Et spørgsmål om moral?

Transkript

1 En kommentar fra Kritisk Debat Et spørgsmål om moral? Skrevet af: Jan Mølgaard Offentliggjort: 09. september 2013 "Perhaps it hasn't one," Alice ventured to remark. "Tut, tut, child!" said the Duchess. "Everything's got a moral, if only you can find it." Lewis Carroll ( ) De taler og taler. De stiller sig op foran summende tv-kameraer og siger ord. Formodentlig fordi de mener, at det tjener et formål eller fordi de har lært, at det skal man eller også fordi deres rådgivere har sagt, at det er vejen frem. De taler og taler. Og hele tiden har jeg en fornemmelse af, at der bag ordene og de faste udtryk ligger en betydning med et helt andet indhold end det, som ordene tilsyneladende udtrykker. Når der er alvorlige sager på dagsordenen, så er det endnu værre at få de oplevelser. For så fornemmer jeg jo godt, at det er liv eller død, der sættes i tale eller italesættes (som det hedder i PR-agenternes kodesprog). Men jeg fornemmer samtidig, at det ikke er liv og død, der tales om. Hvad er det nu, jeg taler om? I Syrien står vi indiskutabelt over for en humanitær katastrofe. Indholdet i det udsagn er, at millioner af mennesker er blevet fordrevet fra deres hjem er flygtet enten til et af nabolandene, som ikke har hverken plads eller ressourcer til at tage sig af dem eller en mulighed for at kunne tilbyde dem en fremtid. Indholdet i det udsagn er også, at der inden for Syriens grænser dræbes mennesker hver eneste dag. Ved traditionel militær aktivitet, projektiler fra geværer, maskinpistoler, maskingeværer, raketter, kanoner og bomber. Ved manglende muligheder for hospitalsbehandling, manglende mad, manglende vand. Og ved giftgasangreb. Jo, situationen i Syrien er en katastrofe. Civilbefolkningen er ofre for en konflikt, der udkæmpes uden hensyn til dem ikke for deres skyld af kræfter, der grundlæggende er ligeglade med befolkningens skæbne. Men er situationen i Syrien så meget værre end situationen mange andre steder i verden? Og er det ikke sådan, at Syrien-konflikten i virkeligheden kommer til at dække for, at der også andre steder i verden er mennesker, som undertrykkes, mishandles, lider og dør? Man må stille sig selv det spørgsmål, om hvorfor netop situationen i Syrien skal udnævnes til en humanitær katastrofe? Man må spørge sig selv, hvorfor der er så stort fokus akkurat på denne konflikt, mens andre lige så dødelige konflikter eller kriser er blevet forbigået og stadigvæk forbigås i tavshed. Hvis sikkerhedsrådet ikke kan agere, er vi nødt til at agere uden om det Forenede Nationer (i sig selv udtryk for en illusion fordi nationerne i Forenede Nationer, som det klart fremgår, er alt andet end forenede) har et Sikkerhedsråd. Og medlemmerne af organisationen er principielt set forpligtet af FN s såkaldte charter (organisationens grundlov) til at lade Sikkerhedsrådet bestemme, om den ene nation har lov til at gå til angreb på den anden. Men i mit fjernsyn kan jeg se, at USA mener, at med et giftgasangreb på civile i Syrien, så er grundloven suspenderet så er det i orden at ignorere FN s regler. Det siger den amerikanske 1 / 5

