FORORD. Idéen med denne bog er først og fremmest at få gjort vores tur til den caribiske ø, Cuba, til et evigt minde.

Transkript

1

2 FORORD Idéen med denne bog er først og fremmest at få gjort vores tur til den caribiske ø, Cuba, til et evigt minde. Det er også meningen at få skrevet ned, og få fortalt til os selv og til andre om turen. Bogen er bl.a. en inspiration for andre der skal på 8. klasses tur. På grund af at vi er blevet 1 år ældre, kan vi se på rejsen med andre øjne. Vi har opdaget alt det gode ved turen. Bogen er også en projektopgave som hører med til pensum. I efteråret 2004 optrådte vi på: Århus Friskole, Randers-Pædagogseminarium, Musikhuset, Koncervatoriet og Børnenes Friskole, med vores musik, danse- og filmshow og med fortælling om vores tur til Cuba. Bogen er så det endelige punktum for vores fantastiske og spændende 8. klasses tur. Vi håber i vil nyde denne bog. M.V.H. 9. kl

3 Indholdsfortegnelse 1) 8.klasses turen. Side 4-5 2) Facts om Cuba. Side 6 3) At være turist på Cuba. Side 7 4) Havana. Side 8 5) Livet i bussen. Side ) Pinar del Rio. Side ) Congofest. Side ) Netundertrøjer. Side 15 9) Santeria. Side ) Matanzas Side ) Livsglæde. Side 20 12) Toiletbesøg. Side 21 13) Cienfuegos. Side ) Cubas helgen. Side ) Cigarer. Side 26 16) Hotel Lido. Side 27 17) Tak. Side 28 3

4 8.klasse turen 8. klasse turene er gået til mange steder i verden. Vores klasse var på Cuba fordi vi syntes musikken på Cuba er meget spændende og vi ville gerne opleve Cubas specielle styreform. Historien bag Hele grundlaget for 8. klassesturen startede i 1973, hvor og 10. klasse var på en tur til Tunesien. Idéen med turen var at komme ud at opleve en anden kultur, levevej og lære andre mennesker at kende. I 1976 var 8. klasse af sted igen, denne gang var målet Grønland. Fra 1983 og helt frem til i dag har alle 8. klasser været ude at rejse. Turene er gået til det meste af verden, Afrika, Europa, Nord- og Sydamerika. Vi var så af sted i marts måned 2004, og vores rejse gik til den caribiske ø, Cuba. Hvorfor Cuba? Vi holdt afstemning. Måden vi gjorde det på, var ikke at vi stemte ét land ud, men derimod stemte vi tre lande ind, derefter to lande og til sidst ét. Grunden til at mange stemte på Cuba var den utraditionelle og spændende styreform, kommunisme, og den meget stor- slået musikkultur der er på Cuba. Kommunismen på Cuba styres af Fidel Castro. Kommunisme er lidt ligesom et diktatur, hvor det enkelte menneske ikke selv kan bestemme. Dog går kommunisme ind for ligestilling og ligeret. Fidel Castro er den eneste leder af det eneste parti, og kan derfor få det næsten som han vil. Musikken er enten akustisk, eller en slags beton-calypso med noget rap over. Den akustiske del er virkelig spændende, dels fordi det er noget af det sværeste musik i verden at spille, men også fordi måden at spille f.eks. rumba på varierer enormt meget fra sted til sted. Man skal derfor helst ikke spille Havanarumba for én, der kommer fra den anden ende af landet, f.eks. Matanzas. Måden vi fandt på hvor vi skulle hen, var at vi kom med forslag til rejsemål, som vi i små grupper studerede og fortalte hinanden om. Vi valgte de fire mest spændende lande, Brasilien, Jamaica, Vietnam og Cuba. 4

5 Hvordan tjente vi pengene? For at en hel 8. klasse + lærere, i alt 18 personer, kunne få råd til at rejse en måned til Cuba, skulle der tjenes en masse penge. Det var et fælles projekt for klassen, forældrene og ikke mindst lærerene. Vi brugte et år på at tjene penge nok, det gjorde vi ved at spille i børnehaver, fritidshjem, institutioner og skoler. Ud over alle de spillejobs vi havde, Da vi ankom kørte vi til Villa Bacuranau lidt udenfor Havana. Her var vi i 3 dage, for at vende os til varmen og tidsforskellen. Fra Villa Bacuranau kørte vi til Pinar del Rio, der var vi i 9 dage. Så gik turen til Matanzas, der var vi så i 8 dage. Derfra gik rejsen til Cienfuegos, hvor vi var i 5 dage. Til sidst gik rejsen til Havana, hvor vi denne gang boede i midten af Havana. Der var vi de sidste 3 dage af vores rejse. Hele vores rejse tog sammenlagt 28 dage. Astrid og Signe afholdte vi (8. klasse) to store fester. En høstival- og en fastelavnsfest. Vi tjente mange penge på de to fester ca kr. til sammen. Rejseruten Torsdag den 4. marts 2004 startede vores tur til Cuba. Vi mødtes på skolen klokken 8, pakkede bussen og sagde farvel til alle. Det var lidt sørgeligt at sige farvel til familie og venner, og meget underligt at vi skulle en hel måned til Cuba. Kl. 8:30 kørte vi fra skolen. Humøret i bussen blev hurtigt godt, for nu var rejsen rigtig begyndt. Vi kørte til Billund, hvorfra vi fløj til Amsterdam i Holland. I Amsterdam var flyet forsinket med tre timer. Fra Amsterdam fløj vi direkte til Havana, Cubas hovedstad. 5

6 Facts om Cuba Areal: km2 Befolkning: 11 mio. Sprog: Spansk Religion: Santeria, katolicisme og andre afrocubanske religioner. Regering: Fidel Castro fik sammen med Ché Guevara bragt kommunismen til Cuba. Lige siden har Fidel Castro styret Cuba med det kommunistiske parti. Tidsforskel: Når klokken er 12 i Havana er den 18 i Danmark. Cuba har også sommertid. Valuta: Pesos er den lokale valuta og svare til 0.25 danske kr. Elektricitet: 110 volt er det mest almindelige, så det er en god ide at medbringe en adapter. Flyvetur: Flyveturen til Cuba tager 11 timer. Flyveturen fra Cuba og hjem tager 9 timer pga. jetstrøm. Klima: Cuba har et subtropisk klima, med en årlig gennemsnitstemperatur på 25 C. I den tørre sæson (november-april) er luftfugtigheden gennemsnittelig 77%. I den våde sæson (maj-oktober) er luftfugtighed 82%. Den Cubanske befolkning er en blanding af europæere, afrikanere og kinesere. Der er kun få spor fra de indfødte. Det er kun 35% af befolkningen der er hvide, resten er kreolere eller sorte. Oprindeligt var Cubas befolkning Indianere. USA har et handels-embargo mod Cuba, derfor kan Cuba ikke handle med de vestlige lande. Cuba er stort set afskåret fra det meste af verden. 6

