Samarbejde med familier til anbragte børn og unge familiesamtaler på grundlag af Marte Meo metoden

Transkript

1 Samarbejde med familier til anbragte børn og unge familiesamtaler på grundlag af Marte Meo metoden Helle Meyer og Margit Nielsen Pædagogseminariet i Aalborg oktober 2006

2 Forord Indledning Hvad er Marte Meo metoden? Processen i arbejdet med Marte Meo metoden Videooptag Analyse af videooptag Tilbagemelding Udviklingsstøttende kommunikation Præsentation af deltagerne Metode: Hvordan har vi gjort? Kritiske refleksioner Hvad har vi fundet ud af: Erfaringer fra projektforløbet Tema 1: Samarbejde og samtaler Samarbejdet før samtalerne Samtaleforløbet Deltagernes oplevelse af Marte Meo metoden Pejlepunkter i lederskabet i kommunikationen Opsamling på tema 1: Samarbejde og samtaler Tema 2: Behandlingsalliancen Behandlingsalliancen mellem pædagoger og forældre Forskelle i position og perspektiver Forskellige perspektiver i behandlingsalliancen Opsamling på tema 2: Behandlingsalliancen Tema 3: Inddragelse af forældrene under anbringelsen Samarbejdsformer med forældre Opsamling på tema 3: Inddragelse af forældrene under anbringelsen Om samarbejdet efter samtaleforløbet Konklusion Perspektivering Litteraturliste Bilag 1 Marte meo metodens principper

3 Odinsgade 21, 9000 Aalborg, Tlf.: , Kolofon 2006 Forfatterne og Skipper Clement Forlaget Margit Nielsen og Helle Meyer: Samarbejde med familier til anbragte børn og unge - familiesamtaler på grundlag af Marte Meo metoden ISBN: Pris: 80kr + moms Udarbejdet og udgivet med støtte fra CVU Nordjylland Forsideillustration: Frank Storgaard, Pædagogseminariet i Aalborg CVU Nordjylland

4 Forord Projektet Samarbejde med familier til anbragte børn og unge familiesamtaler på grundlag af Marte Meo metoden handler om, hvordan samarbejdet mellem pædagoger og forældre kan udvikles. Det oprindelige initiativ til projektet blev i efteråret 2003 taget af et opholdssted for børn og unge, som Pædagogseminariet i Aalborg tidligere har samarbejdet med. Opholdsstedet ønskede at videreudvikle deres familiesamarbejde i form af et udviklingssamtaleforløb for forældre og spurgte, om vi ville være med. Det sagde vi ja til. De vanskeligheder børn og unge kan stå i, hænger sammen med deres familie og det liv de har levet og skal leve sammen. Derfor må familien under en anbringelse medtænkes i det socialpædagogiske arbejde og inddrages, på forskellig vis, som en del af den samlede indsats. Projektet har vist, at forældrene har meget at tilbyde. Deres bidrag og opbakning til indsatsen og det pædagogiske arbejde på anbringelsesstedet har efter vores opfattelse en afgørende betydning for et vellykket anbringelsesforløb. De må derfor inddrages som ligeværdige deltagere i et samarbejde, hvor de mødes med respekt og anerkendelse til barnets bedste. I det her projekt om familiesamarbejde har vi set på, hvordan familiesamtaler kan gøres til en del af den socialpædagogiske behandling og vi har undersøgt, om Marte Meo metoden kan bruges af pædagoger som en støtte til at møde forældre med respekt og anerkendelse i samtaler og i samarbejdet. Projektet er foregået i perioden under CVU Nordjylland, Videncenter for udsatte børn, unge og voksne, og er blevet finansieret af midler fra CVU Nordjylland, Pædagogseminariet i Aalborg og Nordjyllands Amt. Hertil kommer, at de deltagende institutioner, personale og familier har lagt en ukendt mængde ressourcer i projektet til deltagelse i interviews, samtaler, tilbagemeldinger, møder m.m. Med denne rapport ønsker vi først og fremmest at sige tak til de tre familier, der har deltaget i projektet. De har delt deres følelser og tanker om anbringelsen, samarbejdet og samtalerne med os. Uden dem intet projekt. Men pædagogerne skal lige såvel have tak, fordi de havde lyst til og faglig interesse i at være med til at udforske, hvordan familiesamarbejdet kan udvikles. Helle Meyer og Margit Nielsen Pædagogseminariet i Aalborg Oktober

5 1. Indledning Vi undrede os over, at forældre til børn, der er anbragt uden for hjemmet, for os at se kun i begrænset omfang inddrages som ligeværdige deltagere i et samarbejde omkring barnet. Bruger pædagogerne forældrenes erfaringer, oplevelser og perspektiver i arbejdet med barnet/ den unge? Bygger anbringelsessteder, generelt set, på en tradition, hvor pædagogen er barnets advokat og hvor varetagelsen af barnets tarv indebærer, at barnet behandles adskilt fra familien? Vi tænkte, at hvis en anbringelse skal hjælpe et barn eller en ung, der er i psykosociale vanskeligheder på vej i en anden retning, må det socialpædagogiske arbejde omfatte og inddrage familien som helhed. Barnet er en del af sin familie og vanskeligheder og forandringsprocesser er forankret i og forbundet med familiesystemet. Som Reidun Hafstad (1998) har udtrykt det, er forældrene i en dobbeltposition i forhold til barnets vanskeligheder. Dels må de antages at være en del af årsagen til barnets/den unges problemer, dels er de helt centrale for løsningen af de selv samme problemer. Serviceloven fastsætter, at børn og unges vanskeligheder så vidt muligt skal løses i samarbejde med og under medvirken af familien (Vejledning 2006, 32 stk.4). Med anbringelsesreformens ikrafttræden skærpes denne bestemmelse, idet kommunen nu skal overveje og udarbejde standarder for, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af barnet, familien og netværket. Dette med henblik på at sikre, at familien bakker op om indsatsen og at familie og netværkets ressourcer inddrages (Vejledning 2006, 57a). Inddragelse skal foregå både før, under og efter en anbringelse (Mortensen 2005). Under anbringelsen har kommunen blandt andet pligt til at sikre, at forældrene får information om barnets hverdag og bidrage til et godt samarbejde mellem anbringelsessted og familien (Vejledning 2006, 57 stk. 1). Men som Thastum (2001) i en forskningsoversigt gør opmærksom på, er der behov for udvikling af viden om, hvorvidt og i hvilket omfang forældreinddragelse gavner behandlingseffekten, hvorledes et samarbejde mellem institution og forældre kan etableres og hvilke faktorer der har betydning for, at en samarbejdsrelation lykkes. I forlængelse heraf peges der i en anden forskningsoversigt (Egelund & Hestbæk, 2003) på, at den manglende dokumentation for betydningen af forældrekontakten, positiv såvel som negativ, ikke kan tages som argument for, at man i praksis ikke skal arbejde med forældreinvolvering. Udgangspunktet må, trods manglende forskningsbaseret viden, være, at anbragte børn bevarer forbindelsen og kontakten til deres forældre og familie, og at denne kontakt aktivt tilstræbes. 2

