PEDER HOLM MUSIKER 20

Transkript

1

2 PEDER HOLM MUSIKER 2011

3 Indhold MUSIKER 3 KOMPONIST 9 BOSTEDER VÆRKLISTE FORLAGSKONTRAKTER NODEMATERIALE BESTILLINGER PRIVATE CD ER PÆDAGOGISKE UDGIVELSER 110 AFREGNINGER PORTRÆT-CD OM ESBJERG ENSEMBLE KRONOLOGISK VÆRKLISTE TEKSTER

4 MUSIKER Da jeg læste Lars Børge Fabricius bog Træk af dansk musiklivs historie m. m., slog det mig, at ingen af de personer, vi i dag kalder komponister, underskrev sig som sådan. I nogle officielle skrivelser, der er gengivet i bogen, underskriver både C.F E. Horneman, Otto Malling og P.E. Lange- Müller sig som musiker. Jeg vil godt betegne mig på samme måde, og når jeg i det efterfølgende vil fortælle om mit kompositoriske virke, bliver det i bevidstheden om, at det indgår som en del af hele mit arbejdsliv som underviser i klaver, violin og bratsch (+ kammermusik, hørelære, musikteori, musikhistorie, arrangement, komposition og direktion) konservatorieleder (direktør, rektor) og dirigent. Først lidt om min familie. Min oldefar, Vilhelm Holm, var bratschist i Det Kgl. Kapel og en af Bournonvilles medarbejdere. Den kendteste ballet, som han komponerede og arrangerede musikken til, er Livjægerne på Amager. Hans søn, min farfar, Ludvig Holm, blev koncertmester i Det Kgl. Kapel. Han havde tidligt noget med Carl Nielsen at gøre. Ved førsteopførelsen i 1889 af Carl Nielsens strygekvintet spillede min farfar 1. violin, mens Carl Nielsen selv spillede 2. violin. Ludvig Holm var også komponist. Hans største værk, violinkoncerten, er indspillet på cd med Sønderjyllands Symfoniorkester og Kai Laursen som solist. Ludvig Holms søster var gift med en Bentzon og dermed svigerinde til fædrene til komponisterne Jørgen Bentzon og Niels Viggo Bentzon samt fløjtenisten Johan Bentzon. Hendes datter, Christy Bentzon, var musikpædagog og børnebogsforfatter med Talbogen, Bogstavbogen og Nodebogen som de vigtigste. Min farbror havde en ret stor produktion som komponist, men desværre totalt uden kontakt med nyere musik. Han spurgte mig engang: Komponerer du stadigvæk moderne? Hans kone, som vi kaldte Tante Jo, var klaverpædagog i Glostrup og havde elever, til hun var omkring 90 år. Deres søn, Hans Henrik Holm, blev pianist og mangeårig programmedarbejder i Danmarks Radios musikafdeling. 3

5 Min faster var klaver- og solfègepædagog. Min søster Elisabeth, kaldet Bit, blev en meget søgt klaverpædagog, som bl.a. har spillet med alle Herman D. Koppels børn. Det var gennem hende, at jeg lærte Niels Viggo Bentzon, Herman D. Koppel og Vagn Holmboe at kende. Hendes søn, cellisten Lars Holm Johansen, blev lige som sin oldefar og tipoldefar medlem af Det Kgl. Kapel. Det var lidt om min familie, nu lidt om mig. Jeg begyndte som 6-årig at spille klaver hos min 14-årige søster Bit. Da jeg var 8 år, så jeg Walt Disneys tegnefilm Den dovne græshoppe og besluttede, at jeg ville spille violin. En af min farfars elever boede i nærheden, så jeg begyndte hos ham. Efter underskolen i Peter Vedelsgade begyndte jeg i 1937 i 1. Mellem på Christianshavns Gymnasium. I 2. Mellem opførte klassen en tysk skoleopera en af skolens lærere havde oversat teksten. Jeg synes, at det er imponerende, at en enkelt klasse, 2. Mellem B, kunne stå for alt det sanglige soli og kor. Skolens orkester, der bestod af strygere og klaver, stod for det instrumentale. I 1941, da jeg kom i 1. G., blev Gunnar Heerup tilknyttet skolen som sanglærer. Sammen med Jørgen Bentzon og Finn Høffding havde han tidligere startet et arbejde, der i 1931 førte frem til oprettelsen af Københavns Folke-Musikskole efter tysk forbillede. (Navnet betyder en musikskole for folket, ikke en skole for folkemusik.) Så det var en væsentlig arbejdskraft, skolen havde fået fat i. I øvrigt havde Finn Høffding nogle år før i en kortere periode også undervist på Christianshavns Gymnasium. Det havde jeg hørt om, men kendte ikke Gunnar Heerups navn, så det, jeg har skrevet her, er noget, jeg har læst mig til senere. De musikalske drivkræfter på skolen var ellers dansklæreren Erik Oxenvad og matematiklæreren Poul Rubinstein. Begge blev senere rektorer på andre gymnasier. Det var Rubinstein, der ledede opførelsen af den tyske skoleopera, mens Oxenvad tog sig af den skoleopera, jeg skrev, da jeg gik i 4. Mellem. Det var utroligt, at tyskerne tillod Rubinstein (hvis navn tydeligt afslørede, at han var jøde) at undervise under hele krigen, men han skulle være usynlig, så han fik forbud mod at være gårdvagt i frikvartererne, hvad han 4

6 indtil da ofte havde været. Engang i et frikvarter kom en fyr hen til mig. Han hed Brandt, Jørgen Brandt. (Dengang var det almindeligt, at navnlig drengene kaldte hinanden ved efternavn.) Han fortalte mig, at han skrev digte, om jeg kunne tænke mig at sætte musik til nogle af dem. Det blev dog ikke til noget i første omgang, men vi kom en del sammen. Han malede også og tog tit ud i naturen for at male landskaber sammen med Jørgen Gammelgaard (bror til Kirsten, som jeg var begyndt at komme sammen med). En dag, Kirsten og jeg besøgte ham, fortalte han, at der var sket noget forfærdeligt: En anden Jørgen Brandt var begyndt at skrive. Hvad skulle han gøre? Han havde tænkt sig at tilføje et h til sit efternavn, men havde opgivet det igen. Men så fandt han på, at det ville være en god idé måske inspireret af Rainer Maria Rilke at indføje et kvindenavn som mellemnavn. Jeg mener, at han valgte sin mors navn. Et digternavn var født: Jørgen Gustava Brandt. Efter at have taget studentereksamen begyndte jeg i januar 1945 på konservatoriet med to hovedfag: violin og musikteori. (Der var ikke noget kompositionsstudium, det kom først efter statsovertagelsen.) Institutionen var præget af et aldrende lærerkorps. Jeg faldt engang over en lærerliste fra 1919 og blev noget chokeret, da jeg opdagede, at alle de nævnte lærere stadig underviste på konservatoriet i Kun én manglede Carl Nielsen. Først i 1949 overtog staten Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Og det varede længe, inden provinskonservatorierne kom under statens vinger. I Århus skete det i 1963, og de tre mindre konservatorier kom det i Så 1945 er meget længe siden. Man må huske på, at der ikke var noget, der hed pension, så mange lærere underviste, til de faldt om. Min lærer i kammermusik, Kristian Sandby, var meget levende i sin undervisning og egentlig ungdommelig af væsen, men han var altså født i Kun hans svigtende korttids-hukommelse afslørede hans alder. Violinisten Johannes Schiørring, far til professor Nils Schiørring, var lige så gammel. Disse de to ældste lærere blev sat til at undervise på øverste etage i konservatoriebygningen, og nej, der var ingen elevator. 5

