25. søndag efter trinitatis, den 13. november 2016 Vor Frue kirke kl. 10. Tekst: Luk 17, Salmer: 732, 434, 562, 274, 320, 466, 292 v.5, 353.

Transkript

1 1 Jesper Stange 25. søndag efter trinitatis, den 13. november 2016 Vor Frue kirke kl. 10 Tekst: Luk 17, Salmer: 732, 434, 562, 274, 320, 466, 292 v.5, 353. Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Guds rige er midt iblandt jer, siger Jesus. I den bibel, jeg fik af mine forældre ved min konfirmation, siger han Guds rige er inden i jer. Så hvad skal jeg nu tro? Er Guds rige et mellemværende eller et internt anliggende? Er det inden i mig eller er det midt iblandt os? Den Nye Aftale (den seneste halvofficielle oversættelse) har valgt at gentage den senest autoriserede Guds kongerige findes allerede midt imellem jer. Inden i eller midt imellem os. Vi kan ikke afgøre det ved at gå til Lukasevangeliets græske tekst, for begge oversættelser er mulige (begge autoriserede oversættelser henviser derfor også i en note til tekstens alternative oversættelse). Så vi kan kun afgøre det ved at vælge. Og det er så det, vi gør. Vi vælger, når vi læser og hører vor Herres ord. Og vi hører som regel det, vi helst vil høre.

2 Min konfirmationsbibel er autoriseret ved kgl. resolution af 15. juni Tre år efter krigens afslutning, fire år før jeg blev født. Mon ikke efterkrigstidens tyngede samvittigheder forklarer valget af inden i i stedet for imellem jer. Med det sociale sammenbrud, krigen havde afsløret som et skel mellem naboer, arbejdskammerater og i familier, var det vanskeligt at forbinde Guds rige med en virkelighed mand og mand imellem. Det var mere troligt, at Gudsriget skulle udfoldes indvortes. Gudsriget blev derfor anbragt i hver enkelt menneske. Havde vor Herre ikke også sagt om Guds rige, at det ikke kan iagttages, så man kan sige her eller dér, og så var det vel mest nærliggende at lokalisere det til det indre. Alt det, man havde set, lå så langt fra noget, der bare mindede om Guds rige. Og for nu at støtte denne måde at forstå, - og oversætte på, henviste det kgl. autoriserede Lukasevangelium i en note til Paulus, som i sit brev til romermenigheden ((14,17) skriver, at Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed og fred og glæde i Helligånden. Så var det på plads, Guds rige, inden i. I Helligånden! Retfærdighed, fred og glæde er almindeligvis noget, vi deler med hinanden, men ved at anbringe det i Helligånden får det, ja en åndelig karakter. Og ånd tænker vi som ulegemlig og derfor ikke som social størrelse. Legemer kan forbinde sig med hinanden, mens det med ånden er som med vinden, - den blæser hvorhen den vil. 2

3 Hvis jeg nu ellers kunne huske min opvækst, ville jeg sikkert yderlige kunne forklare, hvorfor Guds rige skulle findes inde i hver enkelt af os. Men fra min studietid husker jeg til gengæld ganske klart opgøret med forældregenerationens privatisering af religionen. Religionen var blevet en privat sag i det fremvoksende velfærdssamfund, og det mødte vores protester, ligesom alt andet gjorde det. Alt blev politisk i ordets brede forstand som noget, der vedkom polis, altså byen og samfundet. Således også religionen. De fleste mente godt nok, at den skulle ud, religionen, og at den nok også ville komme ud helt af sig selv. Ud af den enkelte, hvor den sad som rester af en repressiv og intolerant opdragelse og ud af samfundet, hvor den tjente til legitimering af et borgerligt samfund. Bibelens oversættere mente også, at den skulle ud, religionen, bare på den modsatte måde. Den skulle ud af den enkelte, hvor den ikke var til at få øje på, og ud i samfundet for at gøre en forskel. Mon ikke det er forklaringen på den kgl. autorisation af Gudsriget, som noget der fra 1992 ikke er inden i os men midt iblandt os. Vi var en generation, som mente, at det var en fejl, at der ikke allerede var guld på gaderne som i det ny Jerusalem. Så vi gik i gang som gudsrigets små entreprenører. Gud havde ikke andre hænder end vores, hed det. 3

