DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY"

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 Povl Drachmann Fortid og Fremtid 2. Opl, )9J 6

4 [VERDENSKRIGEN DET KONGELIGE BIBLIOTEK >?

5

6

7 ANDET OPLAG FORTID OG FREMTID TANKER OM DANMARK AF POVL DRACHMANN i' 1 lo G. E.C.GADS FORLAG KØBENHAVN 1916

8

9 FORTID OG FREMTID TANKER OM DANMARK AF POVL DRACHMANN ANDET OPLAG G. E. C. GADS FORLAG KØBENHAVN 1916

10 NIELSEN 4 LYDICHE (AXEL SIMMELKIÆK)

11 FORORD N aar man betænker Dybden og Rækkevidden af del Verdensdrama, vi er Tilskuere til, fyldes man af en egen Uro ved at se, hvor ringe Spor det i Virkeligheden har sat sig hos os. Ikke materielt, bevares, der er Vanskeligheder, Dyrtid og Gullasch-Guld i tilstrækkelig Grad, der daglig minder os om Krigen. Der er ogsaa i store Kredse en stærk Depression, og hvor unaturligt vilde det være andet overfor de Rædsler, Verden er fyldt med til Overflod. Men der er et, man forgæves spejder efter, det er Indvirkningen paa selve Folkesjælen dette mægtige»noget«, hvori ligesom alle de enkeltes Vilje og Kraft fortætter sig, skabende af Indbyggernes uensartede Masser et Folk. Det berettes som Tegn paa økonomisk Kraft i krigsførende Lande, at man der har kunnet skabe Maksimen»Forretninger som sædvanlig«. Efter nu i over halvandet Aar at have været Vidne til den mest gennemgribende Krise, Menneskeslægten vel endnu har oplevet, synes man hertillands at have sat en Ære i ogsaa at kunne have sit Skilt hængende ude med»alt som før«. Storheden heri virker ikke ubetinget ægte. Vort Regnskab har for længe været modent til Revision til, at man føler Betryggelse herved. Der er imidlertid blandt de Poster, vi er kommet skævt ind med, en, der utvivlsomt indeholder Nøglen til alle de andre, en som vi derfor alle burde kunne enes om at sætte hele vor Kraft ind paa at omskabe, og hvis lykkelige Løsning sikkert vilde skaffe megen Strid og Splid, der ellers tør ventes i andre Retninger, ud af Verden. Hvad dette Begreb er, eller hvad det omfatter, kan ikke defineres i

12 et Par Ord. Det kan antagelig bedst belyses ved en Gennemgang af vort Regnskab, og det er det, vi i det følgende skal gøre. Saa meget skal blot straks siges: dets Løsning vil for os være et Spørgsmaal om at være eller ikke være. Ogsaa paa vor Dør banker den store Time, ganske vist mindre haardhændet end i alle de Lande, der nu staar i Brand, men tør vi derfor vende det døve Øre til? Vi hører, at man derude trods al Elendighed kalder dette den store Tid, og vi forstaar det ikke. Men burde vi ikke forstaa, at den i al Fald er stor ved de Følger, den bærer i sit Skød, Følger, der ogsaa har Bud til os? Et kan man med Sikkerhed vente efter dette: de nationale Modsætninger vil dominere som aldrig før. Lad os ikke lyve os fra det, men klart og oprigtigt søge at forstaa Konsekvenserne for os. De Tider, der kommer, vil blive svære for de smaa Stater og stille de største Krav til deres moralske Kraft. Thi de vil faa at føle deres Lidenhed som aldrig før. Da er det Spørgsmaalet for vort Vedkommende paatvinger sig: hvilken Rolle i vort Liv som Folk har hidtil Følelsen af vor Lidenhed spillet? Hvorledes har denne Følelse gjort sig gældende, og tør man vente samme Vilkaar efter som før 1. August 1914? Før syntes man jo og Troen var hos os som bekendt blevet til Vished i sin Livsopfattelse, i sin daglige Vurdering af sig selv at have»hele Verden«at falde tilbage paa. Det hjalp mægtigt paa ens Rygrad; tilhørte man end en lille Nation, var denne og dermed man selv dog Medlem af det store Verdenssamfund. Den Gang, da saa at sige en Rundrejsebillet syntes at give Medejendomsret til al Verdens Storhed og Værdier. Brutalt har»verden«rystet alt uvedkommende af sig. Ingen Løgn, ingen forlorne Fraser kan ændre herved. Vi staar alene. Vi vil faa det at mærke. Men er vi rustede hertil? Er man klar over, at den udprægede Svaghedsfølelse i vort Folk i dets Opfattelse af sig selv som saadant en Følelse, vi desværre ikke kan sige os fri for at have dyrket i Stedet for modarbejdet har været til allerstørste Skade for os i næsten enhver Henseende, ikke

13 5 blot som Folk, men i selve vort daglige Liv, aandeligt og materielt, ja, da maa man med største Bekymring se Fremtiden imøde. Uden at have været i Krig er vi drevet tilbage over vore Grænser, henvist til os selv til at leve og forny os ved egen Kraft. Har vi gjort os klart, hvad dette betyder? I den Verden, der kommer, vil Svaghedsfølelse være Forfald, Selvtvivl Raadenskab. Dette er vore Vilkaar. Prøvens Time er inde. Men vi, bag hvilke et Aartusindes fri og stolt Historie straaler og forpligter, vi vil ikke udslettes, ikke raadne bort! Kræver Tiden nye Vilkaar, lad os da skabe dem selv. Indser vi, at vi fremtidig maa bekæmpe vor Hang til Selvforringelse, enhver Antydning af Selvopgivelse som en snigende Sot, da lad os i Tide finde det Serum, vi skal bruge. Der er kun eet. Har vi ikke den talmæssige Størrelse, der betinger Kraftfølelse og Ekspansion, lad os da i Stedet ved at sætte al vor Vilje, hele vor overlegne Kultur ind derpaa skabe et psykologisk større Danmark, give det den Storhed, der skal gennemstrømme hver eneste af os og føre os frem ti! den højeste Ydeevne, Kraft og Lykke. At paapege Muligheder og Maal herfor skulde være dette Skrifts Opgave. København, Januar 1916.

14

15 .. ~\vp+r/ i. VOR TID H vis man ikke uden videre vil betragte Verdenskrigen som blot og bar Vanvid hvilket unægtelig er en fristende, men dog farlig Opfattelse maa man trænge til Bunds i Erkendelsen af de deri virkende Kræfter og forstaa disse som et Udslag af selve Tiden ganske vist et sørgeligt og lidet tiltalende, men til Gengæld af enestaaende Klarhed. Denne det abstrakte Eksempels Klarhed har denne Krise overhovedet medført paa næsten alle de vigtigste Omraader for menneskeligt Liv og Arbejde; man tænke blot paa de forskellige erhvervsmæssige Problemer, den har lagt blot. Hvad man i gamle Dage maatte gaa over i Teorien for at finde, som v. Thiinen, da han skabte sin»isolerede Stat«for at vise Produktionsstrukturen i et tænkt, til sig selv henvist Samfund, er nu pludselig flyttet ind i Virkelighedens Verden. Produktion og Omsætning har nu i over 1V 2 Aar arbejdet under Forhold, der i de økonomiske Lærebøger karakteriseredes med følgende Begyndelse:»Hvis man kunde tænke sig... Det er indlysende, at der herved er kastet saa skarpe Lys over Landenes Erhvervsforhold, deres Fordele og Mangler, gjort saa værdifulde Erfaringer, at dette efter Krigen, naar Folkenes Kræfter atter frigøres til fredelige Formaal, vil medføre gennemgribende Revisioner i de forskellige Landes Nationaløkonomier. Det vil falde haardt tilbage paa dem, der ikke forstaar at læse i det Spejl, Verdenskrigen holder frem, og hvori alle Tidens Kræfter, onde og gode, med enestaaende Tydelighed aftegner sig. Med vort mærkværdige Ukendskab til de virkelige Driv

16 8 kræfter i den store Verden tør vi ganske vist ikke siges at have særlige Forudsætninger for at forstaa disse Kræfter og dermed vor Besøgelses Tid*). Saa meget har man dog lært, at denne Krig og»imperialisme«hører sammen. Men overfor selve vor Opfattelse af dette Begreb mærker man den bristende Evne, der er en Følge af Aarrækkers Forsyndelser fra vor Side overfor den sanddru Forstaaelse af det, man kunde kalde»den virkelige Verden«. Det imperialistiske Princip maatte for at paadrage sig vor Opmærksomhed iklædes en bestemt Form, følges af en vis»sensation«. Først fæstnedes det til den engelske Rigsidé under Chamberlains Toldpolitik (lad os ikke forsværge, at vi ikke atter skal møde det i denne I"orm), den Gang truede det vort Smør, og vi skræmtes op. Nu er»imperialisme«ligesaa ufravigelig knyttet til det særlige prøjsiske Militærvælde; det truer vore Idealer, og vi værdiger det atter Opmærksomhed. Det skal jo ikke nægtes, at baade Chamberlain og Bismarck var rendyrkede Imperialister, men kun at kende disse to Repræsentanter for dette Begreb virker dog noget fattigt overfor den Kendsgerning, at det vil være ulige nemmere at tælle de Mennesker indenfor den civiliserede Verden, der ikke er fyldt af Imperialismen, end dem, som er det, og baade vort Smør og vore Idealer gør vi sikkert bedst i i Tide at forlige med Begrebet. Thi Imperialismen er mere end Politik og Stormagtsfænomen, som det saa ofte fremstilles. I sin Kerne er den et rent samfundspsykologisk Begreb med samfundsøkonomisk Oprindelse og Værdi. Den er selve vor Tids Aand, *) Man vil maaske mindes, at Georg Brandes nylig i bitre Ord bebrejdede den udenlandske Presse, Verdenspressen, dens Uvidenhed om nordiske Forhold. Der var formodentlig al Anledning dertil, men kommer man dog ikke stærkt til at tænke paa de Hegler, der gælder, naar man selv bor i et Glashus. Hvis dansk Presse i Stedet for overvejende at dyrke det»lettere Stof«havde holdt os å jour med de virkelig bevægende Strømninger i Udlandet (og det ikke blot i Literatur og Kunst) vilde bl. a. selve Verdenskrigen ikke være kommet saa uforstaaelig bag paa os. Uden paa nogen Maade at mene, at denne derfor skulde have virket mere tiltalende, havde en vis Forberedthed maaske dog haft sin Værdi.

17 9 Grundloven og Grundkraften i den virkelige Verden, med Gyldighed baade i psykologisk og materiel Henseende. I første Henseende som Individualismens Afløser, i anden som Industrialismens. Hvad indbefatter da dette Begreb, og hvorledes har det udviklet sig? Et Svar herpaa maa uddybes til Bunds, thi ligesaa nemt det vilde blive i Krigsforholdenes Belysning at fremdrage Hovedegenskaberne i det imperialistiske System, ligesaa vanskeligt vilde det antagelig falde at vise den umaadelige Værdi derved, idet Medaillens blodige Revers paa Forhaand vilde vække Afsky herfor. For vor egen Skyld bør vi imidlertid ikke standse ved Overfladen, men vie dette Problem vor fulde Opmærksomhed, komme til sand Erkendelse deraf. Kaster man et Blik tilbage over den materielle Udvikling i Løbet af det sidste Aarhundrede, er der vel næppe nogen, der undgaar en ligefrem svimlende Følelse Ansigt til Ansigt med de Fremskridt, der er gjort. Før indsnævrede, halvlurvede Erhvervsforhold, hvor et fuldstændig vanemæssigt drevet Landbrug var Tyngdepunktet, hvor Haandværk og Industri kun magtede det lokale Marked og det var sjeldent stort en afgjort Kundeproduktion, der udelukkede større Afsætningsvirksomhed og drog de snævreste Grænser for baade psykologisk og materiel Horisont, nu et rigt integreret Verdensøkonomisystem, der ikke blot har flyttet Horisonter, men endog helt afskaffet dem, saa sandt Jorden er rund. I Stedet for den trange, sluttede Husholdning staar nu Masseproduktion og Verdensmarkeder, tekniske og økonomiske Problemer er løst, som indtil ubeskrivelig Mangesidethed imødekommer de menneskelige Krav. Dels ved den mægtigt forøgede Produktionsevne med tilhørende Forbrugsmulighed, dels ved en enestaaende Udvikling i Arbejdsøkonomi (for 60 Aar siden kostede Poleringen af en Støbejernsplade ca. 10 Kr. pr. Kvadratfod, nu leverer en Metalbearbejdningsmaskine det samme Arbejde blot meget bedre udført for ca. 10 Øre) er der skabt Mulighed for den vældige Befolkningstilvækst, som er fulgt efter tidligere Aarhundreders Sterilitet. Det var ikke menneskelige moralske Egenskaber, der gjorde Malthus' Teo

18 10 rier til Skamme, men den tekniske og industrielle Udvikling. Det Fødselsoverskud, som ifølge den pessimistiske engelske Nationaløkonomi just i Brydningstiden til vor Tidsalder var hjemfalden til Offer for Nød, Sygdomme, Laster, Forbrydelser og Krig, har den industrielle Udvikling givet Livsmuligheder og Liv ^berettigelse. Vi staar i Dag med kæmpemæssige Indbyggertal og dog med saa relativ ringe Nød og Fattigdom, som Verden aldrig har opvist. Som vi saaledes har overvundet Naturens Love, har vi samtidig overvundet Tid og Rum. Med Tankens Fart flyver Efterretningerne i Telegrafog Telefonledninger eller som elektriske Bølger over Jordkloden, medens Mennesker og Ting med næsten automatisk Sikkerhed transporteres over Verdenshave, gennem Bjerge, over Floder, Kløfter o. s. v. Vi har underlagt os.torden, Havet og Luften. Forstaar man da ikke, at denne Udvikling, der i faa Menneskealdre har bragt Menneskeheden længere end tidligere Aartusinder tilsammen, nødvendigvis ogsaa maa have øvet en gennemgribende Virkning paa vor aandelige Udvikling, en Virkning, der først kan gøres op, naar Udviklingen har naaet at komme i Leje, saaledes som det kan siges om vor Tid i de sidste Aar? Hovedkendetegnet i den moderne tekniske Udvikling er den gradvise Fortrængen af det empiriske System, det rent erfaringsmæssige, til Fordel for rationel Viden, af Overlevering og Tradition til Fordel for videnskabelige Klarlæggelser. Tidligere var Industrien fyldt af Fabrikationshemmeligheder o. 1. I vor Tid har Videnskaben taget Glansen af»hemmelighederne«. Aarsagsloven overvinder Mystik, Overtro og Aabenbaringer. Under Indtrykket af den nye frembrydende Tid fastslaar allerede Kant dette. Nu bliver det»den rene Vilje«, som kun faar sine Forskrifter af Fornuften, der atter regeres af de Love, enhver skaber sig selv, hvormed den frie Personlighed med et Slag rykker ind som Midtpunkt i Verdensanskuelsen. Under Teknikens Udvikling frigøres Personlighederne fra tidligere Tiders Autoritetstvang og -Tro og fra Troen paa overnaturlige Kræfter. Hvad dette har betydet for

19 11 hele vor aandelige Udvikling behøver næppe at uddybes. Men ikke blot ved denne Revolution i den rent abstrakte Tænkning viser den tekniske Idé sin Magt, den har efterhaanden formaaet at forandre Vilkaarene for det, man kunde kalde det daglige Livs Psykologi. Teknikens Tendens til at erstatte den menneskelige Arbejdskraft og den animalske for den Sags Skyld med har sat os i Stand til at løse Opgaver, der tidligere slet ikke var mulige og det baade i kvantitativ og kvalitativ Henseende. Til Gengæld har Maskinerne mange Steder fortrængt det individuelle, fra Fædrene nedarvede Arbejde og i Stedet for de mangesidede, brogede Individualiteter skabt Maskinarbejdets strenge, monotone Upersonlighed. Men overfor al den tabte Poesi (som særlig nu paa tilstrækkelig Afstand forekommer os saa vidunderlig) maa man ikke glemme, at den tekniske Udvikling og kun den alene, netop ved at lade Maskinerne overtage henholdsvis de strengeste og de mest komplicerede Opgaver, har aabnet Mulighed for næsten selv det ringest udstyrede Individ til at blive af Værdi, til at kunne skabe sig sit Ophold, til at blive Medarbejder i selv det stolteste Værk. Dette er et Forhold, som alt for ofte glemmes, og alligevel rummes heri Grundlaget for ethvert virkeligt kulturelt Fremskridt, ethvert Haab om nogensinde at føre Menneskeheden frem til den højere Udvikling, vi alle ser hen til. Man beskylder Maskinerne for at sløve og trætte ved deres»aandsforladthed«, men glemmer, at de netop ved at kunne eliminere Spørgsmaal om Hjerne og Muskler kan blive den store Arbejds- og Brødgiver til Millionerne. I disse Forhold bunder Grundelementerne for Imperialismen. For at kunne stille dette System i den rette Belysning vil det være nødvendigt kort at følge Samfundsidéens Udvikling i sine Hovedtræk. Problemet om Menneskehedens Psykologi har indenfor den civiliserede historiske Tid altid indeholdt en Relation mellem Individ og den større Enhed, det tilhørte, d. v. s. Slægten, Stammen, Staten. Den antike Statsidé fornægter fuldstændig Individet, og ikke stort anderledes er det i Middelalderen, hvor Individets jordiske Tilværelse nærmest opfattes som Gennemgangsled paa Pilgrimsgangen

20 12 til en bedre Tilværelse hinsides. Dette fulgte alene deraf, at det var Kirken, der den Gang var Overhøjhed, og overfor hvilken Enkeltpersonlighederne traadte fuldstændig i Skygge. Man tænke blot paa Ignatius Loyolas organisatoriske Udnyttelse heraf. Ved de store Omvæltninger i den nyere Tid traadte derpaa de foragtede jordiske Interesser op med Reaktionens fulde Kraft. Nu blev det»naturretten«, der var den ledende og som forudsættende en medfødt Menneskerettighed stillede alle Individer lige og ansaa Staten som blot fremgaaet af en frivillig Overenskomst af frie og lige Personligheder. Absolutismens Stat, der havde ført baade Antikens og Kirkens Individfornægtelse videre, faldt nu for en diametralt modsat Reaktion. Det individualistiske Moment kulminerede hos Rousseau, og efter ham følger hele den moderne liberalistiske Skole, hvis Udløb vi endnu kender i Frihandelsidéerne, notabene hvor disse doceres af ideelle Grunde. Nu er enhver Ledelse eller Kontrol en Fornærmelse mod den frie Personlighed, ethvert Individ forudsættes eo ipso at kunne varetage sine egne Interesser o. s. v. Staten henvises nærmest til at spille Rolle som Natvægter, der beskytter den private Ejendom og andre materielle Goder, men iøvrigt holder sig borte fra enhver Indblanding i det økonomiske og sociale Liv. Den bekendte Manchester-Lære kodificerer saa at sige disse Idéer. Men uheldigvis for disse og heldigvis for Menneskeheden var der i Mellemtiden traadt en Faktor til, man ikke før havde kendt. Den tekniske Idé var ved at afklare sig, den industrielle Udvikling i rivende Fart. Liberalismens fuldstændige Mangel paa Forstaaelse af den herved aabenbarede Verdensidé førte til de mest haarrejsende Misbrug af Individerne i selve den hellige Individualismes Navn! De stærke udbyttede og plyndrede de svage, og hele Systemets lyriske Forlorenhed viser sig i den frygtelige Elendighed, der kendetegnede Industrialismens Barnetid rundt om, men dog særlig i det Land, hvor den først kom til virkelig Udfoldelse, England. Dels som Følge heraf, dels som Følge af Indgriben af Kræfter, rejst af selve den nye Tid, brydende frem fra stik modsat Side af Liberalismen, gaar saa de første Pust, endnu raa og uafklarede,

21 13 af vor Tids Aand over Verden. Byggende herpaa vender Statsidéerne tilbage til Højsædet med fornyet Kraft, overfladisk mindende om tidligere Tiders, men principielt fuldstændig forskellige herfra. Liberalismens individualistiske Statsopfattelse havde omplantet i Virkelighedens Verden forraadt og prisgivet Individet. Det nye Statsbegreb, der snart grebes begærligt af alle førende Lande, omend under forskellige ydre Forhold, blev heroverfor en Virkeliggørelse af Teorien om, at ethvert Led i Staten ikke blot skal være Middel, men ogsaa Maal. Det karakteristiske ved den nye Tid bliver da, at den skaber en fælles Kraft og Magt foreløbig knyttet til det nationale Statsbegreb ved kæmpemæssigt, bevidst Sammenspil af samtlige Enkeltkræfter, en Masseopbydelse i psykologisk og fysisk Henseende, med det Forinaal ikke blot at muliggøre Løsningen og Udvidelsen af de fælles Opgaver, men og dette er det vigtigste at give Helheden tilbagevirkende Kraft, fyldende de enkelte Individer med langt større Styrke, end de nogensinde i isoleret Tilstand kunde faa. Dette er Imperialismens Idé. Den har fra Liberalismen optaget Hensynet til Individet, thi Leddene og Helheden korresponderer her som aldrig før. Fra den Højde, som det absolutistiske System naaede i Merkantilismen byggende paa Basis for al menneskelig Sammenslutning: Kampen for Føden, der nu er bleven til: Kampen for Arbejdet, har den hentet sine Former som Produktions- og Erhvervssammenslutning. Den tog hertil de traditionsmæssigt overleverede nationale Idéer i sin Tjeneste, udviklende disse som de nødvendige Banebrydere for den Højnelse af de økonomiske Vilkaar, der ene og alene kan betinge en virkelig Kulturfremgang. Men skønt Imperialismen saaledes staar som den nationale Idés Krystalisering, er det alligevel det eneste Samfundssystem, der har eksisteret, som i sine Grundkræfter har indeholdt Spiren til en Udvidelse til et alment Verdensborgersamfund Heri ligger en Værdi, som ingen nok saa blodig Verdenskrig kan forringe. Imperialismen er Menneskehedens første virkelige Skridt over til en paa reelle Grundlag bygget Kosmopolitisme.

22 14 Overfor Klarlæggelsen heraf vil det antagelig forekomme uforstaaeligt, hvorledes dette System i Løbet af saa kort Tid har knnnet løse Problemet om det gensidige Forhold mellem Helhed og Bestanddele, der har været Aarsag til evindelige Brydninger i Menneskehedens Historie, og som ellers kun har kunnet opvise de mest ensidige Løsninger, svingende lige fra Oldtidens Statsopfattelse til Liberalismens. Men Aarsagen hertil er simpelthen at søge deri, at det nye Princip i sandeste Forstand bunder i selve de Love, der er bestemmende for menneskeligt Liv. Man vil kunne benægte Meningen i den enkeltes Tilværelse, en bestemt lovmæssig Verdensorden kan ingen betvivle. Det er denne førende Verdenstanke, Imperialismen har omsat i psykologisk Kraft, idet den har hentet sin Kerne fra den i den industrielle Idé nedlagte Sandhed. Ligesom der har eksisteret de Verdenslove, der har fundet deres Udtryk i Matematiken, længe før en Kopernikus paaviste, at selv Verdenslegemerne lystrede disse Love, og længe før de store Matematikere fandt Lovenes Løsning omsat i for os forstaaelige Formler, saaledes findes der en central Verdensdrivkraft. der gaar igen overalt, og som følger den af den skabende Kraft anvendte Arbejdslov *). I hvor mange Milliarder af Aar eller i hvor mange Verdener den har bestaaet, ved vi ikke, og det er ogsaa ganske ligegyldigt, vi ved blot, at med de tekniske Opfindelser, der begyndte for godt et Aarhundrede siden, og som indledede Industrialismen, var Menneskeheden omsider naaet til et saadant Modenhedsstandpunkt, at man nu gradvis kunde trænge ind paa praktiske Løsninger af de af Verdenskraften skabte Muligheder. Naturfysikens Bestanddele og Faktorer kom ind under menneskelig Erkendelse, og da først Vejen en Gang var betraadt, fortsattes Udviklingen med rivende Fart ikke takket være den storartede menneskelige Begavelse, som vi sandt at sige har hørt prist tilstrækkeligt, men simpelthen fordi Løsningerne var *) At Tanken om en central Verdenslov ikke er Utopi, beviser alene det ene Eksempel, der maa fryde enhver Bygningsingeniør, nemlig at Anatomien kun har haft at konstatere, at Menneskets Benbygning fuldstændig nøjagtig følger de statiske Belastningslove for moderne Brobygning.