7 På et ret ofte gengivet foto fra 1860 erne af tidens førende strygekvartet ser man Johannes Schiørrings far sidde sammen med min oldefar, Vilhelm Holm. Begrebet pædagogik fandtes ikke, hvilket naturligvis ikke forhindrede, at nogle lærere var udmærkede pædagoger. Min egen fornemmelse efter studietiden var, at den lærer, der havde lært mig mest, var min klaverlærer, og jeg betragtede klaverstudiet nærmest som et tredje hovedfag. Jeg havde Knud Jeppesen som hovedfagslærer i teori (de to første år, inden han blev professor ved Århus Universitet). Hans undervisning foregik sådan her: Han kiggede på de opgaver, jeg kom med. Så sagde han: Det dér, det er ikke så godt - rød blyant - Det her er bedre. Engang spurgte jeg ham, om han kunne fortælle mig, hvorfor det, han havde skrevet, var bedre. Han sad lidt og gloede arrigt på noderne. Så vrissede han: Det ER bedre. Derefter så han på mig og sagde: De udtrykker Dem altid så kategorisk - hvad han så mente med det. I december 1947 tog jeg Store Eksamen i begge hovedfag. Derefter deltog jeg på bratsch i konkurrencer til Radiosymfoniorkestret og Det Kgl. Kapel. Med i konkurrencerne var flere erfarne musikere, der i en årrække havde været assistenter i de store orkestre. De fik nu faste stillinger. Blandt dem var Eivin Andersen. Det var Eivin Andersen, der fik mig til Esbjerg. Men inden jeg går videre, må jeg lige have en erindring med, som dukkede op. Jeg ved ikke, hvor gammel jeg var, men jeg var sammen med min mor til koncert på Charlottenborg og hørte for første gang Mozarts g-mol strygekvintet. Jeg sad lige bag ved 1. bratsch, og hans brede, sortklædte ryg forbandt sig på en sær måde med Mozarts mørktfarvede musik. Bratschisten var Eivin Andersen. De to første kompositioner, jeg fik spillet af professionelle musikere, blev opført i foreningen Frit Forum for Musiks regi. Først mange år senere blev jeg klar over, at foreningen var opstået ud fra idéer af Eivin Andersen. Jeg skriver lidt mere om det senere. Emil Telmanyi optog mig i sit kammerorkester, hvor jeg skulle spille violin. Jeg var kun med til en enkelt koncert, inden jeg skulle aftjene min værnepligt. Orkestrets koncertmester var Eivin Andersen. Ved den første prøve 6

8 spurgte han mig, om jeg kunne tænke mig at få en stilling ved konservatoriet i Esbjerg. Konservatoriet var blevet oprettet et par år før. Blandt stifterne var Varde-organisten Aksel Andersen, som en del år senere blev orgelprofessor i København. Han fik knyttet sin bror Eivin og dennes kone Asta til konservatoriet som lærere i violin og klaver, og uden de to havde institutionen næppe overlevet de første år. Eivin og Asta rejste til Esbjerg hver anden uge for at undervise, men man havde brug for en fastboende lærer, der kunne dække en række fag. Jeg måtte jo sige, at jeg først skulle aftjene min værnepligt. Det skete fra maj 1948 til marts Inden da, d. 24. marts 1948, blev jeg gift med Kirsten. Mine forældre holdt til i Vartov Kirke, så dér stod brylluppet. Organist var Eivin Andersen. Esbjerg ventede på mig, og da Kirsten var blevet gravid få uger efter brylluppet, var jeg glad for at have en stilling. Vi forestillede os, at vi skulle være et par år i Esbjerg, indtil jeg fandt noget i København. Det blev anderledes. D.10. marts 1949 blev jeg hjemsendt fra militæret. D. 13. marts rejste jeg til Esbjerg. Vi nåede lige en barnedåb indimellem. Jeg skulle undervise 30 timer om ugen og desuden være repetitør for symfoniorkestret. Den samlede løn var 500 kr. om måneden. En kort oversigt over min Esbjerg-tid: For første gang er jeg dirigent ved en af Vestjysk Symfoniorkesters koncerter. I den efterfølgende tid dirigerer jeg over 100 koncerter indtil min afskedskoncert i efteråret Jeg bliver pædagogisk leder ved konservatoriet Rektor Thure Hastrup, der stod for den øvrige ledelse af konservatoriet, forlader Esbjerg. Jeg overtager mere af ledelsen, så kun økonomien passes af Esbjerg Statsskoles nye rektor kommer den første af tre love, der gradvis omdanner de tre mindre konservatorier til statsinstitutioner. Konservatoriets musikskoleafdeling udskilles. Jeg kaldes nu direktør. 7

9 1974. Jeg udnævnes til rektor Jeg forlader ledertilværelsen og fortsætter ved konservatoriet som docent i diverse musikteoretiske fag, bl.a. arrangement for AM-studerende års jubilæum og afslutning. 8

10 KOMPONIST Jeg begyndte at komponere efter sommerferien, inden jeg blev 9 år. Der må vel have været nogle tilløb i tiden forinden, i hvert fald fik jeg d. 3. september 1935 et hefte med nodepapir af Tante Jo, klaverpædagog i Glostrup og gift med min farbror. Dette første hefte indeholdt kun udkast, men i det næste var renskrift af en lang række klaverstykker. Jeg kunne håndtere modulationer, interesserede mig for kromatik og tonearter med mange fortegn. Et stykke i Ges-dur viste også korrekt brug af dobbeltb er. Gode idéer var der ikke mange af, og de holdt ikke længe, men blev hurtigt afløst af almindeligheder. I årene efter kom større stykker, bl.a. en samling på tre klaversonatiner. En ret stor 4-hændig sats, som jeg spillede sammen med min mormor, blev det også til. Seks stykker for tre violiner blev mit første forsøg væk fra klaveret. Nu skulle der med arbejdes med stemmer. To af stykkerne var kanons. Det var første gang, jeg prøvede en disciplin, jeg siden beskæftigede mig en del med. En gang fandt jeg ud af, at det var muligt at skrive en 2-stemmig kanon, der modulerede. Jeg skrev den for klaver, hvor andenstemmen lå en oktav under førstestemmen. Min far syntes så godt om resultatet, at han brugte den til en sang til min mormors 70 års fødselsdag i Min stemme var endnu ikke gået i overgang, så jeg sang førstestemmen, og min far sang andenstemmen. Ud fra min fars kusine Christy Bentzons versificerede børnebog Dr. Bullibo skrev min far teksten til et eventyrsangspil, som jeg satte musik til i 1941 og Det blev et stort partitur på 73 sider, fordelt på 23 numre. Instrumentalledsagelsen var fløjte, strygekvartet og klaver. Fortællingen er i sit udgangspunkt velkendt; der medvirker en konge, en prinsesse og en drage. Men historien tager en uventet drejning, da dragen bliver syg af at spise for mange riddere. Dyrlægen bliver tilkaldt, han kurerer dragen og hjemfører prinsessen. Alle rollerne skulle synges af børn (undtagen en ko, der skulle synges af en bas). Jeg kan nu se, at jeg stillede ret store krav til de syngende, lige som instrumentalisterne skulle kunne en del. 9

