ADOPTIVBØRN I DAGINSTITUTION

Transkript

1 ADOPTIVBØRN I DAGINSTITUTION Små sårbare individer Forfatter: Susanne Løvfelt Jørgensen Studie nr.: Hold nr.: 9211 Vejleder: Frida Nøddebo Nyrup Censor: Birgit Oest Boelskov Bacheloropgave 9. januar 2014 Anslag: University College Lillebælt Pædagoguddannelsen i Odense

2 Indholdsfortegnelse Abstrakt... 3 Indledning... 3 Problemformulering... 5 Opbygning... 5 Metodeafsnit... 6 Afgrænsning... 7 Tilknytningsteori... 7 John Bowlby... 7 Niels Peter Rygård... 8 Tilknytningsrelationen... 9 Opstart i daginstitution Opmærksomhedspunkter under opstarten/indkøringen Adoptivbarnets reaktioner Stressreaktioner Angstreaktioner Sorgreaktioner Mestring Relationer Forældresamarbejde Case Analyse/Diskussion Tilknytning Tilknytningsrelation

3 Opstart i daginstitution Relationer Forældresamarbejde Konklusion Litteraturliste Bilag

4 Abstrakt Emnet i opgaven er adoptivbørn i daginstitution. Børnene er oftest tilknytningsforstyrrede og har oplevet et svigt fra deres biologiske forældre, hvilket kan gøre dem særligt sårbare. Jeg vil frembringe de udfordringer, der kan opstå i pædagogisk praksis, når et adoptivbarn starter i daginstitution og belyse, hvad pædagoger skal være opmærksom på i den forbindelse. Jeg vil derudover beskrive, hvilke pædagogiske tiltag, der kan fremme adoptivbarnets udvikling, hvor jeg tager udgangspunkt i læst litteratur og praksis. Inden adoptivbarnet starter i daginstitution, er det en fordel, hvis pædagoger har tilegnet sig adoptionsspecifik viden, hvilket kan medvirke til at få en bedre forståelse for det enkelte barn og ydermere, at forstå den situation adoptivforældrene står overfor. Hvis pædagoger tager de forbehold, er der udsigt til et godt og konstruktivt forældresamarbejde, som vil tilgodese adoptivbarnet. For at danne baggrund for konklusionen, inddrager jeg adoptionsrelevant teori samt teorien omkring barnets tilknytning til omsorgspersoner. For at udførliggøre praksisdelen, inddrager jeg adoptivforældre i form af et interview, da det giver et større indblik i adoptivbarnets livshistorie. Adoptivbørn har brug for en tryg og tillidsfuld omsorgsperson, for at kunne udvikle sig i en positiv retning. Derfor skal pædagoger påtage sig denne rolle og fungere som barnets støtte og vejleder. Indledning I min pædagogiske praksis blev jeg fornylig præsenteret for en ny situation, da vi skulle modtage et adoptivbarn i daginstitutionen. Det er en situation, jeg ikke tidligere er stødt på eller har nogen erfaringer indenfor. Dette gjorde sig også gældende for de øvrige medarbejdere i daginstitutionen og det var derfor en pædagogisk udfordring at modtage et adoptivbarn. Jeg fandt hurtigt ud af, at der er nogle helt specielle ting pædagoger skal være opmærksom på, når der modtages et adoptivbarn samt barnets forældre. 3

5 Adoptivbørn udgør en lille specifik, men ofte overset gruppe. Forstået på den måde, at pædagoger ikke oplever at arbejde med denne gruppe børn særlig ofte, da de ikke udgør et stort børneantal i daginstitutioner. I år 2012 blev der udført 219 internationale adoptioner, det vil sige udenlandske adoptivbørn der er blevet hjemtaget til Danmark (Adoptionsnævnet, 2012). Adoptivbørn samt deres forældre kan have nogle udfordringer, som ikke umiddelbart er så iøjnefaldende for pædagoger. Adoptivforældre har modsat biologiske forældre, fået en anden start på forældreskabet. De har ventet længe på at få et barn og har som regel gennemgået lange behandlingsforløb for at få biologiske børn, inden de har valgt adoption som en sidste mulighed. Adopterede børn har en historie med sig og har ligeledes haft en anden start i livet. De har ofte oplevet tidlig omsorgssvigt, er ofte tilknytningsforstyrrede og kan være følelsesmæssigt skadet. De har ofte haft store skift i deres tidlige opvækst fx boet på børnehjem eller i plejefamilie inden adoptionen. Men overordnet set har adoptivbørn det tilfælles, at de har mistet deres biologiske forældre, hvilket er et af de største traumer et barn kan opleve. Det er individuelt, hvordan adopterede børn reagerer, når de starter i daginstitution, derfor er en generalisering meget svær. Det afhænger af deres alder, da de blev adopteret, hvor længe de har haft kontakt til deres biologiske forældre, om de har opholdt sig på børnehjem i længere tid, hvor meget social træning de har modtaget etc. og det er derfor vigtigt at pædagoger observerer adoptivbørn lidt mere end andre børn, påpeger Maggie Eliasson (Eliasson, 2007, s. 37). Det kan ligeledes være en udfordring for adoptivforældrene, når deres højt ønskede barn skal starte i daginstitution. Dette er den første store adskillelse imellem adoptivbarnet og forældrene og det kan være en følsom situation. De har efter adoptionen haft en tæt og intens kontakt til barnet og skærmet barnet for omgivelserne og andre personer for at skabe en tilknytning og relation til barnet. De har givet barnet mulighed for at vænne sig til at det nu altid er adoptivforældrene, som er der og at det er dem barnet græder og får trøst hos. Når et adopteret barn starter i daginstitution, er det vigtigt, at pædagoger kan støtte barnet og ikke mindst forældrene bedst muligt, så der i fællesskab bliver skabt en hverdag for barnet, der både indeholder tryghed samt videreudvikling svarende til det udviklingstrin det adopterede barn besidder. 4

6 Ud fra ovenstående, har jeg i min bacheloropgave valgt at arbejde med adoptivbørn i daginstitution for at gøre opmærksom på de udfordringer, der kan være i forhold til det enkelte barn. Ligeledes vil jeg inddrage forældrene, da de har en vigtig rolle i forhold til et professionelt samarbejde. Problemformulering Adoptivbørn er særligt sårbare på baggrund af den livshistorie de har haft samt det svigt, de som oftest har oplevet fra deres biologiske forældre. Det er vigtigt, at pædagoger har en viden og forståelse omkring adoptivbarnets udvikling og adfærd samt hvordan der i pædagogisk praksis kan arbejdes med støtte til barnet og adoptivforældrene, så barnet tilgodeses på den mest hensigtsmæssige måde. Derved kan pædagoger være med til at give barnet de bedste forudsætninger for at udvikle sig, både personligt, socialt og kognitivt. Hvordan kan en god og konstruktiv opstart i daginstitution for et adoptivbarn forankres i samråd med forældrene? Hvilke problematikker skal jeg være opmærksom på i forhold til adoptivbarnets udvikling? Hvordan får jeg som pædagog skabt en hverdag, der er med til at styrke adoptivbarnets videreudvikling? Opbygning Jeg har valgt at præsentere relevant teori i den første del af opgaven. Dette gør jeg for at skabe et bedre overblik og for at samle alt det teoretiske for derefter at kunne benytte teorien i praksisdelen. Jeg vil løbende i afsnittene om teori kommentere på denne, men i selve analysen vil jeg gå mere i dybden i forhold til teorien og her tager jeg særligt udgangspunkt i pædagogisk praksis, som er udformet ud fra en case. De teoretikere, jeg benytter mig af og begrundelsen hvorfor jeg finder deres teorier relevant i forhold til min opgave vil blive beskrevet først i afsnittet. 5

