LEKTION 2 HONNØRPOINT OG ÅBNING 1UT

Transkript

1 LEKTION 2 HONNØRPOINT OG ÅBNING 1UT KAPITEL 5. HONNØRPOINT I bridge opererer man med honnørkort - eller blot honnører. Es, konge, dame, bonde (knægt) og 10 betegnes som honnørkort. Nogle gange bruges udtrykkene tophonnører om esset og kongen og lavhonnører om damen, bonden og 10'eren. En hånds styrke vurderes i honnørpoint (HP) efter følgende skala: Es Konge Dame Bonde = 4 HP = 3 HP = 2 HP = 1 HP Man bemærker, at 10'eren betegnes som et honnørkort, men den tæller ikke som honnørpoint. Et spil kort indeholder således 40 HP, fordelt med 10 HP i hver af de fire farver. Ovenstående skala er man nødt til at lære udenad med det samme. HP bruges konsekvent i hele bogen, og sammentællingen af disse er det første, man foretager sig, når man har sorteret sine 13 kort i farver. Det mest praktiske er i øvrigt at sætte kortene skiftevis rød-sort, så man undgår fejltagelser. KAPITEL 6. ÅBNING 1UT Omsider er vi nået til det punkt, hvor vi kan begynde at melde, og her kigger vi først på åbningsmeldingen 1UT. Denne åbning viser følgende: HP 2. Jævn fordeling Ved jævn fordeling forstår man, at man har et vist antal kort i alle fire farver. Følgende tre fordelinger kaldes jævne:

2 Af ovenstående fremgår det, at en jævn hånd ikke kan have 0 eller 1 kort i en farve (renonce og singleton), og at en jævn hånd kun kan indeholde én farve med kun to kort (doubleton). Fordelingen af kortene i de enkelte farver er vilkårlig, således at f.eks eller dækker over alle kombinationer med dette mønster. Eksempler: 1) E 7 5 2) D 7 3) 7 2 D B 3 2 K B E D 9 K K B 7 E B E B E K 2 K D 8 Eks. 1: 15 HP, jævn fordeling = 1UT. Eks. 2: 17 HP, jævn fordeling = 1UT. Eks. 3: 16 HP, jævn fordeling = 1UT. Bemærk, at farverne er placeret efter rang med spar øverst. I resten af bogen skrives alle eksempler uden korttegn. 4) ) K D B 6) E B 7 K B 4 E 4 D E D B K B 2 E E K D K 7 6 Eks. 4: 15 HP, ikke jævn fordeling =? Eks. 5: 19 HP, jævn fordeling men for stærk til åbning 1UT. Eks. 6: 14 HP, jævn fordeling men for svag til åbning 1UT. Læg mærke til (jvnf. Eks. 3), at der ikke kræves honnører i alle farver for at åbne med 1UT.

3 Måske har du lært, at en 1UT-åbning ikke må indeholde en 5-farve i major. Hvis man følger dette princip, kan man få store problemer senere i meldeforløbet. Derfor karakteriserer vi alle fordelinger som balancerede - hvilket også er nemmere at huske. KAPITEL 7. SÅDAN OMTALES EN BRIDGEHÅND Hvis en bridgespiller vil fortælle, hvad han havde på hånden i Eks. 1, siger han typisk: "Jeg havde spar es tredje, hjerter dame bonde fjerde, ruder konge ti ni fjerde og klør es bonde blanke". Dette "kodesprog" er hensigtsmæssigt fordi småkort, som vi mener er uden betydning for meldinger og spil, er unødvendige at præcisere - og de er også vanskelige at huske! Princippet er, at man i hvert fald nævner alle honnørkort fulgt af et ordenstal, som angiver det samlede antal kort i farven. Derudover kan man medtage kort, som man mener har betydning - især 9'ere og 8'ere. En farve bestående af lutter ligegyldige kort (nogle gange skrevet som x'er, f.eks. Exx eller xxxx) benævnes blot eksempelvis "fire små". Endelig kan du støde på udtryk som "honnør anden" eller "en tophonnør tredje". Dermed forstår man én af de omtalte honnører i spidsen for farven. Eksempler: E 10 4: "Es ti tredje" D: "Damen blank" K B 8 4 2: "Konge bonde femte" eller "konge bonde otte femte" 4 2: "To små" eller "en lille doubleton" D B 9: "Dame bonde ni" og ikke "dame bonde ni tredje" K 3: "Kongen anden" E D B : "Es dame bonde syvende" Hvis du omgås bridgespillere, vil du bemærke, at disse ofte har udvidet ordforrådet med slang- eller familiære udtryk. F.eks. kan man sige "kongen tyndt femte" eller "kongen småt femte" (endda "kongen slapt femte"!) for at understrege, at der bestemt ikke var formildende omstændigheder som en 8'er eller en 9'er. Ligeledes kan du nok regne ud, at "to af de tre gamle" betyder to af de tre højeste honnører.

