INTRODUKTION... 1 DEL 1 TEORETISERING OVER SUBJEKTER I RELATIONER...10 DEL 2 MARGINALISERING SUBJEKTIVITET TIL FORHANDLING?...31 DEL 3 KONKLUSION...

Transkript

1 INDHOLDSFORTEGNELSE INTRODUKTION... 1 INDLEDNING... 1 PROBLEMFELT... 2 AFGRÆNSNING... 3 METODE... 4 DEL 1 TEORETISERING OVER SUBJEKTER I RELATIONER...10 DET SENMODERNE SAMFUND...10 MAGT, DISKURSER OG SUBJEKTIVITET...13 SOCIALKONSTRUKTIONISME...15 DELKONKLUSION...22 KRITISK PSYKOLOGI...23 DELKONKLUSION...26 DISKURS OG PRAKSIS...27 DEL 2 MARGINALISERING SUBJEKTIVITET TIL FORHANDLING?...31 DET INDIVIDUALISTISKE MENNESKESYNS KONSEKVENSER...32 SOCIALKONSTRUKTIONISMENS MULIGHEDER...33 DEN KRITISKE PSYKOLOGIS MULIGHEDER...40 EMPOWERMENT...46 DEL 3 KONKLUSION...49 LITTERATURLISTE...52

2 Introduktion Indledning Hvordan skal vi forstås som unikke personligheder eller mennesker? Hvordan er jeg blevet mig og du blevet dig? Hvordan skal vores tanker, egenskaber, handlinger, holdninger og væremåder på godt og ondt forklares? Når mennesker beskriver sig selv og hinanden, er det ofte ud fra en forestilling om, at mennesket har en iboende personlighed, en essens eller et kerneselv bestående af bestemte karaktertræk som fx stædig, genert, udadvendt, omsorgsfuld, egoistisk m.v. Disse karaktertræk forbindes almindeligvis med, hvem man er til forskel fra, hvad man gør og betragtes som værende forholdsvis stabile over tid. Den traditionelle psykologi 1 er bl.a. karakteriseret ved denne essensforståelse. En forståelse der er dybt indlejret i den vestlige verdens individforståelse. Dele af vores samfundsform lægger i høj grad op til denne individualistiske tænkning om mennesket. Når moderniteten har medført, at der ikke længere er de samme sociale og institutionelle bindinger på menneskets udfoldelse, kan det ikke i samme grad som tidligere begrunde og forklare dets adfærd og sine valg med henvisning til faktorer uden for selvet. Ansvaret, for hvordan ens liv udformer sig, bliver dermed i langt højere grad et personligt anliggende. Man må derfor overvejende selv bære ansvaret for sine valg og deres konsekvenser. 2 Forskelle og uligheder tillægges ikke længere klasserelationer, men søges nu i karakteristika ved mennesket. Fx italesættes marginalisering og eksklusion som noget det enkelte menneske udsættes for, som følge af dets selvvalgte livsførelse. Ved modernitetens italesættelse af mennesket som frisat til at skabe sig selv og eget liv af modernitetens ubegrænsede muligheder, eksisterer faren for, at man overser, at mulighederne kun er tilsyneladende. Birgitte Simonsen påpeger at: Alle statistikker stadig [viser], at social placering og livsmønstre i vid udtrækning videreføres fra forældre til børn det har ikke været muligt at komme den sociale arv til livs. 3 Når man opfatter eller forklarer mennesket eller den enkeltes handlinger og personlighedsudvikling med udgangspunkt i et privatiserende eller individualistisk menneskesyn, løsrives det ofte fra en helhedsforståelse. 4 1 Med traditionel psykologi mener vi fx psykoanalyse og humanistisk psykologi. 2 Jørgensen, 2002:141 3 Birgitte Simonsen i Illeris m.fl., 2002:22 4 Hammerlin og Larsen, 1999:56 1

3 Vi ønsker i modsætning hertil at sætte fokus på selvet som relationelt, hvilket vi mener, er et frugtbart udgangspunkt for forståelsen af, hvem vi er, hvorfor vi tænker, føler og handler som vi gør. Når fokus flyttes fra det enkelte menneske og over til relationerne, opstår der en mulighed for at se eksempelvis marginalisering og eksklusion som et fælles problem, der må analyseres i relation til den kontekst og de relationer, som de udsatte indgår i. Et menneskesyn med fokus på relationernes betydning for identiteter, mener vi, kan sætte spørgsmålstegn ved det individualistiske menneskesyn, der gennemsyrer hele vores samfund og har nogle uheldige menneskelige omkostninger. Problemfelt Som antydet indledningsvist forstår vi selver som dannet i sociale relationer, altså som et resultat af den enkeltes deltagelse i sociale relationer. De forskelle der findes mennesker i mellem betegner en relation. En forskel er et gensidigt forhold, hvilket indebærer, at når et menneske beskrives som aktivt, betyder det til forskel fra andre mennesker, der fremtræder som passive. Forskellen ligger i det gensidige forhold, som er indeholdt i distinktionen mellem aktiv og passiv. Det giver således ikke mening at beskrive parterne i en relation med henvisning til individuelle egenskaber. Det er relationen, der er præget af bestemte egenskaber som fx aggression. 5 Vi er altså ikke i tvivl om, at relationen har en afgørende betydning i forhold til spørgsmålet om menneskets selv. Men spørgsmålet er, hvordan vi kan forstå de relationelle processer, hvormed selvet konstrueres. Vi har valgt at beskæftige os med henholdsvis socialkonstruktionisme og kritisk psykologi, som er tilgange, der kan tilbyde os et sæt af begreber, der giver indsigt heri. Når selvet opstår i relationen, som betegner forholdet mellem mennesker, afhænger selvkonstruktionen af, hvorledes parterne i relationen gensidigt forholder sig til hinanden. Dette er tankevækkende, idet selvet og subjektivitet således ikke længere er et individuelt men fælles anliggende. Denne tanke har affødt en nysgerrighed efter at undersøge, hvilke muligheder mennesket har for at opnå indflydelse på eget liv, hvis selvet, som vi forstår som afsæt for måden, hvorpå vi er og agerer i verden, således i en eller anden grad er begrænset i dets frie udfoldelse af relationen og den omgivne kontekst, samt mere overordnede strukturer. På den ene side kan dette indskrænke menneskets frihed til alene at bestemme, hvordan det ønsker at fremstå, men på den anden side er det altid selv en del af relationen og har således potentielt indflydelse på denne, altså 5 Løw og Svejgaard, 2002:83 2

