MAYA STOLBJERG DRUD SALONIN UDFLUGTER. Noveller

Transkript

1 MAYA STOLBJERG DRUD SALONIN UDFLUGTER Noveller

2

3 UDFLUGTER MAYA STOLBJERG DRUD SALONIN Noveller

4 13 noveller om rejser, kærlighed og tilfældige møder Til min mand, som jeg elsker Udflugter Af Maya Stolbjerg Drud Salonin EgoLibris udgave, 1. oplag Sats: Karin Hald Alle rettigheder forbeholdes ISBN:

5 INDHOLD Dagene går 7 Man mærker det ikke 18 Manden og kvinden 20 Let s get lost 27 Baby 31 Man løber for livet 38 Fraskilt 41 Karina og Michael 53 Et hjul der står stille 58 Ambitioner 60 Hans og Jonna 75 Opel Astra 89 Hendes mand er ude at rejse 96

6

7 INDHOLD Dagene går Man mærker det ikke Manden og kvinden Let s get lost Baby Man løber for livet Fraskilt Karina og Michael Et hjul, der står stille Ambitioner Hans og Jonna Opel Astra Hendes mand er ude at rejse 7

8 UDFLUGTER DAGENE GÅR Det er onsdag. Ulla sidder i kassen, ordner datovarer og fylder mælk op. Der er ikke noget kærnemælk, og en kunde bliver sur. Det kan ikke passe, der var heller ikke noget i sidste uge. Der er koldskål, foreslår Ulla og nu bliver kunden rigtig sur, det er overhovedet ikke det samme. Han oser af vrede, går og lader kurven stå midt på gangen, og Ulla vrænger ad hans ryg. Så sidder hun i kassen igen og holder frokostpause og sidder i kassen til hun har fri, og så går hun hjem. Hjem til Klaus, som er på bissen. Hun har Nettouniformen på under dynejakken, hun fryser, de skal selv holde dem rene, og hendes trænger. Hun får det gjort i dag, tænker hun. John og Åge er på besøg, John har noget hash med. Ulla skal ikke blive sur, der er nok til hende også. De er allerede skæve, og Klaus har hentet kagerne ude i køkkenet og de har spist halvdelen og krummet ud over det hele, Åge har fødderne oppe på bordet. Det er sent, da de går. Om ikke Klaus vil med i byen? Men nej, han bliver hjemme hos Ulla. Ulla er også skæv nu, hun lod 8

9 Dagene går sig overtale, og de går ind i sengen og boller. De boller så godt, når de er skæve, ligesom hele kroppen er én stor erogen zone. Klaus kan godt få den op at stå, selvom han er skæv. Eller fuld, det har aldrig været et problem for ham. Så sover de. Ulla glemmer at sætte vækkeuret og sover over sig og kommer for sent på arbejde, det er ikke første gang. Hun får en balle af bestyreren og kan ikke gøre andet end at nikke og sige undskyld, hun ved det godt. Det var busserne igen, al den sne. Og hendes uniform er stadig krøllet og der er en plet foran på lommen, chokolade eller kaffe eller sådan noget, og bestyreren kommenterer og siger så er det vist også på tide at få vasket dén uniform, og Ulla nikker og siger ja, det er det vist. Så sidder hun i kassen til Tinna kommer, og så begynder hun at ordne datovarer. De skal først ordne datovarerne om eftermiddagen eller helst til aften, dem med dagens dato skal blive liggende så længe som muligt, så de kan nå at blive solgt. Bestyreren siger det til hende, og hun må vente til det bliver aften. Bestyreren aner ikke en skid om at have travlt. Der er kunder om aftenen, de har fået fri fra deres latterlige kontorjobs, og Tinna ringer for at få åbnet en kasse til, imens Ulla står midt i leverpostejen, og hun glemmer hvor hun er nået til og må starte forfra. Hun når ikke alle varerne før de har fri, der kan stadig være datovarer henne i køddisken. Det er bestyrerens fejl, hun må selv om det. Ulla har fri og vil hjem til Klaus. Klaus er ikke hjemme. Hun ringer til ham, og han er nede på Cockeren med Åge og John, Juel er der også, han har vundet 500 kroner på en skabeplade og giver omgange. Ulla kan bare komme. Hun smider uniformen og tager ned på Cockeren. 9

10 UDFLUGTER Juel giver en omgang, da hun kommer, og de drikker fadøl og shots og det bliver alt for sent. Klaus og Juel spiller backgammon. Ulla må hjem, hun skal have vasket dén uniform, ellers bliver bestyreren tosset. Klaus kommer lige om lidt, de skal bare lige spille færdig, og Juel giver en omgang til. Uniformen i vaskemaskinen, og hun kan lige så godt tage noget andet tøj med også. To af Klaus T-shirts og noget undertøj og et par bukser og en kjole. Hun vælter sæbe i og noget skyllemiddel og trykker på start. Så går hun over i lejligheden og tænder for fjerneren. Hun kan ikke gå i seng endnu, tøjet skal tørres, ellers har hun ikke noget at tage på i morgen. Hvis nu hun stiller vækkeuret? Hun gør det og får sig en time på øjet og går over og smider det hele i tørretumbleren. Det må ligge der til i morgen, hun går i seng. Klaus er ikke hjemme endnu, sengetøjet trænger også til at blive vasket, kan han mon ikke gøre det? Hun falder i søvn og kommer for sent op, hen at hente uniformen i tørretumbleren, hun kan godt nå på arbejde til tiden, hvis hun springer morgenmad og bad over. Uniformen er blevet krøllet af at ligge hele natten, og pletten er ikke gået af. Bestyreren skuler, men hun siger ikke noget i dag. De får travlt, det er først på måneden og folk har penge og skal have cigaretter og sprut og dyre bøffer. En mand køber to flasker gin og en dåse hundemad. Han smiler klamt til Ulla, og han skal også lige have et karton Prince, og hun har lyst til at smække ham én, da han rører ved hendes hånd, da hun rækker ham dem. Hjem, og Klaus ligger og sover. Lejligheden ligner lort. Ulla flipper ud og råber, at han aldrig laver en skid, og om han ikke 10

11 Dagene går i det mindste kunne rydde lidt op. Der ligger stadig kagekrummer fra i onsdags. Klaus er bagstiv og kan ikke formulere en sætning. Hun giver op, og han falder i søvn igen. Ulla støvsuger energisk og lader døren til soveværelset stå åben. Han står op klokken otte og koger noget pasta. Ulla har spist, hun lavede bare nogle madder, leverpostej med rødbede og én med ost. Klaus koger pasta og putter ketchup på og river skæreosten ud over. Ulla hader når han river skæreosten, der kommer mærker i den næste skive og rivejernet bliver så klamt, han lader det bare stå på køkkenbordet, så det tørrer ind. Hun stryger sin uniform og fjerner pletten med tandpasta og vand, og så hænger hun den op på en bøjle. Klaus er helt underlig og stille, måske har han tømmermænd. Hun spørger om han har tømmermænd, han ryster på hovedet, det er ikke dét. Han spiser sin pasta og går i seng igen, lægger sig helt ind til væggen og krummer sig sammen om sig selv. Er der noget galt? Ulla lægger en hånd på hans skulder og prøver at vende ham om, men han er ikke til at vende. Lad mig være. Bare lad mig være. Jamen hvad er der, Klaus? Ikke noget, det er ikke noget, bare lad mig være. Lad mig nu for helvede være. Ulla lader ham være. Hun ser sidste halvdel af en eller anden film og går i seng. Klaus ligger stadig helt ind til væggen. Han snorker, men hun vækker ham ikke. Lørdag morgen, Ulla står op. Hun har kun en kort vagt, så er det weekend. Klaus sover stadig, da hun går. 11