23 15 givet forud, gribende ind i hinanden, medførende hinanden med logisk Konsekvens. De synlige Resultater heraf har med Rette givet vor Tid Tilnavnet Teknikens Tidsalder. De præger i den Grad hele vor Tilværelse, at man overhovedet ikke kunde tænke sig denne dem foruden. At denne Verdenskraft, vi saaledes har forstaaet at nyttiggøre os en vis Brøkdel af vi aner ikke hvor stor eller lille imidlertid ikke blot har Gyldighed paa materielle Omraader, siger sig selv. I den maa genfindes den højere Lov for alt organisk Liv, og denne er det, som har fundet sit Udtryk i det imperialistiske Princip. Ved nemlig at gøre Menneskene til medvirkende Led i det System, hvori denne Centralkraft materielt er omsat om man saa vil: omtransformeret efter menneskelig Kapacitet er det, den imperialistiske Idé drager denne Kraft ind i Menneskets aandelige Tjeneste, udnytter den psykologisk, idet den saa at sige forgrener den til hvert enkelt Led. At Forudsætningen herfor maatte være en enestaaende Udvikling af den ydre Verdens Betydning i Individets daglige Liv, siger sig selv, og dermed, at skønt Spirerne til vor Tidsaand selvfølgelig gaar langt tilbage i Menneskets Historie, kunde det imperialistiske Princip først komme til fuld Udfoldelse paa det Grundlag, den tekniske Udvikling har skabt i de sidste Menneskealdre. Som overalt i Udviklingshistorien viser her Vekselforholdets Betydning sig, thi den selv samme Udvikling, der saaledes blev Betingelsen for de nye Kræfters Indgriben, var ogsaa Aarsagen til, at de nødvendiggjordes, for at Menneskeheden skulde kunne møde de nye Tiders stormende, haardhændede Tempo. Nu gjaldt det at skabe Rygrad for at staa imod, hvor de gamle Støttemure var sendt i Grus, Kraft til at gaa ilag med alt det nye, det vældige, der ventede. I stigende Grad tvang den materielle Udvikling Menneskene til at gaa ud over sig selv, medens den ydre Verden blev en Aabenbaring af de største og rigeste Felter for menneskelig Handling og Tænkning. Sit ydre Udtryk maatte derfor den nye Tidsaand faa gennem en enestaaende Udvikling i Samvirken og Samfølelse, i nøje Overensstemmelse med dens indre Sand

24 16 hed, thi hvorledes skulde man tænke sig en Mening i den menneskelige Tilværelse, hvis denne ikke baseredes paa Sammenslutning? I Forplantningsforholdet ligger dog det dybeste Princip herfor, selve den livgivende Evne er betinget af menneskelig Sammensmeltning. Men tager man Konsekvensen heraf, af alt, hvad Historien lærer i denne Retning mundende ud i vor Tids alt dominerende Organisationssystem, maa man ganske af sig selv komme til Erkendelsen af, at Samtanken ejer en dyb indre Værdi, der anviser den langt større Opgaver end Løsningen alene af materielle Spørgsmaal. Heroverfor hjælper ingen Aandrigheder, enten det nu er Ibsens:»Den er stærkest, som staar alene«, eller Nietzsches:»Et Folk er Naturens Omvej for at naa til seks, syv store Mænd«. Det er indlysende, at denne Udvikling maatte komme i Konflikt med den individualistiske Læres Hævdelse af Jeg'ets Betydning, en Konflikt, der følgelig er ligesaa gammel som Imperialismens Herredømme, men som ganske vist i den nu rasende Verdenskrig er drevet til sin yderste Yderlighed, der dog kun har været en Stadfæstelse ganske vist en iøjnefaldende af den allerede indtraadte Fallit. Individualismen havde med logisk Nødvendighed sprængt sig selv, da den tilstræbte almen Gyldighed. Det gik den, som det i Statsudviklingen gik den selv samme Liberalisme, hvoraf den i sin moderne Form er udsprunget: overført i Virkeligheden viste den sig at indeholde et Forræderi overfor sit eget Princip, individualisme og Imperialisme har teoretisk begge Menneskehedens højere Udvikling til Maal. Det er taabeligt, naar man som Fridtiof Nansen (i et Foredrag i Studenterforeningen i København i indeværende Vinter) vil fremstille Imperialismen som»kulturfjendsk«(antagelig i en Forveksling af dette Begreb og Militarisme; man kunde ligesaa godt forveksle det med Socialismen, thi begge disse Bevægelser er lige fuldgyldige Led i og Udslag af Imperialismens Grundtanke) det er blot Vejen, ad hvilken denne Udvikling bedst naas og sikres, der er vidt forskellig fra de to Idéer. Og her turde Individualismen have godtgjort sin bristende Evne, alle de

25 17 skønne Talemaader til Trods. Den stiller Forhaabningen til en selvstændig Udvikling indefra, som vel Tiden nok tør siges ikke at have honoreret, mens Imperialismen søger at hæve Individet som Led i sit System, søger dets Værdi ikke blot i det selv, men som Bestanddel af et Hele. Og mens Imperialismen har sin Storhed ved sin Gyldighed baade i aandelig og materiel Henseende, maa Individualismen overfor Individets Forhold til den materielle Verden give blankt op. Men det er indlysende, at et System, der ikke ejer Løsning overfor det mest elementære Udviklingsproblem, maa dømme sig selv. Det er blot besynderligt, at den ensidige, aristokratiske Egoisme, der i Virkeligheden er Individualismens Kerne, idet den fuldstændig maa overlade dem, der ikke kan følge med, Masserne, til sig selv og hvori den ikke fornægter sin Afstamning fra Frikonkurrencens første Dage, da den hensynsløse Maksime:»Laissez faire, laissez passer«regerede, ikke har forhindret dette Princips stadige Dyrkelse. At denne Dyrkelse ganske vist kun har været teoretisk i Praksis er Forholdene jo alt længst forandrede gør den ikke mere berettiget. Forkyndelsen af falske Evangelier volder altid Skade, og sandt at sige har de individualistiske Profeter i deres altfor taknemlige Arbejde med at forkynde den frie Personligheds- Udfoldelses Herlighed og Berettigelse saaet en farlig Sæd. Mens Individualismen nødvendigvis maa føre til særlig Udvikling af Følelseslivet, sætter Imperialismen heroverfor Kraften. Heri ligger et betydeligt Symbol, thi den sunde fysiske Ligevægt har alle Tider været Grundbetingelsen for sand kulturel Udvikling. Det kan ikke nægtes og efter hvad vi har udviklet, er det jo fuldt forstaaeligt at Imperialismen særlig har været knyttet til Arbejdets Verden. Men heller ikke heri ligger et Brud i Udviklingen, en Fare for Tilbageskridt, thi Arbejde og Kultur har aldrig været to fjendtlige Begreber. Driftigheden har altid været Aandslivets Fader. Men ligesom Imperialismen er Vejen mod det vældige, saaledes er den ogsaa Udviklingen mod større og enklere Linier i Menneskets aandelige Verden, mod strengere og renere Bud i moralsk Henseende, thi i dens System er Individet ikke blot Povl Drachmann: Fortid og Fremtid. 2

26 18 Ret, men ogsaa Pligt. Hvis man heri ser et Tilbageskridt, kan man selvfølgelig kalde denne Idé for»kulturfjendsk«; hvis man derimod særlig paa Baggrund af, hvad den saakaldte rationalistiske Tid har formaaet at udrette mener, at her er Vejen mod større menneskelig Lykke og Ligevægt, maa ens Opfattelse nødvendigvis blive den stik modsatte. Saaledes ligger det System, der paa saa frygtelig Maade har manifesteret sin uhyre Kraft i den Verdenskrig, vi er Tilskuere til. Hvis man overhovedet endnu tør antage, at det er Idealer, der leder den, er den maaske en Krig for eller imod Militarismen som Selvmaal, men den er ikke en Kamp for eller imod Imperialismen, som det prædikes hertillands, den er en Kamp af Imperialismen. Det er dens Kraft, der holder Snese af Millioner Mænd i Slagmarkernes Gru og i Skyttegravenes Elendighed, uden at Rækkerne vakler, den, der svejser Folkene sammen og faar dem til at bringe de tungeste Ofre. Den, der overalt midt i Død og Sorg, Lidelser og Savn er bleven hilst som Genfødelsens store Tid. Hvor fuldstændig har den ikke formaaet at trænge personlige Hensyn tilbage, selv under de mest tragiske Forhold? Hvor er Individualismen og dens Magt? Hvilken Betydning denne Ilddaab vil faa, naar disse Kræfter senere kommer til fuld Udfoldelse paa fredelige Felter, er uoverskueligt. Det vil blive andre Folk, andre Mænd, der gaar ud af denne Krig. At ville vise Konsekvenserne heraf fra sig, vil for os være baade nationalt og økonomisk Selvmord. Det er dette, der maa forhindres. Vi maa ikke være Drømmerne i en Verden af Virkelighed. Og der har allerede været tilstrækkelige Tegn paa, at vi vil lade vort Had til Krigen influere paa vor hele Vurdering af Tidens Aand. Hvis vi gaar videre ad denne Vej, hvis vi bestræber os for at være blinde, hvor vi burde være dobbelt seende, er vor Skæbne beseglet. Mere nøgternt end nogensinde bør vi vurdere Fremtiden og ikke lade Sympatier eller Følelser være bestemmende. Imperialismen er ikke noget»krigssystem«, end mindre et bestemt Fænomen knyttet til en eller flere Magter. Var det saaledes, havde Krigen sandelig

27 19 snart været afgjort! Det er her maaske nok at paapege, i hvor høj Grad selve Frankrig, dette den individualistiske Aandsretnings Land fremfor alle, i denne Krig har aabenbaret sin sande Kerne som staaende i den nye Tids Tegn. Og at ingen Franskmand vil gaa med til, at Aabenbarelsen af denne Kerne er noget Tilbageskridt, noget nedsættende for Frankrig, har vi jo set nok Beviser for. Naar vi derfor anser Krigen for Myrderi, maa vi ikke derover glemme, at Krig er Menneskenes Opfindelse og ikke Imperialismens. Den leverer Kraften, det er sandt, og den er uhyre, men den bærer ikke Ansvaret. Ud herfra maa vi bedømme dens Værdi. Da vil vi se anderledes paa dette Begreb, der med en Naturmagts Vælde behersker Verden, omspænder ethvert af dens Led, driver alle Hjulene simpelthen fordi det er en Naturmagt. Men vi vil lade Imperialismen selv tale, tale paa en Maade, der blotter ethvert af dens Grundelementer bedre end sidevis af Definitioner og Udviklinger. Vi vælger hertil de Ord, De Forenede Staters Indenrigsminister, Franklin T. Lane, udtalte paa den amerikanske»flagdag«d. 14. Juni Datoen maa afkræfte Beskyldningerne mod Systemet lor at være»krigs-forkyndelse«, Taleren selv Beskyldningerne for»prøjseri«, Talens Aand Beskyldningerne for»nedværdigende Materialisme«. Ordene lød saaledes:»imorges, da jeg traadte ind i Ministerialbygningen, hilste Flaget mig paa det hjerteligste, og fra dets bølgende Folder hørte jeg det sige:»godmorgen, Hr. Flagmager«!»Jeg beder om Forladelse, Old Glory«, svarede jeg,»du lager fejl. Jeg er hverken Præsident, Vicepræsident, Kongresmedlem eller General. Jeg er kun Embedsmand i Regeringens Tjeneste«.»Ligemeget du hjalp hin lovende Opfinder med at faa Patentet bragt i Orden, du fik hin Kulmine gjort sikker at arbejde i, og du fremskyndede Arbejdet paa hin Overrislingskanal. Derfor hilser jeg dig, Hr. Flagmager! Kongressen traf en betydningsfuld Afgørelse igaar. Men 2*

28 20 en Moder ude i Michigan slider i det fra Solopgang til langt ud paa Natten, for at hendes Dreng kan faa saa god og fuldstændig en Opdragelse, som hans Evner berettiger ham til. Hun væver ligesaa fuldt med paa Flaget. Et andet Sted i Landet lærte igaar en Lærerinde en Dreng de første Bogstaver, og han vil maaske engang med Tiden skrive en Sang, der vil begejstre Tusinder af hans Landsmænd. Vi væver alle med paa Flaget.Men«, indvendte jeg,»vi har jo intet gjort udover vore daglige Pligter«. Da smældede Flaget ud kraftigt og lystigt:»lad mig give dig rigtig Besked om, hvem jeg er. Det Arbejde, som alle Landets Børn udfører, det er Fremstillingen af det virkelige Flag. Jeg er ikke Eders Flag. Jeg er blot dets Skygge. Jeg er, hvad I gør mig til; intet mere. Jeg er Eders Tro paa Jer selv, Eders Drøm, hvad Nationen kan blive til. Jeg fører et skiftende Liv, et Liv af Luner og Lidenskaber; ofte fornemmes Musklerne saa trætte, og somme Tider gaar Hjertet næsten istaa. Af og til er jeg stærk i min Stolthed, naar Mænd udfører et ærligt Arbejde og føjer Sporets Skinner sammen omhyggeligt og nøjagtigt. Undertiden hænger jeg sløvt ned og føler mig som en Kryster uden Livsmaal. Undertiden er jeg larmende og pralende, fyldt med den Selvtillid, der blæser ad al Snusfornuft. Men altid er jeg alt, hvad I haaber paa at blive, og hvad I har Mod til at stræbe efter. Jeg er Sang og Frygt, Strid og Forvirring og det forædlende Haab. Jeg er den skrøbeligste Mands lillebitte Dagværk, og jeg er den dristigstes største Drøm. Jeg er Forfatningen og Domstolene, Lovene og Lovgiverne, Hæren og Slagskibene, Gadefejerne og Køkkenpigerne, Advokaten og Skriveren. Jeg er Gaarsdagens Kamp og Morgendagens Fejlgreb.

29 21 Jeg er den Idé, som holder fast som en Klo, og jeg er Beslutningens vel overvejede Formaal. Jeg er intet andet, end hvad I anser mig for at være, og jeg er alt, hvad I tror, at jeg kan blive. Jeg bølger for Eders Øjne som en straalende Farveglans, et Symbol paa Eder selv, en billedlig Antydning af det store, som udgør denne Nation. Mine Stjerner og mine Striber er Eders Drømme og Eders Stræben. Faste i deres Tro skinner de med Fortrøstning og straaler de af Mod, fordi I har skabt dem saaledes ud af Eders Hjerter; thi I er Flagets Fremstillere, og godt er det, at det jubler i Eder under Arbejdet«. Saaledes lyder Tidens Sang. Hvad har vi at svare? Det kan være, vi vil synes, hele dette System ligger for langt under vor Værdighed til overhovedet at ænse det, det kan være, vi er kommet saa vidt i vor Dyrkelse af Jeg'ets Herlighed, at vi foretrækker at være 3 Millioner Individer fremfor et Folk, at vi er saa tilfredse med alle vore Smaafejl med deres hjemlige»hygge«, saa vi ikke nænner at ofre dem for fuldt at kunne fremme de stærke og gode Egenskaber, der heldigvis er vor virkelige Kerne, at vi stadig vil foretrække Splid fremfor Samhold, Misundelse for Fællesglæde, Skadefrohed for Hjælpsomhed, Smaalighed for Storsind, Svaghed for Kraft! Og dog. Mon vi ikke alle under Indtrykket af den store Time føler noget bryde i vort Indre? Hvornaar vil Sangen til vort Flag, vort virkelige Flag, vore egne Evner og deres fulde Udfoldelse, bruse løftende gennem vore Sind? Hvornaar vil vi med samlet Magt kræve Troen paa os selv, Agtelsen for os selv tilbage?

30 II. VORE PLIGTER T idens Sang! Hvor rig, hvor broget og stærk lyder den ikke, hvor fælles og enkle dens Grundtoner end er. Hvis man ved en flygtig Betragtning af den ledende Tanke i vor Tid mener at turde slutte, at dens Kerne er Nivellering, at den samfundsmæssig tenderer mod Socialismen, kan intet være mere forkert. Dens Kerne er den samlende Kraft, og som saadan er den ganske vist Forudsætningen for Socialismen, men som nævnt ogsaa for den mest udprægede Militarisme overhovedet for ethvert Udslag af maalbevidst Samvirken. Men selve Tidens Idé maa ikke forveksles med enkelte Udslag deraf; den omfatter disse i sin Struktur bestemmende dem, men ikke bestemt af dem. Herved har den sin Storhed som Samfundstanke, som den har det som aandelig Strømning, dragende den enkelte ind i større Cirkler, ikke af Hensyn til disse, men af Hensyn til ham selv. I dette System opgiver den enkelte ikke sin Selvstændighed til Fordel for et Hele, men vinder den netop som Led deraf. Krigen turde bedst af alt have bevist Sandheden heri. Hvor skulde Socialisme og Nationalisme paa Slagmarkerne have kunnet gaa saa herligt i Spand, som Tilfældet faktisk har været, hvis de ikke havde repræsenteret en og samme Grundkraft? Det er vel nok at hentyde til, at Antallet af tyske Fagforeningsmedlemmer er nøjagtig lige saa stort som den tyske Liniehær af første Opbud, at i de nye engelske Millionhære Arbejderne har været de flittigste til at lade sig indrullere, for at forstaa den Konflikt, der vilde være opstaaet, hvis

31 23 Socialismen i sin Kerne havde været i absolut Modsætning til de Kræfter, der er de hærende i denne gigantiske Krig. Denne inderste Harmoni mellem selv saa modstridende politiske Fænomener er iøvrigt en ren Selvfølge, thi i den menneskelige Verden eksisterer ikke paa en Gang to eller endog tiere indbyrdes diametralt modsatte Grundlove. Intet er tilfældigt eller kan løsrives fra sin Sammenhæng. Socialismen er ikke den overnaturlige Trylleformular, som man gerne ynder at fremstille den som navnlig paa Valgdagene men slet og ret et almindeligt Fænomen af Tiden, bestemt og skabt af de heri virkende Kræfter*). Uden dens organisatoriske og kulturelle Medvirkning var moderne Industrialisme utænkelig, og omvendt lever Socialismen kun i Kraft af de Resultater, den privatkapitalistiske Udvikling skaber. Imperialisme er altsaa hverken Socialisme eller Militarisme, men baade Militarisme og Socialisme er Imperialisme. Maaske kan man sammenfatte disse Betragtninger derhen, at Tidsaanden er nivellerende paa langs, men ikke paa tværs. Det mest interessante Billede herpaa frembyder selve det moderne Samfunds Opbygning. Her som andetsteds kræves et Sammenspil af Kræfter, hvis Forskellighed netop betinger det frugtbare Slutresultat. Den nye Tids sejrrige Gennemtrængen maatte nødvendigvis føre til fuldstændig Omkalfatring af de gamle Samfundsrammer. De kunstige Privilegiers og Klassedelingers Tid var forbi, og hele den moderne Frihedstid blev Industrialismens direkte Følge. Den for den abstrakte Historiker uforklarlige Maade, hvorpaa den store franske Revolution løb ud i Sandet og afløstes af Verdens mest glimrende Militærdespoti, belyser maaske bedst af alt, hvorledes den først senere indtrædende, gradvis virkende materielle Omformning af Samfundet blev den nødvendige Basis for blivende Resultater. Den store Revolution efterlod sig Tanker (som dog for det meste allerede var fastslaaet i Forvejen, jfr. Rousseau, Vol- *) For de anglo-germanske Lande, hvis Arbejderpolitik af Navn delvis ikke er udtalt socialistisk, gælder dog faktisk nøjagtig samme Betragtninger.

32 24 taire, Encyklopædisterne o. s. v.) og en Napoleon. Den industrielle Evolution derimod Kendsgerninger, en ny Verden. Forklaringen er ikke vanskelig, thi Revolutionen og dens Idéer var Oprøret mod det gamle i det Øjeblik, Menneskeaanden var naaet til den Modenhedsgrad, hvor den følte sig paa Tærskelen til den nye Tid, hvor den fra tidligere Tiders Mørke og Elendighed pludselig, ganske vist endnu kun glimtvis, stirrede ind i nye Tiders forjættede Land. Men til en Udnyttelse, til en Konsolidering af de ved den politiske Omvæltning opnaaede Resultater var de nye Kræfter endnu ikke modnet. Først senere var dette Tilfældet, og derfor blev det Industi ialismens Aarhundrede, der kom til at opvise de afgørende Samfundsomdannelser. Med den sædvanlige menneskelige Selvovervurdering, der jo er blevet saa herlig dyrket og fremmet af de nyere Aandsretninger og jo ogsaa udnyttes ganske bravt i politisk Øjemed, mener vi ganske vist, at det var ;>den politiske Frigørelse«,»den aandelige Vækkelse«,»Menneskehedens store Gennembrud«og deslige, der har skabt vor l id og dens ydre Samfundsforhold. Man indrømmer velvilligt, at de tekniske Opfindelser og deres Udnyttelse har været en virksom Støtte i Omdannelsesarbejdet, men man tænker sjeldent, at Løsningen ogsaa kunde være den, at de Kræfter, vi saaledes er kommet til at virke med, ikke beherskes af os, men at vi tvertimod ved at udnytte dem har givet os dem i \ old. Det vilde maaske noget fordunkle den Nimbus, der staar om Historiens politiske Førere og aandelige F oregangsmænd, men det vilde give saa meget des mere at tænke over. Menneskene havde skabt en ny Verden, og den var blevet større end de selv; de havde underlagt sig nye Kræfter, og Kræfterne var blevne de stærkeste. De Love, der gælder disse, vil vi ikke mere magte at sætte os ud over. Derfor vil ogsaa den heraf betingede Samfundsform kun saalænge følge politiske Forandringer og Foranstaltninger, som disse er i Samklang med dens Idé. Gaar de ud herover, gøres der Forsøg paa at tvinge Kunstprodukter eller Mirakeldoktorers Visdom igennem, vil den ledende Kraft reagere med ubarmhjertig Haardhed. Men ligesaa stærkt vil den

33 25 hævne sig paa ethvert af de Led, der i dens System forsynder sig mod sin Mission. Den mægtige Omgruppering af Samfundets Kræfter, hvori Imperialismen sprængte nedarvede Klassedelinger og Traditioner, og som i Historiebøgerne benævnes den politiske Frigørelse, skabte ganske vist fri Bevægelighed indenfor Samfundets Rammer, men netop baseret paa den heraf betingede Opdriftsmulighed for Dygtighed og Energi maatte den komme til i særlig Grad at stille sine Krav til det Element, der til enhver Tid har Ledelsen af Samfundet som Mission. Principielt var dette i Kontinuitet af den Mission, de saakaldte Overklasser historisk altid har haft, hvor langt man end følger Samfundsforholdene tilbage. Thi at disses Struktur aldrig har været tilfældig, turde være indlysende. Men medens tidligere Overklasser væsentlig havde til Opgave at værne de Samfund, de repræsenterede, mod Fjender og Nød, og hvorved deres fastere Rammer med nedarvet Adkomstberettigelse forklares, stiller Sagen sig anderledes for vor Tids ledende Samfundselement. Dets Opgave bliver at skabe og lede Samfundets Arbejde. Herved samler det naturligt en stærk Magt i sig, men tillige et uhyre Ansvar, idet saa at sige Ansvaret for det samlede Samfunds Udvikling koncentrerer sig her. Intetsteds gælder derfor den imperialistiske Maksime:»Ikke Ret, men Pligt«med større Vægt. Vor Tids Overklasser skal ikke søge Undskyldning for deres Tilværelse ved utidig»velgørenhed«eller Snobberi nedadtil, men vise Berettigelsen dertil ved deres Arbejde. At de af deres Arbejdsoverskud skal danne en Hovedfaktor i Samfundets kulturelle Udvikling, er givet og kun et Led i deres Pligt. Men hvis de gør Middel til Maal og Maal til Middel, har de forsyndet sig mod deres Mission, dømt sig selv, og deres Sammenbrud er beseglet. Men i dette Sammenbrud vil de drage hele deres Samfund med sig, idet det kun kan tænkes ved, at fremmede Kræfter udefra griber ind i det paagældende Folks Udvikling. Det er dette Problem, vi særlig skal hellige vor Opmærksomhed, thi de Krav, Fremtiden herhjemme vil stille, vil fremfor alt komme til at paahvile vor Ledelse.