4 Fra 1944 til 92 flytter Guds rige sig fra det indre til det ydre. Der er tradition for en ny oversættelse hvert halvtredsindstyvende år. Men allerede nu femogtyve år efter den senest autoriserede har vi brug for at få præciseret, at Guds rige ikke er operationelt i den forstand, at vi kan bruge det som politisk og militær rambuk. Vi har siden seneste autorisation gjort erfaringer med religiøst begrundet politik, aggression og krig. Muslimsk såvel som kristen. Den ene religion har i den henseende ikke noget at lade den anden høre. Ja, det skulle da lige være et evangelisk ord fra Lukasevangeliet om, at Guds rige ikke hidføres af nok så velmenende mennesker. Peters brev har fat i noget af det rigtige med sit billede af Guds rige som et indbrud. Herrens dag vil komme som en tyv. Og tyve inviterer man som regel ikke selv indenfor. Så himlene vil forgå med at brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er. Dette scenarie er selv en hardcore wissenschaftler ikke det mindste uenig med os i. Og vi tænker endnu visere og siger, at Guds rige både er Guds, som det er her nu mellem os, og som det bryder frem engang ved tidens (og rummets) ende. Guds rige er allerede og endnu ikke vores virkelighed. Indtil Gudsriget bryder frem for at være alt i alle skal vi i mellemtiden erfare Gudsrigets virkelighed 4

5 som et ord og som et nadverfællesskab. Det kommer hverken indefra eller udefra. Det kommer ovenfra. Om lidt tager vi Grundtvig til hjælp (endnu engang) for at forstå, hvad det er, der er på færde. Vel er Guds rige ikke synligt, men det er dog mærkbart, kendeligt og føleligt, synger vi. Når Ånden kalder på os hver især, altså Helligånden, som er Guds nærvær i evangeliets ord, så kan vort hjerte dog fornemme, at Guds rige kom os nær. Og fornemmelsen kan beskrives mere detaljeret som fred og lyst. For Grundtvig er der ikke nogen modsætning mellem inden i og midt imellem. Guds rige er inden i os som (Paulus ) retfærdighed, fred og glæde, vakt til live af Guds ord, for at det kan være imellem os som tro, håb og kærlighed. Åndens frugt Thi den gode jord hernede: tro og håb og kærlighed rense vil Gud selv og frede til en himmelsk frugtbarhed. Læg godt mærke til subjektet: Gud selv. Det er Gud, der skaber, hvad han nævner. Når vi spørger hinanden, hvad det dog er for en tid, vi lever i, så er svaret, at vi lever i mellemtiden. Tiden mellem dengang, vor Herre gik lyslevende omkring iblandt mennesker og tiden, hvor han skal komme igen for at være alt i alle. 5

6 I vor Herres fravær vil vi i mellemtiden erfare hans nærvær i ordet, der går os til hjerte, og i fællesskabet om hans måltid. I ord og sakramente. Når vi så spørger, om det virkelig er et bæredygtigt livsgrundlag, må vi svare, at det ved vi ikke før vores historie er fortalt til ende. I mellemtiden er det til gengæld frugtbart, fordi vi har en himmelsk havemand, der opelsker, hvad han har sået: tro og håb og kærlighed rense vil Gud selv og frede til en himmelsk frugtbarhed. Gudsriget kommer hverken indefra eller udefra men ovenfra. Fra den kant kan vi vente os lidt af hvert. Men om det kan komme med i en oversættelse, vil kun tiden vise. Indtil da, i mellemtiden, må vi tro på det, vi hver især hører. 6