7 Metodeafsnit I min bacheloropgave vil jeg indsamle relevant teori og empiri, i form af internettet, litteratur, observationer og et interview med adoptivforældre. Jeg ønsker at belyse de udfordringer, der eventuelt kan være forbundet med hensyn til adoptivbørn og deres forældre samt hvordan der i pædagogisk praksis kan arbejdes med det enkelte barn. Jeg vil i min opgave primært tage udgangspunkt i Adoptionshåndbogen, som er udarbejdet af Iben Krarup Høgsberg og Anette Buch-Illing. Dette gør jeg for at belyse teorien om det kompetente og komplekse omkring adoptivbørn. De synspunkter de frembringer i bogen, kan være med til at øge forståelsen af de livsbetingelser adopterede børn har. I bogen fremgår det yderligere, hvad pædagoger skal være opmærksom på i forhold til adoptivbarnets opstart i daginstitution, hvilket er relevant at inddrage i forhold til opgavens konklusion. Tilknytningsteorien beskriver jeg ud fra John Bowlbys synspunkt og med særligt udgangspunkt i adopterede børn, har jeg valgt at benytte mig af Niels Peter Rygårds teorier. For at tilgodese det adopterede barn bedst muligt, har jeg valgt at beskrive vigtigheden i et konstruktivt samarbejde med forældrene samt dannelse af relationer for barnets videreudvikling. Begrundelsen for brugen af ovenstående teori, vil blive præsenteret senere i opgaven. Casen i opgaven omhandler en adopteret dreng, der startede i vuggestuen for 7 måneder siden. Af hensyn til familiens anonymitet, benytter jeg mig af et fiktivt navn. Casen er beskrevet ud fra observationer og praksiseksempler samt et organiseret interview med Sebastians forældre. I interviewet benyttede jeg mig af det kvalitative interview, hvor jeg forinden havde forberedt nogle spørgsmål, der alle var udførligt udformet for at opnå den bedste støtteguide til mig selv. Ved kvalitativt interview indgår man i en dialog og har mulighed for at få uddybet spørgsmålene, i modsætning til fx et spørgeskema. Desuden består denne form for interview oftest udelukkende af åbne spørgsmål og derfor er reglerne for lukkede svarkategorier ikke relevante (Harboe, 2011, s. 75). 6

8 Afgrænsning Målgruppen i opgaven er overordnet set adoptivbørn. Opgaven er beskrevet ud fra et pædagogisk synspunkt i forhold til at modtage et adoptivbarn i daginstitution, nærmere betegnet vuggestueregi. I casen, jeg anvender som praksisdel i opgaven, tager jeg særligt udgangspunkt i Sebastian, som er adoptivbarn og startede i vuggestuen, hvor jeg arbejder, i en alder af 1 år og 10 måneder. Tilknytningsteori John Bowlby John Bowlby var psykiater og psykoanalytiker og har udviklet en såkaldt tilknytningsteori. Teorien omhandler betydningen af den følelsesmæssige tilknytning, om adskillelse og tab samt relationsprocesser (Jerlang, 2008, s. 156). For at skabe en bedre forståelse for næstkommende afsnit, vælger jeg kort at beskrive tilknytningsteorien. John Bowlby, mener at barnet bliver født med muligheden for at tilknytte sig en omsorgsperson, almindeligvis vil det være moderen. Kontaktbehovet er et fundmentalt og primært behov hos mennesket. Den sikre eller trygge base for barnet i form af en tilknytningsperson, er det sted, hvor barnet trygt kan udforske verden, velvidende at det kan vende tilbage til sin trygge base for at få såvel fysisk som følelsesmæssigt trøst og støtte, hvis barnet skulle blive bange. For at kunne indgå i sunde relationer med andre forudsætter det, at barnet i sin opvækst har haft en omsorgsperson, der positivt har besvaret barnets tilknytningsadfærd. Barnets udvikling afhænger af følsomheden og kvaliteten hos omsorgspersonen og miljøet samt varigheden af tilknytningen (Jerlang, 2008, s. 165). Nøglebegrebet i tilknytningsteorien er ifølge John Bowlby adfærdssystemet. Det dækker hele personens adfærd og identitet. I organiseringen af barnets tilknytningsadfærd, er målet altid beskyttelse og nærhed. Tilknytningsadfærden er barnets tilbøjelighed til at søge omsorg, nærhed og beskyttelse, hvis barnet bliver bange, lider nød eller bliver ked af det (Jerlang, 2008, s. 163). Tilknytningsadfærden vises i form af 7

9 smil, øjenkontakt og gråd. Gennem de første levemåneder udvikles og forfines denne adfærd til dannelse af relationer. Niels Peter Rygård Niels Peter Rygård er psykolog og arbejder særlig med tilknytningsforstyrrelse som følge af omsorgssvigt hos børn og unge og ligeledes med terapi for adoptivforældre. Derfor finder jeg det relevant at benytte mig af hans teorier i forhold til adoptivbørns tilknytningsforstyrrelser. Niels Peter Rygård slår fast, at et hvert adoptivbarn oplever tilknytningsproblemer. Barnet har oplevet en mere eller mindre traumatisk adskillelse i opvæksten. Han påpeger derfor, at der ikke er nogen grund til bekymring, hvis adoptivbarnet har det svært i begyndelsen (Rygård, 2009, s. 203). På baggrund af den teori vurdere jeg, at det også gør sig gældende, når barnet starter i vuggestue, som også er en begyndelse på noget nyt og uvant i barnets liv. Dette henleder mig til at præsentere nogle af Niels Peter Rygårds teorier omkring adoptivbørn, for at skabe en forståelse for deres udvikling. Adoptivbarnet kan have svært ved at knytte sig til andre. Barnet har ikke oplevet tilstrækkelig grad af omsorg fra voksne før adoptionen. Ydermere har barnet måske også været udsat for fysisk svækkelse i form af, fosterskader, sult under graviditeten eller fødselsskader. Det er begivenheder, der har nedsat barnets evne til tilknytning, kombineret med, at der heller ikke har været gode tilknytningsmuligheder i barnets første leve år. En almindelig reaktion hos adoptivbarnet efter adoptionen er regression. Her er det vigtigt som voksen at understøtte barnet. Barnet kan i en periode gå-baglæns i sin udvikling. Barnet har måske behov for at få sutteflaske, få en ble på igen eller bruge sut igen. Her er det en god ide som voksen, at vise barnet, at ambitionerne om at barnet skal udvikle sig hurtigt, kan styres. En regressionsperiode kan komme forsinket. Det er et tegn på, at barnet nu er tryg ved de voksne og i stedet for at være artig, dygtig osv., begynder barnet nu at vise sine behov for omsorg. Derfor kan det i den forbindelse være mest hensigtsmæssigt for barnet, at sænke kravene til udvikling i al almindelighed (Rygård, 2009, s ). 8