7 At være turist på Cuba De cubanske drenge og piger blev tiltrukket af os som magneter, det var både hårdt og sjovt og helt sikkert en oplevelse der gjorde stort indtryk. Noget af det første vi opdagede og som forundrede os meget, var at cubanerne var helt vilde efter at komme i kontakt med os. Især pigerne fra klassen var der stor kamp om. Det var næsten umuligt at gå uden for en dør, uden at en cubaner forsøgte at komme i kontakt med en. Måden de gjorde det på, var ikke altid lige charmerende. F.eks. kunne de finde på at råbe beautyful, I love you!, selvom man kun lige hurtigt var gået forbi dem. Andre var mægtig flinke og snakkesaglige. Selvom de kun havde et meget lille engelsk ordforråd, og vi kun havde et meget lille spansk ordforråd, var det nemt at forstå hinanden. Vi brugte meget tegnsprog som kommunikation. I starten var det nu temmelig hårdt med alt den opmærksomhed. Lige så snart cubanerne så at vi var hvide og turister, rendte de lige i hælene på os og ville sælge cigarer eller være kærester. Når man gik ned af Cubas smukke stræder, kom der lyde fra alle altaner, døre og vinduer. De sagde en lyd som mindede lidt om en cikade, tss tss, tss tss. I starten syntes vi, det var en smule irriterende med alle de mærkelige lyde, som vi ikke kunne se hvor kom fra. Det var ikke fordi vi ikke havde lyst til at snakke med dem, for cubanere er virkelig dejlige. De brune bedårende øjne og den smukke brune hud, det var lidt svært at sige nej til. Men at få nonstop opmærksomhed, var nu lidt for meget. De steder vi var for at besøge en bestemt gruppe mennesker, var rigtig godt og behageligt. Det var let at udvikle venskaber. Faktisk var det utroligt hårdt for os, hver gang vi skulle forlade stederne, hvor vi lige havde lært nogle fantastiske mennesker at kende. Vi nåede heldigvis at udveksle adresser. Der er stadig nogle af os der skriver sammen. Det er næsten 100 procent sikkert at nogle fra klassen vil rejse til Cuba igen, og det er helt bestemt på grund af alle de dejlige mennesker vi har mødt. Krista Dog vænnede vi os efterhånden til det, og ikke mindst lærte at se væk fra en cubaner som ivrigt forsøgte med pift og fløjt, for at komme i kontakt med en. 7

8 Havana Vi boede i Havana i starten og i slutningen af turen. Det første sted var Villa Bacuranau, og det sidste sted var på Hotel Lido i Havanas centrum. Havana er en meget flot og gammel by. Den er også meget tryg, så man kan faktisk gå alene rundt i byen uden at der kan ske en noget. Mange af Havanas huse er ikke blevet malet, repareret eller fikset på nogen måde i de sidste ca. halvtreds år. Men byen er alligevel flot på sin helt egen specielle og dejlige måde. Lige meget hvor vi gik var der nogen der henvendte sig til os og spurgte til hvor vi kom fra, hvad vi lavede på Cuba og om vi ville købe noget af alt deres juks. Overalt holdt der gamle amerikanerbiler fra før revolutionen, og russiske motorcykler med anhængere. De manglede allesammen nogele dele måske endda en dør eller enlygte. Det første sted vi boede var i Villa Bacuranau som lå rigtig fredeligt og hyggeligt 20 km. Øst for Havana. Her kunne vi være os selv de første par dage på Cuba. Da vi ankom var vi meget trætte og vi ventede i laaaang tid på nøglerne til vores hytter. Vi glædede os alle sammen til at se vores nye hjem og til at finde den forhåbentlig bedre seng end de hårde flysæder. Vi boede 2 og 2 eller 3 og 3 i nogle forunderlige store pæne hytter. Udenfor vores døre var der en swimmingpool og 500 m fra hytterne lå der en stor dejlig bountystrand. Der var godt at være! En vældig varm dag var vi til Lørdagsrumba, der var mange mennesker, så der var kun få af os der så den ellers fantastiske opvisning. Der var højt humør og deres kostumer var helt vildt flotte. En aften hjemme i Bacuranau var der poolparty, der kom et band og spillede. Der var letpåklædte kvinder der rystede både patter og røv. Cubanere har en anderledes fornemmelse for tid, derfor skete det flere gange at vi blev forsinkede og ikke nåede det vi skulle. Da vi skulle flytte videre til Pinar del Rio, kom bussen vi skulle køre med også for sent. Vi var allerede blevet vandt til det, så vi hoppede bare i poolen. Vi kunne rigtig godt lide Havana, der var mange forskellige og sjove mennesker i byen. Alle var glade og imødekomne, vi mødte mange flinke folk. Vi blev også stoppet af folk der ville vise deres hjem og familie frem for os. Skrevet af Johanne, Camilla og Sarah. 8