4 sin egen selvkonstruktion. Under alle omstændigheder betyder den relationelle forståelse af selvet, at selvet er processuelt og dermed en foranderlig størrelse. Spørgsmålet er, hvor stor indflydelse vi, som mennesker, har i denne proces. I forhold til teorier hvor selvet forstås som bestående af bestemte medfødte egenskaber, et stabilt kerneselv, som er determinerende for menneskets handlemuligheder, tilskrives det med det relationelle selv trods alt muligheder for forandring. Vi synes, der i optikken af det relationelle selv opstår et interessant spændingsfelt mellem menneskets muligheder og begrænsninger for at opnå indflydelse på dets eget liv, og som har henledt vores opmærksomhed på begrebet marginalisering. Man kan sige, at forståelsen af selvet som relationelt afføder en tosidet forståelse af marginalisering, som vi finder interessant. På den ene side må årsager til marginalisering placeres i det samfund hvis diskriminerende strukturer, praksisser og diskurser sætter nogle begrænsninger for det enkelte menneske. Disse præmisser betyder, at ethvert menneske til alle tider potentielt har risiko for at blive udsat for marginalisering. På den anden side er mennesket, som nævnt ovenfor, altid selv en del af relationen, hvilket betyder, at man som marginal, i det mindste i teorien, altid har mulighed for at influere denne relation, og derved bidrage til at ændre på sine livsbetingelser ved at tilkæmpe sig en anden position, som er mindre udsat. Det relationelle selv indebærer som sagt denne tosidet forståelse af marginalisering, hvorfor vi mener, vores valgte teorier kan give os nogle interessante perspektiver på dette fænomen. Derfor har vi i vores søgen efter at opnå indsigt i såvel det relationelle selv, som de perspektiver på marginalisering denne optik afføder, valgt at arbejde med nedenstående problemformulering: Hvordan kan vi forstå selvet som relationelt i henholdsvis en socialkonstruktionistisk og kritisk psykologisk optik? Hvilke muligheder for indflydelse på eget liv tilskriver teorierne mennesket med særligt henblik på det marginale menneske? Afgrænsning I vores indledende fase af projektarbejdet besluttede vi at tage udgangspunkt i selvet som relationelt, hvorved vi afgrænsede os fra andre perspektiver på selvet. Vi vil anvende socialkonstruktionisme og kritisk psykologi for at opnå en dybere forståelse af det relationelle selv. Dette fokus og disse valgte teorier må nødvendigvis belyse nogle bestemte aspekter af den overordnede problemstilling, og i denne proces bliver andre teorier således sorteret fra. For at 3

5 tydeliggøre vores problemstilling har vi i socialkonstruktionisme valgt at fokusere på begreber som positionering, narrativitet, diskurs, magt og sprog. I kritisk psykologi fokuserer vi primært på deltager- og handlebegrebet. Vi er dog klar over, at der foreligger andre vigtige begreber inden for begge teoriretninger, men vi mener at kunne belyse vores problemstilling med udgangspunkt i disse begreber. Fokus på det relationelle selv betyder, at vi ikke kan adskille individ 6 og samfund, hvorved projektet tager udgangspunkt i socialpsykologien, der netop omhandler dette forhold. Socialpsykologien undersøger, hvordan vi interagerer med hinanden og udvikles og påvirkes under andres indflydelse. Socialpsykologien indeholder både elementer fra psykologien og sociologien, og skellet mellem dem er ikke særlig tydeligt. Psykologien lægger dog mere vægt på menneskets sociale adfærd, i forhold til sociologien, som oftere studerer strukturelle faktorer, så som formelle organisationer og sociale institutioner. Målet med projektet er at opnå indsigt i selvet som relationelt og få indsigt i forståelsen af menneskets mulighed for indflydelse på eget liv, med særligt henblik på den marginale. Vi vil pege på og søge at forstå nogle af de muligheder og begrænsninger, som den marginale har for indflydelse på eget liv. Metode I dette afsnit ønsker vi at redegøre for vores metodiske valg, samt afslutningsvis at skitsere projektets opbygning således, det bliver muligt at danne sig et overblik over projektets hoveddele, og hvorledes disse vil indgå i arbejdet med besvarelsen af problemstillingen. Problemformuleringens første del Vi vil forsøge at belyse første spørgsmål af problemformulering i projektets Del 1: Teoretisering over subjekter i relationer. En generel undren over, hvorledes vi forstår os selv, er gennem diskussion i gruppen, blevet reduceret til et spørgsmål om, hvordan vi kan forstå det relationelle selv. Diskussioner af, hvordan selvet skal defineres, bliver også et spørgsmål om den grundlæggende menneskeopfattelse. Når vi har valgt et socialkonstuktionistisk og kritisk psykologisk udgangspunkt for at opnå forståelse af selvet, er det fordi vi ønsker at stille os kritiske overfor den traditionelle psykologis forståelse af mennesket som havende en iboende personlighed 6 I projektet bruger vi fortrinsvis begrebet menneske, da vi mener, at begrebet individ har konnationer af essens, men når vi benævner individ overfor samfund, fastholder vi betegnelsen individ. 4

6 eller essens. Ved at benytte socialkonstruktionisme og den kritiske psykologi som vores teoretiske grundlag, vil vi udfordre denne essenstænkning, der ikke tager højde for forskellige sociale konteksters betydning for selvets konstruktion. De valgte teorier lægger i stedet vægt på betydningen af de sociale interaktioner og relationer. Teorierne implicerer altså et bestemt syn på selvet: selvet som relationelt. I kritisk psykologi har mennesket brug for omverdenen for at opbygge sit eget selv, og for at forstå omverdenen har mennesket brug for relationer. I socialkonstruktionisme kan man ligeledes tale om, at man konstruerer sig selv i relationen eller interaktionen. Opfattelsen af, at mennesket både er konstrueret og konstruerende af andre minder til forveksling om hinanden. Derfor er begge teorier velegnet til belysning af relationernes betydning for selvet. Med udgangspunkt i første del af problemformuleringen ønsker vi altså at opnå viden om den forståelse af selvet, der fremstilles i henholdsvis socialkonstruktionisme og kritisk psykologi, da begge teoridannelser opererer med begreber og/eller kategorier, der sætter relationen frem for det enkelte menneske i centrum for selvkonstruktionen. Problemformuleringens anden del Efter at have opnået indsigt i det relationelle selv ved hjælp af de valgte teoriretninger, er vi blevet opmærksomme på de forskellige muligheder og begrænsninger, der eksisterer i denne forståelse, og som har betydning for mennesket i almindelighed, men som træder særlig tydeligt frem i forhold til den marginale. Dermed har vi fået et udgangspunkt for besvarelsen af anden del af problemformuleringen, som vi vil belyse i projektets Del 2: Marginalisering - subjektivitet til forhandling? Måden, hvorpå vi vil forholde os til problemformuleringen, er ved at undersøge de muligheder og begrænsninger, der ligger i henholdsvis socialkonstruktionisme og kritisk psykologi for, at den marginale kan opnå indflydelse på eget liv. Mulighederne og begrænsningerne vil afspejle vores tosidede forståelse af marginalisering. Begrænsningerne består i samfundets diskriminerende strukturer, diskurser og praksisser og mulighederne i, at mennesket selv er en del af relationen og derved har indflydelse på de diskriminerende livsbetingelser. Afslutningsvis vil vi inddrage empowermentbegrebet, fordi begrebet kan samle op på teoriernes pointer i forhold til den marginales indflydelse på eget liv. 5