11 En opførelse blev der aldrig tale om. Ærgerligt nok, for teatermæssigt kunne det være blevet meget morsomt. Især scenerne med dragen havde store muligheder i sig. Opført blev derimod en skoleopera Rosamunde med tekst af en af skolens lærere. Det var et mindre værk, fordelt på 14 korte scener. Partituret var på 20 sider. Der medvirkede et heltepar, Alex og Rosamunde, et skurkepar, Osvald og Krasulda, en trold, Bub (vistnok sunget af den senere kendte kordirigent Carsten Mollerup) og kor af skovdjævle og røvere. Skoleorkestret, som leverede den instrumentale ledsagelse, var et fuldt strygeorkester med klaver. Der står på partituret, at jeg har skrevet det i påsken For at spare tid undlod jeg at skrive teksten ind i partituret, og noget teksthefte har jeg ikke, så jeg ved ikke, hvilke ord solisterne sang. Kun korstemmen har tekst. Korstemme og strygerstemmer skrev jeg på transparent nodepapir. En skolekammerat, Erik Blomquist, spurgte mig, om jeg ville være med til at spille strygekvartet. Han spillede selv bratsch og kendte et par fyre fra Vanløse, Keld Skytte og Finn Albertsen, som var gode på violin og cello. Jeg gik ind på 2. violinen og begyndte at lære strygekvartettens muligheder at kende. Vi kaldte kvartetten Polygon, og jeg skrev to kvartetter til den. Den første bestod af én stor sats (451 takter) med langsom indledning og hurtig hoveddel. Den anden var tresatset og varede nok en minutter. Satserne blev betitlet Fuga, Tema med variationer, Polygon. Når vi gav vores kvartet navnet Polygon, var det med tanke på de mange forskellige sammenspilsmuligheder, besætningen byder på. I satsen her er det 2. violin og bratsch, der spiller tæt sammen, mens 1. violin og cello har andet stof. I den lyriske mellemdel udgør bratsch og cello en sangbar duo, det kaldte vi for Bratschkor. I efteråret 1943 oprettede vi en sangklub for at synge operaensembler. Bassen og jeg gik i 2. G., mens sopran, mezzo, alt og tenor var fra klassen under. Jeg var mest i gang som akkompagnatør på klaver, og jeg kan huske, at vi bl.a. arbejdede med kvartetten fra Don Giovanni (som den gang hed Don Juan, og vi sang på tysk). 10

12 Til en tekst af Stuckenberg skrev jeg Forårsregn til klubbens tre piger. Strygerledsagelsen var bare én lang liggetone fordelt på tre oktaver. Ved en koncert på skolen, nok i foråret 1944, blev Forårsregn opført af Kirsten Bentved (som senere blev gift med sangeren Erling Thorborg), Kirsten Gammelgaard (som jeg blev gift med i 1948) og Helga Müller. Polygonkvartetten (uden mig) spillede liggetonen, og Gunnar Heerup dirigerede. Jeg kan huske, hvor forbløffet jeg blev over, at jeg overhovedet ikke kunne høre strygerne, når sangstemmerne satte ind. I pauserne mellem versene dukkede liggetonen frem igen. I december 1943 skrev jeg Sonatine for skoleorkester (senere omdøbt til Concertino i C ) i fire satser for besætningen 3 violiner, cello, kontrabas og klaver. Jeg har en svag erindring om en prøve på skolen, som jeg dirigerede, vistnok ret ubehersket. Mere blev det ikke til dér, den var nok for svær. Men d blev den spillet af professionelle musikere ved en af Tokantens koncerter. Eivin Andersen violinist, bratschist, organist havde fået idéen til foreningen Frit Forum for Musik. I modsætning til Det Unge Tonekunstnerselskab, hvor der var censur, skulle alle her kunne få spillet deres nyskrevne musik. Man fik lavet en restaurant, kaldet Tokanten, med tilhørende kunsthandel, hvor koncerterne fandt sted. En gruppe på ni strygere med Holger Valbjørn i spidsen og Bodil Gjødvad ved klaveret spillede min concertino. I Berlingske Tidende stod der dagen efter: (...) frisk og ungdommeligt, vel ikke dybt stikkende, men dejlig naturligt i formen og lovende netop ved denne musicerende glæde og salte harmonik (...). Jeg har ingen erindring om, hvordan Frit Forum til Musik fik fat i mig. Har Gunnar Heerup fortalt dem om mig, eller har jeg vist concertinoen til Bodil Gjødvad, som var en af Bits veninder? Jeg ved det ikke. Jeg lader min værkliste begynde i foråret Jeg læste til studentereksamen, men det optog mig ikke så meget. Langt vigtigere var, at jeg begyndte at komme sammen med Kirsten Gammelgaard og dermed indledte et 62 år langt samliv. Mit forelskede sind gav frit løb til ret mange toner i det år. 11

13 1. SERENADE De øvrige medlemmer af Polygon-kvartetten kendte Randersgade Skoles orkester, der blev ledet af frk. Werner. Hun spurgte mig, om jeg ville skrive noget til dem. Jeg skrev en lille serenade i tre satser for 3 violiner, bratsch og cello og fik at vide, at den var alt for svær. Bare det, at ydersatserne stod i A-dur! Jeg mente nok, at A-dur var en god toneart for strygeinstrumenter, men var klar over, at jeg måtte skrive noget med færre faste fortegn. Når jeg har medtaget serenaden i værklisten, er det bl.a. fordi den også findes i en transskription for 5 celli fra 1986 (en kvint under originalversionen), som jeg har hørt opført ved et cellostævne. Tilbage til Inden jeg fik begyndt på det næste strygerværk, havde jeg hos Wilhelm Hansen fundet et par hefter af Bartóks For børn (originaludgaven fra 1908, der udkom i fire hefter). Kendskabet til disse folkemelodiudsættelser kom til at betyde vældig meget for de næste ting, jeg skrev. 2. SUITE I første omgang blev det så en 5-satset suite for strygekvartet eller strygeorkester uden kontrabas. Hovedtonearten var C-dur, men i øvrigt blev hele suiten skrevet uden faste fortegn, sådan som jeg havde set det hos Bartók. I den senere udgave af For børn, som først kom til Danmark efter krigen, var der logisk for tonal musik indført faste fortegn. Suiten er blevet spillet en del forskellige steder. Det blev ikke til noget med Randersgade skoleorkester, men Gerda von Bülows kammerorkester, som jeg spillede i et stykke tid, arbejdede med den jeg kan ikke huske, om det kom til en opførelse. Meget senere i 1972 dirigerede jeg suiten i Stavanger. En version med tilføjede blæsere blev opført af Viborg Musikskoles kammerorkester i Fynske Musikantere havde en opførelse i 1995 med tilføjet fløjte, klarinet, fagot, trompet og kontrabas. Og i 2002 spillede Fredericia Sinfonietta suiten på ESTA-kongressen på Hindsgavl. 3. BØRNESANGE Sommeren 1944 blev jeg inviteret til at bo en uges tid på Malergården hos Sigurd Swane. Sammen med børnene (Hanne, Henrik og Gerda) og an- 12