6 Der er i forskningen forskelligartede antagelser om de biologiske forældres betydning for anbragte børn og unges fremtidige udvikling, men det er ifølge Egelund og Hestbæk (ibid) et faktum, at forholdet til de biologiske forældre fylder meget i de anbragte børn og unges bevidsthed. Egelund og Hestbæk peger videre på, at båndene til forældrene, uanset at disse kan være overvejende negative, altid er meget stærke. Videre finder Egelund og Hestbæk, at tæt forældrekontakt er positivt forbundet med hjemgivelse eller en mere vellykket udslusning af den unge, ligesom forældrekontakt mindsker risikoen for brud i barnets/den unges anbringelsesforløb. Kontakten kan endvidere give forældrene mulighed for at vise barnet, at de billiger anbringelsen, hvilket fremmer barnets udbytte af anbringelsen (ibid). Vi har i dette projekt arbejdet med udvikling af familiesamarbejde på tre anbringelsessteder. Konkret har vi undersøgt familiesamtalen som én måde, hvorpå pædagoger kan samarbejde med forældre og inddrage dem som deltagere i den socialpædagogiske indsats. Familiesamtalerne har været afholdt på grundlag af Marte Meo metodens principper om udviklingsstøttende kommunikation, da vi ville undersøge, hvorvidt Marte Meo metoden kunne bidrage til kvalificering og udvikling af familiesamtaler mellem pædagoger og forældre. På Pædagogseminariet i Aalborg har vi gennem flere år arbejdet med Marte Meo metoden på såvel grunduddannelsen som på efter/videreuddannelse af pædagoger. Vi var derfor interesserede i at undersøge, hvorvidt Marte Meo metoden kan bruges som metodisk ramme for familiesamtaler mellem pædagoger og forældre, herunder anvendes af pædagogerne som støtteredskab i dialogen med forældrene. Vores antagelser i projektet har været, at Marte Meo metodens principper om udviklingsstøttende kommunikation kan anvendes af pædagoger i familiesamtaler og bidrage til at skærpe pædagogernes opmærksomhed på, at forældrenes ressourcer udvikles og inddrages under anbringelsesforløbet. Gennem den udviklingsstøttende dialog i Marte Meo metoden vil forældrene opleve at blive lyttet til, respekteret og anerkendt. Anerkendelse af forældrenes initiativer vil mobilisere forældrenes egne bestræbelser på at mestre familiens vanskeligheder og således støtte forældrenes potentialer til forandring og udvikling. I det omfang forældrene oplever at blive lyttet 3

7 til og inddraget som deltagere 1 i et samarbejde omkring deres barn, vil de bakke positivt op om anbringelsen, hvilket kan antages at have betydning for effekten af anbringelsen. Der tales meget om evidensbaseret praksis for tiden (se eks. Lihme 2005). Forskning og praksis indenfor socialt arbejde skal være evidensbaseret, det vil sige den viden, der genereres og anvendes skal være sikker viden, som er åbenlys rigtig eller evident. Sikker viden produceres i denne forståelsesramme typisk ved hjælp af det randomiserede, kontrollerede design. Evidensbaseret praksis sættes ofte op som en modsætning til erfaringsbaseret praksis, hvor handlinger begrundes med, at de personlige erfaringer viser, at det virker. (Kristensen 2005). I den forstand er den viden, vi har fundet frem til i vores projekt, ikke evident. Resultaterne, eller erfaringerne, fra projektet havde set anderledes ud, hvis andre pædagoger og forældre havde deltaget. Vi kan ikke sige noget sikkert om, hvorvidt det at holde familiesamtaler og bruge Marte Meo gør en forskel i samarbejdet og på længere sigt påvirker effekten af anbringelsen. Men måske kan vi med et lidt ironisk udtryk lånt fra Lihme (2006) tale om evidensbaseret tro. Vi tror således, at det har betydning for effekten af anbringelsen af barnet at inddrage familien i den socialpædagogiske behandling og opnå et godt samarbejde mellem anbringelsessted, barn, forældre og øvrige netværk. Barnets vanskeligheder hænger sammen med familien, og den socialpædagogiske indsats må derfor rette sig mod at inddrage hele familien. Erfaringerne fra projektet har bestyrket os i denne opfattelse. I det følgende vil vi fremlægge projektets resultater. Vi starter med en præsentation af Marte Meo metoden, efterfulgt af en præsentation af projektets deltagere. Dernæst følger en beskrivelse af, hvordan vi har fundet frem til resultaterne, som derefter fremlægges. 1 Inddragelse og deltagelse er nogle centrale begreber i dette projekt. Inddragelse af forældre forstår vi i denne sammenhæng som pædagogens bestræbelser på at medtænke forældre som deltagere i alle de tiltag og beslutninger, der vedrører barnet. Inddragelse kan antage mange forskellige former, der bevæger sig fra medindflydelse over medbestemmelse til selvbestemmelse (Mortensen 2005). I Vejledningens (Vejledning 2006) kommentarer til 57a i lov om social service har inddragelse af barnet, familien og øvrige netværk blandt andet til formål at sikre, at de involverede parter oplever at blive taget alvorligt. Inddragelse handler altså om, at borgeren (voksne såvel som børn anses som borgere) får mulighed for at medvirke ved behandling af sin egen sag og i den forstand kan anbringelsesreformen ses som led i en øget demokratisering af socialt arbejde (Mortensen 2005). Med inspiration fra Dreier (se eks. Dreier 1999) forstår vi deltagelse som en grundlæggende tilgang til forståelse af individet som en deltager i samfundsmæssig praksis. Gennem vores aktive tagen del i de sociale sammenhænge, vi befinder os i, skaber vi vores liv. Begrebet sætter focus på, at en person altid er situeret som en del af en kontekst, hvor hun handler under og med de betingelser, denne kontekst muliggør. 4