7 Valgte teorier og teoretikere Senmodernitet Dette afsnit skal fungere som forståelse for den samfundsmæssige kontekst, som relationen skal forstås inden for og som, ifølge vores valgte teorier, uundgåeligt vil præge relationen og dermed få indflydelse på det selv, der konstrueres. Det er en videreudvikling af de tanker, vi gør os i indledningen omhandlende det senmoderne samfund og dets menneskesyn, og som vi stiller os kritiske i forhold til, fordi det har nogle konsekvenser for, hvordan man forstår sig selv, og dermed for måden hvorpå man er og agerer i verden. Dette afsnit bliver således vigtigt i diskussionen af den marginales indflydelse på eget liv, da den samfundsmæssige kontekst vil spille en væsentlig rolle herfor. Senmodernitet bliver fremlagt i lyset af Anthony Giddens 7 teori herom, hvorfor benævnelsen senmodernitet er valgt. Vi har desuden suppleret med teori af Ulrich Beck 8, som ligeledes beskæftiger sig med de tendenser, der gør sig gældende i dag og hvis begreb om gør-det-selv biografien, vi finder relevant at fremhæve i forhold til det menneskesyn, der i dag er fremherskende. Senmodernitet forstår vi som en forstærkning af modernitetens tendenser. Michel Foucault 9 Umiddelbart synes socialkonstruktionisme og kritisk psykologi at indebære elementer, der antyder, at mennesket har en grad af handlefrihed. Inden for kritisk psykologi foreligger muligheden for at forholde sig til sine relationer, til sig selv og til omverdenen, og muligheden for at påvirke relationerne gennem andre handlealternativer. Indenfor socialkonstruktionisme foreligger muligheden for at indtage nye positioner og derved fortælle sig selv på nye måder. Vi har valgt at inddrage Foucaults magtbegreb, idet magt i Foucaults optik altid udspiller sig i relationen, og da vores valgte teorier netop beskriver selvet som relationelt, vil magt nødvendigvis spille ind på konstruktionen af selvet. Magt og viden er hos Foucault intimt forbundne og forenes i hans begreb om den herskende diskurs. Med dette begreb ser vi en tendens til at reducere mennesket til passivt at lade sig forme af denne herskende diskurs. Mere specifikt vil vi anvende Foucaults begreb om disciplinær magt, herunder bio-magt og governmentality. I begreberne ligger en mulighed for at se på de strukturer i relationen, der er med til at forme og omforme mennesket. Begreberne dækker over den magtudøvelse, forstået som 7 Engelsk sociolog (1938-) 8 Tysk sociolog (1944-) 9 Fransk filosof ( ) 6

8 disciplinering og kontrol, der gør sig gældende i relationen, men som betragtes som en skjult magtform, hvorved mennesket kan opretholde en følelse af autonomi, i overensstemmelse med det fremherskende menneskesyn. Foucaults beskæftigelse med magt, diskurser og subjektivitet kan siges at være toneangivende inden for socialkonstruktionisme, hvorved vi også opnår indsigt i socialkonstruktionismens inspirationskilde. Socialkonstruktionisme Socialkonstruktionisme er ikke en egentlig teoretisk skole med begrebssæt og forståelsesmodeller, men er nærmere en tradition, der konkretiserer konstruktionstænkningen inden for psykologien. På denne baggrund kan man ikke tale om en entydig retning, men snarere om forskellige teoretikere med forskellige forcer. Derfor vil vi i projektet benævne retningen socialkonstruktionisme og ikke men. Vi har valgt henholdsvis Bronwyn Davies & Rom Harré 10 og Kenneth J. Gergen 11, som de teoretikere, der inden for socialkonstruktionisme skal belyse forskellige perspektiver på selvet og selvkonstruktionen og dermed danne baggrund for en alsidig forståelse af selvet som relationelt og diskussion af den betydning som teorierne implicerer for muligheden for indflydelse på eget liv for den marginale. Vi mener, at teoriernes forskellige forcer vil bidrage med en større helhedsforståelse af vores problemfelt. Vi har valgt at benytte Davies & Harrés positioneringsbegreb, som er et helt centralt begreb i den socialkonstruktionistiske teori om relationer. Davies & Harré kan beskrives som poststrukturalister inden for socialkonstruktionisme. Poststrukturalismen lægger vægt på, at strukturerne i samfundet ikke er evige og uforanderlige. Man kan altså kun tillægge strukturerne en midlertidig betydning, som knytter sig til en konkret sammenhæng. Poststrukturalisterne tager udgangspunkt i Saussures sprogfilosofiske teori, og de har derfor sprogets betydning eller midlertidige fastlagte betydning som fokus. 12 Davies & Harrés begrebssætning af positionering involverer, at mennesker trækker på sociale strukturer og kulturelle stereotyper i interaktionen med omverdenen. Positionering er en diskursiv proces, hvorigennem selvet lokaliseres i en samtale som en observerbar og subjektiv sammenhængende deltager i en fælles produceret historie. Narrativitet/fortælling er altså en forudsætning for positionering. 10 Harré: Engelsk filosof, videnskabsteoretiker og psykolog (1927-) & Davies: Engelsk psykolog (1945-) 11 Amerikansk psykolog (1934-) 12 Jørgensen og Phillips, 1999:144 7

