På flyvebåden, sommeren 1974.

Transkript

1 Kapitel 48, Flytning i Malmö: Jeg flyttede ind i en moderne 3-værelsers lejlighed i Rosengårds Centeret på Ramelsväg i Malmö. Dengang, 1974, var der endnu ikke noget Lille Istanbul i Malmö. Det var i hovedsagen svenskere, skåninger eller tilflyttede danskere, der boede i blokkene. 20. Juni klokken 12:30 var flyttefirmaet færdige med aflæsningen og kørte hjem. Den Hamlet cykel jeg havde med derover, blev stjålet endnu før flyttefirmaet havde læsset den af flyttevognen, så jeg fik besked på at købe en ny cykel på flyttefirmaets regning. Det blev den Monarkcykel jeg har også i dag. En virkelig kvalitetsgrej. Den er nu (2012) 38 år gammel og moden til udskiftning. Hvorvidt den bliver det må lige nu stå hen i det uvisse. Benene duer ikke længere til de store anstrengelser. Balancen kunne være meget bedre. Hørelsen - jeg har hørebøffer, men på modeljernbanen kan de ikke bruges så hvordan er de ude i trafikken? Midsommer (St. Hans): Jeg gik i Rosengårdscenteret for at købe ind, men alt var lukket fra klokken 12 fordi det var midsommerkväll den dag. Næste dag var midsommerdag hvor der også var lukket. Derefter en weekend der således blev en forlænget weekend. 278 På flyvebåden, sommeren Der var kun en mulighed: Tilbage til København med flyvebåden for at købe ind. Det er noget man skal huske hvis man vil noget i Sverige omkring 21. juni. Svenskerne holder Skt. Hans og meget gerne flere dage i træk, men minimum 1½ dag. Falder midsommerdagen på en tirsdag, kan man være helt sikker på at der er lukket lørdag, søndag, mandag og tirsdag. Får svenskerne chancen for at

2 lave en forlænget weekend ud af Skt. Hans, så gør de det helt sikkert. På det punkt er svenskerne 100 % effektive. Hverdag igen: Nu skulle jeg så ordne papirarbejdet med Malmö Kommune og indvandringsmyndighederne. Det gik let. Jeg talte svensk, men brydningen var, som de sagde, umiskendelig dansk, så jeg måtte nødvendigvis have dansk blod i årerne. Nå, det med sproget betød jo ikke alverden - jeg sagde til dem: "Ni prater skånska vilket inte just är det samma som svenska". Så var den betalt! Alle lamperne på lystavlen tændtes. De kikkede på hinanden og tårerne trillede af grin. Socialkontoret (4. socialbyron) skulle jeg også have fat i, for det var derfra jeg skulle have sygedagpenge. Jeg var langtfra færdig med operationsproblemerne. Där pratede dom också skånska. Tremmevæg deler køkkenet i opholdsdel og arbejdsdel: Jeg ville have viceværten til at lave en tremmeskillevæg i køkkenet ligesom alle andre i ejendommen havde. Det var et ret stort spisekøkken. Materialerne skulle jeg selv hente i et snedkeri i den anden ende af Malmö. Jeg havde jo ikke bil, men heldigvis lå snedkeriet tæt på ved endestationen for den bybus som kørte til Rosengården, og jeg boede tæt ved den anden endestation. Jeg fik de færdige brædder til stoppestedet ved bussens endestation og ind ad bagdøren på bussen Chaufføren var nok ikke helt tilfreds han sagde da en hel del på skånska, men jeg fik dog lov at køre med fordi jeg ikke skulle af midt inde i byen men ved den anden endestation. Viceværten klarede opstillingen i løbet af et par timer, og så boede jeg igen i egen bolig. Herligt. Helt udenfor rækkevidde af Korsørs og Københavns kommuner, uden Dyveke og uden Hr. Stationsforstanderen. Eva Dietrich: Nå. jeg boede i hvert fald i Sverige. Jeg var ganske træt af dansk bureaukrati og temmelig langt nede. Nogle dage efter min indflytning ringede telefonen. Det var Barbro Bengtsson fra 2 socialbyron. Jeg: Jamen Barbro, jag tillhör då 4 socialbyron, inte till i den andra. Barbro: Det vet jag väl, men jag har en problematisk klient, Erhard / Eva Dietrich. Hon vill genom nära det samma problemen som du just gåt igenom. Du har varit tvekönnet, Erhard ønskar byta kön. 279