8 Afsnit 5.5. er en opsamling i form af en beskrivelse af samarbejdet mellem pædagoger og forældre efter samtaleforløbet, en oplistning af de væsentligste erfaringer fra projektet: Hvad kan familiesamtaler gøre for samarbejdet? og endelig en model: En positiv samarbejdscirkel. Afslutningsvis inddrager vi anerkendelsesbegrebet som et muligt samlende og perspektiverende begreb i forhold til Marte Meo metoden og familiesamarbejde under et anbringelsesforløb. Af hensyn til anonymisering nævner vi ikke anbringelsesstederne ved navn, ligesom vi omtaler/refererer alle deltagende personer som hunkøn. (far og mor, alle pædagoger, alle unge er hun ). Citationstegn og kursiv angiver citater fra filmoptag og/eller interviews. 2. Hvad er Marte Meo metoden? Marte Meo er en videoobservationsmetode, der har samspil og kommunikation mellem mennesker som sit omdrejningspunkt. Marte Meo metoden er udviklet af den hollandske pædagog og terapeut Maria Aarts (Aarts 2000, Roug 2002) Ved at anvende video indfanges de små og flygtige handlinger, blikke, smil og betoninger, der er i samspillet, og som det kan være vanskeligt at nå at registrere med det blotte øje og øre i situationen. Ved hjælp af video fastholdes væsentlige, men ofte utydelige træk i samspillet. Ved at iagttage og analysere disse samspilssekvenser øges opmærksomheden på og bevidstheden om samspillets muligheder for at skabe nye og forbedrede samspilsprocesser. For at styrke samarbejdet yderligere udvælges videoklip af samspillet mellem forældre og pædagoger, hvor kommunikationen er positiv og udviklende i forhold til de mål, der er for samarbejdet. Pædagogerne er rollemodeller for sig selv i forhold til at gøre det rigtige, det der er brug for at gøre noget mere af. Ideen er, at nye samspilsmønstre lettere etableres, når bevidstheden øges om, hvad det er, der fungerer godt i situationen. Dette i modsætning til at have fokus på, hvad der ikke virker. Formålet med metoden er således at fokusere på de ressourcer og muligheder, der er i det aktuelle samspil. Med udgangspunkt heri støttes pædagogerne i at blive mere bevidste om sig selv og egne kommunikative handlinger. Ligeledes øges indsigten i forældrenes kommunikative mønstre. 5

9 En grundantagelse i Marte Meo metoden er, at mennesker påvirker hinanden igennem de samspil, de indgår i med hinanden og den måde, de kommunikerer med hinanden på. Samt at alle mennesker har potentialer til at udvikle sig selv og deres egen kommunikation. Fokus flyttes således fra de enkelte individer, pædagogerne eller forældrene, til samspillet mellem de to parter. Når den ene part i et samspil ændrer sig, vil det influere på den anden part Processen i arbejdet med Marte Meo metoden Marte Meo arbejdet består af tre dele: videooptag analyse af videooptag og tilbagemelding Videooptag Der filmes ca. 10 minutter af den samspilssituation, som den professionelle ønsker hjælp til at få udviklet. I projektet har samspilssituationen været samtaler mellem pædagoger og familier til anbragte unge. På forhånd har pædagogerne skulle tage stilling til, hvad det er for en problematik eller et spørgsmål, de ønsker at få kigget på igennem arbejdet med Marte Meo metoden. Med hensyn til det etiske aspekt, er medarbejdere og Marte Meo terapeut underlagt de almindelige regler om tavshedspligt. Herudover har alle forældre skrevet under på, at filmmaterialet i projektperioden må anvendes til supervision og undervisning af personalet på den institution, hvor deres barn er anbragt. Filmmaterialet destrueres ved projektets afslutning Analyse af videooptag Analysen tager udgangspunkt i den undring eller det spørgsmål, pædagogerne har formuleret i forhold til den aktuelle familiesamtale. Marte Meo terapeutens analyse skal afdække de udviklingsstøttende ressourcer, der er i den filmede samtale. Ud fra analysen vurderer Marte Meo terapeuten, hvad det vil være hensigtsmæssigt at arbejde videre med i de kommende samtaler. Marte Meo terapeuten udvælger klip fra den filmede samtale, som viser, hvordan pædagogerne er udviklingsstøttende i samspillet med forældrene. Dette bliver pædagogernes arbejdspunkt til næste samtale Tilbagemelding I tilbagemeldingen viser Marte Meo terapeuten de udvalgte klip, som illustrerer de muligheder, der er i samspillet, jævnfør den problemstilling eller det spørgsmål, pædagogen har formuleret i forhold til at holde samtale med forældrene. Pædagogen ser klip med sine egne udviklingsstøttende 6

10 potentialer fra samtalen og får til opgave at arbejde bevidst med disse i den næste samtale. Dialogen mellem pædagoger og Marte Meo terapeut er central og vigtig i tilbagemeldingen. Igennem dialog om de viste filmklip og det formulerede undersøgelsesspørgsmål, reflekteres over nye forståelser og andre perspektiver på såvel pædagogens selvforståelse af sin opgave/ rolle i samtalen med forældrene, som på forståelse af forældrene og den anbragte unge. Aftaler om nye videooptagelser og tilbagemeldinger fortsætter, indtil det kan iagttages på video, at samspillet er ændret på de punkter, pædagogen ønsker at udvikle og kvalificere og indtil pædagogen oplever, at problemet er løst Udviklingsstøttende kommunikation Metoden indeholder nogle grundlæggende kommunikationsprincipper, som udgør omdrejningspunktet for analyser, tilbagemeldinger og dialog. Kommunikationsprincipperne betragtes af Maria Aarts (Aarts 2000) som universelle og derfor kendetegnende for et udviklingsstøttende samspil. Principperne indebærer blandt andet, at den professionelle følger og anerkender den andens initiativer, tager lederskab i forhold til, hvad der er udviklingsstøttende i kommunikationen og sørger for turtagning. Principperne er uddybet i bilag Præsentation af deltagerne Tre anbringelsessteder har deltaget i projektet. En familie fra hvert sted har velvilligt stillet sig til rådighed for projektet. Seks forældre og fem pædagoger har været direkte involverede i samtaler, filmoptag og interviews. Afsnittet er baseret på dokumenter fra institutionerne og interview med lederne fra de tre anbringelsessteder. Præsentationen af anbringelsesstederne omtaler kun synet på forældresamarbejde, vi omtaler således ikke værdigrundlag, pædagogiske målsætning ect. Her følger en præsentation af deltagerne: Det ene anbringelsessted: Stedet er relativt nystartet og har til huse i et gammelt børnehjem i udkanten af byen. Dér bor og lever 8 børn som kan være i alderen 0-17 år og der arbejder 8 pædagoger. Nordjyllands Amt visiterer til institutionen. 7