14 dre gæster hjalp vi til med høsten. Malergården havde ingen selvbinder, så vi bandt neg. Swane havde skrevet en lang række børnesange med tilhørende farvekridttegninger. Han spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at sætte musik til. På fem dage skrev jeg 26 sange, kasserede halvdelen og skrev fem nye, så det blev til et hefte med 18 sange. I 1945 var jeg atter på Malergården og havde denne gang Kirsten med. Hun havde indstuderet sangene, så vi kunne fremføre dem alle for familien Swane. Agnete Swanes kommentar: Den digter og den komponist ligner hinanden de kan bare blive ved. På et tidspunkt var der tale om, at otte af sangene skulle udgives af Danmarks børne- og ungdomskorforbund. Jeg tænkte, at det kunne være morsomt at ledsage dem med de tilhørende farvekridttegninger. Jeg ringede i marts 1986 til Malergården og fik fat i Hanne, men hun havde ingen anelse om, hvor tegningerne kunne være. Jeg havde foretaget en transskription af klaversatsen for blokfløjtekvartet, så der var to akkompagnementsmuligheder til sangstemmen, men udgivelsen blev aldrig til noget. Senere har jeg også skrevet en version med guitarledsagelse af de otte sange. 0. (Uden for værklisten) Jeg har liggende endnu nogle manuskripter fra 1944, men de er ikke med i værklisten. En triosats for fløjte, bratsch og klaver har jeg vel tænkt til min søster og svoger, men hvem der skulle spille bratsch ved jeg ikke, jeg havde endnu ikke selv forsøgt mig. Aage Berntsens Natten er vor egen prøvede jeg allerede på dette tidspunkt at tonesætte (for blandet kor og kontrabas), men det blev kun til et udkast. Stuckenbergs Septemberaften, som jeg satte for blandet kor, er endnu et eksempel på en tekst, jeg senere vendte tilbage til. Agnete Swanes far gav mig en digtsamling, han havde skrevet. Jeg valgte Livet en bjergvandring, som jeg komponerede for blandet kor og strygeorkester. 13

15 Endelig Studie for strygere, der ligesom de forrige nævnte arbejder aldrig kom længere end til papiret. Temaet med ti forskellige toner kan måske opfattes som et forvarsel om den melodik, jeg arbejdede med i 1950 erne. Januar 1945 begyndte jeg på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med hovedfagene violin og musikteori. Desuden gjorde jeg meget ud af klaverspillet. Kompositionsvirksomheden blev skubbet i baggrunden, det blev kun til to korte værker. Tre småskitser for strygekvartet blev det andet værk, jeg fik opført af professionelle musikere, igen ved en af Frit Forum for Musiks koncerter. Jeg viste partituret til min lærer i musikteori, Knud Jeppesen. Han brød sig bestemt ikke om den ret dissonerende begyndelse. Jeg har ingen erindring om, at jeg har vist ham andre af mine kompositioner. De tre korte satser blev spillet af Forchhammer-kvartetten d i Tokanten. Efter opførelsen sagde Sverre Forchhammer til mig, at når han ikke havde kontaktet mig, var det fordi han foretrak først at spille musikken og bagefter diskutere med komponisten, om opførelsen var i overensstemmelse med komponistens intentioner. Dagen efter stod der i Nationaltidende: (...) et ualmindeligt lovende arbejde (...) overbevisende sans for formens fasthed og udtrykkets prægnans (...). Trods de smukke ord har jeg alligevel fundet værket for ubetydeligt til at blive optaget i værklisten. 4. MOTIVER Heller ikke Småting for klaver kom med på listen. Men den transskription for fire træblæsere, jeg skrev i 1946, har jeg efter en senere revision taget med. Jeg havde ikke forventet, at stykkerne nogensinde ville blive spillet, men i 2008 bad Det Jyske Ensembles blæserkvintet mig om at medvirke ved en musikcafé, hvor jeg skulle fortælle om den musik, kvintetten ville spille. De spurgte mig, om jeg havde skrevet noget for blæserkvintet. Det blev til, at de spillede det første af de to stykker for blæserkvintet fra 1968 og desuden indledte caféen med de fire små stykker fra 1945/46. 14

16 0. I øvrigt skrev jeg en blæserkvintet i 1946, men materialet er bortkommet. En sonate for violin og klaver gav jeg til violinisten Niels Nielsen. Et divertimento for mindre orkester kom ikke længere end til papiret. En suite i tre satser for klaver blev spillet af min søster ved hendes debutkoncert i OTTE KANONS Det blev endelig til noget med at tonesætte nogle af Brandts tekster. Otte ganske små aforismer blev til kanons, som blev udgivet af Wilhelm Hansen i Jeg mente, at kompositionsåret var 1947, men Brandt sagde, at det måtte være Inden jeg kunne nå at få det rettet, havde WH allerede trykt noderne. Jeg var vant til, at der gik lang tid, fra jeg afleverede et manuskript til forlaget, til noderne udkom. Men i dette tilfælde gik det af en eller anden grund vældig hurtigt. 6. STRYGEKVARTET Nr. 1 UNM blev afholdt første gang i 1946 i Stockholm. Det skulle have været i Oslo i 1947, men da nordmændene sendte afbud, blev det i København. Vi var fire strygerstuderende, der slog os sammen og opførte strygekvartetter af tre af konservatoriets studerende (Jørgen Fischer Larsen, Knud Høgenhaven Jensen, Peder Holm). Ingen havde komposition som fag, det blev som tidligere nævnt først indført, efter at konservatoriet i 1949 blev overtaget af staten. Jeg havde indtil da næsten kun komponeret ganske korte satser, som jeg havde skrevet meget hurtigt. Men jeg var klar over, at jeg måtte prøve at skrive noget af længere varighed. I 1945 havde jeg skrevet en sats for strygekvartet, men var ikke kommet videre, nu skrev jeg yderligere tre satser og kom op på en samlet spilletid på 20 minutter. Nordisk Musikfest (konservatoriefest), som navnet var dengang, blev afholdt i slutningen af oktober Jeg har anmeldelser liggende fra Nationaltidende, Social-Demokraten og Land og Folk. Jeg citerer: Et af aftenens mest lovende arbejder (...) men af og til stopper det hele op, f.eks. ved indførelsen af i og for sig ganske meningsløse kadencer, og humøret i scherzoen var det også skralt med. (A.F.) Peder Holm mødte med en strygekvartet, som var lidt spinkel i de to første satser, men som viste en sund og ærlig stræben; hans værk har et fint personlighedstræk uden 15