3 280 Kan hun leje det ene af dine 3 værelser sådan at hun spiser med ved dit bord og du holder lidt opsyn med hende. Hun har endnu ikke fået sit ja til operation og er for tiden temmelig langt nede. Jeg: Jo, Barbro det kunne vel lade sig gøre, men der er én betingelse: De penge jeg skal have for det skal overføres direkte fra 2. Socialbyroen til min bank. Barbro: Det skal bli jeg kommer med hende, så kan vi tale mere om det. Resultatet blev at Eva flyttede ind. Det viste sig til at fungere udmærket. Jeg havde sådan et mas med at "passe på Eva, på flasker og pilleglas" at jeg fuldstændig glemte mine egne problemer. Dem var der bare ikke tid til, og "det er egentlig ikke så galt at man ikke har tid til at tænke på egne problemer". Dagen kom da også hvor det var mig der måtte hjælpe med at fiske Eva op af havnen fordi det stadig trak ud med operationstilladelsen. Nå ja, jeg havde vel en del erfaring og kendte tegnene på at en depression lige nu havde overtaget. Gud havde brug for mig jeg måtte ikke begå selvmord: Gud havde brug for mig til endnu en vigtig sag - at holde Eva Dietrich i live. I januar 1975 fik Eva sin operation og derefter flyttede hun glad til Växjö til en ven hun havde fundet der. Afsked med Danmark og dog: Det kom til et midlertidigt gensyn pga. hospitalssjusk. For at "fuldende den behandling Danmark havde givet mig tilføjede Rigshospitalet mig lidt hospitalssjusk. Plaget var jeg altså stadig. Operationen på Rigshospitalet var godt nok officielt udført af Mogens Pers, men i praksis af en yngre læge under uddannelse. Den protese som skulle hindre sårvæggene i at gro sammen havde den yngre læge glemt at sætte op og Mogens Pers så ikke efter. Jeg måtte på den igen for at "få rettet en sammenvoksning". Det var så tre dage mere, og det kunne ikke uden videre rettes. Meget af det som blev gjort i første omgang var blevet ødelagt ved sammenvoksningen, og det viste sig til at være så vanskeligt at rette, at det blev yderligere fire gange to uger, heraf to gange på Karolinska Sjukhuset i Stockholm og to gange på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Disse fire gange kostede mig et stort ar på højre lår, for man skulle jo have materiale til at rette fejlen med, og til det brug flåede man huden af låret. Det som Rigshospitalet havde ødelagt, skulle gendannes stump for stump. Danmark, du er afskediget på gråt papir: Det offentlige Danmark havde behandlet mig groft, syntes jeg. Ting kan siges

4 eller gøres på en sådan måde at de føles som en dolk der bores dybt ind i hjertet, som et mordforsøg. I Malmö skrev jeg følgende digt: 281 Til afsked, Danmark, får du disse ord: Jeg elskede og jeg brændte for dig, men ilden slukkedes og døde. Hvorfor er alt omkring mig dog blevet så tomt, så meningsløst, så mørkt og koldt? Mit blod er tyndt som vand og mit hjerte hårdt som polarisen, men mine hænder mærker stadig de kærtegn jeg gav Dig engang. Dengang, Danmark, da jeg endnu elskede Dig, Dit flag, Dit folk og Dit sprog. Jeg vil råbe det ud i hele verden, min grænseløse smerte og fortvivlelse. Jeg bærer sorg over Dig, Danmark, Du, som bare sveg mig, dengang da jeg allermest behøvede Din hjælp. Sig mig sandheden, åh, sig den sig den, du bitre skæbne! Skal vi aldrig mere se hinanden? Danmark, mit fædreland - og jeg? Løfter og retfærdighed, for hvad er de vel til? andet end for at brydes - og gøre den svageste fortræd. Eller skal de mon blive opfyldte en anden gang - et andet sted? skal jeg atter møde retfærdighed? skal jeg atter tro på løfter? skal jeg atter tro på dig, Danmark? og på dit flag, dit folk og dit sprog. hvor, skæbne, hvor finder jeg mennesker jeg kan stole på.

5 Når man kan skrive sådan, så er der noget rivende galt. 282 Prøv engang at forestille dig hvad Danmark skulle gøre mod dig, før du kunne skrive sådan om Danmark, dit fædreland! Hukommelse og glemmehjerne: Heldigvis er mennesket udrustet med både en hukommelse og en glemmehjerne. Havde vi ikke sidstnævnte ville livet på jorden være uudholdeligt for os alle. Dog vil der for os også være nogen minder der aldrig glemmes. Det er bl.a. en fars had og ondskab imod en fordi han vil beskytte sit eget image på bekostning af barnet fremtid. Jeg boede i Rosengården i Malmö i 1974, og medens jeg boede der havde jernbanen fra Malmö til Ystad, Tomelilla og Simrishamn 100 års jubilæum. Selvfølgelig kunne jeg da ikke holde mig væk. Her er jeg med en dansk

6 jernbanekasket på toppen. Hvid bluse ligesom i barndomsårene på S- maskinen i Nykøbing Sjælland. I efterårets løb søgte jeg nogle forskellige job. Et af dem var Bofors. Det gik ikke. Jeg var ikke svensk statsborger og som sådan kunne jeg ikke få job på Bofors der bl.a. fremstillede militærgrej. Et andet job jeg søgte var som lokofører ved Statens Järnvägar (Svenske Statsbaner) og Stockholms Lokaltrafik. Piger kan ikke blive lokomotivfører i Danmark. I Sverige var kravet bare: Kan du tale et forståeligt svensk? Kan du forstå svensk? Kan du skrive svensk? Kan du læse svensk? Ingen krav om uddannelse, køn, nationalitet eller statsborgerskab. Ved prøverne viste det sig at jeg klarede alle fire spørgsmål. Det eneste der manglede var en smule erfaring med den stockholmske dialekt. Eva flytter til Växjö og jeg flytter til Stockholm. Eva fik sin operation og flyttede altså til Växjö. Jeg havde fået tilbud om at blive lokomotivfører på Tunnelbanen, S-banen og Roslagsbanen i Stockholm, så jeg flyttede til Stockholm. 283