en tjenerrolle. Mission og diakoni som en helhed Det ligger således i begreberne mission og diakoni, sendelse og tjeneste, at de rækker ud over sig selv. Både i sendelsen og i tjenesten etableres en forbindelse mellem Gud som opgavegiveren og den verden, som vi sendes til. De tegner et billede af en Gud, som bøjer sig mod verden og kommer sin verden i møde ved hjælp af dem, der sendes til tjenesten. Ud fra denne forståelse giver det ikke mening at tale om et over- eller underordningsforhold mellem mission og diakoni. Hverken mission eller diakoni kan forstås som aktiviteter med kirken som afsender. De udgår fra Gud og tilhører ham og udtrykker det centrale i billedet af Gud og derved kirkens inderste væsen og selvforståelse. II. Diakoni som ramme om vort udviklingssyn DMR og DMRU ser sin udviklingsvirksomhed som diakoni. Vi lægger ovenstående forståelse til grund for vores opfattelse af diakoni og dermed for vort udviklingssyn. At være i international diakoni kan ofte opleves som at bidrage med blot en dråbe i havet. Er det ikke håbløst? Men Det nye Testamente vender en sådan opgivenhed og bagatellisering på hovedet: den store forandring skabes gennem de mange små handlinger. Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, det har I gjort imod mig, siger Jesus. Og han fremhæver den fattige enkes beskedne beløb. At være kristen betyder at erklære Kristus som ideal for sit liv og virke. Med opstandelsen har vi fået ord for, at der er håb selv overfor vold og død. Derfor må ethvert menneske, der ser sig som kristen, være i diakoni. Og derfor må Kristi universelle kirke på alle de måder, der er mulige, være i international diakoni, hvis den ønsker at være sand og hel kirke. Diakoniens tre dimensioner Efter vores forståelse rummer diakonisynet tre dimensioner, der tilsammen udgør det nødvendige grundlag for vores forandringsteori og udviklingssyn. De tre dimensioner genfindes i den kristne (apostolske) trosbekendelse. 1. Fællesskab og forvandling Vort syn på mennesket er, at det er skabt af Gud. I dette udtrykkes det fælles vilkår, at livet er givet os af en anden end os selv. Alt er genstand for Guds altomfattende vilje og mål. Det betyder, at alt det skabte har værdi og har krav på lige værdighed og respekt uanset menneskelige forskelligheder. Med dette syn på mennesket drives vi til diakoni. For vi er bestandigt vidner til, at menneskers ret som Gudskabte undertrykkes. Vold, korruption, uretfærdighed og ulighed kalder os til tjeneste og til partnerskab med de undertrykte. Verdenserklæringen om menneskerettighederne er i sin helhed en udfoldelse af sin allerførste sætning: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. - Når det gælder synet på mennesket, har en rettighedsbaseret tilgang til udvikling således meget til fælles med en diakonibaseret. International diakoni omfatter også rettighedsarbejdet. 2

3 Efter det diakonale menneskesyn har ethvert menneske en Gud-given ret, men samtidig en pligt til at acceptere og fremme andres ret. Derfor skal ingen mennesker eller målgrupper ses alene som rettighedshavere, men skal derimod mødes med en samtidig forventning om, at de også har blik for andres behov og ret. I den kristne forståelse er skabelsen ikke slut en gang for alle. Hvert eneste menneske er en nyskabelse. Dets liv og muligheder kan hver dag skabes på ny, og hvad der er ødelagt kan genopbygges. Diakoni betyder, at vi sendes ud som medskabere for medmennesket og i omsorg for den klode, som vi er forbundet med, og som vi bærer ansvaret for at forvalte. Denne overbevisning om den fortsatte skabelse fører til en stærk tro på, at forvandling altid er mulig. Heraf kommer en diakonal drift til vedvarende kamp for fred, retfærdighed, forsoning og sociale fremskridt. Og hermed afvises, at uretfærdighed og ulighed er bestemt af Skæbnen eller givet af ansigtsløse magter: Hvor retten trædes ned, findes der mennesker med ansvar, der forsømmer deres pligt. 2. Genopbyggelse og forsoning Efter kristen forståelse er mennesket ikke ladt alene i eksistentiel forstand. Teologisk udtrykkes det på den måde, at Gud selv trådte ind i sin skabte verden i skikkelse af sin søn Jesus Kristus, og gennem sin Ånd stadig er den enkelte nær. Guds egentlige mening med menneskets liv behøver vi ikke være i tvivl om, for den er afsløret for os gennem Jesus. Men mennesker lever ikke efter den egentlige mening, og den verden vi erfarer, fra det personlige til det globale, er ikke paradisisk. Uophørligt ødelægges liv, relationer forgiftes, og der er brug for genopbyggelse og forsoning, hvis ikke dødskræfterne skal overtage fuldstændigt. Jesus kaldes også forsoneren. Det nye Testamentes græske ord for forsoning kan oversættes til at sætte sig i den andens sted. Denne empati er kernen i diakoni: Jeg