11 Om familiesamarbejde hedder det i beskrivelsen af institutionen, at forældrene og familien skal inddrages mest muligt i barnets liv og hverdag med det sigte at fastholde netværket og give barnet et helhedsbillede af sit liv. Der vil blive arbejdet med at opbygge og styrke familienetværket. Lederen fortæller, at de har et godt forældresamarbejde med et godt forhold til forældrene, hvor de også kan hygge og lave lidt sjov. Det er lederens opfattelse, at forældrene kommer med den kritik, de måtte have. Personalet forsøger at lytte til forældrene og imødekomme deres ønsker. Børnene ser ca. deres forældre 3-4 gange om ugen. Udgangspunktet er to besøg om ugen, som er efter aftale. Derudover er nogen børn hjemme i weekender, ligesom forældrene ofte er med børnene til læge, på tøj indkøb etc. Til forældremøder i skolen etc. deltager kontaktpædagogen fra institutionen altid, som regel er forældrene også med. En gang om måneden er der café med fælles aftensmad for alle forældre og børn. Børnene kan ringe hjem, når de vil. De kan frit bruge institutionens telefon og de største har fået en mobiltelefon, så de kan ringe hjem på egen hånd. Der afholdes to årlige forældremøder. Forældrene deltager i de halvårlige statusmøder, hvor linierne for den kommende behandlingsplan lægges. Den konkret udviklingsplan udarbejdes af personalet alene. Der afholdes ikke systematiske familiesamtaler som en del af institutionens tilbud. Der arbejdes således ikke ifølge lederen intenst på familiedelen, det er mere sagsbehandleren. Men forældrene er altid velkomne til at få en snak. Far og mor er skilt i den familie, der har sagt ja til at deltage i projektet. Deres barn, som er i begyndelsen af teenageralderen, har ved projektets opstart været anbragt ganske kort tid på institutionen. Der er tale om en frivillig anbringelse. To pædagoger har været med i samtaleforløbet, en mand og en kvinde, sidstnævnte er også kontaktpædagog for den unge. Det andet anbringelsessted: Er også en amtslig institution, der har eksisteret en del år og som holder til i en stor ældre villa midt i byen. Her kan leve og bo 10 unge i alderen år (de kan blive boende til 23 år). 9 pædagoger arbejder her. I institutionens værdigrundlag hedder det, at hensigtsmæssig hjælp forudsætter en helhedsvurdering af barnet og familiens aktuelle situation, hvilket forudsætter indsamling af informationer om familiens vilkår, netværk og det omgivende samfund. 8

12 Den unges behandlingsbehov afdækkes i tæt dialog med den unge. Forældrene og den unge deltager i indskrivningsmødet, de halvårlige status/handlemøder og de kvartårlige behandlingsmøder. I forhold til familien arbejdes der med en bevidstgørelse af den unge om placering i og relation til familie og netværk blandt andet gennem livshistorie, samtaler, hjemmebesøg og samarbejde med familien. Lederen fortæller, at et mere systematisk familiearbejde ikke er noget, der hidtil har været en integreret del af institutionens tilbud. Det har mere ligget hos kommunens sagsbehandler. Men lederen fortæller også, at de gerne vil udvikle familiearbejdet på institutionen. Lige nu tager de udgangspunkt i den enkelte unge og søger så at inddrage forældrene så meget som muligt. Nogle forældre vil gerne ringes op og orienteres. Andre kommer på institutionen og vil gerne være dèr og snakke. I nogle familier kommer pædagogen derhjemme og giver råd og informationer. Nogle forældre har de ingen kontakt til. Forældrene er altid velkomne på stedet og behøver ikke ringe i forvejen. Der er tradition for 2 årlige familiearrangementer, en sommerfest og en julestue, disse er meget populære og velbesøgte. Forældrene kan deltage i statusmøder og behandlingsmøder, som afholdes hver 3. måned og de kan ifølge lederen påvirke behandlingsplanen og det konkrete pædagogiske arbejde, men det sker ikke tit. De overlader ansvaret til pædagogerne. Der er dog enkelte tilfælde, hvor forældrene mener, den unge skal have en anden behandling end den, pædagogerne giver. Far og mor er gift i den familie, der medvirker i projektet, og har på grund af bekymringer for deres barn selv henvendt sig til kommunen for at få hjælp. Der er tale om en ung i begyndelsen af teenageralderen. Far og mor sagde straks ja til at deltage i projektet. To pædagoger deltager i samtaleforløbet, en mand og en kvinde. Manden er derudover kontaktpædagog for den unge. Det tredje anbringelsessted: Denne institution drives gennem et samarbejde mellem kommunen og en privat organisation. Her lever og bor 8 børn og unge i alderen år. 5 pædagoger (+ 2 nattevagter) arbejder her. Institutionen er beliggende i en kommunal bygning et godt stykke uden for byens centrum. Her skal nævnes, at der er det særlige ved institutionens organisation, at pædagogerne via mobiltelefon står til rådighed døgnet rundt for de unge og deres familier. Det var denne institution, der som omtalt i indledningen, tog det første initiativ til det her foreliggende projekt om familiesamtaler. Det har altid været en del af anbringelsesstedets grundlag 9

13 at etablere et godt og tæt samarbejde med forældrene, men de senere år har anbringelsesstedet udviklet familiesamarbejdet mere systematisk i form af såkaldte udviklingssamtaler. Ved indskrivningen forpligtiger forældrene sig til at deltage i et almindeligt samarbejde omkring barnet. Efter at barnet har været indskrevet 3-6 måneder tilbyder personalet på baggrund af en faglig vurdering nogle familier et udviklingssamtaleforløb. Et sådant forløb består af 6-10 samtaler, der har som formål, at forældrene oplever at de, ligesom deres barn, også kan arbejde og dygtiggøre sig i løbet af anbringelsen. I samtalerne arbejdes med udviklingspotentialer i forhold til relationer, ressourcer, modsætninger, ligheder og forskelle. Samtalerne foregår på et systemisk grundlag, hvor der arbejdes med familien som en helhed. Lederen fortæller, at de kan lide forældrene, de kender dem godt, har været i deres hjem og respekterer dem. Lederen ser dette som en nødvendig forudsætning for det pædagogiske arbejde med børnene. Der lægges stor vægt på et godt og tæt samarbejde. De har næsten daglig kontakt med de fleste forældre. Forældrene ringer meget, nogen gange mere end de unge, til kontaktpædagogen om stort og småt og nogen gange om sig selv. Forældrene kommer også meget på institutionen og kan komme uanmeldt. Hver sommer afholdes 2 ugers sommerlejr, hvor forældrene kan komme 1 uge og være sammen med deres barn og de andre forældre og personale. Derudover afholdes forældrekaffe en gang imellem, en førjuleaften og en sommerkomsammen. Forældrene deltager i alle status/behandlingsmøder, disse afholdes hver 3. måned. Pædagogerne ændrer gerne noget i behandlingsplanerne, hvis forældrene ønsker det, men: Forældrene kan ikke give os opgaver. Forældrene tager selv til forældremøderne på skole m.m., idet opfattelsen er, at forældrene stadig i videst muligt omfang skal fungere som forældre under anbringelsen. Lederen synes, de har et godt samarbejde med alle forældre, og at forældrene bakker op omkring det socialpædagogiske arbejde med børnene. I den deltagende familie er far og mor skilt, det anbragte barn er en ung i starten teenageralderen. Begge forældre vil gerne deltage i projektet. Det er den eneste af familierne, hvor både den unge selv og en søskende har deltaget i samtaleforløbet. Der er tale om en frivillig anbringelse. 10