12 UDFLUGTER Da hun kommer hjem, sidder Klaus i stuen sammen med Jeppe og Juel og ryger en fed og griner helt åndssvagt. Ulla gider ikke være sur, hun smider sig i sofaen og lægger fødderne op på bordet. Hun har stadig Nettouniformen på, nu kommer den til at lugte af hash, men det er weekend og hun har fortjent at slappe af. De ryger Juels joint og Klaus vil have mere, men der er ikke mere. Jeppe vil hente øl, men nu vil Klaus have vodka. Det skal mindst være vodka. Han og Jeppe går ned til tanken og køber fiskefjæs og øl og en ordentlig røvfuld chips og chokolade, de kan næsten ikke bære det hjem. Klaus taber en øl på vejen, dåsen ruller hen ad fortovet foran dem. De ryster den noget mere, giver den til Juel og flipper helt ud af grin, da han åbner den og det står ud til alle sider med øl. Ulla griner også, hun nåede at blive helt skæv af den ene joint, det var noget godt stads. Hun fråder chips og chokolade, og de drikker shots og øl og tager i byen klokken ti. Ulla skifter til den nyvaskede kjole. Der sker ikke en skid endnu, det er kun gymnasiebørn, der er ude så tidligt. Juel lægger an på en tøs i pailletbluse, giver drinks og lægger hånden på hendes røv. Jeppe er for stiv til andet end at sidde. Pludselig skal han brække sig, og Ulla hjælper ham ud på toilettet. De når det lige. Han har det virkelig dårligt og vil ikke med ind til bordet lige nu. Han brækker sig igen og stønner ynkeligt. Ulla skal bare gå, han kommer lige om lidt, siger han, og Ulla går tilbage til bordet. Klaus sidder alene. Juel snaver med pailletpigen, han har tungen helt nede i halsen på hende. Klaus er blevet sur og vil hjem. Han vil hjem, siger han. Ulla vil ikke hjem, nu er de lige 12

13 Dagene går kommet. Der er begyndt at komme flere mennesker, musikken er for fed og hun vil gerne danse med Klaus. Klaus vil ikke danse. Så lad mig dog for helvede være, kan du ikke se jeg ikke gider danse, siger han. Jeg har det for helvede ikke særlig godt, vel? Ulla spørger hvad der er galt, og Klaus begynder at tude og vil ikke ud med det. Han snotter i en papirserviet og tørrer øjnene og bunder sin øl. Der er ikke noget galt, jeg er bare fuld, siger han så og rejser sig op. Ulla glor på ham. Ville du danse eller ville du ikke danse? spørger han, og Ulla siger, at hun vil danse. Klaus kan ikke danse, han har ingen rytmesans, står mest bare på gulvet og bevæger kroppen lidt tilfældigt. Ulla danser med ham. Smyger sig op ad ham og går ned i knæ og op igen og drejer rundt. Klaus tager fat om hendes hofter, og de danser. Jeppe kommer tilbage, og nu danser han også, hvirvler rundt på gulvet med arme som en vindmølle og rammer en rockertype lige i baghovedet. Der sker ikke en skid. Rockeren griner bare af ham og efterligner hans spastiske danseteknik. Jeppe griner igen og danser videre. Så falder han. Så rejser han sig op og hvirvler videre, og så falder han igen. Vi må hellere få ham hjem, siger Ulla, Klaus er enig. Juel er forsvundet sammen med pailletpigen. Klaus og Ulla får Jeppe bugseret ud i en taxa. De stiger ind bagi og giver chaufføren Jeppes adresse. De smider ham af udenfor, han kan godt selv gå ind, siger han. Tak for i aften, ja selv tak, vi ses. De kører videre hjem til sig selv. 13

14 UDFLUGTER Ulla vil gerne bolle, men Klaus er underlig. Han leder efter de øl, der var til overs fra tidligere, finder dem og knapper én op. Men så gider han ikke drikke den. Han vader rundt i stuen med dåsen i hånden og mumler for sig selv. Sig mig, hvor fuld er du? spørger Ulla. Hun skal bare lade ham være. Nej, nu må han altså holde op med det dér lad mig være. Hvis der er noget galt, må han da sige det. Hun gider ikke hans underlige humør mere. Han sætter øllen fra sig og ser på hende med sådan nogle store, sørgelige øjne, at hun bliver helt bange. Klaus, skat, hvad er der galt? Og han bugser ud med det hele. Han har for helvede været hende utro, siger han. Den aften hvor hun tog hjem fra Cockeren, var der denne her tøs som lagde helt vildt an på ham, og han var bare så fuld så fuld, og til sidst bollede han hende ude bagved, dér ved døren ind til lageret. Det betød ikke noget, han ved ikke engang hvorfor han gjorde det, hun var ikke en gang specielt lækker eller noget, bare en eller anden tøs. Men han var så fuld og skæv. Ulla stirrer på ham, og pludselig skal hun kaste op. Hun skynder sig ud på toilettet og brækker sig i lokummet og skyller ud og går ind i stuen igen. Jamen hvem var hun? spørger hun. Bare en eller anden tøs. Jamen hvem? Bare en tøs, for helvede, det er ligemeget! Klaus råber, og så råber Ulla, at han overhovedet ikke har ret til at være sur på 14

15 Dagene går hende fordi hun spørger. Det er hende der har ret til at være sur. Klaus sætter sig ned og siger undskyld og ser ud som om han skal til at græde. Ulla siger, at han skal sove på sofaen i nat. Klaus nikker og henter sin dyne. Ulla kan ikke sove. Det hele snurrer rundt. Det er sprutten og tankerne, og sengen drejer langsomt rundt under hende, og hun kan ikke falde i søvn. Hun vågner søndag morgen, og der dufter af kaffe. Klaus har været hos bageren, han har ryddet op i stuen og lavet rigtig kaffe, og der er romsnegl til Ulla, hendes yndlings. Hun vil ikke have den. Nu går hun en tur. Klaus ynker og Ulla går. Hun går ned til købmanden og køber en snegl, kanel, der er ikke andet, og så går hun rundt om blokken et par gange. Det er skidekoldt, og hun fryser ad helvede til. Sneen ligger som en brun grød langs vejen. Hun kommer hjem, og Klaus har sat morgenmaden væk, sidder og ser fjernsyn. Ulla forbarmer sig og tager en kop kaffe og sætter sig ved siden af ham, og de snakker om det hele. Han siger undskyld igen. Om han lover, at han aldrig gør det igen? Han lover. Aldrig nogensinde. Og han skal nok blive bedre til at rydde op, og han vil søge efter et job på mandag, hvad som helst, han vil arbejde på McDonald s hvis det er det eneste, han kan få. Hvad skal han gøre, så det bliver okay igen? Hun ved det ikke, men hun skal nok tænke over det. De flytter hans dyne ind i sengen igen. Mandag, og Ulla er tilbage på arbejdet. Julie er syg og Martin vikarierer. Han sidder i kassen. Ulla fylder op. Der er datovarer tilbage fra weekenden, og en kunde finder en skinke, der er for 15