10 Niels Peter Rygård har udarbejdet nogle udgangspunkter i forhold til adopterede børn, dette er set i forhold til tilknytningsprocessen i adoptivfamilien, men jeg vurderer, at de kan være lige så brugbare at forholde sig til i pædagogisk praksis. Hos adoptivbarnet er det karakteristisk, at det: har oplevet en grundlæggende adskillelse fra den biologiske mor, og dermed det størst mulige tab. ofte har været udsat for belastninger under graviditet, fødsel, og omsorgssvigt de første leve år. er en overlever. Barnet har ofte haft større kontaktevne og har været mere udadreagerende end andre børn før adoptionen, hvorfor det har overlevet. har negative erfaringer med tilknytning (fører til tab) står mellem to identiteter starter mødet med adoptivforældrene med et tab som baggrund. Det er allerede ab-opteret, næsten samtidig med at det bliver ad-opteret (fravalgt, før det bliver tilvalgt). En paradoksal situation (Rygård, 2009, s. 228). Tilknytningsrelationen Socialpædagog Iben Krarup Høgsberg og cand.pæd.psych Anette Buch-Illing, der begge er adoptivmødre, er som tidligere nævnt forfattere til Adoptionshåndbogen. Bogen er skrevet både til forældre og fagfolk. Jeg tager særligt udgangspunkt i det pædagogiske. De giver gode råd til, hvordan man støtter adopterede børn, da de har behov for øget opmærksomhed. Hvis pædagoger giver et adopteret barn den rigtige støtte, vil barnet udvikle sig i en positiv retning og tage de nye omgivelser til sig. I de kommende afsnit vil jeg belyse nogle af de teorier, der står beskrevet i Adoptionshåndbogen, da jeg finder det brugbart i forhold til min analyse af casen, senere i opgaven. Ida Jakobsen, beskriver at grundlaget for barnets udvikling er tilknytningsrelationen. Den har forskellige vigtige funktioner, som har betydning for, hvordan vi fungerer som mennesker. En af funktionerne handler om at kunne 9

11 regulere sine følelser fx tilfredshed, glæde, tristhed, vrede eller frustration. Det er individuelt, måden hvorpå den enkelte regulerer sine følelser, og den grundlægges i den tidlige barndom gennem det samspil, barnet har med de voksne, det har en tilknytningsrelation til. Dette kaldes også affektregulering. Affektregulering er noget alle formår, men nogle bedre end andre. Kvaliteten af tilknytningsrelationen og grundlaget for udviklingen af en velintegreret og sammenhængende personlighed er med til at skabe en gunstig udvikling af affektregulering (Jakobsen, 2012, s. 31). I denne sammenhæng vil jeg ligeledes nævne mentalisering, som er en forløber for affektregulering. Mentalisering er en fortolkningsevne, der udvikles fra barndommen op til ungdomsårene. Det er evnen til at forstå andre menneskers intentioner og følelser og har betydning for vores evne til at kunne skelne mellem os selv og andre. Det betyder, at den tryghed barnet får i tilknytningsrelationen har betydning for de fortolkningssystemer barnet danner og for hvordan det klarer sig under pres. Stressede situationer for et barn kan fx være, hvis det skal passes, at der kommer gæster eller opstart i institution. Udvikling af affektregulering og mentalisering giver barnet en forståelse af sig selv som en person, der kan handle (Jakobsen, 2012, s. 32). For at igangsætte denne udvikling, skal barnets følelser afspejles. Det betyder, at den voksne forstår og ser barnets følelsesmæssige udtryk. Barnet lærer, at den voksnes indfølende udtryk og adfærd, når det fx slår sig, er et signal til, at det er sådan, det er. Den tilbagemelding vil stoppe følelsen, så barnet bliver bevidst om, at det selv og følelsen er to ting. I den proces er tilknytningsrelationen vigtig, for det bliver for barnet en forsikring om, at det bliver beskyttet. Den beskyttende oplevelse bevirker, at barnet undersøger den andens følelsesmæssige udtryk og ligeledes sit eget. Hvis et barn ikke har haft en stabil tilknytningsrelation, har det ikke haft mulighed for at lære sine følelser at kende. Et hidsigt barn kan fx være ked af det indeni, men opleves udadreagerende, fordi barnet ikke genkender eller kender sine følelser (Jakobsen, 2012, s. 33). 10

12 Iben Krarup Høgsberg og Anette Buch-Illing pointerer flere gange i deres bog, at børn er forskellige, og at det er vigtigt at finde lige netop den løsning, der passer til det enkelte barn. Barnet kan svinge i udviklingsniveau og her er det af stor betydning at følge barnet. Adopterede børn, der tidligere har haft ustabile og usikre tilknytningsrelationer, kan have en forsinket udvikling af affektreguleringen. For at hjælpe barnet til at udvikle denne, kan pædagoger og forældre, give barnet mulighed for at være på det udviklingstrin, svarende til barnets tilknytningsalder, (det vil sige den alder barnet havde, da det blev adopteret). Det kan forekomme mærkeligt at behandle barnet under det niveau, hvor det udviklingsmæssigt befinder sig, men for at komme videre i deres udvikling, har mange børn en intuitiv evne til at mærke, hvad de har brug for (Jakobsen, 2012, s. 34). Opstart i daginstitution Når det adopterede barn starter i daginstitution, er det vigtigt, at pædagoger får en viden og forståelse for barnets reaktioner på de brud og skift, barnet har været udsat for både i fødelandet og i forbindelse med hjemkomsten til Danmark, påpeger Susanne Høeg (Høeg, 2012, s. 61). For at imødekomme barnets behov og forståelse for dets strategier og hvordan barnet reagere og agerer i forhold til at starte en ny dagligdag i daginstitutionen, er samarbejdet med forældrene meget vigtigt, dette vil jeg komme nærmere ind på senere i opgaven. Hvornår opstarten skal finde sted, er individuelt for det enkelte barn. Det afhænger af dets tidlige livshistorie, personlighed, alder ved adoptionen og robusthed. Generelt forventes det, at det er svært for det adopterede barn på få måneder, at indhente det udviklingsniveau, de andre børn i daginstitutionen har udviklet fra fødslen. Uanset alder, vil barnet næppe være på samme udviklingstrin som de jævnaldrene. Indkøringen for ikke-adopterede børn er typisk en uges tid, dette gør sig ikke gældende for adopterede børn. De har brug for en lang indkøring i mange uger, måske måneder, fordi de har brug for ekstra trygge rammer. En for kort indkøring 11