2 præsident det siger den franske præsident og det siger også den danske statsminister. Hvorfor er det i orden? Svaret er vel, at lige akkurat et giftgasangreb er så inhumant, så umenneskeligt, så frygteligt, at det i sig selv suspenderer adfærdsreglerne. Også selvom man faktisk har svoret, at man vil overholde dem. Den russiske præsident Putin som jeg ved Gud ikke hverken bryder mig om eller sympatiserer med siger noget andet. Han slår i et interview forud for G 20 topmødet fast, at så længe det ikke er bevist, at der er brugt giftgas, og så længe det ikke er bevist, at giftgassen er spredt af præsident Assad, så er betingelserne ikke efter hans mening opfyldt for, at FN s sikkerhedsråd kan vedtage at stå bag en militær angreb intervention i Syrien. Står den amerikanske præsident så på den dårlige side og den russiske præsident på den gode? Nej så naiv er jeg ikke, at jeg tror det. Jeg kan udmærket forstå, at de to slet ikke reelt og principielt set er uenige. Militær intervention er langt fra noget, som Putin viger tilbage fra. Når han forsøger at fremstå som charterets forsvarer, så skyldes det, at han har andre magtinteresser i det mellemøstlige område og i relation til USA end præsident Obama. Begge taler de om moral. Begge taler de for umoral. Begge besmykker eller skjuler deres reelle motiver. Begge gør det ved at tale om en virkelighed i termer og med ord, der ikke reelt forholder sig til denne virkelighed. Begge virker tilsyneladende, som om de reelt er ligeglade med de ofre, som de hykler sympati og empati for. Verdenssamfundet og det internationale fællesskab fordømmer volden Når den danske statsminister og dem, som hun erklærer sin betingelsesløse tillid (vore nærmeste allierede USA først og fremmest), skal forsøge at forklare, hvorfor det ikke blot er i orden at gå i krig men moralsk tvingende (en hvilken som helst militær aktion fra et eller flere lande over for et eller flere andre lande er en krig), så henviser hun til verdenssamfundet og det internationale fællesskab. Det lyder, som om der er et tværnationalt fællesskab, som helt uden diskussion er enige i det umoralske i, at en leder af et land (Assad i Syrien) bruger kemiske våben imod sin egen befolkning. Et simpelt valg med andre ord. Da Danmark er medlem af det internationale fællesskab (eller verdenssamfundet), og da dette postulerede fællesskab (som i øvrigt ikke engang omfatter halvdelen af klodens befolkning) uden forbehold fordømmer brugen af kemiske våben navnlig hvis det er våben, som anvendes af et lands ledelse imod landets egen befolkning, så slutter vi bare op om fællesskabet og markerer, at vi deler værdier med det at vi tilhører det. Problemet er bare, at der ikke eksisterer sådan et internationalt fællesskab. Og endvidere, at de nationer, der i en ideel verden tilhører fællesskabet, langt fra er enige om princippet. Ligesom de langt fra er enige om, hvornår dette princip er krænket. Igen må jeg understrege, at dette her ikke er en apologi for en statsleders anvendelse af kemiske våben eller andre former for våben imod sin egen befolkning. Det er og det forbliver barbari. Men at barbariet skal have den konsekvens, at der rettes militære angreb mod forbryderen, er langt fra nogen selvfølge. USA brugte kemiske våben under Vietnamkrigen, uden at nogen fandt det nødvendigt at skride ind. 2 / 5

3 Rusland har brugt kemiske våben under kampen mod frihedsbevægelser i de gamle Sovjetrepublikker, uden at nogen fandt grund til militære indgreb. USA accepterede stiltiende, at Saddam Husein brugte giftgas mod kurderne under krigen mod Iran. Både Tyskland og USA og Storbritannien og Frankrig brugte kemiske våben under I Verdenskrig, uden at det medførte andet end bovlam fordømmelse. Og selvom man i 1925 vedtog en konvention imod anvendelsen (Geneveprotokollen), så var det faktisk først i 1993 at en FN-Konvention om emnet blev gjort endeligt færdig. Dertil kommer, at biologisk krigsførelse som adskillige af stormagterne stadigvæk forsker i ikke er forbudt ifølge den samme konvention. Der er med andre ord ingen logisk sammenhæng imellem handling og sanktion. Nogen gange reagerer verdenssamfundet andre gange reagerer verdenssamfundet ikke. Nogen gange iværksætter man sanktioner via FN. Andre gange gør man det ikke. Forkastelse af blokeringen i Sikkerhedsrådet Kina og Rusland blokerer for vedtagelsen af en resolution i Sikkerhedsrådet, der kunne danne baggrund for et militært indgreb mod Syrien. Det er kan man forstå en forkastelig adfærd, som de burde holde op med. Det mener USA selvfølgelig. Og det mener Frankrig, England og deres allierede. For eksempel også Danmark. I hvert fald hvis man skal tro landets statsminister og de borgerlige partiers ledere. Men deres forargelse klinger hult. For er det så ikke også forkasteligt, at USA mere eller mindre systematisk har blokeret for den ene resolution efter den anden mod Israels ulovlige besættelser og bosættelser? Vilkårligheden er til at tage og føle på. Man forstår, at Kina og Rusland (og Iran) har forkastelige dagsordener som grundlag for deres handlinger. Og i forargelsen aner man næsten, at de med deres uvillighed til at godkende amerikanske raketangreb på syriske militærinstallationer i stedet sanktioner Assads giftgasangreb på sin egen befolkning. Hvordan skal man tolke det her? Det ville være fantastisk, hvis der var en moral og et sæt af moralske værdier, som altid udløste handlinger, hvis værdierne blev krænket. Det ville være fantastisk, hvis man havde et moralsk og værdimæssigt kompas, som altid var retvisende. Men sådan er det ikke. Og uanset hvor meget Vestens politikere så henviser til dette værdisæt, så ved vi jo godt, at værdierne selv om de hævdes universelle som for eksempel menneskerettigheder og forbud mod kemisk krigsførelse selv om de hævdes som styrende principper for verdenspolitikken er historiske, relative og altid genstand for fortolkninger. Om man lever dem ud, afhænger helt og fuldt af, om de handlinger, som en respekt for moralen kræver, er i de handlende nationers og deres politiske ledelses mere pragmatiske interesser eller ej. I forbindelse med det netop afsluttede G20-møde i Rusland har den kinesiske finansminister ifølge The Guardian udtalt følgende: En militæraktion mod Syrien vil have en negativ effekt på den globale økonomi, og specielt olieprisen, som vil stige voldsomt. Og måske er vi her tættere på kernen i den aktuelle konflikt, end når Obama eller John Kerry står og taler sig varme om moralsk forkastelighed. USA er interesseret i at beskytte Israel og de eksisterende styrkeforhold i Mellemøsten. USA kan 3 / 5