17 søgen mod bevidst originalitet. (Sch.P.) Peder Holm udtrykker sig ikke så elegant endnu, men der er stof i hans strygekvartet, og han har tag på at skrive for denne besætning. Fine enkeltheder og atmosfære var der navnlig over den intime, noget indadvendte, langsomme sats. (S.W.) 7. FORÅRSMUSIK En sekssatset miniaturesuite for klaver blev skrevet i foråret Jeg kaldte suiten Glimt, men var utilfreds med titlen så korte var stykkerne trods alt ikke. Da jeg bestemte mig til at tage suiten med i værklisten, valgte jeg titlen Forårsmusik. Jeg tog den med til Poul Schierbeck, som jeg havde i instrumentation. Han var først ret interesseret og gjorde en del ud af første sats. Siden tabte han interessen og rettede meget lidt i de andre satser. Men der kom da en orkesterversion ud af det, som blev opført ved UNM i Oslo i Jeg fik desværre ikke hørt det, jeg var indkaldt som soldat. 8. SONATE FOR ORGEL Efter at Knud Jeppesen var blevet professor i Århus, fik jeg i 1947 Bjørn Hjelmborg som lærer i teori. Han foreslog på et tidspunkt, at jeg skulle skrive en klaversonate under hans vejledning. Han havde ikke prøvet at undervise i komposition før og var helt stolt, da en af hans kommentarer førte mig over et dødt punkt. Der blev tale om et formstudie, hvor første sats var i sonateform, anden sats var et intermezzo og sidste sats en chaconne. På et tidspunkt meget senere hørte jeg et orgelstykke af Frans Syberg og kom til at tænke på, at der vist fandtes meget lidt dansk orgelmusik fra 1940 erne. Der var ingen på konservatoriet dengang, som interesserede sig for at komponere for orgel, heller ikke de orgelstuderende. F.eks. begyndte Bernhard Lewkowitch sit kompositoriske virke med at skrive klaversonater. Jeg var heller ikke interesseret i orglet, men tænkte, da jeg hørte Syberg, at der var ting i den gamle sonate, som måske egnede sig bedre for orgel. År 2000 fik jeg endelig gjort noget ved det. Jeg lavede en bearbejdelse og henvendte mig til Lars Sømod Jensen, der dengang var organist i Silkeborg. Jeg havde forestillet mig, at han ved orglet kunne demonstrere for 16

18 mig, hvordan det lød, komme med forslag til registrering, og vi sammen kunne ændre steder, der var mindre hensigtsmæssige. En opførelse havde jeg ikke tænkt på i første omgang. Jeg havde ikke medtaget sonaten i min værkliste, så jeg skulle føle, at orgelversionen var så meget mere overbevisende end den oprindelige klaverversion, før jeg ville tænke på at få værket spillet. Lars Sømod fik noderne, og jeg hørte ikke fra ham i lang tid. Jeg havde næsten opgivet at få noget ud af det, da han pludselig meddelte mig, at han ville spille sonaten. Han uropførte værket i Vor Frelsers Kirke i København, det fik jeg ikke hørt. Også Christian Blom Hansen i Esbjerg interesserede sig for sonaten og opførte den. Det fik jeg en optagelse af og kunne høre, at registreringen i begyndelsen af første sats var for lidt aggressiv, og at en vigtig detalje i pedalet simpelthen ikke kunne høres. Endelig i sommeren 2007 lykkedes det mig at få et møde med et orgel og en organist. I Viborg traf jeg Lene Jungild. Hun havde studeret i Esbjerg, og jeg havde haft hende i teori. På orglet i Sortebrødre Kirke viste hun mig mulighederne, vi fandt frem til den rigtige karakter, og motivet i pedalet kunne fint høres. 0. Kirstens far var ansat på kommunekontoret i Hørsholm. Han havde hjulpet Anne Marie Telmanyi med et skatteregnskab, og bekendtskabet førte til, at han fik lov til at leje Carl Nielsens sommerhus i Skagen i sommeren Klaveret i huset var mildest talt ude af stemning. Hos købmanden købte jeg en skøjtenøgle, og det lykkedes mig at få rettet stemningen nogenlunde op. Jeg skrev en duo for violin og cello. Da Ellen Birgitte Nielsen og Guido Vecchi i 1950 var solister ved en koncert med Vestjysk Symfoniorkester, gav jeg dem manuskriptet. 9. VÅREN OG TREKANTEN Våren og trekanten er den eneste opera i min produktion. De to andre musikteaterforestillinger, jeg har skrevet, er fulde af talt dialog, hvor teksten simpelt hen ikke kunne lokke toner ud af mig. Men Brandts sprog opfordrede hele tiden til, at man skulle synge. 17

19 Det lykkedes at realisere en opførelse i Esbjerg i Konservatoriets leder, rektor Thure Hastrup, instruerede. To folkeskolelærere sang de to malere; den udmærkede kontrabasspiller Bystrup havde en lys baryton, mens Eivin Andersens svoger, Bang Mikkelsen, havde en mørkere stemme. Kirsten sang pigen. Kirstens bror, Jørgen, kom over, malede kulisser og medvirkede i øvrigt som djævel. Brandt, der var indkaldt som soldat og på militærøvelse i Sydslesvig, fik fri, så han kunne komme op og overvære forestillingen. 10. STRYGEKVARTET Nr. 2 Jeg nåede i de første måneder af 1948 at færdiggøre Strygekvartet nr. 2 og Sinfonietta for orkester. Strygekvartet nr.2 blev uropført i DUT af Leo Hansen-kvartetten. Jeg har liggende hele 5 anmeldelser af koncerten. I Nationaltidende står der: (...) fin og veldisponeret kammermusik, som dog ikke løfter sig til de højeste luftlag, men som ærligt stræber mod en formning af et sundt og ægte følt stof. De øvrige anmeldelser konstaterer, at værket er ret traditionelt og ikke synderlig interessant. Jørgen Jersild skriver i Berlingske Tidende, at kvartetten var aftenens mest begribbare, formet over melodisk stof, som lod sig genkende. 0. Sinfoniettaen blev antaget af DUTs symfoniorkester til opførelse i Inden det blev til noget, blev orkestret nedlagt, og de erfaringer, som en opførelse ville have givet mig mht hvad der var lykkedes og hvad der ikke var lykkedes, fik jeg altså ikke. Partituret viser, at jeg havde store vanskeligheder med at finde ud af, hvad blæserne skulle lave. Jeg viste partituret til Finn Høffding, som foreslog mig, at jeg skulle skrive et værk for strygere. Det ville jeg gerne, og jeg tænkte på Svend S. Schultz Serenade, der var meget spillet. Men det blev ikke til noget. Vi skal helt hen til 1978, før jeg med Fantasi for soloviolin og strygere fik fulgt Finn Høffdings opfordring. I maj 1948 blev jeg indkaldt som soldat, hvilket selvsagt ikke gav mange muligheder for kompositorisk virksomhed. Inden da var jeg d. 24. marts blevet gift med Kirsten, og hun nåede hurtigt at blive gravid. D. 10. marts 1949 blev jeg hjemsendt, d. 12. marts havde vi barnedåb, d. 13. marts satte jeg mig i toget til Esbjerg for at begynde det arbejde, der først sluttede 40 år senere. Som før nævnt skulle jeg undervise 30 timer om ugen 18