9 Livet i bussen Alberto og Roberto kørte os rundt på Cuba i en gammel rystende bus. Med sig i kufferten havde de deres glæde og venskab med sig som vi fik del af. Uden dem havde det ikke været sådan en fantastisk tur. Vi skulle have en måde at komme rundt på Cuba. ICAP, som er den organisation der havde arrangeret turen, havde en bus som vi lejede og som vi blev fragtet rundt på Cuba i. Med os i bussen havde vi en chauffør og en guide. Alberto Alberto, vores chauffør, var en rigtig sej chauffør. Han havde en kone, Rosa og en søn. I starten kunne Gladys fra ICAP ikke få Alberto til at tage turen, fordi han så skulle være væk fra sin familie i 24 dage, det var den tid han skulle køre og være sammen med os, og det var han absolut ikke vild med. Men vores organisation, ICAP havde ikke andre chauffører som de kunne få, så de fik ham overtalt Alberto var vild med baseball. De to gange vi var til baseball var det ham der arrangerede det. Han ville ikke gå glip af en vigtig baseballkamp. Han styrede vores bus godt. Han lavede i hvert fald ikke nogle skrammer. Efter turen sagde han at tiden sammen med os, havde været de bedste dage i hans liv. Det gjorde os alle varme indeni. Det var en sød ting at sige. Roberto Roberto var vores guide. Han var og tyk hyggelig. Han prøvede at lære dansk. Hver gang vi kom hen til bussen, pegede han på sit ur og sagde ti minyten, ti minyten og det betød at vi kørte om ti minutter. Når vi var ude at spille musik for nogle cubanere, klappede han altid med. Når vi så var færdige med at spille, kom han hen og klappede os på skulderen og roste os ved at smile til os eller give tommelfingeren. Han var stolt af os. Han ville vise at han var sammen med os. På den måde var han som en ekstra voksen for os. Roberto kunne se stor forskel på os fra da vi kom og til vi tog af sted igen. Da vi kom var vi hvide, blege og dovne mennesker der ikke turde eller gad at røre en finger. Men da hjemturen nærmede sig var vi de vildeste brune cubanere der stort set ikke lavede andet end at danse. heldigvis. 9

10 De festlige tider i bussen I vores cubanske bus, var der altid glade børn og voksne. Vi havde altid en guitar og en sangbog med, så der blev altid sunget en masse, danske og cubanske sange på tværs. Hver gang vi kom ind i den fantastisk bus, gav man Alberto hånden, som tegn på godt venskab. Alberto kørte os til den flotteste strand Maria La Gorda, der var som sædvanlig en god stemning i bussen. Der blev købt cubansk slik, frisk frugt og sodavand til de varme busture, efter en iskold cola og en pose slik var man klar til et fedt sambanummer i bussen. Det var som om der var forskellige verdener i bussen. Helt foran i bussen var der voksensnak og en kraftig lugt af cubanske cigaretter. En dejlig guitar lyd, hvor tonerne ikke var helt rigtige hver gang. De trætte sad nede i enden af bussen og snakkede og fortalte vitser. Der var en dag i Cienfuegos hvor vi havde været på stranden, alle vores trommer lå i bussen fra dagen før hvor vi havde spillet på en skole, så hele vejen hjem fra stranden blev der spillet samba og vi sunget. Der var ikke noget der kunne stoppe det, selv om bussen stoppede ved universitetet stod vi stadig i bussen og spillede. Alberto og Roberto var to varme mennesker. Vi var meget glade for at det var dem vi havde med. For at vise det, arrangerede vi en aften på restaurant Eleggúa, hvor vi gav dem gaver og nød den sidste tid med dem. De var ganske enkelt uundværlige. Midt i bussen var der forskellige danske/ cubanske sange der kørte på skift. Andreas & Sarah. 10

11 Pinar del Rio I Pinar del Rio boede vi på hotel Pinar del Rio. Det var et fint hotel, bortset fra den konstante betoncalypso der kørte døgnet rundt, og håndvaskene der hang 10 cm ud fra væggen. Det var et stort og ifølge cubansk standart, et rigtig godt hotel. Der var en swimmingpool, en lille scene og så var der varmt vand på værelserne; ren luksus. Udover at have en seng at sove i, skulle vi også have mad. Det fik vi i en lille restaruant, som hørte til hotellet. Vi spiste der morgen, middag og aften, hvis ellers programmet tillod det. Olga hed damen der arbejdede der og hun styrede stedet med en sød hård hånd. I starten syntes hun at det var højst mærkværdigt og meget forkert, når vi kom ned om morgnen i bare tæer og med morgenhår. Hun var en rigtig sød og skæg dame, som vi endte med at være rigtig kede af at tage afsked med! I Pinar del Rio er gaderne fulde af mennesker, menneskene er meget flinke, de spurgte allesammen om hvor vi kom fra. I Pinar er det meget nemt at finde rundt. Der er en lang hovedgade og en masse sidegader. Gamle lave huse, med slidt maling i mange forskellige farver. Der var dog èt hus der skilte sig ud. Det var helt gult med nogle knaldrøde karme og stolper, det var en dollarbutik. Rundt omkring står der folk og sælger pizzaer, man kan få en pizza for 5 pesos, 1 pesos er 25 øre. Der er folk der sælger is fra små boder, og over alt kører der cykeltaxaer. Vi var tit inde i byen for at købe is, pizza eller bare for at kigge. En aften var der nogle der tog til baseball. Resten af klassen tog i byen på iscafe. Der var som altid folk der henvendte sig til os. Vi spurgte tre cubanere om hvor vi kunne købe is, de ville gerne med os hen på iscafeen. Da vi kom til iscafeen var der en lang kø ude foran og der var ligså mange mennesker inde i cafeen. Efter minutters ventetid (vi var jo på Cuba) kom vi ind og fik et menukort hvorfra vi kunne vælge mellem to ting: Vanilieis og tuttifrutti. Vi spurgte cubanerne hvad tuttifrutti var, og de sagde, så vidt vi forstod, at det var frugtis. Det syntes vi lød lækkert, så de friske tog chancen og bestilte em omgang tutti-frutti. Desværre var det ikke så lækkert som vi havde regnet med. Det var slet ike frugtis, men derimod en milkshake med sød tyggegummismag. Men vi havde det hyggeligt. Da Eva ville betale, sagde den ene cubaner at det skulle hun ikke, for han kendte den berømte cigarbonde Don Robaina. Derfor ville han betale. Men det ville Eva ikke høre tale om, så det blev en rimelig lang diskussion. Det endte dog med at han betalte. Selvom cubanere ikke har særlig mange penge så er de meget gæstfrie. Da vi var færdige med at spise tog vi hjem til hotellet, det var vores lille tur på iscafe. Meget af tiden i Pinar, brugte vi på EVAskolen (EVA står for Escuela Vocacional de Arte). Det var en skole for børn med et specielt talent, for at danse ballet, moderne dans eller at spille klassisk musik. 11