13 kan reaktivere og forstærke barnets forladthedsfølelse, som det har erfaret sig på baggrund af tidligere tab. Det er en hjælp for både barnet, pædagoger og forældre, hvis der fra barnets opstart bliver udarbejdet en handleplan, som løbende bliver justeret i takt med, at pædagogerne lærer barnet at kende. Det er særlig vigtigt at være opmærksom på, hvordan barnet reagere, når det skal sige farvel til sine forældre. Her er det en god idé at vælge en primær pædagog, der altid hjælper barnet med at sige farvel, så det bliver den samme voksen hver gang for at barnet kan føle sig så tryg som muligt i situationen (Høeg, 2012, s ). Opmærksomhedspunkter under opstarten/indkøringen I Adoptionshåndbogen bliver der beskrevet nogle væsentlige punkter, som kan være brugbare for pædagoger at benytte sig af. Punkternes udførelse i praksis, vil være med til at skabe de bedste betingelser for det adopterede barn, der starter i daginstitution og derfor vælger jeg at frembringe dem i min opgave. at sikre, at barnet afleveres til primærpædagogen i opstarten, senere også sekundærpædagogen og derpå øvrigt fast personale at sikre, at barnet ikke udsættes for skiftende vikarer, spørgende forældre m.v. at byde sig til overfor barnet, skabe kontakt at skabe små skærmende legerelationer for barnet at vide, hvor barnet er, og at fortælle barnet, hvor kontaktpædagogen er, hvis disse skal til pause eller andet, og hvem der så passer på det, og at sikre, at barnet ikke overlades til ukendte i pause, sygdoms- og feriesituationer at benytte barnets overgangsobjekter, fotomappe, dagstavle og eventuelt kontaktbog at virke som buffer for barnet, når det udsættes for spørgsmål om udseende og adoption ved med omhu at afspejle en mangfoldighed i etnicitet og knytte ord på 12

14 at sikre, at barnet bevarer sin faste plads i garderobe og ved bord og i det hele taget undgå forandringer, der skaber utryghed at skabe rutiner, struktur og forudsigelighed for barnet at være særligt opmærksom på barnets spisning, eventuelle søvn og leg at justerer indkøringen sammen med forældrene at holde løbende statusmøder (Høeg, 2012, s. 76). For det adopterede barn vil der være nye udfordringer hver eneste dag, også selvom der hurtigt kommer en hverdag. Pædagoger skal i hverdagen fortsat skærme barnet og bearbejde, regulere og støtte integrationen af barnets behov og følelser. Barnets skal have mulighed for at føle, mærke samt lære sine behov at kende. Dette er medvirkende til en fortsat god udvikling, hvor barnet fortsat føler sig forstået, set og passet på (Høeg, 2012, s. 77). Adoptivbarnets reaktioner Ved opstart i daginstitution er det almindeligt for adopterede børn, at der kommer en vis form for reaktion. Det er en stor omvæltning i barnets allerede turbulente liv. Det er forskelligt, hvordan det enkelte barn reagere, det afhænger af personlighed, temperament, tidligere oplevelser og brud samt barnets alder. Nogle børn reagere ved at blive apatiske, andre lige modsat ved at udvise et højt aktivitetsniveau. For nogle børn reagerer kroppen med et forhøjet alarmberedskab, hvor øjne og ører er som på stilke, for at få det hele med. Langt de fleste adopterede børn vil de første mange måneder i forbindelse med opstart i daginstitution, kun formå at opretholde koncentrationen og opmærksomheden i kort tid af gangen. Der kan forekomme en indre uro, angst, gråd, vrede og aggressionsudbrud, fordi barnets indre ikke ved hvordan, det skal opføre sig eller gøre i en given situation (Høeg, 2012, s. 77). Barnet kan få en følelsesmæssig oplevelse af fx at vende tilbage til børnehjemmet, ved opstarten i daginstitution. Derfor er det almindeligt, at der bliver reaktiveret angst i forhold til at blive, svigtet, forladt, ladt alene og ubeskyttet igen. 13

15 Barnets reaktioner skal forstås som psykisk forsvar. For nogle børn går reaktionerne hurtigt over, for andre kan de være mere langvarige. Der skal derfor, fra pædagoger, stilles realistiske krav og forventninger til barnet samt indlevelse i barnets ønsker og behov. (Høeg, 2012, s. 78). Stressreaktioner Ifølge Susanne Høeg, kan adopterede børn have svært ved at klare dagligdagens tempo. De har oplevet megen negativ stress i deres tidlige liv og ved stor stresspåvirkning, kan deres adfærd og reaktioner ændre sig. De kan blive aggressive, triste eller udvise koncentrations- og opmærksomhedsproblemer. De kan miste appetitten eller få søvnproblemer på grund af stresshormoner i kroppen. Når barnet er stresset kan det have svært ved at overskue, hvad der skal ske (Høeg, 2012, s ). Derfor skal pædagoger sørge for at bevare overblikket og have kontrol over situationen. Barnet skal føle sig sikkert og det kan være en god idé ikke at lade barnet deltage i for mange arrangementer og aktiviteter, da det vil virke uoverskueligt for barnet. Angstreaktioner Adopterede børn kan føle sig utrygge eller bange i forskellige situationer. Der kan fx opstå frygt eller tanker om at blive glemt enten i daginstitutionen eller på tur med pædagogerne. Dette kan udløses hvis der pludselig opstår noget uforudsigeligt og barnet kan have svært ved at berolige sig selv og bliver bange og reagerer ved at udvise en form for forladthedsangst. Barnet kan ligeledes reagere ængsteligt, hvis en kammerat i daginstitutionen, som det har en god relation til ikke er fremmødt evt. på grund af sygdom eller ferie (Høeg, 2012, s. 81). Sorgreaktioner En tidligere sorgproces kan genopleves af barnet, ved opstart i daginstitution. Barnet kan tidligere have mistet nære omsorgspersoner og kammerater. Barnet kan ved hjemkomsten til Danmark, have haft manglende overskud til at sørge over tidligere tab. Barnets afløb for sine sorgfølelser, er afhængige af forældrenes reaktioner på barnets følelser, barnets alder samt temperament. Nogle børn kan 14