34 26 Det Bourgeoisi, der udgør Danmarks Overklasse, og som ei toneangivende langt ned i Mellemklasserne, der spiller en saa stor Rolle hos os, er i sin nuværende Støbning dannet i den sidste Menneskealder eller saa. Hvor stor Betydning end Udviklingen i vor lids Landbefolkning øver, kan det ikke nægtes, at det moderne Samfund har en Tilbøjelighed til at koncentrere sine Opgaver og sit Ansvar paa bestemte Punkter, nemlig dem, Nationen selv skaber som sine Centraler, Byerne. Da dei nu tilmed har hersket en ubetinget Afslappelse og Desorientering i den danske Landbefolknings aandelige Liv i den nyere Tid, har herved den for hele vor Udvikling saa uheldige Omstændighed, at vi kun ejer een stor By, ogsaa sat sig Spor i Udformningen af vort Overklasseelement. København er en stor By og en dygtig By, men den er i for ringe Grad en Hovedstad. Dens Liv er ikke tilstrækkelig præget af de Egenskaber, der skal drage Nationens bedste Kræfter ind til den og gøre den til det anerkendt førende Led i hele Folket, til Landets Hoved. De aandelige Kraftledninger mellem By og Land synes hos os overklippede eller i al Fald uudviklede. Det er et mærkeligt Fænomen, som der har været gjort mere eller mindre velmente Forsøg paa at raade Bod paa, og som dog er i Kraft den Dag i Dag. Det har bl. a. ført til, at København ofte er fristet til at anse sig selv for identisk med Danmark, medens det øvrige Land begaar den tilsvarende Fejl. I b e 8 e 1 ilfælde gør man vort iforvejen lille Land endnu mindre. At det københavnske Bourgeoisi i mange Henseender kulturelt staar overmaade højt, særlig taget i Ordets gode Betydning identisk med traditionsrig Dannelse, og at der er en Sundhed og Naturlighed i vore selskabelige Forhold, som ikke finder Sidestykke mange andre Steder, er uomtvisteligt. Men i de store Linier frembyder den Kultur, vor Overklasse har gjort til sin, afgjorte Svagheder, og i dem bunder det, at den ikke fuldt har kunnet gennemføre den Mission, der paahviler den. Naar man følger Resultaterne af den aandelige Gennembrudstid, der i saa særlig Grad har sat sit Præg paa Hoved

35 27 staden, bliver dette forstaaeligt. Hvilke Kræfter tog denne Bevægelse nemlig i sin Tjeneste, og hvilke efterlod den sig? En vis Negativisme er det desværre her umuligt at benægte. Bevægelsen var god nok til at bryde ned og her skal saa sandt ikke hævdes, at der ikke i sin Tid i vort trange Samfund var meget, der maatte ryddes bort for at skaffe Lutt og Lys for nye Tider men har den formaaet at bygge op i Stedet? Man bruger ikke de samme Redskaber til at nedbryde et Bygværk som til at fundamentere et nyt. Den spidse Kile, der sønderdelende borer sig ind i Murværket, de vandrette Vædderstød, der faar det til at vakle, de Ting laa for den nye Tid eller rettere for hele den Karakter, den fremelskede. Den rolige, dybderettede Kraft, der kræves for at ramme Bærepillerne ned til det nye, den savnede vi. Resultatet maatte blive derefter. Usikkerhed, Uro, Tvivl paa andre som paa sig selv. At dette ikke kunde virke fremmende for de Egenskaber, der i første Række skulde gøre vore Overklasser til Ledere i Ordets sande Betydning, siger sig selv; en Splittelse, en Mangel paa samlet Kraft blev i alt for høj Grad Følgerne. Et særligt Udslag gav dette sig i den Mangel paa Solidaritet, der saa stærkt gør sig gældende i vort Overklasseelement. Saa udpræget som herhjemme finder man næppe dette Fænomen noget andetsteds, og det staar i skarp Kontrast til den Samfølelse, hvormed vore øvrige Befolkningslag og ikke mindst de saakaldte Underklasser har optraadt. Andre blandt disse uheldige Konsekvenser giver sig Udslag i den ogsaa for os ejendommelige og unaturlige Kløft mellem By og Land, som nærmest kan forklares ved, at visse Fænomener i denne Udvikling blev for specifik»københavnske«, simpelthen fordi København svigtede sin Stilling som Hovedstad. Vort Bourgeoisi har ikke holdt Justits indenfor sine egne Rækker. Men i den Udartning af hele denne Strømning, vi i de sidste Aartier har været Vidne til, har Bevægelsen vist sig i for høj Grad at være paa Siden af vor sande Natur. Reaktionen maatte komme. Vort»Gennembrud«har haft sin Mission, men dets Tid er forbi, og dets Slagger passer os ikke.

36 28 Opgøret er i fuld Gang endnu vel kun som Brydningstid, hvis Overflade er urolig, flygtig under dybere Kræfters Arbejde men vi føler det alle, i By som paa Land, hver paa sin Maade, føler det som noget, der maa komme, og som vi tulde af Forventning ser hen til. Hvilken Jubel! Et Folk, der vaagner! Nyt bryder frem, spirer og brister, og det gamle bøjer af, lemper sig og lytter mod Vinden. Men af Fortidens Fejl skal man lære Fremtidens Veje. Vi tør ikke uden videre sætte os ud over en Periode, der har haft saa stor Betydning i vort Liv, uden grundig at gøre dens Regnskab op. Mon da vore Grundfejl hidtil ikke maa søges i en Misforstaaelse hos os al selve Kulturens Formaal? Vi er vedblevet at leve paa dette Begreb, længe efter at det kun var fiktivt, nedfældet i den almindelige Dannelse, givende hele vort Aandsniveau den Højnelse, der var nødvendig, for at vi kunde tage nye Opgaver op. Det store aandelige Gennembrud i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede, der gjorde op med tidligere Tiders Dødhed, tjente til at forberede Jordbunden for en ny Tid, frigøre slumrende Kræfter. Men i Stedet for at se Bevægelsens naturlige Mission har vi klamret os til den som en Olding til det udebbende Liv, mere og mere har vi drejet Hovedet efter det svindende, indtil vi næsten kun kunde se bagud og ikke fremefter. Vi har stirret os forblindede indtil Hypnose paa dette ene Begreb»Kultur«, medens \ erden med Stormskridt drog videre forbi os. Og i den kunstneriske Bølgedal, der maatte komme efter de mægtige Stormvinde, hvis Dønninger vi endnu kun svagt kan spore, har vi sørget over gamle Guder uden at kunne finde de nye. ralske \ærdier, Forkludring og Fremvæksten af Smaapjank og Smaalighed maatte træde i Stedet. Vi har ikke forstaaet den indre Sammenhæng mellem Kultur og Kunst Kunsten, der i sine Midler er kulturfremmende, men som aldrig maa blive Selvmaal for nogen Nation. Vi behøver blot at se tilbage paa de stolte og rige Samfund Grækere, Romere, Renæssancens Stater og Byer, Rokokotidens forfinede Opbvffninger, der

37 29 sank i Grus under Forfaldsmærkets Tegn. Vi forstod ikke, at de Kræfter, der blev frigjort i os, vilde bruges, vilde staalsættes i nye Opgaver. Vi forstod ikke, at vi til disse Opgaver havde Pligt at vælge dem, der nu er de vigtigste for hele vort Samfund, anvende vor udviklede Intelligens til med Kraft at kaste vort Lod, formet i det Maal og støbt i den Malm, som Tiden fordrer, i Vægtskaalen for Landets Bestaaen og fortsatte Trivsel. Vi forstod ikke Tiden og dens Bud! Nu midt i Opgøret af vort gamle Regnskab, i en af de besynderligste Tider i aandelig Henseende, vort Folk har oplevet, slaar Timen for os, kaldes vi pludselig til Gevær. Vore tidligere Værdier er allerede skrevet af eller opløses, idet vi vil ty til dem. Vi føler os som aldrig før paa gyngende Grund. Kan da det nye, det unge, der endnu knapt er traadt frem, blive det, der skal bære os, føre os igennem? Svaret synes i al Fald at maatte afhænge af den Styrke, hvormed vi nu maa søge de nye Kræfter fremmet og anerkendt, hvormed vi nu i sidste Time maa foretage vor afgørende Revision. Vi skal senere se, hvorledes vi paa alle Omraader vil faa Brug for vor indre Kraft, og hvorledes Kravene naturligt vil samle sig hos dem, der reelt har Ledelsen af Samfundet og dets Arbejde, hvis ikke alt skal sygne hen eller Fremmede komme ind og tage deres Plads. Har vi hidtil forsømt de Pligter, vi havde, maa vi nu indhente Manglerne af al vor Magt. Nu hjælper hverken at være»velgørende«eller»human«, nu gælder det at være stærk! Naar man betragter de danske Overklasser, synes de at kunne deles i to Kategorier: dem, der bestiller alt for meget, og dem, der ingenting bestiller. Intet Under derfor, at vor arbejdende Overklasse, der trækker Læsset, simpelthen er overbelastet og bliver det mere og mere. Det er foruroligende i enhver større Sag at se de samme Navne gaa igen og igen. Tiderne synes i den Henseende ikke at have forandret sig meget siden den Gang, det faldt i en dansk Lyrikers Lod at holde Mandtal over de Mænd,»der bar Danmark«. Der var

38 30 den Gang vistnok 50. Tallet er næppe vokset stort siden, medens Opgaverne er 10- eller 100-doblede. Dette kan ikke blive ved. Et yderst alvorligt Problem tegner sig for os paa Baggrund af de Tider, vi gaar i Møde. Vi er et Folk med højt udviklet kulturel Trang, vi har i vort lille Samfund, der kun tæller 3 Millioner Mennesker, forstaaet at skabe os Repræsentation for næsten alle de Samfundsfænomener, som selv de største Lande frembyder. Vi har i vore Erhverv, i Videnskab, Kunst, Literatur, Forskning, ja overalt formaaet at yde ypperlige Bidrag, og vi har Grund til at være stolte heraf. Men Menneskenes Arbejde forgrener sig med rivende Hast, stadig større Anspændelse kræver ethvert af dets Omraader. Det gælder derfor for os om ikke at gaa videre i Blinde. Det gælder nøgternt at overse den Fare, der tilligemed Fordelene er forbundet med en saadan Alsidighed, thi vi kan fristes til at sprede os og tage saa mange Opgaver op, at vi til Slut sprænger os selv og intet magter fuldt ud af noget. Paa visse Omraader synes der i de senere Aar allerede at være Tegn paa, at dette Stadium alt er ved at indtræde. Overfor den alvorsfulde Tid, vi gaar i Møde, rejser sig derfor det Spørgsmaal: Er det ikke vor Pligt i Tide maalbevidst at koncentrere vore Evner og Interesser om færre Felter, men dér til Gengæld gøre vor Indsats med en Magt, der skal sikre os mod kun at blive næstbedst eller helt slaaet ud? Vil vi stadig have Raad til at splitte vore Kræfter paa alt muligt? Disse Spørgsmaal gælder saa at sige ethvert Omraade og derfor ogsaa selve den fælles Kerne for ethvert Udslag af vort Liv og Arbejde, selve vor nationale Karakter. Antagelig vil det blotte Spørgsmaal fremkalde den alvorligste Bekymring for vore kulturelle Værdier. Og dog vil det netop være vor Kultur, vort frie Liv, der vil blive Indsatsen, hvis vi ikke forstaar vor Besøgelsesstund, koncentrerer os og sætter vore Kræfter ind dér, hvor de trænges, og dér, hvor de kan bære Frugt. Men den største Opgave, der nu ligger for, er at sikre vort Land i den haarde Kamp for Arbejde, der vil følge efter dette. Denne Krig er forlængst blevet mere end en Krig; den er blevet Verdensøkonomi, og overalt ruster

39 31 man sig for saa snart Kanonerne tier at kaste sig over hinanden og over andre med med nye Vaaben og nye Midler. Og da gælder ingen Neutralitetserklæringer, har de overhovedet nogensinde gældet. Man ved allerede nu, at en af Krigens største Følger vil blive nødtvungen Indførelse af arbejdsbesparende Metoder for paa en Gang at erstatte den tabte Menneskekraft og yde de haardtprøvede Soldater større Arbejdsudbytte, naar de vender tilbage til Hjem og Arbejde. En fuldstændig Omvæltning i Arbejdets Teknik vil antagelig blive Følgen. Arbejdsøkonomiseringen vil blive drevet til det yderste, skærpende Kravene til Energi, Dygtighed og Haardhed hos dem, der bliver de ledende i Udviklingen. Og man kan regne ud, at Toldforanstaltninger, Eksportpræmier o. 1. vil se Lyset, som vil faa gamle Dogmer til at blegne! Vi vil faa alt dette at føle som ingen andre. Fra en halvforrykt Gullaschtid, der har forvansket Begreberne om, hvad der udkræves for at gøre Fyldest i Nationens ærlige Arbejde, fra let tjent Guld, fra Sus og Dus og Kling-Klang vil vi blive kastet midt ind i store Nationers forbitrede Strid for det daglige Brød. Med foruroligende Lethed har vi vænnet os til Krigens daglige Rædselsefterretninger. Hvor lidt er vore Handlinger ikke præget af Tanken om, hvad den Sæd af Had og Raahed, der nu saas, vil bringe os selv om vi holdes udenfor selve den militære Krig, saa længe den raser. Tør vi virkelig tro, at Freden, d. v. s. Fredsslutningen qua folkeretlig Handling Fred vil der jo næppe blive mere paa Jorden i det Tidsrum, der kan interessere os vil bringe de gamle Tilstande tilbage, endsige den rene Idyl? Tør vi lukke Øjnene for, at Barskhed, Hensynsløshed og brutal Paagaaenhed vil præge alt og alle? Det er vore kulturelle Rigdomme, vi vil have at forsvare, men det er først og fremmest vor Basis som Nation, vort økonomiske Liv, vort daglige Brød, det vil gælde. Mon det ikke var paa Tide, vi gjorde os alt dette klart? Mon det ikke var paa Tide, vi mobiliserede de Krælter, der da skal føre os frelste igennem, der skal give os vor Plads i det store Kapløb? Til den Anspændelse vil vi faa Brug for vor Kultur i en

40 32 hel anden Betydning, end vi hidtil har set den. Dér hjælper hverken Goethe eller Shakespeare, hverken Far eller Mor, da skal vi vise vor indre Kraft, vor aandelige Overlegenhed, der skal gøre os hurtigere, sikrere og dygtigere end dem, der vil rende os over Ende. Vi liar denne indre Kraft, thi vi maa aldrig tvivle om, at vi kvalitativt ikke staar tilbage for noget andet Folk, men vi maa frigøre den i Tide. Lad os stryge Støvet af vore Vinger og brede dem frit og mægtigt ud, lad os lægge Smaafejl og Smaalighed til Side fra den Dødvandeperiode, vi har været i, som en Sejler, der er ved at gaa over Stag, og hvis Sejl blafrer planløst og uden Kraft, indtil Kursen atter er fundet, Fremdriftsfladerne fyldes og spændes og hele Skibet atter skyder Fart. Lad os vende os mod vore egne Interesser. Lad os standse disse endeløse Drøftelser af»tysk Aand«og»engelsk Aand«og istedet skabe en dansk. Lad os slutte med»klokke Roland«og alt det, vi har haft saa travlt med for i denne Verdenskrise at vise vor»menneskelighed«. Lad os ikke for andre glemme os selv. Ingen vil synge for os, naar vor Tørn kommer. Vi burde vide det fra tidligere. I en Verden af Haardhed skal vi klare for os selv. Opbydelsen af Nationens samlede Kraft, sporet af en ledende Klasses maalbevidste Dygtighed og Skarpsyn, det er, hvad vi trænger til. Det er vor Pligt! I 1 H remtidens Danmark vil og skal vi alle arbejde med paa dette Maal, vie det hele vor Kærlighed, hele vor Forstaaelse; hvis vi, smaa som vi er, vil hævde os og gaa frem, har vi ikke Raad til planløs Splittelse, endsige til Snyltere hverken af Mennesker eller Interesser. Nye Egenskaber vil kræves hos dem, der staar paa Vagt og fører Samfundet. Nu er der ikke mere Plads for Blødagtighed og Famlen, nu vil vi kræve Haardhed uden Raahed, Fasthed uden Kynisme.

41 III. VORE KRÆFTER De Tider er forlængst forbi, da man kunde opretholde Troen paa, at Spørgsmaalet om et Lands Storhed var identisk med dets Arealudstrækning. Udviklingen har gjort denne Antagelse til Skamme. Industrialiseringen af de forskellige Erhverv har gjort disses Trivsel afhængig af Faktorer, der i første Grad bygger paa rent menneskelige Egenskaber. Over moderne Erhvervsudvikling og da særlig over den egentlige Industris staar det store Løsen: Dygtighed. Dette Fænomen og dets stadig stigende Herredømme er det, der for os betinger Haabet om Fremgang og Storhed, men som ogsaa stiller de strengeste Krav til vore intellektuelle og moralske Egenskaber. Udviklingen, der nu til Dags bærer et Land og betinger dets Kraft og Værdi, er knyttet til Egenskaber ikke i ens Jord, men i en selv. Men overfor disse Egenskaber tør vi sige, at Danmark ikke har de daarligste Betingelser. Hvad der maatte være af Mangler, bliver Spørgsmaalet om Vilje og ligger hermed indenfor Omraader, vi selv er Herre over. Stadig maalbevidst Skolen af vore Kræfter, sund og nøgtern Bedømmelse af, hvad Udviklingen kræver, og ingen Løben i Blinde efter det første det bedste Slagord, vil være Betingelserne. Ogsaa her gælder det: Ingen Splittelse af Kræfter, intet Arbejdsspild, hvis vi vil indvinde, hvad vi savner i Folketal; ikke Korthuse, men Kendsgerninger, der kan staa deres Tørn, skal vi bygge, ikke Fraser og Lyrik, men Sandheder med Rod i den virkelige Verden skal vi følge. Og den indre Drivkraft skal hente Styrke fra et samlet Folks Povl Drachmann: Fortid og Fremtid.»

42 34 enige Vilje. Opfylder vi disse Krav, slapper vi aldrig Fordringerne til os selv, vil vi have Fremtiden i os. Det i den økonomiske Udvikling tidligere saa dominerende Raastofspørgsmaal, der endnu øver sin Magt over Sindene, har den tekniske Udvikling trængt stærkt tilbage. Det vil være nok her at pege paa, at baade den tyske og engelske Jernindustri i voksende Grad er baseret paa Anvendelsen af fremmede Jernmalme, væsentlig svenske og spanske, at den berømte engelske Bomuldsindustri faar sin Bomuld fra Indien, Ægypten og Amerika, at den tyske Mølleindustri væsentlig arbejder med fremmed Korn o. s. v., o. s. v., for at vise, at Raastofrigdom og Produktionsmuligheder ikke er et og det samme. Kun de allerstørste Riger har overfor den moderne Produktions mangeartede Krav et Flertal af de Stoffer, de skal bruge. Og selv i disse vil den uhyre Arealudstrækning, der netop betinger Besiddelsen af en saadan Raastofrigdom, bringe Raastofproblemet ind under samme Synspunkt, der ellers behersker det: Transportmuligheden. Raastoffer er nu et Spørgsmaal om Fragter og heldig Beliggenhed for Tilførsel, og overfor de Massetransporter, det her gælder, viser Skibsfarten en knusende Overlegenhed overfor Jernbanetransporten, en Overlegenhed, der takket være Maskineriets stadig større Driftsøkonomi og Væksten i selve Skibenes Størrelse er stadig stigende. Men herved er hele dette betydningsfulde Problem drejet til allerstørste Fordel for os. Med den enestaaende Beliggenhed, vi ved hele Landets geografiske Form, vor store Kystlinie, vore udmærkede Havne, tæt ved de vigtigste Produktions- og Handelslande, har for Tilførsel af Raa- og Hjælpestoffer, er vi i Virkeligheden stillet, som om vi havde alle disse Rigdomme lige udenfor vor Dør. Man tænker ikke dette, før man hører, at f. Eks. Fragterne fra de skotske og nordengelske Kuldistrikter til danske Havne ikke er større end til London eller andre Pladser i Sydengland! Skulde det i visse Henseender dog ikke kunne undgaas, at vi ved Tilførsler betaler vor Afhængighed, vil det rigeligt opvejes af de Fordele, der letter vor tilsvarende Udførsel af færdige Produkter. Hvad dette betyder, vil man forstaa deraf, at Sør w

43 35 fragten til fjerne oversøiske Pladser fra omtrent enhver By i Danmark er mindre end den Jernbanefragt, det tyske Eksportgods maa betale alene for at komme fra mellemtyske Produktions-Pladser til Udskibningshavnene Hamborg eller Bremen *). Det er disse Forhold, der er Grundbetingelsen for hele vort materielle Liv, der har gjort det muligt at industrialisere vort Landbrug efter kæmpemæssig Maalestok og basere det paa Tilførsel af udenlandske Raa- og Hjælpestoffer med tilsvarende Stor-Eksport. Det er det, der afgiver Grundlag for vor opblomstrende industrielle Produktion og de Eksportmuligheder, denne frembyder. Det, der bærer vor Fremtid! Er de Krav, vor geografiske Beliggenhed saaledes stiller med Hensyn til Raastofproblemet, opfyldt, gælder da hovedsagelig endnu kun to Faktorer i Spørgsmaalet om Nationens Fremgang. Den første er Befolkningens Dygtighed, der atter under et er afhængig af dens Kultur. Men den vigtigste Faktor for menneskelig Kultur er og bliver Folketæthed, m. a. O. vor geografiske Lidenhed er i Virkeligheden vor Styrke. De opnaaede Resultater m. H. t. aandelig Udvikling, Oplysning, dybt gaaende Kultivering i hele Folket, vidner højt herom. Endelig kommer Tilstedeværelse af saadanne Faktorer, som virker tiltrækkende for Landet som Arbejdssted. Disse er klimatiske (ingen Varme, der sløver Energien og tager paa Helbredet, eller Kulde, som store Dele af Aaret nedsænker os i Sne og Is, virker lammende paa Mennesker og Arbejde), geografiske (fra Historiens Morgen har vort Land været Nordens Arkipelag. Nyere Filologer har endog paavist, at den hele gotiske og germanske Stamme er udgaaet fra de danske Øer. Her har Livsvilkaarene tidligst udviklet Kultur og skabt sejrende Racer. Disse Vilkaar nyder vi stadig godt af. Udviklingen, der har forskudt Tyngdepunkterne, har i Stedet gjort os velbeliggende for Befrugtningen af Verdenskulturens Strømninger). Endelig kulturelle og ikke mindst sociale, der *) Alex. Foss:»Danmark som Industriland«, København 1912.