4 KAPITEL 8. KNIBNING OG OPSPIL Indtil nu har vi koncentreret os om at melde, men det er naturligvis lige så vigtigt at kunne spille kortene. Her følger nogle eksempler på simpel spilleteknik: 1) E D 2) K 5 K E I disse "bord-hånd" diagrammer, som du vil møde mange af i bogen, betragter vi kun én farve eller endda kun nogle af kortene i en bestemt farve. Diagrammet har samme orientering som i Kapitel 2. "et" er altså Nord, "hånden" er Syd, Vest sidder til venstre, og Øst er til højre. I diagrammerne herover er Syd som sædvanlig spilfører. I Eksempel 1 er han i den situation, at han skal bruge to stik i denne farve for at vinde sin kontrakt. Det ville have været let nok, hvis han havde rådet over både es og konge. Spørgsmålet er så, om det alligevel er muligt at få to stik. Svaret er ja, og værktøjet hedder den simple knibning. En knibning er en spillemetode, hvor et lavere rangerende kort kan give stik, selv om et højere stadig er med i spillet. Metoden kræver dog, at dette højere rangerende kort er gunstigt placeret for spilfører. Dette er netop tilfældet her, og vi skal nu se hvorfor. Lad os først forudsætte, at spilfører har vundet forrige stik på bordet. Hvis han nu trækker esset i den pågældende farve, bekender Vest naturligvis ikke med kongen, hvorefter spilfører må aflevere et stik. Men se nu hvad der sker, hvis Syd i stedet spiller farven fra sin egen hånd først (vi forudsætter, at Syd kan komme tilbage på sin egen hånd i en anden farve). Vests konge kommer nu på "mellemhånd", idet han bliver tvunget til at lægge et kort til, inden Syd bestemmer sig til, hvilket kort han vil spille fra bordet. Bekender Vest med 5'eren, kan Syd nøjes med damen, og dette kort kan Øst selvfølgelig ikke stikke, når det er hans makker, der har kongen. Bruger Vest derimod kongen, stikker man med esset, og spilfører sikrer sig igen to stik. Her var spilfører nok heldig, vil nogle formentlig sige. Ja, han havde præcis en fiftyfifty chance for, at netop kongen var hos Vest. Han kunne ikke vide det med sikkerhed, men han var nødt til at spille på denne måde, hvis han skulle gøre sig håb om også at få stik på damen. En knibning har altså i princippet 50% chance for at lykkes. Denne spillefacon kan man lige så godt vænne sig til først som sidst. Den forekommer nemlig i det store og hele mindst én gang i hvert spil.