16 UDFLUGTER gammel. Han får en pose kaffe. Ulla ordner datovarer, selvom det er formiddag. Hjem. Klaus har ryddet op i køkkenet, der er rent og bordet er tørret af. Han siger, at han har været inde på jobindex, men der er ikke noget for ham. De vil alle sammen have en uddannelse eller et cv, og sådan noget har han ikke. Ulla spørger om det med McDonald s. Han nikker men siger, at han lige vil undersøge sine muligheder først. Tirsdag og onsdag, torsdag, fredag og weekend igen. Dagene går. Klaus har ikke fundet et job, men han har søgt i Fakta og i Brugsen. Han har ikke fået noget svar. Køkkenet roder igen. Han har vasket gulvet på badeværelset. De ser ingen venner den weekend, aftaler de. De skal bare være sammen og få styr på deres forhold. Klaus vil gerne bolle, men Ulla siger nej. Det bliver mandag, og Julie er tilbage i Netto. Hun er stadig småsyg, og Ulla lader hende få gulvet og tager selv kassen. Der sker ikke en skid. Ulla keder sig i kassen. Bestyreren er der ikke, og Julie og Ulla snakker sammen og laver ikke en skid. Julie spørger, om Ulla vil med til en fest i weekenden, tøseaften, middag uden mænd. Ulla siger, at det lyder perfekt. Fredag, og Ulla tager hjem til Julie med en flaske vin og nogle frikadeller. Hun kender ikke de fleste af de andre piger, de er Julies veninder. Tinna er der også. Men de virker søde nok, og snart fortæller Ulla om Klaus og hans utroskab og at hun ikke ved hvad, hun skal gøre eller føle eller tro. Du skal da bare have hævn, foreslår hende, der hedder Nadia. Gå ud og knep en eller anden hot fyr med store muskler og blå 16

17 øjne. Og så hjem til Klaus bagefter, og så er det hele i orden igen, så står den ligesom lige, ikke? De tager i byen senere. Ulla er blevet fuld, helt snurrende i hele kroppen, hun er ikke vandt til vin. De danser sammen, hende og Julie og Nadia og Tinna. Tinna skal tidligt hjem, det har hun lovet kæresten. Ulla har ikke lovet Klaus noget. Hun danser med Nadia og Julie, og de begynder at pege på fyrene. Hvad med ham dér, spørger Nadia, men han er ikke Ullas type, han er ikke rå nok. Ham dér? Eller ham oppe ved baren? Eller den mørkhårede nede ved det dér bord? Og før hun ved af det, er Ulla på jagt efter en fyr at hævnbolle med. Hun går op til baren og siger hej til en høj fyr med tush på halsen. Han giver en øl, og de drikker og snakker uden at sige noget. Så spørger Ulla, om han vil bolle. Det vil han da gerne. De går ud bagved, der er pissekoldt og det regner. Ulla trækker op i kjolen og lader ham komme til. Han hiver bukserne ned om røven, går ned i knæ og finder pikken frem og stikker den op i hende. De kysser og han smager af øl og røg. Han støder op i hende. Han stønner. Han famler hånden ind under kjolen og tager hende på brysterne. Ulla koncentrerer sig om at blive stående imens han knepper hende. Der er glat, og hun har svært ved at holde balancen. Så tager han fat om hendes lår og løfter hende op, og det er bedre. Han kommer og trækker sig ud, og Ulla retter på kjolen. Han tager bukserne på igen og kysser hende en gang til. Det var lækkert, siger han. Tak. Ulla nikker og smiler til ham. Hun har sperm i trusserne, det er ved at blive koldt. Så går de indenfor.

18 Ulla går hen til Nadia og Julie. Så, siger hun. Så er det gjort. Nadia griner og siger godt gået. Julie giver en drink for at fejre. Senere tager de hjem. Ulla er den eneste, der har scoret, og hun og Julie deler en taxa hjem. Nadia skal den anden vej. Farvel, siger Julie, vi ses på mandag. Det gør vi, siger Ulla. Tak for i aften. Hun går indenfor til Klaus. Hvordan var det? spørger han. Havde I det sjovt? Vi havde det skidesjovt, svarer Ulla og kysser ham på munden. Hun bruger tungen til at skille hans læber ad. Han kysser hende grådigt igen, og de går ind i sengen og boller. Han støder frem og tilbage i den anden fyrs sperm. Bagefter ligger de ved siden af hinanden og ser op i loftet. Sengetøjet er ikke blevet vasket, og det er ikke blevet til noget med dét job. De holder om hinanden, klamrer sig til hinanden som to skibbrudne på en tømmerflåde, og havet er oprørt, og der er hajer. Klaus spørger, om hun har tilgivet ham, og hun siger ja. Det skal nok gå. Bare de har hinanden. 18

19 MAN MÆRKER DET IKKE Vi var inde og se en film. Du syntes om den. Det sagde du bagefter. Jeg syntes ikke, den var særligt spændende. Jeg løj. Jeg sagde, at den var smuk. Du nikkede. Så kyssede du mig. Det var det, jeg ville have. Man lyver tit. Man mærker det ikke. Man får, hvad man vil have. Vi så mange film. Jeg fik, hvad jeg ville have næsten hver gang. Vi tog hjem. Vi gik i seng sammen. Du klædte dig af og lod mig smage på dig. Dine brystvorter var mørke. Du var smuk. Du blev gravid. Vi fik barnet. Vi var ikke unge mere, så det var nu eller aldrig. Du ville giftes, men jeg sagde nej. Du pressede på. Jeg var bange. Du spurgte mig, om jeg ikke elskede dig. Det gjorde jeg. Jeg svarede jo. Jeg spurgte om det ikke var nok. Du løj: Du sagde, at det var nok. Barnet var en pige. Vi kaldte hende Rosalia. Vi opkaldte hende efter din mormor, som var død, da du var fire. Du kunne knapt nok huske hende. Det var kun dufte, der stadig var knyttet til hende i din hukommelse. Du havde en flakon stående i