44 36 har saa uhyre Betydning for Udviklingen af Sundhed og Til fredshed i et Folk. De første Betingelser er omtalt, og m. H. t. de sidste tør det hævdes, at vi i de store Linier maaske frembyder sundere Forhold end noget andet Land. Vi ser saaledes, at vi i alle disse Retninger er saa gunstigt stillet, som det maaske overhovedet er muligt. Dette er Fundamenterne for vor Udvikling. De er baade i Stand til og beregnet paa at bære langt større Bygværker end dem, vi plejer at forestille os som Grænsen for vor Ydeevne. Saa langt fra at være Askepot, er vi snarere et særligt begunstiget Folk. Bevidstheden herom bør gennemsyre vort daglige Liv, give Lyst i vort Arbejde og Rygrad i vor Holdning. Vi er smaa, men vi er ikke svage. I Kraft af hvad andet, end de her nævnte Egenskaber, tror man ellers, vi kunde frembyde det i Verdensøkonomien maaske enestaaende Eksempel, da vi i 1880'erne formaaede at lægge hele Kernen i vor Nationaløkonomi om, den Gang Konkurrencen fra de oversøiske jomfruelige Kornlande væl tede ind over det gamle Evropa, takket være Udviklingen af de oversøiske Jernbanenet og Skibsforbindelser? Gennem hele Historien ser vi, hvorledes rige Lande rammes af Udviklingens Strømkæntringer og distanceres. Vi opbød vore Kraftreserver og tog fat paa en anden Bov uden at gaa til de livs- og produktionsfordyrende Kunstmidler, hvormed man andre Steder red Stormen af. De Kræfter, der vilde rende os ned, tog vi simpelthen i vor Tjeneste, udnyttede dem! Fortsættelsen af en ekstensiv Drift af Kornavl, som vi den Gang levede paa, havde for at betale sig krævet Arealer mange Gange større end Danmark. I Stedet lagde vi over til animalsk Forædlingsproduktion ved lykkelig Samvirken mellem Videnskab, Landbostand og Handel, og baseret netop paa de fremmede Korn- og Foderstoffer, hvis Billighed havde ramt vor tidligere Drift. Vi satte vor Afhængighed af vort Areal ned og af vor Dygtighed op. Resultatet var en saa meget stærkere Udnyttelse af vor Hjemlands Jord, at vort nuværende industrialiserede Landbrugs aarlige Produktionsværdi er 5 Gange større end de gamle Driftsmetoders omkring 1875.

45 37 Siden har vi tilmed formaaet at lægge Grund til en ny Udvikling, hvor de her nævnte Principer fremtræder fuldt koncentreret, nemlig i industriel Henseende, hvorom senere. Lad os for fuldt at forstaa disse Problemer kaste et Blik paa vore nordiske Brødrenationer, som vi saa ofte baade af dem og delvis af os selv hører fremstillet som de begunstigede Fremtidsfolk, og se, hvad de har ud af deres uhyre Arealer. Sveriges Folkemængde udgør ca. 5,7 Millioner med en aarlig Tilvækst af 0,73 pct., Norges ca. 2,5 Millioner med en aarlig Tilvækst af 0,75 pct., Danmarks ca. 2,9 Millioner med en Tilvækstprocent af 1,08. Danmarks aarlige Vækst er altsaa ikke saa lidt stærkere end de to andre Landes. Folketætheden pr. km 2 udgør i Danmark 66, i Sverige 12, i Norge 7. Hvis man altsaa ikke betragter nøgne Fjeldvidder, uvejsomme Skove, Sumpe og Ødemarker, men Mennesket som den drivende Faktor i Landenes Udvikling, vil man ikke kunne nægte vor Overlegenhed. Det dyrkede Areal udgør i Sverige 35,000 km 2, i Danmark 30,000 km 2, i Norge 5,300 km 2. Udregnet pr. Indbygger er vor Overvægt uhyre. Nationalformuen, der er et Billede paa Landets økonomiske Kraft, viser samme Billede. Den udgjorde i Norge (1900) 3 Milliarder Kr. eller pr. Individ 1350 Kr., i Sverige (1898) 9 Milliarder Kr., pr. Individ 1770 Kr., i Danmark (1900) 7,2 Milliarder Kr., pr. Individ 2800 Kr. *) Senere nøjagtige Sammenligninger kan ikke foretages. Tallene er stegne, men uden at det indbyrdes Forhold er undergaaet væsentlig Forskydning. Det kan dog blot tilføjes, at Norges Nationalindtægt for faa Aar siden ansattes til 600 Millioner Kr. aarlig, medens Danmarks samtidig ansloges til 1 Milliard Kr. Skarpest fremtræder dog Resultaterne af vore økonomiske Fortrin og vor Udnyttelse af disse i en Sammenligning over de tre Landes Omsætning: Norges Indførsel (i 1913) udgjorde 552 Mill. Kr., Danmarks 855 Mill. Kr. og Sveriges ligeledes 855 Mill. Kr., medens Norges Udførsel udgjorde 392 Mill. Kr., Danmarks 721 Mill. Kr. og Sveriges 819 Mill. Kr. Vi er altsaa langt forud for Norge i *) Aschehoug:»Socialøkonomik«, Kristiania 1910.

46 38 Omsætning og næsten paa Højde med Sverige. I relative Tal ændres dette yderligere i vor Favør, thi omsat pr. Individ udgjorde Omsætningen i Danmark 563 Kr., i Norge 387 Kr. og i Sverige 299 Kr. Naar da baade Sverige og Norge gaar igang med at opbygge deres Fremtid med saa stor Tillid, som vi kender, hvor stor Værdi maa da ikke Bevidstheden om vore Kræfter kunne yde os i vort Arbejde? Vi ynder at tale om, at vi ikke har Plads til mange Mennesker. Vi har Plads til akkurat saa mange, vi selv vil. Vi har derimod ikke Raad til hvert Aar at sende ca. en Femtedel af vort Fødselsoverskud til Amerika. Og det har vi hidtil gjort.

47 IV. ET STØRRE DANMARK Vi har nu set, hvorledes de materielle Betingelser for et større Danmark er i den mest udmærkede Orden, men ogsaa hvorledes de nøje er sammenknyttet med rent psykologiske Momenter. De Kræfter, der skal skabe vor Udvikling, maa derfor komme fra forskellig Side, men sammenarbejdes i en afgørende Enhed. Ingen af Opgaverne vil i Længden kunne løses tilfredsstillende som isoleret, og det er denne midtpunktsamlende Kraft, der skal være selve Rygraden i vort Liv, vi hidtil har undværet. Det nye Danmark er et System, hvori mange Led og mange Kræfter arbejder sammen, befrugtende og berigende hinanden i gensidig Vekselvirkning, og hvori ingen Faktor kan undværes uden at svække det hele. At belyse disse Kræfter under denne Synsvinkel skal i det efterfølgende være vort Maal. MATERIELLE MOMENTER Erhvervene. Den Betydning for Danmark, Landbruget repræsenterer, behøver ikke nærmere at uddybes. Vi tænker ikke saa meget her paa Landbruget som»det største Erhverv«,»det bærende Erhverv«,»vor naturlige Næringsvej«o. s. v., hvilke Betegnelser vi har hørt tilstrækkelig tit, men vi vurderer Landbruget efter den Mulighed, det sidder inde med, ligegyldigt om det beskæftiger nogle Procent mere eller mindre af Befolkningen. Vi ser det under Synsvinklen af Repræsentant for den danske Kraft, der mødte Verdenskiil-

48 40 turens brusende Stormflod og bød den Trods. Vi ser det som Udtryk for den danske Aand, der som den stormpiskede Klitplante forstaar at bøje sig efter den herskende Vind, men aldrig slipper sit sikre Tag i den Jord, den paa samme Tid ernærer sig af og har til Opgave at skærme. Vi skal ikke nægte, at i denne store Omlægning baade Videnskaben, (navnlig for Smørfremstillingens Vedkommende), Tekniken og Handelen, der alle satte Ryg til, havde deres store Betydning og Landbruget selv bør heller ikke glemme det men uden en vaagen, intelligent Karakter, uden en sejg Udholdenhed hos Landboerne selv havde Forandringen ikke kunnet foretages. Den Betydning, Folkehøjskolerne havde heroverfor, skal blot antydes. De repræsenterer i denne ene Sag det, hele vor Kultur skal betyde for os i vor forøgede Udvikling. Den anden Faktor, Karakterens Paalidelighed, laa i Menneskene selv, og den vil vi arbejde videre med og udvikle som den Arv, der gaar gennem vort Folks ældgamle Historie. Landbruget brødføder nu ca. 1 Million af vore næsten 3 Millioner Indbyggere og staar med en Produktionsværdi af 1 Milliard Kr. aarlig og med en Eksportværdi af over 600 Millioner Kr. Hvorledes disse kæmpemæssige Tal har kunnet skabes, har vi før nævnt. Hvorledes de vil blive i Fremtiden, er ikke let at sige, men hvorledes Forholdene end kommer til at stille sig, vil det være klart, at en Faktor, der har vokset sig saa stærk som vor Landbrugseksport, ikke er nem at knække, fordi den ikke er nem at undvære. Og dansk Landbrug er blevet klogt af Skade. Da det i sin Tid mistede sin tidligere store Korneksport, fordi konkurrerende Varer af samme Art kom fra fjerne Verdensdele og ødelagde dets Chancer, indsaa man, at hvis man skulde undgaa lignende Kalamiteter, maatte man væk fra dette at producere samme Vare, som en hvilken som helst Landboer i en hvilken som helst Krog af Verden kunde lave efter, og man gik med Energi løs paa den Vej, som er Vejen for al dansk Virksomhed, der nu har Betydning, nemlig at give sine Produkter Kvalitetspræget, gøre dem til noget for sig, gøre dem bedre end andre af samme Slags. Heri vil vort Landbrug have den indre Kraft,

49 41 der skal føre det frelst gennem kommende Tider, selv om atter Storme maatte sætte ind mod dets Omraader. Men skal dette lykkes, skal yderligere Fremgang sikres maaske under vanskelige Forhold, maa Landbruget til Gengæld tage Lære af Tiden og koncentrere sine Interesser og Kræfter og frem for alt ikke fortsætte den nyere, skæbnesvangre Bevægelse mod at ville have Part i alt, hvad der paa nogen Maade berører dets Interesser. Vi ser det Særsyn, at dansk Landbrug foruden sine Handelsforretninger for Indførsel og Udførsel anlægger Fabriker, Banker og Detailhandeler i stor Maalestok. Vi ved godt, at denne Bevægelse Forbrugernes Overtagelse af Produktionen, som den kaldes er Genstand for næsten religiøs Kultus ikke blot i Landbruget selv, men i store Kredse af det øvrige Folk, der ellers staar den samlende og nationale Bevægelse nær. Og dog skal det siges, at der aldrig har været farligere Bevægelse i Danmarks Økonomi, fordi den kun er egnet til at svække, fordi den er det modsatte af, hvad Tiden forlanger af Arbejds- og Kraftøkonomi. Selv om man ikke vilde træde i Skranken for de andre Befolkningsklassers berettigede Interesser der er dog 2 Millioner Ikke-Landbrugere maatte man udtale denne Fordømmelse for Landbrugets egen Skyld. Et gammelt Ordsprog siger, at»man ikke skal gabe højere, end at man kan lukke Munden igen«. De usikre Situationer, vort Landbrug gaar imøde sammen med os andre, bør tilskynde det til frem for alt at begrænse sig, at koncentrere sig, thi kun herved vindes den virkelige Styrke, sikres Fremtiden. Men er denne Bevægelse saaledes farlig for Landbruget selv, er den end mindre betryggende for vore andre Erhverv for hele vort Samfunds Sundhed. Den er mere end ensidig, den er urigtig. Den kæmper i Forbrugernes Navn, men notabene kun for saa vidt Forbrugerne er Landbruget selv. Thi Smørret, Flæsket og Mælken sælges jo ikke efter Priser, der kun er indrettet efter Hensyn til Forbrugerne. Men Landbrugets indenlandske Forbrugere, dem der udgør den faste Kerne i hele dets Afsætning, er jo netop dem, der lever af de andre Erhverv, hvis Interesser det er, Landbruget altsaa nægter at

50 42 anerkende. Et fuldstændigt Dilemma er i Virkeligheden Konsekvensen af denne Bevægelse. Sæt den greb om sig ogsaa i andre Erhverv, da kunde man se Industrien og Byerhvervene Forbrugerne af Landbrugsartikler i det hele slutte sig sammen og oprette deres egne Mejerier, Mælkeforsyningsanstalter og Slagterier. Sæt Skibsfarten organiserede sig og overtog de Landbrug, hvis Produkter den nu besørger eksporteret, eller hvis Tilførsler den muliggør. Det vilde jo være ligesaa berettiget, som at Landbruget nu overtager de Fabriker Margarine-, Skotøjs-, Cement-, Gødnings- o. s. v. af hvis Produkter det er Køber, eller de Handels- og Fragtvirksomheder, der forsyner og betjener det. Paa denne Maade vilde den frie danske Landbostand synke ned til at være lejede Arbejdere eller formodentlig foretrække at udvandre og blive erstattet af fremmed Arbejdskraft. At dette ikke vilde ske uden vældige, for Landet ruinerende Kraftprøver og være til national Ulykke, er en Selvfølge. Hermed er kun udkastet et Fantasibillede, men unægtelig et Billede, der hurtig paatrænger sig en, naar man gennemtænker Konsekvenserne af denne Bevægelse. Man mindes den gamle Fabel om de forskellige menneskelige Organer, der gjorde Oprør mod hinanden; hver for sig troede sig mest uundværlig, hævdede sine Interesser som de vigtigste: Maven, Hjertet, Hjernen, Benene, Armene o. s. v. Sammenslutninger paa de Omraader, der er naturlige for Landbruget ved selve Produktionen af Smør, Flæsk o. s. v. i vore Andelsforetagender, er kun gavnlige, og deres Betydning skal ikke underkendes. Men alt har sin Begrænsning, og at ville udvide dette Princip til ogsaa at gælde Fremstillingen af de Produkter, Landbruget er Køber af, overhovedet at ville lægge alt ind under sig, man arbejder sammen med, er daarlig Politik og endnu daarligere Nationaløkonomi. Det er en Misforstaaelse af hele den moderne økonomiske Udviklings Grundlov. Det er et Brud paa Principet om de forskellige Arbejdskræfters gensidige Samvirken. Ligesaa vist man maa producere, før man kan forbruge, maa Produktionens berettigede Interesser selvsagt ikke sættes til Side for Forbrugets.

51 43 Men det er dette, den nye Bevægelse i Virkeligheden gør. Men selv om man vilde lukke Øjnene herfor, og mene det ligegyldigt, hvem der drev Landets Fabriker, vil man gøre sig skyldig i den største Begrebsforvirring, hvis man tror, der for at opbygge virkelig levedygtig Industri nu til Dags kun udkræves en Samling Forbrugere. Saa let gaar det ikke, og derfor vil den nye Bevægelse kun opnaa at ødelægge, ikke at opbygge. Landbruget vil sprænge sig selv derpaa og blot anrette ubodelig Skade paa de Omraader, det angriber. Ingen af vore Virkekræfter taaler at beskæres. Frem for at give sig Teorier og»bevægelser«i Vold, der ser saa helt anderledes ud paa Papiret end overført i den virkelige Verden, bør vort Landbrug arbejde videre paa sit eget Omraade og frem for alt konsolidere sig. Her ligger Landbrugets fornemmelige Opgave; de store Laan, det arbejder med, er dets svage Punkt. Saa længe det endnu findes, synes Tiden overhovedet ikke at opfordre til Fastgørelse af yderligere, laante Kapitaler. Det vil svække hele det Fundament, vort Landbrug er opbygget paa, og paa hvilket det har naaet saa glimrende Resultater, der ikke blot belønner, men ogsaa forpligter. Langt rimeligere var det, om Landbruget omsider vilde skænke Hjemmemarkedet dette faste Støttepunkt for al Eksport større Opmærksomhed end hidtil. Og Hjemmemarkedet, hvad er det andet end de øvrige Erhverv? Ingen af os maa længer være»sig selv nok«. Det kan til en vis Grad forklares, hvorledes vort Landbrug er kommet ind paa denne lidet gennemtænkte Vej. Det laa ikke for det at hvile paa sine Laurbær, og efter den Kulmination ikke i Tal, men i Kraftopbydelse der maatte følge, da hele den nye Udvikling var kommet ind i sikkert Spor, virkede saa at sige automatisk, saa det sig om efter nye Virkefelter. Men herved har Landbruget selv tilfuide godtgjort, at vort Folk nu sidder inde med et Kraftoverskud, og det er dette, Nationen vil kræve anvendt i de nye Opgaver, der venter. Den tekniske Begavelse, den ligefrem industrielle Trang, der bor i vort Folk, kræver at anvendes ikke til usikre Eksperimenter, men efter anerkendte Principer, ad Veje, hvor

52 44 Resultaterne er givne, hvor Sejren venter til Fordel for den enkelte og alle. Den Udvikling, Landbruget opviser, gennemindustrialiseret baade i Drift og Omsætning, peger direkte mod den egentlige Fabriksindustri som den Erhvervsgren, der er naturlig for vore Evner og vor Karakter. Der er her ikke Tale om en Forskydning til et nyt Tyngdepunkt, men om Dannelsen af et yderligere. Om disse to Grundpiller, Landbrug og Industri, vil det øvrige Samfund gruppere sig rigt og stærkt. Denne Bevægelse er allerede i fuld Gang, og det er godt, den er det. Man staar bedre paa to Ben end paa et, og vi vil faa Brug for at staa fast. Industrien er saa ung i Danmark, saa mange endnu ikke regner den for noget, og dog saa gammel, at Oldfundene i vor Jord viser, at industriel Dygtighed fra Historiens Morgen har været et Grundtræk hos Danernes Folk. I det store Genrejsningsarbejde, der fulgte efter vor sidste ulykkelige Krig, er det forstaaeligt, at Udviklingen i Landbrug, i Samfærdsel og Handel, Nyorganiseringen af vort kulturelle Liv o. 1. var det, der først maatte lægge Beslag paa Nationens Arbejde. Først efterhaanden som nye Kræfter kom op og gamle blev frigjort, kunde Danmark for Alvor træde ind i moderne Industriudvikling. Og i en ny Jernalder brød aartusindgamle Kræfter frem igen og gjorde, at vor nyindustrielle Udvikling baade blev sund og stærk. Med rivende Fart udviklede Industrien sig, indtil den nu giver Brød til godt 750,000 Mennesker, beskæftiger 350,000 og aarlig frembringer Varer af ca. 700 Millioner Kroners Værdi. Efter at have arbejdet sig tilrette, indstillet sine Kræfter, har den i de senere Aar kunnet opvise en stigende Eksport, der alene i de sidste 4 Aar før Verdenskrigen fordobledes i Værdi og nu udgør 75 å 100 Millioner Kroner aarlig. De før omtalte Forhold, der stiller Raastofproblemet saa heldigt for os, skønt man skulde tro det modsatte, og vore egne Egenskaber er det, som afgiver Basis for denne Udvikling*). Den er som nævnt Krystaliseringen af den Bevæ *) Ofte vil tilmed vort Raastofproblem indskrænke sig til et rent Brændselsproblem, thi hvor mange af vore største Industrier er ikke

53 45 gelse, der har ført Landbruget frem, og her er ingen andre Grænser end dem, vi selv sætter. Her er vor Ekspansion, vor Fremtid frem for alt. Alle de Industrier, der nu er store og levedygtige hos os og det er efterhaanden ikke faa er i et og alt Beviser paa, hvad denne Bevægelse bunder i, og hvor den peger hen. Ogsaa her gaar vi frem under Kvalitetsprægets Mærke, det som genfindes overalt lige fra vore Kunstindustrier til de vægtige Maskinindustrier, fra Tallerkenerne til Motorskibene, fra Tør-Elementerne til Cementovnene, fra Kablerne til Fodtøjet. Det er vel sandt, at vi ingen Grubeog Mineindustrier har til Underlag for vort Arbejde, men i Stedet har vi Transportapparater og Kraner staaende parat ved vore Bolværker og Brygger, har vi vor dygtige Skibstlaade og frem for alt Havet, Havet overalt. Det er vor Erstatning for Gruber og Miner. Det gør, at vi aldrig fristes til at lægge os til Ro paa de Rigdomme, man blot har at grave op af Jorden; det gør, at vort Arbejde ikke blot bliver et Spørgsmaal om stærke Arme, men om stærke Hjerner; det gør, at vi slipper for Montanindustriernes lidet heldige Virkninger i social og folkehygiejnisk Henseende. For imidlertid fuldt ud at kunne udnytte vore industrielle Muligheder er det nødvendigt, at vi gaar frem ledet af den mest rationelle Udnyttelse af de givne Kræfter, som tænkes kan. Det Kraftspild, som er enhver Planløsheds Følge, har vi ikke Raad til. Ikke øjeblikkelige Tilskyndelser og Konjunkturer, men Beregninger paa langt Sigt og paa Grundlag af sikre og indgaaende Undersøgelser baade af, hvad vi magter indadtil, og hvad der kræves udadtil, bør være vor Ledetraad. Det er værd at fremhæve dette, fordi den Eksportbaseret paa Udnyttelsen af indenlandske Raastoffer: Cementindustrien, Per allerede eksporterer Halvdelen af sin Produktion, og hvortil store Forhaabninger kan knyttes, Lerindustrien, der er saa omfattende og af saa stor Betydning for By og Land, vor Bryggeriindustri, der hører til de førende i Verden, vor fortrinlige Læderindustri, vor velordnede Sukkerindustri, der baade spreder Rigdom til Landbrug og Industri og har saa stor Betydning for hele Folket, Dele af vor keramiske Industri, af vor Træindustri, af vore kemiske Industrier, vor Kridt- og Stenindustri o. s. v.