9 Gergen er blandt de markante socialkonstruktionister. Vi vil anvende ham til belysning af narrativitetsbegrebet. Han anvender narrativitet til at beskrive subjektets konstruktion af sin livshistorie. Selvet er et narrativt produkt og eksisterer for så vidt kun i bestemte kontekster, hvor det opretholdes ved at blive fortalt. Narrativitet er altså et vigtigt begreb inden for socialkonstruktionisme, når det gælder forståelsen af selvet. Foruden hans begreb om narrativitet, vil vi også anvende hans generelle teoretiske overvejelser over socialkonstruktionisme, som skal danne baggrund for vores grundlæggende forståelse af samme retning. Kritisk psykologi Vores formål med denne teoriretning, såvel som med socialkonstruktionisme, er at opnå en forståelse af vigtige begreber, der kan give indsigt i det relationelle selv, samt marginalisering. De kategorier, vi har fundet vigtige til dette formål er: Handleevne, deltagelse, handlesammenhænge og livsførelse. Vi har benyttet os af de teoretikere inden for kritisk psykologi, som vi fandt relevante til at bidrage til forståelsen af disse begreber. Vi har fortrinsvis taget udgangspunkt i Klaus Holzkamp 13, der betragtes som en af kritisk psykologis grundlæggere, samt Ole Dreier 14, hvis forskning er baseret på Holzkamps udlægning af kritisk psykologi. Socialkonstruktionisme versus kritisk psykologi Man kan sige om de to forståelser, at de begge er kritiske overfor den traditionelle psykologis essenstænkning, der forsøger at finde frem til tingenes sande natur. De argumenterer begge for, at mennesket må forstås i en bestemt sammenhæng og en bestemt tid, altså at mennesket er kulturelt og historisk betinget. Trods en grundlæggende enighed om selvet som relationelt, er der alligevel forskelle, som ikke er ubetydelige. Disse forskelle danner et godt udgangspunkt for diskussioner i projektet. Fx impliceres i begge teorier en grad af handlefrihed; mennesket har mulighed for at ændre på sine betingelser. Men teorierne har forskellige opfattelser af måden, hvorpå forandring finder sted. Derfor bliver en diskussion af hvilke muligheder og begrænsninger teoriernes forskellige fokus tillægger den marginale, i forhold til at skabe sig selv og sit liv i en ønskværdig retning, interessant. Forskellene 13 Tysk psykolog ( ) 14 Dansk psykolog (1946-) 8

10 opstår specielt i kraft af den kritisk psykologiske vægt på handlingsaspektet til forskel fra socialkonstruktionismens vægt på sprogets konstituerende kraft. Teoretikernes samspil For at kunne få nogle alsidige diskussioner i projektet har vi valgt nogle teoretikere, der kan supplere hinanden. Inden for socialkonstruktionisme har vi bl.a. valgt Foucault, der både arbejder ud fra det mikro- og makrosociologiske perspektiv og dermed beskæftiger sig med magt på to planer. I vores diskussioner beskæftiger vi os dog mest med Foucaults magt på makroniveau, som er et godt supplement til henholdsvis Gergen og Davies & Harré, der koncentrerer sig om de forhandlinger og betydningsdannelser, der finder sted i relationen, altså på mikroniveauet. Således får vi i vores diskussioner både et billede af, hvad der konkret foregår i relationen, samtidig med vi tager højde for de overordnede strukturer, der har indflydelse herpå. Inden for socialkonstruktionisme ser vi de overordnede strukturer, som ideologiske forhold, der kommer til udtryk via de herskende diskurser. Hertil kan kritisk psykologi supplere ved også at tage de mere organisatoriske og institutionelle forhold i betragtning. Vores forståelse af kritisk psykologi bygger vi som nævnt både på Holzkamps og Dreiers arbejde herom. Holzkamp lægger særlig vægt på relationer imellem de enkelte subjekter inden for en bestemt samfundsmæssig handlesammenhæng. Men teoretisk mangler Holzkamp, ifølge Ole V. Rasmussen, en forståelse af, at mennesket i sin daglige livspraksis bevæger sig gennem handlesammenhænge, hvis indbyrdes forbindelser også er samfundsmæssigt formidlet 15, hvilket er det Dreier bidrager med. Da vi har suppleret med andre danske teoretikere, så som Vibeke Jartoft og Morten Nissen, har vores fremstilling af kritisk psykologi bevæget sig over i en dansk udlægning. Projektopbygning Introduktion: Her præsenteres og uddybes projektets problemstilling og metodeafsnit, hvor det forklares, hvordan vi har tænkt os at besvare problemformuleringen. Del 1: Præsentation af den teori, der skal danne baggrund for besvarelsen af problemformuleringen. I forlængelse af teorifremstillingen, vil vores delkonklusioner føre til besvarelse af problemformuleringens første del; hvordan kan vi forstå selvet som relationelt, i henholdsvis en 15 Rasmussen i Ritchie, 2005:144 9

11 socialkonstruktionistisk og kritisk psykologisk optik? Herefter følger en kritisk diskussion af vores teoretiske udgangspunkt, der skal nuancere vore diskussioner i Del 2. Del 2: Diskussionerne i denne del vil omhandle, hvilke muligheder og begrænsninger den marginale tilskrives for indflydelse på eget liv i hver af teorierne. Empowermentbegrebet skal samle op på pointerne fra disse diskussioner. Afsnittet leder til besvarelse af problemformuleringens anden del; hvilke muligheder for indflydelse på eget liv tilskriver teorierne mennesket med særligt henblik på det marginale menneske? Del 3: Denne del vil indeholde den endelige konklusion på den opstillede problemstilling. Del 1 Teoretisering over subjekter i relationer Det senmoderne samfund Da vi har valgt to teoretiske perspektiver, der ikke ser konstruktionen af selvet som isoleret fra det samfund vi lever i, finder vi det relevant at beskrive de betingelser under hvilke, selvkonstruktionen finder sted. Dette indebærer en beskrivelse af den samfundsmæssige udvikling, der har fundet sted og som bl.a. har afstedkommet en menneskeopfattelse, der individualiserer menneskelige problematikker. Vi finder denne opfattelse uhensigtsmæssig, idet den kan have nogle uheldige konsekvenser, hvilke vi vil belyse i Del 2, der kan hindre mennesket i indflydelse på at forme sig selv og sit liv i en ønskværdig retning. Dette afsnit vil altså belyse, hvilket fremherskende menneskesyn vi ønsker at udfordre samt give indsigt i de præmisser, der eksisterer for selvkonstruktionen. Som nævnt må det fremherskende menneskesyn altså forstås i relation til en samfundsmæssig udvikling, og derfor vil vi lægge ud med en beskrivelse heraf. Individualiseringen Tidligere var menneskets individualiseringsproces i højere grad udstukket af forudgivne fællesskaber, traditioner, tilhørsforhold og hierarkier. Tendentielt var menneskets livsbane altså forudgivet og ikke henlagt til den enkelte selv at skulle skabe sin livsbiografi. Men i overgangen fra modernitet til senmodernitet (Giddens terminologier som andre har benævnt med andre termer) 10