14 Der har deltaget en pædagog i samtalerne. Denne pædagog er også den unges kontaktpædagog. Derudover har 2 fra personalegruppen, en anden pædagog og lederen, været med i samtalerne som reflekterende team. Opsamlende kan det altså siges, at der for to af de deltagende anbringelsessteder ikke foregår et mere systematiseret familiearbejde, forstået således at familiearbejde og familiesamarbejde ikke er en planlagt formålsbestemt del af den socialpædagogiske indsats. Én institution har familiearbejde inddraget som en del af pædagogikken i form af udviklingssamtaler og tydelig vægtning af et tæt dagligt samarbejde, hvilket bl.a. kommer til udtryk gennem det, at pædagogerne står til rådighed for forældre via deres mobiltelefon. Det fremgår af interviews og af de forskellige dokumenter, at man på alle 3 anbringelsessteder finder, at familiesamarbejdet er en vigtigt del af pædagogernes arbejde og har betydning for en succesfuld anbringelse. 4. Metode: Hvordan har vi gjort? Som nævnt indledningsvis har intentionen med dette projekt været at bidrage til kvalificering og udvikling af familiesamarbejdet indenfor anbringelsesområdet. Familiesamtalen, som en del af samarbejdet, har været vores focuspunkt. Marte Meo metodens muligheder og begrænsninger som et meningsfyldt og brugbart redskab i samtalen har været omdrejningspunktet for projektet. Den problemstilling, der har været styrende for projektet og som er søgt belyst, lyder: I hvilket omfang kan Marte Meo metoden bidrage til udvikling af familiesamtaler mellem pædagoger og forældre til anbragte børn og unge? Det overordnede motiv for projektet har drejet sig om samarbejde med og inddragelse af familien under et anbringelsesforløb. Familiesamtaler og brug af Marte Meo metoden har været det konkrete focuspunkt. Tre temaer har været gennemgående på alle niveauer i projektet, nemlig: Samarbejde og samtaler Behandlingsalliancen mellem forældre og anbringelsesstedet Inddragelse af forældre under anbringelsen. 11

15 Tre anbringelsessteder for børn og unge har som omtalt deltaget i projektet. Det ene sted tog det oprindelige initiativ til projektet, de to andre blev som amtslige institutioner inviteret til deltagelse af Nordjyllands Amt. De tre familier blev udvalgt af institutionerne. Familierne blev informeret om projektet dels via pædagogerne og dels via en informationsfolder, vi havde udarbejdet. I folderen orienterede vi om Marte Meo metodens principper ligesom det fremgik, at projektet drejede sig om udvikling af pædagogernes kommunikation med forældrene og af samarbejdet mellem pædagoger og forældre. På projektets opstarttidspunkt efteråret 2004 havde børnene været anbragt mellem 2 og 5 måneder. Det var vores indtryk, og interviewene bekræfter dette, at der var tale om familier, hvor det eksisterende samarbejde blev oplevet som positivt både af pædagoger og forældre. Projektet har været designet som et casestudie 2, hvor samarbejdet før og efter samtaleforløbet er søgt belyst. Lederne fra de tre anbringelsessteder blev indledningsvis interviewet med henblik på dels at få nogle generelle informationer om stedet og det pædagogiske arbejde og dels for at høre om institutionens syn på og praksis omkring forældresamarbejde. Før opstarten af samtaleforløbet i oktober/november 2004 blev forældre og de pædagoger, der deltog i samtaleforløbet, alle individuelt interviewet 3 med det primære formål at høre om erfaringer med det nuværende samarbejde. Samtaleforløbet startede op umiddelbart efter og blev afsluttet maj Ingen af de deltagende institutioner havde særligt kendskab til Marte Meo metoden inden projektets start. Margit gav en introduktion til deltagerinstitutionerne om metoden og dens principper, inden de tog stilling til, om de ville deltage i projektet. De fleste af samtalerne er filmet af pædagogerne med kamera på stativ. Efterfølgende er filmen afleveret til Margit til analyse. Da ingen af pædagogerne inden samtaleforløbets start afleverede en problemstilling, som de ønskede at arbejde med i forhold til familien, valgte Margit at analysere filmene ud fra spørgsmålet: Kan samspil og kommunikation med forældrene i samtalerne kvalificeres? Kvalitet i samspillet er blevet vurderet udfra Marte Meo metodens principper om den udviklingsstøttende kommunikation (se bilag 1) og med følgende pejlepunkter: lederskab, stemning, kontakt og dialog. (Aarts 2000, Roug 2002). Disse 4 pejlepunkter vil blive uddybet i afsnit Inspireret af Ramian & Ahlgreen (1999) 3 Vi har anvendt det kvalitative forskningsinterview og efterfølgende tolkningsmetoder, som beskrevet i Kvale (1996). 12