54 46 feber, der delvis er opstaaet under Krigen, ikke i al for høj Grad har været præget heraf. De Omraader, hvorpaa vi bør koncentrere os, bør vælges saaledes, at de ikke blot isoleret, men ogsaa nationaløkonomisk set giver det størst mulige Udbytte. Opbygningen af vor Industri bør følgelig ske saaledes, at dens enkelte Grene supplerer og støtter hinanden. Kun herved opnaas den faste Sammentømring, der skal gøre den udviklings- og modstandsdygtig. For de enkelte Industrigrene vil det atter gælde ved gennemført Specialisering at opnaa Levedygtighed. Det vil atter forudsætte den fornuftige Begrænsning i Konkurrencen, som selve Forholdene i et mindre Land tilskynder til. Og frem for alt bør det ikke være saaledes, at en Industri, naar den maaske efter lang og møjsommelig Kamp endelig er naaet op til virkelig sund Blomstring, bør være udsat for at blive undergravet af sine egne Landsmænd, f. Eks. i Kraft af den nylig omtalte»forbrugspolitiks-bevægelse, endsige ved Krav om Statsmonopol, Skattepaalæg el. lign. En Ting, maa vi huske, vil fremtræde med forøget Styrke efter denne Krig, hvor alle Folkene vil og maa søge at rive det mest mulige Arbejde til sig: hvis man ikke gør Vilkaarene i vort Land saaledes, at de virker tiltrækkende for de produktive Kræfter, vil vi simpelthen opleve i Stedet for den Fremtid, vi burde kunne faa, at se baade vore Fabriker, vor Kapital og vore Arbejdere udvandre til Steder, hvor der venter dem bedre Udbytte af deres Virken. Dette er et Moment, der ikke tilstrækkelig kan fremhæves. Men en saadan Aareladning vil bringe hele vort økonomiske og nationale Liv i Fare, og alle Erhverv, alle Partier har Pligt til at staa solidarisk heroverfor. Foruden de egentlig produktive Erhverv rummer vort Erhvervsliv endnu to vigtige Faktorer: Handel og Skibsfart. For dem begge gælder det, at deres Udvikling har været fuldstændig naturlig under Hensyn ikke blot til Landets geografiske Beliggenhed, men ogsaa til Hovederhvervenes ovenfor skitserede Arbejdsmaade. Danmark er et Omsætningsland par excellence. Støttet herpaa har vor Handelsstand ved sin Dygtighed forstaaet at udvide sine Felter, og særlig for Kø

55 47 benhavn har Storhandelen som bekendt altid været en vigtig Faktor. Den har ingenlunde været begunstiget af Toldforhold o. 1. i Østersøens andre Lande, men den har mødt Vanskelighederne ved at skærpe Kravene til sig selv, og byggende paa vore glorværdige Traditioner staar vi endnu den Dag i Dag som Nordens første Handelsfolk*). Til den videre Udvikling heraf, naar fredelig Omsætning atter indtræder, stiller man som bekendt store Forhaabninger, men ogsaa disse vil kun honoreres, hvis vi lægger den største Dygtighed og Energi for Dagen. For denne Udvikling og dette gælder ogsaa vor industrielle vil det imidlertid være af afgørende Betydning, at vi kan bygge paa den nødvendige Kapitalkraft. Vor Bankverden er sund, men skal den opfylde sin Mission, maa den indenlandske Opsparing fremmes ganske overordentlig. Der er imidlertid ingen Tvivl om, at dette kan lade sig gøre. Vi er et rigt Land, men vi har rigtignok hidtil haft Tilbøjelighed til at bruge vore Midler fuldt ud. Hvis vi heri foretager en Forandring, vil Løsningen af det finansielle Problem være sikker. Under Hensyn til Danmarks omtalte Karakter som Omsætningsland vil man endvidere forstaa, af hvor stor Betydning det har været for vort Land at have sin egen Skibsflaade til at besørge vore Til- og Udførsler samt vor indenrigske Trafik, hvilket ikke mindst burde være gaaet op for os under den nuværende Situation. Ikke blot i vor egen Tjeneste, ogsaa i Fart paa fremmede Lande har vor Skibsfart imidlertid gjort sig nyttig. Vore dygtige Tramprederier besørger nu en meget vigtig Del af Østersøens og Nordsøens Trafik, og i adskillige af disse Haves Havne kommer den danske Skibstrafik i Rækkefølge umiddelbart efter vedkommende Havns eget Nationalflag. Sluttelig har den nyere Tid genbragt os det System af oversøiske Linier, der i tidligere Tider bragte saa store Rigdomme til vort Land. Disse *) Til Belysning af Københavns Stilling som ledende Handels- og Havneplads i Norden tjener følgende Statistik: I 1913 udgjorde den indgaaede Skibstrafik i: København 5,7 Mill. Reg. Tons, Stockholm 3,2 Mill. Reg. Tons, Gøteborg 2,7 Mill. Reg. Tons, Malmø 2,6 Mill. Reg. Tons, Riga 2,1 Mill. Tons, Petrograd med Kronstadt ca. 2 Mill. Reg. Tons.

56 HH 48 Liniers videre Udviklingsbetingelser skal vi straks komme tilbage til. Kommer Handel og Skibsfart end ikke i første Række, naar Talen er om Evne til at beskæftige Folkeforøgelsen, vil man dog have forstaaet deres uhyre nationaløkonomiske Betydning for Begrebet: et større Danmark. Gennem dem udvider vore Horisonter sig naturligt, og ved deres Hjælp sættes vi i Stand til at koncentrere os om de Opgaver, der skal føre os frem. Som Fremtidsmaal maa det derfor gælde for os om ikke paa nogen Maade at svække disse Erhverv eller unddrage dem vor Interesse. Overfor dem begge er en stærk Konkurrence vokset op fra vore Nabofolk, og alle maa vi sætte Ryg mod Ryg, hvor det gælder at bevare en førende Stilling for dansk Foretagsomhed og dansk Arbejde. Den betydningsfulde Opgave: at bringe Balance tilveje i vor Handelsomsætning med Udlandet, var det inden Krigen som bekendt ikke lykkedes at løse. Til Trods for, at Landbrugets Eksport er vokset mægtigt i de senere Aar, er vor Handelsbalance blevet stadig forringet. De ekstraordinære Forhold har nu bragt en foreløbig Bedring. Vi bør glæde os over den Konsolidering, der herved er vundet, men det maa ikke skygge for den Kendsgerning, at har vor Landbrugseksport hidtil ikke været i Stand til at bevare Balancen alene, vil den selv i bedste Tilfælde ikke heller blive det fremtidig. Der er da kun to Veje at gaa for at skabe den Sundhed for hele Samfundets Trivsel, der er afhængig af, at vi ikke fra Aar til Aar forøger vor Gæld til Udlandet, nemlig Udvidelse af den indenlandske Produktion og Oparbejdelse af industriel Eksport. Ved i saa stor Maalestok som mulig at erstatte de dyrere indførte Færdigprodukter med de billigere Raavarer og Halvfabrikata, selv overtage disses Forarbejdning for Forbrug og Eksport, kan vi modvirke de sidste Tiaars farlige Bevægelse. Der er Grund til at haabe, at Forstaaelsen for dette alvorlige Problem er voksende, men unægtelig er det ogsaa paa Tide, at fuldstændig Klarhed indtræder, thi den udenlandske Konkurrence, vi kommer til at kæmpe med efter Krigen, skal nok gøre sit til at stille Sagen paa Spidsen. Da

57 49 gælder det at lade gamle Teorier og kortsynet Egoisme fare og sætte de fælles Hensyn, hvortil ens egen Skæbne dog til syvende og sidst er knyttet, i Højsædet. Og Krigen har jo ikke været nogen daarlig Læremester i Retning af at fremhæve Betydningen af at have sin indenlandske Produktion saa stærk som mulig. Industrien er karakteristisk ikke blot ved sine mægtige Arbejdertal, hvorved den kan skaffe Arbejde til den voksende Folkemængde, som vort Landbrug alene ikke vil kunne sysselsætte, men ogsaa ved sine utallige Sidevirkninger, ikke mindst overfor vor Skibsfart og Handel, alle vore Byerhverv i videste Forstand. Med den Forskydning, der er indtraadt i Verdensomsætningens Teknik, staar bag Nutidens Storhandel de eksportdygtige Industrier som den mægtige Ballast. Med den ejendommelige ensidige Udvikling af vor Landbrugseksport er det derfor for Udviklingen af dansk Storskibsfart og hermed Storhandel af afgørende Betydning, at der skabes denne Betingelser gennem Udvikling af eksportkraftige Industrier, der med deres Produkter kan afgive Returbasis«for oversøiske Linier. De sidste 15 Aars Udvikling belyser dette bedre end noget; tag en udpræget Eksportindustri som vor Cementindustri, og man vil se den mest frugtbare gensidige Vekselvirkning mellem denne og de oversøiske Linier, der i den nyere Tid er etableret herhjemme. Thi det er ikke nok. at vi har Gods at føre til Danmark, vi maa ogsaa have Fragt at byde fra Danmark, hvis ikke Bevægelsen skal blive haltende og Skibslinierne mellem Skandinavien og oversøiske Pladser forbeholdes vore Nabofolk. Men uden saadanne Skibsforbindelser vil vor Stabel- og Transithandel, vor hele Stilling som Østersøens Hovedplads sygne hen, og dog er saa store og berettigede Forhaabninger knyttet netop til vor Storhandel, den der uden kunstig Støtte og Hjælp har kunnet arbejde sig op paa Siden af Udviklingen i andre Lande, hvor Subventioner og Understøttelser af alle Slags har kendetegnet denne Udvikling. Den er det, som atter har knyttet Traade fra Verdenshandelens Spindelvæv til Danmarks Hovedstad, bringende os et forjættende Genskin fra hine Tider for kun Povl Drachmann: Fortid og Fremtid. 4

58 50 godt et Aarhundrede siden, da København var Nordens og Østersøens Centrum, og Dannebrog vistes paa fremmede Have i en Handel, der skaffede den Tid Tilnavnet»Den glimrende Handelsempire«. Og i dette Skær af en ny Morgenrødme møder vi Aanden i moderne Imperialisme, Tidens store Arbejdsevangelium. Thi som vi foran viste, Nutidens Arbejde er andet og mere end Røg, Spektakel og Snavs, som saa mange herhjemme endnu er tilbøjelig til at mene. Det er Vejen mod større Linier og Tanker, der forlænger vore Perspektiver udover Kloden, enten vi nu følger en af vore stolte Oversødampere paa dens Vej, eller et dansk Telegrafkabel i sin verdensomspændende Længde, tænker paa vor Olieindustris Kopra-Faktorier paa fjerne Sydhavsøer, paa Plantagerne i Østen eller paa danske Maskiner, der arbejder i Cementindustrierne i selv de fjerneste Verdensegne, paa Værktøjsmaskiner, der snurrer i Kinas Fabriker, paa alt det, dansk Dygtighed og Energi har bygget op derude i den store Verden. Overalt møder vi Jublen fra vort Flag og fra Bevidstheden om, at danske Mænd, at vi selv er med i det store Verdensarbejde. Og vi føler det, som om hver Maskine, hver Vare, vi sender ud, er et lille Stykke Danmark, vi lægger derude, og som forlænger vore Horisonter og gør os større. Og det er denne Følelse, vi trænger til og tørster efter. Tager man dens Kraft fra os, vil vi være lammede som en stækket Fugl, vil vi sygne hen og opsluges af de stormende Bølger, der langt frem i Tiden vil skylle hen over vor Jord. Giver man os den, vil vi styrkes og staalsættes, vil Blodet strømme stærkere gennem vore Aarer og hele vort Liv faa ny Kraft. Vi har nu betragtet de materielle Momenter, der gør sig gældende i det Problem, vi beskæftiger os med, og vi vil derefter vende os mod saadanne Faktorer, der i første Række kan tjene til at fremme disse Momenter. Her mødes man straks af Kravet om faglig Dygtighed. Arbejdet herfor er paa Forhaand begunstiget i Danmark ved den fortrinlige almene Oplysning, ved Folkekarakterens Vaa-

59 genhed, og som bekendt fremviser den nyere Tid ogsaa en ualmindelig Forstaaelse for denne Sag baade i Ord og Gerning. Men vi maa heller aldrig blive trætte, thi skal vi søge vor industrielle Overlegenhed i fortrinlige Produktioner, er det klart, at Dygtighed fra øverst til nederst maa gøre Udslaget. 1 naturlig Forbindelse hermed kommer Arbejderspørgsmaalet i Betragtning. Hele den her skitserede Bevægelse forudsætter saa klart en nøgtern Udvikling af vore Arbejderforhold, at ingen nærmere Udredning behøves. En Vanskelighed vil man dog maaske kunne paapege, nemlig Indflydelsen af vore Arbejderes Psykologi overfor Overgangen til større Arbejdsintensitet, som Konkurrencen ganske af sig selv vil tvinge os ind paa. Men faar man først udredet de hertil sigtende moderne Arbejdsmetoder ikke som tarvelige Bestræbelser for»arbejderudbytning«og deslige, men som den højeste Stræben just efter at give Arbejdet sin rette Værdi, undgaa Spild af Kraft og med de mindst mulige Anstrengelser at opnaa det største Resultat, vil Erfaringerne hurtig vise sig til Gavn først og fremmest for Arbejderklassen selv. Selvfølgelig vil ogsaa Socialismens ensidige Fremhæven af Betydningen af Arbejdsudbyttets Fordeling kunne blive en Hemsko for vor Arbejdsiver. Her som overfor Andelsfolkenes ensidige Forbrugersynspunkter maa det fremhæves: først Produktion, saa Fordeling og Forbrug. Begynder man at strides om de to sidstnævnte Problemer og forsømmer det første, er Resultatet givet. Alligevel tør man med Tryghed se paa vore fremtidige Arbejderforhold. Den Nøgternhed og Paalidelighed, der inderst inde kendetegner den danske Arbejder, vil ikke fornægte sig. Dette bekræftes af de sidste Tiders glædelige Tegn paa, at Forstaaelsen af en kraftig indenlandsk Produktions Betydning ogsaa klart opfattes af vore Arbejderførere, mindre maaske af dem, der skriver i Aviserne, end af dem, der handler. Og sidst, men ikke mindst, gør her Underlaget for hele det moderne Arbejderspørgsmaal, nemlig den sociale Udvikling, sig gældende. At vi imidlertid i saa Henseende sikkert er endog meget heldigt stillede, er før paapeget. Det er utvivlsomt ogsaa dette, der giver sig Udslag i den enestaaende Ord

60 52 ning af Industriens Arbejderforhold her til Lands, der fungerer under fuldstændig lovordnede Forhold og Former, og som kun er muligt i et gennemkultiveret Folk. Vore Arbejdsgiver- og Arbejderorganisationer er relativt set de stærkeste i Verden. Paa deres frivillige System af Overenskomster og»grundlove«for Arbejdsforholdene har Staten kunnet bygge videre med sin Voldgiftsret, der dømmer i Tvister, hvor det gælder Forstaaelsen af Ord, og sin Forligsmands-Institution, der virker forsonende, hvor det gælder Spørgsmaal om Magt. Og denne Koncentration af hele Arbejderforholdet, den Maade, hvorpaa de modstaaende Organisationer afbalancerer hinanden, vil være den bedste Garanti for paa en Gang at naa til fremragende industrielle Resultater og stille disse i en berettiget social Udviklings Tjeneste. I Kraft heraf tør man haabe, at vor Arbejderstands Nøgternhed i de afgørende Spørgsmaal vil faa den til at stille sig solidarisk med dem. der skal skabe og lede Arbejdet. Og de afgørende Spørgsmaal, det er de store Linier. En overordentlig betydningsfuld Faktor er endvidere vor Embedsstand. Da denne overvejende rekruteres af Overklasserne, faar man i dennes Opfattelse af sine Pligter den bedste Maalestok for, hvorledes Overklasserne i det hele taget opfylder deres Mission overfor Samfundet. Ser man denne Mission under de Synsvinkler, vi her har anlagt, er her unægtelig et Omraade, hvor vi trænger til grundig Reform herhjemme. Vor Embedsverden, der i mange Henseender er saa fortrinlig, er jo desværre først og fremmest præget af den Jura, der med haard Haand har regeret os saa længe. Der maa vel findes visse Træk i vor Folkekarakter, som forliges alt for godt med den juridiske Aand, en vis Hang til Formalisme, en vis Fortolkningstrang, siden dette Herredømme har kunnet etableres. Dette passer jo ogsaa godt til den analyserende Kritik, som vore aandelige Hovedstrømninger har udviklet. Vi analyserer os selv og fortolker vore Ord. Den Værdi, der ligger i Juraen i Opdragelse til logisk Tænkning, skal ikke benægtes, men ogsaa andre Videnskaber byder dette, Matematiken med sine Krav til Stringens maaske i højeste Grad. Men man maa

61 53 vogte sig for Juraens Konsekvenser. Den skærper Sansen for Petitesser og tilslører de store Linier, den frister til Kamp om Ord, hvor Livet kræver Indsats af Handling. Vi skal ikke maale, hvad vor»jurisme«har betydet i Danmarks politiske Liv, men blot fastslaa, at for vor materielle Udvikling har den ikke været til Gavn. Den har ført vore bedste Kræfter væk fra den praktiske Verden (hvilket vi tidligere har set Følgerne af og senere atter skal beskæftige os med), og den har ført vor Embedsstand væk fra den virkelige Verden. Den har medført en Begrebsforvirring i Embedsstanden, saa at denne betragter sig selv som det centrale, som om det levende Samfund var til for dens Skyld og ikke omvendt. Hvor mærkeligt virker det ikke i vore Dage at læse om ældre Tiders Embedsvælde og dens forstaaende, initiativrige Interesse for alt nyt, der bragte Arbejde og Blomstring for vort Land. Man behøver blot at se tilbage til»kommercekollegiet«s Regime og til hele Merkantilismens Syn paa disse Problemer. Fordi den Bevægelse ofte var kunstig, fordi den var en Foregriben af Begivenhederne, en Syslen med Kræfter, der endnu kun»laa i Luften«, tør man ikke se bort fra de gode Egenskaber, der holdt Systemet sammen. Det er ikke den samme Interesse for Erhverv og Arbejde, der nu gaar igen hos vore Myndigheder. Dette maa ændres, og dette vil ændres i Kraft af selve de nye Tider. Skabelsen af en Embedsstand, der ikke blot tænker retfærdigt og skarpt, men hvis Sind ogsaa er aabent for det virkelige Liv, bøjeligt, sundt og behersket af Forstaaelsen af de fælles Formaal, der omfatter os alle, det er, hvad vi maa stræbe efter. Men har de ledende Lag i Samfundet en Pligt til at rekrutere Landets upartiske Tjenere, Embedsmændene, efter disse Linier, da gælder det ikke mindre som deres Pligt at rekrutere det praktiske Liv, der skaber Grundlag for al anden Virken. Vi har vist, hvor umaadelige Krav der vil blive stillet til os baade i teknisk og merkantil Henseende, hvis vi vil hævde os og gaa frem. Da maa vi sætte vore dygtigste og bedste Kræfter ind paa disse Omraader, og det er det, der nu forlanges. Spørgsmaalet om det praktiske Livs Rekrutering er

62 54 som bekendt for Tiden aktuelt herhjemme ved Spørgsmaalet om Handelsstudenter og et Handelsfakultet. Det skal ikke nægtes, at det har fundet langt større Forstaaelse, end man havde kunnet tænke for blot 10 eller 15 Aar tilbage, men endnu mangler der meget. Selve det, at Spørgsmaalet skal være en»bevægelse«og ikke løser sig selv ganske automatisk, er tilstrækkelig til at vise det. Saa længe man kan huske tilbage, har nu det danske Bourgeoisi som overvejende Regel sat sine bedste Sønner til Juraen, medens de andre kunde være gode nok»til andet«. Det er da maaske ikke helt uforklarligt, at der i vort Forretningsliv, allerede som det nu former sig, er alt for mange forkerte Folk paa de rigtige Pladser, for ikke at tale om forkerte Folk paa forkerte Pladser. Men skal vi have en Fremtid, maa vi stille de største Krav til dem, der leder Landets produktive Arbejde, thi det er ikke en lavsindet Profit jagt, vi skal bygge paa, men en Højnelse af det praktiske Arbejdsliv i Pagt med de Kræfter, der virker deri. Det er Overklassernes Pligt at sætte deres bedste Kræfter ind for Landets økonomiske Udvikling i de Pladser, hvor deres Sønners Anlæg og Uddannelse naturligt peger hen. Det er Ungdommen, der kaldes paa, og den danske Ungdom vil vide at svare. For Løsningen af alle disse Spørgsmaal, vi nu har fremdraget, staar imidlertid den offentlige Mening, Udslaget af selve Folkets Vilje og Forstaaelse, som Baggrund. Vi maa lære at staa samlet, og vi maa lære, at nu gælder det at værne vort økonomiske, vort nationale og vort kulturelle Liv under eet. Der er ingen Fare for, at et moderne Samfund vil blive monotont, og Strømninger og Brydninger vil findes og være nødvendige for Udviklingen i Menneskenes Sind og Liv, men visse Hovedtanker maa være fælles. Som man kan være uenig om Smaating og dog enig i Hovedsagen, saaledes maa et helt Folk ogsaa have Evnen til overfor visse Situationer, overfor visse Sager at staa sammen. Vi har dog lært nok herom i de senere Tider. Nye Krav maa heroverfor særlig stilles til vor Presse; det synes ikke altid at være de vigtigste Begivenheder, de værdifuldeste Træk i vort Liv, der i vore Blade kommer

63 55 til Orde. Her maa den sunde Interesse for de fælles Spørgsniaal for alt, hvad der bygger Danmark større, sættes i Højsædet, thi Pressen har en Mission, og den har et uhyre Ansvar. Man behøver blot at se udover vort daglige Liv, hvilke Interesser det er, der beskæftiger Danmark, umiddelbart før den Time slaar, der kan blive den mest skæbnesvangre, vor Historie endnu har oplevet. Det er lidet betryggende at se, og Fejl og Ansvar maa sikkert fordeles paa mange Steder og forfølges langt ned. Men hvis vi som Helhed vendte os fra alt, hvad der hedder Overflade, og i Stedet stræbte mod dybere og sandere Værdier, vilde vi have en Ledetraad for den Reform, der maa til. For vor økonomiske Udvikling er en saadan Frontforandring, der jo iøvrigt allerede spores paa forskellig Maade, intet mindre end en Livsbetingelse. Det vil styrke baade den offentlige Mening og det store Folk at føle sig som Medarbejdere i Landets Fremgang, og det vil give Erhvervslivet en uvurderlig indre Kraft at føle et samlet Folk bag sig, og samtidig skærpe de moralske Krav, der ikke kan undværes overfor hver eneste Mand i dette Arbejde, naar han ser sig selv og sin Gerning draget ind i større Cirkler, der yder ham Støtte, men ogsaa kalder ham til Ansvar. PSYKOLOGISKE MOMENTER. Det er indlysende, at den første og største Betingelse for Skabelsen af et nyt og større Danmark vil være en kraftig Vækkelse af selve Folkeaanden. Verden har slaaet en Ring af Jern og Blod uden om os, Idealer og Forhaabninger er styrtet i Grus ogsaa for os, men vi, der hidtil har levet saa meget vendt udefter, vi har nu kun een Opgave, eet Maal: i Tide at kaste alt, hvad vi har af Kræfter og Evner, indad mod os selv, midtpunktsamle os. Hvis alt det, vi hidtil har spildt ved smaalig Uenighed, ved dumt Nid og Nag, som Børn. der skuler til hinanden, hvem der har det fineste Legetøj, ved Bortødslen af Interesse paa os uvedkommende eller paa værdiløse Ting, nu stilles i vor Livssags Tjeneste, vil vi endnu magte at opbyde den Kraft, der ene kan føre vor Nation frelst

64 56 paa Sjæl og Legeme gennem Tidernes Skærsild. Vi skal vogte os for at være overlegne overfor de Drivkræfter, der nu kaster Folkene mod hinanden i vildt Myrderi, ikke i dum Selvgodhed skal vi søge vor Styrke, men ligesaa lidt i dum Panik- Trang, thi alt, hvad der er yderliggaaende nu, er kun af det onde. Det er den mandige Selvbevidsthed, vi trænger til, den man kun naar ved at eje en saadan indre Kraft, for hvilken denne Følelse er det naturlige Udslag. Men denne indre Kraft det er netop Udviklingen af de moralske Egenskaber, vi har set overalt vil kræves, for at vi overhovedet skal kunne magte de Krav, der stilles til os. Overalt lod Problemerne sig forfølge ned til samme Grundbetingelse: os selv. Mærkelige Tider er det, vi oplever, og mærkelige Tider er gaaet forud. Beruset af de Kræfter, der blev stillet i deres Tjeneste, syntes Menneskene at have set det som deres Hovedopgave i størst mulig Grad at misbruge dem. Nydelses- og Adspredelsessygens Bakterier rasede som aldrig før. Og overfor de vanvittige Krav, der fra øverst til nederst i Samfundene stilledes til Livet, kan man ikke undres, at det i stor Udstræk - ning tilsidst maatte honorere Fordringerne med falske Værdier. Ogsaa vi har været med i denne Dans. Den har ikke ligget daarligt for det sorgløse nordiske Temperament, og skønt vi ved, at Festen snart er slut, synes vi at ville samle os i en sidste bedøvende Kehraus. Brat for os i de neutrale Lande, som en uendelig Fred for Sindet i de store kæmpende Nationer vil den nøgterne graa Morgen snart bryde frem efter de sidste Aartiers Epoke som efter en klingende Fest. I Skæret fra en ny Arbejdsdag skal Evropas Folk begynde forfra, ikke fra bar Bund, men oven i Købet med det vældige Tryk af Krigens uhyre Byrder, baade økonomiske, legemlige og sjælelige, over sig, og dog med nye indre Kræfter, vi ikke vil kunne fatte. Hvis vi tror, vi vil gaa fri for Byrder, endsige at et gyldent Slaraffenland venter os i Kraft af, at vi holdes udenfor Krigen, vil vi blive skuffede frygteligt. Vi vil forhaabentlig kunne gøre vor Indsats i det store Genrejsningsarbejde og til Gengæld se vort ærlige Arbejde belønnet, og det skal være vor Stræben. Men at de knugende Tider ogsaa