12 Vi fik en rundvisning på skolen, og de tre næste dage var vi på workshops. Der var 3 workshopshold; ballet, moderne dans og musik. Det var meninge at man skulle prøve alle holdene, men det endte med at de flest blev på det hold de startede på, fordi man var blevet venner med de børn man var sammen med. Vi var også på en masse udflugter sammen med børnene fra EVA. Men for hver ny udflugt var det også nye børn, så vi følte lidt at vi var en kage, som alle skulle have et stykke af. F.eks. var vi henne ved en mand der hedder Pelegrin, han havde lavet et kulturhus, hvor børn kunne lære en masse ting, f.eks. At male og lave mad. Vi var også på stranden Maria lagorda. Mange var ude at snorkle og så masser af flotte fisk. Vi så faktisk alle seværdigheder i Pinar del Rio`s omegn. Den sidste dag på EVA hodt skolen en afskedscermoni for os. Det foregik på den måde, at de havde samlet deres bedste musikere, og dansere som optrådte for os. Bagefter optrådte vi for dem. Sådan gik det på skift. Til slut holdt vi taler for dem, og de holdt taler for os. Vi gav dem gaver og de gav os gaver. Vi udvekslede også adresser og fik sagt pænt farvel til alle. Det havde været nogle rigtig gode dage i Pinar del Rio. Skrevet af Johanne og Anna 12

13 Congofest Lugten af cubanske cigarer og smagen af god rom bragte sjælen i en trancelignende tilstand. Dansen inviterede os indenfor til en Congofest der fortsatte til langt ud på aftenen. Til søndagsrumba i Pinar del Rio var Jeppe (vores lærer) faldet i snak med en cubansk pige, Inés, som inviterede os til Congofest. Congo Bantu er en religion der stammer fra Afrika. Slaverne tog religionen med til Cuba. Inés tilhørte selv Congo Bantu religionen, og hun ville gerne have os med til Congofest. Vi var kun nogle få der tog med, da mange var halvsyge, sløve eller trætte af varmen. Erik, Jeppe, Anna og Andreas tog af sted. Inés sagde at der kunne være meget langt at gå, så vi blev nødt til at tage en taxa, hun vidste ikke om vi kunne holde til at gå derhen. De taxaer der er på Cuba er gamle amerikanerbiler, Cadillac fra før revolutionen. Den taxa hun førte os hen til var en gammel, flot Cadillac. Bilen havde en slidt blå farve, dens sæder var af det dejligste slidte læder. Bilen standsede efter 3 min. kørsel, hun havde sagt at der var 3 km. kørsel, men der var ikke andet end 500 m. Cubanerne hader at gå, hvis de kan komme til det vil de hellere køre. Vi kom over i et helt andet kvarter af Pinar del Rio, som vi aldrig havde været i før. Der var små forfaldne træhuse og de huse der var af beton og sten var endnu mere forfaldne end dem vi havde set før. Vi gik op ad en støvet grusvej og kunne høre trommerne næsten med det samme, og vidste at det var der vi skulle hen. Vi kom op til et lille skur der var på størrelse med et svensk lokum. Foran skuret var der ca. 15 mænd, to af dem sad og s pillede på congas og en stod og slog på en spade, som en slags koklokke. Selv om der i forvejen var tre mænd i skuret, lykkedes det dem alligevel også at få os proppet derind. Da vi kom ind, var det første vi så, grønne grene der hang ned fra loftet. For enden var der et alter, det var en lille forhøjning hvor der stod to krukker. På kanten af forhøjningen lå der hønsefødder, grisefødder og hjortefødder. Fødder som var ofringer. Ofringerne var til forfædrene som besidder megen magt og som er stærke derfor er de gode at være venner med. 13

14 Der var dunkelt, der brændte kun nogle få stearinlys rundt omkring i skuret. Erik stod og snakkede spansk, vi; Anna og Andreas prøvede at følge med, med den smule spansk vi kunne. For at vise forfædrene respekt, skulle vi ryste en marracas. Ikke bare stille og roligt. Vi skulle ryste den kraftig ud over alteret, så forfædrene kunne høre det. Vi var lidt bange for at den gamle faldefærdige marracas skulle gå i stykker. Lige pludseligt sagde lærerne at nu skulle vi ryge cigarer og drikke rom! Ja vi havde faktisk ikke noget valg. Så det endte med at vi stod og babbede på hver vores cigar, og prøvede at virke som om vi sagtens kunne finde ud af det. Det var en ære for vores værter at kunne byde os på disse ting. Da vi skulle drikke rom, foregik det ved at en halv kokosnød gik rundt. Hver gang man fik den skulle man modtage den og drikke med krydsede arme. Vi var lidt beklemte i starten med cigaren, for vi havde aldrig prøvet at ryge sådan en før. Men vores lærer Erik, prikkede til os med albuen som et tegn på at han syntes at vi skulle ryge dem, så fornærmede vi ikke Alle gav lidt penge til guderne, de penge blev brugt til mad, på den måde var alle med til at give et lille bidrag til festen. Selve Congofesten er at man danser, trommer og synger. Man gør det i lang tid, til sidst kan man godt komme i en trancelignende tilstand. Vi dansede længe, det blev mørkt og en lille lampe blev fikset, sangen forsvandt ud i mørket: Aye a la kimbambula, aye a la kimbambula... Lige fra starten var vi velkomne. Ikke på den overdrevne måde, vi var bare med, det var ikke noget problem. Det synes vi godt at danskere kunne lære noget af. Vi kunne få mange gode oplevelser ved at være lidt mere åbne overfor fremmede og hinanden. Da vi var godt trætte, sagde vi pænt farvel. På vejen hjem fór vi lidt vild, men pyt, vi var jo på Cuba. Andreas og Anna forfædrene. Anna blev en smule skæv af cigaren og Andreas blev en smule fuld af rommen, så det hele gled meget let. Vi blev også budt på mad, ris og gris. 14