20 og desuden virke som repetitør ved symfoniorkestret Fra soldatertiden stammer tre små værker, som jeg meget hurtigt skrev til Wilhelm Hansens konkurrence om pædagogisk musik: Fire småstykker for klaver, Tre småstykker for fire hænder, Miniature suite for violin og klaver. Alle tre værker blev senere ominstrumenteret. Først det 4-hændige, som i 1961 indgik i Musica-serien som Lille koncert for blokfløjter og strygere. I 1977 blev klaverstykkerne til messingkvintet og miniature suitens klaverstemme blev omskrevet til kammerorkester. Samtidig reviderede jeg Motiver for træblæsere, som også oprindeligt var klaverstykker. Det er tydeligt, at jeg fandt mine bidrag til den enorme klaverlitteratur ikke særlig interessante og håbede, at jeg ved omklædningen gav stykkerne mere liv og gjorde dem mere brugbare. 14. SUITE FOR BLÆSERE De tre noget større klaverstykker fra 1949 må være skrevet, efter at jeg var kommet til Esbjerg. Også de blev i 1954 omskrevet - til Suite for blæsere, pauker og forstærket kontrabas. 0. Jeg fik også skrevet to stykker for cello og klaver, men manuskriptet er bortkommet. Jeg må have lånt det ud på et tidspunkt, men ved ikke til hvem. Jeg fik vist stykkerne til Erling Bløndal Bengtsson og Herman D. Koppel, men de fandt dem ikke vægtige nok, til at de ville spille dem. 15. BRATSCHKONCERT Jeg følte også trang til at komponere et vægtigere værk og skrev i 1950 en koncert for bratsch og orkester. Jeg gik til Julius Koppel, som spillede den igennem (med mig ved klaveret) og sagde, at det var et velskrevet værk. Jeg var naturligvis spændt på, om min instrumentation fungerede. Blæserbesætningen afveg lidt fra den sædvanlige: 1 fløjte, 2 oboer, 2 klarinetter, 1 fagot, 2 horn, ingen trompeter, men 3 basuner og tuba. Slagtøj var pauke, triangel og bækkener. I strygergruppen var der kun én violinstemme. 19

21 Heldigvis lykkedes det at få orkestret i Esbjeg til at invitere Julius Koppel til i december 1951 at spille Händels bratschkoncert og min koncert i tilgift. Vi fik lavet en optagelse på stålbånd. Klangen er noget metallisk, men musikken står klart og afslører naturligvis også, hvad der ikke lykkedes for det meget nye orkester, der gav sin første koncert i efteråret Jeg blev klar over, at der var for lange pauser i koncerten for solisten; værket blev revideret, og en del mere solostemme blev indføjet. 0. Endnu et lidt større værk var klaversonaten fra Herman D. Koppel spillede den i radioen og beholdt manuskriptet. Da jeg begyndte at skrive en værkliste, overvejede jeg, om jeg først skulle lade den starte i Det ville bl.a. betyde en omnummerering af strygekvartetterne, og da Samfundet udgav min femte kvartet, stod der kun Strygekvartet på omslaget. Jeg havde ikke besluttet mig på det tidspunkt. Det endte med, at jeg beholdt de to tidlige kvartetter på værklisten og desuden nogle værker, som jeg så at sige havde rystet ud af ærmet. Jeg fandt, at den musik, der let kom frem, og som jeg skrev hurtigt, havde en umiddelbarhed, som tiltalte mig, mens andre ting, jeg arbejdede mere med, og som jeg måske havde ambitioner med, endnu ikke ville lykkes. Mit omfattende undervisningsarbejde gav mig ikke meget tid til komposition. Men jeg satte mig for, at jeg ville prøve at få skrevet ét større værk om året. Arbejdet med bratschkoncerten og de erfaringer, jeg fik ved opførelsen i 1951, gav mig lyst til at fortsætte ad det spor. Det blev til violinkoncerten i 1952 og klaverkoncerten i STRYGEKVARTET Nr. 3 I 1951 fik jeg skrevet Strygekvartet nr. 3. Vi prøvede den på konservatoriet: 1. violin Gunnar Tagmose, 2.violin min gamle kvartetkammerat Keld Skytte, der nu studerede på det vestjyske musikkonservatorium, bratsch Johannes Nielsen, cello Folmer Bisgaard, der var konservatoriets cellolærer. Finn Høffding, der dengang sad i konservatoriets bestyrelse, overværede en prøve og syntes vældig godt om første sats. DUT spillede med nogle års forsinkelse både den anden og den tredje 20

22 kvartet. I 1951 var det Leo Hansen-kvartetten, der havde nr. 2 på programmet. I 1954 spillede Erling Bloch-kvartetten den tredje. 17. STORMGADEMUSIK Bystrup, som jeg har omtalt i forbindelse med Våren og trekanten, havde i 1948 sammen med Viggo Birch oprettet Stormgade Skoles strygeorkester og pigekor (senere Skolevæsenets kor og orkester). Han spurgte mig, om jeg ville skrive et stykke til strygerne. Det blev til Stormgademusik, komponeret i Jeg sendte det til Wilhelm Hansen, som gav det videre til Nordiska Musikförlaget, Stockholm. Det var første gang, jeg fik udgivet en komposition. I 1988 fejrede Esbjerg skolevæsen 40-året for igangsættelsen af skolemusikken med en koncert. Jeg dirigerede Stormgademusik med en strygergruppe af gamle elever. Bystrup, der allerede i 1953 havde forladt Esbjerg, var også med. 18. VIOLINKONCERT Lige som med kvartetterne gik der også 3 år, fra jeg havde komponeret violinkoncerten, til den blev uropført. Der er tale om en radioudsendelse med Radiosymfoniorkestret under Launy Grøndahl og med Charles Senderowitz som solist. Jeg oplevede for første gang en musiker, hvis intense spil gjorde, at jeg hørte koncerten som et bedre værk, end jeg troede. Ellers var jeg vant til, når et af mine værker blev opført, at opleve, at mange af de intentioner jeg havde, ikke blev forløst af musikerne. Så det var skønt at mærke, at det modsatte også kunne være tilfældet. Desværre fik jeg hverken versionen for violin og klaver eller solostemmen tilbage fra Senderowitz. Det sidste blev jeg først klar over meget senere. På et tidspunkt spillede Hans Stengaard koncerten med Odense Symfoniorkester. I 2008 fik jeg spurgt ham, om han havde solostemmen. Det viste sig, at han, da jeg havde ham som elev i 1960 erne, havde skrevet solostemmen af fra partituret. Han havde åbenbart allerede dengang haft lyst til at spille koncerten. 19. KLAVERKONCERT Klaverkoncerten blev først uropført i 1960, syv år efter kompositionsåret. Det var igen en radioudsendelse med Radiosymfoniorkestret, Henrik Sachenskjold som dirigent og Herman D. Koppel som solist. Koppel spillede 21