16 Ud fra de muligheder, der kunne iagttages på filmen, valgte Margit nogle filmklip ud, som blev vist i den efterfølgende tilbagemelding til institutionens personale. Mulighedsklippene illustrerede, hvad pædagogerne skulle arbejde med i den efterfølgende samtale med forældrene. I den næste film var fokus for analysen om, og hvordan pædagogerne brugte det, der var blevet talt om i tilbagemeldingsseancen og om det havde indflydelse på forældrenes deltagelse i samtalen. Der er optaget samtaler og givet tilbagemeldinger fra 4 til 8 gange på hver institution. Vi har i projektet valgt, at den samlede personalegruppe skulle deltage i tilbagemeldingerne med den begrundelse, at de fælles tilbagemeldinger ville bidrage til, at den samlede institution ville få indsigt i, hvad der blev arbejdet med i projektet og indsigt i, hvordan man kan arbejde med forældrene på en udviklingsstøttende måde. Erfaringer fra samtaleforløbet er indsamlet på baggrund af analyse af de film, der er optaget af samtalerne. Erfaringer fra tilbagemeldingerne er indsamlet på baggrund af analyse af de filmede tilbagemeldinger. Pædagoger og forældre blev interviewet igen i juni 2005 for at høre om oplevelsen af samtaleforløbet og det nuværende samarbejde. Vi designede således projektet udfra et ønske om en lidt effektagtig måling, havde samtalerne og brugen af Marte Meo metoden ændret noget i samarbejdet? Alle interview er blevet udskrevet og analyseret med udgangspunkt i de 3 tidligere nævnte temaer. Interviewdata er blevet sammenlignet med erfaringer fra filmoptagelser af samtaler og tilbagemeldinger, hvilket har givet mulighed for at validere tolkninger. Vi har holdt en fælles undervisningsdag i august 2005 for pædagoger og ledere fra de 3 deltagende institutioner. Formålet med denne dag var dels at formidle viden om de teoretiske referencer, der relaterer sig til Marte Meo metoden, dels at dele erfaringer fra projektforløbet på tværs af deltagerinstitutionerne. Vi har afholdt et vidensværksted, hvor vi fremlagde de foreløbige resultater fra projektet med henblik på at diskutere disse med de deltagende institutioner. 13

17 En konference 4 i foråret 2006 markerede afslutningen på projektet. Formålet med konferencen var at give forskellige perspektiver på, hvordan der kan arbejdes med inddragelse af forældre i den pædagogiske praksis med anbragte børn og unge. Projektet har haft forskningstilknytning gennem samarbejde med Lars Uggerhøj, Institut for sociologi, socialt arbejde og organisation, AAU. Projektet er løbende blevet fulgt af en styregruppe med en repræsentant fra hvert af de tre deltagende anbringelsessteder og en repræsentant fra Børne- og ungeafdelingen, Nordjyllands Amt samt seminariets rektor og udviklingskoordinator Kritiske refleksioner Det har været et lille projekt med få deltagere, så vi kan ikke udlede generelle konklusioner om familiesamarbejde og familiesamtaler af projektet. Det kunne have været ønskeligt, at flere familier havde deltaget herunder familier, hvor samarbejdet med institutionen måske ikke på forhånd fungerede godt. Vi kan heller ikke udtale os med sikkerhed om, hvorvidt Marte Meo metoden virker bedre end andre metoder i familiesamtaler. Ej heller om hvorvidt samarbejdet, og dermed effekten af den pædagogiske støtte, bliver bedre, når familien inddrages i form af familiesamtaler. En entydig påvisning af effekt af en indsats i sociale forhold er en kompleks sag med talrige variable. Som Kristensen (2005) gør opmærksom på, kan pædagogiske metoder kun vanskeligt udskilles fra hverdagens aktiviteter på et anbringelsessted. Pædagogiske handlinger styres ikke kun af teori og metode, men af situationen, strukturen og relationen mellem deltagerne. Børn - og forældre - tager del i institutionens praksis og påvirker dermed behandlingen. Designet af vores projekt giver ikke metodisk belæg for at kunne påvise en eventuel effekt af familiesamtaler på samarbejde og behandlingsresultat. Men projektet giver et billede af, hvordan seks forældre og fem pædagoger har oplevet og ageret i et samarbejde og et samtaleforløb og af disse menneskers erfaringer og handlinger er det muligt at pege på nogle forhold og problemstillinger vedrørende samarbejdet med familier til anbragte børn og heraf udlede nogle mere generelle overvejelser, som kan gøres til genstand for yderligere udforskning. 4 Konferencen: Inddragelse af familien når barnet er anbragt havde deltagelse af Reidun Hafstad fra Norge, der bla. talte om forældrenes stærke betydning for barnets udbytte af den socialpædagogiske støtte. Maj Kyndborg og Berit Reimer fra Familieinstitutionen Bülowsvej fortalte om deres erfaringer med familiearbejde, herunder brug af Marte Meo metoden. Bente Adolphsen fra Den sociale højskole i Århus talte om anbringelsesreformen og lovgivningen vedr. inddragelse af familien i anbringelsessager. 14

18 Projektet har af forskellige årsager strakt sig over et langt tidsmæssigt forløb, fra de første overvejelser og ansøgninger i foråret 2004 til den endelige afrapportering i efteråret Et sådant langt forløb er ikke hensigtsmæssigt. Tiden påvirker processen og dermed resultater og erfaringer fra projektet. Deltagernes engagement påvirkes, forandres og daler måske. Tingene forandrer sig, vi bevæger os videre i vores liv og bliver optaget af andre ting. Det kunne have været ønskeligt at have inddraget de tre anbragte unge menneskers perspektiver i projektet. Hvad betyder pædagogernes samarbejde med far og mor for den unge? Hvad er vigtigt for den unge i forhold til familien under anbringelsen? 5. Hvad har vi fundet ud af: Erfaringer fra projektforløbet 5.1.Tema 1: Samarbejde og samtaler Under dette tema har vi i projektet spurgt til forældres og pædagogers opfattelse af det indbyrdes samarbejde med spørgsmål som: Har forældrene indflydelse på, hvornår barnet er på hjemmebesøg? Hvor tit har pædagoger og forældre kontakt? Oplever parterne sig hørt og lyttet til? Dernæst har vi udforsket samtaleforløbene. Hvordan har det været at mødes til samtalerne? Hvad har Marte Meo metoden bidraget med? Hvordan opleves samarbejdet efter samtaleforløbet? I det følgende vil vi først beskrive samarbejdet før samtaleforløbet. Vi redegør derefter for pædagogers og forældres oplevelse af samtalerne og for de bidrag, vi har fundet, Marte Meo metoden har ydet i forhold til at inddrage forældrenes perspektiver i samtaleforløbet. Herunder hvad det har betydet for pædagogerne at anvende Marte Meo metoden som støtteredskab i samtalerne. De indsamlede erfaringer har givet anledning til overvejelser over vigtigheden af at eksplicitere formål og mål med en familiesamtale og over, hvorledes elementer fra Marte Meos metodens kommunikationsprincip om positiv ledelse kan understøtte strukturering og målsætning af en familiesamtale. Beskrivelsen af samtalerne er knyttet sammen med forældres og pædagogers oplevelse af det efterfølgende samarbejde. Vi foretager i afsnit 5.5 en opsummering af samarbejdets udvikling efter samtalerne Samarbejdet før samtalerne Samlet set giver forældrene i det første interview, der fandt sted før samtaleforløbet, udtryk for, at samarbejdet med anbringelsesstedet er godt. Flertallet føler sig lyttet til og oplever, at de kan snakke 15