4 tilsyneladende leve med, at oliepriserne kommer under pres måske også fordi den amerikanske olieproduktion efterhånden er tæt ved at kunne dække landets eget behov. England støtter USA, fordi den engelske premierminister deler USA s prioritering af beskyttelsen af Israel og de magtstrukturer, som de gamle kolonimagter England og Frankrig ikke selv har styrke til at opretholde. Og Danmark støtter USA, fordi som den danske statsminister formulerer det Jeg mener, at vi i Danmark skal vælge at stole på vores nærmeste allierede. Det her er en meget vanskelig situation. Og i det mindste siger Thorning Schmidt da ikke som en af sine forgængere (Fogh), at Danmark støtter USA, fordi vi ved, at der er foregået et angreb med giftgas, og fordi vi ved, at Assad er ansvarlig for angrebet. Hun siger kun, at vi bør stole på vores nærmeste allierede. Ikke fordi USA her står som bannerfører for en universel moral og en global rimelighed. Men fordi USA husker sine venner, når der skal måles prioriteter ud bagefter. Det infame spørgsmål er bare, om USA stadig har styrken til at stå for udmålingen når det hele er overstået? Det har altså intet med moral at gøre Når USA s præsident Obama således siger, at det for ham fremstår som et moralsk og indiskutabelt imperativ at reagere militært på den syriske præsidents eklatante overtrædelse af al vedtagen moral ved at angribe sit eget folk med giftgas, så er det mindre end en halv sandhed. Så spejler det USA s stormagtsinteresser og fortolkning af den politiske virkelighed ind i et moralsk univers, hvor beslutningen ikke har hjemme. USA siger, at man vil reagere og forsøger at overtale andre til at reagere med sig fordi de har en interesse i at neutralisere Assads magt. Men straffeaktionen har andre motiver eller andre motiver også, der tæller lige så tungt. Når Rusland og Kina fastholder FN sporet, og det ser ud, som om de støtter FN s charter, så er det lige så forkert. De vælger den position, fordi de har andre stormagtsinteresser i Mellemøsten, som er i konflikt med USA s, og som bedst varetages indenfor FN s rammer. Og når den danske statsminister siger, at vi efter hendes mening bør stole fuldt og helt på vores nærmeste allierede, så mener hun i virkeligheden, at vi skal rette os efter USA s mening, uanset hvad denne mening så går ud på, fordi vi af økonomiske årsager gerne vil demonstrere, at vi er USA s ven. Geneve-protokollen respekterer man, hvis det er i ens interesse at respektere den det vil sige hvis man kan bruge den til at gøre ens handlinger respektable, uanset om de er det eller ej. Menneskerettighederne taler man varmt om, når de kan bruges til at underbygge ens egen magtposition. Kan de ikke det, så vælger man som oftest at ignorere dem. Jamen... hvad så? Er det hele så dømt til vilkårlighed og magtspil? Nej for heldigvis stiller flere og flere de samme spørgsmål som mig og kommer også frem til de samme svar. Befolkningerne er imod deres lederes nye krigstrusler krigstrætheden vokser og afklæder de tomme fraser. Havde det ikke været tilfældet, ville de samme ledere have grebet militært ind noget før. Statsoverhovederne kan, som historien har vist, tilsidesætte FN chartret og Sikkerhedsrådet, men som Vietnamkrigen på den anden side viste, kan de i længden ikke tilsidesætte den offentlige mening. Det var overfor den, de amerikanske præsidenter tabte krigen og mistede allierede i 4 / 5

5 Europa. 5 / 5