20 skabet i gangen, og nogle gange åbnede du den. Så græd du. Jeg kunne se det på dig, når jeg kom hjem. Jeg kunne lugte sødmen i gangen. Du åbnede aldrig flasken, når jeg var hjemme. Rosalia blev ældre. Vi holdt op med at se film sammen. Vi så Disneyfilm med hende i stedet. Vi kaldte hende prinsesse. Hun kaldte os konge og dronning. Du lignede en dronning. Det sagde jeg, når vi var alene. Vi blev også ældre. Jeg sagde ikke noget om det. Jeg klædte dig af og tog dig med i seng. Vores kroppe bevægede sig på måder, de ikke havde gjort, da vi var tredive. Vi giftede os. Jeg var holdt op med at være bange. Jeg var holdt op med at lyve for dig og for mig selv. Det var sket gradvist. Jeg ved ikke præcist hvornår, det gik op for mig. Vi gik på rådhuset og udfyldte papirerne. Da Rosalia flyttede hjemmefra, begyndte vi at gå i biografen igen. Vi fik rabatkort. Jeg blev pensionist to år før dig. Filmene var anderledes nu. Smukkere. Eller også var jeg anderledes. Det var jeg nok. Du ændrede dig aldrig. Du var stadig den kvinde, jeg inviterede ud for længe siden. Du var stadig den kvinde, jeg elskede. Du blev syg. Du lå på hospitalet i næsten et år. Du døde i maj. Rosalia hjalp med at ordne det praktiske. Jeg orkede det ikke. Jeg flyttede til et mindre sted. Jeg skilte mig af med de fleste af dine ting. Der var ikke plads til dem. Jeg fortryder det tit. Jeg har en flaske med din parfume stående i et skab, men jeg åbner den ikke. Jeg er bange for hvad der ville ske. Jeg ser film alene nu, men det er som om de ikke har nogen farver. 20

21 Manden og kvinden MANDEN OG KVINDEN MOTORVEJ PDe er på vej op nordpå. De kører hurtigt, og hun holder fast. Han styrer, hun ser, de taler. Pludseligt siger han: Hvad nu, hvis vi har alle tings skyggebilleder i vores hoveder, og verden bare er det lærred, vi projicerer det hele op på? Magen til lommefilosofisk pladder, tænker hun, men hun siger det ikke. Nej, se, siger hun i stedet. Bladene er allerede ved at blive gule, og det er kun august. Det blev september i går, korrigerer han. Nåh. De kører. Han blinker, skifter bane, hun læner hovedet mod ruden og tæller hegnspæle. RASTEPLADS De holder pause fordi han skal tisse. Hun står alene på en sveden plæne iført sin korte sommerkjole. Der er mennesker rundt om 21

22 UDFLUGTER hende; kvinder, som vugger i hofterne og griner, og børn, der leger med hunde. Og der er en mand, som stikker hovedet ned under en dampende motorhjelm og råber noget på fransk til en anden mand, som svarer. Hun får med ét lyst til at gøre noget ekstremt. Hvordan mon alle ville reagere, hvis hun stillede sig op på et af bordene og skreg højt? Hun gør det ikke. Hun koncentrerer sig om sit hår, som kan sættes op i en hestehale. Så sætter hun sig på græsset. Stråene kradser hendes lår. Han kommer tilbage fra toilettet. Er du klar til at køre? spørger han. Det er jeg vel, svarer hun. Godt, siger han og rækker hende hånden. Hun tager den, og de går tilbage til bilen og kører videre. HYTTEN Den er bygget af svensk tømmer, og mennesker, som opholder sig i den, har havudsigt. Der er måger og børn indenfor hørevidde, når det er dag og ikke regner. Hun sætter sig midt i rummet i en kurvestol. Han stiller sig med hænderne foldet bag ryggen, som er vendt mod hende, fordi han ser ud af vinduet. Har du nogensinde tænkt på, hvordan folk egentligt fungerer indeni? spørger hun. Han vender sig om. 22

23 Manden og kvinden Med signalstoffer og receptorer? spørger han. Det var nu ikke det, jeg mente. Jeg tænkte på følelser; tanker. Det er da også styret af signalstoffer. Tja, siger hun. Hvad skulle det ellers være? Jeg tror, der er noget mere. Tror? Hun betragter kystlinjen bag ham. Ja. Tror, svarer hun. Jeg har svært ved at tro på ting, jeg ikke kan se. Kan du da se dopamin? Nej, men jeg kan mærke det. Hvordan ved du så, at det bare er et fysisk stof, der flyder rundt i dine blodårer, og ikke noget andet? Noget mere? Det ved man da, svarer han. Det tror man. Nej, det er noget, man ved. Man har lavet forsøg. Hun rejser sig op og stiller sig hen ved siden af ham. Du tror altså, at du ved, og jeg ved, at jeg tror, siger hun. Nu er du forvirrende. Tak. Han ser på hende og rynker brynene. Han får poser under øjnene, når han gør det. Hun efterligner ham. Han ser væk. Havet er noget, man altid kan se ud over, uden at behøve anden grund, end at det er der. Hun vender blikket samme vej. Efter et par minutters tavshed mærker hun hans hånd kravle ind i hendes. 23

24 UDFLUGTER GÅTUR Manden og kvinden finder en sti, som de følger. Der vokser buske langs med stien, og kvinden går og kigger ind på dem. Grenene er filtret sammen på en måde, der gør det umuligt at skelne hver busk fra den ved siden af. Hun lægger mærke til, at hendes fingre også er vævet ind i hans, men at hun ved præcis hvor hun holder op, og han begynder. Hun vil gerne sige noget om det; noget, som han kan forstå. Hun giver op, før hun har forsøgt. I stedet slipper hun hans hånd, og de fortsætter hen ad stien. Til sidst står de på en bakke og ser ud over hvert sit landskab. MØRKE Nu er det mørkt, siger han. Det kan jeg godt se. Ja. Du kan netop se det. De fleste tror ellers, at øjnene reagerer på lyset og holder op med at sende signaler til hjernen, når der bliver mørkt. Men det er faktisk omvendt. Vores øjne sender impulser når det er mørkt, og dét vi fortolker som lys, er reelt bare mangel på stimulus. Hm. Han siger: Men når man tænker over det, så findes mørket ikke engang i sig selv. Det er kun mangel på lys. Et tomt spektrum, så at sige. 24

25 Manden og kvinden Nåh. Men her er også koldt, siger hun. Han fortsætter: Man kan faktisk sige, at når der ikke er noget udenom, bestemmer øjnene sig for at lave noget selv, og så sender de impulser. Det er egentligt meget menneskeligt. Synes du ikke? Pause. Synes du ikke? Hun svarer: Jeg synes, at du skal holde op med at sige sådan noget ævl. Hvad mener du med det? spørger han. Det passer jo. Hun sukker. Lad os nu bare gå tilbage. Her er koldt. SANDWICH De går ind i hytten og lukker døren bag sig. Hun stiller sig ud i køkkenet for at lave en sandwich. Hun er egentligt ikke sulten, hun har bare lyst til at lave en sandwich. Skal du have én med? spørger hun. Hvad er klokken? Er det ikke lige meget? Er du sulten nu? Spiste du ikke nok til aftensmad? Jeg spørger om du er sulten. Vil du have en sandwich? Nej, jeg er ikke sulten. Skal du virkeligt til at spise nu? Hvad er der galt i at spise nu? Ved du ikke, at det smadrer stofskiftet? Jeg er pisse ligeglad med stofskiftet. Jeg har lyst til en sand- 25

26 wich. Dig om det, siger han og går ind i stuen. Ja! Mig om det! råber hun efter ham. Hun har ikke lyst til en sandwich mere. Hun pakker pålægget sammen og åbner skraldespanden. Hun standser med det smurte brød i hånden. Så lægger hun det tilbage på skærebrættet, kommer tre skiver skinke på, stabler salat på og sætter sig ind i stuen og spiser den foran ham. MARERIDT Kun iført en meget kort blondeunderkjole og et par hvide plasticsandaler, sidder hun på det ru trægulv. Der står en fremmed mand foran hende. Han tager en snor op af lommen og lægger den om hendes ankler. Så binder han dem sammen. Hun prøver at røre ved ham, men han skubber hendes hænder væk. Han trækker hende op at stå. Hun er ved at falde med de sammenbundne ben, men han holder hende oprejst. Så trækker han underkjolen op over hovedet på hende, så hun ikke kan se. Det er mørkt, siger hun. Det er kun fordi du ikke kan se lyset, svarer manden. Hun skal til at protestere, men følelsen af noget koldt, der bliver gnedet mod hendes mave, stopper ordene. Så tvinger manden hende ned på alle fire og jager messingrøret op i hende.