5 Noget tilsvarende gælder for et opspil, og her vender vi os mod Eksempel 2. Nu skal Syd bruge ét stik for at vinde sin kontrakt. Igen nytter det ikke at spille et kort fra Nords hånd først. Vest bruger ikke esset, hvis 5'eren spilles, og så får modspillerne begge stik. Lad derimod Syd igen spille ud fra sin egen hånd. Vest er som i Eksempel 1 i en lidet misundelsesværdig situation. Han skal jo lægge et kort før Nord, og så er spilfører sikker på at få et stik, uanset hvad Vest beslutter sig til. Et par eksempler mere: 3) E 4 4) K 2 K E D B 10 D B 4 3 Først ser vi igen på en knibning i Eksempel 3. Den adskiller sig en smule fra Eksempel 1, men temaet er det samme. Syd behøver to stik i denne farve, og det kan kun ske, hvis udspillet kommer fra spilførers hånd, og hvis kongen er hos Vest. I bridgeterminologien hedder det, at et bestemt kort sidder/er i plads, hvis det er placeret gunstigt for spilfører. Hvis dette kort sidder forkert - i dette tilfælde kongen hos Øst - er den ude af plads. Når Syd spiller damen, er Vest igen fanget. Han kan ikke få stik for kongen, ligegyldigt om han bruger 9'eren eller kongen. Lægger han 9'eren, beder Syd om 4'eren fra bordet og har stadig esset i behold. Lægger Vest i stedet kongen, stikker man med esset, hvorefter bonden giver det andet stik. I Eksempel 4 råder Øst-Vest over es, dame, bonde og 10. Alligevel kan de kun få stik for esset - forudsat at Syd spiller farven korrekt. Et lille kort fra Syds hånd op imod (opspil) bordets konge bevirker, at Vest kun har valget mellem at stikke med esset nu eller vente til næste gang. Uanset hvad han vælger, vil bordets konge altid give stik. Som det er tilfældet med knibningen, har også opspillet en 50% chance for succes. Vi vil senere komme tilbage til farvebehandling, men ovennævnte to situationer er så grundlæggende for spillet, at vi har omtalt dem på dette tidlige tidspunkt i bogen. Vær derfor sikker på, at du forstår principperne for knibning og opspil. Til sidst vil vi nævne, at honnørkombinationer med en knibningsmulighed som f.eks. ED, KB, EB, D10 kaldes en gaffel. Det er som regel bedst at få opspil i disse gafler, men desværre er modstanderne ikke altid så venlige! Derfor må du som regel selv spille disse farver og håbe på, at kortene er placeret godt for dig.

6 KAPITEL 9. UDSPIL MOD SANSKONTRAKTER Den svenske mesterspiller Jan Wohlin udtalte engang: "Spil aldrig ud!" Dermed sagde han indirekte, at åbningsudspillet (det blinde udspil) er noget af det vanskeligste i bridge. Vi giver ham helt ret, idet åbningsudspillet jo foretages, inden man har set bordets kort. Man handler altså til en vis grad "i blinde". Hvis vi skal videre med spillet, er vi imidlertid nødt til at spille et kort ud, og til det brug behøver man nogle udspilsregler og -principper. Honnørsekvenser Det første man kigger efter, når man skal vælge et udspil, er, om man har en honnørsekvens. Denne er defineret som mindst to på hinanden følgende honnørkort. Herunder følger en del kombinationer af honnørsekvenser: E K D K D B D B 10 B 10 9 E K 10 2 K D 7 3 D B B 10 2 E K B K D 10 D B 9 B 10 8 E K D B 4 2 B Fra en honnørsekvens spiller man altid det højeste kort (understreget i de ovenstående eksempler). Dette garanterer i hvert fald kortet lige under og benægter kortet lige over. Det er vigtigt for modspillet at kunne denne regel. I modsat fald er man ofte i en gættesituation, når man skal vurdere, hvilke farver der senere i spillet skal angribes. En anden honnørsekvens-kombination er den interne sekvens. Denne defineres som ét honnørkort (es, konge eller dame), et, to eller tre "huller" og derefter to på hinanden følgende kort, hvoraf mindst det ene er et honnørkort. De interne sekvenser er følgende: E D B E B 10 K B 10 E 10 9 K 10 9 D 10 9 Udspilsreglen fra interne sekvenser er: Næsthøjeste kort = det højeste fra sekvensen. Alle honnørsekvens-kombinationer kan indeholde lige så mange småkort, det skal være. Eksempelvis er K lige så meget en intern sekvens som K 10 9 alene.