65 57 vil ramme os og stille nye og strengere Krav til os, er givet. Vi behøver blot at pege paa en Faktor, som er international som Vindene, der blæser over Landene, nemlig Kapitalen. De udenlandske Laans Tid vil være forbi, og med Hensyn til Rentefod o. 1. vil vi ganske automatisk komme op i samme Niveau som det tungt arbejdende Udland. Vor Trang til at leve over Evne, til Adspredelser, til Spise og Drikke vil vi blive nødsaget til at sætte stærkt ned, mange værdiløse Egenskaber vil vi forhaabentlig slippe af os selv og i Stedet vende os mod bedre Opgaver. Men saaledes som Livsvilkaarene sikkert vil forenkles, vil til Gengæld nye Værdier affødes og optage os. Tiderne vil tvinge os til Sparsommelighed en Dyd, vi længe har forsømt men belønne os ved at vise os vor indenlandske Kapitalopsparing forvandle sig til frugtbare Værdier for Landet, til Arbejde og Driftighed. Vi vil være henvist til os selv, det er sandt, og det vil maaske blive en tungere Prøve, end mange tænker. Men hvis vi vil, hvis vi opbyder alle vore gode Egenskaber, da vil vi til Gengæld opleve den befriende og højnende Følelse ved egne Kræfter at bygge store og stolte Bygninger op. Og hvilken Lykke at se sit Land gaa frem. Velstand brede sig, Værdier danne sig. Men vi maa forberede os til disse Opgaver, og vi maa frigøre os for det, der vil hemme os deri. Vi maa bygge videre paa det bedste, der er nedlagt i os, paa vor Fortids virkelige Værdier, men vi maa ikke være bange for at bryde overtvært, og vi maa frem for alt passe paa, at den Trang, vi har udviklet saa stærkt til at skue tilbage, ikke fører dertil, at vi slæber rundt med vor Fortid som en Snegl med sit Hus. Fremtid skal være vort Løsen, fremefter maa vi se, og fremad maa vi stile. Lad os haabe, det var i en lykkelig Stund, en af de mest ulyksalige Sager i vort nyere Liv bragtes til endelig Afslutning, Forfatningsstriden, hvis Spor endelig udslettedes med den gamle Grundlovs Forsvinden. Man kan have hvad politisk Mening man vil, een Ting maa alle være enige om: ogsaa vi herhjemme trængte til noget, der kunde sætte Skel. Vi har derfor alle en Pligt til at lade det, som for os blev en ny

66 58 Epoke, og som Lykken lod os vælge i Fredens og Samdrægtighedens Tegn, blive, hvad det bør være: Løftet fra os om at vise vor Taknemlighed og Værdighed til den naadige Skæbne, der lader os blive udenfor Folkenes frygtelige Opgør. Under vor nye Æra vil det hvile over os som en aldrig svigtende Pligt at lade Fortidens Kævl og Smaalighed fare og kun tillade vore bedste og smukkeste Kræfter at være de ledende. Ingen tænker sig, at vort politiske Liv pludselig skal blive ideelt, men i de store Linier vil de nye Tider kræve deres Ret, og de vil afspejle sig deri. Kravet om et større Danmark vil komme ikke blot fra os selv, men affødes af selve Begivenhedernes Udvikling. Det er vigtigt, at dette gaar igen som den røde Traad i vor Lovgivning, hvor denne berører vort Samfunds Vækst. Ingen af de Politikere, der har haft Sæde i den gamle Rigsdag, burde kunne vælges ind under den nye Grundlov, hvis de ikke fuldstændig har gjort op med sig selv. Ingen af de Fraser, ingen af de Trusler, der har lydt i den gamle Rigsdag, bør tillades i den nye. Der er to store Lovgivningsarbejder, aer staar for Døren, Forsvarsordningen og Toldloven. For dem mere end for noget andet gælder det, at her bør Fortidens Stemme være død, og den levende Slægt, der skal bygge og staa til Ansvar for Fremtidens Danmark, være den enebestemmende. Nøgtern Opportunisme, der ikke blot ser paa de materielle Sider, men byder vidtskuende Vurdering af Sagens psykologiske Indflydelse, maa være det afgørende. Vi maa værne vort Land for at styrke os selv. Maaske vil vor Toldlov blive den vigtigste Forsvarslov, vi foreløbig faar at løse, og dog maa det betones, at det til syvende og sidst ikke er Tarifer og Toldsatser, vi skal hænge os ved. Det, der skal være det bærende i hele vor Gøren og Stræben og ogsaa afspejle sig i vor Lovgivning, det skal være vor sunde, naturlige Interesse for det, der for os er det vitale, vort økonomiske Liv, vore produktive Kræfter. Lad os sætte dette som vort Løsen, og vi vil vokse baade i vort Indre og udadtil. Og lad os ogsaa her indse, at vi kun kan modvirke Følgerne af vor Lidenhed ved at handle rationelt og samlet. Lad os ikke styrte os ud i Eksperimenter og gøre vort Samfund til

67 59 Prøveklud for Dit og Dat. Lad os gaa videre i den Udvikling, der betinger vore Fremskridt og vor Kulturhøjde, men lad os undgaa Foranstaltninger, der svækker Mod og Ansvar. Det er ikke Understøttelser, Danmark kræver, men Mænd og atter Mænd. Er der noget Omraade herhjemme, hvor der trænges til nye Impulser, ny Luftning, da er det i vor Kunst og Literatur. Hvor stærkt man end fremhæver det moderne Samfund som et Arbejdssamfund, og hvor store Værdier, baade aandelige, kulturelle og sociale, man ser heri, er det selvfølgelig ikke Maalet at gøre Udviklingen ensidig: den vilde i saa Fald indebære Spiren til sin egen Undergang. Bestemt af den Mission, den til enhver Tid har, vil Kunsten altid staa som Saltet i Menneskenes Aandsliv. Men de Krav om Ret og Pligt, der stilles til de andre Samfundselementer, gælder ogsaa Kunsten, og sandt at sige synes vi herhjemme at have levet paa gamle Veksler noget for længe. Ser man, hvad de senere Aars kraftige nationale Strømninger i vore to skandinaviske Nabofolk har betydet for den rige og frie Udfoldelse af kunstneriske Kræfter i disse Lande, vil man se hen til vor gryende Gennembrudstid med de største Forventninger om, hvad den aandelige Urkraft, der rummes i vort Folk, vil frembringe af godt og skønt. Ved at stille sig bevidst eller ubevidst i den store Sags Tjeneste vil disse aandelige Værdier kunne bidrage deres til at paavirke vort Liv og vore Tanker. Dette gælder i ikke mindre Grad vor Arkitektur. Vi gaar ind i den ny Epoke under Symbolet af det største Bygværk, der i lange Tider er rejst i vort Folk, Danmarks nye Rigsborg, Kristiansborg, hvor Nationens Kræfter er koncentreret med Kongen, Rigsdagen og Højesteret, Landets udøvende, lovgivende og dømmende Myndigheder samlet under eet. Den herved givne Opgave og dens Aand burde fremtidig gennemsyre vor Arkitektur. Det kan ikke skjules, at særlig her Fortiden stiller sig for stærkt i Vejen for os. Den nationale Arkitektur, der i de senere Aar har uddannet sig, har ikke altid været saa lykkelig som Grundstenen i denne Bevægelse, Københavns Raadhus, der baade i Materiale og Idé svarer til

68 60 det, det er: Borgernes Hus i den ældgamle danske Hovedstad, men samtidig Nutidens Bygning, rummende i sine Linier Symbolet for den store Bys samlede Kraft og løftende vore Maal og Tanker opad *). Alene ved at fremhæve den Betydning, dette Bygværk har haft paa det moderne Københavns psykologiske Opfattelse af sig selv, vil det være indlysende, at store Krav stilles til vor Arkitekturs Betydning for at skabe os større og friere, saasandt den præger Rammerne om vort daglige Liv. Til dette Maal vil det være nødvendigt, at vor Arkitektur først og fremmest bliver sig sine Opgaver og Kræfter bevidst og frigør sig for sin Trang til at falde tilbage til en eller anden»tid«, Barok- el. 1., hvis Motiver den slavisk kopierer. Vor egen Tid skulde synes tilstrækkelig markeret til at bære sin egen Stil. Der vil derfor aldrig blive en indre Sandhed i en saadan Kunst, der til Tidens Opgaver søger Fortidens Aand. Den fører blot til den mærkelige Rasen herhjemme efter»forskønnelse«og Stilisering paa Omraader, hvor Livets frie Strøm skaber sig sine bedste Rammer. Vi ser et mærkeligt Udslag deraf i den»krusedulle«-skrift, der synes at skulle bankes op til at være den national danske. Navnlig naar den anvendes i en Centralbanegaard, hvor alle Inskriptioner bør være klare, koncise og beregnet paa Folk, der er fremmede eller har travlt, virker den med hele sin Usandheds Magt. Vi maa væk fra den Unaturlighed, vi saaledes er kommet ind i, og vor Arkitektur maa give Udtryk for den nye Kraft og Vilje, der gennemstrømmer Danmarks Folk. Den maa ikke som hidtil kæle for sine horisontale Motiver, men dyrke de vertikale, taarne sine Bygværker opad som Symbol paa vor Stræben. Vi maa bort fra vor Sky for at bevæge os paa Højdelinierne. For at faa den fulde Værdi heraf og uhyre stor er den Indflydelse, der kunde ventes af en saadan Bevægelse maatte det være en Selvfølge, at vor forældede Byggelov forandredes, hvorefter særlig i Byernes Forretningskvarterer den nuværende, andetsteds ukendt *) Særlig Raadhusets Profil f. Eks. set fra Hjørnet af Farvergade giver glimrende Udtryk for disse to samarbejdede Idéer.

69 61 lave Højdegrænse for Bebyggelsen ophævedes. Vi maa bort fra det provinsagtige Præg over vore Byfysiognomier. I naturlig Forbindelse med Kravene herom staar Kravene til vore Gader, som vi maa bygge bredere. Vi har en Tilbøjelighed til at indsnævre og til at nivellere, hvor Tiden kræver Alburum og Udsyn. Baade materielle og æstetiske Hensyn falder her sammen. Hvis man i Penge beregnede det Tab, som forvoldes vort Samfund ved det Tids- og Krafttab i Trafiken, der er en Følge f. Eks. af Københavns uhensigtsmæssige Gadenet, vilde man forfærdes. Og dog er det ikke blot materielle og æstetiske, men ogsaa psykologiske Værdier, der her er Tale om, thi Tranghed, Omveje og Krogveje udvikler Sansen for Smaalighed og»hjemmeføleri«. Herved er vi naturligt kommet ind paa indflydelsen af de ydre Former for vort Liv, og vi vil da tilsidst undersøge, hvilke Krav der heroverfor maa stilles for at fremme de Kræfter, vi har viet vor Opmærksomhed. Man behøver ikke en Gang at se paa et Danmarkskort for at forstaa, hvad der stiller sig som den største Hindring for den Samling baade i Gerning og Følelse, der maa være vort Maal. Havet, der har givet os vort Liv, der med sine mange Sunde, Bælter og Fjorde lig et kæmpemæssigt og velforgrenet Kanalsystem byder os uvurderlige Fordele ved at billiggøre vor Transport mellem saa at sige alle Landets Byer og dermed vor Produktion, er i nationalpsykologisk Henseende en ubetinget Fare for os. Storebælt og Lillebælt deler Danmark i tre Dele og skiller os ad. Det kan ikke nytte, man vil se bort herfra, thi Tanken har en uafviselig Tendens mod Landfasthed. Alt for ofte standser Københavnerens Horisont ved Helsingør, skønt den burde have sin Grænse ved Skagens stormpiskede Revler, medens Jydens Horisont omvendt begrænses til hans havomflydte Land. Herved er Grundlaget dannet for den farlige Tendens, at Københavneren føler sig som Københavner, Sjællænderen som Sjællænder, Fynboen som Fynbo og Jyden som Jyde. Men Danmark med sine 3 Millioner Mennesker har ikke Raad til denne Splittelse, der svækker og gør mindre. Istedet maa vi lære at se Spørgs-

70 62 maalet om»hvor smaa vi er«som et Spørgsmaal om egen Vilje. Vi kan selvfølgelig fortsætte med at undergrave os selv ved at stemple os som»dværgland«,»lurvet Provins«o. s. v. Men vi kan ogsaa se os selv under Synsvinklen af en eneste Kæmpeby med saa sund Struktur som intet andet Sted i Verden, med fortættede Bebyggelser, hvor Forretningslivet koncentrerer sig, med frugtbare, intensivt dyrkede agrariske Arealer og med herlige Skove og Strande som Befolkningens storslaaede Naturparker. Større er vi geografisk ikke, end at vi heldigvis, selv om vi er faa, dog aldrig bliver smaa. Fra Bevidstheden herom vil den Kraft være at hente, vi skal støtte os til, medens vi stadig stærkere bygger vort menneskefyldte, arbejdstonende By-Land op. Vore Afstande maa gøres kortere, vore Forbindelser intimere, Agrararealerne kultiveres yderligere og Bykoncentrationerne udvikles. Men overfor disse Tanker stiller de skillende Bælter sig som største Modstand, og denne Indvirkning maa vi ikke glemme vil være yderligere understreget ved den Lære, Krigen har givet os, og hvorved vi ligesom har følt Landet overhugget i forskellige Dele. Der er jo desværre ingen Grund til at tro, at vi nogensinde skulde blive en saa stærk Sømagt, at det var os, der beherskede Kattegat og Østersøen. Saa vilde Synet paa Bælterne maaske være et andet. Nu maa vi over denne Vanskelighed eller rettere under den. Trafikmæssigt set har man jo søgt at raade Bod paa disse alt for brede Kanaler, der skærer gennem vort Land, ved Etablering af Dampfærgetrafik. I sin Tid var denne maaske tilfredsstillende, men nu er der al Anledning til ikke at fortsætte den Stolthed, hvormed vi omtaler vore Dampfærger. De er i enhver Henseende utidsmæssige og ufyldestgørende. De sluger Tid og Penge. Alene deres aarlige Omkostninger udgør Forrentningen af enorme Kapitaler. Det vil derfor være en national Opgave, som samtidig har den Fordel at være fuld rentabel, at forbinde vore Hovedlandsdele med Tunneler. Gennem dem bliver Danmarks Øer og Landsdele landfast med hinanden, gennem dem binder vi os selv tættere til hinanden og gør Danmarks indre Liv uafhængig af fremmede Faktorer, enten det

71 63 nu er Menneskeværk eller Naturkræfter. For fuldt at naa dette Maal maa Tunnelerne under Store- og Lillebælt anlægges efter fornuftige strategiske Hensyn, saaledes at vi ikke i Farens Stund skal se vore Livsnerver overklippede saaledes som vi nu med vore Færge- og Skibsforbindelser er udsat for at se det fordi den første bedste fjendtlige Krydser kan sende et Par Bomber ind over Tunnelnedkørslerne. Det er ikke blot selve Kendsgerningen, det er den Indflydelse paa Folkesjælen, det har, at den kan indtræde, vi maa undgaa. Skulde end et Par Byer, der hidtil har draget Næring af Færgetrafikinteresserne, blive ramt, maa de fælles Hensyn dog ubønhørligt gaa forrest. Ligeledes maa under samme Synsvinkel alle mere eller mindre berettigede Lokalinteresser træde i anden Række og lade Udbygningen af Landets Hovedsamfærdselslinier gaa foran. Vi maa aldrig glemme, at Jernbaner er andet end Skinner og Tog, at de er de Veje, ad hvilke Tanken ligesom Menneskene selv gaar fra Landsdel til Landsdel. Ligesom disse Veje ikke taaler at brydes af Vand og Hindringer, maa de være stærke og brede. Danmark er vist nok et af de Lande, hvor der køres med det letteste Materiel, og hvor Baneoverbygningerne er blevet stærkest forsømt. Vore Vogne er smaa, og vore Kupeers Tranghed har vi alle følt. Man mærker for tydeligt, at der ingen»stemmer«har været at hente ved Udbygningen af vor gennemgaaende Trafik. Men det kan ikke nytte, at vi vil bringe vor nationale Psykologi videre Horisonter, arbejde paa at højne os selv, hvis vi i det daglige Livs ydre Midler stadig genfinder den smaatskaarne Dukkestil, der snævrer ind og stemmer for Brystet. Baade indadtil og udadtil vil vi kræve ny Plads, større Rum. Som vi i vore Byanlæg maa søge bort fra Købstadens (iadebredde og Gadefysiognomi, i vor Byggemaade bort fra Fortiden og fra»husmands-stilen«, maa vi intetsteds, hvor vi selv er Herre derover, unødvendig understrege»det lille Format«. Men er den faste Forbindelse mellem Landsdelene nødvendig, da knytter ikke mindre Interesse sig til et andet al

72 64 vorligt Problem. Vi føler alle, at København er ved at blive for stor til vort Land, at der fremkommer meget unaturligt i vort Samfundsliv som Følge heraf. Og dog er Grunden ikke den, at København er for stor, men at den er alene. Det er simpelthen en Ulykke for vort Land og har i ethvert Tilfælde været det for vor Folkeaand, at Danmark kun har haft eet Brændpunkt. Det har forrykket Ligevægten i Landets Aand, som selve Københavns Beliggenhed forrykker den geografiske Ligevægt. København ligger for sine egne Formaal saa glimrende, som tænkes kan; den har forstaaet at udnytte dem, og vi har peget paa, at nye, store Forhaabninger knytter sig til denne Beliggenhed. Men naar den fremtræder som Lan dets eneste Storby, kan den aldrig frigøre sig for, at den oprindelig er anlagt i Rigets Tyngdepunkt, den Gang Skaane m. m. var danske Lande. Valget af København til Hovedstad var i sin Tid et genialt Greb, der vidner højt om den besyndtrlig skarpe Fremtidsforstaaelse, der prægede saa mange af Middelalderens og den nyere Tids Høvdinger og som ikke aitid genfindes hos vor Tids Statsledere. Desværre tabte Danmark gennem Tiderne baade Fodfæstet og Blikket mod Øst, mod de baltiske Kyster, mod hvilke hele vort Lands Form, vor Hjerteretning peger som vore naturlige Virke- og Kolonisationsfelter. Den danske Race spredte sine Kræfter mod Nord og Vest. Der blev tilbage til os vore nuværende Bilande samt en ikke videre stor Taknemlighed i Norge ved Mindet om vort Herredømme dér og den tvivlsomme Værdi af Bevidstheden om i sin Tid at have brandskattet Englands og Frankrigs Kyster og spredt Skræk og Rædsel helt ned i Middelhavets Lande. I* ølgen af, at Danskerne saaledes har forspildt deres ( hancer, idet de forsømte at koncentrere deres Kræfter om de Maal, der burde have gjort os til Østersøens herskende F lk, gjorde sig bl. a. gældende ved, at København, Danmarks Hovedstad, kom til at ligge ikke midt i Landet, men yderst i dets ene Høj. Ved sin Dygtighed har den vel kunnet opveje Følgerne for sig selv af denne skæve Beliggenhed overfor sit nationale Opland; men sikkert er det. at for hele vor Udvik

73 65 ling vil det være af afgørende Betydning at skabe et andet Brændpunkt i Danmark for at afbalancere denne Skævhed. For den sunde Ligevægts Skyld, der betinger Vekselvirkning, Kappestrid og Udvikling, vil det være nødvendigt, at vi har en By paa ca. 150 å 200,000 Indbyggere liggende i Jylland, hvor Aarhus vilde danne det naturlige Grundlag for Løsningen af en saadan Opgave. Hvis man imidlertid indser dette, bør man ikke skyde Tanken fra sig som fantastisk, thi ser man tilbage paa tidligere Tider, vil man se, at mange af de den Gang bevidst anlagte Stæder har vist sig nøje at svare til de Krav, Udviklingen siden har stillet. Vi kan nævne Kejser Peters Anlæg af Petrograd, og fra vor egen Enevælde: Anlæget af Fredericia, (der endnu er Danmarks naturlige Brohoved og tillige burde være et industrielt Tyngdepunkt, men hvis Idvikling er blevet forsømt), Kristiania, Kristianssand og indenfor Hovedstadens Døre det lysende Eksempel: Kristianshavn *). Men kunde Fortidens Statsmænd med deres svage Midler i Sumpe eller paa øde Kyststrækninger trylle Kulturbolværker frem, vil det være en nem Sag for et moderne Samfund, naar det ser det som en national Opgave, at slaa ind paa en tilsvarende Politik. Der behøves ikke her at gøres Indgreb i bestaaende Værdier, og navnlig behøver Københavns sunde Udvikling ikke at berøres deraf**). Men visse Fremtidsopgaver skulde særlig koncentreres i Aarhus. Man maatte da tænke sig, at Byens Skatteordning tildels stilledes under Statens Kontrol, saaledes at ikke en ensidig lokal Skattepolitik skulde ødelægge de Chancer, Nationen bestemmer sig til at *) Hvor interessant er det saaledes ikke at se den rationelle Udnyttelse af Plads, der præger denne Havne- og Handelsbydel, med sine Dokker, Pierer og Pakhuse vinkelret paa Havneretningen, samt sine bagliggende Kanaler, særlig sammenlignet med det ligeoverfor liggende Gammelholm, hvis Bolværksudnyttelse taler højt om den nyere Tids Forsyndelser mod vor Havn og vor By. **) København har nu med Forstæder ca. 625,000 Indb. En foreløbig Standard af ca. J U Mill. Indb., som vi med den hidtidige Vækst vil have naaet i ca. 10 Aar, burde være nok, indtil Landet er bedre afbalanceret. Povl Drachmann: Fortid og Fremtid. 5

74 66 give denne By. i Betragtning som Midler maatte komme Anlæget af et Universitet (foreløbig selvfølgelig kun omfattende enkelte Fakulteter), den jyske Overrets Flytning til Aarhus, den størst mulige Koncentration af Militær, for saa vidt dette forenes med en hensigtsmæssig Forsvarsordning (det skal blot antydes, at en Udvidelse af Aarhus som Garnisonsplads sikkert maa være afhængig af et Forsvar mod Søsiden, hvilket iøvrigt ingenlunde vilde være urimeligt og ved de lokale Forhold let gennemførligt; i en fremtidig Forsvarsordning burde Jyllands Hovedstad ikke ligge ubeskyttet), dernæst Favorisering af Byen ved Henlæggelse af Myndigheder og Administrationsgrene, der nu alle hobes op i København, men frem for alt Skabelsen af saadanne Betingelser, der vilde virke tiltrækkende for industriel og forretningsmæssig Virksomhed. Aarhus har en glimrende Oplands-Beliggenhed, der burde udnyttes langt bedre. Reservering af særlige Industriarealer, Lettelser og Støtte fra Byens egen Side, Forbedring af Havneog Baneforhold kunde tjene hertil. Med den rigere Udvikling af Byens Liv ogsaa i aandelig Henseende vilde Aarhus med sin enestaaende smukke Beliggenhed være som skabt til Rentierby, der atter kunde betinge Kapitalkraft med følgende Initiativ. Det kunde maaske synes uretfærdigt overfor Jyllands eller Provinsens øvrige Byer at foretage slige Skridt, men ved en nøjere Gennemtænkning af Sagen vilde sikkert enhver Dansker, og ikke mindst enhver Jyde, indse Fordelene for os alle ved saaledes at faa to store Støttepunkter for vort Liv og Arbejde, i Stedet for at vi nu kun har eet, der præges for stærkt af, at alt og det baade daarligt og godt koncentreres her og øver Indflydelse. Den Forskellighed, der er i den bevægelige sjællandske Aand og i den tungere jyske, vilde sikkert til Held for hele vor nationale Psykologi træde i Vekselvirkning mellem saadanne to danske Storbyer, og Begrebet Danmark og dansk vilde staa langt fastere i Virkelighedens Jordbund. I Konsekvens af de her fremdragne Momenter vil det endelig være naturligt at fremhæve, hvad vore Bilande, hvor relativt lidet betydende de end kan forekomme, burde være

75 67 for os. Et andet Syn paa disse og en større Trang til at se det som vort Maal at udvikle deres Muligheder maa beherske os. Ogsaa overfor de vanskelige politiske Forhold, vore Besiddelser synes at skulle medføre, vilde det sikkert kun være til Gavn for alle Parter, om vor Fremtræden helt igennem var præget af andet end den valne Ligegyldighed, hvormed vi nu omfatter vore Øer i Nord og Syd samt Kolonierne i Grønland. Ingen Muligheder maa vi overse, ingen Midler maa vi spare for at skabe det, der kalder paa os: et nyt og større Danmark.