27 MORGENMAD De hælder mælk på hver deres havregryn. Jeg havde mareridt, siger hun, og han begynder at tale om drømmetydning. Hun afbryder ham. Hun siger: Egentligt spiser man altid alene. Han ser på hende og spørger: Hvad mener du? Hun siger: Du spiser din mad, jeg spiser min. Vi kan ikke begge to indtage den samme mundfuld. Så kan man jo sige, at vi gør alting alene, svarer han. Hun siger: Ja. 27

28 UDFLUGTER LET S GET LOST De mødtes på en bar. Det er der mange der gør, uden at det kommer så vidt. Han sad og lod isterningerne rotere i sin Johnnie Walker, hun kom gående hen til hans bord og spurgte om stolen var ledig. Ja, svarede han. Hun satte sig ned. Hun betragtede isterningerne i hans glas og tænkte på øer i middelhavet. De minder mig om øerne i middelhavet, sagde hun og pegede på isen. Han lod glasset snurre en omgang. Isterningerne klirrede, men ingen af dem kunne høre det på grund af musikken. Alligevel kunne de begge forestille sig lyden og var på uforklarlig vis klar over, at den anden tænkte det samme. Sicilien, sagde han. Hun smilede. Hendes læber var fyldige og blege. Han havde lyst til at røre ved dem, så det gjorde han. Højre pegefinger mod hendes underlæbe og blidt nedad. Hun sad helt stille og lod ham gøre det. Han kunne mærke hendes ånde på sin hånd. Hendes 28

29 Let s get lost vandfarvede øjne skinnede. Lad os tage af sted, sagde hun. Han trak langsomt hånden til sig og drak ud. Hvorhen? spurgte han. Sicilien. Han nikkede. Har du været der? spurgte hun. Nej. Har du? Hun rystede på hovedet. Der er en vulkan, sagde hun. Ja. Jeg har altid godt kunnet tænke mig at se en vulkan. En pause. Han tog det alvorligt, kunne han mærke, måske fordi hun gjorde. Akvareløjnene blev ved med at se på ham, afventende, seriøse. Hvis jeg skal stikke af sammen med dig, må jeg vide, hvad du hedder, sagde han så. Beslutningen var blevet truffet i luften omkring ham, og hastigt var den sivet ind gennem hans porer og havde omdannet ham fra et fornuftsvæsen til en utvungen skabning. Kald mig Charlotte, svarede hun. Han åbnede munden, men hun stoppede ham. Jeg vil ikke vide det. Må jeg ikke bare kalde dig elskede? Han lo. Jo. Selvfølgelig. Hun rejste sig op, og han fulgte sin beslutning og kvinden. Så gik de. Ud ad døren, hen ad gaden. De skulle hjem til ham og hente hans pas, hun havde sit med i tasken. Det havde hun 29

30 altid, sagde hun. Han måtte ikke hente andet end passet, og hun ville ikke se hvordan han boede. Derefter gik de til Nørreport. Solen var ved at stå op, det var sommermorgen i Danmark. De tog metroen til lufthavnen, og hun købte to billetter med mellemlanding i Rom og afgang lidt i syv. De sov ikke om bord på flyveren. De talte om havet, om vulkanen Etna og om pizza med parmaskinke og valnødder og gorgonzola. Om frugter af marcipan og katolske landsbykirker, om vinmarker og snoede veje. Da de landede på øen var de udmattede og overstadige. De lejede en lille, rød bil og kørte op i bjergene. Han så skiltet først. Hotel og Taverna. Stedet var større, end de havde regnet med, men det var autentisk. De indlogerede sig og gik i seng. Elskede ikke, lå bare helt tæt og faldt i søvn til lydene af vinden og hinanden. De frøs, da de vågnede. Det var aften, de havde sovet et par timer. Udenfor regnede det, og blæsten fik skodderne til at smælde. De iklædte sig deres tøj og gik nedenunder. Der duftede af kød og damp. De bestilte menuen og fik antipasti, pasta, pesce, carne, dolche og husets vin på kande. Den var tør, en anelse besk. De bestilte grappa og kaffe. De gik op på værelset og brugte resten af aftenen på at udforske hinanden med skælvende læber og hænder, der levede. Næste dag kørte de tres kilometer til en større by. Tøjet var ikke værd at gå i mere. Hun købte flagrende kjoler, som var helt uegnede til vejret, og tog en dyr, ulden trøje på ud over. Han købte praktisk tøj og et par sko, der var bedre at gå i. Hun kaldte ham elskede og kyssede ham på piazzaen. De spiste frokost i

31 en kælder, grov mad med en hvidvin, der lyste i glassene. Så kørte de tilbage til deres værelse i bjergene og elskede til de faldt i søvn som børn. Da han vågnede om morgnen, var hun væk. Han gik ud på altanen, derefter badeværelset. Restauranten, måske hun var sulten og ikke ville vække ham? Der duftede af brød. Men hun var der ikke, og han vidste det godt. Han gik udenfor. Bilen stod der endnu. Han frøs og gik tilbage på værelset. Han satte sig ned på sengen og ventede, men han vidste, at hun ikke kom tilbage. Han havde vidst det hele tiden. Til sidst gik han nedeunder og spiste, pakkede alt sit nye tøj sammen i poserne fra forretningerne. Hun havde efterladt det meste af sit, han lod det ligge. Kun trøjen og en enkelt kjole havde hun taget med. Han betalte for opholdet og kørte mod lufthavnen, langs et hviskende hav. Han standsede ved et stykke strand. Blæsten legede med hans hår, og han tænkte på hendes hænder. Stenene klirrede under hans fødder, bølgerne råbte. Han blev stående og så på vandet. Så vendte han sig om og tog hjem. Han så hende igen fem år og toogfyrre dage senere, på en anden strand ved Vesterhavet. Hun var sammen med en mand, og de havde en lille pige, som legede i vandkanten med en rød skovl. Han holdt sig på afstand. Manden var smuk, barnet havde snot i næsen. Hun pudsede den og puttede papiret i lommen. Det samme er Real Madrid. 31

32 UDFLUGTER BABY Hun er gået i byen for at danse og have det sjovt. Hun slår med håret, drikker, griner og skyder brystet frem. Mænd kigger, selvom det ikke er derfor, hun er gået i byen. Ham med de mørke øjne har et flot ansigt. Hun ser den anden vej, går hen og stiller sig ved siden af ham; tilfældigt. Hun går langsomt, vuggende i takt til musikken, læner sig ind over disken. Det lykkes at kalde forgæves på bartenderen, så den mørkøjede må vise sig ridderlig. Hvad vil du have? spørger han. Nej, det behøver du altså ikke, siger hun og strækker sig yderligere ind over disken, så hun bliver lang i taljen. Men jeg vil gerne. Han er høj, står helt tæt på, læberne ved hendes øre; varm ånde, der går lige i mellemgulvet. Okay. En Sunrise. Han bestiller og betaler. De anbringer sig med skulderen mod baren, drikker den første tår og ser væske glide ind i hinanden munde. 32