15 Netundertrøjer Det hele startede i Pinar del Rio, hvor klassen var til Søndagsrumba. Vi var næsten færdige og skulle til at gå tilbage til hotellet, da vi fik øje på en svedig cubaner i netundertrøje, der stod og dansede for fulde hammer. Vi spurgte om netundertrøjen var til salg, på det bedste spanske vi havde lært, vi fik den for 1 dollar, der svarede til ca. 6,5 kr. på det tidspunkt. Straks var der en helt masse andre cubanere der kom hen og spurgte, om vi ikke også ville købe deres sko, skjorter, bukser og sokker. Da vi kom derfra var vi de nye ejere af 5 svedlugtende cubanske netundertrøjer, alle købt for henholdsvis 1 og 2 dollars. Hele interessen for køb af netundertrøjer stammer fra den klasse der tidligere har været på Cuba. De havde købt netundertrøjer med hjem, men de havde bare købt dem i butikker. Det forholder sig nemlig sådan, at på Cuba får leverandøren en engangsforsendelse af tøj. F.eks par af de samme bukser, når de så er solgt er der ikke flere af dem i butikkerne på Cuba. Derfor var vi så nødt til at købe netundertrøjer, af folk på gaden. Vi havde en lille sjov oplevelse i Pinar del Rio, hvor vi som bekendt var rundt at lede efter netundertrøjer, da vi blev stoppet af en cykeltaxa. Manden deri havde set os gå rundt og købe netundertrøjer af folk på gaden. Han kunne lidt engelsk som var til stor nytte, for vi var nok ikke de dybeste tallerkner i skuffen til spansk. Vi fandt ud af, at han ville køre os lidt rundt, gratis, og handle med folk for os. Vi fik 7 netundertrøjer ud af turen. Bagefter kørte han os tilbage til hotellet, hvor vi så alligevel stak ham nogle penge, fordi han havde været så flink. Efter den oplevelse vidste alle hvad vi ville, og kom derfor helt af sig selv hen til os, for at sælge deres netundertrøjer. Hver gang vi mødte ham med cykeltaxaen, fik vi os en lille hyggelig snak. Da vi kom tilbage til Danmark, havde vi tilsammen ca. 30 netundertrøjer som vi havde købt af folk på gaden. Mads 15

16 Santeria Santeria er sammen med katolicismen en meget udbredt religion på Cuba. Næsten alle cubanere dyrker Santeria som også er en livsstil. Selveste Fidel Castro, p r æ s i d e n t e n p å C u b a, d yr k e r Santeriareligionen. Santeria er en blanding af to religioner. Den spanske katolicisme og Yoruba fra Vest-Afrika. Slaverne måtte ikke dyrke Yoruba, og gav derfor Yorubaguderne katolske dæknavne. Dermed opstod religionen, Regla de Ocha, eller som det populært kaldes, Santeria. Der er mange forskellige guder inden for Santeria, som hver repræsenterer livets forehold. Hver gud har sin egen rytme, sang, dans og farve. Santeria praktiseres ved ceremonier. Blandt de mest betydningsfulde guder der tilbedes kan nævnes: Eleggua, er guden der åbner og lukker dørene, rent symbolsk. Til ceremonierne danses alle gudedansene i en bestemt rækkefølge, og det er altid Eleggua der starter og slutter. Foruden Fx driller han ved hjælp af sin stav som han altid danser med, hugge hatte, og ved at spytte rom udover publikum. Elegguas farver er rød og sort. Oggun, er en af de 3 krigsguder, men også smedens gud. Hans dans har krigskarakter idet han svinger sin machete, samtidig med han skærer hoveder. Han danser med bar overkrop, shorts og bambusskørt. De to andre krigsguder er Chango og Ochosi. Ogguns farver er grøn og sort. Yemaya, er moderen og havets gudinde. Når hun danser imiterer hun havets bevægelser. Bølgerne der blidt slår ind over stranden eller de voldsomme hvirvler eller bølger fra det frygtindgydende hav. Hun er moder til alle de andre guder, og hendes farver er hvid og blå i alle nuancer. Ochun, er kærlighedens og skønhedens gudinde. Hun er ligesom Freja i den nordiske mytologi. Ochun har mange danse lige fra arbejdsdanse til danse hvor hun frækt svinger sin vifte. I sin dans imiterer hun flodernes rislen, som hun bader sig i, hvorpå hun pynter sig og går til fest. Hendes farver er guld, gul og hvid. dette er han også legeguden, og danses ofte som et kærligt, men drillesygt barn. 16

17 T r o m m e r n e d e r s p i l l e s p å t i l Santeriacermonier hedder Bata. Der er altid 3 b a t a t r o m m e r i e n c u b a n s k trommegruppe. Batatrommerne har forskellige størrelser, og forskellige navne. Når man bliver indvidet er der nogle krav man skal opfylde, så som at gå i hvidt tøj i et år, gå med samtlige smykker af gudens farver, og så selvfølgelig at tro på Santeria. Den største hedder Iyá, den mellemste hedder Itótele, og den mindste hedder Okónkolo. Hver rytme fungerer som en bøn til den gud der spillers til. Camilla & Frederik Man kan vælge at blive indviet, det vil sige at blive officiel tilbeder af den gud man nu får tildelt at en Babalawo eller en Orulapræst Orula er guden for visdom og viden. 17

18 Matanzas 8 musikdage med rumbagruppen Los Reyes del Tambor Vi nærmede os byen Matanzas. Hele klassen havde sommerfugle i maven af bare spænding. Vi skulle bo i et stort gæstehus ned til vandet. Pigerne og drengene skulle bo hver for sig på to værelser. I huset var der en masse søde mennesker til at hygge om os og ordne alt. Vi faldt hurtigt til. Det var rart at bo samlet, da vi tidligere på turen havde boet opdelt på hotelværelser. Næste dag var vi om formiddagen ude at se Afro Cuba øve. De er en af de mest kendte Folkloricogrupper på Cuba, så vi var ret stolte over at vi fik fyret en gang Palo af for dem. Det var de ret imponerede over. En af grundene til at vi glædede os til at komme til Matanzas var, at vi skulle tilbringe en masse tid sammen med rumbagruppen Los Reyes del Tambor, som betyder Trommernes Konger. De skulle lære os at danse, synge og spille Santeria. Gruppen består af 15 personer fra år. De er 4 kvinder og 11 mænd. Lederen hedder Michael og han er i familie med næsten alle fra gruppen. Allerede den første aften skulle vi møde dem. De skulle spille en koncert for os, og vi skulle spille samba for dem. Det blev en hyggelig og festlig aften. I starten syntes vi de virkede lidt generte, men det forandrede sig hurtigt. De var nemlig nogle fantastisk dejlige åbne mennesker. Der gik et par dage sammen med Los Reyes, hvor vi øvede og blev rigtig gode til at spille Eleggua. Vi havde besluttet at vi valgte os på enten sang, dans eller trommer, for at blive rigtig god til det. Efter en af øvningerne tog vi til stranden sammen med dem, hvor vi badede, legede, snakkede og hyggede. Efter at have øvet et par dage med Los Reyes del Tambor, skulle vi med ud på et af deres jobs. Vi kørte ud til en lille provinsby i vores bus. Efter at vi havde slæbt alle instrumenterne indenfor og Los Reyes var klar til at spille, gik strømmen i byen. Vi ventede ca. en halv time på at lyset kom tilbage. Imens vi ventede gik vi i gang med at lege sammen med Los Reyes del Tambor. Vi lærte dem bl.a. at lege Bro bro Brille, det syntes de var rigtig sjovt. Det var en meget speciel oplevelse for os, at se voksne mennesker fjolle rundt og have det sjovt på den måde. Folkene fra byen begyndte så småt at komme og Los Reyes begyndte at spille deres cubanske santeria musik. 18