kan ikke leve med min næstes nød og må handle. Som kristne tror vi, at mennesket som Gudskabt har evnen til empati nedlagt i sig og rummer en diakonal drivkraft i det nære som i det globale. Fortællingen om Jesus er én lang beretning om, hvordan han satte sig i den andens sted. Han var hos de fattige, syge og fortvivlede. Han solidariserede sig med dem, der var udstødt af fællesskabet, og dem der gennem deres handlinger havde sat sig selv udenfor. Han lod ofte nåde gå for ret, og gav mennesker mere, end de havde fortjent og ret til. Diakonien rækker således ud over retten, den omfatter også barmhjertigheden og tilgivelsen. Endelig styrkede Jesus de svage ved at åbne deres øjne for ny selverkendelse, og han talte frygtløst til de svages forsvar op imod en ligegyldig eller dømmende omverden. 3. Profetisk diakoni og myndiggørelse Det enkelte menneske vil brænde ud, hvis det vedvarende udøver diakoni uden at hente fornyet kraft. Og mennesker i diakoni risikerer i selvoptagethed at glemme Guds hensigt og lydhørheden overfor den nødlidende for i stedet at forfølge egne mål. Begge dele er også en risiko for kirker og diakonale organisationer. I Det gamle Testamente møder vi profeterne. De er mennesker, der føler sig kaldet af Gud til at tale højt og klart imod uret, magtmisbrug og en umenneskelig og ond tidsånd. De peger ikke alene på behovet for konkret hjælp til de nødlidende; de konfronterer også de holdninger, strukturer og magthavere, der forårsager nøden. De er fortalere for de svage og advokerer for gennemgribende forandring. De udøver profetisk diakoni. 3

4 I Det nye Testamente betegnes Helligånden tilsvarende som talsmanden og sandhedens ånd, og det berettes, hvordan jævne mennesker får kraft og mod til at råbe sandheden ud, også når den er ilde hørt. Kirken er og skal være det fællesskab, hvor jævne mennesker myndiggøres og udrustes til profetisk diakoni. Kirken er ikke først og fremmest en institution eller en bygning, men derimod en proces, hvor mennesker alvorligt forsøger at lytte sig ind på Guds hensigt, opøver evne og mod til profetisk diakoni, udvikler kapacitet til partnersamarbejde og organiserer indsamling af ressourcer til konkret diakoni. For DMR og DMRU hænger diakoni og dermed vort udviklingsarbejde uløseligt sammen med kirken som redskab for Guds mission i verden; vores internationale diakoni kan ikke leve uden Guds universelle kirke. Integreret mission og diakoni En kirke som ikke ser sig selv ud fra sendelsen og tjenesten, fra missionen og diakonien, har revet sig løs fra sit grundlag. Hvis kirken kun ser det som en del af sit væsen og sin opgave at prædike, eller hvis den alene koncentrerer sig om handlinger, er den amputeret og splittet. Mennesket er en helhed, hvor ånd, sjæl og legeme ikke kan adskilles fra hinanden. En sand kirke er så dristig, at den også myndiggør sin menighed til at være kritisk mod sig selv og sin egen praksis. Kirkens historie er blandt meget andet et vidnesbyrd om, at dens missionærer har taget de opgaver op, som har været påkrævet på det sted, hvor de var. De har prædiket om frelse, befrielse, oprejsning og trøst gennem evangeliets ord, samtidig med at de har udført sygepleje og oprettet klinikker og hospitaler, de har undervist og bygget skoler, forbedret dyrkningsmetoder og oprettet uddannelser, alt sammen uden andet formål, end hvad der gav sig af de konkrete tiltag. Evangeliets udmøntning i konkrete handlinger kan ikke bruges som en løftestang for, at mennesker skal modtage den kristne tro. Det er menneskets behov, der er i centrum. At mennesket er en helhed og ikke delt betyder omvendt ikke, at alt skal gøres i en enhver situation. At diakoni og mission er integreret i hinanden betyder ikke, at der altid både skal forkyndes og udføres konkrete handlinger. Det kan i visse situationer være nødvendigt at adskille forkyndelsen i ord fra handlingen, især hvor der er mistanke om, at der ligger skjulte hensigter og andre motiver bag. Diakoni er ikke tiltag, som tjener andre formål. Hvornår skal der handles, og hvornår skal der tales? Dette afhænger til enhver tid af situationen og konteksten. En manglende respekt for konteksten viser, at man selv har opfundet opgaven eller er kommet på for stor afstand af opgavegiveren. Det er afgørende, at man ser et helt og ikke et delt menneske. Det er også afgørende, at det enkelte menneske ses i den folkelige, sociale og politiske sammenhæng, som det er en del af, og med det skaberværk og den natur, vi tilhører. Et menneske frelses ikke uden sit medmenneske, og mennesker frelses heller ikke, uden at den natur vi er en del af, bliver genoprettet. 4