12 finder en samfundsmæssig forandringsproces sted, en proces, der omvælter det kapitalistiske samfunds grundlæggende værdisystem og organisering og griber helt ind i det enkelte menneske. Det senmoderne samfund, som beskrevet af Giddens, er karakteriseret ved en aftraditionalisering, en stærkt forøget forandringshastighed samt en opløsning af de givne fællesskaber. Vi er blevet mere kulturelt frisatte, hvilket betyder, at vi ikke er bundet til en særlig lokal kontekst, men derimod har mulighed for at navigere rundt blandt mange og forskelligartede kontekster og kulturer. Fællesskaberne har ændret karakter fra at være givne til i højere grad at være selvvalgte. Dette åbner op for langt flere valg- og handlingsmuligheder for mennesket både i forhold til dets arbejdsliv, familieliv og seksualitet, men stiller dog samtidig større krav til mennesket og dets refleksionsevne. 16 Disse tendenser har medført en øget individualisme og individfokusering i samfundet. Mennesket fremstår ikke længere som havende pligter og forpligtelser, men derimod som et med rettigheder og friheder. Det senmoderne menneske betragtes som en kyndig og refleksiv aktør, der har muligheden for at vælge, hvorledes livet skal forme sig. Beck taler i denne forbindelse om, at normalbiografien er blevet til en valgbiografi eller gør-det-selv biografi. Med dette mener han, ligesom Giddens, at den kulturelle frisættelse betyder, at mennesket nu er henvist til at skabe sig selv og eget liv gennem valg på alle niveauer. Man kan sige, at individualiseringen er forbundet med og et resultat af nogle samfundsmæssige forandringer. Selvets præmisser i det senmoderne Ifølge de dominerende kulturelle fortællinger har vi i dag en aldrig tidligere set frihed til at vælge og realisere os selv. På godt og ondt er vores liv og vores konstruktion af selvet ikke længere fastlagt af kulturelle konventioner og institutioner. Det forventes som helt naturligt, at vi alle konstruerer og realiserer en unik identitet løsrevet fra de hastigt forældede traditioner og konventioner. 17 Med den kulturelle frisættelse og den ledsagende individualisering, forvandles menneskets identitet fra noget givent og relativt uproblematisk til en krævende opgave, som hvert enkelt menneske selv må løse, uanset om man har de nødvendige ressourcer. Zygmunt Bauman beskriver, hvordan 16 Giddens, Jørgensen, 2002:120 11

13 identitetsproblemer tidligere kunne sammenlignes med pilgrimmens problem: hvordan skal jeg komme derhen?, hvor identitetsproblemer i senmoderniteten ligger langt tættere på vagabondens daglige problem: hvor skal jeg gå hen? Det er altså 1) nødvendigt men vanskeligt at navigere mellem de tilsyneladende mange uoverskuelige muligheder, og 2) selvkonstruktion er en aldrig afsluttet proces, da valgene må tages hele livet igennem. 18 I lyset af det senmoderne menneskes komplekse selvkonstruktion er det ikke overraskende, at overbelastede mennesker søger hjælp til at navigere i det åbne mulighedsfelt for at reducere frihedens byrde og finde hjælp til besvarelse af spørgsmål som: hvem er jeg?, og hvad vil jeg? Det senmoderne menneskesyn Mennesket som enkeltstående væsen findes i alle samfund til alle tider, men at det tilskrives afgørende betydning og bliver samfundets omdrejningspunkt er et relativt nyt fænomen. Når individualiseringen kræver, at man selv tager hånd om eget liv, bliver ansvaret for, hvordan ens liv former sig dermed i langt højere grad et personligt anliggende. Chancer såvel som byrder lægges over på mennesket, som ganske vist ofte, stillet over for de samfundsmæssige tilstandes høje kompleksitet, næppe er i stand til, på et solidt grundlag, at træffe de nødvendige afgørelser, i afvejning af interesse, moral og konsekvenser 19, mener Beck og Beck-Gernsheim. Alligevel må mennesket selv bære ansvaret for dets valg, og fiasko bliver dermed personlig. Individualiseringen kan ses som en generel tendens til at definere manifestationer af sociale, kulturelle og samfundsmæssige problemer som rent individuelle problemer, der kalder på rent individuelle løsninger. 20 Når det danske samfund i princippet har afskaffet materiel knaphed, når uddannelsessystemerne og arbejdsmarkedet tilsyneladende er åbent for alle, så forekommer det for mange indlysende, at årsagerne til disse individers og familiers vilkår ikke primært er forårsaget af diskriminerende barrierer i samfundslivet, men må skyldes individuelle karakterbrister. 21 Man kan sige, at den hegemoniske individualiseringsdiskurs, som hersker i det senmoderne samfund, og som vi i stigende grad forstår os selv ud fra, til tider efterlader et indtryk af stor nærmest uendelig frihed. 18 Jørgensen, 2002: Beck og Beck-Gernsheim, 2002:17 20 Jørgensen, 2002: Larsen, Lind og Møller, 2000:47 12

14 På trods af, at individualiseringen i dag forekommer selvfølgelig og fremstår som menneskets naturlige eksistensform, er den altså snarere et udtryk for en særlig historisk udformning af mennesket. 22 Magt, diskurser og subjektivitet Foucault mener, i modsætning til det fremherskende senmoderne menneskesyn, dog hverken vi er blevet mere frie eller kulturelt frisatte. Foucaults magtbegreb bliver centralt for denne forståelse. Hans studie af magt, og dermed hele tænkningen om sprog, diskurs og magt, er afledt af en interesse for, hvordan subjekter skabes. 23 I det senmoderne samfund bliver magt og magtudøvelse opfattet som det onde, som noget der forhindrer den frie udfoldelse. Dette betyder, at magt bliver betragtet som noget substantielt, som noget nogle subjekter kan besidde og udøve over andre. Foucault opponerer imod dette, idet han betragter magt og magtudøvelse som noget, der hverken kan forstås som godt eller ondt. Magt er derimod et vilkår for alle relationer, forstået som et netværk af relationer. Magt er dog aldrig noget, der kan stå udenfor relationen, men skal ses som iboende i denne. Derfor kan denne magtforståelse ikke siges at have en egentlig substans. Magten kan ikke identificeres som noget statisk, hvilket bevirker, at magt ikke er noget som subjekter kan besidde og udøve over andre. Magt opstår først, idet den udøves, og dette betyder, at magt kun kan forekomme i situationer, hvor den ene part ikke fuldstændig undertrykker den anden. Der skal være frie subjekter til stede i situationen og i relationen, før at magt kan udøves. Derved udelukker magt ikke frihed og omvendt, de to forhold indgår derimod i et gensidigt betingelsesforhold. Magt er altid til stede i samfundet som et samfundsmæssigt grundvilkår; den er indvævet i alle dets institutioner og i alle dets relationer. Den er ikke et forhold, som samfundet eller subjektet kan frigøre sig fra, idet de moderne magtformer er meget uigennemsigtige og diskrete og derved svære at gennemskue og øve modstand mod. Magt bliver derved en styring af subjektets mulighedsfelter, hvori adfærdsmåder og handlemuligheder kan iværksættes. På den baggrund bliver magtudøvelse et produktivt begreb; det bliver et forhold, som vi kan mærke på vores krop, på vores identitet - magt 22 Jørgensen, 2002: Krøjer i Ritchie, 2005:141 13