19 Vi havde set det før, men alligevel var vi vildt begejstrede og imponerede. Men for folkene i byen var det ingen nyhed, de så bare stille og roligt til. Da vi bagefter spillede vores samba, blev de vildt overraskede. De dansede og klappede. De havde aldrig hørt om at hvide mennesker også kan spille fed musik. Alle var glade, både dem og selvfølgelig os selv. Da vi spillede vores sidste nummer, gik strømmen igen. Men vi havde det så fedt at vi spillede videre i mørke, og det hele endte som en fest, også på hjemvejen i bussen. Dagen efter skulle vi holde en stor fest sammen med Los Reyes. Om morgenen blev vi delt ud i forskellige hold. Nogen skulle gå i byen for at købe ind til maden og andre dækkede bord og lavede mad. Alle hjalp hinanden, både Los Reyes og klassen. Allerede om eftermiddagen begyndte Los Reyes at feste, så der var fest dagen lang. Vi lavede også noget dansk mad til dem. Nogle af dem gemte det endda i taskerne og tog det med sig hjem. Alle der havde lyst, fik en cubansk øl og noget gaderom. Vi dansede i en rundkreds mens vi sang en masse sange. Folk skiftedes til at tage en stor slurk rom i munden og derefter spytte det ud over hinanden som en støvregn. Festen blev en kæmpe succes. Dagen efter var det farvel til Los Reyes. Det var meget hårdt at tage afsked. Vi havde haft en fantastisk tid sammen og havde knyttet tætte bånd til hinanden. Til afsked havde vi købt to kager, som der blev festet med. Vi holdt taler for dem og de holdt taler for os. Vi gav dem en masse gaver, bl.a. et stort billede af klassen, en cd med musik fra skolen og et dansk flag. Alle fra klassen var enige om, at tiden i Matanzas sammen med Los Reyes, var den bedste tid på Cuba. 19

20 Livsglæde Vi lærte hurtigt at finde rundt i Matanzas. Vi fandt også markedet i byen som vi fik meget glæde af. En dejlig varm formiddag var vi; Sarah, Alex og Nanna gået på markedet for at købe appelsiner. På vejen hjem var Alex sikker på at han kendte en smutvej. Det endte selvfølgelig med at vi for vild. Men heldigvis gav det os en oplevelse vi aldrig vil glemme. Vi gik lige så stille i den bagende sol, gennem nogle små gader. Husene blev mere og mere faldefærdige jo længere vi gik, og det tog os lidt tid at finde ud af, at vi var på vej ind i et slumkvarter. Den slags slum vi ellers ikke før havde set på Cuba. Da vi var gået et stykke tid standsede vi op og kiggede os omkring. Husene var ikke længere huse, men gamle og halvødelagte træ- og metal skure. Vi kiggede på hinanden og gik videre. Gaderne flød bogstaveligt talt med skrald, gamle madrester, lort og pis. Rundt omkring lå der skeletter og knogler fra døde hunde og katte. Det ramte os virkelig hårdt. Selvom vi ved at mange mennesker på jorden lever sådan, var det en helt anden oplevelse at stå midt i det. Man kunne tydeligt se hvor fattigt og usselt menneskene i kvarteret levede. Men det var ikke kun det der forundrede mig. For selvom det var et uhyggeligt syn, var det også en stor oplevelse. Især da vi kom gående forbi en lille familie der sad udenfor deres hus. De sad og spillede musik på nogle kasser, og med nogle gamle sodavandsdåser. De dansede, legede, sang og havde det fantastisk sjovt. Det var her det gik op for mig. Hvor heldige vi er, hvor meget vi har, og hvor lidt vi er klar over det. Men også hvor forskellige vores verdener er. Vi lever i et land hvor (næsten) alting er matrealistisk, alle de ting vi tager for givet, er der mennesker der hver dag kæmper og arbejder hårdt for. Vores tur gennem de små gader i Matanzas viste os en helt anden måde at leve på. En måde der beviste for os, at man ikke nødvendigvis bliver lykkeligere af Ting. Det var den lille familie et virkeligt godt eksempel på. Men også bare cubanere i det hele taget. De har ikke ret meget, men de har en fantastisk livsglæde, der rørte mig dybt. Deres kærlighed til musikken og andre mennesker, skal man lede længe efter. Nanna 20

21 Toiletbesøg Vores rejse til Cuba, var også en rejse til Cubas lokummer. Nogle dage kunne gå med at sidde på brættet dagen lang, eller befinde sig i en radius på max. otte meter derfra. Derfor fik man god tid til at iagttage hvordan disse lokummer fungerede eller ikke fungerede. Det vil sige, når man er på Cuba kan man næsten ikke undgå at få nogle dage til at gå med: Mylderbæ, ræserrøv, tyndskid, splatter-pølle, diarré osv. En kort beskrivelse af et cubansk standartlokum ville nogenlunde være: Et europæisk wc uden bræt, stoppet med lort, ofte uden lys, ingen wc-papir til at tørre sig med, ildelugtende stank og med små dyr som; frøer, kakerlakker og fluer. Fakta Som du nok har regnet ud, fungerer Cubas kloaksystem ikke optimalt, plus at der ikke er nok vand. Derfor lærte vi hurtigt, at man ikke måtte putte wc-papir i lokummerne. På trods af lokummerne afholder det os ikke fra at tage til Cuba igen. Anna og Krista 21