76 V. DEN NORDISKE TANKE Det er naturligt, at man ved at beskæftige sig med Tanken om et større Danmark ledes ind paa at søge, om der skulde findes Omraader udenfor os selv, vi naturligt kunde slutte os til, om vi uden at tage Skade kunde gaa udenfor vore Grænser og søge Støtte i en større Idé. Af sig selv vil her den nordiske Tanke melde sig. Man kan anse Verdenskrigens Situation som den nordiske 1 ankes Fallit, man kan ogsaa ud fra akkurat samme Synspunkter komme til det stik modsatte Resultat. Det er sandt, at Sympatierne i de tre nordiske Lande under denne Krig ikke har været parallele, og at dette samvittighedsløst er blevet udnyttet til at saa Splid mellem de tre Folk. Men Iigesaa sandt er det, at ingen kan leve af»følelser«og navnlig ikke i den Verden, vi lever i og m. H. t. Kendsgerningerne turde vel Historien aldrig før have lært os, hvor henvist vi alle tre er til at søge vor Kraft i os selv. \ erdenskrigen, der har indesluttet os sammen, henviser os da til at finde hinanden, til at skabe et større, et vægtigere Begreb heroppe i vort frie Nord at falde tilbage paa, at hente Kraft fra. Trods Forskel i ydre Sympatier træder vor indre Solidaritet frem som aldrig før. Hvor uhyre interesseret er vi ikke hver for sig i, at det øvrige Norden bevares, som det er. Selv visse Kredse i Sverige, der i deres nationalistiske Iver synes at fremvise de stærkeste separatistiske Tegn, vilde med en Stormagt til Nabo, hvor vi nu bor, vist hurtigt komme til at længes tilbage mod den trods alt skikkelige»hr. Sørensen«. \ il man imidlertid have andet ud af dette Problem end blotte Forhaabninger, maa man gaa tilbunds deri, og bl. a.

77 69 ikke vige tilbage for at se Sandheden lige i Øjnene, og den er, at det svage Punkt for Tiden i Norden er Forholdet ikke mellem Sverige og Norge, men mellem os og disse to Lande hver for sig. Man kunde karakterisere Skævheden i dette Forhold paa mange Maader, man kunde bruge mere eller mindre bitre Ord, eftersom man nylig var kommet hjem fra en Rejse i disse Lande eller ej, og efter hvilke Kredse man i første Tilfælde var kommet i Berøring med. Det vil imidlertid være tilstrækkeligt at sige, at Forholdet ikke er, som det skulde være. For den, der imidlertid kender disse Lande og de Stemninger, som dér er raadende, fra andet end rene Turistbesøg, vil Opfattelsen stille sig noget anderledes end for den overfladiske Besøgende, endsige den almindelige Avislæser. Vor Bitterhed mod den Kulde, vi kan møde hos»brødrefolkene«, kan overfor den naive Kærlighed, hvormed vi hidtil har opfattet den nordiske Sag, være forstaaelig, men det bør ikke dække over, at det ikke desmindre er os og vor Adfærd, der har bidraget mest til at svække det gensidige Forhold. En bestemt dansk»aand«, som herhjemme ikke tages for andet end det, den er ingenting og som tilmed er i hastig Tilbagegang, men dog endnu kan beherske os rent ubevidst som en gammel Vane, en ydre Skal, man næppe selv er opmærksom paa, er fuldkommen uforstaaelig for Svenskere og Nordmænd med deres tungere Gemyt; og da det uforstaaelige altid er det mest tiltrækkende, er det særlig denne Aand, vore Naboer har fæstet sig ved, og som de uden videre har gjort identisk med alt, hvad der hedder dansk. Sandt at sige vidner det ikke om synderlig indgaaende Kendskab til vort Folk og vort Land, men nægtes kan det paa den anden Side ikke, at vi nu og da har smurt vor Overflade saa tykt ind med dette»væsen«, at man delvis maa undskylde en fremmed, naar han fristes til at tro, det er selve vor Kerne, naar han ikke forstod at skelne mellem det, der var»spøg«, og det, der var Alvor. Den, der havde det Held under Dagene for Kongemødet i Malmø, da det internordiske Regnskab var sat paa Dagsordenen overalt i Skandinavien, at opholde sig i Sveriges Ho

78 70 vedstad, fik et uudsletteligt og for en Dansker ret belærende f>egreb om, hvorledes Opfattelsen af os formede sig i et af Nordens store Øjeblikke hos Frændefolket. Med en mærkelig } ølelse saa den danske Besøgende hin historiske Dag for Kongemødet udover det graa, hverdagsagtige, fuldkommen flag- og festløse Stockholm, medens han endnu havde Morgenpostens danske Avisers overstrømmende»feststemning«i sine Tanker. Med samme Følelse havde han Aftenen i Forvejen overværet den svenske Konges Afrejse fra Centralstationen, dér hvor Folkets Stemning gav sig Udslag i Afsyngelsen af svenske Fædrelandssange der var tre ialt og i Hurraraab og Jubel for Sveriges Konge og Folk. Saa underlig fattig og ensom stod man der som Dansk som Skandinav. Men Bladenes Ledere, hele Stemningen, efterlod dog det dybeste Indtryk. Den nøgterne vurderende Prøvelse af de to i rændefolk som mulige Forbundsfæller skal aldrig glemmes. Hvor berettiget var den ikke thi Tiden opfordrer stærkt til Nøgternhed og dog hvor uretfærdig mod os. Aanden deri karakteriseres ved et af de store Stockholmerblades Vurdering af Danskerne som»haabløse Slægters«Land, der dog i den nyere Tid o. s. v. Med et Suk lagde man Avisen fra sig. Det var altsaa, hvad den»kultur«, vi nu havde levet paa en Menneskealder, var god i Fremmedes Øjne! Ak ja, man knyttede Næven, og dog, hvor laa Skylden til syvende og sidst? Sandheden er, at baade i Norge og Sverige er der, ikke mindst i det store Folk, en ligesaa ægte Følelse for Danmark, som vi inderst inde nærer den. for disse Lande. Men Sandheden er ogsaa, at vi under hin ydre Fernis grundig har skjult den Valuta, vi kan yde dem i Samholdets Sag. Og hvis blot en af Parterne i det nordiske Fostbroderskab skal have Følelsen af, at det er ham, der skal tage den anden >paa Slæb-, hvis der ikke er fuldstændig Ligevægt i Forholdet, hvis der ikke er en afgjort Forstaaelse af, at ingen kan undvære nogen af de andre for sin egen Skyld, duer hele den nordiske Tanke ikke en Døjt. Lad os da se lidt nærmere paa disse Forhold. Vort fælles Slægtskab, vor Afstamning fra hin stolte nordiske Race, der

79 71 endnu er saa stærk i os, at enhver af os først, naar han kommer udenfor Skandinaviens Grænse, føler, at nu er han i det fremmede, forpligter os baade overfor Fortid og Fremtid til at lade vore Handlinger være bestemte af andet end Tilskyndelser, affødte ved Begivenheder udefra. Det er jo langt fra saaledes, at de nordiske Folk har plejet en evig Fred mellem sig selv, men ved at undersøge deres Kriges historiske Berettigelse vil man finde, at de udsprang af vitale Modsætningsforhold, som maatte og skulde kæmpes til Ende. Men med dette Opgør, der fandt sin krigerske Afslutning for over 100 Aar siden, var Nordens Folk i Forholdet indbyrdes faldet i et naturligt Leje. Det bedste Bevis herpaa frembyder den nøgterne Selvfølgelighed, hvormed Sverige trods alt har taget den i 1905 fuldbyrdede endelige Skilsmisse fra Norge. I Øjeblikkets Hede var Spændingen vel ingenlunde ringe et Symbol paa den nordiske Livskraft men den Forandring, der er foregaaet heri, den fuldstændige Forstaaelse, der nu hersker mellem de to Folk blot en halv Snes Aar efter Brudet, viser tilfulde Rigtigheden af, at de vitale Modsætningers Tid er forbi i Norden. Det kan være, der endnu i Sverige er enkelte Kredse, der ikke vilde underskrive dette, og som stadig betragter»tabet«af Norge som en national Ulykke, men de er ikke det afgørende Bevis i dette Forhold. Det er Sjælen i det store Folk, den der gennemtrænger Samfundene fra øverst til nederst og afføder det brændende Had. som vi nu ser lyse overalt i denne frygtelige Krig, der her er Beviskraften. Og Sjælen i de nordiske Folk kender ikke til Had mod hinanden. For ikke at misforstaas skal her straks indrømmes, at Samforholdet derfor ingenlunde er ren og skær Idyl; der er baade gensidig Jalousi, Misforstaaelser og Misstemninger, men Folk, der ligner hinanden, har som bekendt den største Lejlighed til at se hinandens Fejl og Skavanker og til at drage Sammenligninger. Men som der er et gammelt Ordsprog, der siger»frænde er Frænde værst«, er der samtidig et, der siger, at»blodet er aldrig saa tyndt, at det dog er tykkere end Vand«. Lad os hver for sig beholde vore Særpræg, lad os være uenige om Smaating, og lad os frem for alt ikke lukke Øjnene for,

80 at saadanne Uenigheder findes, fordi vi ellers vil komme til at regne med falske Værdier i Stedet for at søge Manglerne mest muligt udjevnede, men lad os komme til klar Erkendelse af, at i de store Sager løber vore Interesser parallelt, hvis de da ikke endog falder sammen. Vor Kultur er trods Særpræg saa ensartet som mellem ingen andre Lande. Vi f orstaar hinandens Sprog, og paa Lovgivnings- og forskellige andre Omraader er vi naaet til en Ensartethed, der ikke er tilfældig. Vi har alle en klar Følelse af, at Kulturens Tyngdepunkt forskyder sig nordefter, vi har allerede bevist dette yed vor Indsats i Verdenskulturen hver for sig, og overfor de Opgaver, der venter, maa vi forstaa, at vi er solidariske baade aandeligt og ikke mindst økonomisk. Enhver af os vil have Gavn af de andres Fremgang, medens Tilbagegang eller endog Undergang for en at os vil ryste Norden i sin Grundvold. Det fremhæves tit nok, at vi i denne Situation i visse Sympatier og Interesser staar skilt. Men er dette ikke netop et Symbol paa vor indre Samhørighed; hver af os har sin Opgave som Forpost for Nordens Sag. Vi burde ikke tillade, at dette mistydedes eller misbrugtes til Splittelse, men tvertimod i aaben Forstaaelse være hinanden taknemlige for det Bolværk, vi hver for sig betyder for det, der for os er det dyreste af alt, Nordens Integritet. Anstiller man disse Betragtninger, maa man imidlertid ogsaa tage deres Konsekvenser. Herved bliver den nordiske Sag ikke blot et Spørgsmaal om Følelse, men om Agtelse og fillid. Her er det, vi har fejlet, og vi ser nu Følgerne. Men det nye Danmark, der intet kender til»haabløse Slægter«, der i berettiget Tillid til egen Kraft og egen Værd vil hævde sig som Folk, som nordisk Stamme, vil vide, at Respekten I or sig selv afføder Respekt udadtil. Dets Optræden skal være derefter, og sundere og stærkere vil den nordiske Tanke bygges op end i tidligere Tid. Da maa vi søge vor Indsats ved andet end skandinavistiske Kærlighedserklæringer i Tide og Utide, endsige ved den Overlegenhed, man overlader til Gennemsnitsturisten at udfolde for at hævde sig i det fremmede, liden maaler efter Styrke, ikke efter Aandsforfinelse, den

81 73 regner efter Kendsgerninger, ikke efter Forsikringer, den vurderer efter Fremtid og ikke efter Fortid. Lige meget, hvordan vi synes, Skylden for Svaghederne i det nordiske Samhold bør fordeles, ved Hævdelsen ogsaa udadtil af Grundtankerne i et større Danmark bringes Ligevægten tilbage af sig selv. Til os staar det at vise, hvad vi er, til os staar det, om taagede Forhaabninger og Stemninger eller den sunde Nøgternhed skal blive afgørende for den nordiske Tankes Skæbne. Vi er det bøjeligste af de tre nordiske Folk, og vor Mission kan maaske blive derefter. Lad os vise vor Storhed heri. Med hver Nerve spændt maa vi lytte mod Stormen. Verden staar i Brand, men ingen af Nordens Folk har tændt Faklen eller ønsket den tændt. Sammen er vi omspændt af denne gigantiske Krig, hver for sig har vi faaet at føle, hvad den nærer af Respekt for dem, der er de svageste. Hvorledes end vore Forhold udadtil maatte udvikle sig, lad os derfor aldrig tillade, endsige bidrage til, at vore indre Forhold paavirkes deraf. Lad ikke det, der er Sidemomenter i en større Sag, blive Liv eller Død for os. Lad os rent ud sagt være enige om, at det er Norden for god til! Til Dagenes Ende vilde det være den største Ulykke for os alle, hvis Nordens Enhed skulde sønderbrydes af Verdenskrigens Flammer. Lad frem for alt Nøgternhedens Tid være inde ogsaa i det nordiske Forhold. Lad ikke blot Nordens Konger, men Nordens Folk mødes i dette. Da vil vi efter Krigen med Agtelse for de Særegenskaber, vi hver for sig ejer, men med samlet Styrke kunne hente Næring i Bevidstheden om at udgøre et frit, et større Norden. Store Opgaver venter os, de lyser Nætters Sønner, Sagalandenes Folk, Fremtidens Folk.

82 VI. BUDSKABET TIL OS D et er lys og straalende Sommermorgen. Natdamperen fra Hovedstaden gaar op gennem Limfjorden, og vi staar paa øverste Dæk og skuer udover det jyske Land, hvor Herrens Velsignelse synes at leve som selve Aanden over de saftig-grønne Græsgange, de veldyrkede Marker med Gaardenes lange, hvidkalkede Længer, der lyser i Morgensolen, over hele det vidtstrakte Landskab med sine rolige Flader og kraftige Bakkedrag, der taler paa en Gang om Frodighed og dog om stridbar Karakter, hærdet under barske Forhold. Og vi ser Kvæget derinde, der græsser i Engene, Menneskene, der arbejder paa Markerne, Køretøjer paa Vejene, Vindmøller, der sindigt udnytter den lystige danske Blæst. En Sænkning i Bakkedragene langs Fjorden lader os i et pludseligt Udsnit se dybt ind i Landets Hjerte, hvor Gaarde og Hussamlinger ligger med deres Trægrupper, og Landsbykirker staar paa Vagt. Længst i Syd hæver Bakkedragene sig højest, Lundbybakkerne, under hvis smukke trodsige Linier danske Mænd kæmpede mod en overmægtig Fjendes Invasion og døde som Helte. Saadan ligger dette Land for os, sagnrigt og dog evigt ungt, aandende Frugtbarhed, talende om Menneskers Virken og Arbejde, det kostbareste af alt. I dets frie mandige Linier, der hæver og højner sig, men aldrig saa brat, at de spærrer for Udsyn og Lys, genfinder vi vor egen Karakter, og i dyb Samklang med Jorden omkring os tænker vi vore bedste Tanker. Men forude kalder et nyt Danmark. Dragende Kølvandets hvide Stribe over den brede Strøm glider Damperen frem mod Landet, der forude synes at lukke for Fjorden, og som

83 - / o forraader en kommende Bugtning. Længe inden vi naar den, bringer den nye Tid os sit Bud. Over bølgende, korngule Bakker vokser der frem Samlinger af mægtige Skorstene, fra hvilke Røgskyerne vælter op og driver langt ind i Landet. Saa svinger Fjorden i en vældig Bue, Damperen skifter sin Kurs, og foran os ligger Aalborg-Distriktet aabent og smilende med store Linier. Og pludselig sejler vi om Kap med et elektrisk Arbejdstog, der dukker op inde paa Engene, og som iltert haster af sted ind mod et af de store Fabriksanlæg, der som fremskudte Forposter for Byen derinde strækker sig paa begge Sider af den glitrende Fjord. Og vi sejler ind i en mægtig Sang af Arbejde og Trivsel. Den toner fra Cementfabriker og Kridtbrud, fra Broer og Brygger, hvor Stor-Motorskibe, Trampbaade og slanke Fuldriggere afløser hinanden, med Skuder og raske Smaa-Sejlere ind imellem. Dens Klang laaner Farve fra Dannebrog, der smelder i Agterstavnene med Skær af Brødrefolkenes Flagduge under Gaflen i himmelstræbende Rigninger. Men inde i Land staar Grupper af taarnhøje Skorstene og maaler Masternes Rejsning. Og den stiger i Støjen fra Spil og Kraner, fra Ladning og Losning, i Larmen fra Fabrikernes Arbejde, der føres ud til en som rullende Torden. Den faar Næring fra de mægtige gule Superfosfatfabriker, hvor fremmede Mineralier forvandles til Gødning for Danmarks Jord, den skyller videre omfattende Skibsværft og Oplagspladser, Byen med sine Huse, Spir og Skorstene, Havnen med Eksportstaldene og Skibene, og Broerne over Fjorden. Den løfter sig i det Pust af den store Verden, der staar ind gennem Fjorden, den vokser ved at faa Følge tilbage af danske Varer paa deres Vej udover Jorden, den fylder os med dobbelt Styrke, fordi det her er os, der er ydende, og ikke blot modtagende. Og i denne Kraft rejser sig Rygraden i det nye Danmark, hvor By og Land supplerer hinanden og gør hinanden større. Og vi elsker dette Land og sværger. Men yderst ude i Horisonten følger os endnu Bakkerne, der kaldte paa os før. Tankerne vandrer tilbage til dem, der gik forud for

84 76 os, vore Fædre, som farvede dette Land med deres Blod for at kunne overlevere det frit og ubøjet til os, saaledes som de selv i sin Tid modtog det. Og aldrig vil den Dag komme, da vi ikke føler, hvad der til Gengæld er vor Pligt. Vi er kun et Led i en stolt og stærk Kæde, som vi har at føre videre. Men Fortiden rummer ikke blot Pligt, men Lære. Det er ikke nok, vi staar paa Vagt, vi maa ogsaa vaage. Det er ikke nok, vi værner vor Fortid, vi maa ogsaa sikre vor Fremtid. Danmarks Fremtid hvor stolt, hvor rig og lykkelig ligger den ikke foran os, byggende paa Evnerne og Kræfterne i sine Børn. Og med Sangen fra Land og By, fra Hjemlands Jord og fremmed Verden brusende gennem vort Indre hører vi en Rytme, der gaar igennem alt: Danmark først og sidst! Store Pligter hviler paa os, der nu staar inde for Danmarks Sag. Vi staar i Farens Stund, og ogsaa vi skal gøre Regnskab. Lad os da vise os værdige til vor Pligt. Lad den være ikke letsindig at sætte paa Spil, hvad vi har at vaage over. Lad os kun kende en Ledestjerne i dette Mørke: Danmark. Ja, lad det nu gaa som et vældigt Vejr over Landet: Danmark først og sidst! Lad os nu vaagne ikke med stort Rabalder, som ikke passer for vor Karakter, men i vort Indre, hver for sig. Lad os ikke længer drømme, men tænke. Store vil de Spørgsmaal blive, Tiden vil stille os. Kan vi end ikke forme Svaret paa Forhaand, lad os dog ikke staa uorienteret, lad os ikke være, som om det hele ikke angik os. Lad os nu vise vor Fantasi ogsaa i de store Linier, være mindre»rationalistiske«og mere rationelle. Lad os være færdige med den evige Beundring af Udlandet, men lad os være i fuld Samklang med selve vor Tid. Lad os være Danske og være det fuldtud. Lad os hente Kraft i vor Tro paa os selv, i vor Udviklings Højde. Men lad Ordenes Tid være forbi og lad os vise vor Styrke i Handling. Lad os give vor Kultur Arbejde, og vort Arbejde Kultur! Lad os med samlet Kraft og forbitret Energi gaa ind i det store Sikrings- og Rejsningsarbejde, Fædrelandet venter af os. Det er Budskabet til os!

85

86 HH

87

88

89

90

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and

Læs mere

feirrift Drachmann, Povl Fortid og fremtid : tanker om Danmark

feirrift Drachmann, Povl Fortid og fremtid : tanker om Danmark feirrift Drachmann, Povl Fortid og fremtid : tanker om Danmark r ^^^ FORTID OG FREMTID TANKER OM DANMARK AF POVL DRACHMANN G. E. C. GADS FORLAG KØBENHAVN 1916 FORTID OG FREMTID TANKER OM DANMARK AF POVL

Læs mere

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and

Læs mere

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and

Læs mere

Tiende Søndag efter Trinitatis

Tiende Søndag efter Trinitatis En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Statsministeren (Stauning) i Studenterforeningen om

Statsministeren (Stauning) i Studenterforeningen om Statsministeren (Stauning) i Studenterforeningen om "Tidens politiske Opgave". d. 8. marts 1941 Meget tyder på, at de fleste fremtrædende politikere troede på et tysk nederlag og en britisk 5 sejr til

Læs mere

Sammenholdet. Et stykke journalistik af. Kaj Munk

Sammenholdet. Et stykke journalistik af. Kaj Munk Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

4. Søndag efter Hellig 3 Konger

4. Søndag efter Hellig 3 Konger En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Prædiken til 5. S.e. Paaske

Prædiken til 5. S.e. Paaske En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Mindegudstjenesten i Askov

Mindegudstjenesten i Askov Kolding Folkeblad - Mandag den 23. December 1918 Mindegudstjenesten i Askov. ------- Det Møde, hvormed Askov Højskole plejer at indlede Juleferien, fik i Aar en dybt alvorlig og bevæget Karakter. Det blev

Læs mere

Den værkbrudne. En prædiken af. Kaj Munk

Den værkbrudne. En prædiken af. Kaj Munk En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and

Læs mere

Prædiken til 3. S. i Fasten

Prædiken til 3. S. i Fasten En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Norden i Smeltediglen

Norden i Smeltediglen Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

VE O FABRIKANT S. CHR. BRANDT" JORDEFÆRD DEN 2. JANUAR 1906 I ST. KNUDS KIRKE

VE O FABRIKANT S. CHR. BRANDT JORDEFÆRD DEN 2. JANUAR 1906 I ST. KNUDS KIRKE VE O FABRIKANT S. CHR. BRANDT" JORDEFÆRD DEN 2. JANUAR 1906 I ST. KNUDS KIRKE MILO SKE BOGTRYKKERI - ODENSE S taar paa Vejene og ser til og spørger om de gamle Stier, hvor den gode Vej mon være, og vandrer

Læs mere

3. Søndag i Advent. En prædiken af. Kaj Munk

3. Søndag i Advent. En prædiken af. Kaj Munk En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Høstprædiken - Prædiken til 14. S.e. Trinitatis

Høstprædiken - Prædiken til 14. S.e. Trinitatis Høstprædiken - Prædiken til 14. S.e. Trinitatis En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse

Læs mere

Menn. har i sig en Trang til Sandhed, til at vide, hvordan det egentlig forholder sig.