15 producerer subjekter. 24 Udgangspunktet herfor er Foucaults iagttagelse af, at magt kan forstås som indlejret og udøvet i sproget og således er koblingen af sprog/diskurser og magt helt central for forståelsen af, hvordan relationer og subjekter konstitueres. Carsten R. Jørgensen forstår diskurser som henvisende til ( )bestemte måder at tale om og forstå verden, som ikke nødvendigvis afspejler en objektiv og uafhængigt eksisterende verden, men er med til at skabe og forandre vores verden og vores forestillinger om denne. En diskurs er et reservoir af mening, betydning, strukturer og fortællinger til at skabe orden og entydighed i verden. 25 Fx medvirker individualiseringsdiskursen til at skabe virkeligheden, så den kommer til at fremstå som om det enkelte menneske i dag har langt større frihed til at realisere sig selv end nogensinde tidligere. Når en diskurs vinder overherredømmet, synes en bestemt udlægning af virkeligheden altså nærmest naturgiven og uforanderlig, og man glemmer dens kontingens og foranderlighed. Heraf kan udledes, at diskurser konstituerer sandheder. Magt og diskurs er således to sider af samme sag, idet magt er definitionsmagt til at definere, hvad der gælder som sandt. Ethvert samfund og enhver kultur har sit eget sandhedsregime eller hegemoniske diskurser, som adskiller sandt og falsk. Sandhedsregimet er afgørende for, hvilke tanker det er muligt at tænke, hvilke spørgsmål det er muligt at stille, og hvordan det er muligt at opleve sig selv og verden omkring sig. Foucault forsøger at indkredse og beskrive, hvad han kalder de herskende diskurser i den senmoderne vestlige kultur, som bl.a. udgøres af individualiseringsdiskursen, for at udfordre og til dels undergrave sandheder og rationalitet. Ved at historisere sandheder, det vil sige, vise hvordan vedtagne sandheder har ændret sig og tilsyneladende vedvarende ændres op gennem historien og indskrive dem i herskende magtdiskurser, udstilles deres relativitet og bindinger til bestemte kulturelle epoker. Foucault analyserer de herskende diskurser med henblik på at afsløre eller demaskere deres normative aspekter, iboende værdier og forbindelsen til magten, og hvordan disse diskurser tjener nogle menneskers interesser på bekostning af andres. Samtidig pointeres det, at ingen kan unddrage sig de herskende diskursers disciplinerende kraft; heller ikke de mennesker, der tilsyneladende dominerer andre og drager fordele af den herskende orden. 26 Indenfor dette mere overordnede magtbegreb, opererer Foucault med adskillige, mere detaljerede, magtbegreber. Et af disse er det disciplinære magtbegreb, hvor subjektet bliver disciplineret og kontrolleret, ved frivilligt at underkaste sig undersøgelser foretaget af andre, her forstået som læger, 24 Heede, 2002: Jørgensen, 2002:40 26 Jørgensen, 2002:

16 psykologer, socialrådgivere o. lign., og til deres egne selv-undersøgelser. Denne form for magt er en meget mere virksom og effektiv form for kontrol. 27 Kontrollen, som udøves, kalder Foucault for bio-magt eller bio-politik. Målet er at forbedre befolkningens liv fx i forhold til livskvalitet, psykisk velbefindende og identitet, for derigennem at skabe nyttige og produktive samfundsmedlemmer. Dette kan dog kun lade sig gøre, hvis disciplineringen og kontrollen ikke foregår direkte, men ligger skjult i forholdet mellem subjekt og ekspert. Ekspertens opgave bliver da at lede individer ved at lade dem lede sig selv. 28 Foucaults begreb om governmentality (teknologi - selvteknologi) udtrykker netop denne dobbelthed, idet begrebet dækker over styringens to sider, den man søger at udøve over andre, og den man udøver over sig selv. 29 Magtudøvelsen ligger da i at få andre til at vælge at handle anderledes, end de ellers ville have gjort, det vil sige forme deres handlemuligheder. Således er vi hverken blevet mere frie eller kulturelt frisatte; måderne hvorpå disciplineringen af befolkningen finder sted, har blot ændret karakter. Hvor magten og den sociale kontrol af befolkningen i de før-moderne samfund var eksplicit, åbenlys og direkte, er den i moderniteten og især i senmoderniteten blevet indirekte, anonym og tilsløret i sine udtryk. Overvågning og håndfaste disciplineringsteknikker er afløst af selvovervågning, selvkontrol og selvdisciplinering. Socialkonstruktionisme Som det vil blive tydeliggjort i dette afsnit, er det socialkonstruktionistiske grundlag hentet hos Foucault, som således udgør en fælles referenceramme for disse teoridannelser. I afsnittet vil vi redegøre for nogle overordnede grundtræk eller antagelser inden for den socialkonstruktionistiske teoriretning, og herunder selvets konstruktion, for herigennem at anskueliggøre baggrunden for valget af de begreber, som vi finder interessante til belysningen af selvet som relationelt. Socialkonstruktionisme er ikke en egentlig teoretisk skole, men nærmere en tradition, der konkretiserer konstruktionstænkningen inden for psykologien. Dette betyder, at socialkonstruktionisme bliver betragtet som en mere kritisk tilgang til traditionelle problemstillinger inden for psykologien. Målet bliver derved, ifølge Gergen, at fjerne sig fra den individuelle tankegang til en mere interaktionistisk og relationel tankegang, hvor fokus flyttes fra de indre 27 Burr, 2003:72 28 Christiansen og Togeby, 2003: Christiansen og Togeby, 2003:118 15