23 også koncerten i Esbjerg samme år. Og så må jeg lige nævne opførelsen i New Zealand i 1962, formidlet af min nevø Lars, der, inden han kom til Danmark, var medlem af New Zealands Nationalorkester. 20. TO HØSTSANGE Til Kirstens stemme skrev jeg to sange. Den første, Til høsten, er skrevet i 1951 til tekst af William Blake, oversat af Kai Friis-Møller. Den anden, til Wilhelm Grønbechs Høst, er fra Sangene er aldrig blevet opført. 21. BRATSCHFANTASI Fantasi for bratsch og klaver blev komponeret i 1954 og uropført samme år i DUT af Knud Frederiksen og Ole Schmidt. Jeg gik hurtigt i gang med at instrumentere klaverstemmen, så der blev tale om det fjerde værk for soloinstrument og orkester. Denne version blev uropført i 1958 af Århus By-orkester med Per Dreier som dirigent og Svend Larsen som solist. I 1977 spillede Herman Holm Andersen fantasien med Aalborg Symfoniorkester. I 1987 transskriberede jeg solostemmen, så værket også kan spilles for cello og klaver eller cello og orkester. 22. KONCERT FOR ORKESTER Tivoli havde udskrevet en nordisk konkurrence om et symfonisk værk, og jeg kastede mig i 1955 ud i mit hidtil største projekt (når jeg ser bort fra Våren og trekanten), da spilletiden skulle være på en halv time. Jeg skrev en variationsrække og måtte konstatere, at den kun varede et kvarter. Et tidligere forsøg på at skrive en orkestersats blev gravet frem og blev grundlag for en større førstesats. Et intermezzo kom til, og variationsrækken dannede så afslutningen på det tresatsede værk. Jeg kaldte det en symfoni, men fandt senere ud af, at Koncert for orkester ville være en langt bedre dækkende titel (det blev i øvrigt også foreslået af en anmelder). Under hele udarbejdelsen af værket havde jeg partituret til Bartóks Koncert for orkester liggende foran mig, så jeg kunne konsultere det, hvis jeg blev i tvivl om instrumentationen. I et brev, dateret d. 31. januar 1956, skriver Tivoli, at konkurrencen er blevet vundet af Herman D. Koppel. Man tilføjer, at dommerkomitéen, bestående af Sixten Ehrling, Odd Grüner Hegge og Thomas Jensen, ønsker at udtale, at der ved siden af vinderværket er 5 symfonier, som må siges at tilfredsstille konkurrencens krav, og som man finder kunstnerisk værdifulde. 22

24 Jeg må antage, at mit værk var mellem de fem. I hvert fald skete der det, at Thomas Jensen bad mig dirigere værket med Århus By-orkester. Jeg måtte i gang med det store arbejde at fremstille stemmematerialet. Til langt de fleste af mine værker har jeg selv lavet stemmematerialet. Dels er jeg sluppet for den store udgift til en nodeskriver, og dels er jeg sluppet for de mange fejl, der næsten altid er i stemmer skrevet af andre. Jeg har også selv lavet fejl, både i partitur og stemmer, men det er småting i forhold til, hvad jeg har været ud for, når jeg har skullet læse korrektur på ting, der skulle udgives og derfor var fremstillet af folk fra forlaget. I begyndelsen skrev jeg blæser- og slagtøjstemmer med blæk på almindeligt nodepapir. Strygerstemmerne, der jo skulle mangfoldiggøres, skrev jeg med tusch på transparent nodepapir, så de kunne lystrykkes. Kopimaskiner fandtes ikke. Ret hurtigt gik jeg over til at skrive alting på transparenter, som havde den fordel, at man kunne rette fejl med et barberblad. Først i 1991 fik jeg en computer med Finale-programmet. Jeg havde søgt stillingen som dirigent ved Århus By-orkester, og koncerten, hvor jeg bl.a. dirigerede mit eget værk, skulle gerne vise, hvor kvalificeret jeg var. Jeg kan huske, at det store arbejde med at færdiggøre stemmematerialet gjorde, at jeg følte mig lidt overanstrengt, og min direktion ved koncerten blev noget stiv, hvilket også blev bemærket af anmelderne. Flere af navnlig de ældre musikere i orkestret havde vanskeligt ved at spille mit værk, og den unge 1. klarinettist Bent Neuchs Sørensen, der senere blev soloklarinettist i Radiosymfoniorkestret, sagde, at han aldrig havde spillet noget så svært. Jeg vil nok tro, at han senere har fået betydeligt vanskeligere opgaver. Nogle af musikerne havde ventet, at jeg havde fået dirigentstillingen, men det blev Per Dreier, der fik den. Han uropførte senere tre af mine værker: Symfonisk dans, Bratschfantasi og Capriccio, hvad jeg naturligvis er taknemmelig over. 23. DIVERTIMENTO I 1955 nåede jeg også at få skrevet et divertimento for 2 violiner og bratsch. Det blev spillet af konservatoriestuderende (vi havde ingen cellostuderende på det tidspunkt), senere også af studerende fra konservatoriet i Aalborg. I 1968 blev jeg spurgt, om jeg kunne skrive noget til de messingblæserstuderende. Det blev en bearbejdelse af divertimentoet for 2 trompeter 23

25 og basun. Det blev spillet af Flemming Neergaard (senere solotrompetist i Sønderjyllands Symfoniorkester), Helge Birck Pedersen (senere leder af Esbjerg kommunale Musikskole) og Harry Lender (senere musiklærer ved Esbjerg Gymnasium og fremragende korleder). 24. PRELUDIO, SCHERZO E FANTASIA Jeg var ellers optaget af at skrive et nyt orkesterværk, baseret på de erfaringer, jeg havde gjort med Koncert for orkester. Det blev til Preludio, Scherzo e Fantasia fra For første og måske eneste gang kom jeg ud for, at en ydre begivenhed påvirkede mit kompositoriske arbejde: Mine tanker omkring opstanden i Ungarn gav idé til den mørktfarvede Fantasia. Uropførelsen var med Århus By-orkester med Karol Stryja som dirigent. Det har nok været til en radioproduktion, for jeg var kun oppe til en prøve, hvorfra jeg husker min forbløffelse over, at mens jeg havde skrevet metronomtallet 54 til præludiet, så brugte Stryja 36. Det blev stykket jo lidt anderledes af. Jeg havde værket på programmet, da jeg i 1974 dirigerede min 25 års jubilæumskoncert. Der blev lavet en optagelse på bånd, men desværre blev båndoptageren startet for sent, så begyndelsen af præludiet manglede. Da jeg mange år senere fik overført optagelsen til cd, indspillede jeg de første 22 takter, hvor der kun medvirkede fagot og dybe strygere, på synthesizer. Det lykkedes overraskende godt at forbinde det med den efterfølgende orkesterlyd. 25. STRYGEKVARTET Nr. 4 Strygekvartet nr. 4 er også fra 1956 og blev uropført samme år i DUT af Musica Vitalis-kvartetten, der uropførte mange danske værker og ofte blev kritiseret for ikke at være tilstrækkeligt grundige med deres indstuderinger. Bratschisten Richard Dahl Eriksen sagde til mig: Når vi uropfører dit værk, kan vi det ikke helt, men det er med vilje, for vi har i sinde at spille det flere gange. Jeg må sige, at den optagelse fra radioen, jeg har af kvartetten, er ret god. Dog er et par soloepisoder for bratschen noget klodset udført. Anmeldelserne er bemærkelsesværdigt positive over for Musica Vitalis-kvartettens spil. 24