16 have tillært sig at smile fra det hele, fordi det er sådan de bedst er blevet mødt af de voksne. Uanset om det er hensigtsmæssigt eller ej, reagerer og gør børn altid, som de tror er forventelig og som de har erfaringer med (Høeg, 2012, s ). Mestring Mestring er barnets bedste bud på at håndtere en given situation. Det vil sige måden barnet reagerer på i svære eller nye situationer. Barnets mestringsstrategier ændres i takt med dets udvikling både følelsesmæssigt og intellektuelt. Hele livet igennem lærer barnet at håndtere udfordringer. Det adopterede barn kan opleve, at det mangler sprog og erfaring som andre jævnaldrende børn, for at kunne klare en given situation. Barnet får en fornemmelse af, at der er noget det burde kunne, men som endnu ikke er tillært og derved kan barnet reagerer ved fx at slå sig selv i hovedet, kalde sig selv for dum osv. (Høeg, 2012, s. 82). Relationer En vigtig del af barnets personlighedsudvikling er de relationer og samspil, barnet har med og til andre. I starten af barnets første leveår er det forældrene, der har betydning og indflydelse på udviklingen, men når barnet starter i institution, har pædagoger ligeledes et medansvar for barnets livsudfoldelse og videreudvikling. Lene Lind har sammenfattet betydningen af relationer for barnet i institutionen. Hun er pædagog, tidligere børnehaveleder, forfatter og foredragsholder. Hun har sat spor i dansk pædagogisk historie med sit målrettede arbejde med udsatte familier samt hendes forfattervirksomhed. Lene Lind mener, at kernen i pædagogik er relationer. Udviklingen hos barnet bliver skabt ved den nære personlige kontakt, og hun mener yderligere, at ethvert barn bør have en primær voksen i institutionen (Hattel, 2009). Hendes teori er relevant i forhold til det udgangspunkt jeg tager, når jeg vil skabe en hverdag i vuggestuen, der er medvirkende til at adoptivbarnets videreudvikling styrkes. I følgende afsnit vil jeg belyse Lene Linds teori, for senere i opgaven at benytte mig af denne i forhold til pædagogisk praksis. 15

17 Ingen børn er ens og børn har forskellige medfødte ressourcer, forskelligt temperament og forskelligt energiniveau. Nogle er udadvendte og aktive, andre er mere stille og indadvendte. Lene Lind påpeger, at det er vigtigt, som omsorgsperson, at være i stand til forstå barnets signaler og imødekomme barnet samt reagere relevant for barnet (Lind, 2012, s. 36). I institutionsregi betegner jeg pædagoger som omsorgspersoner for barnet. Pædagoger skal være medvirkende til at etablere nære relationer til de enkelte børn og vise accept af barnets personlighed og af barnets særpræg. Børn er optaget af at blive set af andre, især dem der har en følelsesmæssig betydning for barnet. Barnet vil yderligere være fokuseret på, hvad de voksne synes om barnet og dets måde at agere på. Barnet bemærker den voksnes kropslige udtryk, mimik, reaktioner og følelser. Barnet erfarer sin egen værdi, betydningen af sin adfærd og sine handlingers legitimitet, ved at afspejle sig i den voksne. Barnet kan blive usikkert og angst, hvis det ikke får tilstrækkelig beskyttelse, hvor den voksne, hvis det er nødvendigt, ikke er behjælpelig med at regulere barnets adfærd og impulser. Det kan hæmme barnets udvikling af dets sociale færdigheder, hvis barnet oplever en styring, som det endnu ikke er modent nok til at takle. Barnet kan blive en belastning for omgivelserne, hvis barnet opnår en ureguleret adfærd, hvor det hele tiden får overladt styringen (Lind, 2012, s ). På bagrund af ovenstående teori, mener jeg, at det er vigtigt, at barnet ikke bliver mødt af usikre og svage pædagoger, som kan være medvirkende til, at barnet kommer til at føle sig utrygt. Lene Lind bruger ordet svage i sin teori, og det definerer jeg således; med svage pædagoger, mener jeg pædagoger, der ikke længere har en skærpet opmærksomheden på det enkelte barn, hvis barnet fx har udvist en sund og god udvikling i længere tid. Her kan særligt de stille, dygtige og velfungerende børn blive overset, fordi de har en evne til at tilpasse sig og ikke ytre nogen form for opmærksomhed. Derfor bliver det oftest de udadreagerende børn, som pædagogerne har deres opmærksomhed på. Denne påstand er desværre noget jeg har erfaret mig gennem de sidste mange år i den pædagogiske praksis. 16

18 Lene Lind påpeger yderligere, at barnet erhverver sig nogle færdigheder, som barnet selv kan tage ansvar for og her skal de voksne anerkende barnet og se det som en evne, hvor barnet selv kan handle og bestemme i en given situation. Voksne skal ikke krænke barnet ved at bestemme for magtens skyld, men i stedet for vejlede og bestemme, når det er relevant og nødvendigt. Barnet skal opleve at have indflydelse samt styring, hvor det er relevant for barnet. Manglende indflydelse (intentioner, meninger og manglende respekt for barnets følelser), kan give barnet oplevelsen af usikkerhed, mindreværd og angst (Lind, 2012, s. 41). Igennem leg tilegner barnet sig færdigheder, både socialt, personligt, motorisk, sprogligt og intellektuelt. Barnet lærer at være i samspil med andre, være iderig og aktiv, være modtagende og passiv samt finde en indre balance, når stimuli bliver for overvældende for barnet. Barnet lærer også at indgå kompromisser, forhandle sig frem til legens indhold og rammer og finde løsninger på problemer. Legen har forbindelse til den ydre virkelighed og det indre liv, hvilket har en mental betydning for barnets udvikling og trivsel (Lind, 2012, s. 44). I dagtimerne er det pædagogerne, der har et medansvar overfor børnene, der rækker langt ud over pasning og opsyn, påpeger Lene Lind. Dermed bliver relationerne mellem omsorgsgiverne og det enkelte barn i daginstitutionen, afgørende for barnets udvikling og trivsel. Børn har brug for en tryg tilknytning, for at kunne trives samt få en sund personlighedsudvikling. Derfor skal der lægges vægt på kvaliteten i det følelsesmæssige samspil. Pædagoger skal prioritere samspil og nærhed højt i den pædagogiske praksis. For at varetage barnets tarv, skal pædagoger involvere sig følelsesmæssigt i relationen til den enkelte samtidigt med, at pædagoger besidder en faglig viden omkring børns udvikling og behov, som de kan benytte sig af. Hvis pædagoger ikke er følelsesmæssigt involveret, får barnet ikke en følelse af, at det har betydning i den voksnes liv og omvendt. De børn der oplever pædagogen som engageret og følelsesmæssigt bevægelig, får mulighed for at føle sig af positiv værdi (Lind, 2012, s ). 17