17 processer i det enkelte menneske, til de processer ( )by which people come to describe, explain, or otherwise account for the world (including themselves) in which they live. 30 Processerne skal altså ses som interaktionistiske, idet menneskets beskrivelser og forklaringer af dets livsverden, er afhængig af den menings- og betydningsudveksling, der finder sted i interaktionen. Samtidig sætter socialkonstruktionisme spørgsmålstegn ved begreber som viden og sandhed, i forhold til menneskets ageren i verden. På den baggrund har Gergen udviklet nogle grundantagelser, som i større eller mindre grad er at finde i socialkonstruktionistiske undersøgelser: 31 Et kritisk standpunkt i forhold til selvfølgelig viden: Med ordet viden menes der den viden, som vi i det daglige tager for givet og ikke stiller spørgsmålstegn ved, både i forhold til verden og os selv. Vi skal være kritiske overfor de observationer, vi foretager af verden, da de termer og kategorier vi bruger for at begribe den, ikke nødvendigvis refererer til generelle eller virkelige opdelinger. 32 Derved stiller socialkonstruktionisme sig kritisk overfor empirismens og positivismens tilgangsvinkel til viden om verden, som værende baseret på objektive observationer af denne. Viden som historisk og kulturelt opstået: Den viden vi har om verden, og den måde vi forstår, taler om og kategoriserer verden på, er ikke kun opstået i den historiske og kulturelle udvikling, men er også et produkt af historien og kulturen. Dette betyder, at den viden vi besidder, er opstået i en udvekslingsproces mellem mennesker i interaktion, og derfor er det vigtigt at erkende, at vores måde at opfatte verden på ikke nødvendigvis er den mest rigtige eller sande, men kun en blandt mange andre. Opretholdelsen i og samspillet mellem viden og sociale processer: Det er gennem den daglige interaktion med andre mennesker, at vores version af viden bliver konstrueret. Dette sker gennem forhandlinger i relationen, hvor man forsøger at danne enighed om, hvilke konstruktioner af verden, og dermed viden, der er gældende. Viden fabrikerer handling og forholdemåder og har konsekvenser for, hvordan relationer mellem mennesker former sig. Derfor er social interaktion og især sprog af stor betydning, da der i disse begreber 30 Gergen 1985: Burr, 2003: Gergen 1985:

18 ligger en foranderlighed og bevægelighed, der gør, at socialkonstruktionisme stiller spørgsmålstegn ved sandhedsbegrebet. Der kan ikke være en sand viden eller en endegyldig sandhed, når viden er betinget af historie og kultur og samtidig er til forhandling i de mange forskellige relationer. Sprogets betydning for selvets konstruktion Sprog og diskurs er to fænomener inden for den socialkonstruktionistiske teori, som har afgørende betydning i forhold til forståelsen af selvet. Sproget er ikke en selvstændig enhed, som vi kun tager i brug, når vi kommunikerer, men en enhed der er indlejret i vores forståelse af os selv. Idet vi bruger sproget, er vi med til at skabe og forandre det, ligesom vi som subjekt skabes og forandres, når vi bruger sproget. Derfor bliver det interessant at undersøge sproget i sig selv og ikke som en vej til nogen underlæggende strukturer. En måde at begribe vores brug af sproget er gennem diskursbegrebet. Vores sprog er et udtryk for nogle bestemte samfundsmæssige og sociale diskurser, der på forskellig vis forholder sig til og infiltrerer sig i hinanden, idet hver diskurs forholder sig til et givent fænomen. Subjektet kan derved ses som en social konstruktion, der er indlejret i sproget og diskurserne, hvilket betyder, at subjektet aldrig er en fast størrelse, men altid foranderligt. Dermed gør socialkonstruktionisme op med den essentialistiske måde at forstå mennesket på. Subjektet besidder i den essentialistiske forståelse en indre essens, der bestemmer dets adfærd, og derved kommer personlighed til udtryk, som en form for menneskelig natur. Socialkonstruktionisme forstår det traditionelle personlighedsbegreb, som bestående af beskrivende adfærdsord, hvilket de forstår som personlighedstræk, der kun giver mening i den sociale interaktion. På den baggrund forkastes personlighedsbegrebet, og subjektets adfærd skal i stedet betragtes som afhængig af den konkrete relation og situation, det befinder sig i samt de aktuelle historiske og kulturelle betingelser. I positionerings- og narrativitetsteori tages netop højde for, at subjektiveringsprocesser må forstås således. Positionering Positionering er et centralt begreb inden for socialkonstruktionisme. I teksten Positioning: The Discursive Production of Selves skriver Bronwyn Davies & Rom Harré, at positionering foregår i den diskursive praksis, og at det er den proces, hvormed vi formes som subjekter Burr, 2003:114 17

19 Positioneringsbegrebet skal forstås som en dynamisk størrelse, der er åben for forhandling og udvikling. At subjektets positioner er åbne for forhandling betyder, at de skifter over tid og sted alt afhængig af, hvilke positioneringsmuligheder man i den enkelte kontekst bliver tilbudt. Vi kan selv positionere os, hvilket kaldes refleksiv positionering, ved at trække på en bestemt diskurs, eller vi kan tilskrive andre en position ved at give dem en rolle i vores fortælling dette kaldes interaktiv positionering. At positionere andre behøver dog ikke nødvendigvis at være intentionelt. 34 Davies & Harré pointerer derudover, at vores personlige historie og unikke oplevelser har indflydelse på, hvorvidt vi har lyst til og er villige til at positionere os i interaktionerne. 35 Vi positionerer os dog altid, men det er ikke altid, at vi lader os positionere. Positioner i diskursen forsyner os med indholdet af vores subjektivitet, hvilket vil sige, at når vi indtager en position i en diskurs, og det behøver ikke at være en kortvarig position det kan være at positionere sig som mor, kvinde etc., så oplever vi verden og os selv fra det perspektiv. 36 Der vil være nogle bestemte begreber, metaforer, talemåder etc., der er tilgængelige for os i den pågældende diskurs. Fx kan pigers oplevelse af køn, race, deres egen sociale identitet, den sociale verden og deres plads i denne kun udtrykkes og forstås ud fra de grundbegreber, der er tilgængelige i lige netop den diskursive praksis, de indgår i. 37 Positionering er primært et samtalefænomen og foregår som sagt i den diskursive praksis. Fx vil en afhængighedsdiskurs positionere en alkoholiker som værende afhængig, og det kan resultere i, at personen herefter begynder at opleve sig selv som sådan. Når man først er blevet positioneret, kan det være svært at ændre situationen ved at forhandle den position, man er blevet sat i. 38 Positioneringsbegrebet viser altså, hvordan folk er underlagt diskurs, og hvordan subjektiviteten forhandles i det interpersonelle liv. De forskellige diskursive positioner vi indtager i livet har stor betydning for, hvordan vi formes, og hvordan vi oplever os selv. Som mor kan man fx have dårlig samvittighed, hvis man søger ud på arbejdsmarkedet i stedet for gå hjemme og passe hus og børn, hvis den dominerende moderskabsdiskurs dikterer, at den gode mor bliver hjemme og tager sig af børnene. Den dårlige 34 Davies & Harré, 2000:91 35 Burr, 2003: Burr, 2003: Davies & Harré, 2000:89 38 Burr, 2003:111 18