33 Baby Senere fører de deres tunger ind i hinandens munde, og endnu senere glider han ind mellem hendes andre læber og efterlader sin væske dér. Hun ligger, og Edith Piafs cigaretstemme synger i hendes baghoved, uden at hun ved, hvem stemmen tilhører. Hun dansede, hun havde det sjovt, og bagefter var det også sjovt. Deres kroppe dansede. Hun kom flere gange. Nu vender han sig i søvne, og hun tør ikke stå op. Hendes make-up er nok blevet den sædvanlige vaskebjørn, halvt smurt ud over kinderne. Hun er nødt til at nå ud på badeværelset. Både for at brække sig og for at rette op på øjenomgivelserne. Pludseligt kan det ikke vente længere. Hun kaster sig ud af sengen med et ryk, der sætter hele sengen i bevægelse. Et ufrivilligt fløjt presses ud af ham, hun smækker døren, og kaskader af Sunrise og sæd står ud af hendes mund med en eksplosionsagtig kvælningslyd. Bagefter drikker hun vand og tygger tandpasta, tørrer vaskebjørnen af med toiletpapir og vand. Han ligger stadig i sengen og er ikke vågen. Han er en træstamme under et lagen. Hun ved ikke, om hun skal lægge sig igen eller gå. Hun ved ikke, om han sover rigtigt, eller om han bare lader som om, for at undgå hende. Hun pakker sine ting, larmende, og går. Han flytter ikke på sig. Hun har hverken fået hans telefonnummer eller sin menstruation. Men det er bare stress. Det har hun prøvet før, mange gange endda; den kommer i morgen. 33

34 UDFLUGTER Efter to uger tager hun S-toget ud af byen og køber en graviditetstest i et supermarked i en forstad, hun ellers aldrig kommer i. Tilbage i toget, og hun skal allerede tisse. Står af på Ryparken og finder et offentligt toilet, hiver dimsen ud af pakken. Hun tisser den blå. Først stirrer hun på den, så kaster hun op oven i sit tis; havregrød, angst og sandwichskinke i halvt fordøjede klumper. Så sætter hun sig på det offentlige gulv og græder og ville ønske at den bankende lyd på døren ville gå væk. Men den går ikke væk, og hun rejser sig op, allerede tung af maven, der ikke er der. Hun åbner døren, og en gammel dame springer tilbage, som havde hun set en narkoman. Hun går til lægen og er seks uger henne og tillykke. Tak, hvornår er det for sent at få en abort? Han betragter hende og spørger, om barnets far er indforstået med det og dvæler ved ordet barnet. Han ved ikke noget, siger hun. Måske hun skulle tale med ham først. Overveje sagen lidt nøjere. Lægen er ikke meget for sådan at foretage aborter, hvis det ikke er sidste udvej. Hun er jo ikke nitten mere. Gamle, konservative nar, tænker hun og opgiver at overbevise ham og beslutter at skifte læge og tager hjem. Nedslået og stolt. Hun bestiller tid hos en ny læge, og der er ventetid, men det går nok. Det er jo bare et bar uger. Hun føler, at hun sejler på et blikstille hav. 34

35 Baby Hun har kvalme langt op ad formiddagen, kaster op for et godt ord. Hun bliver udmattet, hun får rande under øjnene. Der er ikke noget at gøre ved det. Hun begynder at undgå spejle. Hun sover over sig og misser tiden hos lægen, kaster op og skynder sig at ringe og undskylde, bestiller en ny tid, og der er ventetid igen. Hun forklarer, at det gerne skal være snart, men der er ikke noget, sekretæren kan gøre. Hun kan jo prøve hos en anden. Hun prøver hos en anden, men der er ventetid. Hun overvejer at dukke op akut. Det bliver for sent. Lægen siger, at det er for sent. Hun kan mærke vandet strømme ned i sine lunger. Hun beslutter, at det er skæbnen; at det er meningen, at hun skal have et barn. Hun opsøger faderen, ved jo hvor han bor, og hvad han hedder. Om han nu kan være sikker på, at det er hans? Ja, siger hun. Helt sikker. Han insisterer på en prøve. Hun indvilger. Den viser, at han er faderen. Han viser sig ridderlig og siger, at så må de jo få det bedste ud af det. Han vil gerne have kontakt til barnet. Han vil ikke have, at hans barn findes ude i verden og ikke ved noget om ham, og at han ikke ved, hvilken person der vokser op og bliver. Hun siger ok og inviterer ham hjem til middag. Han siger ja. Han har pæne øjne. 35

36 UDFLUGTER Han har købt en babybog til hende og ser skævt til det røde kød, hun serverer. Hun må jo passe på nu; hun må spise det, der er bedst for barnet. Hun nøjes med at spise lidt af kødet og en masse salat. Bagefter snakker de. Han siger, at han er ked af, hvordan det hele har udspillet sig; gentager, at han gerne vil være der for barnet. Og for hende, hvis hun vil have det. Der kommer jo til at ske en masse forandringer. Om hun vil lade ham være en del af det? Han har altid vidst, at han gerne ville have børn. Hun vil tænke over det. Morgenkvalmen tager af efter nogle uger, og hun har tænkt, og hun kan sagtens klare det alene. Hun har ikke læst i babybogen. Det kommer vel af sig selv, man må jo have nogle instinkter. Hun fortæller ham, at hun kan klare det selv. Han er skuffet. Det siger han. Hun må ringe, hvis hun skifter mening. Og han vil i hvert fald gerne have kontakt til barnet, når det er født. Det løfte holder hun vel? Ja. Hun bliver tungere og tungere, og alene det at komme op ad trapperne med indkøbsposerne bliver en kamp. Hun er en sten, der skal rulles op af bjerget. Hun begynder at få ondt i lænden, kvalmen vender tilbage. Hun opsøger lægen, som pludseligt har tid med det samme. Hun bliver scannet. Det hele ser fint ud. Måske hun bare skulle slappe lidt mere af. Hun prøver. Hun køber mindre ind, men må gøre det oftere. Hun bliver noget så umådeligt træt. 36

37 Hun kryber til korset, ser ligefrem korset for sig, og ringer til ham. Om han kan købe ind for hende og måske lave mad en gang imellem? Det vil han gerne. Han har håbet på at få lov. Hun kan høre hans stemme stråle gennem røret. Han laver indisk kylling i karry med masser af friske grøntsager. Lidt krydderi skader ikke barnet, så bliver det bare mindre kræsent. Om hun ikke har læst det i bogen? Det har hun jo nok, hun har sikkert bare glemt det. Der står jo så meget. Han har læst flere bøger, nogle af dem flere gange. Han kan huske det meste. Han bærer jo heller ikke rundt på en massiv klump af udmattelse. Undskyld. Han ved godt, hvor hårdt det er for hende. Hun spiser op og beder om mere. Han vasker op og laver koffeinfri te, hun skal bare blive siddende i sofaen med fødderne oppe. Om hun har ondt i fødderne, om hendes ankler er svulmet op? Det bliver de tit, har han læst. Ja. Skal han massere hende? Hun tøver. Det må han da gerne, hvis han vil. Han kommer forbi et par gange om ugen og har købt ind og laver mad til dem begge. Til dem alle tre. Han er godt til at lave mad, følger sjældent en opskrift på papir. Hun føler sig godt behandlet og skyldig og vred.