26 26. LILLLE SUITE FOR 5 CELLI Hans Erik Deckert spurgte mig, om jeg ikke kunne skrive noget til hans 20 celloelever. Det blev til Lille suite for 5 celli, altså et 5-stemmigt værk, der kan spilles af lige så mange celli det skal være, men dog mindst fem. På et tidspunkt spurgte jeg Wilhelm Hansen, om de ville udgive suiten. Jeg havde fået udgivet en del ting hos WH, men suitens besætning syntes de var for speciel, den kunne der ikke være salg i. De udgav den alligevel, og den har været min absolut største salgssucces, netop på grund af den specielle besætning. Jeg får endnu fra tid til anden KODA-penge fra Sverige og Tyskland, hvor suiten altså stadig spilles. Versionen for 5 bratscher er fremkommet efter ønske fra ESTA, der sørgede for en uropførelse. 27. SYMFONISK DANS Symfonisk dans for orkester fra 1957 står i 7/8-takt. Tre hovedslag, hvoraf de to varer 2/8, mens det tredje, der placeres forskellige steder i takterne, varer 3/8. Ved uropførelsen i Århus jeg havde ikke overværet nogen prøve forinden fik jeg en kort snak med Per Dreier lige inden koncerten. Han var på vej ud af døren for at gå på podiet, da han vendte sig og sagde: For resten jeg slår den i syv. Jeg tænkte: Det går da ikke. Det gjorde det heller ikke. Dansen begynder med et par takters slagtøj, inden solooboen sætter ind. Oboen kom 3/8 for tidligt, hvorefter alt var kaos indtil takt 25. Orkestret kaldte stykket for Ortopædisk dans. Også Radiosymfoniorkestret spillede stykket i Thomas Jensen skrev til mig: Deres symfoniske dans blev så optaget på bånd. Det skete ikke helt uden gnidninger, idet selv så rutineret et orkester som radioens havde deres hyr med det rent rytmiske, som ikke faldt alle lige let. 28. MUSIK TIL FEM DIGTE Igennem Jørgen lærte jeg Bjørn Poulsen fra Heretica-kredsen at kende. Han førte mig til digteren Birthe Arnbak, da jeg spurgte ham, om han kendte nogen, jeg kunne skrive en opera sammen med. Hun havde en idé med udgangspunkt i et af sine digte, men hun følte ikke, at hun evnede at skrive replikker, og henvendte sig derfor til en ung forfatter hun kendte, for at høre, om han ville være med i projektet. Det ville han gerne, men det hele blev ikke til noget. Ærgerligt nok, det kunne have været morsomt. Den unge forfatters navn var Klaus Rifbjerg. 25

27 Men jeg fik sat musik til fem af Birthe Arnbaks digte fra samlingen Skjulesteder. Min idé var, at i hvert digt skulle sangstemmen ledsages af en træblæser (obo i nr. 1, fagot i nr. 2, fløjte i nr. 3 og klarinet i nr. 4), således at hvert digt fik sin farve. Fire strygere (violin, bratsch, cello og kontrabas) medvirker i alle fire digte. Det femte digt får sin egen farve, ved at efter nogle få takters indledning i strygerne sangstemmen er uden instrumentalledsagelse. Uropførelsen i radioen var med Valborg Garde og 8 musikere fra Det Kgl. Kapel. Valborg Gardes stemme var en udpræget altstemme og havde slet ikke den klang, jeg ønskede mig. Alt, hvad jeg har skrevet for kvindestemme, er skrevet for en stemme som Kirstens mezzosopran. Men af mine kompositioner har Kirsten kun en enkelt gang sunget Homo natus ved en kirkekoncert, ellers har hun kun sunget de sceniske partier ( Våren og trekanten, Ingen mad i dag men i morgen ). I forbindelse med Spil Dansk Dagen i oktober 2004 blev Arnbak-sangene opført ved en koncert i Esbjerg med Maria Hanke og Esbjerg Ensemble. 29. HOMO NATUS Homo natus for mezzosopran og orgel blev skrevet i 1957 til Jolanda Rodio. I en anmeldelse skrev Poul Rovsing Olsen, at såfremt udførelsen dækkede komponistens tanke, var det et ufuldbårent værk. Men orgelstemmen blev spillet så diskret, så det var langt fra, hvad jeg havde forestillet mig. Ved en koncert i Esbjerg, hvor Kirsten sang, fik jeg Erik Riberholt til at udfolde orgelpartiet på en helt anden måde. 30. DET RØDE TRÆ DUT udskrev en konkurrence om ny dansk koncertsang. Jeg spurgte Bjørn Poulsen, om han havde en idé til en tekst. Han foreslog Johs. V. Jensens Det røde træ. Jeg skrev den for baryton og klaver. Konkurrencen blev naturligvis vundet af Herman D. Koppel. 31. KLAVERKVARTET Jeg havde meldt mig til violinkonkurrence i Det Kgl. Kapel. For sidste gang ville jeg prøve, om jeg kunne blive ansat i et københavnsk orkester. Jeg fik 26

28 tildelt Herluf Aurvig som akkompagnatør. Det gik dårligt. Eivin Andersen havde omlagt mit vibrato, og da der kom nerver på, kunne jeg pludselig ikke styre det. Det var en uventet og meget ubehagelig oplevelse. Herluf Aurvig spurgte, om jeg ville skrive en klaverkvartet. Den blev i to satser, skrevet i 1958 og uropført af Aurvig-kvartetten i radioen i CAPRICCIO Jeg var ved at gå i stå som komponist. Den ny musik i Danmark udviklede sig på en måde, som jeg ikke kunne være med til. Jeg havde håbet at kunne skrive en tredje sats til klaverkvartetten, men der kom ingen idéer. I 1959 fik jeg kun skrevet et mindre stykke (eller rettere sagt færdiggjort, det må være komponeret i 1958). Hans Erik Deckert spurgte, om jeg ville skrive et ekstranummer for klavertrio til en koncert i Tønder, hvor han skulle spille sammen med Niels Prahl og Mogens Holm Larsen. Det blev til Capriccio, som jeg snart efter instrumenterede for orkester. Århus Byorkester spillede den i På et senere tidspunkt skrev jeg en klarinetstemme, der i trioversionen kunne bruges i stedet for violinen. PAUSE Jeg havde hidindtil først og fremmest komponeret for professionelle musikere og som regel selv stillet mig opgaven. Nu var jeg mere indstillet på at skrive musik til børn og amatører, men holdt foreløbig pause. Jeg har gemt anmeldelser af 13 af de omtalte værker, og de giver tilsammen et ganske godt billede af, hvordan man så på mine kompositioner. Jeg citerer først og fremmest sætninger, hvor jeg har kunnet glæde mig over, at de ting jeg tilstræbte, havde vakt genklang hos anmelderne. Om Strygekvartet nr. 1: Fint personlighedstræk uden søgen mod bevidst originalitet. (Sch.P.) Fine enkeltheder og atmosfære var der navnlig over den intime, noget indadvendte, langsomme sats. (S.W.) Om Strygekvartet nr. 2: Sundt og ægte følt stof. (Sv.F.) Om Strygekvartet nr. 3: En egen barsk sundhed. Meget sikkert ansat og fastholdt stemning. 27