20 samvittighed er dermed fostret af denne diskurs, men hvis man erkender, at man er positioneret i en bestemt diskurs, har man mulighed for at positionere sig på ny og derigennem omflytte problemerne fra værende personlige til samfundsmæssige. Det centrale er altså ikke at lade sig positionere i en diskurs, der er uhensigtsmæssig. Dog kan det være svært i og med de dominerende diskurser ofte er indlejrede i sociale praksisser, 39 og ofte er man slet ikke klar over, at man har positioneret sig eller er blevet positioneret i en bestemt diskurs. At positionere sig selv eller andre kan være andet end blot en social begivenhed identiteter bliver formet og magtrelationer udfoldet. Et subjekt konstrueres altså i den sociale interaktion, men ikke som et færdigt produkt. Det bliver produceret og reproduceret gennem forskellige diskurser, hvori det deltager, og derfor er spørgsmålet om, hvem jeg er, og hvilken person jeg er, et åbent spørgsmål med skiftende svar alt afhængig af de positioner, der er til rådighed i min egen og andres diskurs. 40 Narrativer Begrebet narrativitet er oprindeligt engelsk og betyder fortælling. Inden for de sidste år er begrebet blevet almindeligt og populært indenfor psykologien og socialvidenskaben. Vi bruger narrativer, når vi vil forklare, beskrive og forstå os selv og vores omverden. Narrativer er en af de mest fundamentale måder, hvorpå vi ordner, forklarer og forstår indtryk og oplevelser. Vi forstår os selv og vores omverden ved at fortælle og lytte til historier om os selv, om andre og om, hvordan verden hænger sammen. Socialkonstruktionisten Kenneth J. Gergen bruger bl.a. begrebet narrativitet i psykologien til at beskrive personens konstruktion af sin livshistorie. Narrativitet skal således forstås som historier om selvet. Gergen udtrykker det således: Vi fortæller lange historier om vores barndom, om vores forhold til familiemedlemmer, om vores skoletid, vores første kærlighed, hvordan vores tænkning har udviklet sig om et bestemt emne osv. I alle disse tilfælde bruger vi historieformen til at identificere os i forhold til andre og os selv. 41 Historien er derved af afgørende betydning, når vi skal gøre os selv forståelige i den sociale verden. Selvet bliver på den måde et narrativt produkt og findes kun i bestemte kontekster, hvor det bevares ved at blive fortalt. 39 Burr, 2003: Davies & Harré, 2000: Gergen, 1997:

21 Der er forskellige meninger om, hvad der gør en historie til et narrativ. Ifølge Gergen, er det ikke vigtigt, når man fortæller sin historie, om den er sand eller ej, men der skal være en vis strukturering for at gøre den overbevisende. Gergen opstiller seks narrative konventioner: Der skal være en ordentlig slutning: Historien skal have en pointe i en eller anden form. Slutmålet er oftest værdiladet og er fx ønskeligt eller uønskeligt. Hvis historien beskriver en søgen efter noget, skal slutningen give os resultatet. 2. Udvælgelse af begivenheder, som er relevante for slutmålet: Når slutmålet er fastlagt, vil det påvirke hvilke begivenheder, der medtages i historien. De begivenheder, der ikke er relevante for slutmålet udelades, ellers vil de bare virke vildledende i fortællingen. 3. Ordning af begivenhederne: Begivenhederne skal fortælles i en ordnet rækkefølge. Det kan eksempelvis være en vigtighed eller en tidslinie. Ofte vil en stram kronologisk rækkefølge gå ud over forståelsen. Det kan være nødvendigt at indskyde begivenheder, der tidsmæssigt lå tidligere eller senere. 4. Identiteters stabilitet: Personerne eller objekterne i historien skal have en sammenhængende identitet over tid i beretningen. Det er ikke muligt, at en given hovedperson både fungerer som helt og forbryder i samme fortælling. 5. Årsagssammenhænge: Den ideelle beretning skal give en forklaring på udfaldet. Forklaringerne skal væves ind i beretningen. Der skal være en årsag, så de begivenheder, der udvælges, skal have en årsagssammenhæng. 42 Gergen, 1997:

22 6. Demarkationstegn, det vil sige begyndelses- og slutsignal: Det er særlig vigtigt, at fortællingen har et begyndelsessignal. Den traditionelle begyndelse starter oftest, Der var engang... Slutningen af fortællingen angives fx med Så nu ved du.... De narrative konventioner fungerer i en kulturel og historisk kontekst, der sætter rammerne for selvets råderum. Man har ikke mulighed for at have en form for personlig historie uafhængigt af relationerne og uafhængigt af den historiske og kulturelle kontekst. Derfor kan man heller ikke bare bestemme, hvem man vil være uafhængigt af disse forhold. De historier vi fortæller er en del af vores sociale virkelighed og er med til at gøre os opmærksomme og til at skabe forventninger til fremtiden. Narrativer er med til at forme og ordne og er med til at skabe sammenhæng og mening i vores liv og vores måde at handle på. De narrativer vi bruger, er med til at klargøre, hvordan tingene, vi oplever, hænger sammen, og hvordan vi skal forholde os til dem; finde ud af hvad der er det rigtige og vigtige, og hvordan forskellige personer placerer sig i forhold hertil. Narrativer har derfor ikke kun stor betydning for, hvordan vi tolker os selv og andre mennesker, men har også betydning for, hvordan vi handler i verden og vores forestillinger om den. 43 Positionering versus narrativer I det følgende har vi valgt at fremhæve en række ligheder og forskelle mellem de to begreber for at tydeliggøre, hvordan begreberne skal forstås i forhold til hinanden. Positionering omhandler, hvordan narrativer i samtaler placerer deltagerne i bestemte positioner, og således er begreberne gensidigt afhængige af hinanden. Ifølge Davies & Harré er positionering en diskursiv proces, hvori selvet placeres i en samtale som en observerbar og subjektiv sammenhængende deltager i en fælles produceret historie. Det vil sige, at en position fremstår gennem et menneskes historie eller selv-beretning. Vi kan selv positionere os via vores selvberetninger eller tilskrive andre en position ved at give dem en rolle i vores fortælling. Både Gergen og Davies & Harré mener, at mennesker fremstiller sig selv på forskellige måder i forskellige kontekster, hvilket kan ses som et udtryk for multiple selver. Davies & Harré taler i den forbindelse om, at vi er summen af vores positioner. Vi udtrykker altså forskellige selver i de forskellige positioner, vi indtager og bliver tildelt. Med narrativitetsbegrebet skabes der en sammenhæng mellem de forskellige positioner, således, at vi ikke er helt nye mennesker hver gang 43 Gergen, 1997:kapitel