Menn. har i sig en Trang til Sandhed, til at vide, hvordan det egentlig forholder sig. Menn. har i sig en Trang til Sandhed, til at vide, hvordan det egentlig forholder sig. En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må

Læs mere

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and

Læs mere

For Grundtvigskirken. Et stykke journalistik af. Kaj Munk

For Grundtvigskirken. Et stykke journalistik af. Kaj Munk Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and

Læs mere

LAURITS CHRISTIAN APPELS

LAURITS CHRISTIAN APPELS VED BOGHANDLER, CAND. PHIL. LAURITS CHRISTIAN APPELS JORDEFÆRD DEN 19DE SEPTEMBER 1 8 9 3. AF J. C. HOLCK, SOGNEPRÆST TIL VOR FRELSERS KIRKE. TBYKT SOM MANUSKRIPT. Trykt hos J. D. Qvist & Komp. (A. Larsen).

Læs mere

1. Søndag i Advent. En prædiken af. Kaj Munk

1. Søndag i Advent. En prædiken af. Kaj Munk En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

2. Søndag i Fasten. En prædiken af. Kaj Munk

2. Søndag i Fasten. En prædiken af. Kaj Munk En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Pinsen har Bud til os alle

Pinsen har Bud til os alle Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Staalbuen teknisk set

Staalbuen teknisk set Fra BUEskydning 1948, nr 10, 11 og 12 Staalbuen teknisk set Af TOMAS BOLLE, Sandviken Fra vor Kollega hinsides Kattegat har vi haft den Glæde at modtage følgende meget interessante Artikel om det evige

Læs mere

Prædiken til Juledag. En prædiken af. Kaj Munk

Prædiken til Juledag. En prædiken af. Kaj Munk En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Prædiken til Kristi Himmelfart

Prædiken til Kristi Himmelfart En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and

Læs mere

ÅBENBARINGEN KAPITEL 3. Skelgårdskirken, den 12. marts 2012

ÅBENBARINGEN KAPITEL 3. Skelgårdskirken, den 12. marts 2012 ÅBENBARINGEN KAPITEL 3 Skelgårdskirken, den 12. marts 2012 MENIGHEDEN Den synlige kirke sådan som den fremtræder for os Den usynlige kirke de troendes åndelige virkelighed Kapitel 1: Menigheden i dens

Læs mere

Prædiken til 8. S.e.T. I

Prædiken til 8. S.e.T. I En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Prædiken til Nytårsdag, 1. januar 2014 kl. 17, Vor Frue kirke. Tekster: Sl. 90 og Matt. 6,5-13. Salmer: 712, 434, 586 / 588, 125, 718, 716.

Prædiken til Nytårsdag, 1. januar 2014 kl. 17, Vor Frue kirke. Tekster: Sl. 90 og Matt. 6,5-13. Salmer: 712, 434, 586 / 588, 125, 718, 716. Prædiken til Nytårsdag, 1. januar 2014 kl. 17, Vor Frue kirke. Tekster: Sl. 90 og Matt. 6,5-13. Salmer: 712, 434, 586 / 588, 125, 718, 716. Af domprovst Anders Gadegaard Den første dag i et nyt år er en

Læs mere

Kristendom og Krig: Kaj Munks Svar

Kristendom og Krig: Kaj Munks Svar Kristendom og Krig: Kaj Munks Svar Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse

Læs mere

Prædiken til 3. S.e. Paaske

Prædiken til 3. S.e. Paaske En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Hr. Norlev og hans Venner

Hr. Norlev og hans Venner Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Syvende Søndag efter Trinitatis

Syvende Søndag efter Trinitatis En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Lindvig Osmundsen. Side 1 01-05-2015 Prædiken til Bededag 2015.docx. Prædiken til Bededag 2015. Tekst: Matt. 3,1-10

Lindvig Osmundsen. Side 1 01-05-2015 Prædiken til Bededag 2015.docx. Prædiken til Bededag 2015. Tekst: Matt. 3,1-10 Lindvig Osmundsen. Side 1 01-05-2015 Prædiken til Bededag 2015. Tekst: Matt. 3,1-10 I samtale med Gud om sit liv. Sådan kan man beskrive det tema som teksterne til Bods og bededag handler om. Kong David

Læs mere

Elisabeth Grundtvig: Nutidens sædelige Lighedskrav

Elisabeth Grundtvig: Nutidens sædelige Lighedskrav lforedraget "Nutidens sædelige Lighedskrav" bokkede Elisabeth Grundtvig op om "handskemorqlen", der krævede seksuel ofholdenhed for begge køn inden giftermå\. {. Elisabeth Grundtvig: Nutidens sædelige

Læs mere

Selvkontrol. Annie Besant. www.visdomsnettet.dk

Selvkontrol. Annie Besant. www.visdomsnettet.dk 1 Selvkontrol Annie Besant www.visdomsnettet.dk 2 Selvkontrol Af Annie Besant Fra Theosophy in New Zealand (Oversættelse Thora Lund Mollerup & Erik Ansvang) Hvad er det i mennesket, som det ene øjeblik

Læs mere

1.s i Fasten d. 13.3.11. Matt.4,1-11.

1.s i Fasten d. 13.3.11. Matt.4,1-11. 1.s i Fasten d. 13.3.11. Matt.4,1-11. 1 Hvis der nogensinde har eksisteret et menneske, der har turdet kalde tingene ved rette navn, så er det Jesus. Han kaldte det onde for ondt. Satan for Satan. Det

Læs mere

Prædiken til Paaskedag

Prædiken til Paaskedag En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Kapitel 1: Begyndelsen

Kapitel 1: Begyndelsen Kapitel 1: Begyndelsen Da jeg var 21 år blev jeg syg. Jeg havde feber, var træt og tarmene fungerede ikke rigtigt. Jeg blev indlagt et par uger efter, og fik fjernet blindtarmen, men feberen og følelsen

Læs mere

Salmer: 17.1-8, (Dåb 448), 59, 582, 438, 477, 17.9-12 Tekster: 1 Mos 1,27-31, Hebr 5,1-10, Mark 9,14-29

Salmer: 17.1-8, (Dåb 448), 59, 582, 438, 477, 17.9-12 Tekster: 1 Mos 1,27-31, Hebr 5,1-10, Mark 9,14-29 Salmer: 17.1-8, (Dåb 448), 59, 582, 438, 477, 17.9-12 Tekster: 1 Mos 1,27-31, Hebr 5,1-10, Mark 9,14-29 Jeg synes der er to spørgsmål, der uvægerligt melder sig i forbindelse med evangeliet, vi lige har

Læs mere

John Christmas Møller var i 1942 flygtet til London, hvorfra han fik lov at tale i den britiske

John Christmas Møller var i 1942 flygtet til London, hvorfra han fik lov at tale i den britiske Første opfordring til sabotage John Christmas Møller var i 1942 flygtet til London, hvorfra han fik lov at tale i den britiske radio BBC s udsendelser sendt til Danmark og på det danske sprog. Talen blev

Læs mere

Prædiken over Den fortabte Søn

Prædiken over Den fortabte Søn En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Juledag d.25.12.10. Luk.2,1-14.

Juledag d.25.12.10. Luk.2,1-14. Juledag d.25.12.10. Luk.2,1-14. 1 Julen var noget, der skete engang. Et barn blev født I Betlehem et menneske, der blev til fryd og fred for alle, selv for os, der lever i dag. Julen er en drøm. En drøm

Læs mere

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 1. søndag i fasten side 1. Prædiken til 1. søndag i fasten 201. Tekst. Luk. 22,

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 1. søndag i fasten side 1. Prædiken til 1. søndag i fasten 201. Tekst. Luk. 22, side 1 Prædiken til 1. søndag i fasten 201. Tekst. Luk. 22, 24-32. I en tid hvor religion nærmest anses for at være roden til alt ondt, er det 3 vigtige tekster vi har fået at lytte til. Fastetiden i kirkeåret

Læs mere

En død Bogs levende Tale

En død Bogs levende Tale Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Første Søndag efter Paaske

Første Søndag efter Paaske En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Hellig Trefoldigheds Fest (Trinitatis )

Hellig Trefoldigheds Fest (Trinitatis ) Hellig Trefoldigheds Fest (Trinitatis ) En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj

Læs mere

Copyright by. Martinus åndsvidenskabelige institut

Copyright by. Martinus åndsvidenskabelige institut KOSMISKE GLIMT Copyright by Martinus åndsvidenskabelige institut 1. KAPITEL Livsoplevelsens kontraster Ligesom menneskene kan komme ind i ulykkelige situationer og opleve sorgens og lidelsens mørke øjeblikke,

Læs mere

Juledag 1929. En prædiken af. Kaj Munk

Juledag 1929. En prædiken af. Kaj Munk En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Onsdagen 7de Octbr 1846

Onsdagen 7de Octbr 1846 5309 Grundtvigs prædikenmanuskripter fra 1845-46 udgivet januar 2010 af Lars Toftdahl Andersen i Grundtvig-Byens digitale bibliotek med støtte fra Tipsmidlerne (2001) og N.F.S. Grundtvigs Fond (2010).

Læs mere

Kierkegaard Lidenskabens forsvarer

Kierkegaard Lidenskabens forsvarer Kierkegaard Lidenskabens forsvarer Pia Søltoft Ph.d., lektor i etik og religionsfilosofi og Søren Kierkegaard Studier ved Afdeling for Systematisk Teologi Dias 1 "I Forhold til al Lidenskab gjelder det

Læs mere

Aabent Brev til Mussolini

Aabent Brev til Mussolini Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Jeg KRISTUS kan fortælle Jer, at Danmark er et Land, der er udvalgt af selve HIMLENS G U D! Det er der flere forskellige grunde til:

Jeg KRISTUS kan fortælle Jer, at Danmark er et Land, der er udvalgt af selve HIMLENS G U D! Det er der flere forskellige grunde til: Den 26. marts 2018 modtog vi denne storslåede TALE, hvori KRISTUS henvender sig direkte til den danske Befolkning og fortæller os, hvorledes DANMARK på flere forskellige områder adskiller sig væsentligt

Læs mere

3. S. i Fasten En prædiken af. Kaj Munk

3. S. i Fasten En prædiken af. Kaj Munk En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Jagtbrev fra Lolland. Et stykke journalistik af. Kaj Munk

Jagtbrev fra Lolland. Et stykke journalistik af. Kaj Munk Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Dansk Teaters Værdi. Et stykke journalistik af. Kaj Munk

Dansk Teaters Værdi. Et stykke journalistik af. Kaj Munk Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Af: Kvindernes Underkuelse Stuart Mill

Af: Kvindernes Underkuelse Stuart Mill 5. Saa min Hu mon stande Til en Ven, en kjæk, Som med mig vil blande Blod og ikke Blæk; Som ei troløs svigter, Høres Fjendeskraal; Trofast Broderforbund! Det er Danmarks Maal. 6. Kroner Lykken Enden, Har

Læs mere

2. Pinsedag. 13. juni Vestervig (Ashøje) Provstigudstjeneste.

2. Pinsedag. 13. juni Vestervig (Ashøje) Provstigudstjeneste. 2. Pinsedag. 13. juni 2011. Vestervig (Ashøje). 10.30. Provstigudstjeneste. Johs. 3,16-21: Thi således elskede Gud verden. Det er 2. pinsedag på Ashøje og i Jerusalem. Apostelen Peter er gået uden for

Læs mere

En ny Bibelhistorie. Et stykke journalistik af. Kaj Munk

En ny Bibelhistorie. Et stykke journalistik af. Kaj Munk Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Foredrag af Bruno Gröning, Graz, 17. oktober 1955

Foredrag af Bruno Gröning, Graz, 17. oktober 1955 Henvisning: Denne oversættelse følger den nøjagtige afskrift af Bruno Grönings foredrag, som han i Graz optog på lydbånd den 17.10.1955. For at sikre kildens ægthed, blev der bevidst givet afkald på sproglig

Læs mere

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke 2014. Salmer: 754 447 674 v. 583 // 588 192 v.7 697

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke 2014. Salmer: 754 447 674 v. 583 // 588 192 v.7 697 Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke 2014 Salmer: 754 447 674 v. 583 // 588 192 v.7 697 Læsninger: 1. Mos. 18,20-33 og Luk. 18,1-8 I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Det er

Læs mere

Aarhus byråds journalsager (J. Nr )

Aarhus byråds journalsager (J. Nr ) Aarhus byråds journalsager Originalt emne Jorder Kommunens Jorder i Almindelighed Indholdsfortegnelse 1) Byrådsmødet den 10. oktober 1907 2) Byrådsmødet den 24. oktober 1907 Uddrag fra byrådsmødet den

Læs mere

Prædiken til Skærtorsdag

Prædiken til Skærtorsdag En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 243-1923)

Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 243-1923) Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 243-1923) Originalt emne Belysningsvæsen Belysningsvæsen i Almindelighed Gasværket, Anlæg og Drift Indholdsfortegnelse 1) Byrådsmødet den 14. juni 1923 2) Byrådsmødet

Læs mere

Kierkegaard: Autentisk ledelse og kunsten at vælge sig selv Ved lektor i etik og religionsfilosofi, Københavns Universitet, ph.d.

Kierkegaard: Autentisk ledelse og kunsten at vælge sig selv Ved lektor i etik og religionsfilosofi, Københavns Universitet, ph.d. Kierkegaard: Autentisk ledelse og kunsten at vælge sig selv Ved lektor i etik og religionsfilosofi, Københavns Universitet, ph.d. Pia Søltoft Slide 1 Hvad er autenticitet? Autenticitet er et nøgleord i

Læs mere

Jesus illustrerer det med et billede: det er ligesom med et hvedekorn. Kun hvis det falder i jorden og dør, bærer det frugt.

Jesus illustrerer det med et billede: det er ligesom med et hvedekorn. Kun hvis det falder i jorden og dør, bærer det frugt. Tekster: Es 2,2-5, Kol 1,25d-28, Joh 12,23-33 Salmer Lem 9.00: 10, 580, 54,399 Rødding 10.30:4, 318,580, 54, 438, 476, 557 Det dybe mysterium i kristendommen og vel i grunden også det, der gør, at vi ikke

Læs mere

Prædiken 2. søndag efter påske

Prædiken 2. søndag efter påske Prædiken 2. søndag efter påske Salmer: Indgangssalme: DDS 662: Hvad kan os komme til for nød Salme mellem læsningerne: DDS 51: Jeg er i Herrens hænder Salme før prædikenen: DDS 233: Jesus lever, graven

Læs mere

Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 185-1926)

Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 185-1926) Aarhus byråds journalsager Originalt emne Jorder Udleje af Jorder Indholdsfortegnelse 1) Byrådsmødet den 3. juni 1926 2) Byrådsmødet den 9. september 1926 3) Byrådsmødet den 30. september 1926 Uddrag fra

Læs mere

18. søndag efter trinitatis 15. oktober 2017

18. søndag efter trinitatis 15. oktober 2017 Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: Det største bud Salmer: 731, 16, 374; 54, 668 Evangelium: Matt. 22,34-46 I den sidste tid inden Jesu lidelse og død, hører vi i evangelierne hvordan de jødiske ledere hele

Læs mere

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and

Læs mere

Opgave 2: Levevilkår på landet.

Opgave 2: Levevilkår på landet. Opgave 2: Levevilkår på landet. Opgaveformulering: Med udgangspunkt i oplysninger fra mindst to fremstillinger om perioden skal du gøre rede for levevilkårene på landet i Danmark i perioden o. 1850-1900.

Læs mere

Den danske Flagsang. Et stykke journalistik af. Kaj Munk

Den danske Flagsang. Et stykke journalistik af. Kaj Munk Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

22.s.e.trin.A 2017 Matt 18,23-35 Salmer: Det er sagt så klogt: Den som ikke kan tilgive andre, brænder den bro ned, som han

22.s.e.trin.A 2017 Matt 18,23-35 Salmer: Det er sagt så klogt: Den som ikke kan tilgive andre, brænder den bro ned, som han 22.s.e.trin.A 2017 Matt 18,23-35 Salmer: 753-523-522 885-845-598 Det er sagt så klogt: Den som ikke kan tilgive andre, brænder den bro ned, som han selv skal gå over. Det er rigtigt. Vi er klart afhængige

Læs mere

Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 636-1936)

Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 636-1936) Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 636-1936) Originalt emne Ernæringskort Forskellige Næringsdrivende Næringsvæsen Socialvæsen Socialvæsen i Almindelighed, Socialloven Uddrag fra byrådsmødet den 22. oktober

Læs mere

Danmarks ventresocialistiske Parti

Danmarks ventresocialistiske Parti Danmarks ventresocialistiske Parti Den kommunistiske oktoberrevolution i Rusland i 1917 medførte en splittelse af arbejderbevægelsen i Europa, som indtil da var domineret af Socialdemokratiet. I 5 Danmark

Læs mere

Tredie Søndag efter Trinitatis

Tredie Søndag efter Trinitatis En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Hvad menes der med kristelig Virkelighed? Og hvad vil det overhovedet sige, at noget er Virkelighed for Menneske?

Hvad menes der med kristelig Virkelighed? Og hvad vil det overhovedet sige, at noget er Virkelighed for Menneske? Af Hedvig Reinhard. Tidehverv, 1926, s.9-12. Hvad menes der med kristelig Virkelighed? Og hvad vil det overhovedet sige, at noget er Virkelighed for Menneske? Naar man kan spørge saadan, saa er det klart,

Læs mere

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849.

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849. Taarup, 18. Maj 1849. Kære elskede Kone! Dit Brev fra den 11. modtog jeg den 16., og det glæder mig at se, at I er ved Helsen. Jeg er Gud ske Lov også ved en god Helsen, og har det for tiden meget godt,

Læs mere

Allehelgensdag. En prædiken af. Kaj Munk

Allehelgensdag. En prædiken af. Kaj Munk En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Prædiken til 5. S.e. Paaske

Prædiken til 5. S.e. Paaske En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 390-1910)

Aarhus byråds journalsager (J. Nr. 390-1910) Aarhus byråds journalsager Originalt emne Biografteater Teater Indholdsfortegnelse 1) Byrådsmødet den 20. oktober 1910 2) Byrådsmødet den 8. december 1910 Uddrag fra byrådsmødet den 20. oktober 1910 -

Læs mere

Det kapitalistiske Samfunds Fejl rammer ikke arbejderne alene, men hele den brede befolkning.

Det kapitalistiske Samfunds Fejl rammer ikke arbejderne alene, men hele den brede befolkning. Mellemkrigstiden var præget af store økonomiske kriser og de følger, som disse havde for befolkningen. Derfor blev spørgsmålet om statens sociale ansvar aktuelt, hvilket især Venstre og Socialdemokratiet

Læs mere

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and

Læs mere

Prædiken til 3. s. i fasten kl. 10.00 i Engesvang

Prædiken til 3. s. i fasten kl. 10.00 i Engesvang Prædiken til 3. s. i fasten kl. 10.00 i Engesvang 413: Vi kommer, Herre, til dig ind på Spænd over os dit himmelsejl 448 - Fyldt af glæde 36 - Befal du dine veje 675 Gud vi er i gode hænder på Egemoses

Læs mere

Sønderjyllands Prinsesse

Sønderjyllands Prinsesse Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Doktorlatin. Et stykke journalistik af. Kaj Munk

Doktorlatin. Et stykke journalistik af. Kaj Munk Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Sociale Forskydninger og tekniske Fremskridt leder os stadig ad

Sociale Forskydninger og tekniske Fremskridt leder os stadig ad MØBLERING Af Arkitekterne Fritz ScllZegel og Magnus Stepi1fmsen. Sociale Forskydninger og tekniske Fremskridt leder os stadig ad. nye Veje. Boligen afspejler den menneskelige Livsførelse, og dens Udformning

Læs mere

Pastor Kaj Munk angriber Biskopperne (Biskoppernes Hyrdebrev)

Pastor Kaj Munk angriber Biskopperne (Biskoppernes Hyrdebrev) Pastor Kaj Munk angriber Biskopperne (Biskoppernes Hyrdebrev) Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form

Læs mere

2. søndag i fasten Prædiken i Andst kirke kl

2. søndag i fasten Prædiken i Andst kirke kl 2. søndag i fasten Prædiken i Andst kirke kl. 14.00 Salmer DDS 646 Som lilliens hjerte kan holdes i grøde 609 Dybt fornedres skal enhver DDS 580 Jesus, dødens overvinder DDS 392 Himlene, Herre DDS 28 De

Læs mere

Ark No 6/1874 Vejle den 19 Oktbr 1874. Da jeg er forhindret fra i morgen at være tilstede i Byraadets Møde, men jeg dog kunde ønske, at min Mening om et nyt Apotheks Anlæg heri Byen, hvorom der formentligen

Læs mere

Prædiken til 14. s.e.trin., Vor Frue kirke, 6. sept. 2015. Lukas 17,11-19. Salmer: 728, 434, 447, 674,1-2, 30 / 730, 467, 476, 11.

Prædiken til 14. s.e.trin., Vor Frue kirke, 6. sept. 2015. Lukas 17,11-19. Salmer: 728, 434, 447, 674,1-2, 30 / 730, 467, 476, 11. Prædiken til 14. s.e.trin., Vor Frue kirke, 6. sept. 2015. Lukas 17,11-19. Salmer: 728, 434, 447, 674,1-2, 30 / 730, 467, 476, 11. Af domprovst Anders Gadegaard Alt er givet os. Taknemmeligheden er den

Læs mere

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 1. søndag i Advent Bording side 1. Prædiken til 1.søndag i advent Tekst. Lukas 4,

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 1. søndag i Advent Bording side 1. Prædiken til 1.søndag i advent Tekst. Lukas 4, 06-12-2015 side 1 Prædiken til 1.søndag i advent 2015. Tekst. Lukas 4, 16-30. Revolution eller indre forandring. Det er ofte vanskeligt at høre evangeliet. Det kommer så enkelt og stærkt til os, klædt

Læs mere

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and

Læs mere

Septuagesima. En prædiken af. Kaj Munk

Septuagesima. En prædiken af. Kaj Munk En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Prædiken til 3. s. i advent kl. 10.00 i Engesvang

Prædiken til 3. s. i advent kl. 10.00 i Engesvang 1 Prædiken til 3. s. i advent kl. 10.00 i Engesvang 78 - Blomster som en rosengård 86 - Hvorledes skal jeg møde 89 - Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge 80 - Tak og ære være Gud 439 O, du Guds lam

Læs mere

Ruths Bog. Et stykke journalistik af. Kaj Munk

Ruths Bog. Et stykke journalistik af. Kaj Munk Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Salmer: Rødding 9.00 736 Den mørke nat 518 På Guds nåde (mel. Herrens røst) 370 Menneske, din (mel. Egmose) 522 Nåden (mel.

Salmer: Rødding 9.00 736 Den mørke nat 518 På Guds nåde (mel. Herrens røst) 370 Menneske, din (mel. Egmose) 522 Nåden (mel. 2 Mos 20,1-17, Rom 3,23-28, Matt 19,16-26 Salmer: Rødding 9.00 736 Den mørke nat 518 På Guds nåde (mel. Herrens røst) 370 Menneske, din (mel. Egmose) 522 Nåden (mel. Martin Elmquist) Lihme 10.30 5 O, havde

Læs mere