19 med pædagogerne eller som en forælder, hvis barn på interviewtidspunktet har været anbragt ganske kort tid, siger: De virker til at være til at snakke med. Flertallet har også erfaring med, at pædagogerne udviser imødekommenhed overfor aftaler, besøg og deres ønsker i det hele taget. Hjemmeweekends og besøg er således aftalt med institutionen, i to familier er barnet hjemme hver anden weekend, i en familie hver weekend. De unge har været inddraget i disse aftaler. Ingen forældre giver udtryk for, at de har oplevet egentlige uoverensstemmelser med anbringelsesstedet og flere mener, at skulle der opstår problemer, så kan de tage det op. Ligeledes mener forældrene også, at de på statusmøder kan få indflydelse på den pædagogiske behandling af deres barn, men som en forældre også bemærker: Det er i orden at de træffer beslutninger derude, det er deres arbejde. Kontakten til anbringelsesstedet fungerer lidt forskelligt set fra forældrenes perspektiv, nogle fortæller, at de ikke kommer så tit, men at de også ved, at de gerne må komme 1-2 gange om ugen. Én forælder kommer ofte på institutionen. Nogen har bedt om tæt kontakt via telefonen. Ét forældrepar fortæller, at de kan komme så tit de vil og at der altid er mulighed for at ringe sammen og komme i kontakt med den pædagog, der er tilknyttet deres barn. Én forælder har deltaget i institutionens årlige sommerlejr og har været glad for dette. På et anbringelsessted har den ene forældre haft nogle samtaler med pædagogen, ligesom pædagogen har været hjemme hos denne forælder. Der har også været afholdt et statusmøde, hvor forældrene deltog. I den anden familie har der været afholdt indskrivningsmøde og pædagogen har også der været hjemme hos familien. I den sidste familie har der udover indskrivningsmøde været kontakt telefonisk og i forbindelse med det månedlige forældrearrangement. I to af familierne fortæller forældrene, at de forventer, at det er pædagogerne der skal komme med udspillet til, hvad de kommende familiesamtaler skal dreje sig om. Som én siger: De er jo eksperterne på området. Omkring selve anbringelsesforløbet har flertallet ligeledes oplevet, at samarbejdet med myndighederne, herunder det første møde med institutionen, har været i orden og at de har haft indflydelse på, hvad der skete. 16

20 Samlet set oplever flertallet af pædagogerne tilsvarende, at samarbejdet med familierne er godt. Forældrene opleves som positivt indstillet, de bakker op og deltager i møder, følger den unge til læge m.m. og de lytter til pædagogerne. En pædagog beskriver det således: Vi får nogle længere snakke omkring den unge, hvor jeg siger hvad jeg tænker, det betyder, det som den unge gør. Hun [forælderen] synes ikke, jeg blander mig og siger også, hvad hun tænker hun sætter faktisk pris på de ting vi gør med [den unge]. På to af anbringelsesstederne har pædagogerne på interviewtidspunktet gjort sig overvejelser over, hvad de vil tale med forældrene om i det kommende samtaleforløb. Det sidste sted har pædagogerne gjort sig nogle mere generelle overvejelser over, hvad der vil være godt at få snakket med far og mor om. Så det ser ud til, at flertallet af pædagoger og forældre samstemmende oplever, at det nuværende samarbejde er godt, man kan snakke sammen og lytter til hinanden. Ingen har oplevet uenigheder i forhold til hinanden og forældrene synes overbeviste om, at hvis uenighed skulle opstå, kan de snakke med pædagogerne om dette. Et godt samarbejde er altså karakteriseret af, at parterne lytter til hinanden og at man kan snakke sammen eller med andre ord, at den enkeltes - pædagog såvel som far og mor - perspektiv bliver set og hørt af modparten 5. Ovenstående skriver vi, at tilfredshed med det hidtidige samarbejde karakteriserer flertallet af familier og pædagoger. For der er én familie, hvor anbringelsesforløbet, set fra især den ene forælders perspektiv, har været meget problematisk. Hun har således igennem hele anbringelsesforløbet ikke fået svar på sine gentagne spørgsmål om, hvornår barnet kan komme hjem igen. Denne forælders opfattelse er, at forvaltningen ikke vil have, at barnet bor hjemme. Hun fortæller, at hun har spurgt sagsbehandleren, men denne svarer ikke. Kritikken og frustrationen er især rettet mod forvaltningen, men også mod pædagogerne det er som om, de ikke rigtig svarer når hun har givet udtryk for sin mistanke om, at myndighederne ikke vil have, at barnet bor hos hende og det er, som om pædagogerne lidt ad bagvejen ikke vil have, at barnet kommer hjem på 5 I forlængelse heraf kan det nævnes, at i en vidensindsamling med deltagelse af ca. 70 forældre under KABU projektet (Jakobsen 2003) fortæller forældrene, at det at blive hørt involverer at blive accepteret, ikke blive talt ned til og at blive talt med og ikke til. Et godt møde beskrives blandt andet af en forælder som et, hvor de professionelle giver udtryk for, at forælderen er vigtig for barnet. Jacobsen konkluderer, at det kendetegner forældrene, at de beder om at blive respekteret som mennesker, som forældre, de ønsker retfærdighed i beslutninger og de beder om at få en forklaring, der er til at forstå, på de beslutninger, der tages om deres liv. 17