22 Cienfuegos Dagene i Cienfuegos skulle være vores "slap af dage", men det blev det skam ikke. Vi var både oppe at bade i Escambraybjergene, og på Malecon hvor vi spillede samba for rigtig mange mennesker, og vi lærte at danse salsa af en salsalærer der ikke havde forståelse for rytmik! Indbyggertallet i Cienfuegos er på ca mennesker. Området er meget frodigt og bjergrigt. Vi boede på Universitetet sammen med nogle andre studerende fra bl.a. Danmark, Norge og Sverige. De dage vi boede på i Cienfuegos skulle være klassens "slap af dage", men det blev det skam ikke. Vi skulle se Ches grav, til stranden, lære salsa og bade i bjergenes tropiske vandfald. På alle vores udflugter fulgte der en meget irriterende og rigtig påtrængende svensk/dansker der hed Lone. Turen op til Escambraybjergene var en meget spændende tur. Vi kørte i en lille lastvogn, fordi der var for stejlt til at vores egen bus kunne køre der. Turen var guidet og meget lærerig. Vi kom op at køre i ca m højde, hvor der så midt i det hele lå en lille bjerglandsby. Der boede under 100 mennesker, fik vi at vide af vores guide. Men den lille by havde alligevel en skole hvor der kun gik 5 elever, men de havde både fjernsyn, computeradgang og andre moderne faciliteter. De fik strøm fra solceller der sad på taget af skolen. Vi endte langt oppe i regnskoven, hvor vi fik en guidet tur rundt i et fantastisk naturområde. 22

23 Undervejs var der mange der hoppede og badede i vandfaldene. De højste var ca. 6-7 meter, der var dog nogen i klassen der troede at de var meter uden at overdrive! Da vi var færdige med at bade blev vi vist over til nogle borde hvor vi kune sidde og få os en bid brød. Da vi havde spist skulle vi hen at bade i nogle andre vandfald. I nogle af de vandfald kunne man dykke ned under en af klippesiderne og så dukke op inde i nogle klippehuler. Det var en rigtig spændende tur som gav os noget at snakke og diskutere om. Bl.a. hvor høje de vandfald var. Der var nogle stykker fra klassen der var nede på Malecon i Cienfuegos for at spille samba på gaden. Malecon er en strandpromenade. Den var speciel fordi der var rigtig mange unge nyforelskede par på gaden denne lørdag aften. Det mærkede vi skam også, for da vi begyndte at spille var vi i løbet af nogle få minutter "omringet" af mange danseglade cubanere. Det var en vild fed, men også surrealistisk oplevelse. Under opholdet på universitet var det meningen at vi skulle have været sammen med nogle studerende fra Sverige, Danmark og Norge, men da de så hvor unge vi var, gad de ikke at have os med. Da de så hørte hvor gode vi var til at spille samba, ville de straks have os til at spille samba for dem, men det gad vi skam ikke. Vi havde også en lidt underlig oplevelse. Vi var blevet kaldt sammen for at få en salsalektion, men der var bare det problem - vores salsalærer havde ikke forståelse for rytmik. Det var lidt problematisk, når der hele tiden kørte et salsanummer i baggrunden og man ikke skulle følge musikken. Mads 23

24 Cubas helgen Che befriede i 1950 erne Cuba fra det ekstremt kapitalistiske Batistastyre, og blev på denne måde en frihedshelt for mange unge venstreorienterede. I 1956 ankom Che Guevara, Fidel Castro og 80 oprørere til Cubas kyst i provinsen Granma. De blev modtaget af Batistas soldater og kun 20 oprørere overlevede slaget. De næste to år brugte Che og Fidel på at opbygge en guerillahær, bestående af knap 800 mænd, som havde en lille kerne på mænd af officerer, kontaktpersoner og spioner, hvis hovedopgave (med undtagelse af officererne selvfølgelig) var at skabe splid og rekruttere spioner blandt folket. I 1959 blev Batistastyret overvundet og kommunisme indført, med Fidel Castro som præsident. Che Guevara forsøgte med flere midler at gøre landet mindre afhængig af sukker- produktion, han indførte også statslig kontrol af udenrigshandlen hvor enhver ellers kunne gøre hvad man ville, så længe der blev gemt lidt overskud til mafiaen. Fidel Castro havde opnået sit mål, Cuba var befriet fra kapitalismen. Men Che Guevara besluttede at bringe revolutionen ud til resten af verden. Che blev født i Argentina og studerede medicin på et universidad (universitet) i Buenos Aires, Argentinas hovedstad. Men hans eventyrlyst førte ham ud på en rejse gennem Latinamerika. Che rejste i begyndelsen af 50erne Latinamerika rundt, og fik øjnene op for den fattigdom og undertrykkelse et samfund som kun handler om penge kan skabe. Han rejste til fods og på motorcykel indtil han i 1955 mødte Fidel Castro som netop havde afsonet to år i fængsel for at angribe en Cubansk militærbase. Che har selv udtalt at det ikke tog Castro mere end et par timer at overbevise ham om at Cuba havde brug for en kommunistisk revolution. 24

25 Han kæmpede i både Congo og Bolivia, indtil han døde ved et bagholdsangreb i Bolivia. Hans lig blev begravet tæt på en lille bjergby kaldt Vallegrande, indtil han i 1997 blev sendt tilbage til Cuba af kommunistsympatisører. Hans kiste blev stillet til syn på Plaza del Revolucion (Revolutionens plads), så alle de forbimarcherende cubanere kunne beundre den som et af symbolerne på Cuba og kommunisme. Che Guevara blev begravet sammen med de mest trofaste af hans mænd i byen Santa Clara hvor han har udkæmpet slaget af samme navn. Che Guevara er blevet udnævnt til en slags helgen på Cuba så når man går rundt i de cubanske gader kan man stadig se store farvestrålende portrætter af ham. Steffen 25