38 Hun får veer i august. Hun ringer til hospitalet og til ham, og han kommer med det samme. Han kører hende derind i sin Volvo. Hun skal ikke være alene. Han holder hende i hånden, og hun presser og skriger, at hun hader ham, hader ham, hader ham, fordi han har gjort dette mod hende. Han tørrer hende over panden og har læst, at det er et stadie, og siger, at hun klarer det godt. Jordmoderen gør barnet rent og lægger det hos hende. Det er så lille, og hun elsker det med det samme og kan ikke forstå følelsen. Han læner sig ind over dem, og hun vil ikke dele men lader ham alligevel røre og sige lyde og lægge hovedet på skrå. Hun ammer og er genert ved sit nøgne bryst. Han er der hele tiden. Han skifter ble og bøvser barn og laver mad. Hun ammer og sover og ammer. Han kan sidde i timevis og kigge på barnet. Hun begynder at læse babybøger. Snart overnatter han og giver flaske halvdelen af gangene, så hun kan sove bedre. Han vugger i barnet søvn. Det er praktisk, at han er der. Hun lader ham gøre det, hun ikke selv orker. Han frier til hende lige efter jul, og hun siger nej. Så siger hun, at hun vil tænke over det, og en uge senere siger hun ja. Han er god ved hende. De har et barn sammen. De bliver gift den sjette februar. 38

39 Man løber for livet MAN LØBER FOR LIVET De sidder i gyngesofaen, den knirker og nabohundene gør. Der er fugle og hav. Han klør sig i skæget og lægger hånden på hendes lår. Lad være, siger hun. Klokken er kun fire. Hvad skal klokken være før jeg må? spørger han. Den skal være nok, siger hun og fjerner hans hånd. De kigger på sommerhusets træværk, og hun siger, at det trænger. Til maling. Han nikker. Det gør jeg også. Trænger til maling? Nej, sgu da. Til dig. Nåh. Og hvad vil du så gøre ved det? Han læner sig over mod hende, men hun skubber ham væk. Lad være, siger hun. Jeg gider ikke. Desuden står naboen og glor. Han rejser sig og råber efter naboens ryg, som allerede er på vej væk. Hvad fanden glor du på?! Perverse stodder! 39

40 Naboen går ind i sit hus. Han tænker på, hvordan hun kaldte ham det samme. Perverse stodder. Han trækker på skuldrene. Han er ikke den eneste, der har dummet sig og så ikke kunne huske det bagefter. Hun kan huske det. I høj grad. Det svier, hver gang hun tænker på det, siger hun, og hun vil ikke tale om det. Men det er der hele tiden. Det sørger hun for. Han prøver igen. Kysser hende på skulderen, hvor hun bedst kan lide det. Hun skubber ham væk. Han rækker ud efter hende. Hun skubber ham væk. Til sidst rejser han sig. Han går indenfor, klæder om til løbetøj og stiller sig foran hende. Jeg løber en tur. Hun nikker. Så skjuler hun ansigtet bag hænderne og græder. Han bliver stående, til hun ser op. Skulle du ikke løbe? spørger hun. Hendes blik og den skarpt tegnede kæbelinje er en udfordring. Så løber han. Han løber ned til stranden, hen til det nedlagte fyrtårn, sandet gør det svært at sætte af. Han løber hurtigt. Helt op til hovedvejen og tilbage. Han undgår at tænke, sætter farten op. Han løber, til han er tilbage i haven. Hun sidder der endnu. Forpustet stiller han sig foran hende. Havde du en god tur? spørger hun. Han nikker. Han strækker sine muskler, før han tager sig en øl fra køleskabet i køkkenet og sætter sig igen.

41 Gid du ville lade være med at drikke, siger hun og trækker brynene nedad. Gid du ville lade mig være i fred, siger han og fortryder med det samme. Undskyld. For hvad? For det hele. Det er ikke nok. Han skyller resten af øllen i sig. Hvad fanden vil du have, jeg skal gøre?! Hun ser på sine hænder. Han ser på, at hun ser på sine hænder. Han rejser sig og henter endnu en øl i køleskabet, drikker den stående foran vasken og tager øl nummer tre med ud. Han drikker den trodsigt imens hun igen begynder at græde. Han drikker øl nummer fire imens hun græder, og øl nummer fem mens hun snøfter og tørrer sin næse i ærmet. Da han vil hente øl nummer seks, tager hun fat i hans arm. Lad være, beder hun. Så slår han hende. Lad være, beder hun, højere, og han slår hende igen. Hun græder igen, og han slår hende med bagsiden af hånden mod de trodsige kindben, hårdt. Hun får lov til at hulke færdigt, før han trækker hende op at stå. Så går de indenfor. Så tager han tøjet af hende. Så anbringer han hende på sengen, så lyner han ned og støder ind i hende til han er færdig. Så ligger hun der bare. Han prøver at vende hende om, men hun skubber ham væk. Så sætter han sig udenfor med en øl. 41

42 UDFLUGTER FRASKILT Telefonen begyndte at vibrere i Eriks lomme. Han tog den op og så på displayet. Det var Asker. Siden skilsmissen var Asker den eneste, der var blevet ved med at ringe. Hej Asker, sagde Erik, da han havde trykket på knappen. Erik! Hvordan går det, mand? Fint nok. Gu gør det ej. Hør her. Du har ikke været ude af hytten siden Lonnie sked, har jeg ret? Jeg har været på arbejde og Nixen bixen Karen Blixen, dén gælder ikke. Jeg mener, har du mødt nogen damer? Jeg har da kvindelige kollegaer, sagde han. Ja. Og en mor og en søster. Du ved godt, hvad jeg mener. Der er kun gået tre måneder. Tre måneder! Det er en evighed for din pik! Har du overhovedet tænkt på lille-erik? Hvad det gør ved ham? Ved hans selvrespekt? Hans vilje til at leve? Øh 42

43 Fraskilt Hør her. Tag dig et bad, spil den af og tag en pæn skjorte på. Vi to vi skal i byen. Asker, jeg tror ikke Jeg tror heller ikke. Jeg ved. Vi ses, du! Asker Hyletonen afslørede, at der var blevet lagt på. Pis, sagde Erik. Han vidste, at når først Asker havde sat sig noget i hovedet, så var der meget lidt man kunne gøre for at forhindre det i at ske. Han stirrede ud af vinduet i et par minutter, så gik han ind og tog et bad. Han onanerede ikke. Da Asker ankom, var der kun gået tre kvarter, men Erik var allerede træt af at vente. Han kunne ikke finde ud af at gøre af sig selv. Der var ikke noget fjernsyn, det havde Lonnie fået. Der var heller ingen sofa. Hvor ser du godt ud! sagde Asker og leverede et voldsomt knus med alkohol i begge hænder. Tak, mumlede Erik. Asker stod og strittede med en flaske vodka og en six pack. Har du stadig ikke noget bord? spurgte han og så sig omkring i den tomme stue. Hvornår skal du have gjort noget ved hytten? Erik trak på skuldrene. Du må sgu da se at få nogle møbler. Asker begav sig ud i køkkenet, hvor der stod et lille bord og to klapstole. Har du cola? spurgte han og vendte vodkaen i luften. Erik kiggede i sit køleskab. 43