21 besøg. Forælderen fortæller, at hun endnu ikke rigtigt har snakket med pædagogerne, da det hele er så nyt, men har ingen forventning om, at de vil lytte, da hendes erfaring er, at de professionelle generelt ikke plejer at lytte til, hvad hun siger. På trods af dette giver denne forælder dog udtryk for tiltro til og accept af anbringelsesstedet, handleplanen og for, at pædagogerne virker til at være til at snakke med. Kontaktpædagogen giver i interviewet udtryk for, at samarbejdet med denne familie ikke rigtigt er kommet i gang endnu og for, at hun kunne tænke sig større klarhed i forhold til forældrene omkring årsagen til anbringelsen. Denne historie illustrerer betydningen af åbenhed og klare udmeldinger fra alle professionelle involveret i en anbringelse af et barn. Udover smerte, afmagt og frustration hos forældre, der mærker en usagt kritik og lukkethed omkring beslutningsprocesserne, kan en sådan anbringelsesproces medfører, at det kommende samarbejde mellem forældre og pædagoger omkring barnets udvikling får en svær start. Dertil kommer om de rettigheder, en forælder har i forhold til at blive inddraget i et samarbejde og informeret om de beslutninger kommunen foretager i forbindelse med en anbringelse, set fra denne forælders perspektiv, er indfriet 6. Således skal handleplanen ifølge 58a stk. 6 (Vejledning 2006) angive den forventede varighed af indsatsen Samtaleforløbet Alle pædagoger, såvel som de fleste forældre, giver samstemmende udtryk for, at det har været godt at mødes og tale sammen. Flere, især blandt pædagogerne, fortæller: Vi har lært hinanden bedre at kende. Hvilket, ifølge disse pædagoger, gør det nemmere efterfølgende at snakke sammen, når og hvis problemer opstår i hverdagen. Kendskabet og det efterfølgende tættere samarbejde kan ifølge en pædagog gøre det lettere for forældrene at give udtryk for deres synspunkter herunder uenigheder. En pædagog beskriver sine oplevelse af samtalerne således: Jeg synes, det har været enormt godt, jeg har lyst til, at det sådan var noget, der kunne fortsætte med jævne mellemrum i et eller andet omfang, fordi jeg synes, det har været gavnligt for mig at snakke om nogen ting omkring [den unge]. Og at vi på den måde har fået større kendskab til hinanden og lettere ved at snakke om de ting, der kan være, løst og fast omkring barnet og at vi ikke ser hinanden som sådan nogle modstandere, som man jo nogen gange kan komme til, når man ikke 6 I den førnævnte vidensindsamling (Jacobsen 2003) udtrykker flere forældre klare ønsker om større grad af information om retssikkerhed i forbindelse med anbringelsen, ligesom mange nævner usikkerhed omkring, hvad der skal til af forandringer i familien for, at barnet kan komme hjem og bo igen. 18

22 kender hinanden. Men det viser sig så ikke at holde stik, vi vil alle sammen barnet det bedste udfra hvert vores ståsted. Det synes jeg har været godt, det at man kan snakke på den måde sådan mere uformelt. Det er ikke et møde, man sidder til, men en snak om hvad der presser sig på. Alle pædagoger giver udtryk for, at samtaleforløbet har medført, at de har fået øje på forældrenes ressourcer. Her spiller tilbagemeldinger omkring filmklippene en afgørende rolle. Det skal vi vende tilbage til. I en parallel hertil fortæller en forælder, at hun har set nye sider hos pædagogerne: Jeg synes, jeg har set dem på en helt anden måde end bare lige, at det er personale eller pædagoger, altså jeg har set dem som mennesker, der har noget faglighed, som jeg ikke har. I ét samtaleforløb deltog foruden kontaktpædagogen en anden for familien ny pædagog. Her giver såvel den ene forælder og denne nye pædagog begge udtryk for, at samtalerne har medført, at de to har mødt og lært hinanden at kende, og at det har haft stor positiv betydning for deres samarbejde omkring barnet. Pædagogen inviterer efterfølgende denne forældre til at deltage i en tur ud af huset som en slags medarbejder. Begge fortæller, at dét har været godt i forhold til barnet og har været til glæde for dem som voksne. Samtalerne giver således anledning til, at der opstår en tilsyneladende mere personlig relation mellem en forælder og en pædagog. En relation som efterfølgende får betydning for samarbejdet. Alle forældre fortæller, at de i samtaleforløbene har oplevet at blive lyttet til. Forælderen, som i det første interview fortalte om sin oplevelse af manglende åbenhed i anbringelsesforløbet, har stadig ikke her 6 mdr. senere fået svar på sine spørgsmål om, hvornår barnet kommer hjem. Hun fortæller, at den unge trives og det er det vigtigste, den unge har brug for hjælp. Men hun fortæller også, at hun savner sit barn. Oplevelsen af anbringelsesforløbet som en, med vores ord, skjult frivillig tvang synes stadig at fylde. Sidst tog forælderen det op på statusmøde, men fik ikke noget svar: De vil hellere snakke om noget andet. Ligeledes havde begge forældrene på dette møde gentaget, hvad de havde sagt på det første møde, at den ene forælder har brug for en støtteperson, men det er stadig ikke blevet til noget. Der er ikke blevet talt om disse problemer i samtaleforløbet. Denne forælder har oplevet samtalerne som noget meget positivt: 19

23 Det har været meget frit uden pres. Som om vi var mødtes på en café, det var meget positivt. Jeg har lært de to pædagoger bedre at kende, jeg er kommet tættere på dem. Hun oplever også det daglige samarbejde som rigtigt godt: Det bliver bedre for hver måned Samtalerne har altså givet anledning til, at forældre og pædagoger har lært hinanden bedre at kende. Et sådant bedre kendskab til hinanden, kontakt og udvikling af relationen mellem parterne får betydning for det efterfølgende samarbejde mellem forældre og pædagoger. En måske enkel erfaring fra projektet, der ikke desto mindre peger på noget væsentligt: At det har betydning, at forældre og professionelle kender hinanden, de får et mere nuanceret syn på hinanden og kan lettere kontakte og tale med hinanden om den hverdag, som familiens barn lever sammen med de professionelle. I forlængelse heraf peger analyse af filmoptagelserne på, at Marte Meo metoden er brugbar i forhold til at uddybe kontakten og relationen mellem forældre og pædagoger. På filmene fra samtaleforløbene ser det ud til at have en positiv indvirkning på dialogen med og kontakten til forældrene, når pædagogerne arbejder bevidst med at være udviklingsstøttende i forhold til den enkelte forældres særlige ressourcer og behov gennem at følge og bekræfte initiativer og således viser accept af og forståelse for forældrenes synsvinkel. Når pædagogen bliver opmærksom på sine samspilsmønstre i samtalerne med forældrene, og giver forældrene mere udviklingsstøttende respons, vil forældrene også ændre på deres mønstre. Dette skulle gerne medføre, at samspillet og relationen mellem forældre og pædagoger udvikles i retning af større kendskab til og forståelse for hinandens perspektiver. Et eksempel: En forældre tager i den første samtale mange initiativer og taler om mange forskellige oplevelser, ideer og tanker. Denne forældre har tydeligvis meget på hjerte, men mangler social opmærksomhed i forhold til at følge andres initiativer og lytte. I den første samtale følger pædagogen forælderens initiativer og giver positiv respons på det forælderen siger. Forælderen oplever således at blive lyttet til og taget alvorligt. I de efterfølgende samtaler kan det både ses og høres, hvordan denne forældre bliver mere lyttende og opmærksom på at bidrage med sine synspunkter til det fælles tema, der tales om. Denne forælder oplever i samtalerne med pædagogerne at få ordet og blive spurgt om sin mening uden selv at skulle gøre noget aktivt for det. Forælderen får opmærksomhed i modsætning til den første samtale, hvor vedkommende tager opmærksomhed. Pædagogerne fortæller, at de er blevet opmærksomme på, hvor let de kommer til at 20