26 Cigarer Jeg var meget interesseret i cigarer da vi var på Cuba! Cigarer er den 3. største produktion på Cuba. I Pinar regionen produceres 90 % af alt cubansk tobak, de sidste 10 % produceres i Havana regionen. Dyrkning af cigarer: Først dyrker man planten, til bladene er store nok, derefter plukker man bladene. De nederste og største blade bruges til at holde sammen på cigaren (dækblade), de mindste blade og topskuddene bliver brugt til tobak. Når bladene er plukket hænges de i tørlade, her omdannes klorofylet i bladene til nikotin. Bladene bliver brune og skal sorteres. De bliver sorteret efter farve og struktur, det er sådan man kan se hvilke blade der skal bruges til de forskellige cigarer. Til sidst skal de fugtes og så er de klar til at blive rullet. Sjov cigarhistorie: Andreas, Steffen og Rasmus spurgte en cubaner om hvor de kunne købe cigarer, straks sagde han at vi kan købe nogen af ham. Fedt nok tænkte vi og gik med ham. Da vi havde gået i omkring 20 min. kom vi til en port. Vi standsede og cubaneren råbte noget på spansk op mod et vindue og porten åbnede. Der var ikke andet end en lang gang med en vindeltrappe for enden. Cubaneren gik ind, vi fulgte efter, lidt forsigtigt. Vi kom op i en lille hyggelig lejlighed, hvor der sad en gammel Mutter i en lænestol, cubaneren sagde noget på spansk og hun tog tre fire kasser cigarer frem. Vi så på dem, lugtede til dem og mærkede på dem. For at cubanerne skulle se at vi danskere har forstand på cigarer. Rasmus, Steffen og Andreas besluttede sig for at købe nogle Cohiba som vi splejsede om. Cubanerne var meget glade for at havde fået solgt nogle cigarer, så de klappede os på skuldrene og fulgte os til porten. Vi var meget ude at købe cigarer, det var ikke kun for at ryge dem, men også for at komme ind i de forskellige cubanske hjem. Se hvordan de boede, med masser af små porcelænsting og gamle møbler. Der kunne være så meget inde i en lille cubansk lejlighed. På Cuba køber man ikke cigarer i butikkerne, det er alt for dyrt, man køber dem i de cubanske hjem. Cigarmærker: Der er mange forskellige cigarmærker, her er de to bedste mærker: Cohiba er Cubas bedste cigar, den bliver lavet i Havana, den kan fås stærk og mild. Den koster 250 kr. i Danmark og 7-10 kr. på Cuba. Boliviar er en meget mild, men stadig rigtig god cigar, den er lavere i pinar regionen. Den koster i Danmark og 5-7 kr. på Cuba. Rasmus 26

27 Hotel Lido Vi boede på hotel Lido som er et godt hotel i centrum af Havana. Med en fantastisk udsigt ud over hele byen. De sidste dage brugte vi i Havana hvor vi boede på hotel Lido. Vi blev delt op på værelserne 2 og 2 og 3 og 3, jeg delte værelse med Frederik. Frederik og mig fik et forholdsvist stort værelse med bad og tv. Vores værelse var (efter min mening) et af bedste fordi vi havde udsigt ud over Havana. Hotel lido har en tagetage der tjener som spisested, vi spiste kun morgenmad på tagetagen, om dagen og aftenen gik vi ud og købte gadepizzaer som kostede cirka 2,5 krone pr. stk. Man blev, efter at have spist en 10 pizzaer lidt trætte af dem, men jeg savner dem alligevel nu, hvor jeg er hjemme i grå og kedelige Danmark. Morgenmaden på Lido var skam af fin nok kvalitet, men nogen gange kunne ingredienserne godt virke en anelse mærkelige, Frederik fik f.eks. en Omelet med plastik i. Hotel Lido er udstyret med en lidt temperamentsfuld elevator der ikke rigtig gad at virke når folk brugte computeren ved indgangen til at gå på internettet! Heldigvis oplevede ingen (så vidt jeg ved) at komme til at sidde fast i den. Lido er placeret i det absolutte centrum af Havana så det er let at gå rundt i byen for at se seværdigheder som gamle Havana eller Capitolio. Vi så også Ernest Hemingways stambar. I Havana er der rig mulighed for at købe cigarer, og når du bor på hotel Lido har du aldrig mere end en kilometer tilbage til hotellet. Vi brugte meget af tiden i Havana på at købe souvenirs og andre sager vi ville have med fra Cuba, men jeg fandt da alligevel tid til at se en film eller to, tilsyneladende stjålet fra amerikansk tv. Steffen 27

28 Tak På vores rejse til Cuba, har vi fået indsigt i en anden kultur og levevej. Udover det har vi fået en masse gode oplevleser som vi aldrig glemmer. Mange af de spørgsmål vi havde stillet os selv inden rejsen, fik vi svar på. Vi lærte at forholde os til situationen og oplevede en helt anden måde at leve på. Ikke så meget stress og ingen sure folk. Så har vi haft den store glæde at have besøg af Michael og Mayla fra Los Reyes del Tambor, som er den rumbagruppe vi var sammen med i Matanzas. Særlig tak til: ICAP og Gladys, for en fantastisk arrangeret tur rundt på Cuba. Villa Bacuranau, for nogle herlige afslappende dage. EVA-skolen, for en del dejlige dage i Pinar del Rio, og nogle gode workshops. Olgitta, for noget dejlig mad og et super humør. Casa de la Visita, for et dejligt sted at bo og nogle fantastiske mennesker til at holde øje med os. Los Reyes del Tambor, for en helt vild fed undervisning og nogle fede venskaber. Noget vi virkelig sætter pris på. Guiden i Cienfuegos, for en god rundvisning i Escambraybjergene. Hotel Lido, for nogle uforglemmelige sidste dage på Cuba. Havanas befolkning, for at tage så godt i mod os og være nogle dejlige åbne mennesker. Alberto og Roberto+familie, for en fantastisk tur og rundvisning. Uden jer var det aldrig gået. Maersk Air, for en fin tur til Amsterdam. Martin Air, for at flyve os sikkert over Atlanten. Asger og Ivalo, for at tage godt i mod os, da vi landede i Billund. Alle lærere og elever, for at have taget så godt i mod os, da vi kom tilbage til skolen. Forældre, for alt hjælp og støtte til at vi fik en fantastisk tur. Anne Cordero, for at lære os spansk. Leif Falk, for at lære os om santeria. Maria, for at lære os palo. Alex og Alexander, for at I var med til at gøre turen fed. Thomas, for at hjælpe med at gøre denne bog færdig. Sidst men ikke mindst èn særlig stor tak til Eva, Erik og Jeppe. Uden jer var det aldrig lykkedes at få sådan en fantastisk og uforglemmelig rejse til Cuba. En stor tak fra hele 9.klasse 04/05, Frederik, Camilla, Mads, Signe, Astrid, Rasmus, Anna, Steffen, Sarah, Krista, Johanne, Nanna og Andreas. 28