5 III. Udviklingssynet Med nedenstående ønsker vi at opstille målsætninger for det udviklingsarbejde, som DMR og DMRU er involveret i gennem støtte til partnerskaber mellem danske kirkelige organisationer og deres partnere i udviklingslandene. Vi identificerer centrale aktører i det kirkelige udviklingsarbejde og fremhæver hvad der kendetegner vores arbejdsform. Udviklingssynet tager sit afsæt i vores diakonisyn og informeres af den virkelighed, som vore partnere arbejder midt i: en verden præget af ulighed og voksende miljømæssige og sociale udfordringer. Men også en virkelighed, hvor vi i fællesskab udvikler nye livsmuligheder for fattige mennesker. Grundlaget: Værdierne Vores udviklingssyn udfoldes indenfor rammerne af vores fælles forståelse af diakoni. Derfor skal både det enkelte menneskes værdighed, næstekærlighed og ligeværd, og fællesskabet, der rækker ud over sig selv, være bestemmende for vores partnersamarbejde og praksis. Med udgangspunktet i evangelierne drives vores indsats for forandring af troen på, at forvandling altid er mulig og af forpligtelsen til omsorg for næsten såvel som for vores fælles jord. Vi motiveres af kampen for retfærdighed og sociale, økologiske, økonomiske og politiske fremskridt. Mål I vort udviklingsarbejde vil vi måles på Rummelighed og inklusion: der skal være plads til mangfoldighed, og der stilles ikke krav til religiøst, etnisk eller politisk tilhørsforhold Fokus på samfundets svageste og marginaliserede grupper: udstødte og udskældte grupper har ret til et værdigt liv som del af stærke menneskelige fællesskaber Barmhjertighed: ønsket om at bistå trængende og nødlidende gennem konkret støtte, der styrker og myndiggør mennesker, som ellers føler sig afmægtige og alene Forandring: troen på et bedre liv skabt ud af den styrke som udspringer af samarbejde og solidaritet på tværs af religiøse, etniske, politiske og nationale skel Vi ønsker at fremme en udvikling, hvor materiel fremgang og forbedrede levevilkår forenes med personlig og åndelig udvikling. Derfor arbejder kirkelige udviklingsorganisationer sammen med myndigheder og andre aktører om at realisere FNs Verdensmål [sustainable development goals]. Aktører Ovenstående mål kan kun blive til virkelighed igennem et stærkt samarbejde. Som kirkelige organisationer har vi fokus på Menigheder og anden folkelig organisering i lokalsamfund, således at indsatsen forberedes og gennemføres i samklang med lokale behov og ressourcer og baseret på omfattende frivilligt engagement Religiøse ledere, der i kraft af medlemmernes tillid og den autoritet, deres positioner indebærer, kan motivere til forandring, og som kan påvirke holdninger og skabe opbakning om fælles anliggender Diakonale organisationer/civilsamfundsorganisationer, som fagligt kompetent og effektivt kan organisere og gennemføre nødhjælps- og udviklingsindsatser 5

6 Det kirkelige udviklingsarbejde har en helt afgørende kvalitet i kraft af at bygge på eksisterende organisationer med indgående kendskab til lokale behov og som oftest nyder stor tillid hos målgrupperne. Medlemsorganisationerne og DMR og DMRU vil ofte afhængig af lokale behov og de fastsatte mål for den pågældende indsats vælge at inddrage en af de tre pågældende typer samarbejdspartnere, men når det er relevant, kan indsatsen også omfatte bredere alliancer mellem flere forskellige organisationer. Arbejdsform Skal de ovennævnte mål indfris, kan enkeltstående organisationer ikke hver for sig løfte opgaverne. DMR og DMRU baserer vort arbejde på de langvarige partnerskaber, som medlemsorganisationerne indgår med kirker og kirkelige organisationer i udviklingslandene. Her er nøgleordene ligeværd, fælles værdier og respekt for forskellighed. Korterevarende projektaktiviteter sikres relevans og bæredygtighed, når de indlejres i den tillid, fortrolighed og anerkendelse, der vokser ud af varige, forpligtende og værdibaserede forbindelser. DMR og DMRU og medlemsorganisationerne ønsker at videreudvikle disse partnerskaber, således at både medlemsorganisationer og samarbejdspartnerne tager ved lære af indhøstede erfaringer, positive som negative. Medlemsorganisationerne og partnerne skal frit kunne udfordre, rose og kritisere hinanden, og medlemsorganisationerne vil arbejde for, at negativ økonomisk og anden afhængighed mindskes mest muligt. Ligeledes vil partnerne lægge afgørende vægt på gennemsigtighed og ansvarlig rapportering, sådan at korrumpering af partnerskabet og fælles indsatser undgås. Forbedrede levevilkår og kamp mod fornedrelse og for respekt og værdighed kræver samspil og indsatser på flere niveauer. Derfor deltager DMR og DMRU sammen med medlemsorganisationer i nationalt og internationalt samarbejde og alliancer, hvor kirkelige organisationer tager livtag med store globale udfordringer. Ligeledes engagerer vi os i mobilisering og oplysningsarbejde blandt menigheder og medlemsorganisationernes baglande i Danmark. 6