44 UDFLUGTER Mælk, svarede han. Og remoulade. Asker sukkede. Så bliver det shots. Han knappede to øl op og rakte Erik den ene. Skål! De drak en tår. De drak en tår til. Computeren! udbrød Asker så og pegede ud i luften. Jeg ved hvad vi gør, du. Kom! Erik lod sig trække med ind i soveværelset. Asker satte sig foran computeren og tændte den. Selvfølgelig. Hvorfor har jeg ikke tænkt på dét noget før? sagde han. Erik ventede bare. Skål, sagde Asker og vendte sig halvt om. Skål, gentog Erik uden at drikke. Computeren startede op, og Asker gik på nettet. tastede han. Nej protesterede Erik. Jo, kom nu. Se hvor mange søde piger, der er derinde. Erik svarede ikke. Navn Erik Østergård alder Asker tastede den grundlæggende information ind i de korrekte kasser. Så er det tid til en personlig tekst, sagde han og lod først den ene hånd og så den anden glide op ad den modsatte underarm i en smøge-ærmerne-op-gestus. Nyligt fraskilt mand søger nye bekendtskaber. Jeg er

45 Fraskilt cm., slank, sød og rar, ikke-ryger, har god humor og kan godt lide kvinder, der står ved sig selv. Jeg holder af dyr, men har ingen selv. Den sidste sætning slettede han. Fuck dyrene, sagde han. Mine venner kalder mig sjov, trofast og venlig, og jeg kalder dig lige hvad du vil have. Asker lænede sig tilbage og beskuede sit værk. Sådan. Så er du på nettet. Du skal betale for de fleste features, men jeg giver den første måned. Han trak pungen op ad baglommen og fandt dankortet frem. Erik opgav at protestere. Imens transaktionen gik igennem, bundede Asker sin øl og smækkede den ned på bordet med et knald. Så er den Tomas! Skal vi have en ny? Eriks øl var stadig halvt fuld, men han nikkede og gik ud for at hente én til Asker. Jeg er hammer-sulten sagde Asker så. Skal vi ringe efter en pizza? Erik nikkede. Jeg skal have en nummer seksten. To af dem. Der er ikke fisk på, vel? Nej. Fint nok. To af dem. Du ringer. Erik nikkede og fandt nummeret frem på sin mobil. Han talte kortvarigt med Yassin. De kommer om en halv time, sagde han så. Fint nok. Prøv lige at se hende her. Erik kiggede på billedet på skærmen. Det var et nøgenbillede af en temmelig barmfager kvinde. Man kunne ikke se hendes ansigt. 45

46 UDFLUGTER Man kan jo ikke se, hvordan hun ser ud, sagde han. Asker gloede på ham, som om han var åndssvag og gestikulerede mod billedet. Hun ser sådan ud. Store patter, små lår. Hvad mere vil du have? Har hun pæne øjne? Alle piger har pæne øjne. Men hvis du ikke vil skrive til hende, så dig om det. Hun skal nok få pik alligevel. Han trak på skuldrene og lukkede Explorer ned. Så åbnede han den op igen og fandt en anden side frem. Hvornår kommer pizzaen?, tastede han i en boks og trykkede på en knap. Computeren sagde sætningen med en monoton stemme. Lige om lidt, svarede Erik. Hvornår køber du en sofa? Det ved jeg ikke. Hvornår skal du have noget fisse? Hold nu op. Det er ikke sjovt. Det er herre sjovt. Du skal have fisse. Kan du ikke finde på noget andet at lave? spurgte Erik. Asker fandt telefonen frem. Jeg kan bestille en taxi. Hvad? Nej, det var ikke sådan ment. Rolig, jeg smutter ikke. Se nu her. Asker ringede op til taxaselskabet. Den blev taget. Damen spurgte, om hun kunne hjælpe med noget. Jeg hedder Robert, tastede Asker og lod computeren sige det. 46

47 Fraskilt Hej, Robert, sagde taxadamen. Jeg er udviklingshæmmet. Javel. Hvad kan jeg gøre for dig? Jeg vil gerne bestille en rød taxa. Jeg ved altså ikke lige, om nogle af vores vogne er røde. Asker var ved at knække midt over af grin. Han skyndte sig at taste den næste replik. Jeg er så frygteligt ensom, proklamerede computeren. Nåh. Øh Det er jeg da ked af. Jeg hedder Robert. Ja Jeg vil gerne bestille en durumrulle. Nu er vi jo et taxabureau Jeg er udviklingshæmmet. Ja, det kan jeg forstå. Hør her, skal du have en taxa? Asker faldt sammen af grin og smækkede røret på. Da han var færdig med at grine, havde Erik tømt sin første øl og hentet en ny. Så ringer vi til Lonnie, sagde Asker. Nej, sagde Erik bestemt. Det gør vi ikke. Det ringede på døren, og Erik gik ud for at hente deres mad. Du ringer ikke til Lonnie, sagde han på vej ud mod døren. Okay, okay, det var bare en idé, råbte Asker. Erik kom tilbage med de to pizzaer. De spiste, drak, og klokken halv et sad de i en taxa på vej ind mod byen. Eriks hoved summede. Vi skal nok finde en dame til dig, sagde Asker gentagende gange, som om det var noget, der beroligede Erik. 47

48 UDFLUGTER Asker betalte entréen og den første omgang fadøl. Spar du hellere op til dén sofa, sagde han og klappede Erik på skulderen. Der var gang i baren og dansegulvet. Asker stod og trippede i takt til musikken imens han skuede ud over menneskemængden. Erik drak sin øl. Prøv lige at se hende dér, sagde Asker og pegede uhæmmet. Erik så i den angivne retning. Han kunne gætte hvilken en af kvinderne, Asker pegede på. Han rystede på hovedet. Kom nu, sagde Asker. Vær lidt frisk! Gå du bare hen og snak med hende. Jeg står fint her. Asker trak på skuldrene og begav sig tilbage til baren. Erik så på sit ur. Han fik drukket sin øl og stod tilbage med et tomt glas. Musikken dunkede, og der var fødder og arme og ansigter over det hele. Asker kom tilbage. Han havde to unge kvinder med. Halløjsa! sagde han. Se hvem jeg fandt! Det er Joy, og det er Anette. Joy hilste genert, og Anette rakte hånden frem med et stort smil. Erik tog den. Joy er udvekslingsstudent på universitetet. Hun skal snart rejse hjem til Australien igen. New Zealand, mumlede Joy og så ned i bordet. Erik mærkede et jag af sympati. Du er ejendomsmægler? sagde Anette så og kiggede intenst på ham. Øh. Ja. Jeg specialiserer mig i andelslejligheder. Spændende. 48