Økonomisk kappestrid om retten til verden

Transkript

1 Af Cand Phil Steen Ole Rasmussen, d. 9/ Økonomisk kappestrid om retten til verden Blændet af kampen om retten til ressourcerne adlyder de heldige spillets regler, som de forveksler med den højere nødvendighed. Det er de nødt til, ellers bryder deres verden sammen. Det var ikke deres verden, der gik under i evolutionen, og det er deres beskrivelse af udviklingen, der gør det muligt at leve med bevidstheden om prisen for fremskridtet. Offerritualernes indre dynamik Forvekslingen af kampen om partikulær succes med den absolutte nødvendighed er den perfekte undskyldning for at fortsætte ritualet. I bagklogskabens selektive lys og af mentalhygiejniske årsager reduceres ofrene for fremskridtet altid til nødvendigheden af den økonomiske og rettidige omhu. Alt har sin pris; Der må investeres for at opnå afkast, så ritualet kan fortsætte, ellers ville de forudgående ofringer også have været spildt. Se! Siger de bedst egnede i overensstemmelse med deres indre nødvendighed. De døde stod ikke distancen. Vi var de bedste, for vi kunne! Vi har råd, og demokratisk ret, for vi er det fleste, i regering osv. Vi må skrive historien, for de døde kunne ikke, og hvis vi ikke har ret, så kom bare an. Vi er parate! Retorikken bunder i en højere nødvendighed end den, som de sejrende forstår. Det er ikke kampens indre nødvendighed, det store dyr i åbenbaringen, som de fokuserer på. Men i stedet for at indrømme sin forlegenhed over for situationen, så forguder de sig selv og deres bidrag ved at ophøje situationens indre tvang til absolut nødvendighed. Offer og bøddel i processen Udviklingens paradokser er det ambivalente i historien. Af indre nødvendighed holder vi fast i den partikulære udgave af det almene, sejrens endimensionale retorik. Det forhold, at den partikulære succes ikke er det almene, og at den også konkret bidrager til menneskehedens største problemer, det handler om en anden nødvendighed, end den som de økonomisk højtflyvende dækker sig under. Det at de sejrende taler falskt når de hævder, at hvad de ikke forstår, det er ikke værd at forstå det bryder med deres indre tvang og falder ved siden af deres erfaring. De ser ikke, at de kæmper om verden for ikke at se den. 1

2 De vil ikke se de trusler, der følger af den sejrende livsstil, paradokserne i den moderne, den økologiske og sociale selvdestruktion, det faktum, at mennesket er sin egen største trussel, fordi det lever for at overleve i økonomisk, politisk og anden social forstand, hvor det kunne leve godt og sikkert, hvis det levede for at leve. Økonomerne forsøger at beskrive økonomien, som om at den var eksakt videnskab på samme måde som naturvidenskaben i klassisk forstand. Men det sker mest af politiske og økonomiske grunde, hvor markedet og den politiske magt bliver til sandhedsvidne. De sejrende adlyder magtens logik, forstår den ikke. Politisk tenderer de sejrende mod at smadre det hele i kampen for magt. for at se, at sejren er sin egen største trussel, så må man indtage den position, som de sejrende pr. definition har reserveret til taberen. Muligheden for at vinde en mindre rigid og endimensional vinkel på sig selv går op i kampens antagonisme. Magtens logik, det politiske system, kender ikke andet end sin egen distinktion mellem vindere og tabere, regering og opposition. Kritikken af magtens logik går på, at alt, inklusiv vinderne, tenderer mod at gå under for magtens logik. Det passer ikke ind i magtens logik. De økonomisk højtflyvende adlyder den økonomisk logik, forstår den ikke. Det, der for alvor truer menneskeheden, er mangfoldigheden af partikulære bestræbelser på at tilegne sig sin del af verdens begrænsede livsrum. Den store beskrivelse af markedet som den mekanisme, der sørger for, at enhvers bestræbelse på at opnå egen vinding bidrager til alles bedste, er en kæmpe markedssucces, der bygger på forvekslingen af det konkrete og partikulære med det generelle og almene. Beskrivelsen svarer ikke til noget, den sælger hos de købedygtige og dem der drømmer om at blive det. Den overlader det til markedet at vurdere markedets gyldighed som sandhedsvidne, dvs. til markedets indre nødvendighed, der forveksler sig med den højere. Markedet er ikke den højeste nødvendighed Den private ejendomsret er forudsætningen for markedet. Den ville ikke være foruden staten, den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Det er staten, der opretholder ejendomsretten, foruden hvilken markedet ikke var. Det økonomiske system er bygget op om pengene. Pengene er som betalingsmiddel funderet i ejendomsretten, og de udstedes af alliancen mellem nationalbankerne og andre aktører inden for den mere eller mindre legale finansielle sektor. Penge sættes i verden som lån i realkapital og finansiel kapital 1. Penge er gæld, og verden bliver ikke rigere ved at sætte sig selv i gæld. Verden er således ikke nødvendigvis blevet rigere med forøgelsen og koncentrationen af 1 8&rlz=1T4ADRA_daDK453DK453&q=penge+s%C3%A6ttes+i+verden+som+l%C3%A 5n+i+kapitalv%C3%A6rdier 2

3 købekraft hos de få. Mindre end en promille af jordens befolkning er i besiddelse af mere end 80 % af verdens rigdomme. Beskrivelsen af at hvad der er befordrende for den enes bestræbelser på at afskaffe mangelen på fornødenheder for sit vedkommende, det er befordrende for afskaffelsen af alle andres mangel passer ikke; Succes på markeder for den ene er ikke nødvendigvis befordrende for alle andres succes. Tværtimod. Sandheden om udviklingen på markedet er gået under for markedet. Markedet har fået lov til at tilsidesætte sandheden om markedet. Sandheden om markedet sælger ikke hos de købedygtige. De køber den ikke og forveksler af indre økonomisk nødvendighed deres partikulære succes med almen succes. Eks.: I konkurrencen mellem nationerne i Europa står Tyskland som den klare vinder i forhold til andre nationer, og Tysk succes er ikke de andre nationers. Arbejdskraft fra de gamle østlande og Sydeuropa strømmer til Tyskland, hvor de gamle østlande efter hånden har desperat mangel på unge mennesker. Fødselsraterne pr. kvinde er historisk lave i mange lande, 2 hvorfor disse lande trues af affolkning og aldersbyrde, samtidigt presser de mange tilflyttere lønniveauet så langt ned i Tyskland, at flere millioner fuldtidsbeskæftigede må have supplerende indtægt fra det offentlige foruden at mange af de 6 til 8 millioner underbetalte generelt hutler sig igennem tilværelsen 3. Den kolossale koncentration af købekraft i Tysk økonomi vidner om, at en del har langt mere end de behøver, mange har nok, men altså alt for mange mangler, hvad der skal til for at føre en anstændig tilværelse. Imens udkonkurrerer tysk økonomi og andre Nordeuropæiske lande resten af EU's medlemslande, så man i øjeblikket har en arbejdsløshed på nær de 30 % flere steder. Naturens love repræsenterer en højere nødvendighed end de sociale Konsekvensen af menneskets forbrug af fossile brændsler er global opvarmning. Siden industrialiseringens start har mennesket forøget indholdet i jordens atmosfære med CO2 med 120 ppm, så den i dag er på 400 ppm. Den globale gennemsnitstemperatur er nu steget med lidt under en grad i perioden, primært som følge af menneskets indflydelse på atmosfæren. Udtrykket global opvarmning er et generelt udtryk for den globale temperaturs gennemsnit set over år, årtier og århundreder. Den er udtryk for, at verden af i dag er en anden rent klimamæssigt, end den var ved industrialiseringens begyndelse. Det er et generelt vilkår, som ikke ændres af konkrete begivenheder. 2 : Ukraine: 1,4 Rusland: 1,34 Hviderusland: 1,39 Estland: 1,40 Letland: 1,24 Litauen: 1,26 Polen: 1,23 Tjekkiet: 1,23 Slovakiet: 1,25 Ungarn: 1,28 Slovenien: 1,22 Kroatien: 1,35 Rumænien: 1,29 Bulgarien: 1,29 (tallene er fra 2005), 3 3

4 Men hvor man i politisk og økonomisk forstand har uhyre let ved at forveksle sin egen partikulære succes med den generelle udvikling, ja så har man ualmindelig svært ved at se den generelle ændring af grundvilkårene på klimafronten som resultat af de individuelle bestræbelser på at opnå social succes. Der skabes forvirring om den globale opvarmning med forvekslingen af det konkrete og partikulære med det generelle og almene. Det generelle fænomen, den globale opvarmning søges beskrevet som det konkrete, og da det ikke lader sig isolere i noget konkret tilfælde, så laves det til et spørgsmål om at være sikker på den globale opvarmnings virkelighed. Hvor BNP et på samme måde er et abstraktum, tilmed opgivet som et abstrakt mål for sig selv og alt andet (pengepriser på penge og alt andet), virker dette mål for vækst og omsætning mere konkret og virkeligt, end den virkelighed af armod og selvnegerende tilbøjeligheder som det økonomiske system efterlader omkring sig som alt andet end abstrakte fænomener. Men den globale opvarmning, der kan måles og beregnes ud fra fysikkens love, den har man ualmindelig svært ved at indrømme det naturvidenskabeligt beskrevne og forpligtende i. Der kræve man konkrete beviser på, at det netop er den globale opvarmning, der er skyld i ulykkerne, fx oversvømmelserne i Centraleuropa 4. Og hvis man ikke kan bevise, at det er den globale opvarmning, der er den skyldige, så findes den slet ikke! Kravet om sikkerhed i erkendelsen manifesterer sig vidt forskelligt i forskellige sociale sammenhænge, alt efter hvad det er for en indre social tvang, der styrer opmærksomheden. Den 6. jun skrev Steen Rasmussen sor@arbejdsforskning.dk : Fra Cand. Phil Steen Ole Rasmussen, Enggårdsvej 19, 5270 Odense N. til Henrik Aagaard, Berlingske Kære Henrik Aagaard En af mine venner på facebook lavede et link til en artikel af dig, fordi han helt klart fandt den sympatisk og opbyggelig. Umiddelbart, da jeg kikkede den igennem, så tænkte jeg også, at den er da sådan lige ud ad landevejen informerende og godt bredt orienteret. Men, og så især, efter et par funderinger, kom jeg frem til, hvad det var ved teksten, som jeg ikke brød mig om. Det kom der følgende tekst ud af. Den ender op med at se på dig på en lettere dæmoniserende måde. Måske er det dæmoniske overflødigt, måske er det berettiget. Intentioner og sindelag er for ikke at sige altid utilgængelige for andre, men også nogle gange for en selv. 4 Et typisk eksempel på, hvordan der spørges ind på, ser man her: Spørgsmålet går på, om vi nu også kan give den globale opvarmning skylden for ulykkerne. Det kan vi ikke, i hvert fald kan vi aldrig være sikker. 4

5 OM DET AT SKELNE MELLEM DET GENERELLE OG DET KONKRETE FREM FOR AT FORVEKSLE DEN MANGLENDE IDENTITET MELLEM DET KONKRETE OG DET GENERELLE MED ET SPØRGSMÅL OM SIKKER VIDEN Henrik Aagaard fik for noget tid siden en publicistpris for sit formidlingsarbejde. Hvis han skulle være toppen af skribenter inden for sit felt, så siger det måske mest om standen. En mangfoldighed af mennesker undrer sig over, hvordan der kan være så koldt i DK i hele april måned, når der nu er global opvarmning. Kun de færreste ulejliger sig med at forstå, at de lokale variationer kan svinge, som de altid har gjort, uden at det ændrer på, at kloden gennemsnitligt er blevet varmere over hele året og over årtier, både i havet, i luften og på landjorden (hvor havet stadig udgør 80% af overfladen). Udtrykket global opvarmning er et videnskabeligt, meningsfuldt og velfunderet udtryk, der dækker over den globale gennemsnitstemperatur, målt på landjorden, i havet og i luften over hele året, gennem mange år, årtier og århundreder. Den manglende evne til at skelne mellem det generelle og det meget konkrete afslører sig, hver gang der nu sker et og andet spektakulært vejrmæssigt. Så spørger folk som flest, er kulden her og nu ikke bevis på, at den globale opvarmning er afblæst, eller hvis det regner meget, isen smelter eller det er ulideligt varmt og tørt; kan vi nu også være helt sikre på, at det er den globale opvarmning! Evnen, eller rettere den manglende evne til at skelne mellem den generelle udvikling i den globale temperatur og de konkrete og lokale temperaturer er helt afgørende for vor måde at iagttage på. Det handler om vores måde at orienteres sig på. Det er værd at fokusere på måden, som vor opmærksomhed udfolder sig på, frem for bare at fortsætte og praktisere den mere eller mindre manglende evne til at forstå forskellen mellem det generelle og det konkrete. Nogle gange kommer den nye erfaring ved at rette opmærksomheden mod den måde, som vi åbner os mod verden på, frem for bare at hælde flere eksempler på. Når vi forlanger at se gennemsnitstemperaturen afsløret konkret, så afslører vi noget om os selv. Vi forlanger nemlig det generelle af det konkrete, uden at forstå os selv og forventningerne bag den måde, som vor opmærksomhed udfolder sig på. Vi forveksler det generelle med det konkrete, når vi forlanger det generelle re- 5

6 duceret til det konkrete. Den globale opvarmning kan ikke måles på en lokalitet eller indikeres med en og kun begivenhed, fx med de pågående oversvømmelser i Centraleuropa. Det behøver man ikke konkrete erfaringer, for at kunne sige på forhånd. Det er en begrebsanalytisk selvindlysende sandhed, at det generelle måske nok lever ved det konkrete, men at det ikke kan reduceres til det. Det giver ikke mening. Den globale opvarmning er ikke en lokal, konkret begivenhed, men dækker over et yderst veletableret videnskabeligt begreb, der refererer til den pågående udvikling i den globale gennemsnitstemperatur. Det glemmer folk, når de taler global opvarmning, og dem, der ved, at folk glemmer det, og som ikke vil have, at folk lærer at tale om fænomenerne på en mere funktionel, differentieret og adækvat måde, de gør sig skyld i at forvirre begreberne. I stedet for at fokusere på den måde, som folk orienterer sig på, når de forlanger at se det generelle konkretiseret, så taler de videre, som om at det handler om sikkerhed i erkendelsen af og om den globale opvarmning. Henrik Aagaard er en af de mere professionelle, ud i den disciplin der handler om bevidst at forveksle disse meningsregimer. Han appellerer til forvekslingen af det konkrete med det generelle, når han omtaler den globale opvarmning i sammenhæng med de konkrete eksempler på ekstremt vejr i Centraleuropa og andre steder. Han kender folks måde at spørge ind på, og han går med denne måde, selv om det er denne måde, der er problemet. Han ved det, og han fortsætter, bevidst og med fuldt overlæg. Citat:»Mange klimaforskere besvarer rutinemæssigt mediehenvendelser efter ekstreme vejrbegivenheder med en vending om, at de ikke kan kobles direkte til global opvarmning. Det bliver af offentligheden ofte misforstået i retning af, at begivenheden ikke er kædet sammen med global opvarmning, også selv om det er tilfældet. Vi kan bare ikke være sikre«hver gang folk spørger ind til det generelle fænomen med kravet om at se det som konkretiseret eksempel, hvor de af sagen selv er dømt til at blive skuffede, da går han med. Hver gang, der sker noget konkret spektakulært på vejrfronten, så går han med og appellerer til folks etablerede orienteringsmønster og nyfigenhed, og han stiller selv spørgsmålet på deres vegne på en yderst fordummende måde; Er det her nu også den globale opvarmning? Er der nogen, der har set den globale opvarmning! Hvor gemmer den sig henne, ned i Rhinen eller oppe på Nordpolen? Tvivlen om den globale opvarmning holdes i live, for den er jo aldrig blevet set, sådan i levende live. Ergo, så lader han kulden i en hvis legemsdel bestemme 6

7 over fænomenets kognitive liv. Hvad læseren ikke forstår, det eksisterer ikke rigtigt for læseren, og hvad der ikke eksisterer for læseren, det eksisterer slet ikke, eller rettere, det er op til de demokratisk sindede bekvemt at vedtage i kredsen ved almindelig afstemning. Der er ingen grund til at lovprise Aagaard for hans oplysningsarbejde. Han ved præcist, hvad det handler om. Han taler som om, at det handler om sikkerhed og usikkerhed i videnskabelig forstand, hvor han ved, at det handler om forvekslingen af det konkrete med en generel klimatisk udvikling. Det handler på ingen måde om, at der er tvivl om den generelle retning i temperaturudviklingen her på jorden og at det ændrer på grundvilkåret for vejret på globalt plan. Usikkerheden handler om omfanget af de konkrete konsekvenser af den generelle temperaturudvikling, som altid har varieret under de generelle vilkår der gælder på jorden. Med andre ord, så er spørgsmålet ikke, om det nu er den globale opvarmning eller ej, der er på spil bag den mangfoldighed af ekstreme vejrforhold, som vi ser i Europa og her på vore breddegrader i øjeblikket. Det, han kunne skrive, var, at det i en verden, der befinder sig midt i en global opvarmning, vil være umuligt at redegøre for de ekstreme vejrfænomener, som om at de ikke fandt sted i en verden, der er præget af global opvarmning. Den globale opvarmning er global og vilkårene for vejrudviklingen er derfor ændrede globalt. Det er den gennemsnitlige tilstand, der er en anden, end den var for ti tyve eller hundrede år siden. Den gang var atmosfærens sammensætning en anden og temperaturerne af samme årsag helt anderledes, lige som det vil blive helt anderledes, når atmosfæren fortsat ændrer sig og temperaturen stiger yderligere en grad inden for de næste par årtier. Hvis situationen allerede nu er helt uforudsigelig, hvad den er, så vil vejrsituationerne ændre sig endnu mere mod det uforudsigelige. Det ved vi, det er generel viden. Den generelle viden handler om, at forudsætningerne for vejret er ændret, og at vejrfænomenerne derfor vil falde anderledes. Og denne viden ændres ikke af et konkret eksempel, og det enkelte eksempel kan kun indregnes i gennemsnitsværdien, det generelle. mvh Steen Lars Henrik Aagaard videnskab & teknologi/science & technology* 7

8 Den 6. juni 2013 kl. 12:10 skrev Lars Henrik Aagaard : Hej Steen Tak for din mail. Her midt i en travl arbejdsdag har jeg desværre ikke tid til at bevæge mig ud i en større udredning, men jeg synes, at du gør dig skyldig i en voldsom overfortolkning af min tekst. Jeg mener ikke, at jeg på nogen måde blander det konkrete sammen med det generelle - eller det lokale med det globale. Tværtimod bilder jeg mig ind, at jeg er stærkt bevidst om ikke at sammenblande disse begreber, når jeg formidler klima- og vejrforhold i artikler, og det gælder også i den nævnte artikel. Når det er sagt, så er klima og vejr så kaotiske og komplekse systemer, at det er umuligt på de relativt få linjer i en avisartikel at få bare en brøkdel af alle nuancer og forbehold med. Men hvis du gør dig den ulejlighed at dykke lidt mere ned i, hvad jeg i øvrigt har skrevet om global opvarmning og klima (og det er meget), er det min forventning, at du fuldt ud vil erkende, at jeg har ret. Mvh Lars Henrik Den 6. jun skrev Steen Rasmussen <sor@arbejdsforskning.dk>: Hej igen Pointen i min tekst er kort nok. Og, som jeg skrev, kom jeg på den, selv om jeg og min ven umiddelbart fandt denne, af dine tekster ok. Det at man ikke kan identificere det generelle med eller aflæse det af det konkrete, bør holdes bort fra spørgsmålet om sikkerheden i erkendelsen omkring den globale opvarmning. Den pointe bør du have tid til at forholde dig til. Og lur mig, om ikke din tekst forpurrer den principielle forskel. Jeg mener ikke, at du har nogen undskyldning for ikke at respektere den her efter. mvh. Steen hej igen Min tekst "forpurrer" da ikke det af dig nævnte forhold. Tværtimod skriver jeg klart og tydeligt, at det er noget nær umuligt at lave den direkte sammenkobling mellem det konkrete/lokale og det generelle/globale. Jeg er mig således helt og aldeles bevidst, at en kold dansk vinter ikke kan anvendes som argument imod global opvarmning - eller en amerikansk hede- 8

9 bølge som argument for. Og jeg har aldrig skrevet andet, hverken i den nævnte eller i andre artikler. Hvad, man til gengæld i stigende grad synes at være i stand til at sige, er, at der er visse dramatiske klimabegivenheder (herunder den russiske hedebølge i 2010), som med stor statistisk sandsynlighed næppe ville have fundet sted - eller ville være blevet så omfattende - i en verden uden menneskeskabt global opvarmning. Se evt. her: than-we-thought/2012/08/03/6ae604c2-dd90-11e1-8e43-4a3c a_story.html På samme måde synes der at være mere og mere evidens for, at den arktiske havisafsmeltning forøger risikoen for kolde vintre i Nordeuropa: Vh Lars H Hej Lars H Det, der aller først fik mig til at reagere, var noget du citerede/skriver som andres formuleringer:»mange klimaforskere besvarer rutinemæssigt mediehenvendelser efter ekstreme vejrbegivenheder med en vending om, at de ikke kan kobles direkte til global opvarmning. Det bliver af offentligheden ofte misforstået i retning af, at begivenheden ikke er kædet sammen med global opvarmning, også selv om det er tilfældet. Vi kan bare ikke være sikre«citatet ender på "sikre", hvor det handler om relationen "konkret (m.h.t. tid sted)" til "generelt (globalt gennemsnit m.h.t. udbredelse tid sted). Og du svarer mig, at det er umuligt at lave den direkte sammenkobling mellem det konkrete/lokale og det generelle/globale,(hvilket næsten ordret er det, der i citatet går forud for): Det bliver misforstået i retning af, at begivenhederne ikke er kædet sammen med det global opvarmning, også selv om det er tilfældet. Vi kan bare ikke være sikre" Det umulige i at identificere det konkrete med det generelle kommer til at handle om sikkerheden omkring den globale opvarmnings del af skylden! Men den globale opvarmning er, som vi to er helt enige om, udtryk for, at udgangspunktet for de konkrete vejrfænomener har forskubbet sig over tid på vor klode, hvorfor det, jeg prøver på at sige, er utopisk at spørge, som om at vi nu har brug for SIKKERHED m.h.t. den globale opvarmning og udgangspunktet for de konkrete begivenheder. Det handler slet ikke om sikkerhed. Det handler om, at vilkårene for hvordan vejret udarter sig generelt har forandret sig. Og så kan vi selvfølgelig ikke tillade os at isolere og placere skylden for ulykkerne noget enkelt sted eller tvivle på, om det nu lader sig gøre. For det kan vi være helt sikre på, at det kan vi ikke. Global opvarmning er et generelt vilkår. 9

10 Det handler om måden at se på. Ikke kun om at fylde indtryk på. mvh Steen 10