19 Forældresamarbejde For at fremme barnets trivsel og udvikling er et samarbejde mellem pædagoger og forældre væsentligt. En stor del af samarbejdet handler om at udveksle informationer om de to verdener barnet lever i: hjemmet og institutionen. Fra forældrene kan det være informationer om ændringer i hjemmet, der kan være medvirkende til at barnets adfærd ændres fx, sygdom, flytning, stressende perioder, skilsmisse m.m. Fra pædagogerne kan det være informationer om utilpashed, konflikter, tristhed, større skader m.m. Samarbejdet skal forstås som en gensidig proces, hvor både pædagoger og forældre i samråd med hinanden er indstillet på at justere deres handlinger og adfærd i forhold til barnet (Jensen & Jensen, 2007, s ). Det er nødvendigt, at pædagoger tager ansvar for samspillets kvalitet. I kraft af pædagogers position som professionelle, har man hovedansvaret for samarbejdets kvalitet. Den ansvarlighed betyder, at pædagoger skal bibringe samværet de værdier og kvaliteter, som arbejdspladsen og pædagogen selv finder vigtige. Værdierne er ofte: at der skal være plads til alle børn, respekt for den enkelte, at børn skal lære at tage hensyn til andre, at alle er ligeværdige, dvs. at alle parters følelser, synspunkter, oplevelser og selvforståelse tillægges samme værdi for samspillet og at der kan tales åbent om konflikter og selv se sin egen andel i dem som pædagog (Jensen & Jensen, 2007, s. 145). Adoptivforældre har siden adoptionen ofte beskyttet barnet mod omverdenen og har i hjemmet kunne give barnet den nødvendige støtte med en hverdag, der er baseret på struktur, forudsigelighed og mange gentagelser (Høeg, 2012, s. 61), og det kan derfor være svært for forældre at overlade ansvaret til pædagoger. Det konstruktive forældresamarbejde opnås bedst ved, at pædagoger har en forståelse for, hvad forældrene har gennemlevet, hvilke følelser de har samt hvilke forventninger, de har til pædagogisk personale. I fællesskab skal barnets behov og strategier imødekommes også i forhold til, hvordan barnet reagerer og agerer på dagligdagen i daginstitutionen. Barnet kan reagere på en måde i hjemmet og på en anden måde i daginstitutionen, og det er derfor vigtigt at forældrene og pædagogerne er i løbende dialog med hinanden. 18

20 Ingrid Stjerna påstår, at der ofte kan opstå konflikter imellem pædagoger og adoptivforældre, fordi pædagoger kan virke ligeglade med, at deres barn har særlige behov og forældrene kan føle sig overhørte. Forældre ved meget om adoption, og pædagoger ved meget om børn i almindelighed, og pædagoger kan derfor have tilbøjelighed til at synes, at adoptivforældre er overbeskyttende i forhold til barnet eller er overdrevent urolige for barnets opstart i daginstitutionen (Eliasson, 2007, s. 82). Denne påstand burde ikke finde sted, da jeg mener, at forældre altid skal føle sig set og hørt af pædagoger, især med henblik på at skabe de bedste forudsætninger for barnet. Pædagogers eventuelle manglende viden omkring adoptivbørn og forældrenes bekymringer kan gøre, at forældrene får følelsen af at blive overhørt. Jeg vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt, hvis pædagoger forinden barnets opstart, tilegner sig adoptionsspecifik viden og evt. læser relevant litteratur og deltager i relevante kurser. På den måde er der større mulighed for at tilgodese både barnet og forældrene på en god og konstruktiv måde. Imellem pædagogerne og forældrene er det ligeledes vigtigt at have en åben dialog, hvor forældrenes synspunkter, frustrationer og følelser bliver mødt med forståelse. Adoptivforældres eventuelle overbeskyttelse af deres barn, kan skyldes den nye hverdag, som både barnet og forældrene står overfor. Det er et stort skridt for begge parter, at skulle forholde sig til en daginstitution, hvor ansvaret, udover forældrene, også bliver overladt til pædagogerne. Forældrene har været vant til at være barnets et og alt og har haft barnet hjemme i lang tid, for at skabe en tilknytning og relation til barnet og det kan derfor være svært for forældrene at give slip på barnet. Derfor skal både pædagoger og forældre have tålmodighed, respekt og tillid til hinanden. Case Casen er et sammenskrevet produkt af både interview fra Sebastians adoptivforældre samt observationer og praksiseksempler fra os pædagoger på 19

21 stuen. Den strækker sig over 7 måneder fra Sebastians opstart i vuggestuen og til nu. Sebastian blev født den 27. juli 2011 i Sydafrika. Han blev afleveret anonymt til et børnehjem umiddelbart efter sin fødsel. Hans tidlige opvækst har derfor fra starten været på børnehjemmet, hvilket er blevet veldokumenteret over for Sebastians adoptivforældre (fremover kaldet forældre) i form af ca. 200 billeder af Sebastian fra han var helt spæd og optil de sidste dage, inden de henter ham hjem til Danmark. Forældrene gør opmærksom på, at det var et fint børnehjem Sebastian opholdt sig på. Der var god plads til børnene, og væggene var dekoreret med Peter Plys, Noahs ark og lign. Børnehjemmet var veludstyret og det virkede organiseret med dagstavler for børnene, navn på sutteflasker etc. Derudover var det et lille børnehjem med forholdsvis mange voksne og man kunne mærke deres kærlighed til børnene, fortæller Sebastians forældre. Så de fik et rigtig godt indtryk af stedet og ikke mindst af lederen, som virkede rar og kompetent. Sebastians forældre fik ham hjem i en alder af 11 måneder. Hans forældre beskriver ham som en glad dreng, også lige efter hjemkomsten. Men han var længe utryg ved andre mennesker udover hans forældre, og det viste han tydeligt ved at søge væk til et andet rum og bruge en slags brummelyd, der beroligede ham. Sebastians havde en god appetit og sov godt om dagen, når han skulle sove til middag. Om natten gik der dog mange måneder, inden han begyndte at sove igennem. Han kunne ofte være vågen i 2-3 timer, hvor Sebastian synes, der skulle leges og pjattes. Det var aldrig, fordi han var ked af det eller græd, men derimod hoppede han rundt i sengen og lå også ofte og grinede. Sebastian startede i vuggestuen i maj måned 2013, der var han 1 år og 10 måneder gammel. Indkøringen forløb over 3 uger. Den første uge var hans mor ved ham uden at forlade vuggestuen og i 2. uge begyndte hun at forlade stuen og opholdt sig i køkkenet i et kvarter til en halv time. I 3. uge begyndte hun at forlade vuggestuen helt og der blev gjort meget ud af at få sagt farvel til Sebastian og fortælle ham, at nu går mor, men hun kommer igen og henter dig senere. Sebastian græd hver gang mor skulle gå, og han kunne forinden hurtigt mærke, hvornår det var tiden til at sige farvel og klamrede sig til sin mor. Sebastian havde 20

22 et tæppe, som han havde med overalt i vuggestuen i det første stykke tid, det var en tryghed for ham. I vuggestuen har alle børn fået tildelt en kontaktpædagog og i starten sørgede vi for at Sebastian altid blev afleveret til hans kontaktpædagog, når der skulle siges farvel. Sebastian sad meget ved kontaktpædagogen det første lange stykke tid, han holdt sig ofte for ørene, imens han græd, og han gemte sit ansigt bag hans tæppe. Han virkede meget overvældet over den nye tilværelse i vuggestuen. Der var mange nye børn og mange nye voksne, som han skulle forholde sig til. Det var første gang nogensinde, at Sebastian skulle afleveres til nogen. Vi på stuen informerede de andre kollegaer i institutionen omkring Sebastian, da han skulle have en begrænset kontakt til andre voksne, for bedre at kunne knytte sig til hans kontaktpædagog og senere til vi andre på stuen. Vi frarådede derfor, at de tog kontakt til ham på eget initiativ, og hvis de oplevede, at han slog sig eller var ked af det, skulle de i stedet for at trøste ham følge ham hen til hans kontaktpædagog. Hvis et andet barn kom hen til den voksne som han nu sad hos, så kravlede han ned og søgte væk. Til sidst var det sådan, at hvis han så et andet barn græde, så begyndte han selv at græde og samtidigt søge væk fra den voksen, der skulle til at trøste det andet barn. Han kunne stille sig et par meter væk fra den voksne og bare stå og græde. Nogle gange gik han også hen til en helt anden voksen, den der nu lige var nærmest og rakte armene op til vedkommende, imens han græd og virkede bange og frustreret. Ude på legepladsen trivedes Sebastian bedst. Her løb han rundt og skulle undersøge det hele. Han var dog hele tiden opmærksom på, hvor den voksne var. Han gik aldrig længere væk, end han stadig kunne se den voksne. Skulle han ved en fejl begive sig længere væk, begyndte han at græde og stod og kiggede panisk rundt efter den voksne. Når det var tiden til at skulle ind fra legepladsen igen, kunne Sebastian godt begynde at græde. Efter 5 uger går det meget bedre med Sebastian og han er begyndt at takle hverdagen i vuggestuen bedre og er begyndt at lege både inde og ude og er ikke 21

23 nær så afhængig af en voksen som tidligere. Hans tæppe behøver han heller ikke længere at have ved hånden, det bliver kun brugt, når han skal sove. Sebastians kontaktpædagog skal på en uges ferie og jeg bliver den primære voksne for Sebastian imens. Denne situation affinder han sig med og lærer hurtigt, at det nu er mig, der den ekstra støtte for ham. Da kontaktpædagogen kommer tilbage fra ferie ændrer Sebastians adfærd sig markant. Han vil kun sidde på skødet af hende og græder meget i løbet af dagen. Han gemmer sig under hans tæppe, som han holder op for hovedet, imens han sutter på sin finger. Han tager igen også tit hænderne op og holder sig for ørene. Efter ca. uge på denne måde, går det langsomt og sikkert fremad igen. Der er nu gået 7 måneder, siden Sebastians opstart i vuggestuen og han har udviklet sig meget i forhold til, da han lige startede. Han er tryg ved alle os voksne på stuen og også ved de andre børn. Han er begyndt at søge bestemte legekammerater og nævner ofte deres navne hjemme ved hans forældre. Hvis en af hans kammerater, som han leger mest med ikke er fremmødt i vuggestuen, siger han ofte navnet på vedkommende, mens han holder armene ud til siden og siger Væk. Sebastian møder altid ind i vuggestuen med et højt humør og løber rundt og er glad og griner. Særligt er det sjovt at løbe rundt om bordene med nogle af de andre kammerater. Dette høres tydeligt på Sebastians højlydte grin. Grunden til at jeg har sat leger i situationstegn er, fordi Sebastian ikke leger på den måde, som jeg normalt ville definere leg. Han sidder ikke på gulvet og leger med legetøjet eller leger parallelleg med et andet barn. Hans leg består i at løbe rundt med nogle andre børn og grine samtidigt. Sebastian kan ikke sidde stille i længere tid af gangen og han har svært ved at holde koncentrationen ret længe af gange, hvis han fx får læst historie, tegner eller bliver præcenteret for noget legetøj. 22

24 Analyse/Diskussion Tilknytning Sebastian har ikke haft en tilknytning til sin mor fra spæd. Han har oplevet en separation fra hans tilknytnings- og omsorgsperson. Han har tilbragt de første 11 måneder af sin opvækst på et børnehjem. Han er blevet passet og plejet af forskellige omsorgspersoner, så en tryg og stabil tilknytning til en anden person, har muligvis ikke været en realitet for Sebastian. Sebastians hovedform er meget skæv og hans kranie buer ind i den ene side. Det vurderer jeg, kan være kommet af, at han har ligget meget ned som spæd. Så Sebastian er muligvis ikke blevet stimuleret nok i forhold til hans udvikling samt hans behov for følelsesmæssig kontakt. På et børnehjem er der flere personaler samt skiftende vagter, og der er det ikke muligt at etablere og skabe den samme kontakt til barnet og være en lige så nærværende voksen, som hvis barnet var opvokset hjemme ved barnets biologiske forældre. For at kunne udvikle sig optimalt og indgå i sunde relationer, har barnet ifølge John Bowlby brug for en tryg base i form af en tilknytningsperson. Denne sikre og trygge base har ikke været tilstrækkelig for Sebastian i hans første leveår og det bemærkes i hans adfærd, både da han startede i vuggestuen samt når han omgås de andre børn i vuggestuen. Sebastian havde svært ved at knytte sig til de voksne i starten og det tog lang tid, inden han blev tryg ved os og viste os tillid. Det samme var gældende for hans relation til de andre børn. Hans tilknytningsadfærd var svær for os pædagoger at tolke. Hvis det hele blev for overvældende for Sebastian, søgte han trøst ved hvilken som helst voksen, der lige var i nærheden, hvis han blev bange eller ked af det. Men omvendt, hvis han faldt og slog sig, så søgte han ikke trøst. Han kiggede i stedet på det sted, hvor han havde slået sig og rejste sig op igen og fortsatte med det han nu var i gang med. Dette bekymrede mig, da jeg kunne se, at Sebastian havde ondt og han virkelig havde slået sig. I starten var det heller ikke muligt at få Sebastian til at smile eller have øjenkontakt med os. Det var kun ganske kort tid, han kiggede på os og selvom vi lavede sjov og sendte mange venlige smil til ham, fik vi ikke et smil retur. 23

25 Vi pædagoger på stuen vurderede, at Sebastian skulle have tid og ro til at vænne sig til hans nye tilværelse i vuggestuen samt blive tryg ved os voksne inden en tydelig fremgang af hans tilknytningsadfærd ville vise sig. Vi skærmede så vidt muligt Sebastian for hverdagens mange indtryk, ved at lave nogle mindre grupper med få børn, hvor han fik mere ro og ikke skulle forholde sig til mange børn på én gang. Sebastian fik også tilbudt mange én til én aktiviteter med hans kontaktpædagog ved fx at få læst en historie eller sidde og tegne en tegning i det omfang hans koncentration kunne bære. Hans kontaktpædagog var altid den primære voksen, der var med ham i legene og aktiviteterne, som var struktureret efter Sebastians behov. Denne pædagogiske indsats skulle være medvirkende til at Sebastian skulle opnå en mere forudsigelig samt stabil og tryg hverdag, så han på den måde fik nemmere ved at knytte sig samt mulighed for at danne nogle sunde relationer både til den voksne men også til de andre børn. Hvis Sebastian fx slog sig og ikke søgte trøst, henvendte vi os selv til ham, for at sætte ord på det, der var sket og for at vise ham, at vi er her for at hjælpe, støtte og trøste ham. Efter nogle uger oplevede vi en mere smilende Sebastian, der ikke længere havde et frustrerende blik i øjet. Han blev bedre til at have øjenkontakt med os og begyndte selv at opsøge de andre børn for at lege med dem. Han var ikke længere lige så afhængig af hans kontaktpædagog som tidligere og begyndte også at søge trøst og nærvær ved os andre voksne. Ifølge Niels Peter Rygård er en almindelig reaktion hos adoptivbarnet, regression. Den reaktion er et tegn på, at barnet nu føler sig tryg ved de voksne og begynder at vise sine behov for omsorg. Efter Sebastian er faldet godt til i vuggestuen og er begyndt at vise tillid og tryghed til os voksne, begynder han pludselig at tage de andre børns sutter og komme dem i munden. Sebastian har ikke tidligere brugt sut i vuggestuen, men gav nu udtryk for, at det var et behov, han gerne ville have dækket. For at imødekomme og understøtte Sebastians behov, gav vi ham nu mulighed for at bruge sut, hvis det var det han ønskede. Der gik ikke lang tid, så var den periode overstået og Sebastian bruger ikke længere sut. 24

26 Det er vigtigt som pædagog at understøtte og være opmærksom på barnets behov og lade barnet gå tilbage i sin udvikling, hvis det er det barnet har behov for. Tilknytningsrelation Tilknytningsrelationen er grundlaget for barnets udvikling. Sebastian har ikke haft en tilstrækkelig tilknytningsrelation i hans tidlige leveår, og han kan derfor have svært ved at regulere sine følelser. Han kan have svært ved at forstå andre menneskers intentioner og følelser, og det kan have betydning for Sebastians evne til at skelne mellem sig selv og andre. Ved at udvikle affektreguleringen og mentaliseringen hos Sebastian, kan det give ham en bedre forståelse af sig selv som en person, der kan handle. Denne teori underbygger det, jeg tidligere beskrev, ang. Sebastians manglende evne til at søge trøst, når han faldt og slog sig. Ifølge Ida Jakobsen skal barnets følelser afspejles, for at igangsætte denne udvikling hos barnet. Ved, at jeg som pædagog forstår og ser Sebastians følelsesmæssige udtryk samt udviser ham et indfølende udtryk og adfærd, gør jeg ham bevidst om, at han selv og følelsen er to ting. Dette giver Sebastian en tryghed og følelsen af at blive beskyttet. Den oplevelse vil bevirke at Sebastian undersøger mine følelsesmæssige udtryk og ligeledes sit eget og på den måde lære sine følelser at kende. På baggrund af at Sebastian har haft ustabile tilknytningsrelationer, kan han have en forsinket udvikling af affektreguleringen. For at hjælpe Sebastian med at udvikle denne, skal han have mulighed for at være på det udviklingstrin, svarende til hans tilknytningsalder. Da Sebastian startede i vuggestuen, sad han i en højstol med bøjle og brugte hagesmæk, trods han var næsten 2 år. Han kunne ikke drikke af en kop, men tog i stedet for glasset op og hældte mælken ud på bordet, imens han grinede. I starten reflekterede jeg over, om Sebastian muligvis var blevet behandlet af forældrene, som et barn der var yngre end hans reelle alder eller om han ganske enkelt ikke havde lært, hvordan man drikker af en kop. Men set i forhold til teorien omkring adoptivbarnets udvikling, hvor barnet skal have mulighed for at være på det udviklingstrin, svarende til barnets tilknytningsalder, giver det nu mening for mig, hvorfor Sebastian agerede, som han gjorde. Sebastian var som tidligere nævnt 11 25

27 måneder, da han blev adopteret og 1 år og 10 måneder gammel da han startede i vuggestuen, så Sebastian skal udviklingsmæssigt behandles som en dreng på 11 måneder. Ovenstående praksiseksempel omhandler ikke afspejling af Sebastians følelser, men eksemplet understøtter teorien om, at Sebastian skal behandles på et andet niveau end der, hvor han udviklingsmæssigt befinder sig. I starten lod vi Sebastian hælde mælken ud på bordet og i stedet for at irettesætte ham, tørrede vi blot mælken op. Men efter Sebastian var blevet tryg ved os voksne, begyndte vi at irettesætte ham, når han hældte mælken ud og i stedet for vise ham, hvordan han skulle drikke af koppen. Vi prøvede også at tage bøjlen af stolen og hjælpe Sebastian til selv at kravle op på stolen. Det havde han motorisk svært ved i starten, men der gik ikke lang tid, så kravlede han selv op på stolen uden hjælp og behøvede heller ikke længere en hagesmæk, for nu kunne Sebastian selv drikke af sin kop uden at spilde eller hælde mælken ud. Det handler om at finde en balance for, hvornår er det givende for barnets videreudvikling at begynde at korrigere det, barnet gør og hvornår barnet er klar til at lære nyt om sig selv og sine færdigheder. Det vurderede vi pædagoger på stuen først var, når Sebastian var blevet tryg ved os voksne. Han skulle have lov til at vænne sig til hans nye situation og opstart i vuggestuen, inden vi begyndte at stille for store krav til ham, som han evt. ikke kunne magte på daværende tidspunkt. Opstart i daginstitution Sebastian havde en længere indkøringsperiode end ikke adopterede børn normalt ville have. Han havde brug for ekstra trygge rammer og en lang indkøring, for ikke at reaktivere og forstærke hans forladthedsfølelse, som han tidligere kan have erfaret sig på baggrund af tidligere tab i hans opvækst. I vuggestuen har pædagogerne kontaktbørn og det har efter Sebastians behov som adoptivbarn, været et fordel. Som Susanne Høeg beskriver, har det adopterede barn brug for en primærpædagog, for at barnet kan føle sig så tryg som muligt i situationen. Det var yderligere med til at skabe forudsigelighed for Sebastian, og 26