7 Fjerdehøjeste Har man ikke en honnørsekvens, og har makker ikke meldt, spiller man ofte den 4. højeste ud i sin bedste/længste farve, idet man dog tager hensyn til, om denne farve er meldt af en af modstanderne. Eksempler på udspil af 4. højeste: D E K K B 9 6 B K E D D E B 7 4 Udspillerens makker skal normalt stikke så højt som muligt (NB: ikke fra to på hinanden følgende honnører - dette behandles i et senere kapitel) og vil sædvan-ligvis også returnere farven ved først givne lejlighed, med mindre der er en anden meget attraktiv mulighed. Vælger man et udspil fra en tripleton (tre kort) med en honnør i spidsen, spiller man det laveste kort. Makker vil tro, at det er 4. højeste, men det må man leve med. Det vigtigste er at vise, at der er en honnør i udspilsfarven. Man siger også, at man inviterer i en farve ved at spille et lille kort ud. Mod slemkontrakter spiller man ikke nær så ofte fjerdehøjeste ud fra en tophonnør. Når modparten har vist stor styrke, er der nemlig stor risiko for, at spilfører får et billigt stik. Toppen af ingenting Som ovenstående udtryk antyder, er der her tale om udspil fra kombinationer med lutter småkort. Dette karakteriseres ofte som et passivt udspil modsat udspil fra honnørsekvenser, der betegnes som aktivt. Det passive udspil kan man vælge, fordi man har en fornemmelse af, at man ved andre udspil giver spilfører favør. Der kan også være tale om at spille ud i en farve, som makker har meldt. Eksempler på toppen af ingenting: Ud fra størrelsen af det udspillede kort vil udspillerens makker ved at betragte sine egne og bordets kort næsten altid kunne "læse", om udspillet er 4. højeste eller toppen af ingenting. Endelig kan du spille ud fra Hx (honnør anden). Her vælger man honnørkortet. Det er dog ikke attraktivt at vælge udspil fra denne kombination, medmindre makker har meldt farven, idet makker selvfølgelig vil forvente, at du har honnørkortet under (jvnf. udspil fra honnørsekvenser).

8 ********** DET SKAL DU KUNNE ********** - Es, konge, dame, bonde og 10 kaldes honnører. Es = 4 HP, konge = 3 HP, dame = 2 HP, bonde = 1 HP. 10'ere giver ikke HP. - Åbningen 1UT viser HP og jævn fordeling. Ved jævn fordeling forstår man fordelingsmønstrene: , og Ingen kort i en farve benævnes renonce. Ét kort kaldes singleton. To kort: doubleton, og tre kort: tripleton. - En simpel knibning har 50% chance for at lykkes. Det samme gælder det simple opspil. - Når et kort sidder heldigt placeret, siger man, at det "sidder i plads"; hvis ikke sidder det "ude af plads". - En sekvens består af mindst to på hinanden følgende honnørkort. Man spiller det højeste kort ud. - En intern sekvens er defineret som ét honnørkort (kun es, konge og dame), et, to eller tre huller og derefter to på hinanden følgende kort, af hvilke mindst det ene er en honnør. Man spiller det næsthøjeste kort = det højeste i sekvensen. - Fra langfarver, der ikke har honnørsekvenser, spiller man det fjerdehøjeste kort ud. - Fra lutter småkort spiller man det højeste (toppen af ingenting). - Fra en doubleton med en honnør spiller man honnørkortet ud.

9 QUIZ 2 A. Hvor mange honnørpoint er der i et spil kort? B. Hvor mange HP er der på følgende hænder? 1) E D B 2) K 3) D B 9 4 K D B D B 3 E K B 3 K B 2 D 5 E D B 7 4) K ) E K B 6) E K D B 9 4 E D 9 E D 5 2 E D K D B 9 4 K 6 E 10 4 E K 9 5 C. Hvilke af ovenstående eksempler opfylder kravene til åbning 1UT? D. Hvad er en renonce, singleton og doubleton? E. I følgende eksempler skal du have så mange stik som muligt. Fra hvilken hånd skal udspillet komme, og hvor mange stik kan du få i farven? 1) E D 2) 7 3 3) E E D D B 4) E B 5) B ) E D 10 E D 8 D B 10 4 F. Er det muligt at få et stik med disse kombinationer og i bekræftende fald: hvorfra skal udspillet foretages?

10 1) K 5 2) D 6 3) K 7 G. Hvor stor en chance er der for, at en knibning lykkes? H. Du skal spille ud mod en sanskontrakt. Hvilket kort vælger du? 1) D B ) D ) E ) ) E B ) ) K ) 7 3 9) K D 4 